Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/39

< Det norske Folks Historie | 2

Olaf Tryggvessøn lod det ikke bero med at christne Island Ogsaa til det fjerne Grønland, som først nylig var blevet opdaget og bebygget fra Island, udstrakte han sin Omvendelsesiver. Vi kunne imidlertid ikke omtale Olafs Bestræbelser i denne Henseende, uden tillige at kaste et Blik tilbage paa de nærmere Omstændigheder, der bevirkede Grønlands Opdagelse og Bebyggelse, og paa de øvrige merkelige Begivenheder, som dermed stode i Forbindelse.

Mellem den nordvestligste Deel af Island og den nærmeste, mod Østen fremspringende Deel af Grønland er der ikke stort større Afstand end omtrent 45 geografiske Mile. Det var saaledes næsten uundgaaeligt, at flere af de Skibe, der under Landnamstiden og senere søgte hen til Vestkysten af Island, ogsaa under sterke Østen- og Sydøstenvinde kom til at nærme sig Grønlands Kyst, saaledes at man fik dets Jøkler i Sigte, ja vel endog landede ved dets Øer eller Forbjerge. Saaledes fortælles om en Gunnbjørn, Søn af Ulf Kraaka-Reidarssøn og nedstammende fra Øxna-Thore, at han, ved at blive dreven vestenfor Island, kom til nogle Skjær eller Øer, som efter ham kaldtes Gunnbjørnssker, hvilke sandsynligviis maa være nogle af de mange Øer, der ligge nær ved Grønland omtrent under 65 eller 66° nordlig Brede[1]. Hans Sønner Gunnstein og Halldor toge Land ved Isafjorden paa Islands Nordvestkyst, hvoraf man maaske kan slutte, at saa vel de, som deres Fader, have haft meget i disse Farvande at gjøre. Vi se ogsaa heraf, saa vel som af den Omstændighed, at Gunnbjørns Broder Grimkell ligeledes omtales som Landnamsmand, at Opdagelsen af Gunnbjørnssker er at henføre til omkring 870[2]. Ikke fuldt et hundrede Aar senere droge to Islændingen Snæbjørn og Rolf, hen at lede efter Gunnbjørnssker. Snæbjørn var en Sønnesøns Søn af Eyvind Austmand; hans Farfader, der og hed Snæbjørn, havde ligeledes taget Land i det inderste af Isafjorden. Snæbjørn den yngre havde en Tid opholdt sig hos Tange-Odd, og hevnet hans Datters Drab paa hendes Mand, der hug Hovedet af hende, fordi hun, som ej kunde udstaa ham, ikke vilde følge ham til hans Huus. Dette synes at have nødsaget Snæbjørn til at drage bort. Den ovennævnte Rolf kjøbte Halvdelen af hans Skib, og gjorde Følge med ham. Hver af dem medbragte 11 Mænd, og fandt virkelig Gunnbjørnssker. Da de kom, var det Aften, og Snæbjørn forbød strengeligen sine Mænd at gaa i Land og undersøge Stedet førend næste Dag. Dette Forbud overtraadtes imidlertid af en af Rolfs Mænd, ved Navn Styrbjørn. Han sneg sig i Land, og fandt i en Steendysse en Pengepung, der sandsynligviis havde tilhørt en eller anden Skibbruden, som her havde endt sine Dage. Styrbjørn skjulte Pungen, men da Snæbjørn siden slog til ham med en Øxe, rimeligviis for at straffe ham for Overtrædelsen af Forbudet, faldt Pungen ned. De gjorde sig en Skaale, som snart blev nedsneet; først i Gormaaned (omtrent i Midten af Februar), kom der Tø, saa at de kunde grave sig ud. Da gik nogle paa Jagt, medens Snæbjørn stellede med Skibet og Styrbjørn tilligemed nogle andre bleve tilbage i Skaalen. De kunde ikke holde sig enige; den urolige Styrbjørn, som vel den hele Tid havde pønset paa Hevn over Snæbjørn, dræbte ham i Forening med Rolf. Ogsaa en anden af Snæbjørns Mænd faldt for Styrbjørns Haand. Snæbjørns øvrige Rejsefæller maatte sværge Rolf og Styrbjørn Tausheds-Ed, for at faa beholde Livet. De rejste nu alle bort, kom til Haalogaland, og først derfra til Island, hvor Rolf og Styrbjørn siden dræbtes af Snæbjørns Frænder[3].

Lidt senere (ved 980) blev Are Maarssøn, en Sønnesøns Søn af Landnamsmanden Ulf skjaalge, og Fader til den ovenfor omtalte Gudleif Aressøn, Thangbrands ivrige Ven og Forsvarer, ved Storm fordreven til et Land langt i Vesten, som man kaldte Irland det store eller Hvitramannaland (d. e. de hvide Mænds Land), rimeligviis fordi Beboerne bare hvide Klæder. Sandsynligviis var dette Land Florida eller de nærmest tilgrændsende Egne af Nordamerika. Senere Rejsende skulle ogsaa have kommet derhen og truffet Are, som nød megen Anseelse der, men dog ikke fik Tilladelse til at drage bort[4].

Endelig opdagedes Grønlands Fastland. Thorvald Osvaldssøn, ligeledes en Ætling af Øxna-Thore, maatte tilligemed sin Søn Erik røde formedelst en Drabssag forlade Jæderen i Norge, hvor de boede, og flyttede til Island, som da allerede for det meste var bebygget, saa at de kun fik taget Land paa Drange, paa de saakaldte Hornstrande, eller Islands nordvestligste Kyststrækning. Der døde Thorvald. Erik opholdt sig en Stund ved Haakon Jarls Hof, hvor han blandt andre traf Thorgils Thordssøn, og stiftede et fortroligt Venskab med ham[5]. Beliggenheden af Eriks Bolig paa Island ved den øde Nordvestkyst, som kun en kort Havstrækning skilte fra de hemmelighedsfulde Gunnbjørnssker, og hvor der vistnok herskede en Mængde Sagn om dem, kunde neppe andet end vække hans Lyst til selv at opdage og undersøge dem; og denne Lyst maatte vel end mere forøges ved hans Giftermaal med Ulf skjaalges Sønnedatter Thjodhild, der bragte ham i Svogerskab med Are Maarssøn, og satte ham istand til, fra første Haand at indsamle alle de Beretninger, der gik om dennes æventyrlige Fart til Hvitramannaland. Siden flyttede han til Haukadal ved Breidafjorden, men formedelst et Drab blev han forviist herfra. Han opslog nu sin Bolig paa nogle Øer i Breidafjorden, og forblev her en Stund, indtil en ny Drabssag bragte ham under Forfølgelse paa Thorsnesthing. Uagtet Erik understøttedes af Viga-Styr, fik dog hans Fiender, der understøttedes af Thord Gelles Sønner, Overhaand, og Erik blev dømt fredløs. Han havde imidlertid udrustet sit Skib til en længere Rejse. Efter Thinget droge hans Fiender ud paa Øerne for at opsøge ham, men en af hans Beskyttere skjulte hans Skib i en afsides Vaag. Her stødte Styr og flere til ham, og ledsagede ham paa Baade, indtil han var kommen saa langt ud paa Søen, at der ej længer var nogen Fare for ham. Han sagde nu ved Afskeden til sine Venner, at han vilde opsøge Gunnbjørnssker, men lovede at hvis han fandt dem, skulde han komme tilbage igjen. Fra Surfjeldsnes holdt han lige mod Vest, og kom til Østkysten af Grønland ved en Jøkel, som han kaldte Midjøkel, men som senere fik Navnet Blaaserk[6]. Derfra styrede han sydefter langs Kysten for at finde beboeligt Land, hvilket, som bekjendt, ej findes paa Grønlands Østkyst. Den første Vinter tilbragte han paa en Ø, som han kaldte Eriksø, omtrent i Midten af den siden saakaldte østre Bygd. Om Vaaren drog han ind i den Fjord, ved hvis Munding Eriksø var beliggende, og som han kaldte Eriksfjord[7]. Her udsaa han sig Bolig, og drog om Sommeren længer mod Nordvest, indtil han kom til den senere saakaldte vestre Bygd, hvor han gav mange Steder Navn. Mod Høsten sejlede han atter sydefter lige til Forbjerget Hvarf ved Indløbet til Ravnsfjorden[8], hvor han opholdt sig om Vintren paa de saakaldte Eriksholmer; drog siden om Sommeren ind ad Ravnsfjorden lige til dens Bund ved Snæfell, vendte atter tilbage og tilbragte igjen en Vinter paa Eriksø. Derfra vendte han om Sommeren efter sit Løfte tilbage til Island, og landede i Breidafjorden, kæmpede siden med sin Hovedfiende, men forligtes med ham, og begyndte nu, samme Sommer (985), ordentligt at bebygge det nys opdagede Land[9]. Han kaldte det Grønland, fordi, som han sagde, Folk vilde faa Lyst til at flytte derhen, naar Landet havde et godt Navn[10]. Det var heller ikke saa faa, som lode sig lokke, thi allerede den Sommer skulle 25 Skibe være dragne fra Breidafjorden og Borgarfjorden over til Grønland, skjønt rigtignok kun 14 af dem naaede derhen: de øvrige bleve enten drevne tilbage, eller forliste. Erik selv opslog sin Bolig paa et Sted, han kaldte Brattelid, mellem Eriksfjorden og Einarsfjorden[11].

Landets Beskaffenhed var dengang som nu. Jøkler begrændsede alle Dalene, af hvilke kun en ubetydelig Deel op fra Fjordbundene vare beboelige. Var Polhøjden end sydligere end Islands, saa var Klimatet dog meget barskere. Vi have endnu i det gamle Skrift „Kongespejlet“ en udførlig Skildring af Grønlands Naturforhold, som de vare i det 12te Aarhundrede, og denne Skildring maa i det Væsentlige ogsaa passe paa Forholdene, som de vare et Par Aarhundreder tidligere[12]. Det er, siges der, kun en ringe Deel af Landet, som er fri for Iis, og Folk vide ikke engang om Landet er stort eller lidet, fordi alle Fjeldstrækninger og Dale ere bedækkede med Iis, saa at man ingensteds finder nogen Aabning. Kun faa Folk bo i Landet, thi blot lidet heraf er saa optidnet at det kan bebygges. Af Korn frembringer det ikkun lidet, thi der har alene været enkelte af de mægtigste, der saaede Korn for et Forsøgs Skyld: Mængden i Landet veed ikke hvad Brød er, den saa aldrig Brød. Men der er gode Græsgange, og store Gaarde, hvor man holder mange Kvæg og Sauder, saa at der beredes meget Smør og Ost, hvoraf Folket for en stor Deel lever, saa vel som af Kjød af Kvæg og af Dyr, fangne paa Jagt, som Rener, Hvale, Sæler, Bjørne o. s. v. Der er en stor Mængde vilde Dyr, som Harer, Ulve, Rener, og især Hvidbjørne. Kulden, siges der end videre, har faaet overvættes Magt, og saa vel Havet som Landet vidner om, at Frosten og Kuldens Styrke har Overhaand. Naar Solen staar højest, har den vel overflødig Kraft til Skin og Lysning, men kun liden til Varme og Hede; dog formaar den at varme den optidnede Jord saa vidt, at den kan give gode og vellugtende Urter, saa at man derfor vel kan bebo den optidnede Deel, der rigtignok kun er ringe. Naar Uvejr indtræffer, som dog ej sker saa ofte, da er det voldsommere end andensteds, baade med Hensyn til Storme, Frost og Sne. Dette, siges der, foraarsages af Jøklens Natur, da den selv stedse udskyder en kold Gust, der driver alle Uvejr fra den, og som oftest holder Luften klar over dens Hoved. Derimod maa de nærmeste Granner undgjelde det, thi de faa Uvejret over sig, som Jøklen driver bort“. – Endogsaa Isen og Kulden paa Island tillægges Grønlands Naboskab. Om det stormfulde, med Driviis opfyldte Hav, der omgav Grønland, og dets Farefuldhed for den Søfarende, havde man ligeledes meget at fortælle. Stundom, heder det, hænder det sig endog at Havets Bølger optaarne sig som Gjerder (Havgjerder) omkring Skibet og opsluge det[13]; forfærdelige Søuhyrer[14] vilde man af og til have seet. Alt dette maatte, trods det vellydende Navn, Erik røde havde givet Landet, snarere afskrække Nybyggere fra at komme, end lokke dem. De fleste Nybyggere have derfor vistnok været fredløse, ligesom Erik, eller misfornøjede, eller urolige i deres Sind og flyttelystne. Saaledes nævnes som en af de første Beboere Helge, en Søn af hiin Vestein Vesteinssøn, der dræbtes af Thorgrim, Snorre Godes Fader. Udsat for Fare baade i Norge og paa Island, maatte han drage til Grønland, hvor han siden omkom paa Jagten[15]. En anden anseet og rig Islænding, Thorbjørn Vivilssøn, drog med sin Datter, den smukke Gudrid, til Grønland, da han formedelst Pengemangel havde været nødsaget til at sælge sin Ejendom paa Island[16]. Forresten var Erik røde selv virksom i at lokke Nybyggere til Landet ved alskens gode Løfter Blandt dem, som saaledes lod sig lokke, men som siden angrede derpaa, var hans gamle Bekjendt Thorgils Thordssøn[17]. Naar vi erfare, at de mægtige Thorbrandssønner fra Alftafjorden ved Breidafjorden, Snorre og Thorleif Kimbe, droge ud til Grønland, var det vel deels Venskab for Erik, som drev dem afsted, men vistnok ogsaa Misfornøjelse over at have maattet indgaa Forlig med den vældige Steinthor paa Øre efter en Kamp, hvori de kom tilkort[18]. For øvrigt synes det især at have været enkelte Familier paa Islands Vest- og Nordvest-Kyst, der afgave Nybyggerne og underholdt Forbindelsen med Grønland[19].

De første Nybyggere paa Grønland fandt hist og her Spor af Menneskers Ophold, Brudstykker af Baade og Steenredskaber[20]; dog synes det, som om de i Førstningen ej traf de eskimoiske Beboere selv. Senere stødte de oftere paa dem, og antoge dem, som det lader, allerførst for Trolde[21].

Det blev dog snart almindeligt, at kalde dem Skrælinger, det er smaa, fortørrede Folk[22].

Saa vidt man kan skjønne, vare de belivede Dele af Landet allerede temmelig fuldstændigt optagne inden Eriks Død, noget efter Aarhundredets Ende. Man inddeelte dem i to Hovedbygden den østre, som tillige var den største, strax vestenfor Hvitserk eller Kap Farvel, til henimod 61°, og den vestre, eller egentlig nordre, som var den største, omtrent det nuværende Godthaabs Distrikt. længer inde i Baffinsbugten. De fleste Fjorde havde da faaet Navn, fornemmelig efter de første Landnamsmænd, som Einarsfjord efter en Einar, Ravnsfjord efter en Ravn; Snorre Thorbrandssøn opkaldte sin Hjemstavn, Alftafjord. Erik synes selv at have tilegnet sig en Høvdings Værdighed, og uddeelt Land til Nybyggerne. Alle vare naturligviis i Førstningen hedenske, og en høj Grad af Overtro synes at have hersket i Landet[23].

Eriks ældste Søn Leif, en dygtig og foretagelseslysten Mand, blev Redskabet til Christendommens Indførelse. Han synes allerede ved Faderens Udflytning at have været voxen, og ligget paa Rejser[24]. Saaledes fortælles der, at han en Gang, efter hvad man maa formode omkring 987, kom til Syderøerne, hvor han opholdt sig nogen Tid, og stiftede en Kjærlighedsforstaaelse med en fornem Kvinde ved Navn Thorgunna, der ved hans Afrejse endog vilde følge med ham, men ej fik dette Ønske opfyldt, da Leif, ved at høre, at hendes Frænder intet vidste derom, ikke vilde man skulde sige om ham, at han havde hærtaget en Kvinde af saa stor Æt[25]. Thorgunna fødte ham strax efter en Søn, Thorgils, der siden kom til Grønland; selv havde hint nok ogsaa til Hensigt at opsøge Leif, thi hun begav sig til Island, rimeligviis for herfra at drage videre; men hun døde her endnu samme Høst (1000) hos Thurid paa Frodaa, Snorre Godes Syster, der havde indbudt hende til sig, og der taltes siden om en Mængde Spøgerier, som skulde have fundet Sted efter hendes Død[26]. I Aaret 999 gjorde Leif en Rejse til Norge, og kom til Nidaros noget efter at Kong Olaf var vendt tilbage fra sin Haalogalands-Rejse. Leif gjorde strax Kongen sin Opvartning, og denne anmodede ham, som sædvanligt med alle hedenske Mænd, om at lade sig døbe. Leif havde heller ikke noget herimod at indvende, og blev døbt med hele sit Skibsmandskab. Han forblev nu den hele Vinter hos Kongen, der viste ham megen Godhed. Da han om Vaaren skulde rejse tilbage igjen, bad Olaf ham om at forsøge paa at christne Grønland. Leif lovede det, skjønt han ej negtede at det var en vanskelig Sag. Kongen medgav ham da en Prest og nogle andre Gejstlige[27]. Han skal ligeledes have skjenket ham to skotske Hurtigløbere[28]. Da Leif var kommen hjem, begyndte han efter Kong Olafs Bud strax at forkynde Christendommen. Hans Moder Thjodhild og hans Brødre og flere af Indbyggerne antoge Christendommen strax[29]; men Erik vilde ikke vide deraf. Han var meget misfornøjet med at Leif havde bragt Skademanden, saa kaldte han Presten, til Landet[30]. Han synes i det hele taget at have været meget overtroisk, saa at han endog skal have viist en Hvidbjørn et Slags Tilbedelfe[31]. Thjodhild derimod viste en saadan Iver for Christendommen, at hun ikke vilde have nogen Omgang med Erik, saa længe han var hedensk, og derfor, som det synes, flyttede til det noget bortliggende Thjodhildestad, hvor hun lod en Kirke opføre. I denne holdt hun og de til Christendommen Omvendte deres Bønner. Imidlertid lykkedes det dog Leif tilsidst at faa Christendommen fuldkommen antagen paa Grønland, men ikke førend flere Aar vare hengangne dermed. Ogsaa Erik skal tilsidst være bleven døbt[32], skjønt det ej var at vente, at hans Christendom kunde være oprigtig. Det heder derfor ogsaa paa et andet Sted, at han døde før Christendommen[33], det vil sige enten førend Christendommen var almindeligt antagen, eller førend han selv var bleven christnet; man har altsaa i ethvert Fald betragtet ham som Hedning.

Uagtet nu Christendommens fuldstændige Indførelse paa Grønland først fandt Sted flere Aar efter Olaf Tryggvessøns Tid, har man dog af den Omstændighed, at Leif efter hans Anmodning lod sig døbe og siden forkyndte Christendommen blandt sine Landsmænd, taget Anledning til at give Olaf den egentlige Ære for dette Verk. Derfor heder det sædvanligt, at Olaf christnede fem Lande, Norge, Orknøerne, Færøerne, Island og Grønland[34]. Men i alle Fald oplevede ikke Olaf selv at se Grønland christnet, om endog Fortjenesten, at have givet det første Stød dertil, tilkommer ham.

  1. ↑ Jvfr. 1 B. S. 552. Under 65°20' ligge nogle af Danell 1652 besøgte og af Graah i 1830 gjenseede Øer, der ifølge „Grønlands Hist. Mindesm.“ III S. 846 nærmest synes at maatte antages for Gunnbjørnssker. Naar Gunnbjørnssker i de gamle Optegnelser siges at ligge midt imellem Island og Grønland, saa menes kun hermed, at de laa halvvejs mellem Island og deri beboede Deel af Grønland vestenfor Hvitserk eller Kap Farvel.
  2. ↑ Landnáma, II. 8, 14, 29.
  3. ↑ Landn. II. 30. Da Tungeodd døde 965, maa denne Begivenhed have fundet Sted noget tidligere, maaske omkring 960. Der findes herom ogsaa nogle andre Beretninger, meddeelte af Bjørn af Skardsaa, samt aftrykte i „Grønlands historiske Mindesmerker“ I. S. 88 flg.; uagtet det heder at de ere tagne fra „Landnáma“, synes de dog kun at være upaalidelige Varianter af den ovenfor anførte Beretning.
  4. ↑ Landnáma, II. 22. Om Ulf skjaalge, Kong Hjørleifs Ætling, s. ovf. 1. B. S. 527, 530. „Hvitramannaland“ antages i Thorfinn Karlsevnes Saga Cap. 13 at have faaet dette Navn, fordi Skrælingerne (Eskimoerne) fortalte om dets Beboere, at de gik i hvide Klæder, plejede at lade fligede Faner bære for sig, og istemme høje Skrig. Dette synes at sigte til Folk, beslægtede med Mexikanerne. Naar Landn. fortæller at Are blev døbt i Hvitramannaland, saa er dette naturligviis en Misforstaaelse Som Hjemmelsmænd anfører Landn. en Ravn Hlymreksfarer (Limericksfarer), der længe havde været i Limerik paa Irland; ligesom og Thorkell Geitessøn, der skulde have hørt andre islandske Mænd fortælle at de igjen havde hørt Thorfinn Jarl paa Orknø sige, at Are var bleven gjenkjendt i Hvitramannaland, hvor han nød stor Anseelse, men ej fik Lov til at rejse bort. Muligt, at der i det saakaldte Hvitramannaland virkelig fandtes endeel ved Storm derhen fordrevne Islændere.
  5. ↑ Floamanna Saga, Cap. 15, S. 436. Om Erik rødes Herkomst, s. ovf. 1. B. S. 552. Om Thorgils s. ovf. S. 136.
  6. ↑ Denne Jøkel er sandsynligviis et højt sneløst Fjeld i Nærheden af Øen Atuik under 64° 18′ 50″, se Grønlands historiske Mindesmerker III. 848.
  7. ↑ Eriksfjord er den nuværende Tunnudluarbik, og Eriksø enten Tuktotok eller en anden ved Indløbet liggende Ø.
  8. ↑ Hvarf er Kangek yderst paa Øen Sermersok; Ravnefjord er egentlig et System af flere Fjorde, hvis Indløb er vestenfor Sermersok.
  9. ↑ Are frode, Cap. 6. Landn. II. 14. Erik rødes Saga, Thorfinn Karlsevnes Saga, Eyrbyggja Saga Cap. 1.
  10. ↑ Are frode siger, beraabende sig paa hvad hans Farbroder Thorkell Gellessøn hørte af en Mand, der selv havde ledsaget Erik til Grønland, at denne Rejse skede 14 eller 15 Vintre før Christendommen blev lovtagen paa Island, altsaa 986 eller 985; det første Aar opgives i Annalerne, dog tale de fleste Grunde for at antage 985.
  11. ↑ Einarsfjorden er det nuværende Igalikko, hvis inderste nordvestlige Deel kun ved et smalt Ejd skilles fra Eriksfjorden, og derfor regnes til dens Distrikt; der tror man endnu at kunne paavise Brattelid i Ruinerne af en Gaard, hvis fjerde Væg sees at være dannet ved en brat Lid eller Klippeside; se Grønlands historiske Mindesmerker III. S. 869.
  12. ↑ Se Kongespejlet, Cap. 17–19.
  13. ↑ Disse Havgjerdinger omtales vidtløftigt i Kongespejlet. De beskrives som tre uhyre store Bølger, der ligesom Fjelde omgjerde Skibet i en Trekant, uden at frembyde nogen Aabning. De antages at have været de Malstrømme, Havsvælg og Iissvælg, som findes hist og her ved Grønlands Kyster, se Grønl. hist. Mindesmerker III. S. 377. Der nævnes i Erik rødes Saga om en christen syderøisk Mand, der var med Herjulf, en af de første Nybyggere, og digtede en saakaldt Havgerdingsdraape, hvori han bad Christus bevare ham, rimeligviis mod Havgerdinger.
  14. ↑ Kongespejlet nævner: Havstramb,Margyge,Havguva, jvfr. Hist. norv. fol. 2. b.
  15. ↑ Se ovf. S. 171. Helge og hans Broder Berg havde forladt Island paa Grund af Thorkell Surssøns Drab, men i Norge blev Berg dræbt af Thorkells og Gisles Broder Are, som var bleven tilbage der, og Styrmanden paa det Skib, hvormed Helge var kommen, vidste nu ej bedre Raad end at sende ham til Grønland.
  16. ↑ Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 2. 3. Thorbjørn var en af dem, der havde understøttet Erik, da han blev dømt fredløs, og som fulgte ham et Stykke til Søs.
  17. ↑ Se Floamanna Saga. Mere herom i det Følgende.
  18. ↑ Eyrbyggja Saga, Cap. 46–48.
  19. ↑ Vi have allerede seet, at Erik røde var en. Frænde af Gunnbjørn, Opdageren af Gunnbjørnssker. Eriks Hustru Thjodhild var et Søskendebarn til Are Maarssøn, der drog til Hvitramannaland. Gunnbjørn havde en Broder ved Navn Grimkell, hvis Svigerdatter Jorunns Brodersønner Thorkell og Sumarlide ledsagede Sneebjørn til Gunnbjørnssker. Gunnbjørns Sønnesøns Søn, den berømte Thormod Kolbrunarskald, der i det følgende ofte vil blive omtalt, besøgte Grønland og udførte mange Bedrifter der.
  20. ↑ Are frode, Cap. 5.
  21. ↑ Se Floamanna Saga, Cap. 24. Man troede dette saa meget mere, som man plejede at kalde hine nordlige Egne, hvor Isen ligesom lukkede Havet, Trollebotnene.
  22. ↑ Hist. norveg. fol. 1. h. siger om Skrælingerne: De findes af Jægerne hiinsides Grønlændingerne, og have den Egenskab, at naar de saares levende, hvidne deres Saar uden Blodudstrømmen, men naar de ere døde, ophører neppe Blodet at rinde; de mangle Jern, og bruge Hvaltænder til Pileodder, Stene til Knive.
  23. ↑ Herom vidner især Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 3, hvor der fortælles om Volven Thorbjørg, der havde haft 9 Systre, alle Spaakoner, og som plejede at rejse om til Gilder hos Folk, der ønskede at vide deres Skjæbne forud. Her beskrives nøjagtigt alle de Ceremonier, hvormed hun anstillede Sejd for at udfinde, naar et Uaar, der trykkede Landet, skulde ophøre. Der tales desuden meget om Gjengangere; Erik redes overtroiske Tilbedelse af en Iisbjørn nævnes i Floamanna Sagas hvorledes Eskimoer antoges for Trolde, er ovenfor omtalt. Grønlands Naturbeskaffenhed var ogsaa meget skikket til at fremavle og vedligeholde Overtro.
  24. ↑ Da Erik døde som en meget gammel Mand i de første Aar efter 1000, og Leifs Søn allerede omtales som Høvding omkring 1021, synes det, som Leif selv ej kan være fød senere end 970, men snarere før, som ved 960. Det heder ogsaa i Erik rødes Saga, at denne giftede sig strax efter sin Faders Død, medens han endnu boede paa Hornstrandene, og fik Sønnen Leif.
  25. ↑ Dette fortælles i Thorfinn Karlsevnes Saga saaledes, at Leif besøgte Syderøerne og lærte Thorgunna at kjende paa samme Rejse, paa hvilken han siden kom til Norge. Ifølge Eyrbyggja Saga, Cap. 50–53, kom Thorgunna, henved 50 Aar gammel, til Island samme Aar Christendommen blev lovtagen, altsaa 1000, døde endnu i samme Aar, og blev efter sin udtrykkelige Bestemmelse begraven ved Kirken paa Skaalholt. De lærde Udgivere af Grønl. hist. Mindesmerker have af den Omstændighed, at Skaalholts Kirke efter deres Beregning ikke byggedes førend 1002, faa vel som deraf, at Sagaen lader Leif stifte Bekjendtskab med hende paa den samme Rejse og i det samme Aar, han besøger Olaf Tryggvessøn, altsaa 999, fundet sig foranledigede til at henføre Thorgunnas Ankomst til Island og Død til Aaret 1019. Da det imidlertid udtrykkeligt siges, at Kjartan var en Dreng paa 13–14 Aar ved hendes Ankomst; da denne Omstændighed er et væsentligt Moment i Beretningen, og da desuden Bonden Thorodd paa Frodaa, der bragte hendes Lig til Skaalholt og druknede strax efter, var død længe før 1010 (se Eyrb. S. Cap. 56): maa man dog antage Eyrbyggjas Angivelse for rigtig, især da det ej alene er muligt, men endog meget sandsynligt, at en Kirke, om just ikke den samme, som siden opførtes, allerede strax efter Christendommens Antagelse rejstes paa dette Sted. Var Thorgunna saaledes henved 50 Aar ved 1000, maa hendes Bekjendtskab med Leif falde mindst 14 Aar tidligere, eller henved 986, strax efter at Erik var flyttet til Grønland. Og saaledes maa Leifs Besøg paa Syderøerne have fundet Sted ved en anden Lejlighed, og langt tidligere end hans Rejse til Norge 999. For øvrigt er det vel et stort Spørgsmaal, om den Angivelse af Thorgunnas Alder, som findes i Eyrbyggja Saga, eller de nærværende Haandskrifter deraf, er den rette.
  26. ↑ Dette er de saakaldte Frodaa-Undere, omtalte i Eyrbyggjasaga Cap. 50–53 og i Annalerne.
  27. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 221, 233; Snorre Cap. 104. Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 4.
  28. ↑ Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 7.
  29. ↑ Dette sees ved at sammenholde flere Udsagn, fornemmelig i Erik rødes Saga Cap. 3, og Karlsevnes Saga Cap. 4 med hinanden.
  30. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 23l. Dette skal Erik have sagt, efter at Leif var kommen tilbage fra Viinland og havde bjerget et forulykket Skibsmandskab; Eriks Ord skulle have været disse, at denne gode Handling og den anden slette, at han havde bragt Skademanden (Skemannin) til Landet, omtrent kunde gaa op imod hinanden. Aarsagerne, hvorfor vi her have afveget fra den sædvanlige Beretning, der lader Viinlands Opdagelse ske paa Leifs Hjemrejse Aar 1000, ville i det Følgende, hvor Opdagelsen af Viinland omhandles, blive nævnte.
  31. ↑ Se Floamannasaga Cap. 25.
  32. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 231.
  33. ↑ Erik rødes Saga, Cap. 3.
  34. ↑ Undertiden opregnes ogsaa 6 Lande, idet Hjaltland nævnes særskilt. Allerede Hallarstein (Rekstefja V. II), nævner Island, Grønland, „Øerne“ og Hjaltland, som christnet af Olaf.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/39&oldid=71878»