Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/41

< Det norske Folks Historie | 2

Imidlertid nærmede sig Øjeblikket, da Olafs betydningsfulde, men kortvarige Rolle skulde være spillet til Ende, og han selv, som et glimrende Meteor, skulde forsvinde ligesaa pludseligt, som han havde viist sig. Anledningen dertil var hans Giftermaal med Thyre Haraldsdatter; Aarsagen var det Had, der forenede alle de øvrige Nordens Fyrster imod ham.

Thyre havde, som det ovenfor er berettet, før eller ved sit første Giftermaal med Styrbjørn faaet af sin Fader Harald store Ejendomme i Fyen, Falster og Bornholm[1]. Hun havde som Enke opholdt sig paa dem, indtil hendes Broder Kong Sven endelig tænkte paa at gjøre Alvor af den med Kong Boleslav sluttede Overeenskomst, ifølge hvilken denne skulde faa Thyre til Egte, ligesom Sven havde egtet hans Syster Gunnhild, altsammen paa de Betingelser, at Thyres Ejendomme i Danmark skulde overdrages Gunnhild, mod at Thyre fik tilsvarende Besiddelser i Vendland som Tilgave eller Livgeding. Men da Giftermaalet ej kom istand, og Sven desuden allerede før den Tid havde forskudt Gunnhild, er det heller ikke sandsynligt, at det her nævnte Bytte af Ejendomme fandt Sted. Thyre ejede vistnok endnu ved sit Giftermaal med Olaf hine Godser i Danmark, og det er derfor neppe rigtigt, naar det i flere af vore Sagaer heder, at hendes Besiddelser, da hun egtede Olaf, laa i Vendland[2]; eller om hun havde Besiddelser i Vendland, har dette vistnok kun været som Efterladenskab efter Styrbjørn, hendes første Mand. Tabet af alle disse Besiddelser, hvilke, for saa vidt de laa i Danmark, maa have været inddragne af Kong Sven[3], kunde ej være Thyre ligegyldigt, især da hun skal have været af en stolt og overmodig Charakteer[4]. Hun klagede derfor idelig, endog med Taarer, for Kong Olaf, over at maatte undvære Indtægterne af sine Godser, og over at hun ikke havde nogen saadan Livgeding, som det sømmede en Dronning at have[5]. Hun bad ham paa det indstændigste om at gjøre et Tog til Danmark og Vendland, for at skaffe hende Erstatning for et saa stort Afsavn. Hertil kommer og endnu en Omstændighed, som ikke udtrykkeligt omtales i Oldskrifterne, men som dog visselig endnu mere har ansporet hende til at faa et saadant Tog istand. Hendes og Styrbjørns Søn, Thorgils Sprakalegg, maa paa denne Tid have naaet Ynglings-Alderen[6]. Som Styrbjørns Arving maatte han have Fordring paa Jomsborg eller idet mindste en Deel af dets Distrikt, men Jomsborg var nu i Sigvalde Jarls Besiddelse, og naar Thyre, hvad der ej var mere end rimeligt, ønskede at skaffe sin Søn det tilbage, kunde dette ikke ske paa anden Maade, end derved at Olaf, benyttende sig af sit ældre Bekjendtskab med Boleslav, og dertil understøttet af en betydelig Krigsmagt, aabnede Underhandlinger med denne. For øvrigt maatte Thorgils Sprakalegg i flere Henseender være Kong Sven og hans Hustru Sigrid Storraade modbydelig. Thi deels er det, som vi ovenfor have antydet, højst sandsynligt, at Kong Harald Gormssøn havde bestemt ham til sin Eftermand, og at han saaledes havde Fordringer paa Danmark[7]; deels er det vist, at han som Styrbjørns Søn maatte være en Prætendent til Sveriges Krone, og saaledes en Medbejler af Sigrids Søn Olaf, hvis Fader Erik Sejrsæl desuden havde fældet Styrbjørn, en Daad, der endnu ikke var hevnet. Sandsynligviis sigtes der oprindeligen især til den Bistand, Thyrke ønskede at skaffe Thorgils Sprakalegg, naar enkelte af Sagaerne lade hende forestille Olaf, at Kong Boleslav var en saa god Ven af ham, at han vistnok strax, naar de mødtes, vilde efterkomme hans Begjæring.

Et Tog, som det, hvortil Thyre opfordrede sin Mand, maatte altsaa, efter hvad der nu er viist, nærmest ansees rettet mod Kong Sven i Danmark. Derfor siger ogsaa Mag. Adam af Bremen udtrykkeligt, at Thyre eggede Olaf til at paaføre Danmark Krig, og at Olaf, forbitret over Svens Forbindelse med Olaf svenske, besluttede at angribe ham, idet han fremdeles ansaa ham som forladt af Gud, og ikke tvivlede paa, at da han saa ofte havde været forjagen fra sit Land, vilde det være en let Sag, endnu en Gang, ved Hjelp af en betydelig Styrke, at fordrive ham. Ogsaa enkelte af vore egne Sagaer nævne udtrykkeligt Sven som den, hvem Toget egentlig gjaldt, og vist er det, at naar Thyre vilde have nogen Erstatning for sine Besiddelser, var det alene Sven, til hvem Olaf kunde holde sig. Naar han desuagtet tænkte paa at besøge Boleslav i Vendland, maatte det fornemmelig være for at varetage Thorgils Sprakaleags Interesser, men og maaske for at sikre sig hans Bistand og Mellemkomst i Forhandlingerne med Kong Sven, og i det hele taget for at ordne det forviklede Forhold, hvori Olafs Giftermaal med Thore nødvendigviis maa have bragt ham til den polske Konge[8]. For Sigvalde Jarl kunde naturligviis Olafs Besøg ikke være kjærkomment, om han end just ikke undte Kong Svend det saa godt; thi hans Herredømme over Jomsborg maatte derved komme i Fare. At Sveriges Konge, om han end ikke havde været saa nøje forbunden med Sven, endog blot paa Grund af sit Forhold til Thorgils maatte betragte Olafs Tog med fiendtlige Øjne, er nys antydet; dertil kom det Had, hans Moder Sigrid bar til Olaf formedelst de Fornærmelser, han havde tilføjet hende. Jarlerne Erik og Sven vare, som vi vide, saa nøje besvogrede med Kongerne i Danmark og Sverige, at de i ethvert Tilfælde vilde have gjort fælles Sag med dem i en Kamp mod Olaf Tryggvessøn, om de end ikke derhos selv vare hans Arvefiender, og havde at kræve Hevn af ham for deres Faders Død. Da nu ligeledes baade Sven Tjugeskegg og Olaf Skotkonung havde særegne Aarsager til at hade og forfølge Olaf Trhggvessøn, og dertil end ydermere ophidsedes mod ham af Sigrid Storraade, er det let at indse, at Olaf, om han end aldrig tænkte paa at tilføje Sven nogen Skade, eller fremkomme med nogen Fordring imod ham, kun behøvede at vise sig i de danske Farvande, for at være vis paa et Overfald af een eller flere af de forbundne Fyrster[9]. Og end sikrere kunde han gjøre Regning derpaa, hvis han ligefrem og med Vaabenmagt fremstod for at gjøre sin Hustrues og maaske sin Stifsøns Fordringer gjeldende; ja han maatte da endog befrygte Efterstræbelser af Sigvalde Jarl. Det er derfor ikke“at undres over, at alle hans Mænd advarede ham mod at foretage dette Tog, hvorved han kun med hensynsløs Uforsigtighed vilde fremskynde og udsætte sig for en Fare, der vistnok ogsaa ellers stedse truede ham, men som han dog altid bedre kunde trodse, saa længe han forblev hjemme i Landet, omringet af det ham hengivne Folk[10].

Men Thyres Bønner og Taarer frugtede mere end hans Venners Advarsler og Forestillinger. Hun lod ingen Lejlighed gaa ubenyttet til at egge ham. Saaledes fortælles der, at han Palmesøndag (24de Marts) ude paa Gaden traf en Mand med et Bundt Hvanne-Stilke, der paa Grund af den tidlige Vaar, som indtraf i det Aar, vare usædvanligt store for den Tid af Aaret; han tog en af dem for at give Dronningen den som en Sjældenhed, men han fandt hende grædende, da han kom ind i Stuen; hun slog imod den med Haanden, og sagde: „større Gave skjenkede min Fader Harald Gormssøn mig, da jeg som Barn fik mine første Tænder, men mindre bange var han end du for at drage ud af Landet og opretholde sin Ære, thi han drog hid til Norge og underkastede sig det, medens du af Frygt for min Broder Sven ikke vover at drage gjennem Danmark for at skaffe mig, hvad der tilkommer mig, og hvad der saa skammeligt er blevet mig frataget“. Dette var mere, end hvad Olafs stolte Sind kunde udholde. Han sprang op, og sagde med høj Røst: „aldrig skal jeg ræddes for din Broder, Kong Sven, og hvis vi støde sammen, skal han nok bukke under for mig[11]“.

Kort efter stevnede Kongen Thing i Byen, og gjorde det almindelig bekjendt, at han agtede at have Leding ude den Sommer, og udbyde Folk og Skibe af hvert Fylke. Han nævnte strax, hvor mange Skibe han vilde have fra Throndhjemsfjorden og sendte siden Bud baade nord og syd i Landet, til Lands og til Vands, for at opbyde Folk. Ligeledes lød han Ormen lange og alle sine Skibe, baade smaa og store, sætte ud og tiltakle til Toget. Ormen lange skulde han selv styre, og til dens Besætning toges, foruden hans Hirdmænd, de dygtigste og meest udvalgte Folk. Det heder, at det Udvalg af Folk, som fandtes paa Ormen lange, stod ligesaa højt over Andre i Skjønhed, Styrke og Tapperhed, som Ormen lange selv over andre Skibe. Ingen maatte optages som var ældre end 60 Aar og yngre end 20. Det er forhen nævnt, at der i hvert af de 68 Halvrum var 8 Mand, foruden dem, der vare i Stavnen, paa Rausnen, i For-Rummet, Krappe-Rummet og i Løftingen med Kongen, saa at Besætningen vistnok i det hele taget oversteg 600 Mand[12]. De gamle Sagaer have opbevaret os Navnene paa flere af de meest udmerkede og anseede blandt Kæmperne paa Ormen. Man ser deraf, at de fleste Landskaber i Norge, især langs Kysten, havde afgivet i det mindste een, og at der var enkelte fra Island, ja endog fra Svithjod[13]. Blandt Stavnboerne omtales Merkesmanden, Ulf røde, og Stallaren Kolbein. Blandt Kæmperne i For-Rummet nævnes Thorgrim Thjodolfssøn fra Hvin, maaske en Sønnesøns Søn af den berømte Skald. Men den merkeligste af dem alle var Einar Eindridssøn, Sønnesøn af den mægtige Styrkaar paa Gimse. Han var da endnu kun 18 Aar gammel, og skulde derfor egentlig ikke have været med, men hans usædvanlige Styrke og Færdighed i Bueskydning, vel ogsaa hans høje Byrd, havde skaffet ham Adgang Han skød med saadan Kraft af sin Bue, Thamb, efter hvilken han fik Tilnavnet Thambarskelver, at han kunde drive en Kolv gjennem en raa og blød Oxehud, der hang paa en Tverstang. Det er ved denne Lejlighed, at Einar allerførst omtales. Siden den Tid nævnes han hyppigt, thi faa af hans Samtidige toge en saa virksom Deel i Fædrelandets politiske Begivenheder, som han. Paa dette Tog aflagde han sandsynligviis sine første Tapperhedsprøver[14]. Af de øvrige Skibe, som tilhørte Olaf selv, styredes Ormen skamme af hans Halvbroder Thorkell Nefja, og Tranen af hans Morbrødre Thorkell Dyrdill og Jostein. Fra Throndhjem skal Kongen have haft ikke færre end ni store Skibe, foruden mindre Skibe, som Tyvesesser og Proviantskibe; hine vare vel for det meste de af Bønderne stillede Ledingsskibe[15].

Det varede en temmelig lang Tid ud paa Sommeren, førend denne store Udrustning kunde komme istand; og saaledes havde Kongen endnu ikke forladt Throndhjem, da der, rimeligviis i Begyndelsen af Juli, kom Efterretninger fra Island om Christendommens Antagelse. Da gav han, som vi have seet, Kjartan og de øvrige Gisler Lov til at drage hjem. Glæden herover kunde vel ellers vanskeligt opveje den Hjertesorg, han og Thyre maatte føle ved Tabet af deres Søn Harald; han døde denne Sommer, ikke fuldt eet Aar gammel[16]. Dette Dødsfald hindrede dog ikke Toget. Kongen indsatte Sysselmænd og Aarmænd overalt i Thrøndelagen for at varetage hans Tarv og oppebære hans Indtægter, medens han var borte, og derpaa drog han afsted, omtrent midt i Juli. Dronning Thyre, hans Syster Ingebjørg Biskop Sigurd og flere Gejstlige fulgte ham paa hans eget Skib. Han drog temmelig langsomt sydefter, idet han, som det siges, opholdt sig paa mange Steder for at rette paa Indbyggernes Tro og Sæder, og indsætte Sysselmænd og Aarmænd; det var og, som man ser, bestemt, at saa vel de Lendermænd, der vare forbundne til at tjene ham med et vist Antal Lenstropper og Skibe, som de opbudne Ledingsfolk fra ethvert Fylke efterhaanden, som han kom videre, skulde slutte sig til ham; da de ej vare saa nøjagtige i at indfinde sig, maa megen Tid være hengaaen med at oppebie dem, og sommesteds maatte man endog drage videre, førend de havde indfundet sig. Efter som nu og flere Skibe sluttede sig til Flaaden, blev den større og større. Flere af hans Mænd kom ham imøde, førend han naaede deres Hjem; saaledes kom hans Svoger Erling Skjalgssøn til ham med sit ypperlige og vel udrustede Skib længe førend han naaede Jæderen, og ligeledes hans Svogre Hyrning og Thorgeir, hver med sit Skib fra Viken. Da han kom til Erling Skjalgssøns Gaard Sole, dvælede han der en Stund, da Erling havde beredet et prægtigt Gjestebud for ham. Her indfandt ogsaa Ragnvald Jarl fra Gautland sig, efter den tidligere med Olaf trufne Aftale. Han fornyede sit Frieri til Kongens Syster Ingebjørg, og da han strax gik ind paa den af Kongen opstillede Betingelse, at lade sig døbe og christne Gautland, blev Bryllupet strax holdt; Kongen medgav ham de fornødne Prester, og tog en kjærlig Afsked saa vel med ham, som med sin Syster[17].

Fra Sole fortsatte Kongen Vejen langs Kysten til Rigsgrændsen eller Gøtaelvens Udløb, hvor han ventede en Stund, ej efter den svenske Konge, men efter den Deel af Ledingshæren, som endnu ikke havde indfundet sig. Da den endnu fremdeles udeblev, vilde han ikke vente længer, men drog videre, i Haab om at den vilde komme efter. Den kom vistnok ogsaa, men ikke førend Kongen allerede var borte, og da Bønderne ej havde synderlig Lyst til at drage udenfor Fædrelandets Grændser, hvortil de heller ikke strengt taget vare forpligtede[18], vendte de tilbage igjen, uden at nogen kunde hindre det. Imidlertid udgjorde dog den Flaade, der fulgte Olaf, ikke mindre end 60 Langskibe, foruden de mindre Ledingsskibe og Transportskibe, saa at det hele Antal skal have beløbet sig til 130 eller 140[19]. Hans første Besøg gjaldt Kong Boleslav, og derfor styrede han igjennem Øresund, uden at opholde sig paa Vejen, lige til Pommern. Her havde han, det siges ikke nøjagtigt hvor, en Sammenkomst med Kong Boleslav, hvori de meget venskabeligt afhandlede deres fælles Anliggender, og fik dem ordnede til gjensidig Tilfredshed. Boleslav skal have gaaet ind paa at udbetale Olaf, hvad Thyre maatte have tilgode hos ham. Som Hovedaarsagen til at Boleslav viste sig saa føjelig mod Olaf, angives hans tidligere Svogerskab med ham, da Olaf, som ovenfor berettet, havde været gift med hans Syster Geira[20]. Men lige saa lidet kan dette have været den egentlige Grund til Boleslavs Forekommenhed, som det kan have været Olafs Hovedhensigt at kræve Pengeerstatning af ham. Boleslav maatte selv paa denne Tid staa i et spendt Forhold til Kong Sven, der havde forskudt hans Syster og egtet en anden, medens han derimod, som vi allerede tidligere have paaviist[21], ej kunde have noget imod Olaf for dennes Giftermaal med Thyre, da det, efter det Brud, som havde fundet Sted med Sven, ikke længer kunde være ham af nogen Vigtighed at vinde Thyres Haand. Olaf maatte altsaa blive hans naturlige Forbundne mod Danekongen, og Hovedgjenstanden for Olafs og Boleslavs Sammenkomst har altsaa snarest været, hvad der ogsaa derfor etsteds ligefrem udtales[22], at slutte et Forbund, og maaske aftale en fælles Angrebsplan mod Danmark. Ved Siden heraf har der vel ogsaa været handlet om Thorgils Sprakaleggs Interesser, og endelig, men vistnok kun som en Biting, om Thyres egne, saaledes at Olaf maaske i hendes Navn overlod Boleslav Retten til de Besiddelser, hun med Styrbjørn havde erhvervet, imod at Veleslav udbetalte en Sum Penge. Der hviler et saadant Mørke over alle disse Forhandlinger, at man med Hensyn til deres egentlige Øjemed kun kan gjette sig frem ved at betragte de politiske Forhold i Norden paa den Tid. Hvis det havde været forundt Olaf, at forlade de pommerske Farvande i god Behold, da vilde man af hans videre Foretagender kunne have erfaret, hvad der var aftalt. Men han standsedes pludseligt i sin Bane, og de Planer, han nærede, forbleve en Hemmelighed. Efter al Sandsynlighed vilde han, saafremt han for øvrigt havde følt sig mandsterk og sikker nok, have begyndt at herje danske Kyster.

Hans Styrke var imidlertid betydeligt aftagen. Uagtet hans Ophold i Vendland umuligt kan have været saa langvarigt, som det sædvanligviis angives, var det dog langvarigt nok for de udbudne Ledingstropper, som desuden ej vare forbundne til at følge Kongen udenfor Landet. De knurrede over at maatte være saa længe hjemmefra, og Kongen skal endelig have seet sig nødt til at give dem Tilladelse til at drage hjem, hvoraf de ogsaa strax benyttede sig[23]. Maaske har dette gjort Olaf noget vaklende i sin Beslutning, at begynde en aabenbar Krig med Danmark, saa langt fra Hjemmet. Paa den anden Side var dog den bedste og paalideligste Deel af Flaaden, nemlig Kongens egne, og Lendermændenes Langskibe, endnu tilbage; deres Antal var ikke mindre end 60, og med et saa stort Antal kunde man dog altid vove en Dyst Der hørtes ogsaa et Rygte om, at en saadan snart var i Vente, idet nemlig Kong Sven samlede en stor Hær og Flaade, hvormed han agtede at angribe Olaf.

Dette Rygte medførte Sandhed. Sven Tjugeskegg der, som vi have seet, havde saa mange Grunde til at betragte Olaf som sin svorne Fiende, og nu dertil ej alene havde hans egenmægtige Giftermaal med Thyre at hevne, men ogsaa dagligt ophidsedes mod ham af den hevngjerrige Sigrid Storraade[24], maa nødvendigviis have fulgt Olafs Bevægelser med den meest spendte Opmerksomhed, og det kunde derfor umuligt undgaa ham, at Olaf allerede tidligt om Vaaren rustede sig til et Tog, som nærmest skulde gjelde ham. Han rustede sig derfor ogsaa paa sin Side, og sendte Bud til sin Stifsøn, Kong Olaf i Sverige, og sin Svigersøn; Erik Jarl, at de ogsaa maatte se til at samle en Hær, for siden at støde til ham, og i Fællesskab med ham modtage Olaf Tryggvessøn[25]. De vare dertil strax villige, Olaf svenske, fordi han ogsaa gjerne vilde hevne den Fornærmelse, hans Moder havde lidt, og Erik Jarl, der brandt af Længsel efter at hevne sin Fader. De fik en betydelig Flaade samlet, og droge med den til Danmark, dog naaede de ikke frem, førend Kong Olaf Tryggvessøn allerede var kommen til Vendland. Da han her maatte ansees uangribelig, tog Sven sin Tilflugt til Sigvalde Jarl af Jomsborg for at faa Olaf lokket frem, og for at faa maget det saa, at han kunde angribes med Overmagt. Sigvalde havde vel hidtil staaet paa en spendt Fod med Sven siden hans Forræderi mod ham, men fælles Interesser forbandt dem med Hensyn til Olaf. Da Sven saaledes sendte Bud efter Sigvalde, og lovede at hæve den Fredløshed som hvilede over ham i Danmark, hvis han vilde staa ham bi i denne Sag[26], var Sigvalde strax villig, og begav sig efter sin Hjemkomst til Jomsborg strax til Kong Olaf, der ej skal have anet noget Forræderi fra hans Side, men have modtaget ham saare venskabeligt, især da Sigvaldes Hustru Aastrid fra det tidligere Svogerskabs Dage havde næret meget Venskab for Kong Olaf. Sigvalde skal paa alle mulige Maader have søgt at forsinke Olafs Afrejse, for at hans Hær imidlertid skulde opløse sig. Da der nu kom Rygte om, at Sven laa ude med en Flaade for at angribe Olaf, erklærede Sigvalde dette for en stor Usandhed, og sagde at Sven neppe vovede at binde an med ham. Han tilbød sig endog selv, for Sikkerheds Skyld, at ledsage Kongen paa Vejen med elleve Skibe, bemandede med Jomsvikinger[27]. Saaledes gik det til, at Kongen lod den Deel af Ledingshæren, der var bleven tilbage hos ham, drage hjem, og beholdt kun sine egne og Lendermændenes Skibe hos sig[28]. Denne Flaade udgjorde dog et Antal af ikke færre end 60 svære Fartøjer, af hvilke, som vi have seet, Ormen alene ikke havde ringere Besætning end henved 600 Mand, og de øvrige vistnok ogsaa vare ualmindeligt sterkt bemandede, og med udsøgte Folk. Et Angreb paa hele denne samlede Styrke maatte derfor altid blive en højst vovelig Sag for de forenede Fyrster, om de end havde Overmagten med Hensyn til Folketallet. Det var derfor Sigvalde Jarls Hverv at lokke Olaf i en Stilling, hvor han kun havde en ubetydelig Deel af sin Flaade hos sig, og saaledes nødvendigviis maatte bukke under for et Angreb af hele den fiendtlige Styrke. Vi ville nu se, hvor vel han udførte dette Hverv. Sigvaldes Hustru Aastrid skal Natten før Olafs Afrejse fra Vendland have advaret denne for den truende Fare, men han vilde ikke lytte til hendes Advarsler, og stolede sikkert paa Sigvalde, som han kaldte sin Ven; desuden, sagde han, vilde han ej engang, om hendes Mistanke virkelig var grundet, undgaa at støde sammen med sine Fiender, da Gud nok havde Magten til at give den Riget, han vilde. Hun skal derpaa have tilbudt ham Hjelp til at undfly fra Kampen, om det behøvedes, og dette Tilbud skal han have modtaget[29]. Ellers viser det sig af Olafs hele Færd ved denne Lejlighed, at han heller søgte Faren end undgik den, deels fordi hans krigerske Æresfølelse ikke tillod ham at undgaa en Kamp, endog mod afgjort Overmagt, deels fordi hans sværmerske Tillid til Forsynet neppe endog gav den Tanke Rum hos ham, at han ej tilsidst skulde sejre over Modstandere, af hvilke de fleste vare Hedninger. Det var derfor en let Sag for Sigvalde at lokke ham i Snaren.

  1. ↑ Se ovenfor S. 311.
  2. ↑ Dette siges i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 230, hos Snorre, Cap. 100. Odd Munk (Cap. 59) nævner om Ejendomme baade i Danmark og i Vendland, men siger dog, at det var Kong Sven, der skulde udbetale hende Erstatningen. Ágrip (Cap. 17) nævner alene Søen, som den, der indesad med hendes retmæssige Gods. Hist. Norv. fol. 10 a. siger at Sven havde givet Thyre hele Sjæland til Medgift, men holdt det tilbage og vilde ej lade hende faa det.
  3. ↑ Dette ligger tydeligt i de nys anførte Ord, at Sven holdt hendes Medgift eller Livgeding tilbage.
  4. ↑ Mag. Adam kalder hende, som allerede ovenfor (S. 314) anført, en overmodig Kvinde (superbissima).
  5. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 230. Snorre, Cap. 100.
  6. ↑ Thorgils maa, som ovenfor anført (S. 102) være fød ved 980, snarere lidt før, og hans Søn Ulf Jarl neppe efter 999.
  7. ↑ Se ovenfor S. 101.
  8. ↑ Mag. Adam, II. 39. Ágrip (Cap. 17) siger udtrykkeligt: „efter Olafs og Thyres Giftermaal tilbageholdt Sven Danekonge det Gods, han havde forpligtet sig til at lade hende beholde. Dette ansaa Kong Olaf som en Haan og Fornærmelse, og samlede en Hær mod Danmark, for at hævne det“. Hist. norv. fol. 10. a. siger ogsaa: Rex Olavus contra Danos bellum instituit. Naar Sagaerne i Almindelighed nævne Vendland som Hovedmaalet for Olafs Rejse, saa er det vistnok kun fordi det var det fjerneste Punkt, hvorhen han agtede sig, og dette har igjen ladet dem misforstaa det fornemste Øjemed med Rejsen, nemlig med Magt at tvinge Kong Sven til at give Erstatning. Men ogsaa de nævne dog Sven som Olafs Hovedfiende. Ogsaa Saxo lader Olaf paaføre Sven Krig for at hevne at denne havde negtet ham sin „Datter“ Thyres Haand. Dette sidste er vel urigtigt, men Hovedsagen, at Olaf virkelig nærmest truede Sven, bliver desuagtet staaende. Og om Olaf end ikke havde haft til Hensigt, ligefrem at paaføre Sven Krig, saa maatte dog det blotte Øjemed, hvori han drog afsted, forekomme Sven fiendtligt.
  9. ↑ Om Forholdene i Danmark og Sverige med Hensyn til Olaf, se for øvrigt ovf. S. 308–326.
  10. ↑ Her behøve vi ikke synderligt at opholde os ved en af Odd Munk (Cap. 58) meddeelt Beretning, hvis Urimelighed allerede ved første Øjekast viser sig, nemlig at Sigrid Storraade, efter at hun ved megen Eggen fik Kong Sven til at love hende at angribe Olaf og hevne den hende overgaaede Skam, lod ham sende Bud til Sigvalde Jarl i Vendland, som hidtil havde været utlæg i Danmark siden sit Forræderi, og tilbyde ham Forlig og Fred, hvis han vilde drage til Norge og lokke Olaf til et Møde med Kong Sven og Sviakongen i Brennøerne under Paaskud af at afhandle flere nødvendige Anliggender, blandt andre Christendommens Indførelse i Sverige, men egentlig for at svige ham, at Sigvalde udførte dette Hverv, traf Olaf Tryggvessøn paa Oplandene lidt før Juul, blev vel modtagen af ham, og fik af ham det Løfte saavel til Sviakongen, som til Danekongen, at han skulde komme. Denne Fortælling er ogsaa benyttet i Olaf Tr. Saga Cap. 244, dog saaledes forandret til det rimeligere, at Sigvalde ej lover at drage til Norge, men kun at opsøge Olaf paa hans Tog, og lokke ham i Fare. Det sande deraf kan kun være, at Sigvalde forlokkede Olaf; men dertil behøvede han neppe nogen særegen Opfordring af Sven, og allermindst behøvede han at opsøge Olaf i Norge. Egentlig modsiger ogsaa Odd Munk sig selv, ved strax efter at lade Olaf foretage sit Tog efter Thyres Opfordring.
  11. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap, 230. Snorre, Cap. 100. Odd Munk, Cap. 59.
  12. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 230, Snorre, Cap. 101, 102.
  13. ↑ Denne var Vikar fra Tiundaland, en Broder af den i Olaf den hell. Historie omtalte Arnljot Gellina.
  14. ↑ Om Styrkaar, se ovf. S. 304, 305. Om Einar, se især Olaf Tr. S., Cap. 266.
  15. ↑ Fortegnelsen over de fornemste Kæmper paa Ormen forekommer baade i Olaf Tr. Saga, Cap. 233, hos Snorre, Cap. 102, og hos Odd Munk (Cap. 67), dog paa sidste Sted kun som Opregnelse af dem, der endnu stode paa Ormen, da det sidste Angreb gjordes. Uagtet der nu findes flere Forskjelligheder mellem de af Olaf Tr. Saga og Snorre paa den ene Side, og af Odd paa den anden Side meddeelte Fortegnelser, er det dog aabenbart, at Rækken oprindelig kun har været een; rimeligviis maa den være opbevaret i et gammelt Kvad. Ved at sammenligne de enkelte Rækker og udvælge, hvad der synes de bedste Læsemaader, bliver Fortegnelsen denne. I Stavnen: Ulf røde, Merkesmand (af Hedemarken), Kolbjørn Stallar (af Raumarike), Vikar af Tiundaland, Thorstein Oxefod af Hasund, (Gjerpen Sogn ved Skien). I Rausnen: Vakr elfske af Raumarike, Berse sterke, Aan Skytte fra Jemteland, Brødrene Thrond ramme og Uthyrmer fra Thelemarken; Thrond skjaalge, Agmund sande, Lødver lange af Saltvik (i Ofoten) og Haarek hvasse, fra Haalogaland; Ketil høje, Thorfinn Eisle, Haavard og hans Brødre, fra Throndhjem. I For-Rummet: Bjørn af Studla (i Etne), Børk af Fjordene, Thorgrim, Søn af Thjodolf fra Hvin, Aasbjørn af Mostr, Thord af Njardarlag (Tysnesø), Thorfinn hvite fra Hoprekstad (Hoperstad i Sogn), Arnor fra Møre, Hallstein af Fjordene, Eyvind snaak, Bergthor Bestill og Hallkell fra Fjale, Olaf Dreng og Arnvid fra Sogn; Sigurd Bild (fra Bildø?) og Einar fra Hordeland; Ketil fra Rogaland, Grjotgard raske. I Krappe-Rummet: Einar Thambarskelver, Hallstein Hlivessøn, Thorolf, Ivar Smetta, Orm Skogarnef (Islænding). Merkeligt er det, at Thorstein Oxefod, der i Æventyret i Olaf Tr. Saga gjøres til en Islænding, hos Odd Munk siges at vare fra Hasund.
  16. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 224.
  17. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 237–241. Snorre, Cap. 1–107. Odd Munk, (Cap. 60) saa vel som Olaf Tryggvessøns Saga, fortæller om et Besøg, Kongen skal have aflagt hos en gammel, blind og fremsynet Mand paa Øen Mostr, der spaaede et meget uheldigt Udfald af Toget, da dette vilde skille Norge ved dets fire ypperste Klenodier, nemlig Kong Olaf selv, Dronning Thyre, Ormen lange og Hunden Vige. Fortællingen bærer heelt igjennem Præg af Opdigtelse.
  18. ↑ Det heder udtrykkeligt i den ældre Gulathingslovs Ledingsbolk (Cap. 295) „vi skulle ej negte Kongen Leding til Landets Ende, hvis han byder sig til Tarv og os til Gavn“. Om noget længere Følge var der altsaa ikke Spørgsmaal, uden for saa vidt enkelte af Ledingstropperne droge videre enten af deres gode Vilje, eller fordi Kongens personlige Nærværelse tvang dem dertil.
  19. ↑ Vi følge her fornemmelig Beretningen i Hist. norv. og Ágrip, der synes at være den rimeligste, skjønt den afviger fra den sædvanlige, i Olaf Tr. Saga og Snorre. Ifølge disse sejlede Kongen strax efter Ingebjørgs Bryllup lige til Vendland, og der er ingen Tale om Ledingstroppernes Hjemrejse førend efter Opholdet i Vendland, der beskrives som saa langvarigt, og medtagende en saa stor Deel af Sommeren, at Tropperne bleve utaalmodige og knurrede. Da nu Svoldrslaget angives at have fundet Sted den 9de September, en Angivelse, der i og for sig er rimelig, og som man derfor ej vel kan bortvise, (især da der tales om det smukke Vejr og klare Solskin den Dag), men Olafs Rejse fra Throndhjem ikke gik for sig førend i det allertidligste i Midten af Juli Maaned (se ovf. S. 380), da han forinden havde faaet Efterretning om Christendommens Antagelse paa Island; og da nu end videre hans Rejse sydefter langs Kysten var meget langsom, og neppe medtog mindre end en Maaned: kan saaledes den Tid, han opholdt sig i Vendland, neppe have varet længere end i det højeste fra 15de August til 9de September, eller noget over tre Uger; da saaledes de større Sagaer her aabenbart fejle, maa de kortere Krønikers Angivelser have Fortrinnet, ligesom deres Fortælling paa dette Sted i det hele taget har Sandsynlighedens Præg. Den lyder saaledes efter Hist. Norv., som er vidtløftigst: „Olaf lod ved Høvdingerne en talrig Flaade udruste fra Thrøndelagen og Gulathingslagen for med den at bekrige Danmark. Selv ventede han dem med de allerede færdige Østlændinger ved Grændsen mellem Danmark og Norge. Men da der kun kom nogle faa fra Gulathingslagen, fortsatte Kongen Rejsen med dem, haabende at den øvrige Hær vilde komme efter. Men denne, som ej vilde overskride Rigets Grændser, især da Kongen selv var borte, vendte tilbage igjen“. Kongen, tillægger Ágrip, drog til Vendland alene med 11 Skibe. Denne sidste Angivelse grunder sig vistnok paa den Forvexling med hvad der siden fortælles om det Antal Skibe, Olaf havde i Svoldrslaget, men den udelades ogsaa i Hist. Norv. Da nu tillige saa vel denne, som Ágrip og Mag. Adam lade Olaf allerede blive angreben i Øresund, førend han naaede Vendland, er det tydeligt nok, at Fortællingen om det lange Ophold her umuligt kan være rigtig, lige saa lidet som Beretningen om at det først var her, at Ledingshæren drog hjem. Ogsaa Odd Munk veed at fortælle om at Olaf ventede 14 Dage ved Brennøerne, eller i Gøtaelvens Udløb, skjønt rigtignok kun paa Sviakongens Ankomst; er nu dette sidste end urigtigt, saa indeholder dog Udsagnet selv en Bekræftelse derpaa, at Olaf virkelig en Tidlang laa stille ved Landemerket. Denne Angivelse maa derfor ansees sikker. Naar vi tillige erindre a) at Hist. norveg. selv siger, at dog nogle af Gulathingets Ledingstropper ledsagede Olaf; b) at Odd Munk lader ham drage afsted med 120 eller 140 (20 ak hundrad, snarest et stort Hundred eller 120, Cap. 60). c) at Mag. Adam kalder hans Flaade innumera multitudo; d) at Olaf Tr. Saga, Cap. 245, og Odd, Cap. 62, tale om at Kongen selv afskedigede Ledingstropperne i Vendland; e) at allerede Halldor uchristne angiver det Antal Skibe, – der ledsagede Olaf fra Vendland, til 60, tilligemed Sigvalde Jarls (Ol. Tr. S. Cap. 245) og f) at Olaf Tr. Saga og Snorre for øvrigt lade den Flaade af Langskibe, som ledsagede ham, bestaa af 60 Skibes saa synes Sammenhængen at være den: at Olaf virkelig biede en Stund paa Gulathingets Ledingstropper ved Landemerket, og kjed af at vente, drog afsted med de faa, der vare komne; at hans Flaade da bestod af 60 større Skibe, deels hans egne, deels Lendermændenes, der udførte deres Lenspligt og en Deel mindre Ledingsskibe m. m., tilsammen henved 140; at han siden, i Vendland, afskedigede de øvrige Ledingsskibe, og endelig selv drog afsted med de 60, han havde tilbage.
  20. ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 242. Snorre, Cap. 109. Fagrskinna, Cap. 75 Odd Munk, Cap 60.
  21. ↑ Se ovf. S. 313.
  22. ↑ Saavel Hist. norv. som Ágrip sige udtrykkeligt, at Olaf vilde drage til Vendland, for her at søge Hjelp, eftersom hans egen Flok havde forladt ham.
  23. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Odd Cap. 63.
  24. ↑ Odd Munk (Cap. 58) og efter ham Olaf Tr. Saga (Cap. 244) indeholder et heelt Capitel om hvorledes Kong Sven ophidsedes af Sigrid Storraade. De Taler, der lægges hende i Munden, ere naturligviis af Sagafortælleren selv formede efter hvad han antog for sandsynligt.
  25. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 109.
  26. ↑ „Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 109. Det er forhen talt om den lidet rimelige Maade, paa hvilken Odd Munk lader Sigvalde udføre sin forræderske Plan. Men at han virkelig sveg Kong Olaf, og at Olaf Tr. Sagas Beretning derfor i det væsentlige er rigtig, sees deels af Stefne Thorgilssøns bekjendte Vers, hvorom siden, deels baade af Halldor uchristnes Vers (Cap. 246) og den samtidige Skule Thorsteinssøns (Cap. 250), hvor Sigvalde nævnes. At han saaledes maatte komme til at forlige sig med Sven, og den over ham lyste Fredløshedsstraf blive tilbagekaldt, falder af sig selv.
  27. ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 245. Snorre, Cap. 110. Odd Munk, Cap. 61.
  28. ↑ Fortællingen om Mændenes Hjemsendelse staar oprindelig hos Odd Munk Cap. 82; siden er den kommen over i Olaf Tr. Saga, Cap. 245; Snorre udelader den, i det mindste i den vidtløftige Form, ifølge hvilken en gammel Mand forgjæves skal have anmodet sine Landsmend om, ej at lade Kongen i Stikken. Hvorledes den skal forstaaes, nemlig saaledes at der kun handles om den tilbageblevne Deel af Ledingstropperne, er ovenfor viist. At det især var Lendermændene, der bleve tilbage, skjønnes deels af Sagens Natur, deels deraf, at blandt de Skibsstyrere, der siden nævnes som sejlende umiddelbart forud for Kongen, forekomme netop Lendermænd, som Styrkaar, eller rettere Eindride af Gimse, Erling Skjalgssøn, Thorgeir, Hyrning o. fl. Dette Punkt er ellers meget forvirret behandlet i Sagaerne. Det synes af Ol. Tr. S. som om Ledingstropperne afskedigedes umiddelbart før Kongens Afrejse, Odd Munk derimod lader en Mellemtid hengaa.
  29. ↑ Beretningen (Olaf Tr. Saga, Cap. 246) er naturligviis heel problematisk, især da den øjensynligt staar i Sammenhæng med Sagnene om Olafs senere Frelse fra Slaget. Men usandsynligt er det dog ej, at Aastrid har søgt at staa ham bi.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/41&oldid=71949»