Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/58

< Det norske Folks Historie‎ | 2

Stilstanden nyttede imidlertid lidet, saa længe der ikke herskede varig Fred, thi man maatte dog endnu fremdeles holde sig paa Krigsfod, og de Misdaad, som havde ledsaget Kongen nordenfra, begyndte at længes efter Huus og Hjem, og kjedes ved det langvarige Ophold i Viken. Det var desuden alene mellem Viken og Gautland, at Stilstanden var sluttet. Andensteds synes det at være kommet til alvorligere Fiendtligheder, thi der fortælles, at Olaf svenske og Olaf Haraldssøn ej alene dræbte Mænd for hinanden, men ogsaa herjede hinandens Bygder, og at den sidste havde sat sig i Besiddelse af mange dyrebare Sager, som Olaf svenske havde bragt i Forvaring paa Oplandene[1]. De nærmere Omstændigheder herved angives ej, men der er intet usandsynligt i Beretningen, saa meget mere som det af Olaf svenskes senere Ytringer synes at maatte sluttes, at denne nu sandsynligviis efter Svein Jarls, maaske endog efter Sven Tjugeskeggs Død, fornyede den Fordring paa hele Norge, som han allerede efter sin Fader Erik Sejrsæls Død maa have haft, da Erik efter hvad vi have seet, optraadte i Harald Gormssøns Sted og som hans Efterfølger[2]. Bønderne i Viken talte især meget mellem hinanden om det ønskelige i at en fuldkommen Fred kunde komme istand, og vilde gjerne, at dette Ønske kunde blive forebragt Kongen. Men ingen af dem vovede at paatage sig dette vanskelige Hverv. Endelig henvendte de sig til Bjørn Stallare, og bade ham anmode Kongen om at sende Mænd til Kong Olaf svenske for at tilbyde Forlig. Bjørn vilde nødig til, og undslog sig i Førstningen, men da mange af hans Venner trængte paa ham, lovede han dog at tale til Kongen derom, skjønt han ikke havde noget Haab om at denne vilde optage nogen Anmodning godt, som gik ud paa at han, om end i nok saa lidet, skulde vige for Sviakongen. En Gang, da Kongen holdt et Møde med sine Mænd og med Bønderne, for at raadslaa om et og andet, der hørte til Landsstyrelsen, troede Bjørn at have fundet det rette Øjeblik til at bringe Sagen paa Bane. Han spurgte Kongen, hvad det skulde blive til med denne Ufred, som nu allerede saa længe havde hersket mellem ham og Sviakongen; allerede havde mangen Mand ladt sit Liv, uden at det endnu var afgjort, hvor meget hver af Kongerne skulde have af Riget; og de, der havde ledsaget Kongen fra det nordenfjeldske, længtede hjem. „Det er“, sluttede han, „saa vel Lendermændenes, som de øvrige Krigeres og Bøndernes Ønske, at man paa en eller anden Maade kunde faa Sagen afgjort, og siden vi nu have Fred og Stilstand med Vestgauterne og deres Jarl, tykkes det flere som om dette var den belejligste Tid til at sende Mænd til Sviakongen for at byde Forlig, et Tilbud, som sikkert mange af dem, der omgive Sviakongen, ville understøtte, da det er til Gavn saa vel for Sveriges, som for Norges Indbyggere“. Bjørns Tale blev modtagen med lydelige Bifaldsytringer. Kongen vægrede sig ikke ved at opfylde det almindelige Ønske, men lød dog Bjørn føle, hvor lidet tilfreds han var med hans Optræden, thi han svarede: „har du engang, Bjørn, fremsat dette Raad, er det heller ikke mere end billigt, at du selv forsøger det; du skal selv rejse i dette Ærende, og er da Raadet godt, nyder du selv godt deraf, men er der nogen Fare forbunden dermed, saa er det din egen Skyld: det er desuden dit Embede at tale i Forsamlinger paa mine Vegne“. Med disse Ord stod Kongen op og gik til Kirke for at høre Højmesse; siden gik han til Bords. Bjørn var meget ilde tilmode over dette uventede og højst uvelkomne Hverv, som var blevet ham paalagt. I denne Tid opholdt just Hjalte Skeggessøn[3] sig ved Olafs Hof. Han var nylig kommen fra Island efter Kongens egen Anmodning; thi allerede under sit sidste Ophold i Throndhjem havde Olaf sendt Bud efter ham, fornemmelig for at raadslaa med ham om de nødvendige Forholdsregler til Christendommens Ophjelpelse paa hans Fædreneø, men ogsaa, som det synes, for at benytte hans Klogskab og Anseelse ved

Underhandlingerne med Sverige. Hjalte var derfor bleven meget venskabeligt modtagen, og Kongen havde anviist ham Plads ved Siden af Bjørn Stallare, med hvem han snart kom i fortroligt Venskab. Da Hjalte saa, at Bjørn var saa nedslagen, spurgte han deeltagende, om han var syg, eller om nogen havde fornærmet ham. Bjørn fortalte ham, hvilket farligt Hverv han havde faaet af Kongen. Hjalte sagde, at de, som hørte til Kongernes nærmeste Omgivelser og derfor nøde større Hæder og Anseelse end andre, ogsaa paa den anden Side maatte finde sig i at komme i mangen Livsfare; „men“, lagde han til, „Kongen har megen Lykke med sig, og denne Sendelse vil, hvis den faar et godt Udfald, være dig til stor Hæder“. „Du taler om denne Ferd, som en let Sag“, sagde Bjørn, „maaske du vil gjøre mig Følge, thi Kongen har givet mig Tilladelse til at tage mine Følgesvende med“? Hertil var Hjalte strax villig, „thi“, sagde han, „jeg skal lede længe, førend jeg finder en saadan Sidemand“[4].

Faa Dage efter, da Kongen var paa et Møde meldte Bjørn sig hos ham for at faa nærmere Besked; han var nu rejsefærdig, selv tolvte, og Hestene stode allerede opsadlede udenfor. Kongen sagde: „I skulle bringe Sviakongen det Bud fra mig, at jeg ønsker at stifte Fred mellem begge Riger, saaledes at de beholde de Grændseskjel, som de havde paa Olaf Tryggvessøns Tid, og at enhver af os forpligter sig til, ikke at overtræde dem: hvad Folketabet angaar, da er dette ej engang værd at omtale, hvis et Forlig skal komme istand, thi Sviakongen vil aldrig med Penge kunne bøde den Mandskade, vi have lidt af Sviarne“. Han bød Bjørn først at drage til Ragnvald Jarl og paa Kongens Vegne bede ham om hans Bistand i denne Sag med Raad og Daad; han erklærede sig tilfreds, hvis Bjørn bragte det saa vidt, at han af Sviakongens egen Mund fik et bestemt Svar, Ja eller Nej. Som Jertejner til Ragnvald Jarl gav han Bjørn et Sverd og en Guldfingerring, hvilke Jarlen paa det sidste Møde havde foræret Kongen: Sverdet skulde Bjørn selv beholde, men Ringen skulde han give Ragnvald, som da strax vilde kunne skjønne, at Kongen selv havde afsendt ham. Nu traadte Hjalte frem for at tage Afsked med Kongen, og bad ham medgive dem sin Lykke paa Vejen. Kongen, som først nu fik vide, at Hjalte skulde være med, ytrede sin Tilfredshed derover, da det ofte, som han sagde, havde viist sig at Lykken fulgte Hjalte; hvad Lykke han selv havde, vilde han med Glæde ønske dem. Bjørn rejste nu afsted med sit Følge, og blev vel modtagen i Skara hos Ragnvald Jarl; han var nemlig selv en anseet Mand, og kjendt af de fleste, der havde seet Norges Konge, da han sædvanligviis paa alle Thing talte i Kongens Navn. Ingebjørg Tryggvesdatter, Jarlens Kone, kjendte godt Hjalte fra den Tid, han havde været ved hendes Broders Hof; hun regnede sig desuden i Slægtskab med hans Hustru Vilborg, Gissur hvites Datter[5]. En Dag forlangte Bjørn at tale med Jarlen og Ingebjørg, aabenbarede dem, i hvilket Ærende han var sendt, og viste dem de medbragte Jertejner til Bekræftelse derpaa. Jarlen spurgte forundret om han havde begaaet noget, hvorfor Kongen ønskede hans Død, saa farefuld var denne Sendelse, thi Olaf Sviakonge var altfor overmodig til at ikke det værste skulde være at befrygte for enhver, der vovede at forebringe ham en saa forhadt Sag, som denne. Bjørn svarede, at han ej var sig bevidst at have begaaet noget, hvorfor Kongen var ham vred, men at det var saa meget af hvad Kongen enten selv paatog sig eller paalagde sine Mænd, som var forbundet med stor Fare, og nok kunde afskrække enhver, der ikke vare desto modigere: hidtil havde han dog haft Lykken med sig, og derfor, sagde Bjørn, vilde han nu trøstigt begive sig til Sviakongen, og ikke vende tilbage igjen, førend han fuldstændigt havde udrettet sit Ærende, hvad enten Jarlen vilde understøtte ham eller ej. Ingebjørg tog nu Ordet, og sagde, at det var den største Skam, om Jarlen af Frygt for Sviakongen ikke af al Magt stod Olafs Sendebud bi: han var af saa høj Byrd, og havde saa mange anseede og mægtige Frænder, at han dog vel maatte have Frihed til at tale hvad han fandt sømmeligt, om end Kongen selv hørte derpaa; om han derved udsatte sig for hans Vrede, eller endog for at miste Ejendom og Rige, fik være det samme[6]. Jarlen erklærede sig ikke utilbøjelig til at staa Bjørn bi, og hjelpe ham til at fremføre sit Ærende for Sviakongen, hvad enten denne syntes derom eller ej, men han sagde derhos, at han ikke vilde gaa overilet frem, men betænke sig og oppebie den belejligste Stund: imidlertid skulde Bjørn blive hos ham. Bjørn takkede ham for dette Tilbud, og forblev hos Jarlen en Tidlang om Høsten (1017). Men jo længere det led hen uden nogen Bestemmelse, desto utaalmodigere blev han, og klagede herover til Ingebjørg, der fremdeles viste sig meget venskabelig mod ham og hans Følge. Hun talte ofte med Bjørn og Hjalte derom. Ved en saadan Samtale foreslog endelig Hjalte, at han skulde drage i Forvejen til Sviakongen og underhaanden føle sig for, om Sagen virkelig var saa vanskelig, som man troede, eller om den paa nogen Maade lod sig udføre; thi da han var fra Island, ikke fra Norge, vilde hans Ankomst ikke vække nogen Mistanke eller Uvilje hos Sviarne; han havde desuden hørt, at to islandske Skalde, hans personlige Bekjendte, nemlig Gissur svarte og Ottar svarte, (den sidste en Systersøn af Sighvat) opholdt sig ved Sviakongens Hof og nøde megen Anseelse[7]. Dette Forslag fandt baade Ingebjørg og Bjørn særdeles klogt, og besluttede strax at lade det komme til Udførelse. Ingebjørg udrustede selv Hjalte til Rejsen, gav ham til Underhold 20 Merker Sølv, og til Opvartning to Tjenere, hvilke hun bød i Et og Alt at være ham lydige; derhos medgav hun ham Hilsen, ledsaget af Jertejner, til Olaf Sviakonges Datter Ingegerd, at hun af al Magt og paa det bedste skulde staa ham bi, hvis han behøvede hendes Hjelp. Hjalte rejste, kom til Sviakongens Hof, og opsøgte strax Skaldene Gissur og Ottar, der bleve meget glade ved at see ham, og strax forestillede ham for Kongen, som en af de meest anseede blandt deres Landsmænd, og den bedste Modtagelse værdig. Kongen bad dem at tage Hjalte og hans Følge til sig i deres Flok; de gjorde saa, og det varede ikke længe, førend han havde mindet almindelig Agtelse ved Hoffet. Ofte sad han med Skaldene paa deres sædvanlige Plads, foran Kongens Højsæde; Kongen gav sig i Tale med ham, spurgte ham om mangt og meget fra Island, og lærte ham saaledes nærmere at kjende. Hjalte lod det ej blive herved, men vidste ved snildeligen at smigre hans Forfængelighed og Ærgjerrighed at vinde hans Venskab, ja endog hans Fortrolighed. En Dag gik han nemlig, ledsaget af Skaldene, frem for Kongen, og efter at have ytret, at det alene var Lysten til at see ham selv og hans Pragt, der havde bevæget ham til at rejse en saa lang og møjsommelig Vej, fremtog han ti Merker Sølv og sagde: „mellem Island og Norge gjelder den Lov, at Islændingerne, naar de komme til Norge, betale Landører; da jeg kom over Havet, modtog jeg alle mine Skibskammeraters Landører, og da jeg nu veed at I er den, der med Rette har at raade i Norge, har jeg villet bringe eder dem: her ere de“[8]. Kongen sagde: „der har ikke paa lang Tid været mange, som have bragt os slige Afgifter fra Norge, og jeg er dig meget taknemmelig fordi du har ladet det være dig saa magtpaaliggende at bringe os og ikke vore Uvenner dem; jeg skjenker dig disse Penge, og dertil mit Venskab“. Hjalte takkede ham paa det bedste, og kom paa den venskabeligste Fod med Kongen, der fandt Behag i at underholde sig med ham, da han var en meget forstandig og ordsnild Mand. Efter saaledes at have vundet Kongen, søgte han nu ogsaa at nærme sig hans Datter Ingegerd. Han sagde til Skaldene, at han havde Hilsener og Jertejner til hende, og bade dem om at skaffe ham hende i Tale. De sagde at dette var en let Sag, og fulgte ham en Dag til hendes Huse[9]: hun kjendte Skaldene og modtog dem vel; derpaa traadte Hjalte frem, hilste fra Jarlens Hustru Ingebjørg, sagde at denne havde anbefalet ham til hendes Beskyttelse, og fremviste Jertejnerne. Hun modtog denne Hilsen meget godt, tilsagde ham sit Venskab, og lod dem beverte. De bleve siddende der en lang Stund, idet hun samtalede med Hjalte og spurgte ham om alle Slags Nyheder. Ved Afskeden bad hun ham ret ofte at besøge hende, og Hjalte benyttede sig flittigt af denne Indbydelse. Da han saaledes var bleven nærmere kjendt med hende, rykkede han frem med sit egentlige Ærende, og spurgte hvad hun troede hendes Fader vilde sige dertil. Hun fraraadede ham paa det alvorligste at komme til hendes Fader med saadant, thi han taalte ikke engang at høre Olaf digre nævne. Ikke desto mindre vovede Hjalte en Dag, da Kongen havde drukket godt, og var i ypperligt Lune, at bringe Sagen paa Bane med stor Forsigtighed. „Her er“, sagde han, „megen Pragt og Herlighed at see, og jeg maa med Rette erkjende, at ingen Konge i de nordlige Lande kan maale sig med eder. Men desto større Skade er det, at det skal være forbundet med saa store Vanskeligheder for os at komme hid, thi Vejen er baade lang og farefuld, først formedelst det store Hav, man skal over, og dernæst fordi det ej er fredeligt at drage gjennem Norge for dem, som ville besøge eder. Hvorfor prøver man ej paa at bringe et Forlig istand mellem eder og Olaf digre? Saavel i Norge, som i Vestergautland hørte jeg megen Tale om at alle ønskede Fred; man ytrede ogsaa som aldeles vist, at Norges Konge selv havde ytret Lyst til at slutte Forlig med eder, da han jo nok indseer at hans Magt er langt mindre end eders. Ja man talte endog om at han tænkte paa at bejle til eders Datter Ingegerd, hvorved Forliget højligen vilde styrtes. Efter hvad jeg hørte forstandige Mænd sige, skal han og være en meget udmerket Mand“. „Saadant“, svarede Kongen, „maa du ikke tale, Hjalte; jeg skal ikke tage dig disse Ord ilde op, fordi du ej vidste at de vare forbudne, men nu vil jeg lade dig vide, at det ej er tilladt at kalde den digre Mand Konge her i min Hird. Det er heller ikke paa langt nær saa meget bevendt med ham, som mange lade sig forlyde med, og du vil vist med mig erkjende, at et saadant Giftermaal, som det, du omtalte, langtfra er passende, naar jeg siger dig, at jeg nu er den 10de Konge i Uppsala[10], og at vi Frænder Mand efter Mand have arvet Riget og været Enevoldskonger ej alene over Sverige, men ogsaa over mange andre store Lande, ligesom vi alle have været Overkonger over de andre Konger i Norden[11]. Norge derimod er kun lidet og adspredt bebygget; der har der blot været Smaakonger. Harald Haarfagre bragte det vel til at erhverve Magten og underkaste sig Fylkeskongerne; men han tog sig dog klogeligen vare for at tragte efter Sviakongens Stige, derfor lod Sviakongerne ham sidde i Fred[12]. Haakon Adelsteensfostre sad i Fred, indtil han begyndte at herje paa Gautland og Danmark; da rejstes der en Flok mod ham, og han mistede Liv og Rige. Gunnhilds Sønner bleve ligeledes tagne af Dage, da de bleve ulydige mod Danekongen, som gjorde Norge skatskyldigt. Harald Gormssøn kunde dog ikke maale sig med vor Frænde Styrbjørn, som underkuede ham og gjorde ham til sin Mand; men Styrbjørn maatte igjen bukke under for min Fader Erik Sejrsæl, da de prøvede Kræfter med hinanden. Da Olaf Tryggvessøn kom til Norge og antog Kongenavn, fandt vi os ej deri, men i Forbindelse med Danekongen Sven toge vi ham af Dage. Nu har jeg vundet Norge saaledes som jeg sagde dig[13], og ved at overvinde i et Slag den Konge, som herskede derover: en saa forstandig Mand, som du, kan da vel begribe, at jeg ikke paa nogen Maade vil give Slip derpaa for den digre Mand, og jeg forbyder dig oftere at bringe denne Sag paa Bane for mig“[14]. Denne temmelig eensidige og unøjagtige Fremstilling af Forholdene viser tydeligt, hvor lidet man endnu i Nabolandene havde vænnet sig til at betragte Norge som et samlet Heelt, og hvor dybt Ætlingerne af den gamle ragnarske Kongestamme saa ned paa Harald Haarfagres Efterkommere, hvilke de fremdeles kun betragtede som ubetydelige Fylkeskonger, uberettigede til Eneherredømmet i Norge, og langt ringere i Byrd end sig selv. Hjalte skjønnede strax, at det endnu var umuligt at bringe Sviakongen paa andre Tanker, og bragte derfor andre Materier paa Bane. Men han fortalte Ingegerd den hele Samtale, og bad hende lægge nogle Ord ind hos Kongen derom. Hun lovede det, skjønt hun, som hun sagde, vidste forud at det ikke vilde nytte. En Dag, da hun fandt sin Fader i godt Lune, spurgte hun ham, hvad han agtede at foretage i Anledning af Striden med Olaf digre, „thi“, sagde hun, „mange klage nu herover; nogle sige at de have mistet Gods, andre deres Frænder formedelst Nordmændene; ingen af eders Mænd har nu Fred i Norge, og de ere saaledes udelukkede derfra; det var ogsaa heel urimeligt af eder at gjøre Fordring paa Herredømmet i Norge, som baade er fattigt og vanskeligt at befare[15], medens Folket er eder fiendtligt og mindst af alle vil have eder til Konge. Vilde du handle efter mit Raad, da burde du lade Fordringerne paa Norge fare, og heller underkaste dig de Landskaber i Austerveg, som dine Forfædre havde, og som vor Frænde Styrbjørn for ikke saa lang Tid underkastede sig[16], men derimod lade Olaf digre beholde sin Fædrenearv, og slutte Fred med ham“. „Du vil da maaske“, svarede Kongen i Vrede, „at jeg skal afstaa Herredømmet over Norge, og gifte dig med Olaf digre? Nej, da har jeg besluttet noget ganske andet: i Vinter, paa Uppsalathing, skal jeg opbyde fuld Almenning af Folk og Skibe over hele Sverige; den skal være ude førend Isen gaar op af Vandene, og med den vil jeg drage til Norge for at ødelægge alt Landet med Odd, Egg og Brand“. Han var saa vred, at det ikke nyttede at tale til ham, og hun gik derfor bort. Hjalte, som havde holdt Øje med Samtalen, gik strax hen til hende for at høre Udfaldet: hun fortalte ham det, og bad ham aldrig mere bringe denne Sag paa Bane for Kongen. Med hende talte han dog oftere om Olaf digre, beskrev hende hans Udseende og Leveviis, og roste ham paa det bedste: dette virkede kjendeligt. Engang spurgte Hjalte, om hun vilde tillade ham at sige noget, han havde paa Hjertet. Hun tillod det, dog saaledes at ingen anden hørte det. Hjalte spurgte hende nu, hvad Svar hun vilde give, om Kong Olaf Haraldssøn bejlede til hende. Hun rødmede, taug en Stund og sagde at hun aldrig havde tænkt over den Sag og derfor heller ikke kunde give noget bestemt Svar, men indrømmede dog, at hvis Olaf virkelig var en saa herlig Mand i alle Dele, som Hjalte skildrede ham, kunde hun ikke ønske sig noget bedre Giftermaal. Hjalte sagde, at han ingenlunde havde overdrevet Olafs Ros. De talte nu oftere med hinanden om denne Sag, som han maatte love hende ikke at omtale til andre, da Kongen ellers let kunde faa Nys derom, og da naturligviis vilde blive overmaade vred. Dog indviedes Skaldene Gissur og Ottar i Hemmeligheden: de fandt at det var saare ønskeligt, om dette Giftermaal kunde komme istand, og Ottar, der var djervest i sine Ord og bedst anskreven hos de Store, talte ligeledes ofte med Kongedatteren og Hjalte derom, idet han sandede alt, hvad denne havde sagt til Olafs Priis. Da Hjalte endelig troede at kunne være vis paa et heldigt Udfald, hvad Ingegerds Følelser angik, sendte han sine to gautske Tjenere med Breve fra ham selv og Ingegerd til Jarlen og hans Hustru; i sit Brev lod Hjalte Ytringer falde om den Sag, han havde bragt paa Bane for Ingegerd, og om hendes Svar[17].

Dette var lidt før Juul. Ved Goe Tid, eller midt i Februar, skulde det store aarlige Thing holdes i Uppsala, som Kongen i sit Svar til Ingegerd havde omtalt. I Hedendommens Tider havde det været forbundet med et stort Hovedblot, hvortil man fra hele Sverige skulde indfinde sig, ligesom der og holdtes Marked og Kjøbstevne i en Uge. Da Christendommen var antagen af flere, navnligen af Kongen og hans Familie, afskaffedes vel Blotet, men Thinget og Markedet vedbleve[18]. Til dette Thing skulde Ragnvald Jarl ogsaa indfinde sig, og dette var saaledes den bedste Lejlighed for ham til at tale Bjørns Sag, om hvis heldige Udfald Hjaltes og Ingegerds Breve saa vel som Sendebudenes mundtlige Udsagn gave et Slags Haab. Strax efter Julen tiltraadte han Rejsen med 60 Mand, ledsaget af Bjørn og dennes Følge. Da han kom til Svithjod, sendte han Bud til Ingegerd og bad hende komme ham i Møde paa Ulleraker, hvor hun ejede store Gaarde[19]. Ingegerd rejste strax, ledsaget af mange Mænd, og Hjalte fulgte med. Før Afrejsen tog han Afsked med Kongen. Han sagde ham mange smigrende Ord om den Pragt, der herskede ved hans Hof, og fik til Gjengjeld den Ros, at han var en forstandig og sædelig Mand, som godt vidste at omgaaes med Fyrster. Paa Ulleraker modtog Ingegerd Jarlen med et festligt Gilde. Han forblev der i nogle Dage, og talte mangt og meget med hende, især om Fejden mellem begge Konger, til hvis Bilæggelse der efter hendes Mening var liden tidligt. Jarlen sagde, at den bedste Maade til at faa et Forlig istand vilde være, om hun egtede Norges Konge, og bad hende derfor sige sin oprigtige Mening, hvor vidt hun syntes om dette Giftermaal eller ej, thi i sidste Tilfælde vilde han ikke engang bringe det paa Bane. Hun sagde, at hendes Fader havde den fornemste Stemme, hvad dette angik, men at næst ham var der ingen af alle hendes Frænder, til hvis Raad hun heller lyttede i alle vigtige Anliggender, end Ragnvald; det var hende saare magtpaaliggende, at høre hans nærmere Mening derom. Jarlen raadede hende paa det ivrigste til at give Olaf sin Haand; han kunde ikke noksom rose ham og ophøje hans berømmelige Bedrifter, i Særdeleshed dvælede han ved hans sidste Foretagende i den nys forløbne Høst, hvilket vi nedenfor nærmere komme til at omtale, nemlig at han paa en eneste Morgen havde fanget fem Konger og underkastet sig deres Besiddelser[20]. Kort at sige, han skildrede hende dette Giftermaal som saa glimrende og ønskeligt, at alle hendes Betænkeligheder, om hun ellers havde nogen, maatte svinde, og da han rejste videre, kunde det betragtes som en afgjort Sag, at hun ikke vilde sige Olaf Nej. Fra Ulleraker begav Jarlen sig med sit Følge, hvortil nu ogsaa Hjalte sluttede sig, til sin Frænde og Fosterfader Thorgny Thorgnyssøn, Lagmand i Tiundaland. Lagmændene i Sverige havde betydelig Magt, men især Tiundalands Lagmand. Hvert enkelt Landskab i Sverige, heder det i Olaf Haraldssøns Saga, har sit Lagthing og sin særegne Lovgivning; over hver Lovgivning er der en Lagmand, og han har meest at sige blandt Bønderne, da det, han forkynder, gjelder som Lov; naar Kongen, Jarlen eller Biskopen rejser gjennem Landet og holder Thing med Bønderne, da svarer Lagmanden paa Bøndernes Vegne, og de samtykke altid med ham, saa at overmægtige Mænd neppe engang tør vise sig paa Thinget liden Bøndernes og Lagmandens Tilladelse Men hvor de enkelte Landskabslove ere indbyrdes afvigende, da skulle de altid rette sig efter Uppsala-Loven, ligesom ogsaa alle de øvrige Lagmænd skulle være Tiundalands-Lagmandens Undermænd“. Hvad der end mere bidrog til at forhøje Thorgnys Indflydelse, var den Omstændighed, at hans Fader, Farfader og øvrige Forfædre allerede i mange Kongers Tid havde beklædt Lagmandsværdigheden[21]. Han var nu gammel, og ansaaes for den viseste Mand i Sverige. Hans Gaard var stor og prægtig, han levede paa en stor Fod, og underholdt en heel Skare Huuskarle. Da Jarlen kom om Aftenen, var der mange Folk ude, som strax toge sig af de Rejsende og sørgede for deres Heste; de gik ind i Stuen, hvor der ligeledes var mange samlede, og hvor Thorgny sad i Højsædet. Bjørn og hans Mænd havde aldrig seet nogen højere Mand: hans Skjeg var saa langt, at det naaede til hans Knæ, og bedækkede hele Bringen; dertil var han smuk og statelig. Jarlen gik hen til ham, og hilsede ham: Thorgny modtog ham venligt, og bad ham sætte sig paa sin sædvanlige Plads, lige over for ham selv. Efter et Par Dages Forløb udbad Jarlen sig en Samtale med ham og de norske Udsendinger alene. Thorgny fulgte dem ind i sin Maalstue, og her underrettede Jarlen ham om den Sag, som nu var paa Bane; han klagede over Vestgauternes Nød formedelst Krigen med Norge, fortalte ham at de tilstedeværende Nordmænd vare udsendte af Kong Olaf Haraldssøn for at megle Fred, og at han havde lovet dem sin Hjelp, men at det var forbundet med stor Fare, da Sviakongen ikke taalte at man engang berørte Sagen, og truede enhver paa det haardeste, som befattede sig dermed. Derfor, sagde han, havde han nu tyet til sin Fosterfader om Hjelp. Thorgny svarede efter nogen Betænkning: „I bære eder dog underligt ad, I som ere saa begjerlige efter Hæderstitler, uden dog paa egen Haand at kunne redde eder ud af nogen Forlegenhed; førend du tilsagde din Bistand i denne Sag, burde du have betænkt, at du ej var mægtig nok til at staa Kong Olaf imod. Da tykkes det mig dog lige saa hæderligt kun at regnes blandt Bønderne, men have Frihed og Dristighed til at sige hvad man vil, om saa Kongen selv er tilstede. Imidlertid skal jeg dog komme til Uppsalathinget og understøtte dig saaledes, at du uden Frygt for Kongen kan sige hvad du vil“. Jarlen takkede ham meget for dette Løfte, og blev hos ham til Thingtid; da rejste Thorgny, Jarlen og Bjørn i eet Følge til Uppsala.

Paa Thinget var en stor Mængde Folk forsamlet. Kongen var selv tilstede med sin Hird. Den første Dag, da Thinget var sat, sad han paa sin Kongestol, omringet af sin Hird. Lige over for ham sad Ragnvald Jarl og Thorgny paa en Stol: foran dem sad Jarlens Hird og Thorgnys Huuskarle. Bjørn havde taget Plads ved Siden af Jarlens Stol. Bagenfor stod hele Bondehoben, der tillige havde besat alle Højder og Steder omkring, hvorfra man bedst kunde see og høre. Da de sædvanlige Sager, som Kongen havde at forhandle, vare tilendebragte, rejste Bjørn Stallare sig, og sagde med høj Stemme, saa at Kongen kunde høre ham: „Kong Olaf har sendt mig hid for at tilbyde Sviakongen Forlig, og det Grændseskjel, som fra gammel Tid har været mellem Norge og Svithjod“. Da Kongen hørte „Kong Olaf“ nævne, troede han først, at Taleren meente ham, men da han hørte tale om Grændseskjel mellem Sverige og Norge, kunde han skjønne, hvad der sigtedes til, løb op, og raabte med høj Røst, at den Mand skulde tie stille, da slig Tale ikke nyttede til noget. Bjørn satte sig ned, men Ragnvald Jarl rejste sig, talte om Olaf digres Fredstilbud, om Vestgauternes Nød og Ulempe formedelst Krigstilstanden, og sluttede med, at Olaf, Norges Konge, havde sendt Gesandter til Svithjod for at bede om at han maatte faa Kongedatteren Ingegerd til Egte. Kongen stod op og erklærede, at han ikke vilde høre om noget Forlig; derimod bebrejdede han Jarlen tilbørligt, at han paa egen Haand havde dristet sig til at stifte Fred og Venskab med den digre Mand. Sligt, sagde han, er ikke bedre end Landsforræderi, og du fortjente derfor at jages ud af Landet; det kommer altsammen, det veed jeg, fra din Hustru Ingebjørg, og det er stor Skade, at du skal have egtet en saadan Kvinde“. Han vedblev en Tidlang paa denne Maade; og talte især med Harme om Olaf digre. Da han satte sig, var det først stille en Stund. Da rejste Thorgny sig. Strax stode alle Bønderne op og trængte sig under megen Støj og Vaabengny sammen om ham, for bedre at høre, hvad han sagde. Endelig blev det atter stille, og da begyndte Thorgny saaledes: „Anderledes er Sviakongernes Sind nu beskaffent end i fordums Dage. Min Farfader Thorgny kunde huske Uppsalakongen Erik Emundssøn, og sagde om ham, at da han var i sine raskeste Aar, havde han aarligt Leding ude, drog paa Tog til forskjellige Lande, og underkastede sig Finland, Karelen, Estland, Kurland og andre Lande i Østen, hvor man endnu kan see de Jordborge og store Befæstninger, han opbyggede; men han var slet ikke saa overmodig, at han ej villigt hørte paa de Mænd, der havde noget nødvendigt at tale med ham. Min Fader Thorgny var i lang Tid hos Kong Bjørn og kjendte godt hans Sind; i hans Tid var Riget mægtigt, og led intet Afbræk[22], men han var dog god at komme til Rette med for sine Venner. Jeg selv husker grant Kong Erik Sejrsæl, og ledsagede ham paa mange Krigstog; han forøgede Sviarnes Rige og værgede det tappert: men han modtog dog villigen Raad af os. Vor nuværende Konge derimod tillader ingen at tale, uden hvad han selv synes om. Paa at overholde dette anvender han al sin Kraft, medens han derimod lader sine Skatlande falde fra af Mangel paa Kraft og Driftighed. Han tragter efter at holde Norges Rige under sit Herredømme, hvilket ingen svensk Konge før ham har gjort, og derved forvolder han mange Folk Uro. Nu ønske alle vi Bønder eenstemmigt, at du slutter Fred med Norges Konge Olaf digre, og giver ham din Datter Ingegerd til Egte. Vil du da paany underkaste dig de Riger i Austerveg, som dine Frænder og Forfædre have haft, skulle vi alle følge og understøtte dig. Men vil du nu ikke handle efter vort Ønske, da ville vi ikke finde os i at taale Ufred og Ulovlighed for din Skyld, men angribe og dræbe dig: saaledes have vore Forfædre gjort før os, da de styrtede fem Konger, der havde viist sig lige saa overmodige, som du nu har viist dig mod os, ned i en Sump paa Mulathing. Vælg nu strax et af disse to“. Ved disse Ord gjorde hele Thingalmuen sterkt Vaabenbrag og Gny. Da fandt Kongen det raadeligst at give efter. Han stod op, og erklærede at han vilde følge alle de foregaaende Sviakongers Exempel, nemlig i eet og alt at rette sig efter Bøndernes Vilje. Da standsede Larmen, og Kongen, Jarlen og Thorgny traadte sammen for nærmere at afhandle Sagen. Det besluttedes, at Sviakongen skulde indgaa Forlig og Fred med Kong Olaf Haraldssøn paa de Vilkaar, denne havde foreslaaet, og at han tillige skulde give ham sin Datter Ingegerd til Egte. Ragnvald Jarl modtog Festemaalet paa Kong Olafs Vegne, ligesom ogsaa Sviakongen overlod til ham at sørge for alt det fornødne i denne Sag, der rimeligviis var Kongen selv altfor forhadt til at han skulde ville befatte sig dermed. Da Jarlen drog hjem fra Thinget, meldte han sig hos Ingegerd, og berettede hende Sagens Udfald: hun viste sin Tilfredshed ved strax at medgive Bjørn Stallare en prægtig Kaabe af Pell med Silkeremme, hvilken han skulde overbringe Kong Olaf som Fæstensgave. Det blev afgjort, at Brylluppet skulde staa samme Aars Høst ved Grændsen, i Kongehelle hvor altsaa den svenske Konge skulde indfinde sig med sin Datter i Løbet af Sommeren[23].

Med Efterretningen om dette tilfredsstillende Udfald af Underhandlingerne vendte Bjørn og Hjalte nu tilbage, idet de først fulgte med Ragnvald Jarl til Gautland, og efter et ganske kort Ophold hos ham fortsatte Rejsen til Norge. Kongen blev meget fornøjet, og takkede Bjørn særdeles for den Nidkjærhed, hvormed han havde røgtet sit Hverv. Ogsaa Hjalte takkede han paa det bedste, og gav ham gode Gaver ved hans Hjemreise til Island. Kongen lod nu sine Skibe udruste, kaldte Folk sammen, og gjorde en Rejse langs Kysten forbi Lindesnes lige til Hørdaland, for overalt at opbyde Stevneleding og anmode Lendermændene og de fornemste Bønder om at gjøre ham Følge paa Bryllupsferden[24]. Han vilde nemlig optræde med saa stor Pragt og Anseelse som muligt, og foreskrev derfor, at Enhver skulde udruste sig og sit Skib paa det bedste og stadseligste. Der samlede sig ogsaa en talrig og udvalgt Skare om ham. De fleste Stormænd indfandt sig, ledsagede af de ypperste blandt deres Omgivelser. Enhver havde grebet sig an efter yderste Evne med. Hensyn til Klæder, Vaaben og Skibe. Kong Olaf maa saaledes være kommen til Kongehelle i et meget prægtigt Optog, og Gemytterne maa have været meget spendte af Forventning om al den Stads og Herlighed, man nu skulde faa at see. Men man ventede og ventede i lang Tid, og ingen Sviakonge kom. Olaf lod spørge vidt og bredt, om nogen havde hørt til havt, eller vidste hvad han tog sig for, men ingen kunde sige ham Besked derom. Tilsidst sendte han Folk op i Gautland til Ragnvald Jarl, for at spørge om han vidste Aarsagen, hvorfor Sviakongen ikke indfandt sig til Mødet, men Jarlen kunde heller ikke give anden Forklaring, end at Sviakongen, naar han var paa Rejser, ofte overvældedes med saa mange Forretninger, at han derved forsinkedes ud over den bestemte Tid: hvis ikke dette nu var Tilfældet, skulde han nærmere underrette Olaf om den egentlige Aarsag, naar han havde erfaret den.

Aarsagen til Sviakongens Udeblivelse var den, at Giftermaalet saa vel som Fredsslutningen var ham aldeles imod. Han havde vel, af Frygt for Bønderne, givet sit Samtykke dertil, men dette aftvungne Samtykke kunde ej være oprigtigt, og hans Hensigt var, lige fra Førstningen af, som man tydeligt kan see, at tilbagekalde det, i det mindste hvad Giftermaalet angaar, naar Lejlighed gaves, og naar han ikke længer truedes af en overlegen Bondehob. Man maa ogsaa indrømme, at for en Mand med hans Stolthed, som han vel tildeels ogsaa havde arvet efter sin Moder, maatte det være haardt at give sit Samtykke til et Giftermaal, som dette, der, saaledes som Forholdene paa de Tider endnu vare beskafne, virkelig maatte kaldes saare ulige. Olaf svenske var uimodsigeligt den højbyrdigste af Nordens daværende Konger[25]. Han nedstammede i lige Linje fra Ragnar Lodbrok, og uagtet den danske Konge roste sig af det samme, maatte der dog i denne Henseende herske nogen Tvivl[26]; saa meget var i det mindste vist, at de svenske Konger saa godt som den hele Tid siden Ragnar Lodbroks Dage havde været Overkonger, og til forskjellige Tider endog hersket over Danmark[27], medens det egentlig først var Knut, der havde gjort Danmark mægtigt og anseet. Norge var derimod ikke engang anerkjendt som et samlet Rige, det betragtedes hvad Sviakongens Ord til Hjalte noksom vise – kun som en Mængde indbyrdes usammenhængende Smaariger, der egentlig stode under Lodbroke-Ætlingernes Overherredømme. Harald Haarfagre, og de af hans Efterkommere, der traadte i hans Spor, ansaaes som Oprørere og Usurpatorer; en Søn af den ubetydelige Smaakonge Harald grønske, hvilken Sviakongens Moder ikke havde gjort sig nogen Samvittighed af at indebrænde, da han faldt hende besværlig med Frieri, kunde i Sønnens Øjne umuligt være noget passende Parti for hans egtefødde Datter[28], og det hjalp her ikke, at Olaf Haraldssøn nu ej længer hørte til Fylkekongernes Tal, men virkelig var Norges Overkonge, thi denne Magt havde han vundet paa Sviakongens Bekostning, og desto forhadtere maatte det være denne at see ham optræde som hans Ligemand. Endelig maa det erkjendes, at Sviakongens Samtykke var erhvervet paa en med god Stats-Orden saa lidet stemmende Maade, at han visselig kunde være at undskylde, om han ej betragtede sig bunden derved, naar han for Resten troede uden Fare at kunne bryde det. Man merkede snart, at dette var hans Hensigt. Sommeren gik hen, Kongens Omgivelser undredes over, at der ingen Forberedelser gjordes til den aftalte Brudeferd, og mange vare heel bekymrede derover, men ingen vovede at gjøre Kongen noget Spørgsmaal derom. Man henvendte sig til Ingegerd og bad hende lokke ud af sin Fader, hvad dog hans egentlige Hensigt var, men heller ikke hun havde Mod eller Lyst til at indlade sig derpaa, da hendes Fader endnu plejede at blive forbitret, hver Gang man kaldte Olaf digre Konge. Hendes Bekymring og Ængstelse bragte hende dog omsider til at forsøge, om hun ikke i det mindste kunde bringe hans Navn paa Bane. En Morgen kom Kongen hjem fra en heldig Jagt. Hans Høg havde dræbt 5 Orrer, og Hunden havde bragt ham dem alle. Da Ingegerd saa ham ride ind paa Gaarden, gik hun ud og hilsede ham. Han viste hende leende sit Bytte, og spurgte om hun kjendte nogen Konge, der i saa kort Tid havde gjort en saa stor Fangst. „Det er vistnok en god Morgenfangst, svarede hun, „at faa fem Orrer, men Olaf, Norges Konge, tog paa een Morgen fem Konger, og underkastede sig deres Riger“. Ved at høre disse Ord, sprang Kongen forbitret fra Hesten, og sagde: „Vid nu, Ingegerd, at saa megen Elsk som du end har lagt paa denne digre Mand, saa skal du dog aldrig faa kram: jeg vil bortgifte dig til en eller anden Høvding, hvis Ven jeg kan være bekjendt at være, men dette er ikke at tænke paa med en Mand, der med Vaaben har frataget mig mit Rige, og gjort mig saa megen Skade i Ran og Manddrab“. Disse Ord vare tilstrækkelige til at vise Ingegerd, hvad hendes Fader havde i Sinde. Hun sendte strax Bud til Ragnvald Jarl og lod ham melde, at hendes Fader havde brudt den hele Aftale, saa at man i Vestergautland maatte tage sig vare for Nordmændene, der nu efter al Sandsynlighed vilde begynde at herje i deres Land. Da Jarlen havde modtaget Budskabet, lod han Advarsel udgaa over hele sit Jarledømme, og sendte tillige Gesandter til Kong Olaf, for at underrette ham om hvorledes Sagerne stode, men bad ham derhos ikke at begynde Krig, da han selv for sin Part helst ønskede at holde Fred og Venskab med ham. Kong Olaf blev, som man let kan forstaa, yderst opbragt ved denne Efterretning. Ikke nok, at han var bleven skuffet, og til ingen Nytte havde gjort alle de store og prægtige Forberedelser; men han var tillige bleven haanet i sine Mænds Øjne, der saaledes paa en vis Maade havde været Vidne til, at Sviakongen ej agtede ham god nok til sin Datter. Han tog sig saa nær deraf, at han i flere Dage neppe talte et Ord. Siden lod han de tilstedeværende Høvdinger sammenkalde til et Huusthing, hvor Bjørn Stallare gav en fuldstændig Beretning om sin hele Rejse, og i Kongens Navn forelagde dem det Spørgsmaal, om man strax skulde begynde at herje paa Gautland, eller finde paa noget andet. Høvdingerne havde ingen Lyst paa, strax at begynde Krig. „Vel“, sagde de, „ere vi her temmelig mandsterke, men de fleste af os ere blandt de mægtigste og meest anseede Mænd i Landet, der ej pleje at drage i Krig uden at være ledsagede af mange andre yngre„ og ringere Mænd, der gaa foran dem og beskytte dem; slige unge Mænd, der gjerne ville vinde Gods og Hæder, passe bedst til at drage i Felten, og den fattige strider ofte lige saa godt som den rige“. Det blev da besluttet, at der denne Gang ej skulde foretages noget, derimod vare alle enige i at Kongen næste Sommer skulde udbyde Leding af hele Riget, for at lade Sviakongen undgjelde for sin Uordholdenhed. De forsamlede Høvdinger droge altsaa hver til sit, og Kongen selv vendte tilbage til Sarpsborg, for som sædvanligt at tilbringe Vintren der[29].

Det var at forudsee, at der ogsaa gaves nogle, der ytrede Mistanke mod Ragnvald Jarl, som om han skulde have spillet under Dække med Sviakongen. Andre derimod sagde, at han var Olafs oprigtige Ven, blandt dem Sighvat Skald, som endog tilbød sig at gjøre en Rejse til Jarlen for at indhente Efterretninger om, hvad Sviakongen nu tog sig for, og forsøge øm det var muligt, atter at bringe et Forlig istand. Kongen modtog Tilbudet med Glæde, og Sighvat rejste med to Følgesvende fra Sarpsborg ved Vintrens Begyndelse[30]. Hans Rejse var meget besværlig, og han har selv beskrevet sine Gjenvordigheder i et Digt om denne Rejse, kaldet Østerfarerviserne[31]. Ragnvald Jarl tog meget venskabeligt mod Sighvat, som forblev der temmelig længe, og erfarede af Breve fra Ingegerd at Kong Jaroslav i Holmgard eller Novgorod havde ladet bejle til hende ved Gesandter, der nu befandt sig ved hendes Faders Hof, – sandsynligviis ogsaa for at bede om Hjelp mod Jaroslavs Modstander Svjatopolk, – og at denne havde givet et gunstigt Svar. Haabet om at Giftermaalet mellem Norges Konge og Ingegerd kunde komme istand, var saaledes ganske forbi. Men Olaf svenske havde endnu en Datter, ved Navn Aastrid. Hun var vel ikke egtefød, som Ingegerd, thi hendes Moder Edla, Datter af en vendisk Jarl, og fangen paa et Krigstog, havde kun været Olafs Frille, med hvem han havde haft flere Børn, førend han blev gift; men hun var dog baade smuk og forstandig og meget afholdt. Hendes Stifmoder, Dronningen[32], havde ej kunnet lide sin Mands Slegfredbørn, hvorfor de vare satte til Opfostring paa forskjellige Steder; saaledes sendtes Sønnen, Emund, til sine Fri-ender i Vendland, og Aastrid blev opfostret i Vestergautland hos en anseet Mand, ved Navn Egil. Aastrid kom just i Besøg til Ragnvalds Hof, medens Sighvat opholdt sig der. Han blev snart kjendt med hende, især da hun allerede paa sine Beslag hos sin Fader havde hørt ham omtale af hans Systersøn Ottar svarte. Jarlen spurgte Sighvat, om han ikke troede at Kong Olaf Haraldssøn gjerne vilde faa Aastrid til Egte, thi i saa Fald vilde man ikke engang spørge Sviakongen om Lov, især da Aastrid selv var meget villig dertil. Lidt før Juul vendte Sighvat tilbage til Kong Olaf, og berettede, hvorledes Sagerne nu stode. Olaf blev i Førstningen ilde tilmode ved at høre om Jaroslavs Frieri, og talte paany om at lade Sviakongen føle sin Hevn. Men da han siden nærmere spurgte Sighvat om, hvorledes han havde haft det i Gautland, greb denne Lejligheden til at udbrede sig vidt og bredt over Aastrids Skjønhed og Forstandighed; han sagde at hun ikke i mindste Maade stod tilbage for Ingegerd. Da Sighvat merkede, at dette faldt godt i Kongens Øre, rykkede han videre frem med den Plan, han, Jarlen og Aastrid havde udtænkt. Kongen lod til at finde Behag deri, og sagde: „Sviakongen tror nok ikke at jeg tør egte hans Datter mod hans Vilje“. For øvrigt indviede Kongen endnu ikke flere i Planen, men talte kun i al Hemmelighed med Sighvat derom. Han spurgte Sighvat Nøje ud om Ragnvald Jarl, hvor vidt denne var ham oprigtigt hengiven eller ej; Sighvat svarede at Olaf ikke havde nogen paalideligere Ven, og at Ragnvald Nat og Dag vaagede over hans Tarv. Olaf besluttede sig da i al Stilhed til at gaa ind paa hans Forslag. Med denne Besked sendtes Sighvats Systersøn Thord Skotakoll, ledsaget af Sighvats Skosvend, strax efter Julen hemmeligt til Ragnvald. Da denne havde hørt deres Ærende og seet de Jertejner, de medbragte, gjorde Ragnvald sig strax rejsefærdig, og drog med Kongedatteren Aastrid og et Følge af over 100 udvalgte Mænd, deels Hirdmænd, deels mægtige Bønders Sønner, alle herligt klædte og udrustede, til Sarpsborg, hvor de ankom ved Kyndelmisse-Tider (1019). Olaf havde til deres Modtagelse beredt et prægtigt Gilde, hvortil mange Stormænd af de nærmeste Hereder vare indbudne. Efter en kort Samtale mellem Olaf, Ragnvald og Aastrid bortfæstede Jarlen hende til Olaf med den samme Medgift, som hendes Syster Ingegerd skulde have haft, og strax derefter blev Brylluppet holdt, hvorefter Ragnvald Jarl vendte tilbage til Gautland, fik ved Afskeden store og gode Gaver af Kongen, og vedblev at være hans trofaste Ven, saa længe han levede[33].

Da Sviakongen erfarede dette, blev han naturligviis i højeste Maade opbragt, og kaldte det et Forræderi, hvorfor Ragnvald skulde undgjelde med sit Liv. Hans. Beslutning, at bortgifte Ingegerd til Jaroslav, blev nu saa meget fastere, og da Jaroslav om Vaaren sendte et nyt Gesandtskab for at faa et endeligt Svar, sagde han til Ingegerd, at det var hans bestemte Vilje, at hun skulde egte Jaroslav. Ingegerd erklærede sig villig dertil, imod at faa som Livgeding Aldegjeborg med tilliggende Hereder, altsaa omtrent det nuværende Ingermannland eller det St. Petersburgske Gouvernement. Dette tilsagde Gesandterne hende paa Jaroslavs Vegne. Hun betingede sig tillige at maatte vælge en Mand fra Sverige til at følge med hende, og at han i Gardarike skulde bære samme Titel og nyde samme Hæder, som hjemme. Ogsaa deri samtykkede saavel hendes Fader, som Gesandterne. Da valgte hun Ragnvald Jarl, for saaledes at unddrage ham sin Faders Vrede. Kongen blev yderst forbitret over Valget, og sagde, at Ragnvald tvertimod fortjente at hænges som Landsforræder, fordi han havde ført Kongens Datter til Norge, for at blive den digre Mands Frille. Men Ingegerd svarede, at Løftet nu engang var givet, og derfor ikke kunde tilbagekaldes. Kongen maatte da føje sig efter hendes Ønske, og samtykkede i, at Ragnvald uden Hinder forlod Sverige; men han lagde til, at Ragnvald aldrig skulde komme for hans Øjne eller til Svithjod, saa længe han levede. Ingegerd lod nu Jarlen underrette herom, og bestemte ham et Sted, hvor de kunde mødes, for at rejse tilsammen til Gardarike. Jarlen gjorde sig strax rede, drog til Østergautland, skaffede sig der Skibe: mødte Ingegerd paa det bestemte Sted, og fulgte med hende til Gardarike, hvor hun overdrog ham det hende tilstaaede Livgeding, Aldegjeborg[34] med Distrikt, som Jarldømme. Her skal han have hersket i lang Tid[35].

Sviakongen truede ej alene Ragnvald Jarl, men ogsaa Vestgauterne selv med Hevn og Straf, fordi de havde sluttet Stilstand med Norges Konge, og foretrukket at holde Venskab med ham for at føre en ødelæggende Grændsekrig. Fornemmelig rettede hans Harme sig mod dem, der havde fulgt Jarlen og Aastrid paa hendes Brudeferd til Norge. Efter Jarlens Bortrejse herskede der i den Anledning stor Uro blandt Vestgauterne. De holdt oftere Thing med hinanden og raadsloge om hvad de skulde gribe til. Nogle foresloge, at man skulde underkaste sig Norges Konge, for at nyde hans Beskyttelse. Andre fraraadede det, fordi Norges Hovedstyrke var for langt afsides til at den kunde være dem til nogen Hjelp mod Sviarnes Overmagt; i alle Fald fik man først prøve om det var muligt at blive forligte med Sviakongen: lod ikke dette sig gjøre, var det tidsnok at søge den norske Konges Værn. Denne sidste Mening vandt fleest Stemmer for sig, og det besluttedes at afsende en forstandig Mand til Sviakongen for at underhandle, eller rettere, som man af det Følgende seer, at forberede en Opstand. Valget faldt paa Lagmanden Emund af Skara, en højbyrdig, rig, forstandig og veltalende, men underfundig Mand; han var den mægtigste i Vestergautland nu siden Jarlen var borte. Emund drog afsted med 30 Mand, først til Østergautland, siden til Svithjod; overalt opsøgte han de mægtigste Mænd, af hvilke flere vare hans Frænder. Alle vare enige med ham deri, at Kongens Fremferd stred mod Lov og Ret. Da Emund var kommen til Uppsala, traadte han frem for Kongen, just som denne sad ved et offentligt Folkestevne. Da Kongen spurgte ham om Nyt, fortalte han ham et Par opdigtede Historier, først om en Atte den dølske fra Vermeland, der for at forfølge en Ikorn, som han dog tilsidst ikke fik fat paa, lod sin Slæde, der var fyldt med ypperligt Pelsverk, i Stikken og fandt den ikke igjen; dernæst om en Gaute Tovessøn, der efter at have erobret fire danske Skibe forfulgte det femte uden at kunne naa det, men selv led Skibbrud ved Lesø, medens en anden dansk Flaade overfaldt hans øvrige tilbageblevne Skibe, dræbte Besætningen og tog alt det nys erobrede Bytte. Derpaa sagde Emund, at han havde en Sag at foredrage, i hvilken Vestgauternes Lov ikke stemmede med Uppsala-Loven: to ædelbaarne Mænd, een rig og een fattig, laa i Uenighed om noget Jordegods, indtil den rige paa det almindelige Thing blev dømt til at betale den anden en Deel Varer og Penge; men allerede ved første Termin betalte han Gæsling for Gaas, Smaagriis for gammelt Sviin, og Halvparten Guld, Halvparten Leer og Smuds i Stedet for en heel Mark Guld. Herom udbad Emund sig Kongens Dom. „Jeg dømmer“, sagde Kongen, at han skal fuldt udrede, hvad der er ham paalagt, men tre Gange saa meget til Kongen; har han ikke betalt inden Aar og Dag, skal han have forbrudt sin Ejendom og være utlæg. Halvdelen af hans Gods skal tilfalde Kongen, Halvdelen hans Modpart“. Emund skød alle de tilstedeværende Stormænd til Vidne paa denne Dom, som overeensstemmende med Uppsala Lov, hilsede Kongen og gik ud. Mindre Sager optoge nu Kongens Opmerksomhed; siden, da han gik til Bods, spurgte han vel efter Emund, og lod ham tilsige til sit Bord, men nu kom der Spillemænd ind med Harper, Giger og andre Slags Instrumenter; Musikken og Sangen og al den øvrige Lystighed beskjeftigede Kongen saaledes, at han ikke videre tænkte paa Emund den Dag. Den følgende Morgen huskede han, hvad Emund havde sagt, og lod sine tolv Raadgivere, som han altid plejede at have ved sin Side, naar han afgjorde vanskelige Anliggender, kalde til sig; han sendte tillige Bud efter Emund, for at denne paany kunde foredrage sit Anliggende. Men han fik det Svar, at Emund allerede Dagen i Forvejen havde forladt Uppsala. Kongen spurgte nu sne Raadgivere, af hvilke kun 6 havde indfundet sig, om de kunde forklare ham, hvad Emunds Lovspørgsmaal sigtede til. Saa meget, svarede de, maatte Kongen vel selv allerede have indseet, at det sigtede til noget andet end det, han forebragte. Ja, sagde Kongen; han kunde nok skjønne, at de to ædelbaarne Mænd skulde forestille ham selv og Olaf digre, men han vidste ikke hvad Fortællingen om den slette Betaling, Gæsling for Gaas, Griis for Sviin og Leer for Guld skulde betyde. Jo, sagde en af Raadgiverne, ved Stavn Arnold, lige saa stor Forskjel som der er mellem Guld og Leer, lige saa stor Forskjel er der mellem Ingegerd, der blev lovet Olaf digre, og Aastrid, som han fik; thi Ingegerd er kongebaaren i alle Linjer, og af Uppsala-Ætten[36], som er den fornemste i Norden, fordi den stammer fra Guderne selv, Aastrid derimod er kun en Trælkvindes Datter og halv vendisk: den Konge, som finder sig i et saadant Bytte, er dog langt ringere end den anden, hvilket ogsaa er, som det bør være, nemlig at ingen Nordmand kan maale sig med Uppsalakongen; og lader os takke Guderne fordi de sørge saa godt for deres Ætlinger, skjønt rigtignok mange nu ringeagte Troen paa de gamle Guder“. Kongen spurgte dernæst, hvad Historien om Atle den dølske skulde betyde. En anden af Raadgiverne, Arnvids Broder Thorvid, der skal have været stam[37], svarede først ganske kort, at Atte var trættekjær, ondskabsfuld og dølsk, det vil sige tosset; den tredie Broder Freyvid forklarede det nærmere saaledes, at den, der hadede Fred og tragtede efter Smaating, medens han lod de store fare, maatte kaldes baade trættekjær, ondskabsfuld og tosset; at denne Snert saaledes rammede Kongen selv; thi han behøvede ej at frygte enten Norges Konge eller Danekongen eller nogen anden, saa længe Sviarnes Hær bilde følge ham, men hvis først Landets eget Folk vendte sig imod ham, vidste man ingen Udvej: nu vare virkelig mange misfornøjede med at han havde brudt sit Løfte til Norges Konge, men endnu mere over at han havde trodset Allsherjardommen paa Uppsala Thing. „Hvem er det“, spurgte Kongen, „som have stiftet dette Anslag og vilde skille mig ved mit Rige?“ „Det er alle Sviarne“, svarede Freyvid, „som ville have sin gamle Lov og fulde Ret; see eder kun om, hvor faa Høvdinger der er her tilstede om eder! endog vi Raadgivere skulde være tolv, men ere ikke flere end sex, fordi de øvrige have forladt Byen og begivet sig ud i Heredet for at holde Thing med LandfoIket: sandt at sige, er allerede Hærør opskaaren og omsendt, og et Refsething tilstevnet. Man har anmodet os Brødre om at deeltage i dette Anslag, men vi vægrede os derved, da vi ej vilde have Navn af Forrædere, thi dette var heller ikke vor Fader før os“. Kongen blev nu alvorlig bekymret, og spurgte Høvdingerne om Raad. Arnvid raadede ham til at drage ned til sine Skibe ved Aarosen (hvor det nuværende Upsala ligger), fare ud i Mælaren, og stevne Folket til sig med Venlighed og gode Løfter om at ville overholde Lov og Landsret; han skulde see til at saa standset Hærøren, der endnu ikke kunde have naaet langt; derpaa skulde han sende sine paalideligste Mænd til Bønderne for at underhandle med dem. Kongen samtykkede heri, og foreslog Brødrene at drage til Bønderne paa hans Vegne. Thorvid sagde at han helst vilde blive hos Kongen, men at dennes ti- eller tolvaarige egtefødde Søn Jakob burde følge med hans Brødre til Bønderne, da dette nok kunde behøves. Derved blev det; Olaf drog til sine Skibe og samlede en talrig Skare; Freyvid og Arnvid derimod rede ud til Ulleraker og toge Kongesønnen Jakob med sig, dog i al Hemmelighed. Det forholdt sig virkelig saaledes, at Bønderne havde flokket sig sammen, for at gjøre Oprør; Emund Lagmand havde den hele Tid, siden han forlod Uppsala, været meget virksom, og paa forskjellige Kanter samlede der sig Oprørsflokke efter hans Tilskyndelse. Hvad der meget bidrog til Forbitrelsen mod Kongen var og, som det lader, den Omstændighed, at hans Iver for Christendommen mishagede de mange Hedninger, der endnu fandtes blandt Sviarne, især da det hed, at han med det første vilde lade opbrænde Templet i Uppsala[38]. Freyvid og Arnvid tilbøde sig ligesom at gjøre fælles Sag med Upp-Sviarnes Flok, og da mange af Oprørerne vare deres Venner og Frænder, tog man med Glæde derimod. Det faldt da næsten af sig selv, at Brødrene fik meest at sige i denne Flok, der nu blev den talrigste af alle. Wien endnu lod det almindelige Raab, at man ej længer vilde have Olaf til Konge eller taale hans ulovlige og overmodige Færd. Freyvid, som indsaa, at det ikke nyttede andet end at tale Mængden efter Munden, kaldte Høvdingerne tilside og forestillede dem, at da det var Upp-Sviarnes gamle Ret, at afsætte og antage Konger, vilde det være en Skam for dem, om de nu lode sig foreskrive Regler desangaaende af Vestgauterne eller Emund, og at de derimod burde stille sig i Spidsen for dette Foretagende. Dette fandt alle vel talt, man blev enig derom, og Freyvid og Arnvid optraadte som Flokkens Formænd. Emund Lagmand, som hørte dette, begyndte at merke Uraad, og begav sig hen til Brødrene, for nærmere at føle dem paa Tænderne. De spurgte ham, hvem han og hans Venner agtede at tage til Konge, hvis Olaf Erikssøn blev dræbt. „Den“, svarede han, „som synes os bedst skikket dertil, hvad enten han er af Høvdingeæt eller ej“. Dertil svarede Freyvid: „Vi Upp-Sviar ville aldeles ikke, at Kongedømmet skal gaa ud af Uppsviakongernes Æt, saa længe vi leve, allermindst hvor vi have saa godt et Valg, som nu, da Kongen har to Sønner, mellem hvilke der rigtignok er stor Forskjel, siden den ene er egtefød og svensk i al sin Æt, medens den anden er Frillesøn og halv vendisk“. Disse Ord bleve optagne med stort Anfald, og alle vilde have Jakob til Konge; hvor meget end Emund ivrede derimod[39]. Freyvid og Arnvid lode Jakob træde frem i Forsamlingen, hvor han hilsedes med Kongenavn, hvorhos Sviarne ogsaa gave ham Navnet Anund, da de ikke kunde lide Navnet Jakob som udenlandskt. Han tog sig strax en Hird og valgte Høvdinger til Raadgivere og Ledsagere; derpaa lod han hele Bondehoben fare hver til sit. Der aabnedes nu Underhandlinger mellem Fader og Søn, og siden holdt de personligen et Møde, hvorved det bestemtes, at Olaf skulde være Konge over Landet, saa længe han levede, men holde Fred og Forlig med Norges Konge, faa vel som med alle dem, der havde deeltaget i Opstanden. Anund skulde ogsaa føre Kongetitel, og herske over en Deel af Landet efter nærmere Overeenskomst, dog skulde han være forpligtet til at staa paa Bøndernes Parti, om Kong Olaf atter gjorde noget, hvori Bønderne ej vilde finde sig. Saaledes var den farlige Opstand ved hine Raadgiveres Klogskab dæmpet paa den efter Omstændighederne lempeligste Maade, og Olaf slap nogenlunde vel derfra, skjønt det maa have krænket hans Stolthed dybt at finde sig i de ham paalagte Betingelser. Det synes ogsaa af hvad der andensteds berettes, som om Olaf opslog sin Residens i Skara i Vestergautland, aabenbart fordi Opholdet i Uppsala efter denne Dag var ham forhadt[40]. Der blev strax sendt Gesandter til Kong Olaf i Norge for at underrette ham om det forefaldne, og indbyde ham til et Møde med Sviakongen i Kongehelle. Olaf, som fremdeles helst ønskede Fred, og som desuden havde al Grund til at være tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, gjorde sig strax rede, og indfandt sig i Kongehelle til bestemt Tid. Her indtraf ogsaa Sviakongen, der nu, som det freder, var god og føjelig at komme til Rette med. Det kan heller ikke slaa fejl, at begge Kongers Iver for Christendommen maa have dannet et Tilknytningspunkt imellem dem, som ved deres personlige Møde bidrog mere end alt andet til at udslette al fordums Fiendskab og Harme. De sluttede Forlig og Fred, og bestemte følgelig nøje, hvorledes Grændseskjellet mellem begge Lande skulde gaa. Dog berettes intet udtrykkeligt herom, uden dette, at Kongerne besluttede ved Terningkast at afgjøre, til hvilket af Rigerne en Bygd paa Hisingen, der snart havde været regnet til Norge, snart til Gautland, skulde høre. Sviakongen, som kastede først, skal have slaaet op Sexer alle, og sagt, at Olaf Haraldssøn nu ikke behøvede at kaste; denne skal have svaret at Gud nok, om han vilde, kunde unde ham et lige saa godt Kast, hvorefter han ligeledes skal have kastet Sexer alle. Atter skal nu Sviakongen have kastet Sexer alle, men da Olaf, Norges Konge, igjen kastede, skal den ene Terning være gaaet itu, saa at der tilsammen laa 13 Øjne oppe, og Bygden saaledes kom til at tilhøre Norge[41]. Af hvad der senere berettes, erfarer man, at Olaf, Norges Konge, fremdeles betragtede sig som Herre over Jemteland; Vermeland derimod synes at være anseet som tilhørende Gautland[42].

Fredsslutningen i Kongehelle er merkelig, ej alene fordi Olaf derved for en Tidlang befriedes fra fremmede Fiender og fik frie Hænder til at ordne Rigets indre Anliggender, men ogsaa fordi det var den første Gang at Norges Selvstændighed og Uafhængighed erkjendtes af en fremmed Magt, og den første Gang, at han eller overhoved noget Medlem af Harald Haarfagres Æt behandledes og anerkjendtes af en Lodbroke-Ætling som Ligemand og lovlig Overkonge over Norge. Den er derfor at betragte som det første Skridt, hvorved Norge traadte ind i de bestaaende Kongerigers, og Norges Kongeæt i de legitime Kongeslægters Række. De Begivenheder, som gik umiddelbart forud for Fredsslutningen og nærmest fremkaldte den, ere tillige merkelige, fordi de vise, hvilken venskabelig Stemning der paa denne Tid raadede mellem Norges og Sveriges Indbyggere, i den Grad, at Sviakongens haardnakkede Lyst til at underkaste sig Norge endog nær havde kostet ham Tronen[43].

  1. ↑ Den legendariske Olaf den helliges Saga, Cap. 41, Fagrskinna, Cap. 95.
  2. ↑ Se herom nedenfor, hvor Olaf svenskes Samtale med Hjalte Skeggessøn og Ingegerd fortælles. Herpaa tyder og at Hjalte bragte Olaf svenske Landøre. Imidlertid kunne vistnok Udtrykkene tildeels fortolkes om de Dele af Norge alene, hvilke Sviakongen efter Svoldrslaget havde faaet.
  3. ↑ Om Hjalte Skeggessøn, Gissur hvites Svigersøn, en af Islands fornemste Høvdinger og Christendommens ivrige Befordrere, se især ovfr. S. 345–355.
  4. ↑ I Olaf den helliges Saga, Cap. 70, Snorre, Cap. 70, tales der om, at ogsaa Sighvat Skald var med paa denne Rejse, efter Bjørns Anmodning, og der anføres nogle Vers af ham, hvori han beskriver Rejsen. Da han imidlertid slet ikke siden fremtræder eller nævnes ved hele denne Expedition, hvorved han dog vistnok, om han havde været med, vilde have spillet en betydelig Rolle, og da han endog senere omtales som opholdende sig hos Kong Olaf paa en Tid, da Bjørn neppe endnu var vendt tilbage fra Sverige (nemlig ved Paasketid, 6 April 1018, se Olaf den helliges Saga, Cap. 81, Snorre, Cap. 84; jvfr. nedf. S. 559, Note 2), maa man formode, at de her anførte Vers høre til de saakaldte Østerfareviser, som han digtede om sin Rejse til Ragnvald Jarl om Høsten 1018, og at Sagaskriveren har misforstaaet et Sted i disse, hvor Sighvat omtaler sit Venskab for Bjørn Stallare, som om det sigtede til, at han skulde have ledsaget ham Vinteren 1017–1018.
  5. ↑ Gissurs Moder Aaluf var en Datter af Bødvar, Erik Bjodaskalles, Ingebjørgs Faders, Broder.
  6. ↑ Hvis, som vi ovenfor have antydet, Ragnvald virkelig en Tidlang efter Svaldrslaget havde været i Landflygtighed, eller i det mindste fjernet fra sin Stilling som Befalingsmand, kan man maaske antage, at han allerede havde sikret sig et Tilhold udenlands, og derfor ikke behøvede at være saa bange for Sviakongens Vrede. Det heder senere, at Ingegerd betingede ham et Len i Rusland: hvo veed derfor, om han ikke selv allerede havde stiftet Forbindelser der.
  7. ↑ Om Skalden Ottar svarte have vi allerede ovenfor haft Anledning til at tale: det viser sig at han har digtet Kvad saa vel om Knut den mægtige, som om Olaf Haraldssøn; i det følgende ville vi komme til at omhandle, hvorledes han kom i Berørelse med denne. Gissur svarte omtales ikke andensteds.
  8. ↑ Dette kunde dog ogsaa forstaaes, som om det alene gjaldt Viken, hvor Hjalte vel maa have landet. Landørerne betragtedes ellers nærmest som en Afgift ved Bortrejsen fra Norge.
  9. ↑ Det viser sig heraf, saa vel som af hvad der nedenfor berettes om den store Gaard, Ingegerd ejede paa Ulleraker, at hun paa en vis Maade allerede var myndig og levede for sig selv; det skulde næsten synes, som om hun havde været Enke, eller at hun ogsaa havde faaet flere Besiddelser efter sin Moder, som paa den Tid maa have været død. I enkelte Hdskr. tilføjes det, at hun, da Hjalte og Skaldene kom ind, sad og drak med sine Mænd: et Udtryk, som dog kun betyder, at hun opholdt sig i den samme Hal, hvor hendes Hofmænd sad tilbords.
  10. ↑ Disse 10 Uppsalakonger vare rimeligviis: Bjørn Jernside, Erik Bjørnssøn, Erik Refilssøn, Emund eller Anund, Bjørn paa Hauge (egentlig Konge i Sigtuna, men ogsaa til en Tid Uppsalakonge, da Anund var fordreven), Erik Emundssøn, Bjørn den gamle, Olaf Bjørnssøn, Erik Sejrsæl, Olaf Skotkonung, se ovf. I B. S. 376, jfr. dette B. S. 86–86. Ved denne Lejlighed ville vi berigtige en ovenfor i Noten S. 87 indkommen Fejl, der grunder sig paa en af de hyppige Fejllæsninger i Udgaven af Olaf d. helt. Saga i Fornm. Sögur. Vi antydede paa hiint Sted, at Sagaens Udtryk om Erik Emundssøn, at han skal have naaet en Alder af 100 Aar, rimeligere bør henføres til Bjørn, som, ligeledes ved Fejllæsning eller Fejlskrivning, er udeladt. Men der staar ikke engang, som Fornm. S. IV. har det om Erik: hann andaðiz er hann var nær tíræðr. Der staar: hann andaðiz þá er Haraldr var nær tvítugr (da Harald Haarfagre var henved 20 Aar gl.) Derpaa følger: „eftir hann var konungr i Svíþjóð Björn sun hans, hann vard sóttdauðr. Denne Rettelse skylder jeg den nye Udgave af Olafs Saga efter det ældste Haandskrift, ved Hr. C. Unger.
  11. ↑ Dette er vel deels en Overdrivelse, deels sigter det formodentlig til den overlegne Stilling, som baade Erik Sejrsæl og Olaf Skotkonung i Tiden mellem Harald Gormssøns Død indtil Sven Tjugeskeggs Giftermaal med Sigrid Storraade (986–999) havde indtaget, nemlig som Konger baade i Sverige og Danmark, og følgelig med Fordring paa Norge.
  12. ↑ Vi have dog seet, at der var en Fejde mellem Harald Haarfagre og Erik Eimundssøn. Sviakongen udtrykker sig overhoved ikke ganske nøjagtigt.
  13. ↑ Ved „Norge“ forstaaes her maaske fremdeles kun Sviakongens Andeel, hvis ikke, som oven antydet, Olaf svenske virkelig har gjort Fordring paa hele Riget, hvad der nok er muligt.
  14. ↑ Sagaskriverne lade Sviakongen her ogsaa omtale den Knibe, hvori Olaf Haraldssøn havde været, da han med Nød og neppe slap ud af Mælaren; vi have ovenfor søgt at vise, at dette Sagn vistnok er fabelagtigt og uhjemlet.
  15. ↑ Nemlig med en Hær i Krigstilfælde.
  16. ↑ At Styrbjørn underkastede sig Landskaber i Austrveg eller Austrrike, siges udtrykkeligt i Beretningen om ham, Fornm. S. V. 246, jfr. ovf. S. 98.
  17. ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 68–72, Snorre, Cap. 68–71. Hvor vidt Hjalte og Ingegerd virkelig skreve „Brev“ til Ragnvald og Ingebjørg er vel heel tvivlsomt. Slig Skrivekyndighed fandtes paa hiin Tid, saa nær efter Christendommen, neppe hos Lægfolk; og Budskabet har sikkert kun været mundtligt, i det højeste maaske ledsaget af enkelte Tegn.
  18. ↑ „Da Kongerne“ tilføjer Olaf den helliges Saga, Cap. 75 (Snorre, Cap. 76) paa dette Sted, „ophørte med at residere i Upsala, flyttedes Markedet til Kyndelsmisse, og har siden stedse været holdt paa den Tid, men varer ej længer end tre Dage“. Det er det bekjendte Distingens (Disaþings) Marked, som endnu holdes hvert Aar i Upsala.
  19. ↑ Ulleraker er vel rimeligviis Ulleraaker i Simtuna Hered.
  20. ↑ Se nedenfor § 59.
  21. ↑ En Thorgny Lagmand, rimeligviis den ovenfor nævnte Thorgnys Fader, omtales i Beretningen om Styrbjørn Sviakappe, som Erik Sejrsæls Raadgiver. Han skal have givet ham det Raad, at forbedre Bøndernes Lov, bestemme hvad Vaaben enhver Bonde skulde eje, og sperre Opsejlingen til Uppsala med Pæle; altsaa synes det som om Uplandslagen i den Form, vi kjende den, nærmest tilskrives ham. Han skal og have givet Erik et godt Raad til at overvinde Styrbjørn (Fornm. S. V. 248, 249). Den samme Thorgny forekommer og i en fabelagtig Beretning om Roe den heimske (Fornm. S. V. 252–256). Man har senere troet at have udfundet, at Thorgnyerne boede paa Salistadborg i Upland, det er ikke usandsynligt, men Sagaerne nævne intet derom, og saaledes er det ene og alene en Gjetning uden mindste positiv Hjemmel.
  22. ↑ At disse Ord ej maa tages altfor bogstaveligt, er ovenfor viist, S. 87. Det er nemlig af Beretningen om Erkebiskop Unnes Rejse til Sverige temmelig klart, at Riget under Bjørn var splittet ad: dog er det rigtignok muligt, at han i sin lange, femtiaarige Regjerings-Tid atter har samlet det til eet.
  23. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 75–79, Snorre, Cap. 76–82.
  24. ↑ Her maa det merkes, at Olaf den hell. Saga paa dette Sted aabenbart fejler i Tidsregningen. Den lader Bjørn Stallare være tilstede paa Uppsalathing ved Goe, altsaa omtrent midt i Februar, derfra følge med Ragnvald Jarl tilbage til Skara, og opholde sig hos ham en kort Tid, og endda indtreffe saa tidligt hos Olaf, at denne efter hans Ankomst kan gjøre en Rejse heelt til Hørdaland, opbyde Lendermændene, sejle tilbage igjen, og komme til Tunsberg før Paaske, der i dette Aar (1018) indtraf den 6 April. Thi Rejsen fra Uppsala til Skara maa dog have medtaget mindst en Uge, siden Mag. Adam udtrykkeligt siger (IV. 23), at Rejsen fra Skaane til Skara, der omtrent er af samme Længde, udkrævede en Tid af 7 Dage, og Ragnvald Jarl med sit store Følge har neppe engang rejst saa hurtigt. Bjørns Ophold hos Ragnvald kan neppe have været ringere end en Uges Tid, og i alle Fald kan Tiden mellem Uppsalathinget og Bjørns Rejse til Skara neppe have været kortere end 14 Dage. Først i Marts har Bjørn altsaa i det allertidligste’ tiltraadt Tilbagerejsen til Norge; Rejsen fra Skara til Sarpsborg maa vel ogsaa have medtaget mindst en Uge, da Vejen var slem, efter hvad man af Sighvat Skalds Beskrivelse af den Rejse, han Høsten efter foretog, kan see. Til Olaf kan Bjørn saaledes neppe være kommen før den 6te eller 7de Marts; og at Olaf derefter skulde kunne gjøre sig rejsefærdig, drage heelt til Hørdaland, paa Vejen opbyde Lendermænd og Bønder, vende tilbage igjen, og endda komme til Tunsberg før 6te April, er en Umulighed. Sagen er aabenbart den, at da Sighvat Skald spillede en temmelig vigtig Rolle ved Kong Røreks Anliggender, der foregik ved Paasketider og henimod Pints, men Sagaskriveren tillige, som ovenfor nævnt, ved en Misforstaaelse af hans Østerfarerviser troede at han havde været i Følge med Bjørn, maatte han nødvendigviis lade Bjørn komme saa tidligt tilbage, at Sighvat ved Paasketid kunde være hos Olaf. Men da nu dette er en Umulighed, og det tillige af andre Grunde er rimeligt, at Sighvat slet ikke var med paa Rejsen, er det langt rimeligere at antage, at de rørekske Begivenheder have fundet Sted før Bjørns Hjemkomst, og at han ej er indtruffen hos Olaf førend henimod Mai, ligesom og at Olafs Tog til Hørdaland ej er skeet førend i Mai og Juni: det var endda fuldkommen tidsnok.
  25. ↑ Uppsala-Ætten er den fornemste af alle Ætter i Norden, siger senere Arnvid blinde, da den nedstammer fra Guderne selv.
  26. ↑ Se herom ovenfor, I B. S. 375, 376.
  27. ↑ Allersidst havde dette været Tilfældet, da, som vi have seet, Erik Sejrsæl og Olaf svenske selv havde hersket over Danmark. Men ogsaa tidligere synes Bjørn Jernside og hans nærmeste Efterfølgere, at have optraadt med Fordringer paa Overherredømmet i Norden, se I B. S. 375, 376, 714.
  28. ↑ Dette udtales ligefrem i de Ord, der senere (se nedf. S. 567) lægges Kongens Raadgiver Arnvid blinde i Munden (Olaf den bell. Saga, Cap. 89, Snorre, Cap. 96), nemlig at Olaf Haraldssøn var i Forhold til Ingegerd, som Leer til Guld, som en Træl til en Konge.
  29. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 83, Snorre, Cap. 88, Cap. 85, Snorre, Cap. 90, 91.
  30. ↑ Altsaa omtrent ved Midten af Oktober Maaned 1018.
  31. ↑ Det er disse Viser, af hvilke, som ovenfor omtalt, enkelte Vers synes at have været udrevne og fortolkede som om de handlede om en tidligere Rejse, Sighvat skulde have foretaget. Blandt de Gjenvordigheder, som omtales, ere, at Sighvat, førend han kom til Eid (nu Ed i Eds Sogn, i Vedbohered, Dalsland), kun med stor Fare kom over Aaen (rimeligviis den, der forbinder Logsø med Storelee); derpaa drog han over den tolv Mile lange Eid-Skov, hvor Gautland begyndte. Paa en Gaard, kaldet Hof (Storehof i Skaaningshered?) fik han om Aftenen ej Lov til at komme ind, fordi der, som man sagde, holdtes helligt; paa en anden Gaard blev han afviist, fordi der anstilledes Alfeblot. En anden Aften blev han afviist af 3 Bønder, der alle hed Ølve. Se Olaf den helliges Saga, Cap. 70, 86, Snorre, Cap. 70, 93.
  32. ↑ Dronningens Navn nævnes ikke i vore Sagaer; derimod siger Mag. Adam, (II. 37), at hun hed „Estred“ d. e. Aastrid, og var fra Abotriternes Land. Ligeledes heder det i den legendariske Saga, Cap. 46, at Olaf Sviakonges Hustru hed Aastrid og var vendisk. Dette stemmer dog ikke med, hvad der senere siges i Olaf den helliges Saga, Cap. 89, Snorre, Cap. 96, at Ingegerd, Dronningens Datter, var paa alle Sider af Uppsala Æt, medens Frilledatteren Aastrid var halv vendisk; se nedenfor S. 569, det er vel derfor ogsaa urigtigt. Da det tillige skulde synes som om Ingegerds Gaarde paa Ulleraker var hendes mødrene Besiddelser, maa man antage, at Mag. Adam har misforstaaet sin Hjemmelsmand Kong Sven Ulfssøn, og at Ytringen i den legendariske Saga middelbart hidrører fra Mag. Adams Verk.
  33. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 86, 87, Snorre, Cap. 92–94.
  34. ↑ Om Aldegjeborg, saa kaldet efter Aldagen, Aldegja eller Ladoga, se ovenfor S. 86.
  35. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 88, Snorre, Cap. 95. Ragnvald Jarl døde kort før Stiklestadslaget 1030, se Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 2, Fagrsk. Cap. 149, jvfr. Eimunds Thaatt, Slutning. At Ingegerd egtede Jaroslav netop i det her angivne Aar, 1019, og at det i alle Fald ej kan have været, hvad nogle antage, i 1020, viser sig deraf, at de russiske Annaler udtrykkeligt sige at Vladimir, der ifølge Olaf den helliges Saga var Jaroslavs og Ingegerds ældste Søn, blev fød 1020; i hvilket Aar han ej kunde være fød, hvis Ingegerd om Sommeren 1020 havde egtet hans Fader. Ingegerd antog, som sædvanligt med de russiske Dronninger, ved Giftermaalet, eller rettere ved Daaben til den græske Kirke, Navnet Anna. Enkelte have troet, at Ingermannland, paa finlandsk kaldet Ingerin–maa, har faaet sit Navn efter Ingegerd (der nu som oftest udtales Inger); det er dog meget tvivlsomt; saa meget er vist, at „Ingermannland“ nærmest kommer af „Ingermændene“, der og kaldes Ingrier, paa russisk Izhorer.
  36. ↑ Herom er allerede ovenfor talt. Muligt er det, at man oprindelig har læst konungborin i allar kvislir ok af Uppsalaætt; hvorved det blot tilkjendegives at Ingegerd paa begge Sider var af Kongeæt, uden derfor ogsaa paa begge Sider at være af Uppsalaætten; men at Ordet ok senere er udeladt, paa den anden Side synes dog Modsætningen mellem Ingegerd og Aastrid, der siges at være halv vendisk, hvilket jo ogsaa Ingegerd vilde have været, hvis hendes Moder var abotritisk, at den første virkelig maa have været af egte svensk Herkomst. Ingegerds Giftermaal med Jaroslav omtales ogsaa af Mag. Adam (II. 37), men derimod ej i de russiske Annaler. Hendes Død henføres til 1050, og hendes Ligsteen med en, rigtignok nyere Indskrift, forevises i Sophiakirken i Novgorod. Af hendes Døtre omtale vore Sagaer Elisabet eller Ellisif, gift med Kong Harald Sigurdssøn, Thwrocz, Chron. Hung. p. 108 og Pray, Ann. reg. Hungar I. p. 54, Anastasia, ogsaa kaldet Agmunda (dette maa vel være hendes nordiske Navn), gift med Kong Andreas I i Ungarn; den 3die, Anna, egtede Kong Henrik I i Frankrige. Af Sønnerne nævnes Vladimir, død før Faderen, Isjaslav, hvis nordiske Navn synes at have været Holie, og Visevolod eller Viseskald, foruden Vjatsheslav og Igor (Ingvar).
  37. ↑ Sagaerne tillægge alle tre Brødre Naturfejl, de lade Arnvid være blind, Thorvid stam og Freyvid døv; dette smager sterkt af en sildigere Udpyntning, ligesom endog Navnenes ligeformede Endelse bliver noget mistænkelig.
  38. ↑ Dette fortælles af Adam af Bremen, II. 56.
  39. ↑ Emund skal ifølge Sagaerne have spaaet, at Sviarne nok vilde komme til at opleve den Tid, da Kongedømmet gik over fra Uppsviarnes gamle Kongeæt til en anden Slægt. Da dette sigter til den steinkelske Stammes Ophøjelse paa Tronen 1056, en Omstændighed, hvilken Emund, saa klog han var, dog neppe kunde forudsee, kan man vel heraf tydelig slutte, at den hele Fortælling i den Form, hvori den i Sagaen forekommer, maa vare yngre end hiint Aar. Lægges nu hertil, hvad der ovenfor er nævnt om de tre Raadgiveres Navne og de dem tillagte Naturfejl, indsees det letteligt, at Fortællingen ikke i eet og alt kan have fremstillet Tildragelserne, som de virkelig foregik, ligesom der ogsaa øjensynligt er lagt for liden Vegt paa det væsentlige Moment, Kongens Christendomsiver og befrygtede Attentat mod Uppsalatemplet maa have afgivet ved Opstandens Tilbliven. Men dette kan dog ikke svække Beretningens Sandfærdighed og Paalidelighed i alt det væsentlige. Dertil stemmer den altfor vel med Tidens Aand og de der bestaaende Forhold.
  40. ↑ Mag. Adam, l. c. Da Hedningerne, siges der her, merkede hvad Olaf havde fore med Hensyn til Uppsalatemplet, holdt de Thing med ham og betydede ham, at om han vilde være Christen, burde han vælge den Deel af Sverige, om det saa var den bedste, til Opholdssted, hvor han kunde oprette en Kirke og christelig Menighed, uden at tvinge nogen til at antage Christendommen, der ej frivilligt ønskede det. Glad over denne Bestemmelse, siges der videre, grundede han en Kirke og et Biskopssæde i Skara i Vestergautland, hvor en vis Thurgøt, paa Olafs Anmodning, indviedes til Biskop af Erkebiskop Unwan i Bremen, til hvilken Olaf sendte overmaade store Gaver. Det siges just ikke, at Olaf selv tog Sæde i Skara, men det ligger dog næsten i Ordene, og synes at falde af sig selv, at han efter den Tid ej kunde vedblive at opholde sig i Uppsala, hvor, som vi af den oven meddeelte Beretning see, endog hans nærmeste Omgivelser vare hedenske. At de Forhandlinger med de hedenske Uppsviar, som Mag. Adam omtaler, have været de samme, som de, der i Sagaen saa vidtløftigt fremstilles, hvorved Anund ophøjedes til hans Medregent, kan ej betvivles. Den kirkehistoriske Forfatter har nærmest dvælet ved den kirkelige, Sagaberetteren ved den politiske Side af Sagen. Opstandens Virkelighed bekræftes for øvrigt ved Sighvats Vers i Østerfarer-Viserne: „da jeg kom fra Vesten, havde Eriks Søn, der tidligere sveg Aftalen, ophidset Folket mod sig“.
  41. ↑ Hvilken Bygd dette var, vides ikke nøje; som bekjendt, er der i den sydlige Deel af Hisingen en Strækning, som altid, og endnu den Dag i Dag, har været regnet til Gautland; ved Siden af denne maa vel altsaa hiin omtvistede Bygd have ligget. Sagaen paaberaaber sig for øvrigt som Hjemmelsmand for denne Beretning en vis Thorstein frode, om hvilken intet nærmere vides.
  42. ↑ I Brynjulf Ulvaldes Grændseangivelse nævnes Gautelven som Grændse alene mellem Væneren og Havet, hvorved rigtignok Dalsland synes at maatte være regnet til Norge; derimod nævnes Skovmarkerne og Eidskogen længer mod Nord, hvoraf det altsaa fremgaar, at Vermeland regnedes til Sverige. Ligeledes nævnes Eidskogen saavel i den legendariske Olafssaga, Cap. 40, som i Odd Munks Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 15, som Norges Østgrændse.
  43. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 83–89, Snorre, Cap. 88–97. Det er Fremstillingen i disse, som ovenfor er fulgt, deels fordi den i og for sig, trods de enkelte nys paapegede mindre væsentlige Urigtigheder, er den sandsynligste og med de øvrige paalidelige Efterretninger om de Tiders Begivenheder meest overeensstemmendp deels fordi den og unegteligt er den ældste og bedste, og bærer umiskjendeligt Spor af at hidrøre fra Se- og Øre-Vidner. Den legendariske Olafssaga, Cap. 42–46, fremstiller Forhandlingerne langt anderledes, og aabenbart langt mindre rigtigt, hvorfor vi heller ikke ovenfor have taget Hensyn dertil. Da dens Fremstilling dog i visse Henseender er merkelig nok, og tillige indeholder eet og andet, der maaske nærmere kan oplyse eller forklare den anden, bør den ej forbigaaes med Taushed, og vi ville derfor her meddele
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/58&oldid=73120»