Det norske Folks Historie/2/63

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 614-627).

Efter at vi saaledes have gjort os Olafs Fremgangsmaade paa Oplandene klar, kunne vi derfra og slutte at han ogsaa i Thrøndelagen ved Siden af Lovforbedringen maa have sørget for at sammenknytte paany den ved Delingen efter Svoldrslaget nødvendigviis meget løsnede Frostathings-Forening mellem Thrøndelagens Fylker, hvortil nu atter Naumdalen, Nordmøre og Raumsdalen, maaske endog Søndmøre ere føjede, ligesom han vel ogsaa dertil vilde have føjet Jemteland, om det var lykkets ham at erhverve Herredømmet derover^[1]. Og den samme Fremgangsmaade maa han endelig have haft i Sinde at anvende ved Gulathingets, eller de vestlige og sydvestlige, Kystfylker med tilhørende Oplande; men for at dette kunde ske, maatte han først og fremst see til at sikre sig bedre mod den mægtige Erling Skjalgssøn, der, uagtet han vistnok i Forliget til Hvitingsø havde underkastet sig og givet Slip paa de store Forleninger, som Jarlerne havde givet ham, dog nu, efter at Kongen saa længe havde været borte, i Virkeligheden udøvede den samme Magt, som før, og maaskee med saa meget større Voldsomhed, som han ej længer var berettiget dertil. Lige fra Sognsø til Lindesnes havde han tiltaget sig Raadighed i eet og alt, og der stod saa megen Skræk af ham, at ingen vovede at gjøre andet end hvad han vilde. For at sætte ham en Modvægt havde Olaf, sandsynligviis strax efter Forliget til Hvitingsø, udnævnt sin Ven Aaslak Fitjaskalle^[2], Erlings eget Næstsøskendebarn og følgelig ligesaa højbyrdig som han selv, til sin Sysselmand paa Søndhordeland, idet han tillige gav ham store Vejtsler og udtrykkeligt bad ham at holde Erling Stangen. Men Erling var ikke den, der taalte nogen ved Siden af sig, og det kom tilsidst saa vidt at Aaslak maatte forlade sin Syssel, og begive sig til Kongen, med Beklagelser over Erlings Anmasselser. Større Kraft end den fornemme Aaslak synes den af ringe Stand ophøjede Thore Sel, hvilken Kongen havde sat til sin Aarmand paa Agvaldsnes, at have udviklet, thi han holdt sig her i Erlings Nærhed, uagtet han aabenbart var ham en stor Torn i Øjet, og uagtet denne vistnok gjorde sig al Umag for, ved allehaande Drillerier at faa ham bort. Der var saaledes nu atter et temmelig spendt Forhold mellem Erling og Kongen, hvilket denne nødvendigt maatte see til paa en eller anden Maade at faa hævet, førend han atter berejste de vestlige Fylker. Derfor sendte han Bud til Erling, og indstevnede ham til at møde hos sig om Vaaren i Tunsberg, idet han bestemte sin Rejse gjennem Gulathingslagen til det følgende Aar. Imidlertid forbød han al Udførsel eller Salg af Korn, Malt eller Meel fra Agder, Rogaland og Hordaland, sandsynligviis fordi det ellers var at befrygte, at den Udsigt til Fortjeneste ved Kornudskibning til den nordlige Deel af Landet, som den der herskende Dyrtid aabnede Indbyggerne af Landskaberne søndenfor Stad^[3], hvor Aaret var godt, vilde blotte disse Egne saaledes for Korn, at der neppe vilde blive tilstrækkeligt Forraad til Underhold for de Folk, Kongen agtede at medbringe. Dette viser, at han maa have tænkt paa at komme mere mandsterk end sædvanligt, for at kunne tilintetgjøre Hedendommens Levninger fra Grunden af, og fuldstændigt at ordne Lovgivningen og organisere Fylkernes Forening her, som andensteds.

Da Vaaren kom (1022), begav Kongen sig ned til Søen, udrustede Skibe, efter hvad man maa antage ved Oslo^[4], og drog ud til Tunsberg, hvor han opholdt sig, medens der var størst Tilløb af alle Slags fremmede Kjøbmænd, og rigest Korntilførsel fra andre Lande. Her indfandt Erling Skjalgssøn sig, og han og Kongen havde flere Sammenkomster^[5]. Kongen bebrejdede ham at ingen kunde beholde sin Frihed for ham lige fra Sognsø til Lindesnes, ikke engang odelsbaarne Mænd, der dog kunde fordre Ret og Skjel af sine Jevnbyrdige. „Her er nu“, sagde Kongen, „eders Frænde Aaslak, der mener at I har behandlet ham uvenskabeligt; jeg veed ikke om han har forskyldt det, eller om han alene skal undgjelde fordi han har varetaget mit Tarv. Jeg nævner ham, men der er ogsaa mange andre, som klage paa lignende Maade, saavel Sysselmændene som Aarmændene, der forestaa mine Gaarde og skulle gjøre Vejtsler for mig og mine Mænd“. Erling sagde: „Dette er snart besvaret. Det være langt fra at jeg lægger Aaslak eller nogen anden for Had, fordi han er i eders Tjeneste, men Sagen er kun den, som den længe har været, at enhver af os Frænder gjerne vil være de andres Overmand. Jeg erklærer ogsaa, at jeg villigt skal bøje Halsen for dig, Kong Olaf, men at jeg derimod aldeles ikke vil finde mig i at bukke mig for Thore Sel, der er trælbaaren i alle Ætter, skjønt han nu er eders Aarmand, eller for andre hans Lige, om I end holder dem i Ære“. Fælles Venner lagde sig nu atter imellem, idet de forestillede Kongen at ingen Mand kunde være ham en saadan Støtte som Erling, hvis han vilde være hans oprigtige Ven, og bade paa den anden Side Erling at betænke, at han, forvisset om Kongens Venskab, vilde des lettere kunne udrette mod alle andre, hvad han ønskede. Et Forlig kom derved paany istand, ifølge hvilket Erling skulde lade sig nøje med de Vejtsler, han hidtil havde haft, og sende sin Søn Skjalg til Kongen, der skulde beholde ham hos sig, altsaa vel som et Slags Gissel, hvorimod Kongen skulde lade de Klagemaal falde, som han havde mod Erling. Aaslak vendte tilbage til sine Gaarde, og Kongen og Erling skiltes, i det mindste i Navnet forligte. Erling holdt ogsaa sit Løfte om at sende sin Søn Skjalg til Kongen, hvilket viser, at han nu maa have været mere bange for Kongens Vrede, end forhen; dette aabenbarer sig ogsaa af hans Ord og Fremfærd ved den Begivenhed, vi nu skulle berette, der vakte ny Fiendskab mellem ham og Kongen^[6].

Erlings Syster Sigrid havde, som nys omtalt, været gift med Thore Hunds Broder, den rige og anseede Sigurd paa Throndenes, hvis Søn Aasbjørn nu efter Sigurds Død ejede Gaarden. Det havde været Sigurds Skik i Hedendommens Tid, at holde de sædvanlige tre Blot ved Vinternat, Midvinter og Sommernat, forbundne med store Gilder^[7]; efterat han havde taget ved Christendommen, kunde han naturligviis ingen Blot holde, men derimod vedblev han at holde Gjestebud, nemlig om Høsten, ved Juletid, og ved Paaske. Aasbjørn fortsatte efter Faderens Død (1020) denne Skik, men havde større Vanskelighed derved, da Aaringen strax efter at han tiltraadte Gaarden begyndte at forværres^[8]. Imidlertid var der endnu et betydeligt Forraad paa Gaarden af gammelt Korn og andre Fornødenheder, og saaledes kunde han dette Aar (1020) holde ved med Gjestebudene. Men næste Aar (1021) var ikke bedre, og hans Moder Sigrid raadede ham derfor til enten ganske eller tildeels at høre op med Gjestebudene. Dertil var han dog ej at formaa, men drog om Høsten til sine Venner, og fik af dem kjøbt noget Korn; enkelte forærede ham ogsaa en Deel. Saaledes saa han sig istand til at holde Gjestebudene ogsaa den følgende Vinter (1021–1022). Men om Vaaren blev det desto værre; kun lidet fik man udsaaet, da der neppe var Sædekorn at faa kjøbt, og Sigrid raadede sin Søn til at afskedige en Deel Huuskarle. Dette ansaa den ærgjerrige unge Mand for en Skam, og holdt ud med det fulde Antal Huuskarle saa længe han kunde, indtil det ud paa Sommeren neppe længer blev muligt, da Aaret fremdeles tegnede lig slet, og der nu derhos udstedtes Forbud mod al Tilførsel af Kornvarer fra de sydlige Egne af Landet. Aasbjørn besluttede derfor at rejse sydefter, for at forsøge, om det her, trods Kongens Forbud, vilde lykkes ham at faa kjøbt noget Korn, hvortil han saa overmaade trængte. Han drog afsted paa et ham tilhørende Fragtskib, et godt og temmelig stort Skib, med udsøgt Tilredning, navnligen var Sejlet af godt haaleygsk Vadmaal og stavet. Han havde henimod 20 Mand med sig. Der berettes intet om deres Rejse, førend de en Aften kom til Karmsund og lagde til ved Agvaldsnes, hvor Aarmanden Thore Sel boede. Denne var, som det allerede er nævnt, af ringe Herkomst, maaske endog, som Erling sagde, af Trælle-Æt, men han var en rask, driftig og uforfærdet Mand, og temmelig uvoren i sin Færd, idet han stolede paa Medhold af Kongen; han talte godt for sig og var hvas i sine Ord. Om Morgenen, da det blev lyst, gik Thore, ledsaget af nogle Mænd, ned til Aasbjørns Skib og spurgte, hvo der ejede det anseelige Fartøj. Aasbjørn navngav sig og sin Fader, og sagde paa Thores Spørgsmaal om sit Ærende, at han vilde kjøbe sig Korn eller Malt, da der nordpaa var stor Kornmangel; „her derimod“, sagde han, „skal der være Overflod paa Korn, og maaskee vi kunne faa kjøbt hos dig, siden jeg seer at her ere store Kornhjelme, saa slippe vi for at fare længere syd eller videre om paa Rogaland i dette Ærende“. „Du kan virkelig slippe for at fare videre“, sagde Thore, „thi jeg kan fortælle dig, at du hverken vil faa Korn her eller anden Steds, da Kongen forbyder at sælge Korn herfra nord i Landet, rejs derfor hjem, Haaleyging, det gjør du bedst i“. – „Er det saa, som du siger, Bonde, at vi ikke kan faa Korn kjøbt, da kan jeg i det mindste besøge min Frænde Erling paa Sole og see, hvorledes han har det“, sagde Aasbjørn. „Hvor nær er du skyldt til ham“, spurgte Thore. „Hans Syster er min Moder“, var Aasbjørns Svar. „Da har jeg nok ikke vejet mine Ord“, sagde Thore, „hvis du er Rygekongens Systersøn“. I det samme kastede Aasbjørns Mænd Tjeldene af og lagde ud. Thore raabte efter dem, sagde dem Farvel og bad dem komme indom paa Tilbagevejen. Aasbjørn lovede det. Om Aftenen kom han til Jæderen, hvor han gik op til Sole med 10 Mand, medens 10 bleve tilbage for at passe Skibet. Erling modtog ham meget venligt, spurgte ham om Nyheder nordenfra, og viste ham den største Velvilje. Aasbjørn fortalte naturligviis, hvad hans Ærende paa disse Kanter egentlig var, og Erling bekræftede, at det havde sine store Vanskeligheder, fordi Kongen forbød alt Kornsalg. „Jeg kjender ingen her“, sagde han, „som tør vove paa at overtræde Kongens Forbud; jeg selv vilde nødig handle ham imod, da der er nok af dem, som gjerne ville sætte Splid imellem os“. „Man faar dog seent Sandheden at vide“, svarede Aasbjørn; „fra min Barndom hørte jeg, at min Moder var fribaaren i alle Ætter og Erling paa Sole den gjæveste af hendes Frænder, men nu hører jeg dig sige, at du ikke engang er saa uafhængig af Kongens Trælle her paa Jæderen, at du kan raade for dit eget Korn som du vil“. Erling saa paa ham med et Smiil og sagde: „I Haaleyger føle mindre til Kongens Magt end vi Ryger; du er ellers skarp i dine Ord, og har deri ogsaa godt at slægte paa; lad os nu først drikke, saa kunne vi i Morgen tale om dit Ærende“. De tilbragte derfor Aftenen med Lystighed, og den følgende Dag sagde Erling: „jeg har tænkt nærmere over dit Kjøbmandskab, Aasbjørn; det kommer an paa, hvor kræsen du er i Valget af dem, du handler med“. „Jeg er lige glad, hvem det er“, svarede Aasbjørn, „naar jeg kun faar kjøbt med fuld Hjemmel“. „I saa Fald“, siger Erling, „tror jeg nok, at du hos mine Trælle kan faa saa meget Korn, at du bliver hjulpen; de ere ikke i Lov og Ret med andre Folk, og Forbudet gjelder saaledes ikke dem“. Aasbjørn var nok saa tilfreds med dette Forslag, og Trællene, underrettede derom, skaffede baade Korn og Malt, saa meget som Aasbjørn ønskede. Da han havde ladet sit Skib, som han syntes, tiltraadte han Hjemrejsen, og fik ved Afskeden gode Vennegaver af Erling, der tog et kjærligt Farvel med ham. Om Aftenen kom han til Karmsund og lagde til ved Agvaldsnes, som han havde lovet. Thore fik endnu samme Aften høre, at Aasbjørn var kommen med fuldladt Skib. Han stevnede strax om Natten Folk til sig, saa at han før Dag havde 60 Mand. Med dem gik han ned til Skibet; det var endnu ikke ganske lyst, og de gik ombord, just som Aasbjørn og hans Folk vare klædde. Aasbjørn hilsede Thore. Denne spurgte, hvad Slags Ladning han førte paa sit Skib. Aasbjørn svarede at det var Korn og Malt. Da udbrød Thore i lange og heftige Beklagelser over Erlings Trodsighed og Opsætsighed mod Kongen. Da Aasbjørn endelig kunde komme til Orde, sagde han, at det kun var Erlings Trælle, der havde ejet dette Korn. Thore svarede hastigt, at han ikke brød sig noget om hans og Erlings Kneb, men betydede Aasbjørn, at han strax skulde gaa i Land med sine Folk, hvis de ej vilde udsætte sig for at kastes overbord, „thi“, sagde han, „jeg vil ikke have nogen Trængsel af eder her, medens vi rydde Skibet“. Aasbjørn, som ej havde flere end 20 Mand mod Thores 60, maatte adlyde, og staa med sine Mænd og see paa, hvorledes Thore lod hele Farmen losse ud af Skibet. Da dette var tømt, gik Thore langsad Dækket, betragtede Sejlet, og sagde: „det er dog svært, hvor godt Sejl de Haaleyger have: lad os tage det gamle Sejl paa vor Fragtskøde og give dem det; det er godt nok for dem, der sejle med tomt Skib“. Sejlene bleve virkelig ombyttede, og Aasbjørn maatte i denne Forfatning drage videre. Han kom hjem seenhøstes, og hans uheldige Rejse rygtedes vidt og bredt. Af Gilderne blev der nu naturligviis intet, og derimod indbød Thore Hund Aasbjørn, hans Moder og alle dem, de vilde tage med, til Julegjestebud hos sig. Men Aasbjørn var saa skamfuld og ærgerlig, at han ikke lod sig see, men sad hjemme, hvilket Thore tog ilde op, som om han slog Vrag paa hans Indbydelse. Han lod derfor nu og da spydige Ord falde om Aasbjørn og hans Rejse. Saaledes sagde han f. Ex.: „Der er jo vistnok stor Forskjel paa os og Aasbjørns mødrene Frænder i Anseelse, men han viser det ogsaa til Gavns, saa meget som han anstrengte sig i Sommer for at besøge sin Morbroder Erling heelt nede paa Jæderen, medens han nu ikke engang vil drage i det nærmeste Huus til mig: maaskee han tror at finde en Sel-Thore i hver Holm, han kommer forbi“. Slige og lignende Udladelser af Thore kom Aasbjørn for Øre, og han tog sig overmaade nær af dem. Ilde til Mode var han over sin Rejse før, og end mere, da han hørte at man spottede derover. Han holdt sig derfor fremdeles hjemme om Vintren og vilde ikke gaa i noget Gjestebud. Han tænkte kun paa, hvorledes han skulde aftvætte Skjendselen i Sel-Thores Blod.

Imidlertid havde Kong Olaf opholdt sig den hele Sommer i Viken, og berejst den lige ned til Grændsen ved Elven; Høsten og den første Deel af Vintren tilbragte han i Sarpsborg, hvorfra han i Begyndelsen af det følgende Aar tiltraadte sin bebudede Rejse til de vestlige Kystfylker. Paa sin Side lod Aasbjørn Sigurdssøn en tyvesædet Snekke, som han ejede, sætte frem og udruste strax efter Kyndelmisse, stevnede Folk til sig og drog sydefter med 90 vel bevæbnede Mænd: Han fik daarlig Vind, saa at Farten gik noget langsomt; han holdt sig mere udenskjærs end indenskjærs, og kom endelig om Aftenen Thorsdag i Paaskeugen (18de April) til den ydre Side af Karm-Øen, hvor den var mindre bebygget.; Da de havde tjeldet, sagde Aasbjørn til sine Mænd, at de kunde blive der og bie paa ham, medens han selv gik op paa Øen for at undersøge, hvad der var paa Færde. Han var simpelt klæd, med en sid Hat, en Fork i Haanden, og et Sverd under Klæderne. Han gik tvers over Øen, indtil han kom paa en Højde, hvorfra man kunde see ned til Agvaldsnes Gaard og videre til Karmsund: der saa han en Mængde Folk;fare baade til Lands og Vands, hvilke alle stevnede til Agvaldsnes. Han undredes derover, gik ned til Gaarden og hen til nogle Tjenestefolk, der syslede med Maden: af deres Tale hørte han: at Kong Olaf var kommen der til Gjestebud, og just var gaaen til Bords; Aasbjørn gik nu ind i Stuen: man lagde ikke Merke til ham i Forstuen, thi der gik Folk idelig ind og ud. Stuedøren selv var aaben, og han saa Thore Sel staa foran Højsædesbordet. Han hørte ligeledes, at man spurgte ham om, hvorledes det var løbet af mellem ham og Aasbjørn, og at Thore nu fortalte baade vidt og bredt derom, men paa en meget partisk Maade, hvorved Aasbjørn kom i et latterligt Lys. Da man spurgte ham, hvorledes Aasbjørn optog det, at de ryddede Skibet, sagde han: „nogenledes, dog ikke videre godt; men da vi byttede Sejlene, hørte vi tydeligt Graaden sidde i hans Hals“. Dette var for meget for Aasbjørn at taale, han styrtede ind med draget Sverd, og med de Ord: „nu er dog Graaden ude af min Hals“! hug han til Thore saa voldsomt, at Hovedet fløj af og faldt paa Bordet lige for Kongen, men Kroppen for hans Fødder, og Disken og Dugen baade oppe og nede blev ganske blodig. Kongen bød at man strax skulde gribe Aasbjørn og føre ham ud, medens Thores Lig, Dugene og Bordtøjet blev taget bort og Blodet afvasket. Kongen var overmaade vred, men som sædvanligt, afholdt han sig fra heftige Udbrud. Skjalg Erlingssøn, Aasbjørns Søskendebarn^[9], stod strax op, gik hen til ham, og tilbød at udrede Bøder for Aasbjørn, hvis Kongen blot vilde skjenke ham Liv og Lemmer, men for Resten bestemme om ham og hans Gods, hvad han fandt for godt: „Er det da ikke allerede en Dødssag“, spurgte Kongen, „at han brød Paaskefreden, en anden, at han begik Drab i Kongens Herberge, og den tredie, hvilken I rigtignok ikke agte synderligt, at han brugte mine Fødder til Huggeblokk“? „Det er ilde“, svarede Skjalg, „at I, Konge, er saa misfornøjet, thi ellers var dette et godt Stykke Arbejde; dog, mishager eder det saameget, og tykkes det eder af saa stor Betydenhed, saa haaber jeg og at min Tjeneste hos eder berettiger mig til at fordre meget, og mange ville vist sande, at I godt kan være bekjendt at tilstaa mig denne Bøn“. „Hvor meget du end kan være værd, Skjalg“, sagde Kongen, „saa vil jeg dog ikke for din Skyld bryde Loven eller give Slip paa den kongelige Værdighed“. Skjalg og tolv Mænd, som den hele Tid under Opholdet hos Kongen havde været om ham, gik nu ud af Stuen, ledsagede af mange andre. Thorarin Nevjulfssøn opholdt sig just hos Kongen. Til ham, som en klog Mand, og af stor Indflydelse hos Kongen, henvendte Skjalg sig, og sagde, at om han vilde have hans Venskab, maatte han endelig mage det saa, at Aasbjørn ikke blev dræbt før Søndag. Derpaa tog han en Rorskude, han havde liggende der, og roede med alle sine Mænd af alle Kræfter„ syd til Jæderen, hvor de kom lidt før Dag. De gik strax op til Gaarden og til det Loft, hvor Erling sov. Skjalg dundrede paa Døren saa voldsomt, at den brast ved Naglerne. Erling og de øvrige, som laa derinde, vaagnede strax; han selv var først paa Benene, greb Skjold og Sverd, løb til Døren, og spurgte hvem det var, som kom med slig Larm. Skjalg sagde fra, og bad at man skulde lukke op. „Jeg kunde nok tænke det var dig“, sagde Erling, idet han lukkede op, „siden man kom som gale Mennesker; er da nogen efter eder“? „Om vi end fare nok saa voldsomt frem“, svarede Skjalg, „saa tror jeg endda ikke at din Frænde Aasbjørn vil finde det for hurtigt, som nu sidder.i Bolt og Jern nord paa Agvaldsnes; det er mandigere at fare afsted og hjelpe ham“. Nu fortalte Skjalg sin Fader, hvorledes Aasbjørn havde hevnet sin Skjendsel og dræbt Thore Sel. Efter Skjalgs og sine øvrige Sønners Tilskyndelse besluttede Erling strax at samle Folk, og lod opskære Herør.

Imidlertid havde Kongen atter indtaget sit Sæde, da der var blevet gjort reent i Stuen. Han var fremdeles meget vred, og spurgte, hvad der var skeet med Drabsmanden. Man svarede, at han holdtes i Forvaring ude i Svalene. „Hvorfor er han ikke allerede dræbt“, spurgte Kongen. „Kalder I da ikke det Mordverk, Herre, at dræbe Mænd om Natten“, svarede Thorarin Nevjulfssøn. „Saa sætte man ham da i Fjeter og dræbe ham i Morgen“, sagde Kongen. Aasbjørn blev da fjetret og stængt inde i et Huus om Natten. Dagen efter lydde Kongen Morgenmesse, og gik siden til Stuen, hvor han sad lige til Højmesse. Da han gik derfra, sagde han til Thorarin: „staar ikke Solen nu saa højt, at eders Ven Aasbjørn kan blive hængt“? Thorarin bøjede sig og sagde: „Forrige Fredag talte Biskoppen om den Konge, der raader over alt, og dog taalte Forhaanelser; ogsaa du vil dog vel heller følge hans Exempel, end deres, der dømte ham til Døde og dræbte ham paa en Fredag. Det er nu ikke saa langt til i Morgen, og da er det Søgnedag“. Kongen saa noget forundret paa ham og sagde: „jeg skal føje dig i at lade ham slippe for at dræbes i Dag, men saa skal du ogsaa selv tage imod ham og passe paa ham, saa at han ikke slipper bort, thi skeer det, da skal du undgjelde det med dit Liv“. Thorarin gik nu til det Huus, hvor Aasbjørn sad fængslet, lod Fjeteren tage af ham og fulgte ham i en liden Stue, hvor han skaffede ham baade Mad og Drikke; han sagde ham, hvilken Straf Kongen havde bestemt, hvis han kom bort, og Aasbjørn forsikrede, at han ej behøvede at frygte for det. Thorarin sad hos ham Resten af Dagen, og sov der om Natten. Om Løverdagen stod Kongen op for at gaa i Morgenmesse, og gik siden til Stevne, hvor der var en Mængde Bønder, som havde meget at afhandle, saa at han blev siddende der til langt ud paa Dagen, og temmelig seent gik til Højmesse. Efter Messen gik han strax til Bords, og efter Bordet sad han en Stund ved Drikken. Imidlertid gik Thorarin til Presten, som forestod Kirken, og gav ham to Øre Sølv for at ringe Helgen ind saa snart som Kongens Bord toges bort. Da Kongen havde siddet en Stund og drukket, lod han Bordene tage bort, og sagde, at det nu var paa Tide, at Trællene førte Drabsmanden bort og dræbte ham. Men i det samme ringede det til Helg, og Thorarin spurgte strax Kongen, om Forbryderen dog ikke burde beholde Livet Helgen over, hvor ilde han end havde handlet. „Pas da blot paa ham, saa at han ej kommer bort“, sagde Kongen, og gik til Non-Messe. Thorarin sad fremdeles hos Aasbjørn. Om Søndagen gik Biskoppen til Aasbjørn, skriftede ham, og tillod ham at lyde Højmessen. Men førend denne begyndte, gik Thorarin til Kongen og bad ham faa andre til at passe paa Aasbjørn, da han nu selv helst ønskede at blive Ansvaret kvit. Kongen fandt dette billigt, takkede ham for hans Umag, og satte nogle andre til at bevogte Aasbjørn, som da paany blev fjetret. Da man gik til Højmesse, blev Aasbjørn ført derhen, og stod med sine Vogtere udenfor Kirken, medens Kongen og hele Menigheden stod indenfor. Messen begyndte, og Evangeliet var just læst, da kom Erling Skjalgssøn og hans Sønner med den Skare, de imidlertid havde samlet, og som skal have været henimod 1800 Mand. Skjalg saa, hvor Aasbjørn stod, tog ham fat, drog ham over i sin Flok og brød Fjetren af ham. Ved den Tummel og Gny, som herved foraarsagedes, løb alle de, som før stode ude, ind i Kirken, men de, som vare inde, saa ud, med Undtagelse af Kongen, der med ufravendt Blik hørte Messen til Ende. Erling og Skjalg opstillede nu sine Mænd i to Rækker, en paa hver Side af den Vej, der førte fra Kirken til Kongsgaarden; selv toge de Plads paa hver sin Side af Kongsgaardens Dør. Da Gudstjenesten var endt, gik Kongen langs ad den smale Vej mellem Rækkerne uden at give mindste Tegn til Frygt; hans Mænd fulgte efter. Ved Indgangen til Gaarden traadte Erling i Vejen for ham og hilsede ham. „Hvad skal dette betyde“, spurgte Kongen; „vil du sperre mig Vejen“? „Nej, Herre“, svarede han, „jeg vil kun byde Forlig for min Frænde Aasbjørn og saa store Bøder, som I selv vil bestemme, naar han kun faar beholde Liv, Lemmer og Landsvist“. „Saa vidt jeg kan skjønne af den Mængde Folk, du har draget sammen, agter du nok selv at raade her“, sagde Kongen. „Nej“, svarede Erling, „I skal raade, og det saaledes, at vi skilles forligte“. „Du skal ikke skræmme mig, Erling“, sagde Kongen, „hvor mandsterk du end er“. „Det er heller ikke min Mening“, sagde Erling. „Om saa var“, svarede Kongen, „vil jeg dog ikke fly for dig“. „Du behøver ikke“, sagde Erling, „at minde mig om, at jeg hidtil, naar vi traf sammen, havde færre Folk end du, men nu vil jeg ej dølge, hvad jeg har i Sinde, nemlig enten at vi skulle skilles ad forligte, eller at du ikke tiere skal see mig for dine Øjne“. Da var Erling blodrød i sit Aasyn. Biskop Sigurd gik nu frem og sagde: „Herre, jeg beder eder for den Lydighed, I skylder Gud, at I indgaar Forlig med Erling, saaledes som han byder, nemlig at Manden beholder Liv og Lemmer, men I bestemmer de øvrige Betingelser“. „Som I vil da“, sagde Kongen. Biskoppen sagde derpaa til Erling: „Stil nu Kongen den Sikkerhed, han foreskriver, og lad Aasbjørn give sig i Kongens Vold for at faa Fred“. Erling stillede den forlangte Sikkerhed, som Kongen modtog, derpaa gav Aasbjørn sig i Kongens Vold og fik Fred, hvorefter Erling gik bort med sine Mænd uden at hilse Kongen til Afsked. Kongen gik nu ind i Stuen og Aasbjørn med ham. Her forkyndte Kongen Forligsvilkaarene. For Thores Drab, Lovbrudet og den ham selv derved tilføjede Fornærmelse bestemte han Pengebøder; derhos bød han, at ifølge den i Landet gjeldende Lov, at den, der dræbte en kongelig Tjenestemand var forpligtet til at paatage sig samme Tjeneste, hvis Kongen ønskede det, skulde Aasbjørn være hans Aarmand i Thore Sels Sted, og forestaa Kongsgaarden paa Agvaldsnes: opfyldte han ej dette, var han fredløs. Aasbjørn erklærede sig beredt til at opfylde alle disse Bestemmelser, „dog“, sagde han, „maa jeg først rejse hjem og beskikke min Gaard“. Dette fandt Kongen billigt. Aasbjørn begav sig da tilbage til sine Mænd, der i alle disse Dage med Ængstelighed havde ventet paa Udfaldet af hans Sag, og ikke havde villet drage hjem, førend de saa, hvad det blev til. Nu skyndte han sig afsted, og standsede ej førend han kom til Throndenes. Kongen drog ligeledes bort, til en anden Vejtsle. Kort efter at Aasbjørn, som nu kaldtes Selsbane, var kommen hjem, traf han sammen med sin Farbroder Thore Hund, der paa det ivrigste spurgte ham ud om alt, hvorledes det var tilgaaet. Aasbjørn fortalte det nøjagtigt. „Du mener vel altsaa nu“, sagde Thore, „at du har hevnet den Skam, der overgik dig i Høst“. „Ja visselig“, svarede Aasbjørn, „mener ikke ogsaa du det samme „Det skal jeg sige dig kort og godt“, sagde Thore, „din første Rejse var dig til stor Skam, men som dog nogenledes kunde oprettes, den anden derimod vil blive dig og din Frænde til uoprettelig Skjendsel, hvis du virkelig skal vorde Kongens Træl og ikke bedre end den uværdige Sel-Thore. Viis dig nu som en Mand, idet du bliver siddende her paa dine Ejendomme, og vi Frænder skulle da hjelpe dig, at du aldrig oftere kommer i saadan Knibe“. Aasbjørn fulgte gjerne dette Raad, og blev saaledes siddende. Men da Kongen hørte dette, og at Aasbjørn saaledes havde brudt Forliget, erkjendte han sig heller ikke forpligtet til at skaane Aasbjørn, men derimod berettiget til at tage hans Liv^[10].

Vaaren efter (1024) deelte Kongen Syslen paa Haalogaland, som Haarek i Thjøtta hidtil ene havde haft, mellem ham og Aasmund Grankelssøn. Aarsagen til denne, for Haarek saare uvelkomne, Foranstaltning, nævnes ikke; muligt, at der har forefaldet noget mellem Kongen og Haarek, hvorved denne har lagt et ham mindre venligt Sindelag for Dagen, eller at Kongen ikke har haft ret Tiltro til ham, eller at det overhoved nu laa i Kongens Politik, at svække det mægtige Aristokrati saa meget som muligt ved at formindske og udstykke Syslerne, og indsætte Sysselmænd, som han kunde lide paa, ved de mest anmassende og herskesyge Høvdingers Side, saaledes, som han allerede havde gjort ved Erling Skjalgssøn, idet han udnævnte Aaslak Fitjaskalle til Sysselmand paa Hørdeland. De fornemme Slægter i Norge vare desuden saa nøje forbundne ved Frændskab, at en virkelig eller indbildt Fornærmelse, som overgik et Medlem af den ene, paa en vis Maade føltes af dem alle; og det er derfor ikke at betvivle, at den Medfart, der var bleven Aasbjørn Selsbane til Deel, betragtedes med mere eller mindre Mishag af de fleste Høvdinger, hvilke desuden i Almindelighed vare ilde tilfreds med den Kraft og Bestemthed, som Olaf i sin hele Fremtræden lagde for Dagen, og hvormed han vidste at kue Selvraadigheden, haandhæve sin Magt, og drive sine Lovforbedringer igjennem. Det er heller ikke at betvivle, at Olaf var sig denne stedse tiltagende Uvilje meget vel bevidst, og at han derfor betragtede Høvdingerne overhoved som sine naturlige Fiender, hvilke han, naar Lejlighed gaves og saa længe han havde Magt dertil, søgte at ydmyge, uden at frygte for, derved at vække et Fiendskab, som allerede for længe siden var tilstede. Hvad Aasmunds Udnævnelse angaar, kunde han vel ogsaa dermed have til Hensigt at faa taget en alvorlig Straf over Aasbjørn Selsbane, paa hvilken han nok vidste at Haarek ej vilde krumme et Haar. Aasmund drog afsted paa en Skude med henimod 30 vel bevæbnede Mænd, indfandt sig hos Haarek og meldte ham, hvad Kongen havde forordnet, idet han fremviste Jertejner fra Kongen til Bekræftelse. Haarek svarede, at Kongen fik raade for, hvem han overlod sin Syssel, men at de forrige Konger ej havde plejet at formindske de Mænds Ret, der vare ætbaarne til Riget, og give den til en Bondesøn, som Aasmund, der aldrig før havde haft den. Men skjønt man godt kunde merke at Haarek var ilde tilfreds hermed, lod han Aasmund dog tage ved Syslen. Aasmund drog først hjem til sin Fader, og siden til sin Syssel nord i Haalogaland. Da han kom til Langø^[11], tog han ind hos to rige og anseede Brødre, Gunnstein og Karle, hos hvem han fandt en meget venlig Modtagelse^[12]. Han opholdt sig her en Stund, idet han samlede de kongelige Indtægter der fra Egnen. Karle, den yngste af Brødrene, en smuk og noget forfængelig Mand, der lagde Vind paa Stads og Pragt, medens han overlod Gaardsdriften til sin ældre Broder Gunnstein, benyttede sig af Aasmunds Ophold paa Gaarden til at tale med ham om sit Ønske, at følge med ham til Kongen og bede om Optagelse i hans Hird. Aasmund bestyrkede ham deri, og lovede ham sin Anbefaling. Saaledes gav Karle sig da i Følge med Aasmund. Denne havde hørt at Aasbjørn Selsbane havde faret syd til Vaage-Stevne paa sit store Fragtskib med 20 Mand, og at han just ventedes søndenfra. Aasmund satte Kursen sydefter langs Kysten; der blæste en svag Modvind. De mødte flere fra Vaagen hjemvendende Skibe, og spurgte i al Stilhed efter Aasbjørn: det blev dem sagt, at han endnu var søndenfor. En Dag, da de kom gjennem et Sund, mødte de et Fragtskib, som var let kjendeligt ved sine prægtigt rød- og hvidmalede Sider, og sit stavede Sejl. Karle, som nu var Aasmunds Sængekammerat og kæreste Ven, sagde da til ham: „du taler saa ofte om at du er nysgjerrig efter at see Aasbjørn Selsbane: jeg skulde være meget daarlig til at kjende Skibe, hvis det ikke er ham, som sejler der“. „Gjør mig den Tjeneste, Kammerat“, sagde Aasmund, „at sige mig til, hvis du kjender ham“. Strax efter mødtes Skibene, og Karle sagde: „der sidder han ved Roret i en blaa Kjortel“. Da kastede Aasmund, idet Skibene gik forbi hinanden, et Spyd efter Aasbjørn, der traf ham paa Midten og gik igjennem ham saaledes, at det blev staaende i Hovedfjælen, men Aasbjørn faldt død fra Roret. Skibene gik imidlertid hvert sin Vej. Aasbjørns Mænd bragte hans Lig hjem til Throndenes, hvor Sigrid strax lod sende Bud til Bjarkø efter Thore Hund. Der blev holdt Ligfærd efter Skik og Brug. Ved Afskeden gav Sigrid sine Venner Foræringer. Thore Hund havde endnu ingen faaet, men Sigrid fulgte ham ned til hans Skib, og sagde ved Afskeden: „min Søn Aasbjørn fulgte dit venlige Raad, men fik ej beholde Livet længe nok til at lønne dig derfor; jeg faar altsaa see til, om jeg kan, skjønt jeg ej duer saa vel dertil, som han. Her er en Gave, jeg vil give dig, med det Ønske, at den maa bekomme dig vel“; – her fremtog hiin et ikke synderlig stort Maalespyd^[13] med Guldbeslag paa Falen – det er dette Spyd, som stod gjennem min Søn Aasbjørn, hvis Blod endnu klæber derved: du vil derved bedre kunne mindes, om det passer til det Saar, du saa paa din Brodersøn. Det vilde være en rask Daad, om du skiltes ved dette Spyd saaledes at det stod i Olaf digres Bryst; og jeg erklærer dig for hver Mands Niding, hvis du ikke hevner Aasbjørn“. Dermed vendte hun om og gik hjem. Thore blev saa greben ved hendes Ord, at han ikke kunde tale, men holdt krampagtigt fast i Spydet, uden engang at ændse Bryggen, saa at han nær havde gaaet lige i Søen, hvis ikke hans Mænd havde taget fat i ham og understøttet ham, idet han gik ud paa Skibet. De roede da hjem til Bjarkø. Aasmund Grankellssøn fortsatte sin Rejse indtil han kom til Kongen, som da opholdt sig i Throndhjem. Han berettede ham, hvad der var skeet, og der tales ej om at Kongen dadlede ham derfor, tvertimod gjorde han Karle paa hans Anbefaling til sin Hirdmand: et tydeligt Beviis paa, at Aasmund virkelig, som det etsteds siges, havde dræbt Aasbjørn efter Kongens udtrykkelige Befaling^[14]. Om de, der vare ombord paa Aasbjørns Skib, allerede da vidste, at Aasmund var hans Banemand, nævnes ikke; derimod siges det udtrykkeligt, at Aasmund og Karle selv fortalte Kongen om de Ord, de havde vexlet med hinanden umiddelbart før Aasbjørns Drab, og at deres hemmelige Uvenner, som just var tilstede, merkede sig dem, saa at de omsider kom Thore Hund for Øre^[15].

1. Raumsdalen tilligemed Nordmøre maa i Jarlernes Tid atter have været skilt fra Frostathingets Forening, og derimod gjenforenede med Søndmøre, siden disse to Fylker afsondredes som en særskilt Besiddelse for Sviakongen. Derfor er det ej usandsynligt, at nu ogsaa Søndmøre lagdes til Frostathing, see nedenfor. Hvad Haalogaland angaar, da hørte det vel ikke til Frostathingets Forening, dog maa Frostathingslovens Vedtægter nødvendigviis have været gjeldende der.
2. Aaslaks Fader Aaskell var Søskendebarn til Skjalg, Erlings Fader; deres Fædre vare Brødre. Af Tilnavnet sees det, at Aaslak boede paa Fitje, paa Stord-Ø. See ovf. S. 293.
3. Olaf d. hell. Saga, Cap. 109. Snorre, Cap. 120.
4. Oslo nævnes vel ikke paa dette Sted, men derimod i den legend. Saga, Cap. 39, hvor der siges at Olaf opholdt sig i Oslo, førend han drog op til Raumarike. Herved behøver det naturligviis ikke at være antydet, at der allerede da var en Kjøbstad paa dette Sted, hvilken, som bekjendt, først stiftedes af Harald Haardraade; men Stedet maa lige fuldt have haft dette Navn, og rimeligviis laa der en Kongsgaard, hvis Grund Harald siden kunde benytte til By-Anlægget. Et Slags Havn og Naust for Raumarikes Indbyggere maa have været her. Se ovf. 1 B. S. 742.
5. Ved første Øjekast kunde, det i Sagaen synes som om Erling først kom til Olaf om Vaaren efter den næste Vinter, altsaa 1023, men betragter man nærmere Beretningens Ord, og sammenholder den med, hvad der siden fortælles om Aasbjørn Selsbanes tvende Rejser, saa seer man tydeligt, at Erlings Besøg hos Olaf var om Vaaren 1022.
6. Olaf d. hell. Saga, Cap. 110, 111. Snorre, Cap. 121, 122.
7. Sandsynligviis var Sigurd Forstander for Hovet paa Throndenes.
8. Da det i Olaf den helliges Saga, Cap. 112, Snorre, Cap. 123, siges at Thore som Lendermand havde større Anseelse ude end Sigurd, kunde; det synes som om Sagaen heri modsagde sig selv, da den lader Thore blive Lendermand hos Olaf ud paa Sommeren 1020, til hvilken Tid Sigurd maa have været død. Men Thore kan jo, ligesom Haarek, have været Lendermand under Jarlerne, og hine Ord bevise just, at han virkelig var det.
9. Skjalg opholdt sig nemlig, som vi have seet, hos Kongen siden Erlings og dennes nye Forlig i Tunsberg.
10. Olaf d. helliges S. Cap 112–116, Sn. Cap. 123–128. Den legendariske Saga, Cap. 49–52, fortæller den samme Begivenhed, men med aldeles forskjellige, stundom kortere og mere charakteristiske, stundom vidtløftigere Ord, men uden store Afvigelser. Den nævner intet om at Aasbjørn boede paa Throndenes, og navngiver ej Stedet hvor Thore Sel blev dræbt; den lader Aasbjørn drage sydefter andengang med 2 eller 3 Skibe og to Hundrede Mand; den tilføjer at hverken Aasbjørn eller hans Fader vare retsindige Mænd, og at mange derfor laa dem paa Nakken. Den lader Erling medbringe tolv (store) Hundreder Mand til Agvaldsnes. For Resten stemmer det øvrige med den anden Beretning.
11. Naar Langøen i Vesteraalen hørte til Aasmunds Syssel, er det tydeligt, at denne maa have indbefattet den nordligste Deel. Haarek har vel ogsaa beholdt den Deel, i hvilken hans Hovedsæde Thjottø laa.
12. Det har været antaget, at Gunnstein og Karle skulle have boet paa Karlshøfudnes eller Karlsnes sydligst paa Langø. Men naar man tager Hensyn til at Aasmund, paa Vejen derfra, øjensynligt tilbragte i det mindste et Par Dage, inden han mødte den fra Vaagen hjemvendende Aasbjørn, medens der dog mellem Karlsnes og Vaagen gjennem Raftsund er knapt ½ Dags Rejse, skulde man snarere antage, at de have boet nordligst ved Langenes, og at Aasmund har taget Vejen nordenom Hindøen, faa at han vel har mødt Aasbjørn i Tjeldesund.
13. Maalespyd kaldtes Spyd med Maal, d. e. hemmelige Runer, som troedes at bringe Sejr, paa Bladet.
14. I den legendariske Saga staar der ligesrem, at Olaf sendte Mænd for at dræbe Aasbjørn.
15. Olaf den helliges Saga, Cap. 120, Snorre, Cap. 132.