Det norske Folks Historie/2/65

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 631-641).

Efter at vi nu have fulgt Olaf Skridt for Skridt under hans Bestræbelser for at udbrede og befæste Christendommen, er det af Vigtighed at kaste et Blik paa de fornemste af de Indretninger til dens Fremme, der nærmest maa være at tilskrive ham. Vi kjende dem vistnok ikke ganske i den Skikkelse, hvori de udgik fra hans Haand, thi deres Optegnelse hidrører fra en senere Tid, efter at de allerede havde modtaget flere Modifikationer under senere Konger; men disse Modifikationer kunne dog i det hele taget ej have været synderlig store. I de Christenretter, som ere os levnede, er det fornemmelig Tiende-Afgiften og Inddelingen i formelige Diøceser eller Biskops-Stifter, og Tilværelsen af en fast og bestemt begrændset biskoppelig Jurisdiktion, der, tilligemed alt, hvad som derpaa grunder sig, maa tilhøre en senere Periode; i Olafs Tid og endnu en Stund derefter var der nemlig ingen faste Biskopper, men kun omrejsende Lydbiskopper^[1], og for saa vidt der var nogen Afsondring mellem bestemte Biskops-Distrikter, kan denne alene have bestaaet deri, at det Nordenfjeldske med de vestlige Kystfylker dannede et, og Viken med Oplandene et andet Distrikt, hvilke begge maaske sædvanligviis berejstes af hver sin Biskop, uden at dette dog kan antages at have været nogen bestemt Regel^[2]. De øvrige af Bestemmelserne, af hvilke enkelte udtrykkeligen henføres til Kong Olaf, kunne dog neppe, endog i Formen, have undergaaet synderlige Forandringer siden hans Tid.

De fleste af vore Christenretter begynde saaledes, at alle og enhver skulle være christne og forsage Hedendommen; der siges og, at man skal „bøje sig mod Østen“ og bede til den hellige Christ om gode Aar og Fred^[3]. Hvert Barn som fødes, siges der, skal ogsaa opfødes, med mindre det er en Vanskabning, og da skal det dog føres til Kirke og primsignes, saaledes bringes ud af Hedendommen, men – saa raae vare endnu Forestillingerne om hvad man skyldte Humaniteten – det skulde derpaa enten dræbes eller lægges ned i eller ved Kirken, for der at dø^[4]. Ethvert Barn, som føddes, skulde døbes inden en vis Tid, og der gaves nøjagtige Bestemmelser for, hvorledes man skulde bære sig ad i Nødstilfælde, hvor Prest ikke var ved Haanden, hvilket naturligviis oftest indtraf i den ældste Christendomstid i Norge, da Presterne vare faa og vidt adspredte^[5]. Alle hedenske Ofringer tilligemed alle andre Levninger fra Hedendommen forbødes, som vi allerede have seet, meget strengt; der gaves strenge Regler for, hvad Spise man kunde nyde, og hvad der skulde ansees for Uaad, deriblandt alt selvstyrtet. Om Hestekjøds-Spisning tales ej udtrykkeligt: man synes mere at have forudsat, at det var forbudt^[6]. Søn- og Hellig-Dages Overholdelse indskærpedes strengt, og Dagene opregnedes. Foran enhver Søndag skulde Helgen allerede begynde ved Non-Tid, naar en Trediedeel var tilbage af Dagen, og holde ved til Mandags-Otten. Af andre Helligdage gives der nogle, for hvilke en saadan Nonhelg var forordnet, for andre ikke. De Dage foruden Søndagen, som Kong Olaf og Biskop Grimkell paa Mostrarthing erklærede for Helligdage med foregaaende Nonhelg og Faste, vare Jonsmesse eller St. Hans, Petersmesse (29de Juni), Seljemændenes Messe (8de Juli), Jakobsmesse (25de Juli). (hertil kom siden Olafs egen Messe, 29de Juli), Laurentius-Messe (10de August), Mariemesse den første eller Marie Himmelfart (15de August), Bartholomæus-Messe (24de August), Matthæus-Messe (21de September), Michaels-Messe (29de September), de to Apostlers Messe eller Simeon og Juda Messe (28de Oktober), Allehelgens Messe (1ste November), Andreas-Messe (30te November), og Thomas-Messe (21de December). Derimod vare de fire første Juledage, Nytaarsdag eller 8de Dag Juul, Hellig tre Konger eller 13de Dag Juul, Kyndelmisse (2den Februar), Marie Bebudelse (25de Marts), Skjærthorsdag, Langfredag, Paaskeaften, Paaskedag, Onsdag i Paaske-Ugen, Korsmesse om Vaaren (3die Mai), Christi Himmelfartsdag, Marie-Messe sidre eller øvre (8de September), Korsmesse om Høsten (14de September) og endeel andre opregnede Dage vistnok i sig selv ligesaa hellige som Søndagene, men uden foregaaende Faste eller Nonhelg^[7]. Hver Fredag saa vel som i hele Langefasten før Paaske skulde der fastes, saaledes at man afholdt sig fra at spise Kjød. Helligdagene skulde tilsiges af hver Prest i hans Syssel d. e. Preste-Gjeld ved at opskære Kors og lade det gaa rundt paa samme Maade som man opskar Budstikke og sendte den omkring. Presten var ansvarlig for Rigtigheden af Budet, og skulde, om nogen Fejl var indløben, enten til Fods eller til Hest søge at indhente det, førend det var kommet omkring^[8]. For Egteskaber gives nøjagtige Bestemmelser. Kun een Kone skulde en Mand have, dog var Straffen ikke stor, om han i hendes Levetid tog en anden^[9]. Langt strengere var Straffen for Blodskam med nær beslægtede. Blandt de forbudne Led opføres allerede de saakaldte Gudsivjer eller Gudslægtninge, nemlig de, der ved Fadderskab kom i det saakaldte aandelige Slægtskab med Barnet^[10]. Kirkelig Vielse paabydes ingensteds. Alle afdøde, undtagen grove Forbrydere og Selvmordere skulde begraves ved Kirken. Men et merkeligt Beviis paa den strenge Afsondring, som raadede med Hensyn til Standsforskjellen, er det, at der i de ældste Christenretter for Viken og Oplandene tales om bestemte Afdelinger paa Kirkegaarden, hvor de forskjellige Klasser skulde begraves: Bestemmelser, som vistnok ogsaa i Praxis have været overholdte i Gulathingslagen og Frostathingslagen. Kirkegaarden, heder det i den gamle vikske Christenret, er deelt i 4 Dele til Begravelser; Lendermændene skulle begraves østenfor Kirken og søndenfor under Tagdryppet; have de ikke Deel i Kirkegaarden, skulle de kun ligge i Bøndernes (Hauldernes) Leje. Næst dem skulle Haulderne og deres Børn begraves, saa Leysingerne og Leysingernes Børn, derefter Frjalsgjaverne og deres Børn, og endelig Trælle og Lig, der af Havet ere drevne op paa Stranden og have Haaret skaaret paa norsk Viis^[11]. En smuk Bestemmelse var det dog, som findes i den ældre Gulathings-Christenret, og som vistnok har været gjeldende for det hele Land, at der hvert Aar skulde frigives een Træl i det hele Thingdistrikt, hvortil alle Fylkerne aarligen stiftedes, og desforuden een Træl aarligt i hvert Fylke, hvortil Fjerdingerne i hvert Fylke aarligen skiftedes^[12]. At det ogsaa har været vedtaget i Frostathingslagen, sees af en Bestemmelse, som paabyder, at der paa en bestemt Dag før St. Hans skulde arbejdes paa Vejenes Forbedring, hvilket, som det siges, kommer i Stedet for den Trælle-Frigivelse, som tidligere var paabuden i Loven, og som alle havde vedtaget af Taknemmelighed mod Gud^[13]. Forandringen er aabenbart en Følge af at der paa den Tid, den vedtoges, ej længer var nogen Træl tilbage. I Vikens- og Oplands-Lovenes Christenretter forekommer Bestemmelsen om Trællefrigivelsen ej, men den kan muligens have staaet i de Dele af disse Love, der indeholdt den verdslige Lovgivning, og som nu er tabt.

Det er oftere nævnt, at Kong Olaf lod opbygge og indvie Kirker. Uagtet ikke faa allerede maa have staaet siden Olaf Tryggvessøns Tid, f. Ex. Kirken paa Moster, flere Kirker i Gulathingslagen og Viken, og fornemmelig i Thrøndelagen, have de neppe ved Kong Olaf Haraldssøns Tiltrædelse været i en synderlig god Forfatning, og dette forklarer, hvorledes hans Virksomhed i at opføre Kirker oftere kan omtales, som om han havde begyndt fra ny af. Det fortælles nemlig, at han lod rejse Kirke i hvert Fylke, og lagde Præbender til^[14]. Paa et andet Sted heder det dog nøjagtigere: Kong Olaf gav med Biskop Grimkells Raad Gods til de Fylkes-Kirker, som Olaf Tryggvessøn havde ladet rejse, saaledes at der i Leje af de hver Kirke tilliggende Jorder skulde udredes en Mark Sølv vejet aarligen^[15]. Benævnelsen „Fylkes-Kirker“ er egen for Norges Kystfylker især de throndhjemske og vidner om en for Norge særegen Kirke-Indretning, som nærmest synes at være laant efter engelsk Mønster. „Vi skulle“, heder det i den ældre Gulathingslov, „vedligeholde alle de Kirker og den Christendom, som Olaf den hellige og Biskop Grimkell bestemte paa Mostrarthing, foruden de som senere ere opførte. I hvert Fylke er der een Kirke, som vi kalde Hovedkirke, hvilken alle Fylkesmændene skulle vedligeholde“^[16]. Foruden disse Hoved- eller Fylkeskirker omtales ogsaa Fjerdings-Kirker, Aattings-Kirker og Hereds-Kirker, hvilke naturligviis maa have været vedligeholdte af Fjerdingen, Aattingen eller Heredet, og endelig Høgendeskirker, hvilke enkelte Privatmænd havde ladet opføre paa deres Gaarde^[17]. I Frostathings-Loven, hvor man vel nærmest har taget Hensyn til de smaa Fylker i Thrøndelagen, omtales kun Fylkeskirker og Høgendeskirker^[18]. Den vikske Christenret, som nærmest sigter til de tre Fylker Ranafylke, Vingulmark og Vestfold, nævner to Fylkeskirker i hvert af disse tre Fylker, og derforuden Hereds-Kirker og Høgendeskirker^[19]. Paa Oplandene, hvor de enkelte Hovedfylker indbefattede flere særskilte Landskaber, der endog, som vi have seet, regnedes for lige saa mange Smaakonge-Riger, vilde fælles Fylkeskirker ej forslaa; derfor omtales her Tredingskirker, og derfor uden Hovedkirken samt endelig Høgendeskirker^[20]. Tredingskirkerne paa Oplandene staa ganske i samme Klasse, som Fylkeskirkerne i de øvrige Egne af Landet, thi den Bod, Bønderne skulde udrede, hvis de ej inden et Aar efter en Tredingskirkes Nedfald atter havde bygget den op, er den samme, som for Fylkeskirkerne, nemlig 15 Mark, ligesom ogsaa Biskoppernes Følge ved Tredingskirkernes Indvielse bestemmes som ved Fylkeskirkernes til 30 Mand, ved Hovedkirkernes paa Oplandene saa vel som Fjerdings-, Aattings- eller Hereds-Kirkernes andensteds til 15 Mand^[21]. Benævnelsen „Fylkeskirker“ er altsaa særegen for Kystfylkerne, hvorimod „Tredingskirker“ paa Oplandene traadte i deres Sted. Naar nu i den nys meddeelte Beretning Fylkeskirkernes, eller i det mindste enkelte Fylkeskirkers, Opførelse tillægges Olaf Tryggvessøn, da stemmer dette godt med, hvad vi ovenfor have seet, at denne Konge næsten slet ikke, eller i alle Fald kun heel lidet, indlod sig paa at christne Oplandene, men derimod for det meste holdt sig til Kystfylkerne. Vi maa saaledes antage, at medens Kong Olaf Haraldssøn forefandt mange af Fylkeskirkerne, især i Thrøndelagen og Gulathingslagen, opførte siden Olaf Tryggvessøns Tid, saa at han altsaa kun havde at udbedre dem, og hist og her forøge deres Antal, har han derimod paa Oplandene maattet begynde ganske fra nyt af, saa at alle Tredingskirkerne her nærmest skyldes ham. Oprettelsen af de ringere Kirker overalt i Landet er vel ogsaa for en stor Deel hans Verk, skjønt han neppe lagde Jordegods til andre Kirker end Fylkeskirkerne^[22]. Den hele Indretning med disse Kirker af forskjellig Rang ligner meget hvad der sandt Sted i England. Saaledes siges der udtrykkeligt i Kong Knuts Kirkelove: „alle Kirker ere ikke lige berettigede i verdslig Henseende til samme Grad af Anseelse, skjønt de have lige stor guddommelig Indvielse“; der skjelnes her udtrykkelig mellem Hovedkirken Middels-Kirker, lavere Kirker, og Mark-Kirker (feld-cyricean^[23]). Imidlertid maa man dog antage, at en lignende Indretning allerede fandt Sted i Hedendommens Tid, og at meget af det Jordegods, der lagdes til Fylkeskirkerne, oprindelig af Hovenes Ejere var særskilt henlagt til disse; og naar man læser om den Hast, hvormed Olaf fik Kirkerne indviede, skulde man formode, at han dertil oftere har brugt Hov-Bygningerne, hvor de kunde anvendes^[24].

Ligesom Hovene fordum, saaledes vare Kirkerne fredhellige; Drab og Slag med vred Hu i Kirke eller Kirkegaard, eller som det kaldtes, Brud paa Kirke-Griden, straffedes med Bøder eller Fredløshed: dog gjordes her ogsaa Forskjel efter Kirkens Rang. Blod, udgydt i eller paa Kirken i vred Hu, tilintetgjorde Indvielsen, ligesom vi have seet at Thorsnesets Helligdom paa Island krænkedes ved Blod, udgydt i Slagsmaal^[25]. Ved slige Lejligheder maatte følgelig Kirkerne indvies paany. Indvielsen saa vel af de nys opbyggede, som af de vanhelligede Kirker tilkom alene. Biskoppen, endog i den Tid, da faste Biskopper ej vare ansatte^[26].

Med Undtagelse af Mariakirken i Sarpsborg, og Klemenskirken i Nidaros, som dog allerede var paabegyndt eller endog færdigbygget af Olaf Tryggvessøn, og derfor vel egentlig kun behøvede Udbedring, nævne Sagaerne ikke særskilt nogen Kirke, som Olaf Haraldssøn skal have ladet bygge. Desto mere veed Folkesagnet at fortælle derom, ja endog om, hvorledes Troldene deels søgte at forstyrre hans Bygninger, deels selv, paa gammel Jøtun-Viis, søgte at overliste ham ved selv at paatage sig Bygningsarbejder for ham mod overdreven Løn, men derimod selv bleve overlistede^[27]. Blandt de Kirker, hvis Opførelse Sagnet tillægges ham, er Ytterby Kirke ved Kongehelle; denne Kirke (i den ytre By eller ytre Kongehelle) nævnes i de gamle vikske Christenret, som en af de sex Fylkeskirker, og Sagnet synes derfor ej at savne rimelig Grund^[28]. De øvrige fem ere: Svarteborg

Cantor dómas, kirkel. § 3. Her tales om Forskjellen mellem Kirkerne nærmest med Hensyn til den større eller mindre Straf for at have brudt deres Grid. Kirke i det nordlige Ranrike, Tune Kirke ved Sarpsborg, Akers Kirke ved Oslo, Sæms Kirke ved Tunsberg, og Heidreims Kirke ved Skiringssal. At ligeledes ogsaa disse skylde Olaf deres Opførelse, er heel sandsynligt^[29]. Paa Eidsvold stod der, som man seer, en Kirke, da Olaf gjorde hiint Tog, hvorved de fem hedemarkske Konger bleve fangne, ligeledes nævnes en paa Agvaldsnes^[30].

Allerede paa Mostrarthinget bestemtes det, at Biskoppen skulde indsætte Prester ved Kirkerne; dog havde alene Fylkespresterne, en bestemt aarlig Indtægt, som Bønderne skulde udrede^[31]; hvorimod Heredspresterne skulde slutte nærmere Aftale derom med Bønderne. Paa den anden Side havde Biskoppen ikke Ret til at afsætte Heredspresterne mod Bøndernes Ønske, ja i Viken havde de endog Ret til, selv at vælge deres Heredsprest. De første Prester vare, som man maa antage, fra England, eller de nordiske Landskaber i dette Rige; Olaf Haraldssøn fik derhos, som vi have seet, enkelte fra-Bremen; men det varede neppe længe, førend Preste-Embederne for det meste vare besatte med Indfødde, thi, som det heder i den ældre Gulathingslov, „vi besvogre os med Presterne og lade vore egne Sønner oplære“. Disse indfødde Prester, der foruden deres bestemte Indtægt ogsaa, som man maa antage, havde deres Lod i det til Kirken lagte Jordegods, hvoraf en Deel afsondredes til Prestegaarde, levede her aldeles som Bønderne selv, deeltoge i Folkelivet, og bidroge nødvendigviis derved til at give Christendommen og den med Christendommen følgende Dannelse den nationale Charakteer, som den umiskjendelig antog i højere Grad her end i mange andre Lande. Presternes og Kirkernes Indtægter bestode for øvrigt i den særskilte Betaling for de enkelte gejstlige Forretninger, saa vel som i milde Gaver. Tiendeafgiften vovede man endnu ikke paa lang Tid at indføre. Biskoppen havde ifølge Christenretterne store Indtægter af Sagefaldet for de fleste gejstlige Forbrydelser; om han allerede oppebar dette i den første Tid, førend faste Biskopsstole oprettedes, er vel noget uvist, men usandsynligt er det ikke, skjønt det falder af sig selv, at slige Bøder i hiin Tid neppe kunde blive regelmæssigt inddrevne. Den saakaldte Rumaskat eller Pederspening, en aarlig Afgift til Paven, bestaaende i en Pening for hver Mand eller Kvinde, der ejede mere end 3 Mark, og som skulde betales ved Petersmesse (29 Juni), omtales ikke i de ældre Christenretter^[32], og indførtes vel derfor først senere, sandsynligviis ikke førend ved Kardinal Nikolaus’ Nærværelse i Midten af det 11te Aarhundrede, da Erkestolene oprettedes. I England var dog saavel Tienden som Rumaskatten allerede paa Knuts Tid forlængst indført^[33]. En Indretning, der, som vi have ytret, minder om Pave Gregorius’ humane og fornuftige Raad til de første Christendomsforkyndere i England^[34], ej ganske at afskaffe de gamle i Hedendommen brugelige Fester, men kun at knytte dem til christelige Festdage, var Ølgerden, eller de i Christenretten selv paabudte Sammenskuds-Gilder, der skulde holdes, hvor der boede mindst 3 Bønder saa nær ved hinanden, at de ej uden altfor stor Ubekvemmelighed kunde komme sammen. Bonden og hans Huusfrue skulde hver bringe en Mæle Øl; ved Sammenkomsterne skulde Mindeskaalene signes og drikkes til Christi og Jomfru Marias Tak, og for et godt Aar og Fred. Der nævnes tre slige lovbestemte Sammenkomster, nemlig om Høsten, aller senest før Allehelgensdag, altsaa nærmest svarende til Høstblot, om Juul, altsaa svarende til Juleblot, og endelig ved St. Hans, altsaa nogenledes svarende til Sommerblot, der nu ej behøvede at holdes saa tidligt, fordi man ikke længer drog ud paa Vikingetog^[35]. Saadanne Sammenkomster var det vistnok, som Ølve paa Egg og de indthrøndske Bønder foregav at have paa Mæren, og ligesom det i sin Tid var en Æressag for de fornemste og rigeste Høvdinger, selv at vedligeholde og bekoste Blotfesterne, saaledes maa der have været flere, der paa egen Haand bekostede disse Ølgerds-Gilder: navnligen kan det neppe have været andre end disse, som Sigurd paa Throndenes og hans Søn Aasbjørn Selsbane plejede at holde^[36].

De sædvanlige Straffe for gejstlige Forbrydelser ere i de ældste Christenretter foruden Skrifte, først Boder, siden Ejendomstab, og endelig Utlegd. „Han fare i hedensk Land, vil han ikke christen være“, heder det^[37]; det christelige Kirkesamfund taalte ingen Hedning i sin Midte, og som Hedning ansaaes ej alene den, der ej vilde antage, eller afsvor Christendommen, men ogsaa den der ej vilde underkaste sig de til dens Vedligeholdelse nødvendige Bestemmelser. Gjenstridighed hos hele Bygder var Kongen berettiget til at refse med væbnet Haand: „den er den eneste Hærfærd, der er tilladt Kongen indenlands“, heder det, „at herje for Mænd til Christendommens Fremme; dog skal han ej dræbe Mænd og ikke brænde Huus, men kun tage deres Gods og Kvæg som Krigsbytte“^[38]. Efter disse Grundsætninger see vi ogsaa at Olaf og hans Forgænger Olaf Tryggvessøn handlede, og det ganske vist i fuld Overbeviisning om at de handlede med fuldkommen Berettigelse; kun gik de, da de havde med virkelige Hedninger at bestille, strengere frem, og anvendte først de haardeste Midler.

I den verdslige Lovgivning maatte vel Christendommen og dens Grundsætninger gjøre betydelige Forandringer, men imidlertid vedligeholdtes endnu den ældgamle, forhen skildrede, Retsforfatning, hvorved de fleste Forbrydelser kun ansaaes som private Fornærmelser og kunde afsones med Pengebøder, af hvilke Kongen, som repræsenterende Staten, fik en Deel^[39]. De ovenfor nærmere beskrevne Stands- eller Rang-Klasser, af hvilke enhver havde sin særegne Ret, vedbleve endnu i flere Aarhundreder aldeles uforandrede, uden for saa vidt der, som vi have seet, ved Christenrettens Bestemmelser sørgedes for, at Trællene efterhaanden frigaves. Flere af de Retshandlinger, som hidtil foretoges ved Hovene, lagdes nu til Kirkerne, f. Ex. Eds-Aflæggelsen, Ætledning af Børn, o. s. v.

Olaf synes at have været den første af Kongerne, som indførte en bestemt Hof-Ordning, der formodentligen danner Grundvolden til de af senere Konger udstedte Hirdskraaer. Om Maaden, hvorpaa han indrettede sig i Nidaros, fortælles der: „han lod huse Kongsgaarden; der indrettedes en stor Hirdstue, med Dør paa hver Ende. Kongens Højsæde var midt i Stuen; nærmest dette, paa den indre Side, sad Grimkell, og dernæst de øvrige Prester; paa den anden Side sad Kongens Raadgivere. Lige over for Kongen, idet andet Højsæde, sad Kongens Stallare Bjørn digre, og dernæst de anseelige Mænd, der vare i Besøg hos Konger^[40]. Dette forklares nærmere ved en andensteds meddeelt Beretning^[41] om den ældre Maade, hvorpaa Sæderne vare ordnede i Kongehallen: „der var to Langpaller eller Langbænke, der gik langs ad sulten; paa den ene, der vendte mod Solen (altsaa var paa Nordsiden) og kaldtes den fornemmere (œðri), var Kongens Højsæde eller Andvege, hvor Dronningen sad paa venstre Side af Kongen; paa begge Sider, baade Karle- og Kvinde-Siden, regnedes det for den fornemste Plads, jo nærmere man sad Andveget, og for den ringeste, jo nærmere man sad Døren. Den gjæveste Mand, der tillige var gammel og forstandig, kaldtes Kongens Raadgiver – det var nemlig i den Tid Kongernes Skik at have gamle vise Mænd til at oplyse dem om, hvorledes man i ældre Tider havde baaret sig ad, og om Forfædrenes Skikke og Sæder – denne Mand sad paa den ringere^[42] Pall lige over for Kongen, i det saakaldte ringere Andvege; til højre for ham sad Kvinder (altsaa lige over for Kvinderne paa den fornemste Bænk) til venstre Mandfolk“. Man gjenkjender i det hele taget den allerede ovenfor (1 B. S. 797) beskrevne Indretning af Vejtslestuerne, dog tales der ikke, som her, om Tverpallen, der med Tilbehør udfyldte den Ende af Skaalen, som var modsat Hoved-Indgangen, og sædvanligviis indtoges af Kvinderne; disse sad, som vi see, i Kongehallen paa Langbænkene selv^[43]. Vi erfare ogsaa, ved at sammenholde begge de nys meddeelte Beretninger med hinanden, at der maa være skeet store Forandringer i Pladsenes Ordning, efter at Olaf var bleven gift, og Dronningen med hendes Kvinder havde faaet.–Sæde i Hallen, thi hun indtog nu den Plads, som Biskoppen og hans Prester tidligere plejede at have. „Ved Ildene“, siges der, „skulde man paa den Tid drikke Øl. Det var Høvdingernes Skik at række Øllet over Ilden (der brandt i en lang Rad midt paa Gulvet mellem Bænkene) og drikke sin Gjenbo til; og det ansaaes i den Tid for en stor Ære at sidde lige over for Kongen og blive tildrukken af ham. Kong Olaf“, heder det videre, „fordeelte sine Mænd i forskjellige Tjenester, efter Kongernes Skik. Han havde med sig 60 Hirdmænd og 30 Gjester, bestemte dem en vis Sold og gav dem haabe( Om Gjesterne og deres Forretning, at udføre allehaande Ærender og Sendelser, som vare forbundne med Fare, og hvortil en vis Raskhed og Uforfærdethed udfordredes, have vi allerede ovenfor ved flere Lejligheder talt. De havde en fast Høvding: dette Embede beklæddes en Tidlang af Thore Sange, indtil han, ved Forfølgelsen af Kong Rørek, faldt for Finn litles Piil. Olaf havde ogsaa, som det fremdeles berettes, 30 Huuskarle, der skulde forrette de Sysler i Gaarden, som udfordredes, og besørge de nødvendige Forraad anskaffede; desforuden havde han mange Trælle. I Gaarden var der foruden Hirdstuen, en stor Skaale, hvor Hirdmændene sov, og fremdeles en anden stor Sine, hvori Kongen holdt Hirdstevner og andre Forsamlinger: dette var altsaa den saakaldte Maalstue. Den her beskrevne Indretning maa vistnok ogsaa i det væsentlige have fundet Sted, og den samme Orden været overholdt paa de øvrige Kongsgaarde, hvor Kongen residerede, især paa dem, han selv havde ladet opføre, f. Ex. i Sarpsborg.

Om Olafs Maade at tilbringe Dagen paa tilføjer Sagaen, at han plejede at staa tidligt op om Morgenen, klæde sig og vaske sine Hænder, derpaa gaa til Kirke, og lode Ottesang og Morgenmesse; og naar han dermed var færdig, at gaa til Stevne-r eller Moder for deels at bilægge Stridigheder mellem Folk, deels at afhandle andre nødvendige Sager. Naar denne Forretning var sluttet, plejede han, som man ellers af enkelte Ytringer hist og her erfarer, at gaa i Højmesse, og umiddelbart derefter til Bords; og var det da, som man seer, forbudt, eller i det mindste anseet for upassende, at bryde ham med Forretningssager. Efter Bordet hørte han atter Non-Messe, naar en saadan holdtes, nemlig før Helligdagene, og Aftenen tilbragtes derpaa med selskabelig Lystighed.

1. Se Mag. Adam af Bremen, IV. 33.
2. Efter hvad der ovenfor er nævnt om Viken og Christendommens første Udbredelse der fra Tydskland og Danmark af, skulde man maaske kunne antage, at Biskoppen i hine Egne stundom har staaet i nærmere Forbindelse med Bremen end den nordenfjeldske Biskop, der vel især holdt sig til England.
3. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 1.
4. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 21. Ældre Frostathings-Lov, II. Cap. 1, 2. Ældre Borgarth. Christenret, Cap. 1. Ældre Eidsiva Christenret, Cap. 1,5. Bestemmelserne ere paa alle disse Steder lidt afvigende, men dog i Hovedsagen eens.
5. Saaledes f. Ex. fik man Tilladelse til i visse Tilfælde at anvende smeltet Iis og Sne, ja endog Spyt, hvilket senere forbødes; see ældre Gulathings-Lov, Cap. 21, Borgarth., Cap. 2.
6. Alt hvad der ej maatte spises, henførtes til „Sveita“, „Svidda“ og „Uaat“.
7. Her holde vi os nærmest til Gulathings-Loven, Cap. 17, 18, der udtrykkelig paaberaaber sig St. Olaf og Grimkell. Bestemmelserne herom i de øvrige Love afvige lidt, men ere deels mindre omstændelige, deels vel og lidt nyere. I Gulathings-Loven omtales Olafs-Messe som paabuden af Olaf og Grimkell; dette viser, at ogsaa her nyere Tilsætninger have fundet Sted.
8. Gulathings-Lov, Cap. 19. Borgarth. Lov, Cap. 13.
9. Straffen er 3 Marks Bod, og Skrifte for Biskoppen. Vielse omtales ikke som nødvendig.
10. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 26. Frostathings-Lov, III. Cap. S. Borgarth., Cap. 15. Eidsiva-Lov, Cap. 53.
11. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 23. Borgarth. Lov, Cap. 9. Eidsiva-Lov, Cap. 50. Frostathings-Lov II. 15. Jvfr. ovf. 1 B. S. 144.
12. Ældre Gulathings-Lov, Cap. 4, 5.
13. Ældre Frostathings-Lov III. Cap. 19.
14. Olaf den helliges Saga i Flatøbogen, se Fornm. S. V. S. 238.
15. Denne merkelige Notits findes kun i den legendariske Saga, Cap. 31, jvfr. dog Fagrskinna, Cap. 98.
16. Ældre Gulathings Lov, Cap. 10.
17. Ældre Gulathings Lov, Cap. 12.
18. Ældre Frostathings Lov, II. 7, jvfr. Cap. 10. I Thrøndelagens smaa Fylker passede Indretningen med Fylkeskirker bedst, og derfor skulde man antage, at den her allerførst har været indført.
19. Vikens Christenret, Cap. 8.
20. Dette staar ej saa ganske udtrykkeligt, men dog saaledes, at man kan see, det har været Lovkoncipistens Mening. I Cap. 34 tales der nemlig om naar en Kirke brænder ned, og, siges der, hvis den ej inden 12 Maaneder er opført, skulle alle Tredingsmændene bøde 15 Merker, hvorhos Biskoppen for Indvielsen skal have 3 Nætters Vejtsle med 30 Mand og 30 Heste om Sommeren, men 15 Heste om Vintren. Derimod tales i Cap. 40 om at Biskoppen, naar han indvier Hovedkirke skal have 2 Nætters Vejtsle og 15 Mand med 15 Heste om Sommeren, 8 Heste om Vintren. Ogsaa veed man af Jordebøger og Diplomer, at Oplandenes Fylker deeltes i Tredinger.
21. Ældre Gulathings Lov, Cap. 11, bestemmer 30 Mand og 3 Nætters Ophold for Biskoppen ved Fylkeskirken, 15 Mænd og 3 Nætters Ophold ved andre Kirker. Vikens Christenret, Cap. 10, har for Fylkeskirke 30 Mand og 5 Nætter, for Heredskirke 15 Mand og 3 Nætter.
22. Ligesom ogsaa kun Fylkespresternes Indtægter bestemtes af ham og Biskoppen, se nedenfor.
23. I Innisfallens Annaler, der indeholde den vidtløftigste Beskrivelse over dette Slag (O’Connor I. S. 60–62) siges der, at der foruden Sigurd Jarl og Broder kom Galler (ɔ: Fremmede, Nordboer) fra Syderøerne, Man, Hjaltland, Lewis (Leodhas), Kenntyre, Argyll, Cornwall, Bretland, fra „Sneens Egne“, upaatvivlelig Island, og fra det sydlige Gotland, hvorved man vel maa have tænkt paa Vikinger fra Gautland. Sigurd kaldes her urigtigt Luadair d. e. Lødve, fordi man; som det oftere sker i de irske og skotske Beretninger, hvor „Søn af N. N.“ udtrykkes ved „Mac N. N.“; forvexler Faderens og Sønnens Ravne; men i Ulster-Annalerne (O’Connor IV. S. 303) kaldes han „Siuchraid mac Loduir iarla innsi h Orcc“.
24. Se ovenfor 1 B. S. 152.
25. Se ovenfor 1 B. S. 781.
26. Ældre Gulathings Lov, Cap. 15: „Vor Biskop skal raade for Kirkerne, saaledes som Olaf den hellige tilstod Biskop Grimkell paa Mostrarthing, og som vi siden bleve forligte om“.
27. Se Fayes norske Sagn, S. 109 flg. Disse og lignende Sagn have allerede deres Forbillede i Eddasagnet om Jøtunbygmesteren, som skulde opføre en Borg i Valhall, imod at faa Freyja, Solen og Maanen, Snorre Edda, Cap. 42.
28. Odman Bohus-Lens Beskrifning S. 101. Den skal ifølge Holmbergs Beskr. (III. 385) have været indviet til St. Hallvard, hvilket tyder paa en senere Indvielse, men derfor just ikke nogen senere Opførelse.
29. Naar det heder, at Olaf opholdt sig i Tunsberg, kunde man fristes til at formode, at han egentlig boede paa det nærliggende Sæm, sin Oldesaders gamle Sæde, og at den Kirke, som omtales, og hvori blandt andet Rørek søgte at dræbe ham, var Sæms Kirke.
30. Se ovenfor S. 578, 622.
31. Ældre Gulathings Lov, Cap. 15.
32. Den omtales alene i den ældre Frostathings Lov II. 20, hvor ogsaa Kardinal Nikolaus og Erkebiskop Jon I. omtales (III. 17). De øvrige omtale Tiende, men ej Rumaskat.
33. Rumaskat (Rómfeóh) omtales i de engelske Love allerførst i Edwards og Gudhrums Tractat Cap. 6.
34. Se ovenfor S. 276.
35. Ølgerd før Allehelgensdag og før Juul nævnes i Ældre Gulathings Lov, Cap. 6 og 7, og Jonsmesse Øl i Ældre Frostathingslov II. 21.
36. Sigurds Vaar-Gilde holdtes ved Paaske, hvilket endnu nærmere svarer til Sommersblotstid.
37. Ældre Vikske Christenret, f. Ex. Cap. 4.
38. D. s. Cap. 8.
39. Se ovenfor 1 B. S. 571, 572.
40. Olaf d. hell. Saga, Cap. 58. Snorre, Cap. 55.
41. Fagrskinna, Cap. 219, jvfr. Olaf Kyrres Saga, Cap. 2.
42. I Fagrskinna staar her norðra (nordre) ved Fejllæsning for úæðra.
43. Saavel af Orkn. Saga S. 14 (Olaf d. hell. Saga, Cap. 94, Snorre, Cap. 104) som af Arnor Jarlaskalds i Fagrskinna Cap. 219 og Olaf Kyrres Saga Cap. 2 citerede Vers, sees det, at Indretningen.hos Jarlerne paa Orknø var omtrent den samme; altsaa har denne Skik maaskee været sædvanligst hos fornemmere eller fyrstelige Folk.