Det norske Folks Historie/2/74
Denne Vinter, den sidste, som Olaf tilbragte i Throndhjem, gjorde han endnu et Forsøg paa at faa Skat fra Jemteland, hvilket hans Skatkrævere nu i hele 10 Aar siden Thrond hvites uheldige Sendelse ikke havde besøgt[1]. Uagtet Olaf ifølge Forliget i Kongehelle 1019 betragtede det som et af de Landskaber, paa hvilke Sviakongen havde gjort Afkald, vedblev denne dog at kræve Skat deraf, og sendte Sysselmænd derhen, og Sviarne vilde intet andet høre, end at alt Landet østenfor de saakaldte Kjoler skulde tilhøre deres Konge. Nu var der vel for øvrigt Venskab, Svogerskab og Forbund mellem Kong Olaf og Kong Anund, men dette hindrede ikke hiin fra at gjøre Fordring paa, hvad han troede der tilkom ham med Rette, lige saa lidet som Anund vilde give Slip paa, hvad han med Rette troede at besidde. Olaf havde ladet tilkjendegive Jemterne at han fordrede Skat og Anerkjendelse som deres rette Herre, og i modsat Fald truet dem med haard Straf; Jemterne derimod vare enige om at de fremdeles vilde adlyde Sviakongen[2]. Det er vel endog et Spørgsmaal, om ikke dette Anliggende tilsidst vilde have vakt Splid og maaskee aabenbar Krig mellem Olaf og Anund; og at en saadan ikke udbrød, skyldes maaskee mere den fælles Fare, hvormed Knuts Herskesyge truede dem, end deres Svogerskab. Imidlertid synes det heel uforsigtigt og kun slet betænkt af Olaf, just paa denne Tid atter at ville sætte hine Fordringer igjennem; at han virkelig forsøgte derpaa, kan man maaskee betragte som et yderligere Vidnesbyrd om at Knut paa denne Tid var i Rom, saa at Olaf ikke for det første frygtede noget Angreb af ham. Muligt er det ogsaa, at han her, som ellers, først og fremst havde Christendommens Interesse for Øjne, thi Jemteland og Herjedalen vare paa denne Tid endnu ikke christnede, og omvendtes først længe efter til Christendommen, neppe før Aarhundredets Slutning[3].
I Begyndelsen af Vintren, altsaa sidst i Aaret 1026, bekjendtgjorde Kongen i Nidaros, at han vilde sende Folk til Jemteland for at indkræve Skat. Men dette Ærende havde ingen af hans Mænd synderlig Lyst til at paatage sig, da de frygtede samme Skjæbne, som Thrond hvile. Da tilbød Islændingen Thorodd Snorressøn sig. Han var saa kjed af sit tvungne Ophold hos Olaf, at det var ham det samme, hvad Fare han udsatte sig for, naar han blot kunde komme bort og være paa sin egen Haand. Kongen modtog hans Tilbud, og medgav ham elleve Følgesvende paa Rejsen. Da Thorodd kom øster til Jemteland, opsøgte han strax Lagmanden, der hed Thorar, og havde meest at sige blandt Jemterne. Han tog gjestfrit mod Thorodd og hans Følge[4]. Da de havde været hos ham en kort Tid, underrettede de ham om deres Ærende der i Egnen. Han sagde at han i den Sag ikke i mindste Maade raadede mere end Landets øvrige Mænd og Høvdinger, men at den maatte foredrages paa et almindeligt Thing. Et saadant blev da tilstevnet, og mange Folk samlede sig. Sendebudene begave sig ikke selv derhen, men forbleve hjemme paa Thorars Gaard, medens han mødte frem og foredrog deres Ærende. Men den hele Thingalmue svarede eenstemmigt, at de ingen Skat vilde betale Norges Konge; nogle fordrede endog at Sendebudene skulde hænges, andre, at de skulde blote-s til Guderne. Der fattedes endelig den Beslutning, at man, under Paaskud af at de maatte oppebie Skattens Inddrivelse, skulde bolde paa dem, indtil Sviakongens Sysselmænd kom, for at disse da efter Overlæg med Landets Folk kunde nærmere bestemme deres Skjæbne. Man skulde fordele dem to og to rundt om paa Gaardene, og imidlertid behandle dem vel, saa at de ej merkede Uraad. Thorodd forblev saaledes selv anden hos Thorar Lagmand. Da Julen kom, blev der holdt et stort Gjestebud og Sammenskudslag hos Thorar, og mange Bønder vare forsamlede i hans Thorp. Ikke langt fra var der et andet Thorp, hvor Thorars Svoger, en rig og mægtig Mand, boede. Det var sædvanligt, at Svogrene tilbragte hver sin halve Deel af Julen i Gilde hos hinanden; først skulde Gildet staa hos Thorar og siden flyttes over til Svogeren. Ved Gildet hos Thorar sad Svogrene lige over for hinanden, og Thorodd lige over for Svogerens voxne Søn. Der blev drukket sterkt, og under Drikken blev der, som det ofte var Skik og Brug, anstillet Sammenligninger mellem anseede Mænd. Her stillede man Nordmænd og Sviar op mod hinanden. Der blev talt meget ivrigt herom, idet man sammenlignede de da værende og forrige Konger, og talte om de sidste Fiendtligheder mellem begge Riger. Da sagde hiin Bonde-Søn: „Ja, have end vore Konger mistet flere Folk, da ville nok Sviakongens Sysselmænd, naar de efter Juul komme søndenfor, gjengjelde det med 12 Mands Liv; stakkels eder, I vide nok ikke, hvorfor I her holdes tilbage“. Thorodd merkede sig disse Ord, idet ogsaa mange andre lo ad Nordmændene og spottede deres Kogge. Overhoved udlade Jemterne sig nu, da de havde faaet noget i Hovedet, om mangt og meget, hvorom Thorodd ikke forhen havde haft nogen Anelse. Ud paa Dagen fandt Thorodd og hans Ledsager Lejlighed til at tage sine Vaaben og Klæder og lægge dem i Beredskab, og om Natten, da alle de andre sov, flygtede de bort til Skovs. Men Morgenen efter savnede man dem, og søgte efter dem med Sporhunde. De bleve fundne, grebne, førte tilbage til Gaarden og stængte ind i en dyb Kjelder nedenunder en Skemme eller et fritstaaende Huus. De fik kun lidet Mad, og ingen flere Klæder, end dem, de havde paa sig. Nu kom den Tid, da Thorar skulde til Gilde hos sin Svoger. Han fulgte ham med alle frie Mænd paa Gaarden, men satte sine Trælle til at passe paa Fangerne. Trællene, der havde faaet et godt Forraad af Drikke, og nu kunde raade sig selv, gjorde sig allerede samme Aften meget lystige, og da de bleve drukne, enedes de om at give Fangerne. Mad, for at de ingen Mangel skulde lide. Thorodd fornøjede dem til Gjengjeld med at kvæde for dem, og de syntes saagodt herom, at de kaldte ham en ypperlig Mand og gave ham et langt brændende Lys. Nu kom de Trælle, der hidtil havde været inde paa Gaarden, ud til dem, og bade dem snarest muligt komme ind. De gjorde saa, og i Drukkenskaben glemte de at tillukke saavel Skemmen som Kjelderlemmen. Thorodd og hans Kammerat lode ikke denne Lejlighed til at undfly gaa ubenyttet. De skyndte sig at skære deres Kapper i Strimler, som de knyttede sammen; derved fik de en Art af Toug istand, paa hvis ene Ende de sloge en Knude, og kastede den op paa Gulvet, hvor den viklede sig om Foden paa en Kiste og fæstede sig. Nu lod Thorodd sin Kammerat stige op paa sine Skuldre, og hjalp ham derved til at klatre op ad Touget igjennem Kjeldergluggen. I Skemmen var der Reb nok; et af disse tog han nu og slap Enden ned til Thorodd. Men han var ikke istand til at drage ham op. Thorodd bad ham da kaste den ene Ende af Rebet over en Bjelke, slaa en Lykke paa den og binde saa meget Steen og Træ fast deri, at det kunde veje ham op. Det skede, Thorodd bandt sig fast i den anden Ende, og Vegten sank ned igjennem Gluggen, medens Thorodd kom op. I Skemmen fandt de endeel Klæder, af hvilke de forsynede sig med det nødvendige, saa vel som med nogle Reenskind, som de skare Kloverne af og bandt dem bagvendt under sine Fødder. Derefter satte de Ild paa en stor Kornlade der paa Gaarden, og løb bort i Belgmørket. Laden brandt op tilligemed mange andre Huse i Thorpet, men Thorodd og hans Staldbroder gik den hele Nat indtil de naaede nogle øde. Skove, og skjulte sig om Dagen. Om Morgenen savnede man dem paa Gaarden, og ledte efter dem med Sporhunde, men Sporene førte Hundene tilbage til Gaarden, fordi Reensklovene, som hine havde bundet under sine Fødder, viste den Vej. Flygtningerne bleve saaledes ikke fundne. De vankede længe om i Ødeskovene. En Aften kom de til et lidet Huus, hvor de gik ind, og fandt en Mand og en Kone, der sad ved Ilden. Manden, der kaldte sig Thore, sagde at han for en Drabssag var flygtet fra Bygden og havde nedsat sig paa dette øde Sted; han tilbød dem at være der om Natten, og saavel Mand som Kone viste dem megen Gjestfrihed. Der blev redet op for dem paa Bænken, og de lande lig til at sove. Men førend Thorodd var falden i Søvn, saa han ved Skinnet af Ilden, som endnu brandt, at der fra et andet Huus kom en Mand, hvis Lige han ej havde seet i Højde; han havde Skarlagensklæder besatte med Guld og saa meget statelig ud. Han hørte ham bebrejde Thore og Konen at de toge imod Gjester, naar de neppe havde saa megen Mad at de kunde bjerge sig selv, men Konen sagde: „vær ikke vred, Broder; dette hændes jo saa.sjælden, bedre var det efter min Mening, om du vilde verre dem til nogen hjem, thi dertil er du bedre skikket end vi“. Thorodd skjønnede heraf, at den høje Mand maatte være Konens Broder. Han hørte ogsaa at de kaldte ham Arnljot Gelline[5], og nu vidste han, hvo han var, thi han havde oftere hørt Arnljot omtale som den største Stimand og Ugjerningsmand. Om Natten sov Thorodd og hans Staldbroder, da de vare trætte af at gaa, men da der endnu var en Trediedeel af Natten tilbage, kom Arnljot og vækkede dem, idet han bad dem staa op og følge ham. De stode strax op og.klædte sig. Da de havde faaet Dagverd, gav Thore dem hver et Par Ski, og de begave sig paa Vejen, Arnljot i Spidsen; han havde et Par Ski, der baade vare brede og lange. Neppe havde han sat Skistaven mod Jorden, førend han var langt foran dem. Han biede da og sagde, at de paa den Viis ikke vilde komme nogen Vej, men bad dem derimod staa bag paa Skierne med ham. De gjorde saa. Thorodd stillede sig ham nærmest og holdt sig i hans Belte; den anden holdt sig igjen i Thorodd. Derpaa satte Arnljot afsted, lige saa hurtigt som om ingen stod paa med ham. Ud paa Natten kom de til et Sælehuus eller aabent Herberge for Rejsende, hvor de toge ind, tændte Ild og spiste; Arnljot spiste af en Sølvdisk, som han tog frem af sin Lomme; derpaa lagde de sig til at sove[6]. Om Morgenen, da de havde spiist, sagde Arnljot at han heri maatte skilles fra dem; men han viste dem Sporene af en Age-Vej, der vilde føre dem rigtigt frem. Han bad Thorodd hilse Kong Olaf fra ham og sige, in han var den Mand, som han fremfor Alt havde Lyst til at lære at kjende; „dog“, sagde han, „vil Kongen neppe sætte synderlig Priis paa min Hilsen“. Han tog derpaa Sølvdisken, hvoraf han havde spiist, tørrede den med Dugen og bad Thorodd give Kongen den, naar han overbragte hans Hilsen. Derpaa sagde han dem Farvel, og de kom uden videre Æventyr tilbage til Throndhjem, hvor Thorodd strax fremstillede sig for Kongen i Nidaros, fortalte hvorledes det var gaaet ham, hilsede ham fra Arnljot og overrakte ham Sølvdisken. Kongen beklagede, at Arnljot ikke havde fulgt med, og at en saa udmerket Mand skulde være kommen i en saa mislig Stilling. Der tales ikke om, hvad han for øvrigt sagde om Jemternes Uvillighed til at underkaste sig hans Herredømme, og deres lumske Færd mod hans Sendebud, hvilke, som man maa formode, alle, med Undtagelse af Thorodd og hans Kammerat, bleve dræbte, da de svenske Sysselmænd ankom. Thorodd fik siden, da Sommeren kom, Tilladelse til at vende tilbage til Island, og skiltes venskebeligt fra Olaf. Men om Jemtelands Underkastelse var der ikke længer nogen Tale[7].
- ↑ Se herom ovf. S. 543.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 133. Snorre, Cap. 147.
- ↑ Det er ovenfor (1 B. S. 405) nævnt, at ifølge et Udsagn i Grændsetraktaten mellem Norge og Sverige af c. 1268 omtales udtrykkeligt en Ljot Dagssøn, der i 8de Led nedstammede fra Herjulf, Herjedalens første Bebygger, som den, der først byggede Kirke i Herjedalen. Da Herjulf skal have levet paa Halfdan svartes og den svenske Kong Anunds eller Emunds Tid, altsaa ved 830, falder følgelig Ljots Fødsel ved 1040; omtrent det samme faar man, om man end antager Herjulfs Tilværelse for usikker, ud ved at beregne Tiden for de Led, som opføres mellem Ljot og Tiden da Grændseskjellet blev bekræftet, nemlig c. 1268; thi som sidste Mand, altsaa samtidig med Akten, nævnes en Aasulf, der i 7de Led nedstammede fra Ljot. Var Aasulf 30 Aar i 1270, og følgelig fød 1240, maatte Ljots Fødsel efter den sædvanlige Beregning falde ved 1030. I Aarene 1060–70, eller maaskee senere, er saaledes den første Kirke bygget i Herjedalen. Hvad Jemteland angaar, da heder det i samme Dokument, at en vis Lodin, der da var tilstede, og, upaatvivlelig som Olding og erfaren Mand, vidnede om det rette Grændseskjel, kunde erindre at ingen i Straum (Strøms Prestegjeld) endnu kunde pater noster, altsaa at Christendommen da endnu var i sin Barndom. Hvis dette gjaldt hele Jemteland, skulde dette Landskab følgelig ikke være christnet førend i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede. Men Straum er kun den østligste Bygd, og efter al Sandsynlighed er Hovedbygden, omkring Storsøen, christnet meget tidligere. Dette synes næsten endog at maatte sluttes deraf, at Jemteland, uagtet det allerede i Begyndelsen af det 12te Aarhundrede underkastede sig Norges Konge Eystein, dog i kirkelig Henseende hørte under Upsala Erkestift; thi man maa heraf slutte at Christendommen er bleven indført der i Mellemtiden mellem. Olaf den hellige og Kong Eystein, da det endnu var et svenskt Landskab. Der findes endnu paa Frøsø en Runesteen, med en Indskrift, der blandt andet in deholder, at en „Austmadr Gudfastarsun“ lod christne Jemteland. Runernes Form og Sprogets Ælde tyde snarere paa en Tid nærmere 1050 end omkring 1200. Kong Olaf selv drog, som vi skulle see, siden med sin Hær gjennem Jemteland, hvis Hovedbygd lige fra det 10de Aarhundrede var den sædvanlige Vej for alle dem, der fra Indthrøndelagen agtede sig over Land til Østersøen og omvendt; det er neppe tænkeligt at en saa hyppigt befaren Bygd længe skulde være forbleven hedensk. Desuden plejede visselig Jemterne da, som siden, at søge til Throndhjem for at tilhandle sig alskens Nødvendigheder, og dette maatte uundgaaeligt have til Følge, at mange, ja vel endog de fleste af dem, antoge Christendommen.
- ↑ Lagmandsværdigheden viser at man havde indrettet sig paa svensk Viis, ligesaa Benævnelsen „Thorp“, der anvendtes om de større Gaarde.
- ↑ Alrnljot Gelline nævnes allerførst paa Kong Olaf Tryggvessøns Tid, for saa vidt som det siges, at Vikar af Tiundaland, en af Kæmperne paa Ormen lange (se ovf. S. 381) var en Broder af Arnljot Gelline. Heraf sees det, at Arnljot maa have været svensk af Fødsel, fra selve Tiundaland, eller det Landskab, hvor Upsala ligger. Hvorledes han var kommen til at slaa sig paa Røveri og Stimandsfærd, omtales ikke; men sandsynligviis er det vel gaaet ham som hans Svoger Thore, at en Drabssag eller et andet lignende Uheld har nødt ham til at flygte bort i øde Marker, og der friste Livet som han bedst kunde. Noget lignende fortælles, som vi have seet (1 B. S. 529), om den gautske Jarl Ingemunds Søn, der havde lagt sig paa Røveri paa Lesjeskogen, og blev dræbt af den raumsdalske Hersesøn Thorstein. I den for Resten temmelig upaalidelige Fortælling om Harald Haarfagres Skaldes Rejse til Sverige (se 1. B. S. 58l) tales der ligeledes om nogle svenske Stimænd af høj Byrd, der havde taget deres Leje i Grændseskoven for at plyndre Rejsende. Man skulde saaledes næsten formode, at dette oftere hendtes i Sverige og de østlige Landskaber af Norge, hvor de store Skove gave Stimændene et godt Tilhold.
- ↑ Olaf den helliges Saga udsmykker her Beretningen med et fabelagtigt Æventyr, som Thorodd skulde have bestaaet, eller rettere, hvortil han var Vidne. „Da de kom ind i Sælehuset og de skulde spise, sagde Arnljot at de maatte vogte sig for at kaste Been eller Smuler ned. Han gjemte Levningerne, og gik siden med dem op paa et Loft over Tvertrærne i den ene Ende af Huset, hvor de lagde sig til at sove, Arnljot fremmest. Kort efter kom 12 Kjøbmænd ind i Huset; de skulde til Jemteland for at sælge sine Varer, og vare meget lystige, tændte store Ilde og kastede Benene ud, eftersom de spiste; de lagde sig til at sove ved Ilden. Da de havde sovet en liden Stund, kom en stor Troldkvinde ind, sopede om sig, tog alle Benene og alt hvad der kunde spises, og greb endelig fat paa den Mand, der laa hende nærmest, sled ham istykker og kastede ham paa Ilden; det samme gjorde hun ved de øvrige, der imidlertid vaagnede, undtagen en, der med Klageraab løb henimod Loftet, hvor Arnljot greb ham og drog ham op. Troldkonen satte sig nu ved Ilden og gav sig ifærd med at æde de stegte Mænd, men Arnljot stod op, tog sit Spyd og satte det mellem hendes Skuldre saa at det stod ud af Brystet. Hun brølede højt og løb ud; man saa ikke mere til hende, men Dagen efter sagde Arnljot, da de skiltes ad, at han vilde lede efter sit Spyd, og tilegnede sig som Løn for sin Hjeltegjerning Kjøbmændenes Varers. Den, som var frelst,fulgte med Thorodd tilbage til Throndhjem“. Det er tydeligt nok, at denne Fortælling neppe kan være kommen fra nogen anden end Thorodd selv, der senere maa have givet den til Bedste paa Island. Han spiller nemlig i det hele taget saaledes Hovedrollen her, og hans Æventyr træde saaledes i Forgrunden fremfor hvad der egentlig skulde være Hovedsagen, de øvrige Sendebuds Skjæbne og Jemternes videre Foretagender, at Beretningen ej kan være bleven formet og opbevaret i Norge, men derimod maa have været Thorodds egen, der paa Island er gaaen fra Mund til Mund, og senere er bleven indsat i de norske Kongesagaer af islandske Bearbejdere, f. Ex. Are frode, der modtog mange Beretninger af Thorodds Syster Thurid. Om nu Thorodd med Flid har opdigtet dette Æventyr om Troldkvinden, for at gjøre sig mere interessant, eller en sand Begivenhed ligger til Grunden, f. Ex. at Kjøbmændene kunne have været dræbte af andre Stimænd, og at Arnljot forjog disse, er vanskeligt at sige.
- ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 137. Snorre, Cap. 152.