Det norske Folks Historie/2/79

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 754-764).

Erlings Sønner bare paa denne Tid deels nord i Throndhjem hos Haakon Jarl, deels i Hordaland eller inde i Fjordene, for at samle Folk. Men da de fik deres Faders Død at vide, skyndte de sig hjem^[1], og paa samme Tid samlede der sig, ved den blotte Efterretning om Drabet, hevnlystne Skarer baade fra Agder, Rogaland og Hordaland. Thi eftersom Efterretningen gik nordefter, blev der strax Folke-Opløb, saa at Olaf ingensteds kunde komme i Land, fordi han overalt truedes af en opbragt og hevnlysten Bondehær. Disse Flokke sluttede sig til Olafs Forfølgere eftersom de droge frem^[2], og Erlings Sønner og Frænder forefandt saaledes en betydelig Flaade, med hvilken de kunde ile efter Kongen. Denne fortsatte sin Fart, indtil han kom nordenom Stad, hvor han lagde ind til Herøerne. Her fik han vide, at Haakon Jarl havde en stor Hær samlet inde i Throndhjem, og at det saaledes ej var at tænke paa at begive sig did. Tilbage kunde han heller ikke komme. Han raadslog derfor med sine Mænd, hvad han nu skulde gribe til. Endnu vare mange Lendermænd, og blandt dem alle Arnessønnerne, ja, merkeligt nok, endog Kalf, hos ham. Kalf havde selv været tilstede ved Kampen med Erling, uden, som det synes, at foretage det mindste Skridt til at redde ham^[3]. Dette kan maaskee forklares deraf, at Kalf var skinsyg paa Erlings Magt og Indflydelse, og derfor gjerne saa ham ryddet afvejen, maaskee ogsaa deraf, at Kalf, som en statsklog og forsigtig Mand, nødig vilde tage et bestemt Parti mod Olafs Fiender, førend han saa, at disse virkelig havde faaet fuldkommen og blivende Overhaand, og at Olafs Sag var uigjenkaldeligt tabt. Omgiven af sine Brødre og andre Mænd, der vedbleve at være Olaf tro, var det vel heller ikke saa let en Sag for ham at slippe løs, hvor inderligt han end i sit Hjerte hadede ham. Dette Had lagde han nu temmelig tydeligt for Dagen ved at give Olaf det Raad at søge ind til Throndhjem og angribe Haakon Jarl, trods dennes store Overmagt. Thi et saadant Angreb vilde upaatvivlelig have Olafs Tilintetgjørelse til Følge^[4]. Der var imidlertid flere af Olafs Mænd, som understøttede Kalfs Raad, men de have vel ligesom han selv hørt til Olafs hemmelige Fiender. De øvrige fraraadede det, og Sagen henstilledes til Kongens egen Bestemmelse. Han lod nu først styre til Steinavaag mellem Hesøen og Aspøen i Borgund, og blev der om Natten. Aaslak Fitjaskalle styrede med sit Skib heelt ind til Borgund for at overnatte der. Her laa tilfældigviis en af Erlings Venner, ved Navn Vigleik Arnessøn^[5] med en Deel Folk; da han om Natten fik høre, at Aaslak, Erlings Banemand, var kommen, passede han paa ham, just som han om Morgenen vilde gaa ombord paa sit Skib, og fældte ham. Samme Morgen kom nogle af Olafs Hirdmænd, hvilke havde siddet hjemme den Sommer, uden at deeltage i Toget, og bragte ham den Efterretning, at Haakon Jarl med mange Lendermænd og en stor Hær allerede Aftenen forud var ankommen til Frekøsund paa Grændsen af Nordmøre og Raumsdalen, hvor de havde hjemme, og at hans Hensigt var at angribe og fælde Kongen, hvis han kunde komme til^[6]. Kongen lod strax nogle af sine Folk gaa op paa Fjeldet ovenfor Steinavaag, og spejde nordefter, om de saa noget til den fiendtlige Flaade. Fra Fjeldet saa de nord til Bjørnø strax udenfor Gamleim, at der kom mange Skibe sejlende nordefter. De skyndte sig ned og meldte dette til Kongen, som strax lod blæse til Opbrud. Kongen havde nu kun 12 Skibe, da Aaslak Fitjaskalles Skib ej var vendt tilbage. Tjeldingerne bleve tagne af, og man roede ud af Havnen. I det samme kom hine Skibe frem forbi Thrjotshvervet, eller Kysten udenfor Søvik, neppe en halv Miil borte. Det var virkelig hele den throndhjemske Flaade under Jarlens Anførsel: den bestod af 25 Skibe. Olaf havde nu kun een Vej at tage, thi længer nord kunde han ej komme, og søndenfra nærmede den Flaade sig, der anførtes af Erlings Sønner. Han maatte søge ind til de indre Fjordegne paa Søndmøre. Han tog altsaa Vejen indenfor Nyrvø og ind om Hundsver, strax vestenfor Borgund. Da han kom udenfor Borgund, mødte Aaslak Fitjaskalles Skib og Folk ham med Efterretningen om deres Herres Drab^[7]. Kongen blev ilde tilmode herover, men kunde for Ufredens Skyld ej give sig Tid til at foretage noget mod Vigleik, og skyndte sig ind ad Vegsundet, mellem Sulsø og Oxenø, og videre ind ad Storfjorden til Slottet. Men her, eller maaskee rettere under denne Fart, forlod Kalf Arnessøn tilligemed flere andre Lendermænd og Skibsstyrere ham, og droge Jarlen imøde. Deres Hensigt med hiint Raad, som de gave Olaf, var altsaa nu tydelig nok, men det var ikke længer muligt for Olaf at straffe dette Forræderi. Han fortsatte fremdeles sin Vej ind ad Slygs- (Slyngstad-) Fjorden^[8]. Hans hele Flaade bestod nu kun af sex Skibe. Han standsede ej, førend han kom gjennem Norddalsfjorden og lige ind i Tafjorden (Todarfjorden), hvor han lagde til yderst i Valdalen. Her lod han sine Skibe sætte op, og Sejlene med det øvrige Tilbehør forvare. Han lod Telte opslaa paa Stranden ved Sylte, hvor der er vakre Sletter, og rejste et Kors ved Stranden. Hans Hensigt var nu at søge op gjennem Valdalen, og tage Vejen over Fjeldet til Oplandene. De nærmere Omstændigheder ved denne Rejse ere omhyggeligt opbevarede i en halv historisk, halv legendarisk Beretning, som efter al Sandsynlighed allerede faa Aar efter, da Olafs Hellighed var anerkjendt, dannede sig blandt Egnens Beboere, hvilke nu med from Iver tilbagekaldte i Erindringen alt, endog det ubetydeligste, hvad den hellige Konge enten havde sagt eller gjort, og som vare tilbøjelige til at give enhver af hans Handlinger et helligt, underbart Præg. Endnu den Dag i Dag lever Folkesagnet derom i Egnen^[9]. Vi gjengive Beretningen her, saaledes som allerede Sagaerne fremstillet den, med hele dens legendariske Udsmykning. Den fornemste Bonde i Dalen, ved Navn Bruse, boede hiinsides Elven lige over for Sylte paa Muri, hvor nu Kirken staar. Han og mange andre Bønder kom ned til Kong Olaf og modtoge ham med stor Venlighed. Han blev glad herved, og spurgte dem, om det var muligt at komme fra Valdalen op over Fjeldet til Lesje. Bruse svarede, at det neppe var muligt, da der længer oppe laa en Urd, kaldet Skjervs-Urden, tvers over Dalen, og den var hverken fremkommelig for Mennesker eller Heste. Olaf sagde, at han dog vilde forsøge derpaa med Guds Hjelp, og bad Bønderne møde frem den følgende Dag med deres Heste; naar man da kom til Urden, vilde han see om det ej skulde lade sig gjøre at komme over. Bønderne indfandt sig til den bestemte Tid med Hestene, og paa disse lod Kongen nu læsse al Oppakning og Klæder, idet han selv og hans Mænd fulgte efter til Fods. Da han kom til Krossbrekka, en høj Bakke omtrent $\scriptstyle {\frac {1}{8}}$ Miil ovenfor Stranden, satte han sig og hvilede, idet han fra Bakken saa ned til Fjorden. Da udbrød han: „en møjsommelig Færd have mine Lendermænd skaffet mig, som nu have omskiftet deres Troskab, uagtet de en Stund vare mine Venner og havde al min Tillid“. Siden steg han til Hest, for at ride det øvrige Stykke opad Dalen. Der hvor han hvilede sig, blev der siden oprejst to Kors, efter hvilke Brekken synes at have faaet sit Navn^[10]. Han fortsatte Rejsen indtil han kom til Urden. Han og hans Mænd overnattede ved en Sæter i Nærheden, som Bruse viste dem, og hvor han lod slaa sit Telt. Morgenen efter bød han sine Mænd og Bønderne at give sig ifærd med Urden, og prøve om det ikke skulde være muligt at faa en Vej derover. Selv blev han tilbage i Teltet. Men om Aftenen vendte de tilbage, og sagde at de havde arbejdet meget, og ganske forgjæves; det var en fuldkommen Umulighed at faa Vej derover. Den følgende Nat tilbragte han i Bønner til Gud, og bød Folkene ved Dagens Anbrud atter at gaa hen til Urden og prøve paa at rydde en Vej. De vilde nødig til; derfor kom ogsaa den, der forvarede Mundforraadet, og sagde at der var ikke mere end to Nødsfald Kjød, medens Kongens Mænd udgjorde et Antal af fire Hundreder (480) og Bønderne hundrede. Olaf bød at man skulde lægge et Stykke Kjød i hver Kjedel, gjorde Korsets Tegn over Kjedlerne, og gav Befaling til at berede Maden. Derpaa begav han sig selv til Urden. Der sad alle hans Folk, ganske modige af Arbejdet. Bruse sagde: „jeg siger eder, Konge, men I vil ikke tro mig, at der ved denne Urd intet lader sig gjøre“. Men Kongen tog sin Kappe af og sagde at de alle sammen endnu engang skulde gjøre et Forsøg. Og, heder det, da kunde 20 Mænd flytte og regjere de Stene, som forhen hundrede Mænd ikke kunde faa af Stedet. Midt paa Dagen var Urden ryddet, saa at baade Folk og Heste kunde komme frem ligesaa godt som paa slet Mark. Kongen gik nu ned igjen til det Sted, hvor Maden tilberedtes, og som siden kaldtes Olafsheller. I Nærheden deraf var en Kilde, hvori Olaf toede sig; og, siges der, om Kvæget bliver sygt der i Dalen, men drikker af Kildens Vand, kommer det sig strax. Da Kongen havde spiist, spurgte han om der var en Sæter ovenfor Urden, og nærmere Fjeldet, hvor de kunde tage Natteleje. Bluse sagde at der var en Sæter ved Navn Grøninge, men at ingen kunde være der om Natten formedelst Trolde og Meenvætter, som havde sin Gang der. Kongen sagde, at han ligefuldt vilde overnatte der, og gav Befaling til Opbrud. Da kom Madforstanderen til ham og sagde, at der nu var Overflod paa Mad, men at han ej vidste, hvorfra den var kommen. Olaf takkede Gud for denne Sending, og lod Mad uddele til de Bønder, der nu forlode ham for atter at drage ned ad Dalen. Kongen tilbragte Natten paa Sæteren. Midt om Natten hørte man en forfærdelig Røst raabe udenfor: „Olafs Bønner brænde mig saaledes, at jeg ikke længer kan forblive her i mit Hjem, men maa flytte og aldrig komme tilbage til denne Stødl“. Om Morgenen, førend Kongen drog til Fjelds, sagde han til Bruse: „her skal man nu bygge en Gaard, og den Bonde, som bor her, skal altid have Fremgang, thi Kornet her paa Gaarden skal aldrig fryse, om det end fryser baade ovenfor og nedenfor“. Og vist er det, at Kornet paa Gaarden Grøning i Valdalen sjælden lider Skade af Frosten^[11]. Derpaa fatte Kongen over Fjeldet. Hvorledes han kom frem, nævnes ikke, men det maa have været med usigelig Møje, eftersom Rejsen foregik i Hjertet af Vintren, og i en af Norges vildeste og uvejsomste Fjeldegne. Han har neppe engang taget Vejen lige over til Flatmark i Raumsdalen, hvorved han kun vilde have haft en virkelig Fjeldrejse af et Par Mils Længde, men synes at have fulgt Valelven opad og derfra at have taget den tre til fire Mile lange Vej over Brøstefjeld og forbi Ulvevand lige ned til Lesjeskogen. Det heder nemlig, at Dan kom frem i Einbu; denne Gaard ligger paa Lesjeskogen, og har sandsynligviis i hine Tider været den eneste Gaard i hiin Skovegn^[12]. Her tilbragte han Natten, og drog den følgende Dag til Lesje, og derfra videre gjennem Gudbrandsdalen ud til Hedemarken. Her viste det sig, heder det, hvo der vare hans sande Venner, thi disse bleve ham tro, medens de andre, der med mindre Troskab havde tjent ham, forlode ham, og tildeels endog, som det siden viste sig, bleve hans Uvenner og aabenbare Fiender. Man merkede tydeligt, tillægges det, at Oplændingerne vare meget utilfreds over Thore Ølvessøns Drab. Efter en enkelt Beretning skal Olaf efter sine Venners Raad endog have holdt Thing med Oplændingerne og bedet dem om Hjelp mod Kong Knut, men forgjæves. Han besluttede da, og kundgjorde det for sine Mænd, som det raadeligste at forlade Landet, og for det første drage til Sverige. Derfor gav han mange af sine Mænd, der havde Huus og Børn at varetage, Lov til at drage hjem til deres Gaarde: thi det var usikkert, hvor vidt deres Ejendom og Familie vilde blive skaanet, om de droge bort af Landet med Kongen. Han bad kun, at de vilde lade ham vide, naar der skede saadanne Tidender i Landet, som det kunde være af Vigtighed for ham at erfare, thi han havde, sagde han, ikke opgivet Haabet om at faa sit Rige tilbage hvis Gud forundte ham et længere Liv. Blandt dem, der saaledes fik Hjemlov, vare Bjørn Stallare og Sighvat Skald. Blandt dem, som fremdeles bleve hos Olaf, nævnes, foruden Dronning Aastrid, hans Datter Ulfhild og hans femaarige Søn Magnus, ogsaa Biskop Grimkell, Ragnvald Brusessøn fra Orknø, Thorberg, Finn, Kolbjørn og Arne Arnessønner, foruden flere Lendermænd, Thormod Kolbrunarskald, to Brødre ved Navn Thorleif Kveik og Thorleif hvite, Thord digre, en Systersøn af Einar Thambarskelve, Finn, en Søn af Haarek i Thjøtta, to Islændinger, ved Navn Einar og Thord, o. fl.^[13]. Efter en Beretning skal det have været her, efter en anden noget tidligere, at Olaf fik fat paa tre.af Knuts Agenter, der rejste om for at bestikke Lendermændene. Hans Mænd, navnligen Ragnvald Brusessøn, skal have bedet ham tage Pengene fra dem og dræbe dem, men Olaf skal have ladet dem fare i Fred med de merkelige Ord: „jeg erkjender selv, at jeg i mangt og meget har styret dette Rige med Haardhed og Voldsomhed, og ikke med Ret; vi lode refse de Forbrydelser, der skede mod Guds Lov, men hvad der nu er skeet mod os, tilgive vi gjerne“^[14]. Fra Hedemarken tog Kongen Vejen over Eidskogen. Paa den aabne Græsningsplads vestenfor Eidskogens Kirke skal ham have siddet og hvilet sig. Til Minde derom oprejstes siden, da Olaf var anerkjendt som Helgen, et stort Kors, hvor Pilegrime lode synge Messe, og til hvis Vedligeholdelse der skjenkedes Gaver. Dette Kors synes at have været vedligeholdt lige til Reformationen. Mod Slutningen af det 14de Aarhundrede lod Biskoppen i Oslo, Eystein, hygge et lidet Bedehuus med Altar tæt ved; dets Dør skulde være uden Laas, for at enhver Pilegrim der skulde kunne holde Messe, om end Kirken selv var læst^[15]. Fra Vermeland drog Kongen ud til Vatsbu i Vestergautland, strax østenfor Væneren, og derfra til Nærike, hvor han om Vaaren opholdt sig hos en rig og mægtig Mand ved Navn Sigtrygg^[16]. Da Sommeren kom, gjorde han sig rejsefærdig og fik sig et Skib, hvorpaa han med sig Søn Magnus, Thormod Skald, og flere hengivne Venner, satte over til Gardarike, uden, som det synes, at have talt med Kong Anund^[17]. Man maa næsten antage, at Olaf og Anund nu hiine staaet paa en spendt Fod med hinanden, thi ellers vilde det være uforklarligt, hvorfor Olaf ikke strax opsøgte ham, og endnu mere, hvorfor han ikke blev i Sverige, men drog heelt til det fjerne Rusland. Ja man kunde vel endog have ventet, at Anund strax havde grebet til Vaaben for at understøtte ham. Men Anund forholdt sig ganske rolig. Den Tanke ligger her nærmest, at Olafs sidste Forsøg paa at unddrage Jemteland hans Herredømme er kommet til hans Kundskab, og at han er bleven forbitret derover^[18]. Olaf lod Dronning Aastrid og Datteren Ulfhild blive efter i Svithjod; dog nævnes der heller intet om at Anund tog sig af dem. Biskop Grimkell skal Olaf før Afrejsen til Rusland have sendt tilbage til Norge, hvor han i nogle Aar opholdt sig paa Oplandene. Da Olaf kom til Rusland, begav han sig strax til Jaroslav og Dronning Ingegerd i Holmgard eller rettere til Kijev, hvor Jaroslav siden 1026 havde sin Hovedresidens^[19]. Han blev meget venligt modtagen. Jaroslav bad ham at blive hos ham og tilbød ham et Stykke Land til sine Folks Underhold. Olaf modtog Tilbudet, og forblev saaledes indtil videre i Rusland^[20]. For menneskelige Øjne maatte det nu synes, som om hans Rolle var udspilt, og Knuts Magt for stedse befæstet i Norge. Dog opgav han ikke derfor Tanken om at faa sit Rige tilbage, skjønt han for det første kun beholdt denne Tanke for sig selv.

medens de endog i den ældste Afskrift af den historiske Saga vise sig mere eller mindre forvanskede. Saaledes staar der i den legendariske Saga þrjótshverfi, hvilket i den historiske Beretning er forvansket til þjótandi (om det Sted, hvor Thrøndernes Skibe saaes at komme frem); i den legendariske Saga Toðarfjörðr (Tafjord), i den historiske Roðrarfjördr; i den legendariske Skerfsurð eller Skarfsurð; i den historiske Sefsurð (Stedet kaldes nu Skjersurden). Det Sted, hvor Olaf hvilede, og som den legendariske Saga kalder Krossbrekka, et Navn, der aabenbart er opkommet efter de Kors, Olaf der lod oprejse, kalder den historiske Saga Orosbrekka, aabenbart fordi man har læst cros som om der stod oros. Det eneste Navn, som den historiske Bearbejdelse synes at have rigtigere, er Navnet paa Bruses Gaard Muri, hvilken den kalder Mœrin, medens den legendariske Saga har Mó; dog er det nok ogsaa muligt, at der i „Muri“ kunde dølge sig en Oldform „Mórinn“. Alle disse Fejl, hvortil og de forhen paapegede i Beretningen om Gudbrandsdalens Omvendelse slutte sig, findes, kun med faa Undtagelser, i samtlige Afskrifter af den historiske Saga, og dette vidner om, at de allerede maa have været tilstede i den Originalkodex, efter hvilken Afskrifterne, middelbart eller umiddelbart ere tagne, og at de altsaa endog skyldes den første Bearbejders urigtige Læsning af de Optegnelser, han havde for sig. Men da en saadan Fejllæsning ej vel var mulig for en med Lokalforholdene bekjendt Nordmand, maa hiin Bearbejder antages for en Islænding, dog neppe Are eller Sæmund, hvilke dertil levede for langt op i Tiden. – Om Olafs sidste Rejse langs Kysten og i Valdalen er der for øvrigt endnu flere Sagn, som Sagabearbejderen ej har benyttet, men som neppe i deres Oprindelse synes stort yngre end de, han har anført. Saaledes heder det, at da han forfulgtes gjennem Karmsund (altsaa efter Erling Skjalgssøns Drab) og en anden fiendtlig Flaade ventede ham ved Sletten (Kysten af Svedens Sogn) lod han sine Skibe drage gjennem Brekkedalen tvers over Øen, og fik her en Kilde til at vælde frem, hvilken siden flyder baade Vinter og Sommer, og har helbredet mange for Øjensvaghed. Ved at drage gjennem Vegsund, skal han og have drukket af en Kilde ved Vejbustad, som derfor endnu kaldes St. Olafs Kilde, og i gamle Dage stod i saadan Anseelse, at man langvejs fra strømmede sammen for at hente eller drikke dens Vand. I Fjorden udenfor Valdalen skulde en Søorm have forfulgt Olaf, som greb den og kastede den mod Fjeldet, hvor den forvandledes til Steen, og endnu skal kunne sees. (Fayes norske Sagn, S. 120, 211).

1. Dette siges vel ikke udtrykkeligt, men det heder dog, at de stillede sig i Spidsen for de Skarer, der siden samlede sig efter Opbudet. Altsaa maa de, eller i det mindste de nærmeste af dem, have gjort et kort Besøg i Hjemmet; det var ogsaa at vente, at de vilde være tilstede ved Faderens Begravelse.
2. Fagrskinna, Cap. 107.
3. At Kalf var tilstede ved dette Slag, vidner udtrykkeligt Skalden Bjarne Gullbraaskald i et Kvad, han sidenefter digtede om ham, og hvori et Par Vers anføres i Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 187, Fagrsk. Cap. 107. Her heder det: „du Kalf, var tilstede øster ved Bukn, da Haralds Arving (Olaf) bød at Kampen skulde begynde; – Folkene lede ondt af Striden, Erling blev fangen, og Dækket vædedes med Blod nordenfor Utstein. Tydeligt er det, at Riget blev sveget fra Kongen, og Landet underlagdes Egdernes Folk“. Dette Vers hentyder ogsaa, som det synes, paa Kalfs hemmelige Fiendskab mod Kongen og Venskab for Erlings Sønner.
4. Man behøver her ikke bedre Vidnesbyrd, end at Kalf selv og flere andre Lendermænd al dem, der ledsagede Olaf, strax ved Efterretningen om Jarlens Nærmelse forlode Kongen og sluttede sig til Jarlen. Det samme vilde de vel have gjort, naar de vare komne til Throndhjem.
5. Hvo denne Vigleik var, omtales ingensteds. Han kan, skjønt vi finde ham saa nær ved Giske, neppe have været en Broder til Kalf og de øvrige Arnessønner, da han ingensteds opregnes blandt disses Tal.
6. Den legendariske Saga, Cap. 72, fortæller her urigtigt, at det var Kalf Arnessøn, Haarek og Thore Hund, der vare ankomne til Frekøsund. Det har foresvævet Nedskriveren, at disse tre siden vare Bøndernes Anførere. Men Kalf var, som man af det følgende erfarer, endnu hos Kongen, og havde desuden, ifølge Bjarne Gullbraaskalds udtrykkelige Udsagn, været tilstede ved Erling Skjalgssøns Drab.
7. Ifølge den legendariske Saga, der kun giver Kongen tre Skibe, var det ej Aaslaks Skib, men kun en med hans Folk bemandet Sexæring, som Olaf mødte.
8. Fjorden nævnes i Fagrskinna, Cap. 107, i den legendariske Saga, Cap. 71, og i Ágrip, Cap 23.
9. Se Strøms Søndmøres Beskrivelse II. S.267–72. Fayes norske Sagn, S. 121 flg. Beretningen anføres vidtløftigt i den legendariske Saga, Cap. 71, 72, kortere i Olaf den helliges Saga, Cap. 170, 171, Snorre, Cap. 188, 189. Merkeligt er det dog, at den allerældste Redaktion af den legendariske Saga kun i største Korthed fortæller at Olaf satte sine Skibe paa Land i Slygsfjord i Møre og derfra drog til Oplandene, hvilket igjen Fagrskinna Cap. 109 har optaget. Men derved er Sammensætteren af den yngre Bearbejdelse af den legendariske Saga kommen til at begaa den Fejl, at gjøre Olafs Tog i Slygsfjorden m. m. til tvende. Først beretter den (Cap. 71) at Kong Olaf drog med sine Skibe nord til Møre, hvor han hørte at Thrønderne vare imod ham, og at han derfor gik fra sine Skibe paa et Sted der kaldtes Glygs, ledsaget af to Brødre, der ogsaa siden efter omtales som Deeltagere i hans Flugt og begge hed Thorleif, den ene med Tilnavnet „hvite“, den anden med Tilnavnet „Kveik“; de sagde ham, at de kjendte Kong Knuts Skibe, og at han var kommen i Landet; derpaa (Cap. 72) siges der, at Knut virkelig kom til Norge, at Olaf drog nordefter og kom til Søndmøre, laa i Steinavaag o. s. v. Nedskriveren har saaledes glemt, at.han strax i Forvejen allerede har ladet Olaf komme til Møre og forlade sine Skibe. Det er ligeledes en aabenbar Fejl, at han har ladet Knut komme til Landet, .da han just nys var dragen bort fra Landet. Og idet følgende begaar han endnu en stor Fejl, idet han til Olafs videre Rejse gjennem Lesje henfører, hvad der vedkommer hans Omvendelsesrejse i 1024, nemlig at Lesje christnedes og han selv drog gjennem Lordalen og over Stavabrekka ned til Vaage m. m, se ovenfor S. 611. Det er merkeligt nok, at just alt dette, der indeholder Modsigelserne og Urigtighederne, ligefra Beretningen om de to Hirdmænd, der gjenkjendte Knut, og indtil Lesjes og Vaages Omvendelse til Christendommen, er indskudt i den yngre Bearbejdelse, men udeladt i den ældre. Skade derfor, at man ej har den ældre fuldstændigt, for at kunne see, om den henfører Beretningen om Christendommens Indførelse i Lesje og Vaage til sit rette Sted, eller om den ogsaa her fatter sig kortere, og forbigaar den hele Episode. Det sidste synes at være det rimeligste. Men i saa Fald maa man da ogsaa antage, at de forskjellige Bestanddele, hvoraf Olaf den helliges Saga er sammensat, endnu paa den Tid, da den yngre legendariske Bearbejdelse kom istand, slet ikke vare ret ordnede og bragte i Harmoni, saaledes som i den historiske Olaf den helliges Saga. Havde dette været Tilfældet, da kunde Bearbejderen af den legendariske Saga umuligt have begaaet saa store Fejl. Hans Arbejde synes at være det første ubehjelpelige Forsøg paa at bringe hine Lokalsagn fra enkelte Egne af Norge ind i den hidtil vedtagne, og mestendeels legendariske, Beretning. Fagrskinnas Sammensætter synes at have benyttet Sagaen i dens ældre, kortere Form. For øvrigt har den legendariske Saga her, som ellers, Navnene i en rigtigere Form,
10. Bakken kaldes nu Langbrekka; at et af Korsene vedligeholdtes i det mindste i forrige Aarhundrede, bevidner Strøms Beskrivning over Søndmøre, II. 267.
11. Strøm, II. 267. Sagnet i Egnen veed ej alene at fortælle herom, men tilføjer og, at Olaf, da en kjølig Vind svalede ham paa Sæteren, lovede, at Gaarden Grøning aldrig skulde fattes Vind, hvorfor der stedse blæser paa dette Sted. Hvad der ovenfor nævnes om Meenvætterne paa Sæteren, har sit Sidestykke i utallige Sætersagn, der endnu fortælles rundt om i Landet, ja endog fremdeles opstaa fra nyt af. At enkelte Sætte ofte hjemsøges af Vætter, enten Huldre, Bjergfolk eller andre lignende, er en fastgroet Tro, som neppe nogensinde lader sig rokke, og vist er det, at endog Folk, der ellers ere sanddrue og troværdige, fortælle Historier af det Slags, der vanskeligt lade sig forklare paa nogen naturlig Maade. Hvad der siges om Madens pludselige Tilvæxt, er, som det synes, en reen Mirakel-Legende, for hvilken endog Christi eget Mirakel med Brødet og Fiskene har været Mønster.
12. Dette ligger deels i Navnet „Einbu“, deels ogsaa i den Omstændighed, at de øvrige Gaarde der i Bygden, som „Nystuen“, „Klevstuen“ o. s. v. øjensynligt have nyere, og om senere Oprydning vidnende Navne.
13. Navnene opregnes forskjelligt. Den ældste Bearbejdelse af den legendariske Saga nævner: Dronning Aastrid, Gudrød, Halfdan, Ragnvald, Dag, Ring, to Thorleifer, Aaslak, Helge, Thord, Einar, Finn Haarekssøn, Thord, Finn Arnessøn, Thorberg, Arne, Kolbjørn, Thormod Skald, Tone, Egil. Intet Tillæg føjes til Navnene. Den yngre Bearbejdelse af den legendariske Saga har: Dronning Aastrid, Gudrød og Halfdan, Ragnvald og Dag, Ring og Thorleif, Aaslak og Helge, Thord og Einar, Finn Arnessøn, Thorberg og Arne, Thorbjørn og Thormod Skald. Dette stemmer med den foregaaende Liste paa det nær, at Thorleif kun nævnes een Gang, (hvilket dog alene kan grunde sig paa Skjødesløshed, da ogsaa hiin nævner Thorleif i Enkelttal: Þorleifr tveggjahvárr), Finn Haarekssøn og den Thord, der nævnes efter ham, udelades, og Thorbjørn sættes i Stedet for Kolbjørn, hvilket er en Fejl, da her aabenbart sigtes til Arnessønnerne, af hvilken en hed Kolbjørn (Kolbein), der ogsaa siden nævnes blandt Olafs Ledsagere, men ingen Thorbjørn, uden i Fagrsk. Arnmødlingtal, der ligeledes, som ovenfor viist, fejler heri. Den ældste Kodex af den historiske Saga nævner: Dronning Aastrid, Ulfhild, Magnus, Ragnvald Brusessøn, Thorberg, Finn og Arne Arnessønner. Flatøbogen sammenstiller begge Lister, idet den nævner Aastrid, Ulfhild, Magnus, Ragnvald Brusessøn, Dag og Ring i Gautland, Finn Haarekssøn (i Udgaven Fornm. S. V. 25 staar Haraldssøn, hvilket aabenbart maa være en Læsefejl), Egil Hallssøn, Tone Valgautssøn, Thord digre, Systersøn af Einar Thambarskelve, Thorstein Ragnhildssøn, to islandske Mænd ved Navn Einar og Thord,Thorleif Kveik og Thorleif hvite, Thorberg, Finn, Arne og Kolbein Arnessønner, Gissur Gullbraaskald og Thormod Kolbrunarskald. Det er aabenbart, at saa vel den legendariske Saga, som Flatøbogen her have opregnet de fornemste af de Mænd, der i den hele Tid fra Flugten til Sverige indtil Slaget ved Stiklestad enten ledsagede Olaf, eller siden sluttede sig til ham, eller kæmpede under hans Banner ved Stiklestad. Saaledes erfarer man af den historiske Saga, at Dag Ringssøn først stødte til Olaf efter hans Tilbagekomst fra Rusland. Rigtignok lader den legendariske Saga (Cap. 80 og 86) Dag ledsage Olaf fra Rusland til Sverige, men i alle Fald kan han og Faderen ej have sluttet sig til Olaf, førend efter at denne var kommen ind i Vermeland eller Gautland, hvor de siden Rings Forjagelse 1017 opholdt sig. Derfor tilføjer Flatøbogen „á Gautlandi“. At Ring selv fulgte ham, er ellers usandsynligt, og man maa formode at den ældste Afskriver har læst Dagr Ringr i Stedet for Dagr Ringssun; der var heller ikke nogen Rimelighed i at sætte Sønnens Navn foran Faderens. Ved Gudrød og Halfdan, hvilke Flatøbogen udelader, forstaar den legendariske Saga vistnok Guthorm og Halfdan,Olafs Halvbrødre, men det forholder sig neppe saa, at de fulgte ham; i alle Fald have de vist ikke fulgt ham længer end til den svenske Grændse. Thorleiferne ere, som man af Flatøbogen seer, de to forhen nævnte; at de virkelig ledsagede Olaf, saavel her, som tidligere i Valdalen, er rimeligt nok. Man kjender for Resten ikke videre til dem, lige saa lidt som til Islændingerne Einar og Thord, der nævnes baade i Flatøbogen og den legendariske Sagas tvende Haandskrifter. Aaslak og Helge, som kun nævnes i de legendariske Sagaers Liste, kjendes ikke, med mindre Aaslak skulde være den samme, som den legendariske Saga siden i Cap. 86 omtaler under Navnet Aaslak af Fitje, hvilken dog igjen synes at være den samme som Aaslak Fitjaskalle, og da denne allerede var dræbt ved Borgund, er hans Nævnelse her følgelig urigtig. At Finn Haarekssøn, skjønt hans Fader stod paa Oprørernes Parti, dog fulgte Olaf, er i sig selv ikke usandsynligere end at Kalf Arnessøn stod paa hines, men hans Brødre paa Kongens Side. Finn maa have været i Sverige eller have haft Forbindelser, ja maaskee endog nedsat sig der, da vi siden erfare, at hans Søn Haakons Datter Ulfhild blev gift først med den danske Konge Nikolaus, siden med den svenske Konge Inge Hallsteinssøn, (denne Konge burde for øvrigt være omvendt) og endelig med den svenske Konge Sverke Kolssøn. (Fagrskinna, Cap. 145, Snorre, Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 102). Navnet Ulfhild tyder paa en Opkaldelse efter Olafs Æt, og saaledes paa et venskabeligt Forhold til denne. Finn havde desuden Frænder i Sverige, da Eyvind Skaldespilders Broderdatter, og følgelig Haareks Syskendebarn Aastrid, var gift med Ragnvald gamle, og maaskee siden med Kong Emund gamle, samt Moder til Steinkell, der siden blev Konge i Sverige. (Olaf den helliges Saga, Cap. 1). Egil Hallssøns og Toves Navne ere hentede fra Legenden om disse to Mænd, se ovenfor S. 737. Thord digre, Einars Systersøn, omtales ej andensteds. Thorstein Ragnhildssøn forekommer i den legendariske Beretning om Thorarin Nefjulfssøn, Fornm. S. V. 315. Gissur Gullbraa, Hovgardarevs Fostersøn, omtales siden i den historiske Saga som Deeltager i Stiklestadslaget, hvor han faldt. I den legendariske Saga Cap. 85, 91), kaldes han Gissur svarte. Denne nævnes igjen i den historiske Saga, Cap. 70, 71, 72, som en af Skaldene ved Olaf svenskes Hof. Hvor vidt han virkelig var den samme, vides ej. Grimkell nævnes først ved en senere Lejlighed, Olaf den hell. S., Cap. 227,Snorre, Cap. 257. – Vi have ovenfor kun nævnt dem af Olafs Ledsagere, om hvis Deeltagelse i Rejsen til Sverige der ej kan være Tvivl. At flere siden kom til ham, siges udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga, Cap. 184, 185, Snorre, Cap. 206, 207, i den legendariske Saga, Cap. 76, og Fagrskinna, Cap. 88.
14. Den legendariske Saga, Cap. 75. Ogsaa Flatøbogen omtaler Olafs Mildhed mod Knuts Mænd, men tidligere, strax efter Thores og Grjotgards Drab (Cap. 161), og uden hiint merkelige Tillæg (Fornm. S. V. S. 190).
15. Biskop Eysteins Jordebog, fol. 83. Dipl. Norv. I. No. 545.
16. Olaf den helliges Saga, Cap. 172, Snorre, Cap. 191, Fagrskinna, Cap. 108. Den legendariske Saga, Cap. 75. Denne Sigtrygg havde en Søn ved Skara Ivar, der igjen ifølge den ældste Bearbejdelse af den legendariske Saga havde en Søn Sune, Fader til Karl Sunessøn, Jarl i Gautland, der i 1137 gjorde et Indfald i Norge.
17. Fagrskinna, Cap. 208 siger rigtignok, at Olaf drog til Anund og fik Skive af ham, men det synes mere at være antaget som rimelig Gisning end efter udtrykkelig Hjemmel.
18. Se derom ovenfor S. 719.
19. Man erfarer nemlig af de russiske Annaler, at Jaroslav, da hans Broder Mstislav i Aaret 1023 efter en vunden Sejr tilbød ham Kijev, dog ej vovede at vende tilbage til denne Stad, saa længe Freden ej var ordentligt afsluttet, men forblev i Novgorod, og sendte en Statholder til Kijev. Men i 1026, heder det, nærmede Jaroslav sig Kijev med en forsterket Hær, og sluttede Freden, hvorved Riget deeltes, saaledes at Jaroslav fik den vestlige, Mstislav den østlige Deel. Det forstaar sig derfor af sig selv, skjønt det ej udtrykkeligt nævnes, at Jaroslav nu virkelig tog sit Sæde i Kijev. Sidenefter (ved 1035) heder det, at Jaroslav begav sig til Novgorod, og satte sin Søn til Statholder der, hvilket i alle Fald vidner om at Novgorod ej var hans Residens. Sagaernes Udtryk „i Holmgard“ kan ogsaa let betragtes som et mindre nøjagtigt Udtryk, i Stedet for „Holmgarde-Riget“, thi Novgorod var fremdeles den fornemste Stad, efter hvilken Riget ofte benævnes.
20. Olaf den helliges Saga, Cap. 172, Snorre, Cap, 192. Den legendariske Saga, Cap. 75. Fagrskinna, Cap. 107. Ágrip, Cap. 23, jvfr. 28. Thjodrek Munk, Cap. 16. Legenderne i Langebeks Scr. rer. Dan. II. S. 531, 533, 537, 513. Fornsv. Legendarium S. 862. Saxo, S, 514 (han nævner dog Olafs Flugt urigtigt før Krigen med Knut) Ifølge Gotlandslagens historiske Tillæg Cap. 3 skulde Olaf paa Vejen til Rusland have anløbet Gotland og christnet det. Hans Besøg paa Gotland forefaldt dog ifølge vore Sagaer, hvad der vistnok er rigtigere, ved Tilbagerejsen fra Rusland, se nedenfor.