Det norske Folks Historie/2/84
for at kunne være rede til at modtage Olaf, hvor han end maatte komme til Landet. Erling Skjalgssøns Sønner droge i Spidsen for alt Mandskabet fra Jæderen, Agder og de østlige Landskaber østefter, og passede her paa, om Olaf skulde komme til Viken eller Oplandene. Men Aaslak af Finnø (paa Rogaland) og Erlend af Gerde (fra Gaarden Gerde i Etne paa Søndhørdaland) tilligemed de øvrige Lendermænd fra Rogaland, Hordaland, Sogn og Fylkerne nordenfor droge nordefter, og forenede sig med Thrøndelagens og Haalogalands Lendermænd. De havde, ligesom disse, edeligen lovet Knut at tage Olaf af Dage, om de kunde komme til[1]. Dog samlede der sig paa den anden Side ogsaa flere af Olafs Venner, der ønskede at drage Olaf imøde og staa ham bi, i Særdeleshed fra hans Hjem, Oplandene. Mange af dem vare gjæve Mænd; den meest anseede var Olafs Halvbroder Harald, Sigurd Syrs Søn, han var kun 15 Aar gammel[2] men høj af Væxt og drabelig at see til. Hans høje Byrd og Frændskab med Olaf gjorde, at han betragtedes som denne Skares Anfører. Den udgjorde, da de forlode Oplandene, sex Hundreder (720 Mand); med dem tog Harald Vejen over Eidskogen til Vermeland og videre østover[3]. Imidlertid havde Olaf paa sin Side sendt Folk til Norge for at erfare, hvorledes Stemningen der var beskaffen, og de bragte ham den lidet trøstelige Efterretning, at han ingen fredelig Modtagelse der kunde vente. Alle de, der kom, fraraadte ham derfor paa det indstændigste at begive sig derhen. Men Olaf var fast bestemt derpaa. Han spurgte Kong Anund, hvad Hjelp han vilde give ham til at vinde sit Rige tilbage. Anund svarede, at Sviarne ikke havde synderlig Lyst til at drage i Hærfærd til Norge, da de vidste at Nordmændene vare haarde Folk, dygtige Stridsmænd og fremme at hjemsøge i Ufred; paa noget Folkeopbud af Sverige var der saaledes ej at tænke, men derimod bød Anund ham fire Hundreder (480) udvalgte og vel udrustede Mænd af sin Hird, og gav ham Tilladelse til at drage gjennem Sverige og tage alle de svenske Mænd i sin Tjeneste, som han kunde faa, og som frivilligt sluttede sig til ham[4]. Dette Tilbud modtog Olaf, og benyttede sig strax deraf til at sende sin ovenfor omtalte Frænde Dag Ringssøn, der havde et lidet Rige i Vermeland eller maaskee i Vatsbu paa Grændsen af Vermeland og Gautland[5], et Bud om, at hvis han vilde understøtte Olaf med alle de Folk, han kunde skaffe, skulde han, om Olaf overvandt fine Fiender, faa lige saa stort Rige, som hans Forfædre havde haft. Dag, der var en heftig og fremfusende, men lidet forstandig Mand, fandt dette Tilbud saa tillokkende, at han strax lovede Olaf sin Bistand, og gav sig til at samle Folk[6]. Imidlertid tiltraadte Olaf sit Tog, efterladende sin Hustru Aastrid og Datter Ulfhild i Svithjod. Det maa allerede have været temmelig langt paa Sommeren[7]. Vejen gik, som det synes, først gjennem Nærike og hen ad Væneren til, men derfra nordefter, gjennem det uvejsomme, af halvvilde Folk beboede Jarnberaland eller Dalarne, og derpaa gjennem Helsingeland og Jemteland. Undervejs mødte han sin Broder Haralds Skare, i hvilken han med Glæde talte mange af sine Frænder og Venner. Derpaa stødte Dag Ringssøn til ham med henimod tolv Hundreder, saa at den samlede Hær nu udgjorde omtrent 2800 Mand. Ogsaa Biskop Sigurd skal være kommen ham imøde og forgjeves have fraraadt ham at søge tilbage til Norge. Olafs Tog var meget møjsommeligt. Det gik gjennem Skove og Ødemarker, og ofte over store Vande, mellem hvilke hans Folk maatte drage Baadene efter sig. De Steder, hvor han tog Natteleje, fik paa flere Ste der Navnet Olafsboder, efter de Skuur eller Hytter, hans Folk satte op[8]. Saaledes kom han endelig til Jemteland. Hans Folk deelte sig nede i Bygderne i flere Hobe, der droge frem temmelig langt adskilte fra hinanden indbyrdes, saa længe de endnu troede sig sikre for Angreb. Sædvanligviis drog Kongen med Nordmændene for sig, Dag med sin Skare for sig, og Sviarnes Hob for sig. Hvor Olaf kom frem, havde han sendt Bud om i Bygderne, og ladet forkynde, at alle de, der ønskede at vinde sig Gods ved Krigsbytte og ved at plyndre Kongens Fiender, skulde slutte sig til ham og støde til hans Hær. Dette lokkede en Mængde Rømningsmænd og ikke faa virkelige Stimænd til ham. Blandt dem, der paa Jemtelandsskoven meldte sig, nævnes to Brødre, Gaata-Thore og Afrafaste, bekjendte som de største Ransmænd, store, sterke og dristige; de havde en Skare om sig af ikke færre end tredive lige saa vilde og fortvivlede Karle som de selv. Ved at høre om Kongens Tog og hans Løfter besluttede de at tilbyde ham sin Tjeneste, og begave sig hen til ham med deres hele Flok, fuldt bevæbnede. Kongen spurgte hvo de vare, og da han havde erfaret det tilligemed deres Ærende, sagde han at han ikke kunde ønske sig bedre Krigere i sin Hær, men vilde dog først vide, om de vare christne eller ej. Gauta-Thore svarede at han hverken var Christen eller Hedning, thi han og alle hans Kammerater troede kun paa deres Styrke og Sejrsælhed, hvilket havde viist sig fuldkommen tilstrækkeligt for dem. „Det er stor Skade“, sagde Kongen, „at Mænd af et saa drabeligt Udseende ikke skulle tro paa deres Skaber, Christus“. „Er der da, Konge“, spurgte Thore, „nogen christen Mand i dit Følge, der har udrettet mere paa een Dag, end vi to Brødre?“ Kongen bad dem nu lade sig døbe og antage den rette Tro, saa skulde han, hvis de fulgte ham, gjøre dem til højt anseede Mænd; vægrede de sig derimod ved at antage Christendommen, vilde han ej have noget med dem at bestille. Afrafaste sagde at han ej vilde lade sig døbe, og dermed gik de deres Vej. Men Gaata-Thore fandt dog at det var en stor Skam, paa slig Viis at blive forsmaaet, og sagde at han aldeles ikke vilde forlade Hæren for det første. De sloge sig da i Følge med de øvrige Rømningsmænd, som fulgte Flokken. Men det er let at indsee, hvor lidet anbefalende et saadant Følge maatte være for Olafs Hær, og hvor langt mere Bønderne i Norge derved maatte føle sig opfordrede til at gjøre Kongen kraftig Modstand. Overhoved faar man heraf den bedst.e Forestilling om, hvilket fortvivlet Foretagende dette Kongens Tog egentlig var, og til hvilken Yderlighed han selv var bragt. Man seer dog heraf ogsaa, hvor oprigtig hans Christendomsiver var, idet han, som ellers ikke forsmaaede at tage de værste Stimænd i sin Tjeneste, dog kunde bringe det over sit Hjerte at bortvise en betydelig Skare haandfaste og modige Mænd, ene og alene fordi de ej vilde antage Christendommen[9].
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 183. Snorre, Cap. 206.
- ↑ Harald var netop født før Vintren 1015–16, se ovf. S. 489. Jvfr. S. 580.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 184. Snorre, Cap. 207. Den legendariske Saga, Cap. 86.
- ↑ Olaf den bell. Saga, Cap. 184, 185. Snorre, Cap.208. Den legend. Saga, Cap. 80, lader Anund skaffe Olaf ni Hundreder (den forvexler her det hele Antal Folk, Olaf fik i Sverige, med Anunds Hirdmænd, se nedf. S. 782) og fortæller overhoved alt dette ganske anderledes, og heel forvirret. Ifølge denne Fortælling (Cap. 86) skulde Dag Ringssøn have været med Olaf i Gardarike, og (Cap. 80) senere være bleven tilbage i Sverige for at samle de svenske Hjelpetropper, efter at Olaf havde tiltraadt sin Marsch vestover.
- ↑ Om Dag og hans Fader Ring, se ovf. S. 587. Det er allerede berørt, at den legend. Saga saa vel som Flatøbogen urigtigt lade Dag og Fader Ring slutte sig til Olaf i Gautland, ligesom det i Eymunds Thaatt (Fornm. S. V. 168) siges at de herskede i Gautland. Da nu Sagaen, ved at beskrive Olafs Rejse, skjelner mellem Vermeland, der i vidtløftig Forstand hørte til Gautland, og Vatsbu, der hørte til det egentlige Gautland, maa man formode, at det fornemmelig var i eller ved Vatsbu, at Ring og Dag havde deres Rige.
- ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 186. Snorre, Cap. 210.
- ↑ Naar man betænker, at Olaf, som ovenfor viist, neppe for Marts eller April Maaned, ja maaskee neppe før Mai forlod Rusland, opholdt sig en Stund paa Gotland, hvor han endog fandt Tid til at .virke for Christendommen, derpaa dvælede saa lang Tid i Sverige, at han kunde faa Bud til Norge og Svar derfra: saa skjønner man let, at; Olaf umuligt kan være kommen afsted førend i det allertidligste i Juni Maaned. Det er derfor aabenbart en Fejl, naar den legendariske Saga, Cap. 50 og Flatøbogen (Fornm. S. V. 196) i en halv legendarisk Beretning lader Olaf have tilfrosne Seer at passere. Man kunde næsten være fristet til at tro, at for saa vidt en saadan Begivenhed, som den omtalte, eller rettere som den, der ligger til Grund for Legenden, virkelig har fundet Sted, da har det snarere været paa Vejen gjennem Rusland, hvor det udtrykkeligt siges at Olaf drog paa de frosne Vande; men at den ved en Fejltagelse er overført til Rejsen gjennem Sverige.
- ↑ Olafs Rejse beskrives med flere Enkeltheder, men saare forvirret, i den legendariske Saga, Cap. 80, 81, 82, 86. Efter denne skulde det synes, som om Kongen tog Vejen gjennem Skovbygderne ved den norske Grændse, thi etsteds (Cap. 81) heder det „mellem Oplandene og Svithjod“, og et andet Sted (Cap. 81) „paa Oplandene mellem Mjøsen og Væneren“. Men det er engang for alle at merke, at de legendariske Sagaer synes at anvende Navnet Mjøsen paa Indsøer i Fleng; saaledes heder det i den legend. Saga, Cap. 30, at Olafs Halvbrødre legede omkring Mjøsen Mai her være Tyrifjorden); og desuden er der i Norge flere Vande af Navnet Mjøsen. Det rimeligste er derfor, at „Mjøsen“ her betegner en eller anden Indsø i Dalarne, f. Ex. Siljan, og „Oplandene“ Strøget mellem Væneren og denne. Thi i Nærheden af Væneren, men paa dens østre Side, synes Olaf ganske vist at være kommen. En Nøgle til Fejltagelsen kunde maaskee findes i de Ord, den hist. Saga, Cap. 191, Snorre, Cap. 216, lægger Olaf i Munden om hans Halvbroder Haralds Skare: „þat lið er til vár kom á Upplöndum“. Thi her skal aabenbart læses „af Upplöndum“ (fra Oplandene) medens Ordene, som de nu staa, antyde at Skaren kom til Olaf „paa Oplandene“.
- ↑ Olaf d. hell. Saga, Cap. 188. Snorre, Cap. 212. Den legend. Saga, Cap. 80. Gauta-Thore kaldes i den hist. Bearbejdelse „Gauka-Thore“, hvilket synes mindre rigtigt end hiint.