Wikikilden

Det norske Folks Historie/2/86

< Det norske Folks Historie‎ | 2

Olaf og den Deel af Hæren, der ledsagede ham, kom ikke længere end henimod Stiklestad, førend de i det Fjerne saa Bøndernes Skarer nærme sig fra forskjellige Kanter, saa at der ligesom mylrede Folk frem fra enhver Sti. En Fortrop paa 30 Mand, der havde været ude at spejde længer oppe i Dalen, kom endog uforvarende saa tæt ind paa den kongelige Hær, at man gjensidigt kunde kjende hinanden. Kongen gjenkjendte derfor strax dens Anfører, Lendermanden Rut af Viggen, en Søn af den før omtalte Lodin[1], og ved strax sine Gjester at angribe og fælde ham. Han sagde ogsaa spøgende til de islandske Skalde: „Efter hvad jeg har hørt, pleje Huusbønderne paa Island at give sine Huuskarle en Slagtesaud om Høsten: nu vil jeg give eder en Rut (Veder) at slagte“. Og de lode sig ikke sige dette to Gange, men ilede strax efter Gjesterne mod Rut, der blev dræbt med hele sin Trop[2]. Da Dag endnu ikke var kommen med sin Afdeling, men hvert Øjeblik ventedes, og da Højden ved Stiklestad var en fordeelagtigere Stilling at indtage med Hæren, end de lavere Strækninger længer nede, lod Kongen gjøre Holdt her, bed sine Mænd at stige af Hestene, og ordne sig i Fylking paa den forhen aftalte Maade, hvorved han dog, siden Dag endnu ikke var kommen, gjorde den Forandring, at Oplændingerne indtil videre opstilledes paa højre Fløj, hvilken ellers Dag skulde have indtaget. Han havde allerede tidligere belavet sine Folk paa at deres Fylking maatte blive lang og tynd, for at den nogenledes kunde udvikle en Front, der svarer til Bøndernes, og derved sikres mod at omgaaes, Men end tyndere blev den nu, da Dags Trop, der udgjorde ikke mindre end 1440 Mand, ej var tilstede[3]. Olaf vilde ikke at hans Halvbroder Harald skulde være med i Slaget, da han endnu kun var saa godt som et Barn, men Harald paastod at ville være med, og sagde at om han end ikke havde Kræfter til at holde Sverdet, kunde han lade det binde fast til sin Arm, thi ingen, meente han, havde oprigtigere Vilje end han til at give Bønderne deres Bekomst. Og Kongen maatte tilsidst føje ham[4]. Da nu Haralds Flok udgjorde 720 Mand, og den i Sverige samlede, der skulde danne venstre Fløj, omtrent 960, kan den Skare, Olaf ordnede om sig, saaledes kun have beløbet sig til 480, eller henimod 500, af hvilke det halve Antal bestod af de Nordmænd, der allerede havde fulgt ham fra Rusland, den anden Halvdeel af dem, der havde sluttet sig til ham “i Thrøndelagen. Han skal have opstillet dem saaledes at Finn stod paa hans venstre Side med 240, og –Ragnvald Brusessøn paa hans højre med 120[5]; selv har han altsaa beholdt noget over et Hundrede (120) om sig, eller rettere foran sit Merke, hvoriblandt Skaldene, og derforuden Gauta-Thore og Afrafaste med deres Skare. Til dem sluttede sig kort før Slaget ogsaa en tredie, nemlig Arnljot Gelline, der havde frelst Thorodd Snorressøn i Jemteland, og sendt Kongen sin Hilsen med ham. Just som Kongen var kommen til Stiklestad, og flere Mænd der fra Egnen indfandt sig hos ham, kom ogsaa Arnljot, og vakte den største Opsigt ved sin Højde, da ingen naaede ham længere end til Axlen, ved sin Skjønhed, sit fagre Haar, og sine ypperlige Vaaben, thi han havde en prægtig Hjelm, Ringbrynje, et rødt Skjold, et stadseligt Sverd ved Siden og et stort, guldbeslaget, og forsvarligt tykt Spyd i Haanden. Han traadte frem for Kongen og spurgte om han vilde modtage hans Tjeneste. Kongen vilde først vide hans Navn og Herkomst. Arnljot underrettede ham herom, sagde at han havde sin Slægt i Jemteland og Helsingeland, og navngav sig som den, der havde hjulpet hans Skatkrævere i Jemteland, og sendt en Sølvdisk tilbage med dem til Tegn paa at han vilde være Kongens Ven. Kongen spurgte nu ham, som de øvrige, om hvad Tro han havde. Arnljot svarede at han hidtil havde troet paa sin Kraft og Styrke, og fundet sig vel tjent dermed, men at han nu heller vilde tro paa Kongen. Kongen svarede: „vil du tro paa mig, da skaldet tro paa den Lære, jeg udbreder, nemlig at Jesus Christus har skabt Himlen og Jorden og alle Mennesker, og at alle gode og rettroende skulle komme til ham efter Døden“. Arnljot svarede: „jeg har nok hørt tale om Hvidechrist, men veed intet om hvad han bestiller eller hvad han raader for. Dog skal jeg gjerne tro paa alt hvad du siger, og overlader mig ganske til din Forsorg“. Da blev Arnljot døbt; Kongen lærte ham, heder det, hvad han fandt at være det allernødvendigste af Troen, og stillede ham i Spidsen af Fylkingen foran sit Merke ved Siden af Gauta-Thore, Afrafaste og deres Skare[6].

Paa Stiklestad boede dengang en Bonde, ved Navn Thorgils Hjalmessøn. Han tilstod med Anger at han havde modtaget Stikpenge af Kong Knut og tilsvoret ham Troskab, men sagde at han nu vilde gjøre Bod derfor ved at deeltage i Slaget og staa Kongen bi. Kongen tilgav ham, idet han undskyldte ham med at det alene var Frygt, som havde forført ham. Han takkede ham for hans Tilbud, men bad ham ikke deeltage i Slaget; thi han ønskede heller at han skulde tage sig af de saarede i den kongelige Hær, og flytte dem til sit Huus; „og falder jeg“, sagde han, „saa sørg for mit Lig saa godt du kan, hvis det ej bliver dig formeent[7]“.

Kongen selv var denne Dag klæd i Ringbrynje; ved sin Side havde han sit skarpe Sverd Bæsing eller Hneite, hvis Hefte var omvundet med Guldtraad[8]. Paa venstre Arm havde han et hvidt Skjold med et forgyldt Kors, i højre Haand en saakaldet Kesje eller Landse; paa Hovedet en forgyldt Hjelm[9]. Hans Merke eller Banner, der var syet af hans Veninde Dronning Ingegerd[10], blev baaret af Merkesmanden Thord Folessøn. Da han havde fylket sin Hær, talte han nogle faa opmuntrende Ord til sine Mænd. Han bad dem hærde sin Hu og gaa djerveligt frem, hvis det kom til Slag. „Vi have“, sagde han, et godt og betydeligt Mandskab, og om end Bønderne ere mandsterkere, er det derfor ikke sagt, at Lykken følger dem. Jeg erklærer eder herved, at jeg ikke agter at fly af dette Slag, men enten at sejre eller dø, og jeg beder Gud om at det maa skee, som han i sin Viisdom anseer tjenligst for mig. Vi maa sætte vor Lid til, at vor Sag er retfærdigere end Bøndernes, og at Gud derfor enten vil lade os beholde vor Ejendom i Fred efter Slaget, eller ogsaa belønne os langt bedre for hvad vi her give Slip paa, end vi selv kunne ønske os. Overlever jeg Slaget, skal jeg belønne enhver efter den Tapperhed, han viser i Kampen, og sejre vi, da vil der være fuldt op af Land og Løsøre, der nu tilhører vore Fiender, at dele mellem eder. Vi skulle gjøre det første Anfald saa heftigt som muligt, thi det er altid det bedste, naar man har med Overmagt at bestille. Et hurtigt og kjekt Angreb kan da ofte gjøre Udslaget, idet Fiendens forreste Rækker drives paa Flugt og bringe de øvrige i Forvirring, saa at de falde, den ene over den anden, og det saa meget mere, jo flere de ere, medens det derimod er slemt, naar Kampen gaar i Langdrag, thi da kunne de, der have størst Folkeantal, skiftes til at kæmpe og hvile sig, medens den mindre Hær, som ej kan dette, tilsidst bukker rinder af Træthed og Mødighed“. Hans Tale blev modtagen med stort Bifald, og Krigerne opmuntrede hinanden indbyrdes[11].

Bønderne vare endnu temmelig langt borte, og Kongen befalede Hæren at sætte sig ned og hvile sig. De sad temmelig rumt, da Fylkingen, som vi have seet, var lang og tynd. Ved Kongens Side sad Finn Arnessøn. Olaf heldte sig op til ham, og lagde sit Hoved i hans Knæ. Der paakom ham en Søvn, og han sov en Stund. Da saa man Bondehæren komme nærmere med oprejste Merker, og i stor Mængde. Finn vakte Kongen, idet han sagde at Bondehæren rykkede imod dem. „Hvorfor kunde du ikke lade mig nyde min Drøm“, sagde Kongen. „Din Drøm“, sagde Finn, „var ikke saa vigtig, at du jo heller burde vaage og berede dig til Kamp mod den Hær, der rykker imod os: seer du da ikke, hvor nær Bondehæren nu er os?“ – „Den er os dog ikke saa nær“, sagde Kongen, „at det jo havde været bedre for mig at sove“. „Hvad kunde da det være for en Drøm, som du fandt saa stort Savn i at see afbrudt“, spurgte Finn. „Jeg drømte“, svarede Kongen, „at jeg saa Himlen aaben og at jeg steg op ad en lang Stige, der naaede lige op til den fra Jorden. Jeg var just kommen til det øverste Trin, da du vakte mig“. „Ikke finder jeg denne Drøm saa god som du“, sagde Finn, thi snarere forekommer den mig at varsle din nær forestaaende Død, hvis den ellers ikke kun er almindelig Søvn-Ørske[12]“. Men det var den visselig ej, thi det er aabenbart, saa vel af den, som af Olafs øvrige Ytringer, at han anede sin nær forestaaende Død, og at hans Sind var i den meest sværmerske Stemning. Der fortælles ogsaa at han, ved Synet af Bøndernes Hær, vilde sige: „daarlige og usle Folk“, men da han i det samme just rykkede op nogle Bær, der gryede i Lyngen ved hans Side, kom han til at forsnakke sig og sige: „daarlige og usle Bær“. Da Ragnvald Brusessøn gjorde ham opmerksom derpaa, skal han have svaret: „merk du dig, at naar du engang forsnakker dig paa lignende Maade, har du lige saa kort Tid igjen at leve i, som jeg“[13]. Det skulde nemlig paa et af Olafs Vikingetog være ham spaaet af en klog Kone, at naar han engang kom til at forsnakke sig, skulde han dø samme Dag[14].

Imidlertid, henved Kl. 12, kom Bønderne ganske i Nærheden. Kalf og Haarek vare i Spidsen ved Siden af Hovedbanneret. Men de begyndte ikke strax Angrebet, fordi alle Dele af deres Hær endnu ikke paa langt nær vare komne tilstede, og de oppebiede de bagerste, hvilke Thore Hund og hans Trop, saaledes som ovenfor anført, havde paataget sig at drive frem og hindre fra at skulke bort. Det var ogsaa Olaf magtpaaliggende at forhale Kampens Begyndelse saa længe som muligt, indtil Dag kom, hvis Trop man nu endelig saa nærme sig. Saaledes stode Hærene en Stund stille lige over for hinanden, og saa nær, at Folk gjensidigt kunde kjende hverandre. Kongen fik strax Øje paa Kalf, og spurgte: „hvi er du der, Kalf? Vi skiltes jo som Venner syd paa Møre, og det anstaar dig ilde at stride mod os eller skyde Skræmmeskud mod vor Hær, thi her ere fire af dine Brødre“. „Det er mangt og meget, Konge“, svarede Kalf, „som nu er anderledes end det burde; du skiltes saaledes fra os, at vi vare nødte til at holde Fred med dem, som kom efter, og enhver faar nu blive der, han staar; dog skulde jeg gjerne forlige mig med dig, om jeg maatte raade“. – Da sagde Finn: „det er et Merke hos Kalf, at naar han taler vel, har han i Sinde at gjøre ilde“. – Kongen sagde: „det kan nok være, Kalf, at du vilde forliges, men ikke tykkes det mig dog, at I Bønder lade saa fredeligt“. Lendermanden Thorgeir fra Kvistad eller Saurshaug paa Inderøen, der stod nær ved Kalf, tog Ordet og sagde: „Nu skulle I nyde den Fred, som mange have nydt af eder, og det skal I nu undgjelde“. „Du behøver ej“, svarede Kongen, „at lyste faa meget efter at møde os, thi dig er ikke Sejren over os i Dag beskaaren; jeg har fra en ringe Mand ophøjet dig til Magten“[15].

Nu kom Thore Hund til med sin Skare, gik frem foran Merket og gav Tegn til Angreb med det aftalte Feltraab: „Frem, frem, Bondemænd“! Strax istemte Bønderne Hærskrig, og skøde baade med Pile og Spyd. Kongens Mænd istemte ligeledes Hærskrig, og raabte til Angreb: „frem, frem, Christmænd, Korsmænd, Kongsmænd!“ Dermed styrtede de i fuld Fart ned ad Bakken mod Bondehæren, og med saa uimodstaaelig Heftighed, at Bøndernes Rækker vege tilbage, og den forreste Rad af Kongens Fylking nu stod der, hvor de bagerste af Bøndernes Rækker havde staaet. Kongens Mænd trængte fremdeles paa, idet de opeggede hinanden gjensidigt ved Raabet: „Knuger, knuger, Kongens Karle, dygtigt, dygtigt Bøndernes Mænd!“[16] De Bønder, som stode længer ude paa Fløjen, gjentoge dette Raab, i den Tanke, at det var deres egne Kammeraters; men da de øvrige Bønder hørte dette, antoge de hine for at være Kongens Mænd, og angrebe dem, saa at Bønderne paa denne Maade kæmpede indbyrdes med hinanden, og mange af dem faldt, førend de merkede Fejltagelsen. Hidtil havde Vejret været klart og smukt. Men kort efter at Slaget var begyndt, omtrent Kl. , begyndte Himlen i Nærheden af Solen at overdrages med et rødt Skjer, hvilket de forbausede Bønder kaldte Vigrode eller Kamp-Rødhed, og betragtede som et merkeligt Varsel; Solen tabte efterhaanden sit Skin, og Mørket tiltog mere og mere, indtil det omsider blev saa mørkt som om Natten. Der indtraf nemlig en total Solformørkelse, som var paa sit højeste lidt før Kl. S„ og som ikke ganske ophørte førend henimod Kl. 4. Denne Solformørkelse, som Sagaen omstændeligt omtaler, og som Sighvat Skald kort efter berørte i sit Kvad om Olaf, bidrog.i Oldtiden lige saa meget til at befæste hans Ry for Hellighed, som den i vore Dage har været et vigtigt chronologisk Moment til Bestemmelsen af Dagen og Tiden, da det merkelige Stiklestadslag blev holdt[17]. Bønderne vare nu allerede nær ved at flygte, men Lendermændene og deres Huustropper stode fast, og gjorde haardnakket Modstand. Det lykkedes ogsaa Lendermændene at bringe de flygtende Bønder til at standse, og fornye Angrebet, og nu søgte de til fra alle Kanter, de nærmeste med Hug, de fjernere med Spydstik, og de, som endnu stode længer tilbage, med Kastespyd og Pile. Striden blev derfor strax meget blodig, og der faldt mange paa begge Sider, blandt dem Arnljot Gelline, Gauta-Thore, Afrafaste, og deres hele Skare, dog ikke førend enhver af dem havde fældet i det mindste een, nogle endog to eller flere Fiender„ Derved begyndte Rækkerne foran Kongens Merke at tyndes. Han befalede da Thord Folessøn at bære Merket længer frem. Selv fulgte han efter med dem, han havde udseet til at være ham nærmest, de vaabendjerveste og bedst rustede i hele Hæren. Da Olaf saaledes gik frem af Skjoldborgen, og traadte ud i den forreste Række, faa at Bønderne saa ham i Aasynet, skal Ængstelse og Rædsel være paakommet dem. Kampen rasede nu paa det heftigste om Kongen selv her stred med den største Tapperhed. Lendermanden Thorgeir af Kvistad, der før Slagets Begyndelse havde tiltalt ham med saa overmodige Ord, faldt for hans Hug, der gik tvers over Ansigtet, saa Næseskjermen paa Hjelmen gik itu, og kløvede Hovedet nedenfor Øjnene, faa at det næsten gik af. Idet han faldt, sagde Olaf: „spaaede jeg ikke sandt, Thorgeir, at du ej vilde komme til at sejre i vort Møde:’“ I det samme stødte Thord Folessøn Merkesstangen saa haardt ned i Jorden, at den blev staaende. Han havde faaet et dødeligt Saar, og faldt der under Merket. Arne Arnessøn greb det, og bar det, indtil ogsaa han segnede haardt saaret[18]. Imidlertid vare tillige Skaldene Thorfinn Mund og Gissur Guldbraa faldne. Den sidste havde kæmpet med to Fiender paa een Gang, og dræbt den ene, men hugget Foden af den anden[19].

Det var nu blevet næsten mørkt. Kongen var kommen lige hen mod Fiendernes Hovedbanner, hvor Kalf Arnessøn stod, med Thore Hund paa den ene, og sine to sterke og stridbare Brodersønner, Kalf Arnfinnssøn og Olaf Arnfinnssøn, paa den anden Side. Thore Hund gik frem mod Kongen, der hug til ham tvers over Skuldrene, men Sverdet bed ikke, og det var kun, ligesom om der røg Støv af Reenskindspelsen. Thore hug igjen til Kongen, og de skiftede nogle Hug sammen, men Sverdet bed fremdeles ikke paa Reenskindspelsen, og Thore blev kun muret i Haanden. Da sagde Kongen til Bjørn Stallare: „Slaa du Hunden, siden Jærn ikke bider paa ham!“ Bjørn vendte Øxehammeren til og gav Thore et saa vældigt Slag med den i Hovedet, at han ravede, og skal siden den Tid altid have baaret Hovedet paa skakke. I det samme vendte Olaf sig mod Kalfs Brodersønner, og dræbte den ene af dem, ved Navn Olaf. Men strax efter satte Thore sit Spyd tvers igjennem Bjørn Stallare, med de Ord: „saaledes fælde vi Bjørnene nord i Finmarken“. Bjørn bed sig i Skjegget, trykkede sig længer ind paa Spydet, og faldt[20].

Nu var den hevnlystne Thorstein Knarrarsmed kommen til. Han hug til Kong Olaf med en Øxe, og Hugget traf Kongen paa den venstre Fod strax ovenfor Knæet. Finn Arnessøn dræbte strax Thorstein, men, lammet ved hiint Hug, kastede Kongen Sverdet, heldede sig op mod en Steen, og bad Gud hjelpe sig. Da gav Thore Hund ham et Stik med sit Spyd nedenunder Brynjen og op i Underlivet. Disse to Saar vare nok til at bringe ham Døden, dog fik Kongen ogsaa et tredie Saar paa Halsen, hvilke Nogle tillagde Kalf, andre derimod, som det synes, den ovennævnte Olaf, Kalfs Brodersøn. Ved Kongens Lig faldt ogsaa største Delen af den tapre Skare, der havde staaet om ham; de øvrige, hvoriblandt Thormod Skald, vege tilbage eller flygtede, de fleste af dem saarede. Det var lidt før Non (Kl. 3). Solen var i det Øjeblik aldeles skjult, og der er ingen Tvivl om, at mange af Bønderne nu heri med Angst og Bæven saa et tydeligt Tegn paa Guds Vrede over deres Gjerning[21].

Kort i Forvejen var Dag Ringssøn endelig kommen med sin Trop, som han strax begyndte at fylke, idet han lod Merket rejse. Men formedelst Mørket kunde han ikke saa godt kjende Fiende fra Ven, og derfor varede det en Stund, inden han begyndte Angrebet. Men da anfaldt han ogsaa Bøndernes venstre Fløj, bestaaende af Ryger, Horder, Sogner og Firder, saa eftertrykkeligt, at den maatte vige, og mange aldeles toge Flugten, medens ogsaa en heel Deel faldt, blandt dem Lendermændene Erlend af Genie og Aaslak af Finnø, der stode nærmest om Merket, hvilket nu blev nedhugget. Denne heftige Kamp kaldtes siden Dags-Riden. Men imidlertid var Kongen fældet og Hovedfylkingen slagen, saa at Kalf, Haarek og Thore Hund med deres Skarer kunde komme venstre Fløj til Hjelp. Da blev Dag overvældet, saa at han maatte tage Flugten tilligemed de øvrige af Kongens Hær, der endnu vare tilbage og tildeels havde kæmpet med i Dags-Riden[22]. Største Delen af de Flygtende tog Vejen op ad Dalen, og mange af dem faldt her, da Bønderne forfulgte dem; siden adspredte de sig til to Kanter, idet nogle sandsynligviis toge Vejen opad Hoveddalen, andre over Elven og henimod Inndalen ad den Vej, paa hvilken de vare komne. Mange af dem vare deels saarede, deels magtesløse af Mødighed. Bønderne forfulgte dem dog ikke langt, thi Høvdingerne vendte snart tilbage til Valpladsen, hvor mange havde Frænder og Venner at see efter. Kalf Arnessøn ledte saaledes efter sine Brødre. Kolbjørn var falden, men Finn, Thorberg og Arne levede, dog laa de saarede og udmattede af Kampen paa Valpladsen. Der fortælles, at Finn ved at kjende Kalfs Skemme, idet han nærmede sig, sagde til sin Broder Thorberg: „see der er Kalf; var jeg nu ved fulde Kræfter, vilde jeg dræbe ham!“ Thorberg skal have svaret saa højt at Kalf hørte det: „det sømmer sig ej for dig at gjøre saa mod vor Broder!“ Men Finn skal ikke desto mindre have kastet et Sax efter ham, der rammede ham ved Knæet, saa at han siden haltede. „Nu har du ladet mig undgjelde nok for hvad jeg har gjort“, skal Kalf have sagt, hvortil Finn svarede: „du veed dog altfor vel, at jeg gjerne gad gjøre dig endnu mere ondt“. Efter hvad vi forøvrigt kjende til Finns Heftighed og utæmmelige Tunge[23], bliver det højst sandsynligt at den her fremstillede Scene virkelig har fundet Sted Den forstandige Kalf lod sig ikke ophidse deraf, men efterat have ladet sine Brødres Saar undersøge, og erfaret at ingen af dem vare Banesaar, lod han dem bringe ned til sit Skib og rejste selv med dem hjem til Egg, hvor de bleve helbredede. Hans Afrejse var et Tegn for alle de øvrige Bønder, der havde deres Hjem nogenledes i Nærheden, til at adsprede sig og søge hver til sit, saa at omsider næsten alene de bleve tilbage, der havde saarede Venner efter Frænder at sysle med, eller vare beskjeftigede med de faldnes Lig. Det var derfor alle og enhver paafaldende at see, hvor hurtigt denne store sammenbragte Hov atter adspredte sig. Men Sagen var den, at den især bestod af Folk fra de nærmeste Hereder, som nu længedes hjem[24]. De saarede flyttedes op paa Gaarden Stiklestad, hvor hvert Huusrum opfyldtes, saa at derhos Telte maatte opslaaes ude. De faldne af Kongens Hær bleve ej plyndrede af Bønderne, dog gave disse for saa vidt endnu Beviis paa deres Had mod Olai, som de aftalte imellem sig og forkyndte efter Biskop Sigurds Ord, at ingen af Kongens faldne Krigere skulde faa en Begravelse, som det anstod gode Mænd, da de alle vare Ransmænd og Utlæge. Herom brød dog ikke de mægtigere sig, thi de af dem, der havde Frænder blandt de faldne Kongsmænd, bragte dem til Kirke, og lode dem sømmeligt begrave. Hvad Kongens eget Lig angaar, da skal Thore Hund allerede paa Valpladsen have gaaet hen til det, lagt det til rette og vredt et Klæde over det. Men dette fortalte han rigtignok først et Aars Tid senere, da der var Tale om Olafs Helligdom, og da der var indtraadt et fuldkomment Omslag i Folkemeningen. Han lagde endog til, at Kongens Aasyn forekom ham saa fagert og rødkindet, som om han sov, og langt klarere end da han levede; ja, at noget af Kongens Blod, der tilfældigviis kom paa det Saar, han havde faaet paa Haanden, strax helbredede det[25]. Det er saaledes meget tvivlsomt, hvor vidt der er noget sandt heri, og om det ikke er opfundet af Thore, da det var ham magtpaaliggende at bearbejde Opinionen i denne Retning. Strax efter Slaget var han i det mindste endnu fiendligt nok stemt mod Kongens Mænd, thi da de Bønder, der havde hjemme i Verdalen, forestillede Haarek og Thore, at Flygtningerne sandsynligviis vilde anrette Ødelæggelser paa deres Gaarde, hvis man ikke skyndsomt forfulgte dem, satte Thore med ser Hundreder (720), især af Verdølerne selv, endnu samme Aften afsted op ad Dalen i flyvende Fart, og standsede ikke, førend han ud paa Natten kom op til Suul, hvor han fik høre at Dag Ringssøn og mange andre Flokke af Olafs Hær allerede vare dragne forbi, og havde taget til Fjelds; ved hvilken Efterretning han sagde, at han ej vilde fare Fjeld til Fjeld efter dem, og vendte tilbage, uden at have faaet dræbt mange af dem[26]. Da han den følgende Dag kom tilbage, fremdeles ledsaget af mange Folk, begav han sig strax hen paa Valpladsen, for at see efter Kongens Lig, men det var ingensteds at finde. Paa Valpladsen var der endnu en heel Deel Bønder, beskjeftigede deels med at opsøge og bortbære deres dræbte Frænders og Venners Lig, deels med at hjelpe de saarede, som de ønskede at helbrede. Thore spurgte dem, om de vidste, hvor der var blevet af Olafs Lig, men ingen kunde sige ham nogen Besked derom. Han henvendte sig derpaa til Thorgils, Bonden paa Stiklestad, om han maaskee kunde give ham nogen Underretning. Men Thorgils svarede: „jeg var ikke med i Slaget, og veed derfor kun lidet om hvad der er foregaaet; der siges mangt og meget, og blandt andet heder det, at man skal have seet Olaf tilligemed en Skare Folk oppe ved Stav; er han falden, da have vel nogle af eders Hær skjult hans Lig i Holt eller Steenrøs“. Skjønt Thore troede at være vis i sin Sag, at Kongen var falden, var der dog mange andre, fem fandt det rimeligt, at han kunde.bære undkommen, og at man snart kunde vente et nyt Angreb af ham, saaat det næsten lader til, at Thore selv tilsidst ikke ret vidste, hvad han skulde tro: en Bestyrkelse– mere paa, at han ikke, som han siden sagde, strax efter Slagets Ophør havde været henne hos Liget. Han lod i alle Fald nu alle Undersøgelser fare, begav sig til sine Skibe, og sejlede ud efter Fjorden. Da adspredte ogsaa de tilbageblevne Bønder sig[27].

Om Thorgils virkelig havde hørt et saadant Rygte, som det nys nævnte, eller om han kun udspredte det, for at forebygge alle Eftersøgelser om Olafs Lig, er uvist. Det sidste er dog ikke usandsynligt, thi det var just ham, der, i Følge det Løfte, han før Slaget havde givet Kongen, nu havde borttaget og skjult det. Om Aftenen efter Slaget, da Thore Hund var borte og det allerede var mørkt, passede han sit Snit, gik med sin Søn Grim den gode hen paa Valpladsen, opsøgte og fandt Liget, og bar det med Grims Hjelp hen til en øde og afsidesliggende Skytje[28] paa den modsatte Side af Gaarden, hvor de siden bragte Lys og Vand, klædte det af, vaskede det, svøbte det i Liin-Duge, og tilhyllede det med Vedstykker. Da der imidlertid samlede sig mange Folk paa Gaarden, især Fattigfolk, som havde holdt sig i Nærheden af Hæren for at tigge, maaskee og for at plyndre, og nu fegte sig Natteleje rundt omkring, hvor der var Huusly at faa, bleve Thorgils og Grim bange for, at Liget skulde blive opdaget, især da En virkelig skal have været inde i Skytjen, og alene forladt den, fordi der, som han sagde, var saa vaadt derinde[29]. De snege sig derfor ud paa Natten hemmeligt ind i Skytjen, toge Liget ud og skjulte det ude i-Hagen. Men fremdeles ængstede de sig for, at den faldne Konges Fiender skulde faa fat paa Liget og mishandle det, thi de havde hørt Bønderne tale ein, at hvis de fandt Liget, da skulde de enten brænde det eller sænke det ned i Søen. Det var dem derfor heel magtpaaliggende, at faa skjult det paa et Sted, hvor det kunde ligge mere sikkert. Til den Ende sloge de en Kiste sammen saa sterkt og omhyggeligt som muligt, og lagde Liget deri; de gjorde ligeledes en anden, fyldte den med Halm og Steen, saa at den fik den tilbørlige Tyngde, og tillukkede den godt. Da alle Levninger af Bondehæren vare borte fra Stiklestad, gjorde de et Rofartøj istand, bragte, ledsagede af 7 eller 8 paalidelige Frænder eller Venner, Kisten, hvori Liget var, hemmeligt ombord, os satte den under Tiljerne, men stillede den anden Kiste ovenpaa, saa at alle kunde see den. Derpaa roede de med begge Kister ud efter Fjorden til Nidaros, hvor de kom i Mørkningen og lagde til nede ved Kongsbryggen. Her sendte Thorgils Bud op i Byen til Biskop Sigurd, at de vare komne med Olafs Lig. Biskoppen sendte strax nogle Folk ud til Thorgils, for at modtage Liget og sænke det i Søen. De toge en Baad, roede hen til Thorgils’s Fartøj, forlangte Liget, fik den med Halm og Steen fyldte Kiste, og sænkede den i Vandet ude paa Fjorden, uden at undersøge dens Indhold. Da Biskoppen saaledes var fort .bag Lyset, og ingen Fare længer truede fra ham, roede Thorgils – det var nu ganske mørkt – videre op efter Elven, indtil han kom forbi Byen, der da neppe strakte sig halv saa langt op mod Syd, som nu. Her lagde han til bedet Sted, kaldet Saurlid, hvor han lod Liget bringe i Land, og ind i en øde Skemme eller Bygning, der stod for sig selv ovenfor de andre Huse. De øvrige bleve her med Liget, medens Thorgils gik ned i Byen, for at opsøge enkelte af de der boende Mænd, om hvem han vidste at de havde været Kongens Venner, og spørge dem, om nogen af dem vilde modtage hans Lig. Men ingen vovede at betalte lig dermed. Han vendte derfor tilbage, og lod Liget endnu bringe længer op langs med Elven, indtil de kom til en Sandmel, længst oppe, hvor Elven gjør en Vending. Her nedgrove de Liget, og magede det saaledes, at ingen kunde see noget Spor af Gravningen. Med dette Arbejde bleve de færdige endnu for Dag, begave sig derpaa tilbage til Baaden, og roede ud af Elven, og hjem til Verdalen[30].

Olafs unge Halvbroder, Harald Sigurdssøn, var bleven haardt saaret, men Ragnvald Brusessøn tog sig af ham, og fik ham om Natten efter Slaget bragt ind til en Bonde, der hemmelig beholdt ham hos sig og lod ham helbrede. Derpaa sendte Bonden sin egen Søn med ham i al Hemmelighed over Fjeld og Ødemarker til Jemteland, hvor Ragnvald imidlertid havde oppebiet ham. Ragnvald og Harald fortsatte nu Rejsen i Fællesskab til Svithjod, hvor de opholdt sig om Vintren. Den følgende Sommer rejste de over til Rusland, hvor Kong Jaroslav tog vel imod dem, og hvor de for det første sloge sig til Ro[31]. Hvor der blev af Dag Ringssøn, nævnes ej. Sandsynligviis er han vendt tilbage til sit Len i Sverige[32].

Af de Skalde, der havde kæmpet i Kongens egen Nærhed, vare Thorfinn Mund og Gissur Guldbraa faldne, som-allerede berettet. Thormod Kolbrunarskald var bleven haardt saaret, saa at han ej kunde deeltage i Dagsriden, men stod dog ved Siden af sine Kammerater, der efter Kongens Fald sluttede sig til Dags Trop. Her blev han truffen af en Piil i den venstre Side. Han brød Skaftet af, gik op paa Gaarden, og kom til en Lade, hvor der var fuldt af saarede Kongsmænd, som ynkede og vaandede sig. En Mand, der havde været i Bøndernes Hær, gjorde sig lystig derover. Da han fik see, at Thormod havde en Guldring paa Armen, sagde han: „du er en Kongsmand, giv mig Guldringen, saa skal jeg skjule dig, thi ellers dræbe Bønderne dig“. „Tag kun Ringen“, sagde Thormod, „jeg har nu tabt mere“; men idet den anden rakte Haanden frem, for at tage Ringen, hug Thormod hans Haand af, og nu ynkede han sig lige saa ilde, som hine. Thormod satte sig ned i Laden, og hørte en Stund paa hvad der blev talt om; det var, som man kunde vente, om Begivenhederne i Slaget og om hvo der havde udmerket sig meest. Nogle nævnte Kong Olaf, nogle satte andre ved Siden af ham. Men Thormod kvad et Vers, hvori han erklærede, at ingen kunde maale sig med Olaf. Derfra gik han til en Skemme (fritstaaende Stue), hvor der og var en Deel saarede, hvis Saar bleve forbundne af en lægekyndig Kone. Over en Ild, som brandt paa Gulvet, havde hun en Kjedel staaende med varmt Vand, til at vaske deres Saar. Hun havde ogsaa i en Steenkjedel lavet en Grød af Løg og andre Urter, som hun gav de saarede at spise, for derved at erfare, om deres Saar naaede til Indvoldene eller ej; thi i første Tilfælde, heder det, kunde hun lugte Løgen ud gjennem Saaret. Thormod satte sig ved Døren. Der gik Folk ind og ud, beskjeftigede med at sysle om de saarede. En af dem betragtede Thormod og sagde: „hvorfor er du saa bleg? er du saaret?“ Han svarede i Vers: „Visselig er jeg ikke red, men der er kun faa, som bryde sig om mine Saar, som jeg fik i Dags-Riden af danske Vaaben“. Altsaa har der enten været danske Stridsmænd i Bonde-Hæren, fornemmelig maaskee i den venstre Fløj, hvor Rygerne stode, eller Thormod har halvt spottende kaldt Bøndernes Vaaben danske, fordi de kæmpede til Fordeel for Danekongen. Thormod stod siden op og gik hen til Ilden. Konen bad ham hente noget Ved, der laa udenfor Døren. Han gik ud, tog et Fange Ved og kastede det paa Gulvet. Da betragtede hun hiint nærmere, studsede over hans Bleghed, og spurgte, hvad der sejlede ham. Han kvad et Vers, hvori han omtalte, at han var truffen af en Piil nær ved Hjertet. Hun forlangte at see alle hans Saar. Da hun saa dem, følte hun paa dem og merkede, at der i det, han havde paa Siden, sad et Jærn. Hun vilde nu give ham at spise af hiin Grød, men han skød Skeen fra sig idet han sagde: „jeg har ikke Græssot“. Derpaa vilde hun drage Jærnet ud med en Tang, men Saaret var saa ophovnet, at hun ej kunde faa Tag i det. Da sagde Thormod: „skær omkring Jærnet, saa at man kan komme godt til det, og giv mig saa Tangen, og lad mig rykke det ud“. Hun gjorde saa. Thormod gav hende nu Guldringen, og bad hende gjøre med den hvad hun vilde. „Den er kommen fra en god Mand“, sagde han, „thi Kong Olaf gav mig den i Morges“. Derpaa tog han Tangen og rykkede Jærnet ud. Der var Agnorer paa, og ved dem hang røde og hvide Trevler. Da han saa det, sagde han: „Kongen har sødt os godt, thi jeg er fed om Hjerterødderne“. Med disse Ord sank han tilbage og var død[33].

Saaledes endte det merkelige, og i Norges Aarbøger stedse mindeværdige, Slag paa Stiklestad. Alt, hvad der i Norge endnu var tilbage af Hang til Hedendom, al Forkjærlighed for det raaere og utøjlede Vikinge-Liv, for den Selvraadighed, som herskede under Fylkeskongerne og Danevældet, gjorde ved Stiklestad sin sidste Kraftanstrengelse mod den nyere Tingenes Orden, mod Christendom, Civilisation, Nationalselvstændighed og ordnet Statsforfatning. Tilsyneladende kronedes ogsaa denne Kraftanstrengelse med Held, thi Olaf faldt, Bønderne triumferede, og Danevældet oprettedes fuldstændigere end nogensinde forhen. Men desuagtet var Kampen ved Stiklestad ødelæggende for det Princip, hvis Tilhængere sejrede, medens den befæstede det, hvis ridderlige Forfegter fandt Døden. Det er aabenbart, at Bønderne den hele Tid, under Forberedelserne til Kampen, og under selve Slaget, vare sig klart bevidste, at de ej gjorde nogen god Gjerning. De vidste alt for vel at danske Udsendingers Stikpenge og tillokkende Løfter, i Forbindelse med Høvdingernes egen Herskesyge og Hevngjerrighed, her havde mere gjort sig gjeldende end nogen dybt følt Trang hos Folket selv. Dette kunde ikke andet end fylde deres Sind med Uro, hvortil vi ogsaa i enkelte meddeelte Træk finde lydelige Spor, og de modtagne Stikpenge, saa uværdige for frisindede Bønder at befatte sig med, kunde ikke andet end tynge paa deres Samvittighed. Kommer nu hertil de særegne Omstændigheder ved dette Slag, at Frænder og Venner kæmpede mod hinanden indbyrdes[34], at Olafs Tapperhed ej kunde andet end vække hans Modstanderes Beundring, at Høvdingerne nødvendigviis maatte føle sig uhyggeligt stemte ved at staa fiendtligt Ansigt til Ansigt lige over for deres forrige venlige og personligt agtede Herre, hvis bebrejdende Ord neppe undlode at gaa dem til Hjertet, og endelig, hvad der under de Tiders Overtro maa have virket utroligt paa de allerede ængstelige og af Samvittighedsnag foruroligede Gemytter, at Solen formørkedes, som om Gud selv ved det meest umiskjendelige Tegn lagde sin Vrede for Dagen: da er det ikke at undres over, om allerede Fleerheden af de fra Slaget tilbagevendende Bønder følte sig tilmode som Mordere, om de vare gjennemtrængte af Forestillingen om at den dræbte Konge var en hellig Mand, og om de efter hans Død i deres Hjerter tilsvore ham og hans Indretninger en større og inderligere Lydighed og Hengivenhed, end det nogensinde i hans Levetid lykkedes ham at fremkalde. Olafs Død var derfor virkeligt en Martyrdød, hvorved han beseglede sit Verk. Nederlaget paa Stiklestad udrettede mere end mange Sejre; hans korte Dødskamp fuldendte, hvad flere Aars rastløse Virken ej havde formaaet[35].

Olaf var, da han faldt, 35 Aar gammel, altsaa i sin kraftigste Alder. Det var omtrent femten Aar efter at han allerførst var bleven antagen til Konge paa Oplandene. Af disse Aar kan man sige at han i de første fem erhvervede Magten, og bekæmpede ydre og indre Fiender, i de følgende fem befæstede sit Herredømme og udførte sine Planer til Christendommens og den derpaa byggede Statsforfatnings Fremme, og endelig i de sidste fem førte den sidste fortvivlede Kamp mod Reaktionen, der her optraadte i Skikkelse af Danevældet og Fylkes-Aristokratiet.

Uagtet al den Modgang, Olaf i de senere Aar havde haft, synes han dog at have bevaret det kraftige og blomstrende Udseende, som vi ovenfor have beskrevet, og tom hos hans Modstandere havde paadraget ham Øgenavnet „den digre“. Det Sagn, der beskriver ham endnu efter Døden som fager og med Stemme i Kinderne, kan neppe aldeles savne Grund. I de følgende Tider tænkte man ham sig altid som smuk, velvoxen, blond, med rødligt Skjeg. Saaledes finder man ham ogsaa afbildet paa de ældste Malerier eller Tegninger fra Katholicismens Tider. Han har lange, lysebrune Lokker, der hænge ham ned til Skuldrene; Skjegget er rødligt, og kløftet; paa Hovedet omgivet af Helgenglorien bærer han Kronen, i den højre Haand sin langskaftede Øxe, kaldet Hel (Døden); paa den venstre Arm fører han stundom Skjoldet med Korsets Tegn. Kun de færreste Afbildninger af ham ere vel nu tilbage: de fleste ere vel i Tidens Løb forsvundne, især ved de første Reformatorers overdrevne Iver. Men hans Billede var for dybt indgravet i Folkets Bevidsthed til nogensinde at kunne forsvinde. Den hellige Olaf, med sit røde Skjeg, var ej alene Norges Nationalhelgen, ej alene den, hvem man, og med Rette, gav Æren for al gejstlig og verdslig Lov, alle gode Indretninger i Norge, men i Sagnet indtog han endog de gamle Guders Plads: det var ham, og ikke længer Thor, der med sit røde Skjeg slog Troldene med Skræk og forvandlede dem til Steen; det var ham, der endog frelste Sol og Maane fra at falde i Troldenes Hænder, ligesom Thor knuste hiin Jøtne-Bygmester, der mod Løftet om at faa Freyja, Solen og Maanen byggede Æsernes Borg[36].

Om Stedet, hvor Olaf faldt, har der været nogen Uenighed. Et nu gængse Sagn henfører Valpladsen til Sletten ved vestre Stiklestad henimod Bjertnes, hvor der er en stor Gravhøj, kaldet Dagrings-Haugen. Men dette Navn, der aabenbart hentyder til Dag Ringssøn, som ej faldt i Slaget, gjør Sagnet selv mistænkeligt[37]. Sagaens Beskrivelse over Slaget har været saa længe bekjendt i de nyere Tider, at de derpaa grundede Gisninger af Egnens Beboere i Forbindelse med Rejsendes og Oldgranskeres Bemerkninger, kunne have frembragt et saadant, tilsyneladende gammelt, men i sig selv nyt og uegte Sagn. At Kampen ellers for en stor Deel har foregaaet paa den ovenfor nævnte Slette, er rimeligt nok, men Kongen er neppe falden der, lige saa lidt som paa det Sted, hvor det nuværende Mindesmerke om Olafs Fald er oprejst, nemlig paa en Bakke nedenfor øvre eller østre Stiklestad. Den legendariske Saga om Olaf den hellige, forfattet allerede i det 12te Aarhundrede, siger udtrykkeligt: „det var paa en Højde at Olaf faldt, og paa det samme Sted er nu Kirken opført“[38]. Den Kirke, som her menes, kan ikke være nogen anden end Stiklestads Kirke, Verdalens Hovedkirke, der er en meget gammel Bygning, saa gammel, at det maaskee endog er den selvsamme som den, Sagaen omtaler, og ikke en nyere, opført i dens Sted. Man erfarer i det mindste heraf, at Sagnet i det 12te Aarhundrede antog Stiklestad Kirke opført paa det Sted, Olaf faldt. At baade Thorgils og hans Søn Grim-den gode, der efter ham boede paa Stiklestad, nøje vidste, hvor de havde hentet hans Lig, og at Traditionen derom længe vedligeholdt sig paa Gaarden, kan ej betvivles. Vi erfare ligeledes, at Kong Magnus nogle Aar senere lod Kalf Arnessøn betegne ham Stedet[39]. Dette maa saaledes have været almindelig bekjendt. Og en 70aarig Mand, der i Midten af det 12te Aarhundrede betegnede det for Sagnfortælleren, kunde godt, i sit 15de Aar, omkring 1095, have ladet sig det betegne af en 80-aarig Verdøling, der som 15aarig Dreng var Vidne til Slaget. Hvis Stiklestad Kirke var ældre end 1030, eller en af dem, Olaf selv lod opføre, vilde Sagaens Angivelse have været urigtig. Men det er bekjendt, at Verdalens egentlige Fylkeskirke, og altsaa rimeligviis den, Olaf selv lod opføre, stod paa den nærliggende Kongsgaard Haug vestenfor Stiklestad[40]. Hvad der gav Anledning til at opføre Kirken paa Stiklestad, der ej laa længer borte, der ej var Kongsgaard, og først senere erhvervedes for Erkestolen, kan alene være den Interesse, Stedet havde som det, hvor Olaf led Martyrdøden. Det faldt da næsten af sig selv, at Kirkens Alter oprejstes nøjagtigt der, hvor han var falden.

  1. ↑ Se ovenfor S. 524. Lodin kaldes og Lodin Viggjaskalle, se Magnus Barfods Saga, Cap. 4, Snorre, Cap. 5, hvor der dog urigtigt staar at han var Fader til Sigurd Ullstreng, der levede paa Magnus Barfods Tid, c. 1100. Den legendariske Saga, Cap. 85, fortæller derimod rigtigere, at Sigurd var en Søn af Rut.
  2. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 195, Snorre, Cap. 221. Den legendariske Saga, Cap. 85 anfører denne Beretning ved Slutningen af den første Fremstilling af Olafs Tog (Cap. 80–85), og lader her Rut blive dræbt med 120 Mand, ligesom den og lader Kongen særskilt henvende sig til Gissur svarte med hiint Udsagn. Ogsaa tales der urigtigt om at Kongen og hans Mænd saa Ruts Skib. Siden (Cap. 86–89), fortælles Toget paany, men med andre Enkeltheder, og derfor nævnes Rut her atter (Cap. 89), som en af Anførerne. Endelig, i Cap. 90, nævnes atter Gissur svarte og Udsagnet om den Skik at dræbe en Slagtesaud. Det sættes her i Forbindelse med Fortællingen om, hvorledes Gissur i Slaget selv dræbte to Mænd, hvilket sidste i sig selv vistnok er rigtigt, da ogsaa den historiske Saga omtaler det og dertil anfører et Vers af Gissurs Fosterfader Hovgarda-Rev, hvori det berøres. Man maa derfor antage, at Gissurs Navn egentlig hører hjemme paa det sidste Sted, og at den legendariske Saga uretteligt har nævnt ham særskilt paa det første. Thi at han for øvrigt, tilligemed de øvrige Islændinger, deeltog i Ruts Drab, synes utvivlsomt. Flatøbogen (Fornm. S. V. 203) taler ogsaa vidtløftigere om at Gissur dræbte to Mænd i Slaget, men nævner intet om Slagtesauden, kun om den Skik paa Island at foresætte Arbejdsmænd et vist Verk. Og dette tør maaskee være den rette Form af Sagnet.
  3. ↑ Til den lange Udstrækning af Kongens Front sigtes der vel, naar den legendariske Saga Cap. 90 fortæller, at ligesom Bønderne havde 24 Merket, men 120 Mand under hvert, havde Kongen ogsaa 24, men kun med 40 under hvert.
  4. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 195, Snorre, Cap. 22l. Her tilføjes og et Vers, som Harald efter Folks Sigende skulde have kvædet, omtrent af følgende Indhold: „Jeg skal nok vise at jeg tør forsvare den Arm (Fløj) hvori jeg staar, vi skulle farve Skjoldene rode; den unge, kæmpekjære Kriger skal ej vige tilbage for Spydene, hvor Huggene falde og Mændene kæmpe“. Men i den legendariske Saga, Cap. 90, lægges dette Vers i Munden paa Thormod, hvorved ogsaa Sagaen baade her, og senere i Cap. 91, kommer til at lade Kongen stille Thormod og de øvrige (islandske) Kæmper paa den anden Fløj, medens den derimod lader ham stille Harald hos Bjørn Stallare, altsaa i sin egen Nærhed. Dette er aabenbart urigtigt, deels fordi Thormod, som allerede 35 Aar gammel, ikke med noget særegent Eftertryk kunde kalde sig den „unge“ Kriger, deels fordi baade den historiske Saga og Fostbrødra Saga fornemmelig udhæve, at Thormod og de øvrige Skalde dannede en Skjoldborg om Kongen, ligesom og den legendariske Saga selv senere lader Thormod „lege løst“ d. e. fegte paa sin egen Haand i Striden, og nævner Gissur, Thormods Kammerat, som en af Kongens Sidemand. Altsaa maa man antage at Forvexlingen af Thormod og Harald med Hensyn til Verset ogsaa har bevirket deres Forvexling med Hensyn til Stillingen, og at den historiske Saga har Ret.
  5. ↑ Dette fortælles kun i den legendariske Saga, Cap. 91, og saa forvirret, at man ej ret kan see, om Meningen er, at Ragnvald og Finn stode i hver sin Fløj, eller om de kun stode paa hver sin Side af Kongen. Men at dette dog er Meningen, sluttes af hvad der ellers vidner om Finns umiddelbare Nærhed ved Kongen.
  6. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 201, Snorre, Cap. 227. Tildragelsen berøres ganske korteligt i den legendariske Saga, Cap. 88.
  7. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 196, Snorre, Cap. 222. Den legendariske Saga, Cap. 92. Her tilføjes og at Kongen bad Thorgeir Bonde at følge hans Lig til Graven og lade mane Krigeres Saar vaske i det Vand, hvori hans Lig var toet“. Om denne Thorgeir er Thorgeir Sum eller om Navnet er fejlskrevet for „Thorgils“ (hvilket synes rimeligst), vides ikke.
  8. ↑ Om Bæsing eller Hneite, se ovenfor S. 494, 496, 505.
  9. ↑ Merkeligt nok, og neppe rigtigt, heder det i den legendariske Saga, Cap. 91, saa vel som i Ágrip Cap. 25, at Kong Olaf hverken havde Hjelm eller Brynje.
  10. ↑ Den legendariske Saga, Cap. 81.
  11. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 197, Snorre, Cap. 223.
  12. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 200, Snorre, Cap. 226. Den legendariske Saga, Cap. 89. Homilie om St. Olaf i Cod. Arn. 619, S. 226. Drømmen anføres endog i Scholien til Mag. Adam, II. 59, No. 42. Her kaldes Finn (Phin) Anføreren for hans Hær, og det heder at Olaf sov i et Telt.
  13. ↑ Den legendariske Saga, Cap. 896. Flatøbogen (Fornm. S. V. 201).
  14. ↑ Se ovenfor S. 510, Note 5. Hvorledes Olafs Spaadom med Hensyn til Ragnvald senere gik i Opfyldelse, skal nedenfor omtales, (se Orkn. S. S. 74).
  15. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 237. Den legendariske Saga, og efter den Flatøbogen (Formn. S. V. 202) anføre endnu mere af Olafs Samtaler med de fornemste Anførere i Bondehæren. Saaledes skulde han have sagt til Erlend af Gerde: “jeg gjorde dig ringe Mand til en stor Mand, nu drager du en Flok imod mig og vil dræbe mig i Dag, men jeg kan sige dig, at du i Dag vil falde, og at din Sjæl vil være i Helvede, førend dit Blod er koldt paa Jorden“. Til Kalf skulde han have sagt, at om han selv (Kongen) sejrede, vilde han alene straffe ham med at paalægge ham en Pilegrimsrejse til Rom og Pønitens; til Thore Hund, at han i samme Fald vilde paalægge ham mange Arbejder indenlands, som ellers ingen brav Mand vilde udrette; til Thorgeir af Kvistad: „Erindrer du det sidste Julegilde, du var i hos mig, da har du Hovedet højt, men nu strider du mod mig, og det anstaar dig ej“; hvortil Thorgeir skulde have sagt, at han maatte saa gjøre for Kalfs Opeggelsers Skyld. For noget af dette kan maaskee Sandheden ligge til Grund; men at i det mindste Samtalen med Erlend er opdigtet, sees deraf, at denne kæmpede i en anden Fløj, ligesom og de Ord, Kongen skulde have henvendt til ham, efter den historiske Saga rettedes til Thorgeir.
  16. ↑ Dette staar kun i den legendariske Saga, Cap. 92, og lyder saaledes: „Knýjum, knýjum, konungs liðar, harðla, harðla búanda menn“; hvorimod denne Saga intet kjender til det Feltraab, den historiske Bearbejdelse anfører og sætter i umiddelbar Forbindelse med Bøndernes Fejltagelse. Det er dog tydeligt, at den kongelige Hær har brugt begge Raab, og anvendt dem saaledes som ovenfor angivet; det første før Slagets Begyndelse, som Angrebstegn; det andet under selve Marschen, som Opmuntringsraab. Dette skjønnes deels deraf, at Raabet „Knýjum“ &c. i og for sig giver et Taktslag, der ganske passer til at marschere efter, deels deraf, at Raabet „fram Kristsmenn“ o. s. v. er saa betegnende for de kongelige, at end ikke de meest enfoldige og tankeløse i Bondehæren kunde falde paa at efterskrige det, hvorimod det andet, der selv ender med „búanda menn“, og med den ubetydelige, og i Slagtumlen neppe herlige Forandring af liðar til liða faar den modsatte Betydning, nemlig en Opfordring til Bønderne om at sætte ind paa de Kongelige, netop var egnet til at misforstaaes saaledes som oven anført, og derfor til at eftersiges af Bønderne.
  17. ↑ Se herom de oven citerede Afhandlinger af Hansteen i Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie, især I. S. 459–466, og II. S. 159–161. Det er her oplyst, at Formørkelsen for Stiklestads Horisont begyndte Kl. 1, 31 Min. 16 Sekunder, altsaa paa det nærme-ste ved Kl. 1½ eller „miðmunda“, (d. e. Midten mellem Kl. 12 og 3) som Sagaen siger; at den var sterkest Kl. 2, 51 Min., 13 Sekunder, altsaa lidt før Non, eller Kl. 3, til hvilken Tid Sagaen (Cap. 219, Snorre, Cap. 248) siger at Mørket ophørte; og at den endte Kl. 3, 58 Min., 11 Sekunder. – Der oplyses tillige, at den netop ved Stiklestad maa have været total.
  18. ↑ Den legendariske Saga siger Cap. 91, at „Folk sige at Arne Arnessøn bar Kongens Merke under Slaget“,.men den fortæller dog Cap. 89, at Thord Folessøn blev saaret paa den Finger, der laa Merkesstangen nærmest, men senere helbrededes. Altsaa erkjender dog denne Bearbejdelse Thord som den, der bar Merket, og det bekræftes udtrykkeligt i et Vers af Sighvat, anført i Olaf den helliges Saga, Cap. 198, Snorre, Cap. 224. Det sandsynligste er derfor, at Arne efter Thords Fald har grebet Merket, saaledes som ovenfor fremstillet. I den historiske Bearbejdelse staar der at Thord fik „Banesaar“; dette Ord antyder nærmest at Satirer virkelig bragte Døden, men ifølge den legendariske Saga skulde han have overlevet Slaget. Hvis denne ikke har forvexlet Arne med ham, skulde man altsaa formode, at „Banesaar“ her kun betyder „dødeligt Saar“.
  19. ↑ Se herom ovenfor S 794. Det fortælles vidtløftigere i Flatøbogen (Fornm. S. V. 203) og i den legendariske Saga, Cap. 90, men henføres til Tiden før Slagets Begyndelse.
  20. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 238–240. Den legendariske Saga, Cap. 92.
  21. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 211, Snorre, Cap. 240. Den legendariske Saga, Cap. 93. Hvad Olafs tredie Saar angaar, da staar der i den legendariske Saga, Cap. 92: „þat var ok snimma er Ólafr konungr féll ok frændi Kálfs Arnasunar … hann særði Olaf konung á fœti“. Da Olafs Fald senere omtales, maa dette aabenbart ansees som en Skrivfejl, i Stedet for „þat var ok snimma er Ólafr féll frændi Kálfs o. s. v.“, og oversættes saaledes: „det var ogsaa tidligt at Olaf faldt, en Frænde af Kalf, … han saarede Kong Olaf paa Foden“. Siden heder det i Cap. 93, at Thore Hund og Thorstein Knarrarsmed bare Ord for at være Olafs Banemænd. Det synes altsaa at være denne Bearbejdelses Mening, at Olaf Arnfinnssøn saarede Kongen paa Foden, Thorstein paa Halsen, og Thore i Underlivet, hvilke tre Saar synes at have været de, Sagnet lige fra Begyndelsen af omtalte, thi de samme Saar findes og antydede paa et gammelt Billede af Olafs Martyrdød. Men den historiske Sagas Fremstilling synes her, som ellers, paalideligst.
  22. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 212, Snorre, Cap. 241 Thjodrek, Cap. 19. Dag Ringssøns Ankomst sættes hos denne og i den legendariske Saga strax efter Olafs Fald. Nøje at bestemme, om Olafs Fald indtraf strax for eller strax efter Dags Ankomst under Solformørkelsen, var uvist. Men den legendariske Saga lader ham ogsaa først byde Bønderne sig, siden Harald Sigurdssøn, til Konge, begge Dele forgjæves; dette er i en høj Grad usandsynligt.
  23. ↑ Se f. Ex. hans Scene med Harald Haardraade efter Nisaaslaget, Harald Sigurdssøns Saga, Cap. 81, Snorre, Cap. 68.
  24. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 213, 214, Snorre, Cap. 242, 243.
  25. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 213, Snorre, Cap. 242.
  26. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 215, Snorre, Cap. 244. Den legendariske Saga, Cap. 49.
  27. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 221, Snorre, Cap. 251. Det luder vee at Thore Hund kom tilbage Thorsdagen, der forudsattes naturligviis at den foregaaende Dag, Slagdagen, var Onsdag.
  28. ↑ I Olafssaga staar húskytja, hvilket Ord nærmest synes at være en Sammensætning af hús og kytja, det sidste dannet af kot. Men da der siden udtrykkeligt siges, at Indgangen var saa lav, at man næsten maatte krybe ind, passer dette nærmest med Indretningen af en saakaldet Skytje (paa somme Steder ogsaa udtalt Skykje) eller Udbygning til en Lade, saa at man altsaa kunde formode at den med rette Ord mindre bekjendte Sagaskriver har forandret skytja (af skot) til húskytja, eller at dette Ord egentlig skulde skrives hússkytja.
  29. ↑ Dette sætter den historiske Saga i Forbindelse med det første i Legendarierne optagne Jertegn, der skulde være foregaaet ved Olafs Lig. Blandt hine Fattigfolk, som sværmede om paa Gaarden og søgte Huusly, var og, heder det, en blind Mand, der lod sig lede af sin Dreng; de gik rundt om, indtil de fandt hiin Skytje, hvor den blinde Mand krøb ind, eftersom Døren var faa lav, at man ej kunde gaa oprejst. I det han famlede med Hænderne paa Gulvet, kjendte han noget vaadt; da Hatten i det samme gled ned foran hans Ansigt, rettede han den op, men kom derved til at røre ved sine Øjne. Strax fik han en saadan Kløe i Øjnene, at han gned dem med sine vaade Fingre. Han krøb baglængs ud igjen, og sagde at han ej kunde ligge der, fordi alt var vaadt. Men da han var kommen ud, kunde han allerede i Nattemørket skimte enkelte Gjenstande; han gik ind paa Gaarden og i Stuen, hvor han nok saa godt kunde see, og fortalte, saa alle hørte det, at han havde faaet sit. Syn igjen efter at have været inde i hiin Skytje, saaledes som oven berettet. De andre undredes da over, hvad der kunde have været i Skytjen, og Thorgils og Grim bleve ængstelige derved o. s. v. Olaf den hell. Saga, Cap. 220, Snorre, Cap. 250. Den legendariske Saga fortæller Jertegnet ikke mindre end 3 Gange, 2 Gange ganske korteligt, i Cap. 100, hvor der staar at en blind Mand fik sit Syn ved at vaske fine Øjne i det blodige Vand, hvori Olafs Lig var toet; derpaa i Cap. 103: at Olafs Lig efter hans Død blev flyttet til et Huus, hvor hans egne Hirdmænd vaskede det; at en blind Tigger snublede udenfor Døren, hvor Vandet var slaaet ud, kom til et gribe med Haanden i det vaade, strøg sine Øjne dermed, og fik sit Syn igjen. Det fortælles eens hermed i Homilie-Haandskriftet (Cod. Arn. 619) S. 111; i Legenderne, meddeelte af Langebek, Scr. rer. Dan. II. S. 534, 543; omtrent paa samme Maade i det oldsvenske Legendarium S. 864, og i det lübeckske Pasionale hos Langebek l. c. S, 538; det berøres endelig i Einar Skulessøns, 1152 forfattede Digt Geisli, V, 23. Afvigelserne vise, at den legendariske Form og derfor vel og det usandsynlige af Indholdet tilhører en sildigere Tid, da Olafs Helligdom var anerkjendt eller skulde anerkjendes. Det sandsynlige, og derfor vel ogsaa virkelige i Begivenheden er vistnok kun, hvad der ovenfor i Texten er anført.
  30. ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 222. Snorre, Cap. 251.
  31. ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 216. Snorre, Cap. 45. Fagrsk. Cap. 248.
  32. ↑ Fostbrødre Saga, Cap. 49, indeholder en Beretning om, hvorledes Dag, hvilken Bønderne vilde hindre fra at komme bort om Natten, fik det Raad af Thormod Kolbrunarskald, at gjøre store Vagtilde, for at indbilde Bønderne at de vare tilstede, men at de imidlertid skulde snige sig bort, idet de kun efterlode fire Mand ved hvert Baal, hvilke siden paa een Gang skulde slukke Ildene. Dette Raad skulde Dag have fulgt, og tillige indbudt Thormod, der var saaret, til at følge med ham efter i Sverige, hvor han skulde faa gode Dage, men Thormod skal have afslaaet Tilbudet, sigende at han efter Olafs Fald ej kunde tjene nogen anden Konge. At en saadan Samtale fandt Sted mellem Dag og Thormod synes lidet rimeligt, da der neppe engang var Tid dertil, eftersom Dag alle: rede samme Aften kom op til Sum. Men det antyder dog, at Dug efter Sagafortællerens Mening kom tilbage til sit Rige i Sverige.
  33. ↑ Olaf den hell. Saga, Cap. 218. Snorre, Cap. 246, 247. Fostbrødra Saga, Cap. 49, 50. Saavel denne, som især den leg. Olafssaga, Cap. 95–97, beretter endnu flere Træk af Thormods sidste Øjeblik; det skulde næsten synes som om den gamle Sagnfortæller har behaget sig i at udmale Fortællingen efter egen Fantasi, thi meget af hvad der saaledes tilføjes synes overdrevet og lidet rimeligt. Derhos afviger det ogsaa i andre Henseender fra det ovenfor efter den hist. Saga meddeelte. Det heder at Thormod ej vilde beskytte sig i Kampen, men dog ikke fik store Saar, hvorover han selv undredes; at han endog laante en Mand sit Skjold, og at han da endelig ved at løbe over en Skidgard fik en Piil i den venstre Side, hvorved han udbrød: „ingen Mand drog sin Bue i en heldigere Stund“. At han blev saaret i Dagsriden, siges ikke. Der meddeles og nogle andre Samtaler paa Valpladsen, hvortil han var Vidne; og hvad der senere foregik, da han hug Haanden af Bonden, o. s. v., fortælles temmelig forvirret og indviklet, især i den legend. Saga. Der lægges vant et Vers i Munden, hvori han næst Kongen roser Haralds, Rings og Dags Tapperhed; men den blotte Omstændighed, at Ring her nævnes som deeltagende i Slaget, synes at vise, at Verset er underskudt og uegte; det udelades og i den hist. Saga. (Thjodrek, Cap. 18, nævner rigtignok ogsaa Dag, men det synes kun at være ved en Misforstaaelse.) Den underlige og for de Tiders Lægekunst charakteristiske Fortælling om Grøden af Løg o. s. v., udelades i den lege-nd. Saga. Overhoved synes det, som om der har været to indbyrdes noget forskjellige Sagn om Thormod, af hvilke den hist. Saga har fulgt det rimeligste, den legendariske det usandsynligste men tillige meest underholdende.
  34. ↑ Den legend. Saga, Cap. 95, og Fostbrødra Saga fortælle udtrykkeligt om en Fader og hans Søn, der begge laa dødeligt saarede paa Valpladsen, hiin paa Kongens, denne paa Bøndernes Side.
  35. ↑ Det ubestemte og kun i Almindelighed fremsatte Udtryk, at Olaf led Martyrdøden, har, som det synes, givet Anledning til Sagn, der fremstille hans Død paa en aldeles urigtig Maade, aabenbart saaledes som en Fortæller, der ej vidste nærmere Besked, har tænkt sig det og udmale der paa egen Haand. Saaledes“ siger allerede Mag. Adam af Bremen (II. 59): „Nogle sige at Olaf er dræbt i et Slag, andre, at han er bleven ført frem i en Kreds af Folket og priisgiven dets Forhaanelser, atter andre – hvad jeg antager for sandsynligst, – at En har snigmyrdet ham for derved at vinde Kong Knuts Gunst“. I det lübeckske Passionale hos Langebek (Scr. rer. Dan. II. 537, 538) beskrives hans Død næsten aldeles som Christi egen; det lader ham forhaanes, udstilles med en Tornekrone, Scepter og Kongedragt, idet man sagde: „See hvilken Konge“, og endelig korsfæstes.
  36. ↑ Se Snorre Edda, Cap. 42, jvfr. Fayes Sagn, S. 14.
  37. ↑ Se herom deels Munthes Anmerkninger til Aalls Oversættelse af Snorre, I. S. 943, deels Krafts Beskrivelse over Norge, jvfr. Fayes Sagn, S. 124.
  38. ↑ Den legend. Saga, Cap. 93.
  39. ↑ Olaf den helliges Saga, Cap. 242, Magnus den godes Saga, Cap. 24, Snorre, Cap. 15.
  40. ↑ Se Munthes Anmerkninger til Aalls Oversættelse af Snorre I. 260.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/2/86&oldid=85807»