Det norske Folks Historie/2/94

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1853 (Første Deel. Andet Bind., s. 863-867).

I Norge selv synes det efter Magnus’s Forlig med Thrønderne at have været ganske fredeligt, og Roligheden ved Hoffet forstyrredes kun, efter som det lader, nu og da ved Stridigheder mellem Enkedronningen Aastrid, hvilken Magnus viste al Agt og Ære, og hans virkelige Moder, Alfhild, der ogsaa var kommen til Hirden, efter hvad man maa formode fra Oplandene med Biskop Grimkell^[1], og som nu i Egenskab af Kongens Moder gjorde Fordring paa Rang og Sæde foran hende, medens Aastrid derimod fremdeles kaldte Alfhild sin Tjenestepige, og følte sig saa oprørt over hendes Uforskammethed, at hun ikke engang vilde være i Huus sammen med hende. Sighvat Skald lagde sig imellem og søgte at bringe Alfhild til fornuftig Eftergivenhed, men, som det synes, forgjæves^[2]. Dog fik man nu snart andet at tænke paa. Danekongernes Æt nærmede sig sin Ende. Hardeknut havde allerede begivet sig med en Flaade til sin Moder i Brügge, for herfra at bekrige sin Broder Harald, naar Lejlighed gaves, da han tidligt om Vaaren fik den velkomne Efterretning, at Harald pludselig var død i Oxford (17 Marts). Strax begav han sig derfor til England, og blev eenstemmigt tagen til Konge. Men hans Herredømme var langt fra at være et saadant, under hvilket Englænderne kunde fele sig tilfreds. De vare under hans Herredømme næsten endnu værre farne end Nordmændene under Sven Alfivesøns. Ligesom Alfiva beherskede Sven, saaledes beherskede Emma Hardeknut, og fik ham til at tage en haard Straf over Haralds forrige Tilhængere. Jarlen i Northumberland, Eadulf, blev efter Kongens Befaling dræbt af den forhen omtalte Sigurd Bjørnssøn, der belønnedes med Jarlsnavn og Northumberland^[3]. Endog Haralds eget Lig blev taget op af Graven og kastet i Temsen. Til de danske Krigere, Hardeknut havde medbragt, udpressedes store Pengesummer, og Danernes Overmod og Voldsomhed i England kjendte ingen Grændser; den overgik endog, som det synes, langt, hvad de havde tilladt sig i Norge^[4]. Englændernes Længsel efter en Konge af deres egen Nation maatte derfor blive saa meget mere levende, som Haabet derom nu laa saa meget nærmere, da nemlig den til Vellevnet og Drukkenskab forfaldne Hardeknut ingen Børn havde, og hans Halvbroder Edward, Emma’s og Ædhelreds Søn, allerede opholdt sig ved Hoffer, indkaldt af Hardeknut, eller rettere af Emma, hvem det maatte være særdeles om at gjøre, at have ham ved Haanden, hvis Hardeknut pludselig skulde dø. Vel havde Hardeknut ved Brennø-Forliget erklæret Magnus den gode for sin Arving i eet og alt, saaledes og til England. Men deels erkjendte ikke Edward sig bunden ved dette Forlig, deels var det maaskee endog Hardeknuts egen Hensigt at bryde det, da det lader til, at han tog sig af Ulf Jarls Søn Sven, der ogsaa troede at besidde Arveret til Danmark efter sin Moder Æstrid. Sven begav sig nemlig efter et tolvaarigt Ophold i Sverige til England, hvor Hardeknut skal have taget godt imod ham, og, som han selv siden fortalte, udnævnt ham til Befalingsmand over en Flaade, for at drage mod Magnus, der allerede var kommen med en Flaade til Danmark; mellem Sven og Magnus skulde der have staaet en Kamp, hvori Sven blev slagen og dreven paa Flugt^[5]. Vore egne Sagaer vide intet herom at fortælle; kun enkelte have en besynderlig Beretning om et Besøg, som Magnus, ledsaget af en betydelig Flaade, skal have aflagt Hardeknut i Jylland, hvorved Alfiva, eller maaskee snarere Emma selv, der ogsaa hed Ælfgifu eller Alfiva, rakte Magnus et fyldt Drikkehorn, hvilket han, under Paaskud af at Hardeknut her skulde hædres meest, lod byde denne, der, efter at have drukket deraf, strax døde under lydelige Smertesraab^[6]. Fortællingen er øjensynlig usand, for saa vidt som Magnus intet saadant Besøg aflagde hos Hardeknut, og denne desuden døde i England, ikke i Jylland. Men usandsynligt er det dog ej, at Magnus kan have udrustet en Flaade og med den have begivet sig til Danmark, enten for at være paa rede Haand i Tilfælde af Hardeknuts pludselige Død, hvilken hans overdaadige Levnet nok lod forudsee, eller maaskee og netop for at hindre et befrygtet Forsøg af Hardeknut eller Sven paa at omstyrte Forliget^[7]. Og vist er det, at Hardeknut-pludselig døde, rørt af et Slag, med Drikkebægeret i Haanden, i et Gilde i Lambeth ved London 18 Juni 1042^[8]. Hvad enten Sven bestod nogen Kamp med Magnus, eller kun flygtede ved hans Nærmelse – det sidste er det sandsynligste –, saa havde for det første hans Befaling over den danske Flaade en Ende, thi ved hans Tilbagekomst til London fandt han Hardeknut død, og Edward, hans Halvbroder, ophøjet paa Englands Trone. Han maatte derfor atter begive sig tilbage til Sverige.

Med Hardeknut var den gamle Danekongeæt uddød. Ifølge Forliget indtraadte Magnus i hans Rettigheder, og var saaledes den retmæssige Tronfølger i Danmark. Ved Efterretningen derom stod Magnus, der just sad ved Bordet med sine Mænd, op fra sit Sæde, og sagde: „det vide Gud og den hellige Kong Olaf, at enten skal jeg underkaste mig hele Danevældet eller dø“^[9]. Den Beretning, der omtaler Besøget hos Hardeknut, lader ham udbryde i disse Ord allerede medens han endnu opholdt sig i Danmark. Den anden Beretning lader ham derimod erfare Hardeknuts. Død hjemme i Norge, og strax udruste en Flaade paa 70 Skibe^[10] for at tage Danmark i Besiddelse^[11]. Vi have ovenfor erklæret det for sandsynligt, at Magnus allerede havde viist sig med en Flaade i de danske Farvande, for at være paa sin Post, og begge Beretninger lade sig allersimplest forlige saaledes at Magnus, efter at han havde udrustet Flaaden, og med den var dragen Jylland og Halland forbi, tog sin Post lige ved Rigsgrændsen i Gaut-Elven, sandsynligviis ved Kongehelle^[12], og at han der modtog Efterretningen. Han styrede strax lige over til Jylland, for at lade sig tage til Konge. Flaaden skal have været prægtigt udrustet; især roses. Kongens eget Skib, nemlig Visunden, der havde tilhørt hans Fader, og som nu ogsaa han styrede. Det havde i Forstavnen det Visunde-Hoved, som Olaf selv havde udskaaret, og som nu var prægtigt forgyldt; bagtil havde det en forgyldt Spord; ligeledes var Mastfløjen forgyldt^[13]. Da Magnus kom til Jylland, blev han godt modtagen, og holdt strax et foreløbigt Thing, hvor han ifølge Forliget opfordrede Folket til at erkjende ham som Danmarks Konge. Ingen Stemme synes denne Gang at have rørt sig imod ham. Høvdingerne vare forpligtede ved Ed til at overholde Forliget; og da Knuts Æt var aldeles uddød, medens derimod Olafs Helgenglands forherligede Magnus, var der ikke engang nogen Tronprætendent, der kunde maale sig med ham, at opstille, thi Sven Ulfssøn, der saa længe havde været borte, og desuden hørte til den halvsvenske Sprakalegg-Æt, synes endnu ikke at have haft mange Sympathier for sig. Magnus lod da stevne almindeligt Thing i Viborg, hvilket Thing i Danmark svarede til Ørething i Norge, thi der udraabtes Kongerne for det hele Rige. Her blev Magnus da med al Formelighed tagen til Konge, og berejste siden om Sommeren de øvrige Landskaber. Overalt hyldede Folket ham med Glæde^[14]. Han indsatte Sysselmænd og uddeelte Forleninger. Og da han saaledes, som han troede, havde sikret sig dette Rige, vendte han om Høsten tilbage til Kongehelle^[15].

Saaledes stod Magnus nu ej alene ved det Maal, hvortil hans Forgængere, og især hans Fader, saa ivrigt havde stræbt, Norges Frigjørelse fra Danevældet, og Ynglinge-Ættens. Legitimation; men heldige Omstændigheder havde og bragt ham et Skridt videre: han var nu ogsaa Danevældets retmæssige Herre, og for menneskelige Øjne saa det nu ud, som om Ynglinge-Ætten herefter skulde komme til at herske over begge Riger. Vel var det anderledes bestemt; vel var Foreningen langt kortvarigere end Nogen fra først af skulde have anet. Men dens Virkninger kunde dog ikke udslettes. Ved – om end kun for en saare kort Tid – at have givet en norsk Konge Herredømmet i Danmark, og efter de Tiders Anskuelse Nordmændene Forrangen for Danerne, hvilke hidtil havde betragtet sig som hines Overmænd, havde den oprettet Ligevegten mellem begge Riger og begge Folk. Uagtet de siden bleve adskilte, betragtede de hinanden dog herefter indbyrdes som sideordnede. Det nye danske Dynasti blev nu selv det, som maatte tilkæmpe sig Legitimitet og befæste den ved sit kraftigste Medlems Martyrdom; i Sverige fremstod, ligeledes kort efter, et nyt Dynasti; og tre Kongeslægter, af hvilke ingen havde Forrangen fremfor den anden, herskede fra den Tid i Norden. Og paa samme Tid var Norge selv blevet konsolideret til en Enhed. Christendommen var befæstet, og med den en ordnet Lovgivning. Med Hedendommens fuldkomne Tilintetgjørelse maatte og den Raahed, der i den havde sin Rod og Støtte, efterhaanden svinde. Var end Christendommen endnu for ung, og Hedendommens Erindringer endnu for friske, til at man i idet hele taget skulde kunne spore nogen væsentlig Forskjel i Leveviis, Skikke og Sæder, fra hvad der i Aarhundreder havde fundet Sted, saa var dog nu endelig Skillevæggen for stedse dragen mellem dem begge; Det laa nu klart i. Folkebevidstheden, at Hedenoldet var svundet og alene tilhørte Fortiden. Paa den opvoxende Generation virkede Christendommen allerede fra den spædeste Alder. Fylkes-Aristokratiets Tid var forbi. Den yngre Slægt voxede herefter op i fuld Bevidsthed om, at alle Nordmænd vare Borgere af een og samme Stat. Vikværingen erkjendte nu Haalogalændingen for sin Landsmand. Oplændingen troede ikke længer, at han mere end Thrønderne havde med Danekongen at bestille. Med Hedendommen og Fylkes-Aristokraternes Selvraadighed svandt ogsaa hurtigt Hedendommens Affødning, det med Christendommens Aand ufordragelige Vikinge-Liv. Derved maatte Nationen selv blive mere henviist til fredelige Sysler. Trangen til indre Ro og uforstyrret Nydelse af en ordnet Statsforfatning maatte blive mere levende. Med Norges fuldstændige Emancipation under Magnus den gode, og med Christendommens fuldkomne Befæstelse ved hans Faders Martyrdød og Erkjendelse som Helgen slutter altsaa det for Norge saa vigtige Tids-Afsnit, som vi meest betegnende have troet at kunne kalde Vikingetiden og Danevældet.

1. Det er ovenfor (S. 665) hvorledes Grimkell efter al Sandsynlighed tog sig af Alfhild efter Olafs Flugt.
2. Snorre, Magnus den godes Saga, Cap. 8, 10.
3. Sigurd var maaskee en Sønnesøn af Thorgils Sprakalegg, Ulf Jarls Fader, se Langebeks Scr. rer. Dan. III. S. 287.
4. Se herom især Bromton, hos Twysden S. 934. Chron. Sax.
5. Se Mag. Adam, II. 74, jvfr. ovf. S. 842. Alt dette hørte Adam af Sven selv. Men hvor meget usandt denne ellers indbildte ham, sees deels af det ovenfor (S. 842) anførte, deels deraf, at han endog berettede ham om et Forlig, som Kong Edward i England skulde have indgaaet med ham, saaledes at han tilsikrede ham Sukcessionen i England, selv om Edward efterlod Børn. Under disse Omstændigheder er det dog muligt, at Sven kan have fortalt Adam om et Slag, han skulde have leveret Magnus før Hardeknuts Død, men som slet ikke har fundet Sted.
6. Magnus den godes Saga, Cap 24.
7. Den sidst nævnte Saga anfører og et Vers af Arnor om Magnus’s Tog til Danmark for at besøge Hardeknut, hvilket Vers hos Snorre henføres til det Tog, han foretog strax efter Hardeknuts Død.
8. Chron. Saxon.
9. Fagrskinna, Cap. 133, Magnus den godes Saga, Cap. 24. Arnors Vers sammesteds.
10. De 70 Skibe nævnes udtrykkeligt i Thjodolfs Vers, Snorre, Cap. 20.
11. Snorre, Cap. 14, 20. Jvfr. Thjodrek, Cap. 24 og Fagrskinna, Cap. 133.
12. Hvor han og paa Tilbagerejsen tog Sæde, se nedenfor.
13. Se Arnors Vers, Snorre, Cap. 20, Magnus den godes Saga, Cap. 24, 25.
14. Magnus den godes Saga, Cap. 25, Snorre, Cap. 21, 22, Fagrsk., Cap. 133.
15. Magnus den godes Saga, Cap. 25„ 26, Snorre, Cap. 22, Fagrskinna, Cap. Ifølge de to sidste tilbragte Magnus hele Vintren i Danmark, hvilket neppe er rigtigt.