Det norske Folks Historie/3/104

Efter saaledes at have seet, hvilke Kongens Indtægter og hans dermed forbundne Rettigheder vare, bliver det lettere at danne os et Begreb om hans statsretlige Stilling, eller overhoved om Norges statsretlige Forhold i det 11te og 12te Aarhundrede, saa vidt de uklare og svævende Forestillinger, som paa hiin Tid selv herskede desangaaende, gjøre det muligt. Gjennem den hele Tidsperiode gaar der en stadig Kamp mellem Kongedømmet, der fra det lidet betydende Fylke-Kongedømme søger at arbejde sig op til uindskrænket Vælde, og Slægts-Aristokratiet med Lendermændene i Spidsen. Som et Tegn paa, hvor uklare Forestillingerne vare, behøver man kun at anføre den Artikel i Frostathingsloven, som bestemte, at naar en Konge gjorde ulovlig Atfar (d. e. voldeligt Overfald paa en Mand i hans Hjem), skulde Ør opskæres, og sendes om i alle Fylker, hvorefter Indbyggerne under 3 Mks. Straf for hver skulde samle sig, angribe ham og dræbe eller forjage ham af Landet, hvortil han aldrig skulde komme tilbage. At denne Bestemmelse ligefrem er en Levning fra Fylkekonge-Tiden, og saaledes i og for sig antikveret, skjønnes ej alene deraf, at Lovgivningen paa samme Tid ved strenge Bestemmelser om Landraad netop søger at forebygge al Slags Opstand, men og af den Omstændighed, at der umiddelbart efterfølger aldeles lignende Bestemmelser med Hensyn til Jarl og Lendermænd, kun med den Forskjel, at Øren i disse Tilfælde kun skulde gaa om i fire eller to Fylker; dette viser nemlig, at hine „alle Fylker“ kun ere de 8 i Thrøndelagen[1]. Men at Bestemmelsen dog blev staaende, medens Forestillingen om Kongemagtens Ukrænkelighed allerede var bleven gjeldende, lægger noksom for Dagen, hvor lidet man endnu var betænkt paa at bringe Konsekvens i Lovgivningen. Kongen var fuldkommen i Besiddelse af, og repræsenterede den udøvende Myndighed, eller, som man i hine Dage udtrykte sig, hans Pligt var at forsvare Landet, overholde Orden, og refse til Landrenselse og Fred. Saaledes laa Retten til at begynde Krig og slutte Fred i hans Haand[2]; det var hans Pligt, som han ved sine underordnede Befuldmægtigede opfyldte, at skaffe Enhver Ret, d. e. at paase at Lovens Bud og afsagte Domme bleve opfyldte, og at Forbrydere fik deres fortjente Straf[3]. Derfor var det ogsaa, at han oppebar Sagefaldet, og naar hans Embedsmænd undlode at gjøre deres Pligt i faa Henseende forfaldt de selv i Bøder til Folket[4]. Selv havde han ingen dømmende Magt; denne var i Folkets egne Hænder, og han var selv Folkets Dom underkastet. Naar Kongerne desuagtet ofte i Sagaerne optræde som dømmende, er det kun fordi Sagen var voldgiven deres Afgjørelse. Da Kongen ene og alene var den exsekutive Magts Repræsentant, havde han heller ikke i sig selv nogen lovgivende Myndighed, hvilken ligeledes hvilede hos Folket; det ligger dog i Sagens Natur, at Folket kun udøvede denne Myndighed ved enten til Thinge, eller paa andre særskilte Møder, at samtykke i eller forkaste ethvert Forslag til Lovsforandring; men da neppe nogen anden end Kongen selv eller den, han dertil bemyndigede, havde Initiativet, og Thingmændene desuden, som det nedenfor skal vises, opnævntes af Lendermændene,Aarmændene eller Sysselmændene, blev Kongens Indflydelse paa Lovgivningen lige fuldt stor, og vist er det, at han i alle Fald fik Æren for alle Forbedringer[5]. At Kongen ligeledes behøvede Folkets Samtykke til at forhøje de bestaaende Skatter og Bøder, eller indføre nye, forstaar sig af sig selv[6]; derimod fulgte det paa den anden Side af den Forestilling, man havde om Krongodset eller Statskassen som Kongens virkelige Ejendom, at alle nye Bestemmelser, hvor ved Lettelser i bestaaende Byrder indførtes, eller hvorved Kongen overhoved gav slip paa Rettigheder, han hidtil havde haft, f. Ex. Arv efter den, der ej efterlod Arving i 5te Led, intet Samtykke af Folket behøvede, da han her kun bortgav af sit eget[7].

Dr her omhandlede Regjeringssysler udøvede Kongen fornemmelig ved Lendermændene og Aarmændene. Men foruden den store Forskjel, som herskede mellem en Lendermand og en Aarmand med Hensyn til Byrd og Anseelse, vare og deres Embeder selv, om man kan bruge dette Udtryk for Lendermændenes Vedkommende, aldeles grundforskjellige. Lendermanden var egentlig ingen Embedsmand, men en Vasall. Han havde modtaget kongeligt Gods til Len[8], og hans væsentligste Forpligtelse var, ved de Huuskarle, han holdt, som overhoved ved sin Anseelse og Indflydelse, at understøtte Kongen saavel i Krig, ved at fremmøde med sin Troppe-Kontingent, som i Fred, ved at rense Landet for Ugjerningsmænd, og staa Aarmændene bi ved Oppebærelsen af de kongelige Indtægter, og Udførelsen af de fældte Domme[9]. Lendermændene befattede sig ikke selv med Skatteindkrævning, uden for saa vidt de vare forlenede med alle de kongelige Indtægter eller en Deel deraf; derimod vare de selv skattepligtige af deres Ejendomsgaarde og for deres Personer. De vare fornemmelig Krigshøvdinger, der ej havde med den civile Administration at gjøre. — Aarmændene derimod vare ene og alene Civil-Embedsmænd. De bestyrede de kongelige Gaarde, som ej vare bortforlene-de til Lendermændene eller Jarlen, oppebare i et Distrikt, der sandsynligviis har været nøje betegnet, alle de kongelige Indtægter, besørgede Vejtslerne, vare i Kongens Navn forpligtede til at hænde Dom over Forbrydere og see dem afstraffede, saa vel som at besørge Domme, afsagte mellem private Personer, opfyldte. Med Krigsvæsenet havde de ikke andet at bestille end at holde Mandtal, paasee at Udredslerne skede ordentligt, at Ledingsskibene vare i forsvarlig Stand, o. s. v., samt oppebære alle deraf flydende Indtægter og Bøder[10]; det vil sige, de optraadte ogsaa her egentlig kun som Oppebørselsbetjente, og som de der vaagede over Kongens Rettigheder, medens de derimod intet havde med den aktive Krigstjeneste at bestille; tvertimod var Aarmanden udtrykkeligt fritagen for at gjøre Leding, for sin egen, sin Hustrues og sin Træls Person[11]. Naar, som det stundom hændte, en Jarl eller Lendermand var forlenet med en Deel af de kongelige Indtægter, opkrævede sikkert Aarmanden den øvrige Deel, der tilfaldt Kongen, uden at hiin befattede sig dermed. At Aarmændene, som vi saa ofte have seet Exempel paa, i Almindelighed vare forhadte og lidet anseede, er altsaa, paa Grund af deres Embedes Beskaffenhed, let at forstaa;end mere da de sædvanligviis vare Folk af ringe Stand, hvilke ved Embedet fik en, som man fandt, upassende Myndighed over fribaarne Bønder. Man var endog nødt til,ved særegne Lovbestemmelser at værne om hans personlige Sikkerhed under Udførelsen af hans Embedspligter. Sandsynligviis har enhver Aarmand haft flere kongelige Gaarde at bestyre, nemlig alle dem, der laa i hans Oppebørsels-Distrikt, thi i modsat Fald maatte der opstaa Forvirring. Med Trællevæsenets Ophør bortfaldt ogsaa Aarmændenes Navn og Bestilling, i deres Sted traadte nu Sysselmænd, hvis Stilling intet havde af det uhæderlige, der klæbede ved Aarmands-Betjeningen, men tvertimod beklædtes af Mænd af de fornemste Ætter: et Omsving i Anskuelserne, der, som det skal vises, havde sin Grund i flere forandrede Omstændigheder, isærdeleshed den større Anseelse og Indflydelse, Kongemagten fik. Men dette tilhører først det følgende Tidsafsnit.

Jarlerne, eller rettere Jarlen, naar der var nogen, indtog i sig selv ingen fra Lendermændene forskjellig Stilling, uden for saa vidt hans Rang og Forleninger vare større, og at han synes at have haft særskilt Forpligtelse til at føre Overbefalingen over Hæren eller optræde som Vicekonge i den regjerende Konges Fraværelse[12]. Jarlen og Lendermændene udgjorde saaledes Rigets Lens-Aristokrati. Hvilken Magt dette gradeviis arbejdede sig op til, have vi i det foregaaende seet. Det laa i Sagens Natur, at de, som ej alene havde Ret, men endog var forpligtede til at holde bevæbnede, vel øvede Huustropper, derved erhvervede et Vælde, som naar de indbyrdes holdt sammen — og det maatte Fællesskab i Interesser snart lære dem — lettelig kunde overfløje Kongemagten; ej at tale om den Anseelse, deres fornemme Byrd og Familieforbindelser skaffede dem. Det kunde vistnok ved første Øjekast synes, som om Kongen havde et dobbelt Baand paa dem til at holde dem i tilbørlig Afhængighed, deels derved at Forleningerne ikke nødvendigviis vare arvelige, deels ogsaa derved, at de i Regelen ikke gjaldt længer end til Forlenerens Død, saa at Indehaveren paany maatte tage dem til Len af den følgende Konge, der altsaa strengt taget havde det i sin Magt at negte Fornyelsen[13]. Men det er let at forstaa, hvorledes Opinionen, og den Glands, der straalede om Lendermands-Ætterne, næsten gjorde det uundgaaeligt, at Sønnen efterfulgte Faderen i hans Værdighed, hvilket ogsaa i Loven forudsættes som det sædvanlige; hvortil kom, at Sønnen i alle Fald havde Faderens Huuskarle til sin Raadighed. Og med Hensyn til Lenenes Fornyelse ved Kongeskifte have vi i Sveinke Steinarssøns Optræden allerede seet et Exempel paa, hvor vanskeligt det var, endog for mægtigere og kraftigere Konger, at faa Bugt med en gjenstridig, af Bønderne yndet og af talrige Huustropper understøttet, Lendermand. Og ved de paa Rigsmødet i Bergen vedtagne Bestemmelser, der saa godt som ganske lagde Tronens Besættelse i de verdslige og gejstlige Magnaters Haand, maatte det sidste Tag, Kongen havde paa Lendermændene, aldeles glippe, og Riget virkelig staa paa Nippet til at blive en oligarchisk Republik, med en Skyggekonge i Spidsen, ligesom Polen i senere Tider, og følgelig lige saa hjemsøgt af Anarchiet og dettes opløsende Følger, som det nys nævnte Rige. Det var derfor paa høj Tid, at der optraadte en Kronprætendent, der, uden at skylde Aristokratiet sin Ophøjelse, værnede om Kongedømmet, styrkede og uddannede det monarchiske Element, og derved gav Landet et nyt Sammenhold.

De samme Embedspligter, som Aarmanden havde paa Landet, udøvede den saakaldte Gjaldkere i Byerne. Men da Gjaldkeren ikke havde nogen Kongsgaard at forestaa, eller udøvede Sysler, der ansaaes nærmest at tilhøre Trælle eller Frigivne, var hans Stilling langt mere anseet, end Aarmændenes eller rettere, han indtog allerede den samme Stilling, som Sysselmændene siden[14]. Derfor see vi ogsaa allerede paa Sigurd Jorsalafarers Tid en Mand af overmaade fornem Æt beklæde Gjaldkere-Embedet i Tunsberg[15].

Foruden de her nævnte Embedsmænd og Lensmænd var der ogsaa andre, højere og lavere, der deels omgave Kongens Person, deels gik hine til Haande, eller udførte de Forretninger, de ikke selv kunde besørge. De fleste af disse hørte til de kongelige Hofsinders Tal. En højt betroet Embedsmand, hvis Bestilling allerede nævnes et Par Gange i det Tidsafsnit, vi her have omhandlet, var Fehirden eller Skatmesteren. Paa denne Tid synes hver Konge endnu kun at have haft een Fehirde, og Landet var endnu ikke, som senere, deelt i fem særskilte Fehirdsler. Fehirden modtog, opbevarede og forvaltede de fra Aarmændene og andre Oppebørselsmænd indkomne kongelige Indtægter, besørgede Udbetalinger og Lønninger m. m. „Da disse Forretninger udkrævede Skrive- og Regnskabs-Kyndighed, er det højst sandsynligt, at det i Førstningen kun forvaltedes af Gejstlige, eller maaskee stedse var forbundet med Hofkapellaniet, som hos Kong Inge, hvis Hofkapellan og Fehirde Eystein Erlendssøn var, førend han blev Erkebiskop[16]. Siden see vi det ogsaa forvaltet af verdslige Mænd. De kongelige Hirdmænd vare paa den Tid, vi her have for os, allerede andet og mere end blotte Krigere, skjønt de endnu regnedes til Huuskarlenes Tal i dette Ords videste Betydning[17]. Men de egentlige Huuskarle paa denne Tid vare dog kun de ringere Krigere eller Hoftjenere, der gjorde Opvartning og forrettede allehaande underordnede Sysler i Kongens Gaard, og i Krigen dannede Massen af de kongelige Troppekorps, eller Bemandingen paa de kongelige Skibe. De vare Kongen haandgangne, men modtoge dog ingen Sold; de fødtes og klædtes af Kongen og havde Tilhold i Kongsgaarden. Ofte var det endog unge Mennesker af god Familie, som traadte i denne underordnede Stilling, deels af Fattigdom og Mangel paa Evne til at søge en mere glimrende Levevej, deels paa Grund af et eller andet Uheld, som en Drabssag o. a. d., der nødte dem til at ty under Kongens Beskyttelse, deels ogsaa for paa den Maade at friste Lykken. De egentlige Maalamænd, d. e., de som oppebare Sold, vare, som vi have seet, Hirdmændene og Gjesterne[18]. Disse sidste havde lavere Rang og oppebar kun halv Sold mod Hirdmændene; de havde deres eget Herberge (Gjesteherberget) og spiste ikke med Kongen og Hirden, uden ved de store Højtider, Juul og Paaske. Deres Hovedsyssel var, som allerede oftere nævnt, foruden den fælles for alle Huuskarle, at tjene i Krigen, den særegne, at bolde Øje med, om der fandtes Fiender af Kongen i Riget, og i saa Fald at fælde dem eller modarbejde deres Anslag, eller at udføre alle Sendelser af dette Slags, som Kongen overdrog dem. Ved slige Tilfælde lønnedes de særskilt med alt det af den Dræbtes Gods, som de kunde tage med sig, undtagen alt Guld, hvilket tilhørte Kongen saa vel som det Gods, der blev tilbage[19]. Den fornemste Klasse af Hofsinderne udgjorde Hirdmændene, der dannede Kongernes egentlige Omgivelse, spiste daglig ved hans Bord, og holdt stedse skifteviis Vagt over hans Person. Man fordrede af dem den fineste Levemaade og Sømmelighed i Opførsel; thi de, heder det, bevogte Kongens Liv og Person baade Nat og Dag, ere altid om Kongen naar han spiser og drikker, ved Moder og alle gode Sammenkomster, som om de vare hans nærmeste Frænder[20]. Af Hirdmændenes Tal udvalgtes igjen de højere Hof-Embedsmænd, disse vare a) de allerede tidligere omtalte Skutelsvende, der gjorde personlig Opvartning ved Kongens Bord, tilsagde de andre Hirdmænd, naar de skulde ledsage Kongen eller Lendermænd o. s. v., b) Merkesmanden, der bar Kongens Banner, sammenkaldte alle Hirdstevner, og bilagde alle Tvistigheder inden Hirden, c) Stallarerne, der ved alle offentlige Møder talte paa Kongens Vegne, og paa hans Rejser ordnede alt med Hensyn til Skyds og Befordring. Blandt Skutelsvende udnævntes tvende til Drottsete og Mundskjenk, der hver for sig havde at paasee, at Maden og Drikken hver Dag kom sømmeligen og net paa Kongens Bord[21]. En særegen Klasse af Hofmænd vare Kjertesvendene, om hvilke der allerede forhen er talt, unge Mænd af god Familie, der gjorde Page-Tjeneste ved Hoffet[22]. Det er forhen viist, at Kongerne før Olaf kyrre i Regelen havde 60 Hirdmænd, 30 Gjester og 30 Huuskarle ved Hoffet, men at Olaf fordoblede Antallet, saaledes at der var 120 Hirdmænd, og lige saa mange Gjester og Huuskarle tilsammen[23]. Det omtales ikke, hvorvidt de følgende Konger atter indskrænkede Antallet, eller beholdt det større Personale. Det sidste er det rimeligste, og da der nu tillige som oftest var to eller tre Konger, hver med sin Hird, blev derved Hofsindernes Antal endnu større. Her er der dog kun Tale om de virkelige, eller, som de kaldtes, bordfaste, Hirdmænd eller Huuskarle. Foruden dem gaves der, som nys nævnt, en Mængde, der kunde kaldes titulære Hirdmænd, nemlig som fik Titlen blot for Ærens Skyld, og vistnok derved bleve Kongens Mænd, gik ham til Haande, og vare pligtige, efter som det faldt sig, at understøtte ham eller hans Ombudsmænd, men som ej vare bundne til at opholde sig ved Hoffet, eller gjøre regelmæssig Tjeneste. Saadanne Mænd, beder det, blive Kongens Mænd formedelst alskens Idrætter, nogle ere Bønder, nogle Kjøbmænd, nogle andre Slags Lægmænd[24]. Til denne Klasse hørte følgelig ogsaa de mange Islændinger, der fik Hirdmænds-Værdighed. Men da de derved, som det udtrykkeligt siges, tillige forpligtede sig til at staa Kongens Embedsmænd bi, naar som helst disse i deres Herres Ærende kom til det Sted, hvor de opholdt m, bidrog denne Indretning ikke lidet til at forøge Kongens Magt. Der fandtes ogsaa flere ikke bordfaste Hirdmænd, der, uden at have Lendermandstitel, dog ligesom Lendermændene havde Vejtsler, kun mindre, det vil sige fra til 3, 4 Merker. De fleste af disse vare enten Lendermænds Sønner, eller Bønder, der i Rigdom og Anseelse næsten kunde staa ved Siden af Lendermændene[25]. De vare, heder det, ligesom Befalingsmænd i Herederne, det vil vel lille, at de vare at betragte som Lendermændenes Hjelpere og stode under deres Befaling. I Krigstilfælde brugtes de fornemmelig som Skibsstyremænd. De anvendtes ogsaa i Gesandtskaber og i de før omtalte Sendelser til fremmede Lande for at drive Handel med Kongens Gods.

Drabet paa en haandgangen Mand afsonedes med en overordentlig Bod af 1 Mark Guld eller 8 Mkr. Sølv. til Kongen foruden det sædvanlige Thegngilde af 40 Mkr. Det var ikke de bordfaste alene, der bødedes saaledes, men alle, ogsaa de titulære[26]. Ved Hjelp af denne store Masse haandgangne Mænd rundt om i Landet maatte det staa i en kraftfuld og talentfuld Konges Magt, at erhverve langt større Indflydelse, end Kongens statsretlige Stilling egentlig medførte. Men da Lendermænds-Aristokratiet først havde faaet Overhaand, kom den Magt, der ved Forleningerne var bleven Vejtslemændene til Deel, dem selv mere tilgode end Kongen, fra hvem den havde sit Udspring.

Hvorledes alle disse Forhold ordnedes, naar flere Konger herskede paa een Gang, siges ingensteds udtrykkeligt, men man maa slutte sig dertil af enkelte Angivelser, som forekomme hist og her. Ved slige Fællesregjeringer var det, som man tydeligt kan see, den oprindelige Mening, at Regjeringen selv lige fuldt skulde være een, og Landet selv ikke deles, men kun at visse Kongsgaarde ansloge til Underhold for hver af Medkongerne[27]. Om man nu ved denne Fordeling af Krongodset søgte saa vidt muligt at lade enhver Konge faa sin Part samlet paa eet Sted, eller hver af dem havde Gaarde, der laa adspredte over hele Riget, siges ikke udtrykkeligt, dog synes det næsten, som om det hyppigere forekommende Udtryk at Riget „sluttedes mellem Brødrene“ forudsætter det fortie. At Regjeringen selv ikke deeltes, seer man deraf, at f. Ex. Kong Eystein, der dog skulde have faaet den nordligere Deel af Landet, i den tidligere Deel a.f sin Regjering hyppigt opholdt sig syd i Viken, medens derimod Sigurd Jorsalafare oftere opholdt sig i Throndhjem. Dog behøver man neppe derfor at antage, at ogsaa enhvers Deel af Krongodset har været spredt, thi naar en Konge opholdt sig udenfor den Deel af Landet, hvor hans Gaarde laa, har.han vel, hvad der ogsaa tildeels antydes, taget sin Residens i Byerne[28], der ifølge Sagens Natur ej kunde være Delingen underkastede. En anden Sag var det, at enhver Konge nødvendigviis maa have haft meest at sige, og saaledes i Virkeligheden været den fornemste Hersker, i den Deel af Landet, hvor hans Godser vare beliggende. Fuldstændig Eenhed og Fællesskab i Regjeringen opnaaedes kun, naar de to eller flere Medkonger tillige havde fælles Hird. Men, dette indtraf, saa vidt man kan see, kun i en eneste kort Periode under Kongerne Inge Haraldssøns og Sigurd Munds Mindreaarighed[29]. Siden, .heder det, toge de hver sin Hird, og dette var det sædvanlige under Fællesregjeringerne. Saaledes havde Kongerne hver sine Hirdmænd, ja endog Lendermænd[30]. Naar nu Kongerne indbyrdes kom i Strid med hinanden, var Landet ogsaa i Virkeligheden deelt mellem de stridende Parter. Slig Fællesregjering frembød dog altfor rig Anledning for Aristokratiet til at udvide sin Magt paa Kongens Bekostning, til at nogen Magnat skulde modsætte sig den. Vi have Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd om, at endog Bønderne netop følte sig særdeles tilfreds i Fællesregjeringernes senere Periode[31]. Først da man havde faaet Borgerkrig i egentlig Forstand, og andre Begreber om Kongemagtens Betydning havde begyndt at fæste Rødder, fik man Øjnene ret aabne for Fællesregjeringens Fordærvelighed[32].

  1. Frostathingslov 50—52. I Gulathingsloven findes ingen tilsvarende Artikel; kun Bestemmelser for det Tilfælde, at Lendermand eller Aarmand gjøre Atfar hos en Bonde, Cap. 141, 213.
  2. Dette indeholdes i Retten til boð ok bann.
  3. Se herom nedenfor, hvor Aarmændenes Embedspligter og Retssagernes Behandling nærmere omtales.
  4. Gulathingsloven Cap. 253.
  5. Retterbøderne eller Lovsforandringerne benævntes nemlig stedse efter Kongerne.
  6. Ved slige Lejligheder heder det derfor stedse, at Folket, eller, som Lovene oftest udtrykke sig „vi“ have „jaattet“ (d. e. tilsagt, lovet) Kongen denne eller hiin Afgift. En anden Sag var det med Sven Alfivessøns Paalæg, thi han optraadte som den enevældige Erobrer.
  7. Saaledes heder det om Ophævelsen af de nys nævnte Paalæg, at Kongerne gave disse „Retterbøder“; ligeledes heder det at Sigurd, Eystein og Olaf „gave“ den 14de Arv, d. e. gave Slip paa Kronens Rettighed at tage en Arv, naar der efter Arveladeren ikke vare nærmere Frænder end uegte Farbrødre og Brodersønner m. fl, Frostathingsloven VIII. 15.
  8. Se herom ogsaa ovenfor, I. 1. S. 716.
  9. Hvorledes Lendermændene paa Grund af deres Stilling vare forpligtede til at værne om Landet, er i det Foregaaende meget ofte vist ved Exempler, navnlig under Fejden med Sigurd Slembedjakn, da Lendermændene i Viken udviklede saa megen Virksomhed, og ligeledes da Venderne angrebe Kongehelle, hvor de nærmeste Lendermænd strax fremmødte. Af Beretningen om Sveinke Steinarssøn sees, hvorledes han som Lendermand holdt Orden i Landet.
  10. Se forskjellige Bestemmelser i Gulathingslovens og Frostathingslovens Afsnit om Landværnet.
  11. Gulathingsloven 298.
  12. Det var, som tidligere er antydet, Jarlens oprindelige Stilling, hvilken han ogsaa stedse indtog i Sverige, saa længe Jarlsnavner der brugtes. Rimeligviis har enhver Fylkeskonge forhen haft en Jarl ved sin Side, og det faldt saaledes af sig selv, at da Fylkeskongernes Værdighed ophørte, medens Jarlernes vedblev, indtoge de en Stilling som Statholdere. Det er i det foregaaende vist, at fra St. Olafs Tid søgte Kongerne atter at overholde at der kun var een Jarl i Riget. Da Haakon Herdebred udnævnte Sigurd af ment til Jarl, kom denne derved netop til at indtage Jarlernes oprindelige Stilling. Jfr. de ældre svenske Love.
  13. Se ovenfor S. 652, jvfr. 790.
  14. Se d. ældre Bjarkøret paa flere Steder.
  15. Se Orknøyinga Saga S. 150, jvfr. ovenfor S. 687. Her siges det udtrykkeligt at Sigurd Sneis’s Søn Salmund var Gjaldkere i Tunsberg. Benævnelsen gjaldkeri eller gjaldkyri kommer af gjald (Betaling) og kjósa (vælge).
  16. Se ovenfor S. 877, jvfr. Anecdoton, Sp. 18.
  17. Hirdskraa Cap. 27, jvfr. Kongespejlet (Ny Udg.) S. 57.
  18. Kongespejlet, S. 59.
  19. Kongespejlet S. 59, jvfr. Hirdskraa Cap. 45.
  20. Kongespeilet S. 63. Hirdskraa Cap. 27.
  21. Hirdskraa Cap. 26.
  22. Hirdskraa Cap. 48. jvfr. ovenfor S. 440.
  23. Se ovenfor S. 440. jvfr. I. 2. S. 639.
  24. Kongespejlet S. 60. Kongespejlets Skildring tilhører vel nærmest Tiden omkring 1195, men at Forholdene i hele Aarhundredet, hvad disse Sager angik, var det samme, sees af mange Hentydninger i Sagaerne.
  25. Kongespejlet S. 60.
  26. Kongespejlet S. 60. Om Thegngildet, eller Boden fordi man berøvede Kongen en Thegn d. e. Undersaat, se o. I. 1. S. 134, Anm. 2; jvfr. nedf. S. 1008.
  27. Se ovenfor S. 120.
  28. Naar Eystein, som det ovenfor er omtalt, stundom opholdt sig i Viken (f. Ex. i Vintren 1113—14), nævnes udtrykkeligt Sarpsborg.
  29. Se ovenfor S. 801.
  30. Se ovenfor S. 647, hvor Vidkunn Jonssøn selv angiver sig som Sigurd Jorsalafares Lendermand, og derfor, om det i paakommende Tilfælde behøvedes, pligtig at understøtte ham endog mod Kong Eystein selv. At Vidkunn for øvrigt var bleven Sigurds, ikke Eysteins Lendermand, uagtet det synes rimeligt at Lendermændene nordenfjelds stode under Eystein, kan forklares deraf, at Vidkunn allerede paa Orknø, strax efter Magnus Barfods Fald, uden al Tvivl har gaaet Sigurd til Haande.
  31. Se ovenfor S. 918. Det er der viist, at Aarsagen til, at Norge forholdsviis led faa lidet ved Tronkrigene i Fællesregjeringernes Tid, kom deraf, at Krigen selv egentlig ikke berørte Folket i Almindelighed, kun de krigførende Fyrster og deres nærmeste Tilhængere. Det samme var Tilfældet i England under de tilsyneladende endnu blodigere Krige mellem den røde og hvide Rose i det 16de Aarhundrede. Dette bevidnes udtrykkeligt af den samtidige Comines: Entre toutes les seigneuries du monde, dont j’ai connaissance, où la chose publique est mieux traitée et où règne moins de violence sur le peuple, etoù il n’y a nuls édifices abattus ni démolis pour guerre, c’est Angleterre, et tombe le sort et le malheur sur ceux qui font la guerre.
  32. Dette sees noksom af Ræsonnementet i Kongespejlet (S. 75) der netop maa antages forfattet i den næste Generation efter Sigurd, Inges og Eysteins Tid, men af en ældre Mand, der ogsaa havde levet i denne.