Det norske Folks Historie/3/106
Alle de Anliggender, som paa den her i det foregaaende skildrede Maade bestyredes eller lededes af Kongerne, vare, som man lettelig kan forstaa, alene de verdslige. Kirken og dens Anliggender dannede en egen Afdeling for sig, der i Norge, som andensteds i den romersk-katholske Verden under Middelalderen, var den verdslige Magt uvedkommende, undtagen naar denne i yderste Nødstilfælde maatte laane den gejstlige sin Arm. Men Bestyrelsesmaaden selv var ganske i Analogi med den verdslige. Biskopperne, og efter Domkapitlernes Indførelse Biskopperne i Forening med disse, traadte her i Kongens Sted. Biskoppen havde Sagefaldet af kirkelige Forbrydelser. De biskoppelige Godser bestyredes ogsaa af Aarmænd, der tillige udførte de kirkelige Søgsmaal, hændede Dom over dem, der havde forbrudt sig mod Kirken, oppebare Sagefaldet[1] og opkrævede Biskoppens øvrige Indtægter. Hvor vidt Biskopperne allerede paa den Tid, vi her have for os, holdt Huuskarle eller eget Hof paa verdslige Høvdingers Viis, siges ej udtrykkeligt, med det synes næsten allerede at ligge i Begrebet om „tigne“ (fyrstelige) Mænd, til hvilke Biskopperne hørte; det stemmer med, hvad der ellers i Europa var det sædvanlige, og vist er det, at man i alle Fald senere finder biskoppelige Huuskarle og Skutelsvende omtalte. Biskoppernes Indtægter vare visselig store nok til at holde et betydeligt Følge. Gulathingsloven bestemmer den aarlige Afgift (Reide), han skulde have af Biskopsdømmets Beboere, til en Ertog for 40 Personer[2]. Antaget, at Bergens Stift, d. e. Hørdafylke, Sygnafylke og Firdafylke, omkring 1150 omtrent havde et af Folkeantal 110000 Mennesker, bliver Biskoppens aarlige Reide 2750 Ertoger eller 916 Ører, hvilket i virkelig Værdi efter de nuværende Forhold kan sættes lige faa højt som 9000 Spdlr. Komme nu hertil Indtægterne af Biskops-Godset, Fjerdeparten af Tienden og det vistnok betydelige Sagefald, og Vejtslerne eller Gegngerden ved de aarlige Visitatsrejser[3], saa sees det let, at Biskoppernes Indtægter maa have været meget betydelige i Forhold til alle andre Landsmænds, undtagen Kongernes, og at de have kunnet fore en næsten fyrstelig Levemaade, og endda var Bergens Biskopsstol den daarligste eller næst daarligste i Landet[4]. Oslos Biskopsstol, og end mere Erkestolen i Throndhjem, indbragte sikkerlig meget mere. Biskopperne manglede følgelig ikke Evne til at omgive sig med Pragt og Magtens Attributer. Kun faldt det af sig selv, at da de ikke selv vare Lensfyrster eller havde nogen verdslig Regjeringsret over Indbyggerne paa deres Gaarde, kunde de heller ikke selv uddele Forleninger, eller antage Lendermænd.
Om Kirkeforfatningen i og for sig selv er der allerede ovenfor udførligt handlet. Her er det kun Biskoppernes verdslige Stilling, vi have for Øje.
Virkelige Lensfyrster vare derimod Kongerne paa Syderøerne og Orknøernes Jarler. De førstes Afhængighed stod dog indtil Gudrøds Tid paa en temmelig usikker Fod, og nogen bestemt Vedtægt med Hensyn til de af Vasallforholdet følgende Præstationer var neppe endnu fastsat. Uagtet Orknøerne regnedes til Skatlandene, og deres Afhængighed af Norge som Vasalland var fuldkommen erkjendt, lader det dog heller ikke her til at bestemte eller regelmæssige Præstationer fandt Sted[5]. Hovedsagen var, at Jarlen som Vasall var afhængig af Kongen, og i det mindste efter Bogstaven, forpligtet til at understøtte ham med Krigsmagt, naar han dertil opfordredes. Anden Skat end enkelte saakaldte Gaver ved højtidelige Lejligheder, som Hyldinger, Bekræftelser i Jarldømmet, o. a. d. Og vist er det at Kongerne ikke i mindste Maade blandede sig ind i Øernes indre Bestyrelse. Jarlen herskede .i saa Henseende som souverain Fyrste.
- ↑ Dette sees næsten paa hver Side af de ældre Christenretter. Ved Eiendomsforbrydelser deeltes dog, som ovenfor viist, det forbrudte Gods. I Stedet for „Aarmand“ bruges ofte Benævnelsen „erendreki“ (Fuldmægtig), hvilket maaskee var en hæderligere Titel, som Mænd af god Familie ej undsaa sig for at bære, medens de for ingen Priis vilde kaldes „Aarmænd“.
- ↑ Gulathingsloven Cap. 9, jvfr. Frostathingsloven II 44, Eidsivalov, Christenret Cap. 31, 33, 40. Vikens Christenret Cap. 10.
- ↑ Biskoppen skulde, naar han indviede en Fylkeskirke (paa Oplandene Tredingskirke) om Sommeren have et Følge af 30. Mand, og Skyds af 30 Heste, foruden en Taumhest (palefroi) til sig selv, samt en 3 Dages Vejtsle (i Viken en fem Dages). Gulathingsloven 9. 14, Frostathingslov II. 11, 44, Eidsiva Christenret 31, 34, 40; Vikens Cap. 10. For ringere Kirker var en mindre Ydelse bestemt.
- ↑ At Biskopsstolen i Oslo ansaaes bedre end baade den stavangerske og bergenske, sees deels af Biskop Nikolas’s Forflyttelse 1190 fra Stavanger til Oslo (Sverres Saga Cap. 111), deels af Biskop Jakobs Befordring til Oslo 1407, se de islandske Annaler ved dette Aar.
- ↑ Da Harald Maddadhssøn, som det i det følgende skal vises, i 1197 underkastede sig Kong Sverre, som ved denne Lejlighed aldeles fratog ham Hjaltland, maatte han og, som det fortælles, afstaa Halvdelen af Indtægterne af Orknø til Kongen, som fra den Tid af holdt Sysselmænd paa Øerne. Dette synes at vise, at der tidligere ingen regelmæssige Afgifter vare ydede, hvilket ogsaa stemmer med Udsagnet i Olaf den helliges Saga, Cap. 212, at Kong Harald Haarfagre frit og Torv-Einar fra at betale Skat, da han havde nok med at forsvare Landet, jvfr. ovenfor I. S. 316, Note 1.