Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/29

< Det norske Folks Historie | 3

Imidlertid forberededes i Vesten de Begivenheder, der her ved en, om end nødtvungen, dog ikke desmindre fuldstændig Sammensmeltning af norske Vikingers Efterkommere med den ældre angliske Befolkning, skulde grunde et Verdensmonarchi, hvis Storhed, som ingen i hine Tider forudsaa, nu noksom viser sig som en Virkning af anglisk Udholdenhed parret med nordisk Kraft og Foretagelsesaand, og til hvis Oprettelse Kong Harald, der mere end nogen anden norsk Konge synes at være bestemt til at udbrede Fædrelandets Berømmelse til fjerne Egne, i en ikke ringe Grad, og med Opofrelse af sit eget og mange Nordmænds Liv, skulde bidrage.

Vi have seet, hvorledes der var lykkets Godwine Jarl at erhverve en Magt i England, mod hvilken Kong Edwards egen havde lidet at betyde, og som efter hans Død ogsaa gik over til hans Sønner, fornemmelig Harald. Vi have ligeledes seet, hvorledes Kong Edward Confessor, uagtet han bøjede sig for Nødvendigheden og fandt sig i dette Herredømme, dog i sit Hjerte græmmede sig derover, og deels af Forkjærlighed for sin Moder Emmas Frænder og hendes Fædreland, hvor han havde tilbragt sine Ungdoms-Aar, deels af religiøse Hensyn, yndede Nordmannerne, og foretrak deres Selskab, Sprog og Stikke for Anglernes, der i hans lange Udlændigheds-Tilstand vare blevne ham fremmede[1]. Under disse Omstændigheder faldt det af sig selv, at Harald Jarl, trods hans halvdanske Herkomst, dog af det angliske Folk betragtedes, hvad han saa selv lagde an paa at synes — som Nationalitetens Forsvarer; og herpaa grundede sig for en stor Deel hans Popularitet. Vistnok var der ogsaa en anden mægtig Jarle-Æt, der maaskee endog var af egtere anglisk Herkomst end Godwines, nemlig Myrke-Jarlen Leofrics. Men i den langvarige Kappestrid mellem Harald og Leofrics Søn Ælfgar søgte denne Hjelp hos sine Naboer Wælerne, Anglernes svorne og farlige Fiender, som gjorde ødelæggende Indfald i Riget, men bleve slagne, ydmygede og haardt straffede af Harald: derved lykkedes det denne at faa en afgjort Overmagt over Ælfgar og dennes Søn og Efterfølger Endwine, i det han fremdeles stod som Fædrelandets Forsvarer og Nationalitetens Forfegter lige over for Udlændinger og Barbarer[2]. Det traf sig ogsaa heldigt for Harald, at den mægtige Sigurd Jarl af Northumberland, Kong Edwards ivrige Tilhænger og Leofrics Ven, var død 1055 kort efter sit Tog til Skotland mod Macbeth, efterladende en endnu umyndig Søn, Valthjof[3]. Thi da Northumberland trængte til en kraftig.Forsvarer mod Angreb fra Norden, kunde Harald saaledes med et Skin af Rimelighed lade Kongen overdrage dette til hans egen Broder Tostig, saaledes som vi ovenfor have berettet. Northumbrerne vare just ikke synderlig fornøjede med at faa Tostig til Jarl, men de maatte for det første finde sig deri. Det synes ligeledes som om den skotske Konge Mælkolm, der var Sigurd Jarls Frænde og tildeels ved hans Hjelp havde faaet sit Rige tilbage, heller ikke med Glæde kunde hilse Tostigs Optræden som Sigurds Efterfølger; og der tydes ogsaa hen paa, at han virkelig gjorde Indfald i Northumberland[4], men han maatte dog, ledsaget af Tostig, Erkebiskoppen af York, og Biskoppen af Durham, slutte Fred med Edward, i York (1059) og med Tostig indgik han endogsaa Fostbroderskab[5]. Men at dette ikke var ærligt meent, saa man allerede faa Aar derefter (1061), da Tostig gjorde en Pilegrimsrejse til Rom. Thi i hans Fraværelse gjorde Mælkolm et Indfald i Northumberland, som han herjede grumt, uden engang at skaane St. Cudhberhts Helligdom paa Lindisfarena-Øen[6].

Edward Confessor havde i sit klosterlige og lidet kjærlige Samliv med Harald Jarls Syster Eadgidha ingen Børn, og Spørgsmaalet var derfor, hvo der skulde være hans Tronfølger. Harald ansaa sig selv og ansaaes af sine Tilhængere som selvskreven dertil, i Betragtning af hans store Magt, hans Svogerskab med Kongen og hans Popularitet. Men om det end ikke udtrykkeligt siges, at dette stred imod Edwards Ønske, saa ligger det dog i Forholdenes Natur, at Tanken om at see Harald som sin Tronfølger maatte være Edward mindre end behagelig, og vi erfare ogsaa, at han i det længste værgede sig derimod. Edward ønskede helst at see Tronfølgen vedligeholdt i sin egen Æt, den ældgamle vestsexiske, og sendte derfor Bud efter sin ældre Broder Eadmund Jærnsides Søn Edward Ædheling, der for mange Aar tilbage, bortsendt af Kong Knut, havde opholdt sig i Ungarn[7]. Edward kom, ledsaget af sin Hustru Agathe, beslægtet med den i 1024 afdøde tydske Kejser Henrik den 2den, og sine Børn, Sønnen Eadgar Ædheling, og Datteren Margarete. Men han døde pludselig, strax efter Ankomsten, og efter de nordmanniske Skribenters Angivelse skal Edward nu have bestemt Tronen til sin Fætter, den nordmanniske Hertug Villjam, hvilket rigtignok synes noget underligt, da Eadgar Ædheling kunde træde i sin Faders Sted, men som finder sin Forklaring deri, at denne var et Barn, af indskrænkede Evner, og i det Hele taget uskikket til Regjeringen[8].

Villjam af Nordmandie, med hvem vi nu for første Gang gjøre Bekjendtskab, den ypperste og berømteste af alle Gange-Rolfs Efterkommere, var en Søn af Nordmannernes største Sagnhelt, den urolige og voldsomme Hertug Robert, med Tilnavnet Djævelen, hvilken igjen var en yngre Søn af den i 1026 afdøde Richard den 2den, Dronning Emmas Broder og Kong Olaf den helliges Ven og Beskytter, om hvilken vi ovenfor have talt[9]. Efter Richard fulgte først Roberts ældre Broder, Richard 3die, men han døde to Aar senere (1028) af Gift, og Robert blev hans Efterfølger, skjønt mistænkt for at han selv havde ladet sin Broder rydde afvejen[10]. Uagtet han derved paadrog sig mange Fiender, vandt han dog heldigt dem alle, og befæstede ligt i Herredømmet ved klogeligen at understøtte sin Lensherre, den franske Konge Henrik, mod dennes Broder og Medbejler. Robert skal, som ovenfor nævnt, have haft Kong Knut den mægtiges Syster, Ulf Jarls Enke og Kong Svens Moder, Æstrid til Egte og igjen have forskudt hende, og det Uvenskab mellem Kong Knut og ham, som derved enten opstod, eller hvoraf Skilsmissen var en Følge, fremkaldte hiint tilsigtede Angreb paa England, som vel hindredes ved Storm, men som dog satte Knut i alvorlig Ængstelse, og bragte ham til at gjøre store Tilbud for at erholde Fred, da den ustadige, og maaskee af Samvittighedsnag plagede Robert pludselig fik det Indfald, kun med et ubetydeligt Følge at gjøre en Pilegrimsrejse til Jerusalem, fra hvilken han ej kom tilbage, da han paa Hjemrejsen døde i Nicæa (22 Juli 1035). Han efterlod kun den ene Søn, Villjam, hvilken en Frille, Herleif, havde født ham i Falaise 1027[11], og som ved hans Afrejse saaledes kun var sov Aar gammel. Hans Ungdom hengik under mange Farer og Uroligheder, idet hans Frænder og Vasaller stredes om Formynderskabet for ham, og hans Liv egentlig kun sparedes for at den, hvem det lukkedes at faa ham i sin Magt, i hans Navn kunde udøve Herredømmet. Men saa snart han havde naaet Ynglingsalderen, viste han, hvad han formaaede, sejrede over den ene Modstander efter den anden, endog over Kongen selv, erobrede Landskabet Maine, og lagde overhoved en Tapperhed, en uimodstaaelig Energi, og en intet Middel skyende Listighed og Statsklogskab for Dagen, der trods hans Omgivelsers Had befæstede hans Herredømme og fatte ham i Stand til at udkaste og udføre en Plan, som ingen fransk Vasal nogensinde havde tænkt sig mulig, og hvorom Tanken vel neppe heller kunde opstaa hos andre end en Ætling af nordiske Vikingefyrster: Englands Erobring. Denne havde han vistnok allerede for Øje, da han i Aaret 1051, strax efter Edward Confessors Brud med Godwine og hans Sønner, besøgte England, og usandsynligt er det ikke, at han allerede da har aflokket den svage Edward Løfter, fra hvilke denne senere har søgt at frigjøre sig, men hvortil han efter sin Frænde Edwards Død atter er vendt tilbage[12]. Han sendte endog Harald Jarls Broder Wulfnodh og Brodersøn Haakon, (Svens Søn), hvilke Godwine havde stillet som Gisler for sin egen og sine Sønners Troskab, over til Villjam, efter Sigende for at de der kunde være i saa meget sikrere Forvaring, men, som Villjam selv paastod, for at han i dem kunde have et Pant paa, at Tronfølgen skulde vorde ham, ikke Harald til Deel. Omstændighederne begunstigede ogsaa Villjam paa en besynderlig Maade. Harald Jarl foretog sidst i Aaret 1064 en Sørejse fra sin sædvanlige Bolig Bosanham i Wessex, enten, som det i vore Sagaer berettes[13], for at komme til Bretland, eller, som det andensteds siges, for at drage til Flandern[14], eller, som det endelig ogsaa angives, for at besøge Villjam selv, og udvirke hans Samtykke til Wulfnodhs og Haakons Frigivelse, ja det tillægges endog af enkelte, saa usandsynligt det end lyder, at Kong Edward selv skulde have sendt ham for at overbringe Villjam det Budskab, at han havde udnævnt ham til sin Eftermand[15]. Men Storm drev Harald til Ponthieu, hvor Grev Guido af Abbeville benyttede sig af sin Strandret til at lade ham gribe og fængsle. Aldrig saa snart hørte Villjam dette, førend han strax fik ham befriet og modtog ham med store Æresbeviisninger ved sit Hof, hvor Harald forblev den hele Vinter (1064—1065), og deeltog med Villjam i et Tog til Bretagne. Men desuagtet benyttede Villjam sig af den Magt, han nu havde faaet over ham, til at afpresse ham de haardeste Løfter. Harald maatte forpligte sig til at hjelpe ham til Erhvervelsen af Englands Trone, til at afstaa ham Dover saa vel som flere andre Borge, til at love en af Villjams Vasaller sin Syster til Egte, og til selv at ville egte Villjams Datter, med hvis Haand han derimod skulde faa Halvdelen af England i Len. Alle disse Løfter maatte Harald oven i Kjøbet bekræfte ved den dyreste Eed paa Helgen-Relikvier. Derpaa tillod Villjam ham at vende tilbage til England, tilsyneladende i den største Venskabelighed, idet han tildeelte Harald de største Æresbeviisninger, skjenkede ham rige Gaver og samtykkede i at han medtog Brodersønnen Haakon[16]. Men Villjam havde nu givet sine Fordringer aabenbart tilkjende. Det engelske Folk vidste, hvad det kunde vænte sig af ham, og Kundskaben om Haralds Ed har siden neppe undladt hos mange ængsteligere Gemytter at vække Betænkeligheder mod at understøtte ham.

Saaledes stode Sagerne, da Northumbrerne, som allerede længe havde været misfornøjede med Tostig Godtwinessøns haarde og voldsomme, men desuagtet lige over for udvortes Fiender lidet kraftige Herredømme, gjorde Opstand imod ham (Oktober 1065) medens han var fraværende hos Kongen. De fordreve eller nedsablede hans Huuskarle, plyndrede hans Skatte i York, erklærede ham paa et almindeligt Thing utlæg med alle hans Tilhængere, og indbøde Morkere, Ælfgars Søn[17], til at komme og blive deres Jarl. Morkere modtog Tilbudet, og da han understøttedes saavel af sin mægtige Broder Eadwine, som andre Tilhængere af Leofrics Æt, kunde Tostig intet udrette imod ham, især da Harald ikke, som det synes, gjorde nogen alvorlig Foranstaltning til at forsvare sin Broder med Vaabenmagt, men begyndte Underhandlinger, hvis Udfald blev, at Harald selv paatog sig at overbringe Kongen Northumbrernes Erklæring, at de ej vilde vide af Som, hvorfor ogsaa Kongen erkjendte Morkere som deres Jarl og fornyede de dem af Knut givne Love, medens derimod Tostig med sin Hustru Judith og sine Tilhængere flygtede over til hendes Fader, Grev Baldvin af Flandern, hvor de bleve godt modtagne[18]. Flere af de Annalister, der have beskrevet disse Tildragelser, sigte ligefrem Harald som den, der af Had til sin Broder fremskyndede hans Fald[19], og saavel den Rolle, han spillede ved denne Lejlighed, som hans Giftermaal med Eadwines og Morkeres Syster Ealdgidha[20] og de følgende Begivenheder bestyrke denne Mistanke. For Harald var det just nu, da Kong Edward ej havde saa lang Tid tilbage at leve i, magtpaaliggende at sikre sig det mægtige leofricske Parti; og Broderskabet, vidste han, vilde neppe afholde Tostig fra at optræde som hans Medbejler til at vinde Kronen, hvilket derimod ej synes at have været Ælfgars Sønners Hensigt. Tostig maatte saaledes aabenbart være Harald langt mere ivejen end disse, isærdeleshed da Tostig ved sit Egteskab med Judith af Flandern var besvogret med Villjam af Normandie, der var gift med hendes Syster Mathilde, et Svogerskab, der efter de sidst forefaldne Begivenheder ej kunde andet end gjøre ham mistænkelig. Vi see ogsaa Tostig, fra det Øjeblik, han forlod England, at optræde som Haralds svorne Fiende. Det er ikke usandsynligt, at Tostig, som kort efter sin Ankomst til Flandern begav sig til St. Omer[21], allerede strax gjorde et Besøg hos Villjam, og aftalte Planer med ham mod Harald, hvis Giftermaal tilstrækkeligt lagde for Dagen, at han ikke agtede at holde den Ed. han Aaret forud havde svoret[22]. Derpaa fik man end større Bestyrkelse, da Kong Edward døde i Westminster den 5te Januar tomt, efter, som det hed, at have udnævnt Harald til sin Efterfølger. Thi allerede Dagen efter, da Kongens Ligbegængelse var tilendebragt, blev Harald tagen til Konge af de forsamlede Magnater, og kronet af Erkebiskoppen af York, uden mindste Hensyn til hiin Ed[23]. Han tiltraadte ogsaa strax Regjeringen, og udviklede en Dygtighed, Kraft og Omhyggelighed for Landets Opkomst, som endog de ham fiendtligt sindede Historieskrivere ej kunne andet end anerkjende, og som derfor i kort Tid gjorde ham almindelig æret og yndet.

Da Tostig fik Broderens Ophøjelse paa Kongetronen at vide, satte han lig strax i Bevægelse for at vække ham Fiender. For det første synes det kun at have været ham magtpaaliggende at faa Harald styrtet, lige meget hvo der strax blev Englands Konge; han haabede vel, naar han først selv var gjenindsat i sine Værdigheder og Forleninger, med Tiden at kunne tilvende sig Herredømmet. Og navnlig synes han at have gjort sig til Agent og Underhandler for Villjam af Nordmandie. Da denne fik Efterretningen om Edwards Død og Haralds Tronbestigelse, sendte han strax Gesandter til Harald Godwinessøn, for at minde ham om at opfylde sine Løfter; da Harald vægrede sig derved, sammenkaldte Villjam sine Frænder og Baroner i Lillebonne, og tilkjendegav dem sin Hensigt, at ville bekrige og erobre England[24]. Baronerne gjorde Indvendinger mod en Plan, der forekom dem æventyrlig og uudførlig paa Grund af Haralds Magt, Rigdomme og store Flaade[25]. Men Seneskallen eller Drotseten Villjam Fitz-Osbern (Aasbjørnssøn), der skulde overbringe denne Besked, svarede tvertimod, at Baronerne havde besluttet at stille det dobbelte Antal af de Krigere, de ellers vare pligtige at udruste, og hvorvel de paa det kraftigste protesterede mod denne Fordrejelse af deres Ord, lykkedes det dog Villjam, ved enkeltviis at underhandle med dem, at erhverve deres Samtykke til Toget, og faa bestemt Antallet af de Skibe, der skulde udrustes, i Alt henimod 700. Derpaa skred han ivrigt til Udrustningen, lod Opfordringen udgaa til de omliggende Provindsers og Landes Krigere om at deeltage i Toget, og sendte endog, som det af en enkelt Forfatter berettes, et Gesandtskab til Kong Sven i Danmark, for at bede ham om Understøttelse[26]. Hovedet for dette Gesandtskab synes ikke at have været nogen anden end Tostig selv, hvilken ogsaa var saa meget mere skikket dertil, som han var Svens Søskendebarn og havde været nærværende ved det nys holdte Mode. Ved at sammenholde de nordmanniske Forfattere med vore egne Sagaer erfare vi nemlig, at Tostig, saasnart han havde erfaret Edwards Død og Haralds Tronbestigelse, ilede til Villjam, besvor ham paa det indstændigste, ikke at lade Harald beholde den Trone, han kun ved Mened havde erhvervet, lovede troligen at staa ham bi, hvis han med en nordmannisk Hær vilde sætte over til England for at underkaste sig dette Rige, bragte det ved sine Opmuntringer dertil, at Villjam sammenkaldte hiint Mode, og foretog sig endelig selv en Rejse, først til England, for der at samle sine Tilhængere, og siden, da Haralds ypperlige Forsvars-Anstalter hindrede ham fra at lande der, til Norden, hvor han først opsøgte Kong Sven i Danmark[27]. Det er saaledes ej at betvivle, at netop han var Overbringeren af Villjams Budskab til Sven. Denne tog venligt imod ham, og skal have tilbudt ham Jarldømmet Danmark. Men Tostig sagde at hans Hu alene stod til at komme tilbage til sit Fædreland og gjenvinde sine forrige Besiddelser. Hertil bad han Sven forsyne ham med Tropper fra Danmark. Og for det Tilfælde at han ikke vilde indlade sig derpaa, foreslog han ham at drage over til England og erobre det i sit eget Navn, ligesom hans Morbroder Kong Knut i sin Tid havde gjort, og tilbød ham dertil al den Understøttelse, han kunde yde. For Tostig gjaldt det kun, som man seer, at skaffe sin Broder saa mange Fiender som retteligt. Ved at opfordre Sven til at gjøre et Erobringstog til England i egen Person, overskred han vistnok det Ærende som Villjam — forudsat at han fremstillede sig som dennes Gesandt — havde medgivet ham, thi dette kunde ej bestaa i andet, end at overbringe den Bolt, han først fremsatte, om Hjelpetropper. Men han meente vel, at det siden maatte blive Erobrernes Sag at enes om Sejrsbyttet som de bedst kunde, og haabede sandsynligviis ogsaa selv tilsidst at gaa af med den egentlige Fordeel, hvis Sejrherrerne kom op at strides. Men Sven vilde ikke indlade sig paa et saa voveligt Foretagende. „Jeg staar“, sagde han, „saa langt tilbage for gamle Knut i Magt og Anseelse, at det neppe er mere end saa at jeg kan beholde Danmarks Rige for Nordmændene, medens han derimod arvede Danmark, indtog England med Vaabenmagt, skjønt ikke uden stor Fare, og erhvervede Norge uden Sverdslag. Jeg vil heller handle som min svage Stilling tilsiger mig, end efterligne Knuts Stordaad“. „Nu vel“, svarede Tostig, „siden vore Frænder gjete sig til vore Fiender, skulle ogsaa deres Fiender blive mig i Frænders Sted“[28]. Han forlod Sven i Vrede, og drog til Norge, hvor han opsøgte Kong Harald Haardraade, der endnu opholdt sig i Viken, og satte nu den samme Anmodning til ham, som han allerførst havde fremsat til Sven, nemlig om Hjelpetropper. Men da Harald indvendte, at Nordmændene ej havde nogen Lyst til at drage paa Krigstog til England under nogen engelsk Høvding, retirerede Tostig ham om Kong Magnus’s Arveret efter Hardeknut ifølge Brennø-Forliget, og om den Fordring, Magnus i sin Tid paa Grund heraf havde gjort til Edward Confessor om at afstaa ham England, en Fordring, som ogsaa Harald selv, efter hvad vi have seet[29], allerede havde fremsat strax efter sin Tronbestigelse, da han i eet og alt betragtede sig som Magnus’s retmæssige Arving, og hvis Fornyelse nu ej længer hindredes ved det Forlig, han havde indgaaet med Edward Confessor, medens han derhos allerede ved sin politiske Stilling, og end mere ved det Tog, han havde foranstaltet i 1058, var kommen i et fiendtligt Forhold til Harald Godwinessøn[30]. Hos Harald manglede det ikke paa Lyst til atter at søge sin Fordring sat igjennem, og Tostig sparede ej paa gode Løfter og Opmuntringer for at faa ham til at gjøre Alvor deraf. Han tilbød sig, ligesom han havde tilbudt Hertug Villjam, at understøtte ham med al den Styrke, han ved sin egen og sine Venners Indflydelse tiende bringe sammen, og erklærede sig fornøjet med at faa Halvdelen af England som Haralds Vasall, medens denne derimod skulde være Landets egentlige Konge, hvis han fik det erobret — et Tilbud, som bekræfter de nordmanniske Forfatteres Udsagn, at Tostig begav sig til Harald og ophidsede ham til Krig mod England uden dertil at være bemyndiget af Villjam, og imod den mellem dem fra først af trufne Aftale. Efter flere Dages Raadslagninger, hvori ogsaa Guthorm af Ringenes synes at have deeltaget og forenet sine Opmuntringer med Tostigs, besluttede Kongen endelig at efterkomme Opfordringen, og gav Tostig sit Tilsagn om at han til Sommeren skulde indfinde sig i England og forsøge paa at erobre det[31]. Da dette var afgjort, vendte Tostig — sandsynligviis i Marts Maaned — tilbage til Flandern for at samle sine Tilhængere om sig og udruste sig efter bedste Evne. Det var nu lykkets ham, at skaffe sin Broder to Fiender, af hvilke allerede hver enkelt for sig var mægtig nok til at kunne ryste hans just ikke synderligt befæstede Trone, og som tilsammen aldeles maatte kunne overvælde ham. Hvor vidt de derimod virkelig handlede efter fælles Overlæg, er et Spørgsmaal, der med de Oplysninger, der hidtil om denne Sag ere komne for Dagen, neppe nogensinde med Sikkerhed vil kunne besvares. Thi vistnok havde Som, som det nys er viist, kun paa egen Haand indladt sig med Harald, og gjort ham Løfter, der ikke kunde bestaa med Hertug Villjams Fordringer og Hensigter; og det viste sig, som vi i det Følgende ville see, at han fremdeles sluttede sig til Harald, som om det kun var med ham, og ej med Villjam, at han havde indgaaet noget Forbund. Men paa den anden Side vare Forbindelserne mellem Norge, England og Nordmandie i denne Tid ikke saa sjeldne, at Harald og Villjam siden, efter at de havde begyndt deres Udrustninger, kunde være i fuldkommen Uvidenhed om deres gjensidige Planer og Skridt, og da nu derhos deres Ankomst til England var næsten samtidig, ligger den Tanke nær, at de ere blevne enige om at operere i Fællesskab, og efter Sejren at dele England mellem sig, saa meget mere som der er flere Omstændigheder, som tyde hen paa, at der mellem Harald og Villjam, som overhoved mellem Nordmændene og deres Ætlinger, Nordmannerne, endnu herskede særdeles Venskab[32].

Da det lakkede mod Vintrens Ende og Vaaren nærmede sig, sendte Harald Bud rundt om i hele Riget, udbød Almenning, saa vel af Folk, som af Skibe, og foreskrev nøjagtigt, hvor meget ethvert Fylke skulde

udrede. Dette Foretagende blev nu, som rimeligt var, den sædvanlige Gjenstand for Samtale i hver Mands Huus, og i Særdeleshed i Kongens Hird. Man anstillede alle Slags Gjetninger om, hvorledes Toget vilde løbe af. Nogle meente at Harald, der havde udført saa mange Bedrifter udenlands, vilde kunne overvinde enhver Hindring, Andre derimod, at England var mægtigt og folkerigt, og derfor vanskeligt at vinde. Især frygtede man Thingmannalidet, hvilket altsaa paany maa være blevet oprettet af den halv danske Harald Godwinessøn. Det bestod nu af udvalgte Krigere fra forskjellige Lande, dog især af den saakaldte danske Tunge, allesammen saa haandfaste og krigsvante, at det hed at een Thingmand kunde udrette mere end tvende Nordmænd[33]. Dette mishagede den tapre og Kongen hengivne Ulf Stallare meget at høre. „Hvis tvende af os skulle vige for een Thingmand“, sagde han i et Vers, som han i den Anledning kvad, „behøve Kongens Stallarer ikke at indfinde sig i hans Stavnrum, og saadant var jeg ikke vant til at høre i min Ungdom“. Det blev ham dog ikke forundt at deeltage i Toget, thi han døde endnu samme Vaar. Kongen følte dybt hans Savn, og udtalte det ved hans Grav i de simple, men hjertelige Ord: „Her ligger den, som var bravest og sin Konge huldest af alle“. Udrustningerne vedbleve dog lige fuldt. Solund-Øerne udenfor Sogn bestemtes til Samlingssted for Flaaden, thi derfra var Overfarten til Hjaltland nærmest[34].

Imidlertid rygtedes de store Forberedelser til Krig, der nu bleve drevne paa saa mange Kanter, og det er ej at undres over, at de af bange Anelser opfyldte Gemytter betragtede en Komet, der aller først viste sig den 24de April, som et Varsel om de frygtelige Begivenheder, der skulde finde Sted[35]. Strax efter begyndte Tostig Fiendtlighederne, idet han med saa stor en Flaade, som han havde kunnet samle, hjemsøgte Øen Wight, og udpressede baade Penge og Levnetsmidler af Indbyggerne. Fra Wight drog han herjende langs Kysten til Sandwich. Imidlertid havde Harald Godwinessøn, ved Efterretningen om det paatænkte Angreb fra Nordmandie, gjort Anstalter til at samle en saa betydelig Styrke baade til Lands og Vands, som ingen engelsk Konge nogensinde tilforn havde bragt paa Benene, og hastede nu til Sandwich, for at drive Tostig tilbage. Denne oppebiede ikke hans Ankomst, men skyndte sig bort, efter at have presset saa mange af Busse-Karlene eller Søfolkene der fra Egnen i sin Tjeneste, at han kunde bemande 60 Skibe. Med disse tog han Vejen langs Østkysten, sejlede ind i Humberen, og herjede i Lindsey. Men her ilede Jarlerne Eadwine og Morkere til, og dreve ham bort. De Søfolk, der nødtvungne havde maattet tage Tjeneste hos ham, benyttede sig af den Knibe, hvori han befandt sig, til at rømme fra ham, saa at han kun beholdt 12 Snekker tilbage[36], med hvilke han tog sin Tilflugt til Kong Mælkolm i Skotland, der i sin Tid havde svoret sig i Fostbroderskab med ham, men, som vi have seet, senere hen, under hans Fraværelse paa en Pilegrims-Reise, havde viist sig som hans Fiende. Nu modtog han dog Tostig venskabeligt, gav ham Grid, og forsynede ham med Levnetsmidler. Aarsagen hertil er maaskee for en Deel at søge deri, at Mælkolm ved sit Giftermaal med Orknø-Jarlernes Moder nu, om end kun for en kort Tid, var dragen over i den nordiske Interesse, og tog det Parti, som vi ogsaa see hans Stifsønner, med eller mod deres Vilje, at slutte sig til. Efter dette uheldige Tog gjorde Tostig ikke paa egen Haand noget nyt Angreb paa England, men tilbragte Sommeren i Skotland, oppebiende Kong Harald Haardraades Ankomst. Harald Godwinessøn havde imidlertid i Sandwich væntet temmelig længe paa at hans Flaade kunde samles. Da dette omsider var skeet, drog han med den til Wight, hvor han blev liggende den hele Sommer, idet han derhos opstillede Troppe-Afdelinger langs Kysterne. Men i de tømte Dage af September Maaned[37] gik Forraadet paa Levnetsmidler op, saa at det var umuligt at holde Flaaden samlet. Kongen maatte derfor give Besætningen Hjemlov, og drog over Land til London, hvorhen han ogsaa lod Skibene bringe, men en Deel af disse forliste undervejs[38].

  1. ↑ Se herom ovenfor S. 168—173.
  2. ↑ Om Haralds Tog mod Wales og Kong Griffiths Drab, se Chron. Sax. og de øvrige engelske Annalister ved 1063 og 1064. Hvorledes ogsaa en norsk, af Kong Harald udsendt Flaade, blandede sig i disse Anliggender, se ovf. S. 268, 269.
  3. ↑ Se ovf. S. 266.
  4. ↑ Geoffr. Gaimar v. 5086, 5087.
  5. ↑ Simeon af Durham ved 1059, Gaimar v. 5089—5098, Mon. Hist. Br. I. S. 825.
  6. ↑ Simeon af Durham ved 1001. Det er her, hvor der tales om Fostbroderskabet mellem Mælkolm og Tostig. „Rex Scotorum Malcolmus“, heder det, „sui conjurati fratris, scil. comitis Tostii, comitatum ferociter depopulatus est, violata pace Sancti Cuthberhti in Lindisfarnensi insula“, Twysden S. 190, Mon. Hist. Br. I. S. 609 Not., jvfr. Gaimar v. 5101—5104.
  7. ↑ Se ovf. I. 2. S. 482.
  8. ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Ingulf hos Savile S. 899.
  9. ↑ Se ovf. I. 2. S. 832, 833, Noten, jvfr. Villjam af Jumièges VI. Cap. 12.
  10. ↑ Villjam af Malmsbury II. 178 (Hardys Udg. S. 294).
  11. ↑ Villjam af Jumièges VII. 3. Hans uegte Fødsel gav ham det bekjendte Tilnavn Bastard. Men hans Fødsels saakaldte Uegthed bestod maaskee neppe i andet end at Forbindelsen mellem hans Forældre kun var sluttet, som det paa et andet Sted kaldes, danico more.
  12. ↑ Ingulf, Villjams Skriver, S. 898, benegter vistnok at Villjam allerede da skulde have næret Planer med Hensyn til Tronfølgen i England, men han kan neppe have haft Anledning til at vide, hvad der privat afhandledes mellem Edward og Villjam.
  13. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 111, Snorre Cap. 78. Her tales der kun om en paatænkt Rejse til Bretland, hvor dog maaskee ved dette Sted nærmest forstaaes det saakaldte Kornbretaland eller Cornouailles i Bretagne. Villjam af Malmsbury (II. 228, III. 286) lader ham alene drage ud paa en Lystfart, og af Storm drives over Kanalen. Haralds Rejse findes ogsaa fremstillet paa det merkelige Teppe i Bayeux.
  14. ↑ Henr. Huntingdon ved 1064, eller rettere Kong Edward Confesiors 22de Aar.
  15. ↑ Viljam af Jumièges VII. 31, Viljam af Aquitanien v. 191, Ordrik Vitalis S. 490. I Carmen de bello Hastingensi siges endog at Harald overbragte Edwards Sverd og Ring til Jertejn.
  16. ↑ Om Haralds Rejse tales der mangesteds, og den henføres af de bedre Forfattere bede til 1064 deels til 1065. Aarsagen til de forskjellige Angivelser viser sig i vore Sagaers Beretning, at Harald opholdt sig hos Villjam den hele Vinter 1064—1065. Vore Sagaer lade Harald ligefrem reise for at anholde om hans Datters Haand. Det er ogsaa muligt, at han og Villjam have givet Sagen dette tilsyneladende Udseende. Om Enkelthederne ved denne merkelige Begivenhed, og Beretningernes Afvigelser, se Lappenbergs Gesch. Englands I. S. 525—527.
  17. ↑ Vore Sagaer udgive saa vel Morkere, hvilken de kalde Morokaare eller Morakaare, som Valthjof Sigurdssøn, urigtigt for Harald Godwinessøns Brødre.
  18. ↑ Chron. Sax. ved 1065. Florents af Worcester s. A.
  19. ↑ Ordric Vitalis (Duchêne S. 492) siger ligefrem, at Harald drev Tostig i Landflygtighed, og Henrik af Huntingdon meddeler for 1065 en Historie om deres personlige Uvenskab, hvilken egentlig tilhører deres Barndom, se Ailreds vita Edwardi hos Twysden S. 394.
  20. ↑ Hun var den i 1064 dræbte Kong Griffiths Enke. Da Harald vendte tilbage til England 1065, kunde han først i dette Aar egte hende.
  21. ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Florents af Worcester.
  22. ↑ Villjam af Malmsbury III. 276 siger at den af Hertug Villjams Døtre, som blev forlovet med Harald, og hvis Navn han erklærer at være glemt (Villjam af Jumièges kalder hende, vistnok urigtigt, Adeliza), døde førend hun var bleven giftefærdig. Dette synes enkelte at have forstaaet som om hun døde før Haralds Giftermaal med Ælfgars Datter, men det ligger slet ikke i Ordene. At hun var meget ung, bevidnes og i Harald Haardraades Saga Cap. 111, Snorre Cap. 78; der aftaltes, siges der, endog flere Aars Frist til Brylluppets Afholdelse: om hun saaledes end døde efter Haralds Fald, vilde hun lige fuldt have været mindreaarig, derhos siges det udtrykkeligt at Harald havde fragaaet Fæstemaalet. Villjam af Jumièges VII. 31 omtaler ogsaa Haralds Giftermaal med Ealdgidha som Løftesbrud.
  23. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 79, lade Harald ved Edwards Dødsseng bøje sig ned til ham, og derpaa lydeligt forkynde for de omstaaende, at den døende Konge havde udnævnt ham til sin Efterfølger. Det er højst rimeligt, at et saadant Rygte har hersket.
  24. ↑ Angaaende de nærmere, højst interessante Enkeltheder ved alt dette, saaledes som de fortælles af Robert Wace, hvis Fader selv var Øjevidne dertil, se Lappenberg Gesch. Engl. I. S. 540—543.
  25. ↑ Lignende Indvendinger mødte Harald Haardraade kort efter af Nordmændene, se nedenfor.
  26. ↑ Villjam af Aquitanien, hos Duchêne, S. 197, Bouquet XI. 92.
  27. ↑ Se Ordric Vitalis, hos Duchêne S. 492. Denne, der ligesom vore Sagaer fejler deri, at han lader Tostig forlade England efter Broderens Tronbestigelse, og fordreven af denne — han forvexler nemlig den Magt, Harald allerede som Jarl udøvede, med Kongemagten — fortæller følgende: Tostig, fordreven i Landflygtighed, begav sig til Flandern, overantvordede Grev Balduin, sin Svigerfader, sin Hustru Judith, skyndte sig derpaa til Nordmandie, og bebrejdede Hertug Villjam heftigt, at han lod den, der havde brudt Eden til ham, regjere i Fred; han forsikrede ham derhos, at hvis han med en nordmannisk Har vilde sætte over til England, skulde han (Tostig) hjelpe ham til Kongedømmet. De holdt nemlig allerede i lang Tid meget af hinanden, og Venskabet styrkedes end mere fordi de vare gifte med to Systre. Hertug Villjam modtog med Glæde den kommende Ven, takkede ham for hans venskabelige Bebrejdelse, og sammenkaldte, bevæget ved hans Opfordringer, de nordmanniske Stormand til et Møde, hvor der offentligt forhandledes om hvad der i denne Sag var at gjøre. (Her beskrives nu i Korthed Mødet og Forhandlingerne. Imidlertid fik Tostig Tilladelse af Hertugen til at vende tilbage til England, og lovede ham Hjelp, saa vel ved sig selv, som ved alle sine Venner. Men det gik anderledes end han tænkte, thi han sejlede vel ud fra Cotentin, men kunde ikke lande i England, da Harald havde omgivet Kysterne med Skibe og besat dem med Krigere for at ingen Fiende uhindret skulde komme til Landet. Tostig var da i stor Forlegenhed, saasom han hverken kunde binde an med den utallige Forsvarshær i England, eller komme tilbage til Nordmandie, hvori Modvind hindrede ham. Dreven af Vest- og Søndenvind og andre Vinde led han megen Ængstelse, og kom under sin Omvanken paa Havet i store Farer, indtil han omsider efter mange Gjenvordigheder kom til Harald, Norges Konge, der tog venligt imod ham. — Ogsaa Villjam af Jumièges (VII. 32) siger i Korthed: Hertugen sendte Tostig Jarl til England, men Haralds Krigere, der forsvarede Kysten, dreve ham bort ved Vaabenmagt, og da han hverken med Sikkerhed kunde betræde England, eller, paa Grund af Modvind, vende tilbage til Nordmandie, drog han til Kong Harald i Norge. Da nu vore egne Sagaer lade ham henvende sig til Sven umiddelbart førend han drog til Norge, og da de derhos endog med Bestemthed antyde, at Tostig kun henvendte sig til Harald, fordi han fik Afslag hos Sven, synes det klart nok, at Tostig efter sit forgjeves Forsøg paa først at lande i England, ej tilfældigt men efter aftalt Plan er dragen til Sven, og derpaa til Harald, men at de nordmanniske Forfattere alene have nævnt denne, fordi han virkelig lyttede til Tostigs Forestillinger og gjorde et Krigstog til England, vel og fordi de ikke havde nogen klar Forestilling om Forskjellen mellem Norge og Danmark. Og her bliver det da af Vigtighed, at den med Hertug Villjam samtidige Villjam af Aquit. udtrykkeligt omtaler Gesandtskabet til Kong Sven. At han derimod ej omtaler Harald Haardraade, kommer deraf at han aldeles forbigaar denne og hans Tog til England. At det Besøg, Tostig første Gang forgjeves søgte at gjøre i England, ikke er det samme Tog, som vidtløftig beskrives i Chron. Sax., men fandt Sted førend Tostig drog til Danmark og Norge, sees tydeligt nok af Chron. Sax.’s Udsagn, at Tostig kom til England kort efter 24 April, sammenholdt med Sagaernes udtrykkelige Ord, at han efter at have besøgt Harald begav sig om Vaaren tilbage til Flandern, for at sætte sig i Spidsen for sin Flaade.
  28. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 112, Snorre Cap. 81, Fagrskinna Cap. 198, Morkinskinna fol. 18. a. Denne sidste er ovenfor især fulgt ved Fremstillingen af Svens og Tostigs Samtale. Villjam af Aquit. siger i Korthed, at Sven nok lovede Villjams Gesandter Troskab (fidem), men at han dog tilsidst viste sig som en Ven af hans Uvenner. Dette svarer temmelig nøje til Tostigs Udraab: „vore Frænder gjøre sig til vore Fiender“; kun med den Forskjel, at Sven ifølge Villjam af Aquit. gav Gesandterne selv gode Ord, og kun siden i Gjerningen viste sig fiendtlig stemt mod Villjam. Men da Tostig og Villjam neppe tiere saaes, kan man temmelig godt forklare sig at Nordmannerne ikke fik nøjagtig Beretning om hans Ærendes Udfald. Og desuden viste jo Sven sig virkelig i Førstningen venligt stemt mod Tostig, idet han tilbød ham Jarldømme i Danmark. I hine Tider, hvor Skrivekunsten ej var almindelig udbredt, hvor Reiserne vare langvarige, og hvor der hverken gaves Postforbindelser eller Aviser, kunde Beretninger om Gesandtskaber og deres Udfald, saa vel som andre vigtige Statsbegivenheder, umuligt blive saa hurtige, fuldstændige og indbyrdes overeensstemmende, som vi nu omstunder ere vante til. Fra det Øjeblik, Tostig havde forladt Nordmandie, har Villjam sikkert ikke hørt noget fra ham, førend han kom tilbage fra Norge og atter viste sig i de engelske Farvande. Af samme Grund kan det ogsaa forklares, at vore Sagaer aldeles intet vide at fortælle om at Tostig overbragte noget Ærende fra Villjam til Sven. Thi de Ord, som de lægge dem begge i Munden, er kun hvad Sagnfortælleren sidenefter gjennem mange Mellemled havde erfaret, indskrænke sig kun til Tostigs og Svens personlige Interesser, og udgjøre naturligviis kun en uendelig liden Deel af de Samtaler, der maa have været vexlede mellem dem. Af samme Grund er det og, at Chron. Sax. ikke veed eller taler det mindste om, hvad Tostig foretog sig lige fra sin Afrejse i Oktober 1065 indtil hans Tilbagekomst sidst i April 1063. Hvad de nordmanniske Forfattere berette om Storm og Modvind, som skulde have drevet Tostig mod Norden, er mindre sandsynligt. Han besøgte vist Sven efter forud aftalt Plan. Sandsynligviis har han vel endog anløbet Flandern, og fremført en lignende Bøn om Understøttelse til Balduin, men ligeledes uden Held, thi det siges udtrykkeligt, at Balduin, opfordret af Villjam til at staa ham bi, vægrede sig derved.
  29. ↑ Se ovf. S. 167.
  30. ↑ Se ovf. S. 267.
  31. ↑ I Fremstillingen af Haralds Forhandlinger med Tostig have vi nærmest fulgt Morkinskinna fol. 18. a. b. og Fagrskinna Cap. 199, Thjodrek Munk Cap. 28 og Ordrik Vitalis (Duchêne S. 493), hvilke ret godt stemme med hinanden indbyrdes. Samtalen fremstilles anderledes i Hryggjarstykke, Hrokkinskinna (Harald Haardraades Saga Cap. 113) og hos Snorre (Cap. 82), hvor Harald viser sig ganske uvidende om Magnus’s foregivne Arveret til England efter Hardeknut, og lader sig af Tostig belære derom. Da dette strider imod, hvad vi ovenfor have seet om Haralds Fornyelse af sin Arvefordring paa England, hvorom Tostig saaledes ej behøvede at belære ham, kan denne Fremstilling af Samtalen umuligt ansees saa rigtig, som Morkinskinnas, der langt mere nærmer sig til hvad Ordrik meddeler. Men den er ikke desto mindre af stor Interesse, thi da den Sagabearbejdelse, som meddeler den, tillige, tvertimod Sandheden, gjør Tostig til Godwines ældste Broder, og følgelig, som det heder, bedre berettiget til Tronen end Harald, kan man neppe betvivle, at den hele, for Tostig gunstigere Fremstilling, er grundet paa Familietraditioner i hans Æt, og sandsynligviis meddeelt Snorre eller en anden Sagabearbejder af hans Descendent i lige nedstigende Linje og Led, Hertug Skule. Morkinskinna derimod kalder Tostig ganske rigtigt Godwines anden Søn. Det er ogsaa Morkinskinna, der nævner Guthorm af Ringenes, og det endog paa en ej ganske tydelig Maade. Den siger nemlig: „det er enkelte Mænds Sagn at Tostig Jarl sendte Guthorm Gunnhildssøn til Kong Harald, for at tilbyde ham Northumberland og egge ham til Vester-Toget; Guthorm drog da til Norge, men Tostig syd til Valland for at treffe sine Svogre“. Dette kan enten forstaaes som om Tostig strax efter Afrejsen fra Norge sendte Guthorm til Harald, eller og, hvad der vel er det retteste, som om et andet Sagn, end det først fortalte, benegtede Tostigs Rejse til Norge, og kun lod ham sende Guthorm, der vel var en gammel Bekjendt fra dennes Vesterhavstog, til Harald. Men da ogsaa de nordmanniske Skribenter omtale Tostigs Besøg hos Harald, kan dette ej betvivles, og Sagnet om Guthorm kan saaledes kun forklares som om han har været tilstede ved Forhandlingerne og ivrigt talt Tostigs Sag; med mindre det — hvad der og lader sig høre — kunde antages, at Tostig efter sin Afrejse har sendt Guthorm til Harald for at bringe et foreløbigt Forlig istand om Englands Deling mellem ham og Villjam, saaledes at Harald skulde have den nordlige Deel eller Dane-Lagen, Villjam derimod den sydlige, eller Westsex- og Myrke-Lagen, og Tostig verre Haralds Vasall. De Hovedpunkter i Aftalen mellem Harald og Tostig, hvori Morkinskinna og Ordrik stemme med hinanden, ere a) at Tostig erkjendte Harald for sin Overherre og svor ham Troskabsed (sverr sik i vald Haralds konungs) b) at Harald lovede Tostig et Len (heitir hánum ímótt ríki í Englandi, ok því meira yfirlæti sem meir eflisk undir hans vald ríkit i Englandi); hvilket hos Ordrik nærmere bestemmes til Halvdelen af Riget. Thjodrek Munk siger ogsaa i Korthed, at Tostig lovede Harald Halvdelen af England, hvis han kunde fordrive hans Broder. Den samme Betingelse opstilledes ogsaa af Villjam, da han havde faaet Harald Godwinessøn i sin Magt, og den udgjorde vistnok ogsaa Grundlaget for hans Underhandlinger med saftig. Merkeligt nok, udgiver ogsaa Ordrik denne for den ældste Broder.
  32. ↑ Det er allerede ovenfor nævnt, at Ordrik lader Tostig alene komme tilfældigviis til Norge; han tilføjer endog, at Tostig listigt greb den Udvej at ophidse Harald til Toget, for derved at frelse sig fra at blive greben som Spejder; ligesom han ogsaa udtrykkeligt siger at Hertug Villjam intet vidste derom. Saxo (S. 555) omtaler ogsaa begge Fyrsters Udrustninger og Tog som tilfældigviis samtidige. Heller ikke vide vore Sagaer noget om nogen fælles Aftale mellem Villjam og Harald at fortælle. Men ikke desto mindre kan en saadan Aftale godt være sluttet imellem dem, og hvad der ovenfor er antydet om Guthorm af Ringenes, bestyrker det. Om Venskabet mellem Hertugerne i Nordmandie og Nordmændene tales der udtrykkeligt i Olaf den helliges Saga Cap. 39, Snorre Cap. 20, hvor det heder at „Rudujarlerne længe regnede sig i Frændskab med Norges Høvdinger, satte megen Priis derpaa, og altid vare Nordmændenes største Venner“, og at disse Følelser endnu besjælede Villjam, viser sig af det merkelige Sted i Edward Confessors Love (Thorpes Udg. Cap. 34) hvor det heder at Villjam, fordi hans og næsten alle de nordmanniske Baroners Forfædre vare Nordmænd og udgangne fra Norge, ønskede at udvide Danelagens Lovgivning, eller de Norskes og Danskes Love, til hele England.
  33. ↑ Det er ovenfor (S. 169) anført, at Edward Confessor ophævede Thinglidet 1050; altsaa maa Harald have gjenoprettet det; men sandsynligviis har det nu mere antaget Charakteren af en fra forskjellige Nationer samlet Condottiere-Skare. At det især var samlet af den „danske Tunge“ siges i Morkinskinna og Fagrskinna. Herved forstaaes egentlig hele Norden; men paa dette Sted skulde man dog nærmest tænke paa den dansktalende Befolkning af England selv.
  34. ↑ Harald Haardraades Saga Cap. 113, 114, Snorre Cap. 82, 83. Fagrskinna Cap. 199, 200.
  35. ↑ Chron. Sax. ved 1066. Kometen omtales ogsaa af Lambert af Hersfeld, med Hentydning til Begivenhederne i England (Pertz, Mon. Hist. Germ. VII. 173), af Bernold (sammesteds S. 428), af Marianus Scotus (sammesteds 559), hos Tighernach (O’Connor II. 306) og paa mange andre Steder. Tighernach omtaler den vidtløftigst, vistnok som Øjevidne. „En stor Stjerne med Hale viste sig forunderligt i Luften, Tirsdag i den lille Paaske (25de April) dens Lys var paa sit højeste næsten som Maanens; saaledes vedblev den at lyse i 4 Dage.
  36. ↑ Det synes heraf, som om Tostig ej alene havde taget Søfolkene selv, men ogsaa de Skibe, paa hvilke de befandt sig.
  37. ↑ Chron. Sax. nævner udtrykkeligt Mariæ Fødsel eller 8de September.
  38. ↑ Chron. Sax. ved 1066.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/29&oldid=83440»