Det norske Folks Historie/3/31

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 343-366).

Da Harald Haardraade faldt ved Stanford Bro, var han kun 51 Aar gammel, men havde dog naaet en Alder, som alene meget faa af Harald Haarfagres Efterkommere paa Norges Trone enten før eller siden bragte det til at opleve. Han var endnu ved sin fulde Kraft og Rørighed, om end hans Haardførhed nu var mindre, end i tidligere Dage^[1]. Om hans Udvortes have vi allerede ovenfor talt; han beskrives i sin modnere Alder fremdeles som smuk af Aasyn og med en majestætisk Holdning, hvortil vel hans usædvanlige Højde for en stor Deel har bidraget. Han havde lyst Haar og Skjeg, bar Hageskjegget kort, men lange Knebelsbarter; paa ham, ligesom paa Magnus den gode, skal det ene Øjenbryn have staaet lidt højere end det andet; hans Hænder og Fødder vare store, men vel proportionerede. Hans Tapperhed og Klogskab nød fortjent Anerkjendelse baade af Samtid og Eftertid. Han flyede aldrig, heder det i vore Sagaer, af noget Slag, men ofte søgte han ved Klogskab at beskytte sig mod Overmagten, og alle de, som fulgte ham i Strid eller Hærferd, vare enige om, at naar han var stedt i stor Samme og i Hast skulde frelse sig deraf, valgte altid han den Udvej, som siden viste sig at være den bedste. Om hans Statsklogskab og store Regent-Dygtighed kan der kun have været een Stemme. Han arbejdede med Kraft og Indsigt i den Retning, hans Halvbroder St. Olaf allerede havde antydet, og trods Nederlaget i England efterlod han Norge som en ved indre Sammenhold og ydre Magt formaaende og anseet Stat. Men hans Politik smagte dog altfor meget af den græske Hof-Luft, hvori han havde tilbragt sine bedste Ungdoms-Aar; hans Strenghed udartede ofte til Haardhed og Uskaansomhed, og han lagde ikke sjelden en smaalig Gridskhed efter Gods og Eiendomme for Dagen: alt sammen Fejl, der i høj Grad bidroge til at stille hans udmerkede Egenskaber i Skyggen, og som især synes at have paadraget ham en haard Dom af Udlændinger, der kun kjendte ham gjennem Rygtet og saaledes, som han bedømtes af den store Hob. Harald kunde, som vi af mange Beretninger see, være jevn i Omgang, elskværdig, underholdende, ædelmodig og gavmild: hans Kjærlighed til Digterkunsten og egen store Dygtighed deri viser, at han ved Siden af den politiske ogsaa havde en højere aandig Stræben, der, om han havde levet i vore Tider, vilde have ytret sig om en levende Iver for Kunst og Videnskabelighed. Men han var tillige heftig og opfarende, lunefuld og foranderlig, og derfor ikke let at omgaaes; med andre Ord: han havde, ved Siden af sine udmerkede Egenskaber mange af hvad man plejer at kalde en Tyrans Særkjender. Sagaerne udhæve særskilt hans Grumhed mod sine Uvenner og den Haardhed, hvormed han refsede Enhver, der gjorde ham imod^[2].

Det Ord, Harald havde paa sig for Haardhed og Grusomhed, har foraarsaget, at man i senere Tider ogsaa paa ham har tillempet hiint gamle Folkesagn om en Konge, der paalagde en Mand, han hadede og forfulgte, flere farlige eller oprørende Sysler, f. Ex. at skyde et Æble eller en Nød af en Søns eller Broders Hoved, at foretage en halsbrækkende Skidløberfart m. m. Helten i det norske Sagn heder Heming, ligesom han i det danske heder „Toke“, og hos Schweitzerne „der Tell“. Heming siges i den islandske Fremstilling af Sagnet at have været en Søn af en mægtig Bonde paa Torge i Helgeland, ved Navn Aaslak, der lod ham opdrage hemmeligt, hvilket vakte Kongens Brede, da det, som han sagde, stred imod en af Kong Olaf given Lovbestemmelse. Han tvang derfor, siges der, Aaslak til at skaffe Sønnen frem, og paalagde denne først at skyde en Nød af sin Broders Hoved, siden at svømme omkap saa vel med en af hans Mænd som med ham selv; endelig at love paa Skid ned ad et højt Fjeld. Han slap heder det, godt fra alt sammen, men vilde dog ikke være kommen med Livet fra Skidløberfarten, hvis ikke Islændingen Odd Ufeigssøn hemmelig havde givet ham St. Stephans Belte, der frelste dem, som bare det, fra Døden; da han svævede mellem Liv og Død, lovede han at dele sit Gods i tre Dele, til St. Olaf, til St. Stephan og til veldædige Øjemed; hvorpaa St. Olaf i egen Person kom ham til Hjelp. Han rejste derpaa til England, hvor han opholdt sig ved Edward Confessors Hof, og hvor han ogsaa fik den i Norge utlæg-lyste Odd Ufeigssøn til sig. Siden, heder det, deeltog han i Stanfordslaget, hvor han kunde have fældet Kong Harald, dersom han ej i sin Nød havde lovet St. Olaf, aldrig selv at gjøre noget Forsøg mod Broderens Liv; men han betegnede ham ved et Pileskud, saa at en anden siden kunde tage Sigte paa ham og ramme ham. Endnu kvædes der Viser i Norge om „Kong Harald og Hemingen unge“, hvor der blandt andet tales om hans Fart ned ad „Snarafjeldet“ og hvorledes han skød en Valnød af sin Broders Hoved; men der siges ingensteds, at hiin Kong Harald var Harald Haardraade. Paa Færøerne derimod kvædes en Vise om Hemingen, eller som han her kaldes, Gaute eller Geyte Aaslakssøn, med Tilnavnet Heming, hvor Fortællingen i det hele taget stemmer mere med den islandske Bearbejdelse, og ligesom denne betegner Harald Haardraade som den Kong Harald, der her optræder som Tyran^[3].

Det Slægtskabsforhold, hvori Harald stod til St. Olaf, og Eenheden af deres politiske Stræben, fremkaldte mange Sammenligninger mellem dem, der, som det synes, og som rimeligt var, i det hele taget faldt ud til Haralds Misfordeel. Imidlertid have vore Sagaer opbevaret os et Udsagn af Halldor, Søn af St. Olafs gamle Ven Brynjulf Ulvalde paa Vetteland^[4], og en formedelst sin Magt og Viisdom meget agtet Høvding, ifølge hvilket brunt Halvbroder skulle have haft mere tilfælles med hinanden i Charakteer og Væsen, end vi nu, efter hvad der fortælles om dem, ere tilbøjelige til at forestille os. Halldor, fortælles der, hørte engang hvorledes man talte om begge Konger, og fandt deres Sindelag heel forskjelligt. Han ytrede sig da saaledes: „jeg var med begge Brødrene i stor Kjærlighed, og kjendte godt begges Sindelag; men jeg har aldrig fundet to Mænd, der vare hinanden saa lige af Aand og Charakteer. Begge vare de forstandigste og vaabendjerveste Mænd, begjærlige efter Gods og Herredømme, storsindede og ikke meget nedladende, kraftige Herskere og strenge til at refse. Kong Olaf tvang Folket til Christendom og rette Sæder, og refsede grumt dem, der ej adløde; Landets Høvdinger taalte ikke af ham, at han dømte efter Retfærdighed liden Persons Anseelse, rejste en inat imod ham, og fældte ham i hans eget Rige, hvorfor han nu er hellig. Kong Harald derimod søgte ved Vaaben at skaffe sig Berømmelse og Magt, undertvang alle dem, han kunde, og faldt i en anden Konges Rige. Begge Brødre opførte sig i det daglige Liv paa en sædelig og værdig Maade. Begge vare de vidt berejste og foretagelseslystne, hvorfor de og bleve vidt berømte og navnkundige^[5]. Man erfarer dog af denne Skildring, at Haralds Stræben nærmest gik ud paa verdslig Magt, medens Olafs fornemmelig sigtede til Religionens Befestelse. Men om end Olafs Strenghed og de haarde Midler, han anvendte, heri finde en Undskyldning, der ej kan blive Haralds paa verdslige Formaal rettede Politik til Deel^[6], saa faar man dog derved uvilkaarligt Forestillingen om en større Stivhed og Alvorlighed ved Olafs stilfærdige Hof, hvor Skaldene sjeldnere kom til Orde, end i Haralds lystige Haller, der gjenløde af herlige Skaldekvad og selskabelig Munterhed, og hvor-Kongen, naar han var i godt Lune, selv var den første til at oplive sin Kreds ved underholdende Samtale og morsomme Indfald. Især fornøjede han sig da ved et Slags Kappestrid i bidende Ord. Han henkastede slige Ytringer, snart til En snart til en Anden af sine Omgivelser, ofte i Vers, stundom i almindelig Tale. Fik han da et vittigt Svar, morede han sig kosteligt derover, ligemeget om det var nærgaaende, ja endog strengt taget upassende. Men saa godt han fandt sig i alle slige Svar, naar han var i godt Lune, saa ilde optog han dem igjen, naar han var i slet; og derfor var det altid forbundet med Fare at spøge med ham; thi undertiden var det vanskeligt nok at blive klog paa, i hvad Stemning han befandt sig. Og blev han først opbragt paa nogen, var han hensynsløs i sin Hevn og vanskelig at stille til Rette. Heldigviis synes dog de Tider, i hvilke han var i slet Lune og tilbøjelig til at optage ethvert Svar ilde, at have været forholdsviis sjeldne, og Frygten, at de skulde indtræde, ej at have virket hemmende paa den almindelige Lystighed. Hvad Haralds nærmeste Omgivelser mere klagede over, var hans Smaalighed i de regelmæssige Udgifter — f. Ex., som vi allerede have seet — ved Lønningerne, og i den daglige Bevertning. Man fandt at der stundom ved hans Bord herskede en upassende Knaphed, og man ankede især over at han, naar han var færdig med at spise, hvilket han altid blev tidligere end de øvrige Bordgjester, da han først blev opvartet, gav Tegn til at dække af ved at banke i Bordet med Skaftet af sin Kniv. Dette ansaa man som Tegn paa Karrighed, en Lyde, der efter Sagnet skulde være arvelig i Harald Haarfagres Æt: snarere var det dog en Mangel paa Hensyn til andres Bekvemmelighed, hvortil Mænd i en overordnet Stilling og af en hensynsløs Charakteer, som hans, let kunne henfalde, og som ogsaa har været anket over hos andre Fyrster af lignende Charakteer endog i nyere Tider. Thi ellers lagde Harald Vind paa at det skulde gaa overflødigt til, og at de gamle Skikke ved Drikkelag ej skulde aflægges. Vi have saaledes af Beretningen om Halldor Snorressøn seet, hvor ivrigt han overholdt, at ingen skulkede fra at tømme det behørige Antal Bægere og Viteshorn under den almindelige Jule-Lystighed, og hvorledes han endog selv, og det med Strenghed, tvang Halldor til at gjøre Besked.

Af alle de Beretninger, Sagaerne have efterladt os om enkelte Islændingers Ophold hos Harald, er der ingen, der giver os et saa anskueligt Billede af Livet ved hans Hof, og den frie og overgivne Tone, der herskede, naar han var i godt Lune, men paa den anden Side ogsaa af hans Haardhed og tyranniske Færd, naar han var opbragt, som Fortællingen om en Islænding, ved Navn Halle, almindeligviis kaldet Sneglu-Halle. Halle, der hørte hjemme paa Gaarden Fljote i Nordfjerdingen, rejste over til Norge med Haralds Hirdmand Baard, — sandsynligviis den samme som havde taget sig saa ivrigt af Halldor Snorressøn, — og som nu havde gjort en Rejse til Island og tilbragt en Vinter der. Halle var en god Skald og meget skarp i sine Ord; hans Udvortes var meget utækkeligt, thi han var høj, langhalset, smalskuldret, langarmet og grovlemmet. Efter en lang Overrejse kom de over til Hiteren; derfra fortsatte de Vejen til Agdenes, hvor de laa for Anker om Natten; Morgenen efter sejlede de med en svag Vind ind ad Fjorden. Da de vare komne indenfor Rein, mødte de tre Langskibe, af hvilke et var en Drage. I det de sejlede forbi denne, traadte en høj, prægtig klædt Mand frem af Løftingen og spurgte, hvo der styrede Skibet, hvor de havde været om Vintren, hvorfra de havde afsejlet, hvor de først kom til Land, og hvor de havde ligget om Natten. Kjøbmændene ombord paa Baards Skib kunde ikke i Hast besinde sig, hvad de skulde svare paa alle disse Spørgsmaal, men Halle svarede strax: „vi tilbragte Vintren paa Island, afsejlede fra Gaase (i Eyjafjorden), Styrmandens Navn er Baard; vi kom til Land ved Hiteren, og laa i Nat ved Agdenes“. Den bøje Mand, der ej var nogen anden end Kongen selv, spurgte spøgende, øm ikke Agde (Bjergtroldet i Agdenesfjeldet) havde gjort Løjer med dem. „Nej“, svarede Halle, der meget godt skjønnede, at det var Kongen, han talede med; „dertil oppebiede han en fornemmere Mand, og vænter eder i Kveld“. „Du er nok skarp i Ordene“, sagde Kongen, og sejlede videre. Den Rejse, han foretog, var kun en Lystrejse til en af Øerne; faa Dage efter kom han tilbage til Nidaros. Imidlertid var Baards Skib ogsaa ankommet, og Halle bad Baard forestille ham for Kongen, og udvirke ham Tilladelse til at opholde sig ved Hoffet om Vintren. Baard tilbød ham Vinterophold i eget sit Huus, men Halle sagde, idet han takkede ham for Tilbudet, at han dog helst vilde være hos Kongen, om det lod sig gjøre. Baard fulgte ham da til Kongen, der tog vel imod varit, og spurgte om han ikke var den samme, som havde svaret ham ude paa Fjorden. Da Halle bekræftede det, sagde Kongen at han kunde nede frit Underhold paa en af hans Gaarde. Men Halle sagde, at dersom han ej fik være med Hirden, vilde han helst søge sig Ophold hos andre. Kongen ytrede at Islændingerne plejede at være egensindige og korte for Hovedet, men at man desuagtet, som sædvanligt, vilde give ham Skylden, dersom der indtraf noget ubehageligt mellem ham og Halle: han vilde imidlertid ikke afslaa ham hans Bøn, men det maatte være paa hans eget An- og Tilsvar, hvad der saa senere hændtes. Paa dette Vilkaar gik Halle ind, takkede Kongen, og blev hos Hirden. Han blev snart meget yndet af Hirdmændene, og især opstod der et særdeles Venskab mellem ham og hans Sidekammerat, en gammel gjæv Hirdmand ved Navn Sigurd.

Det traf sig engang, da Kongen, ledsaget af sit Følge, gik paa Gaden, at de kom forbi et Huus, hvor en Skomager og en Smed just vare komne i et heftigt Slagsmaal med hinanden. Kongen saa paa det en Stund, men vilde ikke blande sig deri, og gik bort, idet han bad sin Hofskald Thjodolf, der ogsaa var med i Følget, at digte en Vise derom. Den forfængelige Thjodolf undslog sig i Førstningen, da det, som han sagde, var under hans Værdighed som Kongens Hoved-Skald, at besynge et saa simpelt Emne. „Det“ er ikke saa simpelt som du tror“, sagde Kongen, thi du skal fremstille dem som andre Mænd end de i Virkeligheden ere; lad den ene være Sigurd Favnesbane og den anden Lyngormen Favne, idet du dog lader Enhver beholde sin Idræt“. Nu kvad Thjodolf et Vers, som Kongen roste; efter hans Anmodning kvad han endnu et, hvor den ene fremtraadte som Thor, den anden som Jotnen Geirrød. „Du er en god Skald“, sagde Kongen, og gav ham en Guldfingerring. Halle havde ej været med ved denne Lejlighed, men om Aftenen, da man sad ved Drikkebordet, fortalte man ham alt sammen, kvad Thjodolfs Vers for ham, og sagde at han neppe kunde have digtet saadanne Vers, hvor dygtig Skald han end var. Halle sagde at han heller ikke havde tænkt at maale sig med Thjodolf, og aller mindst naar han ej havde været tilstede ved den Begivenhed, som skulde besynges. Dette hans Svar blev strax fortalt Kongen, men fordrejet saaledes som om han havde erklæret sig for lige saa god Skald som Thjodolf. Dette, meente Kongen, var umuligt, men han vilde dog med det første sætte ham paa Prøve. Denne Prøve udeblev heller ikke længe. Ved Kongens Hof var der en frisisk Dverg, ved Navn Tuta. Han var ikke højere end et tre Aars Barn, men hans Hoved var stort og af et gammelt Udseende, Kroppen bred og tyk. En Dag, da man sad ved Bordet, havde Kongen for Løjers Skyld ladet ham tage en Hjelm paa Hovedet, og iføre sig hans Brynje, Emma, hvilken han havde anskaffet sig i Constantinopel, og som var saa siid, at den naaede ham selv, en saa høj Mand, ned paa Læggen, naar han stod oprejst. I dette Optog, og med Sverd ved Siden kom Tinn gaaende ind i Hallen, til Alles Forundring. Kongen lagde en Kniv og Belte paa Bordet, og udlevede dem som Belønning for den, der paa staaende Fod kunde kvæde en god Vise om Dvergen, men lagde til, at om nogen forsøgte derpaa, men skilte sig daarligt derved, skulde han have hans Utak. Strax hørte man en Mand i et af de ydre Sæder paa Bænken istemme en Vise: det var Halle. Han skilte sig saa godt derved, at Kongen, trods Thjodolfs Knurren, gav ham den lovede Belønning, og tilføjede, at man ej uden at være uretfærdig kunde negte, at Visen var god.

Siden bragte Halles Kaadhed ham i en alvorlig Knibe. En Dag, da Kongen efter Sædvane gav Tegn med Kniven til at tage af Bordet førend de øvrige vare mætte, snappede Halle et Stykke af Fadet og beholdt det hos sig, idet han sagde:

Jeg kærer mig ej om
at Kongen banker,

lader Munden tygge,
gaar mæt til Sængs.

Ikke nok hermed, traadte han Morgenen efter frem for Kongen med Skjold og Sverd, og kvad en Vise, hvori han ytrede, at Roden drev ham til at sælge baade Sverd og Skjold for Brød og Suul, siden Kongen sultede sine Mænd saaledes at de gik ganske tynde og udtærede. Kongen svarede intet, skjønt alle kunde see at han var vred, undtagen Halle selv, der kun blev endnu dumdristigere end for. Faa Dage efter, da han i Kongens Følge ledsagede ham ude paa Gaden, fandt han paa, med eet at løbe afsted i al Fart forbi Kongen. Denne spurgte, i Versform, hvad han havde fore. Halle svarede ligeledes i Vers, at han vilde kjøbe sig Grød. Kongen, som antog det Hele for en Spøg, lagde ikke videre Merke til ham, førend han kom hen til en Gaard, hvor Halle sad udenfor med en stor Grødkjedel og spiste af alle Kræfter. Kongen spurgte meget vred, hvorfor han var kommen fra Island til Høvdinger alene i den Hensigt at haane dem. Halle undskyldte sig med at heller ikke Kongen slog Vrag paa gode Sendinger, og Thjodolf kvad et Spøgevers, da Halle efterat have spiist sig mat, kastede Kjedlen fra sig. Men Kongen tilgav ikke saa let Fornærmelsen, og ved Aftensbordet lod han et heelt Fad med Grød sætte foran Halle, og befalede ham at spise. „Dertil behøver man ej at tvinge mig“, sagde Halle nok saa roligt„,da jeg sattes meget godt om Grød“, og gav sig til at spise; men det var ham umuligt at tomme det hele Fad, og han holdt derfor op, da han ikke orkede mere. Kongen gik nu til ham med draget Sverd og bød ham at spise. „Nej“, sagde Halle, „det gjør jeg ikke: dræb mig om I vil, men Grød skal ej blive min Bane“. Kongen stak Sverdet i Slidren og satte sig ned, men sendte siden Tuta med en stegt Grus fra sit eget Bord til Halle, idet han paalagde Dvergen, naar han var kommen midt paa Gulvet, og ikke for, at hilse Halle, at han skulde have digtet en Vise, førend han modtog Grisen, eller ogsaa lide Døden. Tuta gjorde Indvendinger, men det hjalp ikke; han maatte fremføre Befalingen. Halle havde sit Vers færdigt i rette Tid, og fremsagde det, idet han modtog Sendingen. Kongen fandt det meget godt i Betragtning af den korte Tid, der var ham levnet til at digte det, og skjenkede ham sin fulde Tilgivelse. Opmuntret herved digtede Halle et Kvad til Kongens Ære, og udbad sig om Jule-Aften Tilladelse til at fremsige det. Kongen spurgte om han forhen havde digtet noget fuldstændigt Kvad, og da Halle benegtede det, ytrede han at mange vistnok vilde finde det dumdristigt af Halle, første Gang at behandle et Emne som saa store Skalde allerede havde besunget. Han æskede ogsaa Thjodolfs Mening derom: denne gav intet bestemt Svar, men ytrede kun ondskabsfuldt at Halle gjorde bedst i, ikke at lyve for Kongen. Paa Kongens Spørgsmaal, om han da virkelig havde løjet, svarede Thjodolf ja, saasom Halle virkelig allerede tidligere havde digtet et Kvad, nemlig de saakaldte Kolle-Viser om, en Ko, han gætede ude paa Island. Halle erkjendte Sandheden heraf, men meente, at et saadant Kvad ikke var for noget at regne. Kongen forlangte dog at høre det, og Halle erklærede sig villig til at kvæde det, naar Thjodolf ogsaa vilde kvæde et lignende, som han havde digtet hjemme paa Island, kaldet Søpletrugs-Viserne. „Det er ellers vel“, lagde han til, „at Thjodolf vælter nu ind paa mig, thi ogsaa mine Bide- og Jexel-Tænder ere nu saa vidt fremme, at jeg godt kan give ham lige for lige“. Kongen, som havde de største Løjer af at hidse dem paa hinanden, forlangte nærmere Oplysninger om Thjodolfs Kvad, og om Aarsagen til dets besynderlige Navn. Halle sagde at da Thjodolf var hjemme, maatte han bære Asken ud i et Søpletrug med sine øvrige Syskende, og ansaaes næsten altfor enfoldig endog til en saa ringe Syssel, thi man maatte altid see efter, om der ikke var Ild i Asken, der siden kunde gjøre Skade. Kongen spurgte Thjodolf om det var sandt, og han kunde ej benegte det, men foregav, at han kun havde gjort det for at hjelpe sine smaa Syskende, og halv i Spøg. Kongen vilde nu høre begge disse Kvad, og de maatte fremsige dem. Han fandt dem begge ubetydelige, dog især Thjodolfs. „Vistnok“, sagde Thjodolf, „men Halle, som er saa ordhvas, burde heller see til at hevne sin Fader, end at mundhugges med mig her i Norge“. „Er det sandt“, spurgte Kongen, „at du ikke har hevnet din Fader? hvorledes torde du i saa Fald understaa dig at komme til Høvdinger udenlands?“ „Min Fader“, sagde Halle, „blev dræbt, da jeg var et Barn; mine Frænder afgjorde Sagen og sluttede Forlig paa mine Vegne, og hjemme hos os ansees det for en Skjendsel at kaldes Grid-Niding“. „Du har handlet aldeles rigtigt“, sagde Kongen; „Grid og Forlig skal man aldrig bryde“. „Det er ogsaa min Mening“, svarede Halle, „men Thjodolf kan rigtignok tale saa overmodigt herom, fordi ingen, saa vidt jeg veed, har hevnet sin Fader mere tilgavns end han; thi han aad sin Faders Bane“. Ved disse Ord blev der et almindeligt Forundringsraab i hele Hallen; Kongen lo, og bad Halle forklare sig nærmere. Halle sagde at Thjodolfs Fader Arnor var saa fattig, at Heredets Bønder maatte understøtte ham; at han engang af en velvillig Bonde havde faaet en aarsgammel Kalv, som han drog hjem i et Top, hvis ene Ende han havde slynget om sin Hals, men at han ved at stige over Jordvolden omkring sit Tun ikke rigtigt havde beregnet dens Højde, saa at han blev hængende indenfor, medens Kalven sprellede udenfor, indtil man fandt dem begge døde; hvilket imidlertid ikke afholdt de fattige Bern, hvoriblandt Thjodolf, fra at fortære Kalven. Kongen fandt det nok saa rimeligt. Thjodolf blev saa vred at han drog Sverdet og vilde dræbe Halle, men Folk lagde sig imellem og Kongen sagde at det ej skulde bekomme nogen af dem vel at gjøre den anden Skade; at Thjodolf havde begyndt Trætten, og maatte finde sig i hvad der paafulgte. Derpaa fik Halle Tilladelse til at kvæde sin Draapa; den befandtes meget god, og Kongen lønnede ham godt for den.

Den samme Juul ventedes Einar-Fluga, Sysselmanden paa Haalogaland^[7], til Hoffet. Sigurd, Halles Sidekammerat, fortalte ham meget om Einars Overmod og Uvorenhed; han tog ikke i Betænkning at dræbe enhver, som ej gjorde ham tilpas, men bødte selv aldrig for Drab eller Ran. Nu var han i stor Yndest hos Kongen, men stundom var Forstaaelsen mellem dem ikke saa god. Sigurd raadede Halle til at være yderst forsigtig i hvad han talte om eller til ham. Men Halle sagde, at om end de øvrige vare saa rædde at de ikke vovede at kny imod ham, saa vilde dog han paatale enhver Fornærmelse fra hans Side, og skulde maaskee nok klemme Bøder af ham. Da Sigurd ytrede Tvivl herom, foreslog Halle ham at vedde. Sigurd modtog Veddemaalet og satte en Guldring, Halle fik Hoved i Pant. Einar Fluga kom, og blev modtagen med megen Udmerkelse; Kongen anviste ham Plads ved sin Side, og lod ham opvarte lige saa godt som sig selv. En Dag opfordrede Kongen Einar til at fortælle om sine Tog og Rejser i Finmarken. Einar fortalte da, at han paa sin Rejse til Finmarken Sommeren forud havde mødt en Islandsfarer, der af Storme var fordreven derhen og havde maattet forblive der om Vintren. „Jeg beskyldte“, sagde han, „Besætningen for at have drevet ulovlig Handel med Finnerne; de benegtede det: jeg fordrede at ransage Skibet, men de vilde ikke tilstede det. Da sagde jeg at de fik tage hvad der paafulgte, og gav Befaling til at angribe dem. Jeg havde fem Langskibe, og angreb deres Skib fra begge Sider; vi endte ikke, førend Skibet var aldeles ryddet. En af Islændingerne, ved Navn Einar, forsvarede sig saa kjekt, at jeg aldrig har seet hans Mage, og havde alle hans Kammerater været som han, vilde vi neppe have taget Skibet“. Kongen fandt det ilde gjort af Einar, saaledes at dræbe sagesløse Folk. Men Einar undskyldte sig med det vanskelige i sin Stilling, og oplyste derhos, at man virkelig fandt en Mængde Finnevarer i Skibet. Ved at høre denne Fortælling, kastede Halle Kniven paa Bordet, holdt op at spise, og sagde til Sigurd, der spurgte hvad der sejlede ham, at hiin tapre Islænding var hans Broder, og at han sørgede over hans Død, men vilde see til at faa Boder af Einar Finger. Sigurd fraraadte ham det, men forgjæves; han gik strax hen til Højsædet, og fremstillede sig for Einar som den faldne Islændings Broder. „Har du da ej hørt, at jeg aldrig bøder“, spurgte Einar. „Hørt det har jeg nok“, svarede Halle, „men jeg fandt mig ikke forpligtet til at tro alt det onde, man paasagde dig“. „Du idet mindste“, sagde Einar, „seer mig ikke ud til at kunne aftvinge mig Boder mere end andre; jeg vil desuden ikke føje dig, og derved vænne andre til at fordre det samme“. Halle meente at det ikke var saa farligt for een Gangs Skyld, men Einar vedblev sin Vægring, og bed Halle med Trusler at pakke sig. Halle gik, og Sigurd bad ham at afstaa fra sin dumdristige Fordring, tilbydende ham at ophæve Veddemaalet; men Halle vilde intet høre herom. Dagen efter fremsatte han sin Fordring paany, men med lige saa lidet Held. Ogsaa Kongen fraraadte ham at plage Einar oftere i den Anledning, da større Karle end han havde maattet taale Einars Overmod; dog bebrejdede han paa den anden Side Einar, fordi han svarede Halle saa haardt. Halle gav endnu ikke tabt. Den følgende Morgen kom han ind til Kongen, da han og Einar stode og vaskede sig. Kongen spurgte hvad han vilde. Halle sagde at han kom for at udbede sig Kongens Forklaring af en Drøm, han havde haft om Natten, nemlig at Einar Fluga var Haakon Jarl, og at han selv var Thorleif Jarlaskald^[8], der havde digtet en Nidvise om ham, som han endnu om Morgenen, da han vaagnede, godt kunde erindre; han mumlede ogsaa, idet han gik tilbage, noget, der klang som et Vers, men som man ej tydeligt kunde høre. Da bad Harald Einar paa det indstændigste at opfylde Halles Begjæring. Han forestillede ham at Halle var en stor Skald og dertil hvas og uskaansom mod dem, han havde noget udestaaende med; det var, sagde han, tydeligt at den hele Historie om Drømmen kun var opdigtet, og at Halle virkelig havde en Nidvise over ham i Beredskab; men den Skjendsel, Thorleifs Nidvise havde bragt over Haakon Jarl, der dog var en langt mægtigere Mand end Einar, maatte være ham et afskrækkende Exempel paa, hvad en Nidvise kunde udrette, thi den vilde mindes, saalænge Norden var beboet: han handlede derfor klogt i at forebygge en lignende Skjendsel ved en ubetydelig Pengeudgist. Disse Forestillinger virkede saa meget, at Einar erklærede sig villig til at lade Halle faa 3 Mk. Sølv i Bøder, og henviste ham desangaaende til sin Fehirde (Skatmester), der skulde have en Pung, hvori netop den Sum fandtes. Halle gik til Fehirden, og meldte sit Erende. Denne sagde at der var 4 Mk. i Pungen. Halle lod sig tilveje tre, gik tilbage til Einar, og meldte at han havde faaet Pengene udbetalte. „Du fik vel alt, hvad der var i-Pungen“, spurgte Einar. „Nej, jeg vogtede mig nok for at tage mere end jeg skulde, og derved skaffe dig Anledning til at anklage og dræbe mig som Tyv“, svarede Halle. Han vendte nu med vel forrettet Sag tilbage til sin Plads, og viste Sigurd de modtagne Penge. Denne vilde strax ifølge Veddemaalet give ham Ringen. Men Halle vilde paa ingen Maade berøve ham den, og tilstod ham til hans Forbauselse, at han aldeles ikke var beslægtet med den Islænding, Einar havde ladet dræbe, og at han kun havde foregivet det for at faa et Paaskud til at anstille hiint Forsøg med Einar Smaa. Denne vendte kort efter tilbage til Haalogaland, og siden fik man ved Hoffet Sagens sande Sammenhæng at vide. Man frygtede for at Einar vilde tage alvorlig Hevn over Halle. Denne gjorde om Vaaren en Rejse til Danmark, og derfra til England; her digtede han i Hast en Draape om Harald Godwinessøn^[9], og fik ved List større Belønning for den, end den fortjente. Siden vendte han tilbage til Haralds Hof, hvor han en Stund synes at have spillet en Hofnars Rolle, og fornemmelig havde Morskab af at drille den forfængelige Thjodolf. Kongen der gottede sig over hans Indfald, gav ham altid Medhold. Dronning Thora derimod kunde ikke udstaa ham og hans Vittigheden der for det meste slog over i det uanstændige, og ikke engang skaanede hende selv. Det traf sig saaledes engang, da Kongen gik ud i Byen, og Halle var i hans Følge, at denne kastede længselsfulde Øjne til en smuk guldbeslagen Oxe med Sølvholk om Skaftet, som Kongen bar. Kongen saa det, og efter et Par Spørgsmaal, hvortil Halle som sædvanligt gav pudseerlige Svar, forærede han ham den. Om Aftenen maatte han høre mange Bebrejdelser derfor af Dronningen, som meente at et saa herligt Vaaben var altfor stor Belønning for Halles uhøviske Løjer. Kongen svarede at han selv vilde raade for sine Gaver, og at Halles Ord desuden kunde tages i to Betydninger, og ikke behøvede at tages i den værste. Som Beviis derpaa lod han Halle kalde til sig, og bad ham strax at digte noget tvetydigt om Dronningen, for at man kunde see, hvorledes hun fandt sig deri. Halle kom strax med et Halvvers, der vel paa en vis Maade kunde siges at indeholde Smiger for Dronningen, men som dog var saa rigeligt spekket med uanstændige Udtryk, at det ej er at undres over, at Dronningen blev opbragt, og hed at man skulde dræbe ham. Men Kongen forbød at at krumme et Haar paa hans Hoved, og spøgte over Dronningens Eenfoldighed, at hun ej kunde forstaa sin egen Roos. Halle blev siden Kongens Hirdmand, og vendte tilbage til Island, hvor han levede længe, og fortærede alle de Penge, han havde samlet sig udenlands, saa at han paa sin gamle Alder maatte ernære sig ved Fiskeri. Det fortælles om ham, at han en Aften, hjemkommen fra en meget anstrengende Fart, døde just som han sad ved Grødfadet og spiste sin Yndlingsret. Og Kong Harald, der paa een Gang fik Efterretningen om hans og Bolle den prudes — ligeledes hans Hirdmands Død, skal have sagt om denne: „for Spyd er den. Gjeve visselig falden“; men om Halle: „af Grød er Slughalsen visselig sprukken“^[10].

Vi have allerede i det Foregaaende seet Exempler paa den Strenghed og Nøjeseenhed, hvormed Harald inddrev sine Indtægter: en Strenghed der maaskee var den væsentligste Aarsag til hans Upopularitet, og til det Tilnavn, hvormed han sædvanligt betegnedes. Man vilde jo endog vide, at han stundom udstrakte sine Fordringer videre, end Lov og Ret tillod. At Opsigten hver Finnehandelen og Finneskatten, en af Kronens væsentligste Indtægter, under hans Regjeringstid var skarp, og at han søgte at bringe saa meget ud deraf som muligt, er saaledes let at forstaa. Den Fremgangsmaade, som Einar Fluga anvendte mod hiin Islænding, stemmede derfor vistnok saavel med de Pligter, der i Almindelighed paalaa hans Embede, som med de særskilte Forholdsregler, Kongen havde givet ham, og denne bebrejdede ham heller ikke, hvad han havde gjort, saasnart han havde erfaret at der virkelig fandtes Finnegods i det opbragte Skib. Et andet, endnu mere oplysende og merkeligt, Exempel paa den Strenghed og summariske Fremgangsmaade, som Kongen selv og hans Sysselmand anvendte med Hensyn til Finne-Handelen, er os opbevaret i en Beretning om den driftige og rige islandske Handelsmand, Odd Ufeigssøn^[11]. Paa en af sine Handelsrejser var han af ugunstig Vind dreven til Finmarken, og saa sig nødt til at overvintre der. Da han om Vaaren sejlede bort og sydefter, bad han sine Skibsfæller paa det indstændigste sige fra, om de havde handlet med Finnerne og kjøbt Varer af dem, thi i saa Fald maatte man anvende den yderste Forsigtighed, da Einar Fluga, som nu var Sysselmand, ikke kjendte Skaansomhed. De benegtede at have drevet nogen saadan Handel, og der blev ikke mere talt om den Sag, førend de kom længer sydover, og saa et Langskib komme frem bagom en af Øerne^[12], og stevne imod dem. Odd kjendte strax Einar Flugas Skib, og bad.paany sine Folk tage sig i vare, hvis de havde Finnevarer hos sig; her var ikke længer Tid eller Sted til at dølge Sandheden for ham: det gjaldt kun at faa Varerne gjemt bort saa godt som det i Hast kunde lade sig gjøre, førend Einar kom for at ransage Skibet. De maatte nu gaa til Bekjendelse, at de virkelig havde tilforhandlet sig Finnegods; hver kom frem med sit, og det blev alt sammen gjemt paa eet Sted, hvor Odd fandt det raadeligst. Just som de vare færdige hermed, kom Einar til, lagde Langskibet ved Siden af Knarren, og gik ombord i denne. Han forlangte strax at ransage Skibet, og Odd gjorde ingen Indvendinger. Enhver af Besætningen lukkede op sit Kiste, og Einar ransagede den ene efter den anden, dog uden at finde noget. Den egentlige Balke eller Ladning, der allerede havde været sammenstuvet ved Udfarten fra Island, stod endnu tilbage, da Vinden, som hidtil havde været svag, begyndte at friske op, og fjernede begge Skibe hurtigt fra Øen. Einar, som nødig vilde komme for langt bort, da han paa Tilbagevejen havde Vinden imod sig, sagde at det neppe behøvedes at bryde selve Bukken synderligt; Besætningen, sagde han, havde viist sig mere samvittighedsfuld, end han havde tænkt, og man maatte see til snarest muligt at vende tilbage. Da sagde en Mand, der sad paa Bulken, at han dog ogsaa først maatte eftersee hans Sæk. Einar kunde ikke undslaa sig derfor, Manden begyndte at løse paa Baandet om Sækken, men Knuden var overmaade seen at faa op og Baandet langt; Einar skyndte paa, men da Sækken endelig var aabnet, fandt man deri kun en anden Sæk, med hvis Aabning det gik endnu langsommere. Einars Utaalmodighed steg til det højeste, da der heller ikke i denne Sæk viste sig at være andet end en tredie Sæk, og da omsider ogsaa denne efter megen Tidsspilde var aabnet, og der ikke fandtes andet i den end usle og unyttige Pjalter, medens man imidlertid var kommen saa langt bort, at Sten neppe kunde øjnes i Horizonten, skyndte han sig over til sit eget Skib under Skjeldsord mod Manden, der saa længe havde holdt ham for Nar. Paa denne Maade var det lykkets Odd at undgaa nogen Ransagning af selve Bolken. Men Einar, hvis Mistanke paany var bleven vakt, sendte strax Bud derom til Kongen, der synes at have været i Nærheden, og maaskee just nu var ifærd med at foretage hiin store Opdagelsesrejse til Nordiishavet, hvorom der ovenfor er talt. Ogsaa Odd synes at have vidst, at Kongen ikke var langt borte, thi han sagde til sine Mænd, at om de end vare slupne vel fra Einar Fluga, kom det dog meest an paa at undgaa Kong Harald selv. Da Odd var kommen til Melø, standsede Vinden, saa at han maatte lægge ind; men der laa allerede Kong Harald med endeel Skibe. Da Harald saa det fremmede Skib, skjønnede han strax at det maatte være Odds, og sagde til sine Mænd, at dette traf sig yderst belejligt, da han saaledes selv kunde snakke et Par Ord med Odd, som saa skammeligt havde overlistet Einar. Han lod sig ufortøvet ro hen til Odds Skib med mange Mænd, gik ombord, og bebrejdede Odd, at han, der forhen havde nydt saa megen Hædersbeviisning af ham, nu lønnede ham saa slet ved at handle med Finnerne uden hans Samtykke. Odd sagde at han ej kunde gjøre for at Skibet var blevet fordrevet til Finmarken, og at han for sin Part ingen ulovlig Handel havde drevet. Kongen svarede at om han end ej selv havde befattet sig dermed, havde dog hans Mænd gjort det desmere, og at de lige fuldt alle tilhobe fortjente at hænges: han fordrede at ransage Skibet. Odd gjorde ingen Indvendinger; Skibet blev ransaget, men man fandt intet, og Kongen maatte vende tilbage med uforrettet Sag. I hans Følge var der en ung Mand ved Navn Thorstein, beslægtet med Thore Hunds Æt, og en god Ven af Odd. Han blev et Øjeblik tilbage paa Odds Skib, og spurgte ham, hvorledes Sagen egentlig forholdt sig. Odd tilstod oprigtigt det Hele, og sagde at Varerne laa skjulte i en Sæk. Thorstein sagde at Kongen sikkert vilde komme tilbage næste Dag for at ransage paany, og raadede Odd til at gjemme Sækken under Kongens eget Sæde. Det gik, som Thorstein havde sagt; Kongen kom, satte sig i det for ham indrettede Højsæde, og lod sine Mænd ransage højt og lavt, men forgjæves. Da han gik, blev Thorstein atter tilbage, forberedede Odd paa et nyt Besøg af ham, og raadede ham til at gjemme Sækken i Sejlet oppe under Raaen. Kongen var imidlertid bleven opmerksom paa at at Thorstein begge Gange var bleven tilbage hos Odd, og spurgte ham om Aarsagen. Thorstein foregav at han maatte rette noget paa sin Hose. Kongen sagde ikke stort hertil, og vendte kort efter tilbage til Odds Skib, hvor der paany blev ransaget, men med lige saa lidet Held som forrige Gang. Thorstein fandt fremdeles Lejlighed til at blive et Par Øjeblik tilbage og bad Odd at være forberedt paa endnu en tredie Ransagning den paafølgende Morgen; imidlertid raadede han ham til om Natten at skjule Finnegodset i Land bag et fremspringende Nes, og ikke bringe det ombord igjen førend i det samme Øjeblik, han skulde sejle bort, hvilket han maatte see til at gjøre saa snart som muligt. Odd takkede Thorstein særdeles for hans Velvilje og gjorde, som han sagde. Kongen kom ganske rigtigt om Morgenen, og lod hver Krog paa Skibet gjennemrode. Da intet fandtes, sagde Odd, at han dog vel nu maatte ophøre at mistænke dem. „Ingenlunde“, svarede Kongen, „og aldrig bar nogen forhen spottet mig saaledes som I; men det skal nok engang undgjeldes“. Han var nu saa vred, at det ej nyttede at tale til ham. Den følgende Aften blæste en gunstig Vind op, og Odd lod Finnegodset i al Stilhed bringe ombord, lettede Anker, og sejlede afsted. Kongen vaagnede tidligt om Morgenen, og sagde til sine Mænd, at han ganske skjønnede Odds Kneb, hvilken denne forresten ikke havde steget af sit eget Bryst; han vilde ransage Skibet endnu engang, og var da vis paa at finde, hvad han søgte; hidtil havde han ej paa den blotte Mistanke villet give Odd og hans Mænd Dødssag. Men da de kom ud af Teltene og saa sig om, øjnede de Odds Skib langt ude ved Øerne, det nyttede altsaa ikke at sætte efter det. „Denne Gang“, sagde Kongen forbitret, „slap Odd fra os, og jeg maa erkjende, Thorstein, at du godt forstaar at hjelpe din Ven, som du agter langt højere end mig; men det er jo heller ikke saa underligt, om du slægter din Æt paa i Svigefuldhed“. Thorstein meente at han havde gjort en god Gjerning, idet han hindrede Kongen fra at dræbe Odd, der havde været hans Ven, og mange andre brave Mænd for en Sag, der neppe engang var fuldkommen Dødssag, om den end kunde bevises. Odd kom i god Behold til Island. Nogen Tid efter kom Haarek, en Frænde af Thorstein, til Island, netop under det store Uaar (1056); Odd bad ham strax til sig for den hele Vinter, og da han Sommeren efter rejste tilbage til Norge, medgav han ham nogle gode Heste som en Foræring til Thorstein, hvem, som han sagde, baade han selv og alle hans Skibskammerater skyldte deres Liv. Da Haarek kom hjem til Norge, bragte han Thorstein Hestene. Men denne, som endnu opholdt sig hos Kongen, blev ilde faren derved, da dette kunde udlægges som et tydeligt Beviis paa, at han havde hjulpet Odd. For at rede sig af Forlegenheden foregav Thorstein, idet han viste Kongen Hestene, at det var til ham, Odd havde sendt dem som Gave. Men Kongen var for klog til at lade sig dette indbilde. „Jeg fortjente ingen Gave fra Odd“, sagde han, „og det er dig, ikke mig, han bar sendt dem; du skal ogsaa have dem, og oven i Kjøbet Døden“. Han gav strax Befaling til at dræbe ham. Men ingen af de omstaaende gjorde Miner dertil, da de alle holdt meget af Thorstein; de bad for ham, og udvirkede at han beholdt Liv og Landsvist, men han maatte forlade Hirden, og var siden stedse i Unaade hos Kongen^[13].

Men uagtet vi unegtelig i Haralds Charakteer og hele Fremtræden finde mange Uelskværdigheder, fattes dog heller ikke Træk af sand Ridderlighed i hans Færd. Især er der os opbevaret en Beretning fra den Tid, da Krigen rasede mellem Norge og Danmark, der ej alene indeholder et merkeligt Exempel paa saadan Ridderlighed fra hans og paa kongelig Gavmildhed fra hans Modstanders Side, men derhos vidner om en Fiinhed i Tænke- og Handlemaade, som de Fleste neppe skulde finde paa at søge hos den Tids Nordboer, og som tillige midt under Krigen giver os et venligt Billede af gjensidig Kappestrid i Ædelmodighed mellem begge de stridende Medbejlere. Islændingen Audun fra Vestfjordene, en brav, men kun lidet bemidlet ung Mand, rejste en Sommer med en Styremand fra Møre over til Norge, efter at have udsat Størstedelen af hvad han ejede til tre Aars Underholdning for sin gamle Moder, der blev tilbage. Om Vintren blev han i Norge hos den Styremand, med hvilken han var kommen, og rejste den følgende Sommer med ham til Grønland, hvor han tilbragte den anden Vinter^[14]. Her kjøbte han en tæmmet Iisbjørn, der ansaaes som en stor Kostbarhed; men han maatte ogsaa give for den alle de Penge, han havde. Hans Hensigt var at bringe den til Danmark og forære den til Kong Sven, der, som han vidste, vilde rigeligt belønne ham, da Kongerne i de Tider satte stor Priis paa at have sjeldne Dyr ved deres Hof. Da Audun kom tilbage til Norge, tog han sig Fragt ombord paa et Skib, der var bestemt til Oslo. Ankommen her, gik han i Land med sit Dyr, og søgte sig Herberge. Han vilde derfra begive sig over Land ned til Danmark, maaskee af Frygt for at blive opbragt af Krigsskibe, om han tog Søvejen, da Krigen paa denne Tid rasede paa det heftigste. Kong Harald opholdt sig just i Byen. Det rygtedes snart, at en islandsk Mand var kommen fra Grønland med en aldeles tam Bjørn, og Kongen, som havde stor Lyst til at eje Dyret, sendte strax Bud efter Audun, og spurgte om han vilde sælge det for Indkjøbspriis. Da Audun vægrede sig derved, bød han ham dobbelt Indkjøbspriis, men ligeledes forgjæves: han spurgte da om han vilde forære ham Dyret; men Audun svarede fremdeles Nej. „Hvad vil du da gjøre med Dyret“, spurgte Kongen forundret. Audun svarede uforbeholdent, at hans Bestemmelse var at bringe det til Danmark og forære det til Kong Sven. Amen er du da saa uvittig“, spurgte Kongen, „at du ikke har hørt om den Ufred, som nu hersker mellem Landene, eller stoler du saaledes paa din Lykke, at du antager det muligt for dig at slippe frem med en saadan kostbar Gave, hvor andre neppe engang kunne slippe heelskindede frem i deres aller nødvendigste Ærender?“ „Det kommer an paa Eder, Herre“, sagde Audun, „men min Bestemmelse forandrer jeg ikke“. „Saa vil jeg da“, sagde Kongen, „tillade dig at drage afsted som du har bestemt, alene paa det Vilkaar, at du paa Tilbagevejen kommer til mig og fortæller mig, hvorledes Kong Sven lønner dig for Dyret: hvo veed,maaskee har du Lykken med dig“. Audun lovede det, og tiltraadte nu den møjsommelige Vandring til Danmark gjennem hele Viken. Han kom heldigt til Danmark — det vil her sige Halland, — men da var det ogsaa forbi med alle hans Rejsepenge, saa at han maatte tigge om Mad baade for sig og Dyret. At vise det frem for Penge synes ej at have faldt ham ind, eller denne Maade at erhverve Penge paa var maaskee endnu ikke almindelig i de Tider. Han henvendte sig derfor til en kongelig Aarmand, ved Navn Aake, da han .ansaa ham nærmest til at hjelpe ham videre med den til Kongen selv bestemte Gave. Men den egennyttige Aake vilde intet give ham uden for Penge, og da Audun ingen Penge havde, gjorde Aake ham det Forslag at overlade ham den halve Ejendomsret til Dyret, imod at han overtog begges Underhold indtil de naaede Rejsens Maal. „Du er endnu værre faren“, sagde han, „om Dyret sulter ihjel for dig, thi da har du jo slet intet“. Nøden drev Audun til at gaa ind paa dette haarde Vilkaar, dog saaledes at om Halvdelen af den Belønning, Kongen gav for Dyret, udgjorde mere end Aakes Udlæg, skulde Audun have det overskydende. De fortsatte nu Rejsen i Fællesskab til Svens Hof. Kongen modtog Aake venligt, og spurgte ham hvo hans Ledsager var. Audun tog selv Ordet, og fortalte Kongen saavel hvad hans Ærende var, som om den Nød, der havde skilt ham ved den halve Ejendomsret til Dyret. „Er det sandt, hvad han siger-“, spurgte Kongen Aake. Denne kunde ikke negte det. „Men indsaa du da ikke“, sagde Kongen, „det utilbørlige i at du, der skylder mig din hele Lykke, og hvis Pligt det er at paasee mit Tarv, lægger en fremmed Mand Vanskeligheder i Vejen naar han vil bringe mig en herlig matte? Du fortjente Døden, men jeg skal lade dig slippe med Landsforviisning og Tabet af din Ejendom; bort med dig, og kom aldrig oftere for mine Øjne. Men dig, Islænding, er jeg lige saa taknemmelig, som om du havde foræret mig hele Dyret, og bliv her hos mig“. Audun takkede og modtog Indbydelsen, medens Aake derimod med Stamme maatte pakke sig. Audun havde dog ikke længe opholdt sig hos Sven, førend han tilkjendegav denne sin Beslutning, at drage i Pilegrimsferd til Rom. „Havde du ikke haft saa god en Gjerning i Sinde“, sagde Kongen, „da vilde jeg have taget det ilde op, at du saasnart vilde forlade mig“. Han gav ham rigelige Reisepenge, skaffede ham godt Følgeskab med andre Pilegrime, og bad ham besøge ham igjen, naar han kom tilbage. Audun kom lykkeligt til Rom, forrettede sin Andagt der, og tiltraadte Tilbagerejsen. Men paa Vejen blev han heftigt syg, saa at han længe maatte holde Sængen, og da han endelig, udmattet og afkræftet, rejste sig fra Sygelejet, vare alle hans Rejsepenge fortærede. Den øvrige Deel af Vejen maatte han betle sig frem. Endelig naaede han det Sted i Danmark, hvor Sven opholdt sig, en Paaske-Aften, men pjaltet, som han var, og med aftaget Haar, skammede han sig ved at lade sig see, og gjemte sig i en Kirke-Udbygning, i den Hensigt at oppebie Kongen her og give sig tilkjende for ham, naar han gik til Messe. Men da Kongen kom med sine prægtigt klædte Hirdmænd, svigtede Modet ham, og han torde ikke lade lig see. Da Kongen satte sig ved Drikkebordet, sneg Audun sig ogsaa til Kongsgaarden, men holdt sig ude og spiste der, efter Pilegrimernes Skik, saalænge de endnu ikke havde kastet Stav og Skreppe^[15]. Da Kongen skulde gaa til Aftensang, var det endnu værre for Audun at komme frem, da Hirdmændene nu vare drukne og desto mere tilbøjelige til Løjer. Men da Kongen kom tilbage fra Kirken, og Hirden gik ind, fik han selv Øje paa Manden, der ængsteligt holdt sig tilbage, og bad ham komme frem Audun kastede sig for hans Fødder, og Kongen kunde neppe kjende ham igjen, saa forandret var han, men saasnart han vidste, hvo han var, bad han ham hjerteligt velkommen, og førte ham ved Haanden ind i Hallen. De overgivne Hirdmænd lo ad den pjaltede Gjest, men Kongen irettesatte dem skarpt, og sagde at Audun havde sørget bedre for sin Sjæl end de. Kongen lod ham nu bringe i Bad og iføre gode Klæder. Det varede ikke længe, førend han fik sin Sundhed og Førlighed ganske tilbage. Sven viste ham altid den største Venlighed, og han blev ligeledes yndet af alle sine Omgivelser. Saaledes led det hen til Sommerens Begyndelse. Da tilbød Kongen ham den Udmerkelse, at træde i hans Tjern-ste som Skutelsvend. Audun takkede meget for det gode Tilbud, men sagde at han dog heller vilde vende tilbage til Island. Da Kongen ytrede sin Forundring over dette Valg, oplyste Audun ham om Aarsagen, nemlig Omhu for hans Moder, hvis Forsørgelsespenge nu vare opbrugte; han kunde ikke bære over sit Hjerte, at hun skulde gaa og betle paa Island, medens han selv levede i Hellighed ved Svens Hof. „Dette er vel talt, og som det sømmer en Hædersmand“, sagde Kongen, „det slaar ikke fejl, at du faar Lykken med dig; jeg agter og ærer fuldkommen den Grund, der kalder dig bort, men det er ogsaa den eneste, du kunde angive uden at fornærme mig. Bliv nu her indtil Skibene skulle afgaa“. En Dag gik Kongen ned til Bryggerne med Audun; der laa flere Skibe, som skulde gaa til Austerveg, til Saxland, til Sverige eller, merkeligt nok, til Norge. Krigen ophævede altsaa ikke ganske Handelsforbindelsen mellem begge Lande. Kongen standsede ved et af Skibene, som var meget smukt, og spurgte Audun, hvad han syntes om det. Han roste det særdeles. „Dette Skib“, sagde Kongen, „vil jeg give dig som Løn for Bjørnen“. Audun takkede for den rige Gave, og væntede ikke at faa endnu mere. Men da Skibet var sejlklart og han skulde rejse, sagde Kongen til ham: „da du nu endelig vil bort, skal jeg ikke holde paa dig; men jeg har hørt, at det er slemt for Havne paa Eders Ø, saaledes at lange Strækninger af Kysten ere øde, og yderst farlige for Skibe: nu kan det hænde sig, at du lider Skibbrud og mister Ladningen; da seer man ikke stort til at du bar været hos Kong Sven og givet ham en kostbar Gave. Derfor giver jeg dig denne Læderpose^[16] fuld med Sølvpenge, thi om du da end lider Skibbrud, er du ikke ganske pengeløs, naar du kun beholder den. „Dog“, vedblev Kongen, „kunde det treffe saa uheldigt, at du ogsaa tabte den, og da har du heller ikke noget for det Ophold hos mig og din Gave; men“ — her drog han en Guldring af Armen og gav Audun den — „du er endda ikke pengeløs, naar du kommer i Land med denne, saaledes som Mange have for Skik, at bære Guld paa sig i Tilfælde af Skibbrud, og saa kan man i det mindste paa Ringen see, at du har været hos mig. Men det beder jeg dig om“, tilføjede han, „at du ikke forærer den bort uden til en fornem Mand, hvem du tror at skylde saa meget godt, at han fortjener en saa herlig Gave, thi slige Gaver ere egentlig kun for fyrstelige Mænd: len nu vel!“ — Audun sejlede afsted, og kom heldigt til Norge; han lagde sine Varer op, og begav sig ifølge sit tidligere Løfte til Kong Harald. Denne tog venligt imod ham, og bad ham sidde ned og drikke med dem. Derpaa spurgte han, hvorledes Sven havde belønnet ham for Bjørnen. „Han belønnede mig“, sagde Audun, „ved ikke at slaa Vrag paa min Gave“. „Saaledes havde ogsaa jeg belønnet dig“, sagde Harald, „men hvad mere?“ Han gav mig Penge til min Pilegrimsrejse“, svarede Audun. „Kong Sven“, sagde Harald, „skjenker saa mange Folk Penge til Pilegrimsrejser eller andet, om de end ikke bringe ham Gaver; hvad videre?“ „Han tilbød mig“, svarede Audun, „at blive hans Skutelsvend og mange andre Æresbeviisninger“. „Et vakkert Tilbud“, sagde Harald, „men han lod det vist ikke blive derved“. „Han gav mig en Knarr med den bedste Farm, man har seet her i Norge“, svarede Audun. „Det var stormandsmæssigt“, sagde Harald, „men ogsaa jeg havde gjort det samme; gav han dig ikke mere?“ Audun nævnte den med Sølvpenge fyldte Pose, og Hensigten, i hvilken Sven havde givet ham den. „Det var overordentligt“, sagde Harald, „og jeg havde ikke gjort det, da jeg vilde have anseet mig fri for al Forbindtlighed ved at give dig Skibet; fik du endnu mere?“ „Ja“, svarede Audun, „han gav mig denne Ring, som jeg her bærer paa Armen, da jeg, som han sagde, ikke vilde være uden Midler, saalænge jeg havde den, om jeg end mistede alt det øvrige; han paalagde mig derhos aldrig at afhænde den, med mindre jeg troede at skylde en fyrstelig Mand saa meget godt, at jeg vilde forære ham den: og denne Mand har jeg nu fundet, thi det stod dig frit for at tage baade Dyret og mit Liv, men du lod mig fare i Fred did hen, hvor andre ej fik Tilladelse at komme“. Med disse Ord tog Audun Ringen og gav Kongen den. Kongen modtog taknemmeligt den med saa udsøgt Fiinhed overrakte Gave, og skjenkede Audun gode Foræringer, førend han drog bort. Det tilføjes, at Audun kom heldigt til Island den samme Sommer, og at det stedse gik ham meget godt^[17].

Den Anseelse, Thjodolf, Stuf, Halle og andre Skalde nøde ved Haralds Hof, viser noksom, hvormeget han yndede Skaldekunsten. Idet Foregaaende have vi ogsaa anført flere Exempler paa den Færdighed, hvormed han selv udøvede den. At han saavel af sin Samtid som af Eftertiden betragtedes som en af de ypperste Kjendere og paalideligste Bedømmere af Skaldekunstens Frembringelser, fremlyser saavel af flere Beretninger i hans Saga som af den Omstændighed, at hans Vers i Snorre Sturlassøns Skalda eller Anviisning til Digtekunsten hyppigt anføres blandt de ypperste Skalders Arbejder som klassiske Mønstere til Efterligning. Hvor strengt han bedømte endog sine egne Præstationer, have vi ovenfor seet, da han strax for Stanford-Slaget erklærede et Vers, han havde improviseret, daarligt, kun fordi det indeholdt en Dunkelhed^[18]. Og hvor skarpt hans Øre var, derom vidner en liden, i Sagaerne opbevaret Fortælling om en Art af poetisk Veddekamp mellem Kongen, en Mand ved Navn. Thorgils, og Thjodolf Skald. Engang, berettes der, da Kongen sejlede med sin Flaade langs Kysten, kom han forbi en Mand, der sad i en Baad og fiskede. Kongen var i godt Lune og spurgte om han kunde digte. Øjeblikkelig kom han med et Vers, hvis første Halvdeel handlede om hans Fiskeri, hvorledes han fangede baade Hyser og Langer; den anden derimod om hans tidligere Krigsbedrifter, hvorledes han bar et guldomvundet Sverd, og farvede Spydet i Blod. Hiint — saaledes sluttede han den første Halvdeel — skede for kort Tid siden (var þat fyrir skömmu), dette — saa endte den anden Halvdeel — derimod for lang Tid siden (var har fyrir löngu). „Har du altsaa været hos Fyrster eller i Slag“, spurgte Kongen „Visselig“, svarede hiin, „men kvæd nu imod“. Da kvad Kongen et Vers, hvis Halvdele endte paa samme Maade; „det var for kort Tid Men„ kvad han, at hans tapre Hirdmænd hug løs paa Danerne, men derimod for lang Tid liden, at han langt fra Fædrelandet kæmpede i Serkland“. Derpaa bed han Thjodolf at kvæde. Denne kvad et Vers omtrent af samme Indhold, fremdeles med de samme Slutningsord for hver Halvdeel; men det Ord, der i Slutningslinjen af første Halvvers skulde rime sig paa Stavelsen skömm, var Ordet gröm, med enkelt m. Dette saarede Kongens kræsne Øre, saa at han udbrød: „Nej hør den berømte Skald, som ikke kan skaffe ordentlige Riim; han siger gröm, skömm, medens derimod et Ord som hrömm vilde have været fuldt Riim; dette skilte du dig ikke saa godt fra som meget andet“. Thjodolf blev vred, og sagde at han vilde see paa, hvem der kunde digte bedre. Kongen bad Fiskeren at kvæde; denne gjorde Vanskeligheder ved at kvæde efter at Kongen og Thjodolf havde givet Prøver paa deres Dygtighed. Men Kongen gav ham en Guldring, og vedblev sin Bøn. Da kvad han et Vers, atter med de samme Slutningsord; den første Halvdeel om Gaven, som Kongen for et Øjeblik siden havde skjenket vant, den anden om Kongens tidligere Bedrifter mod Blaamændene. Men denne Gang var han ikke heldigere end Thjodolf i Valget af Riim. Kongen bemerkede dog intet derved, men bad Thjodolf digte imod. Denne vægrede sig. „Vel digter du godt“, sagde Kongen, „men du taaler heller ikke at høre mindste Dadel over dine Frembringelser“. Kongen kvad nu selv et Vers efter det forrige Mønster, i hvis anden Halvdeel han, merkeligt nok, omtalte en Sejlads, han for lang Tid siden skulde have foretaget søndenfor England. Da han ingensinde havde været med paa noget saadant Tog — det maatte da i alle Fald have været, førend han var femten Aar gammel, og forbigaaet af Sagaskriverne —, skulde man fristes til at tro, at „England“ her kun ved en Erindringsfejl af dem, der senere fremsagde Verset, eller ved en Læsefejl, er kommet i Stedet for „Engelsnes“ d. e. Cap. St. Angelo eller Malea, det sydøstlige Forbjerg paa Peloponnes, søndenfor hvilket han oftere sejlede; især da alle de øvrige Vers, der ved denne Lejlighed improviseredes, paa det første nær, i anden Halvdeel handle om Kongens Bedrifter i Levanten. Baadmanden kvad til Gjengjeld et Vers, hvor han berømmede deels Kongens sidste Tog mod Venderne^[19], deels hans tidligere Heltegjerninger i Serkland. „Dette“, sagde Kongen, „har de bedste Udgange af alle dine Vers; er du i Mangel eller mislige Omstændigheder, saa kom til os; jeg skal da give dig hvad du behøver“. „Nej“, svarede Baadmanden, „med mig har det ingen Nød: jeg gjorde dette kun for Moro Skyld. Mit Navn er Thorgils; jeg var med din Broder, Kong Olaf, i Slaget paa Stiklestad“. Med disse Ord kastede han Fiskerkoften af sig, og viste sig da at være en Mand af særdeles krigersk Udseende. Han gik i Kongens Tjeneste, og forblev siden hos ham^[20].

Haralds store Aands-Evner, udbredte Erfaring og, i det mindste for den Tid, sjeldne Kundskaber fandt ogsaa almindelig Anerkjendelse, og hvor forhadt han end paa enkelte Steder kunde være som Konge, var der dog kun een Stemme om hans aandelige Fortrin. Endog den bremiske Magister Adam, der for øvrigt bedømmer ham saa haardt, og sætter ham i Klasse med de værste Tyranner, taler dog med stor Agtelse om hans tidligere Krigsbedrifter og betydelige Erfaring^[21]. Hans Undersaatter spurgte ham endog, som det lader, til Raads i farlige Sygdomstilfælde. I det mindste have Sagaerne opbevaret os een Beretning om en Helbredelse, Kongen skal have tilvejebragt. Beretningen er vistnok heel mistænkelig, men den torde dog kunne betragtes som et Vidnesbyrd om de store Forestillinger, Samtiden og den nærmeste Eftertid nærede om Haralds Indsigter^[22]. Overhoved lære vi heraf, saavel som af alle andre Træk, der meddeles af Haralds Liv, at han maa have været en højst begavet Mand, af en fremragende Aands-Overlegenhed og en skarpt udpræget Personlighed.

1. Se ovenfor S. 236.
2. Harald Haardraades Saga Cap. 121, Snorre Cap. 104.
3. Hemingsagnet, saaledes som det fremstilles i den islandske Bearbejdelse, er meddeelt i Udtog af P. E. Müller i hans Sagabibl. III. S. 356—366. Ligeledes findes det i Thormod Torvessøns Hist. Norv. III. S. 365—372. De nu existerende norske Hemingsviser findes i Landstads norske Folkeviser S. 177—185, og Uddrag af den færøiske, sammesteds S. 862—864. Om Sagnet selv, se ovf. I. 2. S. 72, 73, Anm. Den Bearbejdelse, jeg her har kaldet den islandske, og hvilken man maaskee kan tilskrive den første Henførelse af Sagnet til Harald Haardraade, maa være bleven til paa Island, da den deels indblander flere Islændinger, navnlig Odd Ufeigssøn, Halldor Snorressøn, Thorarin Nevjulfssøn o. fl, deels hentyder til Lokalforholde paa Island, f. Ex. en af Odd bygget Kirke paa hans Gaard Mel, hvor hiint hellige Liinklæde, som Heming havde baaret, „endnu den Dag i Dag gjemmes“. Bearbejdelsen findes i Flatøbogen og (dog ikke fuldstændigt) med Hr. Hauk Erlendssøns egen Haand i Hauksbogen. Her findes den forbunden med en anden, vistnok upaalidelig, Fortælling om en Grønlænding, kaldet Liig-Lodin, der kom til Harald, da han laa med sin Flaade i Solunderne paa Rejsen til England og berettede ham allehaande forunderlige Ting som han havde seet i Grønlands-Farvandene, saa at Tostig Jarl gav at forstaa, at han ansaa det for Løgn. (Se Grønlands historiske Mindesmerker II. S. 662—667). Men Tostig var ikke med Harald paa dette Tog, da han allerede flere Maaneder forhen var kommen til England.
4. Om Brynjulf se ovf. I. 2. S. 542, 543.
5. Harald Haardraades Saga Cap. 124, Snorre Cap. 105.
6. Paa de mindre ædle Midler hvoraf Harald stundom benyttede sig til at faa sine Fiender og politiske Modstandere ryddede af Vejen, have vi allerede ovenfor seet Exempler. Til disse kan man maaskee ogsaa henføre endnu en Fortælling, der alene findes i de vidtløftigere Kongesagaer (Harald Haardraades Saga Cap. 109, Morkinskinna, fol. 17 a). Det heder her, at Harald engang kom til det Sted, hvor Slaget mellem Tryggve Olafssøn og Svein Alfivessøn havde staaet (se ovenfor I. 2. S. 830, 831); han traf der en Mand, der havde været med Tryggve og elskede ham højt; denne Mand blev meget betagen ved at see Kongen, og angav som Grund, at Synet af fyrstelige Personer altid gjorde et sterkt Indtryk paa ham siden Tryggves Død, eftersom denne slet ikke var falden i Slaget, men derimod myrdet af den Bonde, som boede i Nærheden. Harald, siges der, lod nu Bonden ved Pinsler tvinge til at tilstaa Forbrydelsen, og lod ham derpaa hænge. Men de Skaldekvad, der omtale Tryggve som falden i Slaget, synes at støtte sig til Øjenvidners Beretning; højst urimeligt synes det, at hiin Ven af Tryggve i saa lang Tid skulde kunne have opholdt sig uantastet nær ved hans foregivne Morder, og ligesaa urimeligt er det, at hiin Bonde skulde have myrdet ham hemmeligt, hvor det tvertimod betragtedes som en Fortjeneste at dræbe ham. Angivelsen maa derfor vistnok have været usand; og hvis det er sandt, at Harald lod Bonden hænge, opstaar der sterk Mistanke om at Harald selv har opstillet Angiveren for at faa Paaskud til at rydde den ham af en eller anden Grund forhadte Bonde af Vejen. Men den hele Fortælling er noget apokryfisk, og dens Udeladelse hos Snorre vidner sterkt mod dens Troværdighed.
7. Om Einar Fluga, se ovenfor S. 177.
8. Om Thorleif Jarlaskald, se ovenfor I. 2. S. 250, Anm.
9. Morkinskinna nævner Edward, og overalt, hvor Begivenheden omtales, kalder; den engelske Høvding, hvorom her er Spørgsmaal, Konge. Men da Edward Confessor neppe har interesseret sig for at høre, eller vel endog forstaaet, norske Kvad, er det rimeligt, at den Høvding, Halle besang, var Harald Godwinessøn, hvis Magt i England var saa stor, at den næsten kunde kaldes kongelig. Vi have desuden seet, at Begivenheder, der foregik i England strax før Haralds Tronbesitgelse, medens han endnu var Jarl, i Sagaen siges at have fundet Sted medens han var Konge.
10. Harald Haardraades Saga Cap. 101—104. Morkinskinna fol. 15. b. 16. Fuldstændigt i Flatøbogen; kun denne meddeler Slutningen, der savnes i de øvrige Bearbejdelser, endog i Morkinskinna. Da det udtrykkeligt siges at Halle efter sin Hjemkomst til Island levede længe, og hans Død dog indtraf i Haralds Regjeringstid, er det tydeligt at hans Ophold hos denne maa have indtruffet i hans tidligere Aar, maaske omkring 1053, i hvilket Aar Harald Godwinessøn efterfulgte sin Fader som Englands egentlige Regent.
11. Om dennes tidligere Skjebne og merkelige Driftighed, se længere nede, 401, jvfr. Bandamanna-Saga.
12. I Sagaerne nævnes Thjøttø; men dette maa være urigtigt, da det sidenefter heder at Odd, som fremdeles sejlede sydefter, kom til Melø (Mjóla), hvilken dog ligger næsten en heel Bredegrad nordligere end Thjøtta. Da nu Einar Fluga, som Haareks Søn, sandsynligviis boede paa Thjøttø, er det rimeligere at denne Ø ved en Fejltagelse er nævnt som den, bag hvilken Einars Skib kom frem, end at Melø urigtigt skulde være nævnt som den Ø, hvor Odd forefandt Kongen. Det er ikke engang sandsynligt, at Einar paa denne Tid, da Kongen selv befandt sig i disse Farvande, laa hjemme paa Thjøttø.
13. Harald Haardraades Saga Cap. 106. Morkinskinna fol. 17. b. 18.
14. Det er allerede ovenfor (I. 2. S. 704) udhævet, hvorledes dette Sted, med flere andre, vidner om, at Grønland stod i nærmere Forbindelse med Norge, end med Island.
15. Disse vare væsentlige Bestanddele af Pilegrimernes Dragt.
16. I Sagaerne staar der „leðrhosa“ egentlig „Læder-Hose“.
17. Harald Haardraades Saga Cap. 72—73. Morkinskinna fol. 10 a. b. Blandt hans Efterkommere nævner Hrokkinskinna en vis Thorstein Gydassøn, der maa have levet omkring 1300.
18. Nemlig fordi Ordet „mína“ i Originalen, se Harald Haardraades Saga Cap. 118, snarere kan henhøre til „hjálmar“ end til det underforstaaede „brynju“.
19. Harald kaldes her „Vendernes Ødelægger“; dette Vers bekræfter saaledes det oven anførte Udsagn af Mag. Adam, at Harald herjede Vendland.
20. Harald Haardraades Saga, Cap. 108. Morkinskinna, fol. 17 a.
21. Han kalder ham saaledes, hvor han taler om hans Nordiishavs-Expedition (IV. 38), experientissmus Nordmannorum princeps.
22. Fortællingen staar at læse i Harald Haardraades Saga Cap. 97, 98, Morkinskinna fol. 11, b. Den handler om en mægtig Thrønders, ved Navn Halldors, Datter Ingebjørg, der efter et Besøg, Kongen havde aflagt der paa Gaarden, blev meget syg, idet hendes Bug svulmede op, og Tørst og Hede plagede hende. Halldor, siges der, spurgte Kongen til Raads, og denne sagde at hun maatte have slugt en Orme-Unge, der siden havde voxet inde i hende Han angav et Middel til at faa lokket den frem og dræbt den, hvilket ogsaa lykkedes, skjønt hun led meget derved, og hun siden efter ikke ret kom sig, førend man, som Kongen bed, havde paakaldt Jomfru Maria for hendes Skyld, og lovet at Ingebjørg paa Marias Himmelfartsdag skulde synge „beati immaculati“ og 7 Psalmer. Siden bejlede en Lendermand til hende, men efter Kongens Raad afslog Halldor Tilbudet, og Ingebjørg blev siden ved Kongens Foranstaltning og med Faderens Samtykke sat i et Nonnekloster. Da slige Ormehistorier, saa hyppigt de end fortælles, endog nu omstunder, alle ere usande; da Beretningen ikke lægger Dølgsmaal paa, at onde Tunger angav hendes vel fortrolige Omgang med Kongen som Aarsagen til hendes Ildebefindende, og da det ligeledes er underligt at Kongen siden ej tillod hende at gifte sig, men satte hende i Kloster: skulde man næsten formode at den Sammenhæng, som den almindelige Folkesnak antydede, var den rette. Nonneklostret, hun sendtes til, maa for øvrigt have været etsteds udenfor Norge, maaskee i England, da der ej paa den Tid fandtes Nonneklostre i Norge.