Det norske Folks Historie/3/33

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 376-382).

Det er ovenfor omtalt, at Haralds Søn Olaf efter Faderens Nederlag og Fald sluttede Fred med Kong Harald Godwinessøn, og med det ubetydelige Antal af 24 Skibe drog til Orknø, hvor han overvintrede, og hvor hans Halvsyster Maria imidlertid var død. Han drog ikke derfra førend om Sommeren 1067, enten fordi han først vilde oppebie Tingenes Gang i England, eller fordi hans Krigeres Saar ikke før vare blevne fuldkommen helbredede. I Følge med ham var hans Stifmoder Ellisiv, hans Halvsyster Ingegerd, og Tostigs tvende Sønner, Skule og Ketil Krok. Olafs ældre Broder Magnus var allerede tagen til Konge før Faderens Afrejse, og havde ene raadet for Riget den første Vinter og Vaar efter hans Fald. Men da Olaf nu ankom om Sommeren, blev ogsaa han strax tagen til Konge, uden at det lader til at Magnus lagde ham nogen Hindring i Vejen. Det vilde have været af megen Interesse, om Oldskrifterne havde opbevaret os nærmere Efterretninger om de Underhandlinger, der upaatvivleligen maa have gaaet forud for Olafs Ophøjelse paa Kongetronen. — Thi Overeenskomsten mellem Magnus den gode og Harald Haardraade blev ikke tagen til Mønster; den gik nemlig ud paa en Fællesregjering for det hele Rige, medens derimod Riget nu blev deelt mellem Harald Haardraades Sønner, saaledes at enhver fik sit bestemte Part at herske over, Magnus den nordre Deel, det vil sige Oplandene, Gulathings- og Frostathings-Lagen tilligemed Haalogaland, og Olaf den østre, eller Viken^[1]. Denne Foranstaltning var aabenbart en Afvigelse og et Tilbageskridt fra det Eenheds-Princip, som Kong Harald havde opstillet, og det er saaledes ej usandsynligt, at Lendermændene og de øvrige Stormænd kunne have haft sin Haand med deri, for derved selv at vinde saa meget mere Magt og Indflydelse. Men muligt ogsaa at Delingen alene grundede sig paa den Odels-Ret, som begge Brødre i lige høj Grad ansaaes at have til Riget, og som senere bevirkede flere lignende Delinger.

Brødrene tiltraadte Regjeringen under lidet gunstige Omstændigheder. Kjernen af den norske Hærstyrke og Landets Aristokrati var falden ved Stanford; den største Deel af Flaaden var tabt, og Landets Hjelpekilder maa for en stor Deel have været udtømte. Kong Sven i Danmark, der, som Saxo siger, først efter Haralds Død følte sig ret fast paa Tronen, troede nu at Tiden var kommen til at tage Hevn og Erstatning for alt, hvad Danmark under den foregaaende langvarige Krig havde maatte døje af Nordmændene. Den i Aaret 1064 mellem Rigerne sluttede Fred gjaldt, som det udtrykkeligt var betinget, ikke længer end medens begge Konger samtidigt vare i Live. Efter Haralds Død kunde Sven saaledes med fuld Ret, uden at gjøre sig skyldig i noget Edsbrud, opsige Freden, og af denne Ret undlod han heller ikke at benytte sig. Han erklærede Freden udløben og lød et almindeligt Opbud udgaa i sit Rige for at bekrige Norge. Ogsaa i Norge maatte man derfor foretage betydelige Udrustninger. Begge Konger opbøde fuld Almenning, hver i sin Deel, og det var maaskee under disse Omstændigheder et Held for Viken, der var meest udsat for Angreb fra Danmark, at det i Olaf havde sin egen virksomme og dygtige Befalingsmand. Det er endog ikke saa usandsynligt, at denne Betragtning før en stor Deel har gjort sig gjeldende ved den nys omtalte Deling af Riget, især da man næsten maa formode, at Magnus allerede nu havde begyndt at lide af den Sygelighed, der faa Aar efter lagde ham i Graven^[2]. Saa vidt man af den samtidige Stein Herdisessøns Kvad kan see, var Olaf saa tidligt paafærde, at han med sin Ledingsflaade allerede mødte Sven udenfor Hallands Kyst, hvor det kom til en Fegtning^[3]. Dens Udfald antydes af Skalden som fordeelagtigt for Olaf: han taler idetmindste om at danske Krigere sank til Bunds og at deres Liig opskylledes paa Kysten; men rimeligere er det dog, at Sven, der vistnok var Olaf alene overlegen, efter en hidsig, og maaskee i det hele taget for Nordmændene hæderlig Fegtning, har tvunget Olaf til at trække sig tilbage og undgaa videre Kamp, indtil han havde forenet sig med den betydeligere Styrke, som hans Broder imidlertid bragte nordenfra. Skalden omtaler nemlig selv strax efter, hvorledes Olaf styrede østfra, medens hans Broder sorte en større Flaade nordenfra forbi Stad^[4]: dette antyder, at begge Flaader forenedes efter Kampen ved Halland. Og den samtidige Mag. Adam af Bremen siger, at Sven med stor Tapperhed kuede Olaf og Magnus^[5]: en Efterretning, som Mag. Adam vistnok kun modtog af Sven selv, og hvilken, ligesom flere andre, Sven meddeelte ham, kan have, og sikkert har indeholdt betydelige Overdrivelser, men for hvilken dog, under de nys skildrede Omstændigheder, nogen Sandhed synes at maatte ligge til Grund. Ifølge vore Sagaer var det ogsaa Olaf, der først tilbød Fred^[6]. Dette Tilbud gjorde han dog nu, med den forenede norske Flaade under sin Anførsel, ikke, som om han frygtede Sven og Danerne, men som den, der i Bevidstheden om sin Kraft søgte Freden for Fredens Skyld alene. Han lod melde Sven, at saa vel Kongerne, som Nordmændene i Almindelighed, ønskede Fred, dog kun paa samme Vilkaar, som den forrige Fredsslutning i 1064; ellers, tilføjede han, vilde de lade det komme an paa Krigslykken: Danerne maatte ikke glemme, at hiin Fred var sluttet efter deres Bøn, hvori Nordmændene indvilgede, og det torde nok hænde, at Nordmændene endnu kunde gjøre dem Afbræk nok, om end Kong Harald var død. Sven synes at have indseet det grundede i disse Forestillinger, især da han paa denne Tid beskjeftigede sig med Planer til at komme de overvundne Angler til Hjelp mod Erobreren Villjam, og derfor snarest muligt maatte ønske at faa en Krig tilendebragt, som truede med at blive langvarigere og farligere, end han maaskee havde væntet, og som man alene kan undre sig over at han under disse Omstændigheder begyndte, hvis han ikke svævede i den Tro at Norge efter Haralds Fald var let at underkue. Han modtog derfor strax Fredstilbudet, og indfandt sig til et af Olaf foreslaaet Møde i Kongehelle^[7]. Her blev nu Freden sluttet (1068)^[8] paa de samme Vilkaar som forhen, nemlig saaledes at ingen af Kongerne skulde have nogen Fordring paa den andens Rige^[9]; Fredens Varighed synes denne Gang ikke at have været begrændset, men at have været aftalt for alle kommende Slægter, for saa vidt ikke uforudseelige Tilfælde maatte forstyrre den^[10]. Den Fasthed og det bestemte Sprog. Olaf sorte ved disse Underhandlinger, maa have vakt stor Beundring, thi man kvad derom:

Baade ved Trusler og Freds-Ord
Olaf Riget værged’,

saa ingen Fyrste derpaa
Fordring gjøre torde.

Til yderligere Befæstelse af Freden forbandt ogsaa begge Fyrster sig ved Svogerskab, idet Olaf fæstede Svens Datter Ingerid, som han siden egtede^[11]. Sven skal ligeledes, ifølge et saa godt som samtidigt, og, som man maa antage, paalideligt Vidnesbyrd^[12] have egtet Olafs Moder: dog var dette neppe hans virkelige Moder Thora Thorbergsdatter, men hans Stifmoder, den russiske Kongedatter Ellisiv. Dette bestyrkes saavel derved, at vi siden see hans Søn Olaf egte Ellisivs Datter Ingegerd, der efter al Rimelighed har ledsaget hende til Danmark, som af den nærmere Forbindelse, hvori vi see Sven træde til Rusland, saasom det Giftermaal mellem Ellisivs Brodersøn Vladimir og Harald Godwinessøns Datter Gyda, der havde taget sin Tilflugt til Kong Sven — hvorom der nedenfor vil blive nærmere talt — ikke ret vel lader sig forklare, uden ved en allerede forhen opkommen nøjere Tilslutning mellem den danske og den russiske Fyrste-Æt. Det er ogsaa langt rimeligere at Ellisiv efter Haralds og hendes ældste Datters Død forlod. Norge, hvor hun ingen Frænder havde, og hvor hendes Medbejlerindes Søn herskede, end at Thora, Olafs kjødelige Moder, og dertil beslægtet med de mægtigste Familier i Landet, nu netop, da hendes Søn var kommen paa Tronen, skulde drage bort og egte en i alt hvad der angik Giftermaal højst ustadig og upaalidelig Konge, som desuden bragte hende en Mængde allerede voxne, og mod hende selv neppe synderligt velvilligt stemte Stifbørn.

Da Olaf alene nævnes ved alle disse Forhandlinger, maa man, som nys antydet, formode at Magnus allerede var angreben af sin Helsot, der i Sagaerne kaldtes Ræv-Orm^[13], maaskee en ondartet Hudsygdom, der gjorde ham aldeles uskikket til at befatte sig med Hærfører- og Regjerings-Sysler. Han maatte i længere Tid holde Sængen, og døde i Nidaros den 28de April 1069^[14]. I sin korte Regjeringstid havde han været meget afholdt. Han efterlod en Søn Haakon, der fødtes enten strax før, eller strax efter hans Død, og først opfødtes hos den mægtige Lendermand Sveinke Steinarssøn i Ranrike, hvor han synes at være kommen til Verden; siden kom han til Thore paa Steig i Gudbrandsdalen, der opfostrede ham indtil han blev voxen, hvorfor han sædvanligviis kaldtes Haakon Thoresfostre^[15]. Uagtet Haakon strengt taget maatte være at betragte, og, som man af det følgende seer, virkelig betragtedes som Arving til Magnus’s Deel af Riget, kunde der dog, saalænge han var mindreaarig, ej være Tale om at tage ham til Konge, og Olaf blev saaledes Landets Enehersker. Han vedblev endog at være det, efter at Haakon var bleven voxen, uden at denne eller hans Frænder, som det synes, gjorde det ringeste Forsøg paa at faa nogen Deling tilvejebragt. Aarsagen var visselig den, at man følte sig saa vel under Olafs lange, fredelige og milde Regjering, at Alle havde vundet ham kjær, og at en Forandring i de bestaaende Forhold alene kunne betragtes som en Ulykke for Landet.

1. I Magnus og Olafs Saga Cap. 10l, Snorre Cap. 106, staar der kun, hvor Delingen omtales, den nordre og den østre Deel. Men at ogsaa Oplandene hørte til Magnus-’s Deel, sees af Magnus Barfods Saga Cap. i, hvor det udtrykkeligt heder, at medens Olafs Søn Magnus toges til Konge i Viken, blev Magnus’s Søn Haakon tagen til Konge i Oplandene og Throndhjem, og fik „den Deel af Landet, hans Fader havde haft“; det sees ogsaa deraf, at Haakon opfostredes hos Steigar-Thore i Gudbrandsdalen.
2. Morkinskinna og efter den Fagrskinna Cap. 216 nævner, merkeligt nok kun Olaf, ikke Magnus, hvor der handles om Udrustningerne. I det Vers af Stein Herdisessøn, der citeres i alle Sagaer, og hvor der især handles om Udrustningerne, er derlige-ledes kun Tale om Olaf (saasom han kaldes „Englændernes Fiende“), uagtet det dog siden heder at begge Konger vare ude i Leding. Daa maa det vel merkes, at Stein digtede dette Kvad (Olafsdraapa) hvori Verset forekommer, alene til Olaf, og sandsynligviis paa en Tid da han var Enekonge, siden han i det samme Vers ogsaa kalder ham „Filernes (Fjale-Indbyggerne) Konge“. Der anføres ogsaa et andet Vers af Steins Olafs Draapa saalydende: „I Kaupangen (Nidaros) hvor den hellige Konge hviler, fredlyser den krigsdjerve Fyrste sin Odel for Sven; han er mægtig; Kong Olaf (den hellige) elsker saare sin Æt; det nytter ikke Ulfs Søn (Sven) at gjøre Fordring paa Norge“. Den „krigsdjerve Fyrste“ som her omtales, synes dog nærmest at være St. Olaf selv, der ogsaa nedenfor i Verset nævnes.
3. At det virkelig kom til Fegtning, sees tydeligt af tvende Vers af Steins Olafsdraapa, der begge findes i Morkinskinna, men kun eet (det første) i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke. De lyde saaledes: a. „De danske Drenge gik udenbords til Bunds med Brynjer og Hjelme; man hørte Lyden af det vaade Malm. De saarede Kæmper søndenfra sank til Havets Grund; de hvide Bølgetoppe skyllede deres Liig op paa Stranden. b. Jeg veed, hvor den raske Olaf for første Gang var ude i Leding og farvede Klingen røde jeg mindes det grant. Den gode Konge farvede de blanke Sverd med Blod udenfor Halland, hvor Krigerne sloges“. I Hrokkinskinna staar der og, i Anledning af Steins Vers: „Stein antyder at Kong Sven har mødt Kong Olafs Ledingshær og kæmpet med den“.
4. Verset lyder fuldstændigt saaledes: „For at bestaa Kampen belavede Fyrsten sig paa en haard Dyst; den tapre Konge bød at styre østenfra med Hærskjold. De lange Skibsborde bragte en noget større Styrke nordfra fordi Stad, og begge Konger betraadte Hvalens Tumleplads (Havet)“.
5. Mag. Adam III. 53. Her staar: „Ill0 tempore clarissimus inter barbaros fuit Svein rex Danorum, qui reges Nortmannorum Ollaf et Magnum constrinxit magnà virtute“. I dette samme Capitel omtaler Mag. Adam, hvorledes han selv, kort efter at han var kommen til Bremen (nemlig i 1068, se III. 4) begav sig til Kong Sven, og fik mange Underretninger af ham. Hvad Mag. Adam fortæller fra disse Aar, har saaledes i det mindste Samtidighedens Fortrin.
6. Egentlig siges det kun i Morkinskinna og Fagrskinna udtrykkeligt. De andre Sagaer sige kun at der gik Mænd mellem Kongerne.
7. Kongehelle nævnes som Underhandlingssted kun i Morkinskinna (fol. 20. e.) og Fagrskinna.
8. Sagaerne angive intet Aar; 1068 synes at være det rette, deels da Olaf kom hjem saa langt ud i 1067, at der ej synes at kunne have været nogen Tid til Udbud, Krig og Underhandlinger i den øvrige Deel af Sommeren, deels fordi Kong Magnus, der døde i April 1069 efter nogen Tids Sygeleje, maa være bleven syg under Krigen, og Olaf optræder som ene handlende. Jevnfør og hvad der nedenfor ytres om Haakon Magnussøns Fødsel, se S. 381 Anm. 3.
9. Det siges just ikke udtrykkeligt, men det forudsættes aabenbart, at Olafs Paastand blev tagen til Følge, og vist er det, at de følgende danske Konger ingen Fordring fremsatte paa Norge.
10. Morkinskinna og Fagrskinna sige udtrykkeligt: „denne Fred stod en lang Tid mellem Nordmændene og Danerne“. Der udbrød heller ingen Krig mellem dem førend i 1137.
11. Magnus og Olafs Saga Cap. 5. Fagrskinna Cap. 217. Knytlinga Saga Cap. 23.
12. Dette Vidnesbyrd afgiver Scholiasten til Mag. Adam III. 53, sandsynligviis endog Mag. Adam selv, der udtrykker sig saaledes, til nærmere Forklaring af den oven anførte Ytring om Sven Ulfssøns Overhaand over de norske Konger: „Han (Sven) fik den unge Olafs Moder til Egte (Schol. 85); men Nordmændenes Konge egtede den danske Konges Datter, og der sluttedes gjensidigt Fred. „Hine (Olaf og Magnus) vare Haralds Sønner“ (Schol. 86). Da Ellisiv, som man maa antage, ved sit Giftermaal med Harald i klaret 1045 neppe var over 20 Aar, var hiin ved Haralds Død kun omkring 40 Aar gammel, snarere yngre, og da Freden sluttedes (1068), ikke over 43 klar. Hun kan saaledes endog have født Kong Sven Børn. Nei tillægger, merkeligt nok, Knytlingasaga Cap. 23 Kong Sven en Søn Ny Navn Thorgils, der drog efter til Rusland, hvor han havde en fornem Mødrene-Æt, blev der tagen til Konge, og kom ikke siden tilbage til Danmark. Det er højst sandsynligt, at denne Thorgils, der forresten ikke omtales i de russiske Annaler, netop var Svens og Ellisivs Søn. Derhos kan det merkes, at ogsaa Svens Søn Nikolas, og Svens Sønnesøn Erik Emune, begge egtede norske Enkedronninger, den sidste ligeledes af russisk Herkomst.
13. Saaledes Magnus og Olafs Saga Cap. 1; Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106;Morkinskinna fol. 19 d; Fagrskinna Cap. 206. Thormod Torvessøn i sin Historia Norvegiae III. 384, kalder Sygdommen „ignis sacri species quæ crysipelas Græcis appellatur“. Imidlertid kunde det vel ogsaa hænde, at der under hiint Navn forstaaes et indvortes Ormetilfælde, som f. Ex. Bendel-Orm.
14. Magnus’s Dødsaar fremgaar af Magnus og Olafs Saga Cap. 1. Snorre,Harald Haardraades Saga Cap. 106, hvor det heder at Magnus herskede ene den første Vinter efter Faderens Fald, (altsaa Vintren 1066—67), og derpaa sammen med Olaf i to Vintre (1067—68 og 1068—69). Morkinskinna og Fagrskinna angive ikke nøjagtigt Tiden, naar Magnus døde. De sige kun at Olaf og Magnus en Stund herskede tilsammen, indtil Magnus fik sin Banesot, og døde efter at han en Tidlang havde været syg. Ogsaa af den Omstændighed, at Mag. Adam, hvis Skildring af de norske Forhold nærmest synes at vedkomme Aaret 1068, ikke omtaler Magnus’s Død, synes man at maatte slutte, at han endnu levede da. Ogsaa de islandske Annaler henføre hans Død til 1069. Dødsdagen, den 28de April, angives i det islandske Nekrologium, som er aftrykt, først i Finn Jonssøns Kirkehistorie, 1ste Deel, S. 595 flgg., og siden i Langebeks Scriptt. rer. Dan. II. S. 502, flgg. At det er Kong Magnus Haraldssøn, som her menes, skjønnes deraf at Norges øvrige Konger af Navnet Magnus døde paa andre Dage.
15. At Haakon, aller tidligst, var fød i 1069 sees deraf, at han ved sin Død i Februar 1095 siges at have været vel 25 Aar gammel, altsaa i sit 26de. I Hrokkinskinna (Magnus Barfods Saga Cap. 9) og Snorre Cap. 8 siges det at Sveinke Steinarssøn fostrede Haakon indtil Thore tog ved ham. Morkinskinna og Fagrskinna nævne ikke noget om denne Opfostring hos Sveinke; men Beretningen er dog vistnok aldeles rigtig: vi vide nemlig af det foregaaende, at Magnus i Anlednig af Krigen maa have opholdt sig i Viken, medens Krigen og Underhandlingerne med Danmark stode paa; i den samme Tid maa hans Bekjendtskab med Haakons Moder falde, hvis hun skulde kunne føde denne til Verden i den første Halvdeel af 1069; hun maa altsaa — det lader nemlig ej til at Magnus var gift, eller, om han var gift, havde taget sin Dronning med — have hørt hjemme i Omegnen af Kongehelle, netop hvor Sveinke havde sit Sæde. Og der er hun vel forbleven, og har født Haakon, hvilken Sveinke, den mægtigste Mand i Nærheden, har taget sig af indtil han kunde bringes til Steigar-Thore, hvem Magnus sandsynligviis paa sin Dødssæng har overdraget Opfostringen, som hjemmehørende i hans, og derfor og paa en vis Maade i Haakons, Deel af Riget. Da saaledes Opfostringen hos Sveinke kun var midlertidig, kan man godt forstaa, hvorfor Morkinskinna ej nævner noget om den. I Udgaven af Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 106, er det urigtige Tillæg indkommet, hvor Steigar-Thore nævnes, at han var Kong Magnus den godes sammødre Broder. Dette var en langt anden Thore, og han tilbragte sine sidste Dage i Danmark, se ovenfor S. 166. Hvad Magnus Haraldssøn angaar,maa det forresten merkes, at han, maaskee paa Grund af hans Regjerings Kortvarighed, ikke af sine Efterfølgere af samme Navn regnedes med, eller fik noget Nummer som Magnus den 2den. Man finder nemlig, at Kong Magnus Haakonssøn (1263—1280) i egentlige Aktstykker baade kaldte sig selv og blev kaldet Magnus den 4de. Da nu Magnus Erlingssøn var Norges første kronede Konge, og derfor nødvendigviis maa have været regnet som Magnus den 3die, medens Magnus den gode upaatvivlelig har været opført som Magnus den 1ste, bliver der med Hensyn til Magnus den 2dens Plads Spørgsmaal om disse tre: Magnus Haraldssøn, Magnus Barfod, og Magnus blinde; strengt taget kunde man regne endnu en fjerde, Magnus, Harald Gilles Søn, der dog kun levede kort og var vanfør. Af disse Magnusser var Magnus Barfod saa meget berømtere end de øvrige, at Magnus den 2den ej kan være nogen anden end han. Magnus blinde er maaskee udeladt, fordi de efterfølgende Konger af Harald Gilles Dynasti ej vilde erkjende ham.