Det norske Folks Historie/3/35

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 410-430).

En saa rolig og fredelig Regjering, som Olafs, maatte i og for sig begunstige Gejstlighedens Virksomhed, og virke betydeligt til at udvikle og befæste Norges endnu ej paa langt nær ordnede Kirkeforfatning. Men hvad der end mere bidrog til at give det religiøse Liv i Norge paa Olafs Tid et Opsving, var deels hans egen Fromhed og Religionsiver, om hvilken vi allerede ovenfor have talt, deels det venskabelige Forhold, hvori Norge nu kom til de nærmeste Nabostater, deels den mægtige Indflydelse, som Pave Gregorius den 7de, der var samtidig med Olaf^[1], udøvede paa Kirkevæsenet over hele Okcidenten, og som sporedes lige til de yderste Grændser af den romerske Kirkes Omraade. Om Olafs Fromhed og den Interesse, han viste for Kirkens Anliggender, vidner især den engelske Gejstlige Simeon af Durham, hvor han fortæller om den gode Modtagelse, hiin ovenfor omtalte engelske Flygtning Thorgaut fandt hos Olaf, da han kom til Norge paa samme Skib, som Kong Villjams Gesandter. Olaf, siger Simeon, var meget religiøs, syslede gjerne med de hellige Bøger, og fandt under sine Regjeringsforretninger dog Tid til at lære Bogstaverne; ofte hjalp han endog Presten ved Altertjenesten, iførte ham Messeklæderne, gød Vand over hans Hænder, o. a. d. Derfor var det ham ogsaa en saa stor Glæde at erfare at en anseet engelsk Gejstlig var kommen til Landet, og han lod ham strax komme til sig, for af ham at lære Psalmerne. Sandsynligviis har Simeon, der skrev omkring 1129, hørt denne Beretning af Thorgauts egen Mund, thi da denne havde tilbragt nogle Aar hos Olaf i stor Anseelse, og modtaget Gaver i Overflod, saavel af Kongen selv som af hans fornemste Mand, vendte han med store Rigdomme tilbage til England, men led Skibbrud paa den engelske Kyst, faa at han mistede Alt, og med Nød og neppe reddede Livet; han blev venligt modtagen af Erkebiskop Walcher af York (den samme, som siden efter myrdedes 1080), og paa hans Anbefaling optagen som Munk i St. Mariæ-Kloster i Durham, hvor han siden blev Prioren Aldwines Efterfølger, og forestod Prioratet i 20 Aar (1086—1106), indtil han omsider udnævntes til Biskop i St. Andrews i Skotland, hvorfra han dog senere vendte tilbage og døde i Durham 1115^[2]. Simeon, der selv var Munk i Durham, og som i det mindste ved een Lejlighed udtrykkeligt nævnes tilsammen med Thorgaut^[3], kan saaledes neppe have erfaret dennes Fata af andre end ham selv; ja der gives endog dem, som antage, at Thorgaut er den egentlige Forfatter af et andet Verk, der tillægges Simeon, nemlig den durhamske Kirkes Historie, og at Simeon kun har været hans Afskriver^[4].

At Olaf, med en faa oprigtig Religiøsitet og Interesse for de kirkelige Anliggender, maatte betragte den Opposition, hvori hans Fader havde stillet sig mod den af Paven selv til Overhoved for de nordiske Kirker beskikkede Erkebiskop i Bremen, og derved middelbart mod Paven selv, som særdeles brødefuld, og at han har anseet det som en Samvittighedssag, ved desto ivrigere Tilslutning til Hovedkirken at gjøre godt igjen, hvad hans Fader havde forbrudt, kunde man antage for afgjort, om vi end ikke fandt tydelige Spor dertil. Allerede for den fromme Edward Confesfor, hvis Minde i Norge agtedes højt, var det en Hjertesorg, at den engelske Kirke ej vilde slutte sig faa nøje til Hovedkirken, som han ønskede det og troede det nødvendigt til sno Undersaatters Salighed^[5]. Forbindelsen med den engelske Kirke holdt ogsaa den norske Selvstændighedsfølelse oppe; men denne Støtte faldt ved Villjam Erobrerens og Landfranks Kirkereform, og den norske Kirke, anviist alene til den Modstandskraft, som den selv kunde udvikle, maatte rives med af den almindelige Strøm henimod det Maal, hvortil ogsaa Kongens Ønsker stundede. Det første Tegn til, at Olafs Anskuelser om de kirkelige Forhold vare forskjellige fra hans Faders, aabenbarer sig deri, at den forhen omtalte Biskop Bernhard den Saxer, der havde svoret Erkebiskop Adalbert Troskabs-Ed, og, falden i Harald Haardraades Unaade, havde maattet tage sin Tilflugt til Island, nu, kort efter at Olaf var bleven Enekonge, vendte tilbage igjen til Norge efter 20 Aars Fraværelse, og blev godt modtagen af Kong Olaf, der først sendte ham til Rom, for, som det heder, at frede for den Afdøde^[6] — hvilket her neppe kan betyde andet, end at udvirke Pavens Absolution for hans Fader Harald Haardraades Sjæl —, og derpaa, efter hans Tilbagekomst, udnævnte ham til Biskop paa Sellø, eller for Gulathingslagen, hvor han, som af Mag. Adams Ytringer kan sees, paa den Tid, han skrev sit Verk, endnu var i fuld Virksomhed, og, som Mag. Adam udtrykker sig, vandt mange Sjæle for Guds Ord. Det samme vidner han ogsaa om Aasgaut, Thjodolf og Sigurd, saa at den hellige Moderkirke, som han siger, da nød den herligste Fremgang i alle Norges Landskaber^[7]. Men hvad der især røber et andet Forhold end forhen mellem Norge og Erkestolen i Bremen, er de store Planer og Forhaabninger, hvortil Erkebiskop Adalbert nu atter hengav sig, og som neppe kunde have opstaaet hos ham, hvis han ikke nu ogsaa troede sig sikker paa den norske Kirkes Underdanighed. Han havde i den sidste Tid døjet megen Modgang. Den almindelige Misfornøjelse over den Indflydelse, han udøvede hos den unge Kong Henrik, og som han søgte at vedligeholde ved at føje ham i alle hans slette Tilbøjeligheder, steg endelig saa højt, at Rigets Fyrster, i Særdeleshed Erkebiskopperne af Mainz og Køln, paa et Rigsmøde i Tribut: ved Paasketid 1066 tvang Henrik til at afskedige ham som sin fornemste Raadgiver, og dreve ham med væbnet Haand fra Slottet. Hjemkommen til sit Erkestift, som han havde forarmet ved de umaadelige Udgifter, hans Pragtsyge og Bestræbelsen for at vedligeholde verdslig Indflydelse udfordrede, bragtes han i den yderste Nød af sine Arvefiender, Hertug Ordulf af Saxland og Sønnen Magnus, der itu vilde benytte Lejligheden til at tilrive sig hans Besiddelser. Den voldsomme Magnus belejrede ham endog i Bremen, faa at han en Nat i al Hemmelighed maatte flygte til Goslar, og han saa sig endelig nødt til at slutte et Forlig med Magnus, hvorved denne vistnok erkjendte Adalberts Lenshøjhed, og forpligtede sig til at tilbagegive ham nogle ranede Distrikter, men til Gjengjeld fik over tusende, Erkestolen tilhørende Gaarde i Ben„ faa at Adalbert selv neppe havde en Trediedeel af sit Stift tilbage i egen Besiddelse^[8]. Det værste Slag var dog en almindelig Opstand af Hedningerne i Vendland og Vendernes fuldkomne Tilbagefald til Hedendommen, fremkaldt ved Kong Godskalks maaskee altfor ivrige Bestræbelser for at udbrede Christendommen. Opstanden begyndte med et Overfald paa Kong Godskalk selv, der i Byen Lenzen blev myrdet den 7de Juni 1066 med en heel Deel andre baade Lægfolk og Gejstlige; i Ratzeburg stenedes Munken Ansver og flere med ham til Døde; i Meklenburg blev Godskalks Dronning Sigrid, Sven Ulfssøns Datter, hudstrøgen tilligemed hendes Kvinder, og jagen bort, blottet for Alt; den gamle Biskop, Johannes fra Irland, der i sin Tid havde været paa Island, blev ligeledes hudstrøgen, slæbt til Haan om i Vendernes Stæder, og endelig myrdet i Hovedstaden Rethra, hvor hans Hænder og Fødder bleve afhugne, og Hovedet, sat paa en Stage, ofret til Afguden Radegast (10de November). Derpaa gjorde Hedningerne, under Anførsel af Godskalks Svoger Blusso, et ødelæggende Indfald i det Hamburgske, hvor Indbyggerne enten bleve dræbte eller slæbte i Trældom, og Borgen i Hamburg selv i Bund og Grund nedreven. Ødelæggelsen strakte sig lige til Staden Slesvig, som ved et pludseligt Overfald blev, om ikke fuldkommen omstyrtet, som Mag. Adam siger, dog i det mindste frygteligt mishandlet^[9]. Dette var en haard og bedrøvelig Tid for Adalbert, der maatte sidde stille, uvirksom og hjelpeløs i Bremen, og hvis verdslige Sind ej kunde finde stor Trøst i Udsigten til en Martyrkrone, som han nok frygtede kunde blive ham til Deel. Men efter at denne Trængsel havde varet i tre Aar, begyndte igjen lykkeligere Udsigter at aabne sig for ham, da han i Aaret 1069 atter indtog sin forrige Stilling hos Kejseren. Og strax vaagnede hans gamle Ærgjerrighed igjen; ved allehaande Midler søgte han paany at ophjelpe sit Stift, og tænkte endog paa at forene Bispedømmet Verden dermed: og det forstaar sig af sig selv, at Planen til Oprettelsen af Patriarchatet igjen blev optagen^[10]. Ikke nok hermed, havde han endog længe næret den Plan, selv at berejse sin vidtløftige Provins og optræde som Nordens fjerde Apostel efter Ansgar, Rembert og Unni. Men han vilde endnu gjøre det saa meget bedre end de, som han ej vilde lade det blive ved at besøge Danmark og Sverige alene. Hans Plan var ogsaa at gaa til Norge, derfra at sætte over til Orknøerne, og endelig at gjeste det fjerne Island. Fra dette æventyrlige Forsæt afstod han dog, da Kong Sven forestillede ham, at Omvendelsesverket hos de nordiske Folk lettere befordredes ved Mænd, der talte deres Sprog og vare vante ved deres Levemaade, end ved Fremmede. Derimod besluttede han at holde et almindeligt Kirkemøde for hele Norden i Slesvig, hvor der skulde forhandles deels om Indførelse af Tiende, deels om allehaande Reformer i Gejstlighedens og Folkets Levemaade, fornemmelig med Hensyn til de Gejstliges Havesyge og den almindelige Usædelighed. Dette store Kirkemøde, som han haabede at see forherliget ved alle de nordiske Biskoppers Nærværelse, udskrev hun saavel efter særskilt Bemyndigelse af Pave Alexander, som i Forvæntningen af Kong Svens Bistand. Men han havde dog ikke den Glæde at see det komme istand. Biskopperne fra Norden indfandt sig ikke, uagtet i det mindste de danske opfordredes dertil ved en særskilt Skrivelse fra Paven. Sandsynligviis har Rejsen faldet dem for besværlig, og Kong Svens Krigsforetagender mod England har hindret ham fra at tage sig saa meget af Adalberts Anliggender, som han ellers havde kunnet eller villet. Og hvor de danske Biskopper udebleve, kunde man endnu mindre regne paa de norske og svenske. Men alene i den Omstændighed, at Adalbert tænkte paa at besøge Norge, og at han haabede at see de norske Biskopper ved Kirkemødet, ligger en Antydning af, at han nu var traadt i en venskabeligere Forbindelse med den norske Kirke. Hertil kommer ogsaa, at Kong Sven, som det udtrykkeligt siges, sendte flere af sine Klerker saavel til Sverige, som til Norge og dets Øer, for at prædike^[11]: en Sendelse som Harald Haardraade neppe vilde have tilladt, og som vidner om, at hans Søn Olaf stod i et langt andet Venskabs-Forhold til Sven og Danmarks Gejstlighed. Man kunde næsten endog være fristet til at tro, at der ved Fredsslutningen 1068 fra dansk Side har været fremsat og fra norsk Side har været antaget en bestemt og særskilt Betingelse angaaende Christendommen og Erkjendelsen af den bremiske Erkestols Overhøjhed^[12].

Adalbert nød selv ikke længe godt af denne Tingenes forandrede Stilling, da han allerede i 1072 (16de Marts) endte sit urolige Liv. Men dette kan ikke have gjort nogen Forandring i den Stilling, som den norske Kirke nu engang under Olafs fromme Ledelse havde indtaget, i Særdeleshed efter at hans Ven Knut den hellige havde besteget Danmarks Trone, og udviklede en Iver for de kirkelige Anliggender, der langt overtraf den, hans Fader Sven havde lagt for Dagen. Knuts Anseelse og Indflydelse strakte sig langt udenfor hans Fædreland, og til fjernere Egne end Norge. Det vilde imidlertid neppe have været til synderlig Baade for Norge og dets nationale Udvikling, om den engere kirkelige Forbindelse, hvori det nu var traadt med Hovedkirken, havde bragt det i en blivende Afhængighed af den nedersaxiske Erkestol. Men heldigviis skikkede Begivenhederne sig saaledes, at Baandet med Bremen løsnedes paa samme Tid som det knyttedes fastere til Pavestolen selv, og at Norge saavel som Danmark nød godt af alle de Fordele, en mere umiddelbar Paavirkning fra Kirkens Middelpunkt kunde medføre, medens deres lange Afstand fra Kurien hindrede en alt for smaalig, nøjeseende og for Folkeaanden skadelig Indblanding i deres Kirkevæsen, som nu fik udvikle sig med Frihed, og i en national Retning. Dette gjelder især Norge, der laa meest afsides, og hvis mangehaande Berørelser med England meget snart knyttede en lige saa nøje Forbindelse mellem den norske Kirke og den nye anglo-nordmanniske, som den, hvori den havde staaet med den ældre angliske, og hvilken, om den end ikke, som hiin, længer kunde lede til nogen Emancipation fra Kirkens Overhoved, i det mindste dannede en virksom og overvejende Modvegt mod al tydsk Indflydelse.

Hvad der fornemmelig bidrog til at emancipere Norden fra den bremiske Erkestols Højhed, medens Forbindelsen med Kurien selv derimod knyttedes fastere, bar Pave Gregorius den 7des Stilling og Virksomhed lige over for Kong Henrik den 4de og de tydske Anliggender. Det er her overflødigt nærmere at paavise Gregors mægtige Indgriben i Verdenshistorien som Kirkereformator og den egentlige Grundlægger af det pavelige Hierarchi, ligesaa lidet som det er nødvendigt, vidtløftigt at gjennemgaa de Stridigheder, hvori hans rastløse Virksomhed indviklede ham med Kong Henrik, og hans Indblanding i Tydsklands politiske Bevægelser. Gregor, der allerede under Leo den 9de var bleven Kardinal, havde under de tre sidste Paver, Stephan den 9de, Nikolaus den 2den og Alexander den 2den været Kirkens egentlige Bestyrer, og i Særdeleshed kunde den svage og lidet agtede Alexander betragtes som et viljeløst Redskab i hans Haand. Ved Alexander den 2dens Død 1063 fandt Hildebrand — dette var, som bekjendt, Gregors egentlige Navn — Tiden at være kommen til selv at bestige Pavetronen, og uagtet han egentlig kun valgtes ved Akklamation og med fuldkommen Tilsidesættelse af de nys foreskrevne Former, gav Kong Henrik dog efter en kort Vægring sit Samtykke til hans Indvielse. Henrik havde paa denne Tid allerede længe ligget i Strid med de saxiske Fyrster, nemlig Magnus, Ordulfs Søn og St. Olafs Dattersøn, der i Aaret 1071 havde efterfulgt sin Fader som Hertug, Ordulfs Broder Grev Hermann, og Otto af Nordheim, som efter at være bleven ophøjet til Hertug af Bajern, ved sin Herskesyge og sin Opposition mod Adalberts Anmasselser havde gjort sig denne, og følgelig Kejseren, til svorne Fiender. Uagtet Kongen havde faaet Hertug Magnus i sin Magt og holdt ham fængslet, sluttede dog de saxiske Fyrster og Biskopper, med Hermann og Otto i Spidsen, et Forbund om at forsvare Saxlands Friheder til det yderste, og begyndte aabenbar Krig, der dog for det første endte med Saxernes Nederlag og Ydmygelse i det blodige Slag ved Unstreet 1075. Imidlertid havde Pave Gregor allerede strax efter sin Ophøjelse paa Pavestolen ladet Henrik og Saxerne melde, at de paa begge Sider skulde afholde sig fra Fiendtligheder, indtil pavelige Legater havde undersøgt Sagen og han selv derefter afsagt Dom imellem dem. Det var den første Gang, at man fra Pavestolen havde hørt et saadant Sprog, og seet en saadan Fordring paa øverste Dommermyndighed opstillet. Man brød sig heller ikke for det første synderligt derom, og Kampen fortsattes. Men desto bedre Lejlighed fandt Gregor til at udvikle sin Magt. Deels vandt han de allerede mægtige Nordmanner i Italien, hvorom mere nedenfor, deels sluttede den mægtige Grevinde Mathilde af Toskana sig til ham, og lagde al sin Indflydelse i Vegtskaalen til at understøtte hans Foretagender. Det var let at forudsee, at Gregor, hvor upartisk han endog fra først af virkelig var, eller paastod at være, dog tilsidst maatte komme til at holde med Kejserens Modstandere. Hans Hovedøjemed, hvorefter han rettede alle sine Bestræbelser, var Kirkens fuldkomne Emancipation fra Staten, eller den verdslige Myndighed, hvis øverste Repræsentant Kejseren var. I denne Hensigt søgte han ej alene ved streng Indskærpelse af de allerede tidligere givne Bestemmelser mod Gejstliges Egteskab at løsrive dem fra det almindelige borgerlige Liv; men ved konsekvent at gjennemføre Forbudet mod Simoni, eller Erhvervelse af gejstlige Embeder mod Betaling, Bestikkelse eller Midler, som dermed kunde sættes i Klasse, drev han det endog til ligefrem, tinder Bans Straf, at forbyde nogen som helst Gejstlig at modtage et Bispedømme eller Abbedi af en Lægmand, eller nogen som helst verdslig Fyrste at besætte et saadant Embede. Dette var Begyndelsen til den bekjendte, heftige Investitur-Strid. Egentlig drejede den sig nærmest om Forleningen med de Besiddelser, der fulgte med Embedet, og som unegtelig tilkom den verdslige Fyrste, medens Kirken alene gav Indvielsen; men da begge Dele vanskeligt lode sig adskille, gjorde Paven Fordring paa det Hele. Et Dekret mod Simoni og de Gejstliges Egteskab havde allerede Nikolaus II efter Hildebrands Raad udstedt i Aaret 1059, dog uden at fastsætte nogen bestemt Straf for den første, eller fordre Coelibatet øjeblikkeligt indført. Mette skede derimod paa den første Kirkeforsamling, som Gregor holdt i Rom (Vaaren 1074), og de Legater, han sendte til Tydskland for at undersøge Sagen mellem Kongen og de saxiske Fyrster, fik tillige den Befaling at afholde et Kirkemøde, hvor disse skærpede Forbud skulde sættes i Kraft. Da Adalberts Efterfølger paa den bremiske Erkestol, den kraftige Liemar, protesterede mod at Legaterne tiltoge sig den Ret at afholde et Møde, hvilket alene tilkom Erkebiskoppen af Mainz, Rigets Primas, gav Gregor for saa vidt efter, som han overlod det til denne at sammenkalde Mødet, der afholdtes i Erfurt, hvor de nye skærpede Forbud mødte den alvorligste Modstand hos de tydske Biskopper. Men Gregor var ikke den, som herved lod sig afskrække, thi paa et nyt Møde i Rom (Marts 1075) gav han hine nærmere og strengere Bestemmelser angaaende Investituren, og suspenderede flere af de gjenstridige Biskopper, hvoriblandt Liemar, der endog sattes i Ban^[13]. Fra nu af antoge Forhandlingerne mellem Henrik og Gregor mere og mere Præget af aabenbare Fiendtligheder. Henrik lod Gregor erklære afsat paa et Kirkemøde i Worms (1076). Gregor svarede med at suspendere og bansætte Henrik paa et Kirkemøde i Rom endnu samme Aar. Opstanden, der igjen udbrød i Saxland, og samtlige tydske Landsfyrsters Misfornøjelse bragte, som bekjendt, Henrik til at foretage sin æventyrlige og, som det viste sig, for ham selv mere skadelige end gavnlige Iilrejse til Øvre-Italien, for at faa Bansættelsen hævet. Fyrsterne erklærede Kongen lige fuldt for afsat og valgte en Modkonge, og den gjensidige Forbitrelse mellem begge Partier i Landet strakte sig nu saaledes til alle Klasser af Folket, at der udbrød en formelig Borgerkrig mellem de saakaldte Kongelige og Pavelige. Hvorledes Henrik, understøttet af sine Tilhængere blandt Gejstligheden atter lod Gregor afsætte, og en ny Pave, Erkebiskop Vibert af Ravenna, udvælge under Navnet Klemens III; hvorledes det siden lykkedes ham at trænge ind i Rom, indsætte Klemens og modtage Kejserkronen af hans Haand, og hvorledes alene Nordmannernes Fremtrængen nødte ham til at drage bort, medens Gregor dog ligefuldt maatte forlade Staden og døde i Landflygtighed (1085), alt dette er saa bekjendt af den almindelige Historie, at vi ej her behøve at opholde os nærmere derved, lige saa lidet som ved Henriks fortsatte ulykkelige Stridigheder med Gregors Efterfølgere. Men hvad der her er af Vigtighed at vide, er den forandrede Stilling, som de danske Konger og den danske Kirke nu indtoge lige over for den bremiske Erkestol. Thi da Erkebiskop Liemar hørte blandt de Prælater, der forbleve Kong Henrik troe, og derfor, som vi have seet, straffedes med Suspension og Bansættelse, medens derimod Kong Sven og hans Efterfølgere vare ivrige Tilhængere af Pave Gregor, og stode i venskabelig Forbindelse med ham^[14], maatte dette nødvendigviis medføre en Adskillelse mellem den danske og den bremiske Kirke. Den nærmeste Følge af denne Adskillelse var, at Kong Svens og Danernes Ønske om at faa en egen Erkebispestol oprettet for Danmark maatte blive mere levende end nogensinde^[15]. Og en endnu kraftigere Støtte for dette National-Ønske opnaaedes, da Kong Knut Svenssøn havde lidt Martyrdøden, og Danmark i ham erholdt en egen National-Helgen. Vi ville nedenfor see, hvorledes dette Ønske ogsaa gik i Opfyldelse, idet der oprettedes en egen Erkebiskopsstol i Lund. At denne Erkebiskopsstols Provinds ej kom til at omfatte Danmark alene, men ogsaa hele det øvrige Norden, ligger allerede i den Omstændighed, at hele Norden hidtil var lagt under den bremiske Erkestol, hvis Provinds nu kun blev deelt i tvende. Men det var ogsaa en ligefrem Følge af det Venskabsforbund, som nu bestod mellem Nordens Konger og Folk, og af den lidet udviklede Tilstand, hvori endnu saavel den norske, som især den svenske Kirke befandt sig, og som aldeles maatte udelukke endog Tanken om at oprette en særegen Erkestol for Norge eller Sverige. Hertil kom ogsaa den Forbindelse, hvori Olaf stod med Gregor, og det Afhængighedsforhold, hvori den engelske Kirke, til hvilken Norge, som ovenfor bemerket, hidtil havde støttet sig i sin Frihedsstræben, nu var traadt til den pavelige Kurie. Et Beviis paa, hvorledes Liemars Bansættelse og Suspension allerede i og for sig maatte opstille en Skranke mellem de nordiske Kirker og Erkesædet, om man endog lader de politiske Hensyn være ude af Betragtning, indeholdes i den Kjendsgjerning, som de islandske Biskopskrøniker berette, at da Biskop Isleif var død (1080) og hans Søn Gissur, udvalgt til hans Efterfølger, skulde indvies, kunde denne Handling ikke udføres af Erkebiskop Liemar, fordi han var suspenderet, men Gissur maatte begive sig lige til Paven, og denne henviste ham igjen til Erkebiskop Hartvig i Magdeburg, der forrettede Akten (1082)^[16]. Gissur er vist ikke den eneste nordiske Biskop, der saaledes indviedes af en anden Erkebiskop end Stefan. Siden finde vi endog den ellers saa fromme danske Konge Erik Ejegod i aabenbart Fiendskab med denne^[17].

Frigjørelsen fra det tydske Kirke-Supremati kunde neppe andet end have en velgjørende Indvirkning paa Nationalitetens frie Udvikling i de nordiske Lande. Men det nærmere Forhold, hvori Norge nu traadte til Danmark, kunde maaskee være blevet farligt for dets politiske Selvstændighed, hvis ikke Viken ved Harald Haardraades vise Bestræbelser var bleven knyttet saa fast til Riget og Kongehuset. Den Forestilling havde nu ganske lettet sig ind i Bevidstheden, at Viken var en lige saa væsentlig og integrerende Deel af Riget som noget andet Landskab. Heller ikke kan den Indflydelse, som Danmark udøvede i kirkelig Henseende paa Norge, i nogen Mon sammenlignes med den, som det fra Skaane af udøvede i Sverige, eller som hidtil den bremiske Kirke havde udøvet i Danmark. Vi finde faa eller ingen Spor af at danske Mænd udnævntes til Biskops-Embeder i Norge, medens derimod, merkeligt nok, en Nordmand, Svein, efterfulgte Villjam som Biskop i Roeskilde^[18]. Det er vist, at den oftere omtalte Biskop Bernhard, der efter sin Tilbagekomst fra Island blev Biskop i Sellø og som synes at være død under Kong Olafs Regjeringstid^[19], havde til Eftermand en Biskop Magne, hvis Navn i det mindste ikke har nogen fremmed Klang, og at han beklædte Embedet indtil langt ind i det følgende Aarhundrede^[20]. Som Biskop i Viken nævner Mag. Adam endnu paa den Tid, han skrev sit Verk, den af Erkebiskop Adalbert indviede Aasgaut; hans Efterfølger, Thorolf, var rimeligviis den samme, som Adalbert tidligere havde indviet til Biskop paa Orknø, men som af Grunde, der nu ikke kjendes, har været hindret fra at tiltræde denne Biskopsstol^[21]; den tredie i Rækken fra ham, Kol Thorkellssøn, hvis Embedstid dog neppe falder førend efter Kong Olafs Død, og i det paafølgende Aarhundrede, var Islænding, en Frænde og Discipel af Biskop Isleif^[22]; mellem Thorolf og ham nævnes tvende, om hvilke man for øvrigt intet veed, Aaslak og Gerhard: den sidste synes at have været en Tydsker, og kun med Hensyn til Aaslak er det uvist, om han var norsk eller dansk af Fødsel^[23]. I Throndhjem nævnes, efter den forhen omtalte Sigurd Munk fra Glastonbury i England^[24] — der sandsynligviis ogsaa var Harald Haardraades og Olafs Hirdbiskop^[25], og som endnu levede da Mag. Adam skrev — en Biskop ved Navn Adalbert, der efter Navnet at dømme var tydsk, og maaskee endog var den samme som den, Erkebiskop Adalbert tidligere havde indviet og afsendt til Norden^[26]. Man maa derhos næsten formode, at Olaf har sendt Mænd lige til Rom, for at oplæres til Prester under Pavens egen Opsigt. I det mindste opfordrer Gregor ham dertil i det tidligere omtalte Brev, som han i Aaret 1078 skrev til Olaf, og som tillige vidner om den gode Forstaaelse, der herskede mellem dem. Her heder det: „Uagtet den almindelige Omsorg, som det hellige og apostoliske Sæde, hvilket vi af Guds Barmhjertighed forestaa, medfører, gjør os til alle Christi Trosbekjenderes Skyldnere, befinde vi os dog i saa meget større Bekymring for og Forpligtelse til eder, der saa at sige bo ved Verdens Ende, som vi vide, at I ere mindre vel forsynede med Lærere i den christelige Religion og de nødvendige Trøstemidler. Derfor tilskrive vi eder ved denne Lejlighed, der tilbyder sig, for nogenledes at at styrke eders Herlighed i Troen paa Christo Jesu — — —. Vi ville underrette eder om, at vi ønskede, om det nogenlunde kunde lade sig gjøre, at sende eder nogle af Brødrene, som vare troe og kyndige i at oplære eder i al Lærdom og Kundskab om Christo Jesu, paa det at I, sømmeligen underviste i.den evangeliske og apostoliske Tro, ikke skulde vakle i noget Stykke, men rod- og grundfæstede paa den urokkelige Grundvold, som er Christus Jesus, kunde voxe overflødigere og fuldkomnere i Guds Kraft, og efter eders Gjerning bære i Troen en Frugt, der fortjente den evige Belønning. Men da dette er os saa særdeles vanskeligt saa vel paa Grund af eders Lands lange Afstand, som det ubekjendte Sprog, bede vi eder (saaledes som vi ogsaa have ladet Danekongen vide), at I ville sende nogle af eders Lands yngre og fornemme Mænd til det apostoliske Hof, for at de, omhyggeligen oplærte i de hellige og guddommelige Love, under Apostlerne Peters og Paals Vinger, skulle, ikke som ubekjendte, men som bekjendte, kunne meddele eder det apostoliske Sædes Ærender, og ikke ligesom raae eller ukyndige, men i Sprog, Kundskab og Sæder forstandige, kunne hos eder ej alene prædike paa en Gud værdig Maade, hvad den christelige Religions Orden fordrer, men ogsaa, ved hans Bistand, kraftigt bringe det til Udførelse“^[27]. En saa bestemt Anmodning, som denne, har den fromme Olaf neppe undladt at efterkomme, om end vore Sagaer intet melde om, hvilke Mænd han afsendte; thi Pilegrimsrejserne til Rom vare nu saa hyppige, at det hverken kan have været anseet for noget vanskeligt Foretagende at rejse fra Norge til Rom, eller kan have vakt synderlig Opsigt, naar en saadan Rejse blev foretagen. Merkeligt er det, at i det mindste Gissur Isleifssøn, der siden blev Biskop paa Island, og som lige fra Slutningen af Harald Haardraades Regjering i en lang Række af Aar synes at have haft sit Hoved-Tilhold i Norge, hvorfra han gjorde forskjellige Rejser til andre Lande og Hoffer, tilsidst foretog en Romer-Rejse netop kort efter den Tid, da Gregorius’s Brev og Opfordring maa være kommet til Norge^[28]. Der staar udtrykkeligt, at Gissur først kom tilbage til Island Sommeren efter hans Faders Død (1081) og derpaa, efter at være valgt til Biskop, endnu samme Sommer tiltraadte sin anden Udenlandsrejse, denne Gang for at modtage Indvielsen. Hvis Gissur, som man næsten maa antage, gjorde sin første Rejse ifølge hiin Opfordring fra Paven, er det i højeste Maade sandsynligt at ogsaa flere Nordmænd have fulgt hans Exempel.

Den første Virkning, vi spore af Olafs Religions-Iver, og det tydeligste Tegn paa, at han stræbte, saa vidt muligt, at ordne Norges Kirke-Anliggender efter andre Landes Mønster, er især det Skridt, han gjorde til Oprettelsen af faste Biskops-Stole i Norge. Hidtil havde de trende Biskopper, i Throndhjem, Gulathingslagen og Viken, kun været Lydbiskopper uden fast Residens, der, som Mag. Adam udtrykker sig, „udnævnte af Kongen eller Folket, uden bestemte Grændser for deres Bispedømmer, opbyggede Kirken i Fællesskab, idet de gjennemrejste Landet, og uden gjensidig Misundelse styrede de for Kirken vundne Sjæle“^[29]. Enkelte af disse Biskopper, fornemmelig den throndhjemske, eller overhoved de af Kongen udnævnte, vare vel ogsaa kongelige Hirdbiskopper. I Nidaros, hvor den throndhjemske Biskop sandsynligviis for det meste havde sit Tilhold, var der nu flere Kirker, nemlig Klemenskirken, Olafskirken, Gregoriuskirken og den store, af Harald Haardraade opførte Marie- eller Vor Frue-Kirke i Nærheden af St. Olafs Brønd eller Gravsted^[30], men ingen af disse Kirker var særskilt knyttet til Biskops-Embedet og under Biskoppens særegne, umiddelbare, Bestyrelse, eller, med andre Ord, hvad man sædvanligviis kalder en Kathedral-Kirke. En saadan kunde heller ikke være til saa længe ikke Biskops-Sædet (cathedra) var fast. Men Olaf lod sig det nu være magtpaaliggende at oprette en fast Bispestol i Nidaros, i det han først og fremst lod opføre en virkelig Kathedralkirke. Dette Skridt, der egentlig fra hans Side var en stor Opofrelse, for saa vidt som han derved emanciperede Biskoppen og hævede ham fra at være den øverste af Kongens Kapellaner til selvstændig Myndighed, vidner om Olafs oprigtige og uegennyttige Iver for Religionsvæsenets Fremme, i Særdeleshed da der ingensteds tales om at dette skede efter Andres Opfordring. Han havde imidlertid Exempler nok for sig til Efterfølgelse i de Foranstaltninger med Hensyn til Kathedralkirkens Opførelse og de faste Bispestoles Oprettelse, som paa denne Tid fandt Sted rundt om i Norden. Saaledes havde Thorfinn Jarl, som vi ovenfor have seet, allerede ved Midten af Aarhundredet oprettet fast Biskops-Stol og bygget en Kathedralkirke i Birgsaa paa Orknø^[31]. Endnu tidligere havde Østmændene i Dublin faaet en egen Biskop, og paabegyndt Opførelsen af en Kathedralkirke i denne Stad, hvortil Kongen, Sigtrygg Silkeskjeg, baade skjenkede Grunden og betydelige Jordeiendomme^[32], I Danmark havde Biskop Villjam begyndt at opføre Kathedralkirken i Roeskilde af Steen, og hans Efterfølger, Nordmanden Svein, fuldførte den^[33]. Paa Island lod Biskop Gissur opføre en Kathedralkirke paa sin Gaard Skaalholt, som han skjenkede til den, idet han forordnede, at der her for Fremtiden skulde være en fast Biskopsstol^[34]. Og Kong Knut i Danmark paabegyndte Kathedralkirken i Lund^[35]. Er det nu end neppe sandsynligt, at alle disse Foretagender, især de sidst nævnte, skede førend Olaf begyndte Opførelsen af Kathedralkirken i Nidaros, saa vidne de dog om een og samme religiøse Impuls, der paa denne Tid gjorde sig gjeldende i de nordiske Lande. Og af stor Betydning bliver det derfor, at Erkebiskop Landfrank i Canterbury paa et Kirkemøde, som han 1075 afholdt i London, fik nogle ældgamle pavelige Dekretet og Synodal-Bestemmelser satte i Kraft, ifølge hvilke Biskopper ikke skulde have Tilladelse til at residere paa Landet, men alene i Stæderne; og hvorfor nu flere engelske Bispesæder flyttedes^[36]. Ligesom Landfrank neppe har faaet denne Bestemmelse sat i Kraft for England uden efter særskilt Paamindelse af Pave Gregorius, saaledes er det og heel sandsynligt, at en lignende Paamindelse tillige er udgaaen til de øvrige Biskopper i Nord-Europa. I alle Fald maatte en Foranstaltning, der vedtoges i England, og udvirkedes af en faa anseet Prælat som Landfrank, ved Exemplets Magt udøve stor.Indflydelse i Naborigerne, fornemlig det med England i saa mangehaande Forbindelser staaende Norge. Og at Olaf virkelig ogsaa har fulgt Exemplet og søgt at bringe Foranstaltningen til Udøvelse i sit eget Rige, viser sig allerede deri, at da han, som det nedenfor nærmere skal omtales, havde oprettet en Kjøbstad i Bergen flyttede Biskop Bernhard derhen fra Sellø^[37], hvor han hidtil havde haft sit Tilhold, aabenbart fordi han nu, da hans Distrikt, Gulathingslagen, havde faaet en Stad, ikke længer ansaaes berettiget til at bo paa Landet. Vi have ogsaa en gammel Fortegnelse over Norges Biskopper, hvor Biskopperne i det Throndhjemske lige fra Sigurd og Grimkell af til og med Sigurd Munk (fra Glastonbury) kaldes „Biskopper i Throndhjem“, men Sigurd Munks Efterfølger, Adalbert, udtrykkeligt kaldes „den første Biskop i Nidaros“. Dette hentyder dog her ikke alene paa Flytningen til, eller den faste Bosættelse i Staden, men ogsaa, og maaskee fornemmelig, paa den officielle Oprettelse af en fast Biskopsstol, der ikke kunde finde Sted, førend Kathedralkirken var indviet og tagen i Besiddelse. Thi i den samme Biskopsfortegnelse benævnes Bernhards Efterfølgere lige indtil Midten af det 12te Aarhundrede „Biskopper i Sellø“, uagtet det er aldeles vist, at de boede i Bergen og sædvanligviis kaldtes „Biskopper i Bergen“, aabenbart fordi Bergens Kathedralkirke, hvilken Kong Olaf, som vi strax nedenfor skulle see, havde grundlagt, da først blev fuldført og indviet. Derimod meldes det udtrykkeligt, at Olaf ikke alene paabegyndte, men ogsaa tilendebragte Opførelsen af Kathedralkirken i Nidaros^[38]. Af de her oven antydede Omstændigheder kunne vi nogenledes, og tilnærmelsesviis, bestemme, naar dette Verk blev udført. Mag. Adam taler endnu kun om Civitas Trondemnis, om Biskop Sigurd, og om rejsende Lydbiskopper uden fast afgrændsede Distrikter. Paa samme Maade taler han heller ikke om den nys anlagte Stad Oslo, men alene om civitas Wig, hvorved han synes at have haft det hele Landskab for Øje. Bergen nævnes slet ikke i hans Verk, ej engang i Scholierne, af hvilke dog et omtaler rimelige Scaldholtz paa Island, og derfor synes at være nedskreven efter at Gissur havde oprettet fast Biskopssæde paa denne Gaard^[39]. Kirkebygningen er saaledes neppe bleven paabegyndt i Mag. Adams Tid, og sandsynligviis ikke førend hiint Kirkemøde i London havde været afholdt, det vil sige efter 1075. Dette bestyrkes ogsaa deraf, at den første Biskop i Nidaros, Adalbert, havde til Eftermand en vis Simon, der synes at have levet endnu i 1039^[40], hvoraf følger, at Adalberts Tiltrædelse som Biskop i Nidaros, hvilket er eenstydigt med Kirkens Indvielse, maa nærmest henføres til den sildigere Deel af Olafs Regjeringstid. Det er heller ikke rimeligt, at Kirken, hvis den paabegyndtes omkring 1075, blev færdig førend henimod 1080 eller 1085, da den var af Steen, og, som man af dens Levninger kan see, var temmelig stor og omhyggeligt udført.

Til Plads for denne Kirke valgtes det Sted, hvor St. Olaf havde været begraven af Thorgils Halmessøn, og hvor der hidtil kun stod et lidet Kapell^[41]. Højalteret lagdes lige over Graven, og Kirkens Skib strakte sig saaledes vestover fra denne. Bygningen opførtes afhuggen Veegsteen, og i Langkirke- eller Basilika-Formen, dog med Fløje mod Nord og Syd, saa at den kom til at danne et Kors^[42], over hvilket et mægtigt Taarn hævede sig. I dens Nærhed, paa Nordsiden af Choret, opførtes tillige en liden Bygning, ogsaa i Kirkeform, hvis egentlige Bestemmelse synes at have været den, at tjene som Skrudhuus (Vestiarium)^[43]. Denne Bygning, saavel som den nordre og søndre Fløj, ere, uagtet alle de Forandringer og Udvidelser, som Kirken senere modtog, dog endnu nogenledes til i deres oprindelige Skikkelse, og vi kunne deraf danne os en Forestilling om hvorledes Olafs Kathedralkirke bar seet ud, og hvor megen Omhu der var anvendt paa dens Opførelse. Kirken indviedes til den hellige Trefoldighed^[44], ligesom Kathedralkirkerne i Roeskilde, i Dublin, og andre Steder i Norden; men den kaldtes, ligesom alle, eller de fleste Kathedralkirke-r i Norge, sædvanligviis Christkirken^[45]. Til denne blev nu St. Olafs Skriin højtideligen flyttet og sat over Alteret; fra nu af stod altsaa denne Norges Nationalhelligdom ikke længer under Kongens, men under Biskoppens Tilsyn: en Omstændighed, der ej kunde andet end bidrage til at forøge Biskoppens Indflydelse, og som omsider maatte lede til hvad vi ovenfor have ytret^[46], og hvad vi i det følgende virkelig ville see at gaa i Opfyldelse, at Kongen kun betragtedes som St. Olafs Statholder. Fra denne Tid af, siges der i de gamle Legender om St. Olaf, skede der ogsaa her mange Mirakler ved hans Helligdom. Det havde i længere Tid været sædvanligt, at hans Skriin paa hans Messedag (den 29de Juli) i højtidelig Procession blev baaret om i Staden, og en Stund sat ned paa Kirkegaarden, for at de mange Pilegrime, der vare tilstede, og hvoraf en stor Deel søgte Bod for legemlig Brøst og Bræt, kunde komme til at berøre det og ofre deres Gaver. Allerede Aaret efter Helligdommens Flytning, fortæller Snorre, fik to Blinde og een Stum fuldkommen Helbredelse ved St. Olafs Undergjerninger^[47]. Den fromme og ubetingede Tro paa hans Hellighed og undervirkende Kraft lod neppe engang hos de meest Oplyste nogen Skygge af Tvivl opstaa om. Rigtigheden af alle disse og lignende Fortællinger.

Med Olafs Skriin fulgte vel ogsaa Sønnen Magnus den godes Lig, siden det i de paalideligste Sagaer udtrykkeligt siges, at det laa begravet i Christkirken^[48]. Harald Haardraades Lig derimod forblev i Mariakirken, hvor det efter Tilbagekomsten fra England var blevet begravet.

Det ligger i Sagens Natur, at Olafs Bestræbelser for at indrette faste Bispestole først og fremst maatte gjelde Norges Nationalhelligdom i Nidaros. Men at han ikke agtede at lade det blive derved, see vi deraf, at han ogsaa ved sit nye Kjøbstads-Anlæg i Bergen begyndte paa lignende Indretninger. Der fortælles nemlig, at han i Bergen lod lægge Grundvolden til den store Christkirke af Steen, og Bygningen selv paabegynde, men at der dog blev lidet gjort ved den, hvorimod han lod fuldstændigt færdiggjøre den saakaldte gamle Christkirke af Træ^[49]. Da man nu finder, at ogsaa disse to Kirker egentlig vare indviede til den hellige Trefoldighed^[50], hvoraf følger at Benævnelsen „Christkirker“ alene betegner deres Bestemmelse at tjene som biskoppelige Kirker, og da vi erfare, at St. Sunnivas Levninger, der omtrent vare for Gulathingslagen, hvad St. Hallvards vare for Viken^[51], og St. Olafs — bortseet fra deres Betydning for hele Norge — vare for Thrøndelagen, flyttedes derhen kort efter den store Steenkirkes Færdigbyggelse, synes tydeligt nok Olafs Hensigt med Anlægget af denne Kirke at have været den, at indrette en ordentlig Kathedralkirke for Gulathingets Biskop, som skulde flytte fra Sellø, og herefter tage sit faste Sæde i Bergen; og hvem tillige St. Sunnivas Helligdom skulde følge, saasnart den nye Kirke var rede til at kunne modtage den. Men da Olaf af Grunde, som ej anføres, ikke har kunnet drive dette Bygningsarbejde med synderlig Kraft, og saaledes har forudseet, at det ej i hans Tid vilde blive færdigt, har han, da den nys anlagte By lige saa lidt som Biskoppen, der flyttede derhen, kunde være uden Kirke, først og fremst skyndt sig at lade opføre den oven omtalte Trækirke, der paa een Gang baade kunde tjene til Sognekirke for Staden, og til et Slags midlertidig Kathedralkirke for Biskoppen^[52]. Denne sidste Anvendelse har sandsynligviis givet den Navnet „Christkirken“, medens den dog, som vi have seet, ikke var tilstrækkelig til at give Biskoppen den officielle Titel af Bergens Biskop, eller med andre Ord at betegne Oprettelsen af en fast Biskopsstol i Bergen, saa længe endnu den virkelige Kathedralkirke ikke var færdig, og St. Sunnivas Helligdom hvilede i Sellø. Vi ville i det følgende see, at Kirken ej fuldførtes, og at Helligdommens Flytning ej fandt Sted, førend efter at Norges Kirkeforfatning allerede var fuldstændigt organiseret, saaledes som den vedblev at være lige til Reformationen, og altsaa efter at en fast Biskopsstol allerede gjennem en lang Aarrække faktisk havde bestaaet i Bergen, ligesom man ogsaa i sædvanlig Tale forlængst havde ophørt at kalde Bernhards nærmeste Efterfølgere Biskopper i Sellø, men kun kaldte dem Biskopper i Bergen: en Benævnelse, som ogsaa vi for større Tydeligheds Skyld ville anvende.

Det er charakteristisk nok for dette Kirke-Anlæg i Olafs Stad, sammenlignet med hans Forgængeres Kirke-Anlæg i Oslo, Sarpsborg og Nidaros, at medens der ved disse — i Nidaros og Sarpsborg vide vi i det mindste med Vished at det var Tilfældet, og hvad Oslo angaar er det i høj Grad sandsynligt — kun var Tale om en kongelig Kirke, der stod i Forbindelse med Kongsgaarden^[53], og medens Opførelsen af disse synes at have været det første og vigtigste Foretagende ved By-Anlægget, lader det derimod til, at Olaf, da han anlagde Bergen, først og fremst har tænkt paa at skaffe Byen en Sogne-Kirke og Biskopperne en Kathedralkirke, medens der ikke engang er Tale om nogen Kongsgaard og kongelig Kirke i Staden førend i hans Sønnesøns Tid^[54]. Vel kan det være muligt, at alene Mangel paa Tid eller Midler har hindret ham fra ogsaa at lade Bygninger, som de sidst nævnte, opføre; men merkeligt er det dog ligefuldt, at han ikke, som hans Forgængere, aller først tænkte paa at faa dem istand. Dette kan man neppe forklare anderledes end af hans oprigtige Fromhed tog Religiøsitet, der bragte ham til at underordne sine egne Interesser for Kirkens.

Til Oslo synes Olafs Kirkebygnings-Virksomhed ikke at have strakt sig. Uagtet man rigtignok ikke veed, naar Oslos Kathedralkirke, den bekjendte St. Hallvards-Kirke, blev grundlagt, synes det dog, som om Olaf ej har haft noget med den at bestille, thi ellers vilde Sagaen lige saa vel have nævnt noget derom, som om hans Foretagender i Bergen. En anden Sag er, at han rimeligviis har haft i Sinde, hvis Tid og Evner tillode det, ogsaa at treffe de samme kirkelige Foranstaltninger i Oslo, som i de to andre Stæder; men da han nu ikke engang i Bergen kunde række at faa Kathedralkirken istand, kan han endnu mindre have formaaet at paabegynde et lignende storartet Foretagende i Oslo, men maa have overladt dette til sine Efterfølgere. Derfor finde vi ogsaa Biskoppen i Oslo endnu kaldet „Biskop i Viken“ under hans Sønnesønners Regjering^[55]. Nærheden af Fylkeskirken paa Aker gjorde maaskee ogsaa Savnet af en egen Kirke for Oslo ved Siden af den kongelige Kirke mindre følelig. Ved de øvrige Buer i Viken, hvor Biskoppen maaskee skifteviis, indtil Kathedralkirkens Opførelse, har resideret, nemlig Kongehelle, Sarpsborg og Tunsberg, var der ligeledes Fylkeskirker lige i Nærheden, nemlig Ytterby, Tune og Sæms Kirker^[56].

Men uagtet denne oprigtige Interesse som Olaf viste før Kirken og dens Anliggender, og uagtet det umiskjendeligt var hans Hensigt, at bringe den norske Kirke i saa inderlig Forbindelse med den romerske Moderkirke som muligt, gik han dog ikke saa vidt, som hans Ven og Svoger, Kong Knut i Danmark, der ved sine Bestræbelser for at gjøre Gejstligheden til den første Stand i Landet, og for at ordne Kirkeforfatningen i sit Rige efter det strengeste Hierarchis Fordringer, ej alene gjorde sig selv forhadt, trods fine mange store Fortjenester af Landsstyrelsen, men ogsaa svækkede Kongemagten selv mere end tilbørligt. Vore Sagaer berette vistnok saa lidet om Olafs Regjeringsforetagender, at vi ej med fuldkommen Bestemthed kunne paastaa, at han ikke gjorde lignende Forsøg. Men saa meget vide vi, at uagtet Tiende-Afgiften paa denne Tid indførtes i Danmark, ja endog, kun tre eller fire Aar efter Olafs Død, paa Island^[57], blev den ikke indført i Norge førend under Olafs Sønnesønners Regjering^[58]; at Gejstligheden, langt fra at være den første Stand, endnu ikke engang kunde siges at danne nogen egentlig Stand i Landet; at Forbudet mod Presternes Giftermaal hverken under Olafs eller de følgende Kongers Regjering nogensinde blev gjennemført, og at der, da der saaledes ej hos os var Tale om nogen afsondret Stilling, som Gejstligheden skulde indtage udenfor det almindelige Statssamfund, heller ikke, i det mindste paa lang Tid, kunde opstaa saadanne Forviklinger, som de, der i det sydligere Europa fremkaldte Investiturstriden med dens sørgelige Følger. Gejstlighedens Medlemmer vare i Norge endnu Kongens Undersaatter, som Lægfolkene, og Kongerne udnævnte selv Biskopperne, lige saa vel som de udnævnte Jarler og Lendermænd^[59]. Meget af dette var vel grundet i Folkeaanden, de offentlige Forholde og Norges afsondrede Beliggenhed. Meget maa dog vel ogsaa skyldes Olafs Statsklogskab, fornuftige Maadehold i Religionsiver, og faderlige Omsorg for Landets Vel. Thi han vilde neppe have været saa yndet af sine Undersaatter, som han, efter Sagaernes eenstemmige Vidnesbyrd, virkelig var, og Landet vilde ikke have befundet sig saa vel under hans Styrelse, som det umiskjendeligt gjorde, hvis han ved Indførelse af trykkende Afgifter, og ved streng Haandhævelse af nye, hidtil ukjendte Lovbestemmelser havde forbitret Folket og saaret den almindelige Nationalfølelse.

1. Gregor den 7de var, som bekjendt, Pave fra 1073 til 1085.
2. Simeon af Durham, hos Twysden, S. 206, 207. Thorgauts Udnævnelse til Biskop af St. Andrews nævnes i Chron. de Mailros ved 1106.
3. Nemlig i 1104, da St. Cudhberhts Levninger bleve undersøgte, se Reginaldi monachi Dunelmensis libellus de admirandis St. Cudhberti virtutibus.
4. Se Twysdens Fortale til hans Samling af engelske Annalister.
5. Se ovenfor S. 169.
6. Hungrvaka, Cap. 3, jvfr. Landnámabók, Tillæg. Se ovenfor S. 212.
7. Mag. Adam, IV. 33.
8. Mag. Adam, III. 46—48.
9. Mag. Adam, III. 49—50. Om Biskop Johannes eller Jon irske, se ovenfor S. 212.
10. Mag. Adam, III. 58.
11. Mag. Adam, III. 53.
12. Tidsregningen for alle disse Begivenheder kan ikke med Nøjagtighed bestemmes efter Mag. Adams Verk, da han omtaler dem hist og her, og ikke i nogen nøjagtig Orden. Dette gjelder især om Adalberts Forsæt, selv at berejse de nordiske Lande, hvilket han vist allerede har næret og omtalt langt tidligere, end hans Gjenerhvervelse af Magten i 1069. Saa meget er imidlertid vist, at hans Bestræbelser for at faa et almindeligt Provincialmøde istand tilhører hans sidste Livsperiode, ikke, som enkelte have troet, hans tidligere. Thi af et Brev fra Adalbert til Biskop Villjam af.—Roeskilde, som Mag. Adam anfører III. 70, og hvor Adalbert melder at han har bestemt at afholde en Synode i Slesvig, fortæller han ligeledes, at Biskop Adalward, der var indviet til Biskop i Sigtun, uden Tilladelse havde trængt sig ind i den ledige Biskopsstol i Skara. Dette skede, som vi ovenfor have seet, ikke førend Steenkil var død (1067); men det maa have været før Sommeren 1068, da Adalward samme Aars 11te Juni underskrev et Brev i Bremen (Staphorst I. S. 437). Heraf sees, at Indbydelsen til Mødet vel maa have fundet Sted endnu i Adalberts Trængselstid; men da det i det Brev, som sammesteds meddeles fra Pave Alexander til alle de danske Biskopper, heder at Biskop Egilbert af Fyn allerede i tre klar havde været indkaldt, uden at indfinde sig, seer man at denne pavelige Skrivelse ikke kan være ældre end 1071, og at Adalbert først da har gjort alvorlige Anstalter til at faa Mødet istandbragt. Han siger ogsaa udtrykkeligt i Brevet til Villjam, hvor han omtaler Mødet: „om dette en anden Gang“, ligesom om det paa den Tid endnu kun var en løs og foreløbig Idee. Imidlertid kan dog allerede da Harald Haardraades Død have givet ham Haab om at Norges Biskopper nu ej vilde gjøre Vanskeligheder ved at indfinde sig til Synoden. At der to Gange var Tale om Patriarchatet, sees af Mag. Adam III. 32, sammenholdt med 58. Og paa sin Dødssæng ytrede han udtrykkeligt sit Ønske, at kunne have endt sine Dage i Vendland, Sverige eller Island (III. 69), hvilket vidner om at Rejse-Ideerne da have været levende hos ham.
13. Se Coleti Concilia, XII. S. 549—582. Lambert af Hersfeld, og Bernold, ved 1074, 1075, Pertz. VII. 206 flgg. 276 flgg.
14. Allerede før sin Ophøjelse paa Pavestolen stod Gregor i Brevvexling med Sven (se Brev af 25de Jan. 1075, hos Colet XII. S. 936). Et andet Brev af 17de April 1075 meddeles sammesteds, S. 356. Venskabelige Breve fra Gregor til Harald, Svens Søn, meddeles sammesteds S. 459, 472.
15. Om Oprettelsen af Erkesædet handles der udtrykkeligt i Brevet af Januar 1075. Gregor siger der: „vi have sendt Gesandter til dig, som kunne underhandle med dig om hvad du i Pave Alexanders Tid har forlangt af det apostoliske Sæde, og hvad du og han indbyrdes have lovet hinanden, nemlig om alt hvad der hører til dit Riges Forherligelse, saavel om Erkesædet, som om andet; men disse Gesandter vendte tilbage til os, da de merkede at det var farligt formedelst Urolighederne i Tydskland“. At det Parti, som Sven tog i Striden mellem Paven og Henrik, og som maatte bringe ham i en venskabelig Forstaaelse med hans forrige Fiender, de saxiske Fyrster, var det populære i Danmark, sees bedst deraf, at da Sven i Aaret 1073 gjorde et Tog til Tydskland for at staa Henrik, med hvem han endnu var venskabelig forbunden, bi mod Saxerne, vægrede hans egne Krigere sig ved at angribe disse, der, som de sagde, vare Danmarks bedste Formuur mod fremmede Fiender; han maatte derfor vende tilbage med uforrettet Sag. (Lambert, hos Pertz VII. 212). Siden see vi ogsaa den af Henriks Modparti opstillede Konge Hermann af Luxemburg tilligemed Erkebiskop Hartvig af Magdeburg og Burchard af Halberstad i Aaret 1085 flygte for Henrik til Danmark: et tydeligt Beviis paa den gode Forstaaelse, hvori ogsaa Kong Knut stod med det pavelige Parti (Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 123.)
16. Hungrvaka, Cap. 5, jvfr. de islandske Annaler, ved 1053.
17. Saxo, 12te Bog, S. 605, 606.
18. Dette var den bekjendte Svein Nordbagge, Biskop fra 1076—1088; om hvilken se Saxo S. 559. Han synes tidligere at have været Lendermand eller Sysselmand, eftersom Saxo siger at han var ex præfectura ad sacerdotium translatus. Han døde paa en Valfart til Jerusalem.
19. Da Bernhard allerede maa have været en Mand i sine modnere Aar ved sin Ankomst til Norge under Magnus den gode (ved 1042, se ovenfor S. 186), kan han neppe være fød senere end ved 1010, og hans Død maa derfor i det seneste falde omkring 1090.
20. Se Sigurd Jorsalafares Saga, hos Snorre, Cap. 39.
21. Se ovenfor S. 217.
22. Landnaama, V. 12; jvfr. Hungrvaka Cap. 2.
23. Se Bisperækkerne, meddeelte i Norsk Tidsskrift, V. S. 41—44.
24. Se ovenfor S. 193, 194.
25. Maaskee Sigurd saaledes kan have været den Biskop, der fulgte med Harald Haardraade paa hans Tog til England, se ovenfor S. 323. Som forhen værende Munk i Glastonbury og saaledes kjendt i England kunde han være Kongen til megen Nytte.
26. Se ovenfor S. 212.
27. Resten af Brevet indeholder foruden Formaninger den allerede ovenfor (S. 397) meddeelte Advarsel mod at staa Harald Danekonges Brødre bi mod denne, forbunden med Anmodning om at megle Fred mellem dem.
28. At denne Romerrejse maa henføres til den aller sidste Tid af Gissurs Ophold udenfor Fædrelandet, sees af Hungrvakas Udtryk: „til Rom droge begge Egtefolk (Gissur og hans Kone) førend de vendte tilbage til Island, og Gissur var ikke i Landet da hans Fader døde, men ankom Sommeren efter i Rangaa-Osen“.
29. Mag. Adam IV. 33; se ovenfor S. 202. Da Sverige her tages med, maa man antage, at Mag. Adam, ved at tale om Sjæle vundne for Christendommen, nærmest har omvendte svenske Hedninger for Øje, thi i Norge var Hedendommen allerede udryddet. Men det er heller ikke umuligt, at han her, som oftere, har skildret ældre Forhold, der paa hans Tid ikke længer fandt Sted.
30. Se ovenfor S. 205, 206. Hertil kommer ogsaa det Kapell, som var opført over St. Olafs Gravsted, og sandsynligviis kun var af Træ.
31. Se ovenfor S. 217.
32. Se af „den sorte Bog om Trinitatiskirken i Dublin,“ som Ware meddeler i sine Antiqq hibb. S. 138: her gjør dog Ware urigtigt den Sigtrygg Olafssøn, der skjenkede Grunde og Besiddelser til Kirken, forskjellig fra Sigtrygg Silkeskjeg, om hvilken se aller sidst ovenfor S. 171. Da Sigtrygg forlod sit Rige allerede i 1035 for at gaa til Rom, har Udviisningen af Grunden vel paa den Tid fundet Sted; i det mindste skal Kirken have været færdig i 1038, og Biskop Duncan da have skjenket den flere Gaver, hvoriblandt „Stykker af St. Olafs Klæde“, se ovenfor S. 127.
33. Se Saxo m. fl.
34. Hungrvaka, Cap. 5.
35. Se Suhms Historie af Danmark IV. 650.
36. Coleti Concilia, III. S. 587. Her paaberaabes Dekreter af Paverne Damasus og Leo, og af Concilierne i Sardika (347) og Laodicea (366). De Biskopper, hvis Sæder umiddelbart bestemtes flyttede paa dette Kirkemøde i London, var Biskoppen af Seolesigg (Selfey), der flyttedes til Chichester, Biskoppen af Skireburn (Sherborn) der flyttedes til Salisbury, og Biskoppen af Liketfeld (Litchfield), der flyttedes til Chester. Allerede tidligere, under Edward Confessor, havde den af ham inddragne Biskop Leofrik flyttet sit Sæde fra Cridiantun til Exeter, senere hen flyttede ligeledes Biskopperne fra Dorchester til Lincoln, fra Helmaham til Thetford.
37. Hungrvaka, Cap. 3.
38. Det heder udtrykkeligt i den historiske Olaf den helliges Saga Cap. 254, at Olaf lod bygge en Kirke i Kjøbstaden (Nidaros) paa det Sted, hvor St. Olafs Liig først var jordet, og at dette „Munster“ fuldstændigt færdiggjordes. Ogsaa Morkinskinna fol. 20. 6. siger at Olaf „byggede en Steenkirke. ved Biskopsstolen i Nidaros over St. Olafs Legeme og fuldførte den ganske“.
39. Mag. Adam bruger vistnok Benævnelsen „civitas“ om danske Byer, f. Ex. Odense og Roskilde (III. 4, 5.), og forstaar saaledes derved her maaskee nok „By“, men naar man, ved at tale om Norge, siger civitas Wig, er det derimod tydeligt nok, at hans Forestillinger om norske Forhold have været aldeles uklare, og at han har forvexlet „Landskab“ med „By“. Som oftest har han vel hørt tale om „Kaupangen i Viken“, hvorved man deels kan have tænkt paa Kongehelle (hertil sigter han vel nærmest naar han siger at civitas Wig ligger en Dags Sejlads fra Aalborg), deels paa Tunsberg, deels paa Oslo. Ved civitas Trondemnis forstaaes ligeledes deels „Kaupangen i Throndhjem“, deels Landskabet Throndhjem. Og naar nu Scholiasten endog kalder Gaarden Skaalholt en civitas, seer man tydeligt, at det især var den Omstændighed, at en Biskop residerede i Distriktet eller paa Gaarden, der i den bremiske Gejstligheds Øjne stemplede Stedet til civitas.
40. Sigurd Inges og Eysteins Saga, Cap. 11. Snorre, Cap. 7, jvfr. Norsk Tidsskrift V, S. 30.
41. Se herom ovenfor I. 2. S. 807.
42. Det vil sige forudsat at Olaf virkelig fik bygget det egentlige Hovedskib eller den vestlige Fløj; hvilket rigtignok maatte synes at ligge i Ordene, at han fuldgjorde Kirken; se ellers derom Norsk Tidsskrift, 1853 S. 36. At Kirken havde Basilikaformen, sees saavel af dens Levninger, som af Thjodrek Munks Udsagn Cap. 29, jvfr. Norsk Tidsskrift II. S. 72.
43. Se herom Norsk Tidsskrift, 1853 S. 32, 33. 34. Denne Bygning, der — maaskee senere — har faaet Kirke-Indredning med Alter o. s. v., kaldes nu Kapitlet, og synes derfor at have været brugt som Kapitelhuus, da Domkapitlet var oprettet. Hvorledes man urigtigt har anseet det for Klemenskirken, se især Norsk Tidsskrift II. S. 52 flgg. jvfr. 1853 S. 26 flgg.
44. Det siges udtrykkeligt af Thjodrek Munk l. c. og i Olaf Kyrres Saga Cap. 6.
45. Se herom især Norsk Tidsskrift V. 18, 19.
46. Se ovenfor S. 1.
47. Snorre, Olaf Kyrres Saga Cap. 6; jvfr. Den historiske Olaf den helliges Saga Cap. 254.
48. Nemlig Morkinskinna og Flatøbogen. Naar deri hiin heder, at Liget lagdes udenfor Choret, og denne tilføjer: „nu ligger det indenfor Choret, foran Erkebiskoppens Rum“, sigtes der til Kirkens Udstrækning før og efter den Udvidelse, den fik sidst i det 12te Aarhundrede. Jvfr. ovenfor S. 165, 206.
49. Olaf Kyrres Saga Cap. 3. Snorre Cap. 2.
50. I et Brev af 27de Febr. 1271 kaldes den saa kaldte lille Christkirke „den mindre Trinitatiskirke“, hvilket igjen viser at den store kaldtes i officiel Stiil „den iførte Trinitatiskirke“; men da man veed, at der ingensinde gaves flere end to Christkirker i Bergen, er Identiten derved ogsaa given.
51. Se ovenfor S. 197—199.
52. Den blev ogsaa senere Sognekirke, se Biskop Audfinns Brev af 27de Marts 1320, og var det sandsynligviis lige fra den Tid, den store Kirke var færdig.
53. Se ovenfor S. 202. Her er det med saa megen Vished, som Omstændighederne tillade, søgt godtgjort, at Harald Haardraades første Anlæg i Oslo var Kongsgaarden med Mariekirken. I Borg lod St. Olaf ligeledes aller først hygge Kongsgaard med Mariekirke; de tidligere kongelige Bygningsforetagender i Nidaros vare ligeledes altid Kongsgaard med Kirkes først Olaf Tryggvessøns og St. Olafs Kongsgaard med Klemenskirken, siden Magnus den godes (ufuldførte) Kongsgaard med Olafskirken, og endelig Harald Haardraades Kongsgaard med Mariekirken. Se ovenfor S. 205.
54. Se nedenfor, jvfr. Magnus Barfods Sønners Saga, Cap. 16. Snorre Cap. 15.
55. Nemlig den ovenfor nævnte Kot, Isleifs Discipel, der maa have levet 1110, og dog stedse endnu kaldes Biskop i Viken.
56. Se ovenfor I. 2. S. 636, 637.
57. Nemlig ved Biskop Gissurs Bestræbelser, 1097, se nedenfor.
58. Herom se nedenfor.
59. Dette findes især udviklet i det saakaldte Anekdoton, eller den Fremstilling af Kirkens Forhold til Staten, der senere paa Sverres Tid og rimeligviis ved hans Foranstaltning blev udgivet. Se Anhang til Kongespejlet, udgivet i Christiania, S. 186.