Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/40

< Det norske Folks Historie | 3

Saasnart Kong Olaf var død, blev hans Søn Magnus, der sandsynligviis var tilstede ved hans Dødsleje, strax tagen til Konge før hele Landet i Viken, sandsynligviis paa Borgarthing. Strengt taget var imidlertid denne Hylding ugyldig udenfor Viken selv, da det alene var Hyldingen paa Ørething i Nidaros, som gjorde den, der her fik Kongenavn, til den retmæssige Konge over hele Landet. Heller ikke betragtede Indbyggerne af de øvrige Landskaber sig bundne derved, thi da Efterretningen om Olafs Død kom til Oplandene, toge Oplændingerne strax den for 24 Aar siden afdøde Kong Magnus’s Søn og Arving Haakon til Konge, uden al Tvivl opmuntrede dertil af hans Fosterfader, den gamle Steigar-Thore, der alene synes at have væntet paa Olafs Død for at bringe sin Fostersøn paa Tronen og indsætte ham i hvad man ogsaa efter de Tiders Begreber med Føje kunde kalde hans lovlige Rettigheder[1]. Da det gjaldt at komme Magnus i Forkjøbet, skyndte Haakon og Thore sig strax efter til Nidaros, og tilstevnede Ørething. Paa dette forlangte Haakon at Thrønderne skulde give ham Kongenavn, hvilket han ogsaa fik for den halve Deel, ligesom hans Fader Magnus; eller rettere for de to Trediedele, da hans Part vistnok, ligesom Magnus’s fordum, var beregnet paa at skulde indbefatte Frostathingslagen (med Haalogaland),Gulathingslagen, og Oplandene, medens Magnus alene beholdt Viken. Men Haakon maatte ogsaa strax for Thrøndernes Vedkommende ophæve de forhadte Paabud, der endnu vare tilbage fra Sven Alfivessøns Tid, navnlig Bestemmelserne om Landøre-Ydelsen og om Julegaver[2], ligesom han overhoved gav dem mange Retterbøder (Retsforbedringer); hvorefter, som det heder, alle Thrønder vendte sig til Venskab med ham. Heraf synes man at kunne slutte at han i Førstningen har mødt Vanskeligheder, som han alene har kunnet bortrydde ved at love Thrønderne hine store Indrømmelser. Den højtidelige Ophævelse af Paalæggene synes at have fundet Sted ved Juletid; mange Uger tidligere kan Haakon ikke være kommen til Nidaros eller have tilendebragt fine Forhandlinger med Thrønderne[3]. Han tog sig nu, siges der, en Hird, og vendte siden tilbage til Oplandene, dog neppe førend længere ud paa Sommeren, efter at han imidlertid ogsaa havde besøgt Gulathingslagen og der givet Indbyggerne de samme Retterbøder, som Thrønderne[4]. Ogsaa til Oplandene udstrakte han dem ved sin Tilbagekomst til dette Landskab, hvis Indbyggere allerede fra først af havde været ham særdeles hengivne.

Vore Sagaer nævne lidet eller intet om, hvad Magnus imidlertid tog sig for. Det heder kun i en af de ældste Saga-Bearbejdelser, at han „for det meste opholdt sig øster i Viken; at nogle af Lendermændene holdt med den ene, andre med den anden af Brødrene, og at deres Mænd stredes mellem sig om et og andet, medens Kongerne selv vel ikke vare uenige, men dog undgik at opholde sig paa samme Sted“[5]. Vi erfare dog af samtidige og paalidelige udenlandske Kilder, sammenholdte med Beretninger i vore egne Sagaer, som dog af Bearbejderne ere henførte til urigtigt Tidspunkt, at Magnus ikke den hele Tid holdt sig stille i Viken, men at han ogsaa gjorde et Tog til Syderøerne og Skotland, og blandede sig i dette Riges Anliggender. Om han foretog dette Tog efter Opfordring fra hiin Kant, eller om han alene søgte Beskjeftigelse paa denne Maade fordi han endnu ej vovede at binde an med Haakon, der havde langt flere Tilhængere end han, ja endog i Viken havde en mægtig Støtte i sin forrige Fosterfader og hengivne Ven, Lendermanden Sveinke Steinarssøn; eller endelig, om han alene har væntet paa sin fredelskende Faders Død for at tilfredsstille sin Lyst til Krigs-Æventyr, og saaledes, strax: efter at være tagen til Konge, har foranstaltet et Vikingetog efter gammel Viis til de skotske Øer og Farvande, siges ingensteds; men det sidste synes næsten at være det rimeligste, deels af den Kjendskab, man forøvrigt har til Magnus’s krigerske Sind, der aldrig tillod ham at sidde rolig, deels fordi vi, som det synes, allerede i November 1093 finde ham i de skotske Farvande. Det er endog heel sandsynligt, at Magnus drog til Skotland uden endnu at have faaet Efterretning om Haakons Thronbestigelse i Throndhjem.

I Skotland var Kong Mælkolm, neppe 8 Uger efter Olaf Kyrres Død, falden paa et Tog til Northumberland, ved Belejringen af Alnwick (13 Nov. 1093); hans ældste Søn med Margrete, Edward, døde tre Dage efter af et Saar, han ved samme Lejlighed havde faaet, og Dronningen døde af Sorg over sin Mands Fald, den følgende Dag (16de Nov). Det Parti i Skotland, der var misfornøjet med den Indflydelse, Anglerne havde udøvet under Mælkolm, ophøjede nu hans Broder, Donald Bane, der, som ovenfor (S. 409) nævnt, var flygtet for Macbeths og og Thorfinns Vælde til Syderøerne, paa Tronen, hvortil han ogsaa efter de gamle skotske Arvelove var nærmest berettiget. Han indfandt sig med en mægtig Hær og belejrede Edinburgh, hvor Mælkolms og Margretes øvrige Børn befandt sig[6]. De flygtede, tinder Beskyttelse af deres Morbroder Eadgar Ædheling, der nu atter i nogen Tid havde opholdt sig i Skotland, til England, og Donald Bane bemægtigede sig Herredømmet. Ved denne Lejlighed understøttedes Donald Bane, som en samtidig Annalist[7] udtrykkeligt siger, af Norges Konge. Dette kan ej være nogen anden end Magnus, og han maa altsaa, som strax ovenfor antydet, saa godt som øjeblikkeligt efter Faderens Død have gjort et Tog til de skotske Farvande. Men om Magnus først er landet paa Østsiden af Skotland, for at herje, ligesom hans Sønnesøn Eystein senere, og om han der har truffet Donald ifærd med at belejre Edinburgh, eller om han er dragen lige til Syderøerne og først der er kommen i Berørelse med ham, nævnes ingensteds, og vil vel neppe heller nogensinde blive oplyst. Rimeligst er det dog det første, i Betragtning af den korte Tid, der var forløben siden Kong Olafs Død, og da man vanskeligt kan antage, at Magnus har vovet at forlade sine Skibe og med en Deel af sin, vistnok ikke store, Folkestyrke at drage over Land fra Vestkysten til Edinburgh, hvilket maatte have været Tilfældet, hvis han havde sluttet sig til Donald, medens denne endnu befandt sig i Syderøerne[8]. Det lader desuden til, at Magnus siden kom uvæntet til disse, men dette vilde ej have kunnet skee, hvis han allerede tidligere havde viist sig paa den Kant. Den Formodning ligger endog nær, at han ikke fra først af har tænkt sig Syderøerne som sit Maal, men at han først senere har bestemt sig til at drage derhen, idet Donald, hvilken han vist ikke har understøttet for Intet, efter al Rimelighed har affundet sig med ham ved afslaa ham sine Besiddelser i Syderøerne, eller maaskee endog erkjendt hans Arvefordring paa hele denne Øgruppe[9]. Hvorledes dette nu end forholder sig, maa hans Understøttelse, siden den udtrykkeligt omtales, have bidraget væsentligt til at sætte Donald i Besiddelse af Riget. Det kunde synes rimeligt, at Magnus, hvad enten han først hjemsøgte Østkysten af Skotland, eller strax drog lige til Syderøerne, ogsaa havde landet i Orknøerne, for at lade sig hylde af Jarlerne; men da intet saadant Besøg omtales førend ved hans senere Tog, paa hvilket han optraadte som Jarlernes Fiende, er det tydeligt, at han denne Gang er dragen dem i Stilhed forbi, aabenbart fordi han ej troede sig sterk nok til at kunne kue de mægtige Jarler. Over Man og Syderøerne herskede paa den Tid, som vi allerede ovenfor have seet[10], den mægtige Gudrød Meranagh, der ogsaa havde erobret Dublin og en stor Deel af Leinster. Faa Aar i Forvejen (1087) havde den forjagede Fingalls Farbrødre, og sandsynligviis ogsaa Fingall selv, understøttede af den ulsterske Konges Søn mistet Livet ved et Forsøg paa at erobre Man tilbage[11]; og fra denne Tid, lader det, havde Gudrød, for større Sikkerheds Skyld, sat sin ældste Søn, Lagmand, til at forsvare de saakaldte Norderøer, eller den Deel af Øgruppen der ligger nordenfor Forbjerget Ardnamurchan[12]. Da Magnus kom til Syderøerne, søgte han strax at faa Lagmand i sin Vold. Denne, der maaskee havde sit Tilhold paa Skrift[13], tog Flugten, men Magnus og hans Mænd forfulgte ham fra Ø til Ø, og fik ham endelig fat i Nærheden af Øen Skid (Skye) da han just vilde drage over til Irland[14]. Magnus lod ham lægge i Lænker og beholdt ham hos sig en Stund. Med alt dette maa en Deel af Aaret 1094 være gaaet hen. I denne Tid herskede der voldsomme Fejder paa Irland mellem Muirkertach, der i Aaret 1086 havde efterfulgt sin Fader Tirdelvagh, en Sønnesøn af Brian Boroimhe, som Konge i Munster, og den mægtige Donald O’Lochlan, Konge i den nordlige Deel af Landet. Muirkertach gjorde, ligesom hans Fader før ham, Fordring paa at ansees som Øens Overkonge, men Donald, der neppe stod tilbage for ham i Magt, og hvis Forfædre, de saakaldte Hy-Niall, i tidligere Dage havde beklædt den samme Værdighed, gjorde ham denne Fordring stridig, og lige fra 1088 indtil Muirkertachs Død 1119 laa de i næsten uafbrudt Fejde, idet snart den ene, snart den anden havde Overhaand. I Førstningen var Overmagten paa Donalds Side, som endog ødelagde Brians-Ættens gamle Familiesæde Kinkora (Sagaernes Kankaraborg)[15], og siden (1090) nødsagede Muirkertach til at slutte en Fred, hvorved han forpligtede sig til at lade sig nøje med den sydlige Deel af Øen, og hyldede Donald som sin Overherre. Denne Fred var dog ikke af lang Varighed, og fire Aar efter finde vi begge Modstandere atter i fuld Krig med hinanden i Nærheden af Dublin. Blandt de Fyrster, som ved denne Lejlighed kæmpede paa Donalds Parti, var ogsaa Gudrød Meranagh, Lagmands Fader, der, som det siges, havde ikke færre end 90 Skibe, hvoraf man maa slutte at han nylig var kommen tilbage fra et Besøg paa Man eller i Syderøerne. Muirkertach blev aldeles slagen, og maatte, som det synes, med Skamme tage Flugten. Men strax efter, vendte Munstermændene, d. e. Muirkertach og hans Krigere, tilbage igjen, og forjoge Gudrød fra Dublin, sandsynligviis til Hevn fordi han havde taget Donalds Parti[16]. Da nu Kong Magnus Olafssøn just paa denne Tid befandt sig i Nærheden af Irland; da vi see ham optræde fiendtligt mod Lagmand, Gudrøds Søn, og da endelig en enkelt samtidig Forfatter udtrykkeligt taler om et Forbund mellem Muirkertach og Magnus, kan man næsten ikke tvivle paa, at et saadant Forbund virkelig er kommen istand, og at Magnus maaskee endog har hjulpet ham til at faa Gudrød bort, hvilket nu var saa meget lettere, som Magnus havde Gudrøds Søn i sin Vold, og derved kunde tvinge Faderen til at gaa ind paa de haardeste Betingelser. Da Sagaerne ej omtale, hvad Magnus senere foretog med Lagmand, og vi kort efter finde denne atter paa fri Fod og efterfølgende sin Fader som Konge i Syderøerne, maa man næsten formede, at Gudrød har sluttet en Kapitulation med Muirkertach og Magnus, hvorved han forbandt sig til at forlade Dublin, imod at hans Søn blev frigiven. Det falder næsten af lig selv, at han og Lagmand ved samme Lejlighed ogsaa hyldede Magnus som sin Overherre, og tog Syderøerne til Len af ham. Magnus skal, som der fortælles, have egtet eller i det mindste fæstet en Datter af Muirkertach, og i det Forbund, som denne indgik med Magnus, maa han blandt andre Betingelser have anerkjendt ham som Syderøernes Lensherre og fraskrevet sig selv alle Fordringer paa disse[17]. Saa meget er vist, at Magnus efter denne Tid optraadte som Syderøernes Herre, og udøvede Retten til at udnævne Underkonger over dem[18]. Hans Tog, som maaskee oprindelig kun var anlagt paa at herje enkelte Kyster og vinde Bytte, fik saaledes, ved de yderst heldige Omstændigheder, han forefandt, et Udfald, der ej alene udøvede en afgjørende Indflydelse paa hans hele øvrige Liv, men ogsaa var af den største Vigtighed for Norges fremtidige politiske Stilling.

  1. ↑ Det vil strax nedenfor sees, at Kong Magnus udtrykkelig gav Thore Skylden for alt hvad Haakon gjorde.
  2. ↑ Om alle disse Paalæg og de senere Fritagelser, se ovenfor I. 2. S. 815—818, og især S. 852, Anm. 3. Man kan paa en vis Maade sige, at Haakon, for at vinde Thrønderne, maatte udstede en Haandfæstning eller Valg-Kapitulation.
  3. ↑ Da Olaf døde langt nede i Viken den 22de Septr., kan Efteretningen derom paa hiin Tid, da Land-Rejser gik saa langsomt fra Haanden, neppe have naaet Steig i Gudbrandsdalen førend i de første Dage af Oktober. Haakon kan neppe strax have været rejsefærdig, og har saaledes vist ikke naaet Nidaros førend efter Midten af Maaneden. Sammenkaldelsen af Ørething og Forhandlingerne med Thrønderne maa ogsaa have medtaget nogen Tid, saa at han altsaa neppe blev tagen til Konge førend henimod November. Nei siger Morkinskinna, at Haakon ophævede Julegaverne den Juul, han tilbragte i Nidaros sammen med Magnus, det vil sige Julen 1094—1095. Men da det er højst urimeligt, at han biede saa længe med at give disse Retterbøder, som til den anden Juul; da de øvrige Sagaer desuden udtrykkeligt henføre dem til hans Tronbestigelse, og derhos bevidne at han siden udvidede dem til Oplandene, hvorhen han ej kom efter Julen 1094—95; og da han derhos ogsaa, efter sit første Besøg i Throndhjem, hvor han aller først gav Retterbøderne, maa have været i Gulathingslagen: falder det naturligt at antage, at han har tilbragt sin første Juul i Nidaros, og at Morkinskinna,“ red at omtale Julegaverues Ophævelse, har forvexlet denne Juul med den anden. I sig selv var ogsaa den Tid, da Gaverne skulde ydes, den belejligste Tid til at ophæve dem.
  4. ↑ At Haakon ophævede af Sven Alfivessøns trykkende Bestemmelser, der endnu gjaldt i Gulathingslagen, sees af Overskriften til Cap. 148 i den ældre Gulathingslov, hvor der staar: „Her ere de Retterbøder, som Magnus den gode gav i Langø-Sund; nogle gav ogsaa Haakon Thoresfostre.“ Disse Magnus’s og Haakons „Retterbøder“ ere opregnede i den ovenfor citerede Anm. 3 til I. 2. S. 852. Uagtet det nu nok kunde være muligt, at Haakon gjennem Deputerede til, eller til Udsendinger fra Gulathingslagen har bekvemmet sig til at give disse Retterbøder, er dog det naturligste og sandsynligste, at det er skeet ved hans personlige Nærværelse, da han blev hyldet. Vi have tidligere seet, at Kongerne ved deres Tronbestigelse rejste fra Folke til Fylke for at lade sig hvide, og da nu Haakon, som vi nedenfor ville see, ikke førend ved Vintrens Begyndelse i 1094 forlod Oplandene og drog til Nidaros, var der rundelig Tid for ham til ogsaa at besøge Gulathingslagen. Morkinskinna antyder det-uden at ingen af Kongerne i den Tid holdt sig stille paa eet Sted.
  5. ↑ Morkinskinna fol. 21. a. Da dens Udtryk ere temmelig vigtige, især for Tidsregningens Skyld, meddeles de her nøjagtigt: „Hann (Hákon) veitti þrœndnun rétrarbœtr á marga lund, ok héldu þeir ok mest undir hans konungdóm. Magnús konungr var löngum í Vík austr ok hafði sína lenda menn hvárr þeirra, ok keppðusk menn þeirra sin á milli um eitt ok annat, en konungar váru sáttir ok váru litt í einum stað; þeir váru einn vetr báðir í Niðarósi“ — — —.
     Tidsregningen for Haakons og Magnus’s Regjering frembyder store Vanskeligheder paa Grund af den urede, som hersker i Sagaerne desangaaende. Saaledes er det allerede i Førsiningen paafaldende, at uagtet Snorre, Morkinskinna og Fagrskinna lade Haakon opleve to Vintre efter Olafs Død, af hvilte han da tilbragte den sidste (1094—95) sammen med Magnus i Nidaros, omtale dog de øvrige saa vel som Thjodrek (Cap. 30) denne Vinter som den første efter Olafs Død (se Magnus Barfods Saga Cap. 2, Snorre Cap. 2). Det er ovenfor viist, at Haar-dit sandsynligviis har tilbragt ogsaa den første Juul i Nidaros, og da givet Thrønderne de oven nævnte Retterbøder, og at han den følgende Vaar og Sommer først har besøgt Gulathingslagen, og siden er vendt tilbage til Oplandene. Denne hans Tilbagerejse til Oplandene omtales slet ikke i Morkinskinna og Fagrskinna, medens derimod Hrokkinskinna, Hryggjarstykke og Snorre berette den, som om den fandt Sted strax efter at han var tagen til Konge. At han virkelig først besøgte Gulathingslagen, og derefter drog til Oplandene, ikke omvendt, fremgaar deraf at Snorre (Cap. 2) udtrykkeligt lader ham drage „over Dovrefjeld“ til Byen den anden Vinter, da Magnus allerede var kommen did; Haakon befandt sig saaledes umiddelbart før denne Rejse paa Oplandene. Større Vanskeligheder opstaa dog endnu med Hensyn til hvad Magnus tog sig for i sit første Regjeringsaar (1093—1094) som overhoved med Hensyn til hans forskjellige Krigstog. Snorre, Hrokkinskinna og Hryggjarstykke overspringe næsten, som vi have seet, dette første Aar. De lade Magnus siden om Vaaren efter Haakons Død herje i Halland (Cap. 3); derefter omtales Steigar-Thores Oprør og Tvisten med Sveinke Steinarssøn (Magnus’s Saga Cap. 4—14, Snorre Cap. 4—8); og derpaa beskrives Magnus’s Tog til Orknøerne og Syderøerne, hvilket Hrokkinskinna og Hryggjarstykke sige at være foretaget efter Jarlen Haakon Paalssøns Tilskyndelse, hvorom Snorre dog intet nævner; Toget beskrives for øvrigt eens, navnlig omtales Lagmand Gudrødssøn som Øernes Bestyrer; han nævnes ogsaa i de Viser af Bjørn Krepphendte og Gisle Illugessøn, som anføres. Ligeledes omtales Kongens Strid med de to Jarler ved Navn Hugo i Angelsø-Sund; og endelig nævnes om et Forlig mellem Kong Mælkolm i Skotland og Magnus, hvorhos der siges at denne overvintrede i Syderøerne, og at han fik Irekongen Muirkertachs 5aarige Datter gift eller forlovet med sin 9aarige Søn Sigurd (Magnus Barfods Saga Cap. 14, 20—25; Snorre Cap. 9—12). Morkinskinna fortæller, uden nærmere Tidsangivelser, om Thrøndernes Oprør efter Haakons Død, samt derefter om Uenigheden med Sveinke; da først omtales Toget til Halland, og noget senere, heder det, gjorde Magnus Vesterhavstoget. Dette beskrives omtrent som i hine Bearbejdelser; dog anføres, hvad man her nøje maa lægge Merke til, ikke Skotekongens Ravn, hvor der tales om Forliget mellem ham og Magnus, hvorimod det siden heder at Skotekongen Mælkolm sendte ham sin 5aarige Datter, for at hun kunde egte hans 9aarige Søn Sigurd; her tilføjes at Mælkolm var Fader til den Kong David, der siden blev Konge i Skotland (fol. 21 a. til 23 b.). Fagrskinna lader Magnus herje i Halland det første Diar efter at han havde taget Kongenavn, førend han tilbragte Vintren i Nidaros sammen med Haakon. Derefter omtales Thores og Thrøndernes Oprør; der nævnes intet om Tvisten med Sveinke, men derpaa fortælles Vesterhavstoget omtrent som i Morkinskinna, navnlig omtales Mælkolm som Fader, baade til Sigurds unge Brud, og til Kong David. Siden tales der i alle Kongesagaer om Krigen med Sverige, og derefter om Magnus’s sidste Tog, hvilket alle ere enige om at lade ham foretage i sit 10de Regjeringsaar, altsaa 1102—1103. Orkneyinga Saga lader Haakon Jarl komme til Magnus efter Steigar-Thores Opstand, og faa ham til at gjøre hiint Vesterhavstog; her tales ligeledes om Lagmand, om begge Jarler Hugo, om Forliget med Kong Mælkolm, og om hans unge Søns Giftermaal eller Forlovelse, men, vel at merke, med Irekongen Muirkertachs Datter. Sidenefter omtales Magnus’s andet Vesterhavstog, der rigtigt henføres til hans 10de Regjeringsaar (1102—3). Sammenligne vi nu disse Beretninger med de paalidelige chronologiske Data, N som de skotske, engelske og irske Krøniker indeholde, da finde vi flere aaben bare Urigtigheder. For det første faldt den skotske Konge Mælkolm Ceanmor ved Belejringen for Alnwick den 13de November 1093, og kunde saaledes ikke flere Aar derefter slutte noget Forlig med Magnus. Dernæst ere en Mængde engelske Annalister, navnlig Chron. Sax., og den paalidelige Florents af Worcester (Thorpes Udgave S. 42) enige om at henføre det Tog, paa hvilket Magnus fældte Jarlerne Hugo, til 1098; ja endog de islandske Annaler og Sagaerne henføre Magnus’s første Vesterhavstog til dette Aar, de første ved at antegne under 1098 „Sigurd Magnussøns Ophøjelse til Hersker paa Orknøerne“, de sidste ved udtrykkeligt at kalde Sigurd niaarig, da Brylluppet mellem ham og den irske Kongedatter bestemtes, medens han senere ved sin Død 1130 siges at have været 40 Aar gammel, hvorved følgelig hans Fødselsaar bliver 1089 eller 1090, og hans 9de Aar 1098eller 1099. Hertil kommer nu ogsaa, at den oven nævnte Lagmand, om hvem vore Sagaer sige „at hans Fader Gudrød havde sat ham til Landværnsmand over de nordlige Øer“, ifølge den manske Krønike, hvorom mere nedenfor, var død flere Aar førend Magnus gjorde sit første Tog til Vesterhavet. Og dog omtales ej alene han, endog i de samtidige Skaldes Vers, som fangen af Magnus paa dette Tog, men man skulde af de nys nævnte Udtryk endog slutte at Gudrød, der, som vi have seet, døde 1095, paa den Tid endnu var i Live. Da nu de samtidige Skalde neppe kunne have været fejlagtigt underrettede om Navnet paa den Fyrste, Magnus tog fangen, og en saa bestemt Beretning, som Sagaernes angaaende Lagmand, ej vel kan savne historisk Grund, om den end kan have været henført til en urigtig Tid, nødes man allerede herved til at antage, at Magnus endnu medens Lagmand levede har gjort et Tog til Syderøerne, men at dette dog har været af mindre Vigtighed, og derfor senere af Sagaskriverne er blevet slaaet sammen med det langt vigtigere i læs. Thormod Torvessøn er derfor endog gaaen saa vidt, at lade Magnus i alt, Toget 1102—3 iberegnet, gjøre fire Vesterhavstog, og for at Magnus ogsaa kan komme i Berørelse med Mælkolm, søger han ved saare kunstige Beregninger at faa Olaf Kyrres Død flyttet tilbage til 1087 eller 1088 ste især Orcades, S. 77—80, Hist. Norv. III. S. 425—432). Hvad nu Mælkolm angaar, saa er det dog neppe for hans Skyld nødvendigt, at afvige saa meget fra alle Sagaernes udtrykkelige Vidnesbyrd: det lader sig nemlig næsten med Vished godtgjøre, at hans Navn kun ved Fejllæsning er kommet ind i Sagaerne. Vi have seet, at Morkinskinna, den ældste af de nu existerende Sagabearbejdelser, kun nævner „Skotekongen“, hvor den omtaler Magnus’s Forlig med denne, uden at kalde ham „Mælkolm“, og at den først senere anfører dette Navn, hvor det heder at „Mælkolm Skotekonge sendte sin Datter til Magnus i Orknøerne, for at forliges med ham, og at Magnus gav hende, som da var 5 Aar gammel,.til sin 9aarige Søn Sigurd“. Sin vide vi, at de øvrige Sagaer fortælle dette om Muirkertach, den irske Konge, og at det var hans femaarige Datter Biadmynia, der egtede den 9aarige Sigurd. At det var ham og ingen anden, der gav Magnus’s Søn sin Datter, sees af de irske „Fire Mestres Annaler“, der ved 1102 omtale Muirkertachs Datters Giftermaal med „Sichraid Mac Magnus“ ɔ: Sigurd Magnussøn. Det indeholder tillige en Selvmodsigelse, som vidner om en Fejl i Fremstillingen eller i Angivelsen af Personen, naar Morkinskinna, efter først at have talt om det mellem Magnus og Skotekongen sluttede Forlig, og uden derefter i mindste Maade at tale om nogen ny Uenighed mellem dem,dog lader „Mælkolm Skotekonge“ strax efter sende ham sin Datter „for at tilvejebringe Forlig“ (til sættar). Allerede heraf faar man en Anelse om, at Navnet „Mælkolm“ er urigtigt. Naar man nu erindrer, hvor ofte Irerne paa denne Tid kaldtes Skoter (vi have allerede seet mange Exempler derpaa, navnlig den samtidige irske Annalist Marianus’s eget Tilnavn „Scotus“), og ligeledes, hvor ofte, især i de ældste Haandskrifter, Egennavne kun betegnes med Begyndelsesbogstaverne, kan man lettelig forstaa, hvorledes den, der aller først nedskrev Sagaen, kan have skrevet „M. Skotakonungr“ i den Mening, at det skulde læses „Myriartak Skotakonungr“ og betegne den irske Konge Muirkertach, men at en senere Afskriver eller Bearbejder, der maaskee levede paa Kong Villjams Tid (1166—1214) og saaledes vistnok kjendte mere til dennes Farfader David og Oldefader Mælkolm, end til en irsk Konge for 100 Aar siden, og som desuden vildlededes af Tillægget „Skotakonungr“, uden videre udfyldte hiint M. til „Mælkolm“, hvilket siden ogsaa kom i de øvrige Sagabearbejdelser, og det overalt, hvor Skotekongen nævnes. At Morkinskinnas Nedskriver eller hans Original senere har fundet for godt at tilføje den Oplysning, at Mælkolm var Kong Davids Fader, lader sig let forklare, og har intet at betyde. Thormod Torvessøn har seet en Bestyrkelse paa at det var med Mælkolm, Magnus indgik Forlig, i den Omstændighed, at Haakon Haakonssøns Saga Cap. 245 taber de skotske Gesandter i Aaret 1244 forespørge sig hos Haakon, om han vilde tilbagegive ham det Rige i Syderøerne, som Kong Magnus Barfod havde frataget hans Frænde Mælkolm. Men det maa her vel erindres, at disse Ord ere nedskrevne paa en Tid, da der allerede fandtes en Mængde Afskrifter af Magnus Barfods Saga, hvor Mælkolm nævntes, eller rettere, da der neppe gaves en eneste Afskrift, hvor der paa dette Sted fandtes andet Navn heelt udskrevet, end Mælkolmr, saa at det altsaa paa den Tid vistnok var almindelig antaget af alle Sagamænd, at den skotske Konge, med hvilken Magnus kom i Berørelse, var Mælkolm, især da det, som vi i det følgende ville see, maa antages som vist, at Magnus ogsaa sluttede et Forlig med Mælkolms Søn Eadgar, hvis skotske Navn „Etgar Mac Mælkolm“ kunde give Anledning til hans Forvexling med Faderen. Endog Morkinskinna selv er ældre end 1244, end sige den Tid, da Haakons Saga blev forfattet, og Forfatteren af denne, sandsynligviis Sturla Thordssøn, nedskrev vistnok hiin Beretning med stadigt Hensyn til Magnus Barfods Saga, saadan som han kjendte den. Vi kunne saaledes vist sætte Navnet „Mælkolm“ aldeles ud af Betragtning, og derimod tillægge den tidligere omtalte „Skotekonge“ det Navn, andre paalidelige Efterretninger tilsige. Nu erfare vi af flere samtidige Annalister, at Mælkolms umiddelbare Efterfølger var hans Broder Dufniall eller Donald. Florents af Worcester († 1118) fortæller hvorledes Donald blev Konge i 1093, fordreven af sin Brodersøn Duncan, men fik ham dræbt og besteg atter Tronen 1094 (Thorpes Udgave II. 32. 35). Villjam af Malmsbury IV. 400) fortæller i Korthed at Duncan dræbtes ved Donalds Foranstaltning, og han igjen dræbtes ved Davids og Kong Villjam Rufus’s Bestræbelser, og efterfulgtes af Eadgar. Chron. Sax. omtaler ligeledes Donalds Tronbestigelse ved 1093, Duncans Drab ved 1094, Donalds Fordrivelse ved Eadgar, Mælkolms Søn, kort efter Michelsmesse 1097, og endelig i 1098, Jarlen Hugos Drab ved „Udvikinger“. De omstændeligste Beretninger om Begivenhederne fra Mælkolms Død indtil Eadgars Tronbestigelse findes hos Fordun, hvis Meddelelser her fortjene noget større Tiltro end ellers, eftersom han citerer Thurgot, eller rettere tildeels udskriver hans Annaler, den samme Thurgot eller Thorgaut, Prior i Durham, der havde været hos Olaf Kyrre, og siden blev Biskop i St. Andrews, saa at han altsaa næsten var Øjevidne til Begivenhederne (se ovenfor S. 414). Det heder her, at da Mælkolm var falden i November 1093, og hans Hustru Margrete død 4 Dage derefter, brød Mælkolms Broder Donald Bane ind, understøttet af „Norges Konge“, belejrede Edinburgh, og bemægtigede sig Tronen. Men Donald blev, sex Maaneder efter (altsaa Vaaren 1094) fordreven af Mælkolms eneste Søn Duncan, der understøttedes af Villjam Rufus; Duncan herskede i eet Diar og ser Maaneder, da han blev dræbt af Donald (altsaa sidst i 1095); hvorefter Donald herskede i tre Aar (altsaa til 1098); det tilføjes ogsaa særskilt, at Donald og Duncan tilsammen herskede i fem Aar. Siden, fortælles der, blev Donald fordreven af Eadgar, der understøttedes af sin Morbroder Eadgar Ædheling, og nu besteg Tronen 1098; han fangede senere Donald og lod ham blinde. Fordun siger ogsaa, uvist om efter Thorgaut, at medens endnu Donald, Duncan og Eadgar stredes om Tronen, kom Magnus Olafssøn, Norges Konge, med en Flaade, underkastede sig Orknøerne, Syderøerne (Mevanias Scotiæ) og Anglesey (V. 26, 28); hermed maa ogsaa sammenlignes X. 19, hvor der tales om Underhandlingerne mellem Kong Magnus Haakonssøn og Alexander III 1266, og hvor det heder, at Skoterne havde besiddet Øerne indtil hiin usalige Tid, paa hvilken Kong Mælkolms Sønner laa i Strid med Donald Bane, og Riget var ganske deelt i to Partier, da den norske Konge Magnus Olafssøn kom og erobrede Øerne. Meningen heraf er aabenbart den, at Magnus i alle Fald kom til Skotland, da Eadgar havde faaet Overhaand over Donald, altsaa i 1098. Men der antydes ogsaa et tidligere Tog til Skotland, paa hvilket Magnus hjalp Donald strax efter Mælkolms Død 1093, hvis man ikke skal antage at han kun har sendt Donald Hjelpetropper, uden selv at være tilstede. Dette er dog ingenlunde rimeligt, da Magnus, om han forblev hjemme, vilde have blottet sig ved at afsende Krigere, og da det desuden aldeles stred mod hans Krigersind, ikke selv personligt at deeltage i et Krigsforetagende, som han understøttede. Da vi nu derhos af hvad der ovenfor er nævnt om Lagmand og Gudrød erfare at ogsaa vore Sagaer antyde Magnus’s Tilstedeværelse i Vesten før 1095, bliver det nødvendigt at antage, at Magnus har gjort et saadant Tog omkring 1094, men at Sagaerne have forbigaaet det, og henført enkelte af de Begivenheder, som da forefaldt, til Toget 1098, som var langt vigtigere, medens hiint aabenbart kun var et i sig selv temmelig ubetydeligt Herjetog, maaskee kun foretaget med de 7 Langskibe, af hvilke vi siden finde Magnus i Besiddelse under hans Ophold i Throndhjem. Da Fordun eller hans Kilde Thorgaut, som her maatte synes nogenledes paalidelig, siger at Donald, understøttet af Norges Konge, kom til Edinburgh og belejrede den, medens Dronningens Liig endnu laa ubegravet i Slottet, skulde man formode, at Magnus allerede har været paa denne Kant ved Slutningen af November 1093. Fortællingen bliver vel noget mistænkelig derved at den sættes i Forbindelse med et Mirakel, ved hvilket den kongelige Familie skulde være undsluppen med Dronningens Liig fra det belejrede Slot til Dunfermline; og da Thorgaut først 13 Aar senere kom til Skotland, kan han vare bleven fejlagtigt underrettet, ligesom det dog vel ogsaa maatte tage nogen Tid, inden Donald, der opholdt sig paa Syderøerne, erfarede Mælkolms Død, samlede Folk, og kom til Edinburgh. Men at det dog maa have været endnu seenhøstes eller ved Begyndelsen af Vintren 1093, kan man alligevel ej undgaa at antage, da alle Kilder ere enige om at henføre Donalds Tronbestigelse til dette klar. Magnus maa saaledes allerede da have været i Skotland. Har han nu først staaet Donald bi, maa han ogsaa have overvintret i Skotland eller paa Syderøerne, da hans Tog var tiltraadt saa sildigt paa klaret, at han ej kan være kommen hjem før Vintrens Begyndelse. Der er ogsaa en anden Grund, som gjør det nødvendigt at sætte Magnus’s Herjetog i Syderøerne, der nødvendigviis maa være foretaget efter at Donald havde besteget Tronen, tidligere end Midten af 1094;det heder nemlig i Sagaerne, at Lagmand vilde fly til Irland, et Tegn paa at hans Fader Gudrød da endnu maa hersket der; det siges desuden udtrykkeligt i det ovenanførte Sted af Haakon Haakonsøns Saga, at Magnus erobrede Øerne fra Gudrød; men af de irske Annaler erfare vi at Gudrød i dette klar, og, som det synes, temmeligt tidligt, blev forjaget. Magnus’s første Tog til de vestlige Farvande maa altsaa henføres til Tiden fra October 1093 til ud i 1094. Hans andet, store Tog, foregik derimod i 1098; og den skotske Konge, med hvem han da kom i Berørelse, var vistnok Eadgar, da dennes Sejr over Donald i de engelske Krøniker henføres til 1097, og hans Tronbestigelse endog af Fordun sættes i 1098. Magnus har vel ogsaa da, som Fordun udtrykkeligt siger, og som nedenfor nærmere skal vises, blandet sig i Tronstridighederne. Magnus’s Tog til Halland sættes vistnok rigtigst, som Morkinskinna siger, efter Uenigheden med Sveinke, altsaa i 1096. Da Tiden for hans sidste Tog 1102—1103, er vis, og han i 1099 kom tilbage fra sit tidligere store Vesterhavstog, er derved ogsaa Tiden for Krigen med Sverige given, nemlig 1099—1101.
  6. ↑ At Skoterne (det keltiske Parti, der var Anglerne fiendsk) valgte Donald, siges udtrykkeligt i Chron. Sax., der og tilføjer at Donald siden forjog Englænderne.
  7. ↑ Nemlig Thorgaut, hvilken Fordun her har udskrevet.
  8. ↑ Her maa vi dog nærmere omhandle en Ytring i den oven nævnte Beretning af Ordrik (S. 767—68) der kunde synes at antyde er Tog, foretaget af Magnus allerede i 1092. Først siger han, at Magnus i 1098 paaførte Irerne Krig. Dernæst nævner han Aarsagen dertil, nemlig at Magnus, „der var mægtig paa Oceanets Øer“, havde egtet Irekongens Datter, men sendte hende tilbage, da Irekongen ej havde holdt det indgaaede Forlig. Derfor, siger han, begyndte Krigen mellem dem, og i Villjam Rufus’s 5te Aar tiltraadte Magnus Toget. Allerede heraf sees tydeligt, at det Tog, han her omtaler som foregaaet i Villjam Rufus’s 5te Aar, er det samme, for hvilket han strax ovenfor angiver klaret 1098; det fremgaar endnu tydeligere af den Beskrivelse, han siden giver af Toget, der gjaldt Orknøerne, Syderøerne, Irland, Man og Anglesey. Angivelsen „5te Aar“ er derfor aabenbart, som ogsaa Langebek mener, Fejlskrift eller Fejllæsning for „11te“, og Spørgsmaalet om Aaret 1092 for Magnus’s første Tog bortfalder derfor ganske. Derimod see vi af Ordriks Beretning, at Magnus før 1098 har været i Berørelse med Irekongen og sluttet et Forlig med ham, hvilket her er af stor Vigtighed, da det indeholder en Antydning af Magnus’s tidligere Nærværelse i disse Egne.
  9. ↑ Vi erfare i det mindste at Magnus senere opførte sig som Syderøernes Herre, og sendte en Statholder eller Underkonge derhen, ligesom at han virkelig sluttede et Forlig med „Skotekongen“ hvorved denne gjorde Afkald paa Herredømmet over Øerne. Henhører nu end dette Forlig nærmest til 1098, saa er dog højst rimeligt, at det egentlig kun fornyede et, som var tidligere indgaaet med Donald.
  10. ↑ S. 406, 407.
  11. ↑ Ulster-Annalerne. Her staar: „En Flaade, med Ragnvalds Sønnesønner og Kongen af Ulsters Søn, drog til Man, hvor Ragnvalds Sønner dræbtes“. Vi have ovenfor (S. 407) seet, at hiin Gudrød Sigtryggssøn, hvis Søn Fingall Gudrød Crovan stødte fra Tronen, netop var en Sønnesøn af Ragnvald. Ragnvalds Sønnesønner ere altsaa Gudrøds Brødre. Men Fingall selv har vistnok ogsaa været med, og kunde i vidtløftigere Forstand meget godt regnes ind under denne Benævnelse, især efter den irske Udtryksmaade.
  12. ↑ At Lagmand sattes til Statholder eller Underkonge strax efter Sigtryggssønnernes uheldige Tog til Man, altsaa i 1087 eller 1088, synes at fremgaa deraf, at den manske Krønike lader ham herske i syv Aar, hvilket er umuligt, naar man ikke regner disse allerede fra et Tidspunkt under hans Faders Levetid. Den manske Krønike sætter nemlig selv Lagmands Død to eller tre Har for Magnus’s Tog 1098, altsaa ved 1095 eller 1096; de syv Aar maa saaledes regnes fra 1088.
  13. ↑ Han kaldes nemlig i Gisle Illugessøns anførte Vers „Ívistar gramr“.
  14. ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 21. Snorre Cap. 10. jvfr. Gisles og Bjarne Krepphendtes Vers, der citeres. Sagaen og Kvadene omtale her ogsaa, temmelig omstændeligt, hvorledes Ljodhuus (Lewis), Ivist, Skid, Tyrvist (Tiree) og Myl (Mull) bleve herjede, m. m. Men den Udstrækning, i hvilken Ødelæggelsen angives at narre skeet, passer mere til Toget 1098, paa hvilket Magnus var mandsterkere; han havde da ogsaa mere særegen Grund til at herje Ljodhuus, da Indbyggerne nemlig havde dræbt den Konge, han havde sendt dem. Paa sit første Tog synes Magnus fornemmelig at have lagt an paa at faa Lagmand i sin Vold, og siden især at have holdt sig ved Irland, uden maaskee endog at være kommen i Berørelse med Ljodhuus. Det er ovenfor nævnt, at Sagaerne sammenblande Begivenhederne paa begge Tog, saa at man alene ved Sammenligning med fremmede Kilder kan nogenledes udfinde, hvad der vedkommer det ene eller det andet.
  15. ↑ Se ovenfor I. 2. S. 644.
  16. ↑ Se om alt dette de 4 Mestres Annaler, saa vel som Ulster-Annalerne, ved de nævnte Aar.
  17. ↑ Det er Ordrik Vitalis, S. 767, der baade taler om Giftermaalet og det sluttede Forbund, se ovf. S. 476. Vi ville ogsaa senere se vore egne Sagaer, saa vel som de irske Annaler fortælle om et Giftermaal mellem Muirkertachs Datter og Magnus’s Søn, dog saaledes, at i det mindste Morkinskinna antyder, at hun først var bestemt for Magnus. Sagaen lægger imidlertid til, at hun dengang (1098 eller 1099) ikke var mere end fem Aar gammel, og i saa Fald var hun rigtignok ikke engang fød, da Magnus i 1094 var vester. Men det synes næsten urimeligt, at Muirkertach i 1098 skulde have hast saa ung en Datter. Hans Fader Tirdelvach var nemlig ved sin Død (1086) 77 Aar gammel, altsaa fød ved 1009; Muirkertach selv omtales allerede som fuldvoxen Kriger og Anfører ved 1075; han er saaledes neppe fød senere end 1040, og efter den sædvanlige Beregning skulde man antage at han da ved 1098 havde fuldvoxne Døtre. Der omtales idet mindste een Datter af ham, som i Aaret 1100 eller 1101 egtede Arnulf af Montgomery, (se nedenfor),
  18. ↑ Vi ville nedenfor se Magnus sende Ingemund som Underkonge til Syderøerne. Strax før havde Muirkertach ogsaa givet dem en Konge, og sandsynligviis har dette været en af de Handlinger, hvorved han brød Forliget, som Ordrik siger, uden dog nærmere at betegne, hvori Brudet bestod.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/40&oldid=84430»