Det norske Folks Historie/3/42

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 482-489).

Det var imidlertid ej alene Kjærlighed til Haakon, som havde gjort Thrønderne saa ivrige i at understøtte denne, men ogsaa Had til Magnus eller Frygt for at han, naar han kom til Roret, atter vilde indføre de Paalæg, Haakon havde afskaffet. Efter Haakons Død kunde derfor de fleste af Thrønderne ikke bekvemme sig til at tage Magnus, skjønt han nu ustridigt var den eneste retmæssige Tronarving, til Konge, men de foretrak endog en dansk Mand, ved Navn Sven, Søn af en vis Harald Flette. Den egentlige Ophavsmand hertil var Steigar-Thore, der var vis paa at Magnus aldrig vilde tilgive ham at han havde opstillet ham en heldig Medbejler i Haakon. Han oplagde Raad med Sven, der havde staaet i stor Yndest hos Haakon, selv var af høj Byrd, og den største Viking og Krigsmand. Da Thore selv var gammel og tungfør, blev man enig om at Sven skulde optræde som Hovedmand for Opstanden og antage Kongenavn, men at Thore skulde understøtte ham med sin mægtige Indflydelse. Oprørsflokken rejstes egentlig i Oplandene, hvor Thore boede og havde de fleste Tilhængere; her sluttede ogsaa flere andre mægtige Mænd sig til dem, navnlig den forhen omtalte Egil Aaskellssøn^[1] og en Skjalg paa Jæderen, der upaatvivlelig maa have været en Ætling af Erling Skjalgssøn, og maaskee en Søn af hiin Erling, som i Aaret 1048 herjede i England^[2]. Da det er højst rimeligt, at Egil Aaskellssøn paa Aurland var nær beslægtet med den Linje af den gamle aurlandske Æt, der i den sidste Tid stod i saa nøje Forbindelse med det danske Kongehuus, og da det derhos ikke er usandsynligt, at han tillige har staaet i et nærmere Frændeforhold til Søle-Ætten, have vi maaskee i disse Omstændigheder, sammenholdte med den Opposition, hvori Søle-Ætten siden Erling Skjalgssøns Tid mere eller mindre havde staaet til det norske Kongehuus, og dens Venskab og Svogerskab med det danske, Nøglen til at udfinde, hvorfor Egil, saa vel som Skjalg, vare saa villige til at tage en dansk Æventyrers Parti med Tilsidesættelse af den eneste retmæssige Arving til Norges Kongetrone. Thore og Sven droge med den hele Oprørsflok over Lesje ned til Raumsdalen og Søndmøre, hvor de skaffede sig Skibe; derfra droge de langs Kysten til Nordmøre og Throndhjem, idet de overalt plyndrede og røvede hos alle, der ej vilde slutte sig til dem. Lendermanden Sigurd Ullstreng, der var Magnus hengiven, opskar Herrer, saa snart han fik Nys om Oprørsflokkens Ankomst, og stevnede alle dem, han opbød, sammen til sin Gaard Viggen, men Speil og Thore ventede ikke indtil han angreb dem; de styrede lige til Viggen, gjorde Landgang, uden at Sigurd kunde hindre det, og sloge ham aldeles. En Mængde af hans Folk faldt, selv flygtede han til Magnus, og Sejrherrerne droge ind til Byen, hvor nu den største Deel af Thrønderne erklærede sig for dem^[3].

Imidlertid havde Magnus faaet Efterretning om alt dette i Oslo, hvor han opholdt sig, og samlede strax en Hær og Flaade, for at drage nord efter mod Oprørerne. Sandsynligviis havde han endog allerede strax ved sin Tilbagekomst begyndt Udrustningerne, for enten at angribe Haakon, eller at være rede til at modtage ham. Han fik, som det synes, en betydelig Styrke: navnlig omtales der, at Rygerne, eller Indbyggerne af Rogaland, sluttede sig til ham, og at han havde Folk fra tvende Aag( nemlig Viken (Sefslagen) og Gulathingslagen^[4]. Han skyndte sig saa meget han kunde, og fik heldigt Vejr lige til forbi Stad; men naar Vinden svigtede, lod han sine Folk bruge Aarerne. Da Flaaden var kommen indenfor Arvarhamar strax østenfor Stad paa Søndmøre, lod Magnus Skibene lægge til Land og sine Folk kalde sammen til Huusthing^[5]. „Det er eder alle bekjendt“, sagde han her, „hvorledes en Oprørsflok har rejst sig mod os i vort eget Rige, tinder en Høvding, der er saa meget mindre arveberettiget til Riget, som han ikke engang er indfød i Landet. Disse Oprørere og alle de, som have erklæret sig for dem, fortjene derfor, at vi forfølge dem, herje hos dem og dræbe dem, saa meget vi formaa. Thi hvad større Skam og Skjendsel har nogen kunnet tilføje sin ættebaarne Konge, end, saaledes som hine Forrædere, der endog bære Lendermands Navn, have gjort mod mig, at tage en saadan Mand til Konge, som ej er kongebaaren til Riget, og dertil af ringe Æt? Nogen Undskyldning havde de dog, saa længe min Frænde Haakon levede, om de søgte at sikre ham Besiddelsen af Riget, og det fandt jeg mig ogsaa nogenledes i; men dette sidste er aldeles skammeligt, og jeg fortjener ikke at bære Kongenavn, og vanslægter ganske fra mine Frænder, hvis jeg ikke sætter en Bom for dette Uvæsen. I handle derfor vel i at understøtte mig i dette Foretagende, og I ville derved gjøre eder værdige til alle gode og retsindige Mænds Roos.“ Alle de Tilstedeværende bifaldt denne Tale, og man begyndte strax at herje og brænde, thi man var nu kommet i et Fylke, hvor flere af Bønderne havde taget Oprørernes Parti og forsynet dem med Skibe. De flygtede nu alt hvad de kunde. Saaledes fortsatte Kongen sin Vej lige til Throndhjem. „Ilden“, siger Skalden Gisl Illugessøn, der har besunget Magnus’s Bedrifter, „blussede op; Hallerne styrtede ned; den høje Lue gik over deres Hereder; da saa man, hvorledes Kongen straffede Thores Tilhængere, idet Salene faldt ned over dem.“ „Da kunde man og“, siger han, „see Kongens Flaade, krigersk og sejrvant, medens hans talrige Skarer, udbredende Skræk overalt, knugede Aarerne udenfor Yrje“^[6]. Thore laa ved Hevringen^[7], færdig til at sejle ud af Fjorden, men der opstod nu en saa stor Forfærdelse blandt hans Mænd, at Halvdelen af dem toge Flugten, og adspredte sig; med den tilbageblevne Halvdeel^[8] vovede Thore og de øvrige Oprørshøvdinger ikke at oppebie Magnus, men styrede over Fjorden til Vagnvik, lode der Skibene i Stikken, og droge til Lands over Fjeldet, hvor Thore, der var gammel og meget feed, maatte lade sig bære paa en Bør ned til Thexdalen i det saakaldte Seljehverv^[9]. Her samledes igjen flere af de adspredte Skarer, og der skaffedes Skibe til Veje. Man maa endog antage at flere af Oprørerne allerede havde Skibe liggende der i Nærheden, f. Ex. ved Gjøsund eller Vallersund, da det udtrykkeligt siges at Thore gik ombord paa et stort og godt Skib, som han havde ladet bygge. De toge Vejen til Haalogaland og styrede lige op til Bjarkø, hvor Jon Arnessøn og hans Søn Vidkund, som just da vare hjemme, maatte tage Flugten over Hals og Hoved, medens Thores Flok røvede alt Løsøre, og brændte Gaarden op tilligemed et godt Langskib, der tilhørte Vidkund^[10]. Da Skibet, efter som det fortæredes af Luerne, heldte over til Bagbord, raabte Thore spottende: „bedre til Styrbord, Vidkund!“ Jon og Vidkund rejste sydover Dag og Nat, indtil de traf Magnus, som da enten stod i Begreb med at drage nordefter for at forfølge Oprørsflokken, eller allerede var paa Vejen. Thore og Sven maa ikke have gjort Regning paa, at Magnus vilde umage sig nord efter dem, da ogsaa de efter Ødelæggelsen i Bjarkø atter styrede sydefter, og saaledes droge Magnus lige i Møde. Overalt, hvor de kom frem, plyndrede de. Endelig fik de Øje paa Magnus’s Flaade, dog ikke førend de vare komne heelt til det Strøg, der kaldtes Harm-Fjorden, omkring Torget og Brønø. Da de ikke vovede at binde an med Kongens Overmagt, flygtede de hver til sin Kant; Sven styrede ud til Havs, nogle ind i Fjorden, og Thore og Egil tilbage forbi Velfjorden, indtil de naaede Esjetun paa Havnøen, hvor de gik i Land, i den Tanke at det var Fastland. Men Magnus havde faaet Øje paa dem og satte efter dem, og da hans Flaade nærmede sit Øen, blev Thores Mænd, der nys havde sammenlignet deres Skib med Ormen lange, og sig selv med dens Besætning, saa forskrækkede at de alle løb deres Vej, og lode Thore og Egil alene blive tilbage paa Skibet. Thore bad nu ogsaa Egil at frelse sig ved Flugten; „det er stor Skade“, sagde han, „om en saa brav og dygtig Mand som du skulde miste Livet.“ Egil svarede: „der er just ikke alt for mange tilbage, om jeg ene bliver hos dig^[11]. Da Kongens Skibe lagde til, sad Thore i Forrummet paa sit Skib. Sigurd Ullstreng raabte til ham og spurgte: „hvorledes er det med dig Thore?“ „Jeg er karsk paa Hænderne men daarlig paa Fødderne“, var Thores Svar. Thore og Egil bleve nu grebne, og deres Mænd, der havde ladet dem i Stikken, men til deres Forfærdelse merkede at det var en Ø, ikke Fastlandet, hvorpaa de befandt sig, overgave sig paa Naade og Unaade, og det synes som om Kongen skjenkede dem Livet. Herom kunde der dog ikke være Tale med Hensyn til Thore og Egil; Kongen dømte dem til at hænges, og lod dem til den Ende strax fore over til den nærliggende Holm Vomben, hvor en Galge blev rejst. Thore røbede dog ikke den mindste Ængstelse eller Dødsfrygt, men gik Døden imøde med en Rolighed og et muntert Sind, der var en bedre Sag værdigt, og mindede om Jomsvikingerne efter Slaget i Hjørungavaag. Da Sigurd Ullstreng udbrød i Forundring over hans Fedme, svarede han: „det kommer af min Mad og mit Øl“. Ved at see Galgen og Galgevippen, sagde han smilende:

Fire Fæller vi vare,
førte een ved Roret<ref>Det er vanskeligt at vide, hvad han her sigtede til. Maaskee han sad i Baad sammen med tre af Kongens Trælle; eller han hentydede paa Galgens tre Bjelker, med Galgevippen i Midten, hvortil han skulde festes, og saaledes skjemtviis kunde sige „at fore Roret“. Det kan her merkes, at ogsaa de spøgefulde Svar, Thore gav Sigurd, vare affattede i et Slags Versform, i det mindste med Riimbogstaver. Saaledes hans Svar paa Sigurds Spørgsmaal, hvorledes han befandt sig (ertu heill):
<poem>heill at höndum,
hrumr at fötum;

og hans andet Svar, angaaende hans Fedme:

matr minn veldr því
ok munngát.

</ref>.

</poem>

Flere af dem, hvem hans Tolk havde tilføjet Skade, gave nu deres Harme Luft i allehaande Bebrejdelser og Haansord mod den værgeløse Olding. Navnlig fortælles der at Vidkund Jonssøn, ved at see ham vakle hid og did paa hans Vandring til Galgen — Thore var nemlig, som han selv sagde, skrøbelig til at gaa — raabte snart „bedre til Styrbord, Thore!“ snart „bedre til Bagbord!“ for at gjengjelde ham hans Spot, da han opbrændte Skibet. Under Galgen ytrede Thore dog et Slags Anger, idet han udbrød: „ilde ere ilde Raad!“ Han var saa stor og diger, fortælles der, at da Galgevippen hævede sig, stedes Kroppen ved sin egen Tyngde fra Halsen og faldt til Jorden. Efter ham blev Egil ført til Galgen. Han viste sig ogsaa heel uforfærdet. Til Kongens Trælle, der skulde forrette Exekutionen, sagde han: „Skjønt I nu skulle hænge mig, er det dog ikke fordi at jo enhver af eder langt heller fortjente “slig Straf.“ Derpaa vendte han sig til Kongens Mænd, med de Ord: „I glæde eder nok til at see, hvorledes jeg bevæger mine Fødder idag“. „Tror du ikke“, sagde de, „at du selv kan raade for, hvorledes du teer dig under Henrettelsen?“ „Det vil nu vise sig“, sagde han; og da Strikken var lagt om hans Hals, satte han sin ene Fod paa Vristen af den anden, uden i mindste Maade at forandre denne Stilling, medens han vippedes i Vejret. Alle de Tilstedeværende beklagede at en faa kjek Mand skulde ende sit Liv paa den Maade. Kongen sad selv den hele Tid hos, og var faa vred, at ingen af hans Mænd torde hede ham om Naade for de Domfældte. Men da han faa Egil hænge, udbrød han: „ilde staa dine gode Frænder dig bi“. Heraf, siger Sagaen, kunde man skjønne at han gjerne havde seet, at man havde bedet om Naade for Egil. Flere Henrettelser der paa Stedet omtales ej, saa at man altsaa virkelig maa formode, at Magnus har skjenket alle dem Livet, som paa Havnø gave sig i hans Vold^[12]. Oprørskongen Sven undkom til Danmark, hvor han opholdt sig i al den Tid, Kong Magnus levede, og indtil dennes Sønner bleve voxne. Da blev han, som det heder, forligt med Kong Eystein Magnussøn, der endog gjorde ham til sin Skutelsvend, og viste ham megen Yndest^[13]. Dette staar rimeligviis i Forbindelse med den Omstændighed, at Eystein var gift med en Sønnedatter af Steigar-Thore, hvis Æt og Venner saaledes vel atter maa være komne til Anseelse^[14].

Magnus vendte derpaa tilbage til Throndhjem, hvis Indbyggere nu maatte undgjelde haardt for deres Oprør. Han tilføjede, heder det, dem, der bleve overbeviste om at have været deelagtige i Landsforræderiet mod ham, betydelige Refselser, brændte deres Bygder, og dræbte enkelte. Thrøndernes Overmod blev denne Gang, som det lader, aldeles knækket, thi der var ikke længer Tale om nogen Modstand, og de fandt det raadeligst, ganske at give sig i Kongens Vold og bede om Naade. Han viste sig heller ikke saa uforsonlig mod dem, men modtog Forlig af enhver, som godvillig underkastede sig. Den modige Konge, siger Skalden Gisl, forligtes siden med dem af fine Fiender, der forbedrede sig; og den Ret, der tilkom de raadsvage Bønder, gav Kongen dem. Der siges dog ikke, hvad dette var for en Ret, eller hvori Betingelserne for hiint Forlig bestode. Men naar bi siden læse, at Magnus’s Sønner afskaffede de Paalæg, Danerne havde indført under Sven Alfivessøn^[15], uagtet Haakon Magnussøn allerede ved sin Hylding havde afskaffet dem, bliver det aabenbart, at Magnus for at straffe Thrønderne har ophævet Haakons Bestemmelser, og igjen indført Paalæggene, saadanne som de vare før hans Tid. At dette virkelig var en Straf, der overgik Thrønderne, og ikke en almindelig Tilbagekaldelse af Haakons Indrømmelser, med hvilke Magnus havde ytret faa megen Misfornøjelse, sees tydeligt deraf, at ingen saadan Tilbagekaldelse fandt Sted for Gulathingslagen, hvis Indbyggere, paa de Søndmøringer nær, som Thore mere ved Trusler end med det Gode havde faaet paa sit Parti, ikke havde deeltaget i Oprøret. Da dette egentlig var udgaaet fra Oplandene, skulde man formode at de forhadte Paabud ogsaa her indførtes paa nu, men da den ældre verdslige Eidsivathingslov nu er tabt, kunne vi ikke vide noget derom med Vished. Det er ellers ikke usandsynligt, at hiin Straf maaskee mere rammede Thrønderne fordi de vare de første til at hylde Haakon og derved gjorde net muligt for ham at optræde som Modkonge, end fordi de havde deeltaget i det sidste Oprør, der paa en vis Maade kunde siges at være en nødvendig Følge af den Stilling, de allerede under Haakon havde indtaget lige over for Magnus.

1. Om Egil, se ovenfor S. 432. Hvorledes det derhos antydes at han var en Svigersøn af Thore, uagtet det tidligere siges at han var gift med Ingebjørg Agmundsdatter, see nærmere nedenfor.
2. I Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Magnus Barfods Saga Cap. 5) staar der kun at Skjalg var en rig Mand. Morkinskinna kalder ham derimod „Skjalg af Jæderen“. I Peder Klaussøns Oversættelse staar derimod „Skjalg Erlingssøn af Jæderen“, hvilket er optaget i Text-Udgaven af Snorre, Magnus Barfods Saga Cap. 4. Muligt at Tillægget „Erlingssøn“ virkelig har staaet i det Haandskrift, Peder Klaussøn fulgte; thi da Skjalg var fra Jæderen, og Navnet var et Ættenavn i Sole-Familien, er det højst sandsynligt, at hans Fader hed Erling. Han maa dog ikke forvexles med den mægtige Erling Skjalgssøns Søn Skjalg, thi denne faldt, som vi have seet, i Nisaa-Slaget, og var allerede voxen i 1022, se ovenfor I. 2. S. 616, 6183 men han var derimod rimeligviis en Sønnesøn af denne Skjalg, og Søn af hiin Erling, der i 1048 tilligemed Farbroderen (?) Lodin hjemsøgte England.
3. Magnus Barfods Saga Cap. 4, Snorre Cap. 4, 5. Morkinskinna fol. 21. a. b. Fagrskinna, Cap. 225, 226. Morkinskinna fortæller dette noget forvirret, som om Magnus selv skulde have sendt Sigurd Ullstreng forud, men dertil var der aabenbart ikke engang Tid.
4. Se Gisles Vise i Magnus Barfods Saga Cap. 5.
5. At dette Sted laa strax østenfor Stad, ved Søndmøres sydvestlige Grændse, sees deraf, at Kongen, som hans Tale paa Huusthinget viser, her gav sine Mænd Befaling eller Tilladelse til at herje hos de Bønder, der havde taget Oprørernes Parti, og vi have ovenfor seet, at det Strøg, i hvilket Thore talte Tilhængere, netop begyndte med Søndmøre, hvor han nys havde været. Gift siger ogsaa i det Vers, der anføres paa dette Sted i Magnus Barfods Saga: „Kongen holdt Huusthing ved Søen, det var indenfor Arvarhamar (Örvarhamarr), og beredte sig til at brænde lige udenfra Stad, men Bønderne flygtede“. Det er derfor vistnok en Fejltagelse, naar nogle have villet lægge Arvarhamar indenfor Yrje; og denne Fejltagelse kommer vistnok deraf, at Sagaen tidligere anfører det Vers af Gisl, hvor Sejladsen ved Yrje omtales; dette Vers anføres dog kun til Beviis for at Kongen lod sine Mænd ro, naar der ej var Bør. Arvarhamar er saaledes maaskee det nuværende Aaram yderst ved Rødvefjorden lige over for Larsnes. Alle Stedsnavne nemlig, der nu ende paa „—am“, ende i den ældre Form paa „hamarr; saaledes „Haram“ i Søndmøre, fordum Hárhamarr; „Tannam“ i Ranrike, fordum „Túnhamarr“.
6. Magnus Barfods Saga Cap. 5. Snorre (meget forkortet) Cap. 5.
7. Gisl siger i sit Vers „udenfor Lade“.
8. I Gisles Vers, Magnus Barfods Saga Cap. 6, staar der udtrykkeligt: „Egils Halvdeel adsplittedes pludseligt; der blev Uro i Hæren“.
9. Navnet Thexdal er endnu til paa en Gaard i denne Dal, ved en Bugt indenfor Vallersund. Thore maa aabenbart have taget Vejen fra Vagnvik over til Vandet Thorkvitlan og Skogdalselven; derfra over Olshøjfjeldet til Raak inderst i Skjøren, og herfra igjen over til Gjølge, samt langs Gjølge- og Thexdals-Vandenes lille Vasdrag til disses Udløb nedenfor Thexdal Gaard.
10. Et, som det synes, samtidig af Folket digtet Vers anføres herom i Sagaerne, Magnus Barfods Saga Cap. 6. Fagrskinna Cap. 227.
11. Endog Hrokkinskinna og Hryggjarstykke (Magnus Barfods Saga Cap. 7) lade Thore her kalde Egil „Maag“; ligesaa Morkinskinna, der endog tilføjer, som Egils Ord: „ikke monne din Datter vente, at jeg skulde flygte fra dig“. Dette seer virkelig ud som om Morkinskinnas Nedskriver har anseet Egil for Thores Svigersøn. Det maa derhos merkes, at Morkinskinna, ved tidligere at omtale ham, ikke tilføjer noget om hans Giftermaal med Ingebjørg Agmundsdatter. Fagrskinna Cap. 226 og Ágrip Cap. 41 sige, skjønt aabenbart urigtigt, at Egil ej vilde flygte fra sin Hustru Ingebjørg, Skoftes Syster. Man skulde næsten formode, at Egil først havde været gift med Ingebjørg, men nu havde forskudt hende og egtet en Datter af Thore. Dette kunde maaskee forklare, hvorfor hans „gode Frænder“ siden ikke bade om Naade for ham.
12. Magnus Barfods Saga, Cap. 6, 7. Snorre, Cap. 5, 6. Fagrskinna, Cap. 227, 228. Morkinskinna, Cap. fol. 21. b. Ágrip, Cap. 41. Thjodrek Munk, Cap. 3l. Beretningen findes øjensynligt bedst og ordentligst, baade med Hensyn til Begivenhedernes Sammenhæng og Stedsnavnenes Form, hos Snorre, som derfor ovenfor er fulgt. Med Snorre stemmer paa det nærmeste Texten i Fornmanna Sögur; dog synes et og andet ogsaa at være optaget efter Morkinskinna, der her mod Sædvane viser sig unøjagtig. Saaledes f. Ex. beskrives Thores Flugt fra Thexdalen og hans Forfølgelse ved Magnus, som om denne havde indhentet ham paa Harmfjorden, og som om han følgelig selv ikke havde naaet længer mod Nord, uagtet der strax nedenfor tales om at han havde opbrændt Gaarden paa Bjarkø. Ligeledes kaldes det Sted, hvor Thore og siden Magnus landede, „Seljetun“, øjensynlig fordi der nys forud havde været Tale om Seljehverv; medens Navnet dog er Hesjutún, eller, som Fagrskinna endnu rigtigere har det, Esjutún, nu Esstun (oftere urigtigt kaldet Østdun) paa Havnøen. Mangel paa nøjagtig Kundskab om Stedforholdene har ogsaa bragt Nedskriveren af den Text, Morkinskinna fulgte, til at nævne Holmen Vomb (Vambarhólmr) som om det var den Ø paa hvilken Esjutun laa, og som Flygtningerne forvexlede med Fastlandet. Denne ubetydelige, nøgne Holm kunde umulig tages for Fastland, medens det derimod netop er rimeligt, at den brugtes til Rettersted, og Snorre har derfor vistnok fuldkommen Ret, naar han fortæller „at Magnus lod flytte Thore og Egil ud paa Vambarholmen“. Fejlen er for øvrigt ogsaa kommen ind i Fagrskinna, Ágrip og Thjodreks Skrift.
13. Magnus Barfods Saga Cap. 8. Snorre Cap. 9. Fagrskinna Cap. 228. Denne sidste nævner Nikolas som den danske Konge, til hvem Sven flygtede; og sandsynligt er det ogsaa, at Sven opholdt sig hos ham umiddelbart førend han vendte tilbage til Norge; men Nikolas var ikke Konge, da Sven kom til Danmark. Thi enten levede da endnu Olaf Hunger († 18de August 1095), eller hans Broder Erik var Konge. Men det er muligt, at Nikolas allerede da har været Svens Beskytter.
14. Saaledes Sigurds og Inges Saga Cap. 18. Snorre Cap. 17. Morkinskinna lader Eystein egte en Datter af Steigar-Thore, hvilket umulig kan være rigtigt, da denne, der ved sin Død var 64 Aar gammel — han var nemlig 15 Aar i 1046 — (se ovenfor S. 125) allerede længe før sin Død maa have haft voxne Døtre, medens Eystein var fød ved 1088. — Det lader ikke til at Guthorm, Steigar-Thores Søn, har mistet sin Fædrenegaard til Straf for Faderens Oprør, skjønt Forbrydelse af Odelsgods hørte med blandt Straffene for Landsforræderi; i det mindste omtales han i Harald Haardraades Saga Cap. 20, Snorre Cap. 24, som Indehaver af den Masurbolle, Kong Harald havde skjenket hans Fader.
15. Sigurd Jorsalafares Saga Cap. 18; Snorre Cap. 18; Morkinskinna fol. 24. b. Ágrip Cap. 45, jvfr. Cap. 24; og fornemmelig ældre Frostathingslov, XVI. 1—3, jvfr. ovenfor I. 2. 852, 853.