Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/50

< Det norske Folks Historie | 3

Da Magnus Barfods Sønner vare tagne til Konger i Norge, fortælles der i Sagaerne, kom flere af dem, der vare dragne ud med Skofte Agmundssøn, tilbage, deels fra Palæstina, deels fra Constantinopel; de


havde erhvervet stor Berømmelse ved deres Rejse, og kunde berette mange Tidender, blandt andet, at de Nordmænd, der vilde tage Tjeneste i Constantinopel, kunde der erhverve sig megen Rigdom. Disse Beretninger, heder det videre, „vakte hos en Mængde Nordmænd Lysten til en lignende Ferd, og de anmodede Kongerne om at en af dem vilde stille sig i Spidsen for Toget. Kongerne samtykkede deri, og besørgede Udrustningerne paa fælles Bekostning; mange Lendermænd og mægtige Bønder besluttede at være med“[1]. Denne Sagaernes Angivelse af de Aarsager, der bestemte Rigets ypperste Mænd, ja endog en af Kongerne, til at foretage saa store Udrustninger, og drage ud paa en saa lang og møjsommelig Ferd, er dog langt fra at være nøjagtig. Udsigterne til Fortjeneste i Constantinopel var her kun en Bisag, thi Toget gjaldt, som vi ville see, først og fremst det hellige Land, i hvilket Nordmændene, som de selv ved Ankomsten udtrykkeligt erklærede, havde til Hensigt at opholde sig en Stund, for at hjelpe til Christendommens, det vil her sige det nys oprettede christne Riges, Udbredelse. Med andre Ord, Toget var et formeligt Korstog, og Nordmændene stode paa den Tid i alt for hyppig Berørelse med de øvrige vesteuropæiske Lande, til at den religiøse Enthusiasme, som i disse allerede havde bragt mange Tusinder til at tage Korset og ile til det hellige Land for at befrie det fra de Vantroende, ikke ogsaa omsider skulde have forplantet sig til Norge, og her, som andensteds, grebet den store Mængde med en hidtil ukjendt og uimodstaaelig Magt. De fra Skoftes Tog hjemkomne Nordmænds Fortællinger kunne have bidraget til at forhøje og udbrede denne Iver; men vakt var den visselig allerede, og Toget vilde sandsynligviis endog uden dem have gaaet for sig. Et mere iøjnefaldende og næsten lige saa nærliggende Exempel til Efterligning havde man desuden i den Rejse, som den danske Konge Erik Svenssøn (Ejegod) i Aaret 1103 tiltraadte, for at drage til det hellige Land. Vel var dette ikke noget egentligt Korstog, kun en Pilegrimsrejse, og han naaede heller ikke sit Bestemmelses-Sted[2]; men man saa dog her en Konge i egen Person drage afsted; og den Udmerkelse, Erik nød paa Rejsen, kunde nok vække Lysten hos de norske Konger, især den ærgjerrige Sigurd, til at optræde med endnu større Glands end han, og udføre Bedrifter, hvis Ry vilde gjenlyde over hele Europa og vedvare til de fjerneste Slægter.

Hermed er det dog ikke sagt, at jo flere, og det temmelig mange af dem, der toge Korset under ham, have haft i Sinde at sørge for deres egen Fordeel ved Siden af Christendommens, og efter Opfyldelsen af deres egentlige Korstogs-Løfte at søge Lejlighed til at erhverve en Deel af det byzantinske Guld, der efter Sigende skulde sidde saa løst. Men Kongen og hans fornemste Mænd kunde ikke tænke paa noget saadant, thi dette var aldeles under deres Værdighed. Den Anledning til at vinde Guld og Berømmelse, som Væringetjenesten i Constantinopel allerede i henved et Aarhundred frembød, var desuden altfor vel bekjendt i Norden, til at Nordmændenes Opmerksomhed behøvede at hentedes derpaa ved hjemvendende Korsfarere. Ene og alene den Omstændighed, at Væringekorpset den hele Tid siden den første Oprettelse havde været vedligeholdt, og fremdeles bestod i sin fulde Anseelse, forudsatte en stadig, uafbrudt Tilgang fra Norden. Vistnok var Væringekorpset i den senere Tid blevet sterkt rekruteret ved Angler, eller maaskee Anglo-Daner, der flygtede fra England formedelst Nordmannernes Undertrykkelser, og, venskabeligt modtagne af Kejser Alexius Komnenus, endog skulle have dannet et Slags Koloni nær ved Constantinopel[3]; men at den største Deel af Væringerne dog fremdeles var kommen fra de egentlige nordiske Lande, skjønnes dog lettelig af flere Antydninger. Blandt andet beder det i den Beskrivelse over Legene paa Hippodromen i Constantinopel, som vore Sagaer meddele, hvor de omtale Kong Sigurds Besøg, og som ej kan grunde sig paa andet end paa hjemkomne Væringers egne Fortællinger, „at der paa Banen fandtes Billeder af Æser, Vølsunger og Gjukunger, støbte af Kobber og Malm saa kunstigt, at de saa ud som om de vare levende, og deeltoge i Legen“[4]; disse Billeder vare de Statuer af de gamle græske Guder og Heroer, der, som bekjendt, stode opstillede langs den saakaldte Spina, men som paa den Tid ingen Angler, og alene de med de gamle Gudesagn endnu fortrolige Nordboer kunde falde paa at henføre til den gamle nordisk-germanniske Mythologi[5]. Endnu i 1122 omtales en Væringe-Anfører, ved Navn Thore Helsing[6], der saaledes synes at have været en Mand fra Helsingeland i Sverige, og vi ville ligeledes i det følgende oftere finde Nordmænd, Svenske og Danske omtalte som opholdende sig ved det byzantinske Hof[7]. Hiin Islænding, der paa Overfarten fra Norge til England havde haanet den franske Ridder Giffard, var netop nys kommen tilbage fra Constantinopel, hvor han efter al Sandsynlighed havde tjent som Væring[8]. Man kan saaledes vist antage, at der i det hele Aarhundrede neppe hengik noget Aar, uden at der fra Norge og Island rejste Mænd til Constantinopel, for at træde ind i Væringekorpset, eller at Væringer kom tilbage efter et længere Ophold der.

Hvad ellers de gode Udsigter til Ære og Berømmelse angaar, som tilbødes Væringerne i Kejser Alexius’s Tjeneste, da har det vist dermed sin fuldkomne Rigtighed. Ingensinde synes Væringerne at have nydt saa megen Tillid og Anseelse som under ham; og da vi i vore Oldskrifter finde Benævnelsen „Kyrialax“ (sammendraget for „Kyrie Alexie, Herr Alexius) hvormed han almindelig tiltaltes og omtaltes, ogsaa henført til hans Eftermænd, maa man antage at hans Regjeringstid har været betragtet som Væringernes Guldalder, og hans Personlighed som saa fremragende, at den i sig har optaget alle de øvrige Kejseres, som vore Forfædre lærte at kjende[9]. Et Beviis paa den Tillid, Kejserne allerede faa Aar efter Harald Haardraades Bortrejse og endnu under hans Levetid nærede til Væringernes Troskab og Lydighed, saa man, da Kejser Isak Komnenus overdrog Væringerne det ansvarsfulde Hverv at gribe og bortføre i Fangenskab Patriarchen af Constantinopel, der med Trusler vovede at modsætte sig hans kirkelige Reformer[10]. Senere, da de tvende Hærførere Nikephorus Bryennius og Nikephorus Botaniates gjorde Opstand mod den svage Michael Parapinakes (1078), fik den førstes Broder Johannes en Deel af Væringerne til at tage sit Parti; den anden Deel, der var bleven Michael tro, sluttede sig siden, da han frivilligt nedlagde Regjeringen, til Bryennius’s heldige Medbejler Botaniates, og søgte tillige at faa dem af sine Landsmænd, der havde taget Bryennius’s Parti, til at forlade ham og forene sig med dem, der tjente under den rette Kejser. Budet, som bragte denne Hilsen, blev grebet og bragt for Johannes Bryennius, der til Straf lod hans Næse afskære; men siden efter, da Nikephorus Bryennius var bleven fangen og blindet, og Botaniates Enekejser, hevnede hiin Væring den ham tilføjede Skjendsel, idet han med egen Haand dræbte Johannes Bryennius, da han tilfældigviis mødte ham paa Constantinopels Gader[11]. Uagtet Væringerne, under Botaniates’s korte Regjeringstid, (1078—1081) bleve, uvist hvorfor, saa opbragte paa ham, at de gjorde Opstand for at tage ham af Dage, viste de ham dog, efter at Opstanden var bilagt, en ubrødelig Troskab. Da den fortjente og mægtige Alexius Komnenus, mistænkt og bagvasket af Kejserens Yndlinger, selv havde besluttet at styrte Kejseren fra Tronen, og i dette Øjemed ved Smigrerier og Løfter søgte at bringe Hæren, der forsvarede Staden, paa sin Side, raadførte han sig herom med Cæsaren Johannes, der havde taget hans Parti, og bad ham udpege sig dem af Murenes Forsvarere, som han troede lettest at vinde. Johannes fraraadede ham da, som det allerede tidligere er omtalt[12], at henvende sig enten til de saakaldte Udødelige, eller til Væringerne, da nemlig hine, som indfødde, nødvendigviis maatte være Kejseren ubrødelig tro, og disse, eller, som de og kaltes, Øxebærerne, havde ligesom et Pant fra sine Forfædre arvet Troskab mod Kejserne og deres Bevogtning, hvilken de vilde overholde ubrødeligt og ikke høre et Ord om Forræderi. En anden Sag var det derimod med Nemitzerne (Tydskerne), thi til dem vilde han neppe henvende sig forgjæves, men faa Adgang gjennem det Taarn, de holdt besat[13]. Det gik ogsaa, som Johannes forudsagde: Nemitzernes Anfører Gilprecht aftalte med Alexius’s Udsendinger, at han ved Nattetide skulde indlade hans Folk i Byen, og holdt sit Løfte. Da Alexius og hans Mænd paa denne Maade havde faaet Fodfæste i Staden, vare Væringerne atter de Tropper, ved hvilke Botaniates’s Tilhængere endnu haabede at kunne faa Bugt med Opstanden. „Giv mig blot“, sagde Nikephorus Palæologus til Kejseren, Væringerne fra Thule, skal jeg nok saa Komnenerne fordrevne fra Staden“. Men Kejseren vilde nødig lade det komme til aabenbar Krig, og gjorde Alexius det Forslag, at adoptere ham. Da Alexius forkastede det, bleve Væringerne og nogle andre paalidelige Tropper opstillede kampfærdige i Gaderne; men Patriarchen overtalte dog Kejseren til frivilligt at frasige sig Tronen, og derved blev Krigen forebygget. Alexius besteg Tronen som retmæssig Kejser, og Væringerne kunde saaledes nu, uden at svige deres Løfte, paa ham overføre den Troskab, de hidtil havde viist hans Formand[14]. At Alexius efter saadanne Erfaringer om Væringernes Paalidelighed og ubrødelige Troskab indsaa Vigtigheden af at vedligeholde, og om muligt forøge deres Hengivenhed for sig og sin Æt, er hvad man af en Mand med hans Statsklogskab maatte vente; og det er derfor aldeles i sin Orden, at han maaskee i højere Grad end hans Forgængere har søgt at knytte Væringerne til sig ved Gavmildhed og Æresbeviisninger. Og saaledes medførte vistnok hine, fra Levanten tilbagevendende Nordmænds Udsagn om det herlige Liv ved hans Hof bogstavelig Sandhed, om de just ikke indeholdt noget andet, end hvad der allerede tilforn var en bekjendt Sag i Norden.

    Sigurds Udrejse, altsaa efter Høsten 1107, rimeligviis i Løbet af 1108. I Brevet roser han ham, fordi han af Biskoppen (maaskee Villjam, hvorom siden) har erfaret hans Beredvillighed i at høre Ordet; han opfordrer ham til villigen at lytte til Biskoppens Prædikener og Lærdomme.

  1. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga, Cap. 1. Merkes maa det dog, at denne Bemerkning om at Nordmændenes Lyst vaktes til Korstoget m. m. ved de fra Skoftes Tog hjemvendende Nordmænds Fortællinger, kun findes i den yngre Sagabeardejdelse (Hryggjarstykke, Hrokkinskinna og hos Snorre), medens den ældre (Morkinskinna) kun udtrykker sig saaledes: „I Førstningen, da disse tre Brødre sad tilsammen i Riget, og hurtigere end man havde ventet, fik Sigurd Lyst til at ferdes ud af Landet til Jorsaleland, med sine Brødres og og de bedste Mænds Raad i Landet, for at kjøbe sig Guds Miskun og god Berømmelse“. Det tør saaledes nok hende, at hiin Bemerkning kun er et senere Tillæg, mere gjort efter Gisning om hvad man ansaa rimeligt, end efter udtrykkelig Beretning.
  2. ↑ Erik døde, som bekjendt, i Baffa eller Paphos paa Cypern; han foretog Rejsen for at udsone et i Overilelse begaaet Drab; se herom Saxo, 12te Bog, S. 607; Knytlinga Saga Cap. 79.
  3. ↑ Dette fortælles og omtales af Ordrik paa flere Steder, fornemmelig S. 508 (jvfr. 641, 825; se ogsaa ovenfor S. 57), hvor der staar „at Anglerne, fortvivlede over Frihedens Tab, gik til Kong Sven i Danmark og bade ham gjøre Fordring paa det Land, hans Forfædre, Sven og Knut havde besiddet; at nogle begave sig i frivillig Landflygtighed, og at blandt dem en Deel Ynglinger drog til fjerne Egne, og tilbød Kejser Alexius sin Tjeneste; at han ogsaa modtog deres Tilbud, brugte dem mod Nordmannerne, og byggede til deres Bolig Byen Chevetot (Kibotos) et Stykke fra Byzantium, hvorfra han dog, da de alt for meget foruroligedes af Nordmannerne (nemlig i det i første Korstog), flyttede dem til Hovedstaden, og betroede dem det fornemste 7 Palads med de kejserlige Skatte“. Det er aabenbart, at Ordrik her urigtigt tænker sig dette som den egentlige og farne Oprindelse til Væringekorpsets men om han end har fejlet, maa dog vist Beretningen i sig selv være sand, især da man baade hos byzantinske og italienske Skribenter finder Væringerne paa denne Tid og senere omtalte som for en stor Deel bestaaende af Angler og talende engelsk, saaledes navnlig de oven (S. 58) citerede Kodinos Cap. 7, Pag. 90, og Galfred Malaterra, III. 27; ligeledes Greven af St. Paul (Duchêne V. 273, og Villehardouin (Cap. 95, Pag. 72). Jvfr. Villjam af Malmsbury 11. I Duchênes Udgave af Ordrik henføres Udvandringen urigtigt til 1067; den omtales nemlig kun i almindelige Udtryk, og af den Omstændighed, at Alexius Komnenus nævnes som den, der modtog Flygtningerne, sees det at de maa være komne til hans Rige enten strax efter 1081, da han besteg Tronen, eller maaskee i selve dette Diar, da han stred mod Robert Viskard. Udvandringen har vel saaledes især fundet Sted efter Danernes sidste Tog til England 1074 og Valthjofs Henrettelse 1075. Men da det især var de anglo-danske Dele af Landet, som lede under Villjam Erobrerens sidste Krig i Landet selv, bliver det i sig selv rimeligt, at Udvandrerne fornemmelig vare dansktalende; dette bestyrkes og af Saxos Udsagn om Væringerne (S. 610) „Danicæ vocis homines“ og af hans Fortælling om Alexius’s Ængstelse for at Væringerne skulde gjøre for meget af Danekongen Erik, thi Erik var netop Søn af Kong Sven, til hvem Anglo-Danerne i England havde sat sit sidste Haab, og hvem i det mindste Udvandrerne maatte ansee for sin rette Herre. Derimod viste Alexius ingen saadan Mistænkelighed i Anledning af Kong Sigurds Nærværelse.
  4. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 13. Snorre Cap. 12. Dette omtales endog i Morkinskinna (fol. 26. a.) hvis egentlige Text nærmest maa henføres til Tiden omkring 1190.
  5. ↑ Om de Billeder, der stode opstillede paa Hippodromens Spina, se Ducange, Constantinopolis Christiana, S. 106; jvfr. nedenfor, S. 589.
  6. ↑ Olaf den helliges Saga Cap. 250, Snorre, Harald Haardraades Saga Cap. 20. Se nærmere herom ovenfor, S. 88, Anm. 2, hvor det er viist, at Fortællingen, saadan som den paa de nys nævnte Steder gives, nærmest slutter sig til det af Kalo-Johannes i Aaret 1122 mod de saakaldte Skyther (Petscheneger o. fl.) vundne Slag, men tillige har forvexlet dette med det, som 1041 blev leveret Bulgarerne udenfor Thessalonika. Men Thore Helsing, hvilket Navn synes at grunde sig paa Eindride tinges Beretning, da det ej findes i den ældre Legende, maa vistnok tilhøre den Høvding, der kommanderede Væringerne i Slaget 1122.
  7. ↑ F. Ex. Eindride unge, Reidar Sendemand, jvfr. Olaf den helliges Saga Cap. 230.
  8. ↑ Han hed Eldjarn, og var fra Husavik, se Magnus Barfods Saga Cap. 29. Snorre Cap. 16.
  9. ↑ „Kyrialax“ kaldes saaledes Kejseren i de Sagn, som upaatvivlelig vare medbragte af Eindride unge omkring 1150, angaaende Begivenheder, foregaaede under Alexius’s Søn Kalo-Johannes.
  10. ↑ Skylitzes S. 632, Zonaras S. 211, 212.
  11. ↑ Skylitzes, S. 671.
  12. ↑ Se ovenfor S. 110, Anm. 3.
  13. ↑ Nemitzer (Νεμίτζιοι) er aabenbart det slaviske Niemzi (egentlig Stumme; siden Tydskere); deres tydske Herkomst sees deels af Høvdingens tydske Navn Gilprecht (Gilpractus) deels af Constantin Porphyrogenitus’s Udsagn S. 398, hvor han siger at Saxerne og Bairerne hørte til Nemitzernes Land. Da „Niemzi“ endnu er den sædvanlige Benævnelse paa Tydskerne blandt Russerne, sees det heraf, at Byzantinerne stundom hentede slige Folkebenævnelser fra Slaverne; dette viser og at „Varangi“ er optaget ad samme Vej. Nemitzerne dannede et eget Korps, der aller først omtales 1070. Muligt at der blandt dem var virkelige, allerede 1066 udvandrede, Angler.
  14. ↑ Anna Komnena, II. 10—12, Side 62—68.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/50&oldid=84440»