Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/52

< Det norske Folks Historie | 3

Udrustningerne til Korstoget bleve drevne med Lyst og Omhyggelighed. Men da der til dette Tog alene kunde anvendes Frivillige, eller Mænd, hvis egen religiøse Iver eller Lyst til Æventyr havde bragt dem til at tage Korset, medens man dog paa den anden Side kun ønskede dygtige og udvalgte Folk, medtoge Forberedelserne en lang Tid, hele fire Aar[1]. Men da var ogsaa en Flaade paa 60Skibe samlet og bemandet med 10000 udsøgte Krigere fra alle Egne af Landet, hvoriblandt mange Lendermænd og andre anseede Mænd[2]. Deres Navne angives ej, men man maa formode at der blandt disse Lendermænd ogsaa har været flere af dem, der nævnes som Deeltagere i Kong Magnus’s Vesterhavstog, thi Sigurd var endnu saa ung — kun 17 Aar — at han nok kunde behøve at have ældre, erfarne Raadgivere med sig. Det var allerede aftalt, at Kong Eystein skulde bestyre det hele Rige i Sigurds Fraværelse. Toget gik ud fra Hordeland[3], sandsynligviis fra Bergen, hvor Flaaden altsaa maa have samlet sig. Før Afreisen sagde Sigurd til Eystein; „Nu er dette Tog, min Broder, omhyggeligt udrustet med eders Hjelp og Bistand, og det er nu saare ønskeligt at vi maatte opføre os som det sømmer sig Stormænd, og at vi alle maatte vinde saa vel Hæder som Sjælebod“. „Det vil vist gaa dig godt“,s var Eysteins Svar, „thi du seer just ud til at kunne lægge megen Dygtighed og Handlekraft for Dagen. Vi skulle imidlertid see til at styre Riget saa godt vi formaa“[4].

Sigurd afsejlede om Høsten 1107, og styrede først til England, hvor han blev venskabeligt modtagen af Kong Henrik, der efter Magnus Barfods Død ikke længer havde noget at frygte af Norge eller udestaaende med dets Konger, og desuden nu, da han havde overvundet sin Broder, Hertug Robert, og taget ham til Fange (1106), følte sig langt anderledes sikker paa Tronen, end forhen. Henrik tilstod derfor Sigurd strax Fred, da han efter de Tiders Skik forlangte den, og Sigurd tilbragte den hele Vinter i England„ med rund Haand uddelende Gaver til forskjellige Kirker, og, som man maa formode, deeltagende i det muntre Liv ved Henriks glimrende Hof[5]. Kong Henrik, fortæller en af vore Sagaer, tilbød Sigurd sit Venskab, siden han havde besøgt ham og var i Begreb med at foretage en Rejse i et saa godt Formaal. „Jeg vil“, sagde han, „hjelpe eder med alt hvad I behøve, og jeg kan tænke mig at I trænge til mangt og meget, hvad Penge og Gods angaar, paa en faa stor og langvarig Ferd“. Sigurd modtog dette Tilbud med Glæde og takkede ham paa det bedste for al den Ære og venlige Bistand, han forundte dem[6]. Om Vaaren (1108) fortsattes Rejsen langs Frankriges Kyster, men Vinden var ugunstig om Sommeren, og Sigurd mistede endog et Skib i de farlige Strømhvirvler ved Alderney[7].

Først henimod Høsten ankom de til Gallicien eller Jakobsland i Spanien, hvor Sigurd besluttede at tilbringe den anden Vinter. Han lod anholde hos den Hertug eller Greve, der bestyrede Provindsen, om Tilladelse hertil, saa vel som til at forsyne sin Hær med den nødvendige Proviant, hvorimod han lovede at hans Mænd skulde opføre sig ordentligt og føjeligt mod Indbyggerne. Hertugen samtykkede heri, og sluttede Overeenskomst med Sigurd, hvorved han forpligtede sig til at holde et bestemt Torv saaledes forsynet den hele Vinter, at Nordmændene der kunde finde tilstrækkeligt Forraad til deres Indkjøb af Levnetsmidler, hvorimod Sigurd indestod for sine Mænds gode Opførsel. Men den ordentlige Forsyning vedvarede ikke længer end til Julen, fordi Gallicien i den Tid var lidet frugtbart og vistnok ogsaa temmelig slet dyrket, ej at tale om, at Nordspanien endog i vore Dage, saa godt det end er opdyrket, dog ikke frembringer Korn nok til eget Forbrug[8]. Sigurd kunde imidlertid ej tage Hensyn hertil, og sagde til sine Mænd, at da Hertugen ikke havde opfyldt Overeenskomsten, var den derfor ikke længer bindende for dem, og de maatte see til at hjelpe sig selv som de bedst kunde. Han opfordrede dem derfor til at staa ham troligen bi ved Udførelsen af en eller anden kjek og rask Handling, der nu var nødvendig, og hvorved de vilde kunne indlægge sig megen Hæder. Hans Opfordring blev modtagen med Bifaldsraab, og nu gik de løs paa den Borg, hvor Hertugen residerede. Da han kun havde saa Folk hos sig, tog han Flugten, og Sigurd gjorde et stort Bytte, baade af Levnetsmidler og andet Hærfang, som blev bragt ombord paa Skibene[9]. Tidligt om Vaaren (1109) droge de videre, og styrede forbi Spaniens, eller det nuværende Portugals, Vestkyst. Her mødte de en betydelig maurisk Flaade af store Galejer, der krydsede paa Sørøvertog. Sigurd angreb dem, sigende at det traf sig belejligt, at Folk paa den Kant kunde see hvorledes Nordmændene forstode at slaas. Efter en haard Kamp lykkedes det Sigurd og hans Mænd at entre, rydde og tage 8 Galejer; de øvrige flygtede, efter at en stor Mængde af Maurerne vare faldne eller omkomne i Søen. Dette regnedes siden for det første egentlige Slag, som Sigurd holdt paa dette Tog[10]. Siden efter landede Sigurd udenfor Cintra, hvilket, saa vel som Lissabon og Santarem, i Aaret 1093 havde været frataget Maurerne, men nylig atter var faldet i deres Vold og benyttedes som Udgangspunkt for ødelæggende Strejftog mod de Christne. Som Korsfarer ansaa Sigurd sig forpligtet til at staa de Christne bi mod de Vantroende og vovede et Angreb mod Kastellet, hvilket han indtog efter en heftig Kamp. Han tilbød de Maurer, som han der tog til Fange, at skjenke dem Livet, hvis de vilde antage Christendommen; men da de vægrede sig derved, lod han dem, paa Korsfarerviis, alle dræbe[11]. Sandsynligviis har denne Sejr bidraget til at Henrik af Burgund, den første Greve af Portugal, der den Gang som Vasall under Kong Alfons VI af Castilien beherskede hiint Landskab, Aaret efter kunde indtage Staden. Fra Cintra drog Sigurd til det nærliggende Lissabon, der ligeledes atter var faldet i Maurernes Hænder, og derfor, som vore Sagaer udtrykke sig, var halv christent og halv hedenskt. De fortælle, at Sigurd angreb Staden, fik Murene nedbrudte med Valslynger, og trængte ind i den, saa at han tog saa meget Bytte af den, som han vilde, og fik mange af de fangne Vantroende til at antage Christendommen. Men den samtidige Skald Halldor Skvaldre, der har besunget dette Tog, i hvilket han rimeligviis endog selv deeltog, og, som det udtrykkeligt heder, ordnede Frasagnet om de Slag, Sigurd holdt paa sin Ferd, taler i det Vers, som handler om den sidst nævnte Kamp, kun om „at Kongen vandt sin tredie Sejr ved den Borg, Folk kalde Lissabon“. Da det nu er utænkeligt, at Sigurd, efter først at have indtaget Staden, ved sin Bortrejse skulde have givet den tilbage til Maurerne, og ikke heller overladt den til Grev Henrik, og da det er vist at denne ikke opnaaede at erobre Lissabon, hvilken ej blev indtaget førend længe efter, under hans Søn (1147), er det aabenbart, at den Bedrift, Sagaerne tillægge Sigurd, alene kan have bestaaet i en Sejr over Maurerne udenfor Stadens Mure, eller Indtagelsen af et i Nærheden beliggende og til Stadens Fæstningsverker hørende Kastell[12]. Ved Lissabon, siger Sagaerne, er Grændsen mellem det christne og det hedenske Spanien; det vil sige: Tejofloden skillede mellem den af de Christne erobrede Deel af Portugal, og den sydlige, som endnu var i Moslemernes Vold. Her, i det saakaldte hedenske Spanien, angreb og indtog Sigurd en Borg, som i vore Sagaer og Halldor Skvaldres Draapa kaldes Alkassa eller Alkassi, hvilket Navn dog neppe er det rette, men kun en Forvanskning af den sædvanlige spanske, fra det arabiske Sprog laante Benævnelse paa et Kastell eller en Fæstning i Almindelighed, nemlig Alcázar; Stedet maa være en eller anden Borg eller befæstet Stad i Strøget mellem Tejo og Njørvasund eller Strædet ved Gibraltar, gjennem hvilket Sigurd dernæst sejlede, uden forinden at lægge til Land[13]. I Strædet mødte han atter en stor Sørøverflaade, som angreb ham, men blev overvunden. Han styrede derpaa videre mod Øst eller Nordøst, indtil han kom til Øen Formentera. Her havde en Deel mauriske og afrikanske Røvere[14] indrettet sig et sterkt befæstet Tilhold i en Hule under et stejlt Bjerg, hvortil der var en meget brat Opgang; foran Hulen havde de opført et Brystværn af Steen, og Hulen selv var ligeledes ved en Tvermuur afdeelt i to Rum, et ydre og et indre, hvilket sidste formodentlig tjente som Opbevaringssted for det Bytte, som de bragte med fra deres idelige Røvertog. Sigurd forsøgte et Angreb paa Hulen, men det var umuligt for hans Mænd at komme op ad den bratte Bakke under Hulen, saalænge Maurerne fra Brystværnet kunde skyde og vælte Stene ned paa dem. Maurerne haanede de tilbagevigende Nordmænd ved Raab og Skrig, og ved at vise dem prægtige Tøjer og andet kostbart Bytte, som de med udæskende Trods hængte udenfor Muren og svingede i Luften. Da lod Sigurd to Barker eller mindre Skibsbaade, fyldte med bevæbnede Mænd, i sterke Toug hidse ned fra det øverste af Bjerget foran Hulens Aabning; fra disse Baade sendtes der en saa heftig Regn af Pile og Stene ned paa Maurerne, at disse, der ikke havde gode Forsvarsvaaben, maatte forlade Brystværnet og trække sig længer ind i Hulen. Vejen opad Bjergfoden var saaledes fri, og Sigurd gik med den største Deel af sine Mænd lige op til Brystværnet, fik brudt Hul paa Muren, og trængte ind i Hulen. Maurerne flygtede bagom den indre Muur, og søgte at forsvare sig derfra, men Sigurd lod et stort Baal antænde ved Hulens Indgang, og da Røgen og Ilden tog Overhaand, bleve endeel kvalte, og andre, der søgte at komme ud, faldt for Nordmændenes Vaaben. Ikke en eneste undkom. Her gjorde Sigurd og Nordmændene det rigeste Bytte paa det hele Tog[15]. Fra Formentera droge de til det nærliggende Iviza, og derfra til Minorka. Paa begge Steder kæmpede de med Maurerne, eller holdt, som Halldor Skald siger, det 7de og det 8de Slag[16]. Efter en samtidig engelsk Beretning skal Sigurd, hvad der ogsaa er det sandsynligste, have hjemsøgt baade Majorka og Minorka[17].

  1. ↑ Morkinskinna og Fagrskinna nævne kun tre Vintre; men da vi af fremmede, samtidige Forfattere vide, at Sigurd kom til Palæstina 1110, og alle vore egne Sagaer lade ham tilbringe en Høst, to Vintre og de mellemliggende Tider paa Rejsen derhen, maa han altsaa være dragen ud 1107 om Høsten. Dette angives ogsaa i de øvrige Sagaer, navnlig af Snorre.
  2. ↑ Antallet, 60 Skibe, angives saa vel i Kongesagaerne (Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 2) som af den samtidige Fulcher af Chartres Cap. 36. Ei tusende Mand nævnes af Albert af Aix, XI. 26; han nævner ellers kun 40 Skibe, men dette kan let skyldes Fejlskrift eller Fejllæsning, nemlig „xl“ i Stedet for „lx“.
  3. ↑ Dette siges udtrykkeligt i Morkinskinna.
  4. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 2.
  5. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 3, hvor ogsaa Thoraren Stutfeld og Einar Skulessøn anføres til Bekræftelse. Sigurds Ophold i England omtales derhos af Villjam af Malmsbury, hans Samtidige V. 4100 Han kalder ham her „allerede i sin første Ungdom værd at sammenligne med de kjekkeste“. Det er Villjam, der nævner om at Sigurd „forlangte Kongens Fred“ og „skjenkede meget Guld til Kirkerne“.
  6. ↑ Morkinskinna, fol. 25. a.
  7. ↑ Dette siges ej i Sagaerne, men fortælles derimod af Villjam af Malmsbury, V. 410. Der staar nemlig, at Sigurd om Vaaren forlod England, sejlede ud paa Havet, siden besøgte de baleariske Øer, og drog derfra til Jerusalem, efter alene at have mistet eet Skib, der ved at lægge for sildigt ud af Havnen, blev opslugt af det forfærdelige Havsvælg, der, som Langobardernes Historieskriver Paal fortæller, findes mellem de seqvanske og aqvitanske Kyster (d. e. mellem Kanalen og det bizcayiske Hav) og hvis Bølger bryde sig med en Larm der høres i 30 Miles Afstand. Hvis man ved første Øjekast vilde slutte fra Ordenen, hvori Villjam omtaler de Steder, Sigurd anløb, skulde det synes, som om han meente at Ulykken skede i Middelhavet; men da han selv udtrykkeligt nævner Stedet, og da det desuden først ved Rejsens Ende var Spørgsmaal om at nævne hvor vidt han medbragte alle sine Skibe, og — hvis dette ej var Tilfældet — ved hvilken Anledning han havde tabt noget af dem: bliver det aabenbart, at Ulykken foregik etsteds ved den franske Kyst. Dette angives nærmere af den Skribent, Villjam her citerer, nemlig Paulus Diaconus, I. 6. Han nævner her den 30 Mile fra den seqvaniske Kyst liggende Ø Ebodia, hvor Larmen af Havsvælget tydeligt høres, og anfører endog en fornem Galler som Øjevidne. Ebodia antages at være det nuværende Alderney, en af de 4 nordmanniske Øer, der nu tilhøre England, i hvis Nærhed der findes en farlig Strøm, kaldet the race af Alderney. Sigurd har altsaa søgt Havn her. At han især fik haardt Vejr i det slemme Farvand omkring Bretagne, er i sig selv rimeligt, og stemmer med Morkinskinnas Udsagn „at han fik seen Bør om Sommeren“, saa at han først om Høsten naaede Gallicien.
  8. ↑ Sagaerne sige udtrykkeligt at Gallicien var „skarpt og et daarligt Madland“. Jvfr. Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie 1836—37, S. 42, 43.
  9. ↑ Morkinskinna, fol. 25. a. Sigurd Jorsalafarers Saga, Cap. 4. Fagrskinna Cap. 242. Denne siger, at Sigurd i denne Borg dræbte mange Mænd, og fangede mange, som siden udløstes.
  10. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 4. Fagrskinna Cap. 242, 243. Denne sætter Kampen med Galejerne efter Slaget ved Lissabon, regner dette for hans første Strid, og forbigaar aldeles Cintra; hvilket dog neppe er rigtigt, da det strider mod Halldor Skvaldres af Morkinskinna udtrykkelig paaberaabte Udsagn. Ogsaa i Halldors Vers, som her citeres, staar der at Sigurd tog 8 Galejer; desto mere paafaldende er det at Morkinskinna, der selv nævner dette, strax ovenfor lader Flaaden kun bestaa af 7. Her maa upaatvivlelig tigir være udeladt, og Meningen være at Flaaden bestod af 70 Skibe. Kun da bliver det ogsaa en Heltegjerning for Nordmændene at binde an med den.
  11. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 4. Cintra kaldes i Sagaerne og hos Halldor Sintre. Det maa være Cintra strax indenfor Cap la Roca, og ikke, som flere have meent, Santarem, langt ovenfor Lissabon ved Tejo. I Sagaerne fortælles Begivenheden, som om det var Byen selv, der indtoges; men da Grev Henrik i saa Fald ej havde behøvet at indtage den klaret efter, og Sagaerne selv desuden omtale den som „et Kastel“, hvilken Benævnelse ej passer paa en heel By, maa man antage, at Sigurd kun har erobret et til Stadens Befæstninger hørende Kastel, ligesom strax efter ved Lissabon.
  12. ↑ Det er imidlertid merkeligt, at Alberich af Troisfontaines, ved at omtale Lissabons Erobring 1147 (hos ham urigtigt henført til 1149), der, som bekjendt, skede ved tydske og engelske Korsfareres Hjelp, ogsaa lader en norsk Konge deeltage i dette Tog (Leibnitz’s udg. II. S. 317). Da, som man veed, ingen norsk Konge paa den Tid gjorde noget Korstog, eller deeltog i denne Expedition, maa Alberich eller hans Kilde have hørt noget om Sigurds tidligere Kamp ved Lissabon 1109, og henført den til Stadens Indtagelse 1147. Men Fortællingen, han har hørt, maa da og have meldt noget om at han virkelig skulde have indtaget Byen.
  13. ↑ Sagaernes „Alkassa“ have nogle forklaret ved Algeziras, hvilket er aabenbart urigtigt, da dette Sted ligger indenfor Strædet; andre have forklaret det ved Alkazar i Fez i Afrika, fornemmelig af den Grund, at Sigurd senere roser sig af at have kriget i Serkland; men deels ligger Alkazar for langt inde i Landet, deels viser Beskrivelsen af Sigurds Rejse at han ikke anløb Afrika, og desuden behøver „Serkland“, som vi have seet, ej at forklares om Afrika, da det bruges om alle i Syden og Østen under Chalifatet staaende Lande, saaledes og det af de Christne ikke undertvungne Syrien; hvortil endelig kommer at „Serkland“ paa dette Sted (Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 26) ikke nævnes i Morkinskinna, se nedenfor. Disse og lignende Betragtninger have bragt andre til at søge „Alkassa“ enten i den portugisiske Stad Alcacer do Sal, ved Sado-Floden, ovenfor Setuval, eller i Aljesur i Algarve, lidt nordenfor Cap St. Vincent. Men den første ligger ligeledes alt for langt (over 6 geogr. eller 4 norske Mile) fra Havet, til at Sigurd kunde have vovet sig derop; Aljesur, mod hvis Beliggenhed der for øvrigt ej er noget at indvende, fjerner sig i Udtalen for meget fra „Alkassa“. Men da nu alcázar, laant af det arabiske Al Kasr, bruges som Appellativ i Betydningen „Borg“, „befæstet Huus“, behøver man ikke at antage „Alkassa“ for noget Egennavn.
  14. ↑ I Sagaerne (navnlig Fagrskinna) staar „Blaamænd og Serker“; ved de sidste forstaaes Saracener i Almindelighed, ved de første sædvanligviis Negre, dog henførte man til Blaamænd ogsaa alle andre Nationer, hvis Ansigtsfarve var sortagtig, eller nærmede sig Negrenes.
  15. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 5, 6. Snorre Cap. 6. Fagrskinna Cap. 243. Denne Kamp regnes i Halldors Draape for den 6te, den i Strædet for den 5te.
  16. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 7. Kampen paa Iviza og Minorka forbigaaes i Fagrskinna.
  17. ↑ Villjam af Malmsbury V. 410. Han forfærdede“, heder det her, „med sine Vaaben de baleariske Øer, Majorka og Minorka, og efterlod dem som et let Bytte for Villjam af Montpellier“. I Sagaerne og Halldors Vers staar Manörk, hvilket vel kunde være en Sammensmeltning af begge Navne. Øernes Beliggenhed gjør det sandsynligt, at han har anløbet Majorka førend han kom til Minorka.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/52&oldid=84443»