Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/55

< Det norske Folks Historie | 3

Sigurds næste Maal var Constantinopel, til hvilket han nu tog Vejen. Han anløb Cypern, hvor han en Stund skal have opholdt sig[1], og styrede derfra til Ægæerhavet, i hvis Indløb han laa en halv Maaned stille ved Malea eller Kan St. Angelo[2], uagtet Vinden nok i sig selv var god nok, men fordi han ikke vilde sejle forbi Øerne i Archipelagus og gjennem Hellespont uden med Sidevind, der udkrævede at Sejlene udspendtes langs efter Skibene, og saaledes gav ham Lejlighed til at vise Indbyggerne paa Kysten sine smukke, med Pell besatte Sejl i hele deres Pragt. Da Sigurd nærmede sig Kejserstaden, holdt han nær ved den med Byer, Kasteller og Flekker tæt besatte Kyst, og fra Landet saa man da den store Flaade i en lang Rad, med Sejl ved Sejl, næsten som en sammenhængende Vegg. Kejser Alexius, fortælle vore Sagaer, havde allerede hørt om Sigurds Ferd, og lod aabne Guldporten for ham, gjennem hvilken Kejserne plejede at holde Triumf-Indtog i Staden efter at have været borte i længere Tid og sejret over Fienden[3]. Han lod anvise Sigurd Bolig i det prægtige Palads Blachernæ[4], der straalede af Guld og Marmor, og fra hvilket man havde en fortryllende Udsigt over Byen, Havnen og en Deel af de tilstødende Marker. Gaderne gjennem hvilke Sigurd og hans Følge skulde gaa derhen, bleve belagte med Pell[5], og Kejseren lod ham modtage med Sang og Strengeleg[6]. Sigurd sagde her, som i Jerusalem, til sine Mænd, at de ikke skulde ytre nogen synderlig Forundring, om de end fik Ting at see, der vare —Sjeldenheder i Norden, og saaledes gik de da henad de kostelige Tepper, som om det var den bare.Gade. De fleste af vore Sagaer fortælle endog at han red ind i Staden, og lod Hestene beslaa med Guldsko, af hvilke een med Flid var sat saa løst at den paa Vejen faldt af, medens Nordmændene gave sig Mine af ikke at ændse det. Men Sagaernes Beretning om Sigurds Ophold i Constantinopel indeholder, ved Siden af Sandheden i det væsentlige, flere øjensynlige Overdrivelser og udsmykkende Træk, der paaviseligt ere laante fra andre enten sande eller opdigtede Fortællinger; blandt disse Træk er ogsaa det om Guldskoene, der allerede fortælles om den toskanske Markgreve Bonifacius 111 ved hans Indtog hos sin tilkommende Svigerfader Godfred af Lothringen 1038[7]. Sigurd og hans Mænd, der kom til Søs til Constantinopel, have sandsynligviis, som den ovenfor fulgte Beretning lyder, holdt sit Indtog til Fods[8].

Den omstændeligere, udsmykkede Beretning fortsætter saaledes: „Sigurd fandt alt beredt for sig i Paladset. Da hans Mænd vare skikkede til Sæde paa Bænke om Drikkebordet, indfandt der sig tvende Sendemænd fra Kejser Kyrialax, der mellem sig bare store Tasker fyldte med Guld og Sølv. De sagde at alt dette var en Sending fra Kejseren til Kong Kong Sigurd. Denne vendte ikke engang Øjnene derhen, men bed sine Mænd tage og skifte det mellem sig. Sendemændene gik tilbage og sagde Kejseren dette. Han sagde: „denne Konge maa være overvættes rig og mægtig, siden han ikke engang finder det nødvendigt at agte paa slige Sager, eller ytre taknemmelige Ord for dem“. Han bød nu sine Mænd at overbringe Sigurd en stor Cisterne, fuld med Guld. De gik til Sigurd med den, og hilsede ham at Stol Kongen sendte ham denne Gave. Han sagde: „dette er meget Gods; tag ogsaa det og deel mellem eder, mine Mænd“. Sendemændene vendte tilbage og berettede Kejseren hans Ord. Kejseren sagde: „eet af to maa være Tilfældet med denne Konge; enten maa han være fremfor andre Konger i Magt og Rigdom, eller han maa være mindre forstandig, end det passer sig for en Konge. Gaar nu for tredie Gang til ham, og bringer ham denne Cisterne topmaalt fuld af det dyrebareste Purpurguld“. Ovenpaa Guldet lagde Kejseren endnu to store Guldringe. Da Sendemændene kom med alt dette, stod Kong Sigurd op, tog Ringene og drog dem paa sine Arme, takkede siden i en fager Tale paa Græsk for den Gavmildhed, Kejseren havde viist ham, og skiftede siden selv med megen Blidhed Guldet mellem sine Mænd. Kejseren viste ham megen Hæder for denne hans Ferd, og siden efter sad han og Kejseren oftere sammen i eet Højsæde. Sigurd forblev der en Stund. Engang sendte Kejser Kyrialax Mænd til Kong Sigurd for at spørge ham, hvad han helst ønskede, enten 6 Skippund af rødt Guld, eller at Kejseren skulde lade anstille den Leg, der holdtes paa Padreimen d. e. Hippodromen[9]. Sigurd valgte Legen. Kejserens Sendemænd sagde at Legen kostede ikke mindre end hiint Guld. Kejseren lod da Legen holde, og denne Gang gik alle Lege bedre for Kejseren end for Dronningen Kejserinden), der ejede den halve Leg, saaledes at begges Mænd kappedes med hinanden. Nu gik det heldigt for Kejseren og hans Mænd, og Grækerne sige, at det Aar, Kejseren vinder flere Lege paa Padreimen end Dronningen, vinder han ogsaa Sejr i Krigen. De Mænd, der have været i Myklegaard, fortælle at Padreimen er indrettet saaledes, at en høj Vegg er sat omkring en Slette ligesom et vidt og kredsformigt Tun, og Trappetrin rundt omkring langsmed Veggen, hvor Folk sidde; Legen selv holdes paa Sletten; der ere mange Oldsagn afbildede, Æser, Vølsunger og Gjukunger, støbte af Kobber og Malm, med saa megen Sindrighed, at alt synes at være levende og deeltage i Legen. Legen selv er saa kunstigt indrettet, at det seer ud som om Mænd rede i Luften; der vises ogsaa Skud-Ild, og magiske Kunster; tillige anvendes alskens Musik, Orgel, Psalter, Harper, Giger, Fedler, og alskens Strengleg. Siden efter skulde Kong Sigurd en Dag beverte Kejseren, og bød sine Mænd berede alt paa det overflødigste, og som det anstod mægtige Mænd efter Skik og Brug paa det Sted. Han bød dem saaledes ogsaa gaa hen til den Gade i Staden, hvor der solgtes Ved, for at indkjøbe det nødvendige Forraad: der vilde vistnok, meente han, udkræves en heel Deel. De svarede at han ej behøvede at frygte for at der ej skulde være Ved nok, thi hver Dag blev der kjørt mange Læs ind i Staden. Men da de tom for at kjøbe ind, var al Veden borte. De sagde dette til Kongen. Han svarede: gaar da hen og seer, om I kunne faa kjøbt Valnødder, thi lige saa godt kunne vi bruge dem til Brændsel. De gik, og fik saa mange de vilde have. Siden kom Kejseren med sit Følge; man fatte sig til Bords; der var mangfoldig Pragt, og Sigurd bevertede Kejseren kongeligt. Da Kejseren og Dronningen saa, at der ikke var Mangel paa noget som helst, sendte hun Folk hen for at skaffe sig Underretning om, hvad der havde været anvendt til Brændsel. De som til et lidet Huus, som de saa var ganske fuldt af Valnødder. Da fortalte de hende at Nordmændene havde brugt Valnødder til deres Kjøkken-Ild. Da sagde hun: „i Sandhed, denne Konge er storsindet, og sparer ikke paa noget, naar det gjelder hans Ære; thi ingen Ved leier bedre end Valnødder“. Det var hende, som havde truffet Foranstaltninger til at Sigurds Mænd ingen Ved kunde faa kjøbt, for at prøve, hvad Raad han vilde finde paa. Derpaa gjorde Sigurd sig rejsefærdig for at drage hjem. Han gav Kejseren alle sine Skibe, af hvilke det, han selv havde styret, var prydet med gyldne Hoveder. Disse Skibe bleve siden længe opbevarede i Myklegaard og opsatte der. Sigurd tog et stort og smukt arbejdet Hoved af sit eget Skib, og satte det paa. Peterskirken[10].

I Forbindelse med Sagaernes Fortælling om Sigurds Ophold i Constantinopel kan ogsaa merkes, hvad Knytlingasaga, der indeholder de danske Kongers Historie, ytrer i Anledning af Kong Erik Ejegods Besøg hos Kejser Alexius i Aaret 1103. Han forelagde, heder det, ogsaa ham Valget mellem Padreims-Legen, og den Sum, Opførelsen kostede, men da Erik havde mange Udgifter til sit store Følge, og hans Løsøre var svundet betydeligt ind, medens der endnu var langt tilbage af Vejen, valgte han Guldet, hvorimod Kong Sigurd, da Kejseren siden efter bød ham det samme Valg, foretrak Legen, da han var paa Hjemvejen og allerede havde bestredet de meste Omkostninger: imidlertid, tilføjes der, „er man ikke ganske enig om, hvilket Valg er at ansee som meest passende for en Høvding“[11].

Af den her meddeelte Beretning viser Historien om de til Kjøkken-Ilden anvendte Valnødder sig strax som en senere tilføjet Udsmykning; det samme fortælles allerede om Hertug Robert Djævelen af Nordmandie[12], et lignende Træk gjenfindes i den bekjendte Fortælling om Fortunatus. Og overhoved har den hele Fremstilling et vist Præg af Praleri og en Tilbøjelighed til at fremstille Sigurds Besøg i Constantinopel som en for Grækerne vigtigere Begivenhed, end den i Virkeligheden var, hvilket gjør det det nødvendigt, overalt at slaa en Deel af; men dette fraregnet, maa det øvrige være sandt, lige indtil hvad der fortælles om Skibene og om de rige Gaver, Kejseren forærede Sigurd. Thi ogsaa den engelske Forfatter Villjam af Malmsbury, der skrev endnu neppe ti Aar efter Sigurds Tog, fortæller blandt andet, at han lod sit med gyldne Drager smykkede Skib sætte paa Toppen af St. Sophiæ-Kirken[13]; her angives kun Kirkens Navn forskjelligt, men dette gjør intet til Sagen, da St. Sophiæ- og St. Petri-Kirker laa ved Siden af hinanden og bare indbyrdes forbundne[14]. Det var Kejser Alexius’s Skik, at give Fyrsterne fra Okcidenten, der besøgte ham, rige Gaver og vise dem megen Udmerkelse, da han i modsat Fald havde alt at frygte af dem, saa uhyre Krigermasser, som Okcidenten netop under ham mere end under nogen anden byzantinsk Kejser sendte igjennem Kejserdømmets Besiddelser[15]. Og navnlig maatte det være ham magtpaaliggende at vinde de nordiske Fyrster, for igjen saavel ved deres Hjelp at sikre sig Væringernes Hengivenhed, som for at de, efter Hjemkomsten til Fædrelandet, ej skulde lægge Hindringer i Vejen for at Væringekorpset fremdeles holdtes fuldtalligt ved nye Hvervinger af nordiske Krigere. Den Omstændighed, at Buamund for saa kort Tid siden havde ført nordiske Krigere mod Grækerne, har vel ogsaa bidraget til at fordoble Alexius’s Iver ser at bringe Nordens Fyrster paa sin Side. Mod Sigurd havde han en særskilt Opfordring til at vise sig gavmild og gjestfri, da han ej alene fik alle hans store og smukke Skibe, overladte — en Gave som vistnok allerede kunde opveje alt hvad Padreims-Legene kostede — men tillige fik Tilladelse til at beholde mange af hans Mænd hos sig. Var end dette maaskee allerede fra først af en Aftale mellem Sigurd og hans Mænd, forandrer det dog ikke det Forbindtlighedsforhold, hvori Kejseren derved kom til Sigurd[16]. Hvis man kan tro Villjam af Malmsbury, skal Alexius endog, i Betragtning af hans Klogskab og Kjekhed, der lovede store Ting, have søgt at faa ham selv til at blive, og det endog paa en saa paatrængende Maade, at Sigurd næsten maatte stjæle sig ud af Staden[17]. Dette er nu visselig en Overdrivelse, men man seer dog saa meget deraf, at allerede Samtiden havde merkelige Sagn at berette, endog udenfor Norge, om den Opsigt, Kong Sigurd havde gjort i Constantinopel. Og at han virkelig har gjort Opsigt der, bliver højst troligt, naar man seer hen til den fremragende Rolle, som han endog efter fremmede Forfatteres Vidnesbyrd spillede i Palæstina, hvor der paa hiin Tid ikke mindre end i Constantinopel vrimlede af anseede Fyrster og berømmelige Høvdinger. Det gjør her intet til Sagen, at Kejser Alexius’s Biograf, hans Datter Anna Komnena, ikke med et Ord omtaler Sigurd, lige saa lidt som den danske Konge Erik. Hun siger nemlig selv ved en tidligere Lejlighed, at hun ikke engang, om hun vilde, kunde opregne Navnene paa de barbariske Fyrster og Høvdinger, der besøgte Constantinopel, da det græske Sprog ikke formaaede at gjengive dem[18]. Saaledes har hun heller ikke kunnet eller villet omtale Sigurd.

Hvad nu ellers de Overdrivelser angaar, hvori Sagafortællerne her, ligesom tidligere ved Beretningen om Harald Haardraades Bedrifter, have gjort sig skyldige, da ere de ikke flere eller større, end andre historiske Forfattere fra de Tider ved lignende Lejligheder have tilladt sig[19]; de gjøre intet til Sagen med Hensyn til den egentlige historiske Kjerne, og der er endog kjendelige Spor til, at de ej have været tilstede i den oprindelige Fremstilling[20], som maa have grundet sig paa Sigurds egen og hans Ledsageres Fortællinger. I Hovedsagen medfører den saaledes Sandhed, og man kan ansee det som vist, at Kong Sigurd i Constantinopel har nydt en forekommende Modtagelse og Behandling, opført sig med megen Pragt, og gjort stor Opsigt ved sin kongelige Anstand og krigerske Udseende.

Under sit Ophold i Constantinopel anskaffede Sigurd sig enkelte sjeldne og kostbare Stykker til Prydelse for Kirkerne eller Brug ved Gudstjenesten. Saaledes lod han gjøre en kostbar Altertavle af Erts og Sølv, overalt forgyldt, og besat med Email og Ædelstene[21]; han kjøbte ligeledes en prægtig, med Guldbogstaver skreven Bog, der siges at være en af de største Kostbarheder, som nogensinde er kommen til Norge[22]. Det maa rimeligviis have været en Afskrift af Bibelen, eller en Deel deraf, f. Ex. Psalmerne eller Evangelierne. Sine Skibe havde han, som ovenfor nævnt, foræret Kejseren, da det var hans Hensigt at rejse hjem over Land, og Alexius skaffede ham de fornødne Heste, og medgav ham Ledsagere gjennem hele sit Rige. Det er allerede omtalt, at en heel Deel af hans Mænd bleve tilbage og toge Tjeneste blandt Væringerne[23]. Sigurd tog Tilbagevejen gjennem Bulgarien, Ungarn, Østerrige, Baiern og Schwaben[24]. Her traf han den nys fra Italien tilbagekomne Kejser Henrik den 5te, som tog overmaade vel imod ham, gav ham Ledsagere, og gjorde Foranstaltninger til at han kunde faa indkjøbt alt hvad han behøvede gjennem hele Riget. I Saxland besøgte han, som man maa formode, Hertug Lothar[25], og ankom ved Midsommerstid til Sønder-Jylland, hvor den danske Jarl Eliv, som dengang havde Befalingen i Sønder-Jylland, gjorde et prægtigt Gilde for ham. Paa den Tid opholdt den danske Konge Nikolas sig i Staden Heidaby eller Slesvig. Han var gift med Kong Sigurds Stifmoder, Margrete Fredkolla[26]. Nikolas tog meget godt imod Sigurd, fulgte ham selv nord i Jylland, og gav ham til Hjemrejsen et fuldt udrustet Skib. Paa dette kom Sigurd endelig, efter halvfjerde Aars Fraværelse, hjem i sit Rige i Juli 1111[27]. Han blev modtagen af alle sine Venner med stor Glæde, og hans Broder, Kong Eystein, som imidlertid ene havde forestaaet Regjeringen, lagde ham ingen Hindringer i Vejen. En egennyttig og ærgjerrig Fyrste kunde maaskee lettelig have følt sig fristet dertil, hvor han saaledes havde Magten, som Eystein; men hertil var Eystein for redelig og for ædelt tænkende[28], og Sigurd tiltraadte i Fred og Ro sin Deel af Riget eller Rigsstyrelsen. Alle vare enige om, at berømmeligere Ferd end hans ikke var udgaaen fra Norge. Efter den fik han siden Tilnavnet „Jorsalafarer“, hvormed han i Sagaerne sædvanligviis benævnes[29].

  1. ↑ Opholdet paa Cypern nævnes ej i Fagrskinna, kun i de andre Bearbejdelser.
  2. ↑ I Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 11 kaldes dette Nes „Engelsnes“ (en Oversættelse af Kap St. Angelo); i Fagrskinna nævnes ej Stedet, og det synes efter denne, som om det„ var ved Indsejlingen til Hellespont („førend han sejlede op i Sundene“). Den Grund, som ovenfor angives til at Sigurd biede paa Sidevind, anføres i Fagrskinna, og synes at være den rimeligste. I de andre Bearbejdelser anføres den heel usandsynlige, „at ingen af hans Folk vilde see den mindre stadselige Side af Sejlene“.
  3. ↑ Porten kaldes i vore Sagaer „Gullvarta“, af det tydske „Warte“, der og har gaaet over i Middelalderens Latin som Warta, guarda, Vagt, Vagttaarn, Portvagt. Den kaldtes „Guldporten“ porta aurea, ἡ χρυσῆ πόρτη, af den Pragt, hvormed Theodosius den store efter Sejren over Maximus havde smykket den; den var Byens sydvestligste Port, strax ved Heptapyrgion (ogsaa kaldet Kyklobion) eller de 7 Taarnes Kastell. Gjennem denne Port holdt Kejserne virkelig, som Sagaerne berette, deres Indtog ved Triumfer og andre festlige Lejligheder. Han viste sig da først paa en Tribune, paa den saakaldte Campus Hebdomi, udenfor Byen længst mod Nordvest, ikke langt fra Blachernæ-Paladset, og kjørte derfra udenfor Muren ned til Guldporten, gjennem denne og de saakaldte porticus Troadenses (ἐμβόλαι τρωαδησίαι) og Mellem-Gaden (ἡ μέση) til Palatium eller Sophia-Kirken. Dette fortælles i Chronicon Alexandrinum om Phokas, og noget lignende berettes af Skylitzes (S. 571) om Basilius.
  4. ↑ Blachernæ nævnes ikke i Fagrskinna, kun „dyrebare Haller“; Morkinskinna er her endnu defekt. I Sigurd Jorsalafarers Saga kaldes Paladset „Laktiarna“, og det tilføjes at „de ere Kejserens ypperste Haller“. Ogsaa i de russiske Annaler ved 866 findes findes de benævnte „Lachernyi“; i den af Ducange (Constantinopolis Christiana l. IV. S. 84) citerede liber virginalis kaldes Slottet „Lucerna“ (maaskee rettere Lacerna); og at den sædvanlige Udtale i Constantinopel selv maa have været „Lachcrnæ“, sees deraf at Kodinos i sit Skrift „de ædificiis“ blandt flere Konjekturer om Etymologien til Navnet ogsaa anfører den, at del skulde have været tillagt Stedet fordi det var meget sumpigt (λακκώδησ). Egentlig var det Navnet paa et heelt Strøg eller Qvarteer i Byen længst mod Nordvest, omtrent ved det nuværende Hajvan Seraj og den tyrkiske Begravelsesplads; dets fornemste Bygninger vare hiint Palads og den berømte St. Marine Guds-Moders Kirke (Templum S. Mariæ deiparæ virginis ad Blachernas) efter hvilket ogsaa flere til hende indviede Kirker i andre Lande kaldtes Blachernæ. Slottet var temmelig gammelt; det existerede i det mindste før Anastasius’s Tid (Ducange, Const. Chr. l. II. S. 130); sin største Forskjønnelse fik det vel under Manuel Komnenus, efter Sigurds Tid, men det var dog allerede tidligere berømt for sin Skjønhed. Eudo af Deuil omtaler det saaledes i sin Beskrivelse over Ludvig den 7des Rejse til det hellige Land: „det er vel opført paa et lavt liggende Sted, men med Kunst og Bekostning er det bygget op i en passelig Højde; og ved sine trende Slags Omgivelser skaffer det Beboeren en tredobbelt Nydelse, idet han afvexlende betragter Søen, Markerne og Staden. Dets ydre Skjønhed er næsten uforlignelig, men dets indre overgaar al Beskrivelse. Overalt straaler det af Forgyldning; Gulvet er kunstigt belagt med mangefarvet Marmor, og jeg veed ikke hvad der meest giver det Værd, Skjønheden, Kunsten eller det kostbare Material“. Saaledes har det vel ogsaa seet ud paa Sigurds Tid, da det under Ludvigs Besøg neppe endnu havde undergaaet hiin Restauration.
  5. ↑ Sigurd maa i Processionen fra Guldporten til Blachernæ have passeret de oven nævnte troadesiske Buegange, og være kommen omtrent midt i Byen, da det lader til, at man først der stødte paa en Hovedgade, der gik henimod Blachernæ. Hans Vej var altsaa for en stor Deel den kejserlige Triumf-Vej. Om Gadernes Belægning med Pell og Sigurds Gjentagelse af Advarslen mod at røbe alt for megen Forundring taler ogsaa den i sine Beretninger langt beskednere Fagrskinna, og derfor maa vel denne Angivelse medføre Sandhed.
  6. ↑ Fagrskinna nævner dog intet om at han blev modtagen med Musik.
  7. ↑ Donizo, Vita Mathildis, Cap. 9; hos Muratori, rer. Ital. Scr. V. S. 353 a.
  8. ↑ Fagrskinna, hvis Beretning ovenfor er fulgt, taler ogsaa kun om at Sigurd og Nordmændene gik til Fods.
  9. ↑ Forkortningen „padreimr“ af „hippodromus“ er analog med mange andre, .der anvendtes, hvor fremmede Ord optoges i vort Oldsprog, f. Ex. spitali for „Hospital“; lignende Forkortninger bruges ogsaa endnu i Folkesproget. I Tydsken forekom de ligeledes hyppigt, navnlig er dette Tilfældet med „Hippodromus“, der i det gamle Digt om Kong Rother (Deutsche Gedichte d. 12ten Jahrhunderts, herausgeg. v. Maßmann) kaldes poderâmus (v. 2148). Hvad der her fortælles om Legene paa Hippodromen, der udførtes af to Partier, Kejserens og Kejserindens, og af hvis Udfald man tog Forvarsel for kommende Begivenheder, grunder sig øjensynligt paa uklare eller ikke tydeligt opfattede Beskrivelser over de bekjendte fire Cirkus-Faktioner, i hvis Bedrift hele Constantinopels Befolkning tog saadan Deel, at den endog gav Anledning til voldsomme politiske Nummer, ligesom man ogsaa virkelig hentede Forvarsler fra Kamplegenes Udfald. Se herom Gibbon, 5te Deel, Cap. 40. Men netop denne uklare Forestilling om Legenes Beskaffenhed vidner om den her anførte Beretnings Egthed, saadan som den just kan være fortalt af en hjemkommen Myklegaards-Farer. Om Æserne, Vølsungerne og Gjukungerne, hvilke Nordmændene troede at see støbte af Malm og Kobber paa Hippodromen, er allerede ovenfor talt (S. 565). Blandt de Statuer af Malm eller Kobber, der før Erobringen 1204, da de tildeels alle bleve opsmeltede af Frankerne, stode paa Hippodromen, nævnes udtrykkeligt Jupiters, Dioskurernes, Herkules’s, Dianas, det kalydoniske Vildsviins, Augusts og flere Kejseres, berømte Mænds, Athleters o. s. v. Hvad Bekostningerne ved Legene angaar, vare de visselig store, om end ej saa overdrevne, som de angives her. Naar der tales om Ridt i Luften, Ild, magiske Kunster o. s. v., sigtes der til de saakaldte Akrobaters og Thaumaturgers Kunststykker. Se Reiske, Anm. til Constantin Porphyrogenitus.
  10. ↑ Morkinskinna fol. 26 a. Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 11—15, hos Snorre Cap. 12—14; Fagrskinna Cap. 247.
  11. ↑ Knytlingasaga Cap. 81. Her angives Mængden af det Guld, Kejseren bød Erik, til ½ Læst eller 5 Skippund, efter den ældre norske Beregning.
  12. ↑ Beretningen findes baade hos Bromton og hos Knyghton, begge i Twysdens Samling, S. 911, 2319.
  13. ↑ Villjam af Malmsbury l. c. V. 410. Norske Samlinger I. S. 409. Her menes naturligviis ikke det hele Skib, kun Stavnene.
  14. ↑ Af Peterskirker i Constantinopel opregner Ducange i sin Constantinopolis Christiama l. IV. S. 115, 116, hele syv, hvoriblandt en til St. Peter og St. Paal, ved Hormisdas Gaardsplads, en til St. Peter og St. Markus, i Blachernæ; paa denne kunde man vistnok gjette som den, der laa Sigurds Bolig nærmest, hvis ikke deels den Omstændighed, at den var indviet til en anden Helgen, var i Vejen, deels Villjams Udsagn, at det var Sophiæ-Kirken, paa hvilken Stavnen opsattes, gjorde det nødvendigt heller at tænke paa den St. Peterskirke, om hvilken Ducange siger, „at den enten var forbunden med Sophiæ-Kirken, eller i det mindste meget nær ved den“. Thi da kan man saa let forstaa, hvorledes begge Angivelser omtrent med lige Ret kunne forekomme. De øvrige Peterskirker, nemlig St. Peterskirken inden Paladsets Muur, den ældre St. Peterskirke, Pisanernes St. Peterskirke, og St. Peterskirken i Galata, kunne her ej komme i Betragtning.
  15. ↑ Ogsaa Saxo, S. 612, fortæller om de store Udmerkelser og rige Gaver, der bleve Erik Ejegod til Deel; navnlig taler han om „en uhyre Masse Guld“ (ingentis ponderis aurum) som Erik, for ej at fornærme Kejseren, modtog. Ved Buamunds Ophold hos Alexius 1103 skede næsten aldeles det samme, som siden, da Sigurd besøgte ham 1110. Han lod et Kammer næsten fylde med Guld, Sølv og andre Kostbarheder, og ligesom tilfældigt vise Buamund, der besaa sig i Paladset. Buamund kunde ikke tilbageholde sin Forbauselse over at see saa megen Rigdom, og sit Ønske om at besidde den. Strax erklærede den Hofmand, der viste ham om, paa Kejserens Vegne, at det alt sammen skulde tilhøre ham, hvortil Buamund takkede. Siden, da Gaverne bleve ham bragte, sendte han dem tilbage, sigende at det var en Skam at modtage dem, men Kejseren sendte dem atter til ham, og da modtog han dem. (X Bog, S. 303, 304).
  16. ↑ Vi ville nemlig nedenfor see, hvorledes flere af hans Mand bleve tilbage, og toge Tjeneste. Dette kunde umuligt skee uden med Sigurds Samtykke, og da vi siden finde at en følgende Kejser skriftligt anholdt om Tilladelse til at hverve i Norden (Sverres Saga Cap. 127), maa man antage, at Alexius i det mindste mundtligt har anholdt om en lignende Tilladelse hos Sigurd.
  17. ↑ Villjam af Malmsbury l. c. Da Kejseren, heder det her, i Betragtning af hans Klogskab og Tapperhed, der lovede meget, ønskede at holde ham tilbage, narrede han paa en net Maade denne, der allerede i Haabet havde slugt det norske Guld (det maatte da verre det, han selv nys forud havde foræret Sigurd). Han udvirkede sig nemlig Tilladelse til at drage til nærmeste Stad, og nedsatte hos Kejseren sine Skatkister, fyldte med Bly og forseglede, som Pant paa sin hurtige Tilbagekomst. Saaledes blev hiin narret, den anden derimod skyndte sig hjem. Man gjenkjender her Anekdoten om Hannibal og Gortynierne.
  18. ↑ Anna Komnena, X. B. S. 209—300. Den latinske Oversættelse i Pariser-Udgaven er her, som sædvanlig, udtværet, og saaledes unøjagtig. Dog er det den, hvis Ord for det meste gjengives i nyere Skrifter, der behandle denne Materie. Hendes Ord ere simpelt hen: „Τὰς δὲ τῶν ἡγεμόνων κλήσεις καὶ προθυμουμένη πὲρ ἐξειπεῖν, οὑ βούλομαι, ναρκᾷ γάρ μοι ὁ λόγος. τὸ μέν τοι βαρβαρικὰς ῳωνὰς ἀπαγγέλλειν ἁδυνατούση διὰ τὸ ἄναρθρον, τὸ δὲ τὶ καὶ πρὸς τὸ πλῆθος ἐκείνων ἀποβλεπούση. καὶ ἵνα τὶ τοσούτου πλήθους κλήσεις ἁπαριθμεῖσθαι πειρώμεθα, οὓς καὶ οἱ τότε παρόντες ἀκηδίας ἑπληροῦντο ὁρῶντες“: d. e. om jeg end havde Lyst til at opregne Høvdingernes Navne, vil jeg dog ikke, da Sproget stivnet: for mig derved; deels kan jeg nemlig ikke gjengive de barbariske Lyd formedelst det tungvindte derved, deels af Hensyn til deres Antal. Hvorfor skulde jeg ogsaa forsøge at opregne Navnene paa hele denne Mængde, af hvilke det blotte Syn fyldte Tilskuerne med Kjedsomhed“.
  19. ↑ Saaledes navnlig Saxo, i Fortællingen om Erik Ejegod. Han vil endog vide, at Kejseren overlod ham sit Palads, hvilket ingen af de øvrige Kejsere siden vilde bruge, for ikke ligesom at synes jevngode med hiin store Mand. Dette Palads, der alene kan have været det i Blachernæ, benyttedes dog allerede kort efter af Sigurd.
  20. ↑ Nemlig Fagrskinnas; her begynder vel en Lakune, strax efter at der er talt om Legen og om de mange Nordmænd, der toge Tjeneste, men da Udsagnet herom i Morkinskinna forekommer strax før Beretningen om Kongens Afrejse fra Staden, maa man formode at ogsaa Fagrskinnas Beretning om hans Ophold i Myklegaard her er saa godt som endt. Fagrskinna taler hverken om de gyldne Hestesko eller om Valnødderne, ikke engang om de mange Samt med Guld og Sølv, som Kejseren gav Sigurd, men alene om Legen og de 6 Skippund Guld.
  21. ↑ Den kaldes i Sagaerne Tabola, og beskrives nøjere hos Snorre, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 40, end i de vidtløftigere Kongesagaer, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 43, Harald Gilles Saga Cap. 14.
  22. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 42, Snorre Cap. 29.
  23. ↑ Villjam af Malmsbury vil vide, at mange af Sigurds Folk døde i Constantinopel, og at Sigurd, for at forebygge denne Dødelighed, fandt paa det Raad, at de deels maatte drikke mindre Viin, deels at den Viin, de drak, maatte være blandet med Vand. Hans Skarpsindighed lærte ham nemlig, beder det, ved at see Svinelever, lagt i Viin, hurtigt opløst af den skarpe Vædske, at det samme maatte være Tilfældet hos Mennesker, hvilket ogsaa viste sig, da han lod en af de Døde obducere. Beretningen lader ikke videre sandsynlig.
  24. ↑ Saaledes alle vore Sagaer. Ordrik (S. 767) lader ham tage Hjemvejen over Rusland, og her egte Malmfrid, Kongens Datter. At han egtede hende, er sikkert nok, men dette skede vistnok langtfra saa tidligt. Vel omtales hun hos Snorre (Cap. 21) ved en Begivenhed, der, som det nedenfor vil sees, foregik endnu inden Kong Olafs Død 1115; men det vil ligeledes sees, at Snorre fortæller denne Begivenhed meget forvirret, ligesom han og hist og her kaster Begivenhederne om hinanden; navnligen synes det at være hans Mening, desuagtet at henføre denne til Tiden efter Olafs Død. Man kan saaledes ej lægge Vegt paa, at Malmfrid her nævnes. Ikke at jo Malmfrid, der var en Datter af den i Aaret 1075 fødde Mstislav Vladimirovitsj, godt kunde være voxen og giftefærdig i Aaret 1111; men da hendes og Sigurds Datter Christina, der siden blev gift med Erling Skakke mellem Aarene 1150 og 1156, neppe kan være fød tidligere end 1126, er det heller ikke rimeligt, at Sigurd og Malmfrid bleve gifte førend 1116 i det tidligste. At han da kan have gjort en Rejse til Rusland, hvilken Ordrik har forvexlet med hans Tilbagerejse, er meget muligt, skjønt neppe sandsynligt.
  25. ↑ Sagaerne omtale ikke hans Besøg i Saxland, men lade ham derimod treffe „Kejser Lothar“ i Schwaben. Lothar af Supplingburg, Hertug i Saxland siden 1106, blev ikke Kejser førend i 1125; for saa vidt altsaa Sigurd traf den tydske Kejser, maa dette have været Lothars Forgænger Henrik den 5te. At nu Sigurd virkelig besøgte denne, bliver højst rimeligt, da vi vide, at Henrik just paa denne samme Tid, nylig hjemkommen fra Italien, hvor han havde sluttet Konkordat med Pave Paschalis II, og i April var bleven kronet til Kejser, opholdt sig i Sydtydskland; man har endog (se Suhm, V. S. 190) et Diplom af ham, udstedt i Passau den 25de Mai, til hvilken Tid Sigurd, som kom fra Ungarn af, netop maa have passeret disse Egne, siden han ved Midsommerstid var i Jylland. Da det imidlertid ogsaa er højst sandsynligt, at han ved Rejsen gjennem Saxland hilste paa Hertug Lothar, have vi baade i denne Omstændighed, og i hiin anden, at Lothar selv siden blev Kejser, tilstrækkelige Momenter til at gjøre en senere Forvexling af Lothar og Henrik V i Sagaerne rimelig.
  26. ↑ Den her nævnte Eliv eller Eilif omtales ogsaa af Saxo, 13de Bog, S. 618—621, og i den Sjællandske Krønike (Langebek Ser. H. 613) som Jarl i Slesvig. Han blev, som Saxo beretter, kort efter (1113) afsat formedelst Forræderi i Krigen mod Venderne. Hvo han var, angives ingensteds; men Langebek har vistnok Ret, naar han, i Betragtning af hans høje Værdighed, antager ham for en Ætling af Kongehuset (Suhm, V. 220). Han tror for øvrigt, at han har været en Søn af Olaf Hunger. Snarere maatte man dog, efter Navnet at dømme, formode at han har været en Sønnesøn af hiin Eilif, Broder til Ulf Jarl, der i sin Tid var Anfører for Thingmannalidet i England, og siden for Væringerne i Constantinopel, se ovenfor, S. 57. Af den Omstændighed, at Sagaen her lader Sigurd treffe Eliv i Slesvig, medens Kong Nikolas modtager ham i Heidaby, har man villet udlede, at der endnu paa den Tid skjelnedes mellem Slesvig og Heidaby. Dette forholder sig dog vist ikke saaledes. „Slesvig“ synes nemlig aldrig i Sagaerne at betegne Staden, men alene Fjorden med omliggende Distrikt. Saaledes f. Ex. er det i Knytlingasaga Cap. 87 Fjorden, der kaldes Slesvig, medens Byen kaldes Heidaby; i Cap. 98 siges Kong Nikolas at blive dræbt i Heidaby, medens Saxo S. 656, 657 nævner Slesvig; og overhoved kaldes Byen i Knytlingasaga stedse Heidaby, uden at der lægges saadan Vegt paa dette Navn, som om derved ene det egentlige Heidaby, eller den sydøstlige Deel, nu Landsbyen Haddeby, skulde være meent. Man maa derfor antage, at Sagaskriveren ogsaa paa det her omhandlede Sted ved „Heidaby“ har meent selve Staden, ved „Slesvig“, kun Distriktet; og at Eliv har modtaget Sigurd i en eller anden Borg eller paa et eller andet Sted, der har ligget Grændsen nærmere, end Slesvig. Thi skulde man efter den egentlige Beliggenhed have skjelnet mellem Slesvig og Heidaby, maatte Sigurd være kommen først til sidst nævnte Sted, der ligger sydligst, medens man dog tydeligt seer, at han først har truffet Eiliv Jarl. Her maa vistnok bemerkes, at Morkinskinna nævner Nikolas og Heidaby før Eliv og Slesvig, men da den desuagtet lader Nikolas følge Sigurd nord i Jylland, maa denne Orden være urigtig. — Kong Nikolas maa være bleven gift med Margrete ikke længe efter sin Tronbestigelse 1104, thi allerede da omtaler Saxo Giftermaalet, og deres Søn Magnus blev gift allerede i 1127.
  27. ↑ Det er strax ovenfor viist, at Sigurd, som Sagaerne udtrykkeligt sige, kom til Slesvig ved Midsommerstid (omkring 24de Juni) efter at han sandsynligviis var kommen til Tydskland sidst i Mai. Da nu Opholdet i Slesvig, saavel hos Eliv, som hos Kong Nikolas, vel har medtaget en Uges Tid, og mindre Tid neppe hengik med Rejsen fra Slesvig til Aalborg, hvorfra (se ovenfor S. 372) rimeligviis Afrejsen til Norge fandt Sted, maa Sigurd være kommen hjem først i Juli 1111. Han havde da været borte næsten i fire Aar, eller fra Høsten 1107.
  28. ↑ Eystein hentydede siden selv dertil i sin Trette med Sigurd om hvo der meest havde udmerket sig, se nedenfor.
  29. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga, Cap. 15. Snorre, Cap. 14. Morkinskinna, fol. 26. a. Han kaldes ogsaa stundom simpelt hen „Jorsala-Sigurd“. „Jerusalem“ blev nemlig af vore Forfædre stedse forvansket til „Jorsalir“.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/55&oldid=84446»