Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/60

< Det norske Folks Historie | 3

Da Kong Sigurd Jorsalafarer opholdt sig i Constantinopel, skal en Viismand have spaaet, at det vilde gaa med hans Kongedømme saaledes som Løvens Krop er beskaffen, svær fortil, men mindre bagtil, nemlig at det i Førstningen vilde være mere glimrende end siden[1]. Dette gik ogsaa i Opfyldelse, thi efter som Aarene gik, begyndte Sigurd at udvikle flere og flere Uelskværdigheder. Han viste sig ikke sjelden overmodig, voldsom og hevngjerrig, lod sig aldeles henrive af sine Lidenskaber, og havde derhos et ikke ringe Hang til Usædelighed. Alle disse Mangler traadte sterkest frem i hans senere Aar, hvor ogsaa ikke sjelden Vanvid stødte til. Maaskee var det først da, skjønt det ikke udtrykkeligt angives til hvilken Tid, at han engang, da han var til Vejtsle paa Oplandene, og tog Bad, troede at føle en Fisk løbe om i Badekarret, og fik en saa pludselig Skræk, at han brød ud i vild Latter, og teede sig en Stund ganske som vanvittig[2]. Slige Anstød kom siden ofte over ham. Imidlertid viste han i sine lyse Mellemrum megen Dygtighed, og var stedse meget æret og afholdt af sine Omgivelser. Med sin Broder Eystein stod han ikke paa nogen synderlig god Fod. Selv stolt og herskesyg, ærgrede han sig over den store Yndest og Anseelse, som Eystein nød. Han betragtede ham som en Hjemfødning, der hverken havde seet sig om i Verden for at lære Folkeskik, eller udmerket sig blandt Fremmede; og han saa med Foragt ned paa Eysteins fredelige Færd; isærdeleshed lod han haant om hans Lovkyndighed og Syslen med Rettergangen, hvilket han kaldte Lovtrækkeri.

Den alvorligste Emma som opstod mellem dem, og som paa et hængende Haar havde bragt dem i aabenbar Fejde med hinanden, rejste sig af Sigurds Usædelighed. Da flere af Landets fornemste Mænd vare indviklede deri, og de Forhandlinger, som deraf rejste sig, give et ypperligt Indblik i Rets- og Samfundsforholdene paa hiin Tid, ville vi her meddele Beretningen derom i dens Heelhed, saadan som den findes i de udførligere Kongesagaer.

Kong Sigurd var engang om Hesten eller Vintren 1113 til Vejtsle inde i Throndhjem paa Mæren. Blandt de anseede Mænd, som dengang befandt sig hos ham var ogsaa Lendermanden Sigurd Ranessøn fra Steig paa Haalogaland, en af de tre opofrende og troe Mænd, der aller sidst skiltes fra Kong Magnus paa den blodige Valplads i Irland, og som havde fulgt ham paa alle hans Tog. Magnus havde derfor strax efter den svenske Krig givet ham sin Halvsyster Skjaldvar, Brynjulf Ulvardes Datter, til Egte, og forlenet ham med Finnefærden og Finnekjøber Ogsaa Skjaldvar var tilstede, saa vel som Sigurd Ranessøns Syster, den smukke Sigrid, og hendes Mand, Lendermanden Ivar af Fljod i Stjordølafylke[3]. Kong Sigurd sad en Aften ved Drikkebordet, og var meget munter. Han holdt en Guldring i Haanden, og sagde: „her er en Ring baade stor og af godt Guld; den skal den Mand faa, som vil paatage sig en Sendefærd, der nu ligger mig meget paa Hjerte.“ Ingen svarede. Da vedblev Kongen: „Dette siger jeg ikke til mine Mænd, men til Lendermændene, dog undtager jeg min Svoger Sigurd, hvilken jeg ej kan undvære i Landet.“ Da sagde Ivar af Fljod: „det kan nu ikke regnes mig til Ubeskedenhed at svare, siden jeg er den eneste Lendermand foruden Sigurd Ranessøn, som er tilstede her. Jeg tilbyder mig at drage hvorhen du, Konge, bestemmer.“ Kongen svarede: „alle og enhver vide, at min Fader havde underkastet sig en betydelig Strækning af Irland[4], hvoraf vi dog ingen Fordeel have haft, siden han døde. Nu ønsker jeg, at du drager derhen for at fordre Skat og Skadebod af Indbyggerne eller, hvis de negte at betale, true dem med at jeg vil hjemsøge dem med en Hær; jeg vil at du strax rejser ud til Nidaros for at gjøre dig rejsefærdig: jeg skal skaffe dig Skib, Folk og Penge, faa meget som du selv forlanger.“ Ivar svarede: „Intet kunde komme mig mere uventet end dette.“ Imidlertid tog han strax et Langskib, og drog ud til Byen, gjorde sig rejsefærdig, sejlede afsted og kom endnu samme Høst til Orknøerne, hvor han tilbragte Vintren.

Den samme Aften, da Ivar havde forladt Gjestebudsgaarden, var Kongen overhaands lystig, og blev siddende ved Drikkebordet til seent paa Kvelden. Sigurd Ranessøn, der plejede at blive tidligt søvnig, bad om Tilladelse til at gaa til Sængs; Kongen bad ham gjøre som han vilde, men du Skjaldvar, sagde han, skal blive her og drikke med mig. Med Skjaldvar blev ogsaa hendes Svigerinde siddende. Det varede til langt ud paa Natten; den ene efter den anden forlod Drikkestuen for at gaa til Sængs, og omsider, da Fruerne Skjaldvar og Sigrid fik Tilladelse til at gaa, lod Kongen dem følge, Skjaldvar til hendes Mands, Sigurds, Kammer, men Sigrid til det, hvor Kongen selv skulde sove. Morgenen efter, da Sigurd Ranessøn fik vide, hvad der var skeet, blev han overmaade opbragt. Han vilde neppe engang indfinde sig, da man skulde til Bords, og Kongen var kommen i sit Hofsæde. Han kom ej førend der blev sendt Bud efter ham, og da gik han strax til sit Sæde, uden at hilse Kongen. Denne sagde: „du opfører dig ikke saa passende Sigurd, som du ellers plejer, thi ej kommer du til Bords med de andre, og gjør ikke engang den Ære at hilse os.“ „Den Ære, du nyder,“ svarede Sigurd, „nyder du just ikke, fordi du ej fortjener det modsatte.“ „Du er kort for Hovedet idag, Svoger“, sagde Kongen; „lad os holde op med denne Tale, og være lystige“. „Nej, det formaar jeg ikke“, svarede Sigurd, „slig Spot og Spe som du har gjort os“. „Hvad“, sagde Kongen vred, „tør du, din Tyv, være saa fræk at sige saadant til os „Saadant Navn har jeg hidtil ikke haft“, sagde Sigurd, „at jeg skulde hede Tyv“. „Jeg gad vide“, svarede Kongen, „hvo der er større Tyv end du; du bestjæler mig hvert Aar for ikke mindre end 60 Mark, da du nemlig har Finnefærden, men ikke lader mig nyde mere end Halvdelen af hvad der tilkommer mig; men du kan være vis paa, at du skal gjøre Skjel og Rede derfor“. De taltes ikke videre ved den Dag, men Sigurd merkede, at Kongen ej vilde lade den Sag fare; og da han ikke troede sig mægtig nok til at kunne holde ham Stangen, vovede han ej at blive der længere, men rejste bort, uden dog at kunne faa sin Syster Sigrid med sig. Han begav sig først til Nidaros, og derfra selv tolfte sydefter og øster til Viken, hvor Kong Eystein opholdt sig. Han fortalte Eystein alt hvad der var skeet. Eystein irettesatte ham vel, fordi han havde talt saa djervt til Kong Sigurd, og sagde at det var uforsigtigt gjort mod en saadan Høvding; dog raadslog han i Eenrum med ham i hele tre Dage, undersøgte Sagens hele Beskaffenhed, og aftalte alle de Forholdsregler, som siden bleve iagttagne. Først og fremst blev der sendt Bud til Skjaldvar, der var bleven tilbage i Nidaros, da hendes Mand rejste sydover, at Kong Eystein vilde komme did nord til Vaaren og forsøge paa at mægle Forlig mellem Kong Sigurd og Sigurd Ranessøn.

Vintren (1113—1114) tilbragte Kong Sigurd i Throndhjem, men Kong Eystein paa Østlandet, fornemmelig i Sarpsborg[5]. Da Sommeren[6] kom, drog Eystein, ledsaget af Sigurd Ranessøn, ifølge sin Bestemmelse til Throndhjem, og lod forhøre om Kong Sigurd ikke nu var noget gunstigere stemt mod sin Navne, men saa vel var det ikke. Kongerne traf sammen i Nidaros, og havde ikke været der længe, førend Kong Sigurd lod blæse til Bymøde, og beskyldte paa dette Møde Sigurd Ranessøn for at have oppebaaret Kongernes Gods og af Begjærlighed slaaet Finneskatten under sig mod de rette Ejeres Vilje. Saaledes at forgribe sig paa Kongens Gods fortjente, sagde han, en passelig Refselse, og fordrede en retfærdig Dom afsagt derover. Sigurd Ranessøn besvarede Kongens Tale saaledes: „Det er bekjendt, at Kong Magnus Barfod drog med sin Hær til Gautland, herjede der vidt og bredt og gjorde et stort Bytte. Siden lod han sine Mænd, Sigurd Ullstreng og mange andre Høvdinger, blive tilbage paa Kvaldensø, medens han selv med en Deel af Hæren sad paa et andet Sted. Jeg var med paa dette Tog, og kunde bringe ham tilforladelig Efterretning om at Kong Inge Steenskilssøn kom imod ham med en overlegen Hær, og at det ikke var raadeligt at blive der længere[7]. Kongen kaldte det et sandt Vensstykke, at jeg havde varskuet ham herom, brød strax op og drog til Viken; men Sigurd Ullstreng og alle de, der vare hos ham, bleve fangne. Magnus betragtede mig da som sin Redningsmand, gav mig sin Syster Skjaldvar til Egte, og overdrog mig Finnefærden og Retten til at handle med Finnerne saa længe han og hans Sønner vare Konger i Norge, paa det Vilkaar at jeg hvert Aar skulde udrede til Kongen 00 Mark vejede, men selv beholde det overskydende. Min Adkomst til denne Herlighed tykkes mig derfor god, da han selv forlenede mig med Finnefærden, hvorpaa jeg her har Vidner. Men hvad jeg har talt til eder i Hidsighed og ikke saa ærbødigt, som det sømmede sig, vil jeg ganske overlade til eders Kjendelse“. Sigurd svarede at han ej vilde modtage dette Tilbud, men holdt paa med Underslæbs-Sagen. Da sagde Kong Eystein: „denne Sag, Broder, som I her har anlagt mod Sigurd Ranessøn, er ej af den Beskaffenhed, at den kan søges paa Kjøbstadsmøde, thi den hører under Landsloven, ej under Bjarkø-Retten; I veed, Broder, at Bjarkø-Retten intet har med en Sag som denne at skaffe“. „Vil I, Kong Eystein“, sagde Sigurd, „forsvare denne Sag, der ikke mindre angaar eder end os, da skal jeg nok vide at tage mine Forholdsregler derefter“. Han stevnte nu Sagen med Maaneds Varsel nord til Kevlø[8], paa Haalogaland, bad Sigurd Ranessøn der at forsvare sin Sag, og forlod derpaa Modet med sit Følge. Efter Kong Eysteins Raad tog Sigurd Ranessøn Vidner paa, at Sagen var lovligen afviist for Kong Sigurd paa Mødet; siden drog han, ligeledes efter Kong Eysteins Raad, nord til sin Gaard Steig for her i sin Hjemstavn at samle saa mange Folk om sig, som han kunde, og bringe dem med paa Thinget. Han kom blandt andre Steder ogsaa nord til Bjarkø, og bad Vidkunn Jonssøn, om Bistand. Vidkunn, Sigurds gamle Krigskamerat, sagde at han gjerne vilde være hans Ven, men at denne Sag nu syntes at være mellem Kongerne selv, og at han som Kong Sigurds Lendermand maatte følge ham. Kort efter sendte Kong Sigurd Bud til Vidkunn, at han skulde komme til ham med al den Styrke, han kunde skaffe. Vidkunn gjorde saa. Kong Sigurd og hans Skare kom først til Thinget. Deres Antal var meget stort. Da Kong Eystein drog nordefter, kom Sigurd Ranessøn imod ham med en stor Flok. Da de nærmede sig Øen, sagde Kong Eystein: „nu skulle vi ordne vor Hær paa den drabeligste Maade. Saasnart Skibene lægge ind til Bryggen, skulle alle Mand gaa op med Skjolde og Vaaben, i sluttet Fylking, og kun faa skulle blive tilbage for at passe paa Skibene. Jeg formoder at mangen Bondekarl blandt dem, der allerede ere der i Forvejen med Kong Sigurd, vil finde dette usædvanligt, og sandsynligviis ville mange løbe fra Thinget for at gabe paa os: lad os da gaa saa hurtigt som muligt til Thinget og indvikle deres Skare i vor Flok; da vil vort Antal synes størst“. De bare sig saaledes ad; en Mængde Folk strømmede til for at see paa dem, men kun faa bleve tilbage paa Thinget hos Kong Sigurd foruden dennes egne og Vidkunns Mænd. Da Kong Sigurd saa, at Thingalmuen strømmede bort, sagde han: „det er dog sandt at alle ville være der, hvor Sigurd Ranessøn er“. „Nej, Herre“, svarede Vidkunn, „dette er kun et Kneb af Kong Eystein, thi han veed at Folket hos os paa Haalogaland er meget tilbøjeligt til at glo efter alt, hvad der synes underligt. Kong Sigurd foredrog nu sin Sag, gjentager sin forrige Beskyldning mod Sigurd Ranessøn, og forlanger Dom efter Lov og Ret. Sigurd Ranessøn svarede som for, og gjorde det samme Tilbud. Kongen afslog at modtage Tilbudet og vilde fremdeles kun lade Loven have sin Gang. Sigurd Ranessøn sagde: „for vort Svogerskabs Skyld og vort lange Venskab og det meget Gode, jeg har viist Dig, lad denne Sag fare; thi heraf vil I kun have Ære; lad ikke onde og avindsyge Mænd sætte Splid mellem os, thi jeg har virkelig ikke gjort mig større Fordeel af Finneskatten, end der tilkommer mig“. „Jeg havde ikke ventet“, var Kong Sigurds Svar, „at du vilde lønne mig for et stort Len med at tilegne dig hvad mit er, og tage mere deraf, end du har Ret til.“ „Man har ikke sagt eder sandt,“ svarede Sigurd; „jeg beholder ikke mere deraf end det var mig tilladt.“ „Det nytter dig ikke paa denne Viis,“ var Kongens Svar. Da stod Kong Eystein op og sagde: „Det er ikke uden Vanskelighed for mig at tale i denne Sag og sige Kong Sigurd imod; dog er der stor Forskjel paa at tage sig af en retfærdig Sag, og alene at gjøre Kong Sigurd Modstand. Vi have begge lige megen Part i denne Sag, og for den Nøds Skyld, hvori Sigurd Ranessøn er stedt, og vort Svogerskab, vil jeg dog endnu indlægge et Par Ord til hans Bedste. Han erklærer sig, min Broder, uskyldig i denne Sag, og beder eder mindes eders lange Venskab“: Kong Sigurd sagde at det passede sig bedst for Landets Styrer at lade saadanne Forbrydelser straffes efter Loven. Kong Eystein svarede: „Vil du opretholde Lovene og den rette Landsstyrelse, da er det bedst at han nyder sine Vidner; og er I virkelig bestemt paa at lade Loven have sin Gang, da maa I see til at iagttage Lov og Ret, saa at det kan befindes, at I taler Sandheds og Retfærdigheds Ord“. Kong Sigurd sagde: „dette Thing have jo Landboerne indrettet, og du sagde i Kjøbstaden, at nærværende Sag skulde søges til Thinge“. „Dette Thing“, svarede Kong Eystein, mane lovkyndige Mænd og Bønder indstiftet mellem sig for gjensidigt at nyde lovlig Ret, men da nærværende Sag er anlagt mod en Lendermand, tilkommer det ham at sagsøges paa Fylkes-Thinget, nemlig Throndenes-Thing“. Sagen blev nu ransaget efter Lovene, og de lovkyndige Mænd fandt, at Kong Eystein havde Lovens Ord for sig. Da stevnede Kong Sigurd Thing paa Throndenes med Maaneds Varsel, og bad Sigurd Ranessøn der at svare for sig, gik saa ombord med sine Folk, og drog bort. Kong Eystein og Sigurd Ranessøn toge nu, som forhen, men i al Stilhed, Vidner paa at Sagen ogsaa var afviist paa Kevlø-Thing. Nu stevnede Kong Sigurd alle Lendermænd til sig med deres Huuskarle, opnævnte af hvert Fylke endeel Bønder, endog fra de sydligere Egne[9], for at drive paa Sagen med al Kraft, og gjøre Sigurd Ranessøn utlæg i hans egen Hjemstavn. Han indstevnede alle Haaleyger og Naumdøler til Thinget. Ogsaa Kong Eystein indfandt sig meget mandsterk. Han sagde til sine Mænd, at de skulde fare frem med megen Bram, sætte Skjold ved Skjold langs Stavnene, holde sine Vaaben i Beredskab, og ile skyndsomt op paa Land, saasnart de lagde til, for saaledes at vise sig rede til at binde an med Kong Sigurd, om det skulde behøves. Kong Sigurd kom nu, som forrige Gang, først. Da Eystein nærmede sig Thinget, spurgte han Sigurd Ranessøn: „hvad Tilbud vil du gjøre, eller hvad Svar vil du i Dag give for dig paa Thinget“? „Jeg har“, svarede Sigurd, „kun eder at holde mig til om Raad og Hjelp“. „Saa kom da hid, om du vil have min Bistand“, sagde Eystein, „og overdrag mig med Haandsal og Vidner hele din Sag til Forsvar mod Kong Sigurd; da kunne vi sige at Sagen gjelder mig, og det passer sig ogsaa bedst at vi Brødre see hinanden under Øjnene, og prøve hvo af os der er lovkyndigst“. Sigurd gjorde som Eystein sagde, og denne gik nu hen paa Thinget med sin Flok. Kong Sigurd fremførte Sagen mod Sigurd Ranessøn med lige saa stor Heftighed som forrige Gang, om ikke større. Kong Eystein svarede strax saaledes: „Det er bekjendt, hvilket Tilbud Sigurd Ranessøn har gjort Kong Sigurd; han anseer sig angerløs, thi han tilbød Kong Sigurd alene at afgjøre Sagen. Men saasom han har Vidner paa, at Kong Magnus gav ham Finnefærden paa de Betingelser, som hidtil have gjeldt, og erklærede at Forleningen ogsaa skulde vare i hans Sønners Levetid, da ville vi nu som før, at han skal føre sine Vidner og nyde Lov og Ret i et og alt, men kun bøde for, hvad han ej kan fralægge sig med Vidner. Og siden nu Kong Sigurd ikke vil høre om andet, end at prøve Lovens Gang for at fælde Sigurd, kommer det atter an paa, om han finder sig i at man forsvarer sig efter Loven“. „Du viser megen Iver i denne Sag,“ svarede Sigurd, „men om det end skulde koste mig større Anstrengelse at faa Sagen dreven igjennem, end jeg ventede, skal jeg dog holde ved, og see til at at faa ham fældt her i hans Frænders Kreds“. „Faa Ting, min Broder“, sagde Eystein, „er det, som I ej faar drevet igjennem, naar I lægger Vind derpaa, saa mange og store Bedrifter som I har udført; her ere jo kun faa Mænd og Smaafolk til at staa imod“. Kong Sigurd svarede, at han visselig vilde lade Sagen komme til Afgjørelse, nemlig hvor vidt Kong Magnus kunde give nogen Forlening paa længere Tid, end han selv var Konge; „skorter der noget i, at Lovene iagttages, da er“, sagde han, „Skylden Kong Eysteins, thi nu er Sagen stedet til det Thing, hvor Kong Eystein selv sagde at den skulde komme til lovlig Paadømmelse“. „Visselig“, svarede Eystein, „har jeg sagt at I paa Throndenes Thing havde at suge Sigurd Ranessøn i denne Sag, men nu har den faaet et andet Udseende: nu er det Kongerne selv, som tviste med hinanden, og dette kan alene skee paa et af de tre store Lagthing, Frostathing, Gulathing eller Eidsivathing[10]. Dette Søgsmaal er opstaaet i Frostathing, og bør derfor ogsaa der afgjøres, naar Loven skal nyde Stemme. Jeg har nemlig nu paataget mig hele denne Sag i Sigurd Ranessøns Sted, og derfor er det os to, Kongerne selv, som have med hinanden at bestille“. Kong Sigurd sagde: „Skjønt du nu har paataget dig denne Sag, og derved viser dig som min Modstander, lader jeg den dog ingenlunde derfor falde“. Han stevnede den da til Frostathing, og gik derpaa vort. Eystein tog fremdeles, og i Stilhed, Vidner paa at Søgsmaalet var spildt for Kong Sigurd. Men det var nu heldet saa langt ud paa Sommeren (1114), at Frostathinget allerede var forbi, saa at man maatte vente med Sagen til det følgende Aar.

Den samme Sommer kom Ivar af Fljod, den forurettede Egtemand, hjem med vel forrettet Ærende. Han havde om Vaaren fra Orknøerne begivet sig til Irland, holdt Thing med Landets Høvdinger, fremført Kong Sigurds Ærende med behørige Trusler, og forestillet dem, at det var forstandigere og hæderligere at gjøre sig til Vens med slig en Høvding som Sigurd, ved at sende ham Gaver og Klenodier, end at udsætte sig for et Angreb af ham. Han havde mindet dem om, at Sigurd havde Aarsag nok til at søge sin Fader hevnet, og bedet dem betænke, hvor mange Stæder og Borge han havde underkastet sig, uden at have saa meget at hevne, som her. Hvis de, saaledes sluttede han sine Forestillinger, nu med det Gode vilde optage Kongens Ærende, og denne Gang sende ham en Afgift, som det var passende for ham at modtage og for dem at give, da skulde han anvende al sin Indflydelse for at bringe det dertil, at Afgiften aldrig oftere blev krævet; de kunde da kalde den Vennegave, ikke med det mere ydmygende Navn „Skat“. Og han bragte det virkelig dertil, at Irerne fandt sig i at udrede Skatten, der beløb sig til en stor Sum[11]. Denne bragte nu Ivar med sig til Norge. Der fortælles at Kong Sigurd var i Nidaros, og sad og talte med Sigrid, Ivars Hustru, da man saa et Skib komme, som man antog for Ivars. Den siden saa berømte islandske Skald, Einar Skulessøn, men som dengang endnu var ganske ung, kun lidt over 20 Aar gammel[12], var just tilstede. Kongen bad ham gaa hen og faa at vide, om det var Ivar, som kom, eller ej. Einar kom tilbage med den Besked, som han gav i et Vers, at det ikke var Ivar, og at Kongen endnu kunde sidde rolig hos Sigrid[13]. Senere ud paa Sommeren kom Ivar tilbage, men gjorde ikke noget ved denne Sag, som saaledes for hans og hans Hustrues Vedkommende neddyssedes.

Eystein tilbragte Vintren (1114—1115) i Throndhjem, Sigurd derimod øster i Kongehelle. Da den følgende Sommer (1115) kom, sendte begge Konger Bud til sine Lendermænd og øvrige haandgangne Mænd, at de skulde komme til Thinget saa mandsterke som muligt. Ogsaa Kong Olaf blev stevnt til Thinget med sine haandgangne Mænd. Det var allerede blevet vedtaget, at Thinget, skjønt det fremdeles kaldtes Frostathing, dog kunde holdes i Nidaros[14], naar det kun skede til den rette Tid om Sommeren. Kong Eystein indfandt sig først i Byen, og holdt til i Kongsgaarden[15]. Kong Olaf kom dernæst, og tog ind i Nærheden af Olafskirken, sandsynligviis i den af Magnus den gode opførte eller paabegyndte Kongsgaard. Endelig kom Kong Sigurd med mange Folk og Skibe; han lagde op i Nidelven, og holdt til med sine Mænd ombord paa Skibene under Tjeld.

Den Dag, da Thinget skulde aabnes og Sagerne foretages, blev der blæst i Byen, og Bønderne og Thingmændene tilsagte at indfinde sig for at ordne Dommene efter Loven. Den, som herved havde meest at sige, var den lovkyndige Lendermand Jon Mørnev. I Kong Olafs Følge var den ovenfor omtalte Lendermand Sigurd Sigurdssøn af Hvitastein[16], der havde Ord for at være den viseste Mand i Norge. Kong Eystein gik først til Thinget af de tre Brødre, ledsaget af et talrigt Følge. Han opfordrede strax Lendermændene til at give ham Medhold, og understøtte Sigurd Ranessøns Sag efter Evne. Jon Mørnev svarede hertil, at det vilde være en farlig Sag at skifte ujevnt mellem Brødrene, men at han dog helst ønskede at følge Kong Eystein, hvis dette var Ret efter Løven. Eystein svarede: „jeg forlanger intet andet af eder, end at I bevidne, at det er Lov, som Lov er; men forsaavidt jeg ved lovlig Fremfærd faar bragt det dertil, at I ej ere forpligtede til at dømme i denne Sag, som i Dag kommer fore her, vil jeg tage det Løfte af eder, at I ej ved min Broders Voldsomhed lade eder bevæge til at dømme mod Lov og Ret“. Dette besvaredes med sterke Bifaldsraab. Nu kom Kong Olaf med sit Følge, og aller sidst Kong Sigurd. Hans Folk vare næsten fuldt væbnede, kun at de ingen Skjolde havde.

Kong Sigurd tog da til Orde, og fremførte sit Søgsmaal mod Sigurd Ranessøn, saaledes som han troede det meest stemmende med Loven efter Overlæg med sine Raadgivere. Kong Eystein holdt sig rede til at svare. Først og fremst blev der handlet om, hvor vidt Kong Magnus var berettiget til at give nogen Forlening paa længere Tid end sin egen Livstid, og om der herfra kunde hentes noget Forsvar. De lovkyndige Mænd sagde, at Kongen visselig kunde give Vejtsler for stedse frem i Ætten, men at slige Bestemmelser skulde lyses paa alle tre Lagthing i Norge, Frostathing, Gulathing, Eidsivathing. Derpaa blev det undersøgt, om Sigurd Ranessøn havde iagttaget denne Regel, og thinglyst sin Forlening længer end for Kong Magnus’s Dage. Der fandtes ej Vidner paa at dette var skeet. Da ytrede Kong Sigurd, at han ikke vilde have den Lov gjeldende i Norge, at en Konge skulde kunne give Forleninger for længere Tid end sin egen Livstid. Han sagde at den Retsgrund, Kong Eystein paaberaabte sig til Fordeel for at Sigurd Ranessøn skulde beholde Finnefærden, herved var gjendreven. Kong Eystein svarede derimod, at han vilde at en Konge fremdeles, som hidtil, skulde have Ret til at give Forleninger for stedse. Efter anseede Mænds Raad blev man enig om, at lade det komme an paa Lodkastning, hvilken Kongens Vilje herefter skulde være den gjeldende i dette Punkt. Da Lodderne bleve tilskaarne for at kastes i Skjød, spurgte Eystein sin Broder Kong Olaf, hvem han i denne Sag vilde holde med. Olaf svarede: „vi have længe holdt sammen, elsket hinanden, og stemt overeens: jeg vil kalde det min Vilje angaaende Lov og Landsstyrelse; hvad du, Kong Eystein, vil have frem.“ Da sagde Kong Eystein: „jeg raader dig da, Kong Sigurd, ogsaa at lade den tredie Lod tilskjære og kastet Skjød, thi Kong Olaf er lige saa vel Kong Magnus’s Søn, som vi“. „Enhver kan see,“ var Kong Sigurds Svar, „at du nu prøver alle mulige Udveje, siden du vil have to Lodder i Skjød medens jeg kun har een: dog skal jeg ikke forholde Kong Olaf den Hæder, der tilkommer ham.“ Lodkastningen skede, men Sigurds Lod kom op, saaledes at han skulde raade. Han gjentog da, hvad han forhen havde erklæret for sin Vilje. Da dette saaledes var bragt paa det Rene, blev det undersøgt, om Sigurd Ranessøn havde besiddet Godset uden de rette Ejeres Tilladelse. Mange Mænd ytrede sig i denne Sag, men ingen vilde indlade sig paa at give nogen Erklæring, uden Bergthor Bokk, Søn af Sven Bryggefod[17]. Han erklærede Sigurd for skyldig. Sigurd bad da de lovkyndige Mænd og Dommere at afsige Dom over Sigurd Ranessøn; Sagen var nu, sagde han, klar nok, og ytrede at det skulde bekomme dem ilde, der vovede at give nogen Dom, der mishagede ham, saaledes som Sagen nu sted. Kong Eystein derimod fandt det højst ubilligt at domfælde Sigurd for denne Sag, da det var Kong Magnus, der havde givet ham Forleningen paa sin og Sønners Livstid, og ingen hidtil havde tilbagekaldt denne Bestemmelse[18]. „Nu veed jeg ikke“, sagde han, „om I maaskee antage min Vrede mindre farlig, end Kong Sigurds, men jeg skal vist ikke tage det det mindre ilde op, om der bliver dømt anderledes end som jeg anseer det lovmedholdigt, og jeg tror at forstaa mig ulige bedre paa Lov og Ret end han“. Jon Mørnev svarede: „de Fleste ville vist finde det farligt, at give nogen Kjendelse i denne Sag, dog maa vi gjøre det, hvis vi ere pligtige dertil, hvorledes end Parterne synes derom“. Eystein sagde at de kunde betænke sig en Stund, inden de afsagde Dommen. Nu lod han de Vidner fremstaa og afgive Vidnesbyrd, som vare blevne opnævnte første Gang paa Bymødet, da Sagen blev afviist; derefter førte han sine Vidner paa at Sagen var bleven afviist paa Kevlø-Thing, og endelig Vidnerne om den sidste Afviisning paa Throndenes-Thing. Derpaa sagde han: „jeg henstiller nu til de Lovkyndige, om man ej kan fare saa misligt med sit Søgsmaal, at man ikke længer faar Tilladelse til at forfølge det; thi jeg veed ikke rettere end at det er Lov, at naar Nogen viser sig saa ukyndig i Loven, at hans Søgsmaal bliver afviist paa tre Retterthing, og Vidner nævnes herpaa, skal dette Søgsmaal aldrig mere nyde Fremme, og Dommerne ere ikke længer pligtige at paadømme det“. Han indlagde formeligt Forbud mod, at Dommerne dømte i denne Sag, og nævnte Vidner derpaa. Jon Mørnev svarede: „jeg maatte nok have dømt i Sagen efter hvad jeg fandt lovligst, om jeg var pligtig dertil, men glad er jeg, at dette fritager mig for at dømme, thi hvad Kong Eystein siger, har sin Hjemmel i Loven“[19]. Da sagde Kong Sigurd, meget opbragt: „det kan nok være, at Kong Eystein har faaet dette Søgsmaal spildt ved sine Lovkroge, men en Dom er endnu tilbage, hvilken det nok tør hænde at jeg forstaar mig paa at hænde lige saa godt som han: den skal afgjøre mellem os, siden jeg ikke opnaar min Ret“. Med disse Ord forlod han Thinget, og gik til sine Skibe, ledsaget af sit Følge, men Kong Eystein og Kong Olaf begave sig til sine Herberger.

Da Kong Eystein kom i Stuen satte han sig til at drikke og var meget lystig. Nogle af hans Mænd talte om, hvor langt han havde overgaaet sin Broder i Klogskab; andre snakkede frem og tilbage om, hvad Ende denne Sag vilde faa. Kongen spurgte Sigurd Ranessøn, hvad han syntes om Sagens Udfald og den Hjelp, han havde nydt. Han svarede: „jeg synes meget godt om eders Behandling af min Sag, thi I har i alle Dele ydet mig fuldkommen Bistand, om ikke alt for megen“. Da blev Kongen vred og sagde: „det er vanskeligt at kjende sin Mand, om han har Mod og Fasthed til at modtage fuldstændig Hjelp af sin Overmand, derfor tager jeg mig mindre af Andres Sager, end jeg ellers vilde“. Kort efter passede Sigurd Ranessøn sit Snit til at komme ud af Drikkestuen. Det var seent om Kvelden, og da han saa, at ingen holdt Øje med ham, gik han i al Hast bort, ganske alene. Han var uden Kappe, i Skarlagens Kjortel og blaa Buxer, der gik uden om Kjortelen; i Haanden havde han et stort Huggespyd, hvis Skaft ikke var længere end at man kunde naa til Feilen. Saaledes gik han ned til Bryggen, og standsede ikke førend han kom til Skydebryggen paa Kong Sigurds Skib. Der sad en Mand og holdt Vagt. Sigurd bad om Tilladelse til at gaa ud paa Skibet. Da Vagten havde Betænkeligheder, sagde han: „vælg et af to, gaa fra Bryggen, eller Spydet staar i dig“. Manden forlod strax Bryggen, og Sigurd gik ud paa Skibet til For-Rummet. Der sad man endnu til Bords. Ingen merkede noget til ham, førend han faldt paa Knæ for Kongen og sagde: „ikke vil jeg, Herre, Kong Sigurd, at I og eders Broder skulle have nogen uhyggelig Strid for min Skyld, som det nu seer ud til; heller overgiver jeg mig og mit Hoved i eders Vold og Miskundhed, saa at I kan handle dermed efter Godtbefindende, thi heller vil jeg strax dø, end give Anledning til Splid mellem eder og Kong Eystein“. Mange af de Tilstedeværende lagde nu gode Ord ind for Sigurd, og bade Kongen vise sig naadig mod ham, siden han gav sig i hans Vold. Kongen tog seent til Orde, og sagde: „visselig er du en ædel Mand, Sigurd, thi du har valgt det Raad, der bekommer os alle bedst. Viid, at det nu tegnede sig til en Vande saa stor, at Gud alene kan bedømme den: jeg havde fast besluttet, i Morgen at gaa op paa Ilevoldene med alle mine Mænd, og stride med Kong Eystein. Men nu skal jeg modtage Forlig af dig, hvis du vil overlade den hele Sag til min Afgjørelse“. Sigurd gjorde saa. „Jeg skal ikke udsætte med Afgjørelsen“, sagde Kongen, „thi længe nok har Sagen været forhalet; jeg dømmer dig i en Bod af 15 Merker Guld[20], og denne skal du fuldstændigt udrede i Morgen, førend Højmessen er til Ende i Christkirken. Mine Brødre vilde forhaane mig, men jeg skal sørge for deres Hæder som for min; de fem Merker skal du betale til Kong Eystein, de fem til Kong Olaf, og de sidste fem til mig; du skal ogsaa have betalt til dem begge, førend du betaler til mig. Pengene skulle ikke udredes i andet end reent Guld, thi det er mig sagt, at du er bleven meget guldrig af det Gods, der tilhører os Konger. Men betaler du ikke disse Penge ganske saaledes som jeg nu har sagt, da er Forliget brudt“. „Jeg takker eder, Herre, for at I tilstod mig Forlig“, svarede Sigurd Ranessøn, „hvorledes det nu end viser sig med min foregivne Guldrigdom“. Derpaa forlod han Skibet og gik op i Byen igjen.

Da Sigurd kom ind i Stuen til Kong Eystein, fortalte han ham alt, saaledes som det var gaaet til mellem ham og Kong Sigurd. Eystein blev blodrød, saa at man næsten med en Finger skulde kunne faa ham til at bløde, og sagde: „Du har bragt os i stor Ulykke, og ilde lønnet vor Hjelp; jeg vil ikke have noget med dette Forlig at bestille“. Derpaa gik Kong Eystein til Sængs, men Sigurd til sine Venner, for at laane Guld af dem. Med det han fik laant, og det, han selv havde, bragte han det tilgode fem Merker brændt Guld; mere kunde han ikke opdrive. Om Morgenen, da For-Messerne vare til Ende, gik han til Kong Eystein, og bad ham lade Guldet veje. Da det var gjort, sagde han: „nu vil jeg, Herre Konge, at I skal modtage disse Penge; I kan kalde det, hvad J vil, Bøder eller Løn for ydet Hjelp; det er dog mindre end det burde være“. „Hvor faar du Penge“, sagde Eystein, „til at betale mine Brødre Kong Olaf og Kong Sigurd“7.’ „Jeg begynder“, sagde Sigurd, „hvor jeg finder Forpligtelsen størst; det øvrige faar da gaa som det kan“. Kongen svarede: „jeg veed at du har faaet disse Penge til Laans af Folk, men nu vil jeg, at du modtager dem af mig som en Gave“. Sigurd takkede ham for Gaven, gik til Kong Olaf, og sagde at han vilde betale ham Guldet. Olaf spurgte, om han allerede havde betalt Kong Eystein. Sigurd sortalte, hvorledes det var gaaet til mellem dem. „Det er endnu“, sagde Olaf, „som i Gaar, at jeg ikke veed noget bedre Raad end Kong Eystein; jeg vil derfor skjenke dig disse Penge“. Derpaa gik Sigurd Ranessøn til Kong Sigurd, just som det ringede til Højmesse i Christkirken. Han bad Kongen lade Pengene veje: det skede, og det viste sig at de beløb sig til gode fem Merket. Kongen spurgte, om hans Brødre havde faaet deres Deel. Sigurd svarede, at han havde betalt dem begge. „Det bekræfter sig da“, sagde Kongen, „hvad jeg anede, at du var meget rig paa Guld“. Men Sigurd Ranessøn fortalte nu, hvorledes alt sammen var gaaet til, at Kongerne havde eftergivet ham deres Deel, og at dette var det samme Guld, som han havde tilbudt dem. „Da vil jeg“, sagde Kongen, „ogsaa skjenke dig det paa det Vilkaar, at du, om der opkommer nogen Uenighed mellem mig og mine Brødre, bliver min Ven“. Sigurd svarede: „jeg ønskede helst, at der aldrig opstod nogen Tvist mellem eder, og jeg vil eder alle tre vel; men hvor meget Gods der end er paa Spil, ja om det gjelder mit Liv, vil jeg ikke, saa længe jeg lever, agte nogen Mand her i Verden højere end Kong Eystein“. Da svarede Kong Sigurd: „jeg vilde staa alt for langt tilbage for dem, hvis jeg modtog disse Penge: nu vil jeg give dig dem, om du end ikke lover mig noget Venskab“. Sigurd Ranessøn takkede Kongen med megen Blidhed for denne Gave og al anden Hæder, han havde viist ham. Han indbød Kongen til at spise hos ham den samme Dag, med saa mange Mænd, han selv vilde. Kongen lo — bede at komme.

Da Messen var til Ende, gik Kong Sigurd med 60 Mand til Sigurd Ranessøns Gaard. Da de kom ind i Drikkestuen, fandt de den herligt smykket med Tjeld og Vaaben. Der hang Skjolde rundt om paa Veggene, og det Hele tog sig saa godt ud, at Kongen selv og alle hans Mænd beundrede det. Gjestebudet var prægtigt, og varede den hele Dag. Sigurd Ranessøn og hans Mænd gik omkring og saa Gjesterne til gode; de bare Drikke ind, og alt andet, som kunde behøves. Engang, medens de vare ude, og Kongen var alene med sit Følge, sagde Kong Sigurd til sine Mænd: „naar saa I nogensinde slig Pragt i en Lendermands Huus? Den findes neppe i en Konges Herberge; han har det i alle Dele prægtigere“. Bergthor Bolt svarede: „her findes tilvisse gode Vaaben og smukke Prydelser, men den største Hæder for ham vilde være, om han selv ejede nogen af disse Kostbarheder, og ikke havde laant alt sammen“. Kongen vrededes og sagde: „just derved aabenbarer sig bedst Mandens Vennesælhed, idet han faar laant af Andre alt hvad han vil; saadan Tale er ondskabsfuld“. Sigurd Ranessøn kom i det samme ind i Stuen. Han havde hørt, hvad der var talt. Da det ringede til Aftensang, vilde Kongen gaa. Sigurd gav ham herlige Gaver, og bad ham efter Aftensangen at komme tilbage igjen for at drikke Christi Minde. Kongen gjorde saa. Men da han og hans Mænd traadte ind i Stuen, vare alle Skjolde borte, undtagen et gammelt Ridderskjold, der tilligemed en gammel Kaabe hang ved Skjenkebordet. Kong Sigurd sagde: „her er foregaaet en stor Forandring medens vi vare borte!“ „Ja“, svarede Sigurd Ranessøn, „det gaar som sædvanligt, at enhver vil have sit; ingen af Skjoldene her tilhører mig, og det kommer an paa eders Dom, om jeg endog kan tilegne mig det ene, som hænger tilbage der henne. Sammenhængen dermed er følgende: vi ledsagede eders Fader, Kong Magnus, paa hans sidste Tog til Irland, og gjorde hiin ukloge Landgang; da kom en uhyre Hær af Irer imod os og der stod, som I veed, en Kamp, hvor den store Ulykke hændte, at eders Fader Kong Magnus, Stallaren Eyvind Alboge og mange andre brave Mænd faldt; de øvrige toge Flugten, og Enhver løb ned til Skibene, som han bedst kunde; jeg tror dog ikke, at jeg var den første blandt de flygtende. Da de kom ned til Skibene, var der en dyb Sump paa Strandbredden; de, i hvis Vej den laa, søgte at springe over den; dette lykkedes nogle, andre ikke, og de som ej kom over, gjennemboredes af Spydsodde. Da vi nærmede os Sumpen, saa jeg en Mand rende foran mig: han havde hiint Skjold paa Ryggen og hiin Kaabe om sig. Da han saa, at det ikke gik saa godt for de Andre at komme over Sumpen, kastede han først Skjoldet, siden sled han Kaaben af sig; han havde en guldbremmet Silkehue paa Hovedet, og jeg syntes endda det var store Ting, at han beholdt den: Manden forekom mig at være Bergthor Bokk; men Vidkunn Jonssøn maa vide det, thi han var tilstede, da jeg jog Kaaben og Skjoldet op, thi jeg havde før intet Skjold havt under Kampen. Siden har jeg forvaret dette Skjold, og nu staar det til eder at dømme, om jeg eller Bergthor skal beholde det. Kongen svarede kort og hastigt: „behold du det“, og gik bort, men Bergthor blev meget vred.

Saaledes endtes denne Strid, der kunde have haft saa farlige Følger, til alles Tilfredshed, ved Sigurd Ranessøns ædelmodige Føjelighed. Men mellem Sigurd og Eystein var der fra den Tid af ikke saa godt Forhold som for, skjønt det dog ej kom til Krig[21]. Et Beviis paa den Skinsyge, som Sigurd nærede mod Eystein, og som end mere opflammedes ved Eysteins Optræden mod ham til Fordeel for Sigurd Ranessøn, havde man netop under disse Stridigheder, da Sigurd, efter at have seet sit Søgsmaal to Gange afviist, tilbragte Vintren (1114—1115) i Kongehelle, beskjeftiget, som det nedenfor skal vises, med alskens Bygnings-Arbejder, og ventende paa næste Frostathing, for at faa Sigurd Ranessøn fældet. Eystein havde, som ovenfor nævnt, tilbragt den foregaaende Vinter (1113—1114) paa Østlandet, fornemmeligt i Sarpsborg. En mægtig Bonde, ved Navn Olaf i Dal, der boede paa den nær liggende Gaard Dal i Aamurd (omtrent det nuværende Borge Sogn) havde samme Vinter opholdt sig længe i Byen med sin smukke, forstandige og meget underholdende Datter Borghild. Eystein havde fundet meget Behag i hendes Selskab, hun havde haft lange Samtaler med ham, og dette Forhold gav Anledning til megen og mange Slags Snak. Dette kom Borghild for Øre, og hiin ærgrede sig saaledes derover, at hun besluttede at fralægge sig alle Beskyldninger ved Jernbyrd. Akten foregik i Sarpsborg den følgende Vinter, medens Kong Sigurd var i Kongehelle. Hun fastede, som foreskrevet, bar Jernet, og bestod Prøven godt. Men aldrig saa snart fik Sigurd dette at bore, førend han steg til Hest og red afsted i en saa rasende Fart, at han tilbagelagde de to stive Dagsrejser mellem Kongehelle og Aamurd paa en eneste Dag. Han kom om Natten til Dal, og bortførte Borghild som sin Frille. Dette kan alene have været for at trodse og fornærme Kong Eystein, paa hvem han var saa opbragt. Han havde med Borghild en Søn, Magnus, der sattes til Opfostring hos Vidkunn Jonssøn paa Haalogaland[22].

Endnu i samme Aar, da Søgsmaalet mod Sigurd Ranessøn blev bilagt[23], blev Kong Olaf syg, og døde, den 22de December 1115, kun 15 Aar gammel. Kong Sigurd skal nogen Tid forud have haft en Drøm, som Eystein udtydede for ham saaledes, at Olaf skulde dø først af dem, og finde en god Modtagelse i Himmerige, derpaa skulde han selv, Eystein, følge efter, og blive mindre venligt modtagen, og endelig Sigurd, der skulde leve længst, efter at have gjennemgaaet haarde Tilskikkelser. Beretningen maa staa ved sit Værd; Drømmen selv har vel meget Prag af at være sammensat efter de Begivenheder, hvorom den skulde varsle[24]. Kong Olaf beskrives som høj af Væxt og smuk, munter, omgængelig og vennesæl. Hans Lig blev begravet ved Christkirken, og hans Død blev meget begrædt[25].

  1. ↑ Morkinskinna fol. 26 a; Fornm. Sögur S. 29. Løven kaldes her „hit úarga dýr“.
  2. ↑ Sigurds Saga Cap. 37, Snorre Cap. 25. Begivenheden fortælles blandt de senere Tildragelser i Sigurds Liv, men dog heller ikke saaledes, at der jo kan være sigtet til en tidligere Hændelse.
  3. ↑ Om Skjaldvar, se ovf. S. 458. Sigurd Ranessøn og hans Broder Ulf Ranessøn ere oftere nævnte. Fljod, hvorefter Ivar benævnes, kaldes nu Flø, i Skatvid Sogn.
  4. ↑ Paa Ulster, tilføjer Morkinskinna; hvorledes dette skal forstaaes, er ovenfor viist S. 550.
  5. ↑ At det var i Sarpsborg, nævnes ikke paa dette Sted i Sagaen, men vil nedenfor sees.
  6. ↑ Sagaen nævner Vaaren, men da den selv strax efter lader Frostathinget, der holdtes om Sommeren, være forbi en Maaned efter Eysteins Ankomst til Nidaros, maa han først om Sommeren være rejst fra Viken, hvilket ogsaa fremmet med hvad der nedenfor vil-blive anført. Forresten er det merkeligt, at Sigurd paa denne Tid var nordenfjelds, medens Eystein var søndenfjelds. Sandsynligviis var Sigurd endnu ikke dragen sydover efter den store Hyldingsrejse, han ved sin Hjemkomst foretog rundt om i Landet, se ovf. S. 595.
  7. ↑ Rygtet om Inges Nærmelse maa dog være overdrevet, da han først senere samlede en Hær og kom til Kvaldensø, se ovf. S. 533.
  8. ↑ Saaledes Morkinskinna. I Sigurd Jorsalafarers Saga Cap.29 staar „Kepsesø“. Beliggenheden af denne Ø, hvor der, som man seer, holdtes et Hereds- eller Fjerdings-Thing, er endnu ikke udfunden; man er ikke engang vis paa, hvilken Navnform er den rette. Hvis „Kepses-Ø“ er den rette Form, kunde man maaskee, som enkelte have gjort, tænke paa Kofsø i Senjen; dog skulde man snarere formode at Stedet er at søge sydligere, i Nærheden af Steig. Det kommer her ellers meget an paa, om Haalogalands Inddeling i to sydlige Halvfylker og et nordligt Fylke, Throndenes-Fylke, allerede paa denne Tid havde fundet Sted; dette er dog neppe sandsynligt.
  9. ↑ Det kan dog ikke have været langt søndenfra, siden man kun havde 14 Dage at løbe paa. Det maa alene have været fra de nærmeste Egne af Thrøndelagen. Naar det strax efter heder at Kongen foruden Haaleyger indstevnede Naumdøler, maa dette alene ansees for en Uregelmæssighed.
  10. ↑ Disse Ord ere merkelige, thi de vise, som allerede ovenfor berørt, at der paa den Tid ej var Tale om mere end tre Thingforeninger.
  11. ↑ Maaskee det har bidraget noget til Irernes Føjelighed, at Muirkertach, som de irske Annaler berette, paa denne Tid (i 1114) var bleven saa farlig syg, at han endog frasagde sig Regjeringen (den han dog siden tog tilbage) og Diarmid O’Connor lige for hans Øjne gjorde sig til Herre i Munster, medens hans Fiende Donald O’Lochlan herjede andensteds i hans Rige.
  12. ↑ Han maa nemlig være fød strax efter 1090, se hans Levnetsbeskrivelse i Folio-Udgaven af Snorre, III. Bind. Han var neppe endnu bleven Prest i 1114.
  13. ↑ Einar kalder Ivar her „den tyndfingrede“ (fingrmjórr), hvilket, som der tilføjes, var et Øgenavn, man havde sat paa ham.
  14. ↑ Sandsynligviis ude paa Øren, hvor Ørethinget stundom holdtes.
  15. ↑ D. e. den af Harald Haardraade opførte.
  16. ↑ Om Sigurd Sigurdssøn, se ovf. S, 548 Anm.; han omtales der som en af Magnus Barfods Ledsagere. Gaarden Hvitastein har maaskee varet Hvitsten i Vestby, paa Follo. I Fagrskinna Cap. kaldes hans Fader en Søn af Nevstein; denne Nevstein var maaskee den samme, som var gift med Harald Haardraades Syster Ingerid, og Fader til Gudrun, Skule Tostigssøns Hustru, se ovf S. 447.
  17. ↑ Om Sven Bryggefod, Lendermand i Viken, se ovf. S. 490.
  18. ↑ Han meente hermed, og med Rette, at den nye Lovbestemmelse, som Kong Sigurd fik indført, ikke burde have tilbagevirkende Kraft.
  19. ↑ Bestemmelsen er ikke udtrykkelig indtagen i den nu forhaandenværende Text af den ældre Frostathingslov.
  20. ↑ Da en Mark Guld regnedes ligt med 8 Merker Sølv, bliver den hele Sum lig med 120 Merker Sold, eller i vore Penge henved 1100 Speciedalere. Men da Pengenes Værd i hine Dage var det fleerdobbelte af det nuværende, bliver Summen i sig selv langt betydeligere.
  21. ↑ Beretningen herom skrides fuldstændigt i Hrokkinskinna og Hryggjarstykke, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 27—36. Den findes og, skjønt ikke fuldt saa omstændelig, i Morkinskinna, fol. 28, 29. Hos Snorre findes den Cap. 2i, men højst ufuldstændigt og forvirret. Aarsagen til Kong Sigurds Vrede mod Sigurd Ranessøn nævnes her ej, og i Stedet for Modet i Nidaros og de trende Thing, Keblø-, Throndenes- og Frosta-Thing, nævnes et Mode i Bergen, Gulathing, et Thing paa Rafnista i Naumdølafylke (der dog siges at ligge i Haalogaland) og 8 Fylkers Ørething i Nidaros. Heller ikke nævnes Kong Olaf, derimod tilgiver Kongen Sigurd Ranessøn paa Biskop Magnes og Dronning Malmfrids Forbøn, hvorved Begivenheden rykkes alt for langt ned.
  22. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 22, Snorre Cap. 23. Tidsregningen for alt dette lader sig bestemme ved at tage Kong Olafs Død (Decbr. 1115) til Udgangspunkt, og sammenholde Beretningerne om Søgsmaalet og om Kongesønnen Magnus’s Fødsel. Olaf døde, heder det, lidt efter at Kong Sigurd havde taget Sigurd Ranessøn til Naade; dette skede altsaa om Sommeren 1115. Den foregaaende Sommer (1114) var Søgsmaalet blevet afviist paa Throndenes Thing; den mellemliggende Vinter (1114—15) havde Eystein tilbragt i Throndhjem (Cap. 33), og Vintren forud (1113—14) havde han været paa Østlandet. Nu heder det derimod i Beretningen om Sigurd og Borghild, at efterat Eystein havde tilbragt en Vinter paa Østlandet, især i Sarpsborg, medens Sigurd var nordenfjelds, begav han sig nordefter om Sommeren, hvorimod Sigurd den følgende Vinter opholdt sig i Kongehelle. Da der nu herved temmelig tydeligt gives at forstaa, at Eystein kun tilbragte hiin ene Vinter paa Østlandet, kan der følgelig kun vare Spørgsmaal om Vintren 1113—14; en senere Vinter kan det ej være, endog af den Grund at Kongesønnen Magnus da bliver for ung ved Sigurds Død. Ja det er endog et Spørgsmaal, om man ikke burde sætte alle de her omhandlede Begivenheder endnu et Aar tilbage. Det er nemlig heel sandsynligt, at Sigurd ej er kommen tilbage til Østlandet, førend efter den første Vinter, da Tretten mellem ham og Sigurd Ranessøn opstod, og det ei: ikke rimeligt at han skulde have opholdt sig et Par Aar i Throndhjem, uden at tage tilbage til sit egentlige Hjem, Østlandet, eller i modsat Fald holde sit Løfte om den hellige Kors-Relikvie. Forkjærligheden for Kongehelle maa tidligt have betaget ham. Jo ældre man kan faa Magnus ved Sigurds Død, desto sandsynligere.
  23. ↑ Eller i det følgende, hvis Bilæggelsen af Tretten henføres til 1114.
  24. ↑ Drømmen fortælles i Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 20, Snorre Cap. 19, Morkinskinna fol. 27. a. Om Olafs rette Dødsaar og Angivelsen om hans Alder, se ovf. S. 560. De islandske Kanaler henføre hans Død til tilsi; men det maa erindres at den indtraf i den Periode, da man regnede fra dette Aars Kalendæ.
  25. ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 21, Snorre Cap. 18, 22.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/60&oldid=84451»