Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/71

< Det norske Folks Historie | 3

Paa denne Tid herskede endnu den gamle Kong Nikolas Svenssøn i Danmark, dog mere i Navnet end i Virkeligheden, da de mange yngre Medlemmer af den kongelige Familie, der nu havde naaet Manddomsalderen, ved deres Ærgjerrighed og indbyrdes Stridigheder frembragte en Forvirring, der næsten kunde kaldes Anarchi. Disse yngre Konge-Ætlinger vare fornemmelig Kong Nikolas’s egen Søn af hans Egteskab med Dronning Margrete Fredkolla, Magnus den sterke, hans Broder og Forgænger Kong Erik Ejegods tre Sønner Harald Kesja, Knut Lavard og Erik, siden kaldet Emune, og Henrik Skatelær, en Søn af Sven, der igjen var en Søn af Kong Sven Ulfssøn. Vi have allerede seet, hvor ivrigt Dronning Margrete arbejdede til sin Søn Magnus’s Fordeel, og hvorledes det lykkedes hende at faa ham valgt til Konge i Gautland[1]. Dermed var dog ikke hans Ærgjerrighed tilfredsstillet, thi han vilde ogsaa raade i Danmark, og her fordunkledes hans Anseelse ganske af hans Fætter Knut Lavard, der, udnævnt af Kongen til Hertug eller Jarl[2], indlagde sig stor Hæder ved at frede Landets Grændser og Farvande mod Venderne, og erhvervede sig saa stor Magt i de vendiske Grændse-Lande, at han, efter at den abotritiske Konge Henriks Linje var uddød i Aaret 1129, gjorde Fordring paa hans Rige som hans Syskendebarn, og blev, imod en Pengesum, forlenet dermed af den tydske Konge Lothar, som satte en Krone paa hans Hoved, og udnævnte ham til Abotriternes Konge: en Titel, der dog bragte ham mere Ære end Magt[3]. Knuts ældre Broder Harald var paa denne Tid en Mand i sine modnere Aar. Han var, som ovenfor nævnt, gift med Ragnhild, en Datter af Kong Magnus Barfod, og havde sit fornemste Tilhold i Roeskilde, hvor han sorte et højst forargeligt Liv, og fra sin Borg, Haraldsborg, lod sine Trælle gjøre Plyndringstog saavel i Staden, som i den nærmeste Omegn. Den tredie Broder, Erik, satte Knut til Under-Befalingsmand over Smaa-Øerne, hvor han tog sit Sæde paa Laaland: da han forgjæves henvendte sig til sin Broder Harald om at faa sin Fædrene-Arv, hvormed denne sad inde, opstod der en Fejde mellem Brødrene, der kunde være bleven fordærvelig nok, hvis ikke Knut under Trusler havde indstevnt dem til sig i Slesvig, skiftet Arven og mæglet Fred imellem dem[4]. Han gjorde saaledes, hvad egentlig Kongen selv havde skullet gjøre, og det viste sig deraf, at han var mere Herre i Landet, end Kong Nikolas. Heri kunde den ærgjerrige Magnus ikke finde sig, lige saa lidt som i hans Kongetitel, den han dog ogsaa selv bar; ogsaa den gamle Konge fandt Knuts store Magt og Indflydelse betænkelig, og uagtet denne red Venlighed og Aabenhjertighed søgte at bortfjerne deres Misundelse og Mistillid, kom dog snart den Plan til Modenhed hos Magnus, ved List eller Magt at rydde Knut af Vejen. Dertil skal endog Magnus’s Moder.Dronning Margrete i et uheldigt Øjeblik[5] have opfordret ham, skjønt hun ellers søgte at mægle Fred; men ingen ophidsede ham mere mod Knut, end Henrik Skatelær, der ligeledes var misundelig paa Knut, men især havde fattet Had til ham fordi han ansaa ham for den egentlige Ophavsmand til, at hans Hustru, den letfærdige Ingerid, Kong Inge Steenkilssøns Sønnedatter[6], der ikke kunde udstaa ham som Egtemand, engang rømte bort med en yngre, smukkere Elsker, saa at Henrik selv var nødt til at sætte efter hende og bringe hende tilbage[7]. Vel blev der i Aaret 1130 sluttet et Forlig mellem Knut og Magnus, der endog skulle have indgaaet Edbroderskab med hinanden. Men Henrik Skatelær vidste snart ved ondskabsfuld Tale at fylde Kongens Sind med ny Mistanke mod Knut, og atter at opflamme Magnus’s Had til ham. Med Kongens udtrykkelige eller stiltiende Tilladelse aftalte Magnus, Henrik og flere af dennes Venner en formelig Plan til at rydde Knut af Vejen paa en svigagtig Maade, uagtet denne paa samme Tid, eller kort forhen, helligt havde lovet Dronning Margrete, da hun laa paa sit Yderste, at han aldrig vilde begynde nogen Trætte, men gjengjelde Fiendskab med Velgjerninger. Ikke længe efter hendes Død, der indtraf den 4de November 1130[8], indbød Magnus Knut til et Julegilde i Roeskilde, og efter at han og hans Fader havde viist Knut al optænkelig Hæder og Gjestfrihed, og derved gjort ham tryg, lokkede Magnus ham siden til et Møde i Haraldsted Skov ikke langt fra Ringsted, hvor han ved det skjendigste Forræderi faldt for Magnus’s og de øvrige i Planen indviede Mænds Haand (7de Januar 1131). Herover opstod der en saa stor Forbitrelse, at Kongens eget Liv svævede i Fare, og kun frelstes ved den ærværdige Erkebiskop Assers Mellemkomst. Dog maatte han forpligte sig til at lade Magnus gaa i Landflygtighed, indtil Folket tillod ham at komme tilbage. A Magnus gik til sit Kongerige i Gautland, Kongen derimod til Jylland. Men det varede ikke længe, førend den svage Konge lod sig overtale til at sende Bud efter Sønnen igjen. Dette var en god Anledning for .Knuts Broder, Harald og Erik, til at beskylde Kongen for Deelagtighed i Knuts Drab, og fordre at han skulde lide samme Straf, som Sønnen. Folket, der var af samme Mening, tilbød nu Erik Kongenavnet, hvilket denne i Førstningen erklærede ej at ville antage, førend hans Broders Drab var hevnet. Men da han paa et Tog til Jylland mod Nikolas var bleven overfalden og slagen af denne, efter at man først havde gjort ham tryg ved forstilte Fredstilbud, syntes han at have faaet saa retmæssig Aarsag til at gjøre aabenbar Opstand, at han, efter sin Tilbagekomst til Sjæland, ikke længer vægrede sig ved at antage Kongenavnet, da Sjælandsfarerne og Skaaningerne atter tilbøde ham det. Han samlede nu en Hær og Flaade, for med Eftertryk at bekrige Nikolas, og sendte endog en Skrivelse til den tydske Konge Lothar, hvori han opfordrede ham til at hevne sin forrige Ven og Vasall, Knut Lavards, Drab, og ved Bønner og Løfter søgte at faa ham til at indgaa Krigsforbund med sig. Lothar, som alt for gjerne ønskede en Lejlighed til at underkaste sig Danmark, var strax rede, og lejrede sig udenfor Danevirke, medens Erik med en Flaade viste sig for Slesvig. Men Magnus, der imidlertid var kommen tilbage til Faderen, havde allerede sørget saa godt for Voldens Forsvar, at Lothar ej strax vovede noget Angreb; og da Kong Nikolas selv faa Dage efter ankom med en overmaade stor Hær af Jyder, fandt han det raadeligst at slutte Fred, paa de Betingelser, at Manlius hyldede ham som sin Lensherre, og udbetalte ham en Sum af 4000 Merker. (August 1131). Da Erik erfarede denne Fredsslutning, drog han paa et Skib til Lothar, bebrejdede ham i haarde Udtryk hans Uordholdenhed, og forudsagde ham at Magnus neppe vilde vise sig trofast i Længden. Siden kastede han sig ind i Staden Slesvig, hvis Borgere, af Kjærlighed til hans dræbte Broder, med Glæde toge imod ham, og forsvarede sig med stor Udholdenhed, da Nikolas og Magnus den følgende Vinter, begunstigede af den strenge Kulde, der tillagde Fjorden med Iis, omringede Staden paa alle Kanter til Lands og Vands, og belejrede den, indtil Vaaren kom og Isen tøede op[9].

Erik begav sig nu tilbage til den østlige Deel af Landet, nedslagen over sit Uheld. Imidlertid maa hans Parti dog endnu have været mægtigt og anseet, da der just paa denne Tid kom Gesandter til ham fra den unge Kong Magnus i Norge, for paa dennes Vegne at bejle til hans Broder Knuts efterladte Datter Christina, uagtet hun endnu ikke var voxen[10]. Hvad der maaskee i Nordmændenes Øjne bidrog meget til at svække Nikolas’s og hans Søns Anseelse, var den Omstændighed, at de Svenske, der lige saa lidet nu, som forhen, ønskede nogen Udlænding til Konge, benyttede sig af Magnus Nikolassøns Fraværelse og Beskjeftigelse med Krigen i Danmark, til (1132) at vælge en indfød Konge, Sverke Kolssøn, en Søn af hiin Kol eller Erik Aarsæle, Blotsvens Søn, der, som vi have seet, nogle Aar tidligere havde baaret Kongenavn i den hedenske Deel af Landet, men i sin Alderdom skal have antaget Christendommen[11], hvorved Hedenskabet tabte sin sidste Støtte i Landet, og snart forsvandt aldeles[12]. Sverke optraadte ej alene som Magnus’s heldige Medbejler til Riget, men ogsaa som Kong Nikolas’s ikke mindre heldige Medbejler til en Kvindes Kjærlighed. Thi Kong Inge Hallsteenssøns Enke, Ulfhild[13], hvilken Kong Nikolas havde egtet efter Margrete Fredkollas Død, lod sig, som det heder, forlokke af Sverke til at flygte fra sin gamle Mand, og begive sig til ham, der nu indgik Egteskab med hende. Rimeligviis har der fra tidligere Dage været en Kjærlighedsforstaaelse mellem dem, og det er endog højst sandsynligt, at Sverke for en stor Deel har haft hendes Indflydelse at takke for sin Ophøjelse. Sverke var en ivrig Christen, og de Hensyn bortfaldt saaledes, der hidtil havde dannet en Skillevæg mellem hans Æt og Christendommens Tilhængere. Ved alt dette kunde Magnus“s og hans Faders Anseelse ej andet end lide et betydeligt Skaar, og deres Modstander, Kong Erik Emune, om hvem alle Knut Lavards Tilhængere samlede sig, maatte, trods hans Uheld, forekomme Nordmændene at være den mægtigste. Ved at bejle til hans Broderdatter haabede Kong Magnus Sigurdssøn rimeligviis at erhverve sig en Støtte mod sin Medkonge Harald Gille; og Kong Erik greb igjen paa sin Side med Glæde den Udsigt, som ved dette Svogerskab aabnede sig for ham til at faa Hjelp fra Norge mod sine Fiender i Danmark. Han opfyldte derfor Gesandternes Bøn, idet han bortfæstede Christine til Magnus (1132), og for at knytte Svogerskabet endnu fastere, egtede han hendes Moders Syster, Magnus’s Stifmoder, Kong Sigurds forrige Dronning, Malmfrid, der maaskee har været den, som fra først af bragte Partiet mellem Magnus og Christine paa Bane[14].

Erik var uheldig i sine nærmeste Krigsforetagender mod Nikolas og Magnus, der imidlertid havde søgt at befæste deres Magt, og samlet Tropper om sig i Jylland. Han vandt vel et Søslag ved Sejerø, men til Lands blev først hans Hærfører Christiern Svenssøn slagen og fangen ved Rynebjerg, siden leed han selv et Nederlag ved Odhenshylle (nu Onsil), og hans Broder Harald, der længe havde misundt ham Kongenavnet og Kongemagten, lod sig overtale til at forlade ham og tage Magnus’s Parti (1132). Erik belejrede ham vel i hans Borg, Haraldsborg ved Roeskilde, og nødte ham til at faae sin Frelse i Flugten, men den følgende Vaar, ej længe efter at den norske Konge havde ladet sin Fæstemø Christina afhente ved eget Gesandtskab[15], kom Kong Nikolas med en stor Flaade og Hær, angreb Erik ved Værebro, og slog ham aldeles (1133). Erik flygtede til Skaane, hvis Indbyggere, der sandsynligviis troede, at det nu var ganske ude med ham, joge ham bort[16], og han havde ingen anden Udvej, end med sin Hustru Malmfrid og sin naturlige Søn Sven, der endnu kun var et Barn, at tage sin Tilflugt til den norske Kong Magnus, som just nu opholdt sig i Kongehelle[17], sandsynligviis for at helde des bedre Øje med Begivenhederne i Danmark og Sverige. Men Omstændighederne havde nu merkeligt forandret sig. Erik kom som en Flygtning, ikke som en mægtig Hersker, af hvis Svogerskab Magnus kunde have nogen Ære eller Nytte. Han tog imidlertid venligt imod ham, og meente ham det maaskee fra først af nok saa vel, indtil Erik, som man maa formode, vakte hans Mistanke ved at stifte fortroligt Venskab og indgaa Edbrødre-Lag med hans Medbejler Harald Gille[18]. Da nu ogsaa Kong Nikolas hemmeligt lod ham tilbyde store Fordele, hvis han vilde rydde Erik af Vejen, besluttede han sig til dette Forræderi. I Førstningen lod han sig ikke merke med noget, men søgte kun, med forstilt Høflighed, at omgive ham med flere Drabanter, der havde det Hverv at forebygge hans Flugt, om han skulde merke Uraad. Men Dronning Christina underrettede Farbroderen om, hvad Magnus egentlig havde i Sinde, og da denne saaledes rimeligviis merkede at Erik gjennemskuede ham, og at Forstillelse ikke længer nyttede til noget, tog han Masken af, lod Erik holde i streng Forvaring, fratog ham alle hans Penge, og gjorde Anstalter til at bringe ham hen til et andet Sted, sandsynligviis Bergen eller Nidaros, hvor det var vanskeligere for at ham flygte. Erik havde dog fundet Lejlighed til at underrette sine tro Venner paa Laaland om den Nød, hvori han var stedt. I Haab om at de snart vilde komme ham til Hjelp, anstillede han sig meget syg, saa at man ikke godt kunde bringe ham bort. Det varede heller ikke længe, førend han hemmeligt fik det glade Budskab, at et lidet Fartøj, afsendt fra hans Venner, laa i Nærheden, færdigt til at bringe ham i Sikkerhed, hvis han blot kunde slippe ud af Fængslet. Det lykkedes Erik, ved Hjelp af en Prest, der deelte Fangenskabet med ham, at drikke sine Vogtere fulde; derpaa brød han ud af sit Sovekammer, og kom med sin Søn og sin Dronning, der enten ligeledes har været fængslet med ham, eller hemmeligt er bleven underrettet om hans Flugt, heldigt ned til Stranden, hvor han traf sine Venner, og strax sejlede afsted, efter at han dog først havde haft den Omtanke at lade alle de norske Fartøjer, der laa i Nærheden, gjennembore i Bunden. Da Vogterne den følgende Morgen savnede Erik, og skjønnede, hvorledes han havde narret dem, meldte de det skjelvende for Kong Magnus, der strax lod Fartøjer stikke i Søen for at sætte efter Flygtningen. Men Fartøjerne fyldtes med Vand, og maatte først istandsættes, førend man kunde bruge dem: imidlertid havde Erik faaet et saa stort Forspring, at det var umuligt at indhente ham[19]. Da Magnus siden fik at vide, hvor virksom Dronning Christina havde været i at staa Erik bi, blev han saa opbragt paa hende, at han forskød hende og sendte hende tilbage til Danmark[20]. Erik kom i god Behold til Laaland, hvor han, som Saxo siger, gav Kong Nikolas det tydeligste Tegn paa sin Ankomst ved at lade den af ham udnævnte Befalingsmand over Smaaøerne hænge. Siden drog han over til Skaane, for at forekomme Nikolas, der, efter hvad han havde hørt, vilde tilbringe Julen i Lund, og Skaaningerne, der nu angrede deres Utroskab mod Erik, og maaskee ogsaa paavirkedes til hans Fordeel af Erkebiskop Asser, toge særdeles vel imod ham, ja lovede endog at ville leve og dø med ham. Nikolas hindredes derved fra at udføre sin Beslutning, men forberedede sig imidlertid saa meget ivrigere paa at angribe Erik det følgende Foraar, og sikrede sig derhos mod et befrygtet Angreb af Kejser Lothar, der atter var bleven ham gram, ved at lade sin Søn Magnus fornye sin Lenshylding og aflægge Kejseren Troskabsed paa en Rigsdag, der holdtes i Halberstadt ved Paasketider 1135[21]. Imidlertid samlede Erik sine Venner om sig, forberedede sig til det forvæntede Angreb, og befæstede Lund. Anden Pindsedag, den 4de Juni, satte Nikolas og Magnus med deres Hær over til Skaane, og landede i Fodring, hvorfra de strax rykkede op mod Lund. I deres Hær var ikke færre end ser Biskopper, hvoriblandt en fra Sverige, og en Mængde Prester, foruden Harald Kesja, Henrik Skatelær og deres øvrige Tilhængere. Erik drog dem kjek imøde, og vandt en let Sejr, da deres Krigere allerede ved at see Støvskyerne af Eriks Rytteri, og høre dets Hestetrampen, bleve slagne med panisk Skræk, og flygtede over Hals og Hoved til Skibene. Erik forfulgte dem og anrettede et stort Blodbad. Magnus og Henrik Skatelær gjorde vel tapper Modstand, men bleve overmandede og faldt, tilligemed fem af de Biskopper, der vare i Hæren, og 60 Prester; den 6te Biskop blev saa haardt saaret, at han døde nogen Tid derefter. En Mængde af de Flygtende druknede, da de skulde gaa ombord i Skibene. Kong Nikolas blev selv saaret, men reddede sig, tilligemed Harald Kesja, ombord paa et Fartøj, hvormed han satte over til Sjæland. Denne Sejr sikrede Erik Kongedømmet, og skaffede ham det allerede oftere nævnte Tilnavn Emune, d. e. den evig mindeværdige. Kong Nikolas rejste først til Jylland, hvor han gav Harald Kesja Kongenavn og Halvdelen af sit Rige; derpaa begav han sig til Slesvig, hvis Indbyggere han haabede at vinde, uagtet de ikke for lang Tid siden havde døjet faa meget Ondt af ham og Magnus under den langvarige Belejring. Men ved hans Ankomst stimlede Borgerne, hvoraf de fleste vare Medlemmer af St. Knuds Gilde, i hvilket ogsaa Knnt Lavard havde været indskreven, bevæbnede sammen for efter Gildeskraaen at hevne deres Gildebroders Drab, angrebe ham paa Vejen til Slottet og dræbte ham med mange af hans Følge (25 Juni 1134). Harald Kesja vovede ikke at oppebie Eriks Ankomst, men flygtede til Norge, og Erik blev nu tagen til Konge over hele Landet, idet han med blodig Grumhed mod de faldne Kongers Tilhængere og Harald Kesjas Sønner befæstede sit Herredømme[22].

  1. ↑ Se ovenfor S. 600, 601.
  2. ↑ Sædvanligviis heder det, at han var Hertug i Slesvig, men denne Stad var aabenbart kun hans Residentsstad; hans egentlige Embede var, som Jarlerne fra gammel Tid i Sverige og Danmark, at forsvare Riget til Lands og Vands mod udvortes Fiender. Derfor finde vi ham og stundom paa Tog i Austerveg (Saxo S. 630) og i Besiddelse af Smaaøerne, hvor han satte sin Broder Erik til Underbefalingsmand.
  3. ↑ Helmold, Chron. Slav. I. 49.
  4. ↑ Saxo, S. 626, 627.
  5. ↑ Helmold, I. 50.
  6. ↑ Se ovenfor S. 529.
  7. ↑ Saxo, S. 628.
  8. ↑ Dagen kjendes af det lundske Nekrologium: Aaret sees af Saxos Fortælling.
  9. ↑ Saxo, S. 644—647. Helmold I. 51. Albert af Stade S. 267.
  10. ↑ Om Christina, en Datter af Knut og Ingebjørg, den russiske Storfyrste Mstislavs (Haralds) Datter, Malmfrids Syster, er der ovenfor talt, S. 599. Hun var sandsynligviis fød 1118.
  11. ↑ Til et Sagn derom hentyder Geijer, So. Folkets Hist. I. 156.
  12. ↑ At Sverkes Ophøjelse til Konge skede 1132, sees af Saxo, S. 651, hvor den sættes samtidigt med Krigen i Jylland hiint Diar, og omtales for Begyndelsen af 1133.
  13. ↑ Om Ulfhild se ovenfor S. 600.
  14. ↑ Saxo, S. 647. Disse Giftermaal omtales kun i Forbigaaende, uden nogen Tidsbestemmelse, i vore Sagaer, Harald Gilles Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1. Fagrskinna Cap. 250, jvfr. 215.
  15. ↑ Saxo, Cap. 651.
  16. ↑ Anon. Rosk. hos Langebek I. 381.
  17. ↑ At det var i Kongehelle, sees udtrykkeligt af den næsten samtidige unavngivne roskildske Annalists Beretning hos Langebek, Scr. I. 381, hvor det siden heder at Erik anstillede sig syg „ne Cunuchelde transferretur“, hvilket ej kan betyde andet end „at han ej skulde flyttes fra Kongehelle“, ikke „til Kongehelle“. Dette var ogsaa det eneste Sted af dem, hvor Kongerne plejede at opholde sig, hvorfra man i Luft kunde faa Bud til Laaland. Han har da vel siddet fangen i det nye Kastell.
  18. ↑ At et saadant Forbund er indgaaet mellem Erik og Harald, siges udtrykke ligt i Harald Gilles Saga Cap. 5, Snorre Cap. 3. Men den eneste Lejlighed, de dertil havde, var under Eriks Ophold i Norge.
  19. ↑ Saxo, S. 652, 653. Jvfr. Anon. Rosk. hos Langebek, Scr. I. S. 381. Ovenfor ere begge disse Beretninger benyttede. Besynderligt nok, nævne vore Sagaer ikke et Ord om hele denne Sag, ja ej engang Knytlingasaga.
  20. ↑ Skilsmissen nævnes ogsaa i Harald Gilles Saga Cap. 2, Snorre Cap. 1, men uden at der angives anden Grund, end at Magnus ej kunde elske hende.
  21. ↑ Se herom Annalista Saxo, og fl.
  22. ↑ Saxo, S. 655—657. Sven Aagessøn, hos Langebek, Scr. I. S. 60. Anon. Rosk. sammesteds, S. 382. Helmold. I. bl. Knytlingasaga Cap. 94—98. Islandske Annaler ved 1130.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/71&oldid=84462»