Det norske Folks Historie/3/73

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 733-737).

Følgerne af Magnus’s Uklogskab viste sig snart. Mange Nordmænd, fornemmelig, som man maa formode, fra Viken, samlede sig om Harald Gille i Halland, blandt dem Thjostulf Aalessøn, der endog solgte sine Jorder for at kjøbe Skibe og Vaaben^[1]. Det varede ikke længe, førend Harald følte sig sterk nok til at vove et Forsøg paa at gjenvinde Riget, og viste sig udenfor Kongehelle med sine Skibe og de Folk, der deels vare komne til ham fra Norge, deels havde taget Tjeneste hos ham i Danmark^[2]. Lendermændene, Bymændene og Bønderne i Nærheden gjorde vel Mine til at ville holde ham borte og opstillede en diger Fylking, som det heder, oppe ved Byen. Men han gik dog uhindret i Land, og sendte Mænd til Bondehæren med Anmodning om, at man ikke vilde formene ham Adgangen til sit Rige, da det ej var hans Hensigt at forlange mere, end hvad der med Rette tilkom ham. Og efter faa Underhandlinger opløste Bønderne deres Hær og gik Harald til Haande; han uddeelte til Gjengjeld Len og Vejtsler blandt Lendermændene, og tilstod de Bønder, der sluttede sig til hans Trop, flere Fordele. Herved fik han snart et stort Tilløb, saa at han underkastede sig hele Ranafylket, og kunde drage længer nordefter i Viken. Han tilstod alle fuldkommen Fred, undtagen Kong Magnus’s erklærede Tilhængere, thi dem lod han dræbe eller udplyndre, hvor han traf dem. Saaledes lod han i Sarpsborg tvende af Kong Magnus’s Lendermænd, Brødrene Aasbjørn og Nerid, gribe, og bød at den ene skulde hænges, den anden kastes i Sarpen, men overlod dem selv at vælge hver sin Dødsmaade. Aasbjørn, der var den ældste, valgte at kastes i Sarpen, hvilket han ansaa for det haardeste. Derpaa fortsatte Harald sin Rejse til Tunsberg, hvor han fandt en god Modtagelse, og hvor en stor Hær samlede sig om ham^[3]. Hele Viten bar saaledes i en meget kort Tid falden i hans Magt. Hans Hensigt var, naar han havde faaet en tilstrækkelig Hær og Flaade samlet, at drage lige til Bergen og angribe Magnus.

Da denne i Bergen fik Efterretning om Haralds Foretagender, lod han strax alle de Høvdinger, der vare i Bergen, kalde til Raadslagning, og æskede deres Mening om, hvad der nu var at gjøre. Sigurd Sigurdssøn raadede ham til at afsende ham selv eller en anden Lendermand til Harald for at byde ham Forlig efter retsindige Mænds Afgjørelse, og det halve Rige, som forhen. Herom vilde Magnus intet høre: „hvad nytter det mig da“, sagde han, „at jeg i Sommer vandt det hele Rige, dersom jeg nu skal afstaa Halvdelen deraf? Giv os et andet Raad“. Sigurd svarede; „det lader til, Herre, at dine Lendermænd, der i Høst bade dig om Hjemlov, nu sidde stille og ikke ville komme til dig. Dengang handlede du tvert imod mine Raad, idet du opløste Hæren, skjønt jeg kunde vide, at Harald vilde komme tilbage til Viken, saa snart han hørte, at du var borte. Mit andet Raad er derfor dette, og skjønt det er ondt, tør det nok vise sig fordeelagtigt: send dine Gjester med det nødvendige Antal Folk om paa Gaardene til de Lendermænd, der nu ikke ville staa dig bi, og lad dem dræbe, men giv deres Ejendomme til Mænd, som nu ville komme dig til Hjelp, lige meget om de hidtil vare lidet anseede; lad dem bringe Folket paa Benene; slaa ikke Vrag paa nogen, enten onde eller gode, og drag saa østover med den Styrke, du faar samlet, for at møde Harald, og prøve Krigslykken“. „Nej“, sagde Magnus, „jeg paadrager mig kun Uvenskab ved at lade mange anseede Mænd dræbe og i deres Sted ophøje ringere Folk, der ikke ere et Gran mere at lide paa, men derimod afstedkomme langt større Forvirring; lad mig høre endnu et Raad“. „Dette bliver vanskeligt at finde paa“, svarede Sigurd, „siden du hverken vil slutte Forlig, eller vove Krig; lader os da drage nord til Throndhjem, hvor Landets meste Styrke er for os, og lad os undervejs samle alt det Mandskab om os, som vi kunne faa; maaskee Elvegrimerne da finde det slemt at forfølge os saa langt“. „Jeg vil ikke undfly for dem, som vi i Som mer joge paa Flugt“, svarede Magnus; „kom med et bedre Raad“. Da stod Sigurd op og gik sin Vej med de Ord: „nu skal jeg give dig det Raad, som jeg seer du vil have, og som vil gaa i Opfyldelse: sid her i Bergen, indtil Kong Harald kommer med en talrig Hær; da vil Død eller Skjendsel være dig vis“^[4]. Og Magnus blev i sin Forblindelse roligt siddende i Bergen, uden engang at gjøre Forberedelser til at modtage Harald, om han skulde komme. Hvad han tænkte eller stolede paa, er vanskeligt at forstaa. Maaskee haabede han, at Harald Kesja, der just paa denne Tid vendte tilbage til Jylland og lod sig give Kongenavn paa Urnehoved-Thing, skulde beskjeftige ej alene Kong Erik, men ogsaa hans Ven Harald Gille saaledes, at denne ikke for det første kunde tænke paa at forlade Viken^[5].

Men da Julen nærmede sig, drog Harald Gille afsted fra Tunsberg med en betydelig Styrke, og satte Kursen vesterover, langs Kysten, henad Bergen til. Denne Vinter kaldte man siden „Muge-Vintren“ (af „Mug“ d. e. Hob, Masse) formedelst de store Flokke, der samlede sig om .Harald. Han ankom udenfor Bergen om Juleaften (24de December), men lagde for det første ind i Florevaag ved Askøen, da han ikke vilde krige i Helligdagene. Da først fik Magnus det travlt med at befæste sig og berede sig paa Kamp. Ude paa Holmen^[6] lod han rejse en Valslynge; han lod Indsejlingen til Vaagen sperre ved en deels af Jærnlænker, deels af Træbomme bestaaende .Kjede, som lagdes tvers over fra Kongebryggen til Munkebryggen paa Nordnes; derhos lod han smede en heel Deel Hærsporer eller Fodangler, og strø omkring paa Jonsvoldene^[7], om Fienden skulde ville trænge frem ad den Vej. Man gav sig ikke Tid til at helligholde flere end tre Dage i hele Julen, saa ivrigt blev der arbejdet. Magnus holdt ogsaa Thing med Bymændene og bad dem om Bistand; de lovede at gjøre deres Bedste. Da Julen var til Ende, lod Harald endelig blæse til Angreb. Fra Herederne i Omegnen havde der imidlertid samlet sig over tusende^[8] Mænd til den store Flok, han allerede havde medbragt. Han anraabte St. Olaf om Hjelp, og lovede, hvis han sejrede, at lade ham bygge en Kirke der i Staden paa sin egen Bekostning. Derpaa lod han Skibene hamle ind mod Nordnes. Magnus havde imidlertid fylket sin Hær, som deels bestod af hans egne Folk, deels af Bymændene, ude paa Christkirkegaarden i Holmen; men ved at see Haralds Skibe nærme sig Nordnes troede han, at han vilde gjøre Landgang der, og ilede ham med hele sin Hær imøde gjennem Byen og omkring Vaagsbunden. Men paa Vandringen gjennem Byen smuttede mange af Bymændene ind i sine Huse og gjemte sig, uden at man i den Hast kunde hente dem tilbage; og paa Jonsvoldene saaredes mange af de der henkastede Hærsporer. Da blev man var, at Harald ikke havde landet paa Nordnes, men derimod sat over til Hegraviken^[9], og der steget i Land, for at tage den øvre Vej over Bakkerne ned i Byen. Der var saaledes intet andet for, end at ile den samme Vej tilbage, som man var kommen; ved denne Lejlighed kom atter mange til Skade ved de Hærsporer, hvorved man havde tænkt at hindre Fiendens Fremtrængen. Da Magnus kom ud i Byen, og hans Mænd saa, hvor stor Overmagt Harald havde, tabte de aldeles Modet, og flygtede hver til sin Kant, nogle op i Fjeldet, nogle ind i Kirker, andre op om Nonneseter^[10], eller søgte andre Smuthul. Magnus gik med de faa Folk, der endnu bleve hos ham, ud paa sit Skib, men dette kunde ikke komme ud formedelst Jærnkjeden, hvormed han selv havde ladet Vaagen sperre. Da satte han sig paa Højsædeskisten i For-Rummet, roligen væntende sin Skjebne. Det varede ikke længe, førend Haralds Mænd kom ombord og grebe ham saa vel som hans Ledsagere, hvoriblandt hans Morbroder Haakon Fant, en smuk, men ikke synderlig forstandig Mand, og hans tro Ven, Ivar Asserssøn, der var bekjendt for sin Lighed med ham. Flere af dem bleve strax dræbte; for øvrigt faldt der ikke mange ved hele denne Begivenhed, og de fleste, som fangedes, fik Grid^[11].

Kong Harald holdt Magnus en Stund fangen hos sig, idet han overlagde med sine Raadgivere om, hvad der var at foretage med ham. Tilsidst blev man enig om at lade ham beholde Livet, men for øvrigt behandle ham saaledes, at han fra den Tid ikke kunde tænke paa at kalde sig Konge. Han blev derfor overantvordet til den grummeste Lemlæstelse af Kongens Trælle; de stak hans Øjne ud, hug den ene Fod af ham, og gildede ham. „Dette Verk“, siges deri en gammel Saga, „var ondt og ukongeligt, thi Krigsmændene raadede mere end Kongen selv“. Mishandlingen ledsagedes af Forhaanelser. Man spurgte ham spottende, hvem af sine Mænd han ønskede skulde blindes, ligesom han selv. Han troede ikke, svarede han, at nogen fandt Behag deri. Da sagde den tro Ivar Assersøn, at ligesom han havde lignet sin Konge da denne var seende, ønskede han fremdeles at være ham lig i Blindhed. Hans Øjne bleve derfor ligeledes udstukne. Haakon Fauk, Kongens Morbroder, blev dræbt. Magnus blev siden bragt til Nidaros, iført Munkeklæder, og indsat i Nidarholms Kloster, der ved denne Lejlighed fik Gaarden Store-Hernes paa Frosten til hans Underhold^[12].

Harald underlagde sig nu hele Riget og lod anstille skarpe Undersøgelser om, hvo der især havde været Magnus’s Venner, og hvo der vidste bedst Besked om, hvor hans Penge og Kostbarheder vare forvarede. Selv havde Magnus siden Fyrileiv-Slaget ført den hellige Kors-Relikvie med sig, og var længe ikke at formaa til at bekjende, hvor han havde gjort af den. Senere maa han have udleveret den, da den endnu samme Aar omtales som opbevaret i Kongehelle. Da Biskop Reinald i Stavanger havde været en særdeles god Ven af Kong Magnus, og, som vi have seet, neppe uden Grund ansaaes for en meget pengebegjærlig Mand, fandt man det ikke usandsynligt at Magnus havde betroet ham sine Skatte. Der blev sendt Bud efter ham, og han kom til Bergen, hvor man strax bar denne Mistanke paa ham. Men han negtede aldeles at have modtaget noget, og tilbød sig at aflægge Ed derpaa. Herom vilde Harald intet høre, men paalagde Biskoppen at udrede tolv Merker Guld. Biskoppen sagde at han heller vilde vove sit Liv, end udarme sin Biskopsstol, der allerede var fattig nok, ved en saadan Udtælling. Da blev han, ligeledes paa Krigsmændenes Forlangende, uden videre hængt paa Holmen i den Valslynge, Magnus havde oprejst. Da han gik herhen, rystede han den ene Halvstøvle af sin Fod, og sagde: „jeg sværger, at jeg ikke veed om mere Gods, der tilhører Kong Magnus, end hvad der er i denne Støvle“. .Man fandt en Guldring deri. Reinald blev begraven ved Michaelskirken eller Munkeliv Kloster paa Nordnes, til hvis Konvent han, som ovenfor antydet, maaskee havde hørt. Disse Grusomheder bleve, som rimeligt var, meget dadlede. „Ved Biskoppens Drab bedrøvede Harald“, heder det, „alle gode Mænds Hu og Hjerte, og rimeligt er det, at det er denne Ugjerning, der har bragt saa vel Norge som Gjerningsmændene i saa stor Ulykke, da de nemlig derved paadroge sig Guds Vrede“^[13]. Men Harald maatte her bære Skylden for hvad hans raa og byttelystne Krigere, i hvis Haand han næsten var et viljeløst Redskab, foretog sig for at udpresse Penge. Selv viste han, da han først var kommen i sikker Besiddelse af Kongedømmet, og sandsynligviis havde afskediget sine Mænd, megen Mildhed: alle de, der ønskede Fred, fik den, og han optog, endog til sin egen Skade, som det siden viste sig, mange i sin Hird, der sør havde været Magnus’s Mænd^[14].

1. Orknøyingasaga S. 172.
2. I Knytlingasaga Cap. 100 siges det udtrykkeligt, at han havde nogle Folk med sig, som Erik havde skaffet ham.
3. Harald Gilles Saga, Cap. 6, Snorre Cap. 4, Fagrskinna, Cap. 753. Harald kom sandsynligviis til Kongehelle i Begyndelsen eller Midten af Oktober, efter at have opholdt sig en Maaneds Tid hos Kong Erik, og en Maaneds Tid i Halland.
4. Harald Gilles Saga Cap. 7, Snorre, Cap. 5, Fagrskinna Cap. 253.
5. Harald Kesja kom, som man af Saxo seer, mod Vintertid til Jylland, siden Erik maatte lade sine Skibe, paa hvilke han drog ham imøde, drage over Isen.
6. Ved Holmen forstaaes sandsynligviis her ikke den saakaldte Taleholm, nu Christiansholm, men Kommunen.
7. Nu Engen.
8. Saaledes Harald Gilles Saga (ni Hundreder) udg. af Snorre har urigtigt 60 Hundreder. Fagrskinna nævner 11 Hundreder.
9. Fagrskinna nævner kun Holmen.
10. Hermed antydes vel kun det Sted, hvor Nonneseter (Lungegaarden) siden opsattes. Fagrskinna nævner det ej.
11. Harald Gilles Saga Cap. 8, Snorre Cap. 7. Fagrskinna Cap. 254.
12. Harald Gilles Saga Cap. 9, 15. Snorre Cap. 8, 12. Saxo S. 662.
13. Morkinskinna, fol. 32. a.
14. Harald Gilles Saga Cap. 9, Snorre Cap. 8. Morkinskinna nævner 30 Mk. Guld, ikke 12. Men denne Sum, der svarer til 192 Mk. Selv eller henimod 1800 Sølvspecier i Vegt, dog snarere til 18000 efter Værdien i vore Dage, var allerede betydelig nok. Reinalds Drab omtales ogsaa af Hoveden, hos Savile S. 599; dog kaldes han her Reinaldus Bergensis, som om han var Biskop i Bergen. Maaskee at der i Originalen kun stod „Bergis“ d. v. s. „i Bergen“.