Det norske Folks Historie/3/75
Paa Syderøerne, Norges andet større Skatland, var det i denne Tid forholdsviis stille, thi Olaf Bitling, som han kaldtes, Gudrød Meranaghs Søn, der efter Magnus Barfods Fald var bleven hentet fra England, og tagen til Konge, var en fredelig Mand, hvem de kirkelige Anliggender fornemmelig laa paa Hjertet. Saaledes gav han alle Kirker paa Øerne Jordegods og Privilegier; navnlig skjenkede han Abbed Ivo i det nys oprettede Cistercienserkloster paa Furness i Yorkshire en Deel af Krongodset paa Man til Oprettelsen af et Filial-Kloster i Russin paa denne Ø, som ogsaa virkelig kom istand (1134). Han var, siges der, andægtig og ivrig i Gudsdyrkelsen, og yndet saa vel af Gud som af Mennesker, hvorfor hans Undersaatter bare over med hans huuslige Svagheder. Hermed sigtes til, at han havde flere Friller, med hvem han fik mange Børn. Han var først gift med en Datter af den skotske Høvding Fergus i Galloway, siden, som vi have seet, med Ingebjørg, en Datter af Haakon Orknø-Jarl i hans Forbindelse med Helga Maddadhsdatter, og saaledes en Heelsyster til Harald Jarl og Margrete, Jarlen af Atholes Hustru[1]. Olaf, heder det, levede i saa nøje Forbindelse med Kongerne paa Irland og i Skotland, at ingen vovede at forstyrre Øernes Fred. Heraf kan man vel slutte, at Forbindelsen med Norge maa have været temmelig løs: der er heller ikke synderlige Spor af at Magnus Barfods Sønner have gjort sig nogen videre Umage for at bringe Olaf til at erkjende deres Højhed. I hvad Forhold Harald Gille, der selv kom fra de Kanter, stod til ham, om han med eller uden hans Vidende var rejst til Norge, eller om der endog var en hemmelig Forstaaelse mellem dem, oplyses ikke. For øvrigt lader det til, at Olafs eget Herredømme over Syderøerne var temmelig svagt, og at Høvdingerne der for det meste raadede sig selv, medens han sad i Rolighed paa Man. En af disse Høvdinger var den ovenfor nævnte Holdbode paa Tyrvist, hvis Indflydelse synes at have været meget stor. Paa denne Tid fremstod ogsaa en anden Høvding, der snart erhvervede det største Vælde paa disse Kanter: det var Sumarlide, Gillebrigdes Søn, og en Sønnesøn af hiin Gille-Adomnan, der efter sin Fader, Sumarlide den ældres, Død var fordreven af Kong Gudrød fra sine Ættebesiddelser i Argyll, og havde taget sin Tilflugt til Irland[2]. Sumarlide, der ej kunde finde sig i Landflygtigheden og den underordnede Stilling, hvori han var kommen, vendte hemmeligt tilbage til Argyll, satte sig i Spidsen for Indbyggerne i Morven, og gjorde sig inden føje Tid til Herre over hele Marven, Lochaber og Argyll, ja endog over Øerne Arran og Beite, der egentlig regnedes til Syderøerne[3]. Der findes intet Spor af at Kong Olaf modsatte sig ham; derimod fik Sumarlide, dog kun, som det beder, ved List, hans Datter af første Egteskab, Ragnhild, til Egte, hvilket, som den Manske Krønike siger, var til hele Rigets Ulykke, formedelst de fire Sønner, Sumarlide havde med hende. Her sigtes til Rigets paafølgende Deling og de voldsomme Tronstridigheder. Trods Giftermaalet har dog neppe Forstaaelsen mellem Olaf og den mægtige Sumarlide været synderlig god; og den Omstændighed, at Olaf nu i ham havde faaet en farlig Medbejler, medens han tillige havde at befrygte Tronprætensioner og Angreb af sin ældre Broder Haralds trende Sønner, der opholdt sig i Dublin[4], har maaskee gjort ham mere tilbøjelig end før til at søge Hjelp fra Norge og erkjende den norske Konges Højhed, saaledes som det i det følgende vil sees.
Paa Island var det i denne Tid ligeledes temmelig stille. Flere af de mægtige og anseede Mænd, som i Aarhundredets tidligere Deel havde haft meest Indflydelse, døde paa Harald Gilles Tid, nemlig Havlide Maarssøn († 1130), Biskop Thorlak Runulfssøn i Skaalholt, († 1133), og den lærde, højt fortjente Videnskabsmand, Sæmund Sigfussøn (den frode) i Odda († 1133). Ti Aar i Forvejen havde Thorlak os hans Medbiskop Ketil i Hole ordnet de kirkelige Anliggender ved at udgive og faa vedtaget den første Christenret paa Island (1123); de vare opfordrede dertil af Erkebiskop Asser, men det siges udtrykkeligt, at de toge Sæmund den frode saa vel som andre kyndige Mænd paa Raad med[5]. Thorlak efterfulgtes af Magnus Einarssøn, hvis Fader Einar var en Søn af den Magnus, som Faderen, Thorstein Siduhallssøn, havde opkaldt efter Kong Magnus den gode, med dennes eget, paa Dødslejet givne, Samtykke[6]. Magnus var den sidste islandske Biskop, der indviedes af Erkebiskop Asser, hvilken han, som det nedenfor nærmere vil sees, i det Øjemed besøgte i Slutningen af Aaret 1134, og ved denne Lejlighed stiftede Bekjendtskab med Kong Harald Mine. Sæmund frode efterlod flere Børn; to af dem havde modtaget den prestelige Vielse, nemlig Eyjulf og Loft. Den sidste gjorde paa en Rejse til Norge Bekjendtskab med en Pige ved Navn Thora, og egtede hende. Det blev siden opdaget, at hun var en Datter af Kong Magnus Barfod[7]. Han havde med hende Sønnen Jon, der, som man maa antage, var fød endnu under Lofts Ophold i Norge, 1124, da vi elleve Aar senere finde ham til Opfostring hos den anseede Andreas Bruunssøn, Prest ved den nye Kastelkirke i Kongehelle[8]. Jon Loftssøn blev siden en udmerket Mand; der siges om ham, at Island ikke har haft nogen større og vennesælere Høvding. Meest bekjendt er han bleven som den berømt Snorre Sturlassøns Fosterfader.
Paa Grønland synes Biskop, Arnald, ved Hjelp af sin ved Ed forpligtede Ven[9], Einar Sokkessøn, og dennes Fader Sokke, at have udøvet Magten, men just ikke altid at have benyttet den paa den bedste Maade. Følgende Beretning derom er os opbevaret, i flere Henseender merkelig formedelst de Personer, som deri spille en Rolle, og det Lys, den kaster paa Grønlands daværende Forhold. En af Kolonisterne i Grønland, ved Navn Sigurd Njaalssøn, en rask og uforfærdet Sømand, som ofte plejede at drage paa Fangst til Ubygderne, kom en Sommer paa sit Skib, selv femtende, til en Fjord ved Jøkelen Hvitserk (Kap Farvel), hvor man fandt Ildstedet og andre Spor efter Mennesker. Uagtet hans Kammerater havde meest Lyst til at vende tilbage og ikke krydse i de farlige Fjorde under Jøklerne, fik han dem dog overtalte til at drage længer ind i Fjorden, for nærmere at undersøge den. Inde i Fjorden fandt de tvende Skibe, det ene et Handelsskib, hvoraf Nederdelen var knuust, det andet et stort og særdeles smukt Havskib, der endnu var i god Stand. I Nærheden stod en Hytte og et Telt; saavel i Hytten, som udenfor, laa flere halvt forraadnede Lig, saa at det var let at skjønne, at Skibene maatte have været indestængte af Driviis, og at deres Besætning var omkommen af Hunger, men at Isen siden efter maatte have forladt Fjorden[10]. Sigurd ansaa det derhos rimeligt, at det store smukke Skib var det paa hvilket en Nordmand, ved Navn Arnbjørn, havde forladt Norge paa samme Tid, som Biskoppen og Einar Sokkessøn (1125), men som man siden ikke havde hørt det mindste til. Sigurd kjendte nemlig Arnbjørns Skib af Beskrivelse. Sigurd, hvis Pligt som Christen først og fremst bød ham at skaffe Ligene til Kirken, lod dem koge i nogle Kjedler, som man forefandt i Hytten, indtil Kjødet skiltes fra Benene, som derved bleve lettere at føre; de toge Sømmene ud af Handelsskibet, og brændte det op; men det store Skib med tilhørende Baand og alt Godset førte de med sig til Garde, hvor Sigurd lod Benene begrave, og, med Kameraternes Samtykke, skjenkede Skibet saa vel som en stor Deel af Godset til Kirken for Ejernes Sjæle. Da dette siden rygtedes til Norge[11], udrustede Arnbjørns Systersøn ved Navn Assur, tilligemed nogle andre Mænd, hvis Frænder havde hørt til Besætningen i det store Skib, et Fartøj og droge til Grønland, for at gjøre Paastand paa Skib og Gods som deres Arvedeel. De landede i Eriksfjorden, hvor de først dreve Handel med Indbyggerne; og da Vintren kom, tog Assur sig Ophold hos Biskoppen, de øvrige paa en Gaard i Nærheden.
Ud paa Vintren (1133) bragte Assur sit Ærende paa Bane for Biskoppen, og bad denne afstaa ham Arvegodset. Biskoppen vægrede sig derved, da han, som han sagde, kun havde fulgt Landets Love, og desuden ikke selv havde været.eneraadende i Sagen, hvorhos det var billigt at Godset anvendtes til de forrige Ejeres Sjælebod. Han erklærede det endog for heel upassende af Assur, nu at komme med Fordringer derpaa. Da blev Assur vred, forlod Bispegaarden, og tilbragte den øvrige Deel af Vintren hos sine Kamerater. Om Vaaren stevnede Assur Sagen for Grønlændingernes Thing i Garde: der indfandt han sig med sine Kamerater, og Biskoppen og Einar med et stort Følge. Men da Dommen var sat, traadte Einar til med sin Skare, og hindrede Nordmændene ganske fra at faa deres Sag fremmet, saa at de maatte vige Pladsen. Over denne Uret og Ydmygelse blev Assur vred, og hevnede sig ved at hugge to Bord ud af det store Skib lige over Kjølen. Derpaa begav han sig til Vesterbygden, hvor der laa et andet norskt Skib, som tilhørte en Kolbein Thorljotssøn fra Batalden i Søndfjord[12], og fik Tilsagn af ham og hans Kamerat Ketil Kalfssøn om deres Bistand mod Biskoppens Vrede og Einars Hevn. Biskoppen blev ogsaa virkelig saa forbitret ved at høre hvad Assur havde gjort, at han erklærede ham at have forbrudt sit Liv, og sagde til Einar, at han vilde ansee ham for en Meeneder, hvis han ikke tog klækkelig Hevn over Assur. Einar, der var en fredelig Mand, gjorde Biskoppen Forestillinger, og ytrede at Assur dog havde haft stor Grund til Ærgrelse, saa at man ej maatte regne det saa nøje med ham. Men derom vilde Biskoppen intet høre, og viste Einar endog Kulde og Uvilje, fordi han ej strax var rede til at føje ham. Denne Uvilje vovede Einar ikke at trodse. Hans Ed forbandt ham til, som det hed, at forsvare Biskoppens og Kirkens Rettigheder, og mod sit Ønske, kun dreven af Frygt for den hevngjerrige Biskops Vrede, dræbte han Assur paa Kirkegaarden ved Langenes, just som Biskoppen selv havde holdt Messe. Biskoppens Haardhjertethed gik faa vidt, at han neppe engang vilde tillade at Liget fik en ordentlig Begravelse, uagtet Einar selv bad derom. Han tillod endelig at jorde det ved den Kirke, hvor de nu befandt sig, og hvorved ingen Prest var ansat, men han lod ikke nogen Prest synge over det, førend det var kommet i Jorden. Einar bebrejdede Biskoppen hans grumme Ferd, og spaaede store Ulykker deraf, men Biskoppen meente, at det ej havde nogen Nød.
Det rygtedes til Vesterbygden, hvor ilde det var gaaet Assur, og hans Frænde og Kamerat, ved Navn Simon, besluttede at optræde som Eftermaalsmand. Ketil Kalfssøn paatog sig at føre hans Sag, og drog i Forvejen med Kolbein og nogle flere til Thinget i Garde. De øvrige skulde strax følge efter paa Kolbeins Skib. Da Ketil og Kolbein kom til Thinget, var den gamle ærværdige Sokke allerede tilstede, og tilbød Forlig paa Einars Vegne, men Ketil Kalfssøn paastod lovlig Rettergang, og gik til Dommen. Her var dog Einar nu, som tidligere, paaferde, og drev Dommerne fra hinanden, faa at Nordmændene ej kunde faa deres Sag fremmet. Da de øvrige, hindrede ved Modvind, endnu ej vare komne, følte Ketil og Kolbein sig ej mandsterke nok til at maale sig med Einar, men modtoge, skjønt højst ugjerne, Sokkes atter fremsatte Mæglingstilbud. Det aftaltes, at Forliget skulde sluttes nogen Tid derefter paa et Sted ved Navn Eid, i Nærheden af Garde. Imidlertid kom ogsaa de øvrige Nordmænd vestenfra, og Kolbein ytrede, at havde de været tilstede paa Thinget, vilde det neppe nu være saa nær ved Forlig. Efter hans Forslag droge de alle, fuldt udrustede, til Forligsmødet, og skjulte sig i en afsides Vang ikke langt fra Bispegaarden. Einar kom just, som det ringede til Højmesse. Nordmændene, som hørte det, sagde at man gjorde alt for megen Ære af ham, naar man endog ringede med Klokkerne til hans Modtagelse. Ketil bad dem ikke at ærgre sig derover, da det maaskee torde blive til Ligringning inden Aften. Einar satte sig nu med sit Følge paa en Bakke, og Ketil, Simon, og flere af Nordmændene traadte frem, for, som det hed, at afslutte Forliget. Sokke, Einars Fader, fremlagde adskilligt Løsøre til Vurdering, for at anvende det til den Bod, der skulde betales. Ketil fordrede at han selv og en islandsk Handelsmand, der var tilstede, skulde vurdere Godset. Sokke samtykkede deri; imidlertid gik Simon med en mørk Mine omkring paa Pladsen. Blandt de Sager, som kom frem, var en gammel Spangebrynje. Simon greb den, og kastede den hen paa Sletten med de Ord: „det er Skam at byde saadant for en Mand som Assur“. Derpaa gik han op mod Grønlændingerne, der sad paa Bakken. Disse rejste sig, og løb ned mod ham, Einar med hævet Øxe; imidlertid løb Kolbein ubemerket op forbi dem og angreb dem i Ryggen. Han hug med sin Øxe mellem Skuldrene paa Einar i samme Øjeblik, som dennes Øxe kløvede Simons Hoved. Einar faldt med de Ord: „Sligt var at vænte“, og opgav Aanden i Biskoppens Skjød. Hans Fostbroder angreb Kolbein, men fældtes af ham. Der opstod nu en hidsig Kamp, idet de øvrige Nordmænd løb til fra deres Skjulested, og der faldt flere paa begge Sider. Grønlændingerne vare talrigst, og fik saaledes Overhaand, men det lykkedes dog Nordmændene at komme ned til deres Baade, og derfra til Skibene. Sukke beredede sig til at angribe dem her, men en forstandig Mand ved Navn Hall fraraadte ham det, og paatog sig at mægle Forlig. Dette lykkedes ham, og det blev ham overdraget at fastsætte Betingelserne. Han lod Drabene gaa op mod hinanden, men i Betragtning af den store Forskjel, der var mellem Einar og Assur, skulde Nordmændene efter en Maaneds Frist stave forladt Landet, eller og være fredløse. Sokke syntes vel ikke synderligt om denne Kjendelse, men maatte finde sig deri, og han og hans Venner havde nu kun det Haab at en Mængde der kom drivende, og sperrede alle Fjorde, ogsaa vilde nødsage Nordmændene til at forblive der efter Fristens Udløb. Men just ved Maanedsskifte drev Isen bort, og Nordmændene sejlede afsted, til Grønlændingernes store Ærgrelse. De kom i god Behold til Norge. Kolbein førte en Iisbjørn med, og bragte den ved Hjemkomsten til Kong Harald, idet han tillige klagede over Grønlændingerne, og sagde at de havde fortjent nogen Refselse. Men den svage Konge fik siden høre en forskjellig Beretning om Sagen, til Biskoppens og Einars Fordeel; hertil fattede han mere Tro, betragtede Kolbein som en Bedrager, og fik saa meget imod ham, at han ikke engang gav ham nogen Belønning for Dyret. Dette gjorde Kolbein til hans afsagte Fiende, som det siden vil sees. Hvor vidt Biskop Arnalds Magt aftog efter Einars Fald, eller om der dannede sig nogen Opposition mod hans Anmasselser, nævnes ikke. Han forblev i alle Fald endnu i henved tyve Aar paa Grønland, og forflyttedes først i sine gamle Dage til Norge[13].
- ↑ Olafs Giftermaal med Affreka, Datter af Fergus i Galloway, omtales i den Manske Krønike, hans Giftermaal med Ingebjørg af Orknø i Orknøyingasaga S. 138. At Ingebjørg var hans anden Kone, skjønnes deraf, at hun, som en Datter af Haakon Jarl og Syster af Margrete, der blev gift omkring 1130, neppe heller kunde være giftefærdig før denne Tid, og, som vi erfare, var gift med ham i 1135, da Frakark søgte Hjelp i Syderøerne, medens derimod Gudrød, hans Søn med Affreka, død 1187 sandsynligviis var fød omkring 1120, ligesom det heller ikke er rimeligt, at Olaf skulde have været ugift lige fra 1103 til 1130.
- ↑ Om Sumarlide se ovenfor S. 308.
- ↑ Skene, the Highl. Clans. II. S. 41, efter et Mskr. hos det højlandske Selskab i Skotland. Her antydes ogsaa at Kong David af Skotland skulde have erobret Man, Arran og Beite, og at Sumarlide skal have faaet dem i Len af ham, men dette er aabenbart en Fejltagelse eller Misforstaaelse, da David neppe førte nogen saadan Krig, og en Erobring af Man desuden ej kunde have undgaaet Omtale i den Manske Krønike.
- ↑ Harald var bleven afsat og blindet af Lagmand 1095, se ovenfor S. 506.
- ↑ Se Kristnisaga Cap. 12.
- ↑ Se ovenfor S. 258. Biskop Magnus bar saaledes Kong Magnus den godes Navn, eller var middelbart opkaldt efter ham.
- ↑ Jvfr. ovenfor S. 559.
- ↑ Se nedenfor S. 764.
- ↑ Se herom ovenfor S. 620.
- ↑ Var Arnbjørn ankommen til Hvitserk om Høsten 1125 med fuldladet Skib, maatte han og Besætningen vel kunde have fristet Livet et eller et Par Aars Tid; og derefter har det vel atter varet flere Aar inden Isen forlod Fjorden, og Sigurd kom derhen. Sigurds Ankomst kan vel saaledes henføres til 1130.
- ↑ Rygtet kunde ej komme til Norge samme klar, Skibet var fundet, thi dette var seenhøstes; man har saaledes i det allertidligste hørt noget derom i 1131. Og Assur kan igjen først klaret derefter, 1132, have forladt Norge.
- ↑ I Kongesagaerne staar at Kolbein var fra Batalden „paa Hadeland“, hvilket maa være en Fejltagelse.
- ↑ Denne merkelige Beretning, der kun findes i et eneste Haandskrift, nemlig Flatøbogen, er aftrykt i „Grønlands historiske Mindesmerker“, 2den Deel, S. 669 flg.