Det norske Folks Historie/3/84

Saa nøje forbundne med hinanden vare altsaa fremdeles Lendermands-Ætterne i Landet. Da Kongerne optraadte selvstændigt, eller i det mindste hver for sig — thi Kong Inge kan vel ikke nogensinde i egentlig Forstand kaldes selvstændig — sluttede hine Ætters Medlemmer sin til den ene eller den anden af Kongerne, efter som Familieforhold, lokale Interesser, eller andre personlige Omstændigheder medførte. Størst Tilhæng havde dog Kong Inge, deels fordi han var egtefød, og derfor betragtedes som højbyrdigere end Brødrene, deels fordi han, som det udtrykkeligt siges, lod Lendermændene meest raade med sig, og derfor blev meest yndet af dem[1]. Heraf skulde man formode at Eystein og Sigurd, hvad ogsaa deres ringere Herkomst gjorde rimeligt, søgte sin Støtte blandt de lavere Klasser, og at derved allerede i deres Tid Spiren vaktes til den Kamp til det Yderste mellem Lendermands-Aristokratiet og den ringere Deel af Folket, som rasede ved Aarhundredets Slutning. Man finder ligeledes, at det især var Ætterne i Gulathings-Lagen og Viken, der sluttede sig om Inge, medens derimod Ætterne i Thrøndelagen mere synes at have holdt sig til Sigurd, maaskee fra først af alene fordi han var opdragen der. Det viser sig ogsaa i det følgende, at Lendermands-Aristokratiet fornemmelig havde sin Støtte i Gulathingslagens og Vikens Ætter, medens Thrønderne derimod for det meste holdt sig til det andet Parti. Kong Inge beskrives som overmaade smuk af Ansigt, med tyndt, krøllet, guult Haar, men han var, som allerede nævnt, en Krøbling, med en Knude eller Pukkel baade paa Ryggen og paa Brystet, og med en vissen Fod, saa at han vanskeligt kunde gaa alene. Han var blid og venlig mod sine Venner, gavmild paa Gods, og særdeles yndet af Almuen[2].

Sigurd, hans Broder, blev tidlig høj og sterk; han havde lysebruunt Haar, og et ret smukt Ansigt, med Undtagelse af Munden, der var hæslig, hvorfor man ogsaa som oftest kaldte ham Sigurd Mund. Hans Udvortes var i det hele taget mandigt og kraftigt; han var særdeles veltalende og munter i Omgang. Men derhos var han voldsom, uvyrden, ustadig, lidenskabelig og vanskelig at stille til Rette. Han var, saa vidt vides, ikke gift, men havde allerede tidlig flere uegte Børn. Den ældste var Haakon, hvilken den smukke Tjenestepige Thora fødte ham i hans 15de Aar (1147), som nys er omtalt. Det hed ogsaa, at han var Fader til en Søn ved Navn Harald, som Kong Sigurd Jorsalafarers og Dronning Malmfrids Datter Christina, et overmaade letfærdigt Fruentimmer, fødte til Verden[3]. Hans øvrige Botn ville i det følgende blive omtalte. Han havde en Yndlings-Frille, Datter af en rig, men vrang og slem Mand i det nordenfjeldske, ved Navn Geirstein; saa vel denne, som hans Sønner, Hjarende og Hising, begik ustraffet mange Voldsomheder og Uretfærdigheder, trygge ved Kong Sigurds Beskyttelse[4]. Hans Moder, Thora, Guthorm Graabardes Datter, der siden blev gift med en vis Aale Uskeyn, med hvem hun havde Sønnen Munan[5], var ogsaa, som allerede nævnt, en haard og grum Kvinde, og hendes to Brødre, Einar og Andreas, synes ikke at have givet hende stort efter[6]. Det er saaledes temmelig vist, at hverken Kong Sigurds Personlighed eller hans Omgivelser vare skikkede til at gjøre ham yndet af Folket.

Den tredje Broder, Eystein, var sorthaaret, mørk af Ansigtfarve, for, noget over Middelhøjde, klog og forstandig, men overhaands pengekjær og gjerrig, hvorved han skaffede sig mange Uvenner. Der tales ikke det mindste om at han havde saadanne Vanskeligheder med Sproget, som hans Fader Harald Gille, uagtet ogsaa han først kom som voxen vestenfra; ja vi erfare endog, at han som nys berettet, lod Skalden Einar Skulessøn, som han gjorde meget af, ja endog udnævnte til sin Stallare, kvæde Viser for sig, og forstod dem[7]. Man maa derfor næsten formode, at han har lært Sproget paa Syderøerne, eller har været opdragen i en norsk Familie. Han egtede Ragna, Datter af en Nikolas Maase, om hvem for øvrigt intet vides, men som rimeligviis var en anseet Lendermand.

  1. Orkneyingasaga S. 258.
  2. Inge Haraldssøns Saga, Cap. 21, Snorre Cap. 22, Ágrip Cap. 52.
  3. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 26, Snorre Cap. 35, Fagrskinna Cap. 277. Denne siger ligefrem at Harald var Sigurds Søn, de øvrige kun, „at man sagde saa“. At Harald maa være fød før 1155, følger deraf at Sigurd blev dræbt i Juni dette Diar, og allerede i det følgende Kar fødte Christina Magnus Erlingssøn i sit Egteskab med Erling skakke. Da det nu tillige erfares, at Erling ej kom hjem fra sit Korstog før 1155, og da han ej kan have egtet Christina førend efter Hjemkomsten, maa hun have haft hiin Søn endnu som ugift. Fagrskinna udtrykker sig derfor neppe rigtigt, naar den paa det oven anførte Sted omtaler Harald som et Barn, med mindre hans Drab skede tidligere end det i Sagaen omtales.
  4. Morkinskinna, fol. 36 a. Ágrip, Cap. 52.
  5. Inge Haraldssøns Saga Cap. 14, Snorre Cap. 13.
  6. Der anføres nemlig saavel hos Snorre (Inges Saga Cap. 25) som i Tillægget til Olaf den helliges Saga Cap. 261 en Legende om, hvorledes St. Olaf helbredede en Prest, hvilken Thoras Brødre grumt havde mishandlet fordi de troede at han stod i Kjærlighedsforstaaelse med deres anden Syster. Legenden anføres ogsaa i den legendariske St. Olafs Saga, Cap. 109, men uden nogen Navnangivelse. Her findes ogsaa den Afvigelse, at de siges at have hørt hjemme i Viken, medens den anden Beretning siger at de vare mægtige Mænd paa Oplandene, ja nævner endog Randsfjorden og Steder, beliggende ved den. Af denne Grund maa den foretrækkes, ligesom der heller ikke synes at være noget at indvende mod Troværdigheden af dens egentlig historiske Deel.
  7. Se ovenfor S. 806, jvfr. Morkinskinna fol. 36. a.