Det norske Folks Historie/3/92

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1855 (I-2, s. 887-890).

Et Par Aars Tid gik nu hen under en Tilstand,der hverken kunde kaldes Fred eller Krig. Vel førte Kongerne ikke Flaader og Hære imod hinanden, men de udvexlede bitre Budsendinger, forfulgte gjensidigt hinandens Tilhængere og dræbte dem, hvor de kunde komme til, ligesom Eystein heller ikke udredede den bestemte Pengesum. Begge bebrejdede de hinanden indbyrdes, at de ikke holdt det sluttede Forlig. Det lykkedes Kong Inge og Gregorius at vinde mange af Eysteins Tilhængere, og lokke dem over paa deres Side; blandt disse nævnes Hallkell Hauks tvende Sønner, Simon Skaalp og Jon, medens Hallkell selv derimod forblev paa Eysteins Parti; fremdeles Halldor Brynjulfssøn paa Vetteland, der maaskee ved denne Lejlighed egtede Gregorius’s Syster Sigrid, Baard Brynjulfssøn, kaldet Standhale, efter hvem den mægtige Standhale-Æt har sit Navn, og mange andre Lendermænd. Eystein forsøgte rimeligviis det samme med Inges Venner, men i saa Fald uden Held. Vi ville endog see hvorledes de faa Tilhængere, han endnu havde tilbage, fremdeles faldt fra, saa at han inden føje Tid stod næsten ene tilbage. Dette kan man ikke ganske tilskrive Paavirkning fra Modpartiet. Det er tydeligt at Eysteins egen utidige Paaholdenhed og Gjerrighed bragte de fleste til at svigte ham i Nødens Stund.

Omsider, i Aaret 1157, var Uenigheden kommen saa vidt, at aabenbar Krig ikke længer kunde undgaaes. Begge Konger samlede Folk og Skibe, Inge paa Østlandet, Eystein nordenfjelds. Inge fik 80 Skibe, Eystein kun 45, men vel bemandede, og blandt dem den store Drage, som Kong Eystein Magnussøn havde ladet bygge. Begge Flaader nærmede sig hinanden i den søndre Bergens-Led. Inge laa med sine Skibet Mosterhavn, medens Eystein laa i Grøningesund, ved Bukken. Eystein sendte tvende af sine Mænd, Aslak Jonssøn den unge, og Arne Sturla, paa et Skib til Inge, formodentlig for at aabne Underhandlinger; men da.Inges Mænd kjendte dem, angrebe de dem strax, toge Skibet med alt hvad derpaa var, og dræbte mange af Besætningen. Aslak og Arne undkom til Land med nogle faa Folk, vendte tilbage til Kong Eystein, og sagde, hvad Behandling de havde trindt. Da holdt Kong Eystein Huusthing, sagde, hvor ufredeligt Inge gik frem, og bad stue Krigere staa ham troligt bi. „Vi have“, sagde han, „saa meget og godt Folk, at jeg ikke vil slugte, hvis I ville staa mig bi efter Evne“. Men intet opmuntrende Bifaldsraab medtog hans Tale. Hallkell Huuk sagde endog, saa at mange kunde høre det: „dine Guldkister kunne jo staa dig bi, og værge dit Land!“ Om Natten roede mange hemmelig bort, nogle til Kong Inge, og erklærede sig for ham, andre til Bergen, eller ind i Fjordene. Da det blev lyst om Morgenen, saa Kong Eystein, at hans Flaade var svunden ind til ti Skibe. Det var saaledes ej at tænke paa, at forblive der længer, men han maatte see til at komme bort, saa snart som muligt. Han maatte lade flere Skibe blive tilbage, hvoriblandt den store Drage, der var for tung at ro, dog lod han først hugge mange Huller i den, for at Fienden ej skulde gjøre sig den nyttig. Ligeledes bleve Øltønderne hugne istykker, og al Proviant ødelagt, som de ikke kunde tage med. Eystein selv gik ombord hos Eindride Jonssøn, Svir af den lovkyndige Jon Mørnev i Thrøndelagen; de toge Vejen ind i Sognefjorden, og derfra til Lands over Fjeldet ned til Oplandene og Viken. Inge tog de forladte Skibe i Besiddelse og sejlede tilbage til Viken, den samme Vej, han var kommen. Eystein befandt sig etsteds i Nærheden af Fors i Ranafylke, da hans Mænd saa Inges hele Flaade komme sejlende. Da de tilsammen ikke udgjorde et større Antal end henved utro„ vovede de ikke at oppebie Inges Overmagt, men toge Flugten ad Skoven til, og adspredte sig til alle Kanter, saaledes at kun en eneste Mand blev hos Kongen, der var for fed og tungvindt til at kunne følge de andre^[1]. Fra Inges Flaade var man bleven Eysteins Flok var, og havde seet den adsprede sig. Man kunde saaledes skjønne, at han maatte være etsteds i Nærheden med et ubetydeligt Antal Folk, og lagde til Land, for at opsøge ham. Simon Skaalp fandt ham. Han havde skjult sig bag en Busk, men gik selv den fiendtlige Flok tittede, sandsynligviis fordi han kjendte Simon og haabede at denne for gammelt Venskabs Skyld vilde tage ham i Beskyttelse. Simon hilsede ham med de Ord: „hil dig Lavard (Herre)!“ jeg veed ej, om ikke du heller nu tykkes at være min Lavard“, svarede Eystein. „Det kommer nu an paa“, sagde Simon. Kongen bad ham om at lade ham slippe bort. „Det sømmer sig bedst for dig“, sagde han, „saa godt som det længe har været mellem Men Simon svarede at saadant ikke var at tænke paa. Da bad Eystein om at maatte lyde Messe, førend han dræbtes, og denne Bøn blev ham tilstaaet. Efter enkeltes Sigende skulde Simon strax, da Eystein var greben, have sendt Bud til Kong Inge for at høre hans nærmere Befaling, men Inge skulde have svaret, at Eystein ikke maatte komme for hans Øjne^[2]. Da Messen var til Ende, lagde Eystein sig næsegruus ned, strakte Armene ud og bad at man vilde hugge ham i Kors mellem Skuldrene, for at man kunde see, om han ikke kunde taale Jærn, hvilket Kong Inges Tilhængere havde sagt. Simon bad den, der skulde hugge ham, at gjøre det snart af, „thi alt for længe“, sagde han, „har denne Konge krøbet om her i Lyngen“. Befalingen blev udført, og man maatte erkjende, at Eystein viste den største Standhaftighed (21de August 1157). Hans Lig blev bragt til Fors og stod den første Nat under Bakken søndenfor Kirken, siden blev det begravet i Kirken midt paa Kirkegulvet, og et Teppe bredet over. Simon Skaalps haarde og forhastede Fremfærd blev almindeligt misbilliget, og Eysteins Død beklaget af mange. Dette gav rimeligviis mere end hans Fortjenester i levende Live, der ej vare synderlig store, Anledning til at der opkom Sagn om hans Hellighed. Paa det Sted, hvor han henrettedes, og hans Blod kom paa Jorden, fremvældede, som der fortælles, en Kilde, og ligeledes en under Bakken, hvor hans Lig havde staaet om Natten: af begge Kilders Vand troede mange at spore Helbredelser for legemligt Meen, og endnu den Dag i Dag kaldes den først nævnte Kilde „St. Østens Kilde“ eller „hellig Korses Kilde“, ligesom heller ikke Troen paa dens helbredende Kraft aldeles er ophørt, da der stundom endnu ofres smaa Gaver til den. Vikverjerne paastode ogsaa at der skede mange Jertegn ved Eysteins Grav, indtil hans Fiender vanhelligede den ved at øse Hunde-Sod derover. Almindeligt anerkjendt blev dog hans Hellighed neppe, og vist er det at den heller ikke var fortjent, og at Landet ikke tabte stort ved hans Død^[3]. Eystein efterlod, som det synes, kun en eneste Søn, hvilken han dog ikke havde med sin Dronning, Ragna Nikolasdatter, men med et andet Fruentimmer^[4]; han blev fød enten kort for, eller strax efter hans Død, og opkaldtes efter ham. Vi ville i det Følgende erfare, hvorledes han senere optraadte som Kronprætendent.

1. Saxo, S. 790.
2. Denne Beretning, staar der i Kongesagaerne, lod Kong Sverre nedskrive, det vil vel sige, indføre i de Sagabearbejdelser, som optegnedes under hans Opsigt( Som Søn af Sigurd Mund og Modstander af det Parti, hvortil Inge havde hørt, laa det i hans Interesse at gjøre dennes Minde saa forhadt som muligt, og Beretningen er derfor maaskee endog aller først bragt i Omløb af ham. Samtiden skød alene Skylden paa Simon Skaalp, hvilket noksom kan sees af følgende Brudstykke af et Vers, som Einar Skulessøn kvad derom, og som Sagaerne anføre: „Den til Mord vante, meget onde Simon Skaalp, der sveg Kongen, vil seent faa Hjelp (d. e. Sjælehjelp) fore slige Raad“.
3. Inge Haraldssøns Saga Cap. 29. Snorre Cap. 32. Fagrskinna, Cap. 262. Holmbergs Bohuslen I. S. 59, III. S. 49, 50. Eysteins Dødsdag anføres i Kalendarierne; det er for Resten allerede ovenfor, S. 663, omtalt, at et Par af dem nævne 29 August som hans, og 21 August som Eystein Magnussøns Dødsdag. Stedet, hvor Eystein blev dræbt, var rimeligviis længere ude mod Kysten, siden man derfra kunde see Inges Flaade nærme sig, men dog ikke længer fra Fors Kirke, end at hans Lig endnu samme Dag kunde bringes did. — Ved dette Sted ophører det ældste Haandskrift af de vidtløftigere Kongesagaer, kaldet Morkinskinna, hvorom mere nedenfor. Sandsynligviis naaede det lige til 1177, som de øvrige, men de sidste Blade ere bortrevne.
4. Det kan sluttes af hans hele Fremtræden, og, at der staar om ham (Magnus Erlingssøns Saga Cap. 37. Snorre Cap. 36) at han „kaldtes“ Eysteins Søn. Forresten kaldes han egtefød hos Hoveden, Saviles Samling S. 600.