Wikikilden

Det norske Folks Historie/3/96

< Det norske Folks Historie | 3

Kong Haakon, heder det, lagde nu alt Landet under sig, hvilket alene vil sige, at han lod sig erklære, eller blev erklæret for Konge over det hele Land, uden at der endnu kunde være Tale eller Spørgsmaal om nogen Anerkjendelse som saadan, hvilken vel heller ikke nogensinde blev ham til Deel for Gulathingslagens Vedkommende. Imidlertid uddeelte han alle Sysler til sine Mænd, og indsatte ligeledes Gjaldkerer i Stæderne. Raadslagningerne om alle disse Regjeringsanliggender og fremtidige Planer holdtes i St.Hallvardskirken. Men Fru Christina bestak den Prest, der forvarede Kirkens Nøgler, til at skjule en af hendes Folk i Kirken, saa at han useet kunde høre alt, hvad Haakons Mænd forhandlede; og da hun saaledes havde faaet det at vide, sendte hun Bud til sin Mand Erling i Bergen, at han aldrig skulde tro dem. Det er heraf klart, hvad der ogsaa ovenfor er antydet, at Erling, der siden den sidste Uenighed med Gregorius var bleven tilbage i Bergen, havde antaget en Stilling, der ikke udelukkede Muligheden af at han maaskee kunde gaa over til Haakons Parti, hvis dette syntes ham fordeelagtigst, og at han nu kun ventede paa nærmere Underretning om Sejrherrernes Hensigter og Planer, førend han bestemte sig til, hvorledes han vilde optræde. Men Budskabet fra hans Hustru levnede ham intet Valg, og han optraadte derfor som Hovedet for det Parti, der hidtil havde sluttet sig til Kong Inge. Han sendte Bud til alle de Høvdinger, hvilke han kjendte som Kong Inges troeste Venner, og til alle dennes Hirdmænd og haandgangne Mænd, der havde overlevet Nederlaget, saa vel som til Gregorius’s Huuskarle, og satte dem Stevne til at indfinde sig i Byen, for at raadslaa om hvad der var at gjøre. De kom, og, som det synes, i temmelig betydelig Mængde, skjønt kun faa udtrykkeligt nævnes. Først aftaltes det, at Flokken eller Partiet skulde vedligeholdes, og dertil forbandt de sig gjensidigt at staa hinanden bi. Derpaa raadsloges om, hvem de skulde tage til Konge. Erling skakke foreslog, at man dertil skulde tage Simon Skaalps Søn Nikolas, Harald Gilles Dattersøn, men at Farbroderen Jon Hallkellssøn skulde stille sig i Spidsen for Flokken som dens Anfører. Dog Jon undslog sig, og nu anmodede man Nikolas Skjaldvarssøn, Kong Magnus Barfods Halvsysters Søn, om at blive Flokkens Høvding. Han svarede, at det var bedst at tage til Konge en, som var af virkelig Kongeæt, men til Anfører en Mand af anerkjendt Klogskab og Dygtighed. Man spurgte derfor Arne Kongsmaag, om han vilde lade nogen af sine Sønner tage til Konge, thi de vare Kong Inges Halvbrødre. Arne gjorde opmerksom paa, at ingen var mere ættebaaren til Kongedømmet i Norge, end Fru Christinas, Kong Sigurd Jorsalafarers Datters, Søn Magnus, og at man i dennes Fader og naturlige Formynder Erling havde den bedste Anfører, man kunde ønske sig, da han var forstandig, daadkraftig, krigserfaren, og dygtig i Alt hvad der angik Landets Styrelse; hvis Lykken var med ham, vilde han bedre end nogen anden kunne fremme deres Sag. Heri erklærede de fleste sin enige. Det hele bærer sterkt Præg af at være et mellem de fornemste Høvdinger forud aftalt Spil, for at skaffe Erling Magten, uden at det dog saa ud som om han selv gjorde sig Umag derfor. Hans Svar passede fuldkommen dertil. „Det lader til“, sagde han, „at de fleste, man i denne Sag har henvendt sig til, helst viiste at undslaa sig for det farefulde Hverv. Jeg anseer det ogsaa, om vi sætte dette Forehavende i Verk, for heel uvist, om den, der stiller sig i Spidsen, vil opnaa Hæder og Værdighed, eller ein det vil gaa ham, som det er gaaet saa mange, der vovede noget lignende, idet de nemlig alle mistede deres Ejendomme, nogle ogsaa Livet. Men lykkes Foretagendet, kan det ogsaa let hende, at enkelte da angre paa, at de fra først af undsloge sig. Sem som paatager sig dette vanskelige Hverv, maa derfor nødvendigviis søge at sikre sig mod den Mulighed, at de, der nu deeltage med ham i Forehavendet, siden maaskee blive hans Modstandere og Fiender“. Alle vare enige i, at Forbundet maatte stiftes med ubrødelig Troskab. „Saa vil jeg da“, sagde Erling afgive min Erklæring. „At tjene Haakon, forekommer mig omtrent det samme som at gaa lige i Døden. Og skjønt jeg fuldelig indseer den store Fare, som er forbunden med nærværende Beslutning, vil jeg dog heller vove paa at imødekomme eders Ønske, og paatage mig Anførselen for Flokken, hvis det er eders alles Vilje og Samtykke, og I ville forpligte eder ved Eed. Hertil erklærede alle sig villige. Derpaa blev det aftalt, at Magnus Erlingssøn skulde tages til Konge. Der blev strax holdt Thing i Byen, og her blev den femaarige Magnus tagen til Konge over hele Landet (1161). Alle de blandt de tilstedeværende, som tidligere havde været Kong Inges haandgangne Mænd, gik nu ogsaa ham til Haande, og enhver blev bekræftet i den Værdighed, han havde haft under Kong Inge[1].

Erling følte sig imidlertid efter det store Nederlag, som Inges Parti havde lidt i Oslo, ikke sterk nok til at binde an med Haakon, men saa sig om efter fremmed Hjelp. Her var det da naturligt, at han først og fremst kastede Øjnene paa den danske Kong Valdemar, Knud Lavards Søn, der nu siden hans Fætter og Medkonge Sven Erikssøns Nederlag og Fald paa Gradehede i Jylland 1157 herskede som Enekonge i Danmark, og, understøttet af den statskloge og krigserfarne Biskop Absalon, unegtelig var Nordens mægtigste Fyrste. Valdemar var desuden, som Søn af den russiske Kongedatter Ingeborg, kjedeligt Syskendebarn til Fru Christine, den unge Kong Magnus’s Moder, og saaledes en af dennes nærmeste Frænder. Valdemar havde været i den bedste Forstaaelse med Kong Inge, der endog Aaret i Forvejen havde foræret ham et prægtigt Drageskib[2]. Uagtet Valdemar hidtil havde haft saa meget at bestille, først med Tronfejderne mod Kong Svein, siden med Krige mod Venderne, at han ikke havde kunnet blande sig i Norges Anliggender, satte han dog alt for megen Priis paa Magt og Ære, til at han skulde lade Lejligheden ubenyttet til ogsaa at erhverve Herredømme der, naar den af sig selv tilbød sig. Herom følte vist ogsaa den kloge Erling sig fuldkommen overbeviist. Han ventede sig derhos, som det lader, Bistand af Buris Henrikssøn, Dronning Ingerids og Henrik Skatelærs Søn, Kong Inges Halvbroder, og den svenske Kong Magnus’s Heelbroder. Buris opholdt sig hos Kong Valdemar, just ikke meget yndet, ja endog sterkt mistænkt af denne, men dog i en Stilling, der i det ydre vidnede om Magt og Anseelse. Hvis Kong Magnus Henrikssøn i Sverige, til hvem Orm Kongsbroder havde taget sin Tilflugt, havde været mægtig og anseet, da havde Erling maaskee ligesaa gjerne søgt om Understøttelse hos ham. Men hans Stilling var yderst usikker, og hans Modstander Karl Sverkessøn skilte ham endnu i samme Aar ved Liv og Rige. Til Valdemar besluttede Erling derfor at henvende sig. I Følge med sin Søn, Kong Magnus, Dronning Ingerid, Buris Henrikssøns Møder, hendes Mand Arne Kongsmaag og to af deres Sønner, alle de haandgangne Mænd, som vare tilstede, og alle hans egne saavel som Gregorius’s forrige Huuskarle, drog han afsted paa ti Skibe, og sejlede over til Jylland, hvor Valdemar opholdt sig. Det er muligt, at Erling tog hine fornemme Personer med, for at benytte sig af deres Indflydelse ved det danske Hof, men dette store Følge giver dog unegtelig Rejsen Udseendet af en Flugt, og sandsynligst er det, at han i den første Tid, førend han endnu havde sikret sig Hjelp fra Danmark og ordnet sine Forsvarskræfter, følte sig noget usikker, endog i Bergen, da Haakon, i Besiddelse af Kong Inges hele Flaade, uhindret kunde overfalde ham.[3] Erling fandt en venlig Modtagelse hos Valdemar, som rigeligt skaffede ham alt hvad han behøvede til sine Mænds Underhold. De havde mange Raadslagninger sammen, hvoraf det endelige Resultat blev, at Valdemar tilsagde Kong Magnus al den Hjelp af sit Rige, som han kunde behøve til at underkaste sig Norge og forsvare sig i Herredømmet, hvorimod Valdemar skulde faa Viken indtil Rygjarbit, eller Grændsen mod Agder, ligesom hans Forfædre Harald Gormssøn og Sven Tjugeskegg i sin Tid havde besiddet dette Landskab. Saa lidet tog Erling skakke Hensyn til Fædrelandets Selvstændighed, naar det gjaldt at sikre ham Magten, og dette af ham givne Exempel, at søge Støtte hos den danske Konge og aabne ham Adgang til Besiddelser i Norge, fulgtes nu i en Række af Aar stadigt af det Parti, hvis Hoved og Repræsentant han var, Lendermands-Aristokratiet. Heri var dette Parti sig selv ligt fra Erik Jarls og Olaf den helliges Dage. Men Begreberne om et Lands nationale Ære vare dengang ikke komne til saadan Udvikling som nu, og Erling var nødsaget til, endog for sin egen Frelses Skyld, at skaffe sig hvad Støtte han tittede, saa længe han endnu ikke havde faaet fast Fod at staa paa.

Medens Erling var borte, spillede Haakon paa en Maade Mester. Strax efter Paasken drog han med alle de Skibe, der havde tilhørt Kong Inge, nord til Throndhjem, og lod sig der paa Ørething i Nidaros tage til Konge over hele Landet. Ved denne Lejlighed ophøjede han Sigurd af Reyr til Jarl. Derpaa vendte han tilbage til Viken, fremdeles med sit hele Følge, og anløb, som det lader, Bergen, hvor vi kort efter finde en af hans Sysselmænd. Ankommen til Viken, drog han selv til Tunsberg, men sendte Sigurd med endeel af Flaaden øster til Kongehelle, for at passe paa, om Erling kom søndenfra. Men denne, som efter udrettet Erende tiltraadte Tilbagerejsen fra Jylland, fatte lige fra Skagen over til Agder, uden at Sigurd hørte til ham, og styrede først til Bergen, hvor hans Mænd dræbte den rimeligviis ved det oven nævnte Besøg af Haakon indsatte Sysselmand, ved Navn Arne Brigidarskalle; strax derpaa vendte han tilbage, og drog øster langs Kysten lige til Tunsberg mod Kong Haakon. Sigurd Jarl vidste endnu ikke et Ord af, at han var kommen fra Danmark, men blev liggende paa Vagt syd ved Elven. Erling lagde sig først ved Ravnaberg, den nordvestligste Spidse af Nøterø, og forblev der et Par Dage, beredende sig til Angreb, hvilket imidlertid Haakon, eller maaskee rettere Anund Simonssøn, der var hos ham i Byen, belavede sig paa at møde, idet de opstillede en Fylking, bestaaende deels af Bymænd, deels af hans egne Folk, paa Bryggerne. Erling nærmede sig nu Byen, idet han tillige lod et Fragtskib, ladet med Ved og Halm, som man stak Ild paa, drive for Vinden ind mod Bryggerne. Det var dog ikke hans Hensigt at sætte Ild paa Byen, men kun at indjage Borgerne Skræk. Han havde til den Ende ladet tvende Rorskuder befæste til det brændende Skib, for at kunne styre det og standse det i Farten, naar det var kommet saa nær ind mod Byen, som han syntes. Nogen lagde lig saa tykt ind i Byen, at man paa Bryggerne, hvor Haakons Fylking stod, ej kunde see for sig, men selv tog Erling med sine Skibe Plads til Luvart for Ilden, og beskød Fienden. Da Bymændene saa, at Ilden nærmede sig deres Huse, og mange bleve saarede af Skuddene, tabte de Modet, og besluttede at bede Erling om Grid ser sig og sin By. Den veltalende Prest Roald, med Tilnavn Langtale[4], sendtes ud til Erling i dette Erende, og han kom tilbage med gunstigt Svar. Det faldt da af sig selv, at de nedlagde Vaabnene og gik hver til sit, saa at Fylkingen paa Bryggen blev heel tynd, idet kun Haakons Mænd stode igjen. Enkelte af dem opmuntrede dog til ligefuldt at møde Erlings Angreb, men Anund Simonssøn, Anføreren, sagde: „jeg vil saamænd ikke slaaes for at skaffe Sigurd Jarl Magten, naar han ikke engang selv er tilstede.“ Han flygtede op i Landet og med ham Kongen selv og de fleste af hans Mænd. Mange af dem vare faldne. Om denne uhæderlige Flugt kvad man en Spottevise af dette Indhold: „Anund sagde at han ikke vilde indlade sig i Kamp, førend Sigurd Jarl kom søndenfra med Huuskarlene; Magnus’s raske Kæmper ile hurtigt op ad Gaden, men Haakons Høge skynde sig afvejen saa fort de kunne.“ Den hele Begivenhed, og Sigurd Jarls Fraværelse maa have forekommet alle, der ikke kjendte de nærmere Omstændigheder, aldeles uforklarlig, og dette er rimeligviis Grunden til, at den danske Forfatter Saxo endog fortæller, at Sigurd slog Haanden af Haakon, fordi denne ej vilde skaffe ham de nødvendige Penge til Krigsudgifter.[5] For Resten seer man af Beretningen selv, at der herskede Skinsyge og spendt Forhold mellem Sigurd og Haakons fortroligste Ven og Raadgiver, Anund Simonssøn. Haakon tog, som han saa ofte havde gjort, Vejen over Land til Throndhjem, hvorhen ogsaa Sigurd Jarl, ved Efterretningen om det forefaldne, begav sig med de Skibe, han havde hos sig. Men alle de Skive, som Kong Haakon havde hast i Tunsberg, hvoriblandt Bøkesuden, der forhen havde været Inges Kongeskib, fik Erling i sin Vold. Han underlagde nu Kong Magnus hele Viken, Agder, Rogaland og Hordaland, idet han drog vest- og nordover langs Kysten til Bergen, hvor han tilbragte Vintren (1161—1162), og i Løbet af denne lod dræbe Ingebjørn Sipil, Kong Haakons Lendermand, i Nordfjord. Kong Haakon tilbragte Vintren i Throndhjem[6].

Om Vaaren udbød Haakon Leding, og udrustede en Flaade og Hær, for at drage sydover mod Erling. Af de Høvdinger, som da enten vare hos Kong Haakon, eller samlede sig om ham, opregner Sagaen følgende: Sigurd Jarl, Jon Sveinssøn, der havde randt Kong Inge ved Oslo, Eindride unge, Anund Simonssøn, Philip Peterssøn, Philip Saada-Gyrdssøn, Ragnvald Kunta, Sigurd Kaapa, Sigurd Ruva, Fredrik Køna, gift med en Datter af Guthorm paa Rein, Aaskell af Forland, maaskee en Frænde eller Søn af hiin Egil Aaskellssøn, der blev hængt med Steigar-Thore; Thord, Søn af Gunnar Gjaldkere og Stadar-Bjarne. Flere af disse omtales ikke tidligere; enkelte, navnlig Fredrik, vare throndhjemske Lendermænd, men efter fleres besynderlige Tilnavne skulde man ogsaa være fristet til at antage dem forat have hørt til de forhen beskrevne Elvegrimers og Grændserøveres Tal. Erling skakke havde ogsaa en betydelig Krigsmagt hos sig. Det var hans Hensigt at komme Haakon i Forkjøbet, og dertil betjente han sig af følgende List. Han lagde Forbud paa alle de Skibe, der agtede sin nord til Nidaros, under Paaskud af, at Bergensmændene heller fortjente at faa de gode Varer, hvormed de vare ladede, om Ejerne end maatte sælge dem noget billigere, end at de skulde komme Fienderne til Gavn. Den egentlige Grund var dog den, at han vilde forebygge at Haakon fik nogensomhelst Efterretning fra Bergen, førend den belejlige Tid kom. Paa denne Maade samledes Skibe i mængdeviis til Bergen, thi hver Dag ankom der flere, men intet rejste bort. Erling lod imidlertid Ord udgaa om, at han agtede at forblive i Bergen, og, hvis Haakon skulde komme nordenfra for at angribe ham, oppebie Angrebet der med sine Venner og Frænder. Han lod allerede gjøre Anstalter til at sætte sine Skibe paa Land, og begyndte med de mindste og letteste. Herved fik man end mere Syn for Sagen om at han agtede at slaa sig til Ro i Bergen. Da nu alle troede dette fuldt og fast, lod han en Dag Handelsskibenes Styremænd sammenkalde til et Møde, og erklærede her Forbudet ophævet, faa at enhver kunde drage bort, naar og hvorhen han vilde. Alle de, der faa længe havde stundet efter at komme bort, benyttede sig med Glæde og ufortøvet af den uventede Tilladelse; der blæste en gunstig Søndenvind, og endnu inden Noontimen samme Dag havde de forladt Havnen; enhver søgte at komme forud for den anden, og jo hurtigere Skib han havde, desto sortere skyndte han sig nordefter. Da hele denne Handelsflaade kom til Nordmøre, traf den Kong Haakon med hans Krigsmagt, ivrig beskjeftiget med at paaskynde Udrustningerne, og faa de opbudne Ledingstropper og tilkaldte Lendermænd samlede. Han havde i lang Tid ikke hørt det mindste fra Bergen, men fik nu vide, at Erling agtede at forblive der, at han allerede havde gjort Begyndelsen til at sætte Skibene paa Land, og at han intet kunde vænte mindre end at møde Erling i de Farvande, hvor han nu befandt sig. Han sejlede for det første ind til Kjøbstaden Beda, hvor han blev liggende nogle Dage, idet han sendte Anund og Sigurd Jarl ind i Raumsdalen, saavel som andre Mænd omkring i Nordmøre og Søndmøre for at skaffe Folk og Skibe. Siden drog han ogsaa selv sydefter til Søndmøre for at paaskynde Hjelpetroppernes Ankomst.

Det var en Søndag[7], at Erling skakke havde tilladt Kjøbmandsskibene at rejse fra Bergen. Om Tirsdagen, da Messen var til Ende, blev der blæst i Kongs-Ludren, alt Krigsfolket og Bymændene bleve sammenkaldte, og Befaling given til at sætte de Skibe i Søen igjen, som allerede bare landsatte. Erling holdt derpaa Huusthing med sine Tropper og Ledingsmændene, forkyndte dem sin Hensigt, snarest muligt at drage Haakon imøde, udnævnte Skibsbefalingsmænd, og lod oplæse deres Navne, der havde at tage Plads paa Kongeskibet. Han befalede enhver at indfinde sig og ruste sig i det ham bestemte Rum, og truede enhver den med Straf paa Liv eller Lemmer, som endnu dvælede efter i Byen, naar han sejlede afsted paa Bøkesuden. Orm Kongsbroder og de fleste Skibe, som endnu ikke havde været landsatte, sejlede allerede bort om Aftenen. Dagen efter, førend Messe holdtes i Byen, drog Erling afsted med de øvrige. Hans hele Flaade bestod af 2l Skibe, af hvilke flere tilhørte Lendermænd, der havde ypperligt Mandskab. Hans Søn, Kong Magnus, var ligeledes med. Da Erling kom noget forbi Fjordene, sendte han en Skude ind til Jon Hallkellssøns Gaard, og lod hente Nikolas, Simon Skaalps og Marias, Kong Harald Gilles Datters, Søn, som der opfostredes. Han blev bragt ombord paa Kongeskibet. Det vil erindres, at Nikolas var den, som Erling selv ved Sammenkomsten i Bergen aller først foreslog til Konge, og han har vel frygtet fort at et Parti maaskee endnu vilde opstille ham som hans Søn Magnus’s Medbejler, især da Jon Hallkellssøn, som det vil sees, neppe var at lide paa. Fredags Morgen i Otten sejlede de ind i Steinavaag paa Søndmøre, mellem Aspø og Hesø. Kong Haakon laa da i en Havn i Nærheden med 14 Skibe. Han selv og hans Mænd vare oppe paa Øen og fornøjede sig ved Leg; Lendermændene sad paa en Høj i Nærheden. Da saa de en Baad komme søndenfra, roet af to Mænd i saadan Fart, at de ved hvert Aaretag lode sig falde tilbage lige ned i Kjølen; da de kom til Land, gave de sig ikke engang Tid til at fæste Baaden, men ilede op i fuldt Løb. Høvdingerne sagde strax at disse Mænd maatte have en vigtig Tidende at melde. De stode op og gik imod dem. Da de mødtes, spurgte Anund Simonssøn: „kunne I sige os noget Nyt om Erling skakke, siden I skynde eder saa?“ Den første, der ganske aandpusten kunde faa Mæle, svarede: „her kommer just Erling sejlende søndenfra mod eder med 20 Skibe eller deromkring, de fleste forsvarligt store: om et Øjeblik ville I faa Sejlene at see“. Da sagde Eindride unge: „for nær Næsen, sagde Karlen, blev skudt i Øjet“. De skyndte sig didhen, hvor hine vare i fuld Leg, Ludrene lød, og alle Mand kaldtes iilsomt ombord. Det var just paa den Tid af Dagen, da de skulde sætte sig til Døgurd. Nu stimlede alle til Skibene, hver til det som laa nærmest, uden nogen Orden, saa at Skibene bleve højst ulige besatte. Nogle toge til Aarerne, andre rejste Masterne, de toge Vejen nordefter, for at komme til mere, af hvis Indbyggere de væntede sig Hjelp. Nu saa man fra begge Flaader gjensidigt hinandens Sejl. Erling satte ivrigt efter de flygtende, forbi Hildre, gjennem Midfjorden og Moldefjorden. Eindride unge havde et Langskib ved Navn Draglaun, en stor Busse, som i Forvirringen var bleven alt for svagt bemandet, da mange af dets Besætning var løbet over paa andre Skibe. Det sakkede derfor bagefter Haakons øvrige Flaade, og indhentedes ligefor Øen Sekken, nær ved Vedø, af Bøkesuden, som Erling skakke styrede, og som strax bagede sig fast i det. Haakon var næsten kommen lige til Vedø, da man paa hans Skib hørte Ludrene skralde, og saa, at flere Skibe vendte om, for at komme Eindride til Hjelp. Han gjorde da det samme, og saaledes begyndte Slaget. Det varede ikke længe, førend Krigerskaren paa Haakons Skib adsplittedes. Nogle faldt, andre gik overbord. Haakon selv kastede en graa Kappe om sig, og løb over paa et andet Skib. Men i Forvirringen merkede han ikke, at dette var et af de fiendtlige, førend det var for silde, da han allerede var ganske afskaaren fra sine Mænd og øvrige Skibe. Han gik derfor over paa Bøkesuden, frem i Forstavnen, gav sig der tilkjende for Stavnboerne, og bad om Grid. Han fik den, og Stavnboerne toge ham til sig. Imidlertid var der skeet et stort Mandefald, især blandt Haakons Mænd; men blandt dem, som vare faldne ombord paa Bøkesuden, var ogsaa Nikolas, Simon Skaalps Søn, hvis Drab blev tilskrevet Erlings egne Krigere: uden al Tvivl havde han ogsaa maget det saaledes for derved at skille sin Søn af med en farlig Medbejler, uden at det dog saa ud, som om han selv voldte hans Død. Strax derefter skede der en Standsning i Kampen, og Skibene skilte sig fra hinanden. Da blev det sagt Erling, at Haakon var kommen ombord paa hans Skib, men at Stavnboerne havde taget ham til sig, og truede at forsvare ham med Magt hvis man vilde tilføje ham noget ondt. Det var naturligt, at de havde Medynk med hans Ungdom, han var nemlig neppe endnu femten Aar gammel, og ganske barnslig i sit Væsen: alle og enhver vidste, at det var hans Høvdinger, som raadede i hans Navn, og at han selv havde liden eller ingen Deel i, hvad der skede. Erling beroligede strax Stavnboerne ved at sende en Mand forud i Skibet med den Hilsen til dem, at de kun skulde passe godt paa Haakon, saa at han ej undkom; han havde intet imod at skjenke ham Grid, hvis de andre Høvdinger samtykkede deri, og hans Parti strax underhandlede om Fred. Stavnboerne modtoge denne Hilsen med de varmeste Taksigelser. Men i det samme lod Erling stode af alle Kræfter i Ludren, og befalede sine Mænd at angribe de Skibe, som endnu ikke vare ryddede, da de neppe nogensinde vilde faa bedre Lejlighed til at hevne Kong Inge. Alle istemte nu Hærskrig, opeggede hinanden indbyrdes, og fornyede Angrebet. I denne Tummel fik Kong Haakon sit Banesaar. Man fristes til at antage, at dette stede ved Erlings egen Foranstaltning, ligesom nys Nikolas Simonssøns Drab, ja det seer endog ud til, at Sagaskriveren selv har været af denne Mening, uden dog ligefrem at udtale den[8]. Da Haakons Mænd erfarede hans Fald, bleve de som rasende af Forbitrelse, roede til af alle Kræfter, kastede Skjoldene fra sig og hug om sig med begge Hænder, fuldkommen ligegyldige om deres Liv. Denne Hidsighed kom dem selv til stor Skade, da de derved blottede sig for Fiendernes dræbende Stød. En Mængde af Haakons Mænd faldt, deels af denne Grund, deels ogsaa fordi Erlings Krigsmagt var dem langt overlegen i Folketal. Om Grid nyttede det ej at bede, undtagen de faa, som Høvdingerne toge i Beskyttelse mod Tilsagn om en Løsningssum. Blandt de Høvdinger, som faldt paa Haakons Side, nævnes Sigurd Kaapa, Sigurd Hjupa og Ragnvald Kunta. Nogle af hans Skibe undkom ind i Fjorden, saa at Besætningen derved frelste sit Liv. Kong Haakons Lig bragtes først ind i Raumsdalen og blev der begravet; men Haakons Broder, Kong Sverre, lod det siden optage, bringe til Nidaros og begrave i Steenveggen i Christkirkens Chor paa Sydsiden. Haakon var smuk af Udvortes, velvoxen, høj, smal om Livet og meget bredskuldret, hvorfor hans Krigere kaldte ham Haakon Herdebred; han var lystig i sit Væsen nedladende, barnslig og kjær i at lege, og særdeles afholdt af Almuen; men for Resten var han kun Konge af Navn, og det er uvist, hvorledes hans Charakteer vilde have teet sig, hvis han havde naaet en modnere Alder.

Erling skakke og Kong Magnus droge nu med hele Flaaden ind til Nidaros, og lagde Landet under sig, hvor de kom. I Nidaros lod Erling tilstevne Ørething, hvor Magnus nu blev tagen til Konge for det hele Land. Erling dvælede dog ikke længe der, da Thrønderne tyktes ham ikke at lide paa, men begav sig tilbage til Bergen, og ud paa Høsten til Tunsberg, hvor han agtede at tage Vinterophold. Hele Flaaden og alt, hvad der hørte til Forsvarsvæsenet, var i hans Raadighed. I Viken oppebar han alle kongelige Indtægter[9].

  1. ↑ Haakon Herdebreds Saga. Cap. 21. Snorre, Magnus Erlingssøns Saga Cap. 1.
  2. ↑ Saxo, S. 757. Knytl. Saga, Cap. 119. Ifølge denne forliste dette Skib endnu samme Aar.
  3. ↑ Saxo, S. 792, fremstiller Erlings Rejse ligesrem som en Flugt, og kalder hans Ophold i Jylland exilium. Hoveden, S. 600, siger omtrent det samme.
  4. ↑ Dette Tilnavn havde han aabenbart faaet af sin Veltalenhed, der vel stundom blev for vidtløftig. Hans lange og veltalende Foredrag omtales ogsaa senere.
  5. ↑ Saxo, S. 592.
  6. ↑ Haakon Herdebr. Saga, Cap. 23, 24. Snorre, Magnus Erl. S. Cap. 3, 4. I disse Kongesagaer staar der, at Erling laa nogle Nætter ved „Rossanes“, førend han lagde ind til Tunsberg. Sturlungasaga II. 40 nævner derimod „Ravneberg“. d. e. Ramberg, den nordvestlige Spidse af Nøterø, og dette er vistnok rigtigere. For Resten gjør denne Saga urigtigt to Slag af det ene, idet den siger at Erling og Haakon først holdt Slag i Tunsberg, hvor Haakon flygtede, og kort efter ved Ravneberg, hvor Haakon ligeledes tog Flugten. Hoveden (Savile, S. 600) omtaler ogsaa dette Slag, som Slaget ved Tunsberg, men nævner kun eet, han siger udtrykkeligt, at Erling tog Haakons Flaade.
  7. ↑ Maanedsdagen angives ikke. Rimeligviis var det i Mai eller Juni.
  8. ↑ Den blotte Omstændighed, at Stavnboerne vare saa ivrige for at bevare Haakons Liv, maatte være Erling nok til at frygte ham, endog som overvunden; og hvad han ej havde taget i Betænkning at gjøre mod Nikolas, maatte falde ham endnu lettere at gjøre mod Haakon. Han skilte sig saaledes paa een Gang ved tvende farlige Medbejlere.
  9. ↑ Haakon Herdebreds Saga, Cap. 26—29. Magnus Erlingssøns Saga Cap. 9. Snorre, Magnus Erlingssøns Saga Cap. 5—9. Hoveden S. 600. Slaget, hvor Haakon faldt, kaldes her Slaget ved Vedø.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/3/96&oldid=84489»