Det norske Folks Historie/4/1
Vi forlode ved Udgangen af forrige Afsnit Erling skakke i ubestridt Besiddelse af Regjeringen i Norge som sin nys kronede Søn Magnus’s Formynder, eller maaskee rettere som Hovedet for det Aristokrati, hvis Medlemmer nu vare blevne enige om at rive Magten til sig. Dette Aristokrati bestod fornemmelig af de to Hoved-Partier, der tidligere havde sluttet sig om Kong Inge, og som kunde kaldes Gulathingslagens med Erling i Spidsen, og Vikverjernes repræsenteret af Gregorius Dagssøn. Ved dennes Fald havde Vikverjerne, i Mangel af nogen Høvding, der kunde eller vilde træde i hans Sted, sluttet sig til Erling, og begge Partier udgjorde nu kun eet, trods den Skinsyge, der tidligere umiskjendeligen havde hersket imellem dem. Thrønderne derimod, som i den foregaaende Tid tilligemed Oplændingerne havde været Kong Sigurd Munds, Eysteins og Haakon Herdebreids ivrige Tilhængere, ja endog efter dennes Fald havde erklæret sig for Sigurd Markusfostre og givet ham Kongenavn, vare, som det synes, kun ved Erkebiskop Eysteins Indflydelse og Paavirkning bevægede til at erkjende Magnus Erlingssøn, uden at være ham i Hjertet hengivne; og selv til denne lidet hjertelige Erkjendelse vilde de neppe have bekvemmet sig, hvis de for Øjeblikket havde kunnet opstille nogen legitim Tronprætendent lige overfor Magnus. Og af denne Thrøndernes for Magnus mindre gunstige Stemning forstod Erkebiskoppen ypperligt at benytte sig til Udvidelsen af Kirkens og Aristokratiets Magt.
Den mest anseede Mand i Norge paa denne Tid, næst Erling og Erkebiskoppen, var uden al Tvivl Orm Ivarssøn, kaldet Kongsbroder, fordi han var en Halvbroder af Kong Inge paa mødrene Side. Som Søn af sin Moder Dronning Ingerid var han af kongeligt svensk Blod, havde fyrstelige Frænder i Sverige og Danmark; navnlig var han en Halvbroder af Buris, Henrik Skatelærs og Ingerids Søn, der levede ved Kong Valdemars Hof[1]. Orm skulde, som vi have seet, just holde Bryllup med Ragna, Kong Eysteins Enke, da Haakon Herdebreids pludselige Overfald paa Kong Inge i Oslo og dennes Fald hindrede det; imidlertid maa man antage at det senere kom istand[2], da Orm var vendt tilbage fra Sverige, hvor han opholdt sig i nogle Maaneder efter Inges Fald, sandsynligviis indtil Halvbroderen Kong Magnus’s Drab. Uagtet Orm ved sit Slægtskabsforhold til Kong Inge kunde have følt sig fristet til selv at optræde som Høvding for Inges Parti, finder man ingen Spor til, at han tragtede efter nogen saadan Magt; tvertimod sluttede han sig paa det nøjeste til Erling og Magnus og viste dem ubrødelig Troskab, lige indtil han og Magnus paa een Gang fandt Døden. Da det, paa Grund af hans Forhold til Kong Inge, saa vel som af andre Omstændigheder, er sandsynligt, at han havde sine Ejendomme etsteds i Viken[3], og saaledes var en af de saa tiloversblevne vikverske Høvdinger, maa man formode, at det isærdeleshed var ham, der sikrede Erling og Magnus de øvrige Vikverjers Troskab, ligesom det ogsaa af flere Omstændigheder synes at fremgaa, at han sædvanligviis opholdt sig i Viken, fornemmelig i Oslo, som Statholder eller Befalingsmand, medens Erling selv havde sit Hovedsæde i Bergen. Hans Hengivenhed for Erlings Huus lader sig heel vel forklare af hvad der ovenfor er paapeget som sandsynligt, at han rimeligviis var opkaldt efter Erlings Fader Kyrpinga-Orm paa Stødle, og opdragen hos denne og hans Sønner[4].
Blandt de indflydelsesrigeste af Gulathingslagens Lendermænd maa man vel først og fremst nævne Orms Stiffader, Arne paa Stodreim, kaldet Kongsmaag, fordi han var gift med Enkedronningen Ingerid, der da maaskee endnu var i Live. Vi have seet[5], hvorledes der allerede strax efter Inges Død havde været Tale om at tage en af Arnes og Ingerids Sønner til Konge, men at han selv henledede Valget paa Magnus Erlingssøn og stedste viste sig som en af dennes vigtigste Tilhængere. Venskabet var nu ogsaa nærmere befæstet ved et Giftermaal mellem Erlings Systersøn og tro Tilhænger, Bjørn Bukk, og Arnes Datter Margrete. Hans Sønner maa paa den Tid, hvorom her er Tale, endnu have været meget unge, neppe engang fuldvoxne. Senere ville vi see dem spille en betydelig Rolle.
Den mægtige Arnunge-Æt repræsenteredes paa denne Tid af Paal Skoftessøns Søn Nikolas, kaldet Kuvlung. Det faldt af sig selv, at han var Kong Magnus’s Lendermand, ligesom han ogsaa var en af hans mest trofaste Venner. Da han ellers ikke ofte omtales, kan hans eller Ættens Betydenhed paa den Tid neppe have været saa stor, som den blev i de følgende Aarhundreder. Hovedet for dens haalogalandske eller bjarkøske Green var Erling i Bjarkø, Vidkunn Jonssøns Søn, men da han aldrig nævnes som Deeltager i de Tiders Begivenheder, maa han have været en fredelig Mand, der levede stille hjemme paa sin Gaard[6]. Imidlertid er det tydeligt nok, at ogsaa denne Green ivrigt sluttede sig til Magnus’s Parti.
En mægtig Mand derimod, hvis Hengivenhed for Erling og Magnus maatte ansees for temmelig tvivlsom, var Blindheime-Ættens Hoved, Jon Halkellssøn. Saavel han og hans Broder Simon som hans Fader Hallkell Huuk, havde i sin Tid staaet paa Kong Eysteins Parti, men Gregorius Dagssøn havde lokket begge Brødrene over til Kong Inge, med hvem ogsaa Simon faldt i Slaget ved Oslo. Jon og Simon vare gifte med hver sin Datter af Kong Harald Gille. Efter Inges Død havde der været Spørgsmaal om at tage Simons Søn Nikolas til Konge og gjøre Jon til Overanfører, men denne havde bedet sig undskyldt. Alligevel havde Erling skatte anseet det raadeligst at sikre sig den unge Nikolas, ved at lade ham gribe paa Jons Gaard og bringe ombord paa sit Skib, da han drog mod Haakon Herdebreid. Dette, saavel som Nikolas’s mistænkeligt udseende Drab i Slaget ved Sekk havde, som man seer, og som det i og for sig var rimeligt, vakt Jons Misnøje, og vi finde ham derfor det følgende Aar paa Sigurds Markusfostres Parti, da han blev fangen af Kong Magnus’s Mænd, men fik Fred, vistnok ved atter at love Erling og Magnus Troskab. Fra den Tid af maa han ansees for en af Magnus’s Tilhængere, men neppe en, paa hvis Troskab man i Farens Stund kunde gjøre sikker Regning. Dette viste sig ogsaa siden efter, og overhoved synes han at have været en Mand, der nærmest havde egen Fordeel for Øje, uden med Iver at slutte sig til noget Parti
Som Erlings fornemste Støtte blandt Lendermændene i den nordligste Deel af Landet maa man ansee Nikolas Sigurdssøn paa Steig, almindeligviis kaldet Nikolas Skjaldvarssøn, fordi hans Moder Skjaldvar var en Halvsyster af Magnus Barfod. Hans egentlige Hjem og Hovedsæde var, ligesom Faderens, Steig i Engeløen paa Haalogaland, men han opholdt sig ogsaa ofte og længe i Nidaros, hvor han ejede Gaard, og havde megen Indflydelse. Nikolas havde ligeledes været nævnt, da der efter Kong Inges Død var Spørgsmaal om at opstille en Anfører for Lendermændspartiet, men han havde raadet til, helst at vælge en Mand af Konge-Æt, og kort efter lagde han noksom sin Hengivenhed for Erling og Magnus for Dagen ved at gjøre Ende paa Sigurd Markusfostres Opstand, idet han slog ham og Fosterfaderen Magnus, da de vilde angribe Bergen, og siden efter lod dem henrette, da de vare fangne. Nikolas maa have været Erling til stor Nytte i Thrøndelagen ved Siden af de mange misfornøjede, der ikke kunde glemme ham den meget afholdte Frederik Kønas Drab, og som vel heller ikke fandt saa synderligt Behag i den store Magt, Erkebiskoppen og Gejstligheden nu fik i Sammenligning med før. Først og fremst blandt disse maa man nævne Alf Rode, Ottar Birtings Søn, der allerede, uanseet Faderens Svogerskab med Kong Inge, havde viist sig som en ivrig Tilhænger af Haakon Herdebreid, og, som man af det følgende kan skjønne, enten slet ikke eller kun nødtvungen havde underkastet sig Magnus. Det samme gjaldt rimeligviis ogsaa den store og vidt forgrenede Reins-Æt[7], hvis Hoved, Guthorm Aasulfssøn, i sin Tid havde været den første til at tage Sigurd Mund til Konge, og hvis Datter, Rangrid, var gift med Frederik Køna, hvis Drab, som det udtrykkeligt heder, vakte saa megen Harme blandt hans talrige Paarørende i Thrøndelagen[8]. Guthorm levede vel neppe længer paa den Tid, men Ætten repræsenteredes af hans tvende Sønner, Aasulf af hans andet Egteskab, og Baard af hans tredie, af hvilke Aasulf, som den ældste, maa have besiddet Hovedgaarden, Rein, men, da han ikke efterlod Sønnen være efterfulgt i Besiddelsen af Baard som nærmeste Odelsmand. Sandsynligviis var dette allerede skeet før Magnus Erlingssøns Ophøjelse paa Kongetronen. Reins-Ætten var, som ovenfor nævnt, ogsaa besvogret med den mægtigste Æt i Jemteland, ved Guthorm Austmandssøns Giftermaal med Rangrids Halvsyster Ingerid. I Jemteland maa der saaledes og have rørt sig sterke Sympathier for Fredrik Køna, og Misfornøjelse med Erling. Den mægtige Æt paa Austraat, hvis Hoved omkring 1160 var Sigurd Kaaressøn, stod vistnok i et nøje Slægtskabsforhold til det Danske Huus i Viken, men senere see vi den paa det nøjeste at slutte sig til Reins-Ætten, og det rimeligste er derfor, at den ogsaa tidligere har deelt dens Interesser, saa meget mere som Forstaaelsen mellem Erling og Gregorius, skjønt de stode paa eet Parti, ikke var den bedste. Endog Erkebiskop Eysteins Frænder, vare, som man af det følgende seer, lidet tilbøjelige til at adlyde Erling og Magnus. Peter Burdarsvein, Erkebiskoppens Næstsyskendebarn, levede vel neppe længer, men Sønnen Ulf Fly optraadte siden som en af Magnus’s ivrigste Modstandere, og Datteren Sigrid var giftet ind i den saakaldte Standhale-Æt, hvis Hoved Baard Brynjulfssøn, kaldet Standhale[9], vel var blandt dem, der af Gregorius havde ladet sig overtale til at forlade Kong Eystein og træde over paa Inges Parti, men som dog senere viste sig Erling intet mindre end gunstig. I det følgende ville vi ogsaa finde flere anseede Mænd fra Thrøndelagen, der benyttede den første Anledning, der tilbød sig, for at afryste Erlings Herredømme. Trods de Fordele, det tilbød Aristokratiet i Almindelighed, maa de have betragtet det som en Ophøjelse af de sydligere Landsdele paa Thrøndelagens Bekostning.
I begge Naborigerne var Hoffets Stemning ugunstig for Erling. Sveriges Konge var siden 1161 Karl Sverkessøn, der i dette Aar havde angrebet og dræbt Kong Magnus Henrikssøn, Dronning Ingerids Søn af første Egteskab, og en Halvbroder af Orm Kongsbroder, der, som ovenfor nævnt, havde taget sin Tilflugt til ham. Da Orm var en ivrig Tilhænger af Erling og Magnus, kan man allerede heraf slutte, at Forholdet mellem Kong Karl og Erling maatte være meget spendt, og der meldes ogsaa udtrykkeligt, baade at Levningerne af Sigurd Markusfostres Flok efter dennes Fald tog sin Tilflugt til Karl, som lovede dem sin Hjelp, og at Karl Sverkessøns Medbejler til Tronen, den dræbte Kong Eriks Søn Knut, opholdt sig i Norge fra 1164 til 1169. Ogsaa Jarlen i Gautland, Byrge Brosa, der efter Kong Magnus Henrikssøns Fald havde egtet hans Enke, Brigida, Harald Gilles Datter, viste sig siden fiendtlig stemt mod Erling. Kong Karl selv var gift med en Systerdatter af Kong Valdemar i Danmark, og stod i det nøjeste Venskabsforbund med ham. Allerede dette, om intet andet, maatte bestemme Karls Stilling lige overfor Erling, thi Valdemar var nu, som vi strax skulle see, Erlings farligste og mægtigste Uven.
- ↑ Se Stamtavle i foregaaende Bind.
- ↑ En Søn af Orm, ved Navn Ivar Steig og, da han var opkaldt efter hans Fader, rimeligviis egtefød, omtales senere, s. Sverres Saga Cap. 93.
- ↑ Heriblandt denne, at hans Lig efter Slaaet ved Fiemreite 1184 blev ført til Oslo og begravet i St. Hallvards Kirke.
- ↑ S. o. II. S. 408.
- ↑ Sammesteds, S. 409.
- ↑ Erling omtales kun i Slægtregistret i Fagrsk. Cap. 215. Da det i Sverres S. Cap. 74 heder, at hans Søn Vidkunn i 1183 nys havde tiltraadt sine Fædrenebesiddelser, maa han da nys være død. Vidkunn, da 18 Aar gammel, maa være fød 1165.
- ↑ Om Reinsætten se ovf. II. S. 808, jvfr. Slægttavle No. 5.
- ↑ Frederik og Rangrid havde ifølge Fagrsk. Cap 215 en Datter Astrid, der blev Nonne, sandsynligviis i Reins Kloster, der stiftedes af Fru Sigrid paa Austraat, Baard Guthormssøns Datter.
- ↑ Ordet standhali betegner, tom det synes, en Ræv.