Det norske Folks Historie/4/104
Medens Kongen og Jarlen tilbragte Sommeren i Bergen, fremdeles, som det lader, i nok saa venskabelig Forstaaelse med hinanden, – der tales i det mindste ikke om nogen Misstemning mellem dem og deres beggesidige Tilhængere – kom nogle af Vegard Veradals Mænd norden fra Haalogaland og bragte den sørgelige Efterretning, at hans Kollega Andres Skjaldarband havde ladet ham dræbe. Da Kongen spurgte om Vegard da havde fornærmet Andres, svarede de nej, ja at denne ikke engang selv havde nogen Beskyldning at fremføre mod ham. De angave de nærmere Omstændigheder saaledes: Andres og Vegard sad begge nord paa Hindøen, hiin ved Havnen (Hardstadhavnen) denne lidt længer oppe i Bygden, men vare hyppigt tilsammen. En Dag kom Vegard ned og indbød Andres til at spise hos sig; Andres lovede at komme, og Vegard sendte sine Svende hjem for at dække Bordet. Imidlertid bad Andres ham gaa hen til det Huus, hvor Finnskatten (der bestod af Pelsverk, Hudreb, Fjedre, m. m.) opbevaredes, og see til om den var vel forsynet. Da han kom til Huset, merkede han at en Fjel var gleden ned, og kigede ind igjennem Aabningen, idet han, for bedre at komme til, tog Staal-Huen af. Men i det lamme løb to af Andres’s Svende til[1], og hugg ham Banesaar. Kongen, fortælles der i Sagaen, tog sig meget nær heraf, og ytrede at han paa denne Maade havde mistet to af sine huldeste Venner[2], men at han nok kunde skjønne, „fra hvad Rod dette var udsprunget.“ Han fortalte det strax til Jarlen, som gav at forstaa, at han ikke ugjerne saa Drabet hevnet paa Andres. Men da Kongen spurgte sine Venner til Raads, hvad der var at gjøre, meente de, at Andres nok burde tabe sin Ærespost, men ikke straffes paa Livet, da Ulykken dog egentlig var foranlediget af den, der helst ønskede dem begge døde. Kort efter kom Andres selv til Byen med en vel udrustet ny Tyvesesse, ytrede den oprigtigste Anger over det skede, og meente, „at han nu nok kunde skjønne, hvilke Snarer der var lagte for ham.“ Kongen fratog ham Syslen og gav den til Ivar Utvik, men tog ham for øvrigt til Naade, hvorimod Jarlen gav ham Syssel samme Steds for næste Aar i sit Navn[3]. – Mere fortæller Sagen ikke om denne højst gaadefulde Sag. Det er øjensynligt, at Sagaskriveren, vistnok af Hensyn til endnu levende Personer, her, som paa flere Steder, med Flid bar undgaaet at udtale sig tydeligt derom, men har dog umiskjendeligt sigtet Jarlen som den egentlige Ophavsmand. Da Andres Skjaldarband ej udførte Drabet med egen Haand eller i Hidsighed efter en Ordvexling, men ved andre, og med velberaad Hu, idet han netop passede det belejlige Øjeblik, da Vegard havde sendt sine Folk fra sig, og derhos fik hans Opmerksomhed paa, hvad der foregik om ham, afledet ved Eftersynet af Finnevarerne, faar man Indtrykket af at Andres allerede en Tidlang maa have pønset paa denne Misgjerning. Og at Vegard selv ikke ret har troet ham, eller at Forholdet har været spændt imellem dem, trods deres hyppige Sammenkomster, maa man slutte deraf at Vegard paa et Sted eller til en Tid, da der ej kunde være nogen Ufred i Vente, og kommende i det venskabelige Ærende at indbyde Andres til Gilde, alligevel fandt det nødvendigt at gaa i fuld Rustning, med Staalhue paa Hovedet. Dette tyder igjen paa, at Jarlen allerede fra deres første Sendelse til Haalogaland, for omtrent et Aar tilbage, har søgt at sætte Splid mellem dem, hvilket, som allerede ovenfor berørt, maaskee lettest lod sig gjøre ved at paavirke. Andres gjennem hans Hustru. De kongelige Hirdmænd havde vistnok ganske Ret i, hvad de ikke utvetydigt gave at forstaa, at Jarlen egentlig ønskede begges Død, thi baade fik Kongen derved to trofaste Venner mindre, og han selv friere Hænder med Hensyn til Andres’s Hustru. Der var ogsaa al Udsigt til at hans Ønske kunde blive opfyldt, hvis det lykkedes at faa dem alvorligt opsatte mod hinanden, thi deels var det ej usandsynligt, at de i Tilfælde af aabenbart Slagsmaal begge kunde blive dødeligt saarede, deels kunde man gjøre Regning paa at den enes Død drog den andens efter sig, i Form af Hevn eller Straf. Hertil hentydede han endog selv, efter hvad der i Beretningen anføres: det synes derfor at maatte have været en Streg i Regningen for ham, at Kongen viste saa megen Mildhed mod Andres. At han desuagtet gav ham Syssel i sit eget Navn, lader sig enten forklare af Forholdet til hans Hustru, eller af en Bestræbelse efter at binde hans Hænder og udvide Bruddet mellem ham og Kongen. Vi finde ham heller ikke nogensinde under de følgende Tvistigheder mellem Jarlen og Kongen nævnt som den, der aabenbart tog Parti for denne, og det lader til at han den meste Tid har holdt sig der nord paa uden at blande sig i Dagens politiske Begivenheder, medens Kongen dog, som vi ville see, aldrig ophørte at nære Hengivenhed for ham.
Andres og Ivar Utvik gjorde Aaret efter (1222) et Tog til Bjarmeland, der er merkeligt som det sidste, der nogensinde blev foretaget fra Norge[4]. Deres Hovedhensigt synes at have været den, at lade Bjarmerne undgjelde fordi de nogle Aar forud havde dræbt Helge Bogranssøn med alle hans Folk, men ogsaa ved Siden deraf at skaffe sig et rigt Bytte. Flere af de bedste Bønders Sønner fulgte dem[5], saa at de i alt havde fire Skibe. De nærmere Omstændigheder ved Toget angives ej; det berettes kun at de øvede det største Herverk i Manddrab og Ran, og gjorde et overhaands rigt Bytte af Graavare og brændt Sølv, formodentlig fra de bjarmske Gravhøje, saaledes som det berettes ved Thore Hunds Bjarmelandstog. Men paa Tilbagevejen var Ivar Utvik, der synes at have sejlet noget uforsigtigt og maaskee heller ikke var tilbørlig kjendt i Farvandet, uheldig nok til at komme ind i en farlig Strøm nordenfor Straumneskinn[6], som de tre andre Skibe undgik; Søen gik saa høj at den slog op i Sejlet og fyldte Skibet, der kantrede. En rask Mand af Besætningen, ved Navn Jogrim, fik hjulpet Ivar og sig selv op paa Kjølen, paa hvilken og en tredie, ved Navn Helge, frelste nej: nu kom der en Baad til fra et andet Skib, i hvilken Ivar kom op, fremdeles ved Jogrims Hjelp, skjønt Brændingen gik saa sterk, at Stavnen blev brukken af Baaden; men den brave Jogrim gik ikke selv i den; han sagde at han ingen Steds saa sin Kammerat Thorstein, svømmede lige ud i Hvirvelen forat søge efter ham, og omkom. Af alle dem, der vare ombord paa Skibet, reddedes saaledes alene Ivar og Helge; de øvrige gik rinder med Skibets kostbare Ladning. Det lader til, at man siden paa Haalogaland havde meget imod Ivar for hans uforsigtige Sejlads, og gav ham Skylden for den hele Ulykke[7].
- ↑ De hed Botulf Lem og Assur Gnit.
- ↑ Ved denne Lejlighed siges der, at Vegard var Kongens „Maag,“ men hvori dette Svogerskab bestod, angives ingen Steds.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 72. Siden der her er Tale om Finneskatten, skulde man næsten formode at Vegard og Andres vare komne tilbage efter et Tog ind i Finmarken eller langs Kysten (hvis man for Resten kan antage at de droge afsted i egen Person). Vegard har maaskee holdt til paa selve Throndenes, i alle Fald paa en af Gaardene i Nærheden.
- ↑ Det angives udtrykkeligt som det sidste i Flatøbogen og Skaalholtsbogen.
- ↑ Haak. Haakonss. Saga Cap. 102.
- ↑ Hvor denne Havhvirvel (röst) er at søge, vides ikke. Paa Strømnes-Strømmen mellem Flagstadø og Moskenesø kan man neppe tænke, da den deels neppe kan have varet saa farlig, som den her beskrives, deels ligger sydligere end Throndenes eller det østre af Hindøen, hvor Ivar vel havde sin Bolig. Man maatte snarere antage, at det har været etsteds ved Finmarkens Kyst.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 81 jfr. Cap. 102.
ikke hjelpe sig med den Gisning, at Alf skulde have egtet. Ingebjørg efter Lodins Død, thi denne levede endnu ved Kongens Kroning 1247, medens Alf, som ovenfor viist, allerede nævnes som Jarlens Svoger i 1233; og da Alfs og Ingebjørgs Søn Erling var Lendermand i 1263, og dennes Søn Alf allerede blev Jarl i 1286, kan Erling vanskelig være fød efter 1226, og Brylluppet mellem hans Forældre maa saaledes have fundet Sted før, eller omtrent paa den Tid, vi just have for os. En Forvexling af Navnet er ikke utænkelig, det sees deraf at man stundom finder Hr. Andres (Simonssøn) nævnt efter hans Død, og af at Gregorius Jonssøn forvexles med Gunnbjørn Jonsbroder. At Skule skulde have haft to Systre ved Navnet Ingebjørg, er derimod lidet tænkeligt; der tales heller ikke nogen Steds om at han skulde have haft en Syster med et andet Navn, der her kan være forvexlet med Ingebjørg; paa oven anførte Sted omtales denne som den eneste. Altsaa synes det næsten afgjort, at det her maa være Alfs Giftermaal, hvorom der er Tale. Om man end ej vilde antage en Navnforvexling, kunde man formode, at nogle Linjer ere bortfaldne i Originalhaandskrifterne, hvor Alf omtales, medens Lodins Navn, der maaskee kan være nævnt i en anden Kombination, er blevet staaende. Tegn paa Forvirring her er det ogsaa, at det først i et Par Haandskrifter siges at Kongen og Jarlen kom til Throndhjem (i Stedet for Bergen), men alligevel, at Jarlens Frue, Datter og Syster vare komne „nordenfra,“ og at det siden, endog i de Haandskrifter, der nævne „Bergen,“ heder, de (þeir, altsaa ingen Fruentimmer) droge siden „nordensra“ (norðan); hvilket vel maa være fejlagtigt for „þær fóru siðan norðr eller norðr aptr (de, nemlig Damerne, droge siden nord igjen). Umuligt er det vel ikke, at Kongen og Jarlen kunne have gjort et kort Besøg til Throndhjem, og at Brylluppet stod der, men det er alligevel tydeligt nok, at de om Vaaren droge fra Bergen, ikke fra Throndhjem, til Østlandet.