Det norske Folks Historie/4/108

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 647-652).

Medens Skule Jarl tilbragte disse tvende urolige Aar i Viken^[1] sad Kong Haakon, som vi have seet, rolig i Bergen, med Undtagelse af hans korte Besøg i Throndhjem om Vaaren 1222, da han indgik Forlig med Erkebiskoppen, samt det paabegyndte, men ikke fuldførte Tog derhen om Høsten samme Aar, da han, som det ovenfor er omtalt, henimod Mariemesse (den 8de September) havde faaet Bud fra Gregorius Jonssøn om at Ribbungerne havde viist sig nordenfor Fjeldet, og med det første kunde ventes til Throndhjem. Haakon havde just da samlet alle Lendermændene fra Gulathingslagen og de nordligere Landskaber med deres Tropper, for at drage til Viken og komme Jarlen til Hjelp, men ved at høre hvad der var paa Ferde i Throndhjem, forandrede han strax sin Bestemmelse, forkyndte paa en Hirdstevne, at han agtede sig til Throndhjem, og fik alles Tilsagn om at de gjerne vilde følge ham derhen^[2]. Saaledes kunde han sætte ud fra Bergen med 35 Skibe, en tilstrækkelig Styrke til at jage Ribbungerne bort. Men endnu førend han kom til Nordfjord, fik han høre at Ribbungerne, afskrækkede ved Gauldølingernes kraftige Forsvarsanstalter, havde trukket sig tilbage. Da man imidlertid frygtede for, at de kunde tage Vejen til Raumsdalen, Nordmøre eller Søndmøre, fortsatte han dog Rejsen til Leir-galen, og blev liggende der, indtil han havde faaet Vished om at de havde taget Vejen til Østerdalen. Da vendte han tilbage til Bergen, hvor han ankom lidt før Michaelsmesse, og gav Lendermændene Hjemlov. Denne Sommer havde Haakon fyldt sit attende Aar, og det synes som om han, efter Dagfinn Bondes og sine øvrige Venners Raad, strax ved Indtrædelsen i sin Myndighedsalder ved en bestemt og alvorlig Optræden har villet vise Jarlen, at han nu var den, der raadede i Landet og ikke længer vilde tillade enten Jarlen eller nogen anden at tiltage sig nogen Myndighed, der ej tilkom dem. Han havde udbudt Leding over hele Egdafylke, men kun faaet noget ubetydeligt fra den vestligste Deel, da Skule allerede havde optaget det meste af al Ledingen baade fra Øster-Agder og Størstedelen af Norder- eller Vester-Agder, uagtet han egentlig kun skulde have Viken, hvortil Agder, som en Deel af Gulathingslagen, ikke hørte. I denne Anledning kaldte Kongen sine Raadgivere sammen, og æskede deres Mening herom. De fandt alle, at Jarlen gjorde sin saakaldte Trediedeel af Riget utilbørlig stor, naar han foruden hele Viken med Oplandene, ogsaa vilde have Landet heelt til Ryfylke. Saavel Erik Jarl, Sverres Broder, som Philip Baglernes Konge, havde nøjet sig med Landet mellem Rygjarbit og Svinesund, og dette var ikke engang hele Viken, da Landet mellem Svinesund og Elven, eller det store og folkerige Ranafylke, laa udenfor hine Grændser. Resultatet af Raadslagningerne blev dette, at Kongen sendte Mænd til Jarlen med en Skrivelse, hvori han erklærede sig utilfreds med den Udstrækning. Jarlen tillagde sin Trediedeel, og lod ham vide, at hvis han saaledes fremturede, vilde han ikke faa Ufred med Ribbungerne alene. Her handlede Kongen visselig aldeles i sin fulde Ret, men det var dog neppe vel betænkt at gaa saa strengt i Rette med Jarlen, om han søgte at skaffe sig Indtægter af et større Distrikt end fra først af bestemt just paa denne Tid, da han virkelig havde saa store og langvarige Udrustninger at bestride, og dertil ikke engang kunde erholde de fulde Indtægter af Viken, som endnu for en stor Deel var i Ribbungernes Besiddelse, og hvor Indbyggerne derhos paa mange Steder sandsynligviis vare udplyndrede og udarmede. Da det stemmer saa lidet med den Sindighed og Forsonlighed, Kongen ellers plejede at vise, at han nu paa een Gang, hvor han dog havde langt ringere Opfordring end ved tidligere Lejligheder, skulde fare løs paa sin tilkommende Svigerfader med Heftighed, ja endog true ham med Krig, kunde man næsten fristes til at antage, at der er indløbet en Fejl i Sagaens Ord^[3]; i alle Fald øjner man her den vistnok trofaste og velmenende, men alt for hidsige Dagfinns Indflydelse. At Skrivelsen, eller Kongens Optræden i det hele taget, har sat ondt Blod hos Jarlen og dennes Venner, er øjensynligt, thi nu var det, at han nærmede sig til Biskop Nikolas, med hvilken han nys forhen havde staaet paa en saa spændt Fod, og at han ved hans Mellemkomst fik sluttet Forlig med Ribbungerne. Ja, han synes endog at have pønset paa hverken mere eller mindre, end at løsrive sig aldeles fra Kong Haakons Herredømme, og derimod efter Erling Skakkes og Erling Steinveggs Exempel stille sig under den danske Konges Overhøjhed som Jarl eller Konge i Viken. Kong Valdemar havde, som vi vide, allerede for 18 Aar tilbage søgt at gjøre den ham i Ringstedforliget 1170 tilstaaede Højhed over Viken gjeldende; hans Magt var nu, ved Slutningen af Aaret 1222, paa sit højeste; han var uimodsigeligt den mægtigste Konge i hele Nordeuropa, den største Deel af Østersøens Kyster adlød ham, og hvis der var nogen dansk Konge, der med nogenlunde Rimelighed kunde gjøre sig Haab om at gjenoprette „Gamle-Knuts“ Erobringsmonarchi, da maatte det være ham. Naar han, som vi see, virkelig ansaa sig berettiget til at herske over Norge eller en Deel deraf, er det ikke rimeligt, at han nogensinde opgav Haabet eller Tanken om, ogsaa at drive dette igjennem, førend hans ulykkelige Fangenskab gjorde en saa brad og uventet Ende paa hans Vælde, – ja neppe engang da – men at han kun ventede dermed indtil den belejlige Tid kom, og denne kunde vel nu siges at være indtraadt, da han, som det syntes, varigt havde befæstet sit Herredømme i sine tydske og østersøiske Erobringer, og kunde vende hele sin Styrke mod Norden. Under disse Omstændigheder kan det neppe udtydes paa mere end een Maade, at Skule Jarl i Begyndelsen af Mai 1223 begav sig ned til Danmark med en Flaade af 13 Skibe, og Sigurd Ribbung i sit Følge. Man maa nemlig antage, at det virkelig var hans Hensigt at tilbyde Kong Valdemar Højheden over Viken, maaskee endog over hele Norge, imod at forlenes dermed som hans Jarl eller Lenskonge, altsaa en Fornyelse eller Udvidelse af Forliget 1170, eller af Valdemars Forlig med Erling Steinvegg i 1204. Denne Antagelse er saa meget mere sandsynlig, som vi fem Aar senere see ham gjøre et nyt Besøg til Danmark, holde hemmelige Samtaler med Kong Valdemar, og modtage Halvdelen af Halland i Len af ham. Sandsynligviis skulde vel ogsaa Sigurd Ribbung betænkes med Forleninger, ligesom vel heller ikke Biskop Nikolas har undladt at betinge sig en eller anden Fordeel: ja det rimelige er vel, at den hele Plan har været udtænkt af ham, og hemmelig aftalt ved Forliget mellem Skule og Sigurd, efter hvilket disse, som man seer, strax tiltraadte Rejsen til Danmark, aabenbart for ikke at tabe nogen Tid, men bringe Planen til Udførelse, førend Kong Haakon havde faaet Nys derom^[4]. Men hvilke nu end Jarlens Planer og Forventninger have været, hvad enten de kun sigtede til hans egen Storhed eller til Fædrelandets Underkuelse under en fremmed Magt, saa bleve de heel uventet skuffede. Thi da han kom til Kjøbenhavn, modtog han den Efterretning, der for ham maatte være et sandt Tordenslag, at Grev Henrik af Schwerin Natten mellem den 6te og 7de Mai ved et lumsk Overfald havde taget Kong Valdemar og hans Søn, den udvalgte Tronfølger, Kong Valdemar den unge, til Fange paa Øen Lyde ved Fyn, og havde fort dem over Østersøen, man vidste paa den Tid neppe engang ret til hvilket Slot i eller ved Meklenburg. Dette reddede maaskee Norges Selvstændighed for flere Aarhundreder. For Skule var der nu intet at haabe fra Danmark, og han maatte vende tilbage igjen med uforrettet Sag^[5], visselig meget harm i Hu. Han maatte nu saa at sige atter begynde hvor han tidligere havde sluppet, nemlig med Intriger indenlands, og til at drive saadanne fik han en bekvem Anledning ved de Forhandlinger, som Kongens Indtrædelse i Myndigheds-Alderen gjorde nødvendige. Hans Forhold til Kongen, der nu ej længer var hans Myndling, men tvertimod skulde være hans Overherre, maatte nøjere bestemmes, og for saa vidt han endnu troede sig berettiget til Kronen, eller til selvstændigt Herredømme over en Deel af Riget, var det endnu, men ogsaa just nu, Tid til at fremkomme med en saadan Fordring: siden vilde det.være for sildigt. Men dette kunde ikke afgjøres uden paa et almindeligt Rigsmøde, og et saadant blev, efter foreløbige Underhandlinger mellem Kongen og Jarlen, udskrevet til Olafsvaka (29de Juli) samme Aar i Bergen, med udtrykkelig Anmodning til enhver den, der troede at have nogen Fordring paa Riget, om at indfinde sig og fremsætte sin Fordring^[6], paa det at Sagen eengang for alle kunde blive afgjort. Dette var unegtelig noget besynderligt, ja endog en Uformelighed, efter at Haakon engang var tagen til Konge og hans Byrd erklæret retmæssig; men Skule kunde med noget Skin af Rimelighed indvende, at Spørgsmaalet om, hvilken Arveret der skulde have Fortrinet, hans efter Kong Inge, eller Haakons efter sin Fader, endnu ikke fuldkommen var bragt paa det Rene. Kong Haakon fulgte paa sin Side den samme kloge Politik, som tidligere, da der handledes om Jernbyrden, og han maa desuden have været saa sikker paa Udfaldet, at en saadan Lejlighed til at see sin Ret højtidelig proklameret og alle Medbejleres Fordringer for stedse kjendte uefterrettelige endog snarere var ham velkommen. Det var saaledes, for Formens Skyld, just i sin Orden, at alle disse ogsaa indkaldtes. Et andet Spørgsmaal er, om Høvdingemødet først nu blev bestemt, eller om det ikke allerede havde været aftalt Aaret forud mellem Kongen og Erkebiskoppen, da denne lovede, den følgende Sommer at komme til Bergen og vise Kongen den tilbørlige Hæder, hvilket neppe synes at kunne bestaa i andet, end at proklamere ham som fuldmyndig og eneberettiget til Kongedømmet; ved det tidligere Mode i Bergen havde han nemlig kun erklæret Udsagnet om hans Byrd for rigtigt, og en højtidelig Akt udkrævedes der dog vel til, at Jarlen nedlagde sit Værgemaal og overgav Magten i Kongens Hænder. Men et er, at et saadant Møde foreløbigt aftaltes, et andet, at det virkelig berammedes, og Berammelsen kunde neppe skee, førend Viken var bleven rolig og Landet havde faaet Fred. Da Samlingstiden først bestemtes til 29de Juli, var der Tid nok til betimeligt Varsel, om dette end ikke gaves førend sidst i Juni, thi for at komme til Bergen behøvede man selv i den Tid neppe paa noget Punkt i Riget mere end 14 Dage, end sige en heel Maaned. Om Stemningen i Landet med Hensyn til Kongen og Spørgsmaalet om hans Retmæssighed faar man den klareste Forestilling af følgende Beskrivelse i Sagaen: „Paa den Tid var der god Fred i Riget, men sterke Fordringer paa Kongens Fædrenearv af de Mænd, der gjerne vilde arbejde sig frem til Kongemagten. Da Kongen var ung, og andre længe havde siddet i hans Fædrenearv, fandtes der en Mængde Mænd, der vare meget uvisse med sig selv om, hvem de vilde tjene. Der gaves nogle, der gjerne gad ødelægge hele Konge-Ætten og Sverres Afkom paa Grund af det gamle Fiendskab, de havde haft til denne: disse fandtes især blandt Stormændene; men de fleste Bønder og hele Almuen, saavel nord som syd Landet vare vel stemte for Haakon^[7]“.

1. I Haakon Haakonssøns Saga Cap. 82 staar der, at Jarlen tilbragte tre Vintre (at der i Flatøbogen og en anden Kodex ved en Skjødesløshedsfejl staar nætr i Stedet for vetr kan her ej komme i Betragtning) i Viken, og i denne Tid holdt mange Slag o. s. v. med Ribbungerne. Her regnes øjensynligt alle de tre Vintre, hvori han oppebar fulde Kronindtægter af Viken, eller var forlenet med dette Landskab, og den første Vinter var allerede, som vi have seet (S. 624) Vintren 1219–20, hvor han dog ej opholdt sig længere Tid der, end nogle faa Uger før Juul.
2. I Flatøbogen og Skaalholtsbogen staar der paa dette Sted at Kongen sendte Mænd og Breve efter Gregorius Jonssøn og Ivar Nev, der skyndte sig efter ham saa hurtigt som muligt. Her er øjensynligt en Fejl indløben, da Gregorius jo var i Nidaros. Sandsynligviis har der i Originaltexten staaet at Kongen har sendt Breve med Sendebudene tilbage til Gregor og Ivar, at han med det aller første skulde komme. Eller og maa man antage, at Gregorius Jonssøn og Ivar Sten have været blandt de Lendermænd fra Throndhjem, der om Sommeren vare komne til Bergen, og at der i Texten ej skal staa „Sendimenn Gregoriúss Jónssunar,“ men „Sendimenn til Gregoriúss Jónssunar,“ nemlig saaledes at de fra Throndhjem afgaaede Iilbud vare afsendte af hans efterladte Underbefalingsmænd umiddelbart til ham, som Distriktets Statholder. Da til er et saa ubetydeligt Ord, og end ydermere i Haandskriften som oftest kun betegnes med t’, er det ikke usandsynligt, at det kan være overseet af Afskriveren. I Peder Claussøns Oversættelse heder det kun at der kom Tidende fra Throndhjem, og at Kongen havde Gregorius Jonssøn og Ivar Nev med sig fra Bergen.
3. Udtrykkene i Kongens Brev lyde, som de anføres i Sagaen, saaledes: „ok jarl mundi eigi við Ribbunga eina eiga úfrið, ef hann héldi þessu fram.“ Her kunde man tænke sig Muligheden af at Originaltexten har haft: „Ok jarl mundi við Ribbunga einn eiga úfrið“ o. s. v. (og Jarlen maatte da ene holde Ufred med Ribbungerne, hvis o. s. v.), det vil sige, at han ej kunde gjøre Regning paa nogen Hjelp fra Kongen, hvis han oppebar de denne tilkommende Indtægter. En saadan Trusel var rimeligere, end Trusel om Krig. Dog findes hiin Læsemaade i alle Haandskrifter, og er tillige gjengiven af Peder Claussøn.
4. At Rejsen skede umiddelbart efter Sigurds Underkastelse, sees deraf at denne, som det ovenfor er viist, maa have fundet Sted efter Sommerdag (14de April), ja i Betragtning af Sagaens Udtryk „om Sommeren“ maaskee endog i Mai, medens Ankomsten til Danmark neppe kan være indtruffen senere end 8 a 10 Dage efter Kong Valdemars Tilfangetagelse (altsaa omkring 16de Mai), da Efterretningen under den livlige Forbindelse mellem Danmark og Viken, vistnok paa en eller halvanden Uges Tid maa have naaet hertil, og saaledes vilde have forebygget Afrejsen, om den ej sør havde fundet Sted. Er Jarlen saaledes afsejlet omkring 10de Mai, og Underhandlingerne paabegyndte mellem ham og Sigurd omkring 1ste Mai, saa vi neppe 10 Dage til disse, og Afrejsen maa være fulgt umiddelbart ovenpaa. Med Skules Fremtidsplaner stod det vist i Forbindelse, at han et Par Aar forud havde forlangt paveligt Beskyttelsesbrev, hvilket ogsaa blev ham til Deel under 5te Decbr. 1229, se Dipl. Norv. I. 6.
5. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 84.
6. Dette siges udtrykkeligt i en enkelt Kodex.
7. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 85.