Det norske Folks Historie/4/119

Da Kongen kom til Oslo, erfarede han, at Biskop Nikolas laa meget syg. Ogsaa paa dette sidste Tog havde Kongen faaet fat paa Breve fra ham af mistænkeligt Indhold. Biskoppen, der nu maa have været en temmelig gammel Mand[1] og selv merket, at han ikke vilde komme til at rejse sig igjen fra dette Sygeleje, følte vel nu, hvorvel noget sildigt, og paa Gravens Rand, nogen Anger over den Troløshed, hvori han saa ofte havde gjort sig skyldig, og overhoved over sin hele Ferd, der kun daarligt stemmede med de Fordringer, man billigt kunde opstille til en christelig Lærer. Han lod derfor Kongen anmode om at komme til ham, og da Kongen nu – hvad man ej kan undre sig over – bar hine Opdagelser paa ham, gik han strax til Bekjendelse, og bad om Tilgivelse. Denne gav Kongen ham hjertelig gjerne og da han kunde skjønne at han ej havde mange Øjeblik tilbage, forblev han hos ham, indtil han opgav Aanden (7de Novbr). Kong Haakon viste hans jordiske Levninger al den Hæder, der tilkom en Mand i en saa høj kirkelig Værdighed, og som dertil var nærbeslægtet med Kongehuset i alle tre nordiske Riger, ikke at tale om den fremragende Deel, han havde taget i alle de sidste politiske Begivenheder under hele sin lange, mere end en Menneskealder varende, Embedstid. Kongen fulgte ham selv til Graven[2], og erklærede uforbeholdent, at om han end ej havde været nogen Ven af Birkebeinerne, saa havde han dog neppe haft sin Lige i verdslig Viisdom og Anseelse. Alligevel maatte han dog føle ligesom en Steen lettet sig af Hjertet ved denne urolige og upaalidelige Mands Død. Blandt alle de Gejstlige i Landet, om hvem der kunde blive Spørgsmaal ved Biskopsstolens Besættelse efter ham, fandtes der neppe en eneste, der med det ubetvingelige Had til Kong Sverres Æt besad de Talenter og den politiske Betydning, som Nikolas. Den Idee, for hvilken denne hele sit Liv igjennem havde kæmpet, og for hvis Gjennemførelse han ansaa ethvert Middel tilladeligt, havde allerede overlevet sig selv, og tilhørte nu en forgangen Tidsalder. For den yngre Generation maatte dette Slags Fanatisme næsten være ufattelig. Kong Sverre erindredes neppe mere som den frekke Usurpator og Kirkefiende, men som det ældgamle Kongehuses Frelser og den mageløse Helt, om hvis romantiske Liv og glimrende Bedrifter der gik Sagn, som næsten fordunklede alt, hvad Landets sagnrige Fortid hidtil havde at opvise. De ældre og nyere Slægter vare tillige efterhaanden blevne blandede med hinanden og stode derfor ej saa skarpt imod hinanden, som før, medens Kongemagten havde indtaget en mere fremragende Stilling over dem alle, og den unge, talentfulde og driftige Konges egen Personlighed og allerede for Dagen lagte Virksomhed berettigede til de skjønneste Forhaabninger, ej alene for Landets politiske Fremtid, men ogsaa for Kirkens Stilling i de kommende Aar. Men just fordi Nikolas ganske og aldeles kan siges at have været en Fortidsmand, der levede for, og med hele sin Sjæl omfattede andre Ideer, end dem, der vare gjeldende i den sidste Deel af hans Levetid, maa man ogsaa være noget skaansom med Bedømmelsen af hans Ferd. For ham fremstillede sig den Tingenes Orden, han ønskede gjennemført, som det Rette eller i det mindste det Ønskeligste, og hans Fejl var ej saa meget, at han stræbte derefter, som at han for at opnaa det ansaa ethvert Middel tilladeligt[3].

Dette saavel som det foregaaende Aar bragte ellers atter et saa godt som ganske nyt Personale paa Norges Biskopsstole. Erkebiskop Guthorm var, som vi have seet, død den 6te Februar; længer ud paa Aaret døde Biskopperne Haavard i Bergen og Henrik i Stavanger; og da nu Nikolas døde sidst i 1225, vare saaledes i kort Tid fire Biskopsstole blevne ledige, medens den femte, Biskopsstolen i Hamar, kun for fire Aar siden var bleven besat. Med Undtagelse af Erkebiskop Peter, hvis Udnævnelse dog Kongen selv havde foranlediget, havde han, som det synes, al Grund til at være tilfreds med de afgangne Biskoppers Eftermænd. Askell, der blev Biskop i Stavanger, havde tidligere været hans Kapellan og Raadgiver, faa at der er al Grund, til at antage at han stod paa en meget venskabelig Fod med ham, hvilket ogsaa bekræfter sig deraf, at han senere, uvist hvad Aar, fornyede Kong Magnus’s Gave til Biskopsstolen i Stavanger eller rettere til Domkirkens Skytshelgen, St. Svithun, af hele Byen med alt hvad dertil hørte og havde hørt, indenbyes og uden, med Leding, Sagefald o. a. d., Gud til Ære og den hellige Jomfru Maria, den hellige Svithun og andre hellige Mænd til Hæder, – alt under den eneste Betingelse at Biskoppen, hvilken Kongen her udtrykkeligt kalder „sin Ven,“ i Domkirken, saavel som alle øvrige Kirker i sit Biskopsdømme skulde lade indskrive saavel hans Farfader Kong Sverres, som hans Fader Kong Haakons, og efter hans egen Død ogsaa hans Navn, samt hver Søndag i et heelt Aar efter hans Død lade bede for dem alle. Denne Betingelse er vistnok ogsaa bleven opfyldt, og viser tilstrækkeligt, hvor lidet den Fordømmelsesdom, Kirken havde udtalt over Sverre i hans Levetid, nu havde at betyde[4]. Til Biskop i Bergen valgtes en vis Arne, om hvis tidligere Stilling intet er bekjendt, og til Biskop i Oslo Orm, der neppe er nogen anden end den forhen omtalte Orm, Abbed i Tunsberg. Da disse tvende Biskopper idet følgende næsten slet ikke omtales, kunne de i det mindste ikke paa nogen iøjnefaldende Maade have traadt i Opposition mod Kongen. Uagtet Arne og Askell vistnok alle-rede vare valgte i Løbet af 1224, bleve de dog ikke indviede førend i 1226 tilligemed Orm og den syderøiske Biskop Simon, om hvilken i det følgende, sandsynligviis paa Grund af Vakancen ved Erkesædet[5].

  1. Da Nikolas’s Moder, Dronning Ingerid, havde i det mindste haft tre Sønner med sin første Mand, den i Slaget ved Fodevig 1134 faldne Henrik Skatelær, og allerede før 1130 (se ovenfor II. S. 723) havde viist ham Utroskab og løbet bort med en anden Mand, hvoraf man kan slutte, at hun da i det mindste var fuldvoxen, kan hun ikke være fød senere end 1114, medens hun paa den anden Side, som det ovenfor (II. S. 599) er viist, heller ikke godt kan være fød før 1105. Sætte vi altsaa hendes Fødselsaar til omkring 1110, kan hun ikke vel have født Nikolas til Verden efter 1158, men det maa snarere være skeet før, da man vanskelig kan antage, at han ved sin Ophøielse paa Biskopsstolen ikke var mere end 32 Aar gammel, om man end med Hensyn til hans høje Byrd ikke regnede det saa nøje med ham. Antage vi altsaa, hvad der er rimeligst, at han var fød omkring 1150, bliver han ved sin Død omtrent 75 Aar gammel.
  2. Biskoppen kan neppe være begraven andensteds end i Hallvardskirken.
  3. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 131–338. Biskop Nikolas’s Dødsdag angives ikke, men kan dog med temmelig Sikkerhed bestemmes. Den 2den November brød Kongen nemlig op fra Eidsvold, og kom rimeligviis den Dag, som ellers, et Par Miils Vej eller derover: den anden Aften (3die Novbr.) kom han til Hakedal, tredie Dag (4de Novbr.) tilbragte han med Marschen til og Opholdet i Brandabu; fjerde Dag (5te Novbr.) vendte han tilbage til Hakedal, men kan den Aften ej være kommen længer; femte Dag (6te Novbr.) kom han da til Oslo, og er maaskee samme Aften bleven hentet til Biskoppen, der i saa Fald døde om Natten; i alle Fald maa Biskoppen være død Dagen efter, og man kan vel derfor temmelig sikkert sætte hans Dødsdag til 7de November. I en Note, Scr. Rer. Dan. II. 510, har Langebek (og efter ham Suhm IX. 212) antaget at hans Dødsdag var 9de Mai, fordi der ved den Dag i det islandske Nekrologium staar „o. Nicolai episcopi Ton …“, hvilket sidste man har forklaret som „Tonsbergensis“, og dette alt igjen som betegnende Biskop Nikolas af Oslo. Men at Nikolas ej er død i Mai 1225, fremgaar noksom af det oven anførte. Et andet Spørgsmaal er, hvilken „Nikolas“ her menes, og hvad dette „Ton“ skal betyde.
  4. Dipl. Norv. I. 51. Norges gl. Love I. S. 248, jvfr. ovf. II. S. 617, 939. Brevet er udateret; men da Paal Vaagaskalm nævnes som en af Vidnerne og han døde 1245 (ifølge Annalerne), bliver Brevet altsaa ældre end dette Aar. Da det unegtelig er rimeligst, at Haakon har udstedt dette Brev under et Ophold i Stavanger, og man vanskeligt kan paavise noget saadant uden om Høsten 1243 (se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 244), bliver det ogsaa mest sandsynligt, at Brevet er fra denne Tid. Dette stemmer ogsaa bedst med de øvrige i Brevet nævnte Personers Forekomst-Tid i Sagaen.
  5. De islandske Annaler ved 1225–26. I Dipl. Norv. I. forekomme flere Breve, som Pave Gregorius senere tilskrev disse Biskopper sammen med andre, navnlig om Kongens Kroning m. v.