Det norske Folks Historie/4/120

Kongen synes ikke at have opholdt sig længer i Oslo, end det var nødvendigt med Hensyn til Biskoppens Ligferd. Han begav sig derfra til Tunsberg, og gav Dagfinn Bonde, Gaut paa Mel og en Deel andre Høvdinger fra Vestlandet, der havde næret i Følge med ham, Hjemlov. Det var hans Hensigt, senere hen selv at følge efter til Bergen med Dronningen og sin Moder, men forinden vilde han dog endnu aflægge et Besøg i Kongehelle, neppe i anden Hensigt end at have en ny Sammenkomst med Æskil Lagmand, for at faa det nu med Sverige herskende spændte Forhold bilagt, og et bestemt Løfte udvirket om at Ribbungerne intet Tilhold mere skulde nyde indenfor den svenske Grændse. Dronningen og sin Moder tog han ej med derhen, men lod dem blive tilbage paa Slotsbjerget under Gunnbjørn Jonsbroders Varetægt. Da han var kommen til Kongehelle, indfandt baade Lagmanden og Fru Christina sig hos ham, som det synes efter hans Indbydelse, og de fandt en meget venlig og hæderlig Modtagelse. Men Lagmanden sagde at Kong Erik (eller rettere hans Formyndere) og alle Gøterne vare meget opbragte paa ham for hans Tog ind i Vermeland. Kongen svarede hertil, at Lagmanden vidste alt for godt, hvor ofte han havde anmodet Sviakongen om at jage alle de Tyve og Røvere ud af sit Rige, som dagligdags dreve sit Uvæsen i Norge, men at det hidtil intet havde frugtet. Lagmanden benegtede ikke dette, men undskyldte Sviakongen med, at han endnu kun var et Barn, og ikke havde paalidelige Raadgivere: havde disse gjort sin Pligt, vilde nok Landet være blevet renset for hiint Skarns Pak. Hvad Kongen svarede paa denne flaue Undskyldning, berettes ikke; han maa sandsynligviis have ladet, som om han fandt lig tilfredsstillet derved, da der fortælles at deres hele Samvære var særdeles venskabeligt, at de skiltes ad med megen Kjærlighed og gjensidige Gaver, og at Kongen ved Afskeden fornyede sin Indbydelse til Junker Knut, med Løfte om store Hædersbeviisninger for hans Faders og deres Frændskabs Skyld, men at Moderen ikke vilde lade ham rejse. Til noget Resultat synes altsaa ikke denne Sammenkomst at have ledet, og det laa vel heller ikke i Lagmandens Plan, at noget saadant skulde følge. Ved denne Lejlighed forefaldt der ellers en Samtale, der kaster meget Lys paa de tidligere Partiforhold. Mange af de tilstedeværende Høvdinger, som Lodin Gunnessøn, Hallvard Bratte[1], Simon Kyr o. fl., vare, som vi vide, forhenværende Beglinger, af hvilke nogle tidligere, nogle ej førend i 1218, havde underkastet sig Haakon. Denne drillede dem for Løjers Skyld med, hvad enkelte af dem allerede tidligere havde ytret, at deres forrige Herre Erling Steinvegg ikke havde været nogen rigtig Kongesøn, og at de havde nedladt sig at tjene en Bedrager. Mange blandede sig i denne Tale, og Lagmanden spurgte ligeledes, om det maatte være ham og de øvrige tilstedeværende Goter tilladt at tage Deel deri. –Da Ingen havde noget derimod at indvende, sagde han: „jeg vilde nødig tale Usandhed mod bedre Overbeviisning; men lige saa vist som jeg ikke veed, hvorvidt denne Erling, hvilken Baglerne tjente, var Søn af Kong Magnus, lige saavist veed jeg, at han ej var den Erling, der sad i Steenveggen hos os paa Visingsø; hvorfor jeg mener, at I have tjent den Urette, og at denne bar givet sig hiint Navn og Tilnavn: det veed nok du, Simon Kyr, thi du var jo indestængt med ham.“ „Saa lad os høre, Simon, hvad du veed sandest herom at sige,“ sagde Kongen. „Jeg kan vidne for Gud,“ var Simons Svar, „at jeg veed god Besked herom, da jeg sad i Steenveggen med Erling, men dette var ikke den Erling, vi tjente; og det gjorde vi alene for at faa en Anfører at opstille imod Birkebeinerne.“ Det var, som vi have seet, ikke første Gang, at han aflagde denne Bekjendelse; men at Kongen nu tog den meer alvorligt, og ligesom lod den slaa fast, skede venteligt fordi de gøtiske Herrer vare tilstede. Hvad end Grunden kan have været, saa er Sagen for os lige fuldt af stor Interesse. At Lagmanden saaledes tilsyneladende stod paa Kongens Parti og ytrede sig til hans Fordeel, skede vist ikke for Kongens Skyld, men fordi han ved samme Lejlighed gavnede sin egen Stifsøns, Junker Knuts Sag[2].

Efter denne Sammenkomst med Lagmanden, som Kongen altsaa synes at kunne have sparet sig, vendte han tilbage til Tunsberg, hvor han kom Juleaften,–og tilbragte Julen. Men strax efter (Januar 1226) afsejlede han med fire Langskibe forsaa snart som muligt at komme til Bergen og skaffe sig flere Folk, da Ribbungerne i denne Mellemtid atter havde rejst sig med en foruroligende Vælde paa Oplandene og i den øvre Deel af Viken. Paa Slotsbjerget efterlod han en Besætning af 120 Mand, under Befaling af Gunnbjørn Jonsbroder. Ved Udsejlingen fra Tunsberg havde Kongen paa et hængende Haar mistet Livet, da Masten, i det Øjeblik, den skulde rejses, gled ud af det med Iis opfyldte Spor, og med voldsom Fart faldt forover, lige mod Kongen, der vilde være kommen under og bleven knuust, hvis ikke en Mand havde grebet ham i Beltet og rykket ham ud mod Skibsbordet. Alle Sunde vare nu saa tillagte med Iis, at Kongen maatte fare udenskjers; i Hvaløerne[3] blev han endog liggende 8 Dage. Her kom Gunnbjørn til ham og meldte, at de Folk han havde beordret til at ligge som Besætning paa Slotsbjerget, vare opsætsige og vilde drage bort; Kongen blev da nødt til at vende tilbage igjen til Tunsberg over Land, og true Besætningen med den haardeste Straf, hvis den lod Bjerget i Stikken. Dette hjalp; han begav sig atter til sine Skibe, og fortsatte Rejsen, der i det Hele taget var ualmindeligt rig paa Gjenvordigheder. Han selv havde en Drøm, der truede ham med Fare eller Ulykke, inden han naaede Bergen, og han vilde derfor lægge ind, da han sejlede gjennem Eikundasund, uagtet der var endnu rundelig Tid af Dagen tilbage til at komme Jæderen forbi. Han fandt sig dog i at sejle videre, da man forestillede ham dette, og kom ogsaa i god Behold til Rott om Aftenen. Men om Morgenen blæste der op en hvas Sydøstvind, der tiltog saaledes, da man kom ud af Øyesund, at Tougene paa Kongeskibet neppe kunde holde; et Vindstød kastede Sejlet frem paa Ankerfligen, saa at det revnede og faldt ned paa Dækket, medens Skibet drev mod Boder[4]. Da gjorde alle store Løfter til Gud, hvis han vilde unde dem Frelse, thi alle troede at de skulde forgaa. Med Nød og neppe, og næsten ved et Under[5], frelstes de fra at drive paa Boderne, og kom endelig ind til Aum-Øerne med knuust Baad, sønder-revet Sejl, og megen anden Skade. Siden fortsattes Rejsen uden yderligere Ulemper til Bergen[6].

  1. Hvad Hallvard Bratte angaar, da regnedes han saavel som Lodin Paalssøn allerede i Begyndelsen af 1217 og maaske tidligere som hørende til Birkebeinerne.
  2. Haakon Haakonss. Saga Cap. 139, 140.
  3. Dette kan enten være de mest bekjendte Hvaløer østenfor Fjorden, eller Hvaløerne ved Grimstad. Hvad der taler for disse, er at de laa mere paa Vejen til Bergen; hvad der taler for hine, at Skaalholtsbogen udtrykkeligt siger at Kongen formedelst Isene i Sundene tog den „østre“ Vej, og da er det heel rimeligt, at han kan have anløbet Hvaløerne. Naar det siden heder, at han rejste til Tunsberg „hit efra“ d. e. til Lands, kan her menes „gjennem Smaalenene og over Horten“.
  4. Boder, med aabent o, udtalt Baaer, det ældgamle, endnu brugelige Navn paa Brændinger.
  5. I Sagaen staar der ligefrem, at det var et Jærtein, der især aabenbarede sig derved, at Skibet, som ellers drev svært baade før og efter at det passerede Boden, netop undlod at drive medens det gik den forbi.
  6. Haakon Haakonss. Saga Cap. 140, 141.