Det norske Folks Historie/4/130

Medens der i det fjerne Vesten efterhaanden samlede sig flere og flere Uvejrsskyer, der bebudede Norge det snart forestaaende Tab af dets Skatlande paa den Kant, og Forudanelsen heraf maaskee især ansporede den driftige Konge til de mest energiske Bestræbelser for at bolde paa dem, var det ligesom om Forsynet alligevel søgte at bolde Norge skadesløst, idet Urolighederne og Forvirringen paa Island samtidigt stege til en saadan Højde, at det af politiske Storme og private Voldsomheder søndersledne Land omsider ikke øjnede anden Frelse end at underkaste sig Norges Konge og saaledes endog i dynastisk Henseende at forene sig med det Moderland, fra hvilket dets oprindelige Befolkning var udgaaet, og med hvilket det stedse havde staaet i en inderligere politisk og social Forbindelse end med noget andet Land, medens begge Lande i kirkelig og literær Henseende allerede saa godt som udgjorde eet. Vel oplevede Kong Haakon selv ikke Foreningens fuldstændige Tilendebringelse; men før hans Død var dog det vigtigste udført, og Forberedelserne dertil, hvilke, om de end begunstigedes af Forholdene i Almindelighed og et talrigt Parti paa Øen, dog fornemmelig maatte drives med Kraft og Bestemthed fra norsk Side, beskjeftigede ham gjennem hans hele Regjeringstid saa meget, og de dermed i Forbindelse staaende Begivenheder gribe saaledes ind i hans hele politiske Livsbane, især den senere Deel deraf, at det, for at faa et fuldstændigt Billede af denne, bliver nødvendigt, her at afbryde Fortællingens Gang, og tage de islandske Forhold nærmere i Betragtning, idet vi gaa tilbage til det Tidspunkt, hvor vi i det Foregaaende forlode dem, nemlig ved de store Høvdingekriges Begyndelse og Sturla Thordssøns eller Hvamm-Sturlas Overvegt i den vestlige Deel af Øen.

De fornemste Høvdinger paa Sturlas Tid ere tildeels allerede omtalte, nemlig Jon Loftssøn paa Odde, Bødvar Thordssøn, Sturlas Svigerfader, Gissur Hallssøn paa Haukedal og Einar Thorgilssøn paa Stadarhool, og derhos ogsaa Sigurd Ormssøn paa Svinafell (paa Østlandet), Tune Kolbeinssøn paa Aas i Skagefjorden, Anund Thorkellssøn paa Laugaland i Eyjafjorden, den før omtalte Thorvard Thorgeirssøn, og endnu nogle andre, der i det følgende ville blive nævnte. Over dem alle ragede Jon Loftssøn i Rigdom, Magt og Anseelse. Magten var i det Hele taget samlet paa saa faa Hænder, at dens Indehavere sædvanligviis følte fra hævede over Lov og Ret, og indtoge næsten en saadan Stilling lige overfor hinanden, som uafhængige Fyrster i et større Statssysten, hvoraf da fulgte at alle deres Tvistemaal sædvanligviis afgjordes ved Fejder, eller hvis man gik fredeligere frem, ved Privatforlig og Voldgift, sjelden ved Lov og Dom, der i det hele taget nu kun syntes at være til før den ringere Mand, hvis Stilling tinder disse idelige Uroligheder maa have været aldeles utaalelig. Fejderne førtes med Haardhed, endog med Grumhed. Lemlæstelser, fornemmelig Afhugning af Hænder eller Fødder, hørte til Dagens Orden, deels paa Grund af virkelig Hevntørst fra Sejrherrens Side, deels vel os fordi man i hiin Tid, og især paa Island, ingen andre Midler havde til at gjøre stridbare og vaabenføre Fiender uskadelige, thi faste Borge og sikre Fængsler fandtes ej. Den allerede ovenfor og oftere omtalte, i de særegne Forholde paa Øen grundede Besynderlighed, at de store Høvdinger ofte tillige beklædte gejstlige Værdigheder, og uden Hensyn til deres Egenskab som Prester eller Diakoner deeltoge i Fejderne paa Lægmands Viis, maatte nødvendigviis svække Kirkens Anseelse, saavel ved den Forargelse, et saadant Forhold gav, som ved den Vane, hvori man derved kom til al behandle Gejstlige paa samme Maade og med ligesaa liden Ceremoni, som Lægfolk, thi man træffer ligesaa hyppigt, at Prester og Diakoner, efter en endt Kamp bleve lemlæstede eller paa andre Maader forhaanede, som Ikkegejstlige. Og hvad Sædeligheden angaar, da synes den paa denne Tid at have staaet paa det laveste Trin. Egteskabets Hellighed respekteredes saa godt som slet ikke. Utroskab i Egteskab og aabenbart Konkubinat hørte til det sædvanlige, og det ligesaa meget blandt Gejstligheden, som blandt Lægfolk. At Budet om Gejstlighedens Coelibat end mindre lod sig gjennemføre paa Island, end i Norge, kan der ej siges saa meget om, hvis Prester og Diakoner blot havde overholdt den egteskabelige Troskab, eller overhoved levet i ordentlige Egteskaber, men saadant hørte næsten til Undtagelserne. Naar Folkets Lærere og de, der skulde foregaa med godt Exempel, bare sig saaledes ad, kan man begribe, hvorledes det stod til med Moraliteten hos Menigmand[1]. Hvad der ogsaa synes at have bidraget meget til den almindelige Forvirring, er den Omstændighed, at efter Godordenes Samling paa faa Hænder blev Thingmandsbaandet selv mere løst, og rettede sig ikke længer strengt efter lokale Grændser; hver enkelt af en Godes Thingmænd kunde nemlig frasige sig hans Thing og sige sig i Thing med en anden Gode, uanseet paa hvilken Kant dennes Godord laa; og dette kom sandsynligviis deraf, at Goderne selv ofte ikke residerede i Godordsdistriktet, eller at en og samme Mand kunde have Godord i forskjellige Dele af Øen, hvorved Bevidstheden om lokale Jurisdiktioner ophørte, og Thingbaandet mere gik over til at blive personligt. De hæderlige Biskopper, Kløng i Skaalholt og Brand Sæmundssøn i Hole, søgte vel efter Evne at overholde Fred, Ro og Sædelighed, men det ældre Biskopsvældes patriarchale Dage, som paa Isleif-I, Gissur-3 og Jons Tid, vare nu forbi. Biskopperne selv vare for meget Høvdingernes Ligemænd i verdslig Henseende til at kunne hævde den nødvendige Autoritet over dem; vi have desuden ved Sturla Thordssøns Tvist med Einar Thorgilssøn seet Exempel paa, at Biskopperne selv ikke kunde holde sig ganske frie for Berørelse af Parti-Aanden, idet Kløng holdt med Einar, Brand derimod med Snorre. Erfaringerne fra hiin gyldne Tid, sammenlignede med Minderne fra den næst foregaaende, havde noksom godtgjort, at Øens Statsforfatning i og for sig ikke formaaede at sikre den nødvendige Orden og Rolighed, men at dette ene kunde skee og virkelig skede, ved en overordnet, med Høvdingernes verdslige Magt aldeles inkommensurabel Autoritet, som den, hine Biskopper udøvede. Men denne Autoritet svækkedes mere og mere, efter som Høvdingerne selv bleve Gejstlige, og den Glorie, som omsvævede Kirken og Gejstligheden, mere og mere adspredtes. I hiin Tid havde Biskopperne, beskyttede deraf, ikke trængt til nogen ydre Støtte: deres egen Anseelse holdt dem oppe, og den daværende Metropolitans, den bremiske og siden den danske Erkebiskops Indgriben i de islandske, som overhoved i Norrønafolkets Kirkevæsen, var desuden for svag til at kunne give dem nogen Bistand. Men da Høvdingerne begyndte at vore dem over Hovedet, og den gamle Selvtægt igjen begyndte, dog i en saa meget frygteligere Skikkelse, som Magten var mere ulige fordeelt, da kan man ikke tvivle paa, at de, som meest lede herunder, og indsaa, at Biskopperne alene uden ydre Støtte ikke længer formaaede at hemme Uordenen, ofte med sig selv og nærmeste Venner afhandlede det Spørgsmaal, hvorledes en saadan Tingenes Orden atter kunde bringes til Veje, under hvilken de selvraadige Høvdingers Magt holdtes i Domme af en overordnet Myndighed, og hvilken Myndighed dette i saa Fald maatte være, da Biskoppernes egen ikke mere slog til. Ved saadanne Lejligheder maatte Tanken nærmest falde paa den norske Erkebiskop, under hvilken Islands Kirker imidlertid vare henlagte, og som nødvendigviis maatte kunne gribe langt virksommere ind i Øens Kirkeforhold end den lundske Biskop, saavel formedelst den større Nærhed, som ved de mange politiske og især sociale Baand, der allerede forbandt Island med Norge. Men for saa vidt heller ikke hans Myndighed var tilstrækkelig, maatte ganske vist Tanken om at give sig under den norske Konge selv, og ved Opofrelsen af den politiske Friller, der ikke længer bar andre end de bitreste Frugter, tilkjøbe sig Ro og Sikkerhed, eller overhoved at stille sig under en Myndighed der aldeles overfløjede Høvdingernes, man tage den hvor man kunde faa den – ligge nær. At alt dette virkede sterkt til at undergrave Øens Selvstændighed og forberede Underkastelsen under Norge, er umiskjendeligt. Om end Statslivet paa Island havde været nok saa roligt og ordentligt, og Høvdingerne ikke havde gjort sig skyldige i-nogen statsopløsende Ferd, vilde allerede i og for sig Henlægaelsen af Island i kirkelig Henseende under Norges Erkestol have givet Stødet til Republikens Fald. Thi hvor meget end den norske Kirke søgte at frigjøre sig fra Kongemagten, saa lykkedes dette den dog langtfra ikke ganske, som vi have seet, og gjennem sin Indflydelse paa Kirken fik derfor ogsaa den norske Kongemagt middelbar Indflydelse paa alt, hvad der var lagt under denne, følgelig ogsaa paa det islandske Kirkevæsen, der greb saa mægtigt ind i Republikens verdslige Forhold. I den bremiske og lundske Metropolitanperiode følte den islandske Gejstlighed saa godt som intet til Metropolitanmagten, der var neppe Spørgsmaal om den, uden naar Biskopperne skulde lade slet indvie. De norske Erkebiskopper havde baade Magten til at gjøre deres Myndighed gjeldende, og de viste noksom, at de ikke vilde lade sig den frahævde af Mangel paa Brug. En Forsmag paa, hvorledes den norske Kongemagt gjennem den nys oprettede Metropolitanmyndighed ogsaa kunde udøve Indflydelse paa de islandske Forhold, fik man allerede ved den første Biskopsindvielse for Island, der blev foretagen af Metropoliten i Nidaros, nemlig da Erkebiskop Eystein, saaledes som det ovenfor (S. 245) er omtalt, skulde indvie Thorlak Thorhallssøn, Biskop Kløngs Eftermand, til Biskop i Skaalholt. Kløng havde allerede i Aaret 1173, tre Aar før sin Død, da han følte sig svag af Alderdom, ansøgt og faaet Erkebiskop Eysteins Tilladelse til at nedlægge sit Embede og lade en anden vælge i sit Sted; og da han Aaret efter (1174) paa Althinget anmodede Høvdingerne om at foretage Valget, overlode de det igjen til ham, hvorpaa han valgte den højt anseede Thorlak, sent den Gang var Abbed i Tykkebø. Men skjønt Kløng allerede var sengeliggende, og det saaledes hastede med Indvielsen, vovede man dog ikke, heder det, at lade Thorlak rejse over til Norge for at modtage Vielsen, saasom der den Gang var Ufred mellem Norge og Island, paa Grund af nogle Drab og Ejendonisbeslag. Hvorledes det egentlig hang sammen med dette, vides nu ikke, men vist er det, at der virkelig var en saadan Spænding, thi Eystein selv hentyder dertil i en Skrivelse, som vi strax nedenfor komme til at omtale. Imidlertid døde Kløng 1176, og Thorlak kunde da ikke vente længer, men rejste, trods alle Advarsler[2]. Da han kom til Norge, vovede Eystein, som anført, ikke at indvie ham, førend Kong Magnus og hans Fader Erling Skakke havde givet deres Samtykke dertil, og de toge, som der siges, „Thorlaks Sag tungeligen“, saa at man ogsaa tydeligt kan skjønne, at Erling kun benyttede sig af Lejligheden til at lade Islændingerne føle hans Magt. Vi have seet, at Sagen ved gode Mænds Mellemkomst blev bilagt, og at Fyrsternes Samtykke til Indvielsen blev givet; ja de skulle endog have viist sig venlige mod Thorlak, og givet ham Gaver, før de skiltes ad. Sandsynligviis blev vel og ved denne Lejlighed den hele Tvist mellem Landene bilagt; og siden gav Sverres Fremtræden Erling og Magnus saa meget at bestille i Landet selv, at de, om end Tanken om Islands Undertvingelse for en Stund kan have foresvævet dem, ej havde Tid eller Lejlighed til at efterhænge den, lige saa lidet som Sverre i sit urolige Kongedømme kunde tænke derpaa, end sige Haakon Jarl og Inge. Islands Høvdinger kunde endnu i henved trende Menneskealdere tumle sig med hinanden efter Behag, og fortsætte deres samfundsopløsende Bedrift. For saa vidt det kunde siges at de paa denne Maade netop arbejdede i de norske Udvidelsesplaners Interesse, og at det fra den blotte og bare Statsklogskabs Side, med Tilsidesættelse af alle moralske Hensyn, ej alene ikke kunde være Magthaverne i Norge ukjært at Forvirringen paa Island var saa stor som muligt, men det endog let kunde falde dem ind at bidrage til at forøge den, for at fremskynde en forudseet Opløsnings-Katastrofe, maa man erkjende, at Erkebiskop Eystein i det mindste optraadte uden eensidige national-politiske Hensyn, men med sand, reen kirkelig Nidkjærhed, idet han ved Breve, som endnu ere os levnede, ivrigt søgte at hemme Uvæsenet og indskærpe Sædelighed og Fredsommelighed. I alle disse Breve ivrer han mod den herskende Voldsomhed, fornemmelig mod Kirker og Gejstlige, og dadler tillige strengt den overvættes Løsagtighed blandt Folket. Flere Ytringer i det første Brev, der er henvendt til Biskoppen og alle anseede Mænd, ere ret charakteristiske til at give et Begreb om Tilstanden. „Det er“, siger han, „kommet mig for Øre, at der sidder blandt eder somme Mænd, der have deels slaaet, deels saaret, deels endog dræbt Prester, medens nogle have forstødt sine Hustruer, og taget Friller i deres Sted. Nogle have begge, saavel Konen som Frillen, paa een Gang i Huset hos m, og leve saaledes et vellystigt Liv, af det Slags, der drage alle Christne til Synden. Og om Biskopperne ville refse slige Mænd, og derved frelse dem fra den evindelige Død, da er det ligesom en Æressag at trodse dem, og ikke underkaste sig nogen Straf for sligt Uraad. – – Men Aarsagen til, at dette Uvæsen saalænge vedvarer i eders Land, er den, at de, der fare saaledes frem, bære Høvdingenavn iblandt eder, deels lærde deels ulærde. Jeg kunde nævne mange, der ere befængte med slige svare Synder, men for Øjeblikket vil jeg endnu ikke prostituere dem for Almuen; men det siger jeg, at længe vil jeg ikke bære Ansvaret for eders Synd; nu veed jeg, hvad der er forbrudt, og kjender Forbrydernes Navne.“ Derpaa gaar han over til at forbyde alle de Gejstlige, der havde dræbt et Menneske, at forrette nogen som helst Gudstjeneste fra den ringeste til den højeste. Ligeledes forbyder han alle Gejstlige at paatage sig Søgsmaal, undtagen for fattige Frænder, faderløse Børn eller forsvarsløse Kvinder, og dog kun for Guds Skyld, ikke for Vinding, „da det strider mod Gud og de hellige Bestemmelser, og mangen Mand blandt eder ved den dermed forbundne Sammendragning af Partihobe og Voldsomhed har mistet baade det timelige og evige Liv. For alt saadant skulle især Gejstlige vogte slu, da de bør vise lige saa stor Eftergivenhed mod de Ulærde, som de fordre af disse; og jo større Straf der er for deres Mishandling, desto mere burde de Gejstlige søge at afværge alt, hvad der bliver belive Parter til evindeligt Meen; thi hver den, som mishandler en Gejstlig med voldsom Haand, er i Guds og Pavens Ban, og man kan ikke faa Absolution for en Gejstligs eller Munks Drab uden af Paven selv, og for at have saaret eller slaaet ham kun af os; men blandt eder sidde flere, som befinde sig i denne Nød, og lade som om de ej bryde sig derom. Nei stevner jeg dig[3] og alle de øvrige, som befinde sig i Ban for disse Sagers Skyld, ud af Landet hid til mig, og forbyder jeg alle og enhver at sidde sammen med dem til Bords, eller i Kirke, eller at hilse dem paa en Vej, uden for saa vidt de befinde sig paa Rejsen for at erholde Absolution. Men viser man Trods, og vil heller være i Ban end modtage Absolution, da ere baade de, som have begaaet den Handling, der har paadraget dem Straffen, og de, der siden forene sig med dem i Samkvem, alle tilsammen i eet Ban fra Olafsmessedag næst efter at dette Bud er blevet bekjendtgjort i Landet. Vil man desuagtet ikke føje sig efter disse heldbringende Raad, byder jeg Biskopperne i Guds Navn, at de ophøre med al den Gudstjeneste, deres Vielse medfører, efter at hiin Olafsmessedag er omme. Og kunne de ikke gjennemføre dette for ufornuftige Mænds Overvolds Skyld, skulle de søge til Kongen og os.“ Her opstiller Eystein selv, merkeligt nok, Kongen, d. e. Norges Konge, som deres sidste Tilflugt og Beskytter, og synes herved umiskjendeligt allerede at antyde en vis Berettigelse for de norske Konger til at blande sig i eller føre Tilsyn med Begivenhederne paa Island, en Berettigelse, hvilken vel de norske Konger ogsaa, lige fra Harald Haarfagres Tid have gjort et Slags Fordring paa, og paa hvilken de neppe nogensinde ganske havde gjort Afkald. Slutningen af Brevet er ret merkelig, da den omtaler den ovennævnte Tvist mellem begge Lande, saavel som Biskop Kløngs Affældighed og Nødvendigheden af at paaskynde Efterfølgerens Indvielse. „Saa og“, heder det „maa I godtgjøre, hvad I have forbrudt mod Kongen og hans Undersaatter, om end mange maa deeltage i Boden, hvor de egentlige Gjerningsmænd kun ere faa. Ligesaa maa I, hvis I ville lyde et godt Raad, ikke længer udhale Biskopsvalget, men lad ham (den udvalgte) ganske vist denne Sommer komme hid til os, thi Biskop Kløng mangler baade Aands- og Legems-Kraft, og I kunne ej længer vente nogen Gudstjeneste af ham; men seer eder vel for, hvem I vælge, og tager ingen anden til Høvding, end den, som I antage helst vil kunne styre eders Sind til Gud[4]. Af disse Ytringer sees, at Brevet maa være skrevet.1175 eller 1176, efter at Kløng allerede havde faaet Tilladelse til at nedlægge sit Embede, ja maaskee endog efter Kløngs Død, men førend Erkebiskoppen endnu havde erfaret enten denne, eller Thorlaks Udvælgelse, sandsynligviis fordi Misforstaaelsen mellem begge Lande afskar Kommunikationen. Et Par andre saakaldte Breve fra Eystein til Island, der ogsaa ere opbevarede, men som mere synes at være Uddrag af Hyrdebreve eller Provincialstatuter for hele Provinsen, altsaa lige saa meget for Norge, handle om Kirkefreden, og sætter Bans Straf med Forbud mod Begravelse i Kirkegaard for hver den som raner en Kirke eller Kirkegaard, eller forgriber sig paa dem, der søge Tilflugt i en Kirke mod Voldsomhed, saavel som paa Pilegrime, ligesom der ogsaa fastsættes Ban for Kvinderan og Voldtægt[5]. Biskop Thorlak var ej alene en særdeles lærd Mand, der havde studeret udenlands, sex Aar først i Paris og siden i Lincoln, men ogsaa en særdeles dygtig og nidkjær Mand, der med største Iver søgte at sætte de da herskende hierarchiske Principer igjennem, saa at han endog efter sin Død vandt Helgenglorien; men al hans Iver brød sig dog forgjæves mod de mægtige Høvdingers Trods, uagtet flere af disse, der havde modtaget gejstlig Vielse, i denne Henseende endog kunde kaldes hans Undermænd. Den i andre Henseender udmærkede Jon Loftssøn, selv Diakonus, vovede endog at have Biskoppens egen Syster Ragneid til Frille; da Biskoppen bansatte ham derfor, gjengjeldte Jon dette ved at stille sig med endeel Bevæbnede foran Kirkedøren paa Gaarden Skard, hvor han vidste at Biskoppen skulde komme, og derved at hindre ham Adgangen til Kirken; paa Biskoppens Spørgsmaal, hvad dette skulde betyde, svarede han at det kun var Repressalier, fordi Biskoppen havde negtet ham Adgang til Kirken. Da Biskoppen hertil svarede, at han endnu ikke havde lyst fuldkommen Forbandelse over ham, i Haab om at han vilde angre sin Synd, men at han nu, da dette Haab viste sig forgjæves, vilde gaa frem med den fulde Strenghed, negtede Jon slet ikke, at han nok havde fortjent Bansstraf, men erklærede tillige, at Biskoppens Forbandelse ikke vilde omvende ham; alene Guds Naade kunde forandre hans Hjerte og Sind; naar Tiden kom, skulde han nok sende hans Syster bort, men frivillig, ikke tvungen af Biskoppen. Da ingen vilde give efter, var det vel endog kommet til Haandgribeligheder, hvis ikke en fælles Ven havde faaet begge Parter til at drage hver til sit. Men den, som egentlig sejrede, var dog Jon, thi Biskoppen vovede ej at udføre sin Trusel; kort efter sendte han Ragneid frivillig bort, og nu blev han strax løst af Bannet. Hvilke Storme der rejste sig, da Thorlak strax efter sin Hjemkomst til Island 1178 begyndte at sætte de kanoniske Bestemmelser om Patronatsretten i Kraft, idet han negtede Kirkeejerne Bestyrelsen af deres Kirker med tilhørende Kirkegods, og derhos forsøgte at gjøre flere indgribende Forandringer i den islandske Kirkeforfatning, navnlig ved at indføre Exkommunikationen og Coelibatet, men hvorledes alle disse Forsøg strandede paa Høvdingernes bestemte Modstand, „saa at det hele Kæremaal maatte falde i hans Embedstid,“ er tidligere udførligt omtalt. Maaskee blandede sig heri ogsaa politiske Hensyn, eller en afgjort Modbydelighed for at modtage Befalinger af en udenfor Landet værende Myndighed, undtagen Paven selv, liden Sigurd Ormssøn paa Svinafell udtrykkeligt indvendte mod Thorlaks Paaberaabelse af Erkebiskop Eysteins Autoritet, „at Nordmænd eller Udlændinger ej havde Magt til at fratage Landets Børn deres Rettigheder.“ Erkebiskop Eysteins Strid med Kong Sverre og Landflngtighed hindrede ham, som vi have seet, fra at understøtte Thorlak. Nye Formaninger og Straffebreve sendtes af Erik, da denne var bleven Erkebiskop, men uden bedre Held.[6] „Jeg vidste nok,“ siger han i et Brev til begge Biskopper at der var meget hos eder, som det ej skulde være, men aldrig har det været mig saa klart som nu, og af hvad jeg har hørt, indseer jeg at S maa trænge højligt til Guds Venner. Skjønt vi ikke omstændeligen kan opregne alt, hvad der kunde være nødvendigt, ville vi dog med faa Ord berøre hvad der især ligger Magt paa, nemlig Egteskabets Hellighed og Presternes Opførsel. Enten maa I adlyde dette og bringe andre til at adlyde dem, eller ogsaa bør I ej være Biskopper over dem, der ej ville modtage disse Bud. Og om end de Mænd, som Gud har forlenet med Magten, sig og andre, over hvem de ere satte, til Hjelp, heller ville bruge sin Magt til det Onde, end til sit eget og andres Gavn, og kalde det noget Nyt og uhørt, naar man kommer med saadanne Forestillinger, saa skulle I dog ikke lade Sandheden forstodes for deres Ords Skyld. Da jeg nu er sat over eder begge, faa skulle I begge ogsaa modtage denne min Befaling efter den Lydighed, I skylde Gud, St. Peter, og mig, og rette eder derefter. Og hvis saa skeer, at man fuldstændigt rejser sig mod eder, og saa trodsigt vil holde paa den gamle Uskik, at eders Bud slet ikke skal gjelde, saa tager heller eders Tilflugt til mig, end at I skulde forspilde baade eders egen Salighed, og deres, som I ere satte til at vogte.“ Erkebiskoppen gaar derpaa over til at give omstændelige Regler for Fæste- og Giftermaal, saavel som at bestemme Banstraffe for Giftermaal i forbudne Led, Egteskabsbrud og Blodskam[7]. Han synes ikke engang at have oppebiet, hvad Virkning dette Brev vilde gjøre, da han udfærdigede en ny Skrivelse til Biskop Thorlak, saavel som Jon Loftssøn, Bødvar Thordssøn, Orm Ivarssøn, Odd Gissurssøn og Gissur Hallssøn[8], hvor han i skarpere Udtryk end nogensinde gjennemgik de herskende Synder, og paa den mest indtrængende Maade appellerede til Høvdingernes Fornuft og bedre Vidende. „Vi vide,“ siger han, „at der er forstandige Mænd i dette Land, og de vilde i Sandhed kunde kaldes forstandige, hvis deres Forstand bar gode Frugter. Vi sigte her til dem, som selv kjende Guds Lov, og vide, hvori I forsynde eder; thi for dem seer det farligt ud, som indsee deres egne og andres Fejl, og om de vilde, kunde rette paa dem. I vide godt, Jon og Gissur[9], at hvad vi her tale til eder, er nødvendigt baade for eders og for vor Skyld. I være Navn af Christne, men tilstaar oprigtigt, I der kjende Guds Lov, om I bære eder ad som Christne med Hensyn til Guds fornemste Budord, eller ej. Vi have nemlig hørt, at I undlade meget af, hvad andre Christne efterkomme, og skjønt de finde det tungt, dog have vedtaget og iagttage med største Ærefrygt. Men der er intet, hvori vi finde Manglerne at være større end i Folks usædelige Liv og Omgang med Kvinder hos eder, hvorved jeg ej behøver at fortælle eder, hvad Gud med egen Mund strengeligen har paabudt desangaaende. Men dette foragte I, Landets fornemste Mænd, skammeligen, føre et Liv som Bofæ, agte ikke Egteskabet, det hellige Baand, der ikke kan opløses uden ved Hustruens Utroskab, og dog kun saaledes at hver af Egtefolkene holde sig fra Skjørlevnet saa længe begge leve. Men da nu Høvdingerne ere sig saadan Utilbøjelighed bevidste i deres Samvittighed, og derfor mangle Mod til at refse Almuen, er det kommet dertil, at alle, baade Storfolk og Smaafolk, ligge i den samme Synd. Saaledes er det ogsaa med de Gejstliges Stridslyst og Vaabenbyrd; de ere heri ganske forskjellige fra andre, der overholde gode Sæder. Gjører nu dette for Guds Skyld, hvad jeg foreholder eder, at I ej lægge Hindringer i Vejen for det Gode, saa at der endnu i eders Dage kan raades nogen Bod paa alle disse Misligheder. Lyksalig er den, der veed at hans Bestræbelser ville bære saa herlige Frugter, som eders vilde bære, om I nu med en Iver, som om I arbejdede for Evigheden, vilde virke for at Guds Vilje fra nu af fik mere Fremgang end hidtil; da var hver Mands Frelse, der ved eders Bestræbelser blev hjulpen, eder selv til Nytte og Gavn. Men hvis I ville tilvejebringe nogen Bedring i eders og de andres Sag, da maa I først see til at straffe eder selv, og hjelpe eders Biskopper til at skaffe sig Lydighed, saavel som at faa en Bestemmelse vedtagen, der paabyder Sekter (Forviisnings- eller Penge-Straffe) for de Overtrædelser, Biskopperne paatale med Søgsmaal for Christendomsspilde; da har Biskoppen noget fast at støtte sig til, naar han refser Overtrædelserne. Og om I end ikke i Førstningen kunne bringe det til den Styrke i eders Vandel, som det var godt for eders Tarv, saa have I dog mindre Ansvar for eder selv alene, end for eder og alle de øvrige tilsammen, der fordærves ved eders Vanrøgt, thi det er eders Skyldighed at drage Folk fra Uraad, saasom Gud har givet eder Magt og Herredømme. Saa styrker da Biskopperne, og lader den gamle Uskik fare, ikke at ville modtage heldbringende Raad, hvilke, som I selv vide, Gissur og Jon, slet ikke er noget nyt Paafund, fordi det nu er nyt at høre blandt eder, hvor Selvraadighed har hersket mere end Sandhed. Tager nu en Bestemmelse mod Djævelens Vold, med den Forstand, Gud forunder eder, og med Biskoppernes Tilsyn, saa at Gud kan sætte eder i Stand til, baade at hjelpe andre og eder selv, naar den Tid kommer, da alt andet regnes for Tant, undtagen hvad der er gjort til Guds Tjeneste[10].“

Hvor sandfærdige de Beskyldninger vare, som Erkebiskopperne havde fremført, og hvor langt deres Skildringer af Sædelighedens Tilstand paa Øen var fra at indeholde Overdrivelser, vil noksom sees af følgende korte Oversigt over de fornemste og følgerigeste Begivenheder siden Kampen paa Sælingdalsheden 1171. Uagtet Hvamm-Sturla ved denne saavel som det paafølgende Forlig 1172 havde faaet Overhaand over sin Medbejler Einar Thorgilssøn, ophørte dog endnu ikke Striden mellem dem og efterhaanden bleve ogsaa andre Høvdinger dragne ind deri, eller der udspandt sig nye Tvistemaal, alt efter som Sturlas Magt, og i Forhold dertil hans Overmod, tiltog. Den næste Tvist, som Sturla havde, og hvori Einar Thorgilssøn ogsaa deeltog, opstod deraf, at en af Sturlas Thingmænd, der vilde hente en Frille tilbage, som var bleven ked af ham og havde taget sin Tilflugt til en anden Mand, dræbte denne, og siden tyede til Sturla om Hjelp, hvilken Sturla syntes han ej vel kunde negte ham, skjønt han selv fandt hans Handling strafværdig. Den dræbte havde været Thingmand under den gamle anseede Thorleif Beiskalde i Hitaardal, den samme, i hvis Huus Biskop Magnus for mange Aar tilbage (1148) var omkommen ved den ulykkelige Ildebrand[11], og som siden havde raadet til Eftergivenhed, da det nær var kommet til aabenbar Kamp mellem Einar og Sturla ved Hvamm[12], men som nu ansaa sig forpligtet til at sagsøge Drabsmanden. Denne blev ogsaa dømt fredløs, men Sturla skaffede ham ud af Landet ved Hjelp af en paalidelig Mand, ved Navn listig, og herover blev Thorleif, som rimeligt var, meget fornærmet. Han forbandt sig med flere, hvoriblandt Einar Thorgilssøn, drog til Hvamm med 360 Mand, og stevnede Ufeig at stande til Rette. Sturla, der ej havde saa mange Folk hos sig, kunde ikke hindre det, men gav sin Harme Luft ved at spotte Thorleif, fordi han altid havde saa store Planer fore, „skjønt de rigtignok nu vare intet i Sammenligning med det Stykke Arbejde, da han brændte Biskop Magnus inde, og selv blev slæbt grædende ud af Ilden“. „Ingen“, svarede Thorleif, „kunde sørge mere over denne Ulykke end jeg, og det er just ikke saa vist, at den er renere, som ikke tager sig nær af saadant; men det lader nok til at du har glemt, at du vilde være bleven dræbt ved din Gaard ligesom en Melrakke i sin Hule, dersom ikke jeg havde hindret det.“ Paa Thinget, hvor Thorleif fremmede Sagen med Iver, blev der mæglet Forlig, saaledes at begge Parter skulde voldgive Sagen til Afgjørelse af Einar Thorgilssøn eller Sturlas Svigerfader Bødvar, efter Lodkastning. Lodden traf Bødvar, som bestemte en ubetydelig Pengebod, hvormed Sturla for denne Gang slap. Men han var, som man kunde vente, yderst opbragt mod Thorleif, hvilket ogsaa viste sig kort efter, da der var udbrudt en farlig Smitsot paa Sønderlandet, og han spurgte en derfra kommende Rejsende, hvorledes det stod sig med Thorleif. Paa Svaret: „vel, til alles Glæde“, sagde Sturla: „det kan saa være, da alle Kvaler opspares for ham til det andet Liv.“ Siden kom Sygdommen til Vestfjorden, og Sturla selv blev angreben. Hiin samme Mand bragte Efterretningen til Hitaardal, og Thorleif ytrede dertil: „har han det ondt nu, faar han det dobbelt saa ondt siden.“ Ny Anledning til Rivninger mellem Sturla og Thorleif saavel som dennes Venner, voldte Sturlas Frillesøn Sveins Overmod og voldsomme Færd. Han gik endog saa vidt, at Sturla selv maatte bolde ham i Tømme; saaledes fordrede han ved en Lejlighed at der skulde tilkjendes ham en Bod af 200 Hundreder Vadmaal, medens Sturla nedsatte Boden til ni Hundreder. De, som forfulgtes eller forurettedes af Sturla og Svein, fandt da sædvanligviis Tilflugt og Understøttelse hos Thorleif Beiskalde og Einar Thorgilssøn. Einar spurgte endog ligefrem en af de saaledes forfulgte, den rige Bonde Thorhall, om han ej ønskede at Thorleif og Einar skulde anfalde Sturla, og gjøre det af baade med ham og Svein, imod at han selv, Thorhall, afholdt Bøderne; og herimod havde Thorhall ikke det mindste at indvende. Foretagendet vilde vel og, i det mindste fra Einars Side, være kommet til Udførelse, hvis ikke en Prest, der var tilstede, havde advaret Sturla og Svein. Siden blev Thorhall dræbt ved Sveins Anstiftelse og i hans Paasyn; da fik Einar og Thorleif Anledning til, atter at holde Færansdom ved Hvamm, uden at Sturla kunde hindre det. Han indbød endog Thorleif, der var beslægtet med hans Hustru Gudny, til sig, hvilket Tilbud Thorleif dog ikke fandt sig foranlediget til at modtage[13].

Nogen Tid efter (1174) havde Svein Sturlassøn den Frekhed at røve Valgerd, en Datter af den højbyrdige Prest Olaf Sølvessøn paa Helgafell, kort efter at hendes Moder, den smukke Hallgerd Runulfsdatter, ligeledes var røvet og bortført af Høvdingen Paal Thorvaldssøn i Vatnsfjorden, der understøttedes af sit Broder Snorre, som dog først havde søgt at afsnakke ham dermed. Da Olaf Solvessøn og hans Broder Paal Prest i Reykjaholt hørte til en af de fornemste Høvdinge slægter[14], og nøde stor Anseelse, gjorde dette megen Opsigt, og Jon Loftssøn, der var nær beslægtet med Hallgerd, blandede sig selv i Sagen. Ved selv at tale Hallgerd til Rette og love hende sin Bistand for Fremtiden, hvis hun kun vilde vende tilbage til sin Mand – Bortførelsen har saaledes ej været hende imod – saavel som ved at overtale Olaf til at modtage hende igjen, fik Jon den ene Bortførelsessag bilagt. Men nu tog Hallgerd ogsaa Jon paa Ordet og fordrede hans Bistand mod Svein Sturlassøn. Jon paatog sig Sagen og sendte sin Søn, Sæmund Jonssøn, hen til Hvamm for at stevne Svein, dog saaledes at Sæmund paa Vejen gjestede Einar Thorgilssøn og Thorleif Beiskalde, og fik dem og deres Folk med sig. Da Stevnefølget kom til Hvamm, spurgte Sturla om Sæmund selv var med. Da Sæmund svarede: „jeg skulde tro det“, sagde Sturla: „du er da vel klogere end som saa, at du ikke skulde vide, hvor du selv er.“ Sæmund lod sig ikke anfegte af hans Spot, men stevnede Svein, og her kom Sturlas Magt til kort, thi da Sagen kom fore paa Thinget, gik alt efter som Jon Loftssøn alene bestemte. Men, tilføjes der, han ordnede Sagen saaledes at de fleste fandt sig vel tilfreds dermed. Dette var den første Gang, at Sturla kom i nærmere Berørelse med Jon Loftssøn, og lærte hans Magt at kjende[15], hvilket dog under alle Omstændigheder, seent eller tidligt vilde være indtruffet, efter at Sturla havde hævet sig til en saadan Magt, at maaskee kun Jon, og ingen anden, var hans Mester. Snart indtraf en Begivenhed, der bragte dem endnu nærmere sammen, og som var føleligere, end man i Begyndelsen skulde have anet. Dette var den saakaldte Deildartunga-Tvist, hvilken vi her maa omhandle udførligere.

Den nys omtalte Paal Prest paa Reykjaholt havde for nogle Aar tilbage (omkring 1168) bortgifter sin Datter Thorlaug til Presten Thore Thorsteinssøn, kaldet den rige, paa det nærliggende Deildartunga[16]. Forbindelsen var heelt ulige, da Thore var af langt ringere Stand, end den højbyrdige Thorlaug, men hans store Rigdom bødede paa Mangelen[17]. Hun fik i Medgift 30 Hundreder Vadmaal, men Thore maatte i „Tilgjøf“ give ligesaa meget til Paal, eller egentlig, til Reykjaholts Kirke, som Paal bestyrede, og derhos maatte han, for at nyde den Ære at egte en faa fornem Dame, vedtage det af Svigerfaderen foreskrevne Vilkaar, at naar Giftermaalet var sluttet, skulde det halve Bo tilhøre hende. Efter at de havde været gifte henved 7 eller 8 Aar, og haft flere Børn, som alle døde, fik Thorlaug det Indfald at gjøre en Pilegrimsrejse til Rom. Thore havde ingen Lyst til at rippe op fra al sin Velstand, men hun paastod at have aflagt Pilegrimsløftet i en Sygdom, og bad ham indstændigt om at føje hende. Saa nødigt han vilde, maatte han omsider bekvemme sig dertil, og overdrog Svigerfaderen alt sit Gods til Bestyrelse, saa længe han var udenlands med hende. De forlode Landet om Hoften eller Sommeren 1175, og landede ved Throndhjem, hvor de tilbragte Vintren. Sommeren efter droge de til Bergen, og tilbragte der den anden Vinter; her fødte Thorlaug en Søn, der blev kaldet Bjørn, og sat til Opfostring paa en Gaard i Nærheden af Byen. Da Vaaren kom (1177), droge de fra Norge og begave sig sydefter. Sommeren derefter[18] kom en islandsk Prest, ved Navn Jon, tilbage fra en Pilegrimsrejse, og fortalte at han paa Hjemvejen lidt efter Paaske, havde mødt Thorlaug i Italien; hendes Mand, Thore Prest, var allerede død i Luren, Fredagen i Qvatemberdagene (3dje Marts) og hun fortsatte Rejsen til Rom alene, men befandt sig i en daarlig Forfatning; hendes Rejsemidler vare fortærede, og dertil var hun syg. Siden kom en Nordmand ved Navn Thore Krake, der ligeledes havde været i Rom: han berettede, at han havde truffet Thorlaug om Sommeren, nær ved Mariemesse (15de August); altsaa var hun da endnu i Live. Imidlertid var ogsaa Drengen Bjørn død i Norge lidt efter Seljumannamesse (8de Juli 1178). Biskop Thorlak var just paa denne Tid endnu i Norge, efter at have modtaget Indvielsen, og da han samme Sommer vendte tilbage til Island, var han saaledes den første, som bragte Efterretningen derhen om disse Dødsfald. Da nu heller ikke Thorlaug kom tilbage, og man havde Grund til at antage hende for død, eller maaskee endog havde faaet Efterretning om hendes Død, opstod Spørgsmaalet, hvem den rige Arv skulde tilfalde. Paal Prest meente, at da Thore først var død, arvede Drengen Bjørn hans Andeel i Boet; da Bjørn døde før Moderen, arvede hun igjen ham, og da endelig han selv var sin Datters Arving, tilhørte hele Arven ham alene. Men Thore havde ogsaa en egtefød Syster, ved Navn Vigdis; gift med en Prest, og derhos havde han to uegte Sønner. Saavel disse, som Vigdis, syntes at de havde Fordringer paa Arven, eller en Deel deraf, og Vigdis understøttedes af sin Frænde Bødvar Thordssøn, Sturlas Svigerfader. Bødvar sendte om Vintren Bud til Paal, og fordrede i Vigdis’s Navn at han skulde afstaa Gaarden Deildartunga, der med Rette tilkom hende, som Thores nærmeste egtefødde Slægtning. Paal vægrede sig derved, og da Vaaren kom (1179), red Bødvar med 60 Mand til Deildartunga, og tog Gaarden i Besiddelse, idet han bød Paal 60 Hundreder af Godset[19]. Paal svarede at han ligesaa lidet nu, som før vilde gjøre Afkald paa, hvad der med Rette tilkom ham. Da sendte Bødvar Bud til Venner og Frænder for at samle Folkehjelp, og Paal ligeledes paa sin Side. Da de baade selv vare mægtige, og derhos stode i Forbindelse med Landets mægtigste Mænd paa denne Kant, var der at befrygte store Blodsudgydelser, hvis ikke velsindede Folk lagde sig imellem for at mægle Forlig. Dette skede ogsaa; begge Parter kom til Things, og her blev, efter flere Møder, Sagen afgjort derhen, at man paa begge Sider underkastede sig Jon Loftssøns Voldgiftskjendelse. Jon bestemte nu, at Paal skulde have alt det Jordegods og Løsøre, som Thore Prest havde ejet, men betale Vigdis 40 Hundreder før at gjøre Thores Frænder tilpas, skjønt han egentlig ikke var forpligtet dertil. Om Thores uegte Sønner synes der ej at have været Tale. Med denne Kjendelse erklærede Paal sig nok saa vel tilfreds, men Bødvar, der havde fordret Trediedelen af Thores hele Bo for Vigdis, var heel misfornøjet, red tilbage til Deildartunga og blev fremdeles siddende der, uagtet han havde lovet at holde sig Kjendelsen efterrettelig. Der maatte saaledes en ny Rettergang eller ogsaa Magtsanvendelse til at faa ham bort. Den følgende Vaar efter Paaske (20 Apr. 1180) samlede mange mægtige Mænd sig hos Paal for at staa ham bi, endog Biskop Brand, Paals Svoger[20], den anseede Gudmund Dyre paa Bakke i Øxnadal, hans Svigersøn, Thorleif Beiskalde, Are den sterke paa Stad, en Svigersøn af Gissur Hallssøn, og flere. Paa Tunga hos Bødvar samlede sig ligeledes Sturla Thordssøn med et stort Følge, og endeel andre. Bødvar sendte sin Søn Thord til Reykjaholt med det bestemte Forlangende, at Paal skulde rinde Vigdis’s Frænder (hun selv synes imidlertid at være død), hvad der med Sømmelighed tilkom dem. Gudmund Dyre tog Ordet og sagde at Paal nu engang havde henskudt Sagen til Jon Loftssøns Afgjørelse, og vilde derfor nøje holde sig til denne, især da han var Prest og han saaledes ansaa det for sin Pligt, ej at vække Uro i Herederne, Thord maatte altsaa vende tilbage med uforrettet Sag. Strax efter rede Reykholtingerne til Tunga for at stevne. De, som vare tilstede her, raadsloge om, hvad man skulde gjøre; de heftigste vilde at man strax skulde angribe de Kommende, men Sturla fraraadte det, da de sidste vare alt for mandsterke; derimod skulde man stevne lige saa mange Folk af Reykholtingernes Flok som disse stevnede af Bødvars. Dette skede. Sturla lod det efter Sædvane ikke mangle paa Spotte-Ord. Han hilsede en mindre anseet Broder af Gudmund Dyre før denne, og paa de Omstaaendes Spørgsmaal, hvad det skulde betyde, svarede han at han havde Forrangen – i slet Rygte. Da Sagen kom fore paa Althinget, lod Paal Tidsfølgen af de omspurgte Dødsfald bevise med Vidner. Men til nogen Afgjørelse kom det ikke her, derimod blev der med brave Mænds Mellemkomst berammet et nyt Forligsmøde paa Reykjaholt strax efter Michelsmesse. Her indfandt Bødvar sig, ledsaget af sin Svigersøn Sturla og flere. Begge Parter satte sig paa Sletten udenfor Huset, og begyndte at raadslaa om Forlig. Bødvar fordrede fremdeles Tredieparten af Thores Gods, og da man indvendte, at han nu i halvandet Aar havde siddet inde med Gaarden Tunga, svarede han, at det var saa langt fra at han havde haft nogen Fordeel deraf, at det meget mere havde været ham til Tab, da Aaret havde været daarligt, og han selv saaledes havde maattet lægge meget til af Levnetsmidler for Folkene. Paal vilde intet høre derom, men talte ivrigt for sin Paastand. Medens man nu saaledes trættedes frem og tilsnige herom, stod Paals Hustru Thorbjørg, et iilsindet Fruentimmer, i Døren og hørte paa Ordvexlingen. Hendes Blod kom saaledes i Kog derover, at hun ganske glemte sig selv, greb en Kniv, foor ind i Klyngen, og stak lige i Ansigtet paa Sturla, sigtende efter Øjet, med de Ord: „siden du endelig vil ligne Odin, saa skal jeg ogsaa gjøre dig saa lig ham, som muligt.“ Hun traf dog kun Kinden, men Kniven gik dybt ind, og det blev et stort Saar. Sturlas Mænd sprang op og trak deres Sverd; Bødvar blev ligeledes meget opbragt; men Sturla selv tog Sagen meget koldblodigt, og forbød enhver at udgyde Blod, førend han havde talt hvad han vilde. Med Haanden for Ansigtet, saaledes at Blodet ret kom til at udbrede sig over Kinden, bad han alle tage sig Sæde igjen og fortsætte Underhandlingerne, uden at lade sig anfegte; „Kvinderne“, sagde han, „have nu saa sin egen Maade at ytre deres Kjærlighed paa, og Thorbjørg og jeg have jo altid været saa gode Venner; dette bliver en Sag mellem Paal og mig alene, hvorom vi nok skulle komme ud af det med hinanden“. Paal meente, at dette dog maatte give Sagen en noget anden Vending. Men Sturla sagde at det havde intet at betyde, og derom kunde man tale siden; nu maatte man først see til at komme til Ende med Hovedsagen. Denne tog man da igjen fat, men Paal var nu, som den kloge Sturla alt for godt skjønnede, bleven noget forknyt, og gjorde ikke længer nogen Vanskeligheder ved at afstaa den saa meget omtalte Trediedeel. Derved blev det da, og Forliget kom saaledes endelig i Stand. Da Bødvar og Sturla skulde ride fra Gaarden, bade Paal Prests Venner ham om at overlade Sturla Selvdom angaaende Knivstikket. Paal sagde at han just ikke havde nogen Lyst dertil, da man af Sturla altid maatte vente sig Ubillighed, hvor fagert han end talte. Imidlertid takkede han dog i venlige Udtryk Sturla for hans Medvirkning til, at Forliget saa snart var kommet i Stand. Sturla svarede dertil, ligesom noget stødt: „jeg hører dog, at I ej finde det synderlig magtpaaliggende at bryde sig om, hvad der gjøres ved min; men jeg kan jo ikke egentlig fortænke eder deri“. Forlegen herved, sagde Paal: „synes du, at der bør komme nogen Bod for dette, da tør jeg vel stole paa dit Maadehold og overlade dig Selvdom“. „Vogt dig vel“, sagde Snorre spøgende, „at jeg ikke, naar jeg først skal værdsætte mig selv, gjør det for grovt“. „Det er første Gang“, svarede Paal, „at jeg har været ude for en saadan Ubehagelighed, som jeg havde givet meget for at undgaa, og som jeg, hvis den var uundgaaelig, aller mindst havde vristet skulde ramme dig; men derfor passer det jo godt, at du raader for Afgjørelsen, og jeg vil kun bede dig, at du intet bestemmer, førend alle vore fælles Venner og andre retsindige Mænd ere tilstede“. Dette lovede Sturla, og Paal haandsalede ham Selvdom, hvorimod Sturla til Gjengjeld haandsalede ham at Sagen dermed skulde være bilagt.

Den følgende Vaar (1181) begav Sturla sig til Bødvar, som fremdeles boede paa Deildartunga, og lod sende Bud til Reykjaholt med Anmodning til Paal Prest om han vilde umage sig derhen for at høre Opgjøret. Paal kom, og Sturla begyndte med det Spørgsmaal, hvor mange Personer Paal vilde have indbegrebet i Forliget. Paal, som ikke anede nogen List herunder, svarede: „mig selv, min Kone og mine Sønner“. „Ikke flere“, spurgte Sturla. Paal nævnte endnu et Par. „Nævner du dem“, sagde da Sturla, „saa vil jeg netop ikke have dem indbegrebne, thi nu bærer du selv Vidne om, hvilke Personer der have haft Deel i det svigagtige Anslag mod mig“. „Jeg kan forsikre“, sagde Paal, „at dette slet ikke var nogen overlagt Plan, og at ingen anden har Deel deri, end den som gjorde det: jeg nævnte kun disse Folk, fordi de altid vise sig mest redeboene til at hjelpe mig, og det kan dog aldrig være din Mening, baade at gjøre Undtagelser fra Forliget og selv ganske alene at tildømme dig Æresoprejsning“. Hvad Sturla sagde hertil, meldes ej; men da han endelig skulde forkynde Kjendelsen, ytrede han følgende: „Jeg indseer ikke, hvorfor vi her ej kunne følge den forstandige Havlide Maarssøns Exempel, da han var bleven saaret[21]. For din Hustru Thorbjørgs voldelige Overfald paa mig bestemmer jeg tohundrede Hundreder, i Varer, Bofæ, Guld, brændt Sølv eller andre antagelige Ejendele“. „Det maa jeg tilstaa“, svarede Paal, „at har Uvilligheden længe verket og hovnet hos dig, saa er den nu bleven til en formelig Byld: til første Faredag i alle Fald kommer denne Bod ikke frem“. Alle de Tilstedeværende fandt det ogsaa højst forbausende, at Sturla ikke havde undseet sig ved at tage Munden saa fuld. Imidlertid red Paal hjem, og raadslog med sine Sønner, hvad der var herved at gjøre, thi skulde en saa uhyre Bod udredes, vilde næsten hele deres Ejendom gaa med. Man havde nu Valget, enten at udsætte sig for Sturlas Vold og Efterstræbelser, eller at søge mægtige Mænds Bistand, tildeels med Pengegaver, thi om at finde sig i den ubillige Dom kunde der ej være Tale. Heri vare Sønnerne enige, og han sendte nu den ældste, Brand, syd til Odda, for at underrette Jon Loftssøn om det forefaldne. Jon sagde strax, at det var højst usømmeligt at Høvdinger vovede at byde en saa ypperlig Prest, som Paal, saadan Ubillighed, og at han ved Althinget kunde gjøre Regning paa al den Bistand fra ham, som det stod i hans Magt at yde. Med denne trøstelige Besked drog Brand hjem, og da Tiden kom, red Paal, der selv havde Reykholtingernes Godord, til Althinget, dog med yderste Forsigtighed, om Sturla maaskee skulde have lagt Baghold i Vejen for ham. Ved hans Ankomst til Thinget mødte strax Jon Loftssøn ham, og indbød ham til sin Bod. Paal takkede for Tilbudet, og foreslog at de skulde tilbringe Dagene tilsammen, men vilde dog have sit egentlige Tilhold i sin egen Bod. Strax efter kom Bødvar Thordssøn til Jon, afsendt af Sturla, som lod hilse, at han haabede at Jon dog ikke vilde modsætte sig hans Sags Fremme, skjønt der rigtignok ymtedes derom. Jon svarede hertil, at man havde faret alt for voldsomt frem mod Paal, at det ikke sømmede sig for mægtige Høvdinger at behandle en gammel og hæderlig Prest saaledes, og at han derfor havde lovet ham sin Hjelp. „Jeg frygter for, at flere af Prestens Venner ville blive et Hoved kortere, hvis Sturla lider noget Skaar i sin Ret“, sagde Bødvar. „Ja det er bekjendt nok“, svarede Jon, „at Sturla ikke plejer at betænke sig længe paa Manddrab, men der er ogsaa andre end Sturla, som forstaa sig paa at lade Folk dræbe, og det siger jeg dig, Bødvar, at for hver enkelt Mand, Sturla lader dræbe for Paal, lader jeg tre dræbe for Sturla“. Hermed endte denne Samtale. Mellem de forskjellige Partier paa Thinget herskede der nu i nogle Dage megen Spænding og gjensidig Frygt for Overfald. Sturla holdt sig som oftest hjemme, og vovede sig aldrig langt bort. Paal talte med Biskop Thorlak om Sagen; denne beklagede Paal, at han, en saa herlig Prest, skulde være kommen ud for slige ondskabsfulde og tillige mægtige Høvdinger, som Sturla og Bødvar, og uagtet ingen mere end han kunde have imod, at Prester bare Vaaben, raadede han ham dog selv til at gaa bevæbnet til nødvendigt Selvforsvar, da man af slige Fiender kunde vente sig alt. Paal fulgte hans Raad, men, siges der, „naar han gik fra Kirke, glemte han ofte Vaabnene efter sig, og viste derved, hvor lidet han var vant til at bære dem“.

Imidlertid underhandledes der om Forlig, og det blev Sturla klart, at Jon Loftssøn vilde lægge hele sin Indflydelse i Vegtskaalen. Hans Venner bade ham indstændigt at underkaste sig Jon Loftsøns Dom, hvilket ikke vilde være ham nogen Skam, medens det derimod var højst usikkert, hvorledes det i modsat Fald vilde gaa; han maatte dog erindre, at det var hans Parti, som først havde tilsidesat Jons Kjendelse. Saa nødigt Sturla vilde, maatte han indsee, at der her ikke var andet for end at give efter, og dette gjorde han da med saa megen Bram, som muligt, idet han efter en vidløftig Indledning endte med, at han ikke tvivlede om at hans Sag var i gode Hænder, naar en Mand som Jon Loftssøn, „den dyreste Mand i hele Landet,“ paatog sig at afgjøre den. „Maaskee“, sluttede han, „har jeg ej saa god Forstand til at indsee mit Bedste, men jeg ønskede dog gjerne min Hæder ubeskaaren.“ Ved disse Ord kunde Biskop Brand ikke bare sig for at udbryde: „Din Forstand tvivler ingen om, men om din Redelighed desto mere.“ Jon sagde: „Sturla har talt meget fornuftigt, men hvad Pengeboden angaar, som Presten skal udrede, da vil den blive betydeligt nedsat, thi nu er det mig, ikke Paal, med hvem Sturla har at bestille.“ Den blev ogsaa nedsat til 30 Hundreder, og Sturla maatte finde sig deri. Men for at forsone den ærgjerrige Mand ved en anden, usædvanlig Æresbeviisning, tilbød Jon, endnu førend Thinget var til Ende, Sturla at opfostre hans fireaarige Søn Snorre, og bad ham selv at bringe ham, idet han formeligt indbød ham til Kirkemessegildet paa Odde. Et saa hæderligt Tilbud kunde ikke andet end smigre Sturla. Han kom.til Odde med Snorre, blev venligt modtagen, og fik ved Afskeden herlige Gaver. Snorre forblev hos Jon lige til dennes Død 1197, altsaa i over femten Aar; og dette Ophold i det mest dannede og med rige literære Skatte forsynede Huus, der egentlig kunde kaldes en formelig Lærdomsskole, har aabenbart hos den af Naturen højt begavede Snorre allerede fra Barneaarene af vakt eller idet mindste udviklet den Sands for literær Syslen, Skaldekunst og Historie, der aldrig forlod ham, endog under det uroligste, i politiske Storme omtumlede Liv, og i hans modnere Aar lod ham fremstaa som den ypperste historiske Skribent, den fælles norsk-islandske Literatur kan opvise. I denne Henseende bar altsaa Sturlas Sammenkomst med Jon Loftssøn en uventet heldig Frugt[22].

Sturla overlevede ikke længe denne sidste Strid. Han døde det følgende Aar (1182), 67 Aar gammel. Kort før var ogsaa Thorbjørg, Paal Prests Kone, død, og det er charakteristisk nok, hvad der fortælles, at Sturla ved Efterretningen derom lagde sig til Sengs, som han plejede, naar der var hændt noget, han tog sig nær af, og at han, da hans Venner ytrede Forundring over at han kunde sørge over Thorbjørgs Død, svarede: „saa længe hun levede, havde jeg dog altid et Paaskud til at øve Fiendtligheder mod hendes og Paals Sønner, men nu, hun er død, gaar det ikke vel an.“ Han efterlod ved sin Død tre Sønner med sin Egtehustru Gudny Bødvarsdatter, den før omtalte Snorre, der var den yngste, nu sex Aar gammel, Sighvat, der var tretten, og Thord, der var 18 Aar gammel; disse vare altsaa Hovedarvingerne. Thord og Sighvat tiltraadte derfor ogsaa strax Bestyrelsen af Hvamm med deres Moder Gudny. Desforuden efterlod Sturla den oven nævnte meget ældre uegte Søn, Svein Sturlassøn, paa hvis uregjerlige og urolige Sind vi allerede have seet Prøver. Hans Brødre traadte ligeledes i Faderens Fodspor, og deres Magt forøgedes idelig, saaledes erhvervede Thord Sturlassøn Gaarden Stad paa Snæfellsnes ved et Giftermaal med Are den sterkes Datter, en Datterdatter af Gissur Hallssøn, og da Einar Thorgilssøn, Sturlas gamle Medbejler, var død omtrent 3 Aar efter denne af nogle Saar, han havde faaet ved et uheldigt Forsøg paa at sætte sig i Besiddelse af en Arv, som han havde tilkjøbt sig, satte Sighvat Sturlassøn sig, der siges ej engang med hvad Adkomst, i Besiddelse af Stadarhool, Einars Fædrenegaard. Ved et nyt Giftermaal med Thorvard den riges Enke fik Thord endnu større Rigdomme, og var nu den mægtigste Høvding paa den Kant af Landet. Imidlertid var ogsaa Gissur Hallssøns Søn Thorvald bleven gift med Jora, en Datter af Biskop Kløng og den forhen omtalte Yngvild Thorgilsdatter[23], hvis Kjærlighedshistorie med Thorvard Thorgeirssøn havde været den første Anledning til Uvenskabet mellem Sturla og Einar Thorgilssøn. Uagtet hans Fader, Gissur, endnu levede, fremtraadte dog baade han og hans Broder, den lærde og forstandige Magnus, Biskop Thorvalds Yndling og Discipel[24], som selvstændige Høvdinger, og aflagde, hvad man kunde kalde deres første Prøve paa Høvdingefærd, idet de efter Yngvilds Opfordring hævdede Dom saavel over Einars Drabsmænd som over nogle af Sturlassønnernes Thingmænd, der havde søgt at unddrage dem den lovlige Straf. Fra denne Tid af optraadte Thorvald stedse som den berømmelige Haukadals-Æts Hoved, og tog ivrig og indgribende Deel i alle vigtigere politiske Begivenheder i Landet. Uagtet hans Fader Gissur stod i den venskabeligste Forbindelse med Odde-Ætten, og Thorvald selv havde faaet Bistand af Jon Loftssøn, da han paatalte Einars Drab[25], indtog han dog en selvstændig Stilling, og hørte ikke til Kredsen af Oddemændenes stadige, underdanige Tilhængere. Vi ville senere see, hvorledes den Magt, hvortil han lagde Grunden, overfløjede alle andre Høvdingers paa Island, medens den dog tillige blev et Redskab til at tilintetgjøre Øens Selvstændighed.

Biskop Thorlaks velmeente, men ubetimelige Iver for, efter Erkebiskop Eysteins Opfordring, at indskrænke de verdslige Høvdinger i deres Raadighed over Kirkerne og Kirkegodset, og derved at grunde et virkeligt Hierarchi, strandede, som vi ovenfor have omtalt, paa deres energiske Modstand. Kun hist og her fik han drevet igjennem, hvad han vilde have indført ved enhver Kirke, at dennes Gods, registreret i en saakaldet máldagi eller bekræftet Fortegnelse, afstodes til Kirken som dennes Ejendom. Men han maatte dog, som vi have seet, atter forlene den forhenværende Ejer dermed, der fremdeles vedblev at bruge det aldeles som sin Ejendom, uden at kære sig synderligt om Biskoppen. Hvad denne vandt, var egentlig kun den tomme Erkjendelse af hans øverste Bestyrelsesmyndighed, samt maaskee en vis Sikkerhed for at Godset ikke adsplittedes. Men ellers ledede Forandringen kun til store Misbrug, og aabnede nye Veje for alskens Vindesyge og Uretfærdighed. Thi da det saaledes af Privatmand til Kirken afstaaede Gods ej længer gik i Arv som Privatejendom, kunde det af Værgen, under stiltiende Forudsætning af Biskoppens Samtykke, ja vel endog som oftest uden Hensyn dertil, overdrages til Uvedkommende. Naar derfor en rig eller mægtig Mand fik Lyst paa et saadant Gods, var det ham ikke vanskeligt, ved Løfter, Gaver eller Trusler at skaffe sig det overdraget af vedkommende Besidder, uden Hensyn til dennes Frænders bedre Ret: derved ophobedes Ejendommene end mere paa enkeltes Hænder, og der indtraadte en Usikkerhed med Hensyn til fast Ejendom, som afstedkom mange Fejder og Forvirringer, ej at tale om den Overlast, Kirkerne selv derved lede, tragtet Foranstaltningen oprindelig var beregnet paa deres Velfærd. Men Biskop Thorlak saa i sin kirkelige Iver hverken til Højre eller Venstre, og tænkte neppe saa langt frem i Tiden, at han gjorde sig disse Følger tydelige; og med en saadan Rolighed i Landet, som upaatvivlelig vilde have været en Følge af en fornuftigere Underordnen af Høvdingernes Interesser under Kirkens, havde det endnu lange Udsigter. Derimod opnaaede han efter sin Død, (23de Decbr. 1193), som det nedenfor skal vises, Helgenglorien. Til Thorlaks Eftermand valgtes, som det allerede ovenfor er omtalt, Paal, Jon Loftssøns Søn med den nys nævnte Ragneid, Biskop Thorlaks Syster. Paal havde i sin Ungdom opholdt sig ved Harald Jarls Hof paa Orknøerne, og nydt megen Hæder af ham, siden havde han studeret i England, „og lært saa meget, at der neppe fandtes Exempel paa at nogen i ikke længere Tid havde tilegnet sig saa megen og ypperlig Lærdom“, hvorfor han og, da han kom tilbage til Island, mat fremfor alle andre i Lærdoms-Fiinhed, Versekunst og Bogkyndighed[26].“ Dette tyder just ikke hen paa, at det har været saa synderligt bevendt med hans egentlige theologiske Lærdom Da han derhos havde været gift allerede siden sin tidligste Ungdom, førend han tiltraadte sin Udenlandsrejse, og ved sin Hjemkomst overtog Godord og Høvdingskab i Egnen om Gaarden Skard, hvor han bosatte sig, er det klart, at hans hele Virksomhed og alle hans Interesser hidtil havde været verdslige, eller saadanne som man kun vente sig hos en Søn af Jon Loftssøn. At han, ligesom Faderen, modtog Diakonat-Vielsen[27], knyttede ham neppe sterkere til Kirken end denne, og at han, som det fortælles, ivrigt understøttede Biskop Thorlak, naar andre Høvdinger stode ham imod, var aabenbart mere for Frændskabs Skyld, end af nogen kirkelig Iver. Det var saaledes ej at vente, at han ved sin Ophøjelse paa Biskopsstolen skulde forfølge Thorlaks Planer med nogen synderlig Iver. Vel erklærede han ved sin Tiltrædelse, at han vilde „paabyde alle de Bud, som hans Formand og Morbroder Thorlak havde paabudt“[28], men det blev ved denne Erklæring; han beskjeftigede sig mest med at ophjelpe og forskjønne Skaalholts Kirke, saavel som med at faa Morbroderen Thorlak anerkjendt som Helgen, hvilket ogsaa lykkedes ham, idet der paa Althinget 1198 blev bestemt at Thorlaks Dødsdag, 23de December, skulde holdes hellig med to Dages Faste, hvorefter siden hans Been med stor Højtidelighed bleve optagne og lagte i et kostbart Skriin, der hensattes over Alteret i Skaalholt Kirke[29], hvor det stod lige til Reformationen, og hvert Aar paa hans Festdag blev baaret om i Procession med de sædvanlige Højtideligheder og Andagtsøvelser, uagtet ingen pavelig Kanonisation paafulgte, men den eneste Bekræftelse af Thorlaks Helligdom ved højere Myndighed skede paa det ovenfor omtalte Provincialmøde i Nidaros 1229, da ogsaa Erkebiskop Eysteins Hellighed vedtoges[30]. Hole Biskopsstol vilde nu heller ikke staa tilbage, men ligeledes have en egen Skytshelgen, og denne sandt man i den 1121 afdøde for sin kirkelige Iver højt agtede Biskop Jon Agmundssøn, ved hvis Grav der allerede i længere Tid sagdes at skee Jærtein, og hvis Been nu ved Biskop Brands Foranstaltninger bleve optagne, skriinlagte og højtideligt hensatte over Alteret, medens hans Helligdom vedtoges paa Althinget, og hans Dødsdag, 23de April, optoges i Helligdagenes Tal[31]. Om Biskop Paal endog, hvad der neppe er tænkeligt, efterat være bleven Biskop, ganske havde forsaget de verdslige og med sin hele Iver omfattet de kirkelige Interesser, vilde der dog, som Sagerne endnu stode, ikke være kommet synderligt ud af hans Bestræbelser; hans egen Fader vilde sandsynligviis have slaaet Haanden af ham, og han handlede derfor sikkert viseligen i ej at røre ved den Steen, han ej kunde løfte. Vi ville ogsaa i det følgende see ham hylde Maadeholdets og Rolighedens Sag lige overfor den ufornuftige, fanatiske Biskop Gudmund i Hole. Derimod anvendte han al din Indflydelse, hans Embede og mægtige Familieforbindelser gav ham, til efter Evne og i Samraad med den brave Biskop Brand at forebygge Blodsudgydelser og mægle mellem Høvdingerne.

Den vigtigste Anledning, Biskopperne fik til saadan Mellemkomst, var en Strid, der af en i sig selv ubetydelig Aarsag havde rejst sig mellem Sønderlandets og Norderlandets mægtigste Høvdinger. Tvisten var oprindelig opstaaet mellem tvende Reykdølinger, Thord Raud, Thingmand under Kolbein Tumessøn, der efter sin Fader Tumes Død 1184 var den vældigste Høvding paa Norderlandet, og Haamund, Thingmand under Thord Sturlassøn. Tvisten gik over til Haandgribeligbeder og Overfald, hvorved man tilføjede hinanden livsfarlige Saar; Godordsmændene toge sig af hver sin Thingmand, og kom derved selv til at staa fiendtligt over for hinanden. Da Sagen skulde fore paa Althinget, søgte Partiernes Hovedmænd paa hver sin Side at skaffe sig saa megen Folkehjelp som muligt. Til Kolbein Tumessøn flokkede sig Thorvald Gissurssøn med alle Haukdølingerne, og den saavel med ham som med Kolbein nøje besvogrede Sigurd Ormssøn Svinafell, der først havde været gift med Kolbeins Halvsyster, og efter dennes Død havde egtet hans Moder Thurid Gissursdatter, Thorvalds Syster; fremdeles understøttedes han af Gudmund Thorvaldssøn, kaldet den dyre, paa Bakke i Yxnadal, en Høvding, der i den senere Tid havde svunget sig op til betydelig Magt paa Norderlandet, og gjort sig fortjent ved at holde Orden i Heredet og standse flere Stridigheder, men som derved rigtignok ogsaa havde lagt sig ud med mange, der fandt at han alt for meget førte det store Ord, især da han endog slethen vovede at afskaffe Vadlething, paa Grund af alle de Stridigheder som forefaldt der, ikke mindre end paa Althinget[32]. Thord Sturlassøn understøttedes af sine Brødre, fine Svogre, Høvdingen Anund Thorkellssøn i Langelid[33], en af Gudmund Dyres og Kolbeins mest afsagte Fiender, og, hvad der var det vigtigste, af Oddeverjerne eller Jon Loftssøns Slægt, skjønt rigtignok ikke den gamle Jon selv forlod sin Thingbod, men lod sin Søn Sæmund støde til Thord Sturlassøns Flok. Da Dommerne skulde træde sammen, blev der stor Trængsel og Forvirring. Thord Rand benyttede sig heraf til at snige sig bag paa Thord Sturlassøn og føre et Øxehug mod hans Skuldre, uden dog at træffe. Da Sighvat Sturlassøn saa det, løb han hen mod Thorvald Gissurssøn og vilde hugge til ham, men en af dennes Mænd optog Hugget, og mistede derved Livet. Dette var Tegn til almindeligt Angreb, der blev saaret og dræbt Folk paa begge Sider, og hvis ikke Biskop Paal var traadt imellem og havde faaet de stridende Parter adskilte, vilde sandsynligviis hele Thingalmuen være blevet indviklet i Striden. Til Forlig kom det dog ikke; der blev kun tilsagt foreløbig Grid. (1196)[34]. Imidlertid havde Gudmund Dyre og Anund Thorkellssøn allerede længe ligget i Uenighed med hinanden af forskjellige Aarsager[35], hvorved Uretten mest synes at have været paa Anunds Side, ligesom denne overhoved viste sig overmodig og uretfærdig, saa at han ej var yndet af sine Omgivelser. Om Vaaren 1197 skrede Gudmund og hans Ven Kolbein Tumessøn til det yderste. De samlede Folk og angrebe Anund, hvis Venner forgjæves havde søgt at advare ham, paa hans Gaard Langelid med en overlegen Styrke. Anund forsvarede sig kjekt, men Angriberne satte Ild paa Huset og brændte ham inde, selv anden; alle de øvrige paa Gaarden, først og fremst Koner og Børn, havde faaet Tilladelse til at gaa ud. Denne Voldshandling mod en af Landets fornemste, om ikke just yndede, Mænd vakte stor Opsigt. Gudmund frygtede selv, at han var gaaet for vidt, og begyndte at blive noget forknyt. Der blev sendt Bud efter Biskop Brand, for at han skulde mægle Forlig. Brand kom, og fik vel ikke strax noget egentligt Forlig bragt i Stand, men overtalte dog begge Parter til at slutte foreløbig Grid og henskyde Sagen til Jon Loftssøns Kjendelse paa næste Althing. Dette afholdt imidlertid ikke den indebrændte Anunds Svigersøn, Thorgrim, fra at sende Bud til Sæmund. Jonssøn paa Odde, for at sikre sig hans Hjelp paa Thinget. Sæmund tilsagde ham sin Bistand, samlede mange Folk, og indfandt sig paa Thinget i Følge med fine Venner, Sturlassønnerne, medens Gudmund kom i Følge med Kolbein Tumessøn, Thorvald Gissurssøn og dennes Brødre. Hele Thingalmuen tog Parti for den ene eller den anden, og var saaledes deelt i to Parter, ligesom tidligere efter Njaals Indebrænding. Jon Loftssøn selv, paa hvis Mægling alt kom an, var endnu ikke kommen paa Thinget; han havde endog denne Gang, sandsynligviis paa Grund af Alderdomssvaghed, tænkt at blive derfra. Da red Eyjulf Hallssøn paa Grenjadarstad, forhen en af Anunds ivrigste Modstandere[36], hen til Gaarden Keldur, hvor Jon opholdt sig, og bad ham paa det indstændigste om at komme. Jon sagde at han ikke troede sig en saa vanskelig Sag voxen. Eyjulf bad ham dog for Guds Skyld komme, da det gjaldt Fred og Rolighed i Landet, og han lod sig endelig overtale. Paa Thinget anvendte baade han, hans Søn Biskop Paal, og Biskop Brand al deres Indflydelse for at bringe Forliget i Stand, og dette lykkedes dem omsider. Jon alene bestemte alle Forligsvilkaarene, og det, til alles Tilfredshed, uagtet de Bøder, som det paalagdes Kolbein og Gudmund at udrede, vare meget store. Gudmund og Kolbein i det mindste søgte saa samvittighedsfuldt, som de kunde, at opfylde Forliget. Ved samme Lejlighed forligedes ogsaa den anden Sag, angaaende Thore Rand og Haamund, og der stiftedes Venskab og Svogerskab mellem Kolbein Tumessøn og Sighvat Sturlassøn, idet denne egtede Kolbeins Syster Halldora[37]. Jon Lofts søn, som neppe anede, hvor skjebnesvanger denne Forbindelse vilde blive for hans Æt, ja for den hele Ø, døde kort efter (1ste November 1197).[38] Hans ældste, egtefødde Søn Sæmund Jonssøn arvede hans Besiddelser og Anseelse, men synes neppe at have slægtet ham paa i Kjærlighed til Videnskabelighed og boglige Sysler, ligesom han var langt fra at besidde Faderens Dygtighed.

Det var nu, heder det, en Tid saa at sige roligt i Herederne. Men denne Herlighed varede ikke længe, thi Thorgrim, Anunds Svigersøn, sendte en Snigmorder hemmeligt afsted for at dræbe Kolbein, hvilket vel mislykkedes, men havde den naturlige Følge, at Kolbein, der endnu ikke havde faaet udredet de ham paalagte Bøder fuldstændigt, ophørte med yderligere Udbetalinger. Siden forenede Thorgrim sig med Anunds tre Sønner, hvoraf de to vare Prester, strejfede med dem og flere om paa Nordlandet, for at opsøge og dræbe flere af dem, der havde været med ved Angrebet paa Langelid, og paa denne Maade bleve ikke faa anseede Mænd tagne af Dage[39]. De overfaldt endog Gudmund Dyres Gaard Bakke, medens han selv var borte, og plyndrede der. Det var nu Thorgrims Hensigt at sætte sig fast paa Gaarden Laugaland med en talrig Flok, men Biskop Brand fik ham afsnakket dermed, og Thorgrim begav sig syd over Fjeldene ned til Sønderlandet, hvor han blev venskabeligt modtagen af Sæmund Jonssøn, der beholdt ham hos sig i 14 Dage, og lovede ham sin Bistand. Sæmunds Halvbroder, Biskop Paals Fuldbroder, Orm Jonssøn, var da tilfældigviis ej tilstede. Men han kom hjem strax efter at Thorgrim var rejst, og spurgte, om han havde lovet Thorgrim nogen Bistand. Da Sæmund ikke kunde negte dette, bebrejdede Orm ham alvorligt, at han vilde understøtte en Mand, der havde brudt det Forlig, deres egen højt agtede Fader havde stiftet. „Du veed altfor godt“, sagde han, „at jeg aldrig forsager dig, men det vilde dog gaa haardt paa for mig, om jeg skulde staa Thorgrim bi og derved haane vor salig Faders Ord, ja ham selv og os alle.“ Sæmund følte sig truffen herved, og den Hjelp, Thorgrim fik af ham, blev nu kun heel ringe. Thorgrim vendte tilbage til Nordlandet og fortsatte sine Plyndringer. Ved fredelskende Mænds Mellemkomst blev der vel tilvejebragt en Aftale om at begge Parter skulde voldgive Sagen under Thorvald Gissurssøn og Telt Oddessøn, en Høvding fra Østfjordene, og disse afsagde virkelig en Kjendelse; men dette afholdt dog ikke begge Parter fra at tilføje hinanden gjensidig Skade, som om Kjendelsen ej havde været afsagt. Gudmund plyndrede paa Gaarden Laugaland, hvor Thorgrim i den sidste Tid havde holdt til, og Thorgrim med en heel Deel andre gjorde siden et uheldigt Forsøg paa at overfalde Gudmund paa hans befæstede Gaard Bakke[40]. De maatte drage derfra med uforrettet Sag. Gudmund, understøttet af Kolbein og flere, forfulgte dem med en Styrke af 720 Mand, omringede dem i et Birke, hvor de havde taget deres Tilflugt, og tvang dem til at overgive sig paa den Betingelse, at han alene skulde bestemme Størrelsen af den Bod, de havde at udrede for at beholde Livet. Dette var det sidste større Foretagende, hvori Gudmund tog Deel. Han gik ej længe efter i Thingeyre Kloster og levede der i mange Aar som Munk, givende, som det i Sagaen heder, Slip paa sin verdslige Hæder[41]. Han synes i det hele taget at have været en af de ædlere, humanere og fædrelandssindede blandt Øens Høvdinger. Hans største Fejl var hans overvættes Ukydskhed[42]. Maaskee var det især af Samvittighedsskrupler herover, at han gik i Kloster. Han efterlod en Søn, Thorvald, der arvede hans Ejendom, men ikke paa langt nær naaede hans Magt, og Kolbein Tumessøn paa Videmyre i Skagafjord erkjendtes nu eenstemmigt for den mægtigste Mand paa Nordlandet. Han besad, siges der, alle Godord lige vest fra Yxnadalshejden mellem Eyjafjorden og Skagafjorden til det store saakaldte Aavellinge-Godord ved Rutafjorden, Midfjorden og Hunafjorden.

Imidlertid var Jora Kløngsdatter, Thorvald Gissurssøns Hustru, død (1196), og Thorvald havde egtet Thora, en Datterdatter af Jon Loftssøn. Joras Død indtraf belejligt, thi paa Grund af Slægtskab havde Erkebiskop Guthorm forbudt dem at leve sammen i Egteskab mere end 10 Aar og disse 10 Aar vare nu omme. Endnu medens Jora levede, hændte det sig, at Thora, med hendes ældre Syster af samme Navn, vare, som de ofte plejede, oppe i Almannagjaa ved Thingvolden, hvor deres Fader Gudmund Griis boede, for at vaske deres Lærred, og at de der blandt andet kom til at tale om, hvem de helst kunde ønske sig til Mand, da det var at forudsee, at de snart vilde faa Bejlere. Thora den ældre ønskede sig den smukke, anseede Jon Sigmundssøn paa Valthjovstad i Fjotsdalshered, Brodersøn af Sigurd Ormssøn paa Svinafell[43], Thora den yngre derimod ønskede at Jora, Thorvalds Hustru, maatte dø, og at hun kunde faa ham til Egte. Noget efter døde virkelig Jora, og den følgende Vaar kom Thorvald og Jon paa en Rejse, de tilsammen foretoge til Borgarfjorden, forbi Gudmund Griis’s Gaard, og toge ind hos ham. Deres Erende var virkelig at bejle til Gudmunds smukke Døtre, og de lagde neppe heller Dølgsmaal derpaa, thi Thora den ældre, der havde at sørge for de Rejsendes Bekvemmelighed, og som havde overladt dem den Sæng, hvori hun og Systeren ellers plejede at hvile, gjorde denne del Forslag, at da Thorvald og Jon nu, som det saa ud til, vilde bejle til dem, burde de allerede paa Forhaand blive enige om, hvilken enhver af dem skulde have: dette kunde bedst bestemmes saaledes, at enhver skulde have den, der lagde sig i den Plads, hun plejede at indtage i Sængen. Dette Forslag kunde synes noget besynderligt af Thora den ældre, der allerede havde ytret Ønsket om at faa Jon til Mand, men Sagen var den, at hun nu ogsaa selv foretrak Thorvald, og da hun havde bragt i Erfaring, at han sædvanligviis, naar han deelte Sæng med en anden, plejede at ligge yderst, hvilket ogsaa var hendes sædvanlige Plads, troede hun derved listigt at kunne faa aflokket Systeren hendes Samtykke til hvad hun saa selv inderligt ønskede. Thora den yngre antog Forslaget, idet hun tilføjede, at hvad der af Skjebnen var bestemt, dog vilde have sin Fremgang. Og dette viste sig nu, thi da Jon og Thorvald skulde gaa til Sængs, overlod denne høfligt Jon at vælge Pladsen; han valgte at ligge yderst, og Thorvald kom saaledes til at ligge ved Veggen. Morgenen efter fremførte begge deres Frieri, og Thora den ældre blev Jons, Thora den yngre Thorvalds Hustru. Dette Giftermaal drog Thorvald nærmere, om end ikke ganske, ind i de mægtige Oddeverjers Interesser, medens derimod det ovenfor omtalte Giftermaal mellem Kolbeins Syster Halldora og Sighvat Sturlassøn ganske løsrev denne fra Forbindelsen med Oddesolkene, og derimod gjorde ham til Kolbeins ivrigste og paalideligste Ven[44].

Ved Jon Loftssøns Død var den yngste, men siden i Historien og Literaturen navnkundigste af Hvamm-Sturlas Sønner, Snorre Sturlassøn, 19 Aar gammel, og rede til, som sine Brødre, at kaste sig ind i Dagens politiske Kampe, hvor hans overlegne Talenter, parrede med overvættes Ærgjerrighed og Herskesyge, snart lode ham spille en Hovedrolle. Men han manglede endnu en vigtig Betingelse, Penge, da hans Moder havde opbrugt hans Fædrenearv. Paa denne Mangel raadede dog hans Broder Thord og Sæmund Jonssøn Bod, idet de skaffede ham Herdis, eneste Datter og Arving af den rige Berse Vemundssøn, Prest i Borg, til Egte[45]. Herdis bragte ham en Formue af ikke mindre end „aatte hundrede Hundreder“, som det hed, det er altsaa, efter den sædvanlige Beregning efter Sexalens-Øren, eller 20 Ører for hvert Hundrede, ikke mindre end 19200 Ører, hvilket svarer mindst til den tidobbelte Værdi nu omstunder[46]. Hans Moder gav ham Gaarden Hvamm til „Mund“ for Bruden, men de Nygifte bleve dog den første Vinter i Odde. Paa den samme Tid udbrød der en Tvist mellem Sæmund Jonssøn og Sigurd Ormssøn paa Svinafell om en Arvesag, hvori ogsaa Snorre tog ivrig Deel og, hvorved han, som man kunde kalde det, aflagde sit første Prøvestykke i politisk Partikamp. Jon Loftssøn havde kjøbt den ventede Arv efter en Mand allerede i dennes levende Live; da Manden døde, gjorde hans rette Arvinger, der vare Sigurd Ormssøns Thingmænd, lige fuldt Fordring paa Efterladenskabet, og henvendte sig til Sigurd, som strax lagde Beslag paa Godset. Sagen kom fore paa Thinget, og Sæmund tilbød Sigurd at lade den afgjøre ved Thorvald Gissurssøns Voldgiftskjendelse. Men Sigurd, der rimeligviis frygtede for at Thorvald, som nu var i saa nøje Svogerskab med Sæmund, ej vilde dømme upartisk, afslog dette Tilbud, især da ogsaa Kolbein Tumessøn og dennes Svoger Sighvat Sturlassøn fraraadte ham at indlade sig derpaa, lovende ham deres Bistand. Sagen blev saaledes ikke bilagt paa Thinget, og endnu den følgende Vinter, den samme, som Snorre efter sit Giftermaal tilbragte paa Odde, begav Sæmund sig øster til Sigurds Distrikt, og lod den Mand dræbe, som Sigurd havde sat til at passe paa Godset; hvorhos Snorre den paafølgende Vaar stevnede Sigurd til Thingskaalething. Sigurd havde imidlertid sendt sin Stifsøn Arnor Tumessøn efter Broderen Kolbein og deres Svoger Sighvat, med al den Styrke, de kunde skaffe, og Sæmund sendte derimod Snorre til Borgarfjorden, for at opbyde dem af fine Thingmænd, som boede der. Paa Skaalholt traf han Arnor, der var kommen tilbage fra Sighvat og Kolbein med uforrettet Sag, da de begge erklærede det umuligt at samle Folk under det ufremkommelige Vaarføre. Saaledes gik Dommen paa Thinget Sigurd imod, hvorpaa begge Parter atter samlede Folk. Men her viste Sæmunds store Overmagt sig, thi han fik hele 840 Mand, og forskandsede sig med dem paa en Klippeø, medens Sigurd kun fik 240. For at hindre Blodsudgydelse ilede Biskop Paal og Thorvald Gissurssøn til og søgte at mægle Forlig. Sigurd, der skjønnede at han intet kunde udrette mod denne Overmagt, fandt sig i at overlade Afgjørelsen til Biskop Paal, skjønt denne var Sæmunds Broder. Paal afsagde Kjendelsen paa Althinget, og erklærede Sæmund for Arvens rette Ejer, idet han dog ordnede Sagen saaledes at ikke Sigurd skulde blive alt for misfornøjet. Men des mere misfornøjet var Kolbein, og i endnu højere Grad Sighvat. (1200)[47]. Denne Sag, i sig selv ikke saa betydelig, bliver dog af særegen Vigtighed, deels fordi det var den første, hvori Snorre Sturlassøn deeltog, deels fordi vi allerede her see Begyndelsen til det Uvenskab, der siden ytrede sig paa en saa iøjnefaldende, ja forargelig Maade mellem ham og hans egen Broder Sighvat. Thi allerede ved denne Lejlighed holdt hver sig til sit Parti, Snorre til Sæmunds, Sighvat til Sigurds eller rettere Kolbeins.

Sæmund Jonssøn ansaaes lige til sin Død (1222) som Islands ypperste og gjæveste Mand. Han førte et prægtigt Huus paa sin Hovedgaard Odde, og hans Anseelse var saa stor, at der endog, som ovenfor nævnt[48], var Tale om et Giftermaal mellem ham og den orknøiske Jarl Harald Maddadhsføns Datter Emma; og at dette Giftermaal ej kom i Stand, var ej fordi Harald ikke ansaa Sæmund god nok, – han havde allerede givet sit Samtykke –, men kun fordi de ej kunde blive enige om, hvor Brylluppet skulde staa. Sæmund indgik siden intet Egteskab, men havde derimod en heel Mængde naturlige Børn. Med sine Halvbrødre, Biskop Paal og den vise Orm Jonssøn paa Breidabolstad i Fljotslid, stod han i den bedste Forstaaelse. Disse tre Brødre med deres mange Sønner, af hvilke fornemmelig Biskoppens Søn Loft var meget anseet, saavelsom deres fjernere Frænder og Besvogrede, dannede et Familieforbund, som ingen anden Magt paa Øen kunde trodse. Men det var et Held, at de overhoved benyttede sig med Maadehold af deres Magt. Det samme kan ikke siges om Sturlungerne, og aller mindst om Sighvat og Snorre, hvis hele Bestræbelse gik ud von at udvide deres Magt saa meget som muligt, og tillige at lade deres Omgivelser føle deres Overlegenhed. Thord Sturlassøn, den ældste af Sturlas egtefødde Sønner, var, om end langtfra fri for Ættens Hovedfejl, Gridskhed paa Magt og Penge, dog unegtelig roligere og mere maadeholdende end hans Brødre. Han boede, som ovenfor nævnt, paa Stad, paa Snæfellsnes, hvilken Gaard, med tilhørende Thorsnesinge-Godord og Høvdingsskab, han tildeels havde faaet efter sin Svigerfader, Are den sterke, Sønnesøn af den berømte Are Frode, og han vedblev at beholde disse Besiddelser, skjønt han siden forskød sin Hustru, Ares Datter[49]. Siden egtede han Thorvard den riges Enke Gudrun, af den gamle Vaapnfirdinge-Æt, og fik ogsaa med hende mange Penge; og endelig tog han til sig som Frille, den rige Berse Prests Enke, Hrodny, med hvilken han levede i længere Tid, og som ligeledes aabenbart maa have bragt ham endeel Gods[50]. Ved alle disse heldige Forbindelser drev Thord det til at blive den mægtigste Mand i den sydlige Deel af Vesterlandet. I den nordlige Deel blev hans Broder Sighvat en af dem, der havde mest at sige, og dyngede ligeledes Besiddelse paa Besiddelse. Efter at have boet en kort Tid paa Stadarhool, som ovenfor nævnt, flyttede han-til Thord og boede hos ham nogle Aar, indtil Magnus Gudmundssøn, der som Prest og Høvding raadede for Hjardarholt, Oluf Paris gamle Herresæde, overlod ham delte betydelige Gods, hvorpaa han allerede havde givet hans Fader Expektance. Da solgte Sighvat Stadarhool, og benyttede de derfor indkomne Penge til Udlaan paa Rente, indtil han giftede sig og satte Bo paa Hjardarholt. Efter at han nogle Aar havde boet her, kjøbte han endelig det nær liggende Saudafell, og flyttede derhen. Alle de arvelige Godord, der havde tilhørt hans Fader Sturla, og hvilke vel nærmest skulde have tilfaldt Thord, som den ældste, der ogsaa i Førstningen bestyrede dem, overlod denne siden Sighvat, sandsynligviis fordi han selv havde mere end nok i, hvad han havde arvet efter Svigerfaderen. Allerede mægtig ved hine Besiddelser, blev Sighvat endnu mere formaaende ved sit Svogerskab med Kolbein Tumessøn. Han, Kolbein, og dennes Stiffader, Sigurd Ormssøn paa Svinafell, dannede et Forbund, der i den nordvestlige, nordlige og østlige Deel af Landet omtrent havde lige saa meget at sige, som Oddefamilien (til hvis Venner Snorre endnu hørte) i det sydlige[51].

Aaret efter den Strid, der havde fundet Sted mellem Sæmund Jonssøn og Sigurd Ormssøn, døde Berse Prest (1201) og Snorre, som nu først kom i fuldkommen Besiddelse af sin Hustrus rige Arv, flyttede da til hendes Fædrenegaard Borg, Egil Skallagrimssøns ældgamle Herresæde, hvor han tilbragte flere Aar. Da det, som ovenfor bemerket, ikke lader til at Sæmund Jonssøn paa Odde slægtede sin Fader paa i Interesse for Videnskaberne, medens Snorre derimod satte saa meget større Priis paa dem, er det ikke usandsynligt, at Sæmund har tilladt ham, ved Flytningen til Borg, at medtage Jon Loftssøns Bogsamling, eller i det mindste at udvælge deraf de Bøger, han ønskede. Thi af Snorres senere literære Virksomhed er det klart nok, at han selv maa have besiddet en betydelig Bogsamling. Denne hans Iver for Videnskaberne hindrede ham dog ikke fra, mere end tilbørligt, at efterhænge sine politiske og pekuniære Interesser. Han havde ikke længe været bosat paa Borg, førend man fik tilstrækkelige Prøver paa de uelskværdige Sider af hans Charakteer. Hans Morbroder, Thord Bødvarssøn, der boede paa det nær liggende Garde paa Akranes, og havde mange Thingmænd der i Egnen, troede at merke, at de af disse, der boede længst hen mod Vest, hvor Thord Sturlassøns Godord stødte til, lede Overlast af denne. For at hindre dette, skjenkede han Snorre Halvdelen af det saakaldte Lundemænds-Godord, paa den Betingelse, at han skulde forsvare Thingmændene baade mod Thord og alle Andre, der vilde gjøre ham Fortred. Men aldrig saa snart havde Snorre faaet sig Godordet overdraget, førend han viste sig endnu mere nærgaaende mod Morbroderens Thingmænd og Venner, end hans Broder Thord havde været. Snorre var det, som man seer, kun magtpaaliggende at faa saa megen Magt som muligt. Hvor hensynsløst han benyttede Magten, viste sig ikke længe efter, da et Kjøbmandsskib fra Orknøerne, ladet med Meel, kom til Borgarfjorden. Styremanden, Thorkell Rostung, var en Brodersøn af Biskop Bjarne[52], altsaa af særdeles høj Byrd, og han tog Vinterophold paa Borg. Men snart blev han uenig med Snorre, da denne tiltog sig Eneret til at fastsætte Prisen paa hans Varer. Herpaa vilde Thorkell ikke indlade sig, men Snorre lod Melet veje ud og sælge lige for hans Øjne, og Thorkell, som intet kunde udrette mod Overmagten, maatte taalmodigt staa og see derpaa. Men den følgende Sommer, da Thorkell skulde sejle bort, passede han Lejligheden og dræbte en af dem, der havde været Snorres ivrigste Haandlangere ved Meelsalget. Da Snorre erfarede dette, sendte han Bud efter sine Brødre Thord og Sighvat, og opfordrede dem til i Forening med ham at samle Fartøjer og angribe Orknøingerne, der endnu ikke havde forladt Borgarfjorden. Sighvat var strax villig dertil; Thord havde i Førstningen Betænkeligheder, men lod sig dog overtale. Skibet laa allerede saa langt ude, at de ej kunde angribe det, men to Baade, der tilhørte det, laa fortøjede længere oppe: dem angrebe de, og vilde hugge Landtougene over. Men Kjøbmændene havde viselig omviklet Tougene med Jærn, og hilsede derhos Angriberne med en saadan Regn af Steen og Pile, at de maatte trække sig tilbage med Skamme. Et saadant Udfald havde allerede Snorres Halvbroder, Svein Sturlassøn, forudsagt, da han, som just da laa paa sit Yderste, fik høre, hvorledes Snorre havde behandlet Thorkell. Thorkell havde det Uheld at faa Modvind, der om Høsten drev ham tilbage til Island, hvor han landede ved Ørebakke, men han begav sig strax til det nær liggende Odde, hvor Sæmund Jonssøn, der var en særdeles Ven af hans Farbroder, Biskop Bjarne, tog ham i sin Varetægt. Snorre kunde nu ikke aabenbart angribe ham, men han sendte ikke færre end tre Snigmordere hen for at tage ham af Dage, dog alt forgjæves: Thorkell forlod Landet den følgende Sommer uden noget yder ligere Uheld[53].

Snorres Ophold paa Borg blev ikke langvarigt. Kun faa Mile derfra, i Reykjadal, laa den ypperlige Gaard Reykjaholt, der i lige nedstigende Linje havde tilhørt den Æt, fra hvilken den før omtalte Prest Paal Sølvessøn nedstammede, og til hvilken ogsaa Gudny, Snorres Moder, hørte ved sin Moder, Paals Syskendebarn[54]. Som saa meget andet Ættegods var det nu ogsaa blevet Kirkegods, det vil sige lagt tinder Kirken paa Gaarden, medens Ættens Medlemmer dog efter gammel Skik vedbleve at raade for det. Endnu førend Paal Sølvessøns Død var hans Søn, Magnus Prest, der hidtil havde boet paa Helgafell hos sin Svigerfader Thorgils, Are frodes Søn, flyttet did, da Biskop Thorlak forlagde Flatø Kloster til Helgafell (1184); siden havde Magnus med sin Hustru Hallfrid boet der, enten som Ejer, eller som Værge; i det mindste har man endnu en formelig saakaldt Máldagi eller Forretning over Kirkens Ejendomme, optagen, som det lader, da Magnus overtog Bestyrelsen[55]. Da Magnus blev gammel, begyndte det at gaa ud med ham, og han rum mere og mere i Pengeforlegenhed. Heraf benyttede Snorre sig. Han fik, rimeligviis mod en Affindelse i Penge, sin Morbroder Thord Bødvarssøn og andre, der meente at have Arvefordringer paa Godset[56], til at overdrage ham deres virkelige eller foregivne Ret, og gjorde nu Magnus det Forslag, at han skulde overgive ham Kirken med alt dens tilhørende Gods, imod at Snorre skulde sørge for ham og hans Hustru, og skaffe deres Sønner, der allerede havde modtaget Prestevielse, men ej ansaaes skikkede til at forestaa Kirken, al den Fremgang, det stod i hans Magt. Magnus gik ind derpaa, og nu flyttede Snorre til Reykjaholt, der fra den Tid af blev hans Hovedgaard, og som han meget forskjønnede og forbedrede, navnlig ved at opføre et prægtigt Bad af huggen Steen, hvortil Vandet lededes fra den nær liggende varme Kilde Skribla, og hvoraf der endnu findes betydelige Levninger. Hid bragte han da vel ogsaa sin Bogsamling, der nu ogsaa sandsynligviis forøgedes med de Bøger, Are frode havde efterladt, da man maa antage, at dennes hele literære Efterladenskab tilfaldt Sønnen Thorgils, og at det igjen efter hans Død snarere gik til Datteren Hallfrid og hendes Mand, Magnus Prest, end til Sønnen, den ulærde Are hin sterke[57]; Snorre, der overtog al deres Ejendom, vidste alt for godt at sætte Priis paa deslige Sager, til at han ej med Omhyggelighed skulde have opbevaret Bøgerne, og forenet dem med de literære Skatte, hvoraf han allerede var i Besiddelse[58]. „Snorre“, siges der, „blev nu en stor Høvding, da det ej skortede ham paa Penge: han lagde særdeles Vind paa at samle og bevare Gods, var kunstfærdig og forstod sig godt paa alt hvad han tog sig for, men var ustadig i Sind og havde mange Børn med flere Kvinder end sin Hustru Herdis.“ Hans Børn med denne var Datteren Hallbera og Sønnen Jon Murte saaledes kaldet af sin lille Væxt i Barndommen. Af hans naturlige Børn spillede, som vi ville see, den urolige Urøkja senere hen en ikke ubetydelig Rolle. Ogsaa til Nordlandet udvidedes hans Magt, da det før omtalte betydelige Aavellinge-Godord, der laa midt imellem Sighvats og dennes Svoger Kolbeins Distrikter, blev ham overdraget[59]. Sturlungernes Herredømme strakte sig saaledes næsten uafbrudt lige fra Borgarfjorden til Skagafjorden, eller over Thveraa-, Thorsnes- og Hunavatns-Thing; hvis de alle holdt sammen som een Mand, vilde det hele Strøg lige fra Eyjafjeldsjøklen paa Sønderlandet forbi Faxe- og Breidafjorden heelt til Eyjafjorden, Øens nordvestlige Halvø eller Thorskefjord-Thinget undtagen, have været een og samme Indflydelse underkastet. Men nu var, som vi have seet, Sturlungernes Interesser selv deelte, idet Sighvat holdt sammen med sin Svoger Kolbein, Snorre derimod med Oddeverjerne, og Thord saa at sige vaklede mellem begge Partier[60].

Paa den nys omtalte nordvestlige Halvø, eller i den Deel af Øen, der regnedes til Thorskefjord-Thing, var der især tvende med hinanden indbyrdes beslægtede Høvdinge-Ætter, der havde meget at sige, nemlig Eyre-Ætten i Arnarfjorden, og Vatnsfjord-Ætten i Isafjorden[61]. Den sidste er allerede ovenfor berørt, for saa vidt Høvdingen Thord Thorvaldssøn (død c. 1160) og hans Sønner Paal og Snorre, saavel som deres Voldsfærd til Helgafell, hvor de røvede Presten Olaf Salvessøns Hustru, ere omtalte[62]. Eyre-Ætten nedstammede, Mand efter Mand, fra Landnamsmanden Geirthjof Valthjofssøn; et Medlem af denne Æt, Atle Høskuldssøn, havde været med i Slaget paa Lyrskogshede, og var en af dem, som Kong Magnus udvalgte til at forrette Lægetjeneste[63]. Atle blev siden en dygtig Læge, og Lægekunsten holdt sig endog i Ætten, idet baade hans Søn Baard og Sønnesøn Sveinbjørn vare gode Læger. End større Fuldkommenhed i denne Kunst naaede Sveinbjørns Søn, den allerede forhen[64] lejlighedsviis omtalte Ravn, hvis Levetid falder i det Tidsrum, vi her have for os, og som ej alene ved sine sjeldne Indsigter, men ogsaa, og maaske aller mest, ved sin ædle og rene Vandel, sin Uegennyttighed, sit vennehulde og hjelpsomme Sind, og sit til Medmenneskers Trøst og Bistand helligede Liv indtager en høj Plads i sit Fædrelands Historie, og danner en merkelig Undtagelse fra og Modsætning til de fleste andre af hans Jevnbyrdige og Samtidige, hos hvem Egennytte, Voldsomhed og slette Sæder hørte til Dagens Orden. Sveinbjørn synes at have givet begge sine Sønner, Markus og Ravn, en lærd Opdragelse, thi Markus, den ældste, blev indviet til Prest, Ravn til en af de ringere kirkelige Grader; og denne Oplærelse har Rafn vistnok benyttet til at udvide sine Kundskaber i forskjellige Retninger, da der fortælles om ham, at han var vellærd, lovkyndig, og vel forfaren i al anden Videnskab. Dertil var han en ypperlig Skald, og, som det heder, en „Valund i Kunstfærdighed“ til at arbejde i Træ og Jærn. Allerede som ung rejste han udenlands, og blev meget hædret og anseet af Fyrster og Høvdinger, hvor han kom, navnlig blev Biskop Bjarne paa Orknøerne hans særdeles Ven. Siden gjorde han endnu en Udenlandsrejse, først til Norge, siden til England for at bringe en Løftesgave til Thomas Beckets Helligdom i Canterbury[65], og fremdeles saavel til St. Jago de Compostella i Spanien, som til Rom[66]. Under hans Fraværelse synes hans Fader at være død, og hans ældre Broder var tidligere omkommen ved et Sneskred. Ravn tiltraadte derfor den hele Arv efter Faderen, Jordegods, Løsøre, og Godord med tilhørende Høvdingedømme. Et andet tilstødende Godord fik han, som det heder, for sin Vennesælheds Skyld[67], egtede den højbyrdige Hallkatla, der stammede i lige Linje fra Thorgils Arrebeinsstjup, og førte nu et prægtigt, gjestfrit Huus paa sin Hovedgaard Eyre. Han modtog med Venlighed Enhver, som kom til Gaarden, hvad end deres Erende var, og de kunde opholde sig der, vel bevertede, saa længe de fandt for godt. Alle de, der vilde over Arnarfjorden, lod han sætte over for Intet, ja han holdt endog et Fartøj paa Bardestrand ved den nordlige Side af Breidafjorden, til Bekvemmelighed for alle dem, der vilde over denne brede Fjord, saa at det -som Sagaen udtrykker sig – var lige saa godt som om der var en Bro over begge Fjorde[68]. Men aller mest aabenbarede hans Menneskekjærlighed sig i den Ufortrødenhed og Liberalitet, hvormed han ydede sin Lægehjelp. Naar Syge kom til ham, var han strax rede, hvad enten han sad til Bords eller vækkedes af sin Søvn midt om Natten; han tog aldrig Betaling for sine Raad, og mange fattige Syge tog han endog i sit Huus og holdt dem paa sin Bekostning indtil de bleve friske. Han helbredede, siges der, ej alene eggbidte Saar, men ogsaa indre Sygdomme, hvis Beskaffenhed man ej kjendte; der fortælles udtrykkeligt om saare vanskelige og farlige Operationer, som han med Held udførte, og om flere merkelige Kure, navnlig Brænde-Kure, som han bragte i Anvendelse, og som vidne om en usædvanlig Dygtighed for de Tider[69]. Han nød ogsaa almindelig Agtelse og Kjærlighed, og han stod i nøje Forbindelse med de fornemste Slægter; navnlig var hans Syster gift med Hall, en Søn af Gissur Hallssøn. Nogen Tid efter at Ravn tiltraadte sin Fædrenegaard var Snorre Thordssøn i Vatnsfjord, der havde overlevet sin Broder Paal[70], død, (1193) efterladende sit Jordegods, sit Høvdingdømme og hele sin Indflydelse til sine Sønner, af hvilken Thord og Thorvald vare voxne, den tredie, Baard, endnu et Barn[71]. Thord var en brav, og veltænkende og almindelig afholdt Mand, Thorvald derimod egennyttig og rænkefuld. Han kom snart i Uvenskab med sin Broder om Arven, og begav sig misfornøjet fra ham, først til en Klippeø iIsafjorden, siden, da han intet mere havde at ernære sig med, til Ravn Sveinbjørnssøn paa Eyre, og bad ham om Bistand. Den velvillige Ravn modtog ham, som han plejede at modtage alle, med aabne Arme, og beholdt ham hos sig i flere Aar, idet han i eet og alt behandlede ham som sin Søn, indtil Thord, som imidlertid havde forestaaet Høvdingskabet efter Faderen, pludselig var død af en Sygdom, han ved Uforsigtighed havde paadraget sin. Da traadte Thorvald i hans Sted som Høvding og Godordsmand, men gjorde dog dog først en Udenlandsrejse, under hvilken han overdrog Ravn Bestyrelsen af sit Gods og alle sine Høvdings-Forretninger. Efter sin Hjemkomst egtede han en Datter af Einar Thorgilssøn, og satte Bo i Vatnsfjord, hvor han fra nu af var at betragte som den mægtigste Høvding paa den Kant af Landet, og med en Iver, der svarede til hans Anseelse og Ærgjerrighed, kastede sig ind i de politiske Storme, der rystede Øen. Mellem ham og Ravn Sveinbjørnssøn herskede en Tidlang den bedste Forstaaelse; de understøttede hinanden gjensidigt, og man skulde have formodet, at efter de store Tjenester, Ravn havde viist Thorvald, maatte denne have følt sig ham ubrødeligt forbunden. Ravn var ogsaa selv saa sikker derpaa, at han ikke, engang vilde høre paa dem, der advarede ham for Thorvald, og meente, at han i ham havde opfostret en Slange ved sin Barm. Men de havde dog Ret. Thorvald var alt for egennyttig og herskesyg, til at ikke ogsaa Navns Anseelse og Indflydelse blev ham en Torn i Øjnene. Derved blev Forholdet mere og mere koldt imellem dem, tjenstvillige Aander hjalp til, og det gik omsider over til aabenbart Fiendskab fra Thorvalds Side.

Saaledes stode Sagerne paa Island, og Magten var paa det nærmeste fordeelt mellem de her nævnte Høvdinger, da Biskop Brand døde den 6te August 120l. Valget af hans Eftermand skulde med Rette tilkomme det hele Biskopsdømme, det vil sige Nordlændingefjerdingens samtlige Indbyggere; men da Magten her næsten ganske var samlet paa Kolbein Tumessøns Hænder, blev det ogsaa ham, der ene raadede for Valget, hvilket han paa et dertil berammet Møde, der holdtes den 1ste September, ledede hen paa sin Huuskapellan, Gudmund, kaldet den gode, Søn af hiin Are Thorgeirssøn, der faldt i Træfningen ved Rydjøkel 1166[72]. Vel var ogsaa Gissur Hallssøn tilstede, og søgte at faa sin Søn Magnus valgt, til hvis Anbefaling det tjente, at han var mere skikket til at bestyre Biskopsstolens Gods, end den ødsle, hensynsløse Gudmund; men Fleerheden af de Tilstedeværende erklærede, at de ikke vilde have nogen Biskop fra en anden Fjerding, og Gudmund blev da eenstemmig udkaaret[73]. Gudmund, der ved sin Faders Død kun var sex Aar gammel, havde været opfostret af sin Farbroder, den brave, lærde og anseede Ingemund Prest, hvilken vi i det foregaaende lejlighedsviis have omtalt[74]. I sit 25de Aar blev Gudmund indviet til Prest af Biskop Brand, og Ingemund, som da forlod Landet paa længere Tid, „forærede ham ved Afskeden alle sine bedste og lærdeste Bøger tilligemed sin Messedragt[75]. Ingemund og han saa hinanden ikke mere, da hiin efter et længere Ophold i Norge paa Tilbagerejsen til Island blev fordreven til Grønlands Østkyst, hvor han omkom, og hvor man 14 Aar senere (1202) fandt hans og hans Staldbroders Lig endnu uforraadnede. Gudmund, der før sin Indvielse til Prest havde viist sig temmelig verdsligsindet, ja endog anstillet Søgsmaal og bivaanet Hestething, blev efter Indvielsen, og fornemmelig efter sin Ven, Thorgeirs, Biskop Brands Søns, Død[76], „en saa ivrig Troens Mand i Bønnehold og Messelæsning, Gavmildhed og Selvspægning, at enkelte fandt det overdrevet og frygtede for at han i Længden ej vilde kunde holde det ud.“ Han tog Peblinge i Huset til sig for at lære dem op, og hver Dag, naar han ej var til Messe, deelte han sin Tid mellem at undervise og skrive; han tilbragte en stor Deel af Natten i Kirken. „Han ransagede andres Bøger, og tog af dem, hvad han ikke fandt i sine egne; saaledes optog han mange Ting i sin Tro, som man hidtil aldrig havde bort nogen lære paa Island.“ Meget heraf var al Ære værd, men hans Vilje var bedre end hans Forstand og Sjælsstyrke. Ved sine alt for store Almisser forødte han Indtægterne ved Valle Kirke, hvor Biskop Brand havde sat ham til Prest, saaledes at denne maatte forflytte ham til et andet mindre Kald, og fordrede derhos i Hole Kirkes Navn Arven efter hans Farbroder Ingemund. Han forblev dog endnu nogen Tid, efter Sognefolkenes Ønske, paa Valle, indtil han blev uenig med Gaardens Bestyrer, Bonden Thorstein, der spottede over at Gudmund paa Helligdage fremviste hellige Mænds Been og lod Folket kysse dem; det var ikke engang vist, meente Thorstein, om det ej var Hestebeen[77]. Gudmund stevnede vel Thorstein til Things for Gudsbespottelse, og fik Selvdom, men fandt det dog bedst at drage derfra, og gjorde nu en stor Rejse rundt om ind i Landet, indviende Kilder, Bække og andre Gjenstande, som det hed, med overordentlig Virkning, og snart kom han endog i Ry for Hellighed, og for at kunne gjøre Jertein. Gudmund synes selv at have været en af de første til at tro paa disse. Da Biskop Thorlaks Been optoges, var Gudmund ifølge Biskop Paals Indbydelse tilstede, og blev af denne hædret næsten lige saa højt som om han allerede var Biskop[78]. Siden modtog han Kolbein Tumessøns Indbydelse til at opholde sig paa hans Gaard Videmyre som hans Huusprest, men gjorde dog fremdeles om Somrene Rundrejser til forskjellige Kanter af Landet, prædikende og udførende, som det hed, forskjellige Mirakler[79]. Herved opnaaede han især hos de lavere og mindre oplyste Klasser af Folket en Anseelse og Navnkundighed, som gjorde den forfængelige og af Naturen indskrænkede Mand aldeles ør i Hovedet af Opblæsthed og Indbildskhed. Derimod synes de mere oplyste og højere staaende Mænd, navnlig hans egen Principal Kolbein Tumessøn, ganske godt at have gjennemskuet hans Svagheder, og for en stor Deel at have betragtet ham som et Redskab, hvorigjenem man med Held kunde virke paa Mængden. Af denne Grund var det og, at Kolbein valgte Gudmund til Biskop efter Brand. Han ventede, heder det, derved at komme til at raade lige saavel over Gejstligheden som over Lægfolket der nord i Landet. Da dette Valg skede, var Gudmund fraværende paa en af sine sædvanlige Jærteinsrejser, hvorved han ogsaa i længere Tid havde opholdt sig hos Kolbeins Stiffader, Sigurd Ormssøn paa Svinafell. Af en Samtale, som denne havde med Gudmund, maa man næsten slutte, at Kolbein og Sigurd allerede i længere Tid havde været enige om, ved Biskop Brands nær forestaaende Død at gjøre Gudmund til hans Eftermand, for i Fællesskab at drage Nytte af ham. Sigurd henkastede nemlig nogle Ytringer om at han ej kunde lade den Skjendsel sidde paa sig, som han havde lidt i sin sidste Trætte med Sæmund Jonssøn, og at han havde den største Lyst til at tage Hevn. Gudmund bad ham indstændigt ikke at tænke paa noget saadant. Sigurd sagde, at den eneste Betingelse, paa hvilken han vilde lade Hevntankerne fare, var, om Gudmund, naar denne, som han ganske vist forudsaa, forfremmedes til højere Værdighed, vilde love ham at skaffe ham et godt Tilhold nordpaa, saa at han kunde afstaa Svinafell og sine Besiddelser paa Østlandet til sin Brodersøn Jon Sigmundssøn. Gudmund lovede det. Dette skede, siges der, samme Dag, som Biskop Brand døde.[80]. Kort efter erfarede man Biskop Brands Død, og da Gudmund paa Tilbagerejsen langs Øens Østkyst opholdt sig hos Jon Sigmundssøn paa Valthjofsstad, sagde denne ham, at Heredsmændene i Skagafjorden havde berammet Valgmøde til den følgende Dag, og at han vilde blive valgt. Faa Dage efter mødte han Udsendinger fra Kolbein, der bragte ham Brev fra denne med Melding om Valgets Udfald. I Førstningen synes Gudmund virkelig at have haft en Følelse af, hvor lidet han var et saa ansvarsfuldt Kald voxen, thi han ytrede for sin Frænde Agmund Sneis[81], at han ansaa det for en vanskelig Sag at binde an med saa mange mægtige, ulydige og avindsyge Folk som dem, med hvem han vilde faa at bestille. Han forhørte sig ogsaa hos et Par anseede Gejstlige om hvor vidt de skulde være villige til at træde i hans Sted, men forgjæves, og da nu Venner og Frænder forenede sig om at smigre for ham og sætte Mod i ham, og navnlig hans Farbroder, den gamle Thorvard Thorgeirssøn, i Egenskab af Familiens Hoved formelig befalede ham at paatage sig Embedet, ja endog fortalte ham et Par Drømme, der skulde varsle om hans tilkommende Storhed, kunde han ikke længer holde Stand, men erklærede sig villig til at opfylde deres Begjæring[82]. Samme Aften viste Kolbein ham sin Underdanighed ved at varte ham op ved Bordet[83]. Men dette var, som man snart erfarede, kun for et Syns Skyld. Dagen efter ledsagede Kolbein ham til Biskopssædet Hole, og aldrig saa snart var Gudmund der modtagen med højtidelig Procession og anerkjendt som Herre, førend Kolbein, uden engang at spørge ham ad, tog hele Godset og Gaardens Huusholdning under sin Bestyrelse. Gudmund fik ikke engang Tilladelse til at have sine Brodersønner hos sig, og da en Hob Fattigfolk strømmede til, i den Tanke at de nu ret skulde faa gode Dage, og Gudmund ogsaa ganske rigtig vilde lade dem give to Maaltider om Dagen, viste Kolbein dem ind i et Gjestehuus og lod dem kun give eet Maaltid. Det var visselig nødvendigt, at Gudmund ikke fik uindskrænket Raadighed over Godset, da han ellers upaatvivleligt snart vilde have forødt det. Men Kolbein tilsidesatte altfor meget Sømmelighedens Former. Gudmund følte det, og gav sin Harme Luft i enkelte Hentydninger, uden at det dog blev anderledes. Kolbeins Bestyrelse var dog kun midlertidig. Da Vintren kom, skrev Gudmund til Sigurd Ormssøn, og tilbød ham, ifølge det tidligere Løfte, at komme til Hole, bosætte sig der, og overtage Godsets Bestyrelse i Forening med ham. Sigurd kom, men erklærede at han ej vilde flytte fra sin Ættegaard uden paa den Betingelse at han og hans Hustru Thurid fik Eneraadighed over Hole Gods, saaledes at Gudmund selv intet skulde have at sige derover. Gudmund vilde nødig indlade sig paa saa haarde Betingelser, men da Kolbein, der sandsynligviis allerede paa Forhaand havde aftalt den hele Sag med Sigurd, saavel som mange andre Mænd, forestillede ham, hvor godt Biskopsstolen var tjent med at have saa dygtige Folk til Bestyrere, som Sigurd og Thurid, lod han sig endelig overtale, og haandsalede, som det hed; Sigurd Bestyrelsen, saa at han selv i verdslig Henseende fremdeles blev lige saa umyndig, som under Kolbeins selvtagne Forstanderskab. Da dette var bragt i Orden, udfærdigede Gudmund et Brev til Biskop Paal, hvori han tilkjendegav ham sit Valg, og henstillede til ham at bekræfte eller forkaste det, i hvilket sidste Tilfælde han var rede til, strax at træde tilbage; han meldte ham derhos at han havde taget Sigurd Ormssøn til at bestyre Godset, siden man havde saa meget at udsætte paa hans egen Forvaltning. Dette Brev overbragte Sigurd i egen Person. Biskop Paal tog ikke strax nogen Bestemmelse, men skrev til sin Broder, Sæmund i Odde, og æskede hans Mening. Sæmund svarede, at uagtet det var vitterligt nok, at Gudmund i Striden mellem ham og Sigurd just ikke havde viist sig som hans Ven, vilde han dog, i Betragtning af hans store Anseelse for Dyd og reent Levnet, tilraade, at Paal bekræftede hans Valg. Skulde det siden befindes, at han ej var sin Post voxen, fik det blive Nordlændingernes egen Sag, der med saa stor Egensindighed dreve deres Valg igjennem[84]. Nu kaldte Biskoppen Thorvald Gissurssøn og hans Brødre tilligemed deres Svoger Sigurd Ormssøn til sig, bekjendtgjorde, at han bekræftede Gudmunds Valg, og lod dem, som det synes, give deres skriftlige Samtykke dertil[85]. Derefter medgav han Sigurd et Brev til Gudmund, hvori han meddeelte ham Bekræftelsen, og anmodede ham om at komme til ham, førend han tiltraadte sin Indvielsesrejse til Norge, da han havde flere nødvendige Erender til Erkebiskoppen, som han helst ønskede besørgede ved ham selv. Gudmund kom, modtog Brevene, og rejste Sommeren derefter fra Landet i Følge med Ravn Sveinbjørnssøn, som han udtrykkelig havde anmodet om at være med, paa Grund af de gode Bekjendtskaber og den Anseelse, han havde udenlands. Det var paa denne Rejse, hvor de, som det allerede ovenfor er omtalt[86], bleve af Modvind fordrevne til Syderøerne, og havde Ubehageligheder angaaende Landøre-Afgiften, som Kong Olaf fordrede. De landede omsider ved et Sted, kaldet Eid, paa Nordmøre, hvor de erfarede Kong Sverres Død, der endnu ved deres Afrejse, skjønt efter mere end 4 Maaneders Forløb, ikke var bleven bekjendt paa Island. Det var just paa samme Tid, som Kong Haakon Sverressøn var undervejs fra Viken. Gudmund opsøgte ham enten i Bergen[87] eller traf ham paa Rejsen nordefter, og blev særdeles venligt modtagen af ham. Siden fortsatte Gudmund og Ravn Rejsen til Nidaros, hvor de tilbragte Vintren, og hvor Gudmund, som der fortælles, paany undslog sig for at paatage sig Biskops-Embedet, saa at der maatte holdes mange Møder og Forhandlinger inden det omsider kom saa vidt, at Erkebiskop Erik kunde indvie ham, hvilket skede den 13de April 1203[88]. Længer ud paa Vaaren tiltraadte Gudmund Tilbagerejsen, fremdeles ledsaget af Ravn, som imidlertid havde været oppe paa Haalogaland, hvor han maa have haft Venner eller Frænder at besøge[89]. De landede paa Østkysten af Island, hvor de tilfældigviis traf Biskop Paal og den grønlandske Biskop Jon Sverresfostre, som just paa den Tid var kommen til Island for at drage videre til Norge og derfra til Rom. Gudmund begav sig umiddelbart til Hole, ligesom Ravn hjem til Eyre, efter at de havde udvexlet Gaver med hinanden[90]. Ved Ankomsten til Hole fandt Gudmund nu Sigurd og hans Hustru fuldt bosatte og raadende paa Gaarden. Efter Bestemmelsen havde de ganske og for stedse forladt Svinafell, hvor Jon Sigmundssøn, Sigmunds Brodersøn var flyttet ind. De lagde især deres Kjærlighed paa Thurids Dattersøn Tume, Sighvat Sturlassøns ældste Søn, og toge ham til sig for at opfostre ham; da siden efter Thorvald, Gudmund Dyres Søn, overlod Sigurd sine Fædrene-Godord, skjenkede Sigurd dem igjen til Emne, der saaledes endnu førend han havde naaet Ynglingsaarene var udseet til at optræde som en af Nordlandets fornemste Høvdinger[91].

Det varede ikke længe, førend Biskop Gudmund fandt Sigurds Formynderskab utaaleligt. Han søgte derfor allehaande Paaskud til at faa ham bortfjernet. Allerede om Vaaren 120–l foreslog han ham at tage sig af det forfaldne Tveraa Kloster. Da Sigurd havde megen Kjærlighed til dette Sted, hvor hans Fader Orm var død som Munk, begav han sig virkelig derhen, fik nye Bygninger opførte, og bragte det i det hele taget paa Fode; da dette var tilendebragt, overdrog Gudmund ham Madrevalle Kirke med tilhørende betydelige Kirkegods. Derved synes han selv virkelig at have faaet friere Hænder i Godsets Bestyrelse, og dette afværgede, som det lader, i de første Aar alvorligere Stridigheder mellem Biskoppen og Høvdingerne. I nogen Tid var det nu temmelig stille og roligt paa Øen, saa at den eneste Begivenhed, der fortjener nærmere Omtale, kun er den gamle, højt anseede Gissur Hallssøns Død 1206. Men dette Dødsfald var just paa denne Tid til stor Skade for Landet, da man saa højlig trængte til en Mand, som han, der deels ved den almindelige Agtelse, han nød, deels ved det patriarchalske Forhold, hvori han stod til saa mange Høvdinger, der enten vare hans Sønner, Svigersønner eller Frænder, kunde udøve en Indflydelse som ingen anden, til at holde Fred og Rolighed vedlige. Strax efter begyndte ogsaa virkelig større Uro og Voldsomhed at vise sig i Landet; navnlig see vi Gissurs Søn Thorvald nu med større Heftighed end hidtil at kaste sig ind i de politiske Konflikter, og til samme Tid begyndte Biskop Gudmund at gjøre Kvalm, idet han med en Voldsomhed, der røbede fuldkommen Mangel paa Forstand til at rette sig efter Tid og Forhold, begyndte at sætte de nye Principer om Kirkens Frihed og de Gejstliges Uafhængighed af verdslig Magt og verdslige Domstole igjennem. Naar Kolbein, Sigurd eller andre Høvdinger sagsøgte Gejstlige i Pengesager, ja endog for virkelige Lovovertrædelser, protesterede Biskoppen mod deres Kompetence dertil, paaskydende „Guds Lov“, hvorefter Gejstlige kun havde at svare for gejstlig Domstol[92]. Men denne „GudsLov“, aller først paabuden paa Island ved Erkebiskop Eysteins ovenfor anførte Skrivelse, var endnu ikke vedtagen paa Island, og de verdslige Høvdinger vare derfor i deres gode Ret, ja handlede endog efter Pligt, naar de til Ordens Overholdelse i deres Jurisdiktion anstillede Søgsmaal mod Lovovertrædere, uden Hensyn til, om de vare gejstlige eller verdslige. Allerede tvende Gange havde Biskoppen sat Kolbein i Ban, fordi han ikke endsede hans Indsigelser, men vilde have fremmet, hvad han ansaa for Ret, og kun ved fælles Venners Mellemkomst lykkedes det at faa mæglet et Slags Forlig, hvorved Erkebiskoppens Dom i Sagen forbeholdtes. Men imidlertid chikanerede Biskoppen uafladeligt Kolbeins Thingmænd, der klagede over at de aldrig kunde være i Fred. Da Biskoppen ikke længe efter tog en udsvævende Akoluth, som havde vanæret en Kvinde, i Beskyttelse mod Kolbein, der efter hendes Brødres Anmodning vilde hænde Dom over Forbryderen, tabte Kolbein Taalmodigheden; erklærende, at det ej nyttede at indgaa noget Forlig med Biskoppen, som brød enhver Overeenskomst, lod han Klerken dømme efter Loven, og holdt i Forening med Sigurd Ormssøn 14 Dage derefter den lovbestemte Exekutions- eller Ferans-Dom. Følgen var, at Biskoppen tredie Gang satte Kolbein i Ban, og med ham tillige Sigurd Ormssøn. Til Gjengjeld sagsøgte de sex af Biskoppens Mænd – ham selv vilde de endnu skaane – fordi de havde søgt at unddrage Klerken den lovlige Straf. Og da de vare komne tilbage fra Althinget, hvor ingen havde kæret sig det mindste om Bansættelsen, men holdt Samkvem med dem, som ellers[93], og hvor Fredløshedsdom blev afsagt over de sagsøgte, samlede Kolbein Folk over alle Hereder for paa selve Bispegaarden at exekvere Dommen. Hvis dette lykkedes Kolbein i Biskoppens egen Nærværelse, var det en stor Ydmygelse for denne, og da han ikke havde Folk nok om sig til at gjøre Kolbein Modstand, raadede hans Venner ham til ikke at oppebie ham. Modstræbende fulgte han deres Raad, og begav sig bort, som det hed, paa en Visitatsrejse til de østligere Egne, hvor hans Frænde Agmund Thorvardssøn havde Godord. Men han medtog alle de domfældte, og tilstedede dem at ledsage ham i Kirke og andensteds, som om de vare aldeles uskyldige. Til Gjengjeld gik Kolbein, saavel som alle andre af Biskoppen bansatte Mænd i Kirke og til Gudstjeneste; Presterne selv lagde dem ingen Hindringer i Vejen, og bleve til Straf selv satte i Ban, lige saavel som alle de, der understøttede Kolbein og Sigurd, eller holdt mindste Samkvem med dem. Hvilken Forvirring derved opstod, er let at skjønne. En vanskelig Stilling havde i Særdeleshed Biskop Paal, der ønskede at overholde Fred, Orden og Lovlighed; thi det faldt af sig selv, at Gudmund gjorde sikker Regning paa hans Medvirkning, saameget mere som Erkebiskoppen udtrykkeligt havde tilskrevet ham derom. Men herpaa vilde den forstandige Paal aldeles ikke indlade sig, ja da Gudmund havde taget sig den Frihed at exkommunicere flere Mænd, der ikke engang hørte til hans, men til Paals Biskopsdømme, ophævede denne uden videre Bansættelsen, og nøjedes med, for et Syns Skyld at paalægge dem, en ubetydelig Skrift. Dette hans Maadehold tog naturligviis Gudmund ham meget ilde op, og betragtede det næsten som et Forræderi[94]. Ud paa Sommeren kom Gudmund tilbage, forsterket med en heel Deel Venner og Frænder, og fremdeles ledsaget af de fredløse, der ikke vovede at skilles fra ham, af Frygt for Kolbein. Den broget sammensatte Hob tillod sig alskens Uordener, og da man kom forbi Madrevalle, brød Biskoppen selv, i Spidsen for Flokken, ind paa Gaarden og i Kirken, og bortførte i Sigurds og hans Stifsøn Arnors egen Nærværelse et Relikvie-skrin saavel som nogle Bøger, under Paaskud at det ej var passende at slige Sager vare under bansatte Mænds Varetægt. Sigurd lod strax Kolbein melde hvad der var skeet, og med Klage over at Biskoppen nu selv øvede Ran og Herverk, samlede baade Sigurd, Arnor, Kolbein og Hall Kleppjarnssøn (Svigersøn af Gudmund Dyre og en af de mægtigste Høvdinger i Eyjafjorden), Folk for at hjemsøge Biskoppen og tvinge ham til at lyde Landets Lov, hvorhos Kolbein sendte Bud lige over til Sønderlandet, for at opfordre sin Morbroder, Thorvald Gissurssøn, til at deeltage i Expeditionen. Kolbein, der boede nærmest ved Hole, ankom allerede Dagen efter at Biskoppen selv var kommen hjem, og omringede Gaarden med flere end 400 Mand. Agmund og flere af Biskoppens Mænd søgte at mægle Forlig, men forgjæves, thi Kolbein fordrede ubetinget, at Biskoppen skulde udlevere de fredløse, og derved vægrede Biskoppen sig haardnakket. Da Aftenen kom, besluttede Biskoppen, efter Agmunds Raad, at ride bort med hele sit Følge uden noget foregaaende Forlig, og lade det komme an paa, hvor vidt Kolbein vovede at angribe ham eller ej. Medens der ringedes til Aftensang[95], red Biskoppen af Gaarde med en Skare af ikke færre end 360 Mennesker, blandt hvilke der, foruden endeel kjekke og raske Lægmænd, vare 3 Abbeder, 2 Munke, 40 Prester, en Mængde Klerke, samt endelig ogsaa endeel Tiggere, Landstrygere og Betlersker: en heel underlig Sammensætning. Kolbein havde maaskee, da det kom til Stykket, ladet Biskoppen ride uhindret bort, men en af hans Følge, merkeligt nok en Prest, raabte: „se, der rider Biskoppen afsted baade med din og sin egen Hæder!“ Ved disse Ord bød Kolbein sine Folk stige til Hest, og sætte efter Biskoppen, for at det ej skulde lykkes denne at skaffe de fredløse bort. Kolbein indhentede Biskoppen paa et Sted, kaldet Videnes, og spærrede ham Vejen. Strax begyndte der en hidsig Kamp, hvori dog Biskoppen selv, Abbederne og nogle Prester ikke deeltoge, ja Biskoppen forbød endog udtrykkeligt sine Mænd at drage Sverdet, men det hjalp ikke; hans Mænd kæmpede med overordentlig Tapperhed, og just som Kampen var paa det heftigste, blev Kolbein truffen i Panden af en Steen, saa at han styrtede til Jorden og strax efter opgav Aanden[96]. Dette gjorde Ende paa Kampen, som saaledes fik et langt andet Udfald end man havde ventet, thi Biskoppen blev Sejrherre, og Kolbeins Mænd flygtede forskrækkede bort, paa nogle faa nær, der kastede Vaabnene fra sig og bade om Naade. (8de Sept. 1208). Ej længe efter kom Sigurd og Arnor med deres Flok, men da de erfarede, hvorledes det var gaaet Kolbein, trak de sig tilbage, og begave sig siden i al Stilhed over Fjeldene til Sønderlandet, .hvor de tilbragte Vintren. Thorvald Gissurssøn, der virkelig havde fulgt Kolbeins Opfordring, og allerede var kommen et Stykke op paa Fjeldet med sin Flok, vendte ved Efterretningen om Kolbeins Fald om igjen. Hall Kleppjarnssøn sluttede særskilt Forlig med Biskoppen og underkastede sig hans Dom. Saaledes spillede Biskoppen nu ganske Mester paa Nordlandet. Han paalagde enhver af de Bønder, der havde deeltaget i Toget mod ham, store Bøder, som tre, fem eller ti Hundreder, ja af een fordrede han endog tyve; og til at inddrive disse Bøder udsendte han store bevæbnede Flokke, der droge omkring paa Gaardene og toge med Magt, hvad der ej ydedes med det Gode; i Følelsen af deres Overmagt, og forbitrede over Bøndernes Klager, gik de endog haardere frem end Biskoppen havde befalet dem, og tillode sig alskens Voldsomheder, saa at de endog paa et Sted brændte en Gaard op og paa andre Steder saarede flere, til hvem de havde et ondt Øje. Arnors og Sigurds Ejendomme bleve, som man let kan forstaa, ved denne Lejlighed slemt medhandlede[97]. Og med alt dette bleve Bønderne ikke engang løste af deres Ban, thi Biskoppen tog Anledning af hvad han kaldte deres Gjenstridighed til at erklære, at Bansættelsen fremdeles skulde vedblive. Mange saa sig derved endog nødsagede til at flygte fra Egnen, og ty vester til Breidafjorden forat søge Hjelp hos Sighvat Sturlassøn. Større Forargelse kan man neppe tænke sig, end at Biskoppen, hvis fornemste Pligt det var at foregaa med Exempel paa Fredsommelighed og Forsonlighed, tvert imod skulde fare frem med en hidtil uhørt Vold og Lovløshed, og staa i Spidsen for, hvad der i Ordets egentlige Forstand kunde kaldes en Røverbande. Dette kunde ikke taales, og flere Høvdinger vilde allerede strax med væbnet Haand gjøre Ende paa dette Uvæsen, da Biskop Paal lagde sig imellem, og bad dem endnu at vente lidt, indtil den første Forbitrelse nogenledes havde lagt sig; han haabede at Gudmund imidlertid selv vilde indsee sin Vildfarelse, og fatte et mere forsonligt Sind. Han sendte tillige sin Kapellan til ham, for at stemme ham til Maadehold og Forsonlighed, og tilbød ham al den Hjelp, han kunde yde. Men alt var forgjæves. Gudmund saa i hans velmeente Raad kun et utilbørligt Medhold med dem, han betragtede som Kirkens Fiender, og afviste ethvert Mæglingsforsøg. Under saadanne Omstændigheder var der intet mere for Biskop Paal at gjøre, og det stod nu kun tilbage, med Vaabenmagt at gjøre Ende paa den alt for længe vedvarende Uorden. Det gjaldt imidlertid ej alene at tilvejebringe Orden og Rolighed, men og at tage Hevn for Kolbein Tumessøns Drab, og det faldt sig derfor naturligt, at Sighvat Sturlassøn og Thorvald Gissurssøn, hans nærmeste Besvogrede, satte sig i Spidsen for Foretagendet, idet de lode Brev udgaa til Landets øvrige Høvdinger om at gjøre fælles Sag med dem. De fleste adløde Opfordringen, og der dannede sig et stort Forbund tinder Anførsel af Arnor, Kolbeins Broder, Svogeren Sighvat Sturlassøn, Jon Sigmundssøn, Thorvald fra Vatnsfjorden, Thorvald Gissurssøn, og, hvad der især er merkeligt, endog Magnus Gissurssøn, der selv var gejstlig, havde været Kandidat til Biskopsstolen i Hole, for faa Aar siden havde gjort en Rejse til Rom, ligesom han ikke mange Aar derefter fulgte Paal Jonssøn som Biskop i Skaalholt. Snorre Sturlassøn sluttede sig ligeledes til Forbundet, men, som det synes, kun for et Syns Skind, og egentlig mest for at see til at Biskoppen ej led alt for megen Overlast. Sighvat Sturlassøn anmodede ogsaa sin Broder Thord om at være med, men da Thord sagde, at han i saa Fald kun vilde komme selv femte, forlod Sighvat ham i Vrede, og det blev aldrig siden godt imellem dem. Ogsaa Ravn Sveinbjørnssøn vægrede sig ved at være med, hvilket Sighvat heller ikke glemte ham[98]. Da Høvdingerne den følgende Vaar (1209) strax efter Paaske samledes i Nærheden af Hole, havde de i Alt 840 Mand, og mod dem havde Biskoppen kun faa andre end sine egentlige Gaardsfolk at stille, „da de fleste forlode ham og neppe en eneste vilde komme ham til Hjelp.“ Agmund Sneis havde vel i Sinde at komme ham til Undsætning, men hindredes derfra ved en til hans Gaard udsendt Flok. Efter Thord Bødvardssøns listige Raad raabte man Krigsraab allerede om Aftenen, Uagtet man ej agtede at begynde Angrebet førend om Morgenen: derved bleve mange af Biskoppens Folk saa forskrækkede, at de deels forstak m, deels flygtede bort, deels endog gik over til hans Fiender. Da Morgenen kom, og man saa, hvor tyndt Forsvarernes Antal var blevet, tyede de af dem, der forud kunde være visse paa, at Fienden ej vilde skjenke dem Livet, ind i Kirken. De faa, der vare tilbage, satte sig dog kjekt til Modværge, men bleve, da der paa hver Side var faldet sex Mand, aldeles overmandede. Angriberne brøde Døren op, besatte Husene og gjennemsøgte dem nøje, idet de lode Biskoppen vide, at hvis han vilde løse dem af Bannet, skulde flere af dem, der havde søgt Tilflugt i Kirken, faa beholde Livet, og han selv kunne drage uhindret bort, dog uden nogensinde at maatte komme tilbage igjen; men i modsat Fald vilde de jage ham bort med Spot og Spe, og uden Barmhjertighed dræbe alle dem, der vare i Kirken. Biskoppen erklærede først, at han ikke vilde indlade sig paa nogen Betingelse, men efter sine Mænds indstændige Anmodning bekvemmede han sig dog, som det heder, til at synge et Miserere, for derved at stemme Fienderne til noget større Skaansel, skjønt han udtrykkeligt erklærede, at de ikke derved løstes fra Bannet. Derpaa modtog han Snorre Sturlassøns Tilbud om, indtil videre at tage sit Ophold hos ham, og drog endnu samme Dag afsted med ham. Da Biskoppen var borte, truede Arnor og hans Medforbundne den i Kirken indesluttede Skare til at komme ud, og tre af de verste Forbrydere bleve strax henrettede[99]. De øvrige beholdt vel Livet, men de maatte forføje sig bort, og saaledes, heder det i Paal Biskops Saga, bortryddedes alt dette Skarns Pak, som der var, Fredløse, Ransmænd og Røvere, og denne Røverrede blev fuldstændigt tilintetgjort, faa at man fra den Tid af kunde aande frit[100]“. Arnor og Sigurd toge indtil videre Biskopsgodset ganske tinder deres Bestyrelse, opsloge deres Bopæl paa Hole, og satte Folk til at indkræve Tienden. Da Biskop Paal hørte, hvad der var skeet, indbød han strax sin Kollega til sig, men Gudmund, ærgerlig over at han ej havde holdt med ham i alle hans Urimeligheder, modtog ikke Indbydelsen. I afmægtig Harme sendte han ham Brev til Hole, og fordrede at Kirken skulde tillukkes, saasom den var besmittet ved Manddrabet og de bansatte Mænds Begravelse; men Arnor og Sigurd vilde intet høre derom, og tvang Presterne til at holde fuld Gudstjeneste. Gudmund forblev den hele Vinter hos Snorre, men begav sig om Vaaren (1210) til Rutafjorden paa Nordlandet, for derfra til Søs at snige sig tilbage til Hole. Dette mislykkedes dog, da Arnor Tumessøn lod besætte alle de Havne, hvor han paa nogen Maade kunde lande, med Bevæbnede, saa at han maatte vende om igjen, og tog sit andet Vinterophold paa en Gaard i Steingrimsfjorden[101]. Han havde tillige den Ærgrelse at høre, at Presterne i hele Biskopsdømmet holdt Messe som før, uden at bryde sig om hans Forbud. Han satte dem naturligviis alle i Ban; men de raadførte sig med den for sin gejstlige Lærdom og sit velvillige Sindelag, ej mindre end for sin literære Virksomhed anseede Gunnlaug Munk i Thingeyre Kloster, og denne gav dem det Raad, slet ikke at lade sig anfegte af Bansættelsen, men vedblive med alle gejstlige Forretninger. Et saadant Raad fra en Mand som Gunnlaug, der dog, hvad man og af hans Skrifter kan see, omfattede Kirken og dens Interesser med den mest brændende Iver og den dybeste Ærefrygt, og som desuden selv for faa Aar siden paa en saa iøjnefaldende Maade havde givet sin Beundring for Gudmund tilkjende[102], vidner mere end alt andet om, hvor overvættes store Gudmunds Misgreb maa have været. Vaaren efter (1211) havde Biskoppen og Arnor en Sammenkomst, hvor denne tilbød ham et i alle Dele hæderligt Forlig, saa at han endog, om han ønskede det, kunde vende tilbage til sin Biskopsstol og overtage hele Bestyrelsen af de gejstlige Anliggender, medens alene det Økonomiske, som han havde viist sig saa udygtig til at forestaa, skulde være hans Raadighed unddraget. Men herom vilde den egensindige Gudmund intet høre. Kort efter begav han sig aldeles uventet til Hall Kleppjarnssøn, med hvem han, som anført, tidligere havde sluttet Forlig, og fik ham nu overtalt til at samle Folk, for med væbnet Haand at gjenindsætte ham i hans Sæde. Arnor samlede ligeledes Folk, og mødte dem; det kom imidlertid ikke til nogen Kamp, da Hall og Biskoppen trak sig tilbage, for at undgaa Blodsudgydelse. Dog blev der heller ikke sluttet noget Forlig, og Biskoppen tilbragte Sommeren med at rejse om paa andre Steder i Stiftet, idet han erklærede alle Kirker besmittede, faa længe Hovedkirken ej var renset, og alene holdt Messe i Telte.[103]

Saaledes stode Sagerne, da der henimod Høsten (1211) indløb et Advarsels- og Formanings-Brev fra Erkebiskop Thore til Arnor Tumessøn, Sigurd Ormssøn, Thorvald Gissurssøn, Jon Sigmundssøn, Hall Kleppjarnssøn,[104] Sighvat Sturlassøn og Snorre. Sturlassøn. „Det var,“ ytrede Erkebiskoppen, „med stor Smerte at han havde modtaget Efterretningen om en saa uhørt Begivenhed, som den, at ulærde Mænd havde understaaet sig til at fordømme deres Biskop, over hvilken ingen havde Ret til at dømme uden Paven eller Erkebiskoppen i Pavens Navn; at de havde afsat ham fra sit Biskopsdømme, og dræbt flere af hans Folk, hvoriblandt endog enkelte Prester. For en saadan Synd kunde alene Paven selv give Absolution. Da nu Misligheder, som denne, umuligt lade sig rette paa eller hemme ved blotte Budsendinger eller Breve, idet den ene altid skylder paa den anden, saa at man aldrig kommer efter Sandheden, var der ikke andet for, end at saavel Biskoppen som de oven nævnte Mænd personligt indfandt sig hos Erkebiskoppen, og han befalede dem derfor med sømmelig Lydighed, Gud til Tak, den hellige Christendom til Frelse, deres Synder til Forladelse, og alle Landets Indbyggere til Gavn, endnu samme Sommer at komme over til Norge“. Han paalagde derhos Arnor særskilt at udrede til Biskoppen saa meget af Biskopsstolens Gods, som han sømmeligen behøvede til Rejsen, ligesom han og paa det strengeligste forbød ham at gjøre ham nogen Tort enten paa Rejsen fra Landet eller tilbage[105]. Et saa alvorligt Brev som dette vovede Høvdingerne, hvor overmodige de end ellers kunde være, ikke at affærdige med Ligegyldighed. Det havde for det første den Virkning at Arnor tillod Gudmund at vende tilbage til Hole, og lod ham sidde i Fred den Vinter. Og da Vaaren kom, gjorde saavel Arnor, som Thorvald Gissurssøn sig rejsefærdige til Norge.

Det maatte under disse Omstændigheder ansees som en stor Ulykke for Landet, at den fredelskende, højt anseede Biskop Paal, om Høsten 1211 faldt i en haard Sygdom, hvoraf han bortrykkedes efter et Par Maaneders Sygeleje, den 29de November, endnu kun 56 Aar gammel[106]. Skaalholts Biskopsstol stod nu i flere Aar saa godt som ubesat, thi Telt Bersessøn, en Dattersøn af Gissur Hallssøn, der valgtes til hans Eftermand, døde 1214 i Norge, efter at han Aaret forud var dragen derhen for at modtage Indvielsen, og i det Aar, han som udvalgt Biskop tilbragte paa Island, synes han ikke at have nydt nogen synderlig Anseelse eller at have optraadt med nogen biskoppelig Myndighed; endog Biskopsstolen og dens Gods bestyredes efter Biskop Paals Foranstaltning af hans Farbrødre, Thorvald og Magnus Gissurssønner, hvilke vel ogsaa vare de egentlige Ophavsmænd til hans Valg. Man skulde næsten tro, at de mindre velsindede blandt Høvdingerne kun havde ventet paa Paals Død for at give deres slette Lidenskaber Tøjlen. Sighvat Sturlassøn, der var bleven enig med sine Svogre Arnor og Sigurd om, at det vilde være belejligst og fordeelagtigst for dem alle tre, om han kunde flytte til Eyjafjorden og overtage de Godord, Sigurd havde skjenket hans Søn Tante, men som paa den anden Side nødig vilde opslaa sin Bolig i en Egn, hvor han ikke strax blev den første Mand, brugte de skjendigste Kneb forat opnaa dette Maal. Der havde i lang Tid hersket et dødeligt Fiendskab mellem den forhen omtalte Høvding Hall Kleppjarnssøn og hans Medbejler Kalv Guthormssøn, der næst ham var den mest anseede Bonde i Eyjafjorden. Sighvat laante villigt Øre til Kalvs Beklagelser over Hall, og tilsagde ham sin Bistand, i hvad han faa end maatte foretage sig: dette kunde vanskeligt tages anderledes end som en Opfordring til at dræbe Hall, uagtet den listige Sighvat ej tydeligt havde udtalt Ordet. I Forventning om Sighvats Hjelp overfaldt derfor Kalv Hall og tog ham af Dage 1212. Men i Stedet for at understøtte Kalv, overlod Sighvat ham til sin Skjebne, og da han var bleven nødt til at udrede en stor Bod og forlade Heredet paa tre Aar, var Sighvat strax rede til at kjøbe hans Gaard Grund, bosætte sig der, og tilrive sig Magten i Eyjafjorden, hvis tvende mægtigste Høvdinger han saaledes paa nemmeste Maade havde faaet ryddet til Side[107]. Endnu skjendigere, om muligt, opførte Thorvald Snorressøn i Vatnsfjorden sig paa samme Tid mod sin Velgjører, den ædle Ravn Sveinbjørnssøn. Misundelig over hans store Anseelse, søgte han enhver Anledning til at skade ham, væltede sig ind paa hans Thingmænd, og gjorde omsider idelige Forsøg paa at overfalde ham i hans Hjem. Et Par Gange mislykkedes dette, da Ravn hver Gang i Tide havde faaet Nys om hans Komme, og samlet saa mange Folk til sit Forsvar, at han ej alene kunde trodse ethvert Angreb, men endog let kunde have taget Thorvald af Dage, hvis han ej havde været ædelmodig nok til at lade ham drage uhindret bort. Denne Ædelmodighed var dog aldeles spildt paa Thorvald, der fremdeles vedblev at efterstræbe Ravn. En Uvejrsnat i Marts Maaned 1213 lykkedes det ham endelig at komme ganske ubemerket med en stor Folkestyrke til Eyre, hvor man ikke drømte om nogen Fare; han lod strax sætte Ild paa Gaarden, og uagtet han paa Ravns Bøn lovede alle, der nedlagde Vaabnene, fri Udgang, lod han dog Ravn halshugge og to af hans Mænd fodhugge, hvorhos han ranede alt hvad der fandtes af rørligt Gods, Vaaben og Klæder m. m. paa Gaarden, ja endog et Fartøj, der tilhørte Kirken. Ikke nok hermed, kom han nogle Uger senere tilbage, og plyndrede mange af Navns forrige Thingmænd. Man skulde tro at han var bleven betagen af et uforklarligt Raseri mod sin forrige Velgjørers hele Familie. Senere tilbød han vel Forlig, men mere, som det synes, for at undgaa de farlige Følger af sin Ugjerning, end af nogen Anger derover. Thord Sturlassøn afsagde efter begge Parters Overeenskomst en Dom, der lød saaledes, at han, foruden at udrede en betydelig Pengebod, skulde forlade Landet paa fem Aar, – hvilken Tid dog forkortedes til tre Aar, hvis det lykkedes ham at faa Absolution af Paven –, og at han efter Hjemkomsten stedse skulde være fredløs i det hele Strøg mellem Vatnsfjord og Breidafjorden, skjønt han beholdt sit Godord og Høvdingedømme, undtagen over dem af sine hidtilværende Thingmænd, der boede i nys nævnte Strøg. Fremdeles skulde Ranene erstattes og særskilt Bøder udredes for de Mishandlede eller Lemlæstede. Thorvald efterlevede Dommen i det hele taget upaaklageligt, gik lige til Rom, fik sandsynligviis Absolution af Paven, og kom derfor tilbage efter tre Aars Forløb[108]. Han holdt sig i nogen Tid stille, men det varede ikke længe, førend han optraadte med endnu større Overmod og Voldsomhed end forhen, indtil Ravns Sønner endelig gave ham hans fortjente Løn, som det i det Følgende skal berettes.

Imidlertid havde saavel Arnor Tumessøn, som Thorvald Gissurssøn og Biskop Gudmund ifølge Erkebiskoppens Indkaldelse begivet sig til Norge. Jon Sigmundssøn var død, Hall dræbt, og Sighvat kunde ikke vel forlade Landet samtidigt med Arnor. Thorvald rejste med den udvalgte Biskop Telt, og Arnor alene 1213; Gudmund, som paa samme Tid gjorde sig rejsefærdig, blev to Gange dreven tilbage af Storm, maatte sidste Gang lade sig bære syg fra Skibet, og kom ikke afsted førend det følgende Aar[109]. Men ved hans Ankomst til Norge var Erkebiskop Thore enten allerede død (8de Aug. 1214) eller han døde strax efter, saa at Gudmund neppe engang fik ham i Tale[110]. Under disse Omstændigheder kunde den Sag, hvorfor han og de verdslige Høvdinger vare indstevnte, ikke for det første komme til Afgjørelse, og saavel Arnor som Thorvald vendte derfor strax tilbage igjen til Island[111], medens derimod Gudmund blev tilbage i Norge i flere Aar, og tilbragte den første Vinter i Viken, for det meste hos Biskop Nikolas. Snorre Sturlassøn havde ogsaa tænkt paa at rejse til Norge, da han, foruden at være indstevnt af Erkebiskoppen, ogsaa var formelig indbuden af Haakon Jarl, til hvis Ære han havde digtet et Kvæde, og som til Gjengjeld ej alene sendte ham Sverd, Skjold og Brynje til Foræring, men derhos skriftlig bad ham besøge sig og lovede at vise ham stor Hæder, idet han tillige anmodede ham om ogsaa at digte et Kvæde til hans Hustru, Fru Christinas Ære. Snorre var allerede færdig – sandsynligviis skulde han drage i Følge med Biskop Gudmund, og vilde vel selv overrække Fruen Digtet eller kvæde det for hende – da Efterretningen indløb om Haakon Jarls Død. Dette bestemte ham til at udsætte sin Rejse indtil videre, men han sendte dog Digtet (kaldet Andvaka), der synes at have behaget Fru Christina særdeles meget, saa at hun fra den Tid af var Snorre overmaade vel bevaagen[112]. Det følgende Aar (1215) blev Snorre valgt til Lovsigemand[113], saa at han ej engang, om han havde villet, da kunde forlade Landet. Man bebrejdede ham imidlertid, at han viste liden Iver eller Raskhed i at forlige nogle heftige Stridigheder, mellem Videdølerne og Midfjordingerne, af hvilke de fleste vare hans Thingmænd (for Aavellinge-Godordet), men til hvis Slagsmaal han var saa godt som en uvirksom Tilskuer[114]. Siden kom han endog i Strid paa Althinget om en temmelig ubetydelig Sag med Presten Magnus Gudmundssøn kaldet den gode, en Systersøn af Sæmund Jonssøn[115]. Denne, saavel som alle hans Frænder, hjalp Magnus, medens Snorre understøttedes af sine Brødre, og hele Thingalmuen tog Parti, enten med den ene eller med den anden, saa at det nær var kommet til almindelig Kamp, hvis ej Thorvald Gissurssøn havde faaet mæglet Forlig. Men Snorre var utilfreds med dette, tog siden Anledning af en Arve-Sag til at paaføre Magnus Søgsmaal, fik ham dømt fredløs, og indfandt sig paa det følgende Althing med 840 bevæbnede[116] Mænd, foruden sine Brødre og deres Skarer. Da faa det meget farligt ud, og hele Thinget befandt sig i heftig Gjæring, da Forlig endelig gjenoprettedes ved Magnus Gissurssøn, der nys forud var kommen tilbage fra Norge, efter at være bleven indviet af Erkebiskop Guthorm til Biskop i Teits Sted.[117]. Magnus havde, som det allerede ovenfor er nævnt, siden Biskop Paals Død forestaaet Biskopsstolens Bestyrelse i Forening med sin Broder Gissur og han var saaledes paa en Maade selvskreven til at vælges. Selv højbyrdig og nøje forbunden med Øens bedste Familier, ligesom Biskop Paal, fulgte han saa ganske dennes Exempel, idet han saa vidt muligt holdt sig udenfor alle Partierne, og anvendte al den store baade verdslige og gejstlige Indflydelse, han besad, til at bilægge Tvistigheder og overholde Fred og Enighed i Landet. Derved sørgede han langt anderledes, saavel for Landets Vel, som for Kirkens og sin egen Hæder, end om han havde efterlignet den fremfusende, forfængelige Gudmund og havde sat Alt paa Spidsen for at drive utidige og uforberedte Reformer igjennem. Han var tillige alt for meget Aristokrat og hævet over Hobens Gunst, til at han skulde kunne finde Behag i en saadan Virksomhed og saadanne Omgivelser, som dem, hvorpaa Gudmund satte Priis. Men han var ogsaa den sidste Biskop, Island havde af dette Slags. Det var ikke uden Betydning, at han tillige var den sidste islandske Biskop, der havde indgaaet Egteskab[118]. Gudmund stræbte alt for ivrigt efter Hellighed, og var for nidkjær i at opretholde alle Pavebud, til at kunne tillade sig noget i hans Øjne saa vanhelligt og stridende mod den gejstlige Lov som at gifte sig. Men vist er det, at om han havde været gift, da havde han aldrig kunnet begaa saa mange Misgreb som dem, hvilke han nu i sin eenslige, fra alle borgerlige Forhold adskilte Stilling saa hyppigt tillod sig[119]. Gudmunds og Magnus’s nærmeste Eftermænd vare ej alene ugifte, men, som vi ville see, Ikke-Islændinger, hvis Interesser derfor vare aldeles fjernede fra Landets egne, og som saaledes vel, hvad der ved første Øjekast kunde ansees heldigt, stode ganske udenfor Partierne, men som derved tillige kunde virke desto villigere og hensynsløsere naar det gjaldt at undergrave Landets Selvstændighed.

Thi den Tid var nu omsider for Haanden, da Norges Herskere virkelig kastede deres Øjne paa Island, og alvorligt tænkte paa at underlægge sig Landet, neppe uden Tilskyndelse fra flere af Øens egne Høvdinger, af hvilke nogle vistnok meente det ærligt, og kun tænkte paa at standse Vold og forebygge Anarchi, andre derimod lige saa vist lededes af Ærgjerrighed og Egennytte, idet de nærmest haabede ved fremmed Hjelp at svinge sig op over sine Ligemænd. Paaskud til at blande sig ind i Landets Anliggender eller endog at hjemsøge det med Vaabenmagt vilde vel ikke til nogen Tid have været saa vanskeligt at finde for hvilken som helst norsk Konge, der havde faaet Lyst til at underlægge det sit Herredømme. Men, merkeligt nok, just nu forefaldt der Begivenheder, som mere end andre vare skikkede til at fremkalde denne Lyst, og virkelig dannede det første Led til den Kjede af Tildragelser, der endte med at bringe Øen under Norges Herredømme. Samme Aar, Snorre Sturlassøn og Oddeverjerne havde deres sidste Strid paa Thinget, drog Paal, en Søn af Sæmund Jonssøn[120], over til Norge. Han maa sandsynligviis have opført sig meget overmodigt og pukket saavel paa sin Faders store Magt, som paa sin Herkomst fra Kong Magnus Barfod[121], thi Bergensmændene gjorde sig lystige over ham, og spurgte ham haanligt, om han var kommen for at blive Konge eller Jarl over Norge; nogle ytrede endog at det var farligt at lade ham opholde sig i Landet: han kunde maaskee sætte sig i Spidsen for en eller anden Oprørsflok, som saa mange nu havde gjort. Herover blev den heftige unge Mand saa fornærmet, at han over Hals og Hoved forlod Bergen, for at drage til Kong Inge, uagtet det var Vintertid, og intet andet Fartøj var at faa end en Byrding. Udenfor Stad blæste der op en Storm, i hvilken baade det Skib, hvorpaa han befandt sig, og sex andre Byrdinger forliste, uden at enten han eller nogen af Besætningen blev reddet. Da Efterretningen herom kom til Island (1217), blev hans Fader Sæmund Jonssøn frygtelig opbragt paa Bergensmændene, hvis Spottegloser han tilskrev Sønnens utidige Rejse og paafølgende Død. Og da der just laa nogle bergenske Handelsfartøjer ude ved Ørebakke, drog han derhen med 600 Mand, og fordrede at Kjøbmændene, der vare ombord paa dem, skulde give ham en Bod, saa stor som han selv bestemte. Forgjæves søgte hans veltænkende Broder Orm og mange andre at tale ham til Rette, og bringe ham til at afstaa fra denne urimelige og uretfærdige Fordring. Det hjalp ikke; Kjøbmændene maatte udrede den uhyre Bod af 360 Hundreder (7200 Ører eller 900 Merker Sølv)[122]. I denne Bod maatte ligeledes tvende Kjøbmænd deeltage, der netop paa samme Tid ankom til Vestmannaøerne med en stor Knarr, og til Hevn dræbte de Vaaren efter paa en lumsk .Maade Orm Jonssøn og hans Søn, uagtet han ej alene, som nys omtalt, havde søgt at formilde Sæmund, men ogsaa om Vintren havde haft een af dem hos sig som Gjest (1218). De bragte selv Efterretningen om deres Udaad til Norge. Nu var der omtrent lige stor Brøde paa begge Sider, men desto større var ogsaa den gjensidige Forbitrelse. I Norge klagede man over Sæmunds Voldsfærd mod Kjøbmændene: paa Island fordrede man Hevn for den uskyldige, højt agtede Orms Drab[123]. Aaret i Forvejen havde, som vi vide, Haakon Haakonssøn faaet Kongenavn, og Skule Jarl overtaget Regjeringen som hans Formynder. Skule tog strax med største Heftighed sine Landsmænds Parti, og tænkte, som det allerede tidligere er berørt, i sin første Iver paa intet mindre end at gjøre et Krigstog til Island. Sandsynligviis har den ærgjerrige, herskesyge Fyrste allerede da med Glæde dvælet ved Tanken om at lægge Island under Norges Krone, et Verk, hvorved ogsaa hans egen Anseelse vilde vinde overordentligt, og som vilde tynge betydeligt i Vegtskaalen, naar han atter gjorde Fordring paa Tronen for sig selv. Det er heller ikke usandsynligt, at han kan have været opmuntret til et saadant Foretagende af den hensynsløse Biskop Gudmund, for hvem Fædrelandets Selvstændighed neppe havde noget at betyde imod den Tilfredsstillelse at see Høvdingerne ydmygede. Jarlen blev endnu mere opsat derpaa, da man om Vaaren 1220 fik Efterretning om at Thorvald Gissurssøns Søn Bjørn, der var gift med Hallveig, Orm Jonssøns Datter, til Hevn for Svigerfaderen havde ladet en Nordmand dræbe, uanseet at denne var flygtet ind i en Kirke for at redde sit Liv[124]. Men hvor opbragte end Nordmændene i det hele taget vare paa Islændingerne, ønskede dog ingen af de Forstandigere nogen Krig, og Jarlens Forberedelser til denne vakte derfor megen Utilfredshed, især da man havde Brug nok for alle de Stridskræfter, man kunde tilvejebringe, mod Ribbungerne, der Vintren forud havde begyndt sit farlige Oprør i Viken[125]. Det er alligevel et stort Spørgsmaal, om Jarlen havde ladet sig afholde fra at iverksætte sin Plan, hvis ikke Snorre Sturlassøn paa denne Tid havde været hos ham og bragt ham paa andre Tanker. Snorre, der, som vi have seet, allerede i længere Tid havde tænkt paa at besøge Norge, var endelig kommen afsted om Sommeren 12l8, strax efter at han havde bortgiftet sin ældste Datter Hallbera til Arne Magnussøn, kaldet Øreyda (Ødelanden), om hvilken der idet følgende oftere vil blive Tale. Hans toaarige Ophold i Norge havde saa at sige været en eneste Række af Udmerkelser, der ydedes deels hans Magt og Anseelse, deels hans store Talenter. Han havde strax efter sin Ankomst søgt Skule Jarl, der modtog ham med den største Forekommenhed, og til hvem han sluttede sig paa det nøjeste, ligesom han og til hans Ære digtede tvende Kvæder. Han fulgte ham om Høsten til Viken og tilbragte Vintren hos ham[126], hvorfra han den følgende Vaar gjorde en Rejse til Vestergøtland for at besøge Fru Christina, der imidlertid var bleven gift med Æskil Lagmand. Ogsaa hun gjorde meget af ham og gav ham mange herlige Gaver, hvoriblandt det Banner, Kong Erik Knutssøn havde haft i Slaget paa Gestilreen. Efter at have tilbragt Sommeren hos hende, drog han om Hoften tilbage til Jarlen, som da tilligemed Kongen befandt sig i Nidaros, forblev ogsaa denne Vinter hos ham, blev om Julen af ham og Kongen gjort til Skutilsvein[127], og fulgte ham om Sommeren til Bergen. Snorre havde staaet ganske udenfor de sidste Konflikter mellem Oddeverjerne og Nordmændene; Orms Drab erfarede han først efter sin Ankomst til Norge, og med Sæmund og dennes Sønner var han, som vi have seet, just paa den Tid i mindre god Forstaaelse. Desto mere Vegt maatte hans Ord have, naar han fraraadede nu voldsomme Forholdsregler. Ved aabenbar Krig, sagde han, vilde man intet udrette; langt bedre var det at gjøre sig de bedste Mænd paa Øen til Venner, og det skulde, tilføjede han, være ham en let Sag at overtale sine Landsmænd til frivilligt at give sig under Norges Konges Herredømme, især naar Sæmund Jonssøn var død, thi da var han selv og hans Brødre de mægtigste Mænd i hele Landet. Om Snorre virkelig meente noget med dette Tilbud, eller han kun fremsatte det for at afværge det truende Uvejr fra sin Fædrenø, uden nogensinde at tænke paa at opfylde det, er vanskeligt at sige; af hans senere Fremgangsmaade at dømme skulde man dog være mest tilbøjelig til at antage det sidste, og hvad man end kan have at udsætte paa Snorre, synes i det mindste ikke Fædrelandskjærlighed og Frihedssind at have manglet ham. Jarlen gik imidlertid ganske ind paa hans Forslag, men for at det ikke skulde see ud som om han kun af Vægelsind lod den engang fattede Plan fare, bad han Islændingerne anmode Kongen om at indlægge Forbøn for dem. De henvendte sig derfor til Dagfinn Bonde, der altid havde viist sig som en ivrig Ven af Islændingerne og som med Fornøjelse paatog sig at tale til Kongen. Denne var strax villig til at opfylde Begjæringen, og paa et Møde, som strax efter i denne Anledning blev holdt, sagde han disse merkelige Ord: „Herr Jarl, den Plan, der i Sommer har været paa Bane, nemlig at gjøre et Krigstog til Island, forekommer Raadet mindre heldig, deels fordi Vejen derhen er lang og besværlig, deels ogsaa fordi Landet i sin Tid er bebygget herfra, og vore Forfædre og Frænder have christnet det og skjenket det mange Fordele; hertil kommer endvidere, at de fleste af Indbyggerne intet have forbrudt sig mod os, om end enkelte have handlet ilde mod vore Thegner, og det bliver til Skade for os alle, om Landet herjes. Derfor vil jeg bede eder, Herre, at I paa mine Ord lader denne Plan fare.“ Mange andre forenede sine Bønner med hans, og Jarlen tilbagekaldte naturligviis strax Bestemmelsen. Snorre paatog sig til Gjengjeld at skaffe de norske Kjøbmænd Fred paa Island, og maatte derhos højtideligt, skjønt vistnok hemmeligen, forpligte sig til at gjøre Alvor af at anvende al sin Indflydelse for at bringe sine Landsmænd til at underkaste sig det norske Herredømme. Til ydermere Sikkerhed for, at han vilde udrette dette, skulde han sende sin Søn Jon Murte over til Jarlen som Gissel. Derimod søgte Kongen og Jarlen paa sin Side at knytte ham endnu nærmere til Norges Interesser ved at vise ham en Ære, der neppe endnu var bleven nogen Islænding til Deel, idet de udnævnte ham til Lendermand[128]. Kort efter drog Kongen og Jarlen østover[129], og Snorre til Island, paa et Skib, som Jarlen, blandt mange andre Gaver, havde foræret ham til Løn for hans Kvæder. Først efter en lang og haard Overrejse og med Tabet af sin Mast naaede han seenhøstes Vestmanna-Øerne, og han havde endnu ikke betraadt selve Island, førend man ej alene havde erfaret hans Ankomst, men ogsaa, hvilke usædvanlige Udmerkelser vare blevne ham til Deel og det Fredsmægler-Hverv, han havde paataget m. Man skulde have ventet, at Beboerne af Sønderlandet, og især Oddeverjerne, havde været ham taknemmelige, fordi han, uanseet de sidste Misforstaaelser, der havde hersket mellem dem, dog havde afværget og fremdeles søgt at forebygge en Krig, der, hvilket endeligt Udfald den end vilde have faaet for Norge, dog i ethvert Tilfælde vilde have været ødelæggende for dem. Men saa fanatisk var nu Stemningen mod Nordmændene, og saa heftig var Oddeverjernes Hevntørst, at de i Snorres Bestræbelser kun saa en utilbørlig Lyst til at hjelpe sine høje Velyndere i Norge paa sine Landsmænds Bekostning. Han mødtes derfor ved sin Ankomst med den største Uvilje. Han var, hed det, sat af Norges Herskere til at passe paa, at Orms Drab ej blev tilbørligt hevnet. Man spottede over hans nye Titel, over hans fornemme Bekjendtskaber i Norge, og parodierede hans Kvad til Jarlens Ære. Ingen var heftigere i sine Udladelser om ham end den ovenfor omtalte Bjørn Thorvaldssøn, Orms Svigersøn. Da Snorre paa sin Rejse fra Skibet med et prægtigt, vel bevæbnet Følge tog ind hos Biskop Magnus paa Skaalholt, kom ogsaa Bjørn der med endeel Folk, og spurgte ham ligefrem, om det var hans Hensigt at formene Orms Eftermaalsmænd deres retmæssige Erstatning og Hæder. Snorre svarede nej, men Bjørn blev ved sit, og udstødte endog Trusler, saa at Biskoppen kun med Møje fik hindret dem fra at komme til Haandgribeligheder, og de skiltes i fuldt Uvenskab. Naar Snorre allerede maatte høre saa ilde for at have paataget sig et Hverv, der kun var til Fædrelandets Gavn, hvor stor vilde ikke Forbitrelsen have været, dersom man havde vidst noget om hans hemmelige Løfte!. Men endog da vilde den sikkert have været uretfærdig, thi, som det allerede ovenfor er ytret, var det neppe hans alvorlige Hensigt at opfylde dette Løfte, det han vistnok kun gav for indtil videre at stille den heftige Jarl tilfreds. Eller, om han end i Førstningen meente det alvorligt, maa han dog efter Hjemkomsten have betænkt sig, og kun indskrænket sig til at virke for Gjenoprettelsen af den forrige fredelige Handelsforbindelse. „Thi“, siger Kongesagaen, „ingen Vej kom han med Landets Mænd, og heller ikke arbejdede han selv stort paa at befordre Jarlens Hensigter; dog nøde Kjøbmændene i den Tid god Fred paa Island“. Vel sendte han, som det var aftalt, sin Søn Jon Murte det følgende Aar til Jarlen, men dette gjorde hverken fra eller til, thi der var naturligviis altid Tusender af Undskyldningsgrunde at anføre, hvis Rigtighed Jarlen umuligt kunde undersøge. Desuden havde denne selv i den nærmest følgende Tid saa meget at bestille med Ribbungerfejden og sine egne ærgjerrige Hensigter, at Planen til Islands Undertvingelse for det første stilledes i Bero. Heller ikke varede Jons Ophold hos Jarlen længer end tre Aar. Sagaens oven anførte Udsagn viser ellers at det virkelig lykkedes Snorre at skaffe de norske Kjøbmænd Fred, og dette er saa meget merkeligere, som en Søn af Sæmund, ved Navn Harald, der opholdt sig i Bergen hos Kong Haakon, blev farligt saaret i Kongens Hall og lige for hans Øjne af en Mand, hvis Brødre havde været blandt de Kjøbmænd, som havde lidt saa stor Overlast af Sæmund ved Ørebakke[130]. Men Sagen var den, at Sæmund nu var gammel og svag, og at der tillige var opstaaet Splid mellem Sønderlændingerne indbyrdes, da Sæmunds Sønner og Loft, Biskop Paals Søn, ikke kunde finde sig i at deres Farbroder Orms rige Arv og hele hans Høvdingdømme skulde tilfalde hans Svigersøn Bjørn, og saaledes gaa over fra Oddeverje-Ætten til Haukdøle-Ætten. De yppede Klammeri med Bjørn, og tilsidst angrebe de ham – dog efter forudganget Fejde-Bud – paa hans Gaard Breidabolstad (17de Juni 1221) og fældte ham med sex andre Mænd, medens Sæmund sad med 240 Mand og saa til, uden at gjøre mindste Skridt til at standse Striden[131]. Heller ikke drog han siden til Things for at staa Loft og sine Sønner bi, og Følgen var, at Thorvald Gissurssøn, Sønnen Bjørns Eftermaalsmand, spillede Mester, og fik Loft med flere af dennes Staldbrødre domfældte[132]. Fra denne Stund var det forbi med Oddeverjernes store Vælde. Sæmund selv døde kort efter (27de Novbr. 1222[133], og hans Sønner kunde ikke paa langt nær maale sig med Snorre og Thorvald, hvilke nu fik Magten paa Sønderlandet, som det i det Følgende skal vises. Ogsaa Snorre blev selv saa optagen af sine egne Anliggender, at han endog, om han havde villet, ikke havde kunnet beskjeftige sig med at befordre Jarlens Planer. Men vi ville see, at den Politik, han havde angivet, dog blev den, som Kong Haakon siden fulgte, da han efter en Række af Aar atter optog Planen til at underlægge sig Island.

Imidlertid var den urolige Biskop Gudmund kommen hjem om Sommeren 1218, uden at Sagen mellem ham og Høvdingerne var kommen til nogen Afgjørelse. Han begyndte ogsaa, kan man sige, hvor han slap, og bragte atter Nordlandet, der en Tidlang havde haft Ro, i vild Forvirring. Det var vel al Ære værd, at han oprettede en Skole ved Biskopsstolen, og indsatte en Skolemester, men det lader ogsaa til, at dette skaffede alskens Pak og Landstrygere en velkommen Anledning til nu, som for, at samle sig om ham, naturligviis som foregivne Skoledisciple, saa at Indtægterne forødedes, og Omegnens Sikkerhed foruroligedes. Arnor Tumessøn ansaa det derfor paany nødvendigt at skride ind, samlede Folk, drog ved Nattetid til Hole, og førte Biskoppen fangen bort, trods al hans Modstræben[134]. Hele den Hob, man forefandt paa Gaarden, blev jagen bort, saavel som Lærer og Skoledisciple, og man truede endog med at opbrænde Skolen med alle dem, der vare der inde. Arnor tog Biskoppen med sig til sin Gaard Aas, og holdt ham hele Vintren, saavel som den følgende Sommer i strengt Fangenskab. Det var hans Hensigt atter at føre ham ud af Landet, og han beredede sig selv til at sejle bort med ham, da det lykkedes en af Biskoppens ivrige Venner, Eyjulf paa Flatø, Svigersøn af Ravn Sveinbjørnssøn, ved List at befri ham og bringe ham til sin afsides liggende Ø, hvor han for det første var i Sikkerhed, og hvor han tilbragte Vintren. Den følgende Vaar viste han sig atter i sit Biskopsdømme, og drog i Spidsen for en heel Skare af sammenløbne Folk om fra Gaard til Gaard, tiltvingende sig Gjestfrihed, hvor den ikke ydedes godvilligt, til en sand Plage for Bønderne, der klagede deres Nød for Arnor og Sighvat, og indstændigt bade dem om at befri dem fra denne Ufredsflok. Sighvat og Arnor vare strax rede, samlede Folk, og stevnede imod Biskoppen, just som han var beskjeftiget med at indvie en Kirke paa Gaarden Helgestad, men for øvrigt omgiven af den fra ham uadskillelige Skare. Denne forskandsede sig paa Kirkegaarden, og forsvarede sig en Tidlang tappert mod Høvdingernes Angreb, indtil det lykkedes disse at trænge ind paa Kirkegaarden; da flygtede hiin ind i Kirken og overgav sig paa Naade og Unaade (1220). Gudmund fik Tilladelse til at drage bort, og rejste siden syd til Sæmund Jonssøn, som da endnu levede, og hos hvem han fandt en venlig Modtagelse. Den følgende Vaar (1221) begav han sig til Borgarfjorden, hvor han fik den kjærkomne Efterretning at Arnor Tumessøn var dragen over til Norge med Hustru og Børn[135]. Strax vendte han tilbage til Hole, ledsaget af Thord Sturlassøn, og kom for en Tid atter i Besiddelse af Biskopsstolen. Men lige saa snart strømmede ogsaa det sædvanlige Tigger- og Landstryger-Personale til ham, saa at hele Sommerbeholdningen i en Haandevending var fortæret, og de omboende Bønder intet Øjeblik kunde være sikre for Overfald. De følte derfor Nødvendigheden af at gribe til alvorlige Forholdsregler, men savnede en Høvding, siden Arnor var borte. Vel havde Arnor sat Thorarin, en Søn af Jon Sigmundssøn, til at bestyre sit Høvdingedømme og navnlig, som det heder, at vogte Heredet for Biskop Gudmunds Mænd, men Thorarin var endnu ung og uerfaren, og duede saaledes ikke til at stille sig i Spidsen for et Foretagende som det, hvorom der her var Tale. Da fik de uventet en Anfører i den djerve, overmodige Tume, Sighvat Sturlassøns ældste Søn, der misnøjet havde forladt fra Fader, da denne paa hans Opfordring vægrede sig ved at overdrage ham de Godord og Gaarde, som hans..Fosterfader Sigurd Ormssøn havde skjenket ham, da han endnu var et Barn[136]. Efter Tumes Tilskyndelse lode de Biskoppen vide, at dersom han ikke med det Gode vilde bortvise sin Flok, vilde de komme og gjøre det med Magt. Men heller end at skille sig ved sine kjære Tiggere begav Biskoppen sig, skjønt det allerede var nær under Juul, med Størstedelen af sin Skare hen til en Ø i Skagafjorden, der heder Malmø. Tume tog Biskopsstolen i Besiddelse, og holdt til der med sine Mænd, „som om den var hans Fædrenearv.“ Denne Herlighed varede dog ikke længe. Blandt dem, der havde fulgt med Biskoppen til Malmø, vare mange tapre Mænd, som den før omtalte Eyjulf, Einar Skemming, Aron Hjørleifssøn og flere, der alle havde været sammen med ham paa Flatø, og fattet Hengivenhed for ham. De besluttede at forsøge paa, om de kunde overrumple Tume ved et uventet Overfald. Og dette lykkedes dem i en mørk og taaget Februar-Nat saa godt, at de fik Gaarden ganske i sin Magt, førend Tume og hans Folk endnu havde mindste Nys om deres Nærværelse. De gave dem Valget mellem at gaa ud og overgive sig paa Naade og Unaade, eller at lade sig indebrænde. De valgte det første, og Tume blev dræbt, skjønt Biskoppen indstændigt havde bedet sine Krigere om at spare hans Liv, men kun bringe ham fangen til Malmø. To andre af Tumes Mænd bleve ligeledes dræbte, paa andre tvende blev Foden afhuggen. Sejrherrerne vovede dog ikke at forblive paa Hole, men vendte strax tilbage til Biskoppen, der beklagede meget, at de havde overtraadt hans Forbud; og da han ikke længer troede sig sikker paa Malmø for Tumes Faders, den mægtige Sighvats Hevn, begav han sig efter Paaske til den fjerne Grimen. Dog ogsaa her kunde Sigmund* Arm ramme ham. Sighvat havde allerede samlet Folk baade i Eyjafjorden, hvor han nu var lige saa afholdt, som han før var forhadt, og i Dalene ved Breidafjorden, hvor han Aaret forud havde overdraget sine Godord og Ejendomme, navnlig Saudafell, til sin eenogtyveaarige Søn, den smukke, ridderlige og talentfulde, men højst urolige og ærgjerrige Sturla, der nu skulde aflægge sin første Vaabenprøve, og fra denne Tid af lige til sin Død indtager en fremragende Plads i sit Fædrelands Aarbøger[137]. Thorarin Jonssøn stødte til med en betydelig Flok fra Skagafjorden, saa at den samlede Styrke udgjorde henimod 360 Mand. Denne Hær indskibede Sighvat paa flere Fartøjer, og lod styre lige til Grimsø. Biskoppen kunde ikke opstille mere end 80; de øvrige Folk, han havde hos sig, vare deels Kvinder, deels Betlere, tilsammen 30. Men hvad hans Forsvarere manglede i Antal, opvejede de tildeels ved deres Tapperhed og sværmeriske Hengivenhed for Biskoppen, hvilken de nu engang havde faaet kjær, og for hvem de med Glæde ofrede Liv og Blod. Den ædle, men af sin Kjærlighed til Biskoppen forblindede Aron Hjørleifssøn iførte sig endog, da han saa Sighvats Skibe nærme sig, den dræbte Tumes Vaaben, for end mere at opegge og trodse Sturla, der i Barndommen havde været hans Fosterbroder, men med hvem han senere var kommen i Uvenskab. Sturla, der synes at have ledet det hele Angreb, styrede lige til det Sted ved Kysten, hvor Aron havde taget Stade, og nu begyndte en blodig, haardnakket Kamp, hvori Biskoppens Mænd vistnok tilsidst bleve overmandede, men ikke førend de havde fældet 32 af Sighvats. Selv mistede de 11, hvoriblandt Eyjulf paa Flatø. Aron blev liggende paa Fjæren, blødende af en Mængde Saar og troedes død, men kom sig siden, undgik med stor Møje Sturlas Efterstræbelser, og slap efter mange Farer over til Norge. To af Biskoppens Mænd bleve lemlæstede. Biskoppen selv blev bortført som Fange, og Sighvat lod ham samme Sommer (1222) bringe over til Norge, hvor han atter forblev i nogle Aar[138]. Sighvat blev nu en Tidlang eneraadende paa Nordlandet, idet han til sine, eller rettere den afdøde Emnets, Besiddelser i Eyjafjorden ogsaa føjede Arnor Tumessøns Ejendomme i Skagafjorden. Arnor var nemlig død i Norge den sidst forløbne Juul, efterladende en trettenaarig Søn, Kolbein unge, og en Datter, Arnbjørg. Som den, der var nærmest berettiget til at føre Værgemaal for Kolbein, tog Sighvat derfor alle Arnors Besiddelser og Godord under sin Bestyrelse, indtil Kolbein tre Aar efter kom til Island, (1225) og selv derefter havde han paa Grund af hans Ungdom endnu en Tidlang Tilsyn med dem. Til samme Tid sørgede han ogsaa for sin Søn Sturlas Bedste ved at skaffe ham den elskværdige Solveig, Sæmund Jonssøns Datter til Egte. Sturla havde tidligere seet Solveig, da han var i Følge med sin Morbroder Arnor for at understøtte Thorvald Gissurssøn i Striden med Loft Paalssøn, og det hed allerede da, at han vilde bejle til hende[139]. Dog hørte man for det første ikke noget dertil, og siden lader det til at Snorre, uagtet hans Hustru Herdis endnu levede, havde et Slags Tanke om at faa hende til Frille og med hende erhverve den bedste Deel af Arven efter Sæmund. Thi der fortælles, at da Snorre, der, maaskee i Egenskab af Lovsigemand, hvilket Embede han nu anden Gang beklædte, af Sæmunds Sønner var valgt til at skifte Arven mellem dem, i dette Erende begav sig til Odde, tog han undervejs ind til Solveig og hendes Moder Valgerd paa Gaarden Kelda, og fandt særdeles Behag i at tale med Solveig, der Dagen efter fulgte med ham til Odde, og her magede han det nu saaledes, at Solveig, der efter Faderens Bestemmelse skulde gaa lige i Arv med Brødrene, fik vælge sig det bedste af Boet. Siden, heder det, begav Solveig og hendes Moder sig med alt deres Gods til Thorvald Gissurssøn, og stillede sig ganske under hans Beskyttelse. Vintren efter gik der mange Sendebud mellem Thorvald og Sighvat Sturlassøn, der om Vaaren, strax efter Paaske, ganske tilfældigt, som det syntes, indfandt sig med sin Søn og flere Frænder paa Runa hos Thorvald, hvor der nu i Hast blev holdt Bryllup mellem Sturla og Solveig. Og, tilføjes der, da Snorre erfarede Sturlas Giftermaal, blev han noget alvorlig derved, og man syntes at kunne skjønne, at han havde tænkt sig noget andet[140]. Lægger man nu hertil, at han ikke lang Tid efter virkelig sluttede en Forbindelse med en anden rig Kvinde,[141], skjønt hans Hustru endnu levede, bliver der neppe nogen Tvivl om at han først havde tænkt at indlede en saadan med Solveig. Og af den Hemmelighed og Hurtighed, hvormed Sighvat og Thorvald fik Giftermaalet mellem Sturla og Solveig bragt i Stand, er det tydeligt nok, at de gjennemskuede hans Planer, og søgte at forekomme dem. Paa sin Side glemte Snorre heller ikke Sighvat det Puds, han havde spillet ham, om han end for det første holdt gode Miner. Imidlertid havde Thorvald i Vatnsfjord atter begyndt at rejse Hovedet i Vejret efter de Ulemper, han havde paadraget sig ved Ravn Sveinbjørnssøns Drab. Det hed rigtignok, at han nu levede i Fred og Forlig med alle, og derfor ikke engang havde mange Folk hos sig paa Gaarden; ja endog mellem ham og Ravn Sveinbjørnssøns Sønner, der nu vare blevne myndige, skal Forholdet have været nok saa sømmeligt, om just ikke venskabeligt. Men det var dog umuligt, at en Mand som han længe skulde holde sig inden de tilbørlige Skranker, og det sees af flere Hentydninger, at han, efter som han følte sig mere og mere sikker, ogsaa tillod sig flere og flere Uretfærdigheder, saa at han blev en sand Plage for nærmere og fjernere Naboer, og almindeligt forhadt i den hele Egn. Det hændte sig just ved denne Tid, at hans yngre Broder Baard forførte den paa Breidabolstad i Steingrimsfjorden boende Bergthor Jonssøns, Snorre Sturlassøns Systersøns, Hustru til Utroskab.[142] Bergthor ilede strax til sin Morbroder Snorre Sturlassøn, der nu, af Frygt for Sønderlændingernes Had, indtil videre havde taget sit Ophold paa Stavaholt hiinsides Borgarfjorden, og klagede sin Nød for ham. Snorre sagde, at han neppe ad fredelig Vej vilde faa nogen Oprejsning, saa længe Thorvald Snorressøn var i Live og sad Andre til Fortrængsel der vester; men han lagde til, at Bergthor og hans Brødre vare mandige og højbyrdige nok til at tage sig til Rette med Magt, om det behøvedes. De handlede efter dette Vink, især da de ogsaa ophidsedes af Sturla Baardssøn, en af dem, hvis Fod Thorvald selv grumt havde ladet afhugge ved Overfaldet paa Eyre. En mørk Nat kom de aldeles uventet med en stor Skare Folk til Vatnsfjord, brøde ind paa Gaarden, og havde paa et hængende Haar faaet fat paa Thorvald, der, som det fortælles, laa i et Aflukke mellem sine tvende Friller. Men det lykkedes ham dog i Hast at komme op, kaste en Fruentimmerkaabe over sig og undslippe i Mørket, saa at Angriberne Morgenen efter maatte drage derfra med uforrettet Sag. De besluttede imidlertid at prøve deres Lykke paany, faa meget mere som de nu ogsaa maatte være belavede paa at Thorvald vilde søge blodig Hevn. Først og fremst henvendte de sig til Ravnssønnerne om at gjøre fælles Sag med dem. Det var, sagde de, en let Sag at faa Bugt med Thorvald, naar alle lagde sig sammen om ham. Ravnssønnernes Betænkeligheder – om de havde nogen – vare let overvundne; de kunde desuden paaberaabe lig, at den Voldgiftsdom, der var afsagt efter deres Faders Drab, ikke ganske til Punkt og Prikke var opfyldt. De forbandt Fæl derfor med Jonssønnerne saavel som med de fleste mere anseede Bønder paa den Kant, der alle ønskede Thorvalds Undergang, og de Forbundne droge strax afsted, 90 Mand sterke, for at hjemsøge Thorvald paany. Men heller ikke dette Tog gik efter Ønske. Da de kom ridende ind paa Gaarden i Vatnsfjord, var Thorvald just i Kirke, og ej, som de tænkte, inde i Stuen. Derved fik han Lejlighed til, skjønt med Nød og neppe, at undkomme til sit Skib nede ved Stranden og ro bort førend Ravnssønnerne og Jonssønnerne kunde indhente ham. Disse raadsloge nu om, hvad der var videre at foretage, men de kunde ikke komme til nogen Enighed. Tilsidst skiltes de ad. Ravns Sønner droge hjem, og holdt sig stille indtil Videre; Jonssønnerne derimod gjorde endnu et tredie Tog til Isafjorden, men som løb endnu uheldigere af end de foregaaende, da Thorvald ganske uforvarende kom over dem fra et Baghold, og tvang dem til at flygte med Skamme. De vovede ikke engang at forblive længer i Heredet, men begave sig til deres mægtige Frænder Snorre, Thord og Sturla, medens Thorvald satte sig i Besiddelse af deres Gods, og siden hjemsøgte Ravnssønnerne, der maatte prise sig lykkelige ved at kunne indgaa et Forlig, hvorved de forbandt sig til, ikke oftere at understøtte Jonssønnerne, og for Resten at underkaste sig Biskop Magnus’s Voldgiftskjendelse.[143] Den Trøst, Jonssønnerne fandt hos Sturla, har dog ikke stor[144], thi ej alene havde dennes Fader Sighvat og Thorvald været gode Venner siden Toget mod Biskop Gudmund; men en af Ravnssønnerne, Einar, havde desuden en Tidlang været med i Biskoppens Følge, og siden havde han og hans Broder med Venlighed modtaget og hjulpet deres Frænde Aron Hjørleifssøn, da denne, haardt saaret i Kampen paa Grimsø, tyede til dem for at undgaa Sighvats og Sturlas Efterstræbelser.[145] Hertil kom vel ogsaa, at Sturla efter Giftermaalet med Solveig maatte have alt at befrygte af Snorres Vrede. Det var derfor kun faa Uger efter at Sturla havde hjemført sin unge Hustru til Saudafell, at han havde en Sammenkomst med Thorvald Vatussjording, ved hvilken de indgik ubrødeligt Venskab, saaledes at de gjensidigt skulde understøtte hinanden mod hvilken som helst Modstander. Til ydermere Bevis paa dette Forbund befuldmægtigede de endog een og samme Mand til at repræsentere dem begge og bestyre begges Godord paa det strax efter indtræffende Althing, hvor de selv ikke agtede at indfinde sig (1223)[146].

Venskabet blev imidlertid ikke af lang Varighed. Den listige Thorvald, der alt for vel indsaa, at Snorre Sturlassøn ej længer kunde undlade at tage sig af sine Systersønner, havde kun indsmigret sig hos den unge, uerfarne Sturla, for at nyde Godt af hans Bistand til at afværge det Uvejr, der nu truede ham fra den mægtige Snorre. Han maa vistnok have skjønnet, at det ej kunde vare længe førend der udbrød aabenbart Fiendskab mellem Snorre og Sturla, og da vilde det være ham langt nyttigere at have Snorres end Sturlas Venskab. Overeensstemmende med denne Politik handlede han da, og brugte Sturla kun som et Redskab for sine egne Interesser. Paa hiint nys omtalte Thing, hvor hverken han eller Sturla indfandt sig, lod Snorre sin attenaarige Søn Urøkja[147] indlede Søgsmaal mod Thorvald for Herferd, og Dommen faldt, at Thorvald skulde være fredløs Skogarmand, og have forbrudt saavel Gods som Godord. Man kunde ej vente at Thorvald godvillig vilde finde sig heri. Dommens Udførelse vilde saaledes fremkalde farlige og blodige Fejder, som det maatte være ønskeligt at forebygge. I denne Anledning havde derfor Sighvat, Sturla og Thorvald en Sammenkomst paa Saudafell, hvor Sturla bad sin Fader see til at faa mæglet et Forlig mellem Thorvald og Snorre. Sighvat var selv kortsynet nok til at indlade sig herpaa, og Snorre, der maaskee allerede hemmelig havde aftalt sit Spil med Thorvald, lyttede venligt til hans Forslag, modtog siden endog Sturla og Thorvald selv paa det venskabeligste, og sluttede et Forlig, hvorved den haarde Dom aldeles ophævedes, og Thorvald ej alene beholdt sit Gods, men og sit Godord, imod at Snorre nød den Ære, selv at bestemme de øvrige Vilkaar, der altsaa maa have været temmelig lette: en Eftergivenhed fra Snorres Side, der vanskeligt kan forklares, naar man ikke antager, at der allerede, som nys antydet, var en hemmelig Forstaaelse mellem ham og Thorvald. Da Sighvat og Thorvald skiltes ad paa Tilbagerejsen fra Stavaholt, lovede vel denne endnu at være hans Ven, ligesom Sturlas, men da Sighvat tog ham paa Ordet, og bad ham at tilsige hans Systersønner, Jonssønnerne, Fred, gjorde han allerede betydelige Vanskeligheder, og lod sig kun med Nød og neppe bevæge dertil. Siden, medens Sturla var i Besøg hos sin Fader nord i Eyjafjorden, indledede Thorvald endog Underhandlinger med Snorre om en endnu nøjere Forbindelse, og bejlede til hans Datter Thordis, skjønt Sturla just paa denne Tid var kommen paa en endnu mere end sædvanligt spændt Fod med Snorre, da denne forsvarede og understøttede en Halvbroder af den paa Grimsø faldne Eyjulf, der havde dræbt to af Sturlas Meddeeltagere i Toget[148]. Snorre gav Thorvald et gunstigt Svar, „saaledes at denne kunde skjønne, at Snorre vilde unde ham den største Hæder, hvis han vilde være Snorres skyldige Medhjelper i Alt, hvad Snorre ønskede udrettet, hvem det saa var imod“; og paa disse Betingelser blev Jaordet givet, og Brylluppet bestemt. Da begyndte rigtignok Sturla, siges der, at fatte Mistanke om, at Thorvald ikke var ham saa tro en Ven, som han ved Sammenkomsten med ham og Sighvat den forrige Sommer havde lovet at ville være[149].

Medens Snorre Sturlassøn saaledes lokkede Thorvald Vatnsfjording over fra Sighvats og Sturlas til sit Parti, drev han ogsaa andre Planer til at forøge sin Indflydelse. Det var, som vi have seet, en Streg i Regningen for ham, at Sturla havde bortsnappet den rige Solveig Sæmundsdatter saa at sige lige for hans Øjne, da han netop tænkte paa at kommet Besiddelse af hende og hendes rige Arv. Men da denne Plan nu engang var gaaet overstyr, saa han sig om efter en anden rig Arving, hvis Formue kunde komme ham til Gode. En saadan var snart funden. Allerede den Gang da han, som det ovenfor er berettet, red i Følge med Solveig fra Kelda til Odde for at skifte Arven efter Sæmund, mødte han en Kvinde, der kom ridende i en besynderlig Dragt; nemlig med en blaa Fryndsetrøje, hvis Fryndser hun havde syet rundt om Hovedet i Stedet for al anden Bedækning. Snorre vidste endnu ikke hvem det var, og fandt hendes Optog højst løjerligt. Da fik han vide, det var Hallveig, Orm Jonssøns Datter og Bjørn Thorvaldssøns Enke, der ansaaes for den rigeste Kvinde paa Island[150]. Men optagen, som han dengang var, af Tanken om Solveig og hendes rige Arv, bekymrede han sig for det første intet om den underlige Hallveig Ormsdatter. Siden efter var det en anden Sag. Hendes Rigdomme vare nu endog blevne betydeligt forøgede ved hendes Morbroder Kolskegg den riges just paa den Tid indtrufne Død[151], og hun var nu i Ordets egentligste Forstand med Hensyn til Formue det aller ypperste Parti paa hele Øen. For Snorre maatte en Forbindelse med hende saaledes endog være fordeelagtigere, end med Solveig. Vel havde hun to umyndige Sønner, Kløing og Orm, men disses store Formue var allerede afsondret fra Moderens, og dertil stod den under hendes Bestyrelse, saa at den, der fik hende, ogsaa fik dette Gods at raade over. Snorre var ikke et Øjeblik tvivlraadig om, hvad han her skulde gjøre. Han begyndte med sin sædvanlige Klogskab at bearbejde hendes Svigerfader, Thorvald Gissurssøn, der var at betragte som hendes Værge. Thorvald havde hidtil, som vi have seet, staaet i det nøjeste Venskabsforhold til sine nordlandske Svogere og Frænder. Men det var ligesom om man paa begge Sider anede, at Venskabet stod paa svage Fødder. Der fortælles saaledes, at da Sighvat var ved sin Søns Bryllup paa Runa hos Thorvald, kaldte denne sine Børn frem, for at Sighvat kunde tage dem i Øjesyn, og forestillede ham navnligt sin femtenaarige Søn Gissur, af andet Egteskab, med de Ord: „her er min Yndling, Sighvat Bonde; det var mig overmaade kjært, om du fandt at han tegnede til at faa Held med sig“. Sighvat betragtede ham da, siges der, en Stund taus, medens Gissur stod og saa ham djervt ind i Øjnene; endelig svarede Sighvat ganske kort: „heldig bliver han vist; men jeg synes ikke videre om de barske Bryn.“ Siden, da Thorvald efter Bryllupsgildet fulgte Sighvat paa Vejen, talede de, heder det, mangt og meget om deres Venskab, og Sighvat bad ham ved Afskeden paa det højtideligste, med ham at sørge for at deres Børn, der vare saa nøje beslægtede med hinanden, stedse vedligeholdt deres indbyrdes Venskab. Men det Svar, han fik af Thorvald, var ikke opmuntrende, thi denne saa ned for sig med en mørk Mine, og sagde kun disse Ord: „det har ingen Nød, saalænge vi to begge ere i Live[152]“. Disse Udsagn tyde aabenbart paa en gjensidig Følelse af at man ej ret passede for hinanden. Hvad Thorvald særskilt angaar, da var han nu træt af det urolige Høvdingeliv; han havde oplevet sin ældste Søn Bjørns Drab, og hans yngste og kjæreste Søn Gissur var voxet op til en haabefuld Yngling[153], hvilken han med Tryghed kunde overlade sin verdslige Magt og sit Gods; selv tænkte han derfor paa intet mindre end at drage sig fra Verden, og oprette et Kloster, for der at indtræde som Munk. Det er ikke usandsynligt, at den verdsligsindede, ærgjerrige Sturla tinder disse Omstændigheder har gjort et mindre behageligt Indtryk paa ham, og at han navnlig ikke ventede sig noget Godt for Sønnen Gissur af hans Omgang og Venskab. Men alt dette faldt sig belejligt for Snorre, og han undlod ikke at benytte sig deraf paa det klogeste. Om Vaaren 1224, heder det, samme Vaar, Snorre havde bortfæstet sin Datter til Thorvald Vatnsfjording, red han syd over Heiden til Thorvald Gissurssøn, og samtalede mangt og meget med ham. Kolskegg den rige, Hallveigs Morbroder, havde, sandsynligviis efter Thorvalds eller Broderen Biskop Magnus’s Bøn, testamenteret endeel Gods til det Kloster, hvis Oprettelse nu var paa Bane, og intet var rimeligere end at Thorvald raadførte sig med den erfarne, forretningskloge Snorre, der desuden var Lovsigemand, om hvorledes Sagen bedst kunde komme i Gang. Da man ved denne Lejlighed nødvendigviis ogsaa maatte komme til at tale om Thorvalds Formues-Omstændigheder, Kolskeggs Efterladenskab og Hallveigs Arv overhoved, var det en let Sag for Snorre at bringe sine egne Anliggender paa Bane. Og Enden paa Raadslagningerne blev, at Snorre og Thorvald indgik et nøje Venskabsforbund, at der aftaltes et Giftermaal mellem Thorvalds Søn Gissur og Snorres Datter Ingebjørg, og at Thorvald lovede at anvende sin Indflydelse hos Svigerdatteren Hallveig for at faa hende til at flytte til Snorre og stifte fælles Bo med ham: en Forføjning, der ligesaalidet i Sagaen omtales med nogen Misbilligelse eller Forundring, som den hos Samtiden synes at have vakt nogen Opsigt, og det uagtet Snorres Hustru Herdis Bersedatter endnu var i Live[154], hvorfor man maa antage, at Snorre havde gjort Skilsmisse med hende, hvad der ogsaa bestyrkes deraf, at vi i 1229 finde hende boende paa sin Fædrenegaard Borg. Hvad Klostret angaar, da kjøbte Thorvald dertil, vistnok efter Snorres Raad, Vidø i Kjalarnesthing, og drev saa ivrigt paa Oprettelsen, at det allerede efter et Par Aars Forløb kom i Stand og kunde indvies, som det nedenfor nærmere skal omtales[155]. Sikret ved det nye Forbund med begge de mægtige Thorvalder, og med Udsigt for Øje til at vorde Islands aller rigeste Mand, søgte Snorre end mere at forøge sine Venners og Forbundnes Tal ved at vinde sin Broder Thord, med hvem han i den sidste Tid var kommen paa en spændt Fod i Anledning af Arven efter deres Moder Gudny, der var død i hans Huus 1221, og hvis efterladte Kostbarheder han havde bemægtiget sig, skjønt hun tidligere havde bestemt dem for Thords Søn Sturla, hvilken hun havde opfostret. Han sendte Bud til Thord, strax førend denne skulde drage til Things, og lod ham bede, paa Hjemrejsen at see indom til sig, tilføjende at de burde lade alt indbyrdes Uvenskab fare, og vise hinanden broderlig Kjærlighed. Thord kom allerede paa Vejen til Thinget, og Snorre modtog ham med aabne Arme, viste ham den største Venlighed, og sagde at Brødre aldrig burde trættes om lumpne Penge. Thord var let vunden, og da Snorre merkede at han kunde være sikker paa ham, rykkede han ud med hvad han egentlig havde paa Hjertet, idet han spurgte ham, hvor længe deres Brodersøn Sturla skulde sidde inde med deres fædrene Godord, det saakaldtes Snorrunga-Godord. Det er nemlig ovenfor omtalt[156], at Thord, skjønt den ældste af Brødrene, ved Faderens Død ikke fik dette Godord, men at det tilfaldt Sighvat; denne havde siden givet Sturla det ved hans Giftermaal til „Mund“. Thord svarede, at der i denne Henseende allerede var saa godt sørget for hans ældste Søn Bødvar, at han ikke trængte til større Magt, men at han nok kunde ønske noget for sine andre, uegte Sønner, skjønt det var tvivlsomt, hvorvidt de duede til at være Høvdinger. Dette Svar røbede vel nogen Uvished fra Thords Side, men dog umiskjendelig .Lyst til at gaa ind paa Forslaget. Snorre overvandt let hans Skrupler, og Enden blev, at Thord overdrog ham Fuldmagt til i hans Navn at foretage, hvad han maatte finde fornødent. Tiden var dog endnu ikke kommen til nogen aabenbar Demonstration; Snorre vilde kun foreløbig sikre sig. Alligevel kunde Thord ikke afholde sig fra denne Gang paa Thinget at tage den til Snorrunga-Godordet hørende Thingbod i Besiddelse, og derved ikke utvetydigt at give sin Hensigt tilkjende. Sturla gjorde imidlertid ingen Ophævelser derover, og Forholdet mellem ham og Thord var tilsyneladende nok saa godt. J Følge med Thord var Ravnssønnerne, der, ængstede af Thorvald Vatnsfjordings Efterstræbelser, havde taget deres Tilflugt til Snorre, og efter hans Raad havde stillet sig under Thords Beskyttelse og midlertidig overdraget ham deres Godord. Endnu, som det synes, førend Thinget var til Ende, flyttede Hallveig Ormsdatter virkelig til Snorre og gjorde Halvningsfællig med ham, hvorhos Snorre tog hendes Sønner Kløings og Orms Gods, der beløb sig til ikke mindre end 960 Hundreder, under sin Bestyrelse[157]. Nu var han virkelig Islands rigeste Mand, skjønt hans forsigtige Broder Thord ikke spaaede ham gode Følger af dette Skridt. Strax efter stod Gissur Thorvaldssøns og Ingebjørg Snorresdatters Bryllup med stor Stads paa Reykjaholt, da det her var belejligst for Biskop Magnus, som just visiterede paa Vestkanten og hvis Nærværelse ved Festen Broderen Thorvald særdeles ønskede. Og endnu samme Høst, altsaa kun faa Uger senere, stod Thorvald Snorressøns og Thordis Snorresdatters Bryllup, neppe mindre prægtigt, paa Stavaholt. Saaledes var Snorres dobbelte Forbindelse, med Thorvald Gissurssøn i Syd og Thorvald Vatnsfjording i Nord, fast beseglet, som han vistnok troede, uden at have nogen Anelse om, hvor forskjelligt Alt i Tidens Løb vilde ordne sig[158]. Nu troede han sig tillige saa sikker i sin Sag, at han det næste Aar paa Althinget, hvor baade han selv, Thord og Thorvald Vatnsfjording paa den ene Side, og Sighvat og Sturla paa den anden Side indfandt sig med store Følger, aabenbart fremsatte Fordringer paa Snorrunga-Godordet i Thords Navn, medens hans Søn Jon Murte, der Aaret forud var kommen tilbage fra Norge, tillige anklagede Sturla for Herferd, da han nemlig havde hjulpet en af Jonssønnerne, som nu efter Snorres og Thorvald Vatnsfjordings Forening havde søgt Tilflugt hos ham, til voldelig at bortføre en anseet Kvinde, for mod hendes Vilje at tvinge hende til Egteskab[159]. Sturla synes endnu ikke ret at have villet tro, at Thorvald var gaaet over paa Snorres Parti, og lod ham spørge, om han ikke nu vilde staa ham bi, ifølge deres gjensidige Løfte til hinanden. Men han fik snart Troen i Hænderne, da Thorvald svarede at han kun vilde hjelpe Sturla paa de Vilkaar at han overlod den hele Sag til Snorres Afgjørelse; vægrede han sig herved, maatte han ej vente, at Thorvald vilde forlade Snorre. „Herpaa indlader jeg mig aldrig“, svarede Sturla, og min Fader, der gav mig Godordet, skal svare for denne Sag; derimod ønskede jeg gjerne at Snorre vilde bringe et Forlig i Stand mellem Thorvald og Ravnssønnerne, for at ikke ogsaa denne Sag skal gjøre Ondt værre imellem os.“ Thi ogsaa Ravnssønnerne havde nu, ude af Stand til at værge sig mod Thorvald, der aldeles spillede Mester i hele den nordvestlige Deel af Øen, og overladte til sig selv af Snorre, taget sin Tilflugt til Sturla og fundet Beskyttelse hos ham, imod ganske at overdrage ham deres Godord. Intet Forlig kom dog i Stand, og Sturla forlod endog Thinget, førend Dommerne traadte sammen. Siden fik Sighvat Bortførelsessagen henstillet til Biskop Magnus’s Afgjørelse, og denne bestemte en betydelig Pengebod. Dermed var denne Sag afgjort, men med Godordet stod det endnu hen som før. Der gik nu et Aars Tid hen, hvori intet blev foretaget: deels, som det synes, fordi Sturla var beskjeftiget med andre paatrængende Anliggender, deels og fordi der indtraf en stor Dødelighed paa Kvæget, hvorved mange lede store Tab, hvilke kun de færreste kunde bære med saadan Rolighed som den rige Snorre, der, uagtet han paa eengang mistede 120 Nød, alligevel holdt et stort og usædvanligt glimrende Juleselskab „efter norsk Skik“, som det udtrykkeligt tilføjes[160]. Den følgende Vaar søgte Thord og Snorre paa korteste Maade at bringe Sagen til Ende, idet Thord i Forening med Snorres Søn Jon Murte uden videre holdt Thorsnesthing, og dertil paa egen Haand, som det hed, optoge Snorrunga-Godordet, det vil sige, erklærede sig for dets rette, arvelige Besiddere, hvem de dertil hørende Thingmænd alene skyldte Lydighed. Sturla havde ikke Styrke nok til at hindre det, og maatte med Harme see derpaa. Men da Sommeren kom, og Snorre var dragen til Althinget med et stort Følge, medens Thord endnu sad hjemme, samlede Sturla i al Stilhed Folk, og drog med dem ganske uformodet til Hvamm, hvor Thord boede, for, som han sagde, at lære denne ikke at styre ene med Snorrunga-Godordet, som paa Thorsnesthing. Dog forbød han strengeligt at tilføje Thord selv eller hans Sønner nogen Skade, og først da han intet Svar fik paa sin Anmodning til Thord om at komme ud og tale med ham, gav han Besaling til at bryde ind i Huset. Da dette var skeet og et Par af Forsvarerne vare blevne dødeligt saarede, angrede han selv, hvad han havde gjort, og skjenkede Thord med alle dennes Mænd Grid, hvilken Thords Søn, den siden som Skald saa berømte Olaf (Hvitaskald) tillyste med den sædvanlige Formular. Derpaa red Sturla bort igjen, og noget Forlig sluttedes ej. Da Thord strax efter kom til Thinget, tilbød Snorre ham strax at følge ham til Saudafell med saa mange Folk han ønskede, for at lade Sturla undgjelde Overfaldet. Men den redelige Thord afslog at benytte sig af dette Tilbud, da Griden var bestemt at skulle gjelde til Midsommer. Overhoved danner den Ærlighed og Ridderlighed, begge Frænder viste mod hinanden i denne Strid, en smuk Modsætning til Snorres Underfundighed, og til den Lavhed og Ondskab, hvormed de fleste øvrige Fejder førtes. Ud paa Høsten traf Thord tilfældigviis sammen med Sighvat og Sturla hos en fælles Bekjendt, og de talte, heder det, nok saa venskabeligt sammen om Heste og alskens Nyheder; først da Godordssagen kom paa Bane, maatte de afbryde Samtalen. Vaaren efter (1228) blev der afsagt Voldgiftskjendelse i Anledning af Sturlas Overfald paa Hvamm, og Voldgiftsmændene dømte, foruden store Bøder til alle de Saarede og for selve Overfaldet, ikke mindre end 60 Hundreder Trealensøre for Attentat mod Thords Liv. Sturla svarede hertil: „det er slet ikke for meget til de saarede, og jeg skal ærligt og redeligt betale det; det er ogsaa ganske i sin Orden at jeg undgjelder for de Mænd, der deeltoge med mig i denne uvittige Ferd; men derimod anseer jeg det aldeles utilbørligt, at jeg skal bøde for noget Attentat mod min Farbroders Liv, thi det kunne de Mænd, der vare med, noksom bevidne, at jeg ikke vilde hans Død. Heller ikke vil jeg for Eftertiden tviste med ham om noget som helst Gods, hvorom vi endnu ej ere blevne forligte“. Efter at der heller ikke paa Althinget i dette Aar var kommet til nogen Afgjørelse angaaende Godordet og Snorre havde tilbageviist et Forligstilbud fra Sturla, drog han i Følge med Thorvald Vatnsfjording, og med en Folkestyrke af henved 400 Mand ligetil Saudafell, for at underlægge sig Sturlas Thingmænd. Han opfordrede ogsaa Thord til at være med; denne svarede, at han alene vilde følge med for at see til, at alt løb saa lempeligt af, som muligt, og at han derfor endog vilde underrette Sturla om det forestaaende Besøg. Snorre sagde at han fik gjøre hvad han vilde, og Thord sendte Bud til Sturla med det Raad, ikke at oppebie Besøget hjemme, et Raad, som Sturla ogsaa strax fulgte. Snorre fandt derfor ingen Modstand, stevnede alle Sturlas Thingmænd sammen, lod dem højtideligt erklære sig for hans Thingmænd, og tog Troskabsed af dem. Anden Afgjørelse fik, som det synes, Godordssagen ikke; Snorre, som den mægtigste, satte sin Vilje igjennem, men nogen Retsdom eller Voldgiftskjendelse synes aldrig at være afsagt. Snart indtraf andre Begivenheder, der stillede den i Skyggen[161].

Thorvald Vatnsfjording havde, som det nys er berettet, ledsaget Snorre paa Rejsen til Saudafell, og vilde derfor rejse lige hjem til Isafjorden. Thord bad ham ved Afskeden tage sig vare for Ravnssønnerne, hvis Opholdssted ingen for Ojeblikket kjendte, og som upaatvivleligt vilde efterstræbe hans Liv. Thorvald takkede for hans gode Vilje, men svarede overmodigt, at hvad der saa end hændte, kunde dog aldrig Ravnssønnerne blive hans Banemænd. Disse vare dog farligere end han troede. Einar Ravnssøn, der imidlertid havde opholdt sig i Nærheden, satte ved Efterretningen om Thorvalds forestaaende Hjemrejse strax over til Flatø, hvor hans Brødre vare, og sejlede med dem og flere Venner ind i Thorskafjorden, hvor de lagde sig i Skjul, oppebiede Thorvald, omringede den Gaard, hvor han om Lørdagen den 5te August havde taget Natteleje, og brændte ham inde[162]. Dette Endeligt var ham værdigt, og, skjønt seent, rammedes han dog tilsidst af den Straf, han havde fortjent for sin skjendige Utaknemlighed mod sin ædle Velgjører, Ravn. Men for hans Omgivelser var hans Død til liden Lettelse, thi hans Sønner, af hvilke Thord og Snorre strax efterfulgte ham i Godsets og Høvdingedømmets Bestyrelse, traadte ganske i hans Fodspor. Deres første Bestræbelse var naturligviis at tage blodig Hevn for Faderens Drab ej alene over Ravnssønnerne, men ogsaa, og det fornemmelig, over deres Beskytter Sturla, hvilke de endog, skjønt neppe med Rette, betragtede som den egentlige Ophavsmand til Drabet, da han ej kunde andet end harmes over Thorvalds Løftesbrud og Frafald. Ravnssønnerne havde ogsaa umiddelbart efter Drabet begivet sig til Sturla, som vel ikke vovede at beholde dem hos sig, saa nær ved Thorvaldssønnernes Raaderum, men sendte dem til sin Fader Sighvat, hos hvem de fandt en god Modtagelse[163]. Sturla selv var sig fuldkommen bevidst, at Thorvalds Sønner fornemmelig vilde rette deres Hevn mod ham. Dette lagde han for Dagen ved strax efter Drabet at sende en Prest til Snorre Sturlassøn og forlange Grid af ham til en Sammenkomst med Vatnsfjordingerne for at handle om Forlig[164], og siden, da der intet blev deraf, at tilbyde Vatnsfjordingerne selv Forlig i Ravnssønnernes Navn, skjønt ligeledes forgjæves, da Thord Thorvaldssøn tvert imod sigtede ham og hans Fader Sighvat for at have stræbt Thorvald efter Livet[165]. Vatnsfjordingerne tørstede kun efter Hevn. Allerede den følgende Vinter (1229) lidt efter Helligtrekongers Dag, samlede de. Folk til sig, og droge afsted for at overfalde Sturla paa hans Gaard Saudafell. Blandt de mange lignende Tog, hvorom Islands Sagaskrivere have efterladt Beretninger, er der neppe noget, ved hvilket saa stor Vildhed og Grumhed blev lagt for Dagen, som paa dette; ej at tale om, at man i Hedendommens Tider bar sig menneskeligere ad, har man – hvad der vil sige meget – neppe engang i den frygtelige Sturlungatid let for at paavise noget saa uhyggeligt. I Stedet for at gaa lige fra Isafjorden over til Breidafjorden, gik de først over Fjeldene til Steingrimsfjorden, og videre næsten lige til Rutafjorden, hvor de med eet drejede mod Vest over Hejden og kom lige ned i Laxaadalen, en Miils Vej nordefter Saudafell. Her toge de først ind paa en af de nærmeste Gaarde, og forsynede sig med tilstrækkeligt Forraad af Brændeved, om det skulde behøves, siden droge de, efter at have bundet alle Husets Folk, atter til Fjelds, og videre langs Aassiden, indtil de kom til en Fjeldkløft lige over Saudafell, hvor de ventede, indtil Mørket faldt paa. Da ilede de ned til Gaarden, femti i Tallet, med Larm og Gny, fuldt og fast bestemte paa at angribe Sturla, hvad enten han havde faa eller mange Folk hos sig, og paa at brænde ham inde, hvis de ej kunde fælde ham ved Vaabenmagt. Men heldigviis for Sturla var han ikke hjemme; thi netop samme Dag var han rejst østefter til Midtfjorden, for at mægle et Forlig. En Kone i Nabolaget havde sendt ham Bud, at han ikke burde være hjemme, „da Ufredsfylgjer vare komne i Heredet“[166]. Det lader dog ikke til at det var denne Advarsel, som bestemte ham til at drage bort, thi havde han haft Anelse om noget forestaaende Overfald, vilde han vistnok just være bleven hjemme. Hans Hustru Solveig, som han elskede højt, havde for faa Dage siden født en Datter til Verden, og var den Dag netop flyttet ind i den saakaldte Stue[167], hvor hun laa med sit spæde Barn og sin Moder Valgerd. Af vaabenøvede Mænd var der ikke mange hjemme paa Gaarden; og de fleste synes at have ledsaget Sturla; derimod var der en heel Deel Fruentimmer og Tjenestefolk. En Fremmed, der nys var kommen i Besøg, havde, besynderligt nok, just den Aften taget Bommene fra Døren, idet han gik ud; det hed siden, at han var en af Fienderne udsendt Forræder, men han benegtede det. Den første, der opdagede Fienderne, var en Barnepige, som just befandt sig ude paa Gaarden og hørte dem komme; hun styrtede ind, slukkede alle Lysene i Skaalen, lagde sig ind i Veggesengen til den lille Gudny, Sturlas og Solveigs ældste Datter, saaledes at hun ganske skjulte hende, bredede derpaa en Emne over sig, gjorde Korsets Tegn over Barnet, og befalede sig og hende Gud i Vold. Imidlertid besatte Fienderne alle Udgangene; de øvrige stormede med Eder og Trusler ind i den prægtige, tjeldede og skjoldhængte Skaale, og gik fra Sengerum til Sengerum, stikkende og huggende for Fode, uden Hensyn til Alder eller Kjøn, saa at den hele mørke Hall snart gjenlød af Kvinders og Saaredes Skrig. Dog traf det sig saa heldigt, at intet Stik eller Hug rammede den tro Tjenestepige eller Barnet, hvad enten nu Voldsmændene i Mørket kom til at gaa dette Rum forbi, eller Dynen, hun havde bredt over sig, tog imod. Imidlertid havde man faaet Lys, og Thord selv styrtede med draget Sverd ind i Koven, hvor Sturla plejede at sove, idet han raabte paa Dale-Frey[168] – saaledes kaldte man spotviis Sturla – og sagde at han ikke skulde ligge der og skjule sig. Men snart overbeviste han sig om, at ingen var der inde, og blev, som han selv siden sagde, lige saa ilde tilmode derved, som han var glad, da han brød ind i Koven i sikker Forventning om at treffe Sturla. I nærmeste Rum laa der to Mænd, hvoraf den ene var en Prest; man stak og hug først efter Presten, der værgede sig saa godt han kunde med en Pude; da raabte hans Sengkammerat, at de skulde lade Presten være i Fred og heller vende sig mod de Ulærde: man gjorde saa, og den opofrende Sengkammerat fik Ulivssaar. Endnu havde Solveig og hendes Moder i deres afsides Skue været forskaanede for noget uvelkomment Besøg; de vidste ikke engang, da de vaagnede, hvad al den Larm skulde betyde, og sendte en Mand hen for at faa see, hvad der var paa Ferde. Han blev strax dræbt; og da han ikke kom igjen, sendte Valgerd en Pige; men neppe var hun kommen tilbage med det frygtelige Budskab, at der var Ufred paa Gaarden, førend Fienderne brøde ind med brændende Fakler, ransagende højt og lavt, for at see om Sturla skulde være der, da de ikke fandt ham i Koven. Thord og hans Broder gik lige hen til Solveigs Seng med dragne, blodige Sverd, rystede dem truende imod hende, og sagde, at det var de samme Vaaben, hvormed de havde farvet Dale-Freys Lokker. Den svage, forfærdede Kone faldt i Afmagt, men Valgerd sagde, at de ej behøvede at lede efter Sturla der inde, eller at stikke tinder Tjeld og Vægge; de vilde faa andet at bestille, inden Sturla havde opgjort sin Regning med dem, end at forgribe sig paa Kvinder og Arbejdsfolk. De svarede, at de ej vilde aflade, førend de havde hans Hoved. „Denne Gang,“ svarede hun, „er det undsluppet eder, og det er ikke eder forundt at tage hans Liv.“ Da de endelig havde overbeviist sig om at han ikke var i Stuen, ledte de efter ham over hele Gaarden, thi endnu vidste de ikke, at han var borte. Alle de, der vare i Skaalen, saarede og lemlæstede saavel som uskadte, bleve nu førte ind i Stuen og bevogtede der, medens alle Gjemmer bleve opbrudte og Indholdet ranet, til en Værdi af 70 Hundreder, hvoriblandt en Deel ypperlige, kostbare Vaaben af Sturlas Vaabenkiste. Ogsaa Solveigs Kiste blev aabnet, og man var allerede i Begreb med at tage en Eske, der indeholdt hendes og Moderens Guldsmykker, da en Kone greb dem, sigende at det dog var alt for haardt, om man ikke engang vilde lade hende beholde den nødvendige Salve til de Saarede. Man lod hende i Fred, og hun bragte Valgerd den kostbare Eske[169]. Voldsmændene bleve ikke færdige med at plyndre, førend det næsten var lyst. Da toge de alle de Heste, de kunde forefinde, og droge afsted. Thord sagde til Solveig, idet han gik: „i tvende Ting er min Forventning skuffet, idet jeg nemlig deels ikke fandt Sturla, deels ej har kunnet tage dig med.“ Saa snart de vare borte, sendte Valgerd et Iilbud efter Sturla for at melde ham, hvad der var skeet; et andet Bud sendtes ud for at opbyde Folk. En af Jonssønnerne kom samme Dag til Saudafell, og Solveig bad ham strax at sætte efter Voldsmændene, men Valgerd fraraadede det, da Sturla vistnok helst undte sig selv den Tilfredsstillelse at tage Hevn. En heel Deel Folk havde imidlertid samlet sig paa en af Nabogaardene, og vilde sætte efter de bortdragende Voldsmænd, men opgav det, da man forestillede dem, at de allerede havde faaet Forspring. Da Sturla fik Ulykkesbudet, spurgte han strax om Solveig var kommen til nogen Skade; da man svarede, at hun var uskadt, gjorde han ikke flere Spørgsmaal. Mange opmuntrede ham til strax at samle Folk og tage Hevn, men han svarede, at han ej vilde forhaste sig dermed, og skyndte sig kun for det første hjem. Her fandt han stor Ødelæggelse. Femten Mennesker vare saarede, deraf sex Kvinder; en af disse, en gammel Kone, var ynkeligt tilredt, idet begge Brysterne vare hugne af hende; hun døde ogsaa tre Dage derefter; af Mandfolkene døde tvende, andre bleve Krøblinger for Levetid. Det prægtige, vel forsynede Huus var aldeles udplyndret og besudlet; Blod flød paa alle Gulve, al Drik var spildt, og overhoved alt udskjemt, som ikke kunde medtages[170].

Efterretningen om dette Overfald gik som en Løbeild over hele Landet, og alle priste Sturla lykkelig, at han ej havde været hjemme, men dadlede Snorre, hvis han, som man mistænkte ham for, havde været vidende om hvad Vatnsfjordingerne havde fore[171]. Sturla selv var af denne Tro, og stevnede ikke længe efter de omboende Bønder til sig, for at kræve deres Hjelp til et Tog mod Snorre. Men alle, eller de fleste af dem, havde, som vi vide, nys svoret Snorre Troskabsed, og gjorde derfor Indvendinger mod at fare, saa at Sturla tilsidst ærgerlig hævede Mødet og sagde, at han heldigviis ikke behøvede at spørge Dalemændene ad om alt hvad han vilde gjøre. Lidt efter rejste han hen til sin Fætter Kolbein unge, Arnors Søn, der for fire Aar siden var kommen tilbage og havde bosat sig paa sine Ættegaarde i Skagafjorden, samt egtet Snorre Sturlassøns Datter Hallbera, efter at hun var bleven skilt fra sin første Mand Arne Øreyda[172]. Det var upaatvivleligt Sturlas Hensigt at anmode Kolbein om at staa ham bi, enten mod Vatnsfjordingerne eller mod Snorre, og Kolbein, hvem Egteskabet med den indbildske, uelskværdige og dertil sygelige Hallbera just ikke bandt synderligt til Snorre, vilde vel heller ikke have negtet ham denne Hjelp, især da Sighvat endnu, saa længe han var ung, havde meget at sige hos ham. Men uheldigviis – eller rettere heldigviis for Landet – kom Sturla ved en Kapløben med Kolbein til at forstrække en Sene i Foden, saa at han en Tidlang ej kunde gaa paa den, ja endog i Førstningen laa til Sængs. Dette gjorde ham uskikket til Vaabenferd. Da Sommeren kom, red Snorre til Things med 840 Mand; hans Broder Thord med Sønnen Bødvar sluttede sig til ham med henimod 260 Mand; den hele Styrke udgjorde altsaa 1100 Mand. Vatnsfjordingerne vilde ogsaa støde til ham med 240 Mand, og røvede paa Vejen Kvæg fra Sturla, men man fandt det raadeligere at lade dem blive tilbage paa Reykjaholt. Sighvat og Sturla kom ligeledes heel mandsterke nordenfra, og til dem sluttede sig alle Østfjordingerne, navnlig Orm paa Svinafell, en Søn af Jon Sigmundssøn, samt endelig Kolbein, der havde Hallbera med, men, som det synes, alene for at sende hende tilbage til Faderen, da han bragte hende til dennes Bod, og siden, da han drog fra Thinget, lod hende blive tilbage uden engang at spørge efter hende. Gissur Thorvaldssøn, Snorres anden Svigersøn, indfandt ilet ligeledes med en Mængde Folk, men uden at tilkjendegive, hvilken af Parterne han vilde hjelpe i Tilfælde af Strid; hans Fader Thorvald, nu Munk eller Kanonikus i det nys oprettede Vedøkloster, var ligeledes tilstede, men kun som en Ven af begge Parter, for at hindre Slagsmaal. Rimeligviis var det ogsaa Gissurs Hensigt, hvis det kom til Kamp, at adskille de Stridende. Det manglede ikke paa bitre Ord mellem Tilhængerne af hvert Parti, og det var maaskee endog kommet til Haandgribeligheder, hvis ikke Sturla endnu havde været daarlig i sin Fod, og Snorre ej var bleven syg, saa at han maatte holde sig stille. Man maatte indskrænke sig til at bruge de sædvanlige Rettens Midler. Sighvat sagsøgte Vatnsfjordingerne for Overfaldet paa Saudafell, og Snorre sagsøgte Ravnssønnerne for Thorvalds Drab. Begge Parter fik deres Modstandere dømte fredløse, men uden at Dommen kunde blive bragt i Udøvelse, idet Sighvat fremdeles beskyttede Ravnssønnerne, og Snorre Vatnsfjordingerne. Saaledes stod Sagen som før uafgjort hen. Om Høsten gjorde Sturla et Tog til Isafjorden for at overfalde Vatnsfjordingerne, men disse bleve i Tide advarede, saa at de kunde komme bort, og han kom til Vatnsfjord just som Thord var sluppen ombord paa et Fartøj, og havde lagt saa langt fra Land, at Sturla ikke kunde naa ham. Hans Broder Snorre var borte i et andet Hered. Da lod Sturla, som vel var bleven ked af den til intet Udslag ledende Fejde, ham tilbyde Grid, om han vilde komme i Land og handle om Forlig. Thord, der vistnok befandt sig i samme Tilfælde som Sturla, modtog Indbydelsen, og det kom virkelig dertil, at Thord, som den mindst mægtige, og den der havde mest Brede paa sin Side, overlod Sturla Selvdom, og lovede at mødes med ham paa et bestemt Sted den følgende Vaar for at høre Domsafsigelsen. Alligevel havde de begge saa liden Tro til hinanden indbyrdes, at de ej vovede at indfinde sig til Mødet uden med en betydelig Styrke paa begge Sider, og de nærmede sig hinanden med en saa ængstlig Forsigtighed, at de endog tilsidst fandt det raadeligst at skilles ad med uforrettet.Sag for denne Gang, og bestemme et nyt Møde paa et andet Sted, hvor de sandsynligviis antoge, at de vilde være mindre udsatte for Svig paa den ene eller den anden Side[173]. Ogsaa her havde Thord, da det kom til Stykket, i Førstningen Betænkeligheder ved at møde, men kom dog omsider, og Sturla fik endelig afsagt Kjendelsen, der forpligtede Thord til at udrede en ikke mindre Sum end 90 Hundreder. Thord betalte det alt sammen, deels i Guld og Sølv, deels i Skibe og Drivtømmer; „vel var det meget“, sagde han, „men det var Modtageren vel undt, thi“, lagde han spydigt til, „langt heller vil jeg betale, end jeg vilde være i Sturlas Sted og modtage disse Penge efter at have lidt saadan Overlast, især naar jeg ansaa mig for saa stor en Mand, som Sturla.“ Sturla svarede lidet dertil, og han skiltes nok saa sømmeligt fra Thord, men vi ville i det Følgende dog see, at hine Ord sank dybt i hans Hjerte og at han ikke glemte dem (1230)[174].

Forliget mellem Sturla og Thord havde, paa hvor svage Fødder det end stod, dog den gode Følge, at der et Par Aars Tid var temmelig roligt i Landet[175], og at der indtraadte et venskabeligere Forhold mellem Snorre, Sighvat og Sturla. Denne gjorde det første Skridt til at nærme sig Farbroderen; han besøgte ham hyppigt, siges der paa Reykjaholt, og lagde megen Vind paa at ladede Sagabøger afskrive, som Snorre satte sammen. Denne merkelige Ytring antyder umiskjendeligt, at Snorre især har benyttet denne Tid, da han nød forholdsviis større Rolighed, til at udarbejde de herlige historiske Verker, som vi nedenfor ville komme til at omtale udførligere, og hvorved han har erhvervet en langt større og hæderligere Navnkundighed, end ved sin politiske Virksomhed. Hermed er det dog ikke sagt, at han jo ogsaa tidligere, under sit bevægede politiske Liv har kunnet afsee mangen en Stund til sine literære Foretagender, især da han, som en faa rig og anseet Mand, har kunnet benytte mange duelige Hjelpere, blandt hvilke vi i det mindste kjende een, nemlig den før omtalte Styrme Prest, kaldet den frode, der ej alene omtales som selvstændig Sagaskriver, men om hvem man tillige med Vished veed, at han i længere Tid enten var i Snorres Huus, eller i det mindste stod i et vist Uuderdanighedsforhold til ham[176]. Men under en almindelig Fred og Ro kunde Snorre dog mere udeelt hengive sig til sine literære Sysler, og naar det udtrykkeligt fortælles, at Snorre idet samme Aar, hvorom her er Tale, selv blev hjemme fra Althinget, men lod Styrme møde paa sine Vegne som Lovsigemand, – et Hverv, Styrme saa meget bedre kunde udføre som han selv allerede i 1210 havde været virkelig Lovsigemand[177] – maa man næsten drage den Slutning, at dette kun skede, fordi Snorre ønskede at faa flere vigtige videnskabelige Arbejder fra Haanden. For den ridderlige, og selv efter de Tiders Maalestok særdeles dannede Sturla maatte den Underholdning, Farbroderens aandfulde Samtaler og rige literære Skatte kunde forskaffe ham, være overordentligt tiltrækkende. Det følgende Aar (1231) udvexledes ogsaa venskabelige Budskabet mellem Snorre og Sighvat, efter at denne havde sendt Ravnssønnerne fra sig. Paa Thinget, hvor de denne Gang begge indfandt sig, omgikkes de særdeles venligt med hinanden, og da Snorre her kom i Uenighed med den anseede Orm paa Svinafell, Jon Sigmundssøns Søn, tilbød endog saavel Sighvat som Sturla ham deres Understøttelse, saa at Orm ganske maatte krybe til Korset og underkaste sig Snorres Dom. Paa Hjemrejsen var Sturla, der havde samme Vej, som Snorre, i Følge med denne, og Urøkja, Snorres Søn, fulgte siden med Sturla til Saudafell[178]. Langvarig kunde imidlertid ikke Freden blive, og paa forskjellige Hold trak der atter Uvejrsskyer op. For det første opførte Vatnsfjordingerne sig saaledes, at Sturla havde største Grund til at beklage sig over dem. Siddende med mange Folk, og udarmede ved den store Pengebod, vare de stedse i Forlegenhed for det nødvendige til Huusholdningen, og hjalp sig ved at fare om i alle de nærmeste Fjorde og inddrive vilkaarlige Bidrag, ej alene af deres egne, men ogsaa af Sturlas Thingmænd. Der klagedes naturligviis til Sturla herover, og man sagde at hans Venner aldrig vilde kunde aande frit, saa længe Thord var Høvding i Isafjorden. Vel lod han i Førstningen, som om han ej vilde høre efter saadant, men det er let at forstaa, at det ligefuldt maatte gjøre Virkning paa hans allerede med Nag mod Thord opfyldte Sind, ej at tale om, at han ikke engang uden at tilsidesætte sine Høvdingspligter kunde i Længden see med Ligegyldighed paa at Thord mishandlede hans Thingmænd. Her kunde man altsaa med det første vente en Fornyelse af den gamle Fejde[179]. Dernæst ytrede der sig allerede farlige Tegn til den Strid, der siden med saadan Voldsomhed blussede op mellem Gissur Thorvaldssøn og hans Svigerfader Snorre. I Aaret 1229 var baade Gissur og Jon Murte, Snorres Søn dragne til Norge. Gissurs Hensigt var kun den sædvanlige, at see sig om i Verden; Jon derimod havde rejst bort af Misfornøjelse over at Faderen ikke, paa hans Anmodning, havde villet oplade ham Stavaholt med en Deel Gods som Morgengave til Helga, Sæmund Jonssøns Datter, om hvis Haand han agtede at anholde[180]. Jon fandt en særdeles venlig Modtagelse hos Skule Jarl, der gjorde ham først til Hirdmand, siden endog til Skutilsvein. Efter at have tilbragt Vintren hos Jarlen i Nidaros, begav han sig om Vaaren til Bergen og besøgte den fra Oslo nys hjemkomne Kong Haakon, hos hvem han synes at være bleven antagen i samme Værdighed. Her traf han sin Svoger Gissur, der, som man næsten maa formode, havde opholdt sig Vintren over hos Biskop Arne[181], og som nu ligeledes af Kongen var hædret med Skutilsveins-Titel[182]. Om Sommeren vilde Jon rejse tilbage igjen, men Kongen, der nu var hans Herre, forbød ham det, thi just i dette Aar indstevnede, som det nedenfor skal vises, Kongen og Jarlen i Forening Islands Høvdinger til sig, og da det fornemmelig maatte være af Vigtighed at Snorre indfandt sig, har Kongen vel villet forsikre sig derom ved at holde hans Søn tilbage, saa meget mere som Snorre tidligere just havde stillet denne Søn til Gissel for sine hidtil uopfyldte Løfter. Dette faldt noget ubelejligt for Jon, der ikke havde Penge nok til et længere Ophold og maatte sende en af sine Tjenere hjem efter flere; men Biskop Arne bragte ham for det første ud af Forlegenheden ved at indbyde ham til sig. Gissur, der, som sagt, maaskee havde været Biskoppens Gjest hele Tiden, deelte Værelse med ham i Bispegaarden[183]. Det hændte sig en Dag i Julen lidt efter Nytaar, at begge Svogrene kom noget beskjenkede hjem fra et Drikkelag i Kongsgaarden, og da de hverken fandt Lysene tændte eller Sengene opredte, gav Jon sig til at skjende paa Tjenerne. En tilstedeværende Landsmand af ham, som han selv havde givet frit Ophold hos sig, søgte at undskylde disse, og derover blev Jon saa vred, at han tog et Vedtræ og slog til ham; den anden greb forbitret en Øxe og hug efter Jon, og Uheldet vilde at Gissur, som i det samme havde grebet fat paa Jon for at faa ham rolig, kom til at holde ham saaledes, at Hugget rammede ham lige i Hovedet. Jon spurgte strax, hvad det skulde betyde, at Gissur holdt ham tinder Hugg, men da Saaret i sig selv var lidet, brød han sig, da han var bleven ædru, ikke mere derom. Men da han var uforsigtig, og gik i Bad og Drikkelag som ellers, slog der sig Verk i Saaret, som paa denne Maade dog endte hans Liv, omtrent tre Uger senere[184]. Sommeren efter kom Gissur tilbage til Island, medbringende Jons efterladte Sager, og fortalte det Hele, saaledes som det var tilgaaet. Det manglede imidlertid ikke paa dem, der fremstillede det paa en for Gissur mere graverende Maade, og hans Fader Thorvald saa sig endog nødsaget til at bringe et Møde i Stand mellem Snorre og Gissur, hvorved denne aflagde Ed paa, at han ikke havde staaet i mindste Ledtog med Drabsmanden, og at han havde fortalt den rene Sandhed. Snorre gjorde heller ingen Indvendinger derimod[185]. Til samme Tid var det egteskabelige Forhold mellem hans Datter Ingebjørg og Gissur meget daarligt; vel, heder det, holdt hun meget af ham, men de kunde dog ikke forliges. Det hjalp ikke at Thorvald og Snorre gav dem hver en betydelig Pengesum[186] for at forbedre deres økonomiske Stilling, om denne muligviis havde givet Anledning til Misforstaaelser: de maatte alligevel omsider lade det komme til Skilsmisse imellem dem. De fleste gave hende Skylden. At baade hendes og Systeren Hallberas Egteskaber bleve saa ulykkelige, uagtet i det mindste hun skal have elsket sin Mand, viser tydeligt, hvad man og veed med Vished om Hallbera, at de maa have været fulde af Nykker, og da disse for en stor Deel maa have været Følge af Opdragelsen, kastes herved et ikke ringe Lys paa den i Snorres Huus herskende Tone. Det er klart nok, at hans Børn, opvoxne i Rigdom, Overflod og under bestandige Smigrerier af Tjenere og slaviske Klienter, ere blevne saa forvænnede og forkjelede, at de ej kunde finde sig vel uden i Fædrenehuset, og derfor idelig plagede deres Mænd med utaaleligt Overmod og allehaande Luner. Den tredie Datter, Thordis, Enke efter Thorvald Vatnsfjording, var desuden højst letfærdig, som vi i det følgende ville see. Det mislige Forhold mellem Hallbera og Kolbein var det tredie til Fredens Forstyrrelse virkende Moment. Vi have seet at Kolbein unge, ked af hende, havde ladet hende blive syg tilbage hos Faderen paa Thinget 1229, uden at bryde sig videre om hende. Snorre tog hende med til Reykjaholt, hvorfra han siden lod hende bringe til en Familie i Vatnsdalen, som igjen fulgte hende til hendes Mand. Men Kolbein vilde ikke vide af hende, og hun begav sig derfor syg til sin Moder Herdis paa Borg, hvor hun indtil videre tog sit Ophold[187]. Hendes Sygdom brød ud igjen med fornyet Heftighed, og da hun prøvede et Raad, som en Kvaksalver i den nu atter tilbagekomne og omvankende Biskop Gudmunds Følge gav hende, havde dette den Virkning, at Sygdommen slog sig for Brystet, saa at hun kort efter døde[188]. Aldrig saa snart erfarede Kolbein hendes Død, førend han drog syd til Odde, og bejlede til den før omtalte Helga Sæmundsdatter, som og blev hans Hustru. Kolbein vilde vist allerede forlængst have gjort formelig Skilsmisse med Hallbera, for at faa Helga til Egte, hvis han ikke havde frygtet de Vanskeligheder, der vilde opstaa ved Fællesboets Opgjør mellem ham og Snorre. Hendes Død gjorde nu alligevel et saadant Opgjør uundgaaeligt, og Snorre fremsatte saa store Arvefordringer, at Kolbein vanskeligt kunde gaa ind paa dem. Herom begyndte nu en ivrig Trætte, der tegnede sig at blive baade langvarig og farlig. Men den havde dog i Førstningen den tilsyneladende gode Virkning, at Snorre, hvem det var om at gjøre at have saa mange Venner som muligt, naar Tvisten skulde afgjøres, og som derfor nødig vilde lægge sig ud med nogen, viste sig langt føjeligere og medgjørligere mod andre, med hvem han havde noget at bestille, end ellers. Af denne Grund var det vistnok, at han ikke gjorde flere Ophævelser over sin Søn Jons Drab, men lod sig nøje med Gissur Thorvaldssøns edelige Forsikring, saavel som at han mere med det gode end med Heftighed søgte at hjelpe paa det mislige Forhold mellem Gissur og Ingebjørg, og da det endelig kom til Skilsmisse, ej lod Gissur undgjelde derfor, i det mindste ej for det første.

Men fornemmelig viste Snorres kloge Forsigtighed sig i det Forhold, han iagttog med Hensyn til Sturla Thordssøn og Vatnsfjordingerne. Der skulde neppe meget til at skjønne, at saaledes som disse fore frem, kunde Freden mellem dem og Sturla ikke vare længe. Ogsaa om Høsten 123l, holdt de ved, paa samme Viis som før at rejse om og inddrive Kontributioner af Bønderne, og der kom alvorlige Klagemaal til Sturla derom. Efter Julen (1232) indbød Snorre saavel Sturla, som sin Broder Thord og dennes Søn Bødvar, til et herligt Gjestebud, da han, som det udtrykkeligt heder, vilde sikre sig Venner til den forestaaende Retstrætte med Kolbein. Efter hvad der– senere skede, maa man og antage at dette tildeels lykkedes ham. Men derforuden henvendte han sig særskilt til Sturla angaaende Vatnsfjordingerne, hvis Hjelp han ogsaa gjerne vilde benytte paa Thinget, men for hvem det var farligt at komme i Sturlas Nærhed, naar han ej udtrykkeligt havde tilsagt dem Grid. Snorre bad ham derfor herom, da han, som han sagde, gjerne vilde faa dem til sig før Festen. Sturla sagde undvigende, at særskilt Grid ej behøvedes, da de jo nu vare forligte. Snorre meente dog, at formedelst al den Sladder, som nu gik, var det ikke sikkert, om Sturla ansaa alle deres Løfter samvittighedsfuldt opfyldte, og at det saaledes var alt for voveligt for dem, at rejse gjennem hans Nabolag uden Grid. „Heraf slutter jeg da“, sagde Sturla listigt. „at du selv anseer Løftet misligholdt fra deres Side, men jeg kan jo gjerne føje dig i at love Grid“. Dermed gav han Snorre Haanden, og denne fremsagde Gridsformularen, hvorpaa Sturla drog afsted. Da han var borte, sagde Thord Sturlassøn, som havde været tilstede, at han ikke syntes videre om Udtrykket i Sturlas Ansigt, medens Griden blev sat. „Det har ingen Fare, Sturla holder nok sin Grid, som det bør sig“, svarede Snorre. Siden indbød han Vatnsfjordingerne til sig, som han havde sagt, og skal, for at vinde dem end mere, have lovet dem Hallveig Ormsdatters tvende Systres, Thurids og Valgerds, Haand; disse opholdt sig nemlig just da paa Reykjaholt[189]. Stolende paa Sturlas Løfte droge Brødrene afsted til bestemt Tid. Men de bedroge sig. Hans Beslutning var allerede før længe siden fattet, eller Fristelsen, da de kom i hans umiddelbare Nærhed, for sterk. De advaredes aller først af Presten paa Hjardarholt i Laxaadalen, der bad dem enten at vende om igjen, eller at tage en stor Omvej mod Østen, saafremt de ikke heller vilde ride lige til Saudafell og bede Sturla om Grid. Til det sidste kunde de ej bekvemme sig; det første ansaa de for en Skam, og droge videre, indtil de kom et Stykke forbi Saudafell, hvor de gjorde Holdt paa en indhegnet Plads[190] for at hvile. Imidlertid havde den samme Prest allerede ladet Sturla underrette om deres Ankomst; han samlede strax Folk, satte efter dem, og traf dem, førend deres Hviletid endnu var til Ende. De havde nok seet ham nærme sig, og Thord, som nu først anede Fare, bad sin Broder Snorre flygte bort paa den raskeste Hest; men man talte saa længe frem og tilbage herom, indtil det var for seent, og Sturla allerede var kommen lige i Nærheden. Et raskt Angreb paa Sturla kunde nu maaskee have frelst dem, da han endnu ikke havde faaet det tilstrækkelige Antal Folk samlet. Men de vare tiltoge nok til at aabne Underhandlinger, og Sturla indlod sig tilsyneladende nok saa gjerne derpaa, alene for at vinde Tid indtil de, han endnu ventede, vare indtrufne. Thi hans Beslutning var fast, ikke at gaa derfra, førend enten han selv eller Brødrene laa paa Pletten. Saa snart han saa den forventede Skare komme, lod han Suk drene strax betyde, at de maatte berede sig til Døden og gaa til Skrifte eller gjøre sig kampfærdige, hvis de tænkte paa noget Forsvar, thi om Grid kunde der ej være Tale. Da Brødrene med deres Følge tilsammen kun vare 8 Mand, Sturla derimod havde mindst 24, skjønnede de, at der var intet Haab for dem om at beholde Livet, og gik til Skrifte tilligemed deres Mænd; men desuagtet vilde de sælge sit Liv saa dyrt som muligt, og beredede sig til Forsvar. Den unge Snorre spottede over at Sturla ansaa det nødvendigt at søge dem med saa stor Overmagt. Sturla svarede koldblodigt, at han netop brugte Overmagt for at gjøre Sagen af des snarere og lempeligere. Han lod ogsaa det første Anfald skee med Steenkast, saa at de Angrebne, der med deres Mænd stode indenfor et højt Jordhegn neppe engang kunde komme til at bruge deres Vaaben. Thord var allerede truffen af et Par Stene, da han paany tilbød Forlig, erklærede sig villig til at forlade Landet, gaa til Rom og imidlertid overlade al sin Ejendom og Magt til Sturla. Men denne var ubønhørlig, og Kampen fortsattes. De Angrebne forsvarede sig vel med største Tapperhed, og det lykkedes dem endog, da Kampen blev hidsigere, at saare nogle af deres Fiender, men de maatte dog bukke under for Overmagten, og nedlagde omsider Vaabnene, udmattede og saarede, med Undtagelse af Snorre, der ikke gav tabt, førend hans ene Been næsten var afhugget. Sturla lod kun begge Brødrene, Thord og Snorre, aflive; de øvrige skjenkede han Livet. Brødrenes, især den tinge Snorres, Drab vakte, som det synes, almindelig Deeltagelse, deels formedelst deres tapre Forsvar, deels fordi det ej kunde negtes, at Sturla skammeligt havde brudt sit Ord imod dem. Men paa den anden Side er det dog vist, at deres Død maatte være en Velgjerning for alle dem, der havde den Ulykke at bo i deres Nærhed, og den Voldsdaad, Thord .havde udøvet paa Saudafell, var af den Beskaffenhed, at den neppe med nogen Bod kunde forsones, især da Thord selv paa en vis Maade havde triumferet over Sturla, fordi han bekvemmede sig til at modtage Forlig. Dette forringer maaskee Sturlas Brøde noget; men ganske at undskylde hans Løftesbrud er umuligt[191]. Hans første Skridt var nu at sende Bud til sin Farbroder Snorre, og tilbyde ham Fred og Forlig[192]. Snorre indvilgede strax Grid for sig og sine Arvinger, men kunde ikke indlade sig paa noget Forlig for Vatnsfjordingernes Efterladte, førend han hørte deres Mening; thi vel var Thords Hoved-Arving hans endnu umyndige Søn med Snorres Datter, Einar, men den egentlige Adile eller Eftermaalsmand, der havde at paatale Drabet, var Thords uegte Broder Illuge, der strax begav sig til Snorre, medens Thordis overtog Gaardsbestyrelsen i Vatnsfjord. Imidlertid gjorde Snorre alt hvad han kunde, for at bringe et Forlig i Stand, thi han vilde, der det, ikke undvære Sturlas Bistand. Omsider blev det afgjort, at Drabssagen skulde bilægges ved en Voldgiftskjendelse af Sighvat og Snorre[193]. Saaledes havde Snorre endelig overvundet alle Vanskeligheder, og forberedet alt paa det bedste til sin forestaaende Thingtrætte med Kolbein.

Da Thingtiden kom, red Snorre til Things med 960 Mand, og understøttedes derhos af Sighvat og Sturla, foruden flere andre Høvdinger. Blandt dem synes endog Orm paa Svinafell at have været, hvilken Snorre havde vundet ved klog Eftergivenhed. Kolbein unge kom med 720 Mand, og understøttedes af Thorarin Jonssøn, Dram Broder, med flere.“ Gissur Thorvaldssøn indfandt sig ogsaa, heel mandsterk, men holdt sig, som før, til Ven med begge Parter, uden at erklære sig for nogen af dem. Heri handlede han sandsynligviis efter sin Faders Raad, thi denne, med flere Gejstlige, arbejdede ivrigt paa at stifte Forlig. Det samme søgte ogsaa Thord Sturlassøn. Men Snorres Fordringer –– Halvdelen af alt Kolbeins Gods og af alle hans Godord – vare saa overdrevne, at denne intet vilde høre om Forlig, og saavel Thorvald som Thord opgav ærgerlige alle Mæglingsforsøg, siden man ikke agtede deres Ord. Andre fælles Venner vare dog heldigere, og fik virkelig mæglet et Forlig, hvorved Snorre vel fik Halvdelen af Godordene, men dog kun saaledes, at Kolbein fremdeles skulde bestyre dem og repræsentere dem paa Thinget; Godset skulde Kolbein kun udrede efter Bekvemmelighed; derimod skulde han til Gjengjeld være pligtig at staa Snorre bi til Thinge, og desuden skulde han give Snorres Søn Urøkja sin Syster Arnbjørg til Egte med en Medgift af 60 Hundreder, medens Snorre paa sin Side gav 24 Hundreder, Godset Mel i Midfjorden og Aavellinge-Godordet: derved bleve begge de tilkommende Svogre saa godt som Eneherrer i den vestlige Deel af Nordlandet. Thorvald Gissurssøn kunde ikke tilbageholde for Thord sin Forundring over at Forliget saa hurtigt var kommen i Stand, efter at de havde opgivet Mæglingen. Thord svarede: „jeg frygter for at min Broder Snorre har solgt Sighvats og Sturlas Venskab for at faa Kolbeins, hvilket vi Frænder nok snart ville faa at føle“. Thorvald undrede sig over at Kolbein vilde bortgifte sin egtefødde Syster til Snorres Slegfredssøn, „men“, lagde han til, „enhver veed bedst selv, hvad Slags Vare han har at forhandle[194]“. Det lader dog ikke til, at Snorre har ventet sig stort af Forbindelsen med Kolbein, eller sat nogen synderlig Priis paa hans Venskab, thi han undslog sig endog for at komme til Brylluppet, der samme Aars Høst stod i Kolbeins Huus, men sendte kun en Befuldmægtiget i sit Sted, og han gjorde ikke engang Mine til at lade det nygifte Par faa de Besiddelser i Midfjorden, der ved Forliget var dem tilsikrede, saa at Kolbein blev vred, og paastod, at Forliget var brudt. Snorres Fuldmægtig gav da, som han sagde efter udtrykkelig Bemyndigelse, Urøkja Tilsagn om Stavaholt med Tilliggelser, og hermed var Kolbein tilfreds. Men hvad enten Snorre havde givet en saadan Bemyndigelse eller ej, er det vist nok, at det aldeles ikke var hans Mening at forringe sine Besiddelser ved nogen Afstaaelse. Men han hjalp sig paa en anden Maade. Det er ovenfor omtalt, at hans Datter Thordis’s umyndige Søn Einar var den lovmæssige Arving til det store Vatnsfjord-Gods efter Thords Drab. I denne sin Dattersøns Navn havde nu Snorre, ledsaget af Urøkja og en Skare haandfaste, paalidelige Folk, strax efter sin Hjemkomst fra Thinget taget hele Godset i Besiddelse, og modtaget Bøndernes Underkastelse som deres Høvding[195]. Da Urøkja nu om Vaaren 1233 fordrede Stavaholt i Stedet for Midfjord-Godset, tilbød Snorre ham at drage til Vatnsfjord og indtil videre i Einars Navn at nedsætte sig der som Høvding: naar Einar blev voxen, var det tidsnok at finde paa et andet Raad. Hermed var Urøkja vistnok ikke synderlig tilfreds, men da noget var bedre end intet, tog han dog tilsidst mod Tilbudet, og Kolbein kunde nu ingen Indvending gjøre. Snorre beholdt saaledes ej alene alle sine hidtil hafte Besiddelser ubeskaarne, men tillige hvad han havde afpresset Kolbein, og enda havde han ej givet Slip paa den nys erhvervede Indflydelse over Vatnsfjorden, thi Urøkja var dog egentlig kun at betragte som hans Statholder[196]. Hans Vælde, alle-rede forhen saa stort, var altsaa i dette sidste Aar blevet, om just ikke fordoblet, saa dog i det mindste betydeligt udvidet; og uagtet det ej kan negtes, at de tilfældige Omstændigheder vare ham overordenligt gunstige, er det dog paa den anden Side umiskjendeligt, at han har lagt sine Planer med en mere en sædvanlig Fremsynethed. Ja man kan ikke engang tilbageholde Tanken om, at han maaskee planmæssigt har søgt at fremskynde de Kombinationer, hvorefter han rettede sit dybt beregnede Spil. Thord Vatnsfjording synes ganske at have været en Kastebold for dette. Naar man betænker, at Einar, Snorres Dattersøn, var Thords nærmeste Arving, vil man finde det lidet rimeligt, at Thords Død skulde være Snorre aldeles uvelkommen, og saa vidt man kan skjønne, vilde det ikke have været saa vanskeligt for Snorre at hindre den, hvis han alvorligt havde villet, især efter at hans Broder havde advaret ham for Sturla. Men den Gang havde Snorre egentlig opnaaet alt det af Forbundet med Vatnsfjordingerne, som lod sig opnaa, og Sturla, der stod Kolbein nærmere, knade nu være ham saa meget nyttigere, ej at tale om, at det endog i Tidens Løb kunde vorde ham meget farligt, hvis Sturla og Thord bleve forligte og gode Venner, hvilket med begges højsindede Charakteer ikke var saa umuligt. Men da Thord var falden, og Vatnsfjord-Herredømmet nu virkelig var en Frugt, som Snorre naar som helst kunde plukke, trængte han igjen mindre til Sturla, og lagde nu kun an paa at vinde Kolbein, indtil han ogsaa af denne havde opnaaet hvad han ønskede, og, som man næsten maa antage, troede ganske at kunne staa paa egne Been. Sturla, der imidlertid, som det nedenfor skal berettes, skulde gjøre en Pilegrimsrejse til Rom og nu var i Færd med Forberedelserne hertil, kunde for Øjeblikket ikke tænke paa at gjøre sig nye Fiender, og fandt sig derfor nogenledes taalmodigt i at Urøkja opkastede sig til Høvding i Vatnsfjorden, skjønt det maatte være ham intet mindre end kjærkomment, saaledes at være omgiven paa begge Sider af Snorres mægtige Indflydelse. Ogsaa hans Fader Sighvat holdt fremdeles gode Miner med Snorre, og Venskabet lod endnu til at være det bedste imellem dem. Da Tiden kom, at Voldgiftskjendelsen angaaende Vatnsfjordingernes Drab skulde afsiges, indbød Snorre ham til sig, modtog ham, da han kom, med et herligt Gilde, enedes med ham særdeles godt om Afgjørelsen – det siges dog ikke, hvorledes denne kom til at lyde – og gav ham ved Afskeden et guldbeslaget Spyd med de Ord, „at de saaes alt for sjelden til at de ej skulde give hinanden Gaver, naar de skiltes ad“. Der tales ikke om at Sighvat ved denne Lejlighed lagde nogen Mistro eller Uvilje mod Snorre for Dagen. Men det er alligevel umuligt, at han med Rolighed kan have betragtet den overvættes Tilvæxt i Rigdom og Indflydelse, der nu i saa kort Tid var bleven ham til Deel, og som uden Sammenligning gjorde ham til Øens mægtigste Mand, saa at det endog er et Spørsmaal, om Jon Loftssøn nogensinde havde haft saa meget at ligt, som Snorre[197].

I disse ti eller elleve Aar, hvori Snorre Sturlassøn havde svunget sig op til saadan Magt og Anseelse, havde imidlertid ogsaa de kirkelige Anliggender taget en Vending, som end mere end forhen begunstigede og fremkaldte Indblanding fra Norge, og derved bidrog til at undergrave Øens Selvstændighed. Det er allerede omtalt, at Biskop Gudmund i Aaret 1222 af Arnor Tumessøn nødtvungen blev sendt til Norge. Han klagede sin Nød for Erkebiskop Guthorm, der ogsaa, som man erfarer, endnu samme Sommer stevnede Høvdingerne – det vil da her sige Arnor, Sighvat, Sturla og de øvrige, der stode i Forbindelse med dem – over til Norge[198]. Ingen af dem kom dog, som vi have seet, og ved nærmere Undersøgelse af Gudmunds Sag fandt Erkebiskoppen selv denne saa mislig, at han erklærede at maatte suspendere ham fra Embedet, hvis ikke Paven benaadede ham. Guthorm sendte nu en vis Ketil Prest til Paven med en skriftlig Udvikling af sin Sag, men endog denne, der dog vistnok skildrede hans eget Forhold i det bedste og hans Modstanderes i det sletteste Lys, havde saa liden Virkning, at Honorius kun skal have givet Ketil det mundtlige Svar: „vil han vige, saa vige han“: det bedste Beviis paa, hvor uforsvarlig, ja afsindig hans Opførsel maa have været[199]. Men i Aaret 1224 døde, som vi have seet, Erkebiskop Guthorm, og da vendte Bladet sig. Chorsbrødrene, der nu fik den midlertidige Bestyrelse af Erkestolen, og den underfundige Peter af Husastad, der senere valgtes til Erkebiskop, sloge, som tidligere berettet, ind paa en fra Guthorms temmelig forskjellig Politik, og Biskop Gudmund har, som man seer, ikke undladt at smede medens Jærnet var varmt, siden det virkelig lykkedes ham[200] ej alene at stemme Chorsbrødrene og den nye Erkebiskop gunstigere for sig, men ogsaa at sværte sin brave Kollega, Biskop Magnus, til hvem han nødvendigviis maatte have et Horn i Siden, da han foruden i Almindelighed at træde i sin Forgænger Paals Fodspor og hylde et ganske andet liberalere System, ogsaa tidligere var optraadt som Gudmunds Medbejler, og senere som hans umiddelbare Modstander[201]. Magnus havde i Aaret 1223, i Haab, som man maa formode, om Erkebiskop Guthorms Samtykke, gjort nogle Forandringer i Liturgien[202], om hvis større eller mindre Nødvendighed det nu er vanskeligt at kunne have nogen Mening, men som i alle Fald ej synes at have været af synderlig Betydenhed. Aaret efter kom et af de Sendebud, han havde ladet afgaa til Norge, tilbage til Island med Brev fra Chorsbrødrene, hvori, som man maa formode, Samtykket til Forandringen negtedes[203], og da Erkebiskop Peter kom fra Rom efter modtagen Indvielse, gik denne endog saa vidt, at han suspenderede Magnus fra Embedet, og indstevnede ham til at møde for sin Domstol. Derimod lod han Gudmund, der i senere Tid havde opholdt sig i Nidaros, hvor han aller bedst kunde virke for sin Sag, vende tilbage igjen til Island for paany at tiltræde sit Embede, uanseet Pavens ikke utvetydige Erklæring, og valgte endog ham til, i Forening med den dygtige, men charakteerløse Bjørn, da Munk, senere Abbed i Nidarholms Kloster, at overbringe den Skrivelse, hvorved Biskop Magnus suspenderedes og indstevnedes. Ja det lader endog til, at han overdrog ham, under Magnus’s Suspensionstid, at udføre de gejstlige Forretninger i Skaalholts Biskopsdømme. Ved samme Lejlighed indstevnedes desuden Thorvald Gissurssøn, Sighvat Sturlassøn og dennes Søn Sturla[204]. Det er umiskjendeligt, at alt dette for største Delen var Gudmunds Verk, og at denne nu ret haabede at triumfere saavel over sin Kollega Magnus, som over sine øvrige Fiender. Han ankom ud paa Sommeren 1226 til Rutafjorden, og begav sig for det første til sin Biskopsstol paa Hole, uden at man da, som det synes, lagde ham nogen Hindringer i Vejen, uagtet Sturla Thordssøn selv indfandt sig ved Skibet, og indbød en af de Nordmænd, der vare ombord, til at tilbringe Vintren hos ham paa Saudafell[205]. Man maa dog næsten antage, at Gudmund ikke strax har bekjendtgjort sine Erender, da den hidsige Sturla og den nu paa Nordlandet faa godt som eneraadende Sighvat i faa Fald neppe havde tilladt ham at komme hjem til Hole. Men siden, sandsynligviis i Løbet af Høsten eller Vintren, maa Meddelelsen være skeet, thi allerede Aaret efter finde vi Gudmund i Magnus’s Sted rejsende om i Visitats paa Sønderlandet. Og for saa vidt har altsaa Magnus holdt sig Erkebiskoppens Skrivelse efterrettelig. Stevningen ensede han derimod ikke, thi endnu samme Aars Høst kunde han neppe blive rejsefærdig, og imidlertid døde Erkebiskop Peter (9de Oktober 1226), hvorved Sagernes Stilling forandredes. Gudmund havde nu tabt sin fornemste Støtte, og Magnus forblev, skjønt fremdeles suspenderet, indtil videre i Landet, hvor han maaskee især beskjeftigede sig med at ordne og tilsee det nys stiftede og indviede Marie-Kloster paa Vidø. Heller ikke brød Sighvat og Sturla sig om Indstevningen, og Thorvald ansaa sig vel saa meget mere fritagen for at adlyde den, som han nu havde slaaet sig fra Verden og ladet sig indvie til Munk, eller, som han kaldtes, Kanonikus, i Vidø, da Klostret indrettedes til et Konvent for sekulære Augustinere[206]. Fra denne Tid af indtil sin Død (1235) fremtraadte han kun sjeldnere paa den politiske Skueplads, og da kun som raadgivende og mæglende mellem de stridende Parter.

Skjønt Biskop Gudmund nu midlertidigt havde Biskopsmyndigheden over hele Øen, blev hans Stilling derved ikke i mindste Maade bedre end før, thi som Overbringer af hine Budskaber fra Erkebiskoppen havde han allerede ved sin Ankomst stillet sig paa et polemisk i Stedet for paa et forsonende Standpunkt, og lagt sig ud netop med de Høvdinger paa Nordlandet, hvis Venskab det burde være ham om at gjøre at vinde. Derhos var det ham umuligt at afstaa fra sin sædvanlige modbydelige Skik, at samle Skarer af Tiggere og alskens brødløse og urolige Personer omkring sig, og i Stedet for at dette Uvæsen tidligere kun havde været indskrænket til Nordlandet, hans egentlige Biskopsdømme, havde nu ogsaa Øens øvrige Fjerdinger den Forargelse at see ham fare om med sit uregjerlige Følge. Om Sommeren 1227 viste han sig paa Thinget, endnu kun med 30 Mand, og Snorre tog ham da under sin Beskyttelse; men siden rejste han paa Visitats i Borgarfjord-Egnen, og da samlede en stor Skare sig om ham. Alligevel fandt han i Førstningen en god Modtagelse hos de til dette Uvæsen endnu ikke vante Bønder, der endog gave ham en Deel Penge. Men da han paa sin videre Rejse vestover, var kommen til Stadarhool ved Breidafjorden, 120 Mand sterk, og agtede sig derfra lige til Hole, lod Sighvat, der just var i Besøg hos sin Søn Sturla, ham vide, at han ikke maatte understaa sig at komme til Nordlandet, og han maatte saaledes indtil videre forblive paa Stadarhool, hvor han snart kom i den yderligste Forlegenhed for Levnetsmidler til sin store Flok, saa at han blev inderlig glad, da Thord Sturlassøn, som paa den Tid endnu levede paa en spendt Fod med Sturla, bad ham og hele hans Følge til sig paa Hvamm, og beholdt dem hos sig til Faste. Det lykkedes imidlertid de samme Mænd, der mæglede Forlig mellem Thord og Sturla, ogsaa at bringe det dertil, at Gudmund fik Tilladelse til at vende tilbage til sin Biskopsstol med de Mænd, han havde hos sig bag Hvamm[207]. Af denne Tilladelse benyttede Gudmund sig strax. Dog havde han ikke været længe paa Hole, førend Skagfjordingerne fandt hans Nærværelse besværlig, og under Kolbein unges Anførsel jagede ham bort. Da begyndte han at rejse paa Visitats i den nordøstlige Deel af sit Biskopsdømme. Men hans Ledsagere vare saa uregjerlige, og gjorde saa megen Fortred, hvor han kom, at Kolbein tilsidst maatte jage hele Flokken fra hinanden (12te April 1229), og førte Biskoppen selv fangen til Hole, hvor han i nogen Tid holdt ham strengt indespærret og bevogtet, kun med tvende Klerker til Selskab, og skjønt han nok senere hen fik Tilladelse til at rejse om paa Visitats, blev dog Biskopsstolens Gods aldeles unddraget hans Raadighed; isærdeleshed blev det ham formeent at give Almisser: en ganske fornuftig Forholdsregel, sigtende til at hindre den sædvanlige Tilstrømning af Tiggerhobe. Han holdtes i det hele taget, heder det, som en Aftægtsmand[208]. Gudmund søgte derfor, saa meget som muligt, at opholde sig udenfor sit Biskopsdømme, og begav sig om Høsten 1230 til Vestfjorden, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Thord paa Hvamm. Men under hans Ophold der kom der et strengt Bud fra Sturla, at han ikke maatte rejse videre, og han saa sig derfor nødsaget til, atter at vende tilbage til Hole, hvor han daglig maatte tømme Ydmygelsens Bæger. Det følgende Aar forsøgte han atter sin Lykke paa Sønderlandet, og indfandt sig med en heel Deel Folk paa Althinget, hvor Snorre Sturlassøn nu som før tog sig af ham. Fra Thinget drog han atter igjen vestover, og tog ind hos Snorres fraskilte Hustru Herdis paa Borg, hvor, som det allerede tidligere er berettet, en Kvaksalver i hans Følge paaskyndede Hallbera Snorresdatters Død[209]. Siden kom han til Breidafjorden, og hans Flok var nu voxet til en saadan Mængde, at Thord Sturlassøn, hvis Distrikt han først gjestede, maatte lade sin Søn Sturla[210] følge med ham for at holde Orden paa alle disse Folk, og indkvartere dem rundt om hos Bønderne. Men da han fremdeles vilde fortsætte Rejsen nordefter, og var kommen til Sum, fulgte Sturla Sighvatssøn Kolbeins Exempel, idet han tillige med sin Broder Kolbein og Urøkja Snorressøn jagede Størstedelen af det urolige Følge bort, og derpaa i al Hast sendte Biskoppen tilbage til Hole[211]. Det var et Uheld, at Biskop Magnus, der, skjønt suspenderet, dog ved sin store Anseelse kunde have dannet en velgjørende Modvegt mod Gudmund, nu i længere Tid var borte fra Landet, thi Erkebiskop Thore Thrøndske, Peters Eftermand, havde strax efter sin Hjemkomst fra Rom fornyet Indkaldelsen saavel til Magnus, som til Sighvat og Sturla, og Magnus, der ej vovede at sidde den overhørig, var i 1229 dragen over til Norge, hvor hans Ophold formedelst Erkebiskop Thores strax efter indtrufne Død (1230) udhaledes til henved tre Aar[212]. Det Gode maatte dog den forstandige Magnus’s Nærværelse ved Erkestolen udrette, at de kirkelige Autoriteter i Norge af ham, hvis Redelighed og Paalidelighed var hævet over enhver Tvivl, kunde faa en troværdigere Skildring af Begivenhederne i Landet, og derved erhverve en klarere Forestilling om det skadelige i Gudmunds Ferd, end det af de hidtil indløbne, vistnok indbyrdes modsigende eller i det mindste yderst partiske Beretninger havde været muligt[213]. Og uagtet Magnus her vistnok, og, som det sees, med Held, talte sin egen Sag, er det dog umiskjendeligt, at han ikke paa nogen lav Maade har søgt at sværte sin Kollega, men kun yttret, hvad der var uomgængelig nødvendigt, og selv dette med størst mulige Skaansomhed. Desto større Vegt maatte ogsaa hans Ord have. En Følge af denne bedre Belærelse om Forholdene ved Biskop Magnus var det upaatvivleligt, at Chorsbrødrene ved Nidaros Erkestol allerede under Vakancen 1230 lode udgaa en Stevning til Biskop Gudmund, medens Kong Haakon og Skule Jarl paa samme Tid indstevnede Høvdingerne, dog neppe saa meget for de kirkelige Anliggenders Skyld, som for paany at optage den i nogle Aar tilsidelagte Plan til at erhverve Herredømmet over Øen[214]. Vel tog Gudmund ingen Notits af Stevningen, og blev siddende hjemme, saavel som de verdslige Høvdinger, der just nu havde alt for travlt med deres egne Anliggender til at kunne forlade Landet. Men imidlertid kom den nye Erkebiskop. Sigurd, tilbage fra Rom med Pallium (1231) og han, der i det hele taget synes at have været en liberal og fornuftig Mand, indsatte ej alene Magnus i sit Embede, men medgav ham ogsaa, da han om Sommeren 1232 vendte tilbage til Island, en Skrivelse, hvori Gudmund suspenderedes, og derhos Stevningen saavel til ham, som til Sighvat og Sturla fornyedes[215]. Da Erkebiskoppen i denne Skrivelse brugte meget strenge Udtryk mod de sidste i Anledning af deres haarde Ferd mod Gudmund, især Grimsø-Toget, er det tydeligt, at Magnus’s Fremstilling af Sagen maa have været aldeles upartisk, og at han ikke har benyttet Anledningen til at skildre Gudmunds Ferd med mørkere Farver end tilbørligt. Vel opgav ikke den halsstarrige Gudmund sit Embede, lige saa lidt som han drog over til Norge, hvilket vel ogsaa, paa Grund af hans høje Alder – han var nu 72 Aar gammel og meget svagelig – vilde have haft sine Vanskeligheder. Men Magten til at gjøre saa stor Skade, som før, var ham dog for en stor Deel berøvet, og i alle Fald var hans Indflydelse over Skaalholts Biskopsdømme, den største og folkerigeste Deel af Island, tilintetgjort. Heller ikke i Hole Biskopsdømme vilde Bønderne tillade ham, som før, at drage omkring, og han tilbragte de tvende følgende Vintre i Rolighed hos Bonden Brand paa Høvde[216]. Imidlertid havde han dog den Tilfredsstillelse, at Sighvat og Sturla, formodentlig ifølge Erkebiskoppens Trusler og ved Biskop Magnus’s kraftige Forestillinger, indgik et Forlig med ham, hvorved det bestemtes, at Sturla paa sine egne og sin Faders Vegne, for at udsone deres Brede mod Kirken, skulde paatage sig en Pilegrimsrejse til Rom og søge Absolution hos Paven. Dette har vist ikke bidraget lidet til at gjenoplive hans Mod, og bestyrke ham i hans Haardnakkethed. Denne tiltog endnu mere, da Sighvat og Kolbein, som det i det Følgende vil sees, i Anledning af en mellem dem udbrudt Tvist begge kappedes om at faa den „hellige Mand“ paa sit Parti[217]. Han vendte nu tilbage til Hole, hvor han for det meste tilbragte de faa Aar, han havde tilbage at leve i; og uagtet der til hans mangfoldige Alderdomssvagheder nu ogsaa havde slaaet sig Blindhed, saa at han aldeles ikke forsvarligt kunde udføre sine liturgiske Pligter, var han dog ikke at formaa til, godvilligt at fratræde sit Embede. Til aabenbar Tvang eller formelig Afsættelse skrede de højere kirkelige Autoriteter, især i den Tid, højst nødigt, undtagen i virkelige Banstilfælde. Men da han tilsidesatte de kanoniske Regler i den Grad, at han ved Presteordination lod en Diakon oplæse Vielsesordene, medens han selv, kun meddeelte Haandspaalæggelsen, maatte man gribe til alvorligere Forholdsregler, og under 11te Mai 1237 udstedte Pave Gregorius IX to Skrivelser til Erkebiskoppen, hvori han paalagde denne, hvis Gudmund ikke paa nogen Maade kunde bevæges til at træde tilbage med det gode, da at suspendere ham uden Appel og tilforordne ham en duelig Medhjelper[218]. Imidlertid havde Døden befriet Gudmund fra den Krænkelse, at see denne Befaling udført. Endnu førend de pavelige Skrivelser udstedtes, var han død paa Hole den 16de Marts 1237, 77 Aar gammel, efter at have tilbragt de sidste Aar, „mere som en stille og rolig Eremit end som en haardsindet og trættekjær Lydbiskop“, fornemmelig optagen med Andagtsøvelser og med at høre latinske Helgensagaer forelæse. Merkeligt nok havde han, tragtet alle sine Misgreb, der vakte ham saa mange bitre Fiender og endog paadroge ham Dadel af hans gejstlige Over- og Sideordnede, dog altid ved sine strenge Andagtsøvelser og sin særegne Personlighed vidst at vedligeholde det Ry for Hellighed, som han allerede i sin Ungdom havde erhvervet. Dette Ry tiltog, som det gjerne gaar, efter hans Død. Man troede fuldt og fast paa alle de Undergjerninger, han selv i levende Live skulde have udført, og som efter hans Død skulde foregaa ved hans Grav. Hans Been bleve i 1314 optagne og skriinlagte, og uagtet der ikke erhvervedes nogen formelig Kanonisation, skjemt der af og til forhandledes derom lige indtil Reformationen, agtedes han dog ligefuldt paa Island som en fuldkommen Nationalhelgen, ja nød endog en ikke ringe Anseelse i Norge[219].

Gudmunds Kollega, Biskop Magnus, døde faa Maaneder senere, (14de August 1237) efter at han lige til det sidste havde søgt at overholde Fred og Enighed i Landet, deels ved at mægle Forlig mellem stridende Høvdinger, deels ogsaa ved at træffe enkelte, til Fredens Bevarelse sigtende Foranstaltninger, f. Ex. ved strengeligt at forbyde dem, der gik til Dommene paa Althinget, at bære Vaaben[220]. Man kjender for Resten ikke synderligt til hans senere kirkelige eller politiske Virksomhed, og man erfarer kun, at han strax efter sin Hjemkomst fra Norge maa være kommen i Uenighed med Snorre Sturlassøn, siden det heder at de i Aaret 1233 bleve forligte[221]. Med Magnus og Gissur ophører, som vi ville erfare, Rækken af de indfødde islandske Biskopper. Og da derhos i Løbet af de her omhandlede Aar ogsaa flere af de ældre mægtige Høvdinger, som Thorvald Gissurssøn, Sigurd Ormssøn, Thord Sturlassøn, Gudmund Sneis, afgik ved Døden[222], og Mænd, tilhørende en yngre Slægt, fornemmelig Sturlungerne af andet Led, traadte i deres Sted, medens Forsøgene fra norsk Side paa at bringe Island under Norge nu baade bleve hyppigere, kraftigere og heldigere end sør, kan man med Rette sige, at et nyt Tidsafsnit her begynder for Island. I det mindste griber dets Historie fra nu af mere umiddelbart ind i Norges Historie, end forhen. Vi vende derfor nu atter tilbage til denne.

  1. Oplysende Exempler paa denne mislige Sædelighedstilstand ere anførte i Cap. 4 af en Udsigt over Sturla Thordssøn den yngres Liv, som er optagen i Safn til Sögn Islands ok íslendskra bókmenta, 3die Hefte.
  2. Biskop Thorlaks Saga (i Biskupa Sögur) Cap. 10.
  3. Den Mand, til hvem han her særskilt henvender sig, kan vel neppe være nogen anden end Biskop Brand i Hole, thi man seer af Udtrykkene nedenfor, at Eystein endnu ikke vidste noget om Thorlaks Udvælgelse.
  4. Brevet er aftrykt i Finn Jonssøns isl. Kirkehistorie, 1ste Bind, S. 237–239.
  5. Disse saakaldte Breve ere aftrykte sammesteds, som litr. B. og C., S. 239–244; men de have mere Statut– end Brevform, og synes paa flere Steder at være affattede lige saa meget for Norge, eller hele Provinsen, som for Island, da det f. Ex. heder „skjønt Folk i dette Land for dets Vankundigheds Skyld ere blindere for sit Bedste end de fleste andre“. Jevnfør ogsaa Bestemmelsen om dem, der forgribe sig paa Pilegrime, for saa vidt disse ikke overbevises om Svig mod Landets Konge og hans Hirdmænd.
  6. Finn Jonssøns Kirkehist. I. S. 293–294. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av den trykte teksten nøyaktig hva denne fotnoten henviser til.]
  7. Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie, S. 244–249.
  8. Da Erkebiskop Erik, som det ovenfor er viist (S. 257), indviedes 1189, og de to her omtalte Breve, saavel som et tredie, der nedenfor kommer til at berøres, øjensynligen ere skrevne før det, der udfærdigedes fra Biskopsmødet i Bergen 1190, er det tydeligt nok, at begge hine tilhøre 1189.
  9. Han nævner her udtrykkeligt Jon og Gissur, fordi det var bekjendt, at de vare i Besiddelse af en for den Tid ualmindelig Lærdom, ej at tale om at Jon selv hørte til den gejstlige Stand, se ovenfor II. S. 1044.
  10. Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie, I. S. 249–251.
  11. Se ovenfor II. S. 860.
  12. Sammesteds S. 960.
  13. Sturlungasaga II. S. 28–30.
  14. Olafs og Paals Fader Sølve var en Sønnesøns Søn af den ældre Sølve, Broder til den mægtige Illuge den røde (se ovenf. I. S. 167); deres Fader Rolf Paalssøn var Sønnesøn af Landnamsmanden Ulf Skjaalge (se ovenfor I. S. 550), der igjen var en Ætling af Kong Half paa Hørdaland. Om Thord Thorvaldssøn i Vatnsfjorden, Paals og Snorres Fader, er der ovenfor talt (II. S. 957.)
  15. Sturlungasaga, II. 33.
  16. Saavel Reykjaholt, som Deildartunga høre til Borgarfjorden; det første ligger ikke langt fra Hvitaa, paa venstre Side; det sidste i den saakaldte nordre Reykjadal.
  17. Thores Formue angives til 400 (480) Hundreder, hvilket efter 6 Alen Øren, altsaa 20 Sten for hvert Hundrede, (120 Alen) udgjør 9600 Ører; dette svarer efter vore Forhold omtrent til 100,000 Sølvspecier.
  18. I Sagaen (Sturlungasaga 1ste B. S. 98) omtales dette noget unøjagtigt, som om Udrejsen fra Norge skulde være skeet om Vaaren det samme Aar, de strax efter omtalte Pilegrime kom hjem om Sommeren. Men da det ikke er muligt, at Thore og Thorlaug kunde have tiltraadt Rejsen saa tidligt paa Aaret, at de allerede ved Udgangen af Februar vare komne til Lucca, er det klart, at de maa have rejst ud klaret forud; da nu Aaret 1178 er sikkert, som Biskop Thorlaks Indvielsesaar, bliver Aaret før Udrejsen 1177.
  19. Naar hele Formuen var 480 Hundreder, og Thorlaugs Halvdeel altsaa var 240, bliver den Deel, Bødvar tilbød Paal, ¼, og det, som beholdtes for Vigdis, ¾ af Thores Halvpart; derimod udgjorde det ⅜, eller lidt over ⅓ af det Hele.
  20. Brand var gift med Audhelga, en Syster af Paals Hustru Thorbjørg.
  21. Om Havlide Maarssøn og Thorgils Oddessøns Strid 1121, se ovenfor 641, 642, jvfr. Sturlungasaga I. 27. Havlide havde mistet en Finger og faaet to lemlæstede; derfor tildømte han sig 80 (efter en anden Læsemaade, som maaske er rigtigere, 30 Hundreder); dette var meget mindre end hvad Sturla tildømte sig efter et ringere Saar, og dog bragte det Skafte Thorarinssøn til at udbryde: „skulde hvert Lem paa Havlide koste saa meget, da blev hele Manden forsvarligt dyr.“
  22. Sturlungasaga 2 Th. Cap. 34–38.
  23. Det er merkeligt nok, at endog en Biskop, og det en, der var saa højt agtet som Kløng, ikke skulde regne det nøjere end at gifte sig med et saa letfærdigt og man maa antage berygtet Fruentimmer som Yngvild, eller at dette ej skulde skade ham i det almindelige Omdømme. Det er i alle Fald et Vidnesbyrd mere om den Slaphed i Moralitet, som i den Tid var herskende paa Øen. I Hungrvaka omtales ej dette Giftermaal; maaskee har Forfatteren med Flid undladt at nævne det.
  24. Sturlungasaga III. 32. Her fortælles at Thorlak indviede baade Magnus og Thorvald til Prester. Imidlertid finder man i det følgende ikke mindste Tegn til at Thorvald har gjort sin gejstlige Værdighed gjeldende, eller op traadt anderledes end som en verdslig Høvding. Magnus derimod holdt mere paa sin gejstlige Værdighed og blev tilsidst, som vi ville erfare, Biskop i Skaalholt.
  25. Det er charakteristiskt nok, at Jon, ved Thorvalds Anmodning om at hjelpe ham, svarede: „vel var der just ikke synderligt Venskab mellem Einar og mig, men alligevel gaar det ikke an at Smaafolk slaa Høvdinger ihjel; derfor skal jeg tage dit Parti paa Thinget, naar Sagen kommer fore.“
  26. Paal Biskops Saga, Cap. 1.
  27. Se ovenfor S. 282
  28. Paal Biskops Saga, Cap. 1.
  29. Paal Biskops Saga, Cap. 7, 8. De islandske Annaler ved 1198.
  30. De islandske Annaler, ved 1229.
  31. Jon Biskops Saga, Cap. 13–31.
  32. Sturlungasaga III. 13.
  33. Anund havde ved et Magtsprog tiltvunget sig Gaarden Langelid, Sturlungasaga III. 16.
  34. Sturlungasaga III. Cap. 40.
  35. Den første Anledning til Uvenskabet mellem Gudmund og Anund Thorkellssøn er det ikke uden Interesse at lære nærmere at kjende. Omstændighederne derved vare følgende: En rig, ung Mand, Telt Gudmundssøn, var død uden Børn under et Ophold imorgen Hans nærmeste Arving vilde under sædvanlige Omstændigheder have været Faderen, der endnu levede, men da denne allerede for længere Tid tilbage havde ladet sig optage som Munk i Tveraa Kloster, meente hans Brødre, Halldor og Bjørn, vistnok med Rette, at han nu var at betragte som død for Verden, og derfor uberettiget til Arven, som følgelig maatte tilfalde dem. Dette hindrede dog ikke den anseede Eyjulf paa Grenjadarstad, fra at begive sig hen til Klostret og afkjøbe Gudmund den hele Arv, saavel Jordegods som Løsøre, for en Spotpriis. Da Halldor og Bjørn erfarede dette, henvendte de sig til hver sin Godordsmand om Hjelp, Halldor til den oftere omtalte Thorvard Thorgeirssøn, der nu boede paa Madrevalle i Hørgaardal, Bjørn til Anund Thorkellssøn, der dengang boede paa Laugaland. Begge Høvdinger tilsagde dem sin Bistand, imod at de ganske overlode dem Retten til at indkræve og hæve Arven, og saaledes var det ikke længer de lidet anseede Halldor og Bjørn, men Godordsmændene Thorvard og Anund med deres mægtige Venner og Frænder, der optraadte som Eyjulfs Modstandere. Deres første Handling var, med en Styrke af 50 Mand at tage Teits Hovedgaard Helgastad i Reykjadal i Besiddelse, og sætte sig fast der. Eyjulf, der paa sin Side ligeledes samlede Venner og Frænder, stevnede, da intet Forlig kunde komme i Stand, Anund til Things for uberettiget Benyttelse af anden Mands Ejendom, og Thorvard stevnede derimod flere af hans Følge under et eller andet Paaskud. Sagen skulde behandles paa Vadlething, hvor begge Parter indfandt sig mandsterke, og da Anund og Thorvard kom med den faste Beslutning, ikke at indlade sig paa nogen Proces eller fredelig Afgjørelse, vilde det upaatvivleligt være kommet til blodig Kamp, hvis ikke Gudmund Dyre havde lagt sig imellem med en endnu sterkere Flok, saa at det hverken kom til Rettergang eller til Slag, men Sagen derimod blev henskudt til næste Althing. Paa dette tabte Thorvard og Anund Sagen, og der skulde følgelig holdes Feransdom eller Exekution, hvortil Eyjulf forberedede sig ved paany at samle en bevæbnet Flok, medens Anund og Thorvard ligeledes samlede Folk for at hindre Forretningen. Atter vilde det da være kommet til Blodsudgydelse, hvis ikke Gudmund Dyre paany havde lagt sig imellem. Deels samlede han sine egne Folk, deels fik han nogle til Hjelp af Sigurd Ormssøn (paa Svinafell), der nu, efter at være gift med Tume Kolbeinssøns Enke, forestod Stifsønnens Gods og Høvdingedømme i Skagafjorden tinder dennes Fraværelse i Udlandet. Sagen blev bilagt ved den brave Grim Snorressøn paa Hov, Thorvards Svoger, der fik bragt et Giftermaal i Stand mellem Thorvards Datter og en af Eyjulfs fornemste Tilhængere Kløng Kleppjarnssøn. Sturlungasaga III. 9–11.
  36. Se ovenfor S. 805.
  37. Sturlungasaga III. Cap. 20–22.
  38. Sturlungasaga III. Cap. 22. 45. Paal Biskops Saga Cap. 7. 20.
  39. Sturlungasaga III. Cap. 24, 25. De vigtigste af disse Drab vare de, der skede ved et: Overfald paa Gaarden Lauvaas, hvor Bonden Gudmunds Brodersønner Haakon og Hildebrand, saavel som Thorstein og Snorre Snorressønner, bleve aflivede, og viste megen Tapperhed. Ved denne Lejlighed vilde nogle dræbe et spædt Drengebarn, hvortil Hildebrand var Fader, men Thorgrim havde dog saa megen Menneskelighed, at han ilede til og forbød at tilføje Børn og Kvinder noget Ondt. Det er denne Begivenhed, der i Annalerne omtales ved 1198 under Angivelse „Drab i Lauvaas.“
  40. Sturlunga-Saga Cap. 27–30.
  41. Sturlunga-Saga III. 34. Gudmund døde, ifølge Annalerne 1212.
  42. Sagaen omtaler det nemlig udtrykkeligt som en Charakteerfejl hos ham. Sturlunga-Saga III. 16.
  43. Sigurd Ormssøn saavel som Jons Fader Sigmund vare Sønner af Orm, hvis Fader ligeledes hed Jon Sigmundssøn; denne Jons Fader, Sigmund Thorgilssøn, var en af Østerlandets Høvdinger omkring 1100, og døde 1118 paa en Rejse til Rom.
  44. Sturlunga-Saga III. (andet) Cap. 6.
  45. Berses fraskilte Hustru havde en Tidlang været Thord Sturlassøns Frille, se nedenfor S. 812.
  46. Regner man kun Trealens Øre, bliver Summen kun Halvparten, eller 9600 Ører (1200 Mk.); men dette bliver enda temmelig meget; thi beregnet efter Marken til 97¼ Spd., bliver det Hele 11100 Spdlr., hvilket i hine Tider repræsenterede en Værdi af mindst 111000 Spdlr. nu omstunder. Regnes derimod efter Sexalens Øre, der og var det sædvanlige bliver Formuen det dobbelte, 22200, der svarer til 222000 Spd. nu omstunder.
  47. Sturlungasaga, III. Cap. 45.
  48. Se ovenfor, S. 456.
  49. Denne Hustrus, Helgas, Moder var en Datter af Gissur Hallssøn. Are den sterke døde i Norge, da han havde anstrengt sig alt for meget ved at give en Prøve paa sin Styrke, idet han ene bar en heel Skibsraa.
  50. Siden see vi ham nemlig udbetale Hrodnys Dattersøn Jon Murte, Snorres Søn, en stor Sum Penge. Hvis det ikke udtrykkeligt hed, at Berse Prest døde Hol, skulde man fristes til at antage, at Hrodny allerede var flyttet til Thord, førend Snorre egtede hendes Datter Herdis, siden der fortælles at det var Thord og Sæmund, der stiftede dette Parti; men det er paa den anden Side ikke rimeligt at Hrodny forlod sin Mand medens denne endnu levede. Besynderligt bliver det under enhver Omstændighed, at Snorre, efter at have egtet hendes Datter, skulde have tilladt denne Forbindelse, selv om det var med hans egen Farbroder.
  51. Ligesom Thord ved sit første Giftermaal med Helga, Are den sterkes Datter, kom i Svogerskab med Haukadals-Ætten, saaledes var dette ogsaa Tilfældet med Sighvat, da han egtede Halldora, thi hendes Moder Thurid Gissursdatter var en Syster af Thorvald Gissurssøn. Thorsnesinge-Godordet, der var det eneste, eller i det mindste det fornemste, Thord besad, havde han faaet, halvt efter Svigerfaderen Are, halvt af Thorgils Prest, Søn af Snorre Lovsigemand paa Skard († 1170), der nedstammede fra Olaf Paa.
  52. Se ovenfor S. 456.
  53. Sturlungasaga III. Cap. 20.
  54. Ifølge Landnáma I. 23 III. 21 var Thord Sølvessøn, der nævnes som første Besidder af Reykjaholt, Oldefader til Magnus, der igjen var Farfader til Presten Paals Sønnesøn samt til Helga, Moder til Gudny, Hvamm-Sturlas Hustru. Thord Sølvessøns Fader, Sølve i Geitland, var en Sønnesøn af Roald, Søn af Ulf, Grim Haaleyskes Søn.
  55. Denne „Maaldage“ har man endnu paa Island i Original, med senere paaførte Tillæg efterat Snorre Sturlassøn var bleven Kirkens og Godsets Forstander. Et nøjagtigt Aftryk deraf med oplysende Anmerkninger findes i Islendingasögur I. S. 387, fgg.; et tidligere, med latinsk Oversættelse, i Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie l. S. 205, 206, hvor der og meddeles et Faksimile af Skriften. Dokumentet er, endog bortseet fra den Omstændighed at det vedkommer Snorre, af stort Værd, for saa vidt det nøje oplyser en mægtig Kirkeværges Rettigheder og Pligter. „Til Kirken i Reykjaholt (eller Raukjaholt, som Navnet efter den der forekommende, antike Skrivemaade kaldes), ligger hele Hjemmelandet med alle Herligheder; 20 Kør, en to Aars Tyr, 150 Faar m. m. 3 Heste, Seterbrug med tilliggende Fiskeri, Skov og Torveskurd“ o. s. v.; (de specielle Angivelser er det her overflødigt at meddele). Efter Opregnelsen af Kirkens Ejendomme, hvortil den ældste Deel af Maaldagen indskrænker sig, følger en Paategning, øjensynligen affattet ved Overeenskomsten mellem Magnus og Snorre; her angives at ligge til Kirken ti Hundreder sexalens Øre i Bøger, Messeklæder og Kirkeskrud, hvorhos Magnus og Hallfrid havde skjenket et Krucifix og nogle Billeder at sætte over Alteret, ligesom ogsaa Snorre og Magnus tilsammen skjenkede det paa Alteret staaende Relkivieskrin. Den, som bor paa Reykjaholt, heder det, skal bestyre Hofslandet samt have Nytten af to Kugilder, imod at føde en fattig og hjelpeløs Kone, hvilken Besidderen af Godset selv kan vælge. Alt det før omtalte Gods, Relikvieskrinet undtaget, tilvurderedes Snorre til en Værdi af 60 Hundreder“.
  56. Som Grund til disse Fordringer anførtes, at Paal Sølvessøn, Magnus’s Fader, ej var egtefød.
  57. At Snorre selv maa have haft en stor Bogsamling, er som sagt, øjensynligt af hans Skrifter, og vist er det, at fra Jon Loftssøns Død af omtales ikke længer Odde som noget Lærdomssæde. Jfr. „Grønlands historiske Mindesmerker“ 1ste Bind, S. 24.
  58. Sammesteds, C. 25.
  59. Sturlunga-Saga III. (b.) 22.
  60. Egentlig heldte han vel mest til Sighvats Side, men vi ville i det Følgende see, hvorledes han negtede ham kraftig Bistand mod Biskop Gudmund; fra den Tid herskede der Kulde mellem ham og Sighvat.
  61. Arnarfjorden, med dens indre Arm Geirthjovsfjorden, begge bekjendte af Gisle Surssøns Historie, (se ovenfor I. 1. S. 782, 2. S. 169 er, som man paa Kartet vil see, den tredie af de større Fjorde, søndenfra regnet, der skjære sig ind i Islands nordvestlige Halvø. Eyre ligger paa Nordsiden af Fjorden. Efter Arnarfjord kommer Dyrafjord (ogsaa bekjendt af Gifte Surssøns Historie), Anundsfjord og Sugandafjord, hvorpaa den store Isafjord følger. En af de indre Fjorde i denne er Vatnsfjord, efter hvilken Thord Thorvaldssøns Gaard havde sit Navn; den maa ej forvexles med Vatnsfjord ved Vardestrand, paa Nordsiden af Breidafjorden.
  62. Se ovenfor II. S. 957, og nærv. B. S. 792.
  63. Se ovenfor II. S. 31.
  64. Se ovenfor S. 442, 456.
  65. Han skulde overbringe Tænderne af en Hvalros, hvis Krop man ej havde kunnet faa bragt op fra Dybet, førend Ravn havde gjort et Løfte til St. Thomas om at skjenke ham, hvad Hvalen holdt sig fast med.
  66. Paa Vejen besøgte han og St. Ægidius’s Helligdom i den af vore Forfædre saakaldte Iljansborg, d. e. „Burgus Sancti Ægidii“, Bourg St. Gilles, ved Rhonemundingen; flere Pilegrime fra Norden plejede ofte at rejse der igjennem; de sagdes at tage „Iliansveg“. (Se Werlauffs Symbolæ &c. S. 19, 31, 54.)
  67. Nemlig af nogle Godordsmænd i den nær liggende Dyrafjord.
  68. Ravns Saga.
  69. Flere af disse Kure fortælles i Ravns Saga, saaledes: „Thorgils hed en Mand, der havde det Meen, at hele hans Legeme trutnede, baade Hoved, Krop, Hænder og Fødder; han kom til Ravn og bad om hans Hjelp engang da denne var paa en Rejse, og havde taget Natteherberg hos en Bekjendt; Ravn brændte ham strax mange Merker i Kors baade paa Brystet og Hovedet og mellem Skuldrene; 14 Dage derefter var al Hævelsen borte, og Manden frisk. En Kone kom til ham, som havde Skade paa Forstanden, græd idelig og var nær ved at blive ganske vanvittig; Ravn aarelod hende paa den Aare, der kaldes Thjotande, og strax kom hun sig. En anden Mand, der ligeledes hed Thorgils, gik fra Forstanden, og kunde med Møje holdes af mange sterke Karle; Ravn kom til ham, brændte ham nogle Merker i Hovedet, og kort efter fik han Forstandens Brug igjen.“ End merkeligere var en Operation, han foretog for Steensmerter. Ravn tog først Manden til sig og søgte ved forskjellige Midler at helbrede ham, men forgjæves; Sygdommen tiltog saaledes at han laa ganske opsvulmet og var Døden nær. Da kaldte Ravn sine Prester og andre forstandige Folk til sig, og æskede deres Raad, om man kunde forsvare at skride til Operation, eller ej; de erklærede alle, at Manden maatte dø, hvis der ej blev foretaget nogen Operation; Ravn lagde da, at med Guds Hjelp vilde han paa deres Ord forsøge det. För ham, heder det i Sagaen, með höndum um hann ok kendi steinsins i kviðinum, ok fœrði hann fram i getnaðarliðinn, svá sem hann máttL ok batt síðan firir ofan med hárþræði svá at eigi skyldi uppþoka steininn; ok öðrum þræði batt hann firir framan steininn, ok þá bað hann at allir skyldi syngja 5 pater noster þeir er inni váru, áðr hann veitti atgerðina, ok síðan skar hann um endilangt með knifi ok tók íbrott tvá steina, síðan batt hann viðsmjör við sárit ok grœddi hann svá at hann varð alheill.
  70. Paal druknede ved et Ulykkestilfælde paa Isafjorden. Sturlunga Saga II. 34.
  71. Snorre døde 1ste Oktober 1193, Sturl. 3. s, 183, Ravn Sveinb. Saga. Hans ældste, haabefulde Søn Havlide, opkaldt efter hans Morfader Havlide Maarssøn, var druknet paa en Udenlandsreise før hans Død; om de andre Sønner spaaede Snorre selv intet godt.
  72. Se ovenfor S. 17–19.
  73. Sturlungasaga III. (b.) 13.
  74. Se ovenfor S. 205, 210.
  75. Foræringen af Bøgerne var især et Tegn paa det Venskab, Ingemund nærede for ham, thi tidligere, da han paa en forulykket Sørejse med Gudmund havde lidt Skibbrud, og en Kiste, hvori han havde sine Bøger, var skyllet bort af Bølgerne, var han meget-ilde tilmode, „thi der var hans Hu, hvor Bøgerne vare.“ (Sturlunga-Saga III. 2.). Siden fandt han dog Kisten igjen.
  76. Der berettes ellers, at det første Stød til alvorligere Retning fik han paa et langvarigt Sygeleje, da han ved det nys omtalte Skibbrud havde brækket sin Fod overmaade farligt.
  77. Sturlunga-Saga III. 33.
  78. Sammesteds III. 35.
  79. Han overvar blandt andet ogsaa Snorre Sturlassøns Bryllup i Hvamm. Paa et senere Besøg til Thingeyre modtog Karl Abbed og Gunnlaug Munk, begge fortjenstfulde Videnskabsmænd (s. o. II. S. 1037), ham med en højtidelig Procession, idet de sang imod ham: Vir iste in populo suo mitissimus apporuit, benedictione et gratia plenus. Sturlungasaga III. 36.
  80. Sturlungasaga III. (b). 8.
  81. Om Agmund Sneis, Søn af Thorvard Thorgeirssøn, er der ovenfor talt, se S. 21l. Han havde, efter mange omvexlende Hændelser, omsider drevet det til at blive en anseet Høvding i Eyjafjorden, og boede paa Hals i Fnjoskadal. Hans gamle Fader Thorvard levede endnu.
  82. Disse Drømme angik, merkeligt nok, kun Thorvard selv, ikke Gudmund. Saaledes forekom det ham i den sidste Dram, som om han var i Nidaros i Kong Olafs Hall, og at denne venligt indbød ham (Thorvard) til at tage Plads hos ham, da han vilde blive velsignet i hele Norden. Dette, meente Thorvard, tydede hen paa Gudmund, og varslede om at han skulde blive indviet i Nidaros Christkirke. En dristig Forklaring! Sturlungasaga III. 13.
  83. Paafaldende var det dog ved denne Lejlighed, at Dugen var daarlig og forreven, hvilket Gudmund ikke undlod at betragte som et Tegn paa at det ej vilde gaa hans Biskopsmyndighed bedre.
  84. Sturlungasaga, III. 15, hvor alle disse interessante Breve ere optagne in extenso.
  85. Der staar nemlig: „de bunde alle dette mellem sig med fast Aftale“, hvilket vel neppe kan betyde andet end at de indbyrdes enedes om at forsvare Valget, og oprettede en skriftlig Kontrakt derom.
  86. Se ovenfor S. 442.
  87. Se ovenfor S. 429. Gudmund, heder det i Sturlungasaga, traf Kongen i Bergen, og drog siden til Nidaros. I Ravns Saga heder det udtrykkeligt at Gudmund og Ravn kom til Norge ved Eid søndenfor Throndhjem, hvilket efter Angivelsen maa have ligget paa Nordmøre, og at de derfra styrede lige til Nidaros, uden at der tales noget om Gudmunds Sammentræf med Kongen. Den kortere Kong Haakons Saga, der urigtigt lader Kongen tilbringe Vintren i Bergen, men tillige omtaler Gudmunds Besøg hos ham, giver saaledes at forstaa, at dette Besøg maa have skeet i Bergen, medens den vidløftigere Saga udtrykkelig lader Gudmund tilbringe Vintren hos Erkebiskoppen. Enten maa saaledes Gudmund efter at være kommen til Eid, have gjort en Afstikker til Bergen for at opsøge Kongen, eller han maa være stødt sammen med Kongen paa dennes Rejse til Throndhjem. – Saavel Kong Haakons Saga som Sturlunga Saga fortæller om den gode Modtagelse, der blev ham til Deel hos Kongen; den første tilføjer endog, at de siden den Tid altid vare Venner. Venskabet synes ogsaa at være nedarvet paa Kongens Søn, Kong Haakon Haakonssøn, som det nedenfor vil sees.
  88. Dagen angives baade i Biskop Paals Saga Cap. 10, som 10 Nætter før Biskop Jons Dag, og i Ravns Saga som St. Euphemiæ Dag; begge Angivelser betegne 13de April.
  89. Maaskee han var en Ven eller Frænde af Bjarne Mardssøn paa Bjarkø; eller han besøgte en der bosat Islænding ved Navn Svein Thorolfssøn, der var gift med hans Syskendebarn Thora, og som efter en ubehagelig Affære paa Island, hvori han fik et farligt Saar, hvilket alene Ravn kunde læge, forlod sin Fædreneø og drog til Norge.
  90. Blandt de Gaver, Biskoppen forærede Ravn, var en saakaldet „Solsteen“; maaskee en Solskive.
  91. Sturlunga-Saga III. (b.) 22.
  92. Allerede ved det første Sammenstød mellem Kolbein og Biskoppen, da denne beskyttede en Prest, som Kolbein havde sagsøgt for en Pengefordring, skred Gudmund paa en hidtil i Landet uhørt Maade ind med sin biskoppelige Myndighed, idet han, efter først at have modsat sig Sagens Afgjørelse paa Hjemstedet, gik til Dommen paa Althinget i fuldt biskoppeligt Skrud, og forbød Dommerne at dømme Presten. Da de alligevel dømte ham, exkommunicerede han Kolbein og alle Dommerne. (Sturlunga-Saga VI. 2.)
  93. Det var nemlig, som ovenfor omtalt, en Følge af Bansættelsen, at den Bansatte skulde være udelukket fra alt Samkvem med andre, og at den, som overtraadte dette Forbud, selv kom i Ban.
  94. Paal Biskops Saga Cap. 15.
  95. I Sagaen fortælles der, at Kolbein og hans Mænd ikke hørte Klokkeringningen. Dette berettes rimeligviis som et Slags Mirakel.
  96. Kolbein, fortælles der, havde dog saa megen Besindelse, at han forlangte en Prest, hvilket Biskoppen heller ikke negtede ham; han svor da, siges der, Forliigs-Ed, fik de sidste Naademidler og opgav derpaa Aanden.
  97. Efter Biskop Paals Saga l. c. tilegnede Biskoppen sig uden Videre Kolbeins Venners og Tilhængeres Gods.
  98. Ravns Saga siger udtrykkeligt, at alle Islands Høvdinger, paa Ravn og Thord nær, forenede sig mod Biskoppen. Sturlunga-Saga siger i Førstningen kun at det var de ovennævnte men omtaler dog siden lejlighedsviis flere som Deeltagere f. Ex. Hall Kleppjarnssøn og Thord Bødvarssøn. Altsaa har dog vist hiin Saga i det Væsentlige Ret. Dog lader det ej til at nogen af Oddefamilien var med.
  99. Sturlungasaga IV. Cap. 1–7.
  100. Paal Biskops Saga Cap. 15.
  101. Sturlungasaga Cap. 7. I Steingrimsfjorden skal Gudmund, ifølge Sagaens Udsagn, ogsaa have gjort Mirakler, navnlig ved at fordrive Troldhexen Selkolla. Merkeligt nok, tales der intet om at han udførte Mirakler under Opholdet hos den oplyste Snorre Sturlassøn.
  102. Se ovenfor S. 821 Not.
  103. Sturlungasaga IV. 7.
  104. Erkebiskoppen havde naturligviis, da han skrev Brevet, endnu ikke bragt i Erfaring at Hall havde forliget sig med Gudmund.
  105. Brevet findes i sin Heelhed i Sturlungasaga IV. c. 8, saavel som i Finn Jonssøns Kirkehistorie, I. S. 253.
  106. Hans Dødsaar angives saaledes i Annalerne, og tillige i Paal Biskops Saga Cap. 17, forsaavidt der her siges at han døde en Tirsdag, der tillige var Dagen for St. Andreas-Dag, altsaa 29 Novbr. Denne Dag falder just i 1211 paa en Tirsdag. For Resten nævner Sagaen et urigtigt Aarstal, nemlig 1204. Sturlungasaga IV. 8 siger at Biskop Paal døde Atle Novbr. lamme Vinter, Biskop Gudmund opholdt sig i Steingrimsfjordens dette er urigtigt, thi den Vinter var Vintren 1210–11; Fejlen forklares lettest saaledes, at Nedskriveren har udtrykt sig unøjagtigt og kun har meent, at Paals Død faldt i November samme Aar, hvoraf Gudmund havde tilbragt de første Maaneder i Steingrimsfjorden.
  107. Sturlungasaga IV. Cap. 10. Halls Død anføres i Annalerne under 1212; naar Sturlungasaga derfor nævner „fem Aar efter Striden ved Hole“ (1209), er dette aabenbart en Skrivfejl, og der bør sikkert læses fám vetrum i Stedet for fimm vetrum.
  108. Sturlungasaga IV. 1–18. Ravn Sveinbjørnssøns Saga.
  109. Sturlungasaga IV. 11.
  110. Om Erkebiskop Thores Død se ovenfor S. 558.
  111. Dette angives udtrykkeligt i de islandske Annaler. I Sturlungasaga nævnes der intet om, naar de kom tilbage.
  112. Sturlungasaga IV. 21, 22.
  113. Islandske Annaler ved 1215.
  114. Den udførlige Beretning herom, der indeholder flere ret løierlige Enkeltheder, findes i Sturlungasaga IV. 20. Tiden, naar denne Strid foregik, angives ej udtrykkeligt, men den sættes strax foran Striden mellem Magnus Gudmundssøn og Snorre.
  115. Magnus var en Søn af Gudmund Griis, og Broder af Thora, Thorvald Gissurssøns Hustru. Han var en meget anseet Mand, der endog senere som det skal vises, valgtes til Biskop.
  116. Af disse vare 80 Nordmænd.
  117. Sturlungasaga, IV. 21. „Dette Forlig“, tilføjer Sagaen, „var Snorre til stor Hæder, og fra den Tid af voxede ret hans Anseelse i Landet.“ Man kan derfor paa en vis Maade ansee denne Begivenhed som Vendepunktet, efter hvilket Oddeverjernes Magt var i Dalen, Snorres i Tiltagen. Den gamle Sæmund anede ogsaa noget saadant, idet han paa Thinget 1215, da han første Gang havde staaet Magnus Gudmundssøn bi, sagde med kjendelig Harme: „disse Brødre (Snorre o. s. v.) drage sig saa frem, at neppe nogen kan maale sig med dem“.
  118. Hans Hustru hed Halldora Hjaltedatter, Sturlungasaga III. 5.
  119. Ved at læse Biskop Paals Saga, vil man erfare, hvad hans værdige Hustru Herdis, som han mistede ved et Ulykkestilfælde, var for ham, og hvilken Støtte hun var ham i hans Virksomhed. Havde Gudmund haft en saadan Hustru, da havde han vist ogsaa været en langt anden Mand.
  120. Paal havde ivrigt deeltaget i Striden paa Althinget mod Snorre Sturlassøn: han var den første, der opfordrede Faderen til alvorligt at tage sig af Magnus Gudmundssøn.
  121. Hans Farfader, Jon Loftssøn, var som ovenfor berettet, en Søn af Thora, Kong Magnus’s Datter.
  122. Denne Sum svarer omtrent.til en Værdi af 80000 Spdlr. i vore Dage; en Pengebod saa uhyre, at man skulde fristes til at formode en Fejl i Angivelsen, hvis Summen ikke fandtes anført baade i Sturlungasaga og Kong Haakon Haakonssøns Saga. Selv om man regner efter Trealens-Øre, (hvorved Summen reduceres til det Halve) bliver den dog overvættes stor.
  123. Sturlungasaga IV. 22. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 55.
  124. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 59. Sturlungasaga IV. 22.
  125. Se ovenfor S. 623.
  126. Disse, saavelsom de følgende Stedsangivelser med Hensyn til Snorres Udenlandsrejse, findes ej i Sagaen, der kun beretter at Snorre opholdt sig i to Vintre hos Jarlen, og tilbragte den mellemliggende Sommer hos Fru Christina; men de lade sig udlede af Kongesagaens Udsagn om hvor Jarlen til de forskjellige Tider af disse klar befandt sig.
  127. Sturlungasaga IV. 22. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 55. Man kunde fristes til at antage, at det var ved denne Lejlighed, Snorre digtede sit bekjendte Kvad Háttalykill om Kongen og Jarlen, men da der i dette forekomme Viser, der handle om Ribbungekampen 1221;, senere end Snorres Bortrejse fra Norge (se Haakon Haakonssøns Saga Cap. 74, jvfr. Háttalykill, Vise 63, 64, 65, maa dette være digtet senere, sandsynligviis 1237. Der anføres og i Sturlungasaga Cap. 25 en Vise af Skules Kvad til Jarlens Ære, som ej findes i Háttalykill.
  128. Sturlungasaga Cap. 25. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 59.
  129. Se ovenfor S. 623.
  130. Sturlungasaga IV. 28.
  131. Der fortælles, at Bjørn blev gjennemboret med det gamle Spyd Graasida, der havde tilhørt Giske Summen.
  132. Sturlungasaga Cap. 26, 27. Blandt de domfældte, som maatte forlade Landet paa nogle Aar, var ogsaa den før omtalte Harald, Sæmunds Søn, der tilligemed Loft begav sig til Kong Haakon, og, som ovenfor berettet, blev saaret lige for hans Øjne.
  133. Sigurd tilføjer, at Ugjerningsmanden strax tog Hesten, men at Kongen sendte Mænd efter ham, der indhentede og dræbte ham langt ude i Mylnudal.
  134. Biskoppen, fortælles deri sparkede imod og holdt sig fast i Dørkarme og Vegge, saa at han nær var bleven lemlæstet, i det man slæbte ham bort.
  135. Sturlungasaga IV. 23, 24, 27, 28.
  136. Se ovenfor S. 826. Tume havde saa meget større Grund til at harmes over Faderens Vægring, som denne da allerede havde overdraget til sin yngre Søn Sturla sine Besiddelser paa Vestlandet. Han anførte ogsaa udtrykkeligt som Aarsag til sin Vægring, at han ej kunde forringe sin Magt der nord paa.
  137. Sturlungasaga IV. 26.
  138. Sturlungasaga IV. 28–32.
  139. Sturlungasaga IV. 62.
  140. Sturlungasaga IV. 37.
  141. Nemlig Halveig Ormsdatter, som det strax nedenfor vil vises.
  142. Det var denne Bergthor Jonssøn, hos hvem Biskop Gudmund i Steingrimsfjorden opholdt sig Vintren 1210–11 (se ovenfor S. 832) da han, som der hed, udførte flere Jertein. Saavel heraf, som af andre Omstændigheder kan man temmelig sikkert slutte, at Bergthor maa have været et højst indskrænket Menneske, der lod sig bruge som et Redskab for Morbroderen Snorres ærgjerrige Planer. Ogsaa han var indviet til Prest.
  143. Sturlungasaga IV. 33–36.
  144. Af de tre Brødre droge Brand og Ingemund til Sturla paa Saudafell, men forbleve kun en kort Tid der; siden droge de til Stavaholt, hvor Ingemund blev om Vintren, medens dog Brand opholdt sig i længere Tid hos Sturla. Bergthor opholdt sig hos Thord Sturlassøn.
  145. Der fortælles, at da Ravnssønnerne sluttede Forlig med Thorvald hjemme paa deres Gaard Eyre, stode Aron Hjørleifssøn og deres Svoger Odd Olessøn oppe under Virket og vilde ikke deeltage i Forliget. Arons Moder Sigrid var en Sønnesønnedatter af Baard svarte, Ravns Farfader.
  146. Sturlungasaga IV. 36.
  147. Syv Haandskrifter nævne „atten Aar“, kun eet, den i den trykte Udgave fulgte Text, har „fjorten“.
  148. Sturlungasaga IV. 37. 38.
  149. Sturlungasaga IV. 38.
  150. Sturlungasaga IV. 36. Om Hallveig Ormsdatter og Bjørn Thorvaldssøn, se ovenfor S. 839.
  151. Kolskeggs Død henføres i Analerne til 1223.
  152. Sturlungasaga IV. 36. Thorvalds Syster Thurid var, som det tidligere er viist, Moder til Sighvats Hustru, Halldora Kolbeinsdatter, og Thorvalds Hustru Thora Gudmundsdatter, var Syskendebarn til Solveig.
  153. Han havde ogsaa endeel andre Sønner af første Egteskab med Som, der alle synes at være døde i deres Barndom, undtagen Snit, der blev Prest, og allerede i 1219 valgtes til Lovsigemand, en Værdighed, han siden oftere beklædte, men uden dog at tage nogen synderlig Deel i de politiske Fejder.
  154. Sturlungasaga V. 7. Herdis Bersedatter døde nemlig efter Annalerne, ikke førend 1233. (Denne Notits er, vistnok kun ved en Forglemmelse udeladt i den Arnamagnaeanske Udgave, thi den findes i den ypperlige Codex Regius, aftrykt i Langebeks Scr. rer. Dan. 3die B.).
  155. Oprettelsen af Vedø Kloster henføres i Annalene til 1226, skjønt Sturlungasaga synes at antyde 1225.
  156. Se ovenfor S. 812.
  157. Alene disse „aatte hundrede Hundreder“ var ligesaa meget, som Snorre i sin Tid havde faaet med Herdis Bersedatter, eller 19200 Ører.
  158. Sturlungasaga IV. 39.
  159. Denne Kvinde var den rige Joreid Hallsdatter, der havde været gift med Thord Narvessøn, og havde med ham en Datter, Helga, som siden blev gift med Sturla Thordssøn. Hun vilde, siges der, ikke gifte sig igjen, for ej at formindske sin Datters Formue, og da man havde bragt hende til Saudafell vilde hun ej smage Mad saa længe hun var der, faa at man maatte skikke hende tilbage igjen.
  160. Sturlungasaga IV. 45. Blandt Snorres Gjester ved denne Lejlighed nævnes Hallveigs Sønner Kløing og Orm, Thord Sturlassøns Sønner, Olaf og Sturla, Thord, Søn af Thorvald Vatnsfjording, Sigurd, Halldora Ormsdatters Broder, m. fl., samt endelig den norske Hirdmand Baard unge, der var gift med Dagfinn Bondes Datter.
  161. Sturlungasaga IV. 46–48.
  162. Sturlungasaga IV. 50. Den her angivne Dag er vigtig til at bestemme Aarstallet, der ej udtrykkeligt anføres i Sagaen, det var nemlig Lørdag efter Olafsmesse siden (8de August), der siges at falde paa en Thorsdag. Dette indtreffer netop i Aaret 1228.
  163. Sturlungasaga IV. 102.
  164. Sammesteds. En partiel Grid blev fremsagt af Presten Styrme Frode, der nu første Gang nævnes.
  165. Sturlungasaga V. 1.
  166. Sturlungasaga V. 2. Den her omtalte Kone havde det i den Tid paa Island sjeldne bibelske Navn Rachel.
  167. Stuen sees her at have været forskjellig fra den store Hall eller Skaalen, der ogsaa stundom kaldtes „Stuen“, se ovenfor S. 797.
  168. Det Strøg, hvor Saudafell laa, kaldtes nemlig Dalene, hvoraf ogsaa den nuværende Dalesyssel har sit Navn.
  169. Denne Guld- eller Juveel-Eske kaldes i Sagaen „Guldhuus“.
  170. Sturlungasaga V. 3–4.
  171. Sturlungasaga V. 5. Her anføres flere Vers, som bleve kvædede i den Anledning.
  172. Sturlungasaga IV. 39, 47. Arne var vistnok forlængst bleven ked af hende. Thi allerede strax efter Brylluppet viste hun sig uvillig til at forlade sit Fædrenehjem, og Arne, hed det, maatte derfor opholde sig den længste Tid paa Reykjaholt, da det ikke nyttede at være sammen med hende uden der. Sturlungasaga IV. 23.
  173. Det første Møde skulde holdes paa Skaalanæs, lige ved Søen, hvor Sturla for sin Sikkerheds Skyld endog gik ud paa et Skjær. Sandsynligviis ansaa man sig mere betrygget i eller ved en Gaard.
  174. Sturlungasaga V. 8–11.
  175. Dette siges udtrykkeligt i Sturlungasaga V. 11.
  176. Det var, som vi have seet, Styrme, der afsendtes i 1228, strax efter Thorvalds Drab, for at handle med Sturla om Grid, og virkelig fremsagde Formularen. Dette saavel som at Snorre sendte ham for sig til Thinget, viser tydeligt at han har hørt til Snorres Huusfolk, og maaskee endog været hans Haandsekreteer og Kapellan. Som Skribent kan han ikke paa langt nær maale sig med Snorre. Der vil nedenfor blive talt udførligere om ham.
  177. Islands Annaler.
  178. Sturlunga-Saga V. 12–14.
  179. Sturlunga-Saga V. 11, 14.
  180. Sturlungasaga V. 7.
  181. Det heder nemlig siden efter, at Gissur sov i samme Herberge som Jon, uden at man erfarer at Biskoppen først da bad ham til sig, eller at det skede senere. Overvejer man, at Gissur sandsynligviis landede i Bergen, siden der ej tales om at han ikke kom i Berørelse med Jarlen, men og, at han da rimeligviis ej traf Kongen, som om Høsten var dragen til Oslo, hvor han overvintrede, se ovenfor S. 747, jfr. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 164,165 (I), er det højst sandsynligt, at Biskoppen har bedet den anseede Høvding om at være sin Gjest indtil Kongen kom. Og var først Gissur hos Biskoppen, bliver det saa meget forklarligere, at det kunde falde denne ind ogsaa at indbyde Jon.
  182. Der staar i Sagaen VI, at Gissur blev gjort til Skutilsvein hos Kong Haakon, da han manglede en Vinter i 20 klar. Dette er ikke rigtigt, thi Gissur var da fulde 20 Aar.
  183. Deres Herberge var, heder det i Sagaen, nordenfor Christkirken, der hvor Prestegaarden nu er.
  184. Nemlig St. Agnes Dag, 21de Januar. Han blev begraven, heder det i Sagaen, i Christkirken, der hvor Sanghusveggen nu er. Sturlunga-Saga V. 11.
  185. Sturlungasaga V. 14.
  186. Det var ej mindre end 20 Hundreder.
  187. Sturlungasaga V. 8.
  188. Sturlungasaga V. 13. Kvaksalveren, en Prest, ved Navn Daalk, havde, som der fortælles, Ord for at være en god Læge, der kunde gjøre ved Manges Meen. Biskoppen, der havde været paa Thinget, tog paa Hjemrejsen med sit hele Følge ind paa Borg, hvor Hallbera just laa meget syg, og da der, som naturligt, var Tale om hvad man skulde gjøre for at faa hende helbredet, tilbød Daalk sig at lave et Bad, der skulde hjelpe. Men Badet havde den modsatte Virkning.
  189. De vare, som det vil erindres, Døtre af Orm Jonssøn paa Breidabolstad.
  190. Det var en saakaldet Stakkgard, eller Indbygning for Hø-Stakke.
  191. Sturlungasaga V. 16. Da Sturla kom hjem, og havde fortalt hvad der var skeet, sagde Solveig, som det fortælles, at det var tilpas til Vatnsfjordingerne for deres Grumhed ved Overfaldet paa Saudafell. Det Sted, hvor Kampen stod, var i den saakaldte Hundedal ved Breidafjorden.
  192. Snorre havde, som der fortælles, sendt sin Søn Urøkja for at møde Vatnsfjordingerne, og sandsynligviis være dem til Hjelp; men da han en heel Uge havde ventet forgjæves i Sælingdalstunga, vendte han sig igjen.
  193. Sturlungasaga V. 17–18.
  194. Sturlungasaga V. 18.
  195. Ved denne Lejlighed gjorde Snorre endnu en Erhvervelse, som viser, hvor godt han vidste at benytte sig af alle Lejligheder til at forøge sit Jordegods, saa at endog, hvad man kunde kalde Familieulykker, skaffede ham Gavn. Hans Datter Thordis, Thorvalds Enke, der, som ovenfor nævnt, var et meget letfærdigt Fruentimmer, havde ladet sig forføre af en Olaf paa Ædø. Snorre, der nu i hendes Enkestand som hendes Fader havde at paatale Sagen, fik Selvdom, og tilkjendte sig hele Øen Ædø, saaledes at endog Olafs Frænder skulde frigjøre, hvad han selv skyldte paa Ejendommen.
  196. Sturlunga-Saga V. 21.
  197. Sturlungasaga V. 17–21.
  198. De islandske Annaler.
  199. Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie (l.355), der her, indtil den vidløftigere Biskop Gudmunds Saga er udgiven, bliver den eneste trykte Kilde som haves. Hiint Udsagn af Paven synes i Sagaen at have været meddeelt paa Latin, altsaa, som det lød fra Pavens egen Mund: si vult cedere, cedat.
  200. Se ovenfor S. 820, 830.
  201. At Gudmund virkelig har bearbejdet Chorsbrødrene og Erkebiskoppen, vil af det efterfølgende blive indlysende, skjønt det ikke utrykkeligt siges.
  202. Disse Forandringer omtales i Annalerne under Benævnelsen: „Budordsforandringer med Hensyn til Messen“. Det maa vel, som Finn Jonssøn (I. 309) viser, ansees utvivlsomt, at disse Forandringer ere de, som findes optagne i den yngre islandske Christenret Cap. 43 under Overskrift: „Disse Bud bleve fastsatte af Biskop Magnus og samtykkede af alle lærde Mænd ved en Prestestevne“.
  203. I Annalerne staar kun: Arnor Prest ankommer til Island med Chorsbrødrenes Brev.
  204. Annalerne for 1226: Biskop Gudmund og Ritabjørn Munk ankom med Erkebiskop Peters Brev. Embedet frataget Biskop Magnus og han selv stevnt udenlands tilligemed Thorvald Gissurssøn, Sighvat og Sturla. Gudmund havde, som Annalerne vise opholdt sig i Bergen 1223, og i Throndhjem 1224 og 1225. At Gudmund opholdt sig i Nidaros Olafsvaketid 1224, da Sigurd Ribbung rømte fra Jarlen, er ovenfor nævnt (S. 676). Det sees ogsaa af Aron Hjørleifssøns Saga.
  205. Sturlungasaga V. 44. Ogsaa Thord Sturlassøn indfandt sig ved Skibet og indbød til sig som Vintergjest Baard Gardbrjot, en Søn af Thorstein Kugad.
  206. Om Vidø Klosters, Stiftelse, se ovenfor S. 853. Der var, som man af en af Finn Jonssøn (I. S. 308.) meddeelt Skrivelse kan see, i Førstningen heel fattig, og indeholdt vistnok kun yderst faa Munke.
  207. Sturlungasaga IV. 47.
  208. Sturlungasaga V. 8 jvfr. Annalerne.
  209. Sturlungasaga V. 13, jvfr. ovenfor S. 867.
  210. Dette er første Gang, den berømte Skald og Historieskriver Sturla Thordssøn omtales som handlende Person. Han var da 17 Aar gammel, og det er merkeligt at Faderen kunde overdrage ham i saa ung Alder et saa vanskeligt Hverv.
  211. Sturlungasaga V. 14.
  212. Sturlungasaga V. 7, jvfr. Annalerne.
  213. En af dem, der vistnok have berettet Begivenheden saa partisk som muligt, var upaatvivlelig Gudmunds sværmerske Tilbeder, Aron Hjørleifssøn, der nu opholdt sig i Norge, højt anseet af Kongen.
  214. Annalerne ved 1230. Se ovenfor S. 866. Det er der antydet, at Kong Haakon maaskee netop paa Grund af denne Stevning holdt Jon Murte tilbage i Norge.
  215. Sturlungasaga V. 19, jvfr. Annalerne.
  216. Sturlunga-Saga V. Tidsangivelserne her ere noget forvirrede, og maa ordnes, deels efter Annalerne, deels efter de i Sagaen selv senere lejlighedsviis forekommende Antydninger.
  217. Sturlunga-Saga V. 8.
  218. Dipl. Norv. I. 14, 15.
  219. Se herom Finn Jonssøns Kirkehistorie, I. S. 355, 356.
  220. Sturlnnga-Saga V. 31.
  221. Annalerne for 1233.
  222. Annalerne, 1233–37, Sturlungasaga, V. 49, 50. Thorvald og Sigurd døde 1235. Da Sigurd ellers ikke omtales efter 1215, maa man antage, at han, ligesom Thorvald, er gaaet i Kloster, og da navnlig i Tveraa Kloster, hvor ogsaa hans Fader havde endt sine Dage.