Det norske Folks Historie/4/134

De Efterretninger, som Sturla Sighvatssøn ved sin Tilbagekomst til Norge om Høsten 1234 modtog fra sin Fædreneø om Urøkjas Voldsomheder, og hans og Kolbeins forenede Tog mod Sighvat, vare mere end skikkede til at opfylde hans Sind med Ængstelse og Harme. Han fortalte ogsaa Kongen derom, og denne, siges der, ytrede megen Misfornøjelse over al denne Ufred, men spurgte tillige, om det da skulde være saa vanskeligt at opnaa Eneherredømmet over Landet, thi naar kun een raadede, maatte man dog kunne verre sikrere paa Freden. Sturla svarede, at det var en temmelig let Sag, naar kun den, der paatog sig det, besad Kraft og Raadighed. Ved disse Ord tænkte han vistnok allerede paa sig selv, og Kongen behøvede ogsaa kun at lære ham at kjende, for at indsee, at ingen vilde være fortrinligere skikket til at udføre det Hverv, han tidligere havde overdraget til hans Farbroder Snorre, men hvormed denne, da det kom til Stykket, enten ikke vilde eller ikke turde befatte sig. Snorre var ikke egentlig nogen Krigsmand, synes ikke at have besiddet synderligt personligt Mod, og var derhos for meget virkelig Patriot, til at han med nogen sand Iver skulde kunne arbejde paa at tilintetgjøre Fædrelandets Selvstændighed, hvorved han desuden, med den Magt, han nu besad, alene kunde tabe, men intet vinde, uden maaskee i det højeste en tom Ærestitel. Men Sturla, som hverken besad Snorres Magt, Forsigtighed eller Patriotisme, men derimod des mere personlig Ærgjerrighed, forenet med Mod og Stridbarhed, og hvem det egentlig kun var magtpaaliggende at faa Overhaand over sine Fiender og selv blive Øens første Mand, greb med Begjærlighed den Udsigt dertil, som Kongens Forslag aabnede ham. Og hvad enten han nu virkelig tænkte paa, med Tiden at blive Kongens Jarl, eller agtede at standse, naar han selv ved Kongens Hjelp havde traadt sine Medbejlere rinder Fødder, er det vist, at han strax gav sig hen som et villigt Redskab for Kongen til Udførelsen af de Planer, som denne nu igjen optog, da Omstændighederne syntes gunstige, ja endog vare af den Natur, at det kunde betragtes som en Velgjerning for Landet, om man kunde befrie det for det frygtelige Anarchi, hvoraf det søndersledes. Kongen, fortælles der, talte ofte med Sturla om, at han burde paatage sig et saadant Hverv, og Sturla svarede, at han var villig til at forsøge derpaa med Kongens Raad og Bistand, imod at Kongen, hvis hans Bestræbelser kronedes med Held, undte ham passende Æresbeviisninger: – han havde her upaatvivleligt Jarletitlen for Øje, en Titel, paa hvilken vel især hans fornemme Hustru Solveig, selv af den norske Kongeæt, vilde sætte megen Priis. Dette lovede ogsaa Kongen ham. Men da det virkelig var Kongens oprigtige Hensigt at skaffe Islændingerne en bedre og lykkeligere Tilværelse end hidtil, bad han ham fremfor alt ikke at fare frem med Manddrab, men heller søge at faa dem, han ønskede at blive af med, sendte over til Norge. Kongen tænkte vel i saa Fald at beholde dem i sin Varetægt som et Slags Gisler, for derved des lettere at faa Bugt med de øvrige. Sturla gik ind paa alt, og saa vidt kan man skjønne, oprettedes der endog en formelig Aftale eller Overeenskomst herom mellem ham og Kongen. For Resten havde han i Vintrens Løb mange Samtaler med Kongen om denne Sag[1]. Man maa formode, at han blev i Følge med Kongen, da denne om Sommeren drog fra Viken, for at indfinde sig til det paatænkte Møde med Jarlen i Bergen, og at Sturla derfra, eller fra en Havn paa Vestlandet er dragen hjem til Island, hvor han, som vi have seet, ikke ankom førend om Høsten (1235). Det er ligeledes nævnt, hvorledes hans Fader forebyggede, at Urøkja red ham lige imøde. Det viste sig strax at Sighvats Forsigtighed ej havde været overflødig, thi da Sighvat umiddelbart efter Urøkjas Afrejse selv red Sturla imøde og fortalte ham, at Urøkja just nu var reden af Gaarde fra Grund, vilde Sturla at de strax skulde ride efter ham, men Sighvat tillod det ej. Sturla fulgte med sin Fader til Grund, og tilbragte Vintren der, uden endnu at besøge sine Besiddelser paa Vestlandet. Men allerede i Vintrens Løb gjorde han og Faderen Forberedelser til et Tog for at kræve Erstatning for al lidt Skade, ej alene af Urøkja, men ogsaa af Snorre selv, der for saa vidt maatte være ansvarlig for hvad Sønnen havde gjort, som denne ikke kunde have faret saaledes frem, hvis han ej havde haft den mægtige og anseede Fader i Ryggen, ligesom det vel ogsaa kun vilde have kostet Snorre et Ord at holde den urolige Søn inden de tilbørlige Skranker, hvis dette havde været hans oprigtige Vilje. Snorre synes ogsaa tidligt at have skjønnet, hvilket Uvejr der trak op over ham, thi allerede om Høsten anmodede han sin Brodersøn Bødvar om at tilbringe Vintren paa Reykjaholt, og samlede ligeledes fra andre Kanter Folk til Gaarden, saa at han stedse var omringet af en talrig Skare[2]. Da Julen var forbi, blev det ham meldt fra Videdal, hvor han havde mange Venner, at der havde været Bud fra Sighvat for at tillige Bønderne at sko deres Heste og holde sig rede til Opbrud paa første Vink. Øjeblikkelig lod han da Bud afgaa til Urøkja, at han snarest muligt maatte komme til ham, for at de kunde virke i Forening og ikke enkeltviis ligge under for Overmagten. Urøkja lod strax opbyde alle de Folk, han kunde faa, og drog sydefter med en Skare af 72l) Mand. Da han kom til Saudafell, lod han Flokken blive tilbage, og drog selv med et mindre Følge til Reykjaholt, hvor han ogsaa traf sin Farbroder Thord, med hvem Snorre fremdeles stod paa den bedste Fod, saavel som Thorleif i Garde, og flere, men alle sammen heel raadvilde, hvad man skulde gjøre. Urøkja foreslog, hvad der ogsaa uimodsigeligt var det eneste rette, at forekomme Sighvat og Sturla ved strax at drage imod dem med den betydelige Styrke, man allerede havde faaet samlet. Forslaget fandt alle de modigeres og beslutsommeres Bifald. Men Snorre selv manglede, da det kom til Stykket, Mod og Bestemthed til at vove et raskt Skridt. De forestaaende Paaskehelligdage gave ham en velkommen Undskyldning. Det gik ikke an, sagde han, at han paa en saadan Tid førte Vaaben mod sin Broder. Han lod sin Svoger Salmund og sin Stifsøn Orm Bjørnssøn rejse nord for at tilbyde Forlig. Urøkja maatte begive sig til Saudafell og befale den store Skare, han havde samlet, at drage hjem igjen, hvilket, som man lettelig kan begribe, ej undlod at vække Forundring og fremkalde Spot[3]. Selv drog Urøkja med sine Huusfolk til Stavaholt og opslog sin Bolig der. Saaledes gjorde Snorre selv ethvert Forsvar umuligt. Men om han derved troede saa meget lettere at kunne stemme sin Broder og Brodersøn til Forsonlighed og Eftergivenhed, saa tog han Fejl, thi Sighvat og Sturla havde engang fattet deres Beslutning, og lode sig hverken af Frændskabs- eller Helligdags-Hensyn afholde fra at udføre den. Hvad Besked de gave Snorres Udsendinger, siges ikke, men vist er det, at de ej lyttede til noget Forligstilbud og vedbleve at samle Folk. I Ugen næst før Palmesøndag blev det meldt Snorre, at Skarer flokkede sig sammen fra .alle Hereder paa Nordlandet. Da svigtede endog det passive Mod ham til med rolig Hengivenhed at afvente Stødet. Uden at samle Folk til Forsvar, rippede han op fra Reykjaholt med hele sin Familie og Tyende, og opslog sin Bolig paa Bessestad[4], der med saa mange andre Gaarde hørte til hans Besiddelser. Reykjaholt med alt, hvad der var efterladt, overdrog han til fri Broder Thord, som det heder med fuld Ejendomsret, men aabenbart kun proforma, i det Haab at Sighvat og Sturla derved skulde hindres fra at befatte sig dermed. Urøkja drog selv tolfte tilbage til Vatnsfjord, og derfra med alt sit Forraad af Levnetsmidler og Løsøre ud til Ædø, hvor Sturla Thordssøn ogsaa kom til ham med en Deel Proviant, men som ikke forslog længe til alle de Folk, der her vare samlede, saa at man snart begyndte at lide følelig Mangel[5].

Palmesøndag (23de Marts) kom Sighvat med sine trende Sønner, Sturla, Kolbein og Thord Kakale, ned til Borgarfjorden, med ikke færre end 1000 Mand. Thord Slurlassøn red dem imøde fra Reykjaholt, og talte Sighvat haardt til Rette, fordi han i disse hellige Dage foor med Hærskjold mod sin Broder; han burde dog, sagde han, betænke at han var en gammel Mand, som snart skulde gjøre Regnskab for denne Synd. Sighvat svarede spottende: „ingen af os behøver nu at drille den anden med hans Alder, men kanskee du, Broder er bleven Spaamand paa dine gamle Dage:’“ „Jeg er ingen Spaamand“, svarede Thord, „men alligevel kan jeg nu spaa for dig, thi saa meget som du nu indbildte dig af din og dine Sønners Magt, vil der ikke gaa mange Aar hen, førend det er forbi.“ „Nu er du vred, Frænde“, var Sighvats Svar, „og man skal jo aldrig agte paa vred Mands Ord; vor Samtale bliver vel bedre næste Gang vi træffes“. Sighvat drog ikke længer end til Sidemule, Sturla derimod drog lige til Reykjaholt, uden i mindste Maade at bryde sig om Overdragelsen til Thord, men bar sig ad, heder det, som om han ejede alt sammen der, og underlagde sig alle Snorres Ejendomme i Borgarfjorden. Paa Stavaholt lod han, selve Langfredag, Kirken bryde op og en Deel der forvarede Levnetsmidler udtage, sigende at Kirken ej burde kunne beskytte bansatte Mænds Gods. Urøkja og hans Tilhængere, hvoriblandt Sturla Thordssøn, vare nemlig – det siges ikke naar – blevne satte i Ban. Alle Bønder i Heredet maatte underkaste sig Sturla. Endog Thorleif i Garde maatte finde sig i alt, hvad Sturla bød. Snorre Sturlassøn vovede ved Efterretningen om alt dette ikke engang at forblive paa Bessestad, men rejste heelt til Østlandet, hvor han tilbragte Sommeren hos Orm Jonssøn[6]. Urøkja derimod samlede og udrustede alle de Skibe, han kunde faa fat paa, og det hed, at han med denne Flaade agtede sig til Breidafjorden eller endog, om det var muligt, lige til Borgarfjorden. Sturla, hvis Fader og yngre Brødre imidlertid vare dragne hjem til Nordlandet, begav sig med en Deel Folk til Vestfjordene for at forekomme ham, og fældede flere af hans Mænd, hvor han traf dem langs Kysten, uden dog at kunne udrette noget synderligt mod ham selv. Men omsider blev denne Uro saa utaalelig for Bønderne, at de lagde sig imellem og fordrede at der skulde underhandles om Fred. Hertil vare begge Parter nu tilsyneladende nok saa villige, og de havde et Møde ved Sande i Dyrafjorden, hvor de snart kom til Enighed. Det bestemtes at overlade den egentlige Afgjørelse til Sighvat, som skulde afgive sin Kjendelse førstkommende Midsommer paa den Sturlas Svigermoder tilhørende Gaard Kelde, paa Rangaarvalle; imidlertid skulde der være Fred og Venskab mellem Frænderne; Urøkja skulde strax forlade Vestfjordene med alt sit Løsøre og følge Sturla sydover for at bosætte sig paa Stavaholt; Sturla skulde have Reykjaholt og Snorres Gods i Fred for Urøkja, indtil man fik Snorre selv i Tale og kom til Enighed med ham[7]. Urøkja og Sturla Thordssøn bleve virkelig i Følge med Sturla, der drog til Things, og de skiltes først fra ham ved den saakaldte Blaaskogeheide med den Aftale, at de alle skulde mødes til den bestemte Tid paa Kelde. Derpaa begav Urøkja sig øster til sin Fader, og siden til Rangaarvalle for at oppebie Sighvat og Sturla. Den sidste kom, Sighvat derimod udeblev, saa at det endelige Forlig ej, som det var aftalt, kom i Stand. Hvad der strax efter skede, viser noksom, at Udeblivelsen var planmæssig, for at skaffe Sturla Paaskud til at bryde sit Ord og lokke den alt for godtroende Urøkja i en Snare. Sturla og Urøkja droge tilsammen, hver med sit Følge, vestover, først til Stavaholt, siden til Borgarfjorden. Da de kom til det Sted, hvor Vejen til Stavaholt og Reykjaholt skilles ad, vilde Urøkja sige ham Farvel, men Sturla bad ham gjøre Følge til Reykjaholt, sigende at de endnu havde meget utalt. Urøkja føjede ham, og var endog saa uforsigtig, at han lod en Deel af sit Følge fare til Stavaholt, idet han kun beholdt Sturla Thordssøn og sex andre hos sig. Morgenen efter Ankomsten til Reykjaholt bleve Urøkja og Sturla Thordssøn kaldte ud i en liden afsides Stile. Strax efter kom Sturla Sighvatssøn og bad Sturla Thordssøn følge med ham op paa et Loft, og sagde her, at siden Forliget ikke efter Bestemmelsen var kommet istand, fandt han det ikke trygt at lade Urøkja bo saa nær som paa Stavaholt, medens han selv holdt til paa Reykjabolt og skaltede og valtede med hans Faders Gods. „Jeg har“, sagde han, „fundet paa et andet Raad: han skal drage nord til Skagafjorden og derfra ud af Landet; du og han komme saaledes nu til at skilles ad“. Med disse Ord greb han Sturlas Sverd, som denne havde lagt fra sig. Da de gik ned ad Trappen, mødte de Urøkjas Mænd, som imidlertid vare blevne afvæbnede, og bragtes op paa Loftet i Forvaring. Derpaa lod Sturla Urøkja selv gribe, og førte ham under Bedækning op paa den saakaldte Arnavatnsheid under Jøklerne og ind i Surtshelleren, hvor han befalede en af sine Folk at stikke hans Øjne ud og gilde ham; da dette, som han troede, var skeet, red han bort med sit Følge, og lod ham ligge tilbage i Hulen. Kun een Mand blev tilbage hos ham. Først da Sturla kom tilbage til Reykjaholt, fik Urøkjas Folk Tilladelse til at drage bort. Hvor vidt Sturla den hele Tid, lige fra Sammenkomsten i Dyrafjord, havde pønset paa dette skjendige Forræderi, eller om Planen dertil først senere er opstaaet hos ham, nævnes ingensteds. Det sidste synes dog at være det rimeligste, da man ellers neppe kan antage at han et eneste Øjeblik vilde have ladet Urøkja slippe sig af Syne. Og saaledes opstaar der sterk Formodning om, at den egentlige.Ophavsmand til Forræderiet har været den gamle, listige Sighvat, som i den Tid, Urøkja var øster hos sin Fader, havde den bedste Lejlighed til at paavirke Sturla, der vistnok ogsaa selv alt for begjærligt lyttede til hans forføriske Ord. Sighvats Udeblivelse hørte saaledes sikkert med til Planen. Sturlas Medhjelpere vare imidlertid ikke saa grumme som han selv. Hvorledes den af ham udnævnte Bøddel havde maget det eller ej, vist er det, at Urøkja ikke mistede sit Syn, og at han allerede faa Dage efter var fuldkommen rask[8], saa at han kunde forlade Hulen og ride syd til Skaalholt, hvor Biskop Magnus, der endnu var i Live, tog særdeles venligt imod ham, skjenkede ham ti Hundreder Vadmaal, og løste saavel ham, som Sturla fra deres Ban[9]. Men han raadede ham dog til at forlade Landet, da der for Øjeblikket ej var at tænke paa at han kunde faa nogen Oprejsning mod den overmægtige Sturla. Urøkja fulgte hans Raad, og indskibede in med sin Ven Andres Ravnssøn, der just laa sejlfærdig ved Ørebakke. Her landede, endnu førend de gik under Sejl, hans fra Norge tilbagevendende Svoger Kolbein unge, hvilken han nu modtog med megen Kjærlighed og overantvordede ham sin Hustru Arnbjørg til Beskyttelse. Kolbein havde paa Hjemrejsen fra Rom hilst paa Kong Haakon i Bergen, og var bleven venligt modtagen, men uden dog at gaa ham til Haande. Urøkja kom endnu før Sommerens Udgang til Bergen, hvor da baade Kongen og Jarlen vare tilstede. Han berettede naturligviis, hvad der var skeet, og Kongen skal allerede da have ytret at Sturla havde faret haardere frem, end han havde raadet ham. Urøkja blev kun Vintren over i Norge, og tiltraadte den følgende Vaar en Pilegrimsrejse til Rom, som han rimeligviis enten havde lovet under Piinslerne, eller paa Skaalholt, da Biskop Magnus gav ham Absolution. Han lagde Vejen over Danmark, og digtede en Vise til Ære for Kong Valdemar, som til Gjengjeld forærede ham en Hest, der bar ham baade til Rom og tilbage igjen[10]. Snorre selv vovede ikke at forlade Østlandet førend hen imod Juul, og da begav han sig forsigtigviis først til Gissur Thorvaldssøn, siden, da han ej troede at der var nogen Fare, til Bessestad. Sturla, der betragtede dette som et Tegn paa at han vilde vinde sine tabte Besiddelser tilbage, samlede strax en Mængde Folk for at være rede til at modtage ham. Snorre synes dog for meget at have tabt Modet til at vove paa noget saadant, og skyndte sig strax tilbage til Gissur Thorvaldssøn. Derimod mødte Sturla alvorlig Modstand af Thorleif paa Garde, de var hjertelig ked af hans haarde Regimente. Det vilde.vel strax være kommet til formelig Kamp, hvis ikke fredelskende Mænd havde lagt sig imellem og meglet Fred. Men Freden var kun kortvarig[11]. Det varede nemlig ikke længe, førend Snorre og Thorleif atter fornyede deres Rustninger, thi Tabet af Reykjaholt og saa meget andet Gods, Urøkjas Mishandling, og de mange andre lidte Fornærmelser var mere end Snorre med Rolighed kunde bære, og skjønt Snorre ellers var raadvild og modløs nok, stod nu den djerve Thorleif ved hans Side og kunde sætte Staal i ham. Fra Egnene søndenfor Borgarfjorden samlede de en Styrke af henved 480 Mand, og stevnede op mod Reykjaholt. Men imidlertid havde ogsaa Sturla faaet Nys om hvad de havde fore, og samlet henved 600 Mand, de fleste fra Vestfjordene: denne Overmagt var saa stor, at Thorleif ikke vovede at følge Snorres Raad, da denne mod Sædvane foreslog at de strax skulde angribe Sturla, i Haab om at han ikke var belavet paa et pludseligt Overfald. Dog vilde han heller ikke vende tilbage, men tage en fast Stilling længer oppe i Heredet, og der afvente Sturlas Angreb. Herpaa vilde Snorre ej indlade sig, sigende, at det var det samme som at give sig Sturla i Vold, og forlod Thorleif selv anden. Denne derimod drog længer op i Heredet, hvor ogsaa Olaf Thordssøn fra Borg og en vis Odd Sveinbjørnssøn fra Sønderlandet stødte til ham med Hjelpetropper, og oppebiede Sturla, vel rustet og kampfærdig, paa Sandhøjderne i Nærheden af Gaarden Bø. Strax efter kom Sturla (28de April). Bødvar, Huusbonden paa Bø, der allerede forrige Gang havde forhindret et fiendtligt Sammenstød mellem dem, søgte ogsaa nu at megle Fred. Men Sturla vilde ikke høre om anden Betingelse, end Selvdom. Ester Bødvars indstændige Dom erklærede Thorleif sig villig til at underkaste sig dette. Men da Sturla nu end videre fordrede at han og alle hans Mænd skulde strække Vaaben, afbrød Thorleif alle Underhandlinger, rykkede med sin Skare hen til Gaarden, og stillede sine Folk til Forsvar, deels paa, deels omkring Husene. Sturla fulgte efter og begyndte strax et hidsigt Angreb, idet han under Kampen lod Bødvar selv og et Par andre paa Gaarden hjemmehørende Mænd sætte i Forvaring. Et saa blodigt Slag, som det, der nu leveredes, og imellem saa anseelige Stridskræfter paa begge Sider, havde indtil da neppe staaet paa Island, i det mindste ej siden Njaalsbrandens eller Heidarvigenes Dage; men det er ogsaa det første i Rækken af alle de blodige Sammenstød, hvoraf den forfærdelige Sturlungatid vrimler, og som give den sit særegne Præg. Her er ikke længer synderlig Tale om mindre Overfald og Smaafegtninger mellem enkelte lidet talrige Hobe. Vi see formelige Slag, mellem Krigshære paa flere Hundreder, vistnok ingen betydelig Styrke i sig selv, men altid temmelig meget i Forhold til Øens Befolkning, og i alle Fald lige saa meget som i de fleste Slag under Borgerkrigene i Norge mellem Birkebeiner, Heklunger, Kuvlunger, Bagler og Ribbunger. De Angrebne forsvarede sig med megen Tapperhed, men maatte dog tilsidst give efter for den rasende Voldsomhed, hvormed Sturlas Mænd satte ind paa dem, og stormede Husene. Thorleif selv kom med en Deel af de Flygtende ind i Kirken, men denne kunde neppe rumme Halvdelen, og Sturlas Mænd hug dem, der stode udenfor, ned for Fode, saa at Ligene dyngede sig op foran Kirkedøren, uden at Sturla forhastede sig med at standse Blodbadet. Af Thorleifs Hær faldt der i det Hele 31 Mand, og en Mængde bleve saarede. Sturla havde kun to Mand dræbte og 23 saarede. Sturla skjenkede siden Thorleif, Olaf Thordssøn og de øvrige, der havde søgt Fristed i Kirken, Livet, imod at de overlode ham Selvdom, og han forkyndte først og fremst, sin Aftale med Kongen tro, at Thorleif og Olaf skulde forlade Landet. Siden hjemsøgte han Thorleifs Gaard, Garde, og røvede der en Mængde Kvæg og Gods, ja lod endog en heel Bygning nedrive og flytte bort; ligeledes plyndrede han paa Hvamm og andensteds ved Kysten, og lod alt det røvede Gods bringe til Saudafell hvor han nu atter agtede at fæste Bo[12]. Thorleif og Olaf indskibede sig om Sommeren paa Ørebakke, og i Følge med dem blev ogsaa Snorre Sturlassøn saavel som Sturlas egen Broder, Thord Kakale. Der var nemlig indløben en Stevning fra Kong Haakon, Skule Jarl og Erkebiskop Sigurd i Forening til alle Godordsmændene paa Island om at komme over til Norge, for der, som man maa formode, at underkaste sig deres Dom eller Voldgift, og saaledes faa sine Trætter bilagte i Mindelighed. Stevningen maa være bleven affattet og udfærdiget under Haakons og Skules fælles Ophold i Nidaros, eller paa samme Tid, der Forliget sluttedes med Biskop Paal, ligesom det og er sandsynligt, at den nærmest var fremkaldt ved Urøkjas foruroligende Skildringer af Fejderne paa Øen og Sturlas voldsomme Ferd[13]. Der kom ogsaa, siges der, mange andre Breve, sandsynligviis fra Kongen og Erkebiskoppen, til Island, men bleve kun lidet respekterede. Hvilke Adkomster man for Resten anførte til at indstevne dem, nævnes ej; for saa vidt enkelte af dem vare Kongens og Hertugens haandgangne Mænd, kunde dette Forhold paaberaabes, og Erkebiskoppen kunde bruge den kirkelige Autoritet. Sturla havde saaledes gjort en ganske klækkelig Begyndelse til at udføre den mellem ham og Kongen trufne Aftale, men rigtignok paa en langt haardere og voldsommere Maade, end denne havde ønsket. Men han var dog ustridigt bleven Øens mægtigste Mand. Thord Sturlassøn, der hidtil nogenlunde havde vidst at holde sig oppe mod ham paa Vestlandet, døde endnu samme Aar; hans egtefødde Søn og Hovedarving Bødvar, var blid og sagtmodig, de øvrige havde ikke stort at sige. De eneste, som endnu kunde maale sig med ham, vare Kolbein unge og Gissur Thorvaldssøn. Disses Magt stod altsaa tilbage for ham at knække. Hans Sammenstød med dem, der dog fik et ganske andet Udfald end han selv og vistnok de fleste af hans Omgivelser ventede, vil i det følgende blive omtalt. Imidlertid vende vi os atter til Norge, hvor Uenigheden mellem Kongen og Jarlen paany var i Tiltagende, og nu, efter at de to Fyrster havde begyndt at blande sig hyppigere og mere umiddelbart ind i de islandske Forhold, ogsaa udøvede en kjendelig Indvirkning paa disse, eftersom Øens Høvdinger nu allerede næsten nødsagedes til at tage Parti enten med den ene eller den anden af de tvende stridende Parter.

  1. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 180. Sturlungasaga V. 23. VI. 18.
  2. Sturlungasaga V. 43.
  3. Der fortælles saaledes, at man, efter at Flokken var dragen fra Saudafell, her fandt et Kjerte, med en runeskaaren Vise, som spottede over at Urøkjas skjønne Skare i saa stor Hast ved Snorres Modløshed var bleven optatt.
  4. Bessestad ligger, som bekjendt, ved Faxefjorden paa Sønderlandet, ikke langt fra Reykjavik, den første Landnamsmand Ingolfs Ættegaard.
  5. Sturlungasaga V. 44.
  6. Denne boede nu paa Gaarden Skaal strax nordenfor Tykkebø.
  7. Sturlungasaga V. 45.
  8. Det staar i Sagaen, at man først tilspidsede et Spydskaft, hvormed en vis Thorstein lange, der sattes til at være Bøddel, skulde stikke hans Øjne ud; men da han sagde, at han ej kunde med at bruge dette Redskab, tog man en Kniv, og viklede Bladet om med Baand, saa at der af Spidsen stak frem omtrent som en Fingersbred; denne Spids stak Thorstein i hans Øjne indtil Omviklingen. Nu er det vel muligt, at han har stukket ved Siden af Øjestenen uden at beskadige Synsnerven, og hans foregivne Ukyndighed i saadanne Sager maaskee kun var forstilt, for at han des bedre kunde hjelpe det ulykkelige Offer. Hvad den videre Mishandling angaar, staar der, at han kun „tók brott annat eystat.“ At han kunde slippe dermed, lader formode, at Sturla selv ikke har været tilstede under selve Mishandlingen. Urøkja, heder det, paakaldte Biskop Thorlak til Hjelp, og sang under Mishandlingerne Bønnen: „Sancta Maria mater domini nostri Jesu Christi.“ Hans hurtige Helbredelse betragtedes af flere som et Mirakel, thi hvor Annalerne berette: „Urøkja mishandlet og helbredet“, have nogle Haandskrift det Tillæg „med Jertejn“.
  9. Sturla vilde lade sig løse i Helgafell Kloster, men hans Fader fandt den ham paalagte Skrift for stor, og raadede ham at henvende sig til Biskoppen.
  10. Sturlungasaga V. 46. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 187.
  11. Sturlungasaga V. 47.
  12. Sturlunga-Saga, VI. 2. Annalerne, ved 1237.
  13. Annalerne, ved 1237. Siden Skule her udtrykkelig nævnes „Jarl“, ikke „Hertug“, synes Indstevningen at maatte verre udfærdiget før hans Ophøielse til denne Værdighed. Senere vare heller ikke Kongen, Hertugen og Erkebiskoppen synderligt sammen, og desuden vilde Stevningen, udstedt ved Midsommertid, neppe have truffet Snorre og de øvrige Høvdinger paa Øen.