Det norske Folks Historie/4/138

Det vovelige Skridt var nu gjort, og det gjaldt at handle med Raskhed, for at erhverve de største mulige Fordele, inden Kongen“erfarede det skede, og kunde tage sine Forholdsregler derefter. Herom raadslog Hertugen nu med fine Mænd. Nogle af disse raadede til at han strax skulde drage mod Kongen med al den Krigsmagt, han i Hast kunde faa samlet, for at tage ham med Overraskelse. Man vidste nemlig, at Kongen havde givet alle sine Lendermænd Hjemlov, og kun sad med en ubetydelig Styrke i Bergen; man havde derhos brugt den Forsigtighed at besætte alle Veje baade til Lands og Vands paa det omhyggeligste, for at Kongen ikke paa nogen Tid skulde faa mindste Nys om det forefaldne, og man troede virkelig at have forebygget dette. Andre foresloge derimod ej at drage med hele Hæren mod Kongen, men at sende de Folk, man havde, i mindre Afdelinger ud til forskjellige Kanter, deels mod ham, deels for at angribe og dræbe hans Mænd, hvor man traf dem. Dette Raad blev taget til Følge. Nogle Troppehøvdinger sendtes til Haalogaland, andre til Oplandene, med 600 Mand, og den største og bedste Deel af hans Hær, tilligemed Hirdmændene og Gjesterne, under Anførsel af Olaf af Vigdeild og Guthorm af Sudrheim, mod Kongen selv. Allerede paa Hyldingsdagen havde Hertugen sendt sine saakaldte Brevsvende ud paa en Skude før at dræbe tvende af hans og Kongens fælles Hirdmænd, Ivar Korne og Gunnar Mirmann, der nys havde været hos ham med Brev fra Kongen, uvist af hvad Indhold, og nu, da det ej hastede med deres Tilbagerejse, opholdt sig ude paa Kongsgaarden Stor-Fosen. Dette var saa meget skammeligere som Hertugen, førend de forlode ham, havde viist dem den største Venlighed, haft dem i Gjestebud hos sig, ja endog foræret dem det nødvendige til Rejseklæder, faa at de ej kunde andet end tro sig fuldkommen sikre[1]. De bleve ogsaa aldeles overrumplede; Gunnar blev strax dræbt inde i Stuen med flere andre, og Ivar, hvem det lykkedes næsten nogen at komme ud af et Vindue op paa den i Nærheden staaende Kirkes Tag, gjennemboredes den følgende Morgen, halvdød af Kulde, med et Spyd, efter at han forgjæves havde bedet om Livet. Hans Blod og Indvolde fløde ud over Saga, og Kirken, som Kongen selv før tre Aar tilbage havde ladet opføre og indvie, blev derved vanhelliget. Fra Fosen satte Udsendingerne over til Leren, hvor de ligeledes dræbte tvende Brødre, der vare Kongens og Hertugens fælles Hirdmænd, efter en hidsig Kamp, og røvede derpaa baade Mad og Klæder, hvorefter de vendte tilbage til Byen[2]. Øjemedet med disse foreløbige Drab var rimeligviis at forebygge enhver Meddelelse til Kongen. Til Sysselmænd paa Søndmøre havde Hertugen udnævnt Sigurd Fertil og Eystein paa Aure, og befalet dem, paa Vejen derhen at holde Øje med den kongelige Lendermand Thore af Bortn, der, som han vidste, var ventende søndenfra, for at tage ham af Dage. Sigurd traf ham allerede udenfor Rødberget, og angreb ham strax[3]. Thore satte sig kjekt til Modværge, men da de fleste Vaaben, han havde ombord, laa nede i Lasten, faa at man ej kunde komme til dem, blev han snart overmandet og dræbt tilligemed en anden Hirdmand; hans Folk bleve mishandlede, Skib og Gods og hans Søn Thorberg ført fangen til Byen. Hertugen skjenkede ham efter manges Forbøn Livet, og beholdt ham hos sig[4]. De Høvdinger, Hertugen havde sendt til Haalogaland, fore skjendigt frem. St vare trende, nemlig Algaute, Paal Fot og Sigurd Partin; Algaute drog til Lands over Eldeidet, Paal og Sigurd langs Kysten til Skibs, dræbte for Fode alle dem, som de antoge for ivrige Tilhængere af Kongen, og røvede deres Gods. Først fældte de Bonden Jon svarte paa Bjørø, saavel som en anden Mand af samme Navn; derfra droge de til Torge, mishandlede Bonden Ingjald, plyndrede hans Gods og borttoge hans Skude; en anden Skude røvede de i Brønø; paa Telgarheim[5], hvor en vis Jon Silke boede, toge de alt hvad de forefandt. Han var selv tilfældigviis ude paa Veigen[6], hvorhen hans Hustru sendte ham Bud for at advare ham. Han opsøgte strax den kongelige Sysselmand i søndre Haalogaland, Guthorm af Bjarkø, traf ham i Herøerne, og fortalte ham hvad der var paafærde. Guthorm vilde i Førstningen ikke tro det, og begav sig med Jon og hele sit Følge til Sandnes. Men som de sad om Aftenen i Stuen, kom en Mand ind, som de øjeblikkeligt kunde skjønne var en af Varbelgerne udsendt Spejder. Guthorm slog til ham med Øxehammeren, hvorefter han skyndte sig ud igjen, og da der ej længer var Tid eller Lejlighed til at flygte, begave alle de, der vare inde i Stuen, sig endnu samme Aften ind i Sandnes Kirke, i Haab om der at have et Fristed. Strax efter kom Varbelgerne, omringede Kirken, og forlangte at de skulde komme ud. Da de vægrede sig derved, truede Varbelgerne med at sætte Ild paa Kirken. Guthorm sagde at dette neppe vilde behøves, og da de nu lovede at overholde den Fred, St. Olaf havde foreskrevet for Kirker, gik han trøstigt ud. Men saa snart han kom udenfor Kirkedøren, blev han dræbt. Jon Silke løb ud af Sanghuusdøren, men blev indhentet og dræbt østenfor Kirken. Guthorms Skib, saavel som en heel Deel Gods, blev Varbelgernes Bytte. Ikke bedre gik det Brødrene Jon Sylgja og Olaf Daalk paa Sande[7], af hvilke den første var Kongens Hirdmand; de bleve begge dræbte, og alt deres Gods ranet. Samme Medfart fik den kongelige Skutilsvein Asbjørn i Medalbu paa Arne. I Salten boede en kongelig Hirdmand, Einar Prest, han var selv ikke hjemme, men hans Gods maatte undgjelde det. Dernæst kom Raden til de saakaldte Bollesønner paa Leines. Heldigviis havde de selv den Dag taget ud til Skroven, men hele deres rige Indbo af Lærred, Klæde, Guld og Sølv, saavel som et dem tilhørende Fartøj, faldt i Varbelgernes Hænder, og et Par kongelige Krigsmænd, der ankom om Aftenen, uden at vide hvad der var paa Færde, bleve strax dræbte. Dagen efter vilde Varbelgerne ro ind til Hamarø, for at dræbe den der boende Haakon Raud, der synes at have været kongelig Sysselmand, men paa Vejen fik de vide at han allerede havde faaet Nys om den Fare, der truede ham, hvorfor de vendte tilbage til Leines og bleve der om Natten. Længer kom de heller ikke, thi den raske Haakon skar Hærør op, samlede Folk til sig, og fik i Hast udrustet 7 Skuder, med hvilke han stevnede lige til Leines, og kom i Dagbrækningen temmelig uforvarende over Varbelgerne, som havde pakket alle Vaaben sammen i en Skude og derfor ikke i en Hast kunde sætte sig til Modværge. Algaute var desuden ikke tilstede, men laa med sit Skib og Bollessønnernes Fartøj paa den anden Side af Neset. Paal Fot raabte forskrækket: „lader os fly, her komme Saltværingerne og ville hevne Guthorm!“ Han løb tvers over Neset til Algautes Skib, og bød Mandskabet i Hast at hugge Landtougene over; hans Folk, sagde han, vare alle dræbte. Om dette virkelig forholdt sig saa, siges ikke; han selv, der i Forfærdelsen havde ladet dem i Stikken, troede det vel. Algautes Folk toge ham til sig, og roede om til Leines, men da var allerede Haakon borte, og den af Vaaben fuldladte Skude var sandsynligviis falden i hans Hænder. Bollessønnerne forlangte nu at underhandle, og fik Grid imod at ifølge med til Nidaros. Da Ransmændene lidt før Juul kom tilbage til Hertugen, ytrede han vel sit Misnøje med at de havde krænket Kirkefreden ved Guthorms og Jon Silkes Drab, og lod dem endog lægge i Lænker. Men alligevel tog han nok saa godt til Takke med Broderparten af det ranede Gods, og Bollessønnerne fik kun beholde Livet imod at betale 12 Mk. Guld (96 Mk. Sølv) foruden hvad de allerede havde mistet[8].

Den Trop af 600 Mand, som Hertugen havde sendt syd over Fjeldet til Oplandene, under Anførsel af Alf af Leivastad, Vesete litle, Sigurd Tolessøn, Gudine Geig o. fl.[9] deelte sig i flere Hobe, der gjennemstrejfede saavel Gudbrandsdalen, som Østerdalen og de sydligere Egne[10]. I det hele taget fore de frem paa samme Maade, som hine paa Haalogaland. Da Opstanden endnu var aldeles ubekjendt, kom de ganske uventet, og fandt derfor ingen synderlig Modstand. Munan Biskopssøn, den kongelige Sysselmand paa Hedemarken, flygtede op til Valdres, hvor han blev til over Juul[11]. Det lykkedes overhoved flere af de Kongelige at frelse sig i Kirker eller til Skogs, og da Varbelgerne sendte Bud til Lendermanden Baard Bratte, der allerede var kommen i Forvejen til Oslo[12], at han skulde see til at faa dræbt saa mange Kongsmænd som muligt, var han tvert imod ridderlig nok til at advare disse om den Fare, der truede dem, saa at de fleste af dem fik Tid til at komme bort, eller ind i Kirkerne. Da Vesete litle siden i Spidsen for sin Skare uventet, ved Nattetid, stormede ind i Byen, fandt man blot faa Kongelige, hvoraf ikkun ni bleve dræbte. Efter noget Ophold i Oslo drog Vesete længer sydover i Viken, men vovede ej at lade nogen dræbe, af Frygt for at Bønderne skulde gjøre Oprejsning imod ham. Med Vesete havde Hertugen sendt en islandsk Prest, der skulde overbringe Herr Knut hans Fader Haakon Jarls Indsegl og Banner, og tilbyde ham Jarleværdigheden, hvis han vilde tage hans Parti mod Kongen. Men den ærlige Knut vilde ikke lytte hertil, bad Presten pakke sig bort og underrettede strax Simon Kyr om det nys Forefaldne, saavel som om Skules Opstand. Simon, der synes at have opholdt sig i Vettahered[13], samlede i Hast en Deel Folk, satte i Forening med Vesete paa Helle over Iddefjorden, overfaldt Vesete litle paa Solbjerg ved Idd, og nødsagede ham til at flygte øster til Marker, med Tabet af 26 Mand. Siden hørte man intet til ham, førend Hertugen selv kom paa de Kanter. Paa Oplandene derimod synes Varbelgerne endnu i nogen Tid at have spillet Mester[14].

  1. Dette maatte da saa meget mere antages, som de oftere havde været brugte som Brevbærere mellem Kongen og Hertugen.
  2. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 202.
  3. Thore, der vilde hjem til sin Gaard Bortn i Gauldalen, hvor han vel havde faaet sin Syssel, agtede ej engang at drage indom Byen, men at styre lige til Guulosen.
  4. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 203.
  5. Dette Navn skal nu udtales, og skrives i det mindste „Tilrum.“
  6. I de trykte Udgaver af Sagaen, og maaskee og i Haandskrifterne, staar her Vâga, altsaa til „Vaagen“; men et Blik paa Kartet vil vise, at dette umuligt kan være rigtigt, da Vaagen ligger saa langt nordligere. Man sagde desuden aldrig „ud til Vaagen“, men „nord til Vaagen“. Det er tydeligt nok, at her skal staa Veigu, hvilket Læsere eller Afskrivere, ubekjendte med Lokaliteten, let kunde forvexle det med det bekjendte Vâga.
  7. At der her ej, som i Udgaverne, maa læses Salpta (Salten), men Sanda (Sande ved Threnen), har allerede Munthe viist, se Aalls Snorre, III S. 294.
  8. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 203.
  9. De øvrige vare Gudine Geig, Sigurd Hiit, Ulv Fare, Erik Guldvegg.
  10. Da de vare komne over Fjeldet, begav Sigurd Tolessøn sig til Østerdalen, hvor han dræbte nogle Mænd, der kaldtes Leifssønnerne.
  11. I Sagaen staar: aðrir sveitarhöfðingjar fóru út til Oslóar, ok var fyri Bárðe bratti. Dette har almindeligviis været forstaaet som om Baard anførte Høvdingernes Flok. Men da det ikke indsees, hvorledes Varbelgerne da kunde „sende Bud til ham“, ligesaa lidt som Beretningen om hans Ridderlighed kan forenes med at den Trop, han skulde anføre, kom uventet til Oslo, er det tydeligt nok at Ordene „var fyri“, maa tages i Betydningen „var der tilstede“, „forefandtes der“. Saaledes har ogsaa Peder Claussøn oversat.
  12. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 210.
  13. Gaarden Helle, hvor Simons Medhjelper Vesete boede, og hvorfra Toget synes at være gaaet ud, ligger nemlig, som bekjendt, i Lomelands Sogn i Vettahered, skraas over for Furuvarp. Besynderligt nok, maa Varbelgerne ej være komne i Berørelse med Arnbjørn Jonssøn i Borgarsyssel. De have sandsynligviis ilet hastigt der igjennem, ned til Iddefjorden.
  14. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 204.