Det norske Folks Historie/4/146
Syv Dage efter Slaget, altsaa den 28de April, udsendte Kongen, der under hele denne Krig udviklede en beundringsværdig Raskhed og Handlekraft, 15 Skuder under Aasulf paa Austraat, Ivar Peterssøn, Arne Blakk, Klemet af Holm, Olaf Kidlingsmule og Baard Groessøn, med den Befaling, at de skulde drage lige til Throndhjem og see hvorledes Sagerne der stode. Der tales ikke om, at han udtrykkeligt bød dem at overfalde Hertugen, hvis de fandt ham, men dette faldt vel af sig selv. Desuden var Aasulf, skjønt Hertugens Frænde og forhenværende Ven, nu hans bitreste Fiende, som man nok kunde vide, aldrig vilde lade nogen Lejlighed til at hevne sig paa ham gaa tabt, og af denne Aarsag var det vel og, at Kongen netop udsaa ham til at føre Overbefalingen paa Toget. Noget efter forlod Kongen selv Viken, kom Christi Himmelfartsdag .(24de Mai) til Salbjarnasund, og Søndagen derefter til Bergen, hvor han tilbragte Sommeren. Imidlertid var Hertugens Skjebne afgjort og Kampen aldeles bragt til Ende. Mandag Morgen i Gangdagene, d. 21de Mai, ankom Aasulf med sine 15 Skuder til Nidaros, aldeles uventet. Klemet af Holm lagde til ved Baklandet med 2 Skuder, Aasulf med de øvrige 13 ved Bryggerne. Skule vaagnede ikke, førend han borte Stormklokken ringe. Han saavel som de øvrige, der laa i Gaarden, fore strax op, klædte sig paa, og greb sine Vaaben; derhos sendte han sine Svende ud i Byen for at befale Vaarbelgerne og hvem andre de traf, at samles hos ham oppe i Kongsgaarden, for der at møde Birkebeinernes Angreb. Men ingen adlød Opraabet, skjønt Svendene to Gange bleve udsendte. Sidste Gang, da de kom tilbage, sagde de at alle holdt paa at løbe ind i Kirkerne. Her var altsaa ingen Hjelp at vente. Enhver tænkte kun paa at frelse sig selv. Raadvild og haandfalden spurgte Hertugen dem, som vare om ham, hvad man skulde finde paa. Her vare gode Raad dyre, thi Broen over Elven var afkastet, og andetsteds, end hen ad Elgeseterkanten til, var det neppe muligt at undkomme. Da besindede man sig om at der stod en Skude paa Land i Kongsgaarden; paa den foreslog man Hertugen at sætte over til den anden Side og derefter søge Skjul, hvis han ikke heller strax vilde frelse sig ind i Christkirken. Han valgte det første, lod Skuden sætte i Vandet, og begav sig ombord, idet han tillige lod sin Søn Peter, der med nogle Folk befandt sig ovenfor Kongsgaarden, kalde, for at han kunde blive med. Peter foretrak at løbe ind i Christkirken, saavel som Lendermanden Baard Bratte, der følte sig for tung paa Foden til at gaa, men en Deel af deres Følge gik ombord. Hertugen landede ved Skellinghellen, og befalede sine Mænd gaa op til Erlendshaug[1] for at slaa de Birkebeiner tilbage, der havde landet ved Bakke. Men ingen lod, som han hørte det, og enhver skyndte sig som han bedst kunde op ad Bakkerne og ind i Skoven. Peter, Hertugens Søn, begav sig imidlertid fra Christkirken over til Prædiker- eller Dominikaner-Kirken; Munkene tilbøde ham at blive der, og sagde at de nok skulde sørge for at han ej kom til Skade. Men han stolede ikke ret derpaa, og løb, ledsaget af 4 Svende, til Biskopsgaarden, hvor de fik fat paa en Baad og roede over til øvre Elgeseter. Der løb Peter ind i en Bygning, hvor nogle Kvinder vare ifærd med at bage: han fik nogle daarlige Klæder kastet over sig, og krøb i Skjul. Da Birkebeinerne kom op i Byen og ransagede, vare de fleste Vaarbelger, der ej havde taget Flugten, allerede komne ind i Kirkerne[2]. Men de fik Nys om, hvorhen Peter havde taget Vejen, og satte strax over Elven til øvre Elgeseter[3], hvor de sendte en vis Jon Kat ind i Bagstehuset. Han kom ud med den Besked, at Peter virkelig var der inde. Den ulykkelige unge Mand blev strax hentet ud og dræbt. Han beskrives som temmelig høj af Væxt og før, mere lig sin mødrene Æt, end sine Fædrenefrænder, vel begavet, en god Klerk[4] og gudfrygtig[5], men, efter hvad Vaarbelgerne troede at finde, ikke synderlig krigersk. Sandsynligviis havde han faaet en gejstlig Opdragelse. Med hans saakaldte Gudfrygtighed synes det ellers, efter hans Ferd i Christkirken ved Faderens Hylding at dømme, ej at kunne have været saa særdeles bevendt, og den har vel mest bestaaet i Overholdelse af de udvortes Former. Hans Lig blev baaret til Graven, sandsynligviis ved Elgeseter, hvorefter Birkebeinerne atter begave sig til Byen, og sendte Folk ud til alle Kanter, for at komme paa Spor efter Hertugen og hans Mænd. De lod holde Vagt rundt omkring Skoven.
Hertugen tilbragte hele tvende Dage og Nætter (Mandag og Tirsdag) i Skoven. De Mænd, der vare hos ham, listede sig efterhaanden bort, og af dem, han selv udsendte, kom næsten ingen tilbage. Erling Ljodhorn slap over til Tuterøen, hvor han lod sig indklæde som Munk. Imidlertid havde det dog lykkets Hertugen at underholde nogen Forbindelse med hans Venner, Brødrene i Elgeseter, der gjorde sig al mulig Umag for at frelse ham. Da de om Onsdagen, den tredie af Gangdagene, skulde bolde den foreskrevne Procession rundt om paa Markerne, lode de Hertugen og hans Mænd tilstille Chorkaaber, for at de, iførte dem, kunde slutte sig til Processionen, og ubemerket komme ind i Klostret med den øvrige Skare af Gejstlige. Denne List lykkedes, for saa vidt Hertugen og hans Mænd virkelig kom i god Behold til Klostret. Man bragte dem strax i Sikkerhed oppe i Kirketaarnet, gav dem Mad og Drikke, som de ej havde smagt paa to Dage, og beredte Hertugen et Leje, da han var meget udmattet. Men det var dog kommet til Birkebeinernes Kundskab, at nogle i Chorkaaber forklædte Mænd havde været i Følge med Kannikerne fra Skoven, og da de skjønnede at dette neppe kunde være andre end Hertugen og hans Folk, grebe de strax til Vaaben, satte over Elven og droge mod Klostret. Ved Efterretningen herom begav Erkebiskop Sigurd sig strax over til Elgeseter, ledsaget af mange Gejstlige, Byfolk og Kjøbmænd, og forbød Birkebeinerne paa det strengeligste at angribe Klostret eller øve nogen Ufred. Men Hertugens Mænd havde været ubesindige nok til, saa snart Birkebeinerne nærmede sig, at skyde paa dem, og det endog meget heftigt. Nogen Eftergivenhed fra de forbitrede Birkebeiners Side var derfor ej at vente, og de svarede Erkebiskoppen, som sandt kunde være, at den Besætning, Klostret nu havde faaet, gjorde det nødvendigt at øve Ufred, hvad enten det tyktes dem vel eller ilde. Erkebiskoppen bød dem Penge, hvis de vilde skaane Hertugen og tilstaa ham Grid for at begive sig til Kongen. . De vilde ikke, uden paa den Betingelse, at han satte hele St. Olafs Helligdom i Pant til at indestaa for at Hertugens Løfter ikke bleve brudte[6]. Men nogle agtede i deres Hidsighed ej engang paa Erkebiskoppens Ord, og satte Ild paa Klostret. Andre forsøgte vel at slukke, men Ilden greb om sig. Da Hertugen merkede dette, bød han sine Mænd at gaa ud. Selv gik han, som det synes, først, fattet i sin Skjebne. Han holdt et Skjold for Ansigtet, og sagde kun: „hugg mig ikke i Ansigtet, thi det plejer man ikke gjøre ved Høvdinger.“ Birkebeinerne fældte ham og alle dem, der gik ud med ham, sandsynligviis de samme, der havde holdt ud med ham i Skoven, nemlig Sone Siik, Eystein Orre, Aslak Dyntil, Hallkell paa Rygin, Hallvard Koll, Bruse Dytt og Arne Matjall. Mester Berg, hans Sekretær, blev haardt saaret, men kom sig igjen. Saa snart Hertugen var falden, vilde Birkebeinerne slukke Ilden, men forgjeves. Hele Klostret brandt ned (24 Mai 1240).
Hertugens Lig blev baaret paa et Skjold til Byen, klædt og henlagt i Nikolai-Kirke paa Kongsgaarden. Morgenen efter henvendte Aasulf og de øvrige Birkebeiner-Høvdinger sig til Erkebiskoppen om Absolution for den Overlast, Klostret tildeels mod deres Vilje havde lidt. Men det holdt haardt for dem at faa den, og de fik den kun midlertidigt, indtil de havde talt med Kongen og erfaret hvad han vilde foretage i denne vanskelige Sag. Det endelige Udfald er ikke bekjendt, men man maa vel antage, at de ej ere slupne derfra uden betydelige Bøder og Gaver til Kirken, af hvilke dog vel Kongen, i hvis Interesse Ulykken var skeet, har udredet en god Deel. Siden gik Hertugens Begravelse for sig med al sømmelig Pragt. Han blev begraven i Christkirken paa Sydsiden af Choret, nedenunder det Sted i Steenveggen, hvor han selv havde ladet sin Broder Kong Inges Lig begrave. Erkebiskoppen, alle Chorsbrødrene og mange andre Gejstlige, de fleste af Bymændene, ja endog mange Birkebeiner fulgte ham[7].
Hertug Skule var, da han faldt, kun 51 Aar gammel[8], altsaa endnu i sin fulde Manddomskraft og kunde, hvis han ikke ved egen Brøde havde bevirket sit Fald, endnu have levet mange Aar med Hæder og Berømmelse. Thi han besad herlige, saavel Sjæls-, som Legems-Evner. Han havde et behageligt Væsen, var fiin og venlig i Omgang, talte godt for sig, og udmerkede sig især ved sin Veltalenhed til Thinge, ligesom mange Omstændigheder tyde hen paa, at han besad en for sin Tid ej ubetydelig Dannelse, og interesserede sig varmt for videnskabelige Sysler. Mod sine Mænd var han overvættes gavmild og hjelpsom, søgte paa alle Maader at gjøre deres Lykke, ved Forfremmelser, gode Giftermaal, o. a. d., saa at han var særdeles afholdt af alle sine Omgivelser. Om hans Hengivenhed for Kirken og Gejstligheden, hvorom især Stiftelsen af Reins Kloster kan vidne, og som, hvorvel den for en Deel skyldes politiske Hensyn, dog til en vis Grad maa have været oprigtig, er der oftere talt i det Foregaaende. Kort at sige, han besad, som Sagaen udtrykker sig, mange Egenskaber, der pryde en god Høvding, og var ikke det sidste ulykkelige Aar kommet, kunde man have sagt, at der aldrig udenfor selve Kongestammen var født nogen Mand i Norge med bedre Evner end han. Men han manglede den dybere moralske Følelse, der kunde holde Ærgjerrigheden og Herskelysten tilbørlig Modvegt. Han manglede – hvad der staar i nøje Forbindelse hermed – med al sin personlige Dygtighed og Kjekhed sandt Mandsmod og Hjerte. Deraf hans Vankelmodighed, hans Mangel paa Redelighed, hans Usikkerhed og Ubestemthed, naar det gjaldt at fatte en Beslutning; og i Bevidstheden om sin Uredelighed og Upaalidelighed følte han sig derfor ogsaa, som man tydeligt kan see, ofte forlegen og ængstlig lige overfor den ærlige, oprigtige, men kloge og forstandige Konge, der gjennemskuede ham, og derfor, skjønt neppe begavet med en saa fremragende Personlighed, altid kom til at udøve en aandelig Overlegenhed over ham, hvilken Hertugen maatte føle som en trykkende Byrde, og som derfor vel og især bidrog til at gjøre ham Kongen forhadt, og ethvert første Møde med ham efter en længere Fraværelse ubehageligt. For øvrigt er det, som vi allerede ovenfor have ytret, meget at beklage, at vi ej besidde en særskilt Saga om Hertugen, ligesom vi besidde den om Kongen, eller at ikke Kongens Saga ogsaa fuldstændigt omhandler Hertugens Bedrifter; ej alene fordi vi derved savne Beretninger om alle de, vistnok heel merkelige, Begivenheder, der foregik i Thrøndelagen m. m., medens Skule herskede der saa godt som uafhængigt, men ogsaa fordi vi af Kongens Saga for det meste kun lære Skule at kjende i hans Forhold til ham, altsaa fra hans mindst elskværdige Side, medens en Fremstilling af Skules Virksomhed i andre Retninger upaatvivleligt vilde have ladet ham fremtræde i et elskværdigere Lys, og givet os flere forsonende Beviser og Exempler paa de Dyder, som Sagaen i sin Slutnings-Skildring tillægger ham, men hvortil der i de foregaaende Skildringer af hans Ferd ej findes, og ej kan findes synderlige Spor, saa at denne Ros dog ikke ret kan trænge ind i Bevidstheden, og det Total-Indtryk, vi have af hans Digten og Tragten, lige fuldt bliver saa uhyggeligt, at vi maaskee endog fristes til at bedømme ham altfor strengt, og til at underskyde endog flere af hans uskyldige Handlinger slette Bevæggrunde.
Skule beskrives som høj og smal af Væxt, med smukt, lysebruunt Haar, et langagtigt, lysladent Ansigt, og fagre Øjne. Hans Hustru Fru Ragnhild[9], og tvende Døtre med hende, Dronning Margrete og Jomfru Ragnrid, eller Ragndid, overlevede ham; den tredie Datter, Ingerid, der egtede Knut Jarl, var, som ovenfor omtalt, allerede død. I sit Egteskab havde han ingen Søn[10]; hans uegte Søn Peter blev, som nys nævnt, dræbt to Dage før ham: andre Sønner efterlod han ej. Hans ældre Fuldbrødre, Aasulf og Guthorm, vare, som man tydeligt kan skjønne, døde før ham, det tamme maa have været Tilfældet med Kong Inges Søn Guthorm[11], saa at hans ældste Datter, Dronning Margrete og hendes Børn, nu selv vare de nærmeste Arvinger til de Fordringer, han troede at have paa Tronen. Hans Syster Ingebjørg var, som det ovenfor er nævnt, gift med Alf af Thornberg, og havde med ham Sønnen Erling unge, hvilken vi i det følgende ville finde som Kongens Lendermand. Det er ligeledes omtalt, at hans Syster Fru Sigrid var Abbedisse i Reins Kloster.
- ↑ Erlendshaug er, som tidligere bemerket, omtrent den samme Højde, hvor Christianssteens Fæstning nu staar.
- ↑ Der nævnes udtrykkeligt, at Baard Varg, der oftere er omtalt, flygtede ind i Korskirken. Denne laa strax nordenfor Kongsgaarden.
- ↑ Det kan altsaa ikke have været det egentlige Kloster, hvortil Peter flygtede, thi dette vilde ikke have været kaldet „Øvre Elgeseter“. Sandsynligviis var det Klosterets Bugaard. Klosteret antages at have ligget der, hvor „Klosterdalen“ nu ligger.
- ↑ Dette vil sige at han var ret vel forfaren i boglig Lærdom.
- ↑ I Sagaen staar „trúmaðr“, d. e. „en Troens Mand“.
- ↑ Det skulde næsten synes, som om dette blev sagt ironisk, fordi man var saa vant til at Hertugen brød sine Løfter. Thi man kan neppe antage det for Birkebeinernes Alvor, at Erkebiskoppen skulde kunne pantsætte St. Olafs hele Helligdom.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 239–242. Hertugens Død omtales ogsaa i de danske Annaler for Rykloster og i Detmars lybekske Chronica.
- ↑ Dette angive alle Codices, paa een nær, der gjør ham ved hans Død til 53 Aar gammel, hvilket umulig kan være rigtigt, da han i saa Fald maatte være fød 1187; og dette lader sig ej tænke, da Baard, hans Fader, først i Slutningen af 1184 blev gift med Sverres Syster Cecilie, og efter hendes Død med sin anden Hustru Ragnhild havde tre Sønner, førend hun fødte Skule.
- ↑ Det er allerede ovenfor, S. 219, omtalt at Ragnhild sandsynligviis har hørt til Arnunge-Ætten. I Sagaen nævnes ikke hendes Herkomst, aabenbart af den Grund at den forudsættes som bekjendt. Man kan derfor nu alene gjette sig frem ved Besvarelsen af dette, med Hensyn til Skules Familieforbindelser ikke uvigtige, Spørgsmaal. Naar vi nu erfare af Arnmødlingetallet i Fagrsk. Cap. 215, at Nikolas Kuvung i Giske († 1217) havde Børnene Paal Flida og Ragnhild, bliver det mere end rimeligt, at denne Ragnhild er Skules Hustru. Hendes Faders Levetid passer netop til, at hun kunde være gift med Skule og Moder til den c. 1210 fødde Dronning Margrete. Vi see hendes Broder Paal Flida som en af Skules aller ivrigste Tilhængere og nærmeste Raadgivere; Paals Søn, Peter i Giske, optræder ogsaa en Tidlang som Skules Tilhænger, senere finde vi ham som Kongens Lendermand, vel at merke, efterat Skule i den Tid, der ligger imellem, og i hvilken Peter ej omtales, havde vedgaaet sin Forbindelse med Andres Skjaldarbands Hustru, og erkjendt sin Søn med hende: et Forhold, hvorved hans retmæssige Hustru og hendes Frænder nødvendigviis maatte krænkes, og som netop, under Forudsætningen af at Peter i Giske var hendes Brodersøn, aller bedst forklares, hvorfor han forlod Jarlens Tjeneste og gik over til Kongen, rimeligviis Haakarlehøsten 1233. Skule var, da han giftede sig, som Kong Inges Broder og Medlem af Reins-Ætten, saa højfornem, at kun meget faa Kvinder i Landet vare storættede nok til at kunne blive hans Egtehustru; det saaledes i sig selv yderst indskrænkede Valg bliver endnu mere indskrænket ved Navnet Ragnhild, der ej var saa almindeligt, at man kan forudsætte at mere end et Par storættede Piger samtidigt bare det. Alt tyder saaledes hen paa, at hun var den oven nævnte Ragnhild Nikolasdatter af Giske, og at Kongen altsaa ved sit Giftermaal med Margrete, hendes Datter, kom i nærmeste Svogerskab, ej alene med Reins-Ætten, men ogsaa med Giske-Ætten.
- ↑ Sagaens Udtryk: „han efterlod ingen Søn, (öngan sun) har Peder Claussøn misforstaaet som om der stod „ungan sun“, og derfor oversat „han havde en ung Søn efter sig“. Hertil har han ogsaa urettelig henført Sagaens Ord, der gjelde Hertugens Descendenter gjennem Dronning Margrete: „det er at vente med Guds Miskund at Norge længe vil prydes af hans Ætt og Afkom“, idet han siger: „han havde en ung Søn efter sig, saa at der var Forhaabning om at hans Slægt og Afkom skulde endnu blive en Sirat for Norge“.
- ↑ Ellers vilde nemlig han, saavel som Skules Brødre, have været omtalte som hans Arvinger eller Deeltagere i hans Fordringer. Havde vi haft en „Skule Jarls Saga“, vilde vi vel og have erfaret, naar Guthorm Ingessøn døde. Det maa være skeet mellem 1223, hvor han endnu omtales som levende, og 1235. Det er kun af Arnmødlingetallet i Fagrsk. Cap. 215, at man veed at Ragnrid (Rangrid, Ragndid), var Skules yngste Datter. I Haakon Haakonssøns Saga nævnes hun vel et Par Gange i Forbindelse med Hertugen, saa at man kan see at hun var nær beslægtet med ham, men Slægtskabsforholdet angives ej. Hvor der blev af hende, vides ej. Da hun i 1247 ved Kroningen kaldes „Fru Ragndid“, og det udtrykkeligt siges, at Abbedisserne sad efter hende, medens Fru Sigrid ej omtales, skulde man være tilbøjelig til at tro, at hun er bleven Abbedisse i Reins Kloster efter sin Faster.