Det norske Folks Historie/4/151

Da Snorre ikke efterlod nogen egtefød Søn, var Urøkja hans nærmeste Adile eller Eftermaalsmand, men det lader til at .Gissur med Flid gav sig Mine af at oversee ham paa Grund af hans uegte Fødsel. Han tilbød ham ingen Bod, lod sig endog Arven efter Snorre overdrage af dennes Fuld-Syster Helge og hendes Mand Salmund Austmand, og satte Kløing Bjørnssøn til at tage vare paa Reykjaholt. Desto mere maatte Urøkja føle sig opfordret til at tage Hevn, og da han havde ventet til henimod Juul uden at høre nærmere fra Gissur, samlede han Folk, og drog i Spidsen for en Skare af henved 360 Mand sydover, for at hjemsøge baade Kløing i Reykjaholt, og Gissur i Tunga[1]. Sturla Thordssøn fulgte med. Uagtet Kløing halv om halv var belavet paa et Angreb, og derfor baade havde sat Hestvagter ud, og samlet mellem 30 til 40 Mand paa Gaarden, lykkedes det dog Urøkja at komme ubemerket til Gaarden, og trænge ind i det sterke Virke, som Snorre havde ladet opføre omkring Husene, førend en eneste kunde sætte sig til Modværge. Det var for sildigt at tænke paa Forsvar, og da Urøkja ledsaget af Sturla fra Skaalens Tag raabte ned gjennem Ljoren og opfordrede Kløing til at nedlægge Vaabnene og overgive sig, føjede han sig derefter, uden at Urøkja tilstod dem Grid for længere Tid end den næstfølgende Dag, som var første Juledag, og hvis Hellighed han ej vilde krænke ved Blodsudgydelse. Flere, hvoriblandt Sturla Thordssøn, bestræbede sig ivrigt for at faa Urøkja til at skaane Kløings Liv, men forgjeves; da anden Juledag kom, lod han ham dræbe, men skjenkede alle hans Mænd Livet, og nøjede sig med at afvæbne dem. Derpaa fortsatte han Toget mod Gissur, forsterket med en heel Mængde Folk fra Borgarfjorden, og med saa meget større Haab om Held, som det havde lykkets ham at fange tvende af Gissur udsendte Spejdere. Men Gissur var altfor varsom til at lade sig overrumple. Nytaars Aften havde han et stort Drikkelag, saa at henved 80 haandfaste Mænd vare samlede paa Gaarden. Alle disse maatte ligge med deres Vaaben ved Siden den følgende Nat, og selv klædte han sig ikke engang af. Samme Nat fik han et Iilbud om Kløings Drab, og om at Urøkja nærmede sig med en stor Skare. I Hast lod han nu alle Mænd staa op og væbne sig, og begav sig strax med Størstedelen af dem til Skaalholt, idet han kun lod nogle faa blive tilbage for at bringe alt hans Løsøre ind i Kirken, og siden følge hans Moder Thora til Skaalholt. Da Gissur kom til Skaalholt, gik han lige til Biskop Sigvards Seng, vækkede ham og bad om hans Bistand. Biskoppen lovede ham al den Hjelp, som det stod i hans Magt at yde, og Dagen efter blev der, efter Overlæg mellem Biskoppen, Gissur og Loft Biskopssøn, sendt Bud til alle Kanter, for at samle Folk. Ligeledes blev en rask ung Mand sendt Urøkja imøde for at udspejde hans Ferd og give ham falske Efterretninger om hvor Gissur var at finde. Dette lykkedes saa godt, at Gissur vandt tilstrækkelig Tid til at samle det nødvendige Antal Folk, og da Urøkja kom til Skaalholt, fandt han Gissur fuldkommen forberedt til Forsvar. Biskoppen sendte to Prester til Urøkja og lod ham spørge, om han ønskede Forligsmegling. Urøkja erklærede sig vel tilfreds med at Biskoppen meglede, og der blev virkelig stillet Gisler fra begge Sider, medens Biskoppen underhandlede. Dette ledede dog ikke strax til noget Resultat, thi medens Urøkja tilbød at underkaste sig Biskoppens Dom, fordrede Gissur at Sagen skulde indankes for Kong Haakon; herpaa vilde Urøkja, som rimeligt var, ej indlade sig. Gislerne gik hver til sit, og Biskoppen vendte tilbage med den Besked, at en Kamp var uundgaaelig, og at alle maatte stride som de bedst kunde; selv lovede han at stride med de Vaaben, han havde, og tillod alle de tilstedeværende Gejstlige for denne Gang at kæmpe til Gissurs Forsvar. Der begyndte nu en heftig Kamp, som mest synes at have heldet til Urøkjas Fordeel, da Biskoppen i fuld Ornat, med Staven li den ene Haand, Bog og Kjerte i den anden, kom ud af Kirken i Spidsen for sine Klerker, og lyste Ban over Urøkja og alle hans Mænd. Medens de nærmest staaende ved dette Syn holdt inde med Kampen, for ikke at tilføje Biskoppen og hans Klerker nogen Skade, gjentog Urøkja sit tidligere Tilbud om Forlig, naar han opnaaede saadanne Vilkaar, som han kunde være tjent med. Biskoppen modtog Tilbudet, bød at Kampen skulde ophøre, og sprang selv, forat paaskynde dette Bud, meget kjekt op paa Mønen af et Huus i den tætteste Steenregn, der ophørte, saa snart man kjendte ham. Ogsaa Gissur erklærede sig nu villig til at underkaste sig Biskoppens Dom, og man tilsvor hinanden gjensidigt Grid, hvorefter Biskoppen løste Urøkja og hans Mænd af Bannet, og Urøkja kort derpaa vendte tilbage til Vestlandet, idet han paa Vejen gjennem Borgarfjord-Egnen lod sig Reykjaholt overdrage af Salmund og Helga, uanseet at de forhen havde overdraget det til Gissur[2].

Det var imidlertid ikke Gissurs Agt at finde sig i et Forlig, hvis Indhold, om end Biskoppen afsagde Dommen, dog nærmest maatte falde ud til Urøkjas Fordeel. Han havde, som det synes, allerede udkastet Planen til Urøkjas Undergang, og et bekvemt Middel dertil frembød Kløing Bjørnssøns Drab, hvilket Broderen Orm erklærede at ville paatale. Gissur og han havde i den Anledning et Møde den følgende Paaske, og uagtet det nærmest skulde synes, som om det nu indgangne Forlig udjevnede alle Tvistepunkter mellem Gissurs Parti og Urøkja, og som om Biskoppens forventede Dom ligesaa vel skulde vedrøre Kløings, som Snorres Drab, erklærede Gissur dog strax, at Sagen angaaende Kløings Drab var det nærværende Forlig uvedkommende. Umiddelbart derefter begave de sig begge nord til deres Frænde Kolbein unge, for nærmere at overlægge med ham. Sandsynligviis har det Hele allerede forud været aftalt mellem Gissur, Kolbein og Orm, for at den skjendige Plan kunde bringes i Udførelse hvorom vi strax nedenfor skulde berette. Gissur var ikke den, der forsmaaede List og Svig, hvor Magten ikke kunde hjelpe ham frem. Og for des bedre at bedaare Urøkja paatog Kolbein sig at underhandle med ham, da Urøkja havde ubetinget Tillid til ham som sin Svoger, medens han derimod nærede den største Mistanke mod Gissur. Kolbein sendte først Bud til Urøkja, med Anmodning om at tilbyde Orm billigt Forlig, eller i det mindste love at indfinde sig til et Møde for at underhandle. Urøkja lod svare, at han intet havde imod at vise Orm al mulig Ret og Billighed, men at han aldeles ikke vilde indfinde sig til noget Møde, hvor Gissur var tilstede, da han ingen Tillid havde til ham. Orm vilde derimod ikke høre om noget Forligsmøde, uden at netop Gissur skulde være tilstede, og saaledes afbrødes Underhandlingerne. Imidlertid tilbød Orm Kolbein en betydelig Pengesum, for at han skulde hjelpe ham til at faa et Forlig efter Ønske, og Kolbein var lav nok til at modtage Tilbudet. Da Orm var kommen hjem, indstevnede han strax Drabssagen til Althinget, og paa dette Thing, hvor saavel han selv som Gissur indfandt sig med store Følger, medens Kolbein, ligeledes heel mandsterk, indtil videre tog sit Tilhold paa Reykjaholt, overdrog Orm sit Søgsmaal mod Urøkja til enkelte af Kolbeins Heredsmænd; da dette var skeet, forlode Orm og Gissur Thinget, og droge med 240 Mand til Borgarfjorden, hvor de opsloge sine Telte ikke langt fra Reykjaholt, ved Hvitaa. Kolbein sendte nu sin og Urøkjas fælles Svoger Bødvar i Bø til Urøkja[3], og lod ham hilse, at han dog i det mindste gjerne kunde komme og underhandle med ham, der nu havde fuldkommen Raadighed til at afgjøre Sagen. Uagtet den redelige Bødvar paa Urøkjas Spørgsmaal ikke kunde negte, at han tvivlede paa at Urøkja vilde blive tjent med Forliget, hvis han mødte frem, gik Urøkja dog lige fuldt i Snaren, alt for blindt stolende paa sin Svoger Kolbeins Redelighed. Han forbeholdt sig kun at Biskop Sigvard og Abbed Brand Jonssøn ogsaa skulde være tilstede ved Sammenkomsten. Herimod havde Kolbein intet at indvende, og lod strax sende Bud efter dem. Som Samlingssted bestemtes Broen over Hvitaaen. Her indfandt sig til bestemt Tid saavel Urøkja som Kolbein med Biskoppen og Abbeden i sit Følge, og toge Stade hver med sin Flok, paa hver sin Side af Broen. Men Urøkja vidste ikke, at Gissur og Orm laa paa en af de nærmeste Gaarde. Der blev stillet Gisler paa begge Sider, Sturla Thordssøn fra Urøkjas, Loft Biskopssøn fra Kolbeins Flok, og Urøkja begav sig derpaa trøstigt over Broen, hvor han og Kolbein samtaledes længe og i al Venskabelighed, uden dog at komme til noget Resultat den Dag, og da Aftenen kom, hævedes Mødet for at fortsættes den næste Dag. Urøkja overnattede paa en af Nabogaardene. Den følgende Morgen red ej alene Kolbein, men ogsaa Gissur og Orm ned til Broen, da deres personlige Nærværelse var nødvendig til det endelige Forlig, men de passede nøje paa, at Sturla Thordssøn ikke kom over, for at advare Urøkja om at de ogsaa havde deres Flokke i Nærheden. Denne blev ogsaa for det første paa Nordsiden, medens Biskoppen og Abbeden gik frem og tilbage mellem begge Parter og ledede Underhandlingerne, indtil Urøkja omsider erklærede sig villig til at lade Biskoppen og Kolbein i Forening afgjøre Sagen, dog saaledes, at man ej skulde fradømme ham hans Godord, eller dømme ham til Landflygtighed. Det stod nu kun tilbage, at Urøkja ved højtideligt Haandslag med Kolbein, Gissur og Orm bekræftede Forliget. Men da han ikke havde nogen Lyst til at gaa over paa den anden Side, nu da Gissur var tilstede, og heller ikke Gissur vilde betræde Broen, bad Urøkja Biskoppen paa sine Vegne give Haandsalet. Biskoppen og Abbeden, der virkelig ikke synes at have anet noget Forræderi, forestillede ham dog, at det var bedst om han gik selv, og skjønt baade Bødvar fornyede sin Advarsel, og Sturla fandt Lejlighed til at sende ham et Bud om at han ikke maatte tro Kolbein alt for vel, lod han sig dog ved Biskoppens Forestillinger bevæge til at gaa over. Aldrig saa snart var han kommen over paa den anden Side, førend Gissur og Orm med hele deres Følge i al Hast besatte Bro-Enden og afskare ham Tilbagevejen, medens tillige Kolbeins Mænd stimlede til, saa at han var fuldkommen omringet. Forbauset lod Biskoppen Gissur spørge, hvad dette skulde betyde. Gissur svarede, at han nu vilde raade i sine egne Anliggender, som han selv fandt for godt, og at han ikke vilde forlige sig med Urøkja, uden at han selv bestemte alle Forligsvilkaarene: først og fremst skulde Urøkja og Sturla Thordssøn forlade Landet, saavel som deres ivrige Tilhængere, Brødrene Svarthøvde Dugfussøn og Kolbein Gran. Biskoppen og Abbeden bleve meget fortørnede over denne svigagtige Ferd, hvorved de selv højligen kompromitteredes, og der var endog ikke faa Mænd i Kolbeins og Gissurs egen Flok, som i Uvilje over deres Høvdingers troløse Ferd sluttede sig til Urøkja og grebe til Vaaben for ham. Men Urøkja, der indsaa at der ikke vilde komme noget godt ud deraf, erklærede sig selv villig til at antage Gissurs Vilkaar, og gav sit Haandsal derpaa. Da Biskoppen bebrejdede Gissur hans Troløshed, svarede denne frækt, at det ikke var det værste, han kunde have gjort. Det blev nu, uvist hvorfor, bestemt, at Kolbein, ikke Gissur selv, skulde afsige Dommen, hvilket dog kom ud paa det samme, da Hovedvilkaarene allerede forud vare bestemte. Urøkja og Sturla Thordssøn maatte som Fanger følge med Kolbein til Skagafjorden og derfra til Eyjafjorden, hvor han strax vilde have sendt dem afsted med et Skib, som han troede endnu laa sejlfærdigt, hvis dette ikke allerede samme Dag havde været afsejlet. Han maatte derfor indtil videre tage dem tilbage med sig til Flugumyre. Siden begav Kolbein sig, efter Gissurs Indbydelse, til et Gjestebud, som denne holdt paa sin Gaard Tunga, og afsagde her sin Voldgiftskjendelse, der efter Omstændighederne enda var taalelig nok. Han tildømte Urøkja hele Arven efter Snorre, dog saaledes at Gissur skulde have 240 Hundreder, hvilke Gissur igjen skulde betale for Snorres Drab; men for Kløings Drab skulde Urøkja ej alene bøde 180 Hundreder, men dertil give Slip paa Halvdelen af Reykjaholt, Halvdelen af Stavaholt, Halvdelen af Bessastad og alle de Godord, Snorre havde haft; da han nu selv agtede sig til Norge, foreslog Kolbein ham at tage Sturla med, hvilket han dog, uvist hvorfor, afslog. Kolbein beholdt derfor Sturla endnu nogen Tid i sin Varetægt, men satte ham endelig, efter hans Frænders og Venners indstændige Begjæring, paa fri Fod, og fritog ham for Landflygtigheden, imod at han og elleve af de bedste Mænd i Vestfjorde-Fjerdingen aflagde Kolbein Tylfter-Ed paa, ikke at tage Parti imod ham, om endog Thord Kakale, Sighvats Søn, kom tilbage til Landet for at hevne sin Faders Død. Denne Ed aflagde siden ej alene hine tolv, men ogsaa alle de øvrige anseede Mænd i Vestfjordene, paa nogle faa nær[4], saa at Kolbein nu var at betragte som Overherre baade over denne Fjerding og Nordfjerdingen. Urøkja maatte derimod forlade Landet, ligesaa Dugfussønnerne, men det Skib, hvorpaa disse sidste rejste, blev af Storm drevet tilbage til Island, og de toge deraf Anledning til fremdeles at blive hjemme[5]. Da Urøkja kom til Norge, traf han Kong Haakon i Bergen. Denne viste sig i det Hele taget naadig imod ham, og tilgav ham ganske at han for tre Aar tilbage havde forladt Norge uden hans Tilladelse. Men han kunde dog ikke afholde sig fra at tilføje, at han havde langt mere fortjent Døden end hans Fader, og at Snorre ikke vilde være bleven dræbt, om han var kommen i Kongens Vold[6]. Det er tydeligt at see, at Kongen, der selv yndede Læsning og satte megen Priis paa boglige Sysler, dybt følte hvad den literære Verden havde tabt i Snorre, og tog sig nær af hans Død, ja maaskee endog angrede den strenge Befaling, han havde givet Gissur. Man fristes derfor ogsaa til at antage, at han har ytret nogen Misfornøjelse med Gissur, da denne ligeledes paa samme Tid kom til Norge, efter at have sat sin Frænde Hjalte Biskopssøn til sin Fuldmægtig, og taget det Løfte af ham og Kolbein, at de indbyrdes skulde staa hinanden bi. Besynderligt nok, iagttage Sagaerne den dybeste Taushed om, hvad Gissurs egentlige Erende var i Norge, hvorledes han blev modtagen af Kongen, og hvad han foretog sig i de trende Aar, han tilbragte der. Det fortælles kun, som vi have seet, at Gissur, da han første Gang fremsatte sine Forligsbetingelser, fordrede at hans og Urøkjas Sag skulde henskydes under Kongens Afgjørelse, og sandsynligviis var det i denne Anledning og maaskee efter Kongens egen Indkaldelse, at han begav sig til Norge, for at underkaste Kolbeins Dom Kongens yderligere Bekræftelse eller Forandring. Vi ville i det mindste fra denne Tid af see en saadan Henskydelse tinder Kongens endelige Dom at være den sædvanlige Maade, hvorpaa Gissur og hans Modstandere, naar det var kommet til det Yderste, søgte at faa deres Trætter bilagte, og fra denne Tid af kunne vi saaledes regne den første Spire til den norske Konges virkelige og erkjendte Herredømme over Øen. Det var ogsaa paa denne Tid, al den norske Krone erhvervede de første Besiddelser paa Island. Der fortælles i nogle Aarbøger, at Snorre Sturlassøn aller først bragte islandske Landejendomme under den norske Krone, nemlig Bessastad og Eyvindastad[7]. Dette er vistnok for saa vidt urigtigt, som Snorre var langt fra at arbejde i den norske Krones Interesser, og vi af det nys omhandlede desuden vide, at Bessastad udgjorde en Deel af hans Efterladenskab. Men det er aabenbart saaledes at forstaa, at Kongen har gjort Fordring paa Bessastad som Bod for Snorres saakaldte Landsforræderi, og at Urøkja, der endnu besad den ene Halvdeel, og Gissur, hvem den anden var overdragen, have maattet finde sig i, ved Kongens endelige Dom at afstaa denne eller den norske Krone hver sin Part. Og dette, saavel som den Omstændighed, der i det Følgende nærmere vil blive omtalt, at Thord Sighvatssøn just paa denne Tid, neppe uden Kongens Vidende og Vilje, kom tilbage fra Norge til Island, tyder fremdeles umiskjendeligt paa, at Gissur ikke havde den Tilfredsstillelse af sin Appell til Kongen, som han maaskee havde ventet. Urøkja blev venligt behandlet af Kongen, men kom ikke mere tilbage til Island, da han døde allerede den 24de Juni 1245.

  1. Tunga eller Biskopstunga, hvor Gissur boede denne Vinter, laa omtrent en Mils Vej nordenfor Skaalholt, og ligesaa langt i nordvest for Rune, hans Fædrenegaard, altsaa i samme Hered.
  2. Sturlunga Saga, VI.
  3. erindres, at Urøkja, Bødvar i Bø og Bødvar paa Stad, Sturla Thordssøns Broder vare gifte med hver sin Syster af Kolbein.
  4. En af disse, den Snorres Parti ivrigt hengivne Giske paa Raudasand, vilde ikke paa nogen Maade aflægge Eden til Kolbein, indtil hans Ven og Raadgiver, den „gode og gjeve Prest“ Eyvind, foreslog ham at nævne i Edsformularen Kolbein unge, uden dog derved at tænke paa Kolbein Arnorssøn, men derimod paa Eyvinds egen unge Søn Kolbein. Giske gjorde saa. Slige Reservationer tog ikke engang en Prest i Betænkning at foreslaa. Sturlunga Saga VII. 1.
  5. Sturl. Saga VII. 2.
  6. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 244.
  7. De islandske Annaler, ved 1241. Notitsen findes dog kun i yngre Haandskrifter.