Det norske Folks Historie/4/155

Norges økonomiske Tilstand og Folkets Vilkaar var for Resten ved nærværende Periodes Slutning vistnok bedre, end man ved en overfladisk Betragtning af Forholdene skulde have ventet efter langvarige indre Krige. Thi det var egentlig kun under Sverre og de nærmeste Aar efter hans Død, eller overhoved under Bagle- og Ribbunge-Fejden, at Folket selv tog ivrigt Parti, og Thronkrigen tillige blev en ødelæggende Borgerkrig. Hvad der ogsaa bidrog til at gjøre den end mere heftig under Sverre var den Iver, hvormed Gejstligheden kastede sig ind i den, og den Misstemning, Bansættelsen m. m. udbredte over Landet. Efterhaanden synes det egentlige Folk mere og mere at have trukket sig tilbage fra Deeltagelse i Fejderne, og at have overladt denne til de egentlige Krigere af Fag. Det er tydeligt at see, at Krigen paa Slutningen kun førtes af disse, medens Bønderne og Borgerne stode roligt og saa til. Den bestandige Øvelse, hvori Birkebeinernes, Baglernes og de øvrige Partihobes Krigere vare, gav dem ogsaa en saadan Overvegt over de uøvede Folkehobe, at disse som oftest mistvivlede om at kunne udrette noget imod dem, naar de ikke havde desto større Overmagt paa sin Side. Aldrig viiste hiin Overvegt sig tydeligere, end i det store Slag ved Oslo, hvor Sverre med en Haandfuld Birkebeiner slog Tusender af Bønder. Det er ligefrem regulære Troppers Overlegenhed over en udisciplineret Landstorm. Birkebeiner, Bagler og andre faste Krigerkorps (liðsmenn) vare virkelig, efter de Tiders Forhold, fuldstændigt regulære Tropper. De vare sig og sin Overlegenhed som saadanne bevidste, talte med Haan om, hvorledes de forstode at slaa paa „Bonden,“ opførte sig sædvanligviis, trods Kongernes alvorlige Bestræbelser for det modsatte, med megen Insolens, som alle staaende Troppehobe i tidligere Dage, og førte derhos som oftest en højst tøjleløs Levemaade, fornemmelig med Drik og Svir, saa at man nok kan forstaa, at de have været en sand Plage for de Byer, hvor de laa stationerede. Denne umaadelige Overlegenhed hos de regulære Tropper, i Forbindelse med at Søkrig, mere og mere gik af Vane gjorde og, at Kongerne nu kun sjelden fandt deres Regning ved at benytte opbudte Ledingstropper. Ledingstroppernes Upaalidelighed synes næsten at være bleven til et Ordsprog. Kongerne valgte heller at benytte deres egne faste Krigere, og oppebære Ledingspræstationerne som en Skat, hvilket igjen, som det i det følgende vil sees, havde en fuldstændig Omregulering af denne Præstation til Følge. Thronkrigene have saaledes, hvad man mindst skulde vente, lagt den første Spire til den Ukrigerskhed eller rettere totale Uvanthed ved Krig og Vaabenfærd, der i flere paafølgende Aarhundreder næsten er charakteristisk for det hidtil saa krigerske norske Folk. Naar man læser om de Slag, der leveredes under Tronkrigene, maa man studse over at der som oftest kun kæmpede nogle faa Hundreder paa hver Side. Tusende paa hver er allerede et overvættes stort Antal. En Konges eller det hele Riges Skjebne afgjordes stundom ved en Fegtning mellem tvende smaa Haandfulde Folk. Anderledes, ville vi see, var det ikke trehundrede Aar senere, i den saakaldte Grevefejdes Tid. Med nogle faa hundrede Mand regulære Tropper blev Norges Undertvingelse udført. Folket rørte sig neppe, ret som om Kampen var det ganske uvedkommende.

Dette var dog intet Tegn paa nogen egentlig Udartelse hos Folket, eller paa Aftagelsen af dets Livskraft. Det var kun et af de mange Kjendetegn paa Overgangen fra en mere forældet til en med den almindelige europæiske Kulturudvikling stemmende Statsskik. Men det var et Uheld for Norge, at denne ikke var aldeles moderne; thi til en saadan vilde Norges ældre, simple let overskuelige Forhold aller bedst have passet. Den, som i det 13de og de følgende Aarhundreder blev den herskende i Vesteuropas Lande, indeholdt for mange Elementer, der vare fremmedartede for Norge, til at dette med Held eller endog uden Skade kunde søge at tilegne sig dem. Man kan sige at Norge var enten ikke modent dertil, eller at det allerede var kommet ud over en saadan Tingenes Orden, – begge Dele med lige Føje, eftersom man tager det. Norge havde ingen Feudal- eller Arve-Adel, en født Krigerkaste, og en saadan var nødvendig for Statslivet i hine Tider. En saadan Kaste, der betragtede Vaabenferd som sit medfødte Fag og sin udelukkende Ret, fandtes ikke i Norge, og den Spire dertil, som indeholdtes i det gamle Lendermands-Aristokrati, tilintetgjordes deels ved Borgerkrigene, deels ved den af Sverre grundlagte og af hans Efterfølgere gjennemførte Udvidelse af Kongemagten. Da Borgerkrigene ophørte, og med dem Nødvendigheden af at holde regulære Tropper, saa at det hele Folk, ingen Klasser undtagne, var anviist paa det stille og rolige Land- og By-Liv, maatte ogsaa Folket i det hele taget blive uvant med Vaabenferd og Krigsvæsen, med andre Ord, blive ukrigersk, og denne Ukrigerskhed sporedes, som vi have seet, hos Landbefolkningen allerede under Borgerkrigene selv, fordi den forandrede Krigskunst gjorde Brugen af regulære Tropper nødvendig, og næsten afskaffede Søkrigen. Søkrigen var Nordmandens egentlige og naturlige Maade at stride paa; Landkrigen kunde i hine Tider, hvor det mest kom an paa Rytterfegtning og en Adelstand, aldrig faa noget at betyde i Norge eller for Nordmanden. Hertil kommer nu, hvad der i det følgende Tidsrum vil vises, at de nyere Handelsforhold, fornemmelig Hansaforbundets Magt i de nordiske Farvande, mere og mere indskrænkede Nordmændenes egen Handelsfart, og derved berøvede den opvoxende Ungdom den Anledning, Handelsrejser hidtil gav den til at vinde Verdenskundskab og personlig Raskhed, med andre Ord altsaa, forandrede den norske Ynglings hele Opdragelsesbane og gav derved hans Væsen et langt andet, mindre livsfriskt og verdensborgerligt Præg, medens tillige det mere udviklede offentlige Forretningsvæsen og Skriveri-System udestængte mange fra Statslivet, der tidligere under en simplere, mundtlig Forretningsorden vilde have taget virksom Deel deri. Endog Literaturens Blomstren, der for øvrigt er Nationens Hæder, vidner dog om en mere forfinet Kultur, og vækker Forestillingen om at mange nu nøjede sig med at læse om Bedrifter, hvori deres Forfædre vilde have deeltaget ved personlig Handling. Med alt dette for Øje vil man lettelig forstaa, hvorledes den almindelige Kultur-Retning paa Grund af Norges særegne Forhold ikke udøvede en saa fordeelagtig Virkning paa det norske Folk, som paa mange andre, og uagtet Folket selv ikke udartede, men tvertimod gik frem i Sædelighed og Kultur, dog lagde Spiren til dets indre politiske Forfald, endog medens dets ydre Vilkaar endnu en Tidlang vedbleve at være mere glimrende end nogensinde.