Det norske Folks Historie/4/17
Sverre førte nu fra sit sikre Tilhold i Vermeland en Grændsefejde af det Slags, hvortil Birkebeinerne fra Eystein Meylas Tid vare vel vante. Han samlede alt sit Mandskab, der nu skal have været paa 600 Mand – sandsynligviis har vel en heel Deel byttelystne Vermelændinger slaaet sig til ham, – og gjorde et Tog gjennem Vermeland og Dalsland lige ned til Tunge- og Lane-Hered i Ranafylke, hvor der neppe er en Miils Vej fra Grændsen til det inderste af Gudmarens Arme. Her red han ned til Skriksvik[1], der tilhørte en mægtig Lendermand ved Navn Simon, tog alt hvad der fandtes paa Gaarden, satte siden Ild paa den saavel som alle hans Langskibe og et stort nyt Østerfarerskib, og lod 40 Stykker Kvæg drive over Grændsen. Da Simon, der var længer sydpaa, rimeligviis i Kongehelle, spurgte den Skade, han havde lidt, lod han strax opskjære Hærør, og opbyde Thegn og Træl mod Birkebeinerne. Han var en vældig Høvding, og ingen vovede derfor at sidde Opbudet overhørig: i ganske kort Tid fik han saaledes 500 Mand samlet. Sverre havde imidlertid draget sig tilbage østover lige til Elven ved Grændsen[2] og taget sit Kvarteer i en liden Bygd, medens hans Folk laa fordeelte omkring paa Gaardene i Nærheden. Hans Styrke var nu langtfra saa talrig som nys forud, da sandsynligviis alle de, der kun havde ledsaget ham for Byttets Skyld, vare dragne hver til sit. Simon stevnede op langs med Elven for at komme uforvarende paa Sverre, og det vilde maaskee og have lykkets ham, hvis ikke Sverre om Natten havde faaet Bud fra sine Venner i Gautland, at han maatte tage sig vare, da Simon nærmede sig med en betydelig Styrke. Sverre maatte i al Hast klæde sig paa, væbne sig og sende Bud til sine Folk, men dette gik ikke fort, da de laa saa adspredte; imidlertid begav Sverre sig op til Skoven ved Huvunes[3] (hvor Venersborg senere er anlagt) for der at oppebie dem. Da de vare samlede, holdt han Raad med dem om hvad man skulde gjøre, men sagde dog tillige, at det neppe kunde nytte dem at ville stride om Riget med Kong Magnus og Erling Jarl, hvis de nu toge Flugten for blotte Lendermænd uden at have prøvet en Dyst med dem. Alle svarede, at de heller vilde slaas med Simon end fly. De droge da ned imod ham, og mødte ham endnu før Dag, og i saadant Mørke, at ingen af hans Folk vidste af nogen Ting, førend Sverres Merke knejsede over dem. Da begyndte en skarp, men ikke langvarig Fegtning, i hvilken Simon blev dreven paa Flugt med et Tab af 160 Mand, medens Sverre kun mistede ser eller syv. De vovede dog ikke at .sætte efter de Flygtende for Mørkets eg deres Talrigheds Skyld, men begave sig – man maa antage paa Østsiden af Elven – ned til Kongehelle, hvor de toge alt hvad der tilhørte dem, der ved deres Ankomst flygtede bort, hvorhos Byen maatte udrede et Slags Brandskat af 20 Merket Sølv. Med dette nye Bytte begav Sverre sig efter to Dages Forløb – længere vovede han ikke at dvæle der, af Frugt for at de, der var dragne ud med Simon, skulde komme tilbage – op til Staden Ljodhuus paa den svenske Side, og blev der nogle Dage, ventende paa Lejlighed til at foretage flere Strejftog ind i Viken. Men da drog Kong Magnus og Erling Tropper til sig fra alle Kanter, og fik alle Lendermænd fra hele Viken samlede under sit Banner. Imidlertid vare begge Partier ganske uvidende om hinandens Bevægelser, og nærmede sig hinanden uden at vide det; en Aften toge de saaledes Nattekvarteer ikke længere end en Rast fra hverandre, ja om Morgenen, da de brøde op, kom de hinanden endog saa nær, at der ikke var mere end en Fjerdingvej mellem dem. Da fik Sverre vide, hvor farlig hans Stilling var, og skyndte sig øjeblikkelig tilbage, uden at standse, førend han kom til Vermeland[4]. Her holdt han Stevne med de mægtigste og forstandigste Mænd, og spurgte om de vilde slutte Forbund med ham og under hans Anførsel kjæmpe mod hans Fiender. Dertil vare de strax villige: de skulde, sagde de, kjæmpe ved hans Side, som om han var deres egen Konge. Og Sundølerne (Indbyggerne af Sundals Hered) lagde til, at hvis Fienderne forfulgte ham der øster, skulde de nok falde dem i Ryggen og tilføje dem følelig Skade. Da Magnus og Erling hørte dette, vendte de strax tilbage, men sendte Orm Kongsbroder til Oplandene, hvor hans største Frændestyrke var, for her at være ved Haanden, om Sverre fra Vermeland skulde ville tage Vejen derhen.
Dette var imidlertid ikke Sverres Hensigt, saa længe hans Modstandere havde saa store Stridskræfter samlede paa disse Kanter. Derimod tiltraadte han et nyt Tog gjennem Sverige, over Dal og Fjeld, til det Nordenfjeldske. Man skulde have ventet, at den Nød og Møie, Sverre og hans Mænd udstede paa det forrige Tog, vilde have afskrækket dem fra, ikke mere end et Aar derefter at foretage et lignende, men han og hans Birkebeiner vare ikke Folk af almindeligt Slags. De vare hærdede mod enhver Anstrengelse, og foragtede enhver Fare. De havde desuden lidet eller intet at tabe og alt at vinde, ja endog deres blotte Tilværelse beroede paa deres Mod og Udholdenhed. Sverre erkjendte ogsaa siden, da han havde faaet Overhaand, at der ikke nogensinde havde været drabeligere Krigsfolk i Norge, end hans gamle Birkebeiner under hans Kamp med Kong Magnus, hvad enten det gjaldt at binde an med Fienden i aaben Strid, eller at gaa paa farlige Spejdertog, eller for Resten døje alskens Ondt[5].
Sverre lagde denne Gang Vejen østligere end for, henimod Helsingland og Østersøen. Hans hele Styrke udgjorde ikke mere 240 Mand. Da han kom til Dalarne eller Jarnberjaland, havde Indbyggerne samlet sig i betydelig Mængde og fældet Broter for at spærre ham Vejen, da de, som de sagde, vare uvante ved Kongers Gjennemrejse, og heller ikke nu vilde vide noget deraf. Men Sverre red frem, og fik talt dem til Rette, saa at de ej alene tillode ham Gjennemfarten, men skaffede ham endog al den Hjelp, han behøvede. Af hine Dalkarlernes Ytringer skulde man formode, hvad der og i sig selv er sandsynligt, at Sverre kom til Dalarne paa et andet Sted og ad en anden, østligere Vej end før, rimeligviis over Appelbo langs Vester-Dalelven og siden nordefter til Leksand, Rettvik og Mora[6]. Fra Dalarne tog han Vejen over Orfa til Alfta i Helsingland[7]. Her mødte han en Flok paa ikke færre end 3600 Mand, hvoriblandt 120 fuldt brynjeklædte, der stode slagfærdige for at forbyde ham Gjennemfarten. De havde indbyrdes vedtaget paa det højtideligste, at enhver, der gav Birkebeinerne Fred eller lod dem komme videre, skulde være hver Mands Niding. I Førstningen vilde de ikke engang tillade Sverre eller nogen af hans Mænd at komme paa deres Thing og tale til dem. Siden gave de dog saa vidt efter, at Sverres Folk fik Lov til at komme paa Thinget, og høre hvad der blev talt. Sverre lod nu sine Mænd stille sig i sluttet Fylking, og bød dem være vel paa sin Post, om Helsingerne skulde have noget svigefuldt Anslag fore. Ved at see disse Forberedelser bleve Helsingerne noget bange, og gik efter nogen Underhandling ind paa, at Sverre skulde kunne komme paa Thinget, og at hans Mænd kunde faa tale i hans Navn, men at han ikke selv maatte lukke sin Mund op. Paa dette Thing vedbleve Helsingerne at negte ham enhver Gjennemfart, og sagde at der intet andet var før ham, end at vende om igjen. Men hvorledes det gik eller ej, fik Sverre endelig drevet det dertil, at man gav ham Lov til at tale, og da havde han vundet Spil. „Jeg veed ikke,“ sagde han, „hvad I have at lægge os til Last, men jeg beder Eder kun betænke, at vi have alle een Gud, som vi kalde vor Fader, og at vi derfor maa holde Fred med hinanden indbyrdes og hjelpe hinanden, som vi hjelpe os selv. Mine Mænd have aldrig gjort Eder noget Meen, men hvor meget Godt have I ak lukke Kong Magnus og Erling Jarl for? Jeg maa nu, for at holde Livet i mine Mænd, lade dem spise Hestekjød, siden I intet ville give dem, men det vil rygtes i alle Lande, at christne Mænd for Eders Vrangvilligheds Skyld ere blevne nødte til sligt“. Han lod derpaa to Heste føre frem og gav Befaling at slagte dem. Dette virkede. Helsingerne skammede sig, og den Bonde, som før havde faaet hiin Trusel om Nidingsord vedtaget, indbød nu Sverre til sig med 40 Mand; de øvrige Bønder fulgte hans Exempel. Da Jamterne fik høre, hvorledes Helsingerne havde baaret sig ad, toge de ogsaa godt imod Sverre, og paa Rejsen gjennem den østlige Deel af Jemteland blev han overalt opvartet med Vejtsler. Da han kom til den nordvestlige Deel af Landet, hørte han heller ikke andet end venlig Tale, og fæstede saadan Lid dertil, at han sendte Halvdelen af sine Folk fra sig, og lod dem tage Kvarteer rundt om i Bygden, idet han kun beholdt 120 Mand tilbage. Da fik han en Nat Underretning om at Jamterne øster i Landet, ophidsede af Lendermændene, havde samlet sig saa mandsterke som muligt, og kom sættende efter ham for at dræbe ham og alle hans Folk. Sverre stod ufortøvet op, lod de Folk, han havde hos sig, strax væbne sig, og drog afsted med dem mod Jamterne, heel bekymret for de øvrige, der laa fordeelte rundt om i Bygden, og som han nu frygtede vare blevne dræbte. Jamterne havde deelt sin Styrke i tre Flokke, der ad hver sin Vej skulde nærme sig Sverre og saaledes omringe ham. Da han nu gik over Isen paa Sundet mellem Undersøen[8] og Fastlandet, kom hele Jamtehæren, henimod 1450 Mand sterk, imod ham og slog en Ring om ham. Men Sverre sagde til sine Mænd, at de skulde bruge samme Ordtag og Opmuntringer mellem sig, som de hørte Jamterne bruge, og, efter et hidsigt Anfald, efterhaanden, saasnart det lod sig gjøre, drage sig ud af Striden og op paa Øen. Birkebeinerne istemte derpaa Hærskrig og faldt tappert an, Jamterne søgte imod dem fra alle Kanter. Men da Slaget var i fuld Gang, trak Birkebeinerne sig efterhaanden bort, thi det var endnu mørkt, saa at den ene ikke kjendte den anden, og Jamterne merkede det slet ikke. Tvertimod begyndte de, skuffede ved Birkebeinernes Efterligning af deres egne Krigsraab, at kjæmpe mod hinanden indbyrdes, og holdt saaledes ved en lang Stund indtil det begyndte at dages; da først merkede de Fejltagelsen. Men under den herover opkomne Forvirring gjorde Birkebeinerne et saa heftigt Angreb paa dem, at de strax vege tilbage, og siden aldeles toge Flugten. Birkebeinerne forfulgte dem og nedlagde i alt 120 Mand. Længere ud paa Morgenen sendte Kongen Bud efter sine egne Folk: de vare endnu i Live, og kom alle sammen til ham. Nu bade Jamterne om Naade, stillede Gisler, og bekvemmede sig til at indgaa et Forlig, ifølge hvilket de maatte udrede en betydelig Straffebod, og derhos aldeles underkaste sig Sverre som hans Thegner, love ham Lydighed, og modtage Sysselmænd, der skulde indkræve hans Sagefald og andre kongelige Rettigheder. Alt dette blev højtideligt besvoret, og da Boden var udredet, drog Sverre videre, medtagende Gisler. Ogsaa her valgte han en anden Vej end forhen. Han drog ikke lige til Throndhjem, men derimod – sandsynligviis over Kallen, Torrøjen, Gaundalen og Snaasen – ned til Naumdal, tog inde i Namsenfjord endeel Skibe, der tilhørte Bønderne, og lagde siden ud til Skillingerne (nu Skjeingan) yderst ved Indløbet til Fjorden[9].
- ↑ Skriksvik udtales nu Skresvik eller Skredsvik, og der har fra gammel Tid staaet en Kirke der; den ligger ved en Vig af Gudmarens østre Arm, lidt indenfor dens Bund.
- ↑ Altsaa ved Akervik eller Aakerstrøm, strax nedenfor Troldhättan.
- ↑ Navnet skrives af de svenske, neppe rigtigt, Hufwudnäs. Heelt op til det nuværende Venersborg kom Sverre neppe, men Skoven var vistnok af stor Udstrækning, og bar Navn efter Gaarden et godt Stykke mod Syd, lige til Naglum, hvor Slaget sandsynligviis stod.
- ↑ Her synes dog, efter hvad der nedenfor ytres om Sundølerne, nærmest Dalsland at have været meent, og Benævnelsen „Vermeland“ ej at have været tagen saa nøje.
- ↑ Sverres Saga Cap. 40.
- ↑ Dette er endnu en af Hoved-Fjeldvejene fra Vermeland til Dalarne.
- ↑ Orsa, saa vel som de øvrige Punkter af Vejen, nævnes ikke i Sagaerne, men da den her nævnte Vej er Hoved-Fjeldvejen mellem Siljanbygderne og Alfta, kan det ej være nogen anden, Sverre har taget.
- ↑ Undersøen, nu Aadersø, ligger sydvestligst i Storsjøens Hovedbassin, lige ud for Sunde. Dette viser, at Sverre maa have havt sit Kvarteer her, paa Sydøstsiden af Søen, medens hans Folk have været forlagte i Kvarteer hiinsides denne, paa Frøsø, Rødø, o. s. v., og Slaget har fundet Sted mellem Undersø og Sunde. Heraf sees tillige, at Sverre neppe er kommen heelt østenfra Ragunda, da Vejen ellers vilde have ført ham til Nordsiden af Søen, men rimeligviis over Brekke, Refsund og Lokne, til Sunde. Derimod er det rimeligt, at de Jamter, der, bearbejdede af Lendermændene, samlede sig øster i Landet imod ham, hørte hjemme i de østlige Bygder, som han endnu ikke havde besøgt, nemlig Fors, Ragunda, Stagne o. s. v.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 25, 26.