Det norske Folks Historie/4/23

Sverre tilbragte hele Vintren (1180–81) i Bergen, medens Magnus opholdt sig i Danmark, men oppebar Skat og Skyld af Viken, hvor han havde sine Mænd rundt om i Sysler, og hvor Orm Kongsbroder den meste Tid holdt til. Saavel Magnus som Orm havde mange Mænd om sig, og de gjorde, som man kan see, store Forberedelser til et nyt Tog mod Sverre førstkommende Vaar[1]. Om Valdemar herved var Magnus behjelpelig, siges ikke, og da han just havde Skaaningernes Opstand at bekjæmpe, kan han vel neppe have afseet Hjelpetropper til ham, men for øvrigt har han vist ydet ham al den Bistand, det stod i hans Magt at give. Magnus’s Venner i det Nordenfjeldske vare heller ikke ledige, og den gamle Lendermand Jon Kutiza, Søn af Sigurd Stork[2], bearbejdede hemmeligt Indbyggerne i Hørdafylke, for at faa dem til at gjøre et uformodet Anfald paa Sverre. Dette kom virkelig ogsaa til Udførelse. Natten efter anden Mandag i Faste (den 2den Marts), blev der en stor Forskrækkelse blandt Birkebeinerne, da Vagterne saa nogle Langskibe, hvoraf eet med Merke eller Banner, styre ind paa Vaagen. De lode strax blæse i Luur, og alles første Tanke var, at det var Magnus selv, som kom. Der opstod en panisk Skræk. Mange klædte sig i Hast paa, nogle væbnede sig, andre ikke, men alle toge Flugten, nogle op til Fjelds, andre i Kirker eller ud af Byen. Sverre var just gaaet ud af sit Herberge og stod ude paa Svalen, da han borte de første Luurstød. „Bevare os nu Gud og den hellige Kong Olaf“, sagde han, sprang ned i Gaarden og ilede ind efter Gaden, men fandt ikke et eneste Menneske, førend han kom lige op til Nonneseter; der mødte han en Bonde til Hest. Han bad Bonden om at lade ham faa Hesten, men denne, der maaskee ikke kjendte Kongen, vægrede sig, og Sverre fik den ej, førend han havde truet ham paa Livet. I saadan Knibe, siger Sagaen, var han da bestedt, at han maatte nedlade sig til at bruge Trusel for at laane en Hest, han ellers ikke for nogen Priis vilde have siddet paa, thi han sagde siden, at værre Hest havde han aldrig i sit Liv redet. Dog red han nu paa den til Aalreksstad, hvor han traf nogle Birkebeiner, og hvor efterhaanden flere, i smaa Flokke paa to, tre eller fire, sankede sig til dem. Da fik de høre, at dette ikke var Kong Magnus’s Hær, men kun en heel Deel Bønder fra Vors, Osterøen og Nordhordland, tildeels ogsaa fra Søndhordland og Hardanger, som Jon Kutiza havde faaet sammen. De havde deelt sig i to Hobe, af hvilke den ene roede ind til Jonsbryggen (Bryggen ved Jonsklostret over paa Stranden), gik der i Land, stillede sig i Fylking paa Jonsvollene og nærmede sig Vaagsbunden; den anden lagde til ved Holmen, gik i Land strax udenfor Christkirkegaarden, og blæste her til Angreb samt istemte Hærskrig, idet ogsaa nogle løb ind i Kongsgaarden, men heel forsigtigt, uden just at lægge synderligt Mod for Dagen. Havde det været lyst, saa at man kunde seet, hvad Folk det var, vilde Birkebeinerne med liden Møje have jaget dem tilbage, saa meget mere som de udgjorde den mindre Deel af Bondehæren, hvis Hovedstyrke stod paa Jonsvollene; men nu var det mørkt, og derfor troede de Faren langt større, end den virkelig var. Da Sverre endelig var kommen til sikker Kundskab om, at det kun var en Bondehær, man havde at bestille med, befalede han alle dem, han havde hos sig, at følge ham tilbage til Byen; de øvrige, sagde han, vilde nok samle sig til dem, naar de hørte de vel bekjendte Toner af hans Luur „Andvaka“; de havde rimeligviis skjult sig i Kirker, eller hist og her i Byen. Saaledes viste det sig ogsaa at være Tilfældet. Da han kom til Olafskirken (den nuværende Domkirke), lod han støde i Andvaka og rejste sit Merke, og nu stimlede Birkebeiner flokkeviis til ham saavel fra Olafskirken, som fra Korskirken, Nikolaikirken og Steenkirken[3], samt ellers fra Byen. Kongen fylkede sit Mandskab ovenfor Allehelgenskirke, (et lidet Stykke sydvestenfor Olafskirken), og bad dem gaa djerveligt frem mod Bondehæren, der vilde blive saa meget værre faren, jo større den var. Birkebeinerne svarede alle paa een Gang, at den skulde faa en Ulykke, der ræddedes for Bønderne, istemte Hærskrig, og løb under heftige Raab ud paa Sletterne mod Bondehæren, der endnu ikke havde vovet sig saa langt, som til Byen. Det var just i Dagningen, og da Bønderne saa Kongens Merke højt i Vejret stevne imod dem, betoges de af Forfærdelse. Ingen vilde gaa først frem, den ene skød den anden for sig, og ved de første Spydkast fra Birkebeinerne vendte de Ryggen, og flygtede alt hvad de kunde. Birkebeinerne fulgte dem i Hælene lige til Stranden, huggende dem ned som Bofæ. Nogle af dem undkom til Skibene, men en hel Deel sprang i Vandet og druknede, andre, der kunde svømme, bleve tagne op og gjorte til Fanger. Da saaledes Bøndernes Hovedstyrke var aldeles slagen, vendte Sverre tilbage omkring Vaagsbunden og ind i Byen, for at gjøre det af med den anden Hob, der havde landet ved Christkirken; men allerede førend han kom saa langt, mødte han en heel Deel Bønder, der faldt ham til Fode og gave sig i hans Vold paa Naade og Unaade. Alle dem skjenkede han Livet. Det var nu lyst, og idet Kongen gik udefter Gaden, hilsede han de Kirker, han kom forbi, med Kys. De Bønder, der vare undkomne til Skibene, roede ud af Vaagen saa skyndsomt de kunde. Deres Anfører, Jon Kutiza, var bleven ombord den hele Tid, da han var gammel og tung paa Foden. De maatte selv tilstaa, at aldrig havde nogen saa mandsterk Hær gjort sine Sager daarligere. Siden maatte de ogsaa yderligere undgjelde derfor. Sverre gjorde nemlig kort derefter med endeel bemandede Skuder en Rejse ind i Hardanger og rundt om i Søndhordland, for at holde Straffedom over Indbyggerne, der maatte udrede store Bøder, førend de kunde opnaa Forlig. Vorserne og Nordhørderne stevnede han til sig; mange kom, og opnaaede Forlig paa samme Vilkaar, men en heel Deel flygtede øster til Viken, i den Tanke at Kong Magnus var der. Den Formodning ligger temmelig nær, at hele dette pludselige Anfald paa Sverre har været aftalt ved hemmelige Budsendinger mellem Magnus eller hans Mænd i Viken og Jon, og at det kun skulde være en Forløber for det Hovedangreb, der nu var i Gjære. Om disse Forberedelser kunde Sverre neppe være uvidende, thi hvis man skal tro hans egne Ord, stod han nu i hemmelig Brevvexling med de fleste af Kong Magnus’s Lendermænd, der skulle have tilbudt ham deres Hyldest og Venskab, hvis han skjenkede dem Grid. Idet mindste sagde han ikke længe efter til sine Mænd: „nu har jeg alle Kong Magnus’s Lendermænds Troskab i min Lomme, Nikolas Kuvungs alene undtagen“, dermed meente han, at han havde Breve fra dem af oven anførte Indhold. Det var i sig selv ikke saa besynderligt, om Lendermændene i Gulathingslagen – og det er vel især disse, hvortil der her sigtes – fandt det haardt at være saa længe borte fra deres Hjem, især da de vel mistvivlede om at Magnus, da han engang havde forladt Riget, nogensinde vilde komme til Magten igjen, Men ogsaa paa Nikolas søgte Sverre at faa en Klemme, thi det var sikkert efter hans Bud, at endeel Birkebeiner – der siges ikke om det var paa Giske eller andensteds – grebe Nikolas’s Søn Paal Flida, da endnu var et Barn, tilligemed dennes Fosterfader eller Oppasser, og førte dem til Sverre[4].

Paa denne Tid var det vel og, at Sverres Syster Cecilia forlod Folkvid Lagmand i Vermeland og søgte Beskyttelse hos sin Broder i Norge. Det heder, at da hun spurte at hendes Broder var bleven Konge, rejste hun fra sin Mand, og tyede til Sverre, der gav hende Gaarden Gelmin i Orkedalen at bo paa, hvor hun tidligere havde været opfostret[5]. Før Sejrvindingerne paa Kalvskindet og Ilevollene kunde saadant ikke vel skee, saasom han da endnu ikke havde nogen Gaard at bortgive, og under det omflakkende Liv, han maatte fore, ej var i Stand til at yde hende nogen Beskyttelse; men efter hine to Slag var det anderledes; hans Magt syntes da befæstet, og da vi allerede i Slutningen af Aaret (1181) finde hende bosat paa Gelmin[6], maa hun i Løbet af Vintren være kommen til Sverres Hof. Omtrent ved samme Tid maa Sverre have faaet sine Børn over til sig fra Færøerne. Thi allerede for Høsten 1181 var, som man erfarer, hans ældste Søn Sigurd Lavard, eller, som han tidligere hed, Unas, kommen til Norge, og sat til Opfostring hos Stallaren Gudlaug Vale[7]. Sandsynligviis fulgte ogsaa hans øvrige Børn med, men han skal ikke have tilladt deres Moder, Astrid, at komme, da han tvivlede om hendes Troskab[8]. Tidligere, saa længe hans Magt ikke var bedre befæstet, kunde han ikke vel tænke paa at faa sine Børn til sig; det viste sig, at de endog siden efter ikke vare uden Fare. Senere hen, dog ikke før end i 1184, omtales ogsaa flere af hans Mødrenefrænder, nemlig Hide Unassøn, hans Halvbroder, Peter Steyper, d. e. Støber, Gyrtler, en Søn af hans Halvsyster og Svina-Stephan, samt Svina-Peter, rimeligviis en Broder af denne, og endelig en tredie Peter, Søn af Biskop Roe, som Befalingsmænd i hans Hird. At disse have ledsaget Sverres Børn til Norge, kunde synes rimeligt, men da de nævnes saa sildigt, er det dog sandsynligere, at de ere komne over i Mellemtiden mellem 1181 og 1184, for at prøve sin Lykke ved den nu saa mægtige og berømte Frændes Hof[9]. Det kan ikke negtes, at endog deres Navne have en heelt simpel Klang og temmelig tydeligt vidne om deres ringe Herkomst og Livsstilling[10].

  1. Sverres Saga, Cap. 50.
  2. Sigurd Stork, Søn af Eindride fra Gauldalen, var en af de Høvdinger, der maatte flygte for Sigurd Slembedjakn paa dennes Herjetog langs Norges Vestkyst 1138, se ovenfor II. S. 789. Samme Skjæbne havde ogsaa Erik Hæl, Sigurds Broder. Jon Kutiza og hans Broder Haakon nævnes blandt dem, der 1161 fulgte Erling skakke til Danmark, se Haakon Herdebreids Saga Cap. 22, Snorre, Magnus Erlingssøns Saga Cap. 2. Jon og hans Søn Eindride Torve synes fremdeles at have havt hjemme i Gauldalen.
  3. Nikolaikirken laa ved Øvregaden, omtrent halvvejs mellem den nuværende Domkirke og Sandbro. Steenkirken eller St. Columbæ Kirke laa lidt sydøstligere. Allehelgenskirke laa omtrent der, hvor Tugthuset nu staar, og hvor endnu en Gade kaldes Allehelgensgade, se Urda, II. 350. Det heder vel siden, at Haakon Haakonssøn først lod Olafskirken og Allehelgenskirken bygge, Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 333, men herved sigtes aabenbart blot til en Ombygning; rimeligviis have de tidligere været af Træ: ved Olafskirken skulde desuden, da han befattede sig med den, indrettes et Franciskanerkloster.
  4. Sverres Saga, Cap. 49. 50. Ogsaa herom handles der kortelig hos Roger Hoveden, S. 600. Sverre, staar der, forfulgte Magnus lige til Bergen, som denne forlod, overladende Byen til Sverre.
  5. Fornm. Sögur II. S. 93, P. Claussøns Snorre, S. 557.
  6. Sverres Saga, Cap. 63 Se nedenfor S. 141.
  7. Sverres Saga Cap. 62, se nedenfor. Han kaldes ved denne Lejlighed kun „Lavard“ d. e. Herre, maaskee fordi Sverre endnu ej havde forandret hans Navn, medens dog „Unas“ vilde vidne for meget mod Egtheden af Sverres egen Byrd.
  8. Antikvarisk Tidsskrift l. c. S. 159.
  9. Svina-Peter nævnes først, nemlig i 1184; Hide i 1187, og Peter Steyper først 1192. Sandsynligviis vare de sidste ved Ankomsten til Norge endnu ikke fuldvoxne.
  10. At Svina-Peter er et Øgenavn, synes vist, og det maa da ligesaa vist have været brugt fra først af i foragtelig Betydning. Men dermed er det dog vist ikke sagt, at Stephan og Peter skulde have været Svinehyrder; rimeligviis have de kun hørt hjemme paa Svinø og Benævnelsen „Svinø-Stephan“, „Svinø-Peter“ har været fordrejet til Svine-Stephan o. s. v. At Peter Steyper har været oplært til Gyrtler-Haandteringen, ligesom hans Morfader var Smed, synes at maatte sluttes af hiint Tilnavn.