Det norske Folks Historie/4/28

Sverre havde ligeledes tænkt at overvintre i Throndhjem, men da Magnus nu paa sit Tog havde opdaget Ledingen og alle andre kongelige Indtægter, lige til Throndhjemsmynne, havde Sverre ikke mere til at underholde sine Tropper med for hele Vintren, end hvad Throndhjems 8 Fylker kunde indbringe, og dette var neppe tilstrækkeligt. Han besluttede derfor, da han hørte at Magnus vel var kommen søndenfor Stad med alle sine Lendermænd, at gjøre et Tog over Land ned til Viken med en Deel af sine Folk, og der forsøge, hvad han kunde udrette mod Heklungerne, efterladende en sterk Besætning under Anførsel af Erik Kongssøn og Kol Isakssøn fra Fosen[1], for at forsvare Byen og Flaaden. Sverre synes paa dette Tog ikke at have mødt nogen Hindringer, ja de Afdelinger, han sendte i Forvejen ned i Bygderne for at jage efter Heklungerne og i det mindste tage deres Gods, fik endog ikke dræbt saa faa af dem, navnlig Asser, een af Jon Vaagedrumb, og Eyvind Dyre, hvilke begge synes at have været anseede Mænd. Sverre kom denne Gang lige til Oslo, hvor han hidtil endnu ikke havde været, men som han nu, efter hvad det lader til, uden Sverdslag tog i Besiddelse. Besynderligt nok, tales der ej med et eneste Ord om de nærmere Omstændigheder herved. Da Orm Kongsbroder saavel som de fleste øvrige vikverske Lendermænd vare i Bergen hos Kong Magnus, har vel Byen været aldeles forsvarsløs, og Bymændene ude af Stand til at sætte sig til Modværge, om de end havde nok saa stor Lyst dertil. Sverre underlagde sig hele Viken, og indsatte Sysselmænd overalt i Landskabet, medens Heklungerne, som vare der, toge Flugten deels østover, deels til Kong Magnus, og berettede ham hvad Sverre tog sig til.

Da Magnus fik dette at høre, sendte han strax Orm Kongsbroder med den største Deel af Flaaden til Viken, for at jage Sverre bort, men selv besluttede han at benytte sig af Sverres Fraværelse fra Throndhjem, for at overfalde den af ham efterladte Besætning. I al Hast drog han derfor atter nordover med 7 Langskibe samt en Skude, og kom til Throndhjemsfjorden faa Dage for Mortensmesse. Erik Kongssøn og Kol Isakssøn havde nok hørt noget Nys om Magnus’s forestaaende Ankomst, og lode holde Vagt om Natten ude i Gildeskaalerne paa Øren[2], men rigtig Besked om Magnus’s Ferd fik de dog ej, og de vidste intet af, førend de saa hans Skibe komme frem om Digermulen (Løverdag den 7de November). Da blev der blæst Allarm, og Mandskabet opstillet i to Afdelinger, den ene, hvoriblandt ogsaa en Deel af Bymændene, ude paa Øren, under Kot Isakssøn, den anden, under Erik Kongssøn, fra Skibekrogen og ud til Bratøren. Ovenfor Skibekrogen, paa Bryggerne, opstilledes Bymændenes Hovedstyrke tilligemed en Deel opbudne Ledingsmænd, og dannede saaledes Eriks højre Fløj. Da Magnus’s Skibe kom udenfor Munkholmen, lode de Sejlene falde, men dreve for den Fart, de allerede havde, ind imod Øren; da de omtrent vare komne ud for Korset[3], lagde de sammen, og bleve liggende i denne Stilling til langt ud paa Dagen, da Magnus holdt Raadslagning med sine Mænd. Imidlertid vadede mange af Kol Isakssøns Fylking paa Øren ud imod Skibene, kastede Stene eller skøde paa dem, og opfordrede dem, der vare ombord, til at komme i Land, uden at nogen af Magnus’s Mænd ensede det, da Høvdingerne vare hos Kongen i Krigsraadet. Herover bleve Birkebeinerne des mere dristige: Hagbard Myntmester, der just skulde holde Bryllup, raabte endog paa Kong Magnus selv, og bad ham og alle hans Mænd spotviis til Brylluppet. Men de fik snart andet at tænke paa end at haane Heklungerne. Omtrent ved Noon (Kl. 3) satte Magnus sig i Bevægelse: han selv med de fire største Skibe roede ind i Elven, de andre fire lagde til ved Øren. Magnus stevnede lige imod Erik Kongssøns Merke, og lod sit Skib lægge sig ved Siden klods ind mod Sanden; Landingsbroerne bleve skudte op saa godt som under Birkebeinernes Fødder, medens der fra de øvrige Skibe regnede Stene, Spyd og Pile paa dem. Dette heftige Angreb kunde de ikke udholde, men vege tilbage, saa at Heklungerne kom i Land. Birkebeinerne søgte vel at hindre deres videre Fremtrængen, og der begyndte en hidsig Fegtning, hvor flere faldt og mange bleve saarede, men da fandt ikke Bymændene og Ledingsmændene sin Regning ved at staa der længer, og flygtede op i Byen. Da Birkebeinerne saa sin Fylking tyndes, medens Heklungerne trængte kjekt frem, toge ogsaa de Flugten, en Deel af Heklungerne forfulgte dem og nedlagde mange, en Deel vendte sig ud mod Øren, for at tage Kols Afdeling i Ryggen. Denne kjæmpede imidlertid paa det heftigste med Krigerne fra de andre Skibe, der strax vare sprungne ud, saa snart Skibene mødte Grunden, og vadede ind mod Land, uagtet Vandet i Førstningen naaede dem under Armene. Medens Kampen her endnu var i fuld Gang, sagde En til Kol: „Jeg tror vist at Heklungerne allerede ere komne op i Elven.“ „Da er det intet andet for end at flygte,“ svarede Kol. „Er ikke det nu for seent,“ lød en Stemme bag ham. Kol vendte sig, saa, at det var en Heklung, og hugg til ham med de Ord: „der er de Djævle allerede komne.“ Heklungen hugg igjen, flere kom til, og Kol faldt med mange af sin Trop, de øvrige toge Flugten. Erik Kongssøn selv og mange med ham flygtede ud gjennem Træborgen, og over Byaasen til Gauldalen; andre op over Broen; mange søgte Fristed i Kirkerne, men til ingen Nytte, da Heklungerne vare saa forbitrede, at de ej ensede Kirkefreden, men lode Flygtningerne drage ud af Kirkerne og dræbe. Dette skede endog i Christkirken, hvilket aldrig før havde hendt. Saaledes blev Eyvind Skraape, en af de ældste Birkebeiner, en stor, sterk og vældig Krigsmand, slæbt ud af Christkirkens Chor, og trukken paa en Kjelke ned til Øren, hvor han blev dræbt. Stallaren, Gudlaug Vale, blev ogsaa tagen ud af en Kirke: han blev ikke strax dræbt, fordi man vilde faa vide af ham, hvor Sverre havde skjult sit Løsøre, og hvor Kongens Søn, Lavard, som han opfostrede, var at finde. Da han ej vilde tilstaa noget, blev han lagt paa Pinebænken, men udholdt standhaftigt Pinslerne, uden at aabenbare det Mindste. Da lod Magnus ham dræbe. Hans Troskab og Standhaftighed vandt almindelig Berømmelse. Saa godt som ingen af de Birkebeiner, der faldt i Heklungernes Hænder, fik Grid, og de holdt saaledes alt for vel deres Løfte. Hele Sverres Flaade, i Alt 33 Skibe, faldt i Magnus’s Hænder. Fire af disse, hvoriblandt Olafssuden, lod han i Hast sætte frem og udruste; til at faa de øvrige sejlklare var der ikke Tid, og han lod dem derfor opbrænde. Det var nemlig ikke hans Hensigt, at blive længer i Throndhjem, hvor Indbyggerne vare ham saa lidet hengivne; han hørte desuden, at Erik Kongssøn havde faaet samlet en heel Deel Bønder oppe i Gauldalen. Han skyndte sig derfor bort, idet han dog lod falde Trusler om at komme ret snart igjen, og da tage eftertrykkelig Hevn for hvad Thrønderne havde gjort mod ham og hans Fader. Paa Farten ud af Fjorden sendte han nogle Fartøjer ind til Orkedalen, for at hugge Kvæg op for flere af Sverres Tilhængere, navnlig Havle paa Aasten, Toste paa Usta, og Helge paa Rødaas; de plyndrede ogsaa hos Orm og Erik paa Evje, og fore overhoved heel voldsomt frem, hvor de kom[4]. Man skulde formode at de ved denne Lejlighed ogsaa gjestede Gelmin, hvor Cecilie, Sverres Syster boede, men der nævnes intet derom, uagtet der maatte være Anledning nok dertil, da hun strax efter omtales; har hun sluppet for Plyndring, maa det enten have været fordi Heklungerne ikke naaede saa vidt, eller fordi de vilde vise sig ridderlige mod en fornem Dame, om hvis kongelige Byrd der ej, som om Sverres, herskede Tvivl. En af de udsendte, Eindride Torve, Søn af Jon Kutiza, blev med sit Skib liggende i Orke-Osen noget længer end de øvrige, og laa der endnu, da Baard Guthormssøn, der vel har været ude paa en Rejse i Kongens eller sit eget Erende, kom med et Følge af 30 Mand over Skoven fra Hevne ned til Liden ovenfor Tunge paa Geitstranden[5]. Der saa han Langskibet i Osen, og skjønnede at det maatte være Heklunger, men han vovede ikke at angribe dem, og blev liggende der oppe i Liden Natten over, skjønt han og hans Mænd lede meget af Kulde. Om Morgenen sendte han tre Mænd ind til Cecilie paa Gelmin for at høre, hvad der var paa Ferde. Hun, der maaskee allerede yndede Baard, som faa Aar senere blev hendes Mand, meddeelte dem i al Hemmelighed mangt og meget, og bekræftede deres Formodning at det var Kong Magnus’s Mænd, som laa i Osen. Baards Mænd vilde strax angribe dem, og ikke længer ligge der oppe og fryse, men han selv, en rolig og forsigtig Mand, vilde ikke indlade sig derpaa, og herved blev det. Ud paa Dagen lettede Heklungerne Anker og sejlede ud efter Kong Magnus. Baard fortsatte da sin Rejse til Byen. Her blev han for det første med sin Skare; efterhaanden indtraf andre af Birkebeinernes Høvdinger med deres Skarer og sluttede sig til ham, navnlig Helge Thorfinnssøn, Ottar Knerra og Erik Havlessøn. Erik Kongssøn drog syd til Viken, for selv at overbringe Kong Sverre Efterretningen om sit Uheld, og bede ham paa det indstændigste i sit og Thrøndernes Navn, at komme tilbage til Throndhjem, for, som han havde lovet, at forsvare dem mod Kong Magnus. Magnus fortsatte Rejsen til Bergen[6].

Sverre havde imidlertid opholdt sig i Oslo, uden at foruroliges synderligt af Orm Kongsbroder, der for det meste holdt sig ved Tunsberg med sine Skibe, men nu og da gjorde mindre Tog, snart omkring paa Vestfold, snart vest til Agder, men vovede sig aldrig ind til Oslo, lige saa lidt som Sverre, der ingen Skibe havde, kunde angribe ham. Paa begge Sider dræbte eller fangede de alle de Mænd for hinanden, som de kunde faa fat paa. Da Erik Kongssøn kom med sit bedrøvelige Budskab, satte Sverre ham og hans Mænd haardt til Rette for deres daarlige Ferd, og sagde at de kun havde lagt lidet Vid for Dagen. Til Anmodningen om strax at komme til Throndhjem svarede han, at han ikke vilde fare efter de Fortællinger, Erik og hans Folk forebragte, siden de havde viist sig saa uvittige: han havde desuden nu engang belavet sig paa Julevejtsle der i Oslo med saa megen Besvær og Omkostning, at han ej kunde eller vilde bryde op derfra førend efter Julen; og derved blev det. Magnus tilbragte Julen, som det var bestemt, i Bergen. Her var han paa et hængende Haar kommen af Dage i et Slagsmaal mellem hans egne Mænd. Ved Julegjestebudet holdt han og Hirdmændene til i den store Hirdstue paa Kongsgaarden, Gjesterne derimod i den saakaldte Sunnivestue. De ærgrede sig over at de kun fik Øl at drikke, medens Hirdmændene fik Mjød, og femte Dag Juul (29de Decbr), da de vare meget drukne, grebe de endog til Vaaben, og stormede hen til Kongens Stue for at bryde ind. Da Kongen hørte dette, sprang han til Døren, for at standse dem. Hans Træl, Baard Skjold, løb foran ham ud i Forstuen, og blev strax dræbt[7]. Var Kongen kommen først, vilde vel dette være blevet hans Lod. Han vendte nu om igjen, og Hirdmændene sloge Døren i, men Gjesterne brøde den op. De Hirdmænd, som havde havt Vagt om Dagen, og som vare de eneste, der havde deres Vaaben tilstede, stillede sig nu foran Døren, og forsvarede den, medens de øvrige indenfor toge Stenene af Ovnene og kastede ud i Forstuen paa Gjesterne. Imidlertid havde Bymændene, saa vel som Magnus’s egne og Lendermændenes Huuskarle faaet Nys om Tumulten; de væbnede sig strax og ilede til Hirdstuen, som Gjesterne nu maatte forlade; men en heel Deel vare saarede. Morgenen efter lod Kongen de værste af Urostifterne gribe, og straffe med Tabet af Foden eller Haanden, men ingen dræbe[8].

  1. Da Ivar Horte, som ovenfor nævnt, synes at have været Herre til Fosen, har Kol Isakssøn sikkert været en Mand af ringe Herkomst fra Øen, maaskee en af hans Huusmænd.
  2. Disse laa, som man andenstedsfra erfarer, yderst paa Øren, lige ved Søen, og brugtes, som man i det følgende vil see, oftere til at lægge Besætning i, naar Fiender ventedes. Den fornemste af dem var Korsgildets Skaale.
  3. Dette Kors har formodentlig, ligesom i andre fremmede Byer, været et Slags Tribune med et Kors, hvor man deels forrettede sin Andagt, deels ogsaa holdt offentlige Taler, navnlig ved Møderne paa Øren. Maaskee har Korsgildet, ellers indviet til St. Olaf, faaet Navn efter dette, fordi Gildeskaalen, hvad der er højst sandsynligt, stod nær ved.
  4. Alle de her nævnte Gaarde ligge yderst i Orkedalen, paa begge Sider af Osen.
  5. Tunge ligger strax udenfor Gelmin nordenfor Skjenald-Elven.
  6. Ved denne Lejlighed var Skalden Hall Snorressøn hos Magnus, og digtede to smukke Vers om Sejladsen; her taler han om, hvorledes Kongen styrer Olafssuden, og nys vandt en herlig Sejr. Versene ere optagne i Sverres Saga Cap. 63.
  7. Dette er maaskee det sidste Sted i vore Sagaer, hvor en Træl omtales.
  8. Sverres Saga Cap. 63–66.