Det norske Folks Historie/4/41

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 209-214).

◄ 40. Erkebiskop Eysteins sidste Aar og Død. Erik af Stavanger vælges til hans Efterfølger. Ravneberg-Høsten.

42. Erik Kongssøn udnævnes til Jarl og forlenes Med Viken, efter at have gjort et Tog til Estland. Sigurd Brenders, Vaarbelgernes og Thorleif Breidskeggs Oprørsflokke tilintetgjøres. Erik Jarls Død. ►

41. Kuvlungernes Undergang.

bookDet norske Folks HistorieP. A. MunchChr. Tønsbergs Forlag1857ChristianiaI-341. Kuvlungernes Undergang.209-214

Kuvlungerne toge nu en rask og for Sverre vist aldeles uventet Beslutning. De gik Landevejen nordefter lige til Throndhjem, og kom til Byen lidt før Michelsmesse. I Byen selv var der kun 80 af Sverres Krigere, under Anførsel af Ivar Klementssøn, de fleste laa oppe i Sion eller Sverresborg, hvor Thorstein Kugad var Befalingsmand. Kuvlungerne vendte sig først mod Byen. Ivar Klementssøn lod strax blæse i Luren, og saavel Bymændene som Krigsfolkene beordre ud til Træborgen for at værge denne, men Kuvlungerne, der næsten vare 1000 Mand sterke, og gjorde et heftigt Anfald, fik snart brudt Borgen op, og trængte ind. Da flygtede Bymændene. Krigsmændenes lille Skare satte sig kjekt til Modværge, men blev snart næsten aldeles nedhuggen, og Kuvlungerne besatte Byen. Blandt de faldne var ogsaa Anføreren Ivar Klementssøn. Det første, Kuvlungerne nu gjorde, var at tilstevne Ørething, for at Jon Kuvlung i al Form kunde faa Kongenavn. Det blev ham givet af en Bjørn Erlingssøn; om denne var en Søn af Erling Jarl, om hvilken Sagaerne ellers ikke tale, eller hvo han overhoved var, angives ikke. Derpaa vendte Kuvlungerne sig mod Sverresborg, men her var Besætningen saa sterk at de intet kunde udrette. Da man paa begge Sider havde skudt paa hinanden en Tidlang, trak Kuvlungerne sig tilbage, for at forsøge en lempeligere Maade til at faa Borgen i deres Magt. Blandt dem af Sverres Mænd, der ved deres Ankomst opholdt sig i Byen, var ogsaa Kongens Morbroder, Nikolas Sultan. Han havde søgt Fristed i Christkirken, men nu toge Kuvlungerne ham ud at denne, og bragte ham op til Borgen, idet de tillige satte en Galge op, og lode Thorstein hilse, at hvis han ej overgav Borgen, skulde Nikolas blive hængt, og skede dette, vilde Sverre siden give ham og den øvrige Besætning Skylden og maaskee lade dem hænge, hvilket ligeledes vilde blive deres Lod, om det lykkedes Kuvlungerne ved Storm at indtage Borgen; overgave de den derimod i Mindelighed, skulde saavel deres som Nikolas’s Liv blive skaanet. I denne Forlegenhed besluttede Thorstein at overgive Borgen. Hall fik beholde Liv og Ejendom, den øvrige Besætning skaanedes paa Liv og Lemmer, men alt det Gods som ellers fandtes i Borgen, og det var saare meget, navnlig en Mængde kostbare Sager, der tilhørte Kong Sverre, blev Kuvlungernes Bytte. Da de havde plyndret Borgen, satte de Ild paa den og brede den ned. Foruden det store Bytte, de havde gjort i Borgen, og som de deelte mellem sig, da de kom ned igjen til Byen, brandskattede de ogsaa denne betydeligt, for, som de sagde, at gjengjelde Bymændene deres Fiendskab og Modstand. Bymændene foretrak at betale fremfor at see Husene afbrændte over deres Hoveder. Kuvlungerne bleve ikke længe der, og skyndte sig at udruste nogle Skuder, for at vende søvejs tilbage: Bymændene lagde dem ingen Hindringer i Vejen, da de kun ønskede, snarest muligt at blive af med dem. Just som Kuvlungerne havde faaet Skuderne færdige, blev der talt om at man saa Krigsfolk komme udenfra over Byaasen, og at det neppe kunde være nogen anden end Kong Sverre. Da bleve Kuvlungerne heel forskrækkede, skyndte sig alt hvad de kunde ned til Skibene, kastede Tjeldene af og roede i flyvende Fart ud af Elven. Bymændene gave dem det Ønske med, at de aldrig maatte komme tilbage. Det Hele var kun blind Allarm, thi Sverre var paa denne Tid endnu langt borte^[1]; men efter al Sandsynlighed var Rygtet om den sig nærmende Hær udspredt af Bymændene selv, for at de derved paa letteste Maade kunde blive de besværlige Gjester kvit, og dette lykkedes dem fuldkommen. Kuvlungerne fortsatte Rejsen udefter Fjorden og ned til Bergen, betegnende sin Vej ved alle Slags Voldsomheder; de plyndrede alle de Fragtskibe, som de traf, navnlig et Islandsfarerskib, kaldet Stangarfolen, der allerede var paa Udrejsen, men af Modvind var drevet tilbage til Norges Kyst. De toge her hver eneste Penning, som fandtes ombord. Ogsaa i Bergen viste de sig heel overmodige og ustyrlige, hvilket var meget uklogt, da de derved lagde sig ud med Indbyggerne, som ellers vistnok vare langt tilbøjeligere til at holde med dem, end med Kong Sverre. Presten Ingemund Thorgeirssøn, der oftere er omtalt, kom just i denne Tid tilbage fra England paa et Skib, fuldt ladet med Viin, Honning, Hvede, Klæde og mange andre gode Harer. Kuvlungerne vilde strax plyndre Skibet. Ingemunds Brodersøn Agmund Sneis^[2], der paa samme Tid opholdt sig i Bergen og blev meget afgjort af Jon Kuvlung, gik hen til denne, og forestillede ham, at hvis Kong Inge nu levede, vilde han vist ikke tillade at man plyndrede Thorvard Thorgeirssøns Broder, ligesaalidt som Kong Magnus vilde have tilladt saadan Fremferd mod en Broder af Are. Han haabede derfor, sagde han, at Jon vilde lade Ingemund beholde sin Ejendom i Fred. Jon gav Agmund Ret, men alt hvad han vilde eller kunde love, var dog kun, at Ingemund alene skulde blive skaanet, de Varer derimod, som tilhørte de øvrige Kjøbmænd, betragtedes fremdeles som Priisgods. Ingemund, der søgte saa vidt muligt at frelse sine Skibskammeraters Gods, erklærede fem store Viintønder foruden en heel Deel andre Varer for sin Ejendom, og Jon Kuvlungs Hirdmænd afstode virkelig fra al Fordring derpaa, men Gjesterne derimod, især deres Anfører Bjørn Brikarnev, gjennemskuede Listen, og toge een Tønde, tilligemed sexten Alen rødbruunt Klæde. Disse Sager tilhørte netop Ingemund, men han holdt alt for meget paa godt Kameratskab til at ville røbe det, og led heller Tabet. Han og Agmund gjenkjendte siden Klædet i nogle Kjortler, som Bjørn og nogle andre Gjester gik med; Agmund talte derom til flere af sine Venner, hvoriblandt de forhen nævnte Frænder af Erkebiskop Eystein, Baard Sala og Peter Glipsa, samt en ved Navn Eindride. Efter dennes Opfordring gik de alle fire, bevæbnede med Øxer, til den Stue, hvor Bjørn tilligemed de øvrige Gjester sad og drak; da de ej kunde bryde ind og binde an med disse, der vare 40 i Tallet, stillede de sig ved Indgangen og passede paa, da de kom ud. Det traf sig just saaledes, at Bjørn og tre andre, der alle bare Kjortler af det ranede Klæde, kom først ud; strax gav Eindride Bjerte Banehugg, og de tre øvrige dræbte ligeledes hver sin Mand. Nu lød Gjesteluren, og henved fem hundrede Mand stimlede sammen. Det blev meldt til Jon Kuvlung, som lod støde i Hirdmandsluren, og med Hirdmændene begav sig hen til Stedet. Her talte Baard og Peter sin og Agmunds Sag, og de gjaldt saa meget hos ham, at han jog hele Gjesteflokken fra sig, og lod Agmund faa det ranede Klæde tilbage paa Ingemunds Vegne, ligesom han og viste denne særdeles megen Hæder. Alt dette saavel som hvad der tidligere berettes, lægger noksom for Dagen, at Jon Kuvlung maa have været en meget godmodig, men svag ung Mand, der ikke godt kunde styre sine Folk^[3]. Henimod Juul blev det endnu værre, thi da paalagde de Bymændene at udrede en Deel Gods eller Penge til Julekost, hvis de ej vilde see Byen plyndret og opbrændt. Bymændene undsloge sig og bade idet mindste kom Frist, men Kuvlungerne gjentoge kun deres Trusler, og saaledes stod det hen i flere Dage.

Medens Kuvlungerne paa denne Viis dreve deres urolige Væsen i Bergen, og idelig truede Byen med Plyndring og Brand, hændte det sig lidt før Juul en Morgen i Lysningen, at man saa tretten Langskibe komme sejlende søndenfra forbi Hvarven og nærme sig Byen. Da Kuvlungerne bleve det var, løb de i Hast til sine Vaaben; de fleste søgte i Forvirringen ud af Byen, deels op i Fjeldet, deels ind forbi Olafskirken. Jon Kuvlung lod støde i Luren, for at hans Mænd skulde samle sig til Skibene, løb selv med de Folk, han havde hos sig, ombord paa et Skib, og roede ud paa Vaagen. Men her ventede de forgjæves paa de øvrige, og søgte derfor at frelse sig over til den anden Side, idet de styrede henimod Munkebryggen. Et lidet Stykke fra Land vare de imidlertid uheldige nok til at ro op paa et Skjær, saa at Skibet blev siddende fast, og i samme Øjeblik kom Birkebeinernes Skibe til – thi det var virkelig dem, under Kong Sverres egen Anførsel. Kuvlungerne løb strax overbord, for at svømme til Land, og nogle druknede; men Jon selv og een Mand med ham bleve tilbage i Skibet, hvor de snart dræbtes af de tilstormende Birkebeiner, der siden toge Klæderne af deres Lig. Da Sverre fik denne vigtige Tidende at vide, lod han Ligene bringe over til Byen og lægge ned ved den søndre Vegg af Mariekirken, tildækkede med et Stykke Vaadmaal. De Kuvlunger, der havde søgt op i Fjeldet, kom imidlertid ned og samlede sig inde ved Olafskirken, hvor de stillede sig i Fylking, raabte til Birkebeinerne og opfordrede dem til at prøve en Kamp. Men Sverre forbød sine Mænd at indlade sig med dem; „vi ville ikke“, sagde han, „slaaes med hovedløse Mænd; sig dem kun at deres Høvding ligger her under Mariekirken, og at de ej have forsvaret ham godt, men at han rigtignok heller ikke var nogen rar Høvding at forsvare“. Da Kuvlungerne hørte dette, vovede de sig ikke ud i Byen, men skyndte sig bort.

Birkebeinerne paastode, at Jon Kuvlung slet ikke var Søn af Kong Inge, og ikke engang hed Jon, men at hans rette Navn var Orm, og at han var Søn af en vis Peter, og et Fruentimmer ved Navn Astrid Steik. Denne Peter var just i Bergen paa denne Tid, og de bøde ham derfor gaa hen til Mariekirken for at see, om han i den dræbte Jon Kuvlung gjenkjendte sin Søn, men dog forinden at angive, om der skulde findes noget nærmere Merke eller Tegn, der kunde bekræfte Identiteten. Peter sagde, at hans Søn Orm som Dreng engang var kommen til at træde paa en Ljaa, der gav ham en dyb Flenge under den højre Fodsaale: hvis Arret derefter fandtes paa Liget, var der ingen Tvivl om, at den dræbte maatte være Orm. Han blev nu ført hen til Liget, og da Skoene og Hoserne vare trukne af dette, fandt Peter, som han sagde, virkelig Arret. Og Sverre bekjendtgjorde da baade for Bymændene og sine egne Mænd, at den Jon, Kuvlungerne havde kaldet sin Konge, kun var Orm, Søn af Peter, der nu selv havde gjenkjendt sin Søns Lig. „I Bymænd“, sagde han, „vide alt for vel hvor vidt Peter og Astrid ere af nogen Æt, der berettiger deres Søn til at være Konge i Norge: nu seer man, med hvilken Falskhed denne Ransflok har faret^[4]“. Dette var ogsaa første Gang, siger Sagaen, at Sverre og hans Mænd kom til Bergen under Omstændigheder, der gjorde at alle Indbyggerne bleve glade ved hans Komme. Han var ogsaa kommen i rette Tid til at frelse dem fra Brandskat og alle de andre Plager, som den urolige Flok kunde tilføje dem.

Jon Kuvlung blev begraven ved Mariekirken, vistnok i al Stilhed. Han synes at have været en aldeles ubetydelig Personlighed, kun et Redskab i et enkelt misfornøjet Partis Haand. Den eneste Regjeringshandling af ham, hvorom Erindringen er opbevaret til sildigere Slægter, er et Stadfæstelsesbrev paa nogle Gaver til det Kloster, hvori han selv havde været Munk, nemlig Hovedøens. Dette Brev er nu vel tabt, men det var endnu til for et Par hundrede Aar siden^[5].

↑ Der fortælles nemlig, som vi ville see, kort efter om Sverre, at han kom søndenfra til Bergen. Havde han virkelig været i Throndhjem med sin Flaade, vilde han da være kommen nordenfra.
↑ Agmund Sneis, en Søn af Thorvard Thorgeirssøn, se ovenfor II. S. 959, var som oven berettet, rejst fra Island paa samme Tid som Ingemund, men havde, som det synes, opholdt sig den hele Tid i Bergen, eller maaskee endog i Tunsberg hos Jon, der, som Sturlunga Saga siger, viste ham megen Ære.
↑ Alt dette fortælles udførligt i Sturlunga Saga I. S. 127–129 (III. Cap. 6, 7), men saaledes at Tidsangivelserne der ikke ganske svare til Sagaens. Der omtales nemlig først ligesom foreløbigt, at Ingemund i 1188 opholdt sig i Bergen (det siges ej hvor længe) og blev meget afgjort af Jon Kuvlung og hans Mænd, ligesom og at han der traf Agmund, sin Brodersøn, der ogsaa stod i stor Anseelse, og med aabne Arme modtog sin Farbroder. Siden fortælles det nærmere, at Ingemund om Vaaren var rejst til England, men nu om Høsten var kommen tilbage, og havde da de oven omtalte Historier med Kuvlungerne. Sagaen lader Jon Kuvlung paa Agmunds Forestillinger svare, at Ingemund skulde saa beholde sit Gods, og at han skulde være Gud og ham (Kongen) velkommen. Dette antyder umiskjendeligt, at Ingemund først da kom i Berørelse med Jon, og at den Hæder, han nød af ham, først fra den Tid tog sin Begyndelse, ellers maatte man antage, at Ingemund tidligere havde været sammen med Jon i Tunsberg, hvilket strider mod Sagaens udtrykkelige Ord. Men efter Sagaens Fortælling var der ogsaa Tid nok til, at Ingemund kunde nyde Hæder af Jon i Bergen, thi der tales om, at Ranet skede om Høsten, men at Ingemund blev i Bergen hele Vintren, og at han først ud paa Vintren gjenkjendte det ranede Klæde. Dette tyder paa et længere Ophold af Kuvlungerne i Bergen, medens Sverres Saga kun lader Jon komme „lidt før Juul“ og ligeledes blive dræbt „lidt før Juul,“ saa at det Hele altsaa skulde være afgjort i nogle faa Dage. Men i dette Stykke er Sturlunga Saga aabenbar rigtigst. Sverres Saga siger selv, at Kuvlungerne kom til Nidaros lidt før Mikkelsmesse (29de Septr.) og kun dvælede der en ganske kort Tid; de rejste saaledes fra Nidaros omkring 1ste Oktober, saa at det ikke er rimeligt at de, som Sverres Saga siger, skulde komme til Bergen „lidt før Juul,“ eller tilbringe halvtredie Maaned paa Rejsen. Det klinger ogsaa besynderligt, naar Sagaen først lader dem komme til Bergen „lidt før Juul,“ at de enda, skjønt nogen Tid gik hen under Forhandlingerne med Bergens Borgere, kunde blive overfaldne af Sverre „lidt før Juul“. Det er saaledes klart, enten at disse Ord kun ved en Hukommelsesfejl hos Forfatteren selv eller ved en simpel Afskriverfejl ere blevne anførte paa begge Steder, i Stedet for alene paa det sidste, eller, hvad der maaskee endnu torde være den sandsynligste Sammenhæng, at i Stedet for Slutningen af Cap. 108 og Begyndelsen af Cap. 109 som de nu lyde (fptir þat fóru þeir suðr til Björgyjar, kómu þar litlu fyrir jól. Kuflungar höfðu þing í bœnum ok kröfðu bœjarmenn gjaids til jólaveizlu) har der staaet, uden Capitel-Afdeling: eftir þat fóru þeir suðr til Björggvinjar ok kómu þar. Litlu fyrir jól höfðu Kuflungar þing í bœnum o. s. v., hvorved saaledes „litlu f. jól“ alene kommer til at angaa Brandskatten, hvilket ogsaa er det sandsynligste, siden den udskreves til Bestridelse af Julekosten. Ingemund har altsaa virkelig tilbragt længere Tid i Bergen sammen med Jon Kuvlung, og efter denne Berigtigelse er Beretningen ovenfor formet. Det passer ogsaa ganske med Tiden, hvad Sturlunga Saga siden fortæller, at Ingemund Vaaren efter rejste fra Norge paa Stangerfolen, det selvsamme Skib som Høsten forud havde gjort Venderejse og som Kuvlungerne havde plyndret, men som nu atter var uheldigt, da det af Storm blev fordrevet til Grenlands Ubygder, hvor alle de, der vare ombord, omkom, og hvor deres Lig 14 Aar derefter bleve fundne.
↑ Villjam af Newbury (l. c.) veed naturligviis intet andet end at Jon var af Kongeæt. Han tilskriver Jons „ubetimelige“ Død, at han „af sin ungdommelige Heftighed lod sig forlede til at vove sig uforsigtigt i Kampen.“
↑ I Registraturen over de Breve, der endnu i 1622 fandtes paa Akershuus Slot, nævnes et af „Jon Konge,“ der stadfæstede Klosteret i Besiddelse af Gaarden Fraun (nu Frogn eller Fron ved Drøbak), samt en Kvinde Bergljots Gave, se Langes Klosterhistorie S. 623.

[1] Der fortælles nemlig, som vi ville see, kort efter om Sverre, at han kom søndenfra til Bergen. Havde han virkelig været i Throndhjem med sin Flaade, vilde han da være kommen nordenfra.

[2] Agmund Sneis, en Søn af Thorvard Thorgeirssøn, se ovenfor II. S. 959, var som oven berettet, rejst fra Island paa samme Tid som Ingemund, men havde, som det synes, opholdt sig den hele Tid i Bergen, eller maaskee endog i Tunsberg hos Jon, der, som Sturlunga Saga siger, viste ham megen Ære.

[p229-3] Alt dette fortælles udførligt i Sturlunga Saga I. S. 127–129 (III. Cap. 6, 7), men saaledes at Tidsangivelserne der ikke ganske svare til Sagaens. Der omtales nemlig først ligesom foreløbigt, at Ingemund i 1188 opholdt sig i Bergen (det siges ej hvor længe) og blev meget afgjort af Jon Kuvlung og hans Mænd, ligesom og at han der traf Agmund, sin Brodersøn, der ogsaa stod i stor Anseelse, og med aabne Arme modtog sin Farbroder. Siden fortælles det nærmere, at Ingemund om Vaaren var rejst til England, men nu om Høsten var kommen tilbage, og havde da de oven omtalte Historier med Kuvlungerne. Sagaen lader Jon Kuvlung paa Agmunds Forestillinger svare, at Ingemund skulde saa beholde sit Gods, og at han skulde være Gud og ham (Kongen) velkommen. Dette antyder umiskjendeligt, at Ingemund først da kom i Berørelse med Jon, og at den Hæder, han nød af ham, først fra den Tid tog sin Begyndelse, ellers maatte man antage, at Ingemund tidligere havde været sammen med Jon i Tunsberg, hvilket strider mod Sagaens udtrykkelige Ord. Men efter Sagaens Fortælling var der ogsaa Tid nok til, at Ingemund kunde nyde Hæder af Jon i Bergen, thi der tales om, at Ranet skede om Høsten, men at Ingemund blev i Bergen hele Vintren, og at han først ud paa Vintren gjenkjendte det ranede Klæde. Dette tyder paa et længere Ophold af Kuvlungerne i Bergen, medens Sverres Saga kun lader Jon komme „lidt før Juul“ og ligeledes blive dræbt „lidt før Juul,“ saa at det Hele altsaa skulde være afgjort i nogle faa Dage. Men i dette Stykke er Sturlunga Saga aabenbar rigtigst. Sverres Saga siger selv, at Kuvlungerne kom til Nidaros lidt før Mikkelsmesse (29de Septr.) og kun dvælede der en ganske kort Tid; de rejste saaledes fra Nidaros omkring 1ste Oktober, saa at det ikke er rimeligt at de, som Sverres Saga siger, skulde komme til Bergen „lidt før Juul,“ eller tilbringe halvtredie Maaned paa Rejsen. Det klinger ogsaa besynderligt, naar Sagaen først lader dem komme til Bergen „lidt før Juul,“ at de enda, skjønt nogen Tid gik hen under Forhandlingerne med Bergens Borgere, kunde blive overfaldne af Sverre „lidt før Juul“. Det er saaledes klart, enten at disse Ord kun ved en Hukommelsesfejl hos Forfatteren selv eller ved en simpel Afskriverfejl ere blevne anførte paa begge Steder, i Stedet for alene paa det sidste, eller, hvad der maaskee endnu torde være den sandsynligste Sammenhæng, at i Stedet for Slutningen af Cap. 108 og Begyndelsen af Cap. 109 som de nu lyde (fptir þat fóru þeir suðr til Björgyjar, kómu þar litlu fyrir jól. Kuflungar höfðu þing í bœnum ok kröfðu bœjarmenn gjaids til jólaveizlu) har der staaet, uden Capitel-Afdeling: eftir þat fóru þeir suðr til Björggvinjar ok kómu þar. Litlu fyrir jól höfðu Kuflungar þing í bœnum o. s. v., hvorved saaledes „litlu f. jól“ alene kommer til at angaa Brandskatten, hvilket ogsaa er det sandsynligste, siden den udskreves til Bestridelse af Julekosten. Ingemund har altsaa virkelig tilbragt længere Tid i Bergen sammen med Jon Kuvlung, og efter denne Berigtigelse er Beretningen ovenfor formet. Det passer ogsaa ganske med Tiden, hvad Sturlunga Saga siden fortæller, at Ingemund Vaaren efter rejste fra Norge paa Stangerfolen, det selvsamme Skib som Høsten forud havde gjort Venderejse og som Kuvlungerne havde plyndret, men som nu atter var uheldigt, da det af Storm blev fordrevet til Grenlands Ubygder, hvor alle de, der vare ombord, omkom, og hvor deres Lig 14 Aar derefter bleve fundne.

[4] Villjam af Newbury (l. c.) veed naturligviis intet andet end at Jon var af Kongeæt. Han tilskriver Jons „ubetimelige“ Død, at han „af sin ungdommelige Heftighed lod sig forlede til at vove sig uforsigtigt i Kampen.“

[5] I Registraturen over de Breve, der endnu i 1622 fandtes paa Akershuus Slot, nævnes et af „Jon Konge,“ der stadfæstede Klosteret i Besiddelse af Gaarden Fraun (nu Frogn eller Fron ved Drøbak), samt en Kvinde Bergljots Gave, se Langes Klosterhistorie S. 623.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]