Det norske Folks Historie/4/51

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 284-288).

De nylig givne Løfter og Forsikringer hindrede ikke Biskop Nikolas, der vel neppe nogensinde meente dem oprigtigt, fra, endnu samme Hest (1195), at begive sig ned til Erkebiskopperne i Danmark, og indgaa Forlig med dem, hvilket var det samme som aabenbart at bryde med Kongen og erklære sig for hans Fiende^[1]. De to andre Biskopper, i det mindste Martin – om Thore kan der nemlig ikke være Tale, da han var rejst til Rom –, vedbleve dog endnu i nogle Aar at staa paa Sverres Parti^[2]. Om Erkebiskopperne ikke vidste for, at Sverre og de øvrige Biskopper havde sendt et Gesandtskab umiddelbart til Paven, for at gjøre deres Bestræbelser til Intet, saa fik de i alle Fald vide det nu af Biskop Nikolas. Dette gjorde, at ogsaa Erkebiskop Erik paa sin Side, eller hans Venner, sendte Paven Skrivelser, for at modarbejde dem, Gesandterne medbragte. Bi kjende endnu Brudstykket af en saadan, affattet af Abbed Villjam, enten i hans eget, eller Erkebiskop Absalons Navn, hvor han minder Paven øm den Exkommunikation, han Aaret forud havde lyst over dem, og heder ham indstændigt at lade Vedkommende fele, hvad det har paa sig at trodse et apostolisk Mandat. „De have“, siger han, „sammensvoret sig mod Herren og hans Salvede. Efter at eders Hellighed, som I selv vide, ifjor exkommunicerede de Biskopper, som havde kronet hiin Tyran mod eders Befaling, have disse løgnagtige og slette Mænd nu ganske vendt sig til Ondskab, og have paa Løgnens Ambolt sammensmedet Bagvaskelser og onde Raad mod den Retfærdige, nemlig Erkebiskoppen, for at kunne besnære eder med deres Tale, hvilket dog være langt fra. Man har aldrig hørt saadant i Verden, som at en i Christenheden exkommuniceret Prest bliver salvet til Konge. Vi bede derfor, og anraabe eder, og alle de Helliges Mængde forene sine Bønner med vore, at eders Iver i nærværende Sag maa vise sig kraftig, og Falskheden med sine Paastande vige for Retfærdigheden, saa at de Onde kunne fanges i deres eget Overmod, og alle velsindede Mennesker kunne have Fred, men de Ondskabsfulde og de, der hade Freden, møde Forargelsens Klippe og Anstødets Steen“^[3]. Omtrent paa samme Tid maa ogsaa Chorbrødrene i Nidaros, sandsynligviis efter Opfordring af Erkebiskop Erik, have sendt et Klageskrift til Paven over den Myndighed, Kongen nu efter Erkebiskoppens Bortrejse tiltog sig i de Erkestolen vedkommende gejstlige Sager, da vi endnu have en af Pave Coelestin til Domkapitlet under 17de Marts 1196 udfærdiget Bulle, hvori han udtaler sin Forbauselse over, hvad de havde paaklaget for ham, at uagtet Pave Hadrians Foranstaltninger vare nu de gejstlige Jurisdiktioner i Lægmænds Hænder, og der tilstodes disse utilbørlig Magt i aandelige Sager, tilføjende, at da han ønsker at udrydde en saa skammelig Uskik af Nidaros Kirke, forbyder han herved paa det bestemteste nogen som helst Lægmand inden Diøcesen at udøve kirkelig Jurisdiktion eller paadømme Sager, der høre tinder kirkelig Domstol^[4]. Saa hurtig en Afgjørelse fik ikke det egentlige Hovedanliggende, for hvis Skyld Gesandterne fra Norge nu opholdt sig ved Kurien, deels fordi det altid maatte udfordre nogen Tid, inden Paven kunde tage nogen Bestemmelse, deels fordi han vel ogsaa just paa denne Tid maa have været saa godt som udelukkende optaget med Forberedelserne til det nye Korstog, som allerede 1195 var prædiket i Tydskland af Legaten, Kardinal Gregorius, og hvortil en Mængde Fyrster saavel i dette, som i det følgende Aar lode sig korse^[5]. Over Udfaldet af Gesandternes Sendelse hviler der et næsten uigjennemtrængeligt Mørke. De opholdt sig i Rom indtil Slutningen af Aaret 1196, og vendte da tilbage i Følge med Fidantius, Kardinal-Presbyter af St. Marcellus, hvilken Pave Coelestin sendte til Danmark, fornemmelig, som man maa antage, for at prædike Korstog, men vel ogsaa for ved Siden af dette at røgte andre Erender, som kunde forekomme, og af hvilke da det, der havde kaldet hans Ledsagere til Rom, ikke kan have været det ringeste^[6]. De kom lykkeligt til Danmark, men efter nogen Tids Ophold her bleve de pludseligt syge og døde (Februar 1197). Det varede en Tid, siges der, inden man i Norge fik Efterretning om deres Skjebne. Da kom der nogle danske Mænd, som bragte Kong Sverre, der dengang opholdt sig i Throndhjem, Breve fra Paven med dennes Indsegl, sigende at Biskop Thore og Mester Richard havde laant Penge af dem, og sat disse Breve i Pant. Kongen, fortælles der, indløste Brevene og lod dem oplæse i Choret, samt det pavelige Segl fremvise. Indholdet var, at da Paven havde overbeviist sig om, at Kongen havde en retfærdigere Sag end Erkebiskoppen, løste Paven ham og hele hans Rige fra alle Bansættelser. Kongen tilføjede, at han havde hørt for vist, at Kardinalen, saavel som Biskop Thore og Mester Richard havde været i Gjestebud hos en Prest, og at man der om Aftenen havde blandet Gift i deres Drik, hvoraf alle tre døde^[7].

Det vilde visselig være uretfærdigt at kaste nogen Skygge paa Sverre for denne uhyggelige Begivenhed. Havde Samtiden i mindste Maade mistænkt ham derfor, eller havde hans Fiender endog kun haabet, med noget Skin af Rimelighed at kunne vælte Mistanken paa ham, vilde vistnok Pave Innocentius den 3die ikke have undladt at berøre det i de Breve, vi nedenfor komme til at nævne, hvor han med den yderste Heftighed og Haardhed farer løs mod Sverre, opregner en Mængde Beskyldninger imod ham og navnlig sigter ham for at have forfalsket Pave Coelestins Bulle, for derved at frelse sig fra Bansættelsen. Her laa det dog virkelig saa nær at sigte ham for Giftblanderiet, hvis der havde været mindste Anledning dertil, at Undladelsen deraf allerede i og for sig fritager Sverre for Sigtelsen. Dertil kommer, at Forgivelsen, hvis en saadan fandt Sted, skede enten i Lund selv eller i Nærheden deraf^[8] under begge Erkebiskoppernes Øjne, thi det var her, hvor Fidantius, efter de danske Aarbøgers Udsagn, døde den 19de Februar, uden at der dog i dem ytres det mindste om, at han blev forgiven. Var det virkelig saa, kunde Aarsagen maaskee søges deri, at han ved sin umaadelige Rovgjerrighed havde lagt sig ud med en stor Deel af den danske Gejstlighed^[9], og at en eller anden blandt denne har ladet ham bibringe Gift, uden at kunne hindre, at ogsaa de norske Sendebud ved samme Lejlighed kom af Dage. Og usandsynligt er det heller ikke, at Nikolas, der just da stod i Spidsen for en Oprørsflok og som hyppigt opholdt sig i Skaane, hvor Sendebudene omkom, medens Sverre var nord i Throndhjem, kan have havt Deel deri, af Frygt for at de dog maaskee, naar det kom til Stykket, skulde medbringe et for Sverre fordeelagtigt Svar. En anden Sag er det derimod med den Sigtelse, at de Breve, Sverre lod oplæse, skulde være forfalskede. Flere Omstændigheder tyde hen paa at det virkelig forholdt sig saa. Vel kunde det være muligt, at det virkelig var lykkets Thore og Richard at omstemme Coelestin, der, af Naturen føjelig, ogsaa overhoved i denne Sag synes at have viist sig meget lemfældig og langmodig, og ikke egentlig at have havt Lyst til at gaa til den Yderlighed, som Erik og Absalon ønskede, og hvortil hans Efterfølger, den ivrige Innocentius, strax gik efter sin Ophøjelse paa Pavestolen; men da man dog ikke vel kan tiltro Innocents at have sagt nogen vitterlig Usandhed, medens han som Kardinal lige fra 1191 maa have havt Anledning til at vide nøje Besked om de Skrivelser, der udfærdigedes fra Kurien, er det neppe sandsynligt, at Sverres Sendebud have udvirket nogen Tilbagekaldelse af Bansættelsen, og at de Skrivelser, de bragte hjem med sig, virkelig have været forfalskede, hvilken Bedrift, som Innocents selv fortæller i en Skrivelse til alle Erkebiskopper^[10], da gik meget i Svang, og som udøvedes blandt andre af en i Erkebiskop Galfred af Yorks Tjeneste staaende Gejstlig, der just i den Tid opholdt sig i Rom^[11]. Det er imidlertid ikke hermed sagt, at Sverre selv fra først af var vidende om Bedrageriet, eller at Sendebudene ved at skaffe sig Brevene have handlet efter hans Instrux. Men man kan ikke fortænke ham synderligt i, at han, naar han først havde faaet Brevene, anvendte dem til sin Fordeel, om han end havde en Anelse om, at det ej hang saa rigtigt sammen med dem. Han betragtede den Maade, hvorpaa Erkebiskoppen gik til Verks mod ham som underfundig og utilbørlig; han paastod, at Erik og hans Venner ved falske og overdrevne Beskyldninger søgte at bringe Paven til Skridt, som han, rigtigt underrettet om Forholdene, ej vilde have foretaget, og han havde endelig i det aabenbare Oprør, for hvilket Nikolas nu stod i Spidsen, tydeligt Beviis paa, hvor lidet nøjeregnende hans Fiender vare med de Midler, de anvendte mod ham. Og saaledes regnede han det vel heller ikke saa nøje med de Midler, han anvendte til sit Forsvar.

1. Sverres Saga, Cap. 128.
2. Hvis nemlig Njaal samtidigt med Nikolas havde rejst til Danmark, vilde det vel være omtalt i Sagaen, og hvad Martin angaar, da vide vi, som det i det følgende vil sees, at han endnu i 1198 var hos Sverre.
3. Det før omtalte Brev, Langebek Scr. IV. 34.
4. Originalen i det norske Rigsarkiv, se Dipl. Norv. I. 1.
5. Det var fornemmelig paa Rigsdagene i Gelnhausen og Worms, i Oktober og November 1195, at mange af de tydske Fyrster toge Korset. (Wilkens Gesch. der Kreuzzüge V. 16, 17). Kort efter drog Kejser Henrik til Apulien, for at dæmpe nye, der udbrudte, Uroligheder. Ogsaa dette maatte bidrage til at optage Pavens Opmerksomhed.
6. Vel nævner Sverres Saga Cap. 128 ikke Kardinalen ved Navn, og henfører og, som det synes, Kardinalens og Sendebudenes Død til Vintren efter den Høst, da Biskop Nikolas forligede sig med Erkebiskopperne, altsaa 1195–96; men det er dog aabenbart, at ingen anden end Fidantius er meent, thi deels vilde en Kardinal.-Legats Død i Danmark gjøre for megen Opsigt, til at den ikke skulde omtales i de danske Annaler, ligesom Fidantius’s ogsaa virkelig omtales (og dobbelt merkværdigt vilde man have fundet det, om to Kardinaler vare døde i Landet, kun med et Aars Mellemrum; men man har endog blandt alle Coelestins Kardinaler, der have undertegnet de af ham udstedte Buller, vanskeligt for at paavise en eneste, der kunde have forladt Rom sidst i 1195 og være død først i 1196. De fleste af Kardinalerne undertegne nemlig til 1196 og 1197, flere ogsaa et Stykke ind i Innocents’s Tids og de eneste, hvis Underskrifter ophøre tidligere, ere kun Romanus (14de Juli 1194), Petrus (1191), Rufinus (1191), Johannes Felix (1193) og Ægidius (Marts 1194), hvilke Underskrifter igjen ophøre for tidligt til at nogen af disse Mænd skulde kunne have været afsendte sidst i 1195. At Sagaen virkelig fejler i at lade Fidantius dø sidst i 1195 eller først i 1196, sees bedst deraf, at hans Underskrift sendes paa en Beskyttelsesbulle for St. Pauls Kloster i Fécamp, udstedt i Lateran 25de Juni 1196 (Monstrier, Neustria pia S. 212); hvilket viser at han da endnu var i Rom. Heraf seer man ogsaa at Sverres Sendebud, der vare i Følge med ham nordefter, heller ikke kunne have tiltraadt Tilbagerejsen førend i det aller tidligste i Juli 1196, men rimeligviis meget længere ud paa Aaret – hvis ikke ellers den Uro, der nu herskede i Anledning af Kejser Henriks Tog til Italien og Forberedelserne til Korstoget har sinket dem – siden de ikke kom til Danmark førend ved Vintertid. At Fidantius døde 1197, angives i de esromske saavel som de nestvedske Annaler (Langebek Scr. I. 243, 369), og hans Død henføres i den lundske Aartidsbog til 19de Februar (Langebek Scr. III. 488.) Paa den Tid maa saaledes og Sverres Sendebud være døde. Dette kan ogsaa sluttes af at hans Eftermand ej indviedes førend 1197, se nedenfor. Hvorledes Fidantius nævnes urigtigt i et Haandskrift af Kong Haakon Sverressøns Retterbod af 1202, er ovenfor viist (II. S. 936). Her kan der og tilføjes, at der i Retterboden kun staar „Legaten,“ ej „Kardinalen,“ hvilket viser at der ej engang er Tale om nogen Kardinal.
7. Sverres Saga, Cap. 128. Da Sverre paa den Tid opholdt sig i Nidaros, se nedenfor, er det saaledes Christkirken i Nidaros, hvor Brevene bleve oplæste.
8. De esromske Annaler melde at han blev begraven i Lund, hvilket og sees deraf at hans Navn er indført i Domkirkens Aartidsbog; de nestvedske, at han døde i Skaane. Langt fra Lund kan det saaledes ej have været.
9. Se herom især Abbed Villjams Brev til Erkebiskop Absalon, Langebek Scr. VI. S. 21.
10. Innocents den 3dies Brev I. 235.
11. Dette berettes i Baronius’s Annaler 1195, No. 20.