Det norske Folks Historie/4/52

Paa Mødet i Bergen 1195 havde, som ovenfor berettet, ogsaa Jarlen Harald Maddadhssøn, Biskop Bjarne, og de fornemste Mænd fra Orknøerne indfundet sig, for at søge Forlig med Kong Sverre, der havde truet at ville bekrige Øerne til Straf for den Bistand, Hallkell Jonssøn og de øvrige Oprørere der havde fundet. Det vækker en ikke ringe Forestilling om den Magt, hvoraf Sverre nu var i Besiddelse, og den Anseelse, hvori han og hans Rige stod, at den blotte Trusel med alvorlig Straf kunde bringe en saa selvraadig og herskesyg Mand, som Harald Maddadhssøn, hvis Jarldømme laa saa langt fra Hovedlandet, til at drage over Havet med fine fornemste Mænd, for ganske at falde Kongen til Fode, og overlade til hiint efter Godtbefindende at bestemme Forligs-Betingelserne. Men det er rigtignok at merke, at Harald ved sin Urolighed og Herskesyge ogsaa havde lagt slet Ud med den skotske Konge, som ellers var den, hos hvem Orknøjarlene plejede at søge Trøst, naar de vare komne i et spændt Forhold til deres Overherre i Norge. Der er al Grund til at antage, at Harald, der allerede skal have deeltaget i den Opstand, nordskotske Magnater gjorde imod Kong Mælkolm til Bedste for Villjam af Egremont, Sønnesøn af Kong Duncan, Ingebjørg Jarlemoders Søn (1160)[1] ogsaa havde understøttet dennes Søn Donald Bane, der ligeledes gjorde Fordring paa Tronen og fra 1180 til 1187 holdt sig i Besiddelsen af Moray og Ross, indtil han blev dræbt af de kongelige Tropper[2], ligesom det allerede er omtalt, at Harald af sin anden Hustru Hvarflad, Mælkolm Mac Heths Datter, stedse ophidsedes til der mod Kong Villjam[3]. Derfor antog ogsaa denne sig Haralds Medbejler, Harald unge, som det ovenfor er nævnt, og overlod ham Halvdelen af Katanes. Og nu, da Hallkell Jonssøns Tog var løbet uheldigt af, og Kong Sverre truede med at tage alvorlig Hevn, følte Harald sig saa hjelpeløs, at han ikke vidste at afvende den truende Fare, uden ved personlig at begive sig til Norge og ydmyge sig for Sverre. Hans Sag blev, sandsynligviis efter foregaaende private Underhandlinger, offentlig forhandlet paa et Thing, som Kongen lod tilstevne paa Christkirkegaarden[4], efter at han var bleven færdig med de kirkelige Sager. Ved dette Thing sad Kongen paa et dertil indrettet Sæde; rundt om dette stod Hirden, nogle sad længer fremme, og for øvrigt stod en Mængde Tilhørere udenom. Da traadte Jarlen frem, og talte saaledes: „Her er nu en stor Mængde gode Mænd komne sammen, og jeg kunde nok trænge til Mængdens opmuntrende Bifald: jeg er en gammel Mand, som mit Skjemt noksom viser, og jeg var ligget paa Knæ for mange Konger, stundom i største Venskabelighed, men oftest under mislige Omstændigheder. Nu er en ny Vanskelighed for Haanden, nemlig min Herre Kong Sverres Vrede. Jeg torde dog være mere uskyldig i den Sag, der har paadraget mig den, end man har beskyldt mig for. Ikke var jeg den, som rejste Oprørsflokken, men det fragaar jeg rigtignok ikke, at jeg ej kæmpede imod den, thi jeg kunde ikke lægge mig ud med alle Folk i Landet, saa længe jeg skal være Jarl over dem. Heller ikke handle Orkiiøingerne i alle Dele efter min Vilje. Mange løbe ud fra Øerne, og herje paa Irland eller Skotland, eller plyndre Kjøbmænd, alt sammen imod min Vilje, skjønt jeg dog har Ord for at være streng og nøjeregnende nok. Men dette er ikke mere at tale om; saaledes som Sagerne nu staa, lægger jeg alt i Guds og eders Vold“. Med disse Ord gik Jarlen frem mellem Bænkene, og kastede sig for Kongens Fødder. Kongen saa sig om, tog seent til Orde, og sagde: „stor Ufred og mange Drab forvoldte I i Norge, der udrustede en faa sterk Flokk, som Øyeskeggernes, og sendte os den hid til Landet; det var mig og mine Mænd til stor Harm. Men nu er I selv kommen hid som alle see, angrer, hvad I har forbrudt eder imod os, og beder om vor Naade. Den vil jeg heller ikke negte eder, da jeg selv kan trænge til at den almægtige Gud viser mig større Naade, end jeg har fortjent. Staa derfor op, Herre Jarl, og vær her i Guds og min Fred, saa skal jeg fremsætte Forligsvilkaarene, naar jeg dertil har bedre Tid“. Disse vare, som man kunde vente, temmelig haarde. For det første fratog han Harald Hjaltland aldeles, med Skat og Skyld, og lagde det under Kronen. Dernæst forbeholdt han sig den halve Deel af alt Sagefaldet paa Orknøerne. Ligeledes erklærede han alle de Jorder og Ejendomme, der havde tilhørt de i Florevaag faldne Orknøinger og Hjalter, forbrudte til Kronen, dog saaledes, at de Faldnes Frænder skulle kunne indløse dem inden tre Aar; hvis de da ikke bleve indløste, skulde de uigjenkaldeligt forblive Krongods. Dette Forlig blev nøjagtigt optegnet og besvoret af Harald Jarl. Der tales intet om, at nogen Deel af Jarldømmet forbeholdtes Harald unge, og det synes jo rigtignok, som om det nu allerede var beklippet saa meget, at Harald Maddadhssøn maatte faa beholde det øvrige i Fred. Herom er det imidlertid umuligt at sige noget med Bestemthed, da Forligs-Dokumentet, som siden dannede et af de vigtigste statsretlige Aktstykker i den norske Krones Arkiv[5], desværre for længe siden er tabt. Vi ville see, hvorledes Harald unge kort efter bekrigede Harald Jarl, for at faa Halvdelen af Øerne, og det, som det udtrykkeligt siges, efter at Sverre havde givet ham den; men om dette var før, eller ved, eller efter Forliget i Bergen, er umuligt med Bestemthed at angive efter de faa og utilstrækkelige Kilder, vi nu have. Kong Sverre lod alle de forbrudte Ejendomme paa Øerne optegne, og udnævnte Sysselmænd[6], saavel paa Orknøerne som paa Hjaltland, til at oppebære hans Indtægter og paasee hans Tarv. Sandsynligviis bestemte han ogsaa ved denne Lejlighed, at Hjaltland skulde have fælles Lagmand med Færøerne, thi saaledes finde vi Forholdet siden efter. Derpaa vendte Jarlen tilbage. Det var, som vi i det følgende ville see, neppe hans Hensigt at holde Forliget, hvis han fandt Lejlighed til at bryde det, men denne fandt han ikke førend efter Kong Sverres Død[7].

  1. Fordun, I. S. 453. Chron. de Melrose ved 1160. Hoveden, S. 492. Her omtales ikke færre end 6 Jarler, saa at visselig Orknø-Jarlen maa have været en af dem. Jvfr. Skene, the Highlanders in Scotland I. 131.
  2. Fordun, I. S. 479, 480, 494; Hoveden, S. 635.
  3. Se herom ovenfor, II. S. 850 Vistnok udtrykker Fordun sig I. S. 512, som om Harald først ved 1196 havde egtet Hvarflad, og som om han lige til da havde været Kong Villjam hengiven, men deels see vi andensteds fra, at han længe før den Tid havde fejdet med ham, deels maatte Hvarflad da være altfor gammel til at han kunde tænke paa at egte hende, og endelig kunde ikke hendes Søn og Haralds Søn Thorfinn (Orkneyinga Saga S. 406) i faa Fald være voxen i 1197, da han ifølge Fordun og den melrosiske Krønike leverede de kongelige Tropper et Slag, se nedenfor. Men Tidsregningen her er saavel hos Fordun, som hos Hoveden og i Orkneyinga Saga forvirret. Ved Gjennemlæsningen af Beretningen hos Hoveden kan man vanskeligen afholde sig fra den Formodning at han til Tiden efter 1196 har henført langt tidligere Begivenheder, navnlig, at Harald „faldt paa Knæ“ for Kong Villjam.
  4. Denne omtales her for første Gang som Thingsted. Siden nævnes den oftere. f. Ex. i Haakon Haakonssøns Saga Cap. 23, 171. Den var ogsaa Hyldingssted, og usandsynligt er det ej, at der her var opført en fast Tribune, ligesom det i det mindste senere var Tilfældet paa Christkirkegaarden i Nidaros.
  5. Den paaberaabes saaledes i Hirdskraa, Cap. 15.
  6. Sysselmanden, der udnævntes til Orknøerne, hed Arne Lørja, som senere vi blive omtalt. Inge Baardssøns Saga S. 193.
  7. Sverres Saga Cap. 125 Orkneyinga Saga S. 418.