Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/65

< Det norske Folks Historie | 4

Det var et Held for Sverre, at Baglerne ikke bleve liggende i Viken, thi medens de sværmede om langt nordenfjelds, udbrød i Viken et Bonde-Oprør, der bragte Sverre i en større Knibe, end han maaskee nogensinde havde været, og hvoraf alene en Mand med hans Snarraadighed og Uforsagthed kunde have reddet sig. Indbyggerne i Viken havde, som vi vide, altid været Sverre fiendtligt sindede, og han havde ofte ladet dem undgjelde derfor; men ikke desto mindre udskrev han i Løbet af Vintren en ny Leding, saaledes at der af hver Lide skulde stilles en Mand, og desforuden udredes et Pund Meel og et Nød. Kongen gav nemlig Thrønderne Hjemlov og vilde ved denne Leding erstatte Afgangen i Hæren. Det er muligt, at dette Ledingspaalæg strengt taget havde Medhold i den gamle Sevslov, der gjaldt for Viken og Oplandene, og hvis Udfarebolk vi ej længer kjende, men det faldt ikke desto mindre højst ubelejligt, og vakte almindelig Knur rundt om i Viken, hvor Bønderne holdt Sammenkomster og lagde hemmelige Raad op om at gjøre et almindeligt Oprør. Blandt Ophavsmændene til denne Plan, hvilke Sagaen opregner, forekommer endog Lagmanden Simon paa Thumn (Thom), hvoraf man kan see, at det var Storbønderne og de mest anseede Mænd, der stode i Spidsen for Oprøret[1], i hvilket for øvrigt hele Almuen lige østenfra Svinesund, paa Raumarike, Vestfold, Grenland og i Thelemarken m. m., saavel som Byen Tunsbergs Borgere deeltoge. Det aftaltes, at Bønderne hver i sit Landskab paa een og samme Dag skulde dræbe de kongelige Sysselmænd, som vare tilstede iblandt dem, og derpaa alle tilsammen rykke væbnede mod Kongen i Oslo. Uagtet Deeltagerne vare saa mange, oplagdes dog alle disse Raad med en saa merkelig Hemmelighed, at Kongen og hans Mænd ikke fik mindste Nys derom, førend Oprøret kom til Udbrud; ja den første Aftale var, forunderligt nok, endog gjort paa et Møde, Hovedmændene holdt i Hallvardskirken, altsaa næsten under Kongens egne Øjne. Men dette viser, hvor heftigt og almindeligt Hadet mod Sverre maa have været i disse Egne. Paa den bestemte Dag (Onsdag den 1ste Marts) dræbtes Sysselmanden Benedikt med hele sit Følge i Tunsberg, Olaf Smjørkoll med sine Mænd paa Varna[2], Peter Lukasbroder, selv niende, i Aamurd[3], og endnu flere, hver paa sit Sted; paa Vejene, som førte til Byen, sattes der Vagter, for at ingen Efterretning derom skulde komme til Oslo. Om Fredagen kom der dog et Rygte for Kongen.om at Bønderne skulde have sammenrottet sig. Han vilde i Førstningen ikke tro det, men lod dog det indkomne Ledingsfolk eftertælle, og da viste det sig, at alle de, der havde hjemme i de nærmeste Hereder, vare borte. Kongen lod sende Bud efter dem, men man saa hverken til dem Løverdag eller Søndag. Søndags Kveld (d. 5te) kom en Bonde ned oppe fra Landet, og bragte Kongen den første sikre Efterretning om Oprøret; han sagde, at han selv havde seet en Bondehær, der allerede var i fuld Anmarsch vestenfra og at den sikkert vilde være i Byen endnu samme Nat, eller i det aller seneste næste Morgen tidligt. Da lod Kongen baade sine egne Folk, Bymændene og de tilstedeværende Kjøbmænd fra andre Egne blæse sammen, berettede hvad der var paa Færde, og opfordrede Borgerne og Kjøbmændene til at staa ham bi, især da det nu gjaldt at forsvare deres egen Ejendom og Frihed. Alle lovede at gjøre deres bedste, hvorpaa den hele forsamlede Mængde blev fordeelt i bestemte Tropper, og fik Befaling at spise til Aften, for at være rede og møde frem, saasnart de hørte Krigsluren. Der blev ogsaa udstillet Vagter til Hest paa alle Kanter, medens Borgerne og Kjøbmændene bragte deres Gods i Sikkerhed i Kirkerne. Seent om Kvelden lod Kongen anden Gang blæse i Luren. Da hele Hæren var samlet ude paa Isen, lod han den gaa over til Akershagen, og for det første blive liggende der; selv red han med nogle Folk ud ad Vejen vest over, for at see, om Bønderne kom, og udspejde hvad de toge sig for. Han mødte dem allerede ved Solanger[4], hvor der laa en stor Hær ude paa Isen og Anførerne holdt Raad. Kongen steg af Hesten oppe i Bakken, gik selv i al Stilhed ned til Isen, og lyttede efter, hvad Bønderne sagde, derpaa steg han atter til Hest, og vendte tilbage over Isen, udenfor Akersneset, til det Sted, hvor hans Skibe laa; der blev han en Stund, for at give en Deel nødvendige Befalinger, og begav sig derpaa tilbage til Hæren, som han nu lod opstille sig mellem den lille Ø Snælda[5] og Fastlandet. Det var da næsten Dag. (6te Marts). Han lod nu paabyde Stilhed, og talte saaledes: „Her er nu en betydelig Styrke forsamlet, men vi trænge dog lige fuldt til den almægtige Guds Bistand. En Oprørsflok har samlet sig af Theler og Markemænd[6], men jeg haaber dog at den nu allerede har vendt tilbage. Er ellers alt dette vore Mænd, eller ere nogle af Bønderne komne iblandt dem?“ Der svaredes, at alle sammen var deres egne Folk. „Det gjelder,“ vedblev Kongen, „at passe paa vore Skibe, og alle Mand skulle derfor skiftes til at vække Isen for dem.“ Men han havde neppe udtalt, førend der kom en Mand løbende og meldte, at en ny Hær kom dragende frem fra den anden Kant over Langemosen og Rygenbjergene: den bestod af Bønderne fra Østlandet lige fra Svinesund[7], og navnlig fra Skaun (Rakkestad), Heggen (Eidsberg), Omegnen af Øyeren og Follo. „Da“, sagde Kongen, „maa vi finde paa et andet Raad.“ Han var til Hest, red hen til det Sted, hvor Bymændene stode, og sagde saa højt, at baade de og hans egne Folk hørte ham: „Her have vi to Ting at vælge imellem, enten at fly for Bønderne, eller at tage imod dem. At bede Bønderne om Grid nytter ikke; men de ville ikke byde os saa drøje Modhugg som Bagslag.“ Svaret lød, at Valget fik komme an paa ham selv, dette vilde vel nu, som før, være det bedste. Han spurgte da Borgerne, om det virkelig var deres oprigtige Hensigt at staa ham bi, eller om de meente at hvert Parti fik sørge for sig selv; „vi Birkebeiner“, sagde han, „sige nu til eder, som det gamle Ordsprog lyder, at i Nød skal man Ven nytte.“ De svarede, at de efter bedste Evne vilde staa ham bi, og dette Løfte holdt de ærligt og redeligt.

Sverre tilkjendegav nu sin Hensigt, førend Bondehobene fra alle Kanter styrtede ind paa ham og hans Folk, at angribe og adsplitte dem enkeltviis, hvorfor han nu først vilde vende sig imod den Hob, der laa oppe ved Rygenbergene. Han gav altsaa sin Hær Befaling at sætte sig i Bevægelse derhen, men bød den at tage Vejen norden om Nonneseter og oven om Byen, uden at drage gjennem denne; tillige lod han en Trop Oplændinger, under Anførsel af Paal Belte, gaa paa Ski op ad Dalen og op paa Rygenberget ovenfor Fienden, for at undersøge, hvor mandsterk denne var, og i en Hast give Besked derom. Der var nemlig falden meget Snee, saa at der var godt Skiføre, medens man uden Ski sank dybt i, saasnart man traadte udenfor Vejen. Da Paal kom op paa Højden, begyndte det netop at blive lyst, og da Vejret var klart, kunde han see ud over hele Dalen. Men han saa nu, at der lige fra Gjelleraasen til Frysja (Akerselven) og hiinsides denne[8] lige til Akershagen aldeles mylrede af Folk, saa at altsaa nu ogsaa Raumerne (de fra Raumarike) vare komne til og havde forenet sig med dem, der vare komne vestenfra, og saaledes ikke, som han havde haabet, havde vendt om igjen fra Solanger. Paal ilede tilbage med denne Efterretning til Kongen, som han traf oppe paa Martestokke. Kongen holdt stille og hørte paa hvad Paal berettede, medens hans Banner og Spidsen af hans Hær allerede søgte op ad Dalen og begyndte at bestige Bjerget. Nogle holdt sig til Kjørevejen, andre derimod kløv op ad saa bratte Skrenter, at man let kunde staa paa Knæ med den ene Fod, medens man stod oprejst med den anden. Stillingen kunde ikke være ufordeelagtigere. Bønderne, der stode ovenfor, benyttede sig deraf, raabte Hærskrig, løb frem paa Bjerget, og sendte Pile og Spyd i Mængdeviis ned over Birkebeinernes Hoveder, medens de, der stode længer vestover, paa Højden, endog kunde skyde dem i Ryggen. Vejen selv var ikke bredere, end at i det højeste fem kunde gaa jevnsides, og dertil brat. Mange af Birkebeinerne bleve saarede, og nogle faldt, blandt dem den som bar Merket. Bønderne søgte at faa det fat, og det blev en haard Kamp, førend det lykkedes Birkebeinerne at faa det tilbage. At komme op paa Højden var dem en Umulighed, og de maatte tage Flugten. Dette skede endog i saadan Skynding, at de, som stode øverst, styrtede ned paa dem, der stode nedenfor, og de faldt over hinanden i Bakkerne. Imidlertid vovede dog ikke Bønderne at forfølge dem, da de saa Birkebeinernes Hovedhær nærme sig. Sverre red hen mod de flygtende, og skammede dem ud. „Tvi vorde eder“, sagde han, „som rende her, saa at den ene ligger over den anden, see I da ej, at ingen forfølger eder?“ Han lod blæse hele Hæren tilbage til Martestokke, og det viste sig nu, at der paa Rygenbergene kun var faldt 17 Mand, men alle sammen Hirdmænd, og mange vare saarede. Kongen søgte, saa godt han kunde, at sætte Mod i sine Folk. „Værer ved godt Mod, gode Halse“, sagde han, „skjønt vi have faaet nogle Slag; sligt treffer ofte paa Søen, sagde Selen, blev skudt i Øjet. Den Fordeel, Bønderne kunne vente over os, have de nu allerede faaet, og nu er den Drøm gaaen i Opfyldelse, som jeg drømte i Nat, nemlig at jeg ejede en Bog, saa stor sat den naaede over hele Landet, men med ganske løse Blade, og at eet Læg af den var bortstjaalet; det betegnede at Bønderne nu have taget mine Mænd. Men ræddes ej for Bøndernes Hær; jo flere de ere tilhobe, jo værre Ufærd skulle de faa“. Han gav derpaa Befaling til at stevne op efter Vejen og bestige Bjerget, hvor det var lavere, lidt længer mod Øst. De vare imidlertid ikke komne langt op, førend de saa Bondehæren imod Nordvest; den strakte sig nu lige til Søen, saa tæt, som om man saa i en Skov. Kongen besluttede at ile imod den, men lod sine Sønner Sigurd og Haakon med deres Tropper blive tilbage paa Martestokke for at hindre Østlændingerne oppe paa Rugenbjergene fra at falde ham i Ryggen. Da Kongen kom til Broen over Frysja[9], fandt han den modsatte Bred saa sterkt besat af Bønderne, at han ikke kunde komme over; efter at have vexlet endeel Skud med dem, hvorved flere bleve saarede, vendte han sig ud mod Isen, hvor allerede Veftfoldingerne, Thelebønderne og de fra Raumarike[10] havde draget sig hen; de øvrige Bønder fulgte efter, og her samlede sig nu deres hele Hovedstyrke i saadan overvættes Mængde, at det næsten maatte ansees for dumdristigt at binde an med dem. Lendermanden Aale Hallvardssøn spurgte Kongen, om man ej skulde fylke. „Nej,“ sagde Kongen, „den Skik have vi Birkebeiner vedtaget, ikke at fylke, naar vi stride til Lands, men angribe flokkeviis og med saa megen Larm som muligt; da kan enhver holde sig saa langt fremme som han vil. Lader os falde heftigt an, saa tænker jeg nok Bonden skal vige, thi det gaar os efter Ordsproget „Fald er Fartens Held.“ Den rette Aarsag til, at Kongen ikke vilde fylke, var dog den, at hans Hær, skjønt den beløb sig til henimod 3000 Mand, dog viste sig saa ubetydelig i Sammenligning med Bøndernes Masser, at den saa ud som en Haandfuld Folk, og han frygtede for at den vilde blive omringet, hvis den trængte sig for meget sammen. Thi man troede næsten at kunne regne 20 Fiender mod hver enkelt Birkebein. Kongen lod blæse i Luren, og sagde: „Nu frem, alle Christsmænd, Korsmænd, og den hellige Olafs Mænd; gaar adspredte[11]!“ Selv sad han paa en bruun Hest, iført en god Brynje med et sterkt Pandser uden om, og over dette en red Vaabenkjortel; paa Hovedet havde han en vid Staalhue af det tydske Slags, med Pandserhue og Brynkolle (Halsbedækning)[12] derunder, Sverd ved Siden og Kesje i Haanden. Han red frem i Spidsen for sine Mænd, saa at Hestens Bringe rørte Bøndernes Skjolde, og paa begge Sider af ham styrtede Birkebeinerne ind paa dem med dragne Sverd. Det viste sig nu som sædvanligt, hvor stor Overlegenhed disciplinerede, vel anførte Tropper have over uøvede og slet anførte, om end disse ere langt talrigere. Bønderne i de forreste Rækker kunde ikke udholde Angrebet, og søgte uvilkaarligt at stikke sig bag de andre; ved den derover opkomne Forvirring glemte de at dække sig tilbørligt, og Birkebeinerne benyttede sig heraf til at hugge ind paa dem med saadan Virkning, at Mandfaldet snart blev alene paa deres Side, og den hele Hær omsider styrtede forfærdet tilbage til Akershagen, forfulgt af Birkebeinerne, der hugg dem i Ryggen saaledes at deres Lig laa strøede vidt og bredt ud over Isen.

Men hermed var ikke Faren over. Medens Birkebeinerne kæmpede paa Akershagen, kom imidlertid en ny, vel bevæbnet og betydelig Oprørshær til; det var Tunsbergsmændene og alle de øvrige Kystboere paa den Kant, der havde taget Søvejen, og havde landet ved Iisbredden strax udenfor Hovedøen, hvor de gik op og stevnede ind efter, i den Hensigt at forene sig med den nys slagne Hær, som de havde troet vilde holde Stand, indtil de kom. Der synes saaledes at være truffet en bestemt Aftale om den Stilling, hver Oprørshob skulde indtage, og det maa derfor og være i Følge af denne Aftale, at Raumerne først forenede sig med Vestfoldingerne og Thelebønderne, og derefter, som vi have seet, trak sig ned paa Isen. Kongen befalede strax at gaa de Nyankomne i Møde, og lod Luursvendene blæse af alle Kræfter. „Vi faa nok endnu“, sagde han, „noget at bestille, og Hviletiden er kun kort, men denne Hob er dog langtfra saa sterk som den forrige, og det skal ikke gaa den bedre.“ Birkebeinerne ilede ud paa Isen saa raskt, som om de nu først vare komne til Strid. Tunsbergsmændene flokkede sig sammen og gjorde Holdt, i den Tanke at de øvrige Bønder skulde komme dem til Hjelp, men i dets Sted anfaldt Birkebeinerne dem saa vældigt, at de faldt i Dyngeviis, og de til overs blevne toge Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, der for største Delen havde Brodder, medens Tunsbergsmændene, som ingen havde, hvert Øjeblik gled paa den af Blodet slibrige og saaledes havde vanskeligere for at undgaa Birkebeinernes Vaaben. Sverre selv var blandt Forfølgerne, og gav saa eftertrykkelige Spydstik, at sjelden mere end eet behøvedes. Hele denne Fegtning varede meget kort. Nogle af Tunsbergsmændene undkom til Skibene, andre løb til Akershagen, hvor den slagne Bondehær paany samlede sig.

Da Østlændingerne oppe paa Rygenbjergene saa Striden nede paa Isen, vilde de komme deres Venner til Hjelp, og toge derfor Vejen ned mod Bjørviken. Kongesønnerne Sigurd og Haakon, hvilke Sverre, som ovenfor nævnt, havde ladet blive tilbage paa Martestokke, søgte med sine Folk at afskære dem Vejen til Isen, og mødte dem nede i Dalføret ved Elven; men da de kun havde 480 Mand, og Bønderne derimod vare henved 2400 Mand stærke[13], bleve Birkebeinerne efter en haard Kamp overvundne, og flygtede ind i Byen. Sigurd Lavard, der ikke mere nu end før viste sig som nogen Helt, red endog i sin Forfærdelse lige ind i Hallvardskirken, og fulgtes af mange; Haakon derimod tog tilligemed Svina-Peter og en Deel andre Vejen ovenfor Nonneseter, og ned paa Isen til Kongen. Bønderne kunde ikke godt med at forfølge de flygtende, men behagede sig des mere i at drive hobeviis om i Gaderne, og bestemte allerede hvor de vilde holde Drikkelag om Aftenen. De gik ogsaa ned til Kongens Skibe, som nogle strax vilde sætte Ild paa, men heldigviis blev der intet heraf, da flere indvendte at det var Synd at tilintetgjøre saa herlige Sager, der nu tilhørte dem som Krigsbytte. Endelig begave de sig ud af Byen paa den anden Kant, og stillede sig i Fylking udenfor Nonneseter. Da Sverre saa det, opmuntrede han sine Mænd til at hevne det Nederlag, de samme Bønder havde tilføjet dem om Morgenen; nu havde de ikke længer Fordelen af at staa saa meget højere, og man behøvede ikke at klyve op ad Bjerg for at komme til dem. Birkebeinerne vare strax rede. Bønderne gjorde i Førstningen haardnakket Modstand, men maatte omsider vige, og flygtede nordenfor Byen op til Vaakeberg[14], forfulgte af Kongesønnen Haakon, der nedlagde mange af dem. Sverre tog selv Vejen gjennem de smale „Geiler“ ved Skomagerboderne, lige til han naaede Hallvardskirken, af hvilken nu Sigurd Lavard og de øvrige Flygtninger kom ud. Kongen tog heel unaadigt imod dem, især imod Sigurd, der fik høre meget ilde; det var kun liden Udsigt, meente Kongen, til at Birkebeinerne i ham vilde faa nogen god Høvding, naar han saaledes vanslægtede fra sine Forfædre; han anvendte den gamle Skalds Ord „ulig er du dine Forfædre, de som fordum fremdjerve vare.“ „Og I Birkebeiner,“ sagde han, „ligne ikke de gamle Birkebeiner, der hjalp mig at vinde Landet fra Kong Magnus; ikke jeg engang kunde gjøre dem tilpas i hine Slag, nogle meente at jeg var alt for forsigtig, de fleste endog at jeg var frygtsom, – skjønt rigtignok „sjelden den er kjek i Alderdommen, som i Ungdommen er modløs“[15]; – saa ofte vi derimod nu slaaes, er jeg altid først, og de ansees for hele Karle, som holde sig jevnsides ved mig: dem takker jeg for deres gode Hjelp, I derimod ere dem ulige; de have sejret, I derimod ladet eder jage; sætter nu raskt efter Bønderne og giv dem Bagslag, siden flinkere Folk end I have jaget dem paa Flugt!“ Med disse Ord forlod han Kirkegaarden, for at drage imod Bønderne paa Vaakeberg. Mange, hvem rimeligviis endnu nogen Skræk sad i Blodet, kyssede de Kirker, de kom forbi. Da Sverre saa det, kunde han ikke bare sig for at udbryde: „hvor dog I Birkebeiner nu ere blevne langt andægtigere end før; nu lader det til at I skulle kysse hver Kirke, I komme til, ellers pleje I som oftest at agte Kirkerne lidet nok.“ Kongen tog Vejen op gjennem Smaagaderne, hvor hans Mænd fik en heel Deel Bønder fat. De, der stode paa Vaakeberg, forsøgte vel at sætte sig til Modværge, men toge snart Flugten, idet mange endog kastede Skjoldene fra sig, for at komme desto hurtigere afsted. Dette gjorde at Antallet af deres Faldne ej stod i noget Forhold til Mængden; imidlertid faldt dog en heel Deel, og mange af Ligene bleve ikke fundne førend ud paa Vaaren, da Sneen gik af.

Endnu engang lod Sverre blæse sit hele Mandskab sammen paa Martestokke, hvor han gav alle Mand Befaling til at sætte sig ned og hvile, medens der sendtes Folk ned til Byen for at hente Mad og Drikke. Dette var ved Noons Tid (Kl. 3); mange af de saarede benyttede sig af Hvilen til at forbinde deres Saar. Men Hvilen blev kun kort. Over i Akershagen saa man hvorledes de flygtende Bondehobe efterhaanden kom sammen fra alle Kanter, indtil de tilsidst dannede en anseelig Hær nede ved Iiskanten. En Stund var det uvist, hvad Bønderne havde i Sinde, thi de raadsloge om hvad der var at gjøre, og nogle, som allerede havde faaet nok af Kampen, vilde hjem igjen. Men de mere haardnakkede vilde endnu prøve en Dyst, da Birkebeinerne, som de sagde, nu vistnok vare saa trætte og saarede, og have lidt saa stort Folketab, at det var en let Sag at faa Bugt med dem. De undrede sig meget over at det ej var faldet nogen ind at dræbe Kongen, da han, som de syntes, red saa dumdristigt ind paa dem; men denne Gang, sagde de, skulde de passe hedre paa, saa at han ej skulde komme levende derfra. Enhver lovede Anførerne med Haand og Mund, at han ikke skulde rende fra de andre: nu gjaldt det at bruge sig, thi hvis Birkebeinerne fik Overhaand, var det forbi med deres Frihed. Derpaa stillede de sig i Fylking, bestemte nogle til alene at dække de øvrige med deres Skjolde, andre til at hugge, atter andre til at stikke, og satte Bueskytterne for sig selv. Birkebeinerne skjønnede tydeligt, at Bønderne atter beredede sig til Kamp. „Det viser sig“ sagde Kongen, „at Ordsproget har Ret, som siger, at seent tryter den som værst Sag har; vi faa nu nok endnu engang give os ifærd med dem, og lade dem smage samme Kost som før, saa at de heller ønske sig hjem, end i Kamp med os Birkebeiner; det er bedst at kaste Kanden og Kliningen, og lade som om vi vare ganske ferske i Striden.“ Derpaa lod han støde i Luren, og førte sine Folk ned paa Isen. Birkebeinerne faldt heftigt an, og Bønderne gjorde virkelig i Førstningen kjek Modstand. Kongen red dog, som forhen, lige hen til deres Fylking, og søgte snart at hugge ind paa et Sted, snart paa et andet. Bønderne kjendte ham godt, og opmuntrede hinanden til at fælde ham, som de havde aftalt. „Stik ham, hug ham, dræb ham, fæld Hesten under ham,“ lød det fra alle Kanter; men, siger Sagaen, dette blev nok sagt, men ikke gjort[16]. Omsider maatte Bønderne vige. Birkebeinerne trængte ind paa den Plads, de havde traadt sig i Sneen, og adsplittede dem til alle Kanter. Det højtidelige Løfte, de havde aflagt, ikke at skilles fra hinanden, var nu glemt, og de flygtende Hobe spredte sig i Forvirringen rundt omkring, forfulgte af Birkebeinerne, som dræbte en heel Mængde. Ved denne Lejlighed faldt den før omtalte Lendermand Aale Hallvardssøn, idet han uforsigtigt vovede sig ind i et Krat med alt for faa Folk; i Krattet havde en Mængde Fiender gjemt sig, og da de saa Aale, der var ganske klædt og rustet som Kongen, troede de at det var denne, stimlede om ham og dræbte ham. De toge Vaabnene og Klæderne af Liget, og raabte af al Magt, at Kongen var falden. Birkebeinerne troede det i Førstningen, og begyndte allerede, ganske ængstlige, at holde inde med Forfølgelsen, medens Bønderne atter samlede sig sammen; men da viste Kongen sig, lod blæse i Luren, og satte i Spidsen for sine Folk gjennem Krattet mod Bønderne, der snart merkede deres Fejltagelse. En Deel af dem havde samlet sig ved nogle Bergknatter[17], og søgte at holde Stand; did strømmede efterhaanden de øvrige til, og der blev en haard Kamp, den 8de paa denne Dag; men endelig maatte Bønderne vige, og fornyede ikke mere Striden. Birkebeinerne forfulgte dem lige til det blev mørkt, hvorefter Kongen vendte tilbage til Byen.

Haardere Kamp end denne havde Kongen og Birkebeinerne aldrig bestaaet. Var nu vel end ikke Forskjellen i Folketal saa stort, som Birkebeinerne i Kampens Hede troede, nemlig 20 mod een, hvilket gjør et Antal af 60,000 Mand paa Bøndernes Side, saa seer man dog af Beskrivelsen over, hvorledes hele Dalen mylrede af deres Skarer, at deres Antal i det mindste maa have været 12–15000, medens Kongen kun havde 3000[18], og skjønt de i Længden maatte bukke under for Birkebeinernes Krigsvanthed og fortrinlige Disciplin, er det dog klart, at de slet ikke manglede Mod, men kæmpede med overvættes Hidsighed og Haardnakkethed, uden at lade sig afskrække af lidte Nederlag. Kongen viste sig som sædvanligt meget human, og skjenkede Enhver Livet, som personligt bad ham derom og lovede at nedlægge Vaabnene. Men flere af dem vare enten for hidsige, eller forstode sig for lidet paa Krigsbrug, til at holde deres Ord; der fortælles saaledes om en Bonde, som tre Gange blev fangen og hver Gang fik Grid af Kongen, men desuagtet endnu løb over til Bøndernes Rækker og kæmpede mod Birkebeinerne. Da han nu fjerde Gang blev greben, vistes ham, som venteligt var, ikke længer nogen Skaansel, og han blev dræbt. En saadan Forbitrelse hos Bønderne lader sig neppe forklare af sædvanlige politiske Grunde; her synes en mere end almindelig Fanatisme at have raadet, og atter maa man uvilkaarligt tænke paa Biskop Nikolas som den, der ved hemmelige Udsendinger har bearbejdet de godtroende Bønder og fyldt deres Sind med blindt Raseri mod den „bansatte“ Sverre. Af Bøndernes Anførere og Oprørs-Stiftere faldt kun, som det lader, een, Thorfinn blinde, i Birkebeinernes Hænder, men Kongen skjenkede ogsaa ham Livet.

Kongen lod for Sikkerheds Skyld Vagter udstille for Natten, skjønt det i sig selv ikke behøvedes, da Bønderne virkelig havde begivet sig hver til sit. Morgenen efter lod han blæse til Things, og aflagde saavel Byens Borgere, som sine egne Folk den kjerligste Tak, fordi de havde staaet ham saa drabeligt bi. „Det var ellers vor Lykke,“ sagde han, „at ikke hele denne Menneskemasse paa een Gang kom over os, og jeg haaber sikkert, at vi aldrig oftere faa med saa stor Overmagt at bestille. Jeg tror bestemt at man aldrig hidtil har seet Exempel paa, at ikke større Styrke end den, vi havde, har kæmpet mod en slig Mængde.“ At dæmpe Oprøret fuldstændigt ved at drage om i Bygderne, straffe Urostifterne, og underlægge sig hvert Herred, var imidlertid ej at tænke paa, men han maatte see til at komme bort. Han lod derfor sin tidligere Beslutning, at lade Isen vække for Skibene, udføre saaledes, at Linjen først blev bestemt med Reb og afstukken, hvorpaa saavel Borgerne og Kjøbmændene, som hans egne Folk fordeeltes i Hobe paa fire og fire, der hver hug en Favn i Længden, fire i Bredden, og bortskaffede den ophugne Iis. Paa den Maade fik man i faa Dage en fire Favne bred Vaak ophuggen til Iiskanten. Derpaa lod han Skibene bringe ud og gjøre sejlklare, hvorefter han forlod disse for ham saa farlige Steder, og sejlede vester til Bergen. Hid kom han Paaskeaften (8de April), denne Gang til alles store Glæde, fordi man havde faaet Nys om at Baglerne havde forladt Throndhjem, og hvert Øjeblik kunde ventes til Byen[19].

  1. ↑ De Navne, Sagaen opregner, ere foruden Simon Lagmand følgende: Aamunde Burst, Thorfinn blinde, Thord Ulfgestssøn, Thorlak Dravle, Jon Kula, Grim af Grettesvik (eller efter en anden Læsemaade Geitsvik), Hallkell af Anger. Af disse nævnes Aamunde Burst senere som Krigshøvding. Thord Ulfgestssøn var sandsynligviis en Broder af Thorlak Ulfgestssøn fra Tunsberg, der var med at ødelægge Varbelgerne ved Bristein, se ovenfor. Hallkell var fra Angersheredet d. e. det nuværende Sande Sogn. Gaarden Thumn, hvor Simon Lagmand boede, var enten den nuværende Herregaard Thom i Smaalenene, eller Gaarden af samme Navn i Vestby Prestegjeld. Simon nævnes endnu som Lagmand i et Brev, udstedt af Kong Philip omkring 1208, se Dipl. Norv. I. No. 3.
  2. ↑ Der staar i Udgaven „á Vörum“, hvilket vistnok er Fejlskrift eller Fejllæsning for „á Vörnu“. Varna var, som bekjendt, omtrent det nuværende Rygge Prestegjeld.
  3. ↑ I Saga-Udgaven staar Aurað, hvilket sikkert er Fejllæsning for Ámurð, d. e. Aamurd eller Aabygge Skibrede, det nuværende Borge Sogn i Smaalenene.
  4. ↑ Et Sted af dette Navn findes ikke nu ved Strandvejen, men af Beretningen seer man noksom, at det maa være at søge enten i Vekkerø-Kilen, eller ved Lysaker, hvor der endnu er en Gaard, kaldet Solerud, eller ved Slæbene. Snarest skulde man efter Afstanden tænke paa Lysaker.
  5. ↑ Denne Ø, der endnu viser sig omflydt paa de ældste Grundtegninger over Christiania, er nu bleven landfast med Bordtomterne; det er den, paa hvilken Kranen staar.
  6. ↑ Herved kan ej forstaaes Folk fra Marker ved den svenske Grændse, men kun Mænd fra Skovegnene i Grenafylke, Vestfold m. m., eller maaskee og at Kongen ved „Theler og Markemænd“ kun har meent „Thelemarksmænd,“ uden i den Hast at udtrykke sig ganske nøjagtigt; der var, som man seer, ogsaa Vestfoldinger og andre Folk fra de Egne med.
  7. ↑ At de vare heelt fra Svinesund, siges udtrykkeligt i Sverres Saga Cap. 163. Langemose, over hvilken disse Østlændinger kom, findes endnu. Den er paa Kartet over Christiania og Omegn af Vibe og Irgens antydet strax vestenfor Gaardene Langerud og Haslefit, lige ved den Kjørevej, der kommer ned over Rygenbergene til Kverner: det er altsaa denne Kjørevei, hvorom der i det følgende er Tale. I den Text, der ligger til Grund for Udgaven af Sverres Saga, staar ikke „Langemose“ men „Langemule;“ Flatøbogen har derimod rigtigere „Langemose.“
  8. ↑ At de vare komne over Akers-Elven, sees af det følgende. De maa altsaa have gaaet over længer oppe, rimeligviis ved Vejen.
  9. ↑ Sandsynligviis Broen ved Nedre-Fos.
  10. ↑ Dette viser tydeligt nok, at de fra Gjelleraasen nedstrømmende Raumarikinger havde gaaet over Akerselven længer oppe og der forenet sig ved Vestfoldingerne og Thelebønderne.
  11. ↑ Dette var paa det nærmeste St. Olafs Løsen i Slaget paa Stiklestad, se ovenfor I. 2. S. 800.
  12. ↑ Ordet bryn (brynja) der danner det første Sammensætningsled, betegner alt hvad der er af samme Material som Brynjen, nemlig af smaa Jernringe, der gribe i hinanden. „Brynkolla“ (af det franske col, Hals) er en Halsdedækning af dette Material.
  13. ↑ Tyve Hundreder, heder det udtrykkeligt i Sagaen.
  14. ↑ Válkaberg eller Vákaberg er øjensynlig det nuværende Aakeberg, omtrent der, hvor Bodsfængselet staar.
  15. ↑ Dette er et Citat af Digtet Fáfnismál i den ældre Edda, Str. 6. Man seer saaledes deraf, at Eddadigtene endnu var almindelig bekjendte.
  16. ↑ Denne Kamp maa, som man seer, have staaet der, hvor Christiania nu ligger.
  17. ↑ Disse Bergknatter maa have været Højderne ved Ruseløkk-Bakken eller Slottet. Kratskoven har da været omtrent der, hvor Pilestrædet nu er.
  18. ↑ Antallet af Oprørerne fra de vel befolkede Bygder mellem Svinesund og Bundefjorden angives ikke højere end 20 Hundreder (2400); anvende vi denne Maalestok, og antage at Vestfoldingernes Antal har været omtrent 2000, Thelebøndernes og Grønernes tilsammen maaskee 2500, Sigdølingernes Modværingernes og Ringerikingernes (om ellers disse vare med) 2000, og Tunsbergsmændenes samt Kystboernes 2000, bliver det hele Antal efter denne Regning kun 13400. Dette er nu vistnok for lidet, men man synes dog heraf at maatte slutte, at Antallet ej kan have oversteget 15000.
  19. ↑ Sverres Saga, Cap. 162–165. De islandske Annaler ved 1200. Her staar det at Sverre kæmpede 7 Gange med Bønderne paa een Dag. Kongesønnernes Kamp under Ekeberget er derfor ikke medregnet.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/65&oldid=81898»