Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/67

< Det norske Folks Historie | 4

Den følgende Vaar (1201) udbød Sverre paany Leding lige fra de nordligste Egne af Landet, og gjestede, da Sommeren kom, atter Viken. Befalingen over den Besætning, der blev tilbage i Bergen, overdroges, som det synes, til tvende dygtige og Kongen særdeles hengivne Mænd, Dagfinn, sædvanligviis kaldet Dagfinn Bonde, og i det mindste senere Gulathings Lagmand, samt Einar, ofte kaldet Einar Prest, men endnu oftere Einar Kongsmaag, fordi han, uvist naar, havde faaet Kongens Datter Cecilia til Egte. Disse to Mænd, især Dagfinn, spille fra denne Tid af en meget fremragende Rolle. En Deel af Tropperne sendtes under Anførsel af Kongesønnen Haakon til Nidaros, forat sikre denne Stad og Omegn mod Angreb af Baglerne fra Oplandene[1]. Sverres første Besøg gjaldt Landskaberne østenfor Folden, hvor han om Sommeren rejste om og inddrev Boder og Lidegjeld af Bønderne, saaledes som han havde gjort søndenfor. De faldt alle til Fode, undtagen Skeynerne d. e. Indbyggerne af Skaun eller Rakkestad. For ogsaa at bringe dem til Lydighed, begav han sig op til Sarpsborg, lod en Deel Skuder trække forbi Sarpen, og roede siden med dem op ad Glommen, indtil de kom til Skaun, hvor han gik i Land med sine Folk og begyndte at brænde i hele Bygden. Da bleve Bønderne forskrækkede, bade om Naade, og udredede det forlangte for at faa Fred. Paa denne Maade var hele Østlandet undertvunget eller i det mindste afstraffet, og Sverre vendte tilbage til sine Skibe for at drage over Folden til Tunsberg, og jage Baglerne derfra. Reidar sad fremdeles i Befæstningen paa Slotsbjerget med henimod 240 Mand og flere Høvdinger, hvoriblandt Hallvard Bratte. Sigurd Jarlssøn laa med Prætendenten Inge og Baglernes Hovedstyrke paa Oplandene, og viste sig af og til i Viken, dog rimeligviis kun i dens øvre og vestligere Dele; ved en saadan Lejlighed var det maaskee, at han kom til Vinje i Thelemarken, og paa Kirkedøren med Runer skrev et Par Vers, hvori han udtalte sit Haab om, at hans Æt endnu vilde kunne rejse Hovedet i Vejret[2]. Sverre kom til Tunsberg omkring 8de September[3], og indesluttede nu Bjerget paa alle Kanter, for at underkaste det en formelig Belejring. Han slog sine Telte rundt om det, heelt fra Fjorden paa dets Nordside, og til Byen; og for at være sikker mod ethvert Angreb af Baglernes Hovedhær, om den skulde ville komme de Belejrede til Hjelp, lod han skære en Grav lige fra Vaagen (Kilen) og syd til Skeljasteinssundet (Piren), og besætte hele dens indre Kant med Palissader. Sine Skibe lod han sætte paa Land og forsyne; hele sit Mandskab fordeelte han i visse Afdelinger, og anviste enhver dens bestemte Sted. Saaledes fik Gjesterne, der dengang havde Peter Steyper til Høvding, sin Plads anviist paa Nordsiden ved Landevejen, der fører ned fra Frode-Aasen; de toge en Deel Huse nede i Byen, og flyttede dem op til hiin Plads, som siden derfor blev kaldet Gjeste-Bakke. Kongen havde selv sædvanligviis sit Kvarteer i Byen, og mange af hans Mænd med ham. Alt var saaledes indrettet paa et langvarigt Ophold og en formelig Blokade, dog gjorde Sverre først et Forsøg paa, om muligt at indtage Bjerget med Storm. Han ledede personligt et Angreb fra Sydsiden, op ad Kleven, medens Gjesterne angrebe det nordre Kastell. Birkebeinerne trængte tappert op lige under det søndre Kastells Vegge, saa at de og Baglerne endog kunde naa hinanden med deres Kesjer, men deres Stilling var dog alt for ufordeelagtig til at de længe kunde holde sig der; Baglerne lode Stene og Skud regne ned over deres Hoveder saa at hverken Skjolde eller Staalhuer kunde modstaa det, og Birkebeinerne tumlede saarede ned ad Kleven, under Baglernes Jublen og Haansord. Det var øjensynligt, at intet lod sig udrette ved Storm. Imidlertid ønskede Kongen meget at vide, hvorledes Baglerne havde indrettet sig paa Bjerget, hvilket man ej kunde see nedenfra, og en af hans Mænd paatog sig det farlige Arbejde, ved Hjelp af sammenbundne Kirkestiger at klatre op til den højeste Spids af Laurentiuskirkens Taarn, for fra denne, der ragede højere i Vejret end Bjergets Overflade, at spejde, hvad der foregik der oppe. Holdende sig fast i Taarnknappen med begge Arme, brugte han sine Øjne saa godt han kunde, uden at lade sig anfegte af, at Baglerne skøde efter ham, og at navnlig to Pile, Reidar selv afskød, traf, den ene i Knappen, den anden mellem hans Hænder, just som han slap Taget for at gaa ned. Han berettede Kongen at Baglerne havde halet nogle Skuder op paa Bjerget, og hvælvet den ene over deres Brønd, der var lidt nedenfor det nordre Kastell, for at de uden Fare kunde hente Vand. Kastellerne vare opførte af fire Hjørnestave, medens Indgangsdørene vare lave, nede mellem Stavene[4]. Benyttende sig af denne Efterretning, lod Sverre længer ud paa Høsten, i en belgmørk Nat, en Mand ved Navn Svein Munke snige sig op paa Borgen, medbringende et tykt og langt Toug, som han, uden at blive bemerket, fik fastgjort om den ene af Kastellets Hjørnestave, medens over 120 Mand nedenfor holdt i den anden Ende, og paa et givet Tegn begyndte at hale af alle Kræfter. Kastellet begyndte allerede at vakle sterkt, og Baglerne, som vare derinde, bleve meget forfærdede: da brast uheldigviis Touget. Svein kom selv uskad ned ad den østlige Side af Bjerget, efter at have dræbt to af Baglernes Vagtmænd, som han forefandt der. Andre Midler, som Sverre anvendte for at fremskynde Bjergets Indtagelse, mislykkedes ligeledes; han lod blandt andet indrette et Stormtag af Træflager, hvilende paa tykke Stave; men det viste sig at være for tungt og uhaandteerligt til at kunne bruges med Fordeel i de stejle Kleve under Kastellet. Dagligdags vexlede man Skud med hverandre, men Baglernes højere og mere dækkede Standpunkt gjorde at Fordelen ogsaa her sædvanligviis var paa deres Side.

Deres Stilling var med alt dette heel mislig, thi af Sverres Forberedelser var det let at skjønne, at han havde indrettet sig paa en langvarig Belejring, og naar de ej fik Undsætning, vilde Hungersnød uundgaaeligt indfinde sig og tvinge dem til Overgivelse. Det var derfor Reidar højst magtpaaliggende at underrette Inge, Sigurd og de øvrige Baglerhøvdinger om den Knibe, hvori han befandt sig, og snarest muligt skaffe ham Hjelp. Det var en udtrykkelig Aftale mellem dem, at naar den ene behøvede den andens Bistand, skulde denne strax være rede. Men det vanskeligste var at faa sendt Bud fra Bjerget, saa strengt indesluttet som det var af Birkebeinerne. Paa Landsiden var det aldeles umuligt, thi der dannede Palissaderne og Graven en uoverstigelig Hindring; den eneste tænkelige Udvej var paa Søsiden, skjønt Birkebeinerne ogsaa her om Natten holdt Vagt paa nogle Skuder. Forsøget maatte dog gjøres, og den kjekke Thord Dokka lod sig i en mørk Nat, selv tiende, i en liden aatteroet Skude hisse ned i Søen fra Bjergets stejle vestlige Rand[5], hvorfra de nu af alle Kræfter roede over til den anden Side. Birkebeinerne opdagede dem vel og satte efter dem, men ikke førend de allerede havde faaet et saadant Forspring, at de uskadte kom i Land lidt ovenfor Smørberg, hvor kun den tomme Skude faldt i Birkebeinernes Hænder. Da Sverre om Morgenen fik dette at vide, sagde han kun til sine Folk, der allerede havde ytret Tegn til Utaalmodighed: „der seer I, saa lejdt, som I finde det at sidde her om Bjerget, saa finde dog de der oppe det endnu lejdere.“ Thord Dokkas og hans Staldbrødres dristige Ferd bragte dog de Belejrede ingen Nytte. De kom ganske rigtigt til Inge og Sigurd, men disse, der slet ikke havde videre Mod paa at binde an med Sverre, svarede kun, at han nok vilde begive sig bort, naar det begyndte at snee eller fryse.

Paa denne Tid fik Sverre en sandsynligviis længe ventet Undsætning af et Par Hundrede fremmede Lejekrigere, af dem, man paa hiin Tid i England og Frankrige plejede at kalde Ribalder (ribauds), hvilke Kong Johan, der i Aaret 1199 havde efterfulgt sin Broder Richard paa Englands Trone, havde sendt ham. Disse Ribalder vare let bevæbnede, raske Folk, som sædvanligviis brugtes ved Belejringer til at løbe Storm i Spidsen for de øvrige Tropper, og overhoved ved alle Lejligheder, hvor det kom an paa Kjekhed og Hurtighed, men de vare som oftest saa vilde og tøjleløse, at deres Navn gik over til i Almindelighed at betegne Voldsmænd og alskens løst Pak[6]. Johan havde sandsynligviis brugt dem i Krigen mod Frankrige, og ønskede vel nu, da der var sluttet Fred (1200), at blive dem kvit. De vare allerede komne til Sverre tidligt paa Sommeren, førend han endnu havde forladt Bergen, – et Tegn paa, hvor ivrigt han beredede sig til den forestaaende Belejring – og han havde sendt dem afsted under Anførsel af en vis Hide[7], for at tage Vejen over Fjeldet og møde ham i Viken. Hide passede altfor godt til at være deres Anfører, da han selv allerede havde et slemt Ord paa sig som en raa og samvittighedsløs Kriger. Han førte dem over Fjeldet gjennem Haddingdalen, og derfra ad betydelige Omveje, gjennem Sognedalen og Thelemarken[8], sandsynligviis fordi den lige Vej gjennem de ydre Dele af Oplandene var besat af Baglerne; hvor de kom frem, dræbte de unge og gamle, Mænd og Kvinder, og alt Kvæg, ja overhoved alt levende, som de forefandt, lige indtil Hunde og Katte, og brændte ethvert Huus: samlede Bønderne sig imod dem for at forsvare deres Liv og Ejendom, løb de til Fjelds eller til Skovs, og kom frem igjen, der hvor man mindst ventede det; de herjede i Bygder, som hidtil aldrig havde været betraadte af nogen fiendtlig Fod, og øvede Hærverk, hvortil man endnu aldrig havde seet Magen. Dette skulde vel være en Straf, fordi Thelebønderne og rimeligviis flere af Indbyggerne i de Egne, gjennem hvilke deres Vej faldt, havde deeltaget i Oprøret. De kom ikke til Sverre, førend han allerede havde begyndt Belejringen, men gjorde nu god Tjeneste, især ved deres Færdighed i Bueskydning[9].

Baglerne ventede imidlertid hver Dag paa Undsætning, og spejdede med længselsfulde Blikke mod Norden, om ikke deres Staldbrødres Hær snart vilde vise sig oppe paa Frode-Aasen. En Morgen, da det var blevet lyst, saa Vagtmændene ved det nordlige Kastell virkelig en betydelig og vel udrustet Skare komme ned fra Aasen. De ilede strax hen til Reidar, vækkede ham, og fortalte ham med stor Glæde, at de saa længe ventede Undsætningstropper nu endelig vare der. Reidar stod op, lod hele Besætningen træde under Vaaben, og begav sig hen til det nordre Kastell, hvor man nu ogsaa fik Øje paa en Skare Birkebeiner, der drog ud fra Byen mod hine. Hver Skare havde sit Banner, og Luren skraldede højt i dem begge. De mødtes snart, og begyndte, som det lod til, en Kamp, i hvilken Birkebeinerne deels faldt, deels bleve drevne paa Flugten. Baglerne paa Bjerget opfordrede nu Reidar til at gjøre et Udfald, for at komme deres Kammerater til Hjelp, og tage Birkebeinerne i Ryggen. Men den kloge Reidar sagde, at han først vilde see Tiden lidt an; hvis de Tropper, der nu kom nordenfra, fik Birkebeinerne drevne lige til Graven, trængte de ej til Hjelp, men kunde gjøre det af med dem paa egen Haand. Efter at have betragtet Striden en Stund, sagde han: „denne Flugt forekommer mig heel besynderlig, ja kun som en Leg; seer I, hvorledes de, som falde, altid mage det saaledes, at de enten falde paa et Sted, hvor der er tørt, eller paa sine Skjolde; eller kunne I opdage noget Blod paa deres Vaaben eller Nærvær? Dette er sikkert kun en Krigslist, som Sverre forsøger.“ Og han havde Ret, thi Sverre havde om Natten ladet en Deel af sin Hær begive sig bag om Frode-Aasen, og om Morgenen holde den nys beskrevne Skinfegtning med en anden Afdeling af Birkebeiner, der drog ud fra Byen, for derved at lokke Baglerne ned fra Bjerget; lykkedes dette, skulde et Baghold, der stod opstillet tæt under Bjerget, bryde frem og spærre dem Tilbagevejen. Men Reidar var for klog til at lade sig narre, og saaledes kom der intet ud af den hele, listigt nok udtænkte Plan.

Det er let at begribe, at det i Længden maatte falde Kongen vanskeligt at skaffe Levnetsmidler til sin Hær. Da de, som man havde bragt med paa Flaaden, vare opbrugte, sendte han Folk rundt omkring i de omliggende Hereder, forat skaffe Ledingsgjeld og Proviant, og dette gik ret godt, saa længe Søen endnu var aaben og man kunde komme frem til Skibs. Men ud paa Vintren, da Fjordene frøs til, blev det værre, thi nu var det ej alene vanskeligt at skaffe de Levnetsmidler frem, som man fik, men Bønderne paa Vestfold, der allerede havde maattet udrede saa meget, og desuden vare Birkebeinernes afsagte Fiender, begyndte nu mere og mere at gjøre sig vrange og byde dem Trods; ja Opholdet i og ved Tunsberg maatte i sig selv være forbundet med mange Ubehageligheder, da Tunsbergsmændenes Sympathier ganske vare paa Baglernes Side; de havde været med i Toget mod Oslo, og da Sverre prøvede den nys omtalte Krigslist, maatte han udtrykkeligt paalægge sine Mænd, lige saa lidet at lade Bymændene, som Baglerne paa Bjerget ane noget derom. Alt dette vakte Misstemning i Hæren. Især begyndte Ledingsfolkene at knurre, da Ledingstiden forlængst var omme, og de længedes hjem. Da lod Kongen blæse til Huusthing, og holdt følgende Tale til Mandskabet: „Jeg hører nu, at man kalder det lange Ophold her uforsvarligt, og at enhver vilde prise sig lykkelig, om han kunde komme hjem. Men er det vel sømmeligt for Krigere, at knurre mod sin Konge, om man just ikke kan fylde


Vommen saa godt, som Arbejdsmanden med sin Skovl? I ligne ikke de Folk i fordums Dage, om hvilke der er skrevet Fortællinger, som viste saadan Udholdenhed i at belejre sine Fiender, at Klæderne raadnede af dem, og at de aad Skederne af sine Sverd og Overlæderet paa sine Sko, uden at vige af Pletten, indtil de vandt Sejr. Jeg behøver ikke engang at hente Exempler længere borte end fra Baglerne hist oppe paa Bjerget; de vise større Fasthed og Udholdenhed, idet de endnu ikke give tabt. Lad mig derfor ej længer høre denne Knurr; her ville og skulle vi sidde, hvad enten I finde det slemt eller ej, lige til vi have faaet Bugt med Baglerne.“ Irettesættelsen lader til at have frugtet, thi der tales ikke om, at der oftere hørtes nogen Knurr. Eftersom det led ud paa Vintren, begyndte nu ogsaa Baglernes Levnetsmidler at gaa op, og Reidar indsaa, at han snart vilde blive stedt i den yderste Nød, hvis ikke den forlangte Undsætning kom. Men ingen Undsætning lod sig see; der indløb ikke engang noget Svar, kun Birkebeinerne spottede dem hver Dag med, at deres Konge Inge snart vilde komme med en vældig Hær og frelse dem. Reidar lod nu skrive et Brev til Inge og Sigurd, hvori han lod dem vide, at han ikke kunde holde sig længer end til Nikolasmesse (6te December) og enda kun med Nød og neppe, hvorfor han paa det indstændigste bad dem om at komme ham til Hjelp. Brevet afsendtes om Natten med en Mand, der stod paa Ski ned af Bjerget paa Isen, hvilken nu laa langs med dets Fod og et Stykke ud paa Vaagen; derved blev det ham muligt at komme uden om Graven og Palissaderne, og saaledes undgaa Birkebeinerne. Han traf Inge i Hamar paa Hedemarken. Denne kaldte strax sine Høvdinger til sig og lod Brevet oplæse. Sigurd Jarlssøn fraraadede paa det alvorligste, at opfylde Reidars Befaling, hvilket, som han sagde, var at styrte sig i den aabne Grav. Han foreslog, at de heller skulde gjøre et Tog nord til Fjordene og skaffe sig Skibe; naar Sverre hørte det, vilde han blive nødt til at hæve Belejringen og skynde sig hen til de Egne, hvor de færdedes; saaledes vilde Reidar lige fuldt blive frelst. Dette Raad fandt alles Bifald. De brøde op fra Hamar, toge Vejen gjennem Gudbrandsdalen til Raumsdalen, og fik sig en Deel Skuder. Flere af dem, under Anførsel af Inge, sejlede nu sydefter, og underlagde sig Kysterne af Nordfjord og Søndfjord, medens de øvrige satte sig fast i Raumsdalen og begge Mørerne[10]. Da hine kom til Sognsøen, drejede de ind i Sognefjorden, arbejdende sig møjsommeligt op mod en heftig Østenvind. Ved Nattetid kom de ind til Vik. Her laa Høvdingen Jon Staal fra Hvol i Sogndal[11], en af Sverres ivrigste Tilhængere, med en Skude paa Rejsen til Bergen. Baglerne toge den med alt hvad der fandtes ombord; Jon selv og hans Mænd undkom kun med største Nød, og uden Vaaben og Klæder, hvilke Bønderne siden skaffede dem. Dette Sammenstød med Jon Staal blev dog til Baglernes egen Skade. Allerede Dagen efter, da han oppe fra Fjeldet blev var, at henved femti af dem gik til Hov[12] for at bade sig, skyndte han sig med 18 Mand ned til Gaarden og kom saa uforvarende over dem, at de i største Forvirring flygtede bort, og mistede en Mand nede i Hagen. Derpaa søgte han atter til Fjelds, og tiltraadte Dagen efter Rejsen til Bergen over Land. I Bergen underrettede han Einar Kongsmaag og Dagfinn Bonde om Baglernes Ankomst til Sogn. Einar og Dagfinn udrustede i Hast nogle Skuder, og drog med Jon og de Folk, de havde ved Haanden, til Sogn, hvor de hørte at Baglerne vare inde i Lusa-Kaupang, og havde holdt Thing med Sogningerne, hvor de havde paabudt Leding, og ladet Inge hylde som Konge. Birkebeinerne roede hele Natten ind ad Fjorden, og kom i Dagningen til Kaupang, hvor de strax lagde til Bryggerne, lode støde i Luren, og sprang op. Baglerne toge strax Flugten og søgte op over Kaupangsfjeldet, deels til Solvorn, deels til Folkesbygden; siden roede de paa Ferjer og mindre Baade ind til Lyster, hvor de samledes og droge over Fjeldet ned til Aardal. Men Birkebeinerne toge alle deres Skibe, med alt det Gods der var ombord, saavel som en heel Mængde Vaaben og Klæder. Nogle af dem, der ej hurtigt nok kunde undkomme i Kaupang, bleve dræbte eller saarede. Blandt de sidste var en af deres Høvdinger, Arne Biskopsfrænde[13], der slæbte sig op til en Sæter, men formaaede ikke at komme længer, og blev her dræbt af en Omløber af Birkebeinernes Skare, der tog hans Penge og Klæder og skjulte Liget, som ej fandtes førend den paafølgende Vaar. Da Jon Staal fik høre at Baglerne vare i Aardal, skyndte han sig ind efter dem, men da han kom til Aardal, vare de allerede ovenfor Vandet, saa at han ej kunde naa dem. De toge derpaa Vejen over Fjeldet til Valdres og derfra til Oplandene uden at have høstet andet end Skam og Skade af deres Tog[14]. Den anden Afdeling derimod, som var bleven tilbage i Raumsdalen og paa Møre, holdt sig der fremdeles, sandsynligviis under Anførsel af Sigurd Jarlssøn.

  1. ↑ Dette omtales ikke i Sagaen, men sees af det følgende.
  2. ↑ Den Planke, hvorpaa disse Vers ere ristede, blev, da den gamle Kirke i Vinje nedreves 1796, bragt til Kjøbenhavn, hvor den endnu forefindes i Antikvitetsmuseet. Af Versene mangler meget, og de ere overhoved meget vanskelige at tyde (se Forsøget i Antiq. Annaler II. 247) men man seer dog deraf saa meget, at der udtales en Sorg over de ældre Frænders Død, (tvína þess sælir) men tillige et Haab om at Sorgen skal forandres til Glæde (grætissótt at kæti), siden ikke alle Medlemmer af Slægten vare faldne (fallnir niðr með allu). Og nedenfor er der, rimeligviis af en Tilstedeværende i hans Følge, eller maaskee af Presten i Vinje, skrevet, ligeledes med Runer: Sigurd Jarlssøn ristede disse Runer Løverdag efter Botolfsmesse, da han færdede hid og vilde ej gaa til Forlig med Sverre, hans Faders og Brødres Banemand.“ Man seer heraf, at dette maa være skrevet før Sverres Død (Marts 1202), og efter at ej alene Kong Magnus, men ogsaa i det mindste een til af Sigurds Brødre, vare faldne i Kampen mod Sverre, siden flere „Brødre“ nævnes; ja da Sigurd opholdt sig hos Sverre som et Slags Fostersøn af ham indtil 1192, maa det have været efter Slaget i Florevaag. Da Løverdag efter Botolfsmesse 1195 og 1200 falder paa St. Hansdag, kan det ej have været i disse Aar; en lignende Betænkelighed opstaar vel ogsaa med Hensyn til 1201, hvor hiin Løverdag er St. Hans Aften, men muligt var det dog her, at man havde regnet fra den foregaaende Festdag. Forkastes 1201, har man kun 1197 tilbage, da Sigurd var kommen tilbage til Oplandene efter Toget til Nordfjord.
  3. ↑ Paa Mariemesse øvres Tid, som Flatøbogen udtrykkeligt angiver.
  4. ↑ Besynderligt nok, tales der ved denne Lejlighed intet om Michaelskirken paa Bjerget, der dog synes at maatte have ligget indenfor Befæstningen.
  5. ↑ Man skulde heraf formode, at Vandet i den Tid gik længer op under Klippesiden end nu, da der gaar en Vej lige under denne.
  6. ↑ Rigord fortæller i sit Skrift de gestis Philippi Augusti ved 1189 (Brial, rerum Gall. Scriptt. XVII. 28) hvorledes Kongen, da han belejrede Le Mans, spejdede efter Byens svagere Punkter, men imidlertid hans „Ribalder, der vare vante til at gjøre de første Angreb ved Bestormelse af Befæstninger, i hans Paasyn anfaldt selve Byen, kom over Murene paa Stormstiger, og indtoge den.“ De vare altsaa, hvad der paa Fransk kaldes „enfans perdus.“ Allerede Matth. Paris forklarer ved 1251 „Ribaldi“ ved alskens løst Pak: confluebant igitur ad ipsorum consortium fures, exsules, fugitivi, excommunicati, quos omnes Ribaldos Francia vulgariter consvevit appellare. Math. Par. ed. Watts, S. 550, b).
  7. ↑ Denne Hide, hvorom der i det følgende ogsaa blive Tale, var en Broder af Birkebeinhøvdingen Sigurd Skjaalge, og maa ikke forvexles med Sverres Broder af dette Navn, der blev dræbt af Baglerne 1197.
  8. ↑ Disse ere de eneste Stedsnavne, som her anføres i Sagaen. Man seer deraf, at Ribalderne sandsynligviis have taget Vejen over Vossefjeldene til Hool og Aal i Hallingdal, og derfra ned igjennem Dalen til Krødshered, derfra til Sognedalen og Tyristranden, samt videre over Eker og Sandsver til Thelemarken; siden have de vel vandret gjennem Grenland og den sydvestlige Deel af Vestfold, indtil de naaede Tunsberg.
  9. ↑ En Dag, fortæller Sagaen, blev en af Ribalderne truffen af en Piil fra Bjerget, saa at han strax styrtede død omkuld: ved Synet deraf brølte de øvrige Ribalder højt, og løb snart til snart fra Bjerget, skydende paa Baglerne. En af dem traf Viking Nevja, en af Baglernes største Krigsmand, i Struben, saa at han opgav Aaanden. Mere berettes ikke om Ribaldernes Bedrifter. Der siges heller ikke, om de forbleve i Norge, eller sendtes tilbage til England.
  10. ↑ Dette sees af Haakon Sverressøns Saga hos Claussøn, Begyndelsen.
  11. ↑ At Jon Staals Hovedgaard var Hvol (nu udtalt Kvale) i Sogndal, sees af Sturlungasaga VIII. 2, (3die B. S. 124).
  12. ↑ Hov eller Hove er, som bekjendt, en af de største Gaarde i Vikebygden, hvor en af Sognets Kirker staar.
  13. ↑ Man skulde næsten formode, at han var en Brodersøn af Biskop Nikolas, og opkaldt efter dennes Fader Arne.
  14. ↑ Sverres Saga Cap. 79.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/67&oldid=81900»