Det norske Folks Historie/4/69

P. A. Munch

Det norske Folks Historie

Chr. Tønsbergs Forlag, 1857 (I-3, s. 387-397).

Men omsider var den Tid kommen, som man længe kunde forudsee, at Sverres Legemskræfter ikke længer kunde holde Stand mod de overvættes Anstrengelser og Bekymringer, med hvilke han Nat og Dag havde at kæmpe. Uagtet man af alt, hvad han udholdt, maa slutte, at han var begavet med et ualmindeligt sundt og sterkt Legeme, maatte dog alt, hvad han døjede, tilsidst undergrave den sterkeste Helbred, og det er snarere at undres over, at han holdt saa længe ud, end at han efter 25 Aars uafladelige aandelige og legemlige. Besværligheder omsider sank sammen. Allerede under Opholdet i Tunsberg begyndte han at skrante, men Sygdommen tog dog for det første ikke synderligt til. Kort efter Slotsbergets Indtagelse, altsaa sidst i Januar eller først i Februar, forlod han Tunsberg og sejlede i korte Dagsrejser til Bergen. Da holdt han allerede Sengen, og havde om Dagen for det meste sit Leje i Løftingen. Ved hans Side laa Reidar, for hvem han havde ladet rede Seng paa Højsædeskisten. Han havde nemlig særdeles Fornøjelse af at tale med den forstandige, vidt berejste Mand, og lod ham i alle Dele nyde samme Pleje, som sig selv. De ankom til Bergen lidt før Fasten, som dette Aar begyndte den 27de Februar, og Kongen lod sig strax bringe op til Borgen, hvor der blev beredt Leje for ham i Hallen. Under hans ikke lange Sygeleje var der som oftest kun faa Folk hos ham. Tirsdag Morgen den 5te Marts følte han sig dog smertefri, og havde svedet om Natten: da kom der mange Mænd og saa til ham. Da de fleste vare borte, kaldte han en, ved Navn Peter svarte, til sig, og sagde at han vilde fortælle ham en Drøm, han havde haft. „Det forekom mig,“ sagde han, „at en Mand kom til mig, den samme jeg saa ofte har seet i Drømme, naar jeg drømte sandt; jeg syntes at være mig bevidst, at jeg var meget syg og mat, og spurgte ham derfor hvad Ende han tænkte Sygdommen vilde faa: da gik han strax fra mig med de Ord: bered dig kun til at staa op, Sverre. Denne Drøm kan, som det synes, tages i to Betydninger, men hvordan det end gaar, vil det vel efter denne Sved skee hurtigt.“ – „Dette skjønner I Herre,“ svarede Peter, „vist bedre selv end nogen anden, men mig bæres det dog for, som om hiin Tale om at staa op, neppe sigter til andet, end til den Opstandelse, der skeer ved den yderste Dom.“ – „Det er ikke usandsynligt,“ svarede Kongen, og begyndte ogsaa at blive mattere ud paa Dagen. Den følgende Morgen (Onsdag i Kvatemberdagene) lod han hente Prester nede i Byen for at betjenes med den sidste Olje. Da lod han ogsaa oplæse og indsegle et Brev, som han havde ladet skrive til sin Søn Haakon i Throndhjem om, hvorledes der skulde forholdes med Rigets Styrelse, og erklærede tillige for alle de Tilstedeværende, paa det at de siden kunde vidne derom, at han ikke var sig bevidst at have mere end een Søn i Live, nemlig Haakon, saa at enhver, der senere maatte udgive sig for hans Søn, kun var at ansee for en Bedrager og Urostifter. „Jeg vil,“ sagde han, „førend jeg bliver oljet, lade mig løfte op i mit Højsæde, og der afvente enten Bod eller Bane. Nikolas Arnessøn vil da, naar jeg dør her i mit Højsæde, omringet af mine Venner, faa høre noget langt andet, end han har ventet, han har sagt, at jeg burde være huggen i Stykker for Hund og Ravn; men Gud være lovet, som i saa mange Farer har bevaret mig for mine Uvenners Vaaben.“ Derpaa, skjønt neppe samme Dag, fik han den sidste Olje. Da han merkede at det led paa det sidste med ham, foreskrev han, at man efter hans Død skulde lade hans Aasyn være frit, for at baade Venner og Fiender kunde see, om der vel paa hans Legeme viste sig nogen Virkning af hans Fienders Forbandelser. „Jeg har,“ sagde han, „haft mere Møje, Ufred og Fare af Kongedømmet, end Rolighed og Behagelighed, og det forekommer mig, som om mange kun af Avind ere blevne mine Fiender, hvilket Gud nu tilgive dem, og dømme imellem dem og mig, som i min hele Sag.“ Kort derefter døde han, Løverdagen den 9de Marts 1202. Hans Lig blev lagt til offentligt Skue, som han havde foreskrevet, med blottet Ansigt, og alle som een bevidnede, at de ikke havde seet noget Lig af fagrere Udseende end hans^[1]. Siden blev det med megen Pragt jordfæstet i Christkirken paa den sydlige Side, hvor nemlig Veggen blev aabnet mellem Choret og Indgangsdøren, og Kisten indsat i Aabningen, der siden tilmuredes. Udenpaa fæstedes et Stykke Fløjel, og derover hængtes hans Merke, Skjold og Staalhue, ligesom der og i Veggen selv indfattedes en Kobberplade, paa hvilken der med Guldbogstaver stod nogle latinske Vers, der i Oversættelse lyde saaledes: „her ligger Kongernes Pryd, Troens, Ærens og Manddommens Støtte og Stolpe, Mønster og Forbillede, utrættelig Dygtighed, Fosterjordens og Fædrenerigets Værn og Forsvar, Kraft i dristige Raad, sine Fienders Skræk, Norges Hæder, sit Folks Berømmelse, Retfærdighedens Styrker, Lovens Hævder, alle Sines Lyst og Glæde“^[2]. Men af Sverres saavel som de øvrige Kongers Gravsteder i Bergens Christkirke med Indskrifter og alle andre Prydelser er der nu ikke Spor tilbage, efterat Kirken selv i 1531 blev nedreven.

Skjønt hiin Indskrift sattes Sverre af hans Venner, vilde den dog neppe have været affattet i saadanne Udtryk, hvis ikke Alle havde været gjennemtrængte af den Bevidsthed, at Norge i ham havde lidt et uerstatteligt Tab, og at han ej alene var den største Konge, der siden Olaf den helliges Tid havde siddet paa Landets Trone, men endog den største Mand, som Norge gjennem flere Aarhundreder havde frembragt. Endog hans Fiender maatte tilstaa, at der ikke i deres Dage havde fremstaaet nogen saadan Mand i Norge, som Sverre. Vi have i det Foregaaende saa godt som paa hvert Blad seet saa mange Prøver paa hans overlegne Talenter, Raadsnildhed, Statsklogtkkab, Menneskekundskab, Kjekhed og Udholdenhed, at vi ej her behøve udførligere at dvæle derved. Det bedste Beviis paa hans Storhed og aandelige Overlegenhed er, at uagtet han havde begyndt sin Bane som en ubekjendt Æventyrer og Høvding for en Bande af Rømningsmænd, og siden ej alene havde haft Rigets mægtigste Mænd og saa godt som den hele Gejstlighed, men endog Innocentius den 3die selv, for hvem Europas vældigste Fyrster skalv, at kæmpe med, opnaaede han dog en længere Herskertid, end nogen Konge før ham i de sidste hundrede Aar, og medens hans Forgængere siden Sigurd Jorsalafarers Tid alle vare faldne i Kamp, døde han Straadød paa sin Trone, uden at engang Pavens egne Trusler og Forbud formaaede at berøve ham den sædvanlige gejstlige Bistand paa hans Dødsleje, eller at hindre hans Venner fra at stede ham til Hvile i Kirken med al den Pragt og alle de Højtideligheder, som paa den Tid ansaaes at tilkomme en Konge. Og alt dette havde han formaaet, uden dog, som mange af hans Forgængere, der havde politiske Partier at kæmpe imod, at priisgive sin egen Anseelse og Kongemagten selv, for ej at støde sine Tilhængere for Hovedet, medens han derimod vidste ved Strenghed, naar det gjaldt, parret med Venlighed og klog Eftergivenhed, naar den ej kunde skade, paa eengang at sikre sig sine Omgivelsers Ærbødighed og Kjærlighed, saaledes at hans Ord stedse var dem en Lov, ligesom han og efterlod sin Søn en langt anderledes befæstet og udvidet Kongemagt, end man forhen havde kjendt den i Norge. Hertil bidrog væsentlig de politiske Principer, han søgte at gjøre gjeldende og de derpaa byggede Foranstaltninger, der fornemmelig skyldes hans Statsklogskab, og som, hvad de end i senere Aarhundreder formedelst uheldige Sammenstød af Begivenheder kunne have virket til Skade for Rigets Selvstændighed, dog paa hans og hans nærmeste Efterfølgeres Tid unegtelig bidrog til at give Styrelsen den Fasthed og Landet det Sammenhold, der ene formaaede at afvende de farlige Følger, af sønderlemmende Partistridigheder og blodige Borgerkrige, og til at hæve Norge højere blandt Europas Stater, end man af et Land med dets ringe Folketal og nordlige Beliggenhed skulde kunne vente. Vi maa her gjentage, hvad vi ovenfor ved en anden Anledning ytrede, at Sverre i eet og alt var forud for sin Tid, saavel i sine Grundsætninger for Rigsstyrelsen, som i sin Opfattelse af de kirkelige Forhold og overhoved i sin hele Virken og Fremtræden. Deraf høstede han selv de bitre Frugter, idet Samtiden tildeels misforstod og miskjendte ham, Landet derimod de gode. Denne Miskjendelse strakte sig dog ikke, og kunde umuligt strække sig til hans nærmeste Omgivelser, eller overhoved til dem, der kom i nøjere Berørelse med ham, just ikke fordi de vare mere klartseende og bedre forstode at vurdere hans Værd, end de Andre, men kun fordi de kom i hans umiddelbare Nærhed,i hvilken det var umuligt for dem ej at overvældes af en saadan Beundring for hans store Egenskaber, og saa ganske at vindes af hans personlige Elskværdighed, at alle Miskjendelsens Ord og vrange Domme paa dem vare spildte, og deres Hengivenhed for ham ej kjendte nogen Grændse, endog hvor de ikke egentlig billigede hans Handlemaade. Kun saaledes kan man forklare sig den urokkelige Troskab og næsten til Forgudelse gaaende Kjærlighed, som hans Mænd viste ham, og som endog hos Samtiden selv vakte saadan Opsigt, at han af andre Høvdinger pristes som et Mønster for deres Omgivelser^[3]. Hvad der i Særdeleshed gjør hans Personlighed saa interessant, er den merkelige Blanding af Alvor og Humor, der synes at være den norske Nationalcharakteer egen, som saa iøjnefaldende aabenbarer sig i hele hans Fremtræden, at han næsten kan betragtes som dens Levendegjørelse.

Hvor uretfærdigt hans Fiender beskyldte ham for Grumhed og Haardhed, have vi ovenfor omhandlet. Vistnok opførte ikke hans Folk sig altid, som de skulde, især i Førstningen, og han anvendte selv et Par Gange den haarde Fremfærd at brænde Bygderne for de Bønder, der viste sig gjenstridige. Men Krigsfolk plejede i den Tid at opføre sig tøjlesløst, naar de fandt Lejlighed dertil, og vi have seet, at Ledingsfolkene selv ikke vare bedre, naar de befandt sig under Vaaben udenfor deres egne Hjemsteder^[4]. Sverre selv søgte desuden saavidt muligt at overholde streng Disciplin, og det lykkedes ham vistnok hedre end de fleste andre Krigshøvdinger paa den Tid. Hans Haardhed mod Bønderne var tildeels fremkaldt ved disses egen Ferd, og der gaves i de Tider neppe andre Midler til at bringe dem til Underkastelse. Men man kan paavise faa Krigshøvdinger, der viste sig saa milde og forsonlige mod Fangne og Overvundne, som Sverre; i hans Slag hørte det til Dagens Orden, at de fangne Fiender, selv om de havde fornærmet ham paa det blodigste, skulde beholde Liv og Lemmer, og det vækker derfor et langt andet behageligt Indtryk, at læse om de Sejre, han vandt, end om de samtidige Fegtninger mellem Høvdingerne paa Island, hvorved det, som vi i det følgende ville see, var det sædvanlige at Fangerne myrdedes med koldt Blod, eller lemlæstedes paa det grusomste. Det var kun efter Slaget paa Strindsøen, at Sverre i dette Stykke viste en usædvanlig Haardhed, men da var ogsaa hans Blod mere end sædvanligt bragt i Kog. Og i alle Fald forsonede han denne Haardhed fuldkommen ved den kjærligbedsfulde Mildhed og Omsorg, han viste mod Fangerne fra Slotsberget i Tunsberg^[5].

Det er Skade, at vore Oldskrifter for det meste kun have dvælet ved Sverres Krigsbedrifter, uden at fortælle os synderligt om hans Bestyrelse af Rigets indre Anliggender og om hans Foranstaltninger i særskilte, private Sager; vi vilde der upaatvivleligt have fundet langt flere og merkeligere Beviser paa hans Indsigter og administrative Dygtighed, end dem, vi nu kjende af hans Saga, og af Aktstykkerne i hans Strid med Gejstligheden. Heller ikke ere Breve eller Dokumenter, enten offentlige eller private, tilbage fra hans Regjeringstid^[6]. Hvor store Tanker Samtiden for øvrigt gjorde sig om hans Indsigter og store Forstand, seer man af den Iver, hvormed man søgte hans Raad, i stort som i smaat, og den Agtelse, hvormed man anførte hans Autoritet i alle Slags Sager. Hans Omgivelser have vistnok betragtet ham som et formeligt Orakel, de med Tryghed og Forvisning om det aller bedste Raad kunde adspørge i ethvert, om end nok saa ubetydeligt, Anliggende. Vi have saaledes seet, hvorledes de danske Korsfarere ansaa det af saadan Vigtighed at indhente Sverres Raad om deres forestaaende Sejlads, at de endog tildeels for den Sags Skyld lagde Vejen om Bergen. I Sagaen om Biskop Paal Jonssøn paa Island heder det udtrykkeligt, at Sverre, under dennes Ophold i Norge, gjorde meget af ham, til hans egen og hans Venners Glæde, „saavel fordi Sverre selv forstod sig bedre paa alt muligt, end de fleste andre, og havde bedre Grev paa alting, som fordi han ikke sparede paa noget, der kunde tjene dem begge til Hæder“^[7]. Den samme Saga fortæller, at da den før omtalte grønlandske Biskop Jon, som Sverre havde opdraget, i Aaret 1203 opholdt sig paa Island, lærte han Folk at gjøre Viin af Krækebær, saaledes som Kong Sverre havde lært ham det^[8]; altsaa forstod han sig endog paa saadanne Sager, og man kan neppe antage andet, end at han har benyttet disse og lignende Indsigter til, hvor han færdedes i Landet, at indføre alskens Forbedringer i Huusvæsenet og Gaardsdriften. Af den Maade, hvorpaa hans omhyggelige og venlige Behandling af de ved Tunsberg fangne Bagler beskrives, skulde man slutte, at han ogsaa beskjeftigede sig med Lægekunsien^[9] og forstod sig saavel paa Tilberedelsen og Anvendelsen af de sædvanlige Lægemidler, som paa Diætetikens Regler. Om hans theologiske og kanonistiske Kundskaber vidner noksom hans Taler, saavel som Stridsskriftet mod Gejstligheden, hvilket, om end ikke ligefrem forfattet af ham, dog som ovenfor paapeget, ganske vist er udarbejdet under hans Tilsyn. Man kunde maaskee ogsaa, af den Lærdom, hans Søn Haakon lagde for Dagen – hvorom der i det følgende vil blive handlet – slutte at Sverre har ladet sine Sønner give en Underviisning, der ellers for det meste kun plejede at blive Gejstlige til Deel, nemlig i det latinske Sprog og de i Forbindelse dermed staaende Lærefag; og det synes endog, som om det fra den Tid af blev Reglen i den kongelige Æt, at Sønnerne skulde nyde slig Underviisning; dog er det vel muligt, at Haakon har faaet denne Oplærelse paa Færøerne, som det nedenfor skal omhandles. At Sverre ved Siden af sin Klerke-Lærdom ogsaa var vel bevandret i Fædrelandets poetiske og historiske Litteratur, sees noksom deraf, at han oftere, for at give sin Tale Vegt, anførte Steder af de gamle Eddadigte jog andre Oldkvad^[10]; der fortælles endog udtrykkeligt om ham, at han fandt megen Underholdning i at bore Sagaer fortælle, endog de opdigtede^[11]. Vi erfare tillige, at han bar skjenket den samtidige Saga-Litteratur særdeles Opmerksomhed, og at han navnlig maa have ladet foranstalte Afskrifter af sine Forgængeres Sagaer, hvorved han selv maaskee sorte vel meget Indseende med, at Begivenhederne ej bleve anderledes fortalte, end som han selv eller hans Tilhængere ønskede det, thi der siges, som tidligere omtalt, udtrykkeligt, hvor de tvende noget afvigende Beretninger om den egentlige Aarsag til Kong Eysteins Drab angives, at Kong Sverre selv havde ladet den Beretning nedskrive, – det vil vel sige, optage i Kongesagaen – der nævnte Kong Inge som Drabets egentlige Ophavsmand^[12]. Kunne vi end ikke billige, at han saaledes udøvede en Indflydelse paa Historieskrivningen, der hemmede dens tilbørlige Frihed, maa vi dog paa den anden Side erkjende, at han derved lagde en Erkjendelse af Historiens Vigtighed for Dagen, og viste en politisk Omtanke, der paa hans Tid sikkert endnu hørte til de sjeldnere Forekomster. Og hvis det, hvad der unegtelig ligger meget nær at antage, egentlig var fra Sverre, at det første Stød blev givet til en ordentlig Samling og fuldstændig Bearbejdelse af alle de ældre, hidtil kun spredte og fragmentariske, norske Kongesagaer, maa man derfor vide ham saa megen Tak, at de fra ham udgaaende Mangler ved Arbejdet visselig bør oversees. Under disse Omstændigheder bliver det let at forstaa, hvor magtpaaliggende det maatte være ham, ogsaa at faa sin egen Saga ført i Pennen paa en Maade, hvormed han kunde være tjent. En saadan Sagaskriver fandt han i Abbed Karl Jonssøn i Thingeyre Kloster paa Island, der, som det i Fortalen til Sverres Saga heder, nedskrev den første Deel af denne, medens Sverre selv sad hos, og bestemte hvad der skulde skrives. Det var ham vel især om at gjøre, at der ej blev fremdraget andet og mere om hans Ungdomsaar og første Fremtræden, end hvad der i hans Tanker ikke kunde kompromittere ham eller svække hans Anseelse, og derfor maa disse Beretninger altid modtages med en vis Varsomhed. Anderledes er det med hans senere Bedrifter, hvorved der var saa mange Øjevidner og Deeltagere, at en Afvigelse fra Sandheden i Fortællingen om dem strax vilde blive bemerket. At Sverres Valg faldt paa Karl Jonssøn til at skrive hans egen Saga, kom sandsynligviis deraf, at Thingeyre Kloster paa denne Tid maa have staaet i Ry for den der herskende historisk-videnskabelige Virksomhed. Der levede samtidigt med ham Munkene Gunnlaug og Odd, hvilke vi allerede have omtalt som Forfattere af hver sin „Olaf Tryggvessøns Saga“^[13], og de paaberaabe sig igjen den forrige Abbed, Aasgrim Vestlidessøn, som en meget lærd Mand, der gav dem mange Oplysninger; sandsynligviis er det ham, der først gav Stødet til denne fortjenstlige Virksomhed i Klosteret, og som saaledes ogsaa har oplært Karl, der 8 Aar efter hans Død (116l) selv blev Abbed (1169). Karl nedlagde Abbedværdigheden i Aaret 1181, og rejste fire Aar derefter over til Norge i Selskab med den før omtalte Ingemund Prest og dennes Brodersøn Agmund Thorvardssøn^[14], uden dog, som man maa formode, i Norge at pleje nogen Omgang med dem, da de holdt sig mest inde med Sverres Fiender, endog Jon Kuvlung selv, medens Karl derimod netop i denne Tid maa have forfattet Sverres Saga, og saaledes staaet i den venskabeligste Forbindelse med ham. Hvor længe Karl blev i Norge, vides ikke. I Aaret 1200 gjenfinde vi ham atter som Abbed i Thingeyre, hvor han anden Gang frasagde sig Abbedværdigheden 1207, og døde 1212. I Fortalen til Sverres Saga siges der udtrykkeligt, at den Deel, Karl forfattede, ikke gik langt; da der i Sagaen selv -endnu er tydelige Spor af, at der ved Aaret 1189, eller Tiden efter .Kuvlungernes Undergang og ved Udbrudet af Stridighederne med Gejstligheden, begynder en ny Afdeling, er det højst sandsynligt, at Karls Arbejde har sluttet med Jon Kuvlungs Fald, og at han selv kort derefter er .vendt tilbage til Island^[15]. Denne Deel af Sagaen, der især indeholdt Beskrivelsen over Sverres Opkomst og de uhyre Vanskeligheder, han havde at kæmpe med, inden han erhvervede Riget, kaldte man siden paa Grund deraf „Gryla,“ eller „Skrækkebilledet“. Den anden Deel, der omhandler Sverres senere Aar indtil hans Død, er, som det i Fortalen heder, skreven efter Beretning af samtidige Mænd, der tildeels selv havde taget Deel i Begivenhederne, og kaldes perfecta fortitudo, fordi den skildrede den Tid, hvori han havde faaet Overhaand over sine Fiender. Den egentlige Forfatters Navn angives ikke, men det er ej usandsynligt, at det var den med Karl Abbeds senere Leveaar samtidige Prest og Lovsigemand Styrme frode, om hvis litterære Virksomhed vi i det følgende komme til at tale videre; thi det siges udtrykkeligt, at Styrme skrev efter Karl Jonsøns Verk, og dette kan neppe forstaaes anderledes, end at han benyttede det til en fuldstændig Bearbejdelse af Sverres Saga. Man behøver ikke at læse længe i denne for at føle, at man her har virkelig samtidige og af Øjeblikkets Stemning paavirkede Beretninger for sig. Maa man end paa Grund deraf benytte dem med nogen Varsomhed, ere de derimod paa den anden Side desto mere belivede, og give os desto anskueligere og livligere Billeder af Begivenhederne selv og de handlende Personligheder. Den vil vel derfor altid blive den af vore Kongesagaer, der læses med størst Interesse. For Resten er det merkeligt nok, at der ikke ogsaa gives en Beretning om Sverres Krige, der fremstiller Begivenhederne fra et Baglerne gunstigt Synspunkt. Man kan neppe antage andet, end at saadanne Beretninger virkelig have været til, men maa formode at de i Tidens Løb have været undertrykte af Sverres Ætlinger, da disse omsider kom i uforstyrret Besiddelse af Tronen.

Sverre var ved sin Død 50 Aar gammel^[16], ingen høj Alder, men dog et Særsyn i den norske Kongehistorie, da ingen Konge mellem ham og Harald Haarfagre havde naaet det 50de Aar, med Undtagelse af Harald Haardraade. Han beskrives som en Mand af temmelig lav Væxt, men før og sterk, med et bredt og veldannet Ansigt og særdeles skjær Hud. Øjnene vare noget rødsprængte, men de laa fagert og fast. Skjegget bar han som oftest tilstudset. Han var af Væsen rolig og eftertænksom, overmaade veltalende, og havde et saa klart og klangfuldt Mæle, at om han end tilsyneladende ikke talte højt, hørte man ham dog tydeligt endog i stor Afstand. Han førte megen Værdighed med sig, naar han sad i sit Højsæde, prægtigt klædt; da saa han højere ud, end han virkelig var, da han var høj i Sædet og havde forholdsviis korte Been. Aldrig drak han saa meget af sterke Drikke, at han blev beruset, og nød sædvanligviis kun eet Maaltid om Dagen. Legemlig Anstrengelse og Nattevaagen kunde han taale i en usædvanlig Grad^[17].

Det er ovenfor berettet, at Sverre selv paa sin Dødsseng erklærede, at han ikke efterlod flere Sønner i Live, end Haakon. Dette sagde han rimeligviis, fordi hans forhenværende Hustru Astrid Roedatter en Stund efter hans Afrejse havde født en Søn til Verden, der blev kaldet Erling, men som Sverre ikke vilde anerkjende for sin Søn, saa at han endog deraf skal have taget Anledning til at negte Astrid at komme til Norge^[18]. Nogle Aar efter Sverres Død fremstod Erling, som vi nedenfor ville see, virkelig med den Paastand, at han var Sverres Søn, uden at det dog derved lykkedes ham at erhverve nogen Deel af Riget. Sverres øvrige Børn vare de oven nævnte Døttre Cecilia, Ingebjørg og Christine, hine to med Astrid Roedatter, denne med Dronning Margreta. Cecilia var gift med den tapre Einar Prest, Ingebjørg var Enke efter den i 1198 af Baglerne dræbte Karl Sverkessøn. Christine var ved hans Død neppe endnu fuldvoxen.

1. Sverres Saga Cap. 180, 181. Sverres Dødsdag angives til den 9de Marts (Løverdag i Kvatemberdagene) saavel i Sagaen, som i Obituarierne, navnlig hos Langebek, Scr. R. D. II. 507. Strax efter heder det i Sagaen, og det i alle Afskrifter, at han døde octava idus Martii, d. e. 8de Marts, men dette er enten Fejlregning, eller den Time, paa hvilken han døde, faldt saa tidligt paa Dagen, at man, fornemmelig efter den nordiske Regning, kunde henføre den til den foregaaende Dag. Det er ellers noget besynderligt, at Sagaen omtaler hans Betjenelse med den sidste Olje og Henflyttelse paa Kongestolen som om den skede Onsdagen forud, thi det er dog ikke rimeligt, at han heelt fra Onsdag til Løverdag skulde have siddet i denne for en Døende saa ubekvemme Stilling. Stedet maa vel saaledes forklares, som om han den Dag lod sende Bud efter Presterne, men at Ceremonien først senere fandt Sted. I Angivelsen af Dødsaaret fejle ellers, merkeligt nok, alle Afskrifter af Sverres Saga, thi skjønt de udtrykkeligt sige at han var Konge i 25 Aar, og desuden Aar for Aar føre hans Historie ned til 1202, ja endog derhos angive, at Kong Knut i Danmark og Byrge Jarl i Sverige døde samme Aar, og at det var 18 Aar efter Magnus Erlingssøns Fald, nævne de dog enten 1190, 1195 eller 1215. Man kan alene forklare Fejlen deraf, at Tallet i det oprindelige Haandskrift har været noget utydeligt, saa at det er blevet læst fejl af Afskriverne, der overhoved vare lidet vante til at læse og behandle Talsifre. Sverres Død henføres ligeledes til 1202 i de islandske Annaler saavel som i Sturlunga Saga III. 17.
2. Sverres Saga 182, Flatøbogen. At denne Gravskrift var forfattet paa Latin, sees noksom af Benævnelsen „vers,“ der bruges om dem i Sagaen, saavel som af Udtrykkene selv, der egentlig kun passe for Latinen.
3. I Sturlunga Saga VI. 16 fortælles der, at Høvdingen Gissur Thorvaldssøn ved en forestaaende Kamp opfordrede sine Mænd til at vise samme Troskab og Hengivenhed, som de Mænd, der saa hæderligt fulgte Sverre, og andre, der vare sine Høvdinger hengivne i Nød og Fare.
4. Se ovenfor S. 299.
5. Samtidens Bedømmelse af Sverres Charakteer aabenbarer sig maaskee aller bedst i følgende Sammenligning mellem ham og hans Fader, der kun meddeles i Flatøbogen, men bærer alle Merker af at være forfattet af en Mand der kjendte Sverre personligt, og derhos havde haft Anledning til at høre hans Fader skildret af paalidelige Mænd: „Her viste det sig, som det ofte gaar, at man ikke af en Mands Charakteer kan slutte sig til hans Faders, thi Fader og Søn, Sigurd og Sverre, vare hinanden heel ulige i Sindelag. Sigurd var nemlig letsindig og heftig, Sverre stadig og rolig, Sigurd lettroende og villig til at lytte til andres Ord, Sverre varsom og forsigtig i Valg af Venner, Sigurd var vankelmodig og foranderlig, Sverre fast og altid eens; Sigurd var fremfusende og aabent talende, Sverre fastordet og taus, Sigurd faakyndig og raadvild, Sverre raadig og forsigtig. Dog lignede de hinanden i mange Stykker: begge vare storraadende og storsindede, begge hirdprude og forekommende mod deres Venner, men stride mod Uvenner, begge aastsæle med sin Hird og sit Følge, og trofaste i Nød og Fare, ligesom de gjorde mest af dem, der bedst kjendte deres Egenheder.“
6. I Fortegnelsen over de Breve, der i 1622 fandtes paa Akershuus Slot, forekommer og et Beskjermelsesbrev af Sverre Magnus for Hovedø Kloster, saavel som et Stadfæstelsesbrev for samme Kloster paa Gaven af Fraun Gaard, se ovenfor S. 222.
7. Paal Biskops Saga S. 156.
8. Paal Biskops Saga, S. 188.
9. Der staar nemlig udtrykkeligt, at Sverre selv anvendte mange Kuurmethoder „Lækningarbrögð.“
10. Se især ovenfor S. 368.
11. Sturlunga Saga I. 13. Her staar om den fabelagtige Romund Greipssøns Saga: „Denne Saga blev ogsaa fortalt for Kong Sverre, der sagde at slige Lyve-Sagaer kunde være nok saa morsomme.“
12. Se ovenfor II. S. 889.
13. Se ovenfor II. S. 1037. I Odds „Olaf Tryggvessøns Saga“ Cap. 60 staar der: „Saa sagde Kong Sverre, at han aldrig i Norge havde hørt Exempel paa at nogen Konge havde staaet saa fremragende og let kjendelig i Løftingen som Kong Olaf, og at han maa have gjort det for at vinde Navnkundighed.“ Denne Bemerkning har Sverre vist fremsat for Karl Abbed, og han igjen meddeelt Broder Odd.
14. Se ovenfor S. 205.
15. I Finn Jonssøns Kirkehistorie 1V. 31 staar der, at han rejste hjem til Island 1187 og da atter paatog sig Abbedværdigheden. Dette mangler dog al Hjemmel i Oldskrifterne, og er sandsynligviis kun foranlediget deraf, at der i Annalerne ved 1187 staar „Kári ábóti,“ men dette er Kaare Runulfssøn, som Finn Jonssøn selv omtaler S. 32. [Wikikildens note: Det fremgår ikke av det trykte tekstgrunnlaget nøyaktig hva fotnoten henviser til.]
16. Nemlig forudsat, som ovenfor antaget, at han blev fød 1152.
17. Sverres Saga, Cap. 181.
18. Se ovenfor S. 120, 196, jvfr. „Antiqvarisk Tidsskrift 1849–51 S. 159.