Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/71

< Det norske Folks Historie | 4

Da Sverre døde i Bergen, var hans Søn og Tronfølger Haakon, som det ovenfor er berettet, i Throndhjem. Sverres tvende Systersønner, Haakon galen og Peter Steyper, begave sig strax afsted fra Bergen paa et vel bemandet Skib for at melde ham Faderens Død, og overbringe ham dennes Brev. Da de kom forb i Stad, vare de nødte til at holde sig udenskjærs, for at undgaa Baglerne, som havde disse Dele af Landet inde, og laa hist og her i store Hobe. De kom til Nidaros en Morgen, just som Formesserne vare sungne, og roede lige op til Kongsgaarden, hvor Krigsmændene strax kom dem imøde og spurgte om Nyt, fornemmelig hvorledes Kongen befandt sig, da de havde hørt at han var syg. Haakon og Peter svarede at han var i god Bedring, og at de ellers intet Nyt havde at fortælle, men ønskede at tale med Kongesønnen. Paa Svaret, at han var hjemme i sit Herberge, gik de strax op til Christkirken, og derfra til Gaarden, hvor han var[1]. De lode ham anmode om at komme ud til dem, da de gjerne vilde tale i Eenrum med ham. Han kom, og efter gjensidig Hilsen fortalte de ham den vigtige Nyhed, og underrettede ham nøjagtigt om alle de enkelte Omstændigheder ved hans Faders Sygeleje og Død, ligesom de og overleverede ham Brevet. Han lød strax blæse til Hirdstevne, og bekjendtgjorde her Dødsfaldet for Hirden, der paa det samme Møde tog ham til Høvding, Noget længer hen paa Vaaren lod han stevne Ørething for at lade sig hylde som Konge, og sendte Bud desangaaende til Bønderne i Heredet, der ogsaa pligtskyldigst fremmødte og toge ham til Konge over hele Landet. Den Bonde, der efter gammel Skik gav ham Kongenavn, hed Skervard. Derpaa tog han sig Hird, det ,vil sige at Hirdmændene, der vare udnævnte til denne Værdighed af Sverre, nu bekræftedes i disse af ham, og gik ham til Haande. Ligeledes indsatte han Sysselmænd, og Krigsfolk samlede sig til ham fra de sydligere Dele af Landet.

Men skjønt Haakon saaledes uden Vanskelighed havde faaet Kongenavn af Birkebeinerne og Thrønderne, var hans Stilling dog fremdeles mislig og vanskelig nok, saa længe han endnu, ligesom Faderen, stod i et fiendtligt Forhold til Gejstligheden. Thi det Ban og Interdikt, som Paven havde udslynget mod Sverre og hans Tilhængere, vedblev fremdeles, og det er let at indse, at i Stedet for at tabe i Kraft efter som Aarene gik hen, maatte det tvertimod ved den Forvirring, som det i det mindste paa mange Steder medførte i de kirkelige Forhold, og de religiøse Skrupler, denne Forvirring i Længden ej kunde undgaa at vække hos mere ømtfølende og frommere Sjæle, om de end for Resten vare Sverre og hans Æt nok saa ivrigt hengivne, blive saa meget farligere og virke saa meget skadeligere for denne, jo længere Tid der gik hen. Overholdtes det end ikke paa langt nær nøjagtigt i de Egne, som endnu vare Kongehuset troe, og navnlig paa de Steder, hvor Kongen selv og hans Hird vare tilstede, saa kan man dog være forvisset om, at mange Kirker endog her stode uden Gudstjeneste, at Klokkernes glade Klang i mange Sogne forstummede og alle andre Højtidstegn ophørte, medens de faa tilladte kirkelige Handlinger kun skede under en ængstlig, Sindet nedtyngende Stilhed. Og selv de Prester, der enten af Tvang, eller af Hengivenhed for Kongehuset, eller fordi de ikke erkjendte Bansættelsens Gyldighed, vedbleve at holde offentlig Messe, maatte vistnok – om end kun fordi de med Frygt imødesaa Pavens Straffedom, – føle sig uhyggeligt tilmode, og saaledes uvilkaarligt fremkalde en lignende Stemning hos deres Tilhørere. Især maa man, efter hvad der sædvanligviis ved saadanne Lejligheder plejer at finde Sted, antage at den kvindelige Deel af Befolkningen har været betynget af Sorg og Samvittigheds-Skrupler, og kastet længselsfulde Blik over til de, ofte lige i Nærheden beliggende Egne, der havde underkastet sig Baglerne, hvorfra Klokkeklangen lød dem lystigt imøde og hvor Gudstjenesten holdtes hver Søndag med sædvanlig Pragt og Højtidelighed. At Kongehusets Tilhængere rinder disse Omstændigheder, deels plagede af egne Samvittighedsskrupler, deels overhængte af deres Hustruers, Mødres, Døtres, Systres, Klager og Bønner, efterhaanden maatte blive meer og mere faatallige, og Baglernes derimod tiltage, er aabenbart, om det end ikke udtrykkeligt udtales i vore Sagaer. Man seer i det mindste af hvad der strax nedenfor berettes, at det netop var Interdiktet eller religiøse Hensyn, der stode i Forbindelse dermed, som havde bragt en stor Deel af Almuen i den sydlige Deel af Landet paa Baglernes Side: og de samme Hensyn maatte uundgaaeligt med Tiden gjøre sig gjeldende i en videre Udstrækning. Alene den Omstændighed at alle Biskopperne havde forladt Landet, og at saaledes de kirkelige Forretninger, der paahvilede dem, f. Ex. Konfirmation o. a. d., ikke kunde blive udførte, maatte medføre en Forvirring og Misfornøjelse, der ej i Længden kunde udholdes. Dette havde Sverre ogsaa meget vel indseet, og i det Brev, han paa sit Dødsleje lod skrive til sin Søn Haakon, havde han givet ham det Raad, at forlige sig med Gejstligheden[2]. Dette Raad fulgte Haakon klogeligt, og aabnede strax Underhandlinger med Biskopperne, der, som det er ovenfor nævnt, havde tilbragt deres Landflygtigheds Tid deels i Danmark, under Erkebiskop Absalons Beskyttelse, deels og i Sverige, fornemmelig, som man maa antage, efter denne deres mægtige Beskytters og Velynders Død den 21de Marts 1201.

Imidlertid drog Haakon med sin Flaade, da den behørigt var udrustet, saavel som med en Deel Ledingstropper, kort efter Paaske, (denne indtraf den 14de April) syd til Bergen, hvor hans Nærværelse nu var nødvendig, da det var at forudsee, at Baglerne ved Efterretningen om Sverres Død vilde indfinde sig der. Der fortælles intet om, at han gjorde noget Forsøg paa at fordrive de Bagler, der havde Mørerne, Fjordene og Sogn inde, og det er derfor sandsynligt, at de ved Rygtet om hans Nærmelse forsigtigt droge sig tilbage til Oplandene, deels gjennem Raumsdalen og Gudbrandsdalen, deels gjennem Valdres, og forenede sig med Hovedhæren. Kong Inge havde begivet sig til Viken, saasnart han hørte at Sverre var dragen derfra, og opholdt sig der, lige til Kong Sverres Død rygtedes. Da besluttede Baglerne strax at drage til Bergen, og skaffede sig i det Øjemed et ikke ubetydeligt Antal Skibe, hvormed de, temmelig mandsterke, sejlede afsted, efter en Beretning under Inges egen Anførsel[3]. Det rygtedes nok til Bergen, at Baglerne havde et større Tog fore, men man var ikke vis paa, om dette skulde gjelde Throndhjem eller Bergen, førend man fik høre, at de allerede vare komne til Rogaland. Kong Haakon sendte da strax en stor Styrke imod dem, under Befaling af Peter Steyper, den søndhordlandske Høvding Thorgrim af Ljaanes[4], Einar Kongsmaag og flere Høvdinger, hvoriblandt en først ved denne Lejlighed omtalt Systersøn af Kong Sverre ved Navn Sigurd, kaldet Kongsfrænde, der tidligere var gift med en af Sverres Halvsystre[5]. De kom sildigt om Aftenen til Rott udenfor Hafrsfjorden, og fik der høre, at Baglerne laa i Stavanger. Men allerede Morgenen efter saa de Baglernes Flaade nærme sig Øen. Disse havde ingen Anelse om at Birkebeinerne vare i Nærheden, og roede derfor trøstigt til, men bleve desto ubehageligere overraskede ved at see de fiendtlige Skibe komme frem bag Øen. De vendte øjeblikkeligt om, og søgte at undkomme, men Birkebeinerne forfulgte dem, og toge et af deres Skibe, hvis Besætning gjorde en fortvivlet Modstand, og faldt næsten til sidste Mand. De øvrige Bagler toge Vejen til de indre Arme af Buknfjorden[6], gik i Land hist og her, hvor det traf sig, og flygtede over Fjeldene ned til Viken, efterladende Skibene med alt deres Gods som Bytte for Birkebeinerne, der med vel forrettet Sag vendte tilbage til Bergen. Kong Inge tyede atter til Oplandene, hvor han tog sit Tilhold paa Helge-Øen i Mjøsen, medens hans Høvdinger havde Syslerne inde rundt omkring i Landskabet.

Kong Haakon begav sig derpaa til Fjordene, hvor han en Tidlang blev liggende, sandsynligviis for at ordne Forholdene i disse og de nærliggende, af Baglerne nys forladte Landskaber, siden drog han paa en kort Tid til Viken[7], fornemmelig, som man maa antage, for at møde Biskopperne og slutte Forlig med dem. Thi disse, som vist allerede længe havde været kede af at leve i Landflygtighed, og som desuden Aaret forud havde tabt deres mægtigste Støtte i Erkebiskop Absalon, der endog paa sin Dødsseng gav dem Beviis paa sin Hengivenhed ved at betænke dem rigeligt i sit Testamente[8], modtoge med Glæde Forligstilbudet, og begave sig endnu den samme Sommer tilbage til Norge, hvor Forliget snart kom i Stand. De droge derpaa hver til sin Biskopsstol, medens Erkebiskoppen, uden endog at afvente Pavens Samtykke, hævede Bansættelsen og Interdiktet, og tog, som det heder, hele Landet i Forligelse igjen. Vi have endnu den Kundgjørelse, Haakon udstedte i Anledning af Forliget, og erfare deraf nogenledes, paa hvilke Vilkaar det kom i Stand. Kundgjørelsen, der er af saa meget større Interesse som den synes heelt igjennem at være forfattet af ham selv[9], er udstedt til Erkebiskop Erik, de øvrige Biskopper, alle lærde Mænd, Bønder og Buthegne i Norge, og begynder med en saare mørk Skildring af Tilstanden i Landet, og de Ulykker, Borgerkrigene og Striden mellem Konge- og Kirke-Magten havde afstedkommet. „Større Plage, Nød og sørgelig Strid,“ heder det, „har tynget over os og vort Land nu i lange Stunder, end det vilde have været tilstedet, om Lykken fulgte os, ja vi kunne desværre næsten sige at dette Land er bragt til det Yderste, hvis ikke Gud af sin Miskund vil unde os snarlig Hjelp, thi næsten alle de ere døde, som vilde vogte Landet og Landets Snur med Retfærdighed, og vilde elske Gud og den hellige Kirke, men de leve tilbage, som kun tænke paa Overgreb og Uretfærdighed, Avind og Ondskab; hverken Lærde eller Ulærde frygte mere Gud og gode Mænd, heller lever enhver som han finder for godt under Lovløshed, thi Loven ringeagtes og kun Ran raade, Uskikke voxe og gode Sæder ophøre, Kvinder vanæres, Kirker opbrydes og hele Christendommen staar for Fald, hvis Gud og gode Mænd ikke sørge for at det bliver bedre. Og for nu særskilt at henvende mig til eder Biskopper, da kjende I noksom til den Uenighed, der i saa lang Tid har hersket mellem Kongedømmet og eder, og desværre forvoldt mangen Mand den største Ulempe og Skade, ja efter næsten alles Formening er Hovedaarsagen til alle de Forviklinger, som saa længe have plaget Landet. Siden altsaa nu disse Trætter og Tvistigheder have hersket mellem os, til stor Besværlighed og megen Ulempe for os selv, men næsten aller mest for den, der har haft mindst Skyld deri, nemlig Bonden, der bygger Landet, ville vi for Guds og den hellige Kirkes Skyld bilægge dem imellem os, og ikke længer fore nogen Strid eller nære noget Avind mellem den hellige Kirke og Kongedømmet. Jeg gjør derfor alle vitterligt, at jeg opgiver denne Trætte mellem Kongedømmet og Biskopsdømmet, og indrømmer den hellige Kirke og de lærde Mænd al den Frihed, som dem tilkommer hver især, efter hvad de hellige Skrifter vidne om deres og mine gjensidige Rettigheder, og efter hvad den hellige Kirke har haft fra ældre og nyere Tider, dog uden Skade for mit Kongedømme og den kongelige Værdighed, overeensstemmende med hvad Kardinal Nikolas bestemte, og de tre Konger Eystein, Sigurd og Inge besvore, saaledes som Kong Eysteins Brev bevidner, og Kong Magnus stadfæstede, saavel som min Fader med sit Brev, saa og efter hvad de Eder indeholde, der bleve aflagte for Legaten, da Jarlen havde begyndt Tvist med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Friheder: hvorimod den og alle lærde Mænd til Gjengjeld forpligte sig til at bevise mig al den Hæder og Sæm» som de skylde den lovlige Konge, og saavel de hellige Skrifter som Landets Lov erklære mig berettiget til. Dette Jaord har jeg nu givet Gud og den hellige Kirke, mig til Fred og Fremgang, til Gavn og til Lykke, og hele Folket her i Landet til Glæde nu og altid“[10]. Da Kongen her udtrykkeligt forbeholder lig sin kongelige Myndighed og Hæder ubeskaaren, og ellers paaberaaber sig Kardinal Nikolas’s af de tre Konger Inge, Sigurd og Eystein godkjendte Bestemmelser, hvilke Sverre gav en saa indskrænkende Fortolkning, at han ikke engang vilde erkjende Domkapitlernes Valgret til Besættelse af Biskopsstolene, uden naar der vare flere Konger paa een Gang, kunde det ved første Øjekast synes, som om Indrømmelserne alene vare paa Gejstlighedens Side, og at Biskopperne havde givet tabt. Men, som man seer, tales der ogsaa om de Eder, Erling skakke aflagde for Legaten Stephanus og Erkebiskop Eystein paa Rigsmødet i Bergen 1164; og da der her, som ovenfor viist, ej vel kan være Tale om Kronens Ofring til St. Olaf og Kongedømmets Underkastelse under denne – en Indrømmelse, der faldt med Magnus og Erling, og aldeles stred saavel mod det af Sverre og hans Æt opstillede statsretlige Princip om Kongedømmets Magtfuldkommenhed, som mod den udtrykkelige Reservation desangaaende i Forliget selv – maa man slutte, at der ved hine Ord sigtes til alle de specielle Forrettigheder, hvori Gejstligheden i Almindelighed og Erkestolen i Særdeleshed ved hiin Lejlighed bekræftedes, nemlig Retten til den sølvmetne Øre i Sagefaldet, og overhoved de forhen omtalte, i den saakaldte Sverres-Christenret indførte, Bestemmelser, der findes optagne i alle senere Afskrifter af Frostathingsretten; ligesom man og maa antage, hvad baade de følgende Beretninger og de senere Aktstykker vise, at Kongen ganske gik ind paa Gejstlighedens Fortolkning af Bestemmelserne om Domkapitlernes Valgret, der ogsaa stemmede med, hvad der nu var vedtaget over hele den romerske katholske Christenhed. Hvad derimod Patronatsretten angaar over Kirker og gejstlige Stiftelser, er det vel tvivlsomt, hvor vidt Kongen har givet Slip paa den i den Udstrækning, Gejstligheden forlangte, eller saaledes som Pave Coelestin den 3die havde opstillet i sine Privilegier for Erkesædet (se ovenfor S. 273), nemlig at Kongen ikke engang skulde kunne udnævne Prester til de af ham selv stiftede Kapeller. Sandsynligheden er imidlertid for, at denne Bulle netop ved denne Lejlighed er bleven fremlagt og godkjendt af Kongen, saa meget mere som den virkelig ikke indskrænker Kongemagten mere, end de paa de Tider herskende Forestillinger om Kirkens Immunitet og Uafhængighed nødvendigviis medførte, og navnlig ved sin fuldkomne Taushed om den nys nævnte Underkastelse af Kongedømmet under St. Olaf undgaar at opstille nogen Fordring, der med Føje kan siges at stride mod Kongedømmets Væsen og den kongelige Værdighed. Saa meget er vist, at om end fremdeles enkelte Spørgsmaal henskødes uafgjorte indtil videre, bleve dog Kongen og Biskopperne nu, i det mindste tilsyneladende, de bedste Venner, og Landet aandede igjen frit, efter at være befriet fra det nedtrykkende Interdikt, medens Kongen, løst fra Bansættelsen, daglig saa sine Tilhængeres Antal at tiltage, og Baglernes at aftage. Thi nu, da han havde faaet Gejstligheden paa sin Side, og man ej længer udsatte sig for Bans Straf ved at hylde ham, stod det enhver frit for at følge det Drag, som de fleste vistnok allerede følte til ham paa Grund af hans personlige Elskværdighed og øvrige ypperlige Egenskaber. Hele Landsfolket, heder det, gav sig under ham, og han blev især vennesæl og afholdt af Almuen, da han viste sig from og venlig mod Bønderne, men holdt sine egne Folk i den strengeste Tøjle, og refsede dem alvorligt, baade med Ord og anden Straf, naar de gjorde Bønderne nogen Uret[11]

Under saadanne Omstændigheder maatte den saakaldte Kong Inges Kongedømme snart gaa til Grunde. Hans Beskytter, Biskop Nikolas, havde slaaet Haanden af ham, og hans dygtigste Høvding, Reidar Sendemand, havde ved Kapitulationen i Tunsberg tilsvoret Sverre Troskabsed. Om Sigurd Jarlssøn er der ikke mere Tale, han maa sandsynligviis enten have holdt til andensteds eller have forladt Landet. Bønderne omkring Mjøsen havde enten, ligesom Rigets øvrige Indbyggere erklæret sig for Haakon, eller ventede kun paa Lejlighed til at gjøre det, og Inge nærede allerede saa megen Mistillid til dem, at han havde ladet alle større Rofartøjer og Ferjer, der fandtes i Mjøsen, bringe ud til Helge-Øen, hvor han fremdeles opholdt sig, for derved, som han troede, at sikre sig mod Overfald. Men forgjæves, thi hans egne Mænd der tilfulde følte det forvirrede i hans Stilling, og vist heller ikke nogensinde havde troet paa hans kongelige Herkomst, men alene betragtet ham som et Redskab for Partiets Øjemed, pønsede paa Svig; blandt dem nævnes især en vis Gunnar Lest, som han havde overøst med Velgjerninger og gjort til den første Mand næst sig selv, men som ikke des mindre indlod sig i hemmelige Underhandlinger med Bønderne, om at overfalde og dræbe hans Herre. En mørk Høstnat satte en heel Deel Bønder efter Overlæg og i Forening med en Deel af Inges Mænd, blandt hvilke rimeligviis den samme Gunnar, over til Øen paa Smaa-Baade og Ferjer, landede ubemerket, og nærmede sig den Gaard, hvor Inge opholdt sig. Han sad endnu itide i Stuen og drak med sine Mænd, da en af Vagtmændene kom løbende ind, og raabte: „I sidder taabeligt, Herre, Ufred er kommen paa Gaarden.“ Inge sprang strax op, greb sine Vaaben, og bød alle Mand skynde sig ud, for ikke at blive fangne itide. Han selv var den første, som kom ud, og satte sig med de faa, der forbleve ham troe, kjekt til Modværge, men blev snart overmandet og faldt med de fleste af dem. Saaledes endte han sin korte Kongetid hæderligere, end man af hans tidligere Ubetydelighed skulde have ventet. Da dette rygtedes til de Baglerflokke, der laa andensteds, f. Ex. i Raumsdalen, paa Møre o. s. v., flygtede de hver til sin Kant, nogle til Sverige, andre til Danmark, endnu andre til sine Frænder; flere anholdt ogsaa om Kong Haakons Naade. Saaledes var hele Baglerflokken for den Gang ganske tilintetgjort, og Landet havde efter saa mange Aars blodige Krige fuldkommen Fred[12]. Haakon kunde med Tryghed begive sig tilbage, først til Bergen, siden til Nidaros, hvor han tilbragte Vintren, forbeholdende sig til næste Sommer at foretage sin egentlige Hyldingsrejse i Viken, hvorom han strax efter Juul ved Sendebud og Breve lod Almuen og Sysselmændene saavel i Viken, som paa Oplandene underrette[13].

  1. ↑ Denne Gaard var altsaa ikke den egentlige Kongsgaard, men, som man af den antydede Beliggenhed maa slutte, Erkebiskopsgaarden, der under Eriks Fraværelse stod ledig, hvilken Sverre altsaa rimeligviis efter Erkebiskoppens Flugt, da han lagde Beslag paa det erkebiskoppelige Gods (se ovenfor S. 266), havde taget i Besiddelse, og hvor han maaskee selv boede, naar han havde saamange Folk hos sig, at de vanskeligt kunde rummes i Kongsgaarden alene.
  2. ↑ Haakon Sverressøns Saga, den kortere Bearbejdelse, Cap. 1, jvfr. Innocents den 3dies Brev af 1204, se nedenfor.
  3. ↑ Nemlig den kortere Bearbejdelse af Haakon Sverressøns Saga, der ellers i flere, ikke uvæsentlige Punkter afviger fra den vidtløftigere. Denne nævner her intet om at Inge begav sig til Viken, men dens Udtryk (Fornm. S. IX. 216) synes halv om halv at antyde, at Baglerne fra Oplandene af, altsaa over Fjeldene, kom til Jæderen, hvilket dog aabenbart er urigtigt. Paa den anden Side nævner den kortere Bearbejdelse intet om, at Kong Haakon om Vaaren drog til Bergen, men siger kun, at han drog øster til Viken. Dette kunde dog ikke skee, uden at han drog Bergen forbi, og saaledes har vist den længere Bearbejdelse i dette Stykke Ret; den fortæller desuden udførligt om hans Rejse, hvorledes han drog fra Throndhjem „um vaknaskeið,“ og efter en noget langvarig Rejse kom til Bergen.
  4. ↑ Ljaanes ligger i Strandebarm Prestegjeld ved Ytre Samlend-Fjord.
  5. ↑ Den kortere Bearbejdelse nævner kun Sigurd Kongsfrænde som Befalingsmand paa dette Tog, og fortæller Sagen, som om Sigurd gjorde Toget paa egen Haand, førend Haakon selv endnu havde forladt Throndhjem. Men dette kommer rimeligviis deraf, at den intet nævner om Kongens Ophold i Bergen. Derimod taler den vidtløftige Bearbejdelse intet om Sigurd ved denne Lejlighed, men nævner kun Peter, Thorgrim og Einar, samt andre „Sveitarhøvdinger.“ Sigurds Slægtskabs-Forhold til Kongen vil blive omhandlet nedenfor.
  6. ↑ I den vidtløftige Sagabearbejdelse, der taler mere udførligt om dette, staar kun at Baglerne flygtede „ind i Fjorden,“ hvilket i denne Forbindelse alene kan betegne de indre Fjorde, hvori den store Buknfjord forgrener sig. Thi naar Baglerne, kommende fra Stavanger til Rott, altsaa nordenfra, flygtede tilbage igjen, skede denne Flugt mod Nord, og ind i Buknfjorden. Den kortere Saga fortæller kun i al Korthed, at Birkebeinerne jagede Baglerne fra Skibene og bemægtigede sig disse med alt deres Gods, men at Inge flygtede til Viken og derfra til Oplandene.
  7. ↑ Det er kun den kortere Saga, som fortæller dette, hvorimod den vidtløftigere aldeles tier med Haakons Besøg i Viken 1202. Det har dog vist sin fuldkomne Rigtighed, thi kun i Viken synes Forliget med de tilbagevendende Biskopper at kunne have været sluttet, førend de droge hver til sit, og det er derhos sandsynligt, at Kongen, da han lod sin Syster Christine hente fra Oslo, tom det strax nedenfor skal berettes, selv ikke var saa langt borte. Stedet, hvor Forliget med Biskopperne sluttedes, synes med størst Rimelighed at maatte have været Tunsberg. Det var den første By, han kom til fra Vesten, og den besøgtes hyppigt af danske Skibe.
  8. ↑ Testamentet er aftrykt i Langebeks Scr. R. D. V. S. 422 flg. Blandt Legaterne, som det indeholder, forekomme følgende: „til den ærværdige Herre Erik, Erkebiskop i Nidaros, der formedelst sin Retfærdighed er landflygtig, 100 Mk. Sølv; til Biskop Njaal af Stavanger, ligesaa, til Biskop Ivar af Hamarkaupang ligesaa, til Biskop Njaal af Oslo en Sølvskaal, og de Sølvfade, som den samme Biskop tidligere har foræret ham selv (Absalon).“ Aarsagen, hvorfor Nikolas ikke fik Penge, som de øvrige, er rimeligviis den, at han ej saa ganske var afskaaren fra sit Biskopsdømme og Nydelsen af dets Indtægter, som de. Man seer dog heraf, at de norske Biskopper ikke kom ganske tomhændede til Absalon: strax derpaa heder det at Absalon skjenkede Kongen (Knut) en prægtigt arbejdet Sølvskaal, som han i sin Tid havde faaet af Erkebiskop Erik. Denne fik i Testamentet derhos en blak Hest, og hans Kapellan, Mag. Peter, (maaskee Peter af Husastad, der siden blev Erkebiskop) betænktes med en Kappe, fodret med Graaskind.
  9. ↑ Det er nemlig ganske affattet i den samme „særegne Stiil,“ med øjensynlig Stræben efter en vis „Numerus,“ og paa de meest pathetiske Steder med Intimation, der betegner Oversættelsen af Barlaams og Josaphats Saga, hvorom nedenfor.
  10. ↑ Kundgjørelsen er, efter en Afskrift af 1325, aftrykt i Norges gamle Love I. 444, samt i Thorkelins Diplomatarium II. 18. Paa første Sted er den ogsaa sammenholdt med en i 1324 af Erkebiskop Eilif udstedt Vidisse, hvor Kongen, ved en merkelig Skjødesløshed, kaldes Haakon Haakonssøn. Samme Fejl begaaes og i Overskriften til hiin Afskrift. Ligeledes nævnes i denne, ved en Fejltagelse, Legaten Fidantius i Stedet for Stephanus, som det ovenfor (II. 936) er bemerket.
  11. ↑ Den vidtløftigere Bearbejdelse af Haakon Sverressøns Saga, Fornm. S. IX. 65, 66.
  12. ↑ Haakon Sverressøns Saga, kortere Bearbejdelse; i den længere, S. 215–217.
  13. ↑ Sammesteds. Den kortere Saga lader Haakon tilbringe Vintren i Bergen, men dette er aabenbart urigtigt; det sees især deraf, at Haakon, hvad denne Bearbejdelse selv siger, var sammen med den islandske Biskop Gudmund om Vintren, og vi vide af andre Kilder, at Gudmund netop tilbragte Vintren i Nidaros. Derimod er det vist aldeles rigtigt, at Kongen fra Viken drog til Bergen.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/71&oldid=81904»