Wikikilden

Det norske Folks Historie/4/82

< Det norske Folks Historie‎ | 4

Den samme Vaar, da dette Kongeskifte fandt Sted i Viken, droge Kong Inge og Haakon Jarl med Birkebeinernes hele Styrke fra Nidaros, for at gjøre et nyt Tog mod Baglerne, og vel især for at fordrive dem fra Bergen. De havde da saavel hine oven nævnte tre store Skibe, som en heel Deel Smaaskuder, og en Mængde Folk. Haakon Jarl medbragte saavel sin Hustru Fru Christina, som sin Plejesøn, den treaarige Haakon Haakonssøn; ligeledes var Christina, Kong Sverres Datter, med; alt var, som man seer, beregnet paa en længere Fraværelse fra Nidaros. Da de kom til Bergen, fandt de, som man af Beretningen kan see, ingen Bagler; enten har Philip allerede taget alle sine Folk med sig, da han begav sig til Tunsberg ved Efterretningen om Erling Steinveggs Død, eller de, han efterlod, maa have forladt Byen ved Efterretningen om, at Birkebeinernes Flaade nærmede sig. Fra Bergen sendte Kongen og Jarlen to Høvdinger, Thorstein Gimse og Svein Næpa, sydover med 14 Skuder, for at holde Udkig, siden droge de ogsaa selv afsted med Storskibene til Hvitingsø, hvor de med det første bleve liggende. Imidlertid opholdt de kongelige Damer sig med Drengen Haakon i Bergen, hvor ligeledes Kong Inges Broder, den unge Skule, synes at være bleven tilbage[1]. Til Befalingsmand paa Borgen i Kongens og Jarlens Fraværelse var først Dagfinn Bonde bestemt, men han fordrede en Besætning af 240 Mand, og dette sandt man alt formeget. En anden Høvding, den oven omtalte Sverting, tilbød sig at forsvare Borgen med det halve Antal Folk, og Tilbudet blev modtaget; dog betroede man ham ej denne vigtige Post ganske alene; ved hans Side stilledes ogsaa Presten Ivar Bodde saavel som en vis Erlend Slidre. Baglerne sendte omtrent paa samme Tid 16 Skuder vestover, ligeledes deels paa Udkig, deels paa Fangst, under Befaling af Arnbjørn Jonssøn, Eindride Hegre, Nikolas Botolfssøn, Arnthor Foka og Gyrd Benteinssøn. Da disse kom til Seløerne, fik de høre at Kong Inges Sysselmand paa Agder, Thorgils Fudend, var paa Vegge i Soknedalen, og havde samlet en heel Deel Ledingskost. Uden, som det synes, at have mindste Nys om de Skuder, Birkebeinerne havde sendt forud, besluttede de at bemægtige sig denne, og aftalte at alle Fartøjerne, der ellers fore noget spredt, skulde mødes en Morgen ved Hiterø. Dette skede, men idet Arnthor Foka siden roede videre mod en svag Nordenvind, og kom udenfor Soknedalselven, saa han to Birkebeiner-Skuder styre ud imod ham. De af Kongen og Jarlen udsendte Mænd vare nemlig komne derhen. Arnthor drejede strax af, og sejlede et Stykke til Havs; Birkebeinerne, der kun vare sendte for at spejde, ej for at slaas, vendte ligeledes atter mod Norden, og sejlede forbi Haadyr. Kort efter kom hele Baglerflaaden til Sokndal, og lagde ind i Aamundingen. Om at bemægtige sig Ledingen var vel ikke længer nogen Tale, da Birkebeinerne sandsynligviis allerede havde modtaget den, medens de laa ved Sokndal[2]; men derimod kunde det nok lønne sig at opsøge Birkebeinernes Spejderflaade, og vove en Dyst med den, da Overlegenheden i Tal var paa Baglernes Side. Disse sendte tre Skuder forud for at undersøge Farvandet; og da Folkene ombord paa dem fik at høre, at Birkebeinerne skulde ligge rolig ved Eikundasund (Ekersund) roede de nok saa dristigt frem forbi Haadyr. Men neppe vare de komne forbi, førend de saa alle 13 Birkebeinerskuder komme lige imod sig. De vendte derfor strax tilbage, forfulgte af dem. Men snart kom Raden til Birkebeinerne at tage Flugten, thi da de ved Sokndal udstillede Vagter fik see de tre Skibe komme roende, forfulgte af Birkebeinerne, satte Arnbjørn op sit Merke, og roede med de øvrige Høvdinger ud af Havnen. Ved Synet af Merket indbildte Birkebeinerne sig, at det var Baglernes hele Hovedflaade, som kom roende imod dem, og vendte derfor øjeblikkelig om; de havde desuden en heel Deel Ledingstropper ombord, og dette Slags Folk var sædvanligviis alt for tilbøjeligt til at fatte panisk Skræk ved mindste Anledning. Baglerne forfulgte Birkebeinerne lige til Svaavevik tæt ved Svaanes[3], hvor de løb i Land; Baglerne jagede dem endog et Stykke op i Landet, idet de nedlagde mange af dem, hvoriblandt Anføreren Svein Næpa og en vis Erlend Thjovakappe, der ligeledes synes at have været Befalingsmand; en Deel af dem fik Grid. Men alle deres Fartøjer bleve tagne af Baglerne, som nu paa Efterretningen om at Birkebeinernes Hovedflaade laa ved Hvitingsøerne, og sandsynligviis med det første vilde drage videre østover, skyndte sig tilbage til Tunsberg for at melde dette, idet de sejlede eller roede baade Nat og Dag, medens de fra Skibene forjagede Birkebeiner maatte hjelpe sig som de bedst kunde, og rimeligviis over Land begive sig tilbage til Hvitingsø[4].

Saa snart Spejderskibene vare komne tilbage til Tunsberg, udsendte Kong Philip under Anførsel af Nikolas paa Lister, Erling Vik, Orm Skutilsvein og Knur Hattspjør, sandsynligviis, efter Nikolas’s Hjemsted at dømme, alle sammen Mænd, der vare bekjendte med Farvandet omkring Agder. Da de kom til Helgesund, blev det dem tilkjendegivet at Birkebeinernes Flaade allerede havde sejlet forbi Jæderen og Lister. Ved Efterretningen herom vilde Nikolas strax vende tilbage, men Orm modsatte sig det. Saaledes biede de hele Dagen indtil om Aftenen; da først fik Nikolas sin Vilje frem, og de sejlede nu hele Natten østover, saa at de om Morgenen kom til Portyrja (Portør) og lagde ind i Havnen. Det var sterk Taage, saa at man ej kunde see langt fra sig, og de merkede saaledes intet til Birkebeinernes Flaade, førend de med eet saa den sejle forbi Havnen, og styre østover lige mod Neset. Da skyndte de sig afsted alt hvad de kunde, for at komme dem i Forkjøbet, toge Tjeldene ned og satte Kursen indenfor Aur (Jomfruland) og tvers forbi Langesundsgabet. Men da de kom til Staværn, vare Birkebeinerne allerede borte, og sejlede ind til Sundene (ved Grindholmesund eller Vrængen); det lykkedes kun tre af Baglernes Styrmænd, Bjørgulf Baat, Erik Berg og Skæring, med hver sin hurtigsejlende Skude at komme noget forud for Birkebeinerne og bringe Kong Philip Bud om deles nær forestaaende Ankomst. Philip lod strax blæse hele Mandskabet til Møde oppe paa Haugene, og spurgte, hvad man skulde gribe til, enten at gaa ombord paa Skibene og stride med Birkebeinerne, eller oppebie dem i Byen, eller endelig at flygte op i Landet, hvilket efter hans Mening var det raadeligste, da deres Styrke var alt for liden i Sammenligning med den fiendtlige. Men den tapre Arnbjørn Jonssøn vilde ikke vide af nogen Flugt. „Lader os,“ sagde han, „gaa ombord paa de tre store Skibe, og værge os som Mænd; der ville vi længe kunne forsvare os, om vi endog ere færre i Antal.“ De øvrige bifaldt hans Ord, og saaledes gik man da ombord i det største af Skibene, nemlig det som Philip af Veigen havde ladet bygge. Her tog Arnbjørn med sin Skare Plads i Forstavnen, Kongen selv med sin i Bagstavnen. Det lader næsten til, at man ikke havde Folk nok til at bemande de to andre. Ikke længe efter kom Birkebeinerne, lagde til ved Rossenæs, væbnede sig, og roede derpaa til Angreb mod Baglerne. Men Arnbjørn Jonssøn blev haardt skuffet i sin Forventning om Krigskammeraternes Tapperhed. Aldrig saa snart vare Birkebeinerne komne i Skudmaal, førend Baglerne gave sig til at flygte op paa Bryggerne, først Kongeskaren i Bagstavnen, siden Arnbjørns Folk. Arnbjørn selv var yderlig forbitret. „Aldrig mere vil jeg trives,“ sagde han, „om jeg nu maa fly, og dog er der ingen anden Udvej!“ Med disse Ord sprang ogsaa han op paa Bryggen. Birkebeinerne sprang efter, men det tog nogen Tid, inden de kom op paa Bryggen, da Langskibene overalt laa dem i Vejen; denne Frist kom Baglerne til Gode, saa at de slap ud af Byen og op over Frode-Aasen, uden at de tabte flere end een Mand, en Ledingsmand ved Navn Thorbjørn Skeid. Birkebeinerne gjorde ved denne lette Sejr et overvættes rigt Bytte, thi de bemægtigede sig ikke alene de store nye Skibe, men ogsaa dem, som Baglerne tidligere havde taget ved Overfaldet i Nidaros, foruden alt det Gods, Baglerne ved deres hastige Flugt havde ladet blive tilbage. Imidlertid kunde de ikke tage alle Storskibene med, sandsynligviis vare hine tre neppe engang i sejlfærdig Stand, derfor bleve de opbrændte, saavel som Gesteskaalpen og Lyrten, tilligemed et andet stort Skib; Guldbringen derimod, og de andre store Skibe beholdt de[5].

Men medens Birkebeinerne vandt denne Sejr i Tunsberg og fremdeles opholdt sig der i nogen Tid, havde Baglernes Skuder, ikke været ledige men atter taget Vejen vestover til Staværn, og tilføjet Birkebeinerne megen Skade. Deres første Bedrift var at lægge sig paa Luur for tvende af Birkebeinernes Høvdinger, Olaf Jørundsbroder og Olaf Smørmage, der begge havde Syssel paa Agder[6], og om hvem de havde hørt at de paa hver sin Skude kom sejlende vestenfra. Baglerne traf dem, og jagede dem i Land, den ene ved Thrymlingerne, den anden ved Flostergavlen; de fleste af Mandskabet bleve dræbte og Sysselmændene selv fangne. Nikolas vilde skjænke dem Livet, men da de øvrige merkede dette, skyndte de sig at dræbe dem. Idet de fortsatte Sejladsen vestover, traf de to Englandsfarere, den ene ved Jæderen, den anden ved Karmt: de toge og plyndrede dem begge, og fik et rigt Bytte. Derpaa droge de lige til Bergen, thi de havde faaet tiere, at der kun laa en svag Besætning i Borgen. Idet de nærmede sig Byen, deelte de sig i to Afdelinger, af hvilke den ene lagde til i Toluviken[7], den anden udentil under Borgen, hvorpaa de gik i Land, og angrebe Borgen fra begge Sider. Forsvarerne stillede sig først op paa Ydermuren, men vare ikke paa langt nær talrige nok til at kunne besætte den fuldstændigt; Baglerne løb Storm, fornemmelig paa det Sted, hvor Muren var tyndest besat, kom uden Vanskelighed op, og fik saavel hele Muren som det dertil hørende Taarn eller Kastell i sin Vold, medens Birkebeinerne maatte trække sig tilbage til den indre Borg eller Hoved-Borgen. For at have desto friere Hænder, opbrændte Baglerne Yderborgen, paa Kastellet nær, som de besatte, og begyndte derpaa formeligt at belejre eller rettere blokere den indre Borg, hvor, foruden Besætningen, Jarlens Frue, Christina, befandt sig tilligemed Kong Inges Syster Fru Sigrid, Kongedatteren Christina, Dagfinn Bondes Hustru Margrete, Eyvind Prestmaags Hustru Gyrid Jonsdatter, Thorstein Heimnes’s Hustru Gudrid, og flere fornemme Damer, i Alt 40: ligeledes Kongesønnen Haakon og Skule Kongsbroder. Der var Proviant nok paa Borgen, men Baglerne vidste at der var Mangel paa Drikkevare, og haabede saaledes, om ej ved Hunger, saa i det mindste ved Tørst at bringe Besætningen til Overgivelse. Derfor holdt de Borgen strengt indesluttet, og søgte især af afskære al Forbindelse mellem den og Byen. Det gik efter deres Ønske, thi da en lang Tid var gaaet hen, og Mangelen paa Drikke allerede begyndte at blive følelig, ytrede Birkebeinerne umiskjendelig Lyst til at kapitulere, men søgte kun, som man tydelig kan see, at fravælte sig det mulige Ansvar derfor, om Overgivelsen siden skulde befindes forhastet, ved at raadspørge Erkebiskop Thore, der just paa denne Tid var kommen til Byen, hvad de skulde gjøre, og henstille til hans Afgjørelse, om de endnu skulde holde Borgen saa længe de kunde, eller overgive den paa de Vilkaar, Baglerne maatte opstille. Det er ikke saa usandsynligt, at Fruentimmerne, der med Ængstelse imødesaa en langvarig Belejrings Plager, og maaskee endnu mere en Storms Rædsler, især vare ivrige for at paaskynde Overgivelsen, skjønt der senere ogsaa hvilede Mistanke paa Overbefalingsmanden, den storpralende Sverting, at han hemmelig skulde være Baglerne huld. Erkebiskoppen svarede alene, hvad der fornuftigviis kunde svares, nemlig, at hvis det paa nogen Maade var dem muligt, burde de fremdeles holde Borgen, men merkede de, at det i Længden ej lod sig gjøre, var det bedst at overgive sig i Tide, medens det endnu var Baglerne bekjendt at de havde Proviant nok, thi da vilde de kunne faa saa meget bedre Betingelser. De lode ham da anmode om at begive sig op paa Borgen, for selv at see, hvor meget Proviant der var tilbage, og deraf at bedømme, om de endnu en Stund vilde kunne holde sig. Han gjorde saa, uden at der tales om at Baglerne lagde ham nogen Hindring i Vejen, og overbeviste sig da, som det heder, om at Provianten temmelig snart vilde slippe op. Det er ellers et stort Spørgsmaal, om al Provianten blev ham viist; af hvad der nedenfor berettes skulde man næsten formode, at en betydelig Deel er bleven ryddet til Side, saa at han antog Forraadet at være meget mindre end det virkelig var. Det besluttedes da, at man skulde overgive sig, og han paatog sig selv at underhandle med Baglerne og skaffe dem saa taalelige Vilkaar, som muligt. Han begav sig derfor ned i Byen til Baglernes Overanfører, der formodentlig fremdeles var Nikolas af Lister, og sagde at dersom de vilde opfylde ham en Bøn, skulde han gjøre sit Bedste til, at Birkebeinerne opgave Slottet. Paa Spørgsmaalet, hvad det var for en Bøn, begyndte han listigt saaledes: „denne Borg har staaet her i lang Tid, mangen Mand til Meen, og denne By til stor Skade, saa at det er Manges Ønske, at den var ødelagt. Om I end faa indtaget den, kunne I dog blot en kort Tid holde den, og jeg tror ikke I har stor Lyst til at slaas med Birkebeinerne her i Byen mere nu end før. Hvis I derfor ville opfylde min Bøn, som er den, at Birkebeinerne faa drage frit ud med Livet og saa meget Gods som enhver ejer, da skal jeg skaffe eder Borgen overgiven.“ En Deel af Baglerne fandt dette Forslag nok saa godt; andre meente derimod, at de derved vilde gaa Glip af deres visse Bytte, thi paa Borgen var der foruden Birkebeinernes Gods ogsaa en heel Deel, der tilhørte Bymændene, og alt dette vilde falde i deres Hænder, naar Borgen blev tagen med Vaabenmagt eller maatte give sig paa Naade og Unaade, og dertil, meente de, vilde det dog snart komme, da de vidste, at den allerede led Mangel paa Drikke. Erkebiskoppen sagde at de toge Fejl, og at der var Drikke nok indtil der kom Regn, og Kost nok for to Aar; det gjaldt at benytte sig af Tiden, inden Haakon Jarl kom søndenfra, thi da var alt Haab om at vinde Borgen forbi. Disse Forestillinger virkede, og der blev saaledes ved hans Medvirkning sluttet en foreløbig Overeenskomst om at Overgivelsen paa de nævnte Vilkaar skulde finde Sted, under Forbehold af Kong Philips Samtykke og endelige Afgjørelse, thi han ventedes nu hver Dag til Byen; imidlertid stilledes der gjensidigt Gisler til Sikkerhed. Kong Philip havde tilligemed de øvrige, fra Tunsberg forjagne Bagler, taget Vejen gjennem Oplandene og Valdres til Sogn, hvor han erfarede at hans Flaade var kommen til Bergen, og didhen begav han sig derfor, saasnart han havde skaffet sig det nødvendige Antal Fartøjer. Da Erkebiskoppen havde meddeelt ham, hvad der var forhandlet og foreløbigt afsluttet, gav han strax sit Samtykke, og Dagen derefter, en Tirsdag, fandt Overgivelsen Sted. Baglerne stillede sig op i tvende Rader, en paa hver Side af Porten, Kong Philip selv nærmest ved denne. Derpaa blev Porten aabnet, og Birkebeinerne gik ud, hver med sit Gods. Philip bød selv Jomfru Christina, Kongedatteren, sin Arm, og førte hende ud af Porten; efter hende gik Fru Christina, Jarlens Hustru, derpaa Fru Sigrid og de øvrige fornemme Damer. Saavel Besætningen, som Damerne begave sig alle hen paa Christkirkegaarden; siden tog Erkebiskoppen Damerne, saavel som Kongesønnen Haakon til sig og beholdt dem hos sig, saa længe Baglerne vare i Byen. De opstillede Bagler kunde imidlertid ikke see de uddragende Birkebeiner gaa dem forbi uden med største Ærgrelse. De paastode, at de store Byrder indeholdt ej alene Vedkommendes eget Gods, men ogsaa Guld og Sølv og andre Kostbarheder, der ikke tilhørte dem, men Kong Inge, Haakon Jarl, og andre Birkebeiner, og de begyndte at knurre mod Kong Philip, som den, der ved sin Eftergivenhed skilte dem ved deres retmæssige og sikre Bytte: var ikke han kommen, sagde de, havde de nok taget Borgen alligevel. Da gik Kong Philip op paa Christkirkegaarden til de forsamlede Birkebeiner, og opfordrede dem til at aflægge Ed paa at ingen havde medtaget mere, end hvad der tilhørte ham selv. Eden blev aflagt, dog fritog han, vel at merke, Damerne for at aflægge den, og saaledes tør det dog nok hænde, at Baglernes Misfornøjelse ikke var ganske ugrundet. Hvad der bevægede Philip til at vise Birkebeinerne al denne Eftergivenhed, om det kom af en medfød Godmodighed og Ridderlighed hos ham, eller om han allerede da havde faaet i Sinde at slutte Forlig med Birkebeinerne og bejle til Jomfru Christina, er uvist; begge Dele synes rimelige. Den forrige Overbefalingsmand, Sverting, gik i Baglernes Tjeneste og svor Kong Philip Troskabsed; hvad han ej allerede havde været mistænkt for hemmelig at have staaet i Ledtog med dem, blev han nu; han havde, sagde man, vidst saa længe forud, at Baglerne vilde komme, at han havde haft rundelig Tid til at samle tilstrækkelig Proviant af Mad og Drikke; ja flere paastode endog, at Øllet, som fandtes paa Borgen, hemmelig var blevet udtappet og spildt. Den følgende Dag (Onsdag) ransagede Baglerne Borgen, og fandt Levnetsmidler nok, men kun lidet af Penge og andet Gods. Blandt enkelte kostbarere, Kong Inge tilhørende Sager, var og en Stol, som Kong Sverre havde ladet gjøre; sandsynligviis en smukt udskaaren Lænestol. Kong Philip forærede den til Erkebiskoppen, som, besynderligt nok, ogsaa tog imod den, og lod den siden bringe til Nidaros, hvor den længe var at see i Christkirken[8]. Derpaa satte de Ild paa Borgen, og opbrændte hvad der kunde brændes. Ved denne Lejlighed gik ogsaa den af Kong Eystein opførte Kongsgaard med den tilhørende Apostelkirke op i Luer[9]; neppe med Baglernes Vilje, men fordi Gnister fra den brændende Borg naaede hen til dem, der begge vare Træbygninger. Det viste sig da, at Baglerne ej havde ransaget Borgen til Gavns, thi der randt smeltet Smør i stride Strømme ud af Borgvæggen. Om Fredagen revnede Muren, Fredag Aften begyndte de at bryde Borgen ned, og fortsatte med dette Arbejde hele Løverdagen. Da blev det dem meldt at Haakon Jarl med det første var ventende, saa at der ej længer var noget blivende Sted for dem i Byen; de skyndte sig derfor at gjøre sig rejsefærdige og lagde med hele Flaaden ud i Florevaag. Men da der just blæste op en Nordenvind, hvorved, som de kunde skjønne, Jarlens Fart vilde forsinkes noget, besluttede de at benytte sig af denne Frist til at faa det afbrudte Nedrivnings-Arbejde tilendebragt, og lagde om Mandagen atter ind til Byen, hvis hele Befolkning nu blæstes sammen, og sattes til at ødelægge, hvad der endnu stod tilbage: et Tvangsarbejde, man, efter Erkebiskoppens Ord at slutte, maa antage at de bedre fandt sig i, end de ellers vilde have fundet sig i noget som helst andet Paalæg, thi det forholdt sig vist, som han sagde, at Borgen var Indbyggerne en Torn i Øjnene, ej alene fordi den var en Tvinge paa Byen, og fordi Besætningen ofte tillod sig store Excesser, men ogsaa fordi den gav Anledning til hyppigere Krigsscener og Voldsomheder i og ved Byen, end der maaskee ellers vilde have fundet Sted. Om Tirsdagen forlode Baglerne atter Byen, og lagde ud i Sundsvaagen[10].

Haakon Jarl, der nok kunde skjønne at Besætningen i Borgen vilde komme i en slem Knibe, hvis den ikke fik betimelig Hjelp, og som vel især ængstedes over sin Hustrues og de fornemme Damers Skjæbne, havde, saasnart det lod sig gjøre forladt Tunsberg med de mindre, lettere sejlende Fartøjer, som Tyvesesser og Smaaskuder, medens Inge blev tilbage i Tunsberg med Storskibene. Hvis Besætningen kun havde holdt ud en eller halvanden Uges Tid længere, vilde Borgen have været frelst, thi allerede Dagen efter, da Baglerne anden Gang havde forladt Byen, og Vinden havde slaaet om til Sønden, saa de ham fra deres Leje i Sundsvaag komme sejlende indad Hardsø (Korsfjorden), hvorfra han kun havde faa Timers Sejlads til Bergen. Baglerne torde ikke blive liggende i Sundsvaag, hvor de kunde blive indestængte og fangede som i en Fælde, men roede først lige imod Jarlens Flaade, som om de vilde tilbyde Slag. Dette troede ogsaa Birkebeinerne, og lode Sejlene falde, men da Baglerne vare komne i Skudmaal, gjorde de en Tverbøjning til Siden, og stevnede lige ud af Fjorden. Birkebeinerne roede vel efter dem, men alene Skuderne kom dem nær paa Skudvidde, og fjernede sig derved saa langt fra de større Skibe, der sakkede bagefter, at Baglerne endog vendte om for at tage dem. De maatte derfor skynde sig tilbage, og Baglerne fortsatte uhindret sin Vej til Salbjarnarsund[11], hvor de lagde ind om Kvelden. Birkebeinerne begave sig til Bergen, hvor der nu vankede haarde Bebrejdelser og, Irettesættelser for dem, der saa forhastet havde overgivet Borgen. Dagfinn Bonde raadede paa det ivrigste til at lade den opbygge igjen„ hvilket især laa i hans Interesse, da han havde Hørdeland i Syssel og saaledes var vel tjent med at have et fast Punkt, hvor han kunde holde en Besætning. Jarlen var mere ligegyldig dermed, og havde, siges der, ikke synderlig Lyst paa at begynde det møjsommelige Arbejde fra nyt af. Dog fik den anseede Dagfinn sin Vilje frem, og Bymændene, der nys havde maattet nedrive Borgen, bleve nu satte til det Tvang-3arbejde at bygge den op igjen, Dag efter Dag. De havde visselig al Grund til at forbande Borgen, og ønske at den aldrig havde været til. Haakon Jarl havde ikke selv Tid til at tilse-e Arbejdet, da han atter maatte skynde sig tilbage til Viken, af Frygt for at Baglerne, som han havde sejlet forbi paa Korsfjorden, nu vilde komme over Kong Inge, der ej var mandsterk nok til at binde an med dem alene; han efterlod derfor Peter Steyper og Dagfinn som Befalingsmænd, og begav sig afsted.

Det forholdt lig ganske saaledes som han befrygtede. Det var Baglernes Hensigt at overfalde Kong Inge i Tunsberg, og de sejlede derfor med en gunstig Vind saa hurtigt de kunde til Viken. Da de kom til Thrymlingerne, erfarede de at Kong Inge ikke længer var i Tunsberg, men med fire store Skibe, hvoriblandt Ognarbranden og Guldbringen, var dragen ind til Oslo. De sejlede derfor ikke ind til Tunsberg, men lagde kun bi ved Ormøen strax udenfor Jarlsø (Jersø), hvorfra de styrede længer ind i Fjorden til Hovedøen. Det var just paa den Tid, da Folk plejede at sidde ved Drikkebordet i Skytningsstuerne, men da Krigsluren lød, vare Birkebeinerne ikke desto mindre strax paa Færde, skyndte sig ombord paa Skibene, og halede dem ud for Anker. Baglerne lagde imod dem og fik hugget Ankertougene over; da der just blæste en sterk Kuling, dreve Storskibene lige ind til Frysja (Akerselven), saa at de stode fast i Leren, og Kongeskibet kom til at staa noget afsides for sig selv. Om dette stimlede nu Baglernes Skuder sammen, og man kæmpede paa begge Sider som rasende. Men det bekræftede sig atter, at Smaafartøjer ikke kunde udrette noget mod større, endog med langt større Folkestyrke. Kong Philip kom endog personlig i den største Fare; han havde nemlig lagt sin Skude nærmest, og Birkebeinerne fik den ved Stavnljaaer halet til sig, saa at han og hele Besætningen maatte løbe overbord for ej at falde i deres Hænder. De bleve vel strax efter tagne op, men 7 eller 8 af dem faldt. Da Baglerne saa, at der intet kom ud af dette Angreb, roede de ind til Byen, toge fem Byrdinge eller Fragtskibe, fyldte dem med Ved, Næver og Halm, som de stak Ild paa, og lode dem drive ind mod de paa Grund staaende Skibe, idet de selv roede efter. Men Birkebeinerne holdt dem fra sig med Forke, saa at de dreve ind mod Leren, og da dette Forsøg ogsaa havde mislykkets, roede Baglerne tilbage, først til Byen, og siden ud til Hovedøen. Da stilnede Vejret noget af, og da Vandet voxte, kom Birkebeinernes Skibe atter flot, hvorpaa de roede ind til Byen, og laa for Anker om Natten. Morgenen efter sejlede Baglerne atter ud af Fjorden og til Tunsberg, for der at tage nogle Kjøbmandsskibe, der vare ligesaa høje som Birkebeinernes Langskibe, og benytte dem ved et nyt Angreb paa disse. De toge virkelig to Kogger og 7 Østfarerskibe, sloge Sidefjelerne fra, hug Huller for Aarer, og lagde Planker over Bjelkerne, forsynede dem derpaa med et tilstrækkeligt Forraad af Kastestene, og sejlede ud af Fjorden med dem. Birkebeinerne havde imidlertid forladt Oslo, og kom just sejlende ud efter, da Baglerne kom ind imod dem; de styrede først lige hen til dem, men da de vare komne i Skudmaal, drejede de pludselig til Siden, og sejlede dem forbi[12]. De store Skibe, af hvilke Baglerne havde ventet sig saa megen Nytte ved en gjentagen Kamp, vare dem nu kun til Hinder, da de gik for langsomt. De lode dem derfor drive, og gik atter ombord i Skuderne, for med disse at sætte efter Birkebeinerne, der stevnede ud forbi Tunsberg Tønde, Thorsøen og Strøm og ikke lagde til Land førend ude i Marfjorden, maaskee ved det nuværende Langesund, eller i Nærheden deraf[13]. Strax efter kom Baglerne og lagde sig i samme Havn, uden dog med sine Smaaskuder at vove noget Angreb paa Birkebeinernes store Skibe, medens disse heller ikke paa sin Side fandt det raadeligt at binde an med de dem i Folketal langt overlegne Bagler. Men der manglede ikke paa alskens udfordrende Ord. Baglerne laa nærmest Land, eller i det egentlige Bryggeleje, Birkebeinerne derimod længere ude, for Anker. Da de om Morgenen skulde hente Vand, lode de uden videre deres Skibe svaje ind, idet de raabte over til Baglerne, at Smør-Kaares[14] Frænde – saa kaldte de Kong Philip – skulde gjøre Havnen ryddelig. Baglerne sluttede sig virkelig af Vejen, og lagde sig med Stavnerne mod Neset. Siden roede Birkebeinerne atter mod Øst, og lagde sig for Anker ved Staværn. Baglerne fulgte dem, og lagde sig ligeledes ganske i Nærheden. Den følgende Morgen var der Folk oppe paa Land fra begge Parter. De fik Øje paa at der kom sejlende en Deel Skibe vest fra Grenmarkanten, ikke færre end 30. Baglerne, som troede at det var Haakon Jarl, bleve strax meget urolige, og beredte sig i største Hast til at sejle bort. Birkebeinerne spurgte dem: „hvad fejler eder nu? see I noget? værer kun stille og lader os ligge i god Ro alle tilsammen, saa kede vi os ikke.“ Men Baglerne lode som de ej hørte dette, hejsede Sejl, og satte øster over Folden, indtil de kom til Astisholmerne[15], hvor de bleve liggende i nogle Nætter. De Sejl, der havde skræmmet dem bort, viste sig kun at være nogle Byrdinger eller Fragtskibe fra Bergen, der agtede sig til Tunsberg mod Vintren; dog kom Jarlen selv efter faa Dages Forløb, forenede sig med Kong Inge, og begav sig med ham til Tunsberg, hvor de tilbragte Høsten.

Strax efter sejlede Baglerne atter over til Agder, og kom om Aftenen til Thrymlingerne, hvor de traf en heel Deel Fartøjer, der nylig vare komne vestenfra; af Folkene paa dem fik de vide, at Jarlen var sejlet øst over, og at Peter Steyper og Dagfinn Bonde vare i Bergen, men at kun Dagfinn tog sig ivrigt af Borgens Gjenopbyggelse, fordi han var Sysselmand paa Hørdeland, medens Peter derimod tilbragte den meste Tid af Dagen over i Jonsklostret, hvor hans Hustru Fru Ingebjørg holdt til. Her var saaledes god Udsigt til at gjøre en Fangst, eller i det mindste at komme uforvarende over Birkebeinerne og tilføje dem følelig Skade. Baglerne fore derfor i størst mulige Hast nord efter, indtil de kom til Eldøsund ved den sydlige Kant af Storden; derfra roede de om Aftenen og hele Natten nord efter, saa at de endnu før Dag kom til Byen, hvor ingen blev dem var førend de sprang fra Skibene, og løb deels op efter Gaden, deels uden om Byen. Dagfinn, der med sin Trop befandt sig i den halvfærdige Borg, lod støde i Luren, og de Birkebeiner, som laa nede i Byen, ilede strax op for at komme ham til Hjelp, men Baglerne vare allerede komne dem i Forkjøbet, og stillede sig i Vejen for dem, saa at de maatte vige tilbage med Tabet af li Mand[16]. Peter Steyper flygtede, saa snart han hørte Luren, med sin Hustru og sine Folk først op paa Landet, og siden til Stavanger. Baglerne omringede Borgen, og begyndte at angribe den, saa snart det blev lyst; dog tilbøde de Dagfinn først Grid. Men den kjekke Mand svarede at han ingen Grid behøvede, skjønt hans hele Besætning kun udgjorde 25 Mand, og Borgens Mure sikkert endnu kun vare i en daarlig Forfatning. Baglerne gjorde et voldsomt Anfald, men Dagfinn og hans lille Skare forsvarede sig en Tidlang med den største Tapperhed, indtil Baglerne endelig stablede et Baal op om Muren, og tændte Ild paa det; da blev Røgen og Heden saa utaalelig for Birkebeinerne, der desuden alle vare saarede, at Dagfinn nu selv maatte bekvemme sig til at bede om Grid. Men da fik han det Svar, at han ikke behøvede Grid mere nu end om Morgenen. Baglerne hentede derhos Kirkestiger nede i Byen, satte dem til Muren, og begyndte at stige op. Da lod Dagfinn Kongesønnen Haakon, som han havde haft i sin Varetægt, hisse ned fra Muren, med Bøn om at man i det mindste vilde skjenke ham Livet; han lod ogsaa et kostbart Sverd følge med til sin Svoger, Gyrd Skjaalge, der var en af Baglernes Høvdinger. Gyrd gik strax hen, og modtog baade Drengen og Sverdet. Dagfinn bad ham gaa til Kongen og see til, om han kunde skaffe dem Grid. Gyrd gjorde saa, bad Kongen at skjenke Dagfinn Livet, og tilbød hele sin Ejendom i Pant paa, at han ej siden skulde føre Vaaben imod ham. Ogsaa Arnbjørn Jonssøn kom til, og forenede sine Bønner med Gyrds. Kongen lod da blæse til Huusthing, og sagde at det skulde komme an paa Krigsfolkene selv, om Dagfinn skulde faa Grid. Men alle sagde Nej. Gyrd bad fremdeles. „Saa gaa hen“, sagde Kongen, „og sig til Dagfinn, at han alene kan komme hid og faa Grid. Gyrd frembar denne Hilsen, men Dagfinn erklærede at han vilde dele Skjæbne med sine Mænd: enten skulle de alle have Grid, eller ingen. Kong Philip forestillede nu sine Folk, at det var liden Gavn eller Ære for dem at dræbe nogle faa saarede og ilde medfarne Folk, og fik dem endelig til at samtykke i at lade dem alle beholde Livet. Dog skulde de forlade Borgen uden Vaaben og Kapper; Dagfinn alene fik Lov til at beholde sin Staalhue. De begave sig da ned til Biskopsgaarden, hvor de maatte aflægge Ed paa, ikke efterdags at stride mod Kong Philip. Dagen efter lod Kongen hele Mandskabet blæse sammen, for paa ny at nedrive Borgen, og der blev ikke ladet Steen paa Steen tilbage af den[17].

Baglerne forbleve nu nogen Tid i Byen. Omtrent 14 Dage efter Borgens Ødelæggelse gjorde Philip en Rejse til Throndhjem, hvor han lod sig tage til Konge paa Ørething, men da der havde været et Uaar og saaledes herskede megen Dyrtid paa den Kant, kunde han ikke længe opholde sig der med saa mange Folk, men vendte efter Vinternat (14de Oktober) tilbage til Bergen Under denne Kong Philips Fraværelse i Nidaros var det maaskee, at Reidar Sendemand, som der fortælles, foreslog Baglerne at tage Drengen Haakon til Konge i Philips Sted[18]. Han skal nemlig have kaldt til sig nogle af de andre Høvdinger og forestillet dem, at der nu eller aldrig var Lejlighed til at vinde al Magten fra Birkebeinerne og faa hele Folket paa sin Side. „Vi have just nu,“ sagde han, „Drengen Haakon i vor Vold, Sønnen af den Konge, som hele Folket elskede, og som Birkebeinerne holdt saa meget af, at de gjerne vilde ofre deres Liv for hans Afkom. Toge vi nu ham til Konge, men gjorde den, vi hidtil kaldte vor Konge, til Jarl, da vide vi nok saameget, at vi just have den hellige Olafs Lov paa vor Side, thi den erkjender kun en Kongesøn for retmæssig Konge i Norge, og ikke en Konges Dattersøn eller Systersøn, saadan som dem, baade Birkebeinerne og vi Bagler nu tjene. I Grunden havde ogsaa vor Høvding størst Ære af, og var bedst tjent med at have baade Riget og Kongen i sin Varetægt; thi da kunde han med Rette baade kaldes Konge og Jarl.“ De andre Baglerhøvdinger erkjendte fuldkommen det rigtige og fordeelagtige i hans Forslag, men flere af dem fandt det deels mindre passende at tage Kongenavnet fra Philip, efter engang at have givet ham det; deels vilde de nødig udsætte sig for Philips Vrede, naar han fik dette Anslag at vide, og saaledes faldt det bort. Det vides ikke, hvor vidt Philip erfarede noget om denne Samtale, hvilken han i saa Fald maa have taget Reidar meget ilde op. Da han var kommen tilbage til Bergen, sendte han nogle Skuder under Bjørgulf Baat, Byrge af Stange, Brynjulf Nev og Skæring syd til Stavanger, for at prøve paa om de kunde overrumple Peter Steyper og faa ham dræbt eller fangen. Da disse kom til Moster[19], fik de høre at Peter ikke plejede at opholde sig i Byen om Nætterne, men kun om Dagen. De roede da for det første over til Herfyle[20], hvor de bleve liggende for Modvind i 4 Dage; da roede de atter over Fjorden, ind til Vadø indenfor Bukn og udenfor Utstein, derpaa til Fjardbyrjesund og ind i den indre Vaag. Peter var just til Ottesang og hørte Messe med sit Følge. Der var saa sterkt Snefog at man ikke saa noget til Baglerne, førend de sprang i Land: da fik nogle Birkebeiner Øje paa dem og advarede Peter, som øjeblikkelig forlod Kirken, og løb ud af Byen med alle sine Mænd. Baglerne satte efter, og dræbte 11 af dem, men han selv var saa rap til Fods, at han undkom, dog var han i en saadan Knibe, at han maatte kaste baade Kjortelen og Beltet. Baglerne fandt Kjortelen og bragte den med sig tilbage til Byen, til stor Forfærdelse for Peters Hustru, der troede at han var falden, indtil det blev hende sagt, at han var undkommen. Dagen efter vendte Baglerne tilbage til Bergen[21].

  1. ↑ Skule omtales nemlig som en af dem, der befandt sig i Borgen i Bergen, da den belejredes af Baglerne.
  2. ↑ Dette er Gaarden Viggen i Sogndal.
  3. ↑ Navnet Svaavevik eller Svaavik om Vigen ved Svaa-Elvens Udløb er sandsynligviis endnu brugeligt.
  4. ↑ Inge Baardssøns Saga, Cap. 15. Vidløftigere Bearbejdelse hos Peder Claussøn, Fornm. S. IX. S. 150, 151.
  5. ↑ Inge Baardssøns Saga, Cap. 16. Vidløftigere Bearbejdelse hos Peder Claussøn S. 152.
  6. ↑ Der staar „paa Vestre-Agder“, men dette er visselig Skrivfejl for „Østre Agder,“ thi det var her, hvor de bleve tagne, og paa Vestre-Agder synes Thorgils Fudend at have været Sysselmand, se ovenfor.
  7. ↑ Toluviken synes neppe at kunne være andet end den Vig, der omgiver Toluholmen; da nu denne er Christiansholmen, synes Toluviken at maatte være Sandviken østenfor Borgen.
  8. ↑ Dette med flere andre Omstændigheder viser noksom, hvorledes Erkebiskoppen, som Biskopperne overhoved, paa Nikolas nær (ja endog han tilsyneladende), nu fulgte den Politik, i det mindste ostensibelt at holde sig udenfor alle Partier; skjønt det unegtelig lader lidt besynderligt, at Erkebiskoppen skulde modtage som Gave af Kong Philip en Deel af det Bytte, han havde taget fra Kong Inge, og hvad der maatte ansees som dennes, eller Jarlens Ejendom. En anden Sag havde det været, om Philip havde givet ham noget af sit eget Arvegods.
  9. ↑ Se nedenfor, jvfr. Fornm. S. IX. S. 190.
  10. ↑ Dette er den lille Vaag, som gaar ind til Sands Prestegaards Kirke paa Stor-Sartor eller Soteren, lige ved Leerosen.
  11. ↑ Salbjarnarsund har sit Navn af Salbirni eller Salbjørn, Selbøen, og Sundet er saaledes enten Selbøfjorden, eller hvad der er rimeligere, siden her tales om en Ankerplads, Sundet mellem Hofteren og Selbøen. Man skulde heraf formode, at Jarlen er kommen indsejlende af Korsfjorden, og at Baglerne havde taget Vejen sydefter, enten forbi Sandtorvø og Bakholmen langs med Hofteren, eller østenfor Sandtorvø og Hofteren til Selbøfjorden.
  12. ↑ Dette maa have været omtrent mellem Færder og Sandøsund, idet Birkebeinerne kom ud fra Christianiafjorden, og Baglerne derimod fra Tunsbergsfjorden ind i denne.
  13. ↑ Saaledes staar der i Inge Baardssøns Saga Cap. 17, dog kun efter en enkelt Codex (Eirspenill); i den skaalholtske nævnes Stedet ej; Peder Claussøn har paa dette Sted i sin Oversættelse „Rennshavn“. At Stedet er vestenfor Staværn, ja endog vestenfor Nesje, der naaede lige til Grenmar (Nesje ved Grenmar heder det i Beskrivelsen over Nesjeslaget 1016, se ovenfor I. 2. S. 530) seer man af Angivelserne i Beretningen selv; man maa endog tænke sig det temmelig langt vestenfor Staværn, siden man seer at Birkebeinerne og Baglerne sejlede om Morgenen derfra, og om Aftenen ej kom længer end til Staværn. Navnet „Marfjord“ i Forbindelse med Langesundsfjordens Navn „Gren-Mar“ gjør det da naturligt at tænke paa denne, fornemmelig et Sted paa Vestsiden, da Østsiden vilde være for nær Staværn; Peder Claussens „Rennshavn“ kunde, naar vi tage hans Unøjagtighed i at skrive Navnene i Betragtning, minde om Rogns- eller rettere Rongsfjorden, der gaar ind strax paa den vestlige Side af Langesundstangen. Alt tyder saaledes hen paa, at Stedet er at søge ved denne. Mørjefjorden, som enkelte her have tænkt paa, ligger for langt inde, og kaldtes desuden i ældre Tider Myrgjefjord efter Gaarden Myrgje.
  14. ↑ Smør-Kaare var, som man heraf seer, et Spottenavn paa Philips Farfader Alna-Kaare.
  15. ↑ Saaledes Eirspenill. Skaalholt-Haandskriftet har „Aastusholmen,“ Peder Claussøn „Østvigsholmen“; man har antaget det for at være Aridsholmen lige i Syd for Kragerøen ved Frederiksstad, hvilket med Hensyn til disse Holmers Beliggenhed ikke er usandsynligt, ligesom ogsaa Navnet nok kunde tænkes forvansket til hiin nyere Form. Men negtes kan det ikke, at om man fandt et Sted med et mere lignende Navn lidt længere mod Syd, f. Ex. ved Hvaløerne, da vilde dette have end større Rimelighed for sig.
  16. ↑ Peder Claussøn siger at de tililende Birkebeiner med Tabet af 11 Mand kom ind i Borgen; dette maa dog kun være en Misforstaaelse, thi ellers vilde den hele Besætning senere neppe kunde have været saa liden som 25 Mand.
  17. ↑ Inge Baardssøns Saga, Cap. 16, 17. Peder Claussøns Oversættelse i Fornm. S. IX. S. 160–172.
  18. ↑ Her er der en betydelig Uovereensstemmelse, hvad Chronologien angaar, mellem Inge Baardssøns Saga, og Cap. 4 i Haakon Haakonssøns Saga, der fortæller om dennes tidligste Barndomsaar, og saaledes temmelig vidløftigt kommer til at dvæle ved hans Ophold i Bergen under Krigsbegivenhederne i klaret 1207. Uovereensstemmelsen er for stor til at man, som det heder, kan forlige begge Beretninger, men man maa nødvendigviis enten holde sig til den ene, eller til den anden. Dette vil sees af følgende Sammenstilling. Inge Baardssøns Saga lader Kong Philip blive hyldet i Borg 14 Dage eller 3 Uger efter Paaske, altsaa omtrent midt i Mai; strax efter lader den Baglerne gjøre sit første Strejftog til Agder, hvilket i det længste medtog en 14 Dages Tid, altsaa til først i Juni; derpaa følger det andet Tog lige til Bergen, hvortil man vel og, i Betragtning af den Frem- og Tilbage-Sejlen, som fandt Sted, kan regne henved 14 Dage. Belejringen af Borgen, før Kong Philips Ankomst, varede vel ogsaa henved 14 Dage, saa at man vel kan antage, at Overgivelsen skede først i Juli. Philip kom en Mandag, heder det udtrykkeligt, Tirsdagen gik Besætningen ud, Onsdagen blev Borgen ransaget, Thorsdag, Fredag og Løverdag brændt og nedreven; Søndagen lagde de første Gang ud fra Byen, Tirsdagen anden Gang; Onsdagen sejlede Philip og Haakon Jarl forbi hinanden paa Korsfjorden. Fra Philips Ankomst til Bergen indtil hans Afrejse derfra hengik saaledes kun 8 Dage. Angivelserne ere her saa nøjagtige, at der ikke kan herske nogen Fejl. Baglerne rejste siden i al Hast til Oslo, altsaa vel i det længste kun paa 7 Dage, eller omtrent til 15de Juli; derpaa tilbage til Tunsberg, Marfjord, Staværn, Astisholmene, altsammen rimeligviis i 8–10 Dage, eller indtil 25de Juli; derpaa hurtigt til Bergen, hvor de altsaa kom i de første Dage af August. Borgen blev strax indtagen, eller omtrent 2den August; derpaa opholdt Philip sig ½ Maaned i Byen, altsaa omtrent til den 17de, drog derpaa til Throndhjem, hvor han vel kom den 22de; lod sig rimeligviis hylde Bartholomæusmesse den 24de August, og forblev der indtil strax efter 14de Oktober (Vinternat), hvorpaa han atter vendte tilbage til Bergen, som han og Baglerne ej forlode førend ganske kort før Juul, saaledes som det i det følgende vil sees. Baglernes Ophold i Bergen varede saaledes omtrent fra først i August til først i December, eller i fire Maaneder. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 4 siger i Førstningen, ganske rigtigt, at Fru Christina og Kongesønnen Haakon, der havde ledsaget Haakon Jarl fra Throndhjem, vare i Borgen indtil Baglerne kom til Bergen og Birkebeinerne kapitulerede efter Erkebiskop Thores Raad, men tillægger derpaa, at Kong Philip tog Haakon til sig, og at denne var i tre Maaneder (tre Aar, som Flatø- og Skaalholtsbøgerne have, kan alene være Skrivfejl) hos Baglerne, ved hvilken Lejlighed Reidar fremsatte Forslaget om at tage ham til Konge; at Baglerne siden, ved Efterretningen om at Haakon Jarl nærmede sig, skyndte sig fra Byen, og at Erkebiskoppen da fik Philip til at overlade sig Kongesønnen, hvilken han ved Jarlens Ankomst bragte til denne, som takkede Gud at han velbeholden var sluppen fra Baglerne, og lod ham siden aldrig komme fra sig. Derfor fulgte Haakon ogsaa med, da Birkebeinerne, som det nedenfor skal berettes, laa saa længe om Høsten og i Begyndelsen af Vintren samme Aar ved Seløerne, og der meddeles endog en løjerlig Ytring af ham til Birkebeinerne i Anledning af Kulden, der gjorde det umuligt at smøre Smørret paa Brødet. Nu er der, som man seer, en iøjnefaldende Forskjel mellem den sidst omhandlede Saga-Angivelse af en Tid af tre Maaneder fra Borgens Kapitulation indtil Baglernes Afrejse, og den ovenfor nævnte af 8 Dage. At denne sidste er den rette, kan saavel skjønnes deraf, at Haakon Jarl umuligt kunde have biet i tre Maaneder inden han søgte at komme Borgen til Hjelp, som deraf, at der ellers ikke vilde blive tilstrækkelig Tid til alle de paafølgende Begivenheder, der skulde finde Sted inden Vinterdag; ligesom det jo ogsaa, hvor der er Spørgsmaal om en Begivenhed, der i een Saga fortælles som Hovedsag, i en anden kun som Bisag og Anledning til at meddele et Par Anekdoter, altid er rimeligere at hiin har Ret, end denne, hvis Beretningerne ikke stemme med hinanden. Men Haakon Haakonssøns Saga fejler vel, foruden i Tidsangivelsen, ogsaa i den Beretning, at Philip tog Haakon til sig, og siden overlod ham til Erkebiskoppen. Vi erfare nemlig af den anden Saga, at alle Damerne, og med dem naturligviis ogsaa Drengen Haakon, strax efter Kapitulationen kom til Erkebiskoppen, og forbleve under hans Varetægt, medens Baglerne vare i Byen. Tiden var ogsaa næsten for kort til at Haakon under denne skulde have skiftet Opholdssted. Desuden vilde Haakon, om Jarlen da, som hans Saga beretter, strax havde taget ham til sig for aldrig mere at slippe ham fra sig, ikke siden kunne have været inde i Borgen, da den anden Gang blev belejret, og blive hisset ned fra Muren. Th. Torvessøn, og flere med ham, have rigtignok her grebet til den Udvej, at antage Beretningen om at Haakon var i Borgen under dens anden Belejring og blev hisset ned fra Muren, for fejlagtig. Men det skulde dog vare besynderligt, om en saadan Beretning som denne skulde være opdigtet, eller om Fortælleren, der, som det af et andet Sted i Sagaen (Cap. 20) kan sees, var samtidig med Begivenhederne, skulde have opfattet den fejlagtigt. Snarere maa man antage, at Haakons Saga, der allerede i eet Punkt er unøjagtig, ogsaa fejler i dette. Men paa den anden Side er det dog vist heller ikke ret, ganske at slaa en Streg over Haakonssagaens Udsagn. Der maa dog have været en Tid, da han opholdt sig i tre Maaneder hos Baglerne, og under hvilken Reidar har fremsat sit Forslag, thi med Th. Torvessøn og hans Efterfølgere at antage, at han har fremsat det under de 8 Dage, da man havde travlt med Nedrivelsen af Borgen og hvert Øjeblik ventede Haakon Jarl, synes lidet troligt; der maa ogsaa have været en Tid, da Haakon virkelig var 1 Baglernes Vold, saaledes at Jarlen kunde takke Gud over at have faaet ham vel beholden tilbage, men dette passer ikke paa de 8 Dage, han med Damerne befandt sig hos Erkebiskoppen; da var han strengt taget ikke i Baglernes Vold. Intet passer derimod bedre paa alt dette, end hiin lange Tid, som Baglerne tilbragte i Bergen efter Borgens anden Overgivelse. Da var det netop rimeligt, at Kong Philip selv tog Haakon til sig; og just paa den Tid, han var i Throndhjem, for at lade sig hylde, kunde der blandt de i Bergen tilbageblevne Bagler blive Tale om Kongehylding i Almindelighed, og siden om at tage Haakon til Konge i Philips Sted. Og da Haakon Jarl endelig atter fik Drengen vel beholden tilbage, da først kunde der være Anledning til at glæde sig over hans Frelse, og til at aflægge Løftet om aldrig at lade ham komme fra sig. Den eneste Vanskelighed, som opstaar, er at bestemme, naar dette indtraf, thi det maa have indtruffet før Vinteren, siden vi finde Drengen Haakon ombord paa Flaaden ved Seløerne, og heri synes der ej at kunne være nogen Fejl, siden endog en dertil bestemt knyttet Anekdot meddeles. Haakons egen Saga, der kun taler om een Belejring, giver her ingen Oplysning, og Inge Baardssøns Saga, for hvem Kongesønnens Fata ere en Bisag, nævner intet om, naar hans Udleverelse til Jarlen skede. At Erkebiskoppen denne Gang intet har haft dermed, maa ansees som vist, han opholdt sig desuden da i Throndhjem. Hvis altsaa ikke hiin Anekdot om Smørrebrødet ved en Fejltagelse er overført til Seløhøsten fra en anden lignende Anledning, maa man formode at Philip selv, maaskee efter Sverres gamle Vens, Biskop Martins Anmodning, har givet Haakon fri, ja den Tanke ligger endog nær, at han kan have faaet Nys om Reidars Planer, og, da han var for ædel til at ville dræbe Drengen, skillede sig paa nemmeste Maade af med den farlige Medbejler ved at sende ham til Haakon, medens denne, hvad der ej kunde være ham ubekjendt, laa ved Seløerne.
  19. ↑ Dette er Mosterøen tæt ved Rennesø i Buknfjorden.
  20. ↑ Den kaldes nu Hørving, og ligger indenfor eller nordenfor Bukn.
  21. ↑ Inge Baardssøns Saga, Cap, 17; hos P. Claussøn S. 172. Her har P. Claussøn misforstaaet Benævnelsen „konungsdóttir“ om Peter Steypers Hustru, og oversat det med „hans Datter.“
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Det_norske_Folks_Historie/4/82&oldid=81915»